5. oktober 2007

Tøger Seidenfaden for fuld udblæsning

Trykkefrihedsselskabet afholdt tirsdag aften et arrangement til fordel for, og med deltagelse af svenske Lars Vilks – hovedpersonen i den svenske Muhammedsag. Blandt talerne var Kåre Bluitgen, Flemming Rose, Naser Khader og Lisbeth Knudsen, men mest interessant var uden tvivl Tøger Seidenfadens indledende svada. Ordene taler for sig selv…

Vi er samlet her i dag, for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part der i en diskussion driver til vold eller trusler om vold, har tabt diskussionen, og afslører sin egen, både intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om at moralsk at tabe. En person eller organisation der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser, har sat sig udenfor samfundets fællesskab. At beskæftige sig med vedkommende, er i et land som vores, en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi da heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande, demokratiske alliancer. I den svenske hundetegningssag, er det som bekendt terrornetværket al-Qaeda og andre fanatikere det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, der tager dens indsats for givet i den forbindelse.

Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt, så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i forfatterforeningens lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm, til at lufte deres efter min mening, dybt problematiske, ja, i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og på islam. Mennesker der skamrider denne aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige synspunkter på millioner af deres medmennesker. Voltaire er mange gange citeret for bemærkningen om, at deres synspunkt er afskyeligt, men jeg vil dø for deres ret til at gentage det. Også jeg vil gøre hvad jeg kan for at beskytte et menneske der er i livsfare på grund af sine synspunkter, men da den beskyttelse som sagt er en selvfølge i både Sverige og i Danmark, vil jeg i dag istedet dvæle lidt ved afskyeligheden af de synspunkter der optræder i denne debat. Det er ikke Lars Vilks jeg tænker på – mit indtryk er, at han ønskede at provokere i forhold til den svenske kunstinstitution, og selvom det at gøre Muhammed til en hund, svarende til at gøre Jesus til et svin, eller i en moderne sammenhæng – til en pædofil eller lignende, utvivlsomt virker afskyeligt på de fleste muslimer, så er det jo ikke noget som kan vække nogen stærk følelse af afsky i mig. Nej, med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker, i særdeleshed på denne forening der står bag arrangementet i aften, der her i aften promoverer sig selv, og snylter og nasser på vor alle sammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet – jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer, paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som for eksempel i ramme alvor mener at de europæiske muslimer får børn – eller formere sig, som de skriver, for at overtage Europa indefra med magt. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde Koranen med menstruationsblod og smide dem på bålet sammen med burkaer, for at markere sin ekstreme foragt for vores største og mest pressede religiøse mindretal.

Lars Hedegaard, som jeg lige har hentydede til, kunne for et par år siden ikke blive medlem af PEN, da mange medlemmer af den forening betragtede mange af hans udsagn som hatespeech, og nu står hans, og hans hyperaggressive Trykkefrihedsforening [der grines højlydt i salen], der i realiteten først og fremmest er et sammenrand af intolerante muslimhadere, som øjensynligt har et fint møde her i forfatterforeningen. [ordstyrer beder om ro i salen]

Ak ja. Sådan kan skidt komme til ære. [henvendt til grinende publikum]

Jeg støtter som sagt ubetinget, af ikke bare Lars Vilks, men også at Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgens beskyttes, når de udsættes for vold eller trusler om vold. Ytringsfriheden eksisterer jo kun for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøjes til værdifulde synspunkter, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant, at bruge min ytringsfrihed til at markere hvordan de pågældende nasser på en elementær norm, og i al almindelighed bruger den til promovere deres gennemførte usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat.

Jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg forlader mødet allerede her efter mit indlæg. Det skyldes ikke kun, at jeg skal noget andet. Men det skyldes også, at der er nogle stykker i denne talerrække, som kun ydre trusler om vold kan gøre mig solidariske med. For respekt om deres ærinde iøvrigt, har jeg ikke.

Undskyld til Jer andre, der er kommet her i en god mening, og tak for opmærksomheden. Tak for i aften. [salen klapper, Tøger går mod udgangen]

Herefter tager Lars Hedegaard over: “Ja… som sagt, her er ordet altid frit.”

– hvad han uddyber i dagens Jyllandsposten.

“Talen giver et glimrende índblik i Tøger Seidenfadens synspunkter. Han er tilsyneladende kommet til mødet med henblik netop på at gå, det kan virke lidt dobbeltbundet, men hvilken form, han vælger, er hans egen sag. Trykkefrihedsselskabet handler netop om frihed i tanke og handling inden for gældende lov, mere er der faktisk ikke at sige om det.”

Seidenfaden anvender vendingen ’skidt kommer til ære’, og afviser meningsudveksling med samme…

“Demokrati er Meninger og Anskuelser og ikke Formue eller Stilling.” (Viggo Hørup, Politikens grundlægger, ref. Politiken 13. oktober 1893)

“Demokrati er… samtale.” (attr. Hal Koch, Hvad er demokrati?, 1945)

Snaphanen har lagt talerne online her. Seidenfadens hatespeech starter 4 min. inde i første video.

  • 2/10-07 Snaphanen – Vi vidste ikke han ville komme…….. (billeder mv).
  • 4/10-07 Snaphanen – Video: Lars Vilks i København.
  • 5/10-07 Snaphanen – »Skidt kommer til ære«.
  • 5/10-07 Jyllandsposten – »Skidt kommer til ære«.
  • 5/10-07 Jyllandsposten – »Både censur og selvcensur trives«.
  • 5/10-07 Weekendavisen – Arne Hardis: En københavnerbegivenhed (kræver login).
  • 5/10-07 Jyllandsposten – Læserbrev af Elisabeth bock: Seidenfadens hadetale.
  • 6/10-07 Jyllandsposten – Læserbrev af Erik Svalmstrup Olsen: Politikens tøsedreng.
  • 

    16. september 2007

    Vi vil vide, hvor den kulturradikale bermudatrekant holder deres hemmelige møder?

    En stråmand er fra gammel tid en betegnelse for et fugleskræmsel. Senere blev en ståmand brugt ved kultiske ofringer som symbolsk erstatning for et menneske. I politisk debat optræder en stråmand ofte, ved at den ene part forvansker modpartens holdning, og således argumenterer imod et fordrejet synspunkt. Modparten påtaler selvfølgelig omgående eventuelle fordrejninger, og således opstår der normalt konsensus om ikke at argumentere imod ikke-eksisterende synspunkter. Såvidt den politiske debat…

    Kommende debatarrangement på Københavns Universitet – Den kulturradikale Bermudatrekant.

    Tid: 18. september 2007 kl. 16.00-18.00

    Sted: Det Humanistiske Fakultet, Lokale 22.0.11,

    Arrangør: Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

    Et af de mest sagnomspundne steder i dansk kulturdebat er den røde bermudatrekant, hvorfra venstresnoede fangarme efter sigende har rakt ud i alle hjørner af kultur- og samfundsliv og kvalt enhver debat… Trekanten består af Politiken, DR og forlaget Gyldendal. Trekanten har siden 70’erne affyret sin halvmarxistiske propaganda med spredehagl mod danskeren. Inde i Trekanten sidder den kulturradikale meningsmafia og bestemmer, hvad der er fin kultur og føj kultur. Uden for Trekanten står ligusterfascisterne og kulturkampens fortropper, der år efter år har kørt kanonerne i stilling til krig mod de røde lejesvende. Kampen er i gang: Hvad er sværest at slå ihjel, sammensværgelsen eller forestillingen om den?

    Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab har inviteret en repræsentant for hver af trekantens spidser. Stud.mag. Helle Eeg fra arrangementsgruppen udtaler: ”Vi ønsker en debat om indflydelse, konspirationsteorier, skjult og åbenlyst samarbejde, og om hvordan det er at styre dansk kulturliv. Vi vil have indrømmelser på bordet. Vi vil vide, om der er en sammensværgelse. vi vil vide, hvad det egentlig er, de har indfyldelse på. Vi vil vide, hvor de holder deres hemmelige møder. Og vi vil vide, hvad det gør ved en institution at være under vedblivende beskydning.

    Deltagere
    Tøger Seidenfaden, Politiken
    Johannes Riis, Gyldendal
    Mette Davidsen-Nielsen, DR2

    Ordstyrer: Sune Auken, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

  • 1/5-05 Uriasposten – Nytårsgudstjeneste med to gange Auken – verden er grum.
  • 13/9-07 Journalisten – Johannes Riis’ tal ved DR-aktionen.
  • Gyldendal – Sune Auken: Sagas Spejl… (doktordisputats).
  • Forskningsfrihed? (Blog af bl.a. Sune Auken).
  • Oploadet Kl. 15:26 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    13. juli 2007

    Tøger Seidenfaden: “… men faktisk er det bare folket der er problemet.”

    Svenske Axess Television har været en tur i København for at interviewe Politikens Tøger Seidenfaden, og det er der blevet en timelang udsendelse ud af under overskriften EU är fantastiskt. I den officielle præsentation citeres Seidenfaden for at “Folkomröstningar undergräver demokratin”, og det måtte vel være en behændig opstramning – troede jeg…

    Thomas Gür, Axess: Danmark og København er EU-modstanderernes hovedstad – kan man sige det?

    Tøger Seidenfaden: Det kan man sige på grund af de folkeafstemninger vi har haft, hvor vi to gange har stemt nej, men faktisk er det bare folket der er problemet.

    Thomas Gür, Axess: Det er folket som er problemet?

    Tøger Seidenfaden: Ja for politikerne, organisationerne, og massemedierne, de er jo alle sammen meget EU-positive, også i Danmark.

    I samme udsendelse erklærer Seidenfaden sig som ‘føderalist’ – hvad han et øjeblik efter modstiller ‘nationalistisk’ – et begreb ham han det sidste tiår har defineret negativt. Jeg kommer uværgeligt til at tænke på Henrik Gade Jensens kommentar om Carl Ploug: “Han gendrev… ikke sine Modstandere, men skældte dem ud”.

    Set på Snaphanen.

  • 23/2-05 Uriasposten – Bertolt Brecht: Løsningen (“Var det da Ikke enklere…”).
  • Oploadet Kl. 10:56 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer
    

    18. maj 2007

    Henrik Dahl om “patetiske manifester i Politiken”

    Henrik Dahl er nået til sjette del i sin serie om dansk politik anno 2007. Her tager han Politiken & Co. under behandling.

    “I centrum-venstre har man en ulyksalig tilbøjelighed til at lytte til dem, der er hårdest ramt af den politiske psykose. Man anser analyser i Politiken og Information for at være hjemstedet for skarpsindige analyser, selvom de for det meste er præget af spekulative og normative ræsonnementer, der ikke tager højde for hverken facts eller almindelige regler for, hvordan man bearbejder facts. At der findes mennesker i dette land, der betragter Tøger Seidenfaden som værd at lytte til, overgår min forstand. Han kan højest regnes for en retorisk velskolet prædikant. Uhyre dygtig til at arrangere metafysiske begreber på nye måder. Men grundlæggende med samme forhold til rationel omgang med kendsgerninger som alle andre prædikanter. Det er klart, at det er finere at drive det vidt som prædikant end det er, ingen steder at nå. Ligesom det er finere at være general i Tivoligarden end bare at være mening. Men jeg synes, man må tage det felt, folk udmærker sig indenfor, i betragtning, inden man falder i svime over, hvor langt de har drevet det.

    En særlig grund til, at det går så dårligt for centrum-venstre, er tilbøjeligheden til at lytte til kunst­nere. Jeg tror, noget af det er udtryk for ægte, gensidig interesse. Men meget er en form for gensidig starfucking. Der findes desværre en masse kunstnere, der arbejder på at opbygge et ry for at være store intellektuelle af den gammeldaws europæiske slags…

    Problemerne opstår, når starfuckerne tror, de kan bruge hinanden til andet end pral og sex. Måske kan kunstnere bruge politikere som forlæg til karakterer i deres fiktive værker? Jeg ved det ikke, men tvivler. De fleste politikere er alt for kedelige til, at man kan lave dem om til spændende, fiktive karakterer. Om politikere kan bruge kunstnere til noget praktisk? Jeg tvivler igen. Den mest almindelige grund til, at folk er berømte for et eller andet, er, at de er helt vildt gode til den pågældende ting. Men der er også en grund til, at de ikke er berømte for alt muligt andet: at de er langt mindre dygtige. Den eneste mulighed for at gøre sig gældende inden for både kunst og politik på samme tid, er at specialisere sig ligesom Klaus Bondam. Hvis man satser benhårdt på at blive nummer ét til små biroller, kan man drive det virkelig langt begge steder. Men generelt er den barske sandhed om forholdet mellem kunst og politik: jo mere, centrum-venstrepolitikere retter sig efter de skoddårlige analyser af samfundet, de får tilsendt som patetiske manifester i Politiken og kollektivt signerede annoncer, jo længere vil de helt sikkert komme fra magten.

    Oploadet Kl. 22:22 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    
    Lars Hedegaard om Tøger Seidenfadens Khader/Jelved-dilemma

    Fra dagens Berlingske Tidende. Spidse ord fra Lars Hedegaard.

    Farlig alliance
    Der er normalt langt mellem snapsene i dagbladet Information, der specialiserer sig i at bekræfte gymnasielærere og folk fra kultur­eliten i deres mangelfulde opfattelse af verden. Des større grund er der til at spidse ører, når det gamle halehæng til jerntrekanten DR-Gyldendal-Politiken går til direkte angreb på Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, som Information gjorde på lederplads for et par dage siden. Denne søjlehelgen, der ifølge lederskribenten har ført sig frem som oppositionens leder, bestyrer en avis for »kulturradikale vindbøjtler«, og han bør snarest muligt gå af.

    Udgangspunktet for disse karske betragtninger er den vanskæbne, som Seidenfaden har været med til at lokke Marianne Jelved ud i. Troligt har han stået hende bi med ros og opmuntring, mens hun har drevet Det Radikale Venstre i muddergrøften med sin umulige udlændingepolitik, kulminerende med hendes opbakning til Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt. Men sandelig om ikke Politiken vælger dette moralske højdepunkt til at iværksætte en kampagne med det formål at få Marianne Jelved væltet som radikal partileder. Hun har nemlig »udspillet sin rolle«, mener Seidenfaden. Det er altså, hvad der kommer ud af at følge redaktørens formaninger. Hans nye helt er til gengæld Naser Khader, som han sidste år beskyldte for at være muslimfjendsk og for at have givet Anders Fogh Rasmussen gode råd under Muhammed-krisen. Til trods for at Seidenfadens daværende yndlingspolitiker, Marianne Jelved, havde kaldt Fogh en farlig mand.

    De hjertevarme forbindelser mellem Alliancen og Politiken må være til stor trøst for den farlige statsminister og hans endnu farligere støtte, Pia Kjærsgaard. Så længe Khader gør, som Tøger Seidenfaden siger, behøver Fogh og Kjærsgaard ikke bekymre sig om deres politiske fremtid. Seidenfadens fedtede omfavnelse skal nok få reduceret Naser Khader til menneskelig størrelse, og om et par år vil denne »kokosnød« (brun udenpå, men hvid inden i) få silkesnoren af Politiken, som derefter vil kaste sin kærlighed på Asmaa fra Enhedslisten. Hende er der i hvert fald ingen, der vil mistænke for at være integreret i det danske samfund eller for at ville have noget med farlige danske politikere at gøre.

    

    6. maj 2007

    Politiken og Pim Fortuyns morder

    Fra Politiken Online. Et citat fra en artikel om Pim Fortuyn, hvor journalist Flemming Ytzen sætter kikkerten for det blinde øje.

    “Pim Fortuyn blev i maj 2002 myrdet på åben gade af en dyreværnsaktivist, der muligvis var sindsforvirret i gerningsøjeblikket.”

    Tøger Seidenfaden har tidligere betegnet morderen som “en miljøaktivist med kristne rødder, der havde “provokerende synspunkter på dyrevelfærd”.

    Årets Cavlingprisvinder – Politikens Olav Hergel har ligeledes beskrevet Volkert van der Graaf som en hvid, hollandsk dyreværnsaktivist”, og det var sågar på den borgerlige avis han forlod, fordi han ikke kunne skrive om flygtninge og indvandrere på den måde han ønskede.

    Hvorfor så mange omveje, når venstreradikal dækker så fint. Fra Daily Telegraph (28/3-03) – Fortuyn killed ‘to protect Muslims’.

    “Facing a raucous court on the first day of his murder trial, he said his goal was to stop Mr Fortuyn exploiting Muslims as “scapegoats” and targeting “the weak parts of society to score points” to try to gain political power.”

    

    30. april 2007

    Levende fundamentalitiske muslimer og halvdøde monster-kristne…

    Fra seneste udgave af Weekendavisen. Et citat fra Niels Højlunds positive anmeldelse af Tøger Seidenfadens journalistiske ’selvbiografi’ – Tøgers honningdepoter.

    “Blandt de fjorten temaer han har inddelt sin bog efter, er der minsandten også et, der hedder religion. Dette afsnit viser kun én ting: at Tøger Seidenfaden end ikke har den mindste anelse om, hvad religion er. For ham er en religion levende, i samme omfang som dens tilhængere tager den bogstaveligt. Derfor er islam mere levende end kristendommen.

    For muslimerne tager jo Koranen bogstaveligt, men hvad gør de kristne med Bibelen? Så de kristne er nærmest halvdøde. Hvilket dog selvfølgelig ikke forhindrer »fundamentalister« som Søren Krarup og Jesper Langballe i at være nogle af de skadeligste personer i det danske samfund i dag.

    Det er typisk Politiken: når muslimer er fundamentalister, så er det et tegn på at deres religion er levende, og altså værd at tage alvorligt. Når kristne er det, så er de en slags halvdøde monstre, livsfarlige rester af noget, der betød noget en gang, men som i dag nærmest burde fjernes med ukrudtsmiddel.

    Oploadet Kl. 20:13 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    
    Tøger Seidenfaden: Kritikerne havde ret, men dengang fremførte de det så ‘proportionsløst’

    Fra gårsdagens Jyllandsposten. Lidt fra et længere Flemming Rose-interview med Tøger Seidenfaden.

    FR: Så til debatten om Den Store Danske Encyklopædi, hvor nogen har påpeget, at du har skiftet holdning. 10. februar 2001 skrev du, at kritikken af værket var proportionsløs og småhysterisk, men den 26. november 2006 hilste du de rettelser velkomne, som kritikerne havde udvirket. Du er selv samfundsdebattør og ved, at gentagelser og vedholdenhed er nødvendige, hvis man skal flytte noget i et samfunds selvforståelse, i dette tilfælde forholdet til kommunismen. Hvis Berlingske Tidendes debatredaktør Bent Blüdnikow, professor Bent Jensen og andre ikke havde holdt fast i deres kritik, ville Encyklopædiens redaktør Jørn Lund jo aldrig have ændret så meget som et komma. De rettelser du med andre ord selv hilser velkommen i 2006, ville aldrig være sket, hvis ikke det havde været for den “proportionsløse” og “hysteriske kampagne”, som du skosede i 2001. Er det ikke korrekt?

    TS: Jamen proportionsløsheden har to dimensioner.

    Den ene handler om gentagelse, og jeg er enig med dig i, at de er nødvendige i den offentlige debat, vi gentager alle sammen os selv, for der kommer aviser hver dag og man skal minde folk om det ene, det andet og det tredje.

    Den store ironi er, at hvis du var gået lidt længere tilbage i dine kildestudier, så ville du have fundet en klumme jeg skrev nogle ganske få måneder før Encyklopædi-debatten eksploderede, hvor jeg roste Bent Blüdnikow for hans vedholdende indsats som debatredaktør i Berlingske Tidende, det er faktisk lidt usædvanligt, at man roser ens nærmeste konkurrents indsats på debatsiderne. Jeg mener at jeg er on the record som værende positiv over for den dagsorden. Men det kan jo ikke være sådan, at fordi man er enig i et grundsynspunkt, så er det forbudt at se nuancerne. Jeg kan fortælle dig, at det foregik på den måde, at da jeg skrev min store artikel, som Bent Blüdnikow blev så ked af var min ide – vi havde ikke gjort noget særligt ud af den debat i Politikens spalter:

    Der er sgu nok noget om det, jeg havde jo ikke tyret Encyklopædien igennem eller noget som helst, jeg havde bare set nogle indlæg i Berlingske Tidende, ud fra alt hvad jeg mener om skævvridning af den debat fra tidligere, så er der sgu nok noget om det, og så bad jeg Politikens bibliotek om at printe hele encyklopædi-debatten i Berlingske Tidende ud, så jeg kunne finde ud af, hvad der var op og ned på det her, og min forventning var, da jeg bestilte plads på kultursiderne til en større artikel til mig selv, som jeg jo ikke gør hver dag, det var at jeg ville komme til at skrive noget som overvejende ville være et defensorat for det, Bent Blüdnikow havde lavet.

    Det var faktisk først, da jeg satte mig ned og læste det fra ende til anden og ikke bare omfanget men også hvor mange af tingene, som vitterlig var vildt overdrevne påstande, skæve påstande, ikke bare gentagelser, men forkerte påstande, generaliseringer, dobbeltstandarder i forhold til ting og sager, og det er derfor, at artiklen bliver ret lang, for jeg føler at jeg at skal dokumentere min påstand.

    Og især da jeg kunne se på de helt centrale områder med stalinismens og kommunismens forbrydelser, så var det jo yderst kvalificerede fagfolk der havde skrevet. Niels Erik Rosenfeldt, som er vores bedste Stalin-kender herhjemme, og Carsten Pape har skrevet de afgørende kapitler.

    Selvfølgelig er der ting, man kunne rette og det anerkender jeg også, og nu var værket endnu ikke færdigudgivet på det tidspunkt og der var bogstaver man manglede osv., jeg anerkender, og det gør jeg også i min oprindelige artikel, at der er ting, jeg synes f.eks. og det har jeg skrevet 3-4 gange i årenes løb, at det er helt uforståeligt, hvorfor Bent Jensen ikke var med i Den Store Danske Encyklopædi, men det her handler om, at fordi man har nogle grundholdninger, kan man jo altså også se nogle nuancer i en debat, og jeg mener faktisk, at det er meget vigtigt for lødigheden af den offentlige debat, at man kan se de nuancer.

    Og så vil jeg sige, at den måde jeg går ind i debatten på, og det forhold, at jeg tillader mig at se nuancerne afspejler også, at jeg altså ikke føler, at nogen af de mennesker, som angriber mig meget kraftigt i den anledning, har særlig god adkomst til at gøre det i betragtning af, hvor tidligt jeg selv var ude i den debat, på et tidspunkt hvor Den Kolde Krig stadig herskede og hvor den danske opinion var noget anderledes skruet sammen end den er blevet siden, hvor den måde medierne dækkede det på, var ganske anderledes, jeg synes at det er en lille smule komisk at blive belært af Bent Blüdnikow eller Arne Notkin, den ene af dem ansatte jeg selv på Weekendavisen, og som gentager ting jeg havde skrevet 5-8-10 år tidligere, ah, det er måske en overdrivelse, men 5-7 år tidligere, så skal de belære mig om, hvad der er op og ned på koldkrigsdebatten og stalinisme osv.

    Synspunkter som jeg ikke bare skrev den gang, men som jeg med jævne mellemrum har gentaget i Politiken i lange baner, både når jeg skrev om 50 årsdagen for Stalins død eller da jeg var den første, der anmeldte den franske udgave af “Kommunismens sorte bog”, eller da jeg i midten af 90erne forsøgte at starte nogle af de samme ting som Bent Blüdnikow startede, det fik ikke helt samme gigantiske format men vi bragte dog både kronikker og indlæg om det.

    Så jeg synes simpelthen ikke, at der er så mange af de her mennesker, der har personlige…, nogle af dem har måske, nogle af dem har ment det, men i bedste fald lidt senere end mig, andre har ment det stik modsatte.

    Mange af dem, der dyrker polemik i denne og andre anledninger, Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, som var strammere i VS, da vi havde denne her diskussion for alvor, og Lars Hedegaard, som var trotskist, og så tillader de sig, undskyld udtrykket, at belære mig om, hvad Sovjetunionen var og hvad totalitarisme var, det er simpelthen så langt under niveau, at det kun er den hurtige historiske glemmeproces, der kan retfærdiggøre det.

    FR: Er Bent Jensen også med i den gruppe, du her skyder på, han har jo også været efter dig?

    TS: Nej, og han har fuldt ret til at være det, men jeg vil så også sige, at tilbage i min første bog i 1990 gjorde jeg et særligt nummer ud af at fremhæve Bent Jensen som en fantastisk seriøs og relevant person, og det gjorde jeg ikke bare dengang i 1990, jeg har gentaget det, jeg har lavet portrætter af Bent Jensen i Politiken, et enkelt af dem er med i bogen, hvor jeg fremhæver hans store positive indsats, men det kan da ikke forpligtige mig til at være enig med Bent Jensen i, at når han mener, at EU er det samme som Sovjetunionen, en påstand som er så underlødig og så ondskabsfuld, at det er jeg da nødt til at sige, at det simpelthen er primitiv, ubegavet nationalisme, og det kan da ikke retfærdiggøres af, at Bent Jensen havde 100 pct. ret i, hvad han sagde om Stalin og Sovjetunionen.

    Man bliver da nødt til at holde fast i nuancerne og her er det ikke bare nuancer, det er en meget stor ting.

    FR: Men uenigheden mellem dig og Bent Jensen i denne sammenhæng gælder jo ikke EU, men håndteringen af Encyklopædien, hvor han også har været kritisk over for din fremstilling.

    TS: Bestemt.

    FR: Men faktisk siger fagredaktøren for det historiske stof i den ny udgave af Encyklopædien, at kritikerne, dvs. i første række Bent Blüdnikow og Bent Jensen har fået ret, helt ret. Er du enig i det?

    TS: Jeg har ikke gennemgået med en tættekam de ændringer, der er sket, men mit umiddelbare indtryk er, at det er en forbedring, der har fundet sted, og det er også det, jeg skriver i 2006.

    Det ændrer ikke ved, at den pressekampagne dengang var både hysterisk og proportionsløs og rummede masser af fejl, så det er en nuanceret diskussion, og det er i det hele taget den måde, jeg er gået ind i de diskussioner på de senere år, men de er som sagt præget af, at jeg mener, at jeg allerede har været der godt og grundigt selv for lang tid siden.

    Oploadet Kl. 19:49 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    22. april 2007

    A silent look of affection…

    “A silent look of affection and regard when all other eyes are turned coldly away – the consciousness that we possess the sympathy and affection of one being when all others have deserted us – is a hold, a stay, a comfort, in the deepest affliction, which no wealth could purchase, or power bestow.” (Charles Dickens, The Pickwick Papers, 1837)

    Foto: Snaphanen.

    Oploadet Kl. 20:25 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer
    

    16. marts 2007

    Christian S. Nissen melder sig bag DR’s røde faner

    DR’s nuværende økonomiske krise skyldes i høj grad dispositioner foretaget af den tidligere generaldirektør Christian S. Nissen, og det kan ikke overraske nogen, at han mener politikerne burde løse problemet med skattekroner. Christian Nissen var manden der under et debatmøde på Odense Universitet i 1997 gav udtryk for, at det var DR’s opgave at dæmme op for højrebølgen og Dansk Folkeparti.

    Weekendavisen bragte idag et interview med Christian Nissen, som næste fredag udgiver en bog, hvori han angriber det han ser som politisk pression fra regeringen mod DR.

  • 16/3-07 Weekendavisen – Kære Jørgen.
  • Et af eksemplerne er følgende email, sendt til DR’s bestyrelsesformand Jørgen Kleener fra kulturminister Brian Mikkelsen.

    Når man ved at Jørgen Kleener er venstremand, og Brian Mikkelsen har lovet at holde ham orienteret om de politiske vinde internt i VK-regeringen, så er det svært at se det store problem i ovenstående. Angreb er ikke desto mindre det bedste forsvar, og DR vælger derfor idag at tolke email’en ude af kontekst, og sætter hermed et frontalangreb ind mod manden der gentagne gange har afvist at redde DR ud af det selvskabte morads.

    Af stor interesse for historien er i sagens natur Jørgen Kleeners opfattelse af den email han modtog i 2003, og det siger sig selv, at når DR ikke bruger Kleener i modangrebet, så skyldes det naturlige årsager.

  • 16/3-07 Politiken – Eks-bestyrelsesformand: DR-mail var ikke pression.
  • “»Det er fuldstændig rigtigt, at jeg modtog den mail. Og jeg viste den til daværende generaldirektør Christian Nissen, som jeg dengang havde tillid til«, bekræfter han over for Ritzau.

    »Jeg opfattede mailen som en ud af mange meningstilkendegivelser i den forbindelse, og det gjorde Christian Nissen også. I hvert fald gav mailen dengang ikke anledning til reaktioner. Det gør den først nu, hvor den skal fremme et bogsalg«, siger Jørgen Kleener til Ritzau.”

    Oppositionen reagerer som altid med et krav om ministerfyring, alt imens yndlingsforskerne står i kø for at udtrykke sin harme. Mest skønlitterær er denne gang, så vidt jeg kan se, pressejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole.

    “… direkte politisk pression… Det er markant pression.” (Oluf Jørgensen, Infopaq 16/3-07)

    “… utilsløret pression.” (Oluf Jørgensen, P1 Morgen 16/3-07)

    Når jeg hører al den snak om politisk pression, så reciterer jeg følgende for mig selv, og tænker lidt over hvorfor det altid er Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Politiken, der forsvarer DR’s ‘uafhængighed’.

    “Hvis Danmarks Radio skal tage sit idegrundlag alvorligt, så bør vi bevidst i den samlede sendeflade forsøge at dæmme op over for den højrebølge i indvandrerspørgsmålet, der strømmer igennem landet… Hun [gennemsnitlig dansker, Kim] har fået præsenteret et billede af flygtninge og indvandrere på TV, som hun ikke kan kende. Og det har muligvis fremmedgjort hende fra denne problemstilling, så der over en periode er opbygget indestængte aggressioner. Og så kommer Pia Kjærsgaard og bliver den forløsende gnist. Det bør vi overveje i en selvransagelse på DR. (Christian S. Nissen, DR generaldirektør – Jyllandsposten 15/11-97)

  • 13/3-07 Politiken – Leder: Vores DR.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper