6. juni 2018

Grundtvig (1848): “… resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker.. nægte selv sig indfødsret”

Socialdemokraten Yildiz Akdogan kom til Danmark som 5-årig i 1978. Hendes forældre kom til landet som gæstearbejdere nogle år tidligere, ca. 1974. Moderen, Hanim Akdogan, var på daværende tidspunkt 20 år gammel. Mere end 40 år senere havde hun stadig brug for tolk, kan man deducere af et par interviews med grønthandlerens berømte datter. Grundtvig sagde det…

“Til et folk de alle høre, som sig regne dels dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.” (Grundtvig, Folkeligheden, 1848)

(Alrune, Mandragora, kendt som ‘Dragedukke’)

“… Yildiz Akdogan (s) 45 år, hvis første minder med hendes forældre først kom i femårsalderen, da hun blev genforenet med dem i Danmark og efterfølgende levede som kernefamilie i Esbjerg. Jeg var ikke planlagt, så min mor fødte mig og passede mig et par måneder og afleverede mig til min farmor i Tyrkiet. …

“Forældrene rejste til Danmark som gæstearbejdere uden deres spæde datter. Akdogans mor, der kom til landet som 20-årig, var en af de første kvindelige af slagsen. Purung og uden kendskab til dansk kultur.” (Ekstra Bladet, 20. maj 2018)

[…]

“Hvad er det største etiske dilemma, du selv har mødt?

For to et halvt år siden var min mor ude for en trafikulykke, hvor begge hendes ben blev ødelagt. Det havde ellers været en dejlig lørdag, hvor hun cyklede ved vandet, men så kom der en lastbil, og det næste, hun husker, er, at hun befinder sig i en hospitalsseng. Det lykkedes lægerne at redde det ene ben, men en lille uge efter ulykken var de klar over, at de ikke kunne redde det andet ben.

Jeg har otte års erfaring som tolk, og jeg skulle også tolke i den her situation, hvor min mor havde svært ved at forstå, hvorfor man ville amputere hendes ben, når hun kunne mærke sine tæer. Som datter var jeg emotionelt påvirket af situationen, og jeg havde svært ved at skulle give lægernes besked videre til min mor: At hun skulle lade benet amputere for at undgå koldbrand og dermed en endnu farligere helbredsmæssig situation. Det var svært for mig at agere i rollen som datter og som tolk, hvor jeg mærkede et pres om, at der ikke var meget tid at spilde. Jeg har siden tænkt, at det ville have været ønskeligt med en læge, som satte sig ned, tog min mors hånd og fortalte hende, hvad der skulle ske, for jeg var i en svær dobbeltrolle, hvor jeg skulle kommunikere nogle tekniske termer til min mor, samtidig med at jeg som datter var påvirket af min mors udsigt til at blive handicappet.” (Kristeligt Dagblad, 18. maj 2018)

Oploadet Kl. 02:49 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper