12. september 2019

Støvring: “Nu drejer det sig ikke længere om at forme andre, men om at forhindre, at andre former os”

I sin nye bog fortæller tidligere justitsminister Søren Pind, at regeringen under ‘flygtningekrisen i 2015’ var bange for at ‘hele Europa ville bryde sammen’, og derfor lagde ‘præcise planer’ for bygning af en ‘grænsemur’, og konkret foretog indkøb af ‘pigtråd og beton’. I Lippert på TV2 News, der breakede historien, fortalte Pind, at da flygtningene krydsede grænsen, havde han ‘en snert af den følelse, som jeg tror de danske politikere må have haft den 9. april’. Månedens historie, men intet medie har gengivet TV2-historien.

Holger K. nævner det en passant på Altinget.dk i et længere afsnit om graden af Støjberg-Venstres ondskab, men lader i øvrigt anmeldelsen få overskriften: “Pind skriver smukt om ulykkelig kærlighed og forliste idealer”. Det har ikke skortet med historier baseret på bogen. Pind ville være formand for Venstre, Pind var en del af magtkampene i Venstre, Pind blev tilbudt 5 mio. kroner, etc. I hvilken verden kan konkrete trusler mod nationalstaten være mindre væsentlig end fodnoter til kendt viden om interne parti-stridigheder. Korrekt. Den globalistiske liberale…

Kasper Støvring kommenterer i Berlingske – De liberale mangler et realistisk syn på verden (kræver login).

“Klassisk liberalisme kan fungere i en nationalstat, men ikke i det internationale system. Årsagen er den enkle, at der aldrig vil opstå en verdensstat med jurisdiktion over alle klodens stater. Verden er nemlig et anarki: Et konkurrerende vildnis af stater, der vil føre krige for at sikre sig selv og dominere de andre. Derfor er det ikke liberalisme, men realisme, der er den bedste udenrigspolitiske doktrin. Magtbalance, ikke menneskerettigheder, skaber orden i en intolerant verden.

Liberale må således besinde sig på en håndfuld ikke-liberale realiteter:

1) Den autoritære model tilfredsstiller måske bedre end liberalisme de fleste menneskers behov, globalt set. Sikkerhed, orden, autoritet.

2) Pluralisme trumfer universalisme. Der er flere legitime måder at regere på. Liberale befinder sig ikke på den rigtige side af historien. Se på Rusland, Kina og Ungarn, hvis nogen har glemt det.

3) Den autoritære modstander er meget stærkere, end vi havde troet, og det er måske liberalt demokrati, der er på vej ud af historien. Liberale overvurderer de liberale værdier. Da de så demonstranter under det arabiske forår, og når de i dag ser demonstranter i Hongkong, ser de straks universelle menneskerettigheder for sig – selv om det dengang mest handlede om islamisme og i dag mest om national suverænitet.

4) Nu drejer det sig ikke længere om at forme andre, men om at forhindre, at andre former os.

5) Hvis vi ønsker at bevare vores liberale orden, kræver det nogle gange illiberale tiltag.

Hvordan beskytter vi Danmark bedst? Det gør vi ved at se mennesket, ikke som isoleret, men som del af et folk, en særlig kultur. De liberales stærke fokus på det enkelte individ og dets rettigheder, som jo per definition gælder alle individer overalt i verden, har derimod to ødelæggende konsekvenser. …

Indvandring er bare ét blandt flere områder som nation, familie, skole og kirke, hvor virkeligheden ikke er særlig liberal. De klassisk liberale er ved at lære det. De progressive drømmer videre.”

(Truende skyer over Danevang, 2019)

Oploadet Kl. 16:19 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


14. august 2019

LA undsiger konservatisme, Støvring: “Liberale er ikke blot individualister, men også universalister.”

“Vi røg for ofte i den nationalkonservative fælde”, fortæller Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Berlingske, og pointerer, at vejen frem er ‘den positive og fremskridtsvenlige liberalisme’: “… enhver form for konservatisme skal høre op”. Inger Støjberg er marginaliseret i Det Liberale Venstre, og selvom Liberal Alliance kun har fire mandater i Folketinget, så virker det ikke ligefrem til at det er Henrik Dahl der svinger taktstokken.

Der er dog ingen grund til at håbe på et samlet blåt alternativ. Så ender med nationalkonservatismen, som med gjorde med den borerlige EU-modstand. Død og begravet i topskat og åbne grænser. Kasper Støvring kommenterer den borgerlige uenighed på Altinget.dk – Kasper Støvring om borgerlig krise: Liberalismens svar er ødelæggende.

“For at finde den låge, der kan lede ud af den borgerlige krise, må vi først skaffe os et egnet landkort – vi må definere, hvad borgerlighed er. Til det formål må vi besvare et af de mest elementære spørgsmål, man kan stille sig: Hvad er et menneske?

Allerede i svaret på det spørgsmål opdager vi, at borgerligheden er (mindst) to ting: liberal og konservativ. Og det siger jo noget om, hvor svært det kan være at samle borgerlige om et fælles projekt.

På spørgsmålet vil liberale svare, at mennesket primært er et autonomt individ, imens konservative vil svare, at det er et socialt væsen. Liberale hylder individualismen, imens konservative besinder sig på fællesskabet. …

Liberale er ikke blot individualister, men også universalister. De anskuer individer uafhængigt af deres kulturelle og sociale tilknytninger som ligeværdige; i sidste instans er hele verden mit hjem, og hele menneskeheden er min næste. Derfor må man ikke diskriminere: Der er ingen, man i princippet skylder mere end andre, for vi er jo alle mennesker.

Den liberale teori – som ingen i praksis selvfølgelig kan opfylde – betragtes som progressiv, tidssvarende, tolerant og humanistisk. Sammenlignet må konservatismen fremstå som de glødende tungers røst, som både indskrænket og reaktionær. …

Konservative forstår mennesket som situeret: Det er altid allerede indlejret i fællesskaber, det ikke altid selv har valgt, og som det er forpligtet af på en dybere måde, end liberale – i hvert fald retorisk – vil anerkende. Det gælder for eksempel forholdet til vores forældre, landsmænd, børn, ægtefælle, trosfæller og venner.”



26. maj 2019

Støvring: “… mangfoldighed lyder da også godt. Men det er som at drikke gift af et gyldent krus.”

I en tid hvor Islam vinder frem på danskhedens bekostning, så er jeg ikke nødvendigvis enig i, at man bør ‘anerkende’ endsige respektere Islam. ‘Speak softly and carry a big stick’, er dog en godt udgangspunkt, og det er vel egentligt det den gode Kasper Støvring anbefaler. Kommentar i Kristeligt Dagblad – Fjenden er ikke islam, men multi-kulturalismen, som bobler med mistillid og vold.

“I Vesten behøver vi slet ikke islam for at udløse fjendskabsenergierne.

Med en halv million buddhister og hinduer ville vi også kløjes med sameksistensen. Det ville vi også med en halv million kristne fra Sudan, Eritrea eller Nigeria, selvom vi er mere kulturelt beslægtede med andre kristne..

Så fjenden er ikke islam, der tværtimod bør anerkendes som en af verdens store kulturkredse. Nej, truslen er den multikulturelle heksekedel, der syder med mistillid og nogle gange bobler over med vold. Retfærdigt eller ej – det er, hvad europæisk politik i dag handler om.

Nogle liberale taler om vores velkomstkultur og om indvandring som en kulturberigelse – eksotisk mad, musik og mode – men deres smukke retorik kan ikke skjule de dystre begivenheder; de hænger ved som ildelugtende parfume.

Andre liberale advarer mod partier som Stram Kurs og den illiberale Viktor Orbáns ungarske parti Fidesz. Men de liberales advarsler forbliver retoriske og rituelle. Uden politisk handling, der begraver det multikulturelle fantasme, får vi nemlig ikke bare Stram Kurs, men endnu mere radikale partier i fremtiden. I skyggen bag Fidesz ligger det højreradikale Jobbik på lur og venter på deres store chance.

Feel good -advarsler kan muligvis afstive den liberale selvtilfredshed, og mere mangfoldighed lyder da også godt. Men det er som at drikke gift af et gyldent krus. Man skal ikke tale nedsættende om andre menneskers trosliv. Heller ikke muslimers. Men vi skal håndfast afvise de ting, der ikke hører til i vores kultur.”



7. november 2018

Kasper Støvring i islamiserede Saint-Denis: “Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.”

Jeg var i Paris sidste år, og følte ikke ligefrem et behov for at stå af toget i Saint-Denis. Et tabt område, selvom bydelen inkluderer Frankrigs nationale stadion og den gotiske katedral med Karl Martels grav. Kasper Støvring kommenterer i Berlingske – Det multikulturelle samfund fører til mindre frihed.

“I efterårsferien besøgte jeg en af Europas vigtigste kirker, den parisiske kongekirke, Saint-Denis, som er den første kirke bygget i den gotiske stil. Den ligger i bydelen Saint-Denis midt i et af de mest indvandrerbelastede og islamiserede områder i Europa. Den parisiske bydel har været genstand for voldsomme optøjer og terrorrelaterede ransagninger af politiet.

Det er et trøstesløst og urovækkende syn, man møder. Det er som at vandre gennem et apokalyptisk landskab på vejen op til kirken. Der stiger røg fra indkøbsvogne, hvor forhutlede typer steger mad, høje tilråb høres i gaderne, der flyder med affald, og murene er hærget af graffiti. Der ses kun få hvide mennesker, som går ludende rundt med slukkede blikke og stramme læber. De fleste i området er tildækkede kvinder og skæggede mænd med hættetrøjer, hvoraf nogle udveksler mistænkelige poser. Fra grillbarerne lugter der som en verden af friture og fattigdom, og osen fra togene minder om dunsten af svovl, som dampede den ud af et krater.

Men pludselig tårner katedralen sig op, lys og majestætisk. Indenfor ligger Karl Martel begravet, konge og fører af den hær, der slog muslimerne tilbage i slaget ved Poitiers i år 732.

Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.

Frankrig er interessant, fordi vi kan spejle vores nok ikke så fjerne fremtid i det engang så stolte land, der nu er i en slags permanent undtagelsestilstand på grund af islamismen.”

(Karl Martels grav i Saint-Denis katedralen, Paris



21. oktober 2018

Støvring cit. retsfilosof: “Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.”

Kommentar af bogaktuelle Kasper Støvring i Kristeligt Dagblad – Liberalismen undergraver sig selv

“… Skal vi undlade at udvise kriminelle udlændinge, fordi de risikerer straf i deres hjemlande? Ja, mener de liberale – fra Mogens Lykketoft (S) til Uffe Ellemann-Jensen (V), der her i avisen har advaret mod de ‘illiberale’ nationalkonservative. …

I Frankrig er retsstaten allerede indskrænket på grund af truslen fra islam. Men også i Danmark, ja, i det meste af Vesteuropa, er friheden indskrænket. Det gælder i særlig grad for islamkritikere, jøder og homoseksuelle. Det er livsfarligt at tegne Muhammed, der er flere og flere no go -zoner og overgreb på kvinder. Og så videre.

Derfor må vi forkaste liberalismens værdier om åbenhed og tolerance. For en samfundsordens dybeste ræson er at forsvare sig selv. Sikkerhed og orden kommer før frihed og rettigheder. Først når der er orden, kan vi sikre vores liberale værdier som ytringsfrihed, beskyttelse af mindretal, lighed mellem kønnene, frihed til at vælge religion – og til at forlade den igen.Det hører til et andet af tilværelsens paradokser, at man kan blive nødt til at begrænse friheden for at bevare den. Den tyske retsfilosof Ernst-Wolfgang Böckenförde formulerede det sådan:

‘Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.’

Borgerne skal nemlig af sig selv være villige til at efterleve de liberale værdier. Den liberale orden afhænger med andre ord af nogle særlige kulturelle forudsætninger. Den kristne etik med dens betoning af personlig samvittighed, ansvarlighed, skyld og tilgivelse kunne nævnes. Det er ingen tilfældighed, at verdens mest frie lande har en protestantisk kernekultur. Det er statens opgave at lovgive, så den kultur ikke ødelægges. Derfor har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Derfor skal vi hjælpe forfulgte, men ikke rette os efter samfundsnedbrydende konventioner. Derfor bør vi have indvandring, men ikke fra Afrika, Mellemøsten og helt generelt muslimske lande.”



4. oktober 2018

Støvring: ‘Ungarn er fremtidens Europa’, hvis Vesteuropa ‘intet effektivt vil gøre for at løse sin krise’

Nationalisme er og bliver ‘the prime mover of history’, og før vi anerkender det, forstår vi ingenting. Vi skal ikke være isolationistiske, men respektere kulturelle forskelle, og være mindre aktivistiske på andres vegne.

Bogaktuelle Kasper Støvring er her der og alle vegne i disse dage, og Gensyn med fremtiden lyder som en bog der bør stå på alle reoler. Start med gårsdagens Deadline, og suppler med denne her JP-kronik – Ungarn er fremtidens Europa (22. september 2018).

“Den ungarske regering under Viktor Orbáns ledelse er under konstant kritik. Således også i JP’s leder forleden, hvor Orbán tilskrives ‘totalitære ambitioner’. Og EU-parlamentet søger nu at aktivere den paragraf, der fratager Ungarn stemmeret. For Ungarn har brudt med basale retsprincipper, som det hedder.

Når man – som jeg – derimod taler positivt om det illiberale Ungarn, er det, som om ansigterne på tilhørerne pludselig mister deres imødekommende og åbne udtryk, som når man smækker en kuffert i. ‘Det kan du da ikke mene?!’ Men, jo, det kan jeg, og i min nye bog ‘Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden’ argumenter jeg for, at Visegrad-landene – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – meget vel kan blive fremtidens Europa. For disse lande forsvarer den nationale suverænitet og den kulturelle homogenitet. Tydeligst vel nok i Ungarn. …

Ungarn modsætter sig også multikulturalisme og islam og værner om landets kristne kultur. Også det er der en god grund til. Homogene nationalstater skaber nemlig fred indadtil. De bygger på en høj grad af sammenhængskraft og forhindrer opkomsten af løsrivelsesbevægelser. Homogene nationalstater skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder.

Men national selvstændighed er en torn i øjet på liberale i Vesteuropa, især i EU-kleresiet. Derfor vil man altså straffe Ungarn. Det er et mageløst hykleri af flere grunde:

EU vil straffe Ungarns regering for at indskrænke demokratiet. Men EU har kun et skinparlament og har tilmed centraliseret magten hos kommissærer, der ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes ved frie valg.

EU vil straffe Ungarns regering for at modarbejde en uafhængig dommerstand. Men EU baserer sig på en aktivistisk domstol, der har til formål at udbygge EU, og som politiserer uden at have demokratisk mandat til det. …

Der er gode grunde til at være skeptisk over for visse dele af Orbáns politik. Men EU’s problemer med demokratiet er værre, EU’s indflydelse er langt større, og der er mindre kritik af EU. I Vesteuropa burde vi i øvrigt takke Ungarn for at have lukket Balkan-ruten, så vi kan sove trygt i sengene og have fine moralske idealer, imens andre laver det beskidte arbejde.

Hvorfor bøjer Ungarn ikke bare nakken og accepterer det liberale regime, EU og indvandringen? En årsag ligger i Ungarns historie. Undertrykkelsen under Sovjet og de tyrkiske osmannerne har lært ungarerne at være skeptiske over for unioner og islam.

Netop Orbán var en af de stærkeste dissidenter under kommunismens diktatur. Den polske parlamentariker og filosof Ryszard Legutko, der selv var en ledende dissident, har peget på en påfaldende sammenhæng. Nemlig at de tidligere kommunister i Østeuropa er blevet liberale EU-støtter, imens de tidligere dissidenter er blevet nationalkonservative.

Nationen, kristendommen og kernefamilien var nemlig kilder til mobilisering imod det totalitære styre. Derfor skulle de ødelægges af kommunismen – ligesom de liberale i dag bekæmper selvsamme institutioner. Liberale og forhenværende kommunister er blevet sengepartnere. På lignende vis danner Enhedslistens Pelle Dragsted fælles front med den liberale jurist Jacob Mchangama imod nationalkonservative.

Min tese: At Ungarn er fremtidens Europa, holder kun, hvis min præmis holder: at Vesteuropa fortsat intet effektivt vil gøre for at løse sin krise. Jeg håber, at jeg tager fejl.

(Caspar David Friedrich, Munk ved havet, 1808/1810; Foto: Wiki)



17. april 2018

Støvring: “… forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet… som illiberalt.”

Et af de store medie-trylleord er ‘illiberal’, der bruges synonymt med ‘anti-demokratisk’, selvom det i virkeligheden blot betyder ‘ikke-liberalt’. Demokrati betyder ‘folkestyre’, og hvis folket ikke er liberalt, kan den demokratiske legitimitet i sagens natur heller ikke findes i liberalismen. Så kan medierne kalde Viktor Orban for ‘populist’ eller det der er værre, men tænker man lidt udenfor boksen, så må demokrati nødvendigvis tage udgangspunkt i hvad folk flest mener. Alternativet er værre. Konservatisme er ikke ‘illiberal’. Konservatisme er konservativ!

Kasper Støvring sætter ord på – Østeuropas illiberale demokratier viser vejen (9. april 2018).

“Ministerpræsident Viktor Orbáns parti Fidesz vandt en overlegen sejr ved det ungarske valg i går. Valget gav også pæne stemmer til det højreradikale Jobbik, imens venstrefløjen blev totalt marginaliseret.

Dermed er det endnu en gang bekræftet, at Ungarns såkaldt illiberale demokrati viser vejen mod en mere selvbevidst nationalkonservatisme og en politik, der vil genetablere grænserne, modvirke den ikke-vestlige indvandring, bevare kernefamilien, bygge på demokratisk flertalsstyre frem for domstolsstyre og fastholde kristendommen som en afgørende del af den vestlige kultur. Ungarn er måske det mest fremtrædende land blandt Visegrad-landene, der også tæller Polen, Tjekkiet og Slovakiet, der er kommet på kant med bl.a. Merkel, Macron og EU.

Der er overhovedet ingen grund til at anse Ungarn og de øvrige Visegrad-landes illiberale demokratier som forbilleder, hvis der med illiberal menes anti-demokratisk. I tilfældet med Ungarn er der bestemt problemer, bl.a. med korruption. Men hvis der med illiberal menes nationalkonservativ er sagen en helt anden.

… Revolutionen er allerede sket, så meget er forringet, så meget er ødelagt, dødt og begravet, og nu fremstilles rystelserne som den nye norm, som det etablerede; forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet som – revolutionært. Og som illiberalt.

(Viktor Orban, ungarns konservative premierminister; Foto: Foreign Policy)

“Opflammelsen over Orbán skyldes ikke mindst, at der er tydelig forskel på det ungarske og det vesteuropæiske demokrati. To varianter af samme styreform, men med ganske uens fokus.

Den ene model, Orbáns, har han selv kaldt for et ‘illiberalt demokrati’, hvilket betegner et folkestyre, hvor det nationale er i centrum. Her sætter man landet, dets faktiske fred og frihed over dyrkelsen af abstrakte rettigheder.

Men er det ‘illiberale’ så også illegitimt? Og på hvilken måde skulle det være? Det kan for eksempel ikke hævdes, at ungarerne ikke vidste, hvad de stemte på. Orbán og Fidesz har været både åbne og ærlige i betoningen af det illiberale – og befolkningen valgte ham ind alligevel med et kæmpe flertal. En udtrykkelig understregning af projektets folkelige legitimitet.

Der er heller ikke på nogen måde tale om en afskaffelse af demokratiet – det er jo ikke sådan, at Orbán ikke kan væltes, skulle vælgerne skifte præferencer. Ej heller har han kuppet sig til magten. En massiv folkelig opbakning, og sågar til den mest markante del af hans politik.” (Eva Selsing, Berlingske, 16. april 2018)



6. december 2017

Kasper Støvring om Islam, der kan forvandle Danmark til ‘et bundløst morads af tabte territorier’

Kasper Støvring kan noget med ord. Fra et blogindlæg på B.dk – Islam forvandler Europa.

“Forandringerne er mærkbare – også i de danske byer. De storbykvarterer, hvor jeg ofte færdedes i min ungdom i 1990’erne, kan jeg næsten ikke genkende længere. Når jeg i dag besøger dem, føles jorden hård som jern at gå på. Skyerne glider forbi som et tog af udvandrere over denne skov af grå bygninger, trøstesløse beboelser, moskeer og tomme kirker. Skikkelserne herude har falmede ansigter, udbrændte øjne og synes at bære selve natten i deres sjæl, selv børnene er grå i ansigterne og ligner den slags svampe, der er groet op i en kælder et sted. Mange er klædt helt i sort, tildækkede kvinder og skæggede mænd med hættetrøjer, der udveksler små poser med hinanden.

Nye Borgerliges Pernille Vermund og Mette Thiesen høstede megen kritik, da de erklærede, at ‘Nørrebro er tabt’. Men i en reportage om Nørrebro i Weekendavisen bakkede en beboer, der ellers ikke stemmer til højre, Vermund og Thiessen op: ‘Nu går man rundt og er bange for at blive intimideret af folk, der ikke vil være danskere […] Man kan sagtens bo her, blot skal man passe på, hvad man siger, og hvordan man gør det. Der er en mere og mere aggressiv og hensynsløs stemning, fordi den sociale og religiøse kontrol er under overfladen. Det gør mig virkelig ked af det.’

Man fornemmer den truende atmosfære i vores hovedstad, når man ser svært bevæbnet politi og militær, der patruljerer ved butikker, legepladser, gader og jødiske bygninger. Midt i det hele står alle de hæslige betonklodser og minder os om, at fjenden allerede er i landet og barsler med planer om at pløje uskyldige ned med tonstunge biler. Og vi ved, at man især vil ramme børn.

Når jeg går rundt og ser alle disse tegn på forfald, tænker jeg, at mennesket er et sårbart bløddyr, der hører hjemme i den lukkede konkylies beskyttende skal. Mennesker har brug for kulturens skal for ikke at gå til grunde. Gode samfund bygger på stærke civile og offentlige institutioner, der sikrer tillid, tryghed og samarbejde. Mennesker kan ganske enkelt ikke trives uden denne hårde skal af velfungerende familier, skoler, politi, kirker, arbejdspladser og frivillige foreninger. Kun inden for en sådan beskyttende skal kan sammenhængskraften vokse frem.

Som en vandrer ved det triste ocean finder jeg i de forandrede kvarterer en tom konkylie. Løfter jeg den op og sætter den til mit øre, hører jeg hverken politihelikopteren summe ovenover, drøn fra borede knallerter eller råb fra den arabiske gade. Det, jeg hører, er derimod en brusen af lyde fra den tabte tid: En kakofoni af alle mulige stemmer, den festlige fanfare af klirrende glas fra værtshusene og lyden af leende piger på snurrende cykler.

Også de danske byer er ved at blive forvandlede, og det er ikke til det bedre. Livet er gledet ud af konkyliens skal og flyder sårbart rundt i vandenes hvirvlende strømme, i en nedadsugende malstrøm, der truer med at forvandle tillidssamfundet Danmark til et bundløst morads af tabte territorier.”

Oploadet Kl. 14:53 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


9. februar 2017

Om medie-overfokus på Ry-sag: “‘Hurra! Nu er der endelig etniske danskere, der begår noget brutalt!'”

Der findes ikke to identiske sager, men knivdrabet på 17-årige Mads Skjoldsøge sidste vinter er nok det tætteste man kommer på Ry-sagen. Offeret kom op at skændes med sin senere drabsmand på Facebook, aftalte at mødes, og blev stukket ihjel i en gangtunnel i Hillerød. Jeg var aldrig i tvivl, men har lige tjekket: Intet dansk medie headlinede med etniciteten på gerningsmanden. BT der tirsdag clickbaitede med ‘Fire danske drenge anholdt: Ville brænde afghansk dreng levende’, var anderledes upræcis tilbage i 2015: ‘Anklaget for drabet på Mads: 16-årig gik med kniv på skolen’.

God blogpost af Kasper Støvring der revser Paula Larrain, tidligere nyhedsvært på DR – Larrains misvisende fremstilling af brandoverfaldet.

“Sagen har imidlertid fremkaldt reaktioner, der bringer en bunke fejlslutninger frem. Hovedsynspunkterne har dels været, at havde det været gerningsmænd med ikke-vestlig baggrund, så var forargelsen blevet meget større, og dels at etniciteten på offer og gerningsmænd søges skjult.

Jeg vil tage fat i journalisten Paul Larrain, der skrev en symptomatisk artikel i Altinget, en artikel, der, for nu at sige det ligeud, er ret elendig. I disse fake news-tider må man gå i rette med den. Den er nemlig delt og læst mange gange. Hvor skal man begynde med alle de fejlagtige og misvisende synspunkter? Lad os tage en håndfuld:

Larrain påstår, at sagen har været underprioriteret. Sandheden er, at der derimod har været massiv dækning, også af gerningsmændenes og offerets baggrund. Larrain påstår, at der har manglet de sædvanlige vredesudbrud. Sandheden er, at der har været masser af dem, ikke mindst på sociale medier…

Lad os tage den generelle indvending, som deles af mange andre end Paula Larrain, bl.a. Radio24Syvs Simon Andersen, JP’s David Trads og Deadlines Niels Krause-Kjær, nemlig, at havde det været gerningsmænd med ikke-vestlig baggrund, så var forargelsen blevet meget større, og at etniciteten skjules i visse medier.

(BT.dk om drabet på Mads S., 7. november 2015 & drabsforsøg mod Ali A., 7. februar 2017)

Ud over, at det synes helt forkert, givet de seneste dages massive omtale, går synspunktet glip af en stribe afgørende pointer:

1) At langt de fleste af de ugentlige overgreb begået af udlændinge (indvandrere og efterkommere) overhovedet ikke når frem til mainstreammedierne. Der er altså et rungende fravær af omtale og forargelse.

2) At der allerede foregår masser af etnisk filtrering, hvor gerningsmændenes udlændingebaggrund ikke nævnes, i modsætning til den nærværende sag, hvor jeg endda har set, at den etnisk danske baggrund blæses op i selve overskriften. …

Igen: Der foregår så mange brutale overfald i dagens Danmark, som man kun kan læse som en notits i lokalaviserne. Hvorfor? En del af svaret ligger i en slags mæthed. … Der er ganske enkelt…. alt for mange historier, måske er det også derfor, de sjældent når frem til mainstreammedierne. Men det gjorde den bemeldte sag da i høj grad, og tør man gisne om nogles motiver for at omtale den? ‘Hurra! Nu er der endelig etniske danskere, der begår noget brutalt!’



2. november 2016

Caspar David Friedric, Munk ved havet, ca. 1810

Det har ikke været en større sag, men flere medier kritiserer Marie Krarup for pro-russiske kommentarer. At have et realistisk forhold til geopolitiske fronter, er noget nær forbudt i dagens Danmark. Kasper Støvring var en af de få der forsvarede Krarup, og supplerer kommentaren med disse ord på Facebook.

“Vesten er ikke universel, Vesten er unik. Vi er alene i en verden af civilisationer, vi ikke forstår, og som truer os. Se f.eks. diskussionen om Rusland. Hvis man kan bruge billedkunsten til at udtrykke vores politiske ‘predicament’ – den knibe, vi befinder os i – bør man kaste et blik på Caspar David Friedrichs maleri ‘Munken ved havet’ fra 1810.

Som den eneste vertikale streg i maleriet er mennesket i form af munken (af græsk ‘mónachos’ = alene) placeret i et enormt landskab malet med horisontale streger: jorden, havet og himlen. Ensomme og forladte står vi over for en ukendt, truende omverden. Munken samler i sig naturens stilhed før stormen.

Denne munk er Vesten.

(Caspar David Friedrich, Munk ved havet, 1808/1810; Foto: Wiki)

“Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds.” (Heinrich von Kleist om maleriet, ifølge Kasper Støvring)

Oploadet Kl. 16:51 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper