4. juli 2019

Scharf om GI: Bekymrende, de legitimerer en problematisk italesættelse af ‘kampen mod islamisme’

Den stalinistiske massemorder Che Guevara stod for ‘fundamentalt vigtige og rigtige idealer’, forklarede tidligere PET-chef Jakob Scharf i et samtaleprogram på P1 tilbage i 2012. Den cubanske Revolution var på samme måde ‘en helt åbenbar vigtig kamp’. Med Scharf som rejseguide er vi langt fra virkeligheden.

Flere medier har de senere uger portrætteret Generation Identitær, og det siger sig selv, at Jakob Scharf er dybt bekymret. Han associerer luftigt organisationens franske afdeling med ‘angreb på asylcentre’ og påpeger at der i gruppen ‘utvivlsomt er voldsparate’. Det samme kunne han sige om enhver form for politisk organisering, og problemet er – som journalist Rasmus Hage Dalland formulerer det, at GI kan være med til at ‘rebrande hele højrefløjen’. Smag på ordene, og de ledsagede perspektiver. National højrefløj er problematisk. Per definition.

Jakob Scharf som ekspertkilde i BT – Ny højreradikal ungdomsgruppe vækker bekymring hos tidligere PET-chef.

“Tidligere chef for PET Jakob Scharf har fulgt bevægelsen tæt, og han vurderer, at der kan være grund til en vis bekymring. … Ifølge ham er det særlige ved Generation Identitær, at de har et greb i de unge. Og især en ny gruppe af unge, man ikke tidligere har set i de højreekstremistiske miljøer.

‘Det er mange veluddannede unge, der bevæger sig i universitetsmiljøer, som bliver tiltrukket af Generation Identitær. Unge, som man på mange måder ville beskrive som velfungerende,’ fortæller den tidligere PET-chef. …

‘Jeg tror, det her er relativt nyt for mange. Og jeg tror ikke, der er et tilstrækkeligt fokus på, at der er en bevægelse i de højreekstremistiske miljøer i øjeblikket, som kræver, vi tænker nyt og anderledes.’

‘… Og det er den største bekymring: nemlig den måde, man i Generation Identitær får italesat kampen mod islamisme, for den er med til at legitimere det sådan, at der er nogle, som føler, de kan gå mere drastisk til værks for at realisere de her ting.’

Den største bekymring er ifølge Jakob Scharf altså den inspirationskilde, Generation Identitær kan være for folk, der kan dele synspunkterne, og som kan have en helt anden villighed til at bruge vold, end man måske har i kernen af miljøet.”

(Radikaliserende t-shirts, Generation Identitær, Mosbjerg Folkefest, 22. juni 2019)

Det tjener Radio24syv til ære, at de konfronterede Jakob Scharf med beskyldninger, og selvom 24Morgen-vært Ida Herskind har tæt forbindelse til det venstreradikale miljø, blev han faktisk udstillet. Via Morten Uhrskov.

Humoristisk svar fra Identitær – Sådan opdager du om dit familiemedlem er ved at blive identitær.

“Vi vil gerne hjælpe Scharf og andre, der er bekymrede for unge, der føler sig tiltrukket af Generation Identitær. Derfor har vi skrevet en liste med advarselstegn, som man skal være opmærksom på, hvis man er nervøs for at en ung man kender er ved at blive identitær:

– En kraftig interesse i sin egen historie og kultur – det er typisk for identitære at have et overdrevent kendskab til dansk historie og kultur. Det kan fx være, at vedkommende pludselig begynder at kaste sig ud i avancerede redegørelser af Jyske Lov eller lignende.

– En interesse for radikale tænkere, som fx Grundtvig.

– Sund livsstil – Begynder den unge pludselig at dyrke sport, spise sundt og den slags kan det være et advarselstegn.

– Lyst til at stifte familie og få børn i en ung alder, frem for at dyrke promiskuitet og drukkultur.

– Læser bøger om filosofi og politik i tide og utide.

– Andre tegn kan være at man begynder at gå i kirke, fejre nationaldage og danske traditioner og dykker ned i den danske sangskat.

Udviser den unge flere af disse advarselstegn, er det en stærk indikation på at vedkommende kan have radikale idéer som kærlighed til sit eget folk, en forestilling om at der skal eksistere et Danmark også om 100 år, og at Europa er værd at bevare.”



15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



25. marts 2015

‘Den hemmelige socialdemokrat’ (2014): BZ-type med outrerede holdninger endte i PET (Jakob Scharf)

Et interessant citat fra sidste års meget omtalte ‘Den hemmelige socialdemokrat’, sakset fra Hodjas blog.

BZ-typen med de outrerede holdninger, der henvises til i bogen, må være den senere PET-chef Jacob Scharf, der ikke ville sikkerhedsgodkende Henrik Sass Larsen, og hermed gjorde det umuligt for Helle Thorning-Schmidt at gøre ham til minister.

“Et af de rygter, der florerer, handler om, hvordan Sass tilbage i 80’erne havde udmanøvreret en ung bz-type, der var kommet anstigende til et repræsentantskabsmøde i DSU iført militærstøvler og en stribe outrerede holdninger, som han ville arbejde for at gøre til hele DSU’s, såfremt det var lykkedes ham at få en plads i forretningsudvalget. Men den plan havde Sass og hans sammensvorne fået forpurret, hvorefter bz-typen opgav sine politiske ambitioner. Han helligede sig i stedet sine jura-studier, som siden førte ham ind i Justitsministeriet, inden karrieren kronedes med stillingen som politimester. I Politiets Efterretningstjeneste. (Den hemmelige Socialdemokrat, 2014, s. 164)

Se eventuelt tidligere post om Jakob Scharfs sympatier for Che Guevaras ‘idealer’.

Oploadet Kl. 06:21 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


19. november 2013

PET-chef Jakob Scharf ville forhindre Pia Kjærsgaards deltagelse i Retsudvalgets besøg på Christiania

For bureaukraterne vil fred altid være vigtigere end frihed, og hvis de røde går amok når blå ytrer sig, så er sidstnævnte problemet. Fra Ekstra Bladet – Anklage fra PET-ansatte: Scharf krævede ulovlig spionage mod Pia K.

“Jakob Scharf tvang en række politifolk i PET til stik mod reglerne at kigge i Pia Kjærsgaards kalender for at forhindre partilederen i at besøge Christiania. Det står i en klage, som fem navngivne tillidsfolk i Politiets Efterretningstjeneste, PET, har afleveret til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg. …

Partileder Pia Kjærsgaard ønskede som suppleant i Folketingets retsudvalg at besøge Christiania for at se fristaden. Ideen faldt ikke i god jord hos PET-chef Jakob Scharf… Jakob Scharf beordrede derfor i det skjulte og stik imod reglerne, at politifolk fra PET skaffede sig adgang til Pia Kjærsgaards kalender, så besøget på Christiania kunne arrangeres en dag, hvor hun ikke kunne deltage.

Flere politifolk gjorde ifølge Ekstra Bladets kilder Jakob Scharf opmærksom på, at han foretog sig en ulovlig handling; men PET-chefen insisterede på, at hans medarbejdere skulle udføre opgaven, så den hemmelige tjeneste kunne forhindre den folkevalgte politiker i at komme på Christiania.”

Oploadet Kl. 12:01 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


19. juli 2012

PET-chef Jakob Scharf om de ‘idealer’ som ‘Che Guevara stod for’: “… fundamentalt vigtige og rigtige”

Faste Urias-læsere vil vide, at tidligere PET-chef Hans-Jørgen Bonnichsen i sin ungdom ‘flirtede med kommunismen’. Magasinet Sommergæsten på P1 havde i dag hidkaldt Jakob Scharf som gæst, og her er der flere interessante oplysninger om PET’s nuværende chef, manden der ifølge ubekræftede oplysninger boede i kollektiv som ung DSU’er.

Spredte citater fra PET-chefen og revolutionen – et langt interview, der kun afbrydes af musik udvalgt af Scharf, herunder hyldestsange til Che Guevara og Aicha, lidt klassisk violinspil til minde om Oluf Palme og et par numre af Gasolin og U2.

Jakob Scharf, PET: For mig er PET’s vigtigste opgave at hjælpe med at beskytte de grundlæggende værdier, som det danske samfund bygger på. At beskytte friheden, demokratiet og retfærdigheden.

[…]

Jakob Scharf: … en lang periode i gymnasiet, der troede jeg, at jeg skulle være journalist…

[…]

Jakob Scharf: Jeg var to år i Brussels, arbejdede på den danske EU-repræsentation, og arbejdede således i hele EU-systemet. … Brussels var en fantastisk by at bo og arbejde i. Det betyder rigtigt meget for mig, og den sang vi skal høre nu, som altså også kom til at betyde meget for mig, fordi den blev spillet hele tiden i min bil rundt i Brussels, så var det den jeg hørte. Og den har jeg holdt fast ved siden. (præsenterer Khaled’s Aicha)

P1-Vært: – og hvis der var nogle der synes det lød lidt som Outlandish, så er det ikke helt forkert. For Outlandish har lavet deres egen version af Aicha, som de udgav i 2002, og det var seks år efter at Khaled, som vi hørte her, udgav den første og originale version af Aicha.

Jakob Scharf: – og selvom jeg holder meget af Outlandish, så er det også den bedste version.

[…]

P1-Vært: En hyldest til Commandante Che Guevara ‘Hasta Siempre, Comandante’. En klassisk spansk-cubansk sang, Jakob Scharf, chef for PET – hvor kom det fra?

Jakob Scharf: Arh, jah, jov, jeg overvejede også længe om jeg skulle tage den med blandt mine musikønsker, men blev enig med mig selv om, at jeg synes det var det rigtige at gøre. Fordi det er en sang, som betyder noget for mig, og det er også en sang som for mig symboliserer nogle ting for mig der er rigtigt vigtige. Der er selvfølgelig meget revolutionsromantik i den her sang, og jeg forstår godt det kan være svært at se for sig, at en chef for en efterretningstjeneste, som i høj grad har som opgave at bekæmpe mere voldelige ideologier, at det kan være et rigtigt underligt valg. Men, for mig at se, uden jeg skal være den store revolutionsromantiker, så er det vigtigt, at man har idealer. Det er vigtigt at have nogle idealer om at sikre samfund, der er baseret på frihed, lighed, på retfærdighed. Og det er vigtigt også, at arbejde for de idealer. Men det er klart, at netop i forhold til Che Guevara, i forhold til den cubanske revolution, der er det en sang, der selvfølgelig også minder om, at det der kan være en kamp for de rigtige idealer, meget let kan udvikle sig til fornyet undertrykkelse, fornyet ufrihed, og det derfor er så vigtigt, at når vi kæmper for vores idealer, at det så foregår indenfor demokratiets grænser.

P1-Vært: Che Guevara var jo revolutionær, troede på væbnet kamp.

Jakob Scharf: Ja, og hvor det man kan sige, at hvor den cubanske revolution startede som en helt åbenbar vigtig kamp for frihed, lighed og retfærdighed, det udviklede sig jo altså til at være en meget blodig kamp, udviklede sig blot til en fornyet form for undertrykkelse og ufrihed. Men de idealer som den cubanske revolution, eller en revolutionshelt som Che Guevara stod for – er nogle fundamentalt vigtige og rigtige idealer. Det er måden man forsøger at nå de idealer, som kan være problemet.

P1-Vært: Det her sort/hvide verdensbillede, det kan du godt forstå, man som ung godt kan have.

Jakob Scharf: Jov, og jeg synes det er vigtigt, at man som ung har sine idealer… at man som ung har brug for sort/hvide billeder. At der er noget der er rigtigt, at der er noget der er forkert. … Det ændrer ikke ved, at idealerne er vigtige, både når man er ung, men også når man bliver ældre. Og hele tanken om, at der er noget der grundlæggende er rigtigt, og noget der grundlæggende er forkert, er også meget vigtigt.

Posten er under udarbejdelse.

Oploadet Kl. 18:24 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper