8. januar 2013

Malerforbundet overvejer ‘at skubbe støtten længere ud mod venstre til Enhedslisten’ – Planøkonomi?

Forleden forklarede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at hun ikke ikke sådan lige kunne skabe nye jobs, da Danmark jo ikke havde eller skulle have ‘planøkonomi’. Det er selvfølgelig trist at høre for støttepartiets Frank Aaen, der i Information konkretiserer Enhedslistens revolutionære ideal, og her fremhæver nationaliseringer, der kan modvirke ‘udbytning’ – “Dyne-Larsen har jo ikke lavet dynerne selv”.

Fra Berlingske – Fagforbund genovervejer støtte til Socialdemokraterne.

“Skuffelsen over Socialdemokraternes politiske linje er nu så stor, at flere fagforbund overvejer at trække deres økonomiske støtte til partiet. … Også Malerforbundet er parat til revurdere sin økonomiske støtte til venstrefløjens partier, der beløber sig til en tikrone per medlem under folketingsvalg. Ved sidste valg i 2011 blev det til 100.000 kroner.

Kriteriet for at uddele støtte er, at partierne kæmper arbejdernes sag. Men det har formand Jørn Erik Nielsen svært ved at se har været tilfældet, efter regeringen kom til magten.

»Vi diskuterer, om det er en selvfølge at smide gode penge efter dårlige. Det kunne godt være en mulighed at skubbe støtten længere ud mod venstre til Enhedslisten. Men det kan også være, at vi bliver så trætte af det, at vi vælger at sige, at vi ikke vil støtte politik mere,« siger formanden.”

Oploadet Kl. 22:51 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


3. januar 2012

“Vi må væk fra illusionen…”

Det lykkedes ikke DR og Enhedslisten at kickstarte en Afghanistan-rigsretsag med ‘Den Hemmelige Krig’, men angreb er nu engang det bedste forsvar, og med en presset rød regering, forsøges der nu igen – denne gang med Irak-krigen. Ritzau tog den på et splitsekund, og uddyber blandt andet med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, der her syv år efter episoden angiveligt fandt sted, kan fastslå nationaliteten på den sparkende soldat.

(satirisk spørgeskema der cirkulerer på Facebook i disse dage)

“Vi må væk fra illusionen om, at vi kan leve og forsvare de ting, vi sætter højt – og samtidigt være fuldstændigt uskyldsrene. Det er der ingen generationer før os, der har kunnet, og summen af menneskelige drifter og dårskab er stadig den samme. Vi må besinde os på, at der er mennesker derude, som ikke vil os det godt, og at vi derfor af og til må sætte hårdt mod hårdt. Det betyder også, at vi for vores egen overlevelses skyld vil blive tvunget til at generalisere, og at vi dermed vil komme til at gøre uret mod enkelte. Det er betingelserne…” (Sappho, Den umulige uskyld)



21. maj 2011

‘Offentlige investeringer’

Tidligere talte kommunisterne om at afskaffe den private ejendomsret og nationalisere økonomien. Det gør de stadig. Frank Aaen citeret på TV2.

“Økonomi er ikke en eksakt videnskab. Det synspunkt, der siger, at offentlige investeringer er en mulighed for at få gang i økonomien – i modsætning til skattelettelser til de rige og afskaffelse af efterlønnen – kommer ikke frem.”

Oploadet Kl. 08:58 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


24. marts 2011

‘Gaddafis Libyen med såkaldt »arabisk socialisme« var et lyspunkt i det almindelige mørke’

Fantastisk kommentar af professor Bent Jensen i Berlingske Tidende – Mens vi venter på Gaddafi.

“Der er ingen ende på, hvor forfærdeligt oberst Gaddafi (faktisk nåede han kun at blive kaptajn) har undertrykt det libyske folk. Ikke mindst venstreorienterede journalister og politikere viser deres skinhellige forargelse og forsøger at finde en grimasse, der kan passe til den aktuelle situation.

Glemt og fortiet er venstrefløjens beundring for »den libyske socialisme« og dens mange velsignede bedrifter med samme oberst Gadaffi i spidsen, blot noget yngre. … Hans ry rakte helt til Danmark, hvor universitetsansatte kultursociologer og fredsforskere lavede omfattende reklame for den gale ørkensheik, som gerne betalte godt for naive og hysteriske rejsende i fred og deres underdanige hyldest.

»Kultursociologen« og »fredsforskeren« Maja Naur fra universitetet i Odense havde en meget bred opfattelse af begrebet fred, som hun gav udtryk for i et hefte om fredens tilstand i 1983. Blandt truslerne mod freden indregnede hun således forurening, arbejdsløshed, korruption, »passivisering«, »manglende tro på fremtiden«, manglende solidaritet plus noget, der hed »osv.«, og som ikke blev nærmere beskrevet. Fredsforskeren Naur forkyndte, at politistaten nærmede sig i Danmark, hvilket politiets adfærd over for fredsbevægelsen og BZere angiveligt beviste.

NATO var ikke som påstået fredsbevarende, men førte krige på andre landes territorium (?). Oberst Gaddafis Libyen med såkaldt »arabisk socialisme« var heldigvis et lyspunkt i det almindelige mørke. For at få oberst Gaddafis fredelige socialisme til at stråle endnu mere, var der ikke mindre end fem gange i Naurs fredshefte billeder og tekst om de onde israeleres aggressivitet. Ufrivilligt morsomt var et flot foto i fredsheftet af nogle smarte kvindelige soldater, der skulle illustrere Gaddafis progressive og fredelige arabisk-socialistiske militærvæsen. De kvindelige soldater var nemlig israelere!

Oberst Gaddafis socialistiske regime fik naturligvis dannet en venskabsforening i Danmark, så det danske folk kunne blive venner med oberstens kære folk. Det danske folk skulle imidlertid ikke være det reelt eksisterende danske folk, men nogle sekteriske organisationer og personer på venstrefløjen. Forfatteren og KGB-agenten Arne Herløv Petersen blev udset til formand for det Gaddafi-elskende danske folk.

Den libyske ambassade ville, at den ny venskabsforening fik nær tilknytning til DKP, og at vennerne ligeledes skulle have gode forbindelser til de danske kommunisters studenterorganisation, der kaldte sig Komm S, og hvor Frank Aaen spillede en hovedrolle. Man ønskede at udveksle progressive studenter mellem de to lande.

Den libyske oberst fik også arrangeret konferencer med deltagelse af tilbedere fra hele verden. De fik både rejse og luksusophold betalt. Konferencedeltagerne skulle diskutere visdommen i Gaddafis såkaldte Grønne Bog – et vulgært sammensurium af klicheer om »folket«, socialismen og alt godt fra den arabiske ørken i lighed med Maos Røde Bog.

Blandt deltagerne i disse underlødige sammenkomster var også danske »forskere«. Da de universitetsstuderende ikke længere gad studere fransk, oprettede universitetet i Odense noget, der hed »Projekt Nordafrika«. Her blev Maja Naur ansat. Hun var altså ud over faglig kompetent i »fred« også faglig kompetent i »Nordafrika«. Da det senere blev afsløret, at forskere fra Projekt Nordafrika havde deltaget i Gaddafis fantasikonferencer bl.a. i Sydamerika, blev der ballade på universitetet i Odense. Men derpå avancerede Maja Naur til konsulent for Verdensbanken. Hun har altså forstand på både fred, Gaddafi, socialisme og økonomi.

Der var også andre venstreorienterede i Danmark, der søgte oberst Gaddafis græsgange. … Selv om PFLP var hovedpartneren, ville Venstresocialisterne også gerne have kontakt til den socialistiske oberst Gaddafi i Libyen. Det lykkedes da også Venstresocialisterne at få økonomisk støtte fra Libyen til gennemførelse af en anti-israelsk Palæstina-uge.””

Oploadet Kl. 14:25 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


15. december 2010

Armadillo: “Der er ikke formodning for, at nogen person har begået noget strafbart forhold…”

Armadillo havde kvaliteter, som manglede i Den hemmelige krig (2006), men begge var politiske dokumentarer lagt til rette for krypto-pacifister på den yderste venstrefløj. Officiel pressemeddelse fra Forsvarets Auditørkorps ved Peter Otken – Afslutning af auditørundersøgelse i anledning af udtalelser i filmen “Armadillo”.

“Auditørerne i København har afsluttet undersøgelsen i anledning af udtalelser i filmen ”Armadillo”. Der er ikke formodning for, at nogen person har begået noget strafbart forhold, hvorfor efterforskningen indstilles, jf. retsplejeloven § 749, stk. 2.

Undersøgelsen blev indledt på grund af den måde, som en kamphandling den 25. juni 2009 i Helmand, Afghanistan, omtales i filmen ”Armadillo”. Undersøgelsen havde til formål at afklare, om omtalen i filmen og formuleringer anvendt i filmen var udtryk for, at der i forbindelse med kamphandlingen kunne være sket en overtrædelse af gældende regler for magtanvendelse.

Undersøgelsen har ikke givet grundlag for at lægge andet til grund, end at kampen i grøften den 25. juni 2009 foregik i overensstemmelse med gældende regler for magtanvendelse under væbnet konflikt.”

Apropos.

“Den 1. maj gav Janus Metz et interview til Politiken om filmen, og det har fået Enhedslistens Frank Aaen til at indkalde ministeren i samråd i forsvarsudvalget, fordi han er bekymret for, om danske soldater har overtrådt krigens love.” (Jyllandsposten, 12. maj 2010: Minister skal forklare krigsfilm)

Oploadet Kl. 17:14 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


20. maj 2010

Den ‘glødende kommunist’ Helle Thorning-Schmidt og en regering i kommunismens slipstrøm

Hvis meningsmålingerne holder til efter næste folketingsvalg, så vil den kommende S-SF regering få Enhedslisten som støtteparti. Et af partierne der i 1989 samledes i Enhedslisten var Danmark Kommunistiske Parti (DKP), der stadig, den dag i dag har Frank Aaen siddende i folketinget. Aaen er tidligere skribent for det nu lukkede Land & Folk, DKP’s meget ideologiske parti-avis. Socialistisk Folkeparti (SF) blev i 1959 grundlagt af Aksel Larsen, efter han i 1956 var blevet ekskluderet af DKP for sin kritik af Østblokken. Et muligt ministeremne i den nye regering vil utvivlsomt blive SF’s nuværende gruppeformand, tidligere DKP-formand Ole Sohn, der fastholdt kommunismens berettigelse helt frem til Murens fald.

Kommende statsminister vil blive Helle Thorning-Schmidt, der ikke altid har været kendt som Gucci-Helle, og måske skulle være lykkelig for lige netop den association. Jeg har set nærmere på hendes fortid, og det er interessant, først og fremmest fordi historien kun har været omtalt enkelte gange i de danske medier, og ikke siden 2007. Havde Lars Løkke Rasmussen været nationalsocialist i sine unge år, så havde det været alment kendt, og der ville ikke gå en uge uden en redaktionel artikel eller et læserbrev væltede rundt i tunge associationer.

Helle Thorning-Schmidt blev født i Rødovre den 14. december 1966, og voksede op i et arbejderkvarter i Ishøj. Moderen var radikal, faderen var borgerlig. I 1982 startede hun som 15-årig på Ishøj Amtsgymnasium, og blev samme år en del af ‘Ishøj for fred’, som hun stiftede sammen med nogle gymnasiekammerater. På daværende tidspunkt knopskød diverse ‘for fred’-organisationer, der typisk var DKP-domineret og rettet mod NATO’s mobilisering mod truslen fra den kommunistiske østblok.

En af stifterne af ‘Journalister for fred’ i 1984 var eksempelvis DKP’eren Leif Larsen, der efter årtiers virke i Dansk Journalistforbund, i 1992 blev æresmedlem af samme. Mere overordnet organiserede Moskva-tro lejlighedspacifister sig i ‘Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed’.

(Helle Thorning-Schmidt med palæstinensertørklæde yderst til venstre; BT, 3/6-08)

“‘For Helle handlede det meget om retfærdighed. Uanset om det så var protester over, at der var for mange i hver klasse, eller protester over nye atomraketter.’, siger veninden Line Hansen, der har kendt Helle Thorning-Schmidt siden 1. g.” (Jacob Nielsen: Helle for Magten, 2007. S. 23)

“Det var i 1983, at en gruppe danske piger, der ikke var helt trygge ved udviklingen, stiftede gruppen Ishøj for Fred. De deltog i fredsmarcher, demonstrerede 1. maj og sang fredssange eller råbte deres indøvede vers: ‘Nej til Pershing og missiler, Vi vil kun ha’ børn, der smiler.’

Da det blev jul, sad de en halv nat og klippede hvide duer, som blev hængt på juletræet foran Ishøj Bycenter.” (Ibid. S. 24)

“Det var fredsbevægelsen, ANC i Sydafrika, Land og Folk festivaler og studenterpolitikken, der fyldte mit liv i 80’erne. Der var demonstrationer, diskussioner…” (S-Dialog, Om Helle, 22/8-09)

På gymnasiet skrev hun blandt andet opgave om NATO’s dobbeltbeslutning om opstillingen af 572 atomare mellemdistanceraketter, som de røde fredsbevægelser (og Det Radikale venstre) opponerede kraft imod fra 1983 til 1985.

I 1985 så hun sammen med skoleveninder en film om Gandhi i Albertslund Bio (formentligt Richard Attenboroughs Gandhi), og efter gymnasiet tog hun sammen med flere af vennerne til Bombay. Allerede her var hun tydeligvis et meget politisk menneske.

Helle Thorning-Schmidt fyldte 18 år i 1984, og det var formentligt ved kommunevalget i november 1985 hun stemte på DKP.

“I Helle Thorning-Schmidts egen familie blev der i årenes løb stemt på alt fra DKP til Fremskridtspartiet. Ved et enkelt kommunevalg stemte en ung Helle Thorning selv på DKP. (Ibid. S. 44)

“Jeg var meget venstreorienteret engang. Jeg stemte SF og VS og vist også DKP en gang til et kommunevalg.” (Berlingske Tidende, 8/12-02: Ikke et ord om Gucci)

Det er logisk at slutte, at Helle Thorning-Schmidt stemte på Venstresocialisterne (VS) ved folketingsvalgene i 1984 og/eller 1987. Karen Jespersen, der har hørt en hel del for sin politiske fortid, havde på daværende tidspunkt forlængst sagt farvel til den revolutionære socialisme der kendetegnede partiet.

Omkring 1987 rejste Helle Thorning-Schmidt med den transsibiriske jernbane til Asien, og besøgte blandt andet Indonesien, Thailand og Kina. Var der på denne tid sympatier i retning af Formand Mao, så fremgår det ikke af kendte skriftlige kilder. På daværende tidspunkt var hun dog ifølge Jacob Nielsens biograf “allerede et politisk væsen” (Ibid. S. 25). Helle Thorning-Schmidt fik høje karakterer i gymnasiet, og startede den 1. september 1987 på Københavns Universitet, hvor hun, præget af sit politiske sind, havde tilmeldt sig statskundskab. Selv i dette venstreorienterede universitetsmiljø, tilhørte hun den yderste venstrefløj.

Det politiske tyngdepunkt var langsomt ved at bevæge sig fra DKP og VS til SF og Socialdemokratiet. Men i 1987 var de nye tider ikke slået igennem endnu. Ånden fra 1968 hvilede stadig på universitetet, og den marxistiske analyse var ikke noget, man grinede ad. Heller ikke Helle Thorning-Schmidt, der uden at være medlem noget sted lå langt ude på venstrefløjen. Hvert år stod de ældre studerende for et frivilligt ‘grundkursus’, hvor de nye blev introduceret til grundlæggende samfundsteori med et socialistisk udgangspunkt. Fra begyndelsen var det erklærede formål med grundkurset at skabe en modvægt til den autoriserede undervisning, der blev opfattet som borgerlig og ensidig på det etablerede samfunds præmisser.

Mellem 50 og 100 studerende samledes en eftermiddag om ugen for at blive introduceret til Habermas – men nok så meget for at være med på vognen. Det var i det venstreorienterede studiemiljø, der var fest. Det var sådan, man gjorde, og de nye var modtagelige…

Da de studerende efter et halvt år dannede de første læsegrupper, fandt Helle Thorning-Schmidt sammen med Mette Stürup, Hanne Fredslund og Jan Ishøj Nielsen, der i løbet af det næste halvandet år blev knyttet tæt sammen og stadig ser hinanden i dag. De tilbragte timer og dage med at lave opgaver – og med at diskutere politik. Især Helle Thorning og Jan Ishøj kunne tage nogle drabelige opgør, som af og til fik de andre til at forlade lokalet. Jan Ishøj kom fra et rigtigt arbejdermiljø på Nørrebro, men var langt mere borgerlig end de tre andre i gruppen, og hans synspunkter kunne virke som en rød klud på Helle Thorning.” (Ibid. S. 27)

Den lidt for venlige biografi undlader behændigt at kalde Helle Thorning-Schmidt for kommunist, men det fremgår alligevel klart, at det var det hun var – formentligt helt frem til slut-80’erne, hvor hun ikke mere var naiv teenager, men fremadstormende universitetsstuderende i starten af 20’erne.

“Allerede på rusturen havde Helle Thorning-Schmidt mødt en ung mand… Da Hele Thorning året efter selv blev rusvært for det næste hold, inviterede hun Kresten Schultz ind for at fortælle de nye studerende om livet på studiet… Politisk var de ikke helt på linje. Kristen Schultz Jørgensen var socialdemokrat, mens Helle Thorning-Schmidt abonnerede på den kommunistiske partiavis Land & Folk.

‘Men hun var jo på ingen måde skolet, som nogle af de ældre var. Der var ikke noget betonkommunist over hende, og man fornemmede, at hun var bevægelig. Med tiden ændrede hun sig og blev mere for samfundet’, siger Kresten Schultz Jørgensen. Samtidig var Helle Thorning-Schmidt ikke mere revolutionær, end at hun kunne begå sig i de pænere hjem.” (Ibid. S. 27f)

Ligesom sin storesøster Hanne var Helle Thorning-Schmidt på det tidspunkt glødende kommunist og holdt avisen Land og Folk.” (relateret til 1987-1990; Fyens Stiftstidende, 17/4-05: Helle Thorning-Schmidt mod alle odds)

Slutningen af 1980’erne er dårligt beskrevet, men alt tyder på hun ved Murens fald i 1989 (som 22-årig) stadig abonnerede på Land & Folk, der bar undertitlen ‘Organ for Danmarks Kommunistiske Parti’. Politisk redaktør for DKP-avisen var på daværende tidspunkt Enhedslistens Frank Aaen. SF’s senere gruppeformand, Ole Sohn, der siden 1981 havde siddet i DKP’s centralkomité, var et par år forinden blevet formand for partiet.

Langsomt blev Helle Thorning-Schmidt demokratisk socialist, men det var først i månederne efter det danske nej til Maastricht-aftalen i 1992, at hun blev socialdemokrat. Året efter meldte hun sig ind i partiet, hvor hun senere blev en del af Ritt Bjerregaards berømte kaffeklub. I 1999 blev hun valgt ind i Europaparlamentet, og det var her den egentlige politiske modning fandt sted. Her gav parti-vennen Freddy Blak hende tilnavnet Gucci-Helle, på grund af hendes kærlighed til dyre mærkevarer. Hun kom hjem igen, og den 14. april 2005 blev hun formand for Socialdemokratiet efter et vel overstået kampvalg mod Frank Jensen. Her var transformationen fuldendt. Den glødende kommunist, tilhørte nu Socialdemokratiets højrefløj.

“Henrik Sass Larsen kiggede på Helle Thorning-Schmidt. Så sagde han langsomt, mens han markerede hver stavelse med knyttede nævner, der bevægede sig op og ned. ‘Sig efter mig: Jeg er de-mo-kra-tisk so-ci-a-list’. Men Helle Thorning-Schmidt gjorde ikke, som han sagde. ‘De ord vil jeg nok ikke bruge’, sagde hun. Hun betragtede ikke sig selv om socialist… (Ibid. S. 160)

(Helle Thorning-Schmidt, 2005; I: Jacob Nielsen: Helle for magten, 2007. S. 123)

Citater.

Aksel Larsen, SF-grundlægger.

“Intet menneske har i levende live formået og nået at udrette så meget, gennem sit værk at få så stor betydning for menneskeheden, som kammerat Stalin!” (Aksel Larsen: Taler og artikler gennem 20 år, 1953, I: Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret, 1998. S. 21)

“Vi sværger en dyrebar ed om at fortsætte kampen for freden, demokratiet.. (og) socialismen.” (mindetale for Stalin, 1953 ifølge Kurt Jacobsen: Aksel larsen – en politisk biografi, 1993; I: I: Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret, 1998. S. 21)

“Som økonomisk system er den (socialismen) i dag under udbygning i lande med over en tredjedel af jordens befolkning. Mange af de resultater, man dér har nået, viser den socialistiske økonomis overlegenhed.” (Programudtalelse vedtaget på SF’s første kongres, 6/6-59; I: Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret, 1998. S. 34)

“Man skal ikke holde fanen så højt, at man ikke kan få den med gennem døren.” (udat.)

Ole Sohn, tidligere DKP-formand, nu Socialistisk Folkeparti. Nævnt som økonomiminister i en S-SF regering.

“I den senere tid er jeg, og mange andre kommunister, ofte blevet spurgt, hvordan vi har det med vores holdninger og teori, nu hvor ‘tingene bryder sammen østpå’… Det er rigtigt, at der er voldsom drift i de socialistiske lande og store forandringer undervejs. Reformprocesser sættes i gang. Der gøres op med tidligere tiders dogmer, fejltagelser og forbrydelser. Men det betyder jo ikke, at man gør op med den socialistiske teori og de kommunistiske idealer. Og det får mig heller ikke til at sige, at socialismen som ide og samfundssystem er en dårlig ting, tværtimod.” (Oktober 1989)

Frank Aaen, DKP og Enhedslisten. Parlamentarisk grundlag.

“Jeg er socialist, og hvis du vil spørge, om jeg stadig er kommunist, så vil jeg sige, at det er jeg også.” (Politiken, 8/11-09: Frank Aaen: Jeg er stadig kommunist)



9. november 2009

9. november 1989… og Ole Sohns fejring af DDR kort forinden

I dag er det tyve år siden Muren faldt, og selvom kommunismens forbrydelser er kendt, så er det ikke ligefrem fordi der vaskes hænder på den yderste venstrefløj. Havde medierne ikke sat væsentlighedskriteriet ude af kraft i ideologiske spørgsmål, så havde det været en større historie. Nu er det blot citater i Politiken.

“Jeg er socialist, og hvis du vil spørge, om jeg stadig er kommunist, så vil jeg sige, at det er jeg også.” (Frank Aaen, Enhedslisten)

“Om man er socialist eller kommunist eller marxist-leninist, synes jeg ikke er vigtigt i dag.” (Line Barfoed, Enhedslisten)

“At sige, at kommunismen faldt i 1989, er jo at rode rundt i begreberne. Det var det sovjetiske systems sammenbrud, og det var et statskapitalistisk foretagende, som intet havde med socialisme eller kommunisme at gøre.” (Benito Scocozza, historiker)

Den 7. oktober 1989, fem uger før Murens fald, fejrede DDR 40. års jubilæum med en æresparade på Karl-Marx-Allee i det daværende Østberlin. Fernsehen der DDR sendte direkte, og her kunne man se et broget sammenrend af kommunistiske diktatorer, og mindre succesfulde kommunister, herunder formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, nuværende SF’er Ole Sohn.

(Se evt. på Youtube, 6 dele)

(Ehrenparade der NVA 1949-1989 Part 2, Ole Sohn; 5.39 min)

“Ole Sohn ønsker ikke at kommentere, hvorfor han var med til at fejre DDR’s 40 års fødselsdag.” (Politiken, 8/11-09)

Oploadet Kl. 18:47 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


1. marts 2009

Lars Løkke Rasmussen, ikke en tøsedreng

Meget er skrevet om Lars Løkke Rasmussens rejse til Afghanistan i 1988. Debatten interesserer mig ikke videre, men faktuelle oplysninger inkluderes kun i venstrefløjens propaganda, i den udstrækning det er belejligt, og derfor er nedenciterede kronik vigtig.

Som realist mener jeg Løkke Rasmussens afghanske samarbejdspartnere kan være nok så ekstreme i en dansk integrationskontekst, men stadigvæk en god og nødvendig partner i bekæmpelse af kommunismen på afghansk jord i slut-80’erne. Fotograf Jørn Stjerneklar der selv deltog i rejsen, støtter Løkke Rasmussen i den her sag, men angriber egentligt ligeså meget Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti som venstrefløjen. Fra onsdagens Politiken – I Afghanistan med Lars Løkke Rasmussen.

“Her på 20-års dagen for den sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan er tiden kommet til at få tingene sat på plads.

De sidste otte-ni år er Lars Løkke Rasmussen blevet hængt ud som islamisk ekstremist, talebaner og en politiker, der aktivt støttede terroristerne, der stod bag terroren 11. september.

Den samlede venstrefløj fra stalinisterne i Enhedslisten til salonsocialisterne i Socialdemokratiet har krævet Lars Løkke stillet til ansvar for den støtte. Senest her i februar 2009…

Tilbage til ’88: Vi holder et par møder i Dansk-Afghansk Venskabsforenings lokaler på Vesterbro før afrejsen til Afghanistan. Med til møderne er også Abdul Wahid Pedersen og Fremskridtspartiets Ungdoms formand, som ikke skal med på turen…

Turen bliver til, fordi Operation Dagsværk styres af DKU’ere. Hvis der er nogen, der ikke kan huske, hvad de bogstaver står for, så lad mig genopfriske. Danmarks Kommunistiske Ungdom.

VU, KU og FPU (læs Pia Kjærsgaard) var trætte af, at Stalins børn bestemte alt i Operation Dagsværk. De syntes, danske gymnasieelever skulle have et alternativ. Selv om vi står vidt forskellige steder i det politiske spektrum, kan jeg kun bakke op om ideen om en alternativ indsamling til skoler i Afghanistan.

Den danske venstrefløj var meget stille omkring Sovjetimperiets besættelse af Afghanistan. Hverken den dengang venstreorienterede Karen Jespersen, Ole Sohn (formand for Centralkomiteen i DKP, som støttede op om besættelsen af Afghanistan) eller Frank Aaen (han havde ellers muligheden som redaktør på Land og Folk) var særlig langt fremme med kritik af myrderierne.

Faktisk kom der ikke en protest over besættelsen ud af munden på dem. På trods af, at landet flød med sommerfugleminer og kuglepenne, der sprang i luften, når børn samlede dem op, så de mistede en hånd eller en arm.

På trods af, at de russiske spetsnas-styrker voldtog kvinder, lagde landsbyer i grus fra stor højde med bomber afsendt af Su-27 fly og mænd blev henrettet for bare at være til stede.

På trods af, at krigen i ’88 har kostet to millioner menneskeliv og fem millioner er drevet på flugt, så er tavsheden på den etablerede venstrefløj larmende høj.

Derfor vil vi til Afghanistan i 1988.

Vi møder Asmat Mojadeddi i Peshawar i Pakistan. Asmat kom i 1974 til Danmark som politisk flygtning… Her i 1988 er Asmat blevet formand for Venskabsforeningen Danmark-Afghanistan… Som søn af den fremtrædende og moderate Sibghatullah Mojaddedi, lederen af Den Afghanske Nationale Befrielses Front, er han formand i venskabsforeningen med vægt, intellekt og den fornødne tyngde hjemme i Afghanistan.

[…]

Turen er ikke for tøsedrenge. Vi går i et stræk på 20 timer igennem minefelter og med fly, der brager over os. Vi rider på hesteryg. Vi ser jagerbombere slippe deres dødbringende last ud over landskabet… Og hvad er det så, vi skal? Hvad er det, vi sætter livet på spil for?

Vi skal se på skoler. Skoler, som huser både drenge og piger, men som mangler de helt basale værktøjer som ordentlige bygninger, lærebøger, tavler og kridt.

Vi skal dokumentere disse mangler. Vi følger undervisningen og prøver at overleve kommunismens rædsler, der falder som spredte regndråber i form af 80 mm morterer i de støvede gader.

Behovet for et nyt og mere konstruktivt undervisningsmateriale er tydeligt. De små poder i klassen har en matematikbog, hvori tallet 3 er illustreret med tre AK 47’ere. Fem mortergranater står for tallet 5.”

(foto: Anna Lyttiger, 20/1-09)



27. januar 2009

Ny blog: MikkelA orienterer

Mikkel Andersson er tilbage i bloggosfæren. Tag godt imod ham: MikkelA orienterer.

Dobbeltplusgodt
Den gamle DKP-hardliner Frank Aaen kunne godt tænke sig mere nysprog. Skat er ikke skat. Det er da “velfærdsbidrag”. Mmmh, lækkert!

Det er utrolig fedt, at Enhedslisten er helt fremmede for spin og den slags.

Oploadet Kl. 15:06 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


18. januar 2008

Antons stedfar anno 2004: “Det kan ikke være rigtigt, at nynazisterne skal have lov til at beherske gaderne…”

Natten til lørdag i sidste uge blev 19-årige Anton Nijie myrdet på strøget i København, angiveligt fordi tre yngre indvandrere havde set sig varm på hans hue. Onsdag blev han bisat, og medierne fulgte historien helt til dørs med lange interviews med Antons venner, og ikke mindst hans meget talende stedfar Svend Vestergaard Jensen, der benyttede lejligheden til at tale imod overvågning og hårdere straffe. Tankkevækkende, når nu mordet på hans stedsøn blev opklaret ved hjælp af videoovervågning.

Fra TV2 Nyhederne, onsdag 19.00 – Bisættelse med demonstration.

Svend Vestergaard Jensen, stedfar: Hele den her utrolige ulykkelige situation med mordet på Anton, da oplever vi jo en fantastisk opbakning til, og sympati for det der er sket [?], og der skal gøres noget ved det her. At man må stoppe volden i gaderne, blandt det lille mindretal af unge der render rundt med knive og andre typer af våben. Og den opbakning og medfølelse og sympati, den har været kolossal – ikke mindst i dag.

Jes Dorph, TV2: Kan du se en mening med mordet?

Svend Vestergaard Jensen: Ja, det er jo svært. Mordet er jo som du siger – fuldstændigt meningsløst. Men, den, det – vi forsøger så at vende den om, for at se alt den sympati der kommer ind her, de her sympatitilkendegivelser, de kan netop bruges til at forsøge at gøre op med det her, og siger – nu er det nok, nu må volden slutte blandt de unge på gaderne i nattelivet, og det, der tror jeg den her sag med mordet på Anton får en fantastisk stor og vigtig betydning. Og den diskuteres rundt omkring i landet, og der er allerede initiativer i gang hvor man skal følge de her ting op. Hvor mordet på Anton er startskuddet på en række initiativer.

[…]

Svend Vestergaard Jensen: Jamen jeg synes det er dybt tragisk, at mordet på ant skal bruges til at skabe et overvågningssamfund, mere straf og sådan nogle ting. Det er slet slet ikke vores intentioner. De folk, familie og pårørende og alle mulige andre der har været her i dag, det er slet ikke det vi vil. Der skal helt andre tiltag til. Altså man bliver nødt til at finde ud af hvad man gør med unge mennesker der er udstødt af det her samfund, som føler sig ekskluderet. Man bliver nødt til at finde ud af hvordan man får dem med os. At de har en fornuftig rolle i samfundet.

Svend Vestergaard Jensen er foruden at være et aktivt medlem af Enhedslisten, med i venstreradikale Demos og Antiracistisk Netværk der med militante metoder gennem en årrække har bekæmpet det de ser som racisme i enhver afskygning. Bedst kendt er han dog for sin aktivisme i foreningen Jyder mod overflødige motorveje.

En naivistisk holdning til multikultur giver ikke ’street credit’ i den barske virkelighed. I 2000 blev Frank Aaens søn Mads sparket i hovedet og truet kniv på Østerbro i København af en gruppe andengenerationsindvandrere. I julen 2004 mistede Keld Albrechtsen sin mangeårige ven og nabo, da han i sit hjem brutalt blev slået ihjel af det BT dengang beskrev som “en arabisk udseende mand”.

  • 8/1-08 Jyllandsposten – Knivdrab: »Jeg sad med ham i de sidste minutter af hans liv«.
  • 17/1-08 Snaphanen – »Fakkeltog – de uartikuleredes, politiske primalskrig«.
  • Balder.org – Venstreorienterede ekstremister (Svend Vestergaard Jensen og Demos).
  • Solidaritet 1997/3 – Svend Vestergaard Jensen: Miljøkamp og klassekamp (“Med kapitalismen har der altid været forureningsproblemer…”).
  • 5/5-04 Jyllandsposten – Aldrig mere nazisme.
  • Min søns kammerat har været tæt på de her ting, og han tør ikke længere færdes i Århus om aftenen. Det kan ikke være rigtigt, at nynazisterne skal have lov til at beherske gaderne i Århus.” (Svend Vestergaard Jensen, Antiracistisk Netværk)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper