18. april 2018

Jens Ellekær: “Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement…”

Kommentar til en Politiken-kronik af Preben Wilhjelm fra den tidligere FET-agent Jens Ellekær.

I Politikens kronik 31. marts skriver tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm, at den danske sikkerhedstjeneste PET og militære efterretningstjeneste FE ved flere lejligheder angiveligt skal have overtrådt gældende lovgivning. I en sidebemærkning skriver Wilhjelm: ‘I 1987 bliver to FET-agenter på en amatøragtig spionageopgave i Polen arresteret og dømt og må frikøbes for 3,5 mio. kr.’

Formuleringen er en grov insinuering mod undertegnede, der var hovedperson i den daværende sag. Selvfølgelig var affæren en meget beklagelig afslutning på seks års – meget sporadisk – efterretningsindhentning i såvel Den Polske Folkerepublik som i Den Demokratiske Tyske Republik (DDR), men der var nu engang risici ved at fremskaffe oplysninger om militære installationer og troppeplaceringer i så overvågede samfund, som ikke mindst DDR var det.

I 1987 fandt nogle lægfolk det besynderligt, at man fortsat løste indhentningsopgaver gennem observation fra jorden, men det var nøjagtigt den måde, hvorpå ‘The Military Liaison Missions’ – en institution oprettet af de krigsallierede efter Anden Verdenskrig, som gav parternes militærmissioner adgang til de øvrige besættelseszoner –løste deres opgaver helt frem til slutningen på Den Kolde Krig. Militærmissionerne havde diplomatisk immunitet, og de kunne medbringe langt bedre observations- og fotoudstyr, end det var muligt for mig; de var til gengæld udelukket fra store områder af DDR, hvor jeg kunne færdes. At den modsatte side tog deres aktiviteter alvorligt, fremgår af, at i 1980’erne – Den Kolde Krigs sidste højspændte periode – blev der dræbt en franskmand og en amerikaner fra militærmissionerne af henholdsvis DDR’s Nationale Folkehær og Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland.

Det er mig uforståeligt, hvorfor Wilhjelm skulle finde min indsats eller opdragsgivers, FE, organisering af denne amatøragtig, da han ikke kan have detaljerede oplysninger herom. Men med min militære baggrund ville det jo nærmest være ejendommeligt, hvis jeg ikke skulle besvare ilden, så lad mig nu rette skytset mod den gamle revoluzzer.

Preben Wilhjelm trådte frem som gårsdagens mand, da han i 1958 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti – ti år efter at folk var begyndt at forlade partiet, dels i slutningen af 1940’erne som følge af moderpartiets, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, voksende antisemitisme, dels som følge af Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Derefter var Wilhjelm i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti, som han i 1967 var med til at splitte gennem stiftelsen af udbryderpartiet Venstresocialisterne (VS).

Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement, der ikke mindst fremstår af Venstresocialisternes støtte til den palæstinensiske organisation PFLP, der med terroristiske anslag bekæmpede Mellemøstens eneste demokratiske stat, Israel. Venstresocialisternes fælleserklæring med PFLP i 1980 kan kun forstås som en benægtelse af Israels ret til at eksistere. Dette bekræftes af Wilhjelm og andres kraftige angreb i 1989 på journalisten Lars Willemoes, der havde bidraget til at afsløre en række forhold omkring Blekingegadebanden, der netop også støttede PFLP.

Læser man ‘Principprogram for Venstresocialisterne’ fra 1969, står det klart, hvorfor udtrykket ‘the loony left’ kunne opstå. Programmet bebuder et opgør med staten, det parlamentariske demokrati og magtdelingen og lader formode, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal samles i folkelige forsamlinger, som dog ikke defineres nærmere. Da parlamentet er en tom kulisse, var ‘det en vigtig opgave for VS at opfordre til udenomsparlamentarisk virksomhed (…)’ (Principprogrammet, s.42). Karakteren af denne kamp får man et indtryk af, når der skrives, at ‘Arbejdet for socialismen må derfor finde sted i en uforsonlig kamp mod kapitalismen og alle dens borgerlige institutioner og normer.’ (s. 34).

Det er ikke nogen tilfældighed, at VS’ symbol var et voldsinstrument – en slangebøsse. Materielt set er der et spring fra slangebøssen til den udmærkede maskinpistol fra Heckler & Koch, der figurerede i Rote Armee Fraktions logo, men ideologisk var springet måske ikke så stort endda. Det 20. århundredes historie viser, at det parlamentariske demokrati i Europa, der langsomt fremstod af det 19. århundrede, har haft mange radikaliserede fjender. Med henblik på, at vi ikke skulle ende i en af de samfundstragedier, vi har set omkring os, har det derfor været stærkt ønskeligt, at sikkerhedstjenesten har holdt et vågent øje med radikaliserede bevægelser.

Som hos mange andre socialistiske bevægelser er der i VS’ principprogram en omklamring af arbejderen, der opfattes som noget særligt, og som udgør det menneskematerale, der skal danne grundlag for ‘det ny menneske’: ‘Mens menneskene altså forandrer samfundet, forandres menneskene selv af det nye samfund, de skaber.'(side 33). Jeg er ikke klar over, hvilken affinitet der eksisterede mellem VS og den af den radikaliserede venstrefløj så idoliserede aktivist fra det vesttyske ‘Sozialistischer Deutscher Studentenbund’, Rudolf ‘Rudi’ Dutschke – der var jo traditionelt stærke ideologiske skænderier og megen fraktionsdannelse på den fløj. Dutschke mente, at i de fremtidige kommuner skulle arbejderne bo på de fabrikker, hvori de arbejdede; produktionskollektivet skulle være et totalt kollektiv. Og det var den slags tanker, der fik arbejderne til at tage afstand fra Dutschke – og vel også fra VS, som måtte nøjes med en meget studentikos tilhængerskare.

Wilhjelm, for nu atter at tage ham ud af VS-sammenhæng, anses for at være meget intelligent og en juridisk begavelse (lic.jur. – intet mindre). Nu kan historien altså fremvise en række brillante jurister, som lod sig radikalisere – for eksempel Maximilien de Robespierre og Louis Antoine de Sant-Just, der skabte Rædselsherredømmet under Den Franske Revolution, og Andrej Visjinskij, der var retsformand under Moskvaprocesserne, og som omtalte de anklagede som ‘menneskeligt affald’ og krævede dem ’skudt som gale hunde’ (og det blev de så). Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Wilhjelms holdning til den juridiske opgave i den ‘uforsonlige kamp mod (…) borgerlige institutioner og normer’, men jeg er da glad for – sådan set også for Wilhjelms egen skyld -, at han ikke – som den berygtede østtyske dommer og senere justitsminister Hilde Benjamin, der under Waldheimerprocesserne på samlebånd afsagde dødsdomme og domme om frihedsstraffe på 15 til 25 år – fik det juridiske ansvar for de ’særlige forholdsregler’ som ifølge VS’ principprogram skulle forhindre ’såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen.’ (side 31).

Ja, det er – ligesom affæren i 1987 – alt sammen historie. Enhedslisten har taget den revolutionære kamp ud af partiprogrammet; så hvor er nu ‘the loony left’, hvor er Venstresocialisterne og ‘wo ist der Schnee vom vergangenen Jahr’ – som det hedder i en af Brechts sange? Jo, de lever da til en vis grad videre i de maskerede lømler, der er parate til at bruge vold for at hindre anderledes tænkende i at komme til orde: Slangebøssen har et vist efterliv.

(Preben Wilhjelm, tidligere Vestresocialisterne; Foto: DK4, Youtube)



10. februar 2008

“Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen”, problem løst

Fra fredagens udgave af Nyhedsavisen. Et lille indblik i venstreradikal logik – Topjurister fordømte Blekingegade-afsløringer.

“I dag hyldes han som manden bag de første afsløringer af Blekingegadebanden.

Men da han skrev sine kontroversielle artikler for 20 år siden, skete det under stort pres fra landets førende juraeksperter.

Journalist Lars Villemoes blev beskyldt for at opdigte oplysninger om Blekingegadebanden, som begik flere væbnede røverier i 1970erne og 1980erne, da han skrev om banden i Information.

De to professorer Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, som i dag er blandt Danmarks førende jurister, beskyldte dengang artiklerne for at være »fiktion« og »kreativ journalistik.« Det skete i en kronik i Information i 1989, hvor de blandt andet beskyldte artiklerne for at rette udokumenterede anklager mod de fængslede bandemedlemmer.

[…]

Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«

Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad…

Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.

Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.

»Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed,« siger Preben Wilhjelm.

Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.

»Det er fuldstændig latterligt at påstå. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.

Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.”

Historien om Blekingegadebanden blev skrevet af en tidligere kommunist, der valgte at underspille det ideologiske aspekt. Sideløbende offentliggør vensteradikale en arkivbaseret gennemgang af historien på nettet, og nu kan man så læse at Blekingegadebanden i grunden hørte hjemme på højrefløjen. Problem løst. Jagten på den sande kommunisme kan fortsætte…



14. januar 2008

Lars Villemoes: “Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen…”

Der skrives meget om Blekingegadesagen i disse dage, men meget sigende for det politiske klima herhjemme, så handler debatten meget lidt om det faktuelle – hvem myrdede hvem og hvorfor. Nyhedsavisen er en undtagelse.

  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Kun to kan have skudt Jesper Egtved Hansen.
  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Hvem slog Jesper Egtved ihjel?.
  • Vil man vide mere om stemningen på den yderste venstrefløj, da Lars Villemoes skrev de omtalte artikler i Dagbladet Information, så er hans interview med Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow stadig uomgængelig. Fra Den forhadte budbringer (10/3-07).

    “En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

    De råbte »Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

    Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

    […]

    Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer…

    På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

    »Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig«.

    Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen… på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

    »Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar…«

    Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

    […]

    En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

    Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

    »Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

    Villemoes fortæller:

    »Situationen blev stadig mere usikker. Ved årsskiftet 1989/90 gik Lars Hedegaard og Peter Wivel af som chefredaktører og blev erstattet af journalist Lasse Ellegaard, der tidligere havde haft job på netop Det Fri Aktuelt. Efter at have krævet og fået trykt berigtigelser og truet med sagsanlæg mod Peter Kramer og Det Fri Aktuelt indgik Ellegaard alligevel på mine vegne, men uden overhovedet at orientere mig, et lunkent forlig i stedet for at stå fast på det hele.«

    Lasse Ellegaards svigtende mod i mødet med Det Fri Aktuelt, den redaktionelle opposition og læsernes vrede viste sig nu ved, at Lars Villemoes blev sat af sagen og en ung praktikant blev sat til at følge retsmøderne mod bandens medlemmer.

    […]

    På Information tog man aldrig et opgør om avisens holdning i sagen, og så sent som i sidste uge ved Peter Øvig Knudsens bogudgivelse undlod man at omtale avisens egen rolle i sagsforløbet. Efterspillet blev bittert, siger Lars Villemoes:

    »Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

    […]

    Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

    Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«”

    PS: Et godt eksempel på venstrefløjens apologi, leveres af Poul Solrart Sørensen (Enhedslisten) i en kommentar på Nyhedsavisen. Jeg citerer…

    “- Disse mennesker gjore det af misforstået idialisme… i nogen situtioner er de helte og i andre bliver der gået forlangt og de bliver skurke, men vi kan ikke undvære mennekser der reagere på uretfædighed.”

    

    10. januar 2008

    Venstrefløjen om Blekingegadesagen anno 1989: ‘Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering’

    Ypperlig postering om Blekingegadebanden af Mikael Jalving på sin blog. Fra Venstrefløjens vantro.

    “Når de aktuelle bøger om Blekingegadebanden alligevel kan kritiseres for at være usamtidige i forhold til deres emne, så skyldes det, at bindene om den danske celle og dens hårde kerne er en kriminalhistorie, som skøjter henover den venstrefløj, hvorfra bandens medlemmer blev rekrutteret, og hvor grænserne mellem vold og politik var temmelig flydende. Konteksten er næsten helt pist borte. Og der er kun en sporadisk forståelse for, at man ikke kan sige Blekingegade uden at sige venstrefløj.

    Panoramisk set slanger bande og venstrefløj sig ind og ud af hinanden i ord og handling og kaster lys over epokens lysende visheder og vurderinger. Blekingegadebanden og venstrefløjen betjente sig af en retorisk og moralsk fællesmængde, dvs. af sammenlignelige metaforer og myter, og det er dem, Øvig Knudsen underspiller eller ignorerer i sine ellers roste bøger.

    Hvis man f.eks. tager månedsbladet PRESS, årgang 1989, ned fra hylden, så får man et godt indtryk af, hvad jeg hentyder til. PRESS er oplagt at nærlæse, fordi Øvig Knudsen var med i denne kreds af ambitiøse og dygtige journalister og i dag er venner med flere af de folk, der skrev og udgav månedsbladet. Flere af dem takkes da også bøgernes efterord og har læst med i manus undervejs. Så meget desto mere interessant er det at nærmere på, hvad PRESS dengang skrev om Blekingegadebanden.

    Nr. 43, udgivet juni 1989, kort efter at den hårde kerne blev anholdt, indeholder tre elementer, der supplerer hinanden. Først er der en lang reportage. Så er der er en politisk kommentar. Og til sidst er der fire sider satire om banden, et “Stort, Festligt Terrornummer!”

    Reportagens udgangspunkt er vantro. De seks journalister – Gitte Tækker, Ivan Rod, Susy Pagh, Jakob Gottschau, Agnete Vistar, Mads Båstrup og Erik Valeur – forsøger at komme bag om “terror-afsløringerne” – bemærk anførselstegnene – i daterede optegnelser i dagene efter de fems anholdelse den 13. april 1989 og frem til den 28. maj, hvor reportagen slutter lakonisk: “Blader i aviserne. Flere detaljer. Flere gisninger. Sagen fortsætter.” (s. 86)

    Reportagen er i sin selvforståelse en kontrast til andre mediers overfladiske dækning, særligt Ekstra Bladet og B.T. “Det ligner lidt Anders And”, hedder det om boulevardpressens dækning. “Nu mangler det vel bare, at de (de anholdte, red.) også bliver sat i forbindelse med Loch Ness-uhyret, bemærker et medlem af redaktionen tørt.” (s. 11)

    Detalje på detalje fiskes frem, uden at læseren bliver stort klogere. Det er måske heller ikke meningen. Grundtonen er ekstremt skeptisk, sat på spidsen således: “Uanset hvordan denne sag bliver lukket – selv hvis de anholdte aflægger fuld tilståelse – kan de jo være manipuleret til at spille et spil, uden at ane det. Vi får aldrig svar.” (s. 85, kursiv i original)

    Det må i sig selv siges at være en besynderlig konklusion i et nyhedsmedie, der gerne vil tages alvorligt af intelligente mennesker. At man på forhånd afsværger at kunne nå frem til en substans og sandsynlig sammenhæng i sagen. At alting fortaber sig i tåger, og at “terror-afsløringerne” aldrig nogensinde vil blive blotlagt og dermed altid vil skulle stå i anførselstegn, hvilket i sin yderste konsekvens betyder, at der slet ikke er nogen sag. Bag regibemærkningen om, at vi aldrig får svar, ligger der en kategorisk konklusion. Der er slet ikke noget at komme efter.

    Ligeledes må det overraske læsere af Øvig Knudsens bøger, at PRESS frikender den palæstinensiske organisation PFLP for terrorvirksomhed. Som Informations daværende journalist Lars Villemoes har fortalt, så var det bestemt muligt at vide, hvad PFLP havde gang i dengang, og i dag kan der ikke findes mange tilbageværende, som benægter, at PFLP netop var en politisk organisation med vold og myrderier som middel. Men det afviste Øvig Knudsens venner dengang, og Lars Villemoes’ artikler i Information blev mødt af talrige protester fra venstrefløjens kendte ansigter som bl.a. Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, alle tre tilknyttet Københavns Universitet. I PRESS-reportagen hedder det:

    “Den eneste spinkle forbindelse til terrorisme siges fortsat at være PFLP – der ikke går ind for terrorisme, og har fuldt legale repræsentanter i Skandinavien – samt våbnene, som ingen ved, hvad skal bruges til. Måske har de endda været indkøbt uden nogen præcis idé om formålet. Fordi de tilfældigvis var billigt til salg på det illegale marked.” (s. 83)

    Her nærmer reportagen sig den rene og skære apologi for Blekingegadebanden – og det er svært at læse disse sætninger uden at komme til at grine. Men det er jo ment og skrevet i ramme alvor. Endda af syv journalister i kor.

    Det bliver imidlertid endnu værre. Reportagens glidende tilpasning til det forhold, at Danmark pludselig viste sig at huse unge revolutionære kriminelle, der ikke stod tilbage for konkret handling – under inspiration af den veltalende maoist Gotfred Appel og marxisterne i PFLP – overgås af den supplerende kommentar af forfatteren Jørgen Knudsen. Jørgen Knudsen går planken helt ud og skriver uden omsvøb, at Danmark er et snyltersamfund, dvs. et rigt land, der udnytter fattige lande. De anholdtes metoder er derfor moralsk forsvarlige…

    Den satiriske spalte “Folkesjælen” i månedsbladet PRESS kan bestemt også være med. Her møder vi et slags Jørgen Knudsen Show. Her er opfindsomme fotos fra et angiveligt “terrorkøkken”, interview med den “chokerede nabo”, ligesom man kan bestille politiets optagelser fra Købmagergade med skjult kamera: “ordensmagtens ny borgerservice”. Bladet bringer også en opfordring:

    “Til vores læsere siger vi: Kom til os med selv Deres mindste mistanke. Kender De nogen, som opfører sig mistænkeligt? Venstreorienterede måske? Måske endda på Amager? Eller erindrer De uopklarede forbrydelser fra de seneste 10-15 år, der endnu ikke er kædet sammen med terrorbanden? (…) Blot den svageste mistanke kan være nyttig.” (s. 90)

    Satiren og ironien flyder tykt som olie. “Læs i næste nummer: Indeholdt terroristernes omgangskreds en kendt refrænsangerinde? Har hun malet byen rød som led i undergravende virksomhed? Går hun til bal uden trusser?” (s.90)

    Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering – det er de tre trin i PRESS’ modtagelse af Blekingegadebanden anno 1989. Man vil finde samme mønster med visse variationer på den øvrige venstrefløj i Danmark op igennem 70erne og 80erne, og der er således masser at gå i gang med for den eller de historikere, der tør skrive den store bog om venstrefløjens fødsel, storhed og fald i det 20. århundrede.

  • 9/1-08 Berlingske Tidende – Peter Øvig får Cavlingprisen.
  • 9/1-08 Berlingske Tidende – Fogh åbner for undersøgelse af Blekingesagen.
  • 

    13. marts 2006

    Peter Kurrild-Klitgaard: Hvor er Preben Wilhjelm i Muhammedsagen?

    Fra Berlingske Tidende forrige lørdag – Peter Kurrild-Klitgaard Om får, bukke og opportunister. Herfra lidt af det gode…

    “Og fra de personer på venstrefløjen, som i 1970erne syntes, at det var fint nok at anvende deres ytringsfrihed til at håne kristendommen og traditionelle normer og værdier, har der været en blanding af tavshed og tvetydig afstandtagen fra »tonen«. Hvor har de været nu, når selv samme ytringsfrihed bliver truet af en ideologi, der i dens frihedsfjendtlighed tangerer fascismen og kommunismen? Har man brugt lige så mange kræfter på at fordømme angreb på ytringsfriheden som på at kritisere »tonen«?

    Har man i denne sag hørt et ord til f.eks. venstresocialisten Preben Wilhjelm, som ellers gerne fremstår som en forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder? Til gengæld nåede man at høre noget fra den i den forgangne uge afdøde stalinist, komponisten Thomas Koppel. Denne – som i årevis aktivt støttede det marxistisk-leninistiske tyranni i Albanien, forfægtede kort før sin død på Al-Jazeeras hjemmeside, at ytringsfriheden skal kunne bruges til at samle penge ind til terrorbevægelser som PFLP og FARC og fysisk angreb på virksomheder, man ikke kan lide. Samtidig sammenlignede han Jyllands-Posten med Hitler og opfordrede »ofrene« til ikke at respektere »aggressorernes« ytringsfrihed.

    Wilhjelm er nu ikke helt tavs. Forleden dag hørte jeg ham på P1 beklage terrorsigtelsen mod tøjfirmaet Fighters som solgte t-shirts til fordel for den columbiske terrorgruppe FARC.

    PS: Tjek også Jacob Mchangamas forsvar for ytringsfriheden i samme avis, samt interview i P1 Morgen om Djævelens Advokat podcasting.

    

    19. januar 2006

    Preben Wilhjelm på P1: DFs danskhed ligner “den skinbarlige stalinisme”

    Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb Ut-Tahrir – et stort problem for Preben Wilhjelm, som igår morges fik godt fem minutter på P1 til at messe sine politiske antipatier ud. Han afslutter med følgende absurditet.

    “Dansk Folkepartis danskhed… ligner på en prik den skinbarlige stalinisme.”

    Hizb Ut-Tahrir er forbudt i Sverige og Tyskland…

    

    21. august 2005

    Kai Sørlander om Preben Wilhjelms overfladiske selvkritik

    Filosoffen Kai Sørland går i dagens Berlingske kronik tæt på Preben Wilhjelms venstrefløjsapologi i bogen ‘Fra min tid’, som gør venstrefløjens æra til en idealistisk tid hvor man kæmpede for en masse plusord. Sådan var det langtfra. Her et par citater fra Hullet forsvar for venstrefløjen:

    “For mig at se mangler det afgørende stadig: selve det, som diskussionen om venstrefløjens politiske ansvar først og fremmest skulle dreje sig om… Kernen var støtten til et socialistisk alternativ til markedsøkonomien. Venstrefløjen var socialistisk, og det betød, at den betragtede den kapitalistiske markedsøkonomi som fuld af modsætninger og konflikter, der varslede dens undergang… Om dette punkt er Wilhjelm fuldstændig tavs. Og det er dog det centrale. Den afgørende kritik af venstrefløjen kan ikke udgå fra nogen af de punkter, som Wilhjelm nævner. Den må rette sig mod selve det socialistiske ideal om en planøkonomi, der kan fungere uden et frit marked, og som kræver afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Dette ideal er problematisk, fordi det på den ene side kræver en overordnet økonomisk planlægning, som kun er mulig, hvis den baseres på informationer, der svarer til markedets priser, og fordi det på den anden side netop afskaffer markedet og derfor mangler priserne. Følgelig er der bygget en modsigelse ind i det socialistiske ideal. Det kan ikke fungere i et frit samfund. Sovjet faldt sammen, fordi ideen om den socialistiske planøkonomi var uholdbar. Ikke omvendt.

    “Tavsheden er enten udtryk for manglende intellektuel erkendelse af socialismens svaghed eller for et moralsk forkasteligt forsøg på at snige sig uden om den alvorlige diskussion. Jeg gik til Wilhjelms bog med troen på, at den indeholdt en personlig stillingtagen til spørgsmålet om en socialistisk økonomis funktionsevne. Og måske et opgør med egne vildfarelser. Men mødte kun tavshed. I den henseende fremstår bogen mere som en flugt fra fortiden end som et forsvar for venstrefløjen. Mere som symptom end diagnose. Symptom på slapheden i den standende diskussion om demokratiets politiske grundværdier.

    Så det kan jo næppe overraske at P1 Orientering i forbindelse med debatten om rækkevidden af dansk terrorlovgivning, hidkalder den frihedselskende idealist Preben Wilhjelm.

  • 25/10-04 opror.net – Preben Wilhjelm: Terror og ret. [via Polemiken]
  • Oploadet Kl. 09:14 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper