Overset kommentar af Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende – Et europæisk Tyskland eller et tysk Europa.

“Maastricht-traktaten fra 1991 og beslutningen om at indføre en fælles valuta skal ses i lyset af, hvad vi troede dengang. Ønsket var at »inddæmme« den tyske magt, der var blevet et skræmmebillede i London og Paris – og D-Marken var det fremmeste symbol på denne magt.

En fælles valuta skulle gøre op med dette spøgelse. Og en politisk union skulle være grundlaget for den fælles valuta. … Det var en politisk beslutning at indføre den fælles valuta. Ikke en økonomisk beslutning. Og det var helt i tråd med den oprindelige tanke med den europæiske integration, sådan som det var formuleret i Rom-traktaten: Man ville forene de økonomiske kræfter for at sikre freden og friheden i hele Europa.

Det økonomiske samarbejde var midlet. Det politiske samarbejde var målet. (Det var desværre noget, der aldrig rigtigt slog igennem i den danske debat …)”



Den egyptiske opstand kan ende med at bringe et ‘pro-vestligt, stabilt eller demokratisk’ styre til magten, men kun én af delene, for nu at parafrasere en sjældent god Uffe Ellemann. Den slags realisme, er næsten fraværende i de danske medier, hvor fokus er på demokrater på ‘Friheds-pladsen’ i Cairo, og ikke på begreberne – jf. det i Egypten forbudte Frihedsparti (Hizb ut-Tahrir).

Læserbrev fra historiker Torben Hansen i lørdagens Jyllandsposten.

En demokratisk revolution i Egypten?
Per Nyholm og Mads A. Westberg kommenterer (3/ 2) det politiske opbrud i Egypten, men sætter kikkerten for det blinde øje, når det gælder islamisk fanatisme. Nyholm skriver endda, at demonstranterne ikke forlanger jihad.

Men det er der faktisk mange, der gør – i form af et krav om krig mod Israel. Problemet er årtiers grundig islamisering. En meningsmåling fra researchcentret Pew viser, at 59 pct. ønsker islamisterne – Det Muslimske Broderskab – til magten, mens kun 27 pct. peger på sekulære politikere. Desuden ytrede 20 pct. sympati for Al Qaida, mens tallene var 30 pct. for Hizbollah og 49 pct. for Hamas (en aflægger af broderskabet).

Med hensyn til strafferet – en central del af shariaen – ønsker 84 pct. dødsstraf for at forlade islam, 82 pct. ønsker stening for utroskab, mens 77 pct. går ind for pisk og håndsafhugning for tyveri. Egyptens demokratiske fremtid tegner til at blive lige så lys som tilstanden i revolutionsgardens Iran.

(BT og Berlingske Tidende, 5. februar 2011: Broderskabet som al-Qaeda hader)

Læs også Lars Hedegaard i samme avis – Frihedens korte forår.

“Også den iranske revolution i 1979 blev båret frem af unge kvinder med flagrende hår og unge mænd med hovederne fulde af ædle ideer. Få uger senere var kvinderne pakket ind fra top til tå, og frihedskæmperne sad i det islamiske regimes torturcentre.”



Lørdag i næste uge kårer Eticha i samarbejde med Galleri Draupner Årets Kulturafvikler 2010. Mere på Eticha.dk. Herunder lidt om kandidaterne. Min favorit er er Zenia Stampe.

1. Margrethe Vestager, Gruppeformand for De Radikale
Vestager er en glimrende kandidat. Som radikal gruppeformand står hun forrest i leddene som eksponent for en politik, der er totalt gennemsyret af ”kulturafviklende” elementer med formålet at indføre en relativ værdiopfattelse, hvor hver eneste ideologi og eller religion er lige så god som en anden. Vestagers seneste forslag med at indføre arabiske nyhedskanaler i dansk TV og Radio må ses som et forstærkende indslag i hendes kandidatur som ”Årets Kulturafvikler”.

2. Zenia Stampe, Radikal næstformand!
Stampe er en varm kandidat på grund af sin indædte kamp mod det frie ord og hendes trang til at anmelde og forfølge borgere i kongeriget, der udtrykker ubekvemme sandheder. Med sit had til det danske kongehus og dermed Danmarks royale tradition, vil Zenia Stampe helt sikkert først blive tilfreds i sin radikale teoriverden, når hun har opnået et samfund, hvor alle, der udtaler sig konkret, kan fængsles uden spørgsmål! Kandidaturet skæmmes dog af det forbehold, at Zenia Stampe af fornuftige borgere må anses befinde sig i en ”ikke kvalificerende” tilstand af virkelighedsfjernhed.

3. Mogens Jensen, Kulturordfører for Socialdemokratiet
Her er en meget stærk kandidat. En mand, der tror på Eurabia og arbejder med iver og nidkærhed for at skabe dette monster. Mogens Jensen mener, at det er alle hans politikerkolleger i Europa, der ikke har forstået islams storhed og dermed deres retsmæssige ejerskab af Europa. “Gør plads til islam i Europa” er Mogens Jensens parole. Tænker han på, hvad det betyder for vores frihed i længden?

4. Morten Kjærum, Direktør for Agentur for Grundlæggende Rettigheder.
I sin stræben for at afvikle den danske og europæiske kultur har Morten Kjærum ikke skyet noget middel. Han kalder ”sårede muslimske følelser” for ”alvorlige racistiske overgreb”, han skriver rapporter for EU’s regning (skatteborgernes), hvor konklusionerne, når det gælder kriminalitet blandt unge muslimer i EU, er rendyrket løgn. Alt dette i bestræbelse på at indføre censur og meningstyranni i et Euroislamisk kalifat. Kjærum er virkelig en af de stærke kandidater til at modtage prisen som ”Årets Kulturafvikler”!

5. Poul Nyrup Rasmussen, Meget Forhenværende Statsminister
Poul Nyrup er igen på det seneste fremme med en gammel kritik af DF. Det handler selvfølgelig om Nyrups gamle mærkesag, ”Fri Indvandring” – og specielt fra islamiske lande. Nyrup har altid elsket at være i selskab med ”Abdul”, men ville ikke ses sammen med Dalai Lama, Salman Rushdie og flere ”på den forkerte side”. Nyrup er en god kandidat, men han er dog så forhenværende, at det kunne ses som et tilbageskridt at krydre netop hans liv med udmærkelsen som ”Årets Kulturafvikler”.

6. Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende politiker og udenrigsminister
Uffemanden har fået det meste. En af hans største udmærkelser, der passer bedst på hans arrogante personlighed (jeg ved alting bedst), var dog Ekstrabladets nytårstorsk. Ellemann har fortsat at skælde ud på Jyllands Posten og Flemming Rose på grund af Muhammedtegningerne, selv om man skulle tro, at det var sneen, der faldt i fjor. Ellemann går ind for appeasementpolitik, der jo har til hensigt at udslette egne værdier og annamme den stærkere udfordreres. Måske var det bedre at give ham ”Den Mest Forhenværendes” pris! (Om en sådan nu findes).



Uffe Ellemann-Jensen er efterhånden blevet en af de helt store helte for anstændighedens fortrop. Han mener ikke Sverige bedriver hetz mod Sverigedemokraterna, landet har bare valgt ‘nogle andre standarder’. Selv ikke-hemmelige afstemninger, og det at valgtilforordnede kan se hvem der tager en Sverigedemokrat-stemmeseddel, er uproblematisk. Her citeret fra hans blog – Måske kunne man lære noget af den svenske debatkultur…

“Svenske vælgere, der ønsker at sløre deres stemmeafgivning, tager bare stemmesedler fra flere partier, og vælger så selv i enrum, hvilken stemmeseddel der skal bruges.”

Den ledsagende debat kan anbefales. Det totalitære er lige under overfladen.

“Kunne Danmark ikke lukke de mange had sites som florerer på nettet. Hadsites som Uriasposten…” (‘Flemming Andersen’, 1. september 2010)



Ingen af dem blev gudskelov statsminister, men når alt kommer til alt vil nok også hellere være kommissær i Stor-Europa. Dobbelt-interview med Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen i søndagens Berlingske Tidende – Opgør med det danske gadekær.

“Spørgsmålet som de to tidligere udenrigsministre har fået slynget i hovedet over en kop kaffe og en bid brød en tidlig torsdag morgen er følgende: hvad ser de to herrer som tidens tre største udfordringer for dansk udenrigspolitik?

Og Mogens Lykketoft skal ikke bruge mange sekunder, før han er klar med sit bud:

»Det allervigtigste er at give vores stærkest mulige bidrag til, at det europæiske samarbejde kommer til at fungere meget mere effektivt.«…

Uffe Ellemann-Jensen peger også på EU som udfordring nummer et.

»Vi skal få Europa og EU-systemet til at fungere bedre. Både politisk og økonomisk, men også med hensyn til at få skabt en større sikkerhed og tryghed.«

»Udfordring nummer to er at finde ud af, hvordan vi tilpasser os den ændring i de globale balancer, der ubønhørligt har været undervejs i en årrække, men som har taget ekstra fart i kølvandet på den globale krise og især USAs rolle i den krise. USA og især Europa mister jo indflydelse. Skal vi til at revurdere en hel masse af vores værdier?«

»Og så er der udfordring nummer tre, som vender indad: Nemlig at få danskerne til bedre at forstå og acceptere vores afhængighed af, hvad der sker ude i verden omkring os. Altså – og nu siger jeg noget, som jeg kan tillade mig at udtrykke, fordi jeg ikke søger genvalg – prøve at rykke danskerne væk fra den gadekærsmentalitet, som i årevis og ikke mindst i de senere år har præget store dele af dansk politik.«

[...]

Ellemann: »… Når vi siger ytringsfrihed, så er det jo efterhånden blevet et mantra for, at man i Danmark tror, at vi kan tillade os at behandle folk fra andre kulturer og andre religioner sådan som vi mener, at vi kan behandle hinanden herhjemme. Det er netop i min optik et billede på noget af den gadekærsmentalitet, som gør, at Danmark er blevet et hadeobjekt rundt omkring. Ikke så meget fordi vi har stået fast på ytringsfriheden, men fordi vi har ment, at vi så har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre… Der er nogen, der kalder det selvcensur. Jeg vil hellere kalde det udtryk for modenhed, civilisation og god opdragelse…«.

Lykketoft: »Ja, og almindelig høflighed i betydelig omfang, ikke?«

[...]

Hvorfor nævner ingen af jer terrortruslen og den islamistiske ekstremisme som en af de tre vigtigste udfordringer for dansk udenrigspolitik? [...]

Hvad med de terroranslag i Danmark og andre steder i Europa, som almindelige danskere kan læse om i aviserne. For eksempel angrebet på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og den svenske kunstner Lars Vilks?

Ellemann: »Det er jo ikke terror… der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.«”

Mere.

11/5-10 TV2 Online – Ellemann og Lykketoft i nyt politisk magasin på TV 2 NEWS.

25/5-10 JP Blogs – Troels Heeger og Søren Villemoes: Kongen af provinsen.