10. december 2016

Pierre Collignon: Medier bør nøjes med at tale om’protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser’

Fredag eftermiddag forvildede jeg mig ind på P1, og overførste en række indslag i Orientering. Først et indslag om samarbejde i EU mellem socialdemokrater og konservative, for at inddæmme ‘ekstreme nationalistiske partier’ og ‘kolbøtter på yderfløjene’. Bendt Bendtsen nævnte blandt andet Marine Le Pen, Sverigedemokraterna og UKIP. Nogle minutter senere et interview med migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen, der forklarede at Kenneth Kristensen Berth var helt galt afmarcheret, da man ikke kunne reducere’suverænitet’ til blot at handle om grænser. Det var udtryk for ‘militant nationalisme’ at ønske håndhævelse af grænserne.

Hvis man kunne banke folket på plads med forvanskede begreber, golde etiketter og underlødige associationer, så var det allerede sket. Sober kommentar af Pierre Collignon i Berlingske – Journalister lader sig friste af ordet populisme.

“Det er oplagt, at populisme tilbyder nogle relevante forklaringer på både briternes farvel til EU og valget af Donald Trump som præsident i USA, men jeg vil samtidig advare mod en tendens til at generalisere om populisme, som forvirrer begreberne.

Journalister synes nogle gange at glemme, at populisme er et skældsord, som bruges til at miskreditere politiske modstandere. Etablerede politiske partier trækker gerne populist-kortet for at fremstille udfordrere som ansvarsløse demagoger.

I den politiske forskning går en mere stringent definition på, at populister postulerer at repræsentere et ægte udtryk for ‘folket’, hvilket typisk vil føre til, at de ekskluderer anderledes tænkende eller fremmede fra deres selvdefinerede folkefællesskab. Hermed har populismen kimen af noget farligt og udemokratisk i sig, og det er derfor, at det er så vigtigt at studere det.

Netop det farlige ved denne isme gør begrebet velegnet til at miskreditere politiske modstandere. Igen skal journalister være på vagt, for nationalisme er ikke nødvendigvis lig med populisme. Og man er ikke nødvendigvis populist, fordi man går ind for grænsekontrol eller vil trække sit land ud af EU.

Nogle gange ville det hjælpe på dækningens balance, hvis vi nøjedes med at tale om protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser, for protesterne kan ingen diskutere. De er bare så komplekse, at de kan være svære at holde styr på. …

Opgaven for journalister er at bruge populismen rigtigt i analyser og dækning. Vi skal naturligvis afdække ethvert tilløb til racisme. Vi skal også dække den ægte populismes udemokratiske tendenser, men vi skal ikke misbruge begrebet i en grad, så vi kommer til at tegne et forvansket billedet af virkeligheden og miste troværdighed.”



17. juli 2014

Helsingør, EU: “Simon blev sparket og slået i hoved, ribben og på ryggen mange gange. Måske 50 gange.”

En Epinion-måling for DR Nyheder offentliggjort tirsdag, kunne fortælle at 54 procent af danskerne ønsker reglerne for familiesammenføring strammet. Blandt de borgerlige er flertallet hele 74 procent. Senere samme dag blev garanten for en slap EU-dikteret udlændingepolitik, føderalisten Jean-Claude Juncker, valgt til formand for EU-kommissionen. Blandt andet på borgerlige danske stemmer, herunder Konservative Bendt Bendtsens: “Jeg stemmer for Juncker”, da han vil “være med til at bekæmpe unødigt bøvl og bureaukrati”.

En af de mere fornuftige konservative er folketingskandidat Pernille Vermund, der sidder i byrådet i Helsingør Kommune. I læserbreve til Den Korte Avis og Lokalavisen, er hun gået i rette med tilvandrede kulturer, og ytret modstand mod et nyt asylcenter i det tidligere Sjælsmark Kaserne.

Flere asylansøgere vil være den naturlige konsekvens af en EU-dikteret udlændingepolitik, og nogle vil uværgeligt ende i nærliggende Helsingør. Herunder en historie fra tirsdagens udgave af Helsingør Dagblad, der velsagtens får konservative nordsjællandere til at kræve mere politi på gaden. Det oplyses ikke i artiklen, men kilde tæt på sagen beretter, at gerningsmanden ‘ikke talte dansk’. Fra Voldeligt overfald på Simon og Cathrine.

“Forældrene Pernille og Tommy Kvintel klager over den måde, Nordsjællands Politi håndterede et overfald på midt i Helsingør.

– Simon blev sparket og slået i hoved, ribben og på ryggen mange gange. Måske 50 gange. Da jeg forsøgte at få ham over krydset og hjem, besvimede han.

Sådan fortæller en stadig dybt chokeret og rystet 16-årige Cathrine Kvintel efter et overfald på hende og hendes nære ven, Simon Møller, 18, begge fra Helsingør. Gerningsmanden er ukendt.

Cathrine og Simon beretter, at der under overfaldet, ganske tilfældigt, stopper to politibiler for rødt i krydset. … Han får angiveligt den besked af politiet, at de ikke har tid… Så bliver der grønt, politibilerne kører videre. Simon og Cathrine ser til deres skræk, at gerningsmanden vender tilbage. …

18-årige Simon Møller har fået en hjernerystelse og er psykisk stærkt påvirket af overfaldet. Både han og Cathrine troede, at Simon skulle dø den nat.

(Simon Møller, Helsingør; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 20:26 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


27. maj 2014

Bendt Bendtsen forsøger at modvirke konsekvenserne af åbne grænser: alarmer, dobbeltlåse, kameraer

‘EU passer på Fyn!’, kan man læse på hjemmesiden for De Radikale i Odense. Den konservative udgave af samme er Bendt Bendtsens ‘Passer på Fyn i EU’, men selvom hans kampagne havde tryghed som stikord, så faciliterer konservativ politik jo netop grænseoverskridende kriminalitet. Forleden blev Bendt Bendtsen interviewet til DR, og det var nok så interessant – Se Bendt Bendtsens hjemmelavede fort.

“Den gamle politimand fra Fyn har haft besøg af udbudne gæster. … Den konservative spidskandidat til europaparlamentsvalget den 25. maj er en af de mange danskere, der har haft udbudne gæster i deres hjem. Derfor er huset nu overvåget af kameraer og alarmer for tusindvis af kroner. … Den gamle politimand er ikke bange. Men det er hans familie.

– Vi har faktisk haft indbrud mange af os herude, og det giver selvfølgelig en utryghed, siger Bendt Bendtsen.

– … min familie synes, det her er ubehageligt, forklarer han. Derfor har han og hustruen kastet en stor del af deres sparepenge efter alarmer, dobbeltlåse på dørerne og en hoben kameraer i deres hjem og på resten af grunden.”

(Bendt Bendtsens fort, der skal holde de indvandrere ude, som han åbner grænserne for)

Sverigedemokraterna fik ved valget i søndags hele 40,6 procent af stemmerne i Almgården, nabo til Malmøs multikulturelle Rosengård, og der er lignende tendenser i Danmark. Dansk Folkeparti blev ikke det største parti i (røde) universitetsbyer, enkelte steder i det monokulturelle (blå) Vestjylland/Bornholm, men klarede sig derimod fremragende de fleste andre steder.

I Aarhus var DF det største parti i én af de fire valgkredse, paradoksalt nok i Aarhus V-kredsen, som er hjemsted for flere af landets største indvandrersamfund. Her fik det indvandrerkritiske parti 24,2 procent af stemmerne, mens S fik 21,9 procent.” (JP.dk, 26. maj 2014)

“Dansk Folkeparti har flere steder fået mere end 30 procent af stemmerne. Det gælder blandt andet Frederikshavn med 35,2 procent, Hvidovre med 35,3 og Vordingborg med ligeledes 35,3 procent af stemmerne.” (Berlingske, 26. maj 2014)

“‘Freddy, I har 40 procent, der stemmer Dansk Folkeparti herude. Hvorfor?’ spørger Mattias Tesfaye, der er folketingskandidat for Socialdemokraterne. Måske driller og overdriver han bevidst, for det rigtige tal er 36,3 procent for Brøndby Kommune.” (Information, 27. maj 2014)



26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



12. marts 2014

Europa-konservative Bendt Bendtsen: EU er ikke en a la carte restaurant, “sådan spiller klaveret ikke”

På TV2 News harcelerer konservative Brian Mikkelsen over at danske skatteydere nu også skal finansiere børnepenge til herboende udlændinges eks-koner, men det er en gratis omgang når nu den konservative EP-spidskandidat Bendt Bendtsen argumenterer for det modsatte i Berlingske – EU er ikke en à la carte restaurant.

“EU bør stramme op over for lande som Norge og Schweiz. De opfører sig som om, at EU er en a la carte restaurant, hvor man tager det søde og lader det sure ligge. Det er måske den tankegang som nu breder sig til Storbritannien, hvor Cameron sætter spørgsmålstegn ved selveste arbejdskraftens frie bevægelighed. … Sådan spiller klaveret ikke, og briterne må finde ud af om de er med eller ikke med.

Det står EU-landene og lande som Schweiz og Norge frit for at kappe båndet til fælleskabet – men så bør det følgelig have konsekvenser. Hvis protektionismen får lov at trives knagersamarbejdet i fugerne og utrygheden spreder sig. Det er der ingen, der er tjent med.”

(Yougov for Metroxpress: “… Dansk Folkeparti fortsætter rekorden til 24,1 procent”)

Oploadet Kl. 11:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper