Lang interessant kommentar af Klaus Wivel om Jørgen Bæk Simonsen og Ole Wohlers Olsen i weekendavisen – Ambassadørerne (ikke online).

“Jeg samler ikke normalt på gamle citater. Men et interview skrev jeg dog ned år tilbage med henblik på eftertiden, og jeg blev mindet om det, da jeg for et par uger siden hørte et program på P1 kaldet Verden ifølge Gram. I studiet hos Steffen Gram sad Ole Wøhlers Olsen og Jørgen Bæk Simonsen, begge med en lang årrække bag sig i Syrien, den første som ambassadør, den anden som direktør i Det Danske Institut i Damaskus. Programmet blev sendt 26. april 2011, da syriske tanks for længst var sat ind mod de demonstranter, der mente, at der måtte være andre måder at lede landet på end den, Assad-familien har leveret i fire årtier.

Det handlede om, hvorvidt religion spiller en rolle i demonstrationerne i Mellemøsten, og det kunne de begge blankt afvise. Ligesom de kunne afvise, at der overhovedet har været religiøse optrin mellem styret og befolkningerne i Syrien.

»Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance,« sagde Ole Wøhlers.
Professor Jørgen Bæk Simonsen havde ikke i sinde at modsige sin samtalepartner: »Regimet har indtil for ganske nylig sat en betragtelig ære i at få religiøse grupperinger til at kunne trives side om side. I det offentlige rum har der ikke været bare antydninger af religiøse konflikter,« fastslog han.

Det var denne insisteren, denne kategoriske benægtelse af, at der kunne være blot den mindste religiøse splid i Mellemøsten, som slog mig. Kristne især i Egypten bliver forfulgt af islamister i denne tid som aldrig før, vi ser den ene massakre efter den anden – meget af det sket, efter at de lykkelige demonstrationer på Tahrirpladsen i Cairo har fundet sted. Også fra Syrien er der kommet rapporter om tilsvarende religiøse forfølgelser, om end ikke i nær så alvorlig grad.

Wøhlers’ og Bæk Simonsens udtalelser virkede mere som ønsketænkning end som koldsindig analyse…

P1 programmet fik mig til at tænke på en udsendelse, jeg hørte med Jørgen Bæk Simonsen i ugerne inden de danske ambassader stod i brand i vinteren 2006. Jeg kunne huske, at jeg havde hørt programmet to gange igennem, i anden ombæring med pen og papir, så forbløffende synes jeg, Jørgen Bæk Simonsens udtalelser var.

Dengang var islam -forskeren fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet netop kommet hjem efter fire år som direktør for Det Danske Institut i Damaskus, og han blev bedt om at forholde sig til islam-debatten herhjemme.

»Tonen i debatten er blevet væsentlig mere skinger,« sagde han og tilføjede, at gennem hele Europa var den siden midten af 90erne blevet værre og værre. … Synspunktet har bestemt noget for sig, men det var tilføjelsen, det spejl af skam, Bæk Simonsen holdt op for sine lyttere, som virkelig optog mig.

»Der er markante forskelle fra debatten i Europa over for andre steder i verden. Går man for eksempel til Mellemøsten, har man en århundrede lang tradition for at være meget forskellige. Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske.« Europa kunne lære tolerance af Mellemøsten, sagde han.

Hørte jeg rigtigt? Jeg må erkende min egen begrænsning her. Jeg har aldrig været i Syrien, så mine forestillinger om, hvordan denne angiveligt fine tradition for rummelighed egentlig udmønter sig i praksis, har jeg kun fra pressen, menneskerettighedsorganisationer, syriske dissidenter og den slags, andenhåndskilder altså. De kilder fortæller den modsatte historie af Wøhlers og Bæk Simonsen. Og da begge parter ikke kan have ret, har jeg valgt side. Jeg vil tillade mig at hævde, at både Wøhlers og Bæk Simonsens balancenerve af en eller anden grund er slået alvorligt ud af kurs. At deres verdensbillede er vendt på hovedet.

… Og jeg vil tillade mig at hævde – jeg mener, der er ganske omfattende dokumentation for den påstand – at styret allerede var i krig med sin befolkning dengang i vinteren 2006, hvor Bæk Simonsen fremhævede sit lykkesamfund af forståelse og respekt på bekostning af den skingrende europæiske intolerance. Den syriske rummelighed har aldrig omfattet religionskritikere. Eller kritikere i det hele taget. Endsige afvigere af enhver art.

Afbrændingen af danske ambassader i Damaskus og Beirut, som vi i dag ved, den syriske stat orkestrerede, var et billede på, hvad der skete med Syriens egne borgere, hvis de forsøgte noget tilsvarende som de danske tegnere.

Vender man øret væk fra Wøhlers og Bæk, hører man således noget helt andet: Syrien er ifølge den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House blandt verdens mest tyranniserende lande, en politistat, slet og ret, med stasiagenter, torturfængsler, forsvindinger af og drab på dissidenter samt undertrykkelse af religiøse, nationale og seksuelle minoriteter.



Henrik Gade Jensen i gårsdagens Berlingske Tidende, om den demokratiske dominoeffekt i Mellemøsten. Her blot en smagsprøve Demokratiet marcherer:

‘Muligheden for, at friheden overlever i vort land, afhænger i stigende grad af, hvor stor succes friheden har i andre lande … Alle, der lever under tyranni og i håbløshed, bør vide, at USA ikke vil ignorere undertrykkelse eller undskylde dem, der undertrykker. Når I rejser jer for frihed, vil vi stå ved jeres side’. Sådan sagde George W. Bush i sin indsættelsestale 21. januar i år, og klarere kan et lys ikke tændes blandt mennesker i ufrihed. Når mennesker i Libanon hører det budskab, vækkes modet til at gå på gaden. Og friheden marcherer ikke kun ude i den store verden. I vore egne hoveder i Danmark må vi pludselig tale anderledes om verden. Nu tales der pludselig om de syriske ‘besættelsesstyrker’ i Libanon. Hidtil betegnede medierne de titusinder syriske soldater som fredsskabende tropper eller sikkerhedsstyrker, der var sat ind for at stabilisere regionen. Sådan lød remsen fra danske journalister og eksperter i årtier.

For siden 1982 var det i mediebilledet kun Israel, der besatte Libanon. Reportager fra Beirut var i mange år præget af fjendtlighed over for de kristne, forståelse for palæstinensernes militser og nærmest hadefulde over for USA og Israel. Det er grundigt dokumenteret i Flemming Kofoed-Svendsens bog: »Sandheden det første offer. Om Danmarks Radio og Libanonkrigen« fra 1984.

Politikens Hanne Foighel, som P1 Morgen i tirsdags bragte et interview med – forklarede helt i tråd med ovennævnte læserbrev situationen således: “… der hersker en meget underlig symbiose mellem Libanon og Syrien.”

Nu er det jo ikke sådan at ordet ‘besættelse’ ikke bruges flittigt af P1s eksperter, det er så blot helt andre lande og ikke-lande der tales om. Hør eksempelvis følgende to programmer:

31/7-04 Synsfeltet – Syrien i fokus. Med Ole Wøhlers Olsen, dansk ambassadør i Syrien, Libanon og Jordan og Jørgen Bæk Simonsen, leder af det danske institut i Damaskus. Iøvrigt redigeret af vor alle sammens Birgitte Rahbek Pedersen.

5/10-04 Samfundstanker - Ole Wøhlers Olsen (om demokrati og islam).

Ole Wøhlers Olsen konverterede til islam for 35 år siden, og ser intet problem mellem islam og demokrati. Fine ord, men hvad er det så en form for islam han bekender sig til. Adspurgt: “Tror du på at de love og bestemmelser, og iøvrigt alt hvad der ellers står i Koranen er Guds ord?”, svarer han:

Wohlers Olsen: “Nej. Jeg tror meget er kommet ind undervejs også, indenfor sharia-lovgivningen – at det hele ikke er kommet via Muhammeds åbenbaringer. Det sker jo tit med religiøse tekster, at de ændrer sig efterhånden de blive reproduceret, og man lægger nye og andre ting ind undervejs. På sharia-lovgivningens vedkommende, så skal man tage højde for at det var en lovgivning, som måske var meget passende for et nomadesamfund for 1500 år siden, men i et moderne samfund er der selvsagt en lang række ting som der ikke er taget højde for i sharia-lovgivningen. Øhm, det kan være noget så basalt som færdselsreglerne…”