8. februar 2012

Professor Henning Bergenholtz om venstreradikale Leksikon.org: Det er propaganda

Leksikon.org udgives af Venstresocialisterne, der har gjort kommunisten Albert Jensen til hovedredaktør. Han fik i 2009 60 dages betinget fængsel for sin støtte til militante marxister i PFLP og FARC i den såkaldte Fighters+Lovers-sag. Blandt udgivelsens forfattere er blandt andet Blekingegadebandens Torkil Lauesen, der i 1989 fik ti års fængsel for politisk motiveret kriminalitet, herunder et drab i forbindelse med et bankrøveri.

Fra tirsdagens Jyllands-Posten – Professor: Leksikon er propaganda (ikke online).

“På en række gymnasier bliver eleverne anbefalet at gå ind på forskellige internetleksika, når de skal finde viden til deres opgaver. Blandt de gamle opslagsværker som Gyldendals og Salmonsens opfordres man også til at gå ind på leksikon.org, hvor Leksikonet for det 21. århundrede holder til…

Men inde på internetadressen… bliver læseren bl.a. mødt af en artikel om partiet Venstre, som bliver kaldt en ‘dansk kriminel organisation’. Et opslag om Pia Kjærsgaard tegner en lige linje fra Adolf Hitler via Pia Kjærsgaard til Anders Breiviks massakre i Oslo. Morgenavisen Jyllands-Posten bliver i dens opslag kaldt for ‘højreradikalt dansk dagblad knyttet til den yderste højrefløj’.

Professsor og centerleder ved Center for Leksikografi ved Aarhus Universitet Henning Bergenholtz anerkender, at det er umuligt at nå en fuldstændig objektivitet, når man skriver opslagsværker. Men i leksikon.org’s tilfælde er det så slemt, at han kalder projektet for propaganda. …

Det er Anders Fogh Rasmussens beslutning om dansk deltagelse i Irak-krigen, der har fået ham på krigsforbryderlisten, ligesom leksikon.org gør ham medansvarlig for 1,5 mio. irakeres død. Blandt de andre Venstrefolk, der ifølge leksikonets artikel er forbrydere, står bl.a. Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder. …

Selve leksikon.org styres og skrives af forskellige redaktioner, som har hver sit områder. Finn Hansson, der er lektor ved Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School, sidder i bestyrelsen… sammen med Albert Jensen, der fungerer som redaktør…”

(DR Online henviser til Leksikon.org’s definition af ‘racisme’; via 180 grader)



21. december 2010

“Jeg fik at vide, da jeg sad og spiste risengrød med min kone, at jeg skulle i fjernsynet.”

Jeg er ikke i tvivl om, at den slags skænderier af og til finder sted i forbindelse med interviews, men sundhedsminister Bertel Haarder går længere end en minister uden nogen omstændigheder bør gøre, og jeg vil sådan set ikke bebrejde DR at de viser sekvensen, sålænge den holdes adskilt fra den journalistiske historie om privathospitaler.

(DR, 19. december 2010: Bertel Haarder raser mod journalist; Youtube)

Haarders modpart, DR-journalisten Kristian Sloth vil være ukendt for de fleste, men han spillede faktisk en hovedrolle i TV-avisens famøse brug af Guldbrandsen-dokumentaren Den Hemmelige Krig. Jeg bloggede om sagen tilbage i 2007 (I & II), men Nyhedsavisens sublime dækning kan læses alene – DR-profil: »Vi har en sag, der stinker«.

En af Danmarks Radios erfarne folk, Bent Stuckert, bruger ord som »manipulation« og »citatfusk« i en mail fra 26. januar 2006, hvor Stuckert retter kritik mod den journalist, der stod bag de fleste af TV-Avisens indslag journalist Kristian Sloth.

Sloth havde dagen forinden i en mail skrevet følgende:

»Vi har fat i en sag. der mere end stinker. Vi finder kilder, der siger det modsatte af regeringen…. kun en undersøgelse kan afgøre, hvad der foregik.«

Journalist Bent Stuckert er enig i, at sagen »stinker« – men for Danmarks Radio.

»Jeg er lige ved at tro det, når jeg læser, at Sloth allerede har afsagt dommen…« skriver Bent Stuckert.

Bent Stuckert påpeger flere fejl i Kristian Sloths indslag. Han peger på at journalist Kristian Sloth i et indslag, hvor tidligere forhårsleder Chris Hogan fortæller, at han »måske« så danske soldater aflevere fanger fem-seks gange, i sin indtaling forvandler et »måske« til »mindst fem-seks gange.«

Endnu mere opsigtsvækkende er kritikken fra en militærkyndig tekniker i DR-Nyheder, der i en mail fra søndag den 28. januar retter en hård kritik mod Danmarks Radios materiale. Teknikeren skriver: »Det der blot undrer mig en del er, at TV-Avisen bruger en frømands private fotos som dokumentation for at danske soldater skulle have båret flag i felten.«

Sagens kerne at at TV-Avisen interviewede en tidligere soldat fra Frømandskorpset, der hævder, at han under opholdet i Afghanistan var beordret til at bære flag på skulderen – hvorfor påstande om fra den amerikanske forhørsleder, der siger, at de flere gange så danske soldater aflevere fanger, kan være sand.

Soldaterne blev nemlig genkendt på flaget. Som afdækket i Nyhedsavisen, undlod TV-Avisen at bringe et interview med en anden jægersoldat, der stod i spidsen for operationerne i Afghanistan, og som helt afviste at have båret flag.

TV-teknikeren peger på, at de billeder, TV-Avisen bruge som dokumentation – af en frømand med flag – var taget uden sløring og under øvelse, hvorfor de ikke beviser noget som helst. Det ses tydeligt på de otte billeder, anfører teknikeren, som TV-Avisen bruger til at vise, at elitesoldater bærer danske flag på venstre skulder under missioner, at billederne er taget på øvelser. Et af billederne er, skriver teknikeren, »slet og ret kaldt skydebane.«

Desuden afslører teknikeren, at producenten af »Den Hemmelige Krig,« der er ansat i et privat produktionsselskab, har haft stor indflysende på TV-Avisens dækning af sagen. Teknikeren refererer en ordveksling mellem Guldbrandsen og journalist Kristian Sloth, hvor Sloth vil spørge Guldbrandsens kronvidne, den tidligere forhørsleder Chris Hogan, om han nu er sikker på han ikke har forvekslet det norske og danske flag.

Hvilket, hvis det er sandt, vil udgøre en meget alvorlig trussel mod Danmarks Radios påstande. Teknikeren skriver: »Det synes Guldbrandsen ikke var nogen god idé, for som han sagde: Hvis han siger, han ikke ved det, er du nødt til at bruge det?«

Det er uklart, om Kristian Sloth stod fast og stillede sit spørgsmål.

Historien udspillede sig i januar 2007, og et par uger efter kunne Nyhedsavisen afsløre, at Kristian Sloth var medsagsøger i et “privat… sagsanlæg mod statsministeriet om den danske krigsdeltagelse i Irak”. Se evt. DR-journalist vil have Fogh dømt.

Hvor den undersøgende og kritiske journalistik i ovenstående tilfælde kammer over i kampagne-agtig propaganda, så var Kristian Sloth omvendt, helt blottet for kritisk sans, da han halvandet år efter i et langt indslag i 21-Søndag, interviewede fire af Horserød-Stutthof foreningens bestyrelsesmedlemmer. På intet tidspunkt fortælles det, at organisationen støttede marxistiske terrororganisationer. På intet tidspunkt informerede Kristian Sloth om, at Horserød-Stutthof foreningen er kommunistisk. Omvendt beskrives såvel marxister og kommunister som ‘frihedskæmpere’. Den hidkaldte ekspert, var for år tilbage selv en af Blekingegadebandens forsvarere. En gruppe der i lighed med de interviewede støttede PFLP økonomisk.

I indslaget understøttedes kommunisternes argumentation, med et avis-udklip fra 1945, som fortæller at frihedskæmpere under krigen også blev kaldt terrorister. Det er næppe noget Sloth selv har fundet frem, men noget han har fået forelagt af foreningen. En kritisk journalist havde pointeret, at Danmark var besat i marts 1945, og derfor nødvendigvis måtte betegne modstands-bevægelsen som terrorister. Kristian Sloth gør de interviewedes argumentation til sin egen…

(21 Søndag, 19. oktober 2008: Modstandsfolk risikerer at blive dømt for terrorstøtte)

“Horserød-Stutthof foreningen har cirka 130 medlemmer, der alle har tilknytning til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Nogle var selv frihedskæmpere… I avisen her fra marts 1945 bruger nazisternes pressekontor netop betegnelsen terrorister om fem modstandsfolk der blev henrettet… Foreningens medlemmer føler at terrorloven indeskrænker deres personlige frihed til at støtte dem de vil – de kalder terrorloven en politisk lov.” (Kristian Sloth; Uriasposten)

Mere.

  • 22/12-10 Jyllandsposten – Ralf Pittelkow: Når tv er bedst og værst.
  • “Vi taler om en journalist, der under en valgkamp blev ved med at løbe efter Anders Fogh Rasmussen og stille ham det samme spørgsmål. En journalist, der aftenen inden valget i 2007 leverede et stærkt politiserende tv-indslag, som næsten lignede et forsøg på at forhindre den borgerlige regerings genvalg.

    Oploadet Kl. 16:12 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    

    25. april 2010

    “Det kulturrevolutionære mål er nu at uddanne eleverne til såkaldte socialkonstruktivister…”

    Anders Holm Thomsen kommenterede i forbindelse med kanon-debatten, lærerforeningens kritik i en kronik der tog udgangspunkt i HistorieWeb.dk. Den blev trykt i Kristeligt Dagblad, 19. februar sidste år, men er stadig yderst relevant. Fra – Vagthunden Haarders nye kattepine.

    “Efter Reformationens indførsel fortsatte modstanden fra det gamle præsteskab. Som skolereformator er Bertel Haarder i en lignende kattepine. Han er fortsat tvunget til i implementeringsfasen at støtte sig til det gamle præsteskab, herunder fagkonsulenter, lærerforeningsformænd og teoretiske eksperter med nær forbindelse til Vatikanet alias Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU). Og der er intet, der tyder på, at man i dette betonmiljø er blevet klogere.

    Det undervisningsindustrielle kompleks bekender sig fortsat til en katolsk arv, hvad angår både 68-doktrin og paveudnævnelser. Sigtet er stadig at nedbryde forældregenerationernes kulturarv og skoletradition. Det kulturrevolutionære mål er nu at uddanne eleverne til såkaldte socialkonstruktivister og verdensborgere.

    Således relanceres det ideologiske tankegods på et nyt website, HistorieWeb.dk, der er oprettet af især gamle kendinge fra det historiepædagogiske miljø med nære forbindelser til DPU. Der er med andre ord meget, der tyder på, at lærerstuderende som kommende forvaltere af Haarders kanon socialiseres ind i et miljø og pædagogiske tankebaner, der faktisk har til hensigt at fordreje ministerens intentioner til ukendelighed…

    Det rystende ved HistorieWeb er imidlertid ikke alene disse tvivlsomme forbilleder for vordende lærere, men vel især de seminarieopgaver, der præsenteres på sitet som eksempler på god praksis.

    Således findes under rubrikken “Læreruddannelse” en bacheloropgave skrevet af en lærerstuderende ved Vordingborg Seminarium. Besvarelsen præsenteres som “glimrende” og problemformuleringen fremhæves: “Hvordan kan jeg via min historieundervisning arbejde hen mod verdensborgeren som pædagogisk ideal, for at skabe et globalt fællesskab, hvor vi hver især bidrager til menneskehedens fortsatte eksistens – på trods af regeringens kanonisering?”.

    Med andre ord, hvis man går ind for kanon, må man nærmest være imod menneskehedens fortsatte eksistens. I øvrigt benyttes det kunstigt konstruerede udtryk “kulturracisme” i opgaven til at betegne mennesker, der ikke er tilhængere af verdensborgerskabsideologien.”

    Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    

    27. december 2009

    Religionshistoriker Helle Hinge: “Medborgerskabet må løsne sig fra sine nationale bånd.”

    Læserbrev af Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten.

    Fingeren til dansk kultur
    Måske er der nogen, der i disse stille juledage funderer over det mærkelige i, at vore dages skolebørn kan så få julesange.

    Jo, de kan måske synge med på ”Last Christmas” og ”På loftet sidder nissen med sin julegrød”. Men kommer det til klassikere som ”Det kimer nu”, ”Julen har bragt”, ”Et barn er født ”, begynder det at knibe for de yngre årgange rundt om træet.

    Hvordan kan det være, når vi andre sang og sang dem i skolen fra slutningen af november frem til sidste skoledag før jul? Og hvorfor forsømmes denne opgave, når folkeskolen faktisk har pligt til at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur?

    Jeg fandt svaret i en bog skrevet til dem, der skal undervise vores børn, nærmere betegnet i en lærebog i medborgerskab skrevet til seminarieelever.

    I bogen ”Medborgerskab – fra teori til praksis” gør forfatteren Helle Hinge ingen hemmelighed ud af, at der efter hendes mening synges for mange, ikke for få julesalmer. Selv noget så uskyldigt som juleklip i skoleregi advares seminarie-eleverne imod. Hør selv, hvad fremtidens lærere uddannes til at mene:

    »Udfordringen bliver i disse år at uddanne og efteruddanne lærere, som kan medvirke til dannelsen af borgere til et flerkulturelt samfund.

    Folkeskolens nære bånd til kirken viser sig, når nogle skoleklasser ved juletid går i kirke, bruger en dag på at klippe julepynt, spiller krybbespil, beder morgenbøn eller synger kristne sange ved morgensamlinger. I et flerkulturelt (og dermed flerreligiøst) samfund ville det være mere tidssvarende at fjerne disse religiøse elementer fra det offentlige rum, herunder folkeskolen, og overlade dem til folks privatliv«.

    Lærebogsforfatteren modarbejder altså helt frejdigt den paragraf, som folkeskolens fremtidige lærere har pligt til at undervise efter.

    Eleverne skal udtrykkeligt forstå, at folkeskolen ikke skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur. Det er nemlig diskrimination mod andre kulturer. Får nigeriansk kultur ikke samme plads som dansk kultur i folkeskolen, er det etnocentrisk diskrimination, der kan føre til »xenofobi og racisme«. Skolens formålsparagraf har nemlig til formål »at styrke en etnisk dansk fællesskabsfølelse og opprioritere majoritetens kultur og religion«. Og det vil ifølge lærebogsforfatteren nærmest føre til borgerkrig: »Konsekvensen heraf kan blive, at majoriteten opbygger eller bevarer stereotype opfattelser af minoriteter. En sådan udvikling kan føre til xenofobi, racisme og åbne konflikter mellem etniske grupper«.

    At give vores kultur videre til indvandrerbørn og inddrage dem i vores fællesskab er altså i virkeligheden racisme. Derfor advarer forfatteren som den nationale nihilist, hun er, fremtidens lærere imod det: »Medborgerskabet må løsne sig fra sine nationale bånd”, religionslighed indføres og folkekirken afskaffes. Alt sammen en nødvendig del af det ”globale medborgerskab«, som folkeskolen bør undervise i.

    Undervises en ung, usikker seminarieelev efter denne bog, vil hun sandsynligvis sluge det meste råt og af samme grund sørge for at indlægge flere bongotrommer end Grundtvig-sange i sin musik-undervisning, når det kommer så vidt. Man vil jo nødigt skabe racisme.

    Her har vi altså svaret på det voksende kulturelle ukendskab: Bertel Haarder kan lave alle de formålsparagraffer, han vil.

    På seminarieniveau modarbejdes han målbevidst, her får folkeskolens formålsparagraf fingeren. Af lærebøgerne.

    Intet under, at skolebørnene ikke kan synge med på julesangene.

    Oploadet Kl. 15:15 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
    

    12. november 2008

    Lektor Karin Esmann Knudsen om det ’særligt danske’, “hvad det så er?”

    Lektor Karin Esmann Knudsen i dagens Jyllandsposten – Herfra hvor jeg står.

    “Spørgsmålet om danskhed og nationale rødder er kommet på dagsordenen. Fra mange sider argumenteres der for nødvendigheden af at sikre kendskabet til national kulturarv, kanon og kronologi. Der skal dannes modvægt mod den udbredte mangel på historisk viden, lyder det.

    Senest er vi stødt på det i forbindelse med den ændring af formålet for folkeskolens historieundervisning, som Bertel Haarder har bebudet i oktober: kendskab til dansk kultur og historie erstatter en formulering om, at undervisningen skal støtte historiebevidstheden og øge lysten til at deltage i demokratiet.

    I foråret meldte medierne om ihærdige anstrengelser fra visse politikeres side for at få fjernet et undervisningsmateriale, der har som udgangspunkt, at vi lever i et flerkulturelt samfund…

    Herfra hvor jeg står – som forvalter af danskuddannelsen på et af landets universiteter og med en mangeårig interesse for den historiske dimension i faget – ser det lidt anderledes ud… Jeg møder studerende, der har en anden erfaringshorisont end den, jeg selv havde som ung student. Jeg møder kolleger, der arbejder med litteraturhistorieskrivningens vanskeligheder. Jeg støder på teorier, som diskuterer, hvilke sammenhænge og forklaringer det er muligt at sætte en historisk læsning ind i. Og jeg befinder mig i en virkelighed, hvor nye medier og ikke litteraturen dominerer billedet…

    En moderne tilværelse i dagens Danmark er præget af, at vi er del af et globalt samfund med en ufattelig hurtig acceleration og nærhed til de fjerneste egne. Det fremmede er rykket tæt på, også helt konkret i skikkelse af naboer, kolleger og kammerater. Forestillingen om Danmark som det lille grønne land med køer og kolonihaver, hjemlighed og hygge, flæskesteg og frikadeller står i grel modsætning til mediernes billeder af rasende mennesker, der brænder det danske flag af.

    I en sådan virkelighed argumenteres der fra nogle kanter for en oprustning i retning af bevarelse af det særligt danske, den danske kulturarv. Hvad det så er? Fagene dansk og historie bliver kamppladser, og kampen drejer sig om at genskabe de tabte værdier. Det er vigtigt – hævdes det i debatten – at danske elever og studerende har noget at være fælles om, at der er bestemte faktuelle hændelser eller uomgængelige værker, som alle kender til.

    Disse begivenheder og kunstværker sættes ind i en historisk kronologi, der opfattes som det vigtigste grundlag for forståelse. Det er denne tankegang, der fra officielt hold har resulteret i kanonlister og i den offentlige debat i angreb på undervisningssystemet. Syndefaldet dateres til 1970’ernes opgør på den politiske og private front, som resulterede i opgøret med bl.a. den autoritære pædagogik.

    Det hævdes, at oprørerne fra dengang gennemsyrer hele undervisningssystemet, og en af de helt store forseelser er, at de i historieundervisningen har indført begreber som historiebevidsthed, historisk fortælling og kontrafaktisk historie (hvordan havde historien udviklet sig, hvis . . .), der angribes med en lidenskab, så man skulle tro, det var terrorbomber, det drejede sig om.

    Det er imidlertid, vil jeg hævde, en tankegang, der nægter at forholde sig til de vilkår, vi er underlagt i dag. Viden opfattes som noget fast og indiskutabelt. De børn og unge, der undervises, betragtes som ufærdige voksne, der skal have de forrige generationers værdier formidlet – forstået som noget fast, der ikke kan rokkes ved.

    Det er i virkeligheden en opfattelse, der strider imod en historisk tankegang. Selve det at formidle historie, er nemlig også underlagt historiens gang. Således daterer formidlingen af en national kulturarv i form af kanoniske værker som perler på en snor i en kronologisk udviklingsrække sig tilbage til starten af 1900-tallet…

    En følge af opfattelsen af historisk viden og historiske værdier som faste størrelser, der skal formidles fra lærer til elev, har også som konsekvens, at elever og studerende ikke lukkes ind i fagene, og deres forskellighed forholder man sig slet ikke til. At elever og studerende med de mange særlige erfaringer, oplevelsesmåder og kulturbaggrund(e) skulle kunne bidrage til en forståelse af forgangne tiders tankeformer, opfattes som helt udelukket. Men hvis man kun ser udviklingen frem mod et flerkulturelt samfund som et værditab, så går man glip af den mangfoldighed, der kan ligge i at gå ind i de udfordringer, som den historiske dimension står over for i dag…

    Jeg har netop været med til at skrive en bog, hvor vi trækker en række problemer frem, som vi står overfor i dag, når vi skal formidle historie. Det kan dreje sig om bestræbelserne på at skrive Europas fælles historie…

    Historieformidling vil altid være traditionsformidling. Men traditionen er ikke noget fast og indiskutabelt… Herfra hvor jeg står, synes det særdeles vigtigt at fastholde nytænkning og mangfoldighed, hvis vi skal bevare interessen for den historiske dimension hos moderne elever og studerende. Den skal være vedkommende og ikke et pligtstof, der tvinges ned over dem. Og det er ikke det samme som at lefle for de unge. Det er et led i en respekt for dem som ligeværdige partnere i den asymmetriske situation som undervisning er, hvor læreren bidrager med sin viden, men hvor denne viden skal tilegnes af eleverne og sættes i forbindelse med deres egen erfaringshorisont for overhovedet at have nogen virkning. Historien er relevant og interessant i det omfang, vi går i clinch med den.

    »Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring. Det bevæger sig, til alle tider« sang Skousen og Ingemann i starten af 1970’erne. Bevægelighed, mangfoldighed, dynamik og nytolkning. Det er vigtige elementer i enhver beskæftigelse med det historiske.”

    

    27. april 2008

    “… drømmen om det multikulturelle samfund har erstattet den socialistiske utopi.”

    Jesper Vind Jensen interviewer Anders Holm Thomsen i seneste udgave af Weekendavisen. Bør læses i sin helhed – Det undervisningsindustrielle kompleks (kræver login).

    “… Anders Holm Thomsen, der sidste år blev ph.d. fra Syddansk Universitet på en afhandling om historiefaget i folkeskolen, giver ikke meget for de nye retningslinjer.

    »De nye fagformål kommer ikke grundlæggende til at gøre op med historieløsheden hos danske skolebørn. Jeg giver ikke fem flade øre for det. Det er bare noget sølvpapir, som man har pakket det hele ind i,« siger Holm Thomsen, der i dag underviser på Nyborg Gymnasium. Han uddyber:

    »Den fjerdedel af tiden, man har afsat til historiekanonen er meget lidt. Det risikerer at blive en overambitiøs omgang overfladeskøjtning. Det ligner nærmest et figenblad. Det samme kan man sige om den feberredning, hvor Haarder til sidst i arbejdet har krævet, at dansk kultur og historie skulle nævnes.«

    Holm Thomsen erkender, at det er »en slags sejr«, at historie er blevet eksamensfag. »Det kan være med til at skabe en tiltrængt seriøsitet over for faget hos elever, forældre og lærere,« men han understreger, at det næppe får den store betydning. Sagen er, at der reelt ikke lægges op til, at eleverne får mere faktuel historisk viden, fordi fokus stadig skal være på »historiebevidsthed, abstrakte historiesyn, fremtidsforventninger, kontrafaktisk historie og historisk dramaspil og fiktion.«

    […]

    Og det helt centrale problem her er udtrykket »historiebevidsthed«. Udtrykket kom første gang ind i Histories fagformål i 1994, da undervisningsministeren var Det Radikale Venstres Ole Vig Jensen.

    »Faget har fortsat en fortolkningsramme, der hedder historiebevidsthed. Alting skal forstås i den ramme, som går ud på at koble fortidsfortolkning, samtidsforståelse og fremtidsforventning,« forklarer Anders Holm Thomsen. »Denne kobling og fortolkningsramme er faktisk hele det ’gulv’, som kanonen og historieundervisningen står på. Men det er et gulv, der er forsynet med en faldlem. For det drejer hele faget i retning af samtidsorientering, hvor alt kan reduceres til politisk korrekt undervisning og modeluner.«

    – Kan du give et eksempel på det?

    »Ja, tag en udbredt undervisningsbog, der er opbygget omkring tv-serien Matador. Den er delt i to dele. Første del handler om ’Korsbæk’ og Danmark i 1930rne. Og så laver bogen et tidsspring – uden at have de 60 år imellem med – op til 1990ernes Danmark. Her bliver jødiske flygtninges situation i 30rne så brugt til at skabe forståelse for vore dages muslimske masseindvandring – som om de to grupper af vidt forskellig kulturbaggrund har noget med hinanden at gøre. Men det viser, hvordan det giver store muligheder for indoktrinering, når man gør historie til samtidsorientering.«

    Men det stopper skam ikke ved samtiden. Også fremtiden er blevet en del af historien. Holm Thomsen nævner, at den centrale person bag historiebevidsthedsbegrebet, professor Bernard Eric Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, har givet denne definition: ’Historiebevidsthed bruges til at indkredse og tolke den fælles erfaring til at klarlægge de fælles normer og forpligtelser, samt til at udstikke fælles håb og visioner.’

    »Problemet er,« siger Holm Thomsen, »at vi ikke kan sige noget som helst fagligt om fremtiden – og slet ikke skal prøve på det i en historie-undervisning. Desuden er vi slet ikke enige om, hvilken fremtid vi skal have. Så det med ’at udstikke fælles håb og visioner’ – eller reelt utopier – muliggør manipulation.«

    […]

    »I stedet for at skrotte hele fortolkningsrammen om historiebevidstheden har Bertel Haarder nu blåstemplet den,« siger debatbogsforfatteren. »Sagen er, at Haarder siger ét til offentligheden, og så gør han noget helt andet over sit embedsværk. Han har et janus-ansigt og har fuldstændig kapituleret og solgt ud af sin oprindelige modstand over for hele det undervisningsindustrielle kompleks…

    Holm Thomsen pointerer, at man ikke kan være overrasket over, at det er de samme begreber og tankegange, der fortsætter i den nye historieundervisning. De udvalg og arbejdsgrupper, der har arbejdet med de nye fagformål og læseplaner er nemlig mange af den samme slags folk, der sad i udvalgsarbejdet ved tidligere revisioner af historiefaget.

    »Det undervisningsministerielle kompleks har dermed stadig overtaget. Jeg mener, at Undervisningsministeriet befinder sig i dets jerngreb,« siger han.

    Men hvad er »det undervisningsindustrielle kompleks« egentlig? Ja, ifølge Holm Thomsen er det de toneangivende undervisningseksperter og forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet (tidligere Danmarks Lærerhøjskole), lektorer ved lærerseminarierne, organisationsfolk fra Danmarks Lærerforening, skoleledere, fagkonsulenter og embedsmænd fra Undervisningsministeriet…

    I sin forskning i fagformål og læseplansarbejde har Anders Holm Thomsen undersøgt historiefaget de seneste årtier. Og han forklarer, at der i 70erne kom en større debat om fagets rolle.

    »Der var især en række eksperter fra Lærerhøjskolen, der ønskede at danmarkshistorien skulle nedtones og erstattes af fokus på klassekamp. Disse tanker satte sig igennem og påvirkede undervisningen på seminarierne og de nye lærebøger. Efter Murens fald måtte man så droppe tankerne om klassekamp. I stedet kom dyrkelsen af parallelsamfundet. Der er sådan set intet nyt under solen siden 70erne. Man bekæmper stadig danmarkshistorien. I dag står der bare multikulturalisme på banneret, hvor der tidligere stod klassekamp.«

    […]

    Holm Thomsen nævner…, at Bernard Eric Jensen i en artikel om historiebevidsthed i 1989 skrev:

    »Der må graves i vore holdninger til f.eks. svenskere og tyskere, for ikke at tale om indvandrere og flygtninge. Vi må forsøge at finde ud af, hvor fjende- og skræmmebillederne kommer fra, og hvad der holder dem i live.«

    Og seminarielektor Jens Aage Poulsen – en central skikkelse i læseplansarbejdet – erkendte åbent i 2002, at man i udvalgsarbejdet forsøgte at få politikerne til at gå med til en mere multikulturelt orienteret historieundervisning.

    Jens Aage Poulsen skriver om læseplansarbejdet, at »vi havde forsøgt at afnationalisere historieundervisningen yderligere… Begrundelsen var, at nationalhistorie i bedste fald kun er en hensigtsmæssig kategori i meget begrænsede ’situationer’. I arbejdsgruppen havde vi forsøgt med en formulering om, at Danmark havde udviklet sig til et flerkulturelt samfund. Men den gik ikke!«

    Ifølge Holm Thomsen afslører citatet, at der er centrale folk i »det undervisningsindustrielle kompleks«, der målrettet arbejder på, at »slette danmarkshistorien«.

    – Det kunne lyde som en hel konspirationsteori?

    »Nej, jeg tror da ikke, at det er en konspiration, Men lidt polemisk vil jeg formulere det sådan: drømmen om det multikulturelle samfund har erstattet den socialistiske utopi. Man har opgivet den socialistiske revolution og har kun destruktionen og ødelæggelseskraften tilbage. Og det handler om at ødelægge det nationale fællesskab.«

    […]

    – Bruger du andre forskeres undersøgelser af skoleundervisning?

    »Jeg har set, hvad de har konkluderet. Det pudsige er, at de altid bekræfter deres forhåndsantagelser, som bygger på de seneste 30-40 års elevcentrerede teoriudvikling,« siger Anders Holm Thomsen…

    […]

    – Men du vil altså erstatte historiebevidsthed med nationalbevidsthed?

    »Det kan man godt sige. For et folkestyre bygger på, at folket har fælles sprog, begrebsverden og tilhørsforhold.«

    – Bruger du ikke selv politiske fremtidsscenarier – frygten for national opløsning – til at orientere historieundervisningen efter?

    »Alt hvad der foregår i folkeskolen skal selvfølgelig have betydning for fremtiden. Ellers var der ingen grund til at undervise i noget som helst. Men min pointe er, at historieundervisningen – i stedet for at være eksplicit orienteret mod fremtiden og kulturel frisættelse – bør bygge på kulturarven som et værn over for modeluner og ideologiske hassaner. Har man ikke en fælles erindring om noget, bliver man let offer for døgnfluer og manipulation,« siger Holm Thomsen.”

  • 9/4-08 Jyllandsposten – Anders Holm Thomsen: Hvem ejer skolefaget historie? (anmeldelse).
  • 14/4-08 P1 Formiddag – Hvem ejer skolefaget historie?.
  • Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
    

    7. april 2008

    Historieundervisningsudvalg: Fortrolighed med dansk kultur og historie er ikke nødvendig

    Et slag er vundet, men man ved krigen er tabt når det overhovedet fandt sted. Fra Nyhedsavisen – Bertel Haarder erklærer værdikamp i historietimen.

    “En sætning på 10 ord er blevet plantet midt i en beskrivelse af, hvad danske skolebørn skal lære i historietimerne som en fane i regeringens værdikamp.

    Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder (V) bør det stå sort på hvidt, at »Undervisningen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie.« Derfor tilføjede han personligt sætningen stik imod anbefalingerne fra et ekspertudvalg, som skulle formulere formålet med skolernes historieundervisning.

    »Det er mig, der har ansvaret, og jeg har tilladt mig at lave den tilføjelse,« siger undervisningsminister Bertel Haarder…

    Bertel Haarder havde oprindeligt opfordret udvalget til at understrege dansk historie og kultur i et oplæg, allerede inden det begyndte arbejdet… Da ekspertudvalget afleverede sin endelige anbefaling, stod der dog intet om, at undervisningen skal gøre eleverne fortrolig med dansk kultur og historie. Den interne uenighed i udvalget fik et medlem til at gå i protest i efteråret, inden arbejdet var færdigt.

    »Alle i embedsapparatet og hele den uddannelsespolitiske elite syntes, at det var helt i orden at udelade en reference til Danmarks historie. Det er udtryk for en anti-national tendens. Det er et forsøg på at tilpasse indholdet til en multikulturalisme,« siger Michael Pihl fra Sorø Akademi, der deltog i udvalget på anbefaling fra Dansk Folkeparti…

    Referencen til dansk historie og kultur stod nævnt i historieundervisningens formålsbeskrivelse frem til 1994. Her blev den slettet under den radikale undervisningsminister Ole Viig Jensen.”

    Apropos.

  • DRC – 10 spørgsmål om diskrimination (3 s., pdf).
  • “… integration kræver initiativer, åbenhed og god vilje især fra det land der skal integrere. Og ikke mindst fra den enkle dansker. Man skal udnytte de muligheder indvandrere og flygtninge har at byde på, arbejdsmæssigt og socialt, så danmark bliver et velfungerende, multikulturelt samfund! (#6)

    

    14. marts 2008

    Professor Tim Knudsen: Demokratiet skal defineres af sagkyndige (der dyrker ‘lighed’)

    Set hos Punditokraterne. Professor Tim Knudsen for fuld lyrik i kommunistiske Arbejderen – Demokratiet sat på kanon.

    “Udvalget bag kanonen, som under ledelse af den borgerlige historiker Knud J.V. Jespersen blandt andet tæller de to Cepos-tilknyttede forskere David Gress og Peter Kurrild-Klitgaard, samt tidehvervspræsten Katrine Lilleør, fik sidste år til opgave af regeringen at definere demokratiet for at styrke det mod truslen fra fanatisme og ekstremisme.

    Det har resulteret i 11 begivenheder, 16 filosofiske strømninger og otte vigtige politiske tekster, som ved offentliggørelsen blev præsenteret som selve demokratiets kerne.

    Liberalismens fader John Locke, den amerikanske forfatning og Montesquieus tanker om magtens tredeling er blandt demokratiets grundlag, mens ‘totalitarismen i mellemkrigstiden’ anført af Lenin, Stalin, Mussolini og Hitler nævnes som eksempler på dets fjender.

    – Frihedsrettighederne er forudsætningen for det danske demokrati. Herunder ikke mindst retten til at ytre sig, fastslog udenrigsminister Per Stig Møller, med en tydelig henvisning til sagen om Muhammedtegningerne, som dog ikke er nævnt i kanonen, der kun går til år 2001.

    Men friheden som grundlag for demokratiet er bare én demokratiopfattelse ud af mange, mener professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Tim Knudsen.

    – Mange demokratiforskere lægger mere vægt på lighedsprincippet, siger han til Arbejderen.

    Tim Knudsen peger på udvalgets sammensætning som baggrund for den ideologiske drejning i demokratidefinitionen.

    – Når man for eksempel foretrækker Cepos-folk frem for demokratiteoretikere ligner det mere en politisk eller ideologisk sammensætning end en faglig. Det giver en skævhed mod den nyliberale tænkning, understreger han.

    Ifølge demokratiforskeren er tanken med en statslig kanonisering af demokratiet betænkelig i sig selv. Der er et mål af selvgodhed over projektet, mener han.

    – At regeringsledere begynder, at hylde deres egen styreform, i stedet for at overlade det til sagkyndige, er ellers noget vi bedst kender fra diktatorer, fastslår Tim Knudsen.

  • 24/10-06 TV2 Online – Hungersnød truer Nordkorea.
  • 28/5-07 Politiken – Hugo Chavez lukker tv-station.
  • 24/8-07 Information – Tim Knudsen: Demokratikanon eller liberalismens besyngelse?
  • 14/3-08 Nyhedsavisen – Castro tillader brødristere.
  • 14/3-08 P1 Debat – Hvad skal vi med en demokratikanon? (Søren H. Rasmussen vs B. Haarder).
  • Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    7. januar 2007

    Seks eksempler på politiserende skolebøger

    Fra lørdagens Jyllandsposten [via Biasedblog]. En vred undervisningsminister – Haarder kritiserer skolebøger. Eksemplerne er fra papirudgaven.

    “Carl Pedersen og Helle Porsdam, ”USA i det 21. århundrede”:

    »Bush-regeringens politik er en besynderlig kombination af påvirkninger fra det religiøse højre (især hvad angår sociale og kulturelle spørgsmål), som primært er baseret i sydstaterne, den neokonservative vision om USA’s indskrænkede magt og en kapitalisme baseret på vennetjenester (crony capitalism).«

    Gregers Friisberg, ”Politik – dansk politik i en EU-ramme”:

    »Dansk Folkeparti har i sin korte historie især fundet en platform i dansk politik på indvandrerspørgsmålet og en nationalistisk profil, der kan appellere til de danskere, der søger tilflugt i drømmen om det nationale fællesskab omkring den svalende Tuborg i kolonihavehuset.«

    Gregers Friisberg, ”Dansk økonomi og politik”:

    »Glistrups arvtagere i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti fik i 1998 knap 10 pct. af stemmerne. Den nyfascistiske højrefløjs succes synes altså at være et fælles europæisk fænomen.« Forlaget oplyser, at ordet “nyfascistiske” er ændret til “fremmedfjendske” i en senere udgave.

    Bülent Dikens og Carsten Bagge, ”I terrorens skygge”:

    »Bushs krig minder om en jihad. Det er en krig, der legitimeres med henvisning til absolutte værdier. Og som hos Bin Laden skubber denne diskurs den kritiske refleksion ud i marginen. Liberalisme og særlig liberal frihed er Bushs doxa, hans tawhid« (forlaget oplyser, at bogen skal betragtes som en debatbog, red.).

    Claus Buttenschøns og Olaf Rie, ”Ind i historien – Danmark og verden, 8. klasse”:

    »Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Zedung den Kinesiske Folkerepublik som en kommunistisk stat. Mange års borgerkrig var forbi, og resterne af Maos modstandere var flygtet til øen Taiwan. Verdens folkerigeste stat var kommunistisk!«

    Derudover kritiseres det, at der i Paul Thomas’ bog ”Revolutionære”, hvor forskellige revolutionære skikkelser, herunder Lenin, gennemgås, ikke nævnes Lenins og kommunismens forbrydelser imod menneskeheden.”

    

    15. september 2006

    – og vanen tro gik pædagogerne på barikaderne…

    Tidligere på ugen forhandlede Århus Byråd om budgettet for 2007, og vanen tro gik pædagogerne på barikaderne mens forliget blev forhandlet på plads af ansvarlige politikere. Strejken bevirkede at institutionen idag holdt lukket, og mine drenge var atter engang blandt gidslerne.

    Her et par bannere opsat ud mod vejen – bemærk kisten yderst til venstre…

    Jo større forbedringer, der gives på et område, jo mere hysteriske bliver klagerne over nedskæringer og pressionen for at få endnu mere.

    Problemernes omtale har intet med at gøre med deres omfang, men alene med den tid og de ressourcer, der er til rådighed til at tale om dem og agitere for deres løsning.

    (Klynkelovene, Haarder, Bertel: Midt i en klynketid, 1980. S. 95)

    Oploadet Kl. 18:55 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper