18. august 2012

Carsten Breengaard: “Carina ville ikke have haft en chance på de gamle revolutionspræmisser”

Læs det hele. Kronik af Carsten Breengaard i Jyllands-Posten – Revolutionen har da fundet sted.

“Sjældent har man været vidne til en sådan pseudodebat, for revolutionen, den har da fundet sted. Proletariatet har for længst sejret. Udtrykt i proletariatets eget grove sprog: Sejret ad helvede til! Og til dem i blå blok, der har luftet frygt og forargelse over den clausenske agurk, er der kun at sige: Hyklere, I har selv været revolutionens nyttige idioter.

Ganske vist blev det ikke en revolution efter den rene marxistiske skoledrengevidenskab. Produktionsmidlerne blev ikke overtaget af dem, der ikke selv har prøvet lønarbejde. Det prøvede man i Sovjet og Østtyskland, og det gav ikke gode resultater. De arbejdsuprøvede teoretikere kan man ikke betro produktionsapparatet, så går det grueligt galt. Det er muligt, at Per Clausen ikke har opdaget det, men det har alle andre. Det blev faktisk hovedlæren i det 20. århundrede: Betro ikke produktionsmidlerne til socialisterne. Den moderne revolution, den der for længst er gennemført i Danmark, holder fingrene langt væk fra produktionsmidlerne.

Den socialistiske revolutions drøm om guld på gaden, og at man kun behøver at bukke sig, strander, viser enhver erfaring, i Nowa Hutas beskidte boligblokke og i benzinosen i en Trabi, hvis ikke de dygtige kapitalister bliver på deres plads. Kapitalisme er ikke den socialistiske revolutions modsætning, men dens dynamo. Carina ville ikke have haft en chance på de gamle revolutionspræmisser. Carina er et hovedvidne på den moderne socialistiske revolution.

Den moderne revolution er en kleptokratisk revolution. Den opretter en stat, der beslaglægger folks indkomst for at overføre den til andre. Og de andre har længe siddet på magten. Allerede i 1990 gjorde Henning Fonsmark i ”Historien om den danske utopi” opmærksom på, at over 50 pct. af vælgerkorpset var på overførselsindkomst. Mon det er forbigået Per Clausens opmærksomhed?

Vi har i en menneskealder haft en stat, hvor et flertal overfører et mindretals økonomiske ressourcer til sig selv. Hvis flertallet ikke synes, de har penge nok, flytter de blot mindretallets penge til egen konto. Hvis det ikke er revolution, så ved jeg sgu’ ikke, hvad det er! Nej, flertallet flytter ikke ejendomsretten til produktionsmidlerne til sig selv; det er det alligevel for klogt til. Per Clausen som direktør? Den model har man som sagt prøvet, men det er revolutionens undergang. Så bliver der ikke noget at overføre.

Skal den kleptokratiske revolution gennemføres, må man have destrueret familien. Familien var det europæiske samfunds bærende sociale enhed i 2.000 år. Familien var også stedet, hvor den opvoksende generation fik dannet verdenssyn, moral og adfærdsregler i videste forstand. Familien var desuden en økonomisk enhed. Med stor klarhed så de revolutionære, at familieinstitutionen måtte ændres radikalt. Og jeg skal da love for, at de også her har sejret – ad helvede til.

Jeg kan fra 1950’erne huske, at vi tæt på sommerferien i skolen fik udleveret en seddel om offentlig støtte til togrejser til ferielandet. Mine forældre syntes, omend pengene var små, at de ikke ville bede andre betale familiens årlige rejse til Samsø.

Kære læser, griner De over en sådan puritanisme? Ja, det kan jeg godt forstå, for siden har vi jo fået et samfund, hvor vi forventer kørselsgodtgørelse, når de gamle forældre skal besøges. Og statsfamilien er bare vokset og vokset. Da vore hjemmeboende døtre for snart mange år siden kom i gymnasiet fik de hver måned tilsendt et beløb. Understøttelse fra familiestaten – omend det faktisk stadig var forældrene, der både betalte tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Og som uden vanskeligheder kunne have betalt lommepengene også. Hvis altså ikke staten havde opkrævet det dobbelte af, hvad de udbetalte. Ja, det dobbelte, for kleptokratistatens administrationsudgifter skulle selvfølgelig også dækkes. Godt og vel. Og lige som den kleptokratiske revolution i relation til økonomi har skabt et nyt sprog, hvor ”mine penge” af politikere kaldes »vores allesammens penge«, således skabte revolutionen selvfølgelig også et nyt sprog vendt mod familien. Når vi kom til forældremøder, ja, så var ordet forældre bandlyst. Dine voksne hed det nu. Forældrerollen var overtaget af staten. Staten som den ægte forælder. Ingen over og ingen ved siden af.

Jeg underviste i 40 år på gymnasium og især universitet, og kan bevidne de krævende kundskabers udryddelse. Jeg kom engang til at sige, at visse områder af mit fag faktisk var intellektuelt krævende, ja, direkte svære. Jeg husker endnu studiedekanens chokerede udtryk. At noget var svært, det var simpelthen forbudt på det proletariske universitet. Og da jeg krævede, at skriftlige opgaver skulle skrives i et korrekt stavet og forståeligt dansk, fik jeg en lodret ordre om at frafalde den slags elitære krav.

Opgøret med det borgerlige sprog har da også sejret for længst. Ad helvede til. Enhedslistens forkvinde tømmer latrinet i bedste sendetid. Hun er pissesur, oplyser hun med lynende øjne. Øjnene blev hun kritiseret for, men ikke for sproget. Pisse-, tisse, skide- og lortesproget bredte sig som skidt fra en spædkalv tidligt i 1970’erne – formidlet af revolutionære folkeskolelærere. …

Socialdemokratismens revolution har i løbet af et par menneskealdre omskabt det danske samfund og dets borgere totalt. Den har vendt op og ned på alt. Frank Aaen er ganske vist endnu ikke blevet direktør i A.P. Møller-Mærsk, men til gengæld har vi fået velfærd. Over al måde og ad helvede til!

Oploadet Kl. 13:20 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


24. marts 2011

Overborgmester Ritt Bjerregaard brugte 3,2 mio. skattekroner på at finde “to stjålne cykler”

Sålænge der er råd til den slags projekter, giver det ikke mening at tale om økonomisk krise. Fra Politiken – Københavns Kommune har brugt 3,2 millioner på at finde to stjålne cykler.

“Planen var at stoppe de omfattende cykeltyverier i København. I stedet brugte Københavns Kommune 3,2 mio kr. på at finde to stjålne cykler – et beskedent tal sammenlignet med, at der årligt bliver stjålet 18.000 cykler i København.

Oprindeligt var planen enkel. Med daværende overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i spidsen iværksatte København sammen med Frederiksberg Kommune og Center for Parkering i 2009 kampagnen og pilotprojektet ‘Få en lille chip på’, hvor 5.300 borgere gratis kunne få monteret en chip på deres cykler.

Tanken var, at hvis en cykel forsvandt, kunne parkeringsvagterne finde den igen ved at scanne cykler med en GPS-scanner, når de alligevel rendte gaderne tynde for at give borgerne p-bøder.

Problemet var bare, at det aldrig lykkedes at finde mere end to stjålne cykler. Mandag blev chippen enstemmigt droppet på et møde i kommunens teknik- og miljøudvalg.”

(Alt om København, 2009: Vi vil ha’ en lille chip på)

Oploadet Kl. 14:59 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


23. november 2010

Måske statsminister, men ikke statsmand – HTS: ‘Menneskesyn’ er vigtigere end landets tarv

“Nok er nok”, sagde Poul Nyrup Rasmussen, der nogle dage forinden fik et chok, da han hørte at en konservativ tysk minister ville stoppe indvandringen fra muslimske lande. ‘Nok er nok’, sagde Ritt Bjerregaard, der for år tilbage ikke mente at antallet var afgørende. ‘Nok er nok’, sagde Helle Thorning-Schmidt søndag aften… og varslede åbne grænser.

(Helle Thorning-Schmidt, TV-avisen, 21. november 2010)

Hvor Nyrup i flere år har kæmpet EU-føderalisternes dagsorden fra mondæne Bruxelles-adresser, så nyder Ritt sit otium i en økologisk æbleplantage ved Sestrup Mark. To politikere der ikke var deres ansvar voksen, og nu forsøger at redde sit eftermæle.

Det var dog, når alt kommer til alt, næppe elefanternes dødsskrig, der gjorde udslaget for Thorning-Schmidt, men nok nærmere analyser af de senere ugers meningsmålinger. En måling foretaget af Epinion for DR Nyheder indikerede, at pointsystemet ikke var en sællert, at ’57 procent’ af S-SF’s vælgere, mener det er en “dårlig eller meget dårlig ide med et pointsystem, som skal kvalificere indvandringen til Danmark”. Spørgsmålet var direkte rettet mod regeringens pointsystem, og det efterfølgende røde point-alternativ var et hastigt forsøg på en blød landing – at tilgodese både slappere og strammere.

Et af spørgsmålene i undersøgelsen lød, hvorvidt regeringens udlændingeaftale “bidrager til en stigende grad af fremmedfjendskhed i Danmark?” Kan man associere regeringens pointsystem med ‘fremmedfjendskhed’, så er det selvfølgelig ikke svært, at få vælgere til at tage afstand fra samme. En måling foretaget af A&B Analyse for netavisen Altinget.dk fortalte samme dag, at ’38 procent’ af Socialdemokratiets vælgere gik ind for “ideen om at isolere ‘ikke-stuerene partier'”. Som man spørger får man svar.

En rundspørge foretaget af Megafon for Politiken og TV2 supplerede i sidste uge de øvrige meningsmålinger, og det var formentligt den der blev udslagsgivende. Hele 45 procent af danskerne var imod regeringens pointsystem (44 procent for), og det er mig bekendt første gang i et tiår, at et flertal af danskerne har været imod en udlændingepolitisk stramning. Danskerne er næppe begyndt at knuselske multikulturen, og det har hele har formentligt mere med regeringens metaltræthed at gøre, end en for stram udlændingepolitik – indvandringen har aldrig været større!

Sådanne undersøgelser har ofte karakter af holdningsmassage. Et af spørgsmålene i sidstnævnte måling lød hvorvidt ‘det er urimeligt’, at akademiske uddannelser gav flere point end faglige uddannelser. Kun 27 pct. svarer nej. Havde man spurgt, om det var urimeligt, at importere håndværkere, når danske håndværkere går arbejdsløse, så ville konklusionen være en anden.

Helle Thorning-Schmidt førte i meningsmålingerne, og søndagens ‘nok er nok’-udmelding, er en satsning der kan gå begge veje. Formår hun at overbevise et flertal af danskerne om, at det er vigtigere at have en ‘anstændig’ end en ’stram’ udlændingepolitik, så bliver hun Danmarks næste statsminister. Det må dog desværre siges, at hvad enten hun vinder eller taber har Danmark tabt. Ansvarlige politikere skal selvfølgelig ikke afvise stramninger, der kan vise sig at blive nødvendige, og S-SF fejler ligesom VK-regeringen i præmisserne.

Det afgørende er ikke om udlændingepolitikken er ’stram’ eller ’slap’, ‘anstændig’ eller ‘fair’, men om vi fører en politik der systematisk modvirker multikulturens beklagelige konsekvenser. Ikke teoretisk, ikke i princippet, men her og nu, og i årene der følger.

Winston Churchill tabte valget i 1945, men på daværende tidspunkt var krigen i det mindste slut. Man kommer til at tænke på et citat der er tilskrevet Churchill: “An empty taxi arrived at 10 Downing Street, and when the door was opened, Atlee got out”.

(Clement Attlee, engelsk premierminister 1945-1951)



14. august 2009

Rydningen af Brorsonskirken – diverse

Natten til torsdag ryddede politiet Brorsonskirken. De indledte seancen i civil, men da irakerne efter to timers dialog fortsat nægtede at forlade kirken frivilligt, fjernede politiet irakerne med magt. De afviste asylansøgere tog det forholdsvis pænt, i modsætning til venstreradikale, der udenfor kirken konfronterede politiet. “Asyl til alle her og nu”, lød det.

Jeg fulgte TV2news et par timer sidst på natten, hvor sendefladen var tapeseret af autonome øjenvideneberetninger og kommentarer fra Enhedslistens autonomvenner – Johannes Schmidt-Nielsen og Line Barfoed. Ateisterne var voldsomt indignerede over det de betragtede som et brud på kirkefreden, men værst var dog Kirkeasyl-talskvinde Misja Krenchel, der følelsesladet fremlagde sin farvede udlægning af begivenhederne. Når TV2news er værst, har det meget lidt med journalistik at gøre.

(Misja Krenchel, Kirkeasyl; DR Update 14/8-09)

Efterspillet er allerede igang, og kommer som sædvanlig til at omhandle ‘politiets brutale fremfærd’. Fra Berlingske Tidende – Politivold, hævder støttegruppe.

– De slog med knipler på folk, der sad helt stille på vejen, siger Pelle Dragsted fra støttegruppen Kirkeasyl.

Flere demonstranter havde sat sig på vejene for at forhindre, at irakerne kunne køres bort af politiet. Politiet brugte magt for at rydde vejene og få bussen ført bort fra kirken…

– Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der kommer et retsligt efterspil…, siger Pelle Dragsted.”

Pelle Dragsted er medstifter af militante AFA, og i dag udenrigspolitisk sekretær for Enhedslisten.

(Pelle Dragsted, talsmand for Kirkeasyl; Dem der ikke hopper, TV STOP, 2002)

Mere i Ekstra Bladet.

Demonstranterne smadrede forruden på bussen, smed med maling mod bussen og kastede sig ned foran den, da bussen var på vej fra kirken ad Rantzausgade, oplyser Ritzaus udsendte på stedet.”

Anklagen om politibrutalitet virker komisk når den kommer fra Pelle Dragsted, men de eneste navngivne ‘ofre’ der har været i medierne hidtil, er ikke videre troværdige. TV2 Nyhederne (13/8-09), gav taletid til de to herunder.

(Daniel Rask, sekretær… Hovedstadssekretær for Socialistisk Ungdomsfront)

Socialistisk Ungdomsfront er kamporgan for Socialistisk Arbejderparti – Fjerde International, der er en del af Enhedslisten – dem med knytnæve-logoet.

(Gudrun Gadegaard Pedersen, studerende… og Internationalt Forum)

Derudover omtaler Politiken en Bolette Larsen, der vil klage over politibrutalitet. Hun er identisk med Bolette Frydensdahl Larsen, der ligesom Gudrun Gadegaard Pedersen er aktiv i Internationalt Forum – en forening der støtter ‘kæmpende’ i blandt andet Palæstina og Columbia.

Mest omtalt er en Christina Søndergaard, der lagde krop til otte knippelslag, da hun nægtede at adlyde politiet.

Det gav gode billeder, men ingen har bidt mærke i, at Christina Søndergaard også konfronterede politiet under en uanmeldt demonstration i Københavns Lufthavn den 20. april i år. Her gav hun ligeledes TV2 historien om politibrutalitet. Hun vælger kampene – hun tager konsekvenserne.

Vi har ikke at gøre med tilfældige danskere der er imod tvangsudvisninger. Vi har at gøre med kyniske venstreradikale, der benytter enhver lejlighed til at konfrontere ordensmagten. Irakerne er således ikke andet end idelogiske sutteklude for sidstedages-socialister, der i afmagt over den manglende revolution, må nøjes med gadekampe. Enhedslisten er tæt involveret, og de gentagne mobiliseringer er ganske givet motiveret af partipolitiske interesser. Enhedslisten har alt at vinde.

Citater.

“Børnene græd og alle var paniske, da politiet trængte ind i kirken, hvilket fik irakerne til at trække op bag i kirken under Jesus på korset.” (Line Skov, Kirkeasyl)

(Line Skov, talskvinde for Kirkeasyl; EB TV 13/7-09)

“Jeg kommer ind i kirken på et tids­punkt, hvor irakerne havde forsamlet sig oppe ved altret. De stod ved billedet af den lidende Kristus på korset; der stod de med deres børn og babyer, og så var der fyldt med kampklædt politi med visir, knipler og hjelme i resten af kirken.” (Per Ramsdal, præst)

(Per Ramsdal, præst; TV2 13/7-09)

“Jeg kan forstå på præsten, at han mødte politi med hjelme, visir og knipler. Det bærer vidnesbyrd om, at han efter min bedste overbevisning ikke selv var til stede. Politiet var i skjorte og blød hat og ledsaget af tolke og civile betjente.” (Flemming Steen Munch, Københavns Politi; Inf. 13/8-09)

“Hvad har Danmark gang i?… Jeg er meget chokeret. Det er helt uhørt, at man på den måde krænker et kirkeasyl.” (Margrethe Auken; EB 13/8-09)

“Den her aktion som politiet lavede i dag, det er sket samme dag, som den irakiske regering har meldt klart ud, at der ikke findes nogen tvangsudvisningsaftale… Derudover så skal vi tænke på, at den danske folkekirke er et fredhelligt sted.” (Anna Baagø, Kirkeasyl; TV2 news 13/8-09)

(Anna Baagø, Kirkeasyl)

“- Jeg er dybt rystet over den kynisme, som synes at have sat sig fast i det danske samfund… Politiet stormer en kirke, hvor der mestendels er uskyldige mennesker, samme dag som den irakiske regeringschef har sat nye afgørende spørgsmål ved, om man overhovedet kan tage imod disse flygtninge. Jeg er dybt rystet, når jeg tænker på FN’s reaktion på vor måde at behandle disse mennesker på. Vi har overskrevet grænsen for almindelig menneskelighed og anstændighed.” (Poul Nyrup Rasmussen; JP 13/8-09)

“Godt Nyrup!” (Pernille Rosenkrantz-Theill; Facebook 13/8-09)

“Man kan ikke andet end at have fornemmelsen af, at en usynlig grænse er overskredet på den måde, politiet er gået ind i kirken på. Det virker udansk.” (Ritt Bjerregaard; TV2 13/8-09)

“… vi bliver nødt til at slå fast, at i Danmark gælder loven, og loven er sådan, at hvis man ikke har lovligt ophold, så kan man ikke være i Danmark.” (Helle Thorning-Schmidt; TV2 13/8-09)

“Vi er chokerede og overraskede over, at politiet i nat har ryddet Brorsons Kirke. Især fordi det sker på et tidspunkt, hvor den irakiske regerings udmelding har sået alvorlig tvivl om der reelt findes en aftale om modtagelse af de afviste irakiske flygtninge.” (Tue Magnussen, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre; DR Online 13/8-09)

“… nattens aktion sætter endnu engang fokus på, hvad den danske flygtningepolitik har af konsekvenser…. Der må kunne tages humanitære hensyn – og vi mener, der bør tages humanitære hensyn.” (Anders Ladekarl, Røde Kors; EB 13/8-09)

“Selv bamserne var det ikke tid til at få med sig.” (EB TV; 13/8-09)

(Facebook-opdatering for Carsten Ortmann, Kulturguide på DR2)

Diverse.

  • 13/8-09 Politiken – Kunstnere rystede over politiets brutalitet (Kira Skov, Jens Unmack mfl.).
  • 

    24. marts 2009

    Ritt Bjerregaard & fagre nye København

    Søren Pind gik til valg på hård kurs overfor byens mange socio-kulturelle problemer, og tabte stort til Ritt ‘antallet er ikke afgørende’ Bjerregaard. Københavnerne ligger som de har redt, og nu – efter katastrofale år – tales der nu åbent om hvorvidt den nye borgmester kommer til at hedde Bo Asmus Kjeldgaard (SF) eller Jakob Hougaard (S). Demografien udelukker reelt borgerligt flertal, og uanset hvad der sker, så vil mantraet blive rundbordspædagogik i en tid hvor der er brug for alt andet.

    Ritt Bjerregaard er medskyldig på flere planer, og det er hvad man kunne kalde skæbnens ironi at hendes parti om føje år formentligt bliver det højreorienterede alternativ. I de blindes rige, er den enøjede konge.

    Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (1977). Set hos Spydpigen.

    De reelle barrierer (for øget lighed i skolen) fremstår, fordi skolen afspejler det kapitalistiske samfundssystem, der er baseret på klassedeling mellem dem, der har, og dem, der ikke har, mellem dem, der bestemmer og dem, der bestemmes over. Skolen afspejler med sin prioritering af værdier og ved hele sin indretning dette samfundssystem. Heri er der intet mærkeligt, men man kan meget vel spørge, om det behøver at ske så håndfast, som det faktisk sker.

    Udover at skulle tilpasse børnene til det kapitalistiske samfundssystem og få dem til at acceptere dets indretning som givet så at sige fra naturens hånd, udfylder skolen også andre funktioner i det kapitalistiske samfund. En væsentlig er opbevaringsfunktionen: den moderne industrielle produktion har i modsætning til landbrug og alsidig håndværksvirksomhed ikke brug for børn og ganske unge mennesker, og børn og unge skal derfor opbevares på en måde, som bevirker, at deres forældre står til rådighed for arbejdsmarkedet. Skolen opfylder denne funktion. Det giver samtidigt skolen nogle muligheder ved, at den måske mere bevidst, end det sker i øjeblikket, bruger sin rolle som opbevaringsanstalt til at bearbejde de reelle uligheder – ikke for at afskaffe dem, for det kan selvsagt ikke ske i eller gennem en undervisningssituation, men for dels at mildne det tryk, som klassesamfundet udøver på de svage, og for dels at fastholde, at det kapitalistiske klassesamfund ikke er en naturlig, men en kulturlig indretning, en indretning, der er skabt af mennesker, og som kan ændres af mennesker…

    Denne (skolens) afspejling (af det kapitalistiske samfundssystem) viser sig naturligvis på adskillige måder, mest iøjenfaldende ved, at skolen konsekvent nedvurderer og latterliggør arbejderklassen og de værdier, som den konstituerer sig på, og tilsvarende tager udgangspunkt i og anlægger borgerskabets adfærd og målestokke som de eneste rimelige og anvendelige. At det forholder sig sådan, er jeg ikke i tvivl om, af den simple grund, at jeg selv har oplevet det.

    Det viser sig tydeligt ved folkeskolens boglighed og konkurrencepræg.” (AKTION 1977/6)

    Perspektivering ved Anders Holm Thomsen – Skolemarxisme og multikultur (Jyllandsposten, 8/9-03).

    “Den næsten umærkelige overgang fra nymarxisme til postmodernisme… er kendetegnende for den fremherskende pædagogiske teoriudvikling i tidsrummet fra marxismens krises start fra omkring 1980 og frem til dens endelig undergang med Murens fald 1989. Klog af skade foregik der her i denne periode en strategisk omdefinering, idet skolens rolle i realisering af en konkret samfundsutopi erstattedes af mere pragmatiske delmål, der opportunt blev bestemt af den vej som globaliseringens jernhårde udviklingslove aktuelt syntes at pege, herunder fx mod multikulturalisme eller en europæisk superstat. Samtidig fastholdtes dog stadig det gamle revolutionære og samfundsnedbrydende perspektiv, idet det eksisterende samfund og dets kulturarv fortsat ansås som en barriere for den kommende fagre ny verden.

    Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    

    26. marts 2008

    Søren Pind citerer Thatcher: “Crime is crime is crime”

    København valgte Ritt Bjerregaard fremfor Søren Pind, og selvom konsekvenserne af det alene må være straf nok i sig selv, så er det ganske befriende at læse Pinds essay, der kunne have haft overskriften ‘Hate to say I told You so’, men på grund af de konstruktive forslag bærer overskriften Der skal gøres noget – en plan.

    “Den 15. november 2005 om aftenen tog jeg afsked som borgmester i København, og sagde bl.a. ”Vi har ført en kampagne med fokus på Københavns største udfordring – integrationen. Og jeg fortryder ikke, at vi bragte det centrale forhold op. Gør vi det ikke, havde ingen andre gjort det. Og det er afgørende for Københavns fremtid.” Ordene faldt på baggrund af min stærkt kritiserede valgkampagne, der først og fremmest fokuserede på integration og kriminalitet.

    Her blot to et halvt år senere er tilstanden kun blevet værre.

    Der sidder et bystyre, hvis flertal allerede dengang gjorde klart, at det var komplet ligeglad med de nævnte problemer. Det må man sige, Overborgmesteren siden helt har levet op til. Dér er ingen slinger i valsen:

    Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte.

    Der er områder af byen, hvor politiet – skønt ledelsen fornægter det – ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange. Borgere har telefonisk fået besked på, at bestemte steder kan man ikke rykke ud til, fordi man ikke er nok.

    De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.

    Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København – særlig Nørrebro – stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige – 800 brande – vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel, voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed…

    Københavns politiske flertal har svigtet. På det groveste. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selv samme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder. Og alligevel sker der intet. Og alligevel lyder det stændigt kværnende omkvæd flere penge, flere pædagoger, mere af det samme. Vi andre må nøjes med at gå med fakler, samles til alsang og græde, når vi ser de gamle plakater af politibetjenten, der følger ænderne over gaden i Kongens København.

    Første gang det egentlig gik op for mig, at virkeligheden var et decideret politisk tabu var, da vi i Venstre måtte kæmpe hårdt for at få gennemført en undersøgelse af den skjulte kriminalitet blandt børn i København. Socialdemokraterne kæmpede imod med næb og klør. Da resultatet forelå, forstod man kun alt for godt, hvorfor partiet havde bekæmpet den: Realiteten overgik de værste forestillinger. 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri. Det var i 2005. Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.0000 børn i den relevante aldersklasse. Alene vold (vold + røveri i ca. tal) er alt andet lige øjensynligt en realitet for flere end 9000 børn årligt i København.

    […]

    Er de enkelte forældre ansvarsfri? Nej. Ansvaret for forældrene vil altid være der. Men svagheden har været en del af verden, siden slangen lokkede Eva til at spise af æblet. Mennesket er ikke et perfekt væsen. Og var det ikke ideen med verdens højeste skat og alt det der, at fællesskabet greb ind, når forældre giver op overfor egne børns hærgen? Om ikke andet så for de øvrige borgeres skyld, men ja, også for det enkelt barns skyld? Ja, jeg spørger sådan set bare?

    Er regeringen ansvarsfri? Regeringen og justitsministeren må sande, at lov og orden nu engang er statsmagtens ansvar. Og skal nultolerance-politikken have virkning, skal der være konsekvens, hvis de forhærdede fortsætter deres asociale og kriminelle adfærd. Som Cæsar sagde det: Skån de besejrede men nedslå de trodsige. Kumulerede forbrydelser bør spille en rolle. For udenlandske statsborgere bør det ikke være muligt, efter højst tre straffedomme, at opholde sig i Danmark. For danske statsborgere bør det være sådan, at den tredje dom udløser, at man fjernes fra gaden, udstår sin straf, og dernæst ikke slippes ud, før samfundet har vished for, det ikke atter er en farlig kriminel man lukker ud. En sådan lignende lovgivning, rettet mod farlige kriminelle, søger præsident Sarkozy i øjeblikket, under stort rabalder, at gennemføre i Frankrig. Alt det sagde jeg også i 2005, det har jeg ikke ændret holdning til. Det er ikke nok at bruge ordet nultolerance – det skal også implementeres i politiets og statens faktiske arbejde (sic!)…

    […]

    Den nuværende udvikling er komplet uholdbar. Der har været masser af snak. Begrebet nultolerance er blevet anvendt gang på gang uden den rent faktisk er indført. Strafferammer er blevet revideret. Mantraet har lydt: Højere straf, højere straf, højere straf – og det kan da også være godt nok. Men det er først og fremmest kommunernes forebyggelsesstrategi, den er gal med. Og, jeg er ked af at sige det, politiledelsens tilgang til såkaldt ”små-kriminalitet” – hertil duer kun Thatchers svar: Crime is crime is crime. Dér skal regeringen være med til at presse på for at få det forandret. Og være med til at afklare. Nå ja: Og så er der de berømte/berygtede tre forbrydelser, og du sidder inde eller/og ryger ud af landet. Det må til. Simpelthen. ”Skån de besejrede, men nedslå de trodsige”…”

    Mennesket er et konsekvensaccepterende væsen, skrev Allan Bloom.

    Oploadet Kl. 14:49 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    

    11. december 2007

    Ritt Bjerregaards ideologiske folkeopdragelse

    I 1970’erne lykkedes det Ritt Bjerregaard som undervisningsminister, at gøre stor skade. Hendes folkeskolereform nedtonede det faglige og nationale, men opjustede til gengæld den ideologiske folkeopdragelse. Mange vil nok huske hende støtte til Tvindskolerne. Uddannelse blev for venstrefløjen en måde at præge kommende generationer på.

    I seneste udgave af Klubværelset på P1 (også sendt som et indslag i P1 Morgen), kan man høre om konsekvenserne af hendes folkeskolereform via et interview med børnepunkbandet Reaktion, der indleder med at fortælle om det fristed de har skabt i baghaven, som en direkte protest imod rydningen af Ungdomshuset.

  • 11/12-07 P1 Morgen – Punkerdrenge mod alle “ismer” (minus socialisme/marxisme naturligvis).
  • “Voksne de skal ikke bestemme det hele altså. Vi vil have vores rettigheder, vi vil have lov til, vi gider ikke gå i seng kl. otte…

    Vi har altid haft de holdninger. Frihed, anti-fremmedhad, og går imod sexisme, nazisme, fascisme, kapitalisme, homofobi, og egoisme, og alt – alle sådan nogle ting. Fordi, vi tror på en verden, en venstreorienteret verden, hvor at vi ikke behøver nedgøre hinanden og vi kan være sammen istedet for…

    Det er et surt miljø, man er vred på en hel del ting. Man er vred på de højreorienterede, eller højrefløjens indflydelse på hele verden, altså… dem er der altså mange af, altså Venstre de vil, altså nu har de lige ryddet Ungdomshuset nu, men – godt og grundigt vred på det, og Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, de har lige vundet valget igen. Det er noget lort. Anders Fogh har, ja han har vundet for tredje gang i træk, og det er jo altså – det er lidt svært for os at forstå man kan stemme på en mand som har løjet om Irak-krigen og som, altså, som altså, vi gør – selvom vi er børn, så har vi stadig de der meninger, fordi at selvom vi ikke stemmer, og selvom vi ikke har mange penge, og selvom vi ikke skal klare os selv specielt, så, såhh kan vi godt se at det er noget pis med skattelettelser og det er noget pis med Irak-krige, og det er noget pis med alle de der – fremmedhad, og racisme og alt det der, altså Pia Kjærsgaard hun står og fabler ud om (ændrer stemmen) – ‘Ja vi vil ikke have nogle fremmede mænd ind i vores land’, altså, vi har jo ret til det, jamen jeg synes altså – de har lige så meget ret til det, når vi bombarderede deres land – at få hjælp… vi synes det er noget lort børn ikke kan stemme.”

    

    11. juli 2007

    Ritt Bjerregaard: Kontraktpolitik er en usund måde at lave politik på i et demokrati

    (Ritt.dk, under valgkampen efteråret 2005)

    “… når det er sagt, så har jeg aldrig lovet, at de billige boliger ville stå klar efter fem år. Det er et vigtigt princip for mig, at jeg ikke laver kontraktpolitik, jeg er principielt modstander af kontraktpolitik, fordi jeg tror, det er en usund måde at lave politik på i et demokrati. (Ritt Bjerregaard, idag – efter valgsejren – Berlingske Tidende 10/7-07)

    Udover flashfilen som ovenviste grafik er taget fra (Uriaskopi), så inkluderede hendes kampagne også et radiospot med følgende dialog (Uriaskopi).

    A (Casper Christensen): Hej, jeg kommer fra analyseinstituttet Galop, og må jeg lige spørge dig om noget?
    B (Anette Heick): Ja, selvfølgelig.

    A (Casper Christensen): Vi er ved at undersøge hvad københavnerne ved om politik, og kan du sige mig hvilken politiker der vil bygge 5.000 boliger til maks 5.000 kroner om måneden?

    B (Anette Heick): Boliger så billigt? Det er Ritt!

    C: Det må være Ritt Bjerregaard.

    D: Det er sgu da Ritt.

    A (Casper Christensen): 5.000 boliger til maks 5.000 kroner om måneden. Ritt – ingen slinger i valsen.

    Oploadet Kl. 02:22 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    

    11. februar 2007

    Politiken afslører, Ritzaus Bureau formidler, DR filtrerer…

    Det er interessant at følge historien om en mulig bestikkelsessag involverende en venstremand, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation.

    Ritzaus Bureau har siden fredag aften rundsendt ni artikler. Den ene af dem blev sendt ud igår aftes Kl. 18.36 med overskriften NCC: Der var ingen “rygende pistol”, og fortalte blandt andet følgende…

    “Det var ikke “krystalklart” for entreprenøren NCC, om der var tale om bestikkelse i en byggesag i Sydhavnen. Derfor kontaktede NCC ikke selv politiet. Entreprenørkoncernen NCC havde ikke tilstrækkelige informationer om eventuel bestikkelse til selv at kontakte politiet i sagen om byggeprojektet i Sydhavnen…

    – Vi fornemmede, at der var noget galt, men vi havde ikke “en rygende pistol”, for hvis vi var sikre på, at der var en sag for politiet, så havde vi selvfølgelig selv ringet til politiet, siger Bo Dybkær. Det var altså ikke krystalklart for NCC, om der var tale om bestikkelse, da medlemmer af Borgerrepræsentationen angiveligt skulle have afkrævet byggefirmaet en modydelse for at støtte et nyt boligprojekt på Teglholmen i Sydhavnen.”

    Ud af Ritzaus mange artikler, er der de sædvanlige opdateringer. Først historien, og så den efterfølgende polemik med sagens parter, hvad udvikler sig løbende som i enhver anden politisk debat. Som dagsordensætter er historien noget nær optimal for oppositionen, og der der startede som ‘Korruptions-mistanke blev da også lynhurtigt identisk med en ’sag om kriminalitet’.

  • 9/2-07 (22.30) – Citathistorie fra Politiken: Korruptions-mistanke mod politikere på Kbn. Rådhus.
  • 10/2-07 (11.14) – Mystik om bestikkelsessag.
  • 10/2-07 (15.14) – V anklager Ritt for smudskampagne.
  • 10/2-07 (15.57) – Borgerlige anklager Ritt for smudskampagne.
  • 10/2-07 (18.07) – Borgerlige anklager Ritt for smudskampagne.
  • 10/2-07 (18.36) – NCC: Der var ingen “rygende pistol”.
  • 10/2-07 (18.57) – Korruptionsmistanke belaster københavnske politikere.
  • 10/2-07 (20.23) – Korruptionsmistanke belaster københavnske politikere.
  • 10/2-07 (20.00) – Citathistorie fra Politiken: Ritt Bjerregaard: Sag om kriminalitet, ikke om politik.
  • DR Online har i lighed med Ritzau Bureau tungt fokus på Politikens historie. Hele fem artikler er det foreløbigt blevet til.

  • 9/2-07 (23.17/23.19) – Korruptions-mistanke på Københavns Rådhus.
  • 10/2-07 (10.22/11.05) – Afhøringer i københavnsk korruptionssag.
  • 10/2-07 (15.40) – Tavshed om korruptionssag.
  • 10/2-07 (16.27/20.16) – Ritt afviser smuds-anklage.
  • 11/2-07 (07.09) – Skænderi om korruptions-sag.
  • Modsat TV2 Online, vurderede DR Online således ikke at det var væsentligt for historien, at NCC var usikker på hvorvidt der overhovedet var begået noget ulovligt. Det ovenciterede blev blot afkortet, og smidt ind i bunden af 20.16-opdateringen af historien med overskriften: Ritt afviser smuds-anklage. Hermed blev der heller ikke plads til NCCs usikkerhed på DR Tekst-tv. Bemærkelsesværdigt, ikke mindst fordi NCC jo er historiens bedste kilde, og udtalelser herfra (i modsætning til alt fra de politiske fløje), ikke uden videre kan betragtes som partsindlæg.

    Interessen for førstehåndsvidnet forsvandt, da der gik politik i sagen. Politiken afslører, Ritzaus Bureau formidler, DR filtrerer…

    

    30. december 2006

    Kritisk journalistik antager mange former – to eksempler fra fredagens DR

    Fra fredagens DR. To interviews som på grund af vinkel og attitude ender væsensforskelligt.

    1) 29/12-06 (18.30) DR, TVavisen – Ingen ophold til Irakere, siger DF (3,16 min).

    En gruppe præster kræver at afviste asylansøgere skal have amnesti, og Pia Kjærsgaard er i studiet for at redegøre for Dansk Folkepartis holdning. Hun pointerer at irakerne har fået afslag efter Udlændingeloven, og at der således ikke er mere at komme efter rent politisk.

    Reimer Bo gider i realiteten slet ikke diskutere Dansk Folkepartis holdning, og vælger istedet at kritisere det forhold at Dansk Folkeparti har udsendt en pressemeddelse om palæstinenser-særloven af 1991, der blandt andet fortæller at 42 pct. af palæstinenserne endte i kriminalitet og hele 74 pct. stadig er på offentlig forsørgelse.

    Reimer Bo: “Fordi Pedersen er kriminelle, så er Hansen det da ikke nødvendigvis… Men ved du om der er nogen af de 583 irakere som der her er tale om, der har til hensigt at begå kriminalitet, hvis de får opholdstilladelse i Danmark?

    Pia Kjærsgaard påpeger at han fordrejer sagen, idet et folketingsflertal har vedtaget loven og asylansøgningerne er behandlet efter reglerne. Reimer Bo anlægger Rottweiler-attitude, hidser sig op, og afslutter interviewet med disse ord.

    Reimer Bo: “Jeg stiller spørgsmålene, du svarer og seerne bedømmer og tager stilling, tak ska’ du ha’.”

    2) 29/12-06 (22.30) DR2, Deadline – Ingen løsning for Ungdomshuset i sigt (9,37 min).

    En gruppe venstreradikale med tilknytning til Ungdomshuset hærgede d. 16. december dele af Nørrebro, og Overborgmester Ritt Bjerregaard er i studiet for at redegøre for sin holdning til hele affæren. Hun afviser at Københavns Kommune skulle have et ansvar, og pointerer at eventuelle uroligheder er en politiopgave. Martin Breum erkender at kommunen juridisk ikke har et ansvar, og forsøger istedet at give Ritt Bjerregaard (og hendes foregængere) et “politisk moralsk” ansvar for konflikten. Da Ritt Bjerregaard affærdiger det samme spørgsmål stillet på forskellige måder, antager Martin Breum puddel-attitude, falder ned, og afslutter interviewet således.

    Martin Breum: “Tak fordi du kom.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper