8. september 2018

Kai Sørlander: Eliten ‘lever i illusionen om, at den selv er god, når den går ind for en human asylpolitik’

Kronik i Berlingske af filosof Kai Sørland – Truslen mod demokratiet kommer ikke fra højrepopulismen, men fra venstrefløjens moralske selvbedrag.

“Det er en udbredt opfattelse i det politiske liv, at højrepopulismen nu udgør en alvorlig trussel mod demokratiet i Vesten. Overalt viser den sit ansigt. Brexit er et af dens udslag. Trumps valg et andet. Og den findes i partier i de fleste vesteuropæiske lande, såsom Front National, Alternative für Deutschland og Sverigedemokraterna.

… Den umiddelbare sammenhæng er altså, at højrepopulismen er opstået som en reaktion på den liberale indvandrings- og asylpolitik, som samfundet – det politiske flertal – har ført igennem de seneste årtier, og som især har udfordret levevilkårene for de socialt svage blandt de oprindelige borgere. Og når disse så er trådt i karakter og har protesteret, er deres protest blevet klassificeret som højrepopulisme.

Her står vi imidlertid over for en mærkværdighed.

Hvorfor anses denne protest for at være højreorienteret? Normalt anses de socialt svages protest for at være venstreorienteret. Og normalt er de venstreorienterede partier talerør for de medborgere, som er nederst på den sociale rangstige.

[…]

Den ‘højrepopulistiske’ protest imod den asylpolitik, som de velstillede mener, at de bør føre i humanismens navn, er i grunden ikke udtryk for en anden og dårligere moral end den, som de velstillede selv udviser, når det af hensyn til dem er nødvendigt at indrette skattesystemet således, at indtægtshierarkiet bevares. For det er netop det hensyn, som gør, at de velstillede – efter skat – har så mange penge tilbage, at de ikke selv behøver at bære de tungeste konsekvenser af deres egen humane asylpolitik, men kan overlade disse konsekvenser til deres socialt svagere medborgere.

Nu tror de liberale og venstreorienterede, at de kan ignorere den asylpolitiske dynamik. Til måske større skade for udviklingen i Vesteuropa. Det kan kun fremtiden vise.

Det store problem er, at den herskende elite ikke er bevidst om sin egen selviskhed. … Den lever i illusionen om, at den selv er god, når den går ind for en human asylpolitik, hvis egentlige konsekvenser den lader sine svagere medborgere leve med. Og når disse så protesterer, fordømmer den dem som moralsk mindreværdige – og som højrepopulister.

Det er dette moralske selvbedrag – og ikke højrepopulismen – som er den egentlige trussel mod demokrati og retsstat i Vesteuropa. Og det var dette moralske selvbedrag, som en kritisk presse skulle have været den første til at prikke hul på – med støtte fra den akademiske verden. Men tværtimod har både pressen og den politiske videnskab som hovedregel selv været fanget i illusionen.”



23. juni 2012

Kai Sørlander anmelder kommunistisk udgivelse om Breivik: “… blinde for nogle grundlæggende forhold”

Kai Sørlander anmelder i seneste udgave af Weekendavisen en netop udgivet antologi om Anders Breivik, og der er ingen overraskelser, heller ikke i ophavet. Motgift: Akademisk respons på den nye høyreekstremismen er en fællesudgivelse fra Flamme Forlag og Forlaget Manifest, der begge har et venstreekstremt udgangspunkt.

Flamme forlag er grundlagt af Nils-Øivind Haagensen og Bendik Wold, der tidligere var journalister for Klassekampen – et norsk dagblad, der i formålsparagraffen noterer, at de skriver ud fra ‘et revolusjonært, sosialistisk grunnsyn’. Avisen var frem til 2007 officielt organ for Arbeidernes kommunistparti (AKP), men samler nu hele den marxistisk-leninistiske bevægelse.

Bendik Wold er tidligere centralstyrelsesmedlem i Sosialistisk Ungdom (SU), der ligeledes betegner sig selv som ‘revolusjonær sosialistisk’. Sosialistisk Ungdom ejer sammen med de beslægtede organisationer Rød Ungdom (RU, ungdomsorg. for AKP) og Rød Front Stiftelsen Manifest, der i 2007 grundlagde Forlaget manifest.

(Arbeidernes kommunistparti, Rød Ungdom og Sosialistisk Ungdom – tre organisationer bag antologi)

Fra Weekendavisen – Akademisk slaphed (ikke online).

“Ingen tvivl om, at Breivik er forbryder, og at hans handling er uforståelig og utilgivelig fra et almindeligt menneskeligt synspunkt. Men hvad med de påstande, som han hævder i sit manifest, og som indgår i det tankegods, der karakteriserer den yderste højrefløj? Kan man ikke gøre dem til genstand for akademisk analyse og dermed vise, at de blot er produkter af et sygt fantasiliv? Det er, hvad nogle og tyve norske akademikere har sat sig for med denne bog. De kommer fra forskellige fag som historie, socialantropologi og teologi; og navnelisten omfatter Thomas Hylland Eriksen og Øystein Sørensen. Disse akademikere har fået til opgave at kommentere hver sin påstand, som mere eller mindre direkte er hentet ud af Breiviks manifest.

Der er påstande, som drejer sig om islam… Der er andre påstande, som drejer sig om demografi. … Det undersøges også nærmere, om Vesteuropa er underlagt et regimente af politisk korrekthed, som udelukker synspunkter som Breiviks i at blive hørt i den offentlige debat.

… som helhed er bogen skuffende. Når man diskuterer et spørgsmål akademisk, er det et krav, at man gør det så svært for sig selv som muligt. Det indebærer, at man skal have klarhed over både sin empiriske evidens og sine teoretiske grundprincipper. Og fremfor alt så undgår man ikke noget, som kan tale imod den konklusion, som man når frem til. Men her er der for megen slaphed. … Den samme tavshed rammer de statistikker, som viser, at der er relativt større kriminalitet blandt indvandrere fra visse ikke-vestlige lande. Tværtimod hævder Hylland Eriksen, at man slet ikke bør bruge begrebet »indvandrer« i forbindelse med begrebet »kriminalitet«. Dermed vil han undgå en stigmatisering af de eksisterende indvandrere. Men som demokrati skal vi jo også tage stilling til, om grænserne fortsat skal stå lige åbne, eller om porten skal gøres snævrere. Og i den forbindelse er det vigtigt for den politiske diskussion, at vi har pålidelige statistikker over kriminalitet begået af indvandrere. Ganske som på områder som økonomi og sundhedspolitik er vi henvist til at tage stilling ud fra en afvejning af statistiske sammenhænge. Når man vil undertrykke dem, så ødelægger man den frie og nødvendige demokratiske debat.

Det er på det principielle plan, at slapheden er størst. Som helhed er forfatterne fuldstændig blinde for nogle grundlæggende forhold, som er af essentiel betydning for den problematik, som de diskuterer. For det første forstår de ikke, at den økonomiske ulighed, der er et uomgængeligt træk ved ethvert samfund, som ikke er totalitært, også medfører, at befolkningen ender med at stå i moralsk forskellige positioner i forhold til de vanskeligst integrerbare indvandrere. Dette sker, fordi den økonomiske ulighed af naturlige årsager fører til en social opdeling af boligmarkedet; og af lige så naturlige årsager vil de vanskeligst integrerbare indvandrere ende med at bo i de områder, som i forvejen rummer de socialt svageste. Derfor bør man forstå, at når de folk, der bor i disse områder protesterer imod mere indvandring, så er det moralsk set ikke værre, end når de, som tjener mere, og som derfor bor andre steder, protesterer imod at skulle betale mere i skat.

Moralsk set er der ingen forskel. Men det forstår socialvidenskabsmanden ikke. Han kommer udefra og laver sin analyse og fortæller folk, at de slet ikke har grund til at føle den utryghed, som de føler. Her bliver adjektivet »akademisk« lig med bedrevidende ufølsomhed. … Alt i alt efterlader bogen mig med en beklemmende følelse af, at den akademiske verden ikke er til megen hjælp, når det gælder om at styre de europæiske demokratier igennem den nuværende værdikrise.”

Oploadet Kl. 14:20 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


4. august 2011

Anita Bay Bundegaard, multikulturalisten fra Tisvildeleje

Læserbrev af Lone Nørgaard og Britta Mogensen i Kristeligt Dagblad – På behagelig afstand af multikulturalismen.

“Anita Bay Bundegaard går ind for multikulturalisme… Hun er dermed prototypen på den ”anstændige” elite, der bor i en enklave af velhavere, hvor multikulturalisme kun er et abstrakt begreb. Derfor kan hun advokere for en ideologi, som ikke på nogen måde vil påvirke hende og hendes ligesindedes hverdag.

I hendes eget paradis i Tisvildeleje er der ingen større fare for, at kuglerne vil flyve om ørerne på hende, at hendes eventuelle døtre kaldes ludere… Hun risikerer heller ikke på vejen hjem ad den stille bygade at blive stoppet af en flok indvandrerknægte, som mener, hendes ejendele har det bedre i deres lommer eller dagligt at stå over for en kvinde helt tildækket fra isse til fod med en sprække til øjnene. …

Anita Bay Bundegaard og hendes ligesindede burde som pligtlæsning studere filosoffen Kai Sørlanders meget anmelderroste bog ”Den politiske forpligtelse”. Her blot et par udpluk:

”Og der er altså grund til at mene, at samfundet som helhed har brugt den økonomisk svageste del som en form for buffer i integrationspolitikken. Det er reelt denne del af befolkningen, som har fået til opgave at bære størsteparten af omkostningerne ved den førte asylpolitik, fordi den – uden nogen bevidst beslutning, men som konsekvens af en blind social dynamik – er blevet pålagt at skulle leve i et socialt fællesskab, hvor man hverken taler det samme sprog eller deler de samme velkendte normer (…) man vil godt bryste sig moralsk af at gå ind for en liberal asylpolitik, men man vil ikke yde så meget til den politik, at man selv skal bo i de områder, hvor de fremmede skal integreres, og hvor de sociale problemer opstår. Denne byrde vil man hellere overlade til dem, som er økonomisk svagere end én selv – helt uden at forstå sit eget moralske svigt.””

Oploadet Kl. 03:01 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


24. april 2011

“De skal ikke kun vælte tyrannerne. De skal også overvinde deres egen religions krav…”

Kronik af Kai Sørlander i Information – Frihed skaber ikke demokrati.

“… hvad skal vi mene om de igangværende omvæltninger i Nordafrika og Mellemøsten? Skal vi tro, at når tyrannerne er slået af banen, vil det politiske frirum blive fyldt af en demokratisk orden?

Når vi tænker over det spørgsmål, ledes vi umiddelbart ind på et forkert spor, fordi vi er tilbøjelige til at betragte frihed som den højeste politiske værdi, og fordi vi tror, at der er en entydig sammenhæng mellem frihed og demokrati. Men sådan hænger begreberne ikke sammen.

[…]

Når vi så ser på historien, kan vi konstatere, at det først og fremmest er i den europæiske kultur, at man ud fra egne ressourcer har evnet at opbygge nogenlunde velfungerende sekulære demokratiske samfund. Da der ikke er grund til at tro, at europæerne i sig selv er mere rationelle end andre, så er det sandsynligt, at de ideer, som de på forhånd havde i hovederne altså deres religion gjorde en forskel. Og når vi analyserer kernen i europæernes religion kristendommens fortælling om Jesu liv og forkyndelse opdager vi, at den netop indeholder ideerne om personlig ligeværdighed og om adskillelse mellem politik og religion.

Dermed har vi en meget enkel forklaring på, hvorfor de europæiske lande var i stand til at opbygge en sekulær demokratisk samfundsorden. De har haft en religion, som har hjulpet dem, fordi den ganske simpelt anbragte de ideer, som er forudsætning for, at en sekulær demokratisk samfundsorden kan fungere i den almindelige befolknings hoveder. …

På dette sted kan vi altså fastslå to afgørende punkter. For det første, at den sekulære demokratiske samfundsorden er et rationelt ideal, og at det ikke opstår af sig selv, blot fordi tyranniet fjernes. For det andet, at når dette ideal har slået rod i de lande, som har deres rod i den europæiske kultur, er det, fordi man dér havde en religion, som understøttede rationaliteten.

Det er på den baggrund, vi skal vurdere den politiske situation i Mellemøsten og Nordafrika, når tyrannerne væltes. Her står islam på den plads, hvor de europæiske lande har kristendommen. Og islam har et budskab, som er radikalt forskelligt fra kristendommens.

I islams kerne findes ingen impuls til at adskille religion og politik. Tværtimod kommer islam selv med et lovsystem, som skal gælde for samfundet. Og i dette lovsystem gøres der desuden forskel mellem muslimer og ikke-muslimer. Mens kristendommen i sit kerneindhold understøtter en udvikling frem imod en sekulær demokratisk samfundsorden, så står islam som en hindring for en sådan udvikling.

Den forskel skal vi have med, når vi vurderer den politiske situation i Nordafrika og Mellemøsten. Vi ved ikke, hvad der vil ske, men vi ved, at de har en religion, som gør det sværere for dem at opbygge en sekulær demokratisk samfundsorden. De skal ikke kun vælte tyrannerne. De skal også overvinde deres egen religions krav om at ville bestemme lovgivningen i samfundet. Alt taler for, at den kamp bliver meget svær.”

Oploadet Kl. 22:33 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


18. september 2009

Anbefales: Critique II

Critique har netop udgivet deres andet årsskrift – redigeret af ph.d-studerende Christian H. Skov, der tilhører en kreds af Konservative, der med Kristeligt Dagblads ord, ikke vil “lade Dansk Folkeparti tage patent på nationalfølelsen”. Det nye nummer inkluderer blandt andet bidrag fra Phillip Blond, Connie Hedegaard og Jesper Langballe. Her lidt fra Kai Sørlanders Er Konservatismen Rationel.

“Således må vi forstå, at konservatismen er en politisk holdning eller ideologi, som står i modsætning til andre politiske ideologier som fx liberalisme og socialisme. Og vi må forstå, at det at spørge, om en sådan holdning er rationel, er ensbetydende med at spørge, om der kan gives alment forpligtende argumenter for at foretrække den frem for alternativerne. Så det helt simple spørgsmål er, om der kan gives en alment forpligtende argumentation for at foretrække konservatismen frem for de alternative politiske ideologier.”

“Konservatismen er først og fremmest en besindelse på, at man som enkeltindivid “altid allerede” er indfældet i en konkret historisk samfundsorden med et særligt sprog, specielle omgangsformer og en fælles skat af fortællinger, både historiske og mytologiske. Det hele udgør et væv, som på den ene side giver individet identitet, og som på den anden side giver samfundet en nødvendig sammenhængskraft og fællesskabsfølelse.”

“… folk, som selv troede, at de forsvarede en rationel demokratisk orden, i realiteten har medvirket til at undergrave fundamentet for denne orden. De har været ofre for deres egen forplumrede tankevirksomhed. I sig selv burde det ikke være noget større problem. Men den store tragedie er, at det er denne forplumrede tænkning, som har været den herskende sociale konsensus. Og den har været det i en sådan grad, at det en tid lang er lykkedes den at skubbe den reflekterede konservatisme ud af den demokratiske debat.”

  • Link: Critique.ksaa.dk (130 sider, 100 kr.).
  • 

    14. juni 2009

    Uhrskov, Støvring mfl.: “Det er… ikke velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft.”

    Kronik af Kasper Støvring, Katrine Winkel Holm, Morten Uhrskov Jensen og Kai Sørlander i tirsdagens Berlingske Tidende – Forslag til en ny borgerlig politik.

    “Kære Lars Løkke Rasmussen… Politikken skal tilbage. Årsagen til den borgerlige regerings store sejr i 2001 og succes især i de første fire år, var, at der igen blev ført politik…

    Opgør med EF-Domstolen. En af de ting, vi altid fik at vide af eksperter i menneskerettigheder før 2001 var, at vi ikke kunne stramme udlændingepolitikken, fordi vi var bundet af forskellige konventioner. Men det kunne man som bekendt, fordi der var en politisk vilje til det. Den dagsorden skal genetableres. Der må gøre op med domstolsstyring, både herhjemme og i EU, på det rets- og udlændingepolitiske område.

    EF-Domstolen underminerer de frihedsrettigheder og den udlændingepolitik, der føres af en suveræn nationalstat og folkevalgte parlamenter. Domstolen etablerer en retstilstand, der går imod en meget stor andel af befolkningens interesser og ønsker. Derfor må demokrati, folkestyre, sættes over domstole og dommere, der ikke er folkevalgte, og som folket ikke kan afsætte…

    Strammere retspolitik. Der må også gøres op med domstolene herhjemme, der ikke tager højde for den politik, der vedtages i forbindelse med forøgelse af strafferammen. Det nytter ikke med længere straffe, hører vi fra oppositionen. Nej, men der gives netop ikke længere straffe, som det fremgår af en nylig analyse fra Altinget.dk.

    For det andet er hensigten med retspolitikken ikke i første omgang resocialisering, men at spærre forbrydere inde og dermed skabe sikkerhed for lovlydige borgere…

    En anden integrationspolitik. Integrationen har fejlet i stor stil med store konflikter til følge. Derfor må man kræve, at indvandrere tilpasses den kernekultur, der hersker her i landet. Denne assimilering fordrer et opgør med multikulturalismen…

    Assimilering betyder i praksis, at mennesker med andre rødder end etnisk danske inden for et rimeligt tidsrum – i løbet af en generation – i det store og hele accepterer dansk kultur, sæder og skikke og ikke stiller særkrav. For at citere Samuel P. Huntington, så kan man godt krydre tomatsuppen, men den forbliver en tomatsuppe; kernekulturen fortsætter med at være kernekultur.

    Indvandringen stiller krav om, at vi besinder os på vor sekulære demokratiske samfundsorden og på den – protestantisk-kristne – historie, som gjorde os til arvinger af denne samfundsorden. Det er på ryggen af den historie, at vi forvalter et samfund, som giver os politisk ligeværdighed og religionsfrihed. Ikke ideelt, men i historiens lys relativt vel. Og denne arv bør vi ikke bortøde…

    Bevar den nationale sammenhængskraft. Dette at danskerne overhovedet udgør et folk, en nation, bør afspejles bedre i politikken. At vi er fælles om en kernekultur og et bestemt territorium, vi kan kaldes vores – altså et hjemland – skaber en høj grad af samhørighed. Danskerne er verdens mest tillidsfulde folk, fordi vi har denne kobling mellem national identitet, kulturel homogenitet og stor samhørighed i det civile samfund.

    Det er nemlig ikke velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft.

    Forsvar for nationalstaten. Dermed bør regeringen også forsvare nationalstaten. Altså en stat, der er forankret i nationen. Det forhold gør nemlig, at borgerne identificerer sig med de institutioner, de lever under, og det skaber en stor villighed til at adlyde lovene og gøre sin pligt. I nationalstaten står eliten til ansvar for folket, ligesom der findes adskillige andre positive forhold som f.eks. lav korruption. Det kalder på et opgør med bærende tendenser i transnationale institutioner som FN og EU.

    Kritik af EU. Der findes i befolkningen en stor, ikke kun borgerlig, skepsis over for en bureaukratisk og udemokratisk institution som netop EU. Det skal tages alvorligt af regeringen. Hvis nationalstaten skal bevares, bør regeringen være langt mere skeptisk over for et EU, der i høj grad mangler folkelig legitimitet.

    Behov for en realistisk udenrigspolitik. Danmark har traditionelt været et lille trygt land, og især i 1990erne levede vi i illusionen om en verden, hvor historien var ophørt. Med den kolde krigs afslutning skulle demokratiet udbredes og fred vokse frem på verdensplan. Men efter 2001 blev det igen klart, at et land og en civilisation som den vestlige normalt har fjender – nu islamismen – og den skal bekæmpes. Regeringen forstod at føre en aktivistisk udenrigspolitik i Irak og Afghanistan.

    Men politikken bør være realistisk, ikke idealistisk. Man kan ikke skabe nationer og bygge demokratier uden en demokratisk kultur; men man kan bekæmpe fjenden dér, ellers flytter fronten til Vesten…

    Genindfør kundskabsskolen. En vigtig del af kulturkampen udkæmpes i Undervisningsministeriet. Det var derfor, Anders Fogh Rasmussen erklærede rundkredspædagogikken krig i 2003. Nu skulle faglighed og kundskaber igen i højsædet. Resultatet blev imidlertid det modsatte. Med 2005-reformen blev fokus i gymnasiet flyttet fra faglighed, kundskaber og almen dannelse, til personlig udvikling og tværfaglighed.”

    

    20. april 2008

    Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten

    Kai Sørlander-foredrag baseret på hans seneste bog: Forsvar for rationaliteten. Helsingør Domkirke, onsdag. Via Snaphanen.

    Oploadet Kl. 17:04 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    27. marts 2008

    Sørlander: “Der har været mange reformationer inden for islam, en af dem er wahabismen.”

    Bogaktuelle Kai Sørlander i et interview i dagens Jyllandsposten – Demokratiets rod i kristendommen (ikke online).

    Du har heller ikke megen tillid til tidens almindelige relativisme, som mener, at den ene verdensanskuelse ikke har noget at lade den anden høre.

    »Man kan ikke drage den konsekvens af det frie demokrati, at den ene holdning er lige så god som den anden. Demokrati bygger ikke på relativisme, men på politisk ligeværdighed, og den kræver beskyttelse.

    Vores nye relativisme åbner derudover for den naive antagelse, at demokratiet i sig selv kan bære demokratiet. Vi får demokratiets tro på sig selv som sit eget fundament.«

    Islam skal bare have sin reformation, hedder det i reglen, så vil den blive demokratisk sindet. Men du advarer tværtimod i din bog mod en muslimsk reformation.

    »Ja, for re-formation betyder at gå tilbage til kilderne og genbesinde sig på et tabt udgangspunkt. Det gjorde Luther. Han gik tilbage til Ny Testamente og målte paven med det, og så røg paven. Det er altså afgørende, hvad den genoptagede kernefortælling siger. Er den Jesu Bjergprædiken og hans død på korset, så giver den en sekularisering af det politiske, og Luthers reformation får den konsekvens, vi har set i vores del af verden.
    Drejer kernefortællingen sig om Muhammed og sharia-lov, som er en realisabel lov, så fører reformationen tværtimod til en styrkelse af religionens krav om, at den skal danne det politiske grundlag.

    Der har været mange reformationer inden for islam, en af dem er wahabismen. Problemet er kun, at de får den modsatte konsekvens af reformationerne i kristendommen. Skal en reformation af islam føre til dens anerkendelse af verdsligt demokrati, skal den altså ikke komme indefra, men påtvinges udefra.«”

  • 25/9-07 Religionblog – Richardt Riis: Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan! (interessant debat).
  • 11/3-08 Jyllandsposten – Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten (anmeldelse).
  • 26/3-08 Sydsvenskan: Rakel Chukri: Reformationen är nära (henviser til Jørgen S. Nielsen).
  • Oploadet Kl. 15:50 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    

    19. oktober 2007

    Kai Sørlander: Tøger Seidenfaden ødelægger den demokratiske debat

    Fra dagens Jyllandsposten. Kai Sørlander i kronik om Tøger Seidenfandens forståelse af det frie ord – Misforståelse af ytringsfriheden.

    “Har Tøger Seidenfaden ret i sin kritik af Trykkefrihedsselskabet i almindelighed og af Kåre Bluitgen i særdeleshed? For at undersøge det nærmere er det værd først lige at inddrage, hvorledes han selv begrunder sit eget standpunkt i en kommentar i Politiken den 6. oktober. Her stiller har spørgsmålet om, hvorfor det er »så vigtigt at tage afstand fra tidens rabiate islamhadere«. Og han svarer: »Det er det, fordi generaliserende og diskriminerende propaganda krænker den norm om ligeværdighed mellem alle mennesker, der er kernen i alle universelle værdier«.

    Tøger Seidenfaden bygger altså dybest set på to normer. For det første normen om ytringsfrihed, og for det andet normen om ligeværdighed mellem alle mennesker. Og hans kritik af Kåre Bluitgen og Trykkefrihedsselskabets ledelse begrundes på, at de bruger ytringsfriheden til at krænke normen om ligeværdighed mellem mennesker. De krænker simpelthen muslimernes ligeværdighed med deres islamkritik.

    Spørgsmålet er så, om det er rigtigt. Lad os først undersøge, om vi her har en tilstrækkelig basis for Tøger Seidenfadens personlige kritik af Kåre Bluitgen. Hvad er det, som Kåre Bluitgen gør, når han opfordrer til at væde Koranen i menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer?

    Som allerede nævnt mener Seidenfaden, at han markerer sin ekstreme foragt for muslimer. Men man kan også mene, at Kåre Bluitgen gør noget andet. Nemlig, at han i ligeværdighedens navn protesterer mod den krænkelse af ligeværdigheden mellem mand og kvinde, som er helt åbenbar i Koranen og i den islamiske tradition.

    Og hvis man ser Bluitgens udsagn igennem den anden tolkning, så er det Bluitgen, der er den egentlige forsvarer af ligeværdigheden mellem mennesker, og ikke Seidenfaden. Så bryder Seidenfaden tværtimod med den norm om ligeværdighed, som han selv tror, at han forsvarer.

    Men hvis det er rigtigt, så må der være en dybere – en principiel – fejl i Seidenfadens standpunkt. Så må der være en substantiel fejl i hans forståelse af de principper, som han anvender i sin konkrete fejlfortolkning af Bluitgens position.

    Og det mener jeg, at der er. En åbenbar fejl. Seidenfaden tror, at normen om ligeværdighed mellem mennesker indebærer, at man bør respektere andre menneskers synspunkter, specielt deres religiøse synspunkter. Men her forstår Seidenfaden simpelthen ikke den dybere betydning af normen om ligeværdighed mellem mennesker. Denne norm er så vigtig, fordi den sætter et skel mellem mennesket og dets synspunkter.

    Den kræver ligeværdighed mellem mennesker for at give fuld frihed til at kritisere deres synspunkter, hvad enden de er religiøse eller ikke. På den måde giver den plads for, at alt kan diskuteres. Hvis vi alle overholder normen om ligeværdighed mellem mennesker, så har vi skabt en sikker grund for en rent intellektuel konflikt mellem deres synspunkter…

    Hans position bygger på, at han sætter en negativ holdning til islam og til Muhammed lig med en negativ holdning til muslimer som mennesker. Men hermed overser han den skelnen, som er en helt nødvendig forudsætning for den demokratiske meningskamp: at man ikke gør en negativ holdning til en persons meninger og fordomme lig med en forkastelse af personen selv. Den demokratiske meningskamp kræver, at vi anerkender, at ligeværdigheden mellem mennesker ikke indebærer, at vi ikke må kritisere deres synspunkter og åbent vise vor uenighed, hvor dyb den så måtte være. Også selvom de skulle blive fornærmede. For den fornærmelse er ikke et brud med anerkendelsen af deres menneskelige ligeværdighed. Det, som Tøger Seidenfaden vil beskytte, er ikke et særligt mindretal, men det er dette mindretals religiøse fordomme; og en sådan beskyttelse hører ingen steder hjemme i et gennemført demokrati. Her er fordommene kun frie, såfremt der også er frihed til at kritisere dem.”

    I realiteten ønsker Tøger Seidenfaden at beskytte muslimerne mod konsekvenserne af den åbne demokratiske meningskamp. Også selvom beskyttelsen kun skal være selvcensur. Men dermed bidrager han til at undergrave den åbenhed, som er helt afgørende for den demokratiske debat. Han bidrager til at skabe et klima, hvor islam ikke modsiges, og hvor muslimerne derfor ikke udfordres i deres egen opfattelse af, at islam ikke må modsiges. Men skal vi bevare den demokratiske ligeværdighed mellem mennesker, så skal også muslimerne lære, at det er tilladt at modsige islam og at karikere Muhammed. Og det lærer de kun, hvis der er nogle, som gør det; og hvis de, som gør det, ikke efterfølgende svigtes.

    For mig at se er det farligt at ville lægge låg på diskussionen af islam. Således som Tøger Seidenfaden forsøger i sin afstandtagen fra Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, og når han karakteriserer Kåre Bluitgen som ekstrem muslimforagter. Så vil han modvirke, at muslimerne konfronteres med den islamkritik, som det er helt nødvendigt, at de skal konfronteres med og skal kunne bære, hvis de skal kunne indgå som ligeværdige medlemmer i et demokratisk samfund. Og hvis de ikke skal mistænkes for at komme med ønsket om at erstatte den demokratiske ligeværdighed mellem alle mennesker uanset religion med en islamisk rangorden, hvor muslimer kommer før ikke-muslimer. Hvorledes skal muslimerne ellers lære, at det ikke er koranen, som er grundlaget for samfundet?

    Når det kommer til stykket, har jeg altså en helt anden opfattelse af Tøger Seidenfaden, end han selv har. Hvor han selv opfatter sig som én, der forsvarer den demokratiske norm om ligeværdighed mellem alle mennesker uanset religion, så opfatter jeg ham som én, der svigter denne norm. For det første, fordi han ikke erkender, at normen kræver, at der skal skelnes mellem et menneske og dets synspunkter. Og for det andet, fordi han vil lægge låg på en åben konfrontation med en religion, som i sine reelt eksisterende former benægter den demokratiske grundnorm.

    Så langt er der tale om en rent intellektuel uenighed. En uenighed, der drejer sig om den rette forståelse af selve de principper, som demokratiet bygger på. Og den uenighed var der al mulig grund til, at Tøger Seidenfaden havde konfronteret ved Trykkefrihedsselskabets solidaritetsmøde med Lars Vilks. Det skete dog ikke. I stedet brugte han lejligheden til at demonstrere sin tro på sin egen moralske overlegenhed. Med sin opførsel gjorde han sin misforståelse af de demokratiske grundværdier til kriterium på moralsk godhed. De, som var uenige, blev ikke konfronteret, men dæmoniserede. Det er også en måde at ødelægge den demokratiske debat på.”

    

    12. oktober 2007

    Kai Sørlander: “Som politisk ideal er multikulturalismen lige så uholdbar som socialismen”

    Fremragende kronik af Kai Sørlander i Berlingske Tidende (10/10-07) – De politiske illusioners tid.

    Når så mange kunne gribes af den socialistiske illusion, må vi se i øjnene, at der igen vil kunne skabes basis for en tilsvarende illusion. Og så er det måske allerede sket. Da socialismen døde, forsvandt den idealistiske bestræbelse på at skabe et »modsigelsesfrit« samfund ikke. Den fandt sig en ny underklasse, hvis undertrykkelse skulle ophæves ved hjælp af en ny ideologi. Den ny underklasse var indvandrerne fra fremmede kulturer, som havde svært ved at blive integreret i de europæiske samfund. Og den ny ideologi, som skulle ophæve deres undertrykkelse, var multikulturalismen. Den bestod i et krav om, at alle kulturer og religioner i princippet skal sættes lige. Indvandrerne skal ikke tilpasse sig landets herskende kultur. Tværtimod skal denne reelt kun have samme status som indvandrernes kulturer.

    Ganske som socialismen var et forsøg på at omforme samfundet for at ophæve de konflikter, som man mente var en konsekvens af markedsøkonomien, så er multikulturalismen et forsøg på at ophæve konflikterne mellem landets oprindelige borgere og indvandrerne. Hvor socialismen ville stille alle lige i det økonomiske system, så vil multikulturalismen stille alle lige kulturelt ved at ligestille alle kulturer.

    Men holder multikulturalismen, hvad den lover? Skaber den ligestilling ved at ligestille kulturer? Svaret er nej. Som politisk ideal er multikulturalismen lige så uholdbar som socialismen. Man opnår ikke ligestilling for indvandrere ved at følge multikulturalismens forskrifter. Tværtimod så opløser man fællesskabet om de demokratiske værdier. For det første fordi multikulturalisme medfører, at man stiller kulturer (fx fra Mellemøsten eller Afrika), der aldrig har understøttet et levende demokrati, og som aldrig har haft en kvindefrigørelse, lige med kulturer, der har understøttet demokrati og kvindefrigørelse. Og gennem en sådan ligestilling er man på vej til at undergrave demokrati og kvindefrigørelse. For det andet vil ligestillingen af kultur indebære, at der skabes parallelsamfund, hvor folk, der kommer fra kulturer, der ikke har understøttet demokrati og kvindefrigørelse, fastholder deres kultur, i stedet for at komme ud og blive en del af den demokratiske kultur, hvor der er ligeværdighed mellem mænd og kvinder.Derfor vil multikulturalismen snarere forværre de problemer, som den ønsker at løse.

    Det er ikke kulturer, der skal gives ligeværdighed; men det er individer, alene som følge af deres evne til rationel tænken og handlen. Og den ligeværdighed må de reelt få i en konkret kultur. Det er ikke rationelt at tro, at en demokratisk orden kan realiseres alene på basis af de abstrakte demokratiske principper og uden grundlag i en historisk kultur, som faktisk har understøttet dens udvikling. Derfor må den rationelle holdning til demokratiets bevarelse altid indebære en organisk videreførelse og udvikling af den kultur, som faktisk har understøttet demokratisk udvikling. Og derfor må den rationelle holdning til indvandring indebære en benægtelse af multikulturalismen. Hvis et land med en stabil demokratisk orden fortsat skal sikre opretholdelsen af denne orden, så må kravet i stedet være, at det skal forsøge at integrere indvandrere i dets egen historiske kultur på en sådan måde, at denne udvikles organisk. Svigter det her, er det på vej til at opløses. Denne erkendelse er ikke udtryk for en lukket nationalisme, men for en rationel holdning til bevarelsen af demokratiet som en levedygtig politisk styreform.”

    Oploadet Kl. 11:49 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper