20. marts 2018

Connie Hedegaard, Berlingske: ‘Vi oversvømmes med fake news og mangler en fælles referenceramme’

Udover JP/Politikens Hus er den eneste seriøse konkurrent til DR Berlingske Media, der foruden en række aviser også står bag Radio24syv. Da jeg sidst hørte lidt fra (det i øvrigt udmærkede) Q & A på Radio24syv, var der debat om DR-reformen. Højre flanke forsvarede nedskæringen af DR, ingen problematiserede etableringen af et skattefinansieret statsmedie. Røde partier har allerede nu lovet, at tilbagerulle nedskæringerne, og om få år står det endnu værre til for det borgerlige Danmark. Et større DR, uden mulighed for fravalg.

Spørgsmålet er selvfølgelig også, om det overhovedet kan blive værre. Socialliberale Connie Hedegaard, der bliver ny bestyrelsesformand for Berlingske Media, har naturligvis også en fortid på DR. Hun er ‘moderne, konservativ’, altså, slet ikke. Fra BT.dk – Connie Hedegaard i spidsen for Berlingske Media: Vi skal kæmpe mod fake news.

“I årevis har konservative drømt om den store fremgang, de ville høste, hvis de kunne lokke tidligere klimakommissær Connie Hedegaard til at blive formand for partiet. Nu kan hun i stedet være med til at sikre oplagsfremgang i stedet for vælgerfremgang.

Hun skal nemlig være bestyrelsesformand for Berlingske Media, der udgiver BT, Berlingske, Metroxpress, Weekendavisen og Radio24Syv.

‘Jeg har stor veneration for huset, og synes at Berlingske og andre mediehuse har en utroligt vigtig rolle nu. Især i disse tider, hvor vi oversvømmes med fake news og mangler en fælles referenceramme,’ siger Connie Hedegaard til BT, da vi fanger hende mellem to møder med forskellige topchefer. …

‘Hun har indsigt i medier, har en moderne, konservativ forståelse af samfundet og et internationalt udsyn, som gør hende til en stærk sparringspartner for ledelsen og aktionærerne,’ tilføjer Christian Van Thillo.”



25. november 2009

Klima- og energiminister Lykke Friis, halvt tysker, halvt europæer

Hvad nytter det Connie Hedegaard forsvinder fra dansk politik, når det blot medfører at jubel-europæeren Lykke Friis overtager – halv tysker, halv europæer. Fra Kristeligt Dagblad – Lykke Friis er ny klima- og energiminister.

“Lykke Friis, 40 år, der er medlem af Venstre, overtager posten efter Connie Hedegaard (K), der samtidig bliver udnævnt til EU-Kommissær. Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)…

Lykke Friis har i årevis været kendt som ekspert i EU og har i flere omgange været ansat på Københavns Universitet og har også været tilknyttet Handelshøjskolen i København. I en kortere årrække var hun ansat i Dansk Industri, men vendte i 2006 tilbage til universitetsverdenen.”

Oploadet Kl. 15:13 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


5. april 2007

Uge 13, mental sikkerhedsventil

Jeg er tilbage på fuld styrke, men kommer nok til at bruge et par aftener på at tømme mit sind for uskrevne posteringer. Det er en rodet affære – nu er du advaret.

Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske Tidende (23/3-07).

Fortrængning?
Miljøminister Connie Hedegaard kan (21.3.) ikke lide, at jeg forleden i Groft sagt sammenkædede en meningsmåling, der viste, at hun blandt SFs vælgere er lige så vellidt som konservativ partileder, som Bendt Bendtsen er blandt de Konservatives egne, med min personlige erindring om, at hun tidligere havde udtalt, at hun givet et valg mellem socialisme og liberalisme ville foretrække det første. Det kan jeg sådan set godt forstå – det må også være ubehageligt at få revet i næsen. Hedegaard går derefter så langt som at sige, at det er en direkte løgn fra min side – det er jo heller ikke just en behagelig anklage. Jeg skal derfor »for the record« pege på to ting.

For det første, at hun i sit læserbrev faktisk ikke afviser, at hun ville vælge socialisme fremfor liberalisme. Hun siger blot, at hun ikke er socialist, og det er jo en interessant drejning af, hvad jeg citerede hende for.
For det andet kan jeg oplyse, at udtalelserne faldt ved to lejligheder i 1985/86, henholdsvis en KU-ideologikonference på Sostrup og et møde i KU i Københavns lokaler på Østerbro. Ved begge lejligheder var hun som fremtrædende konservativt folketingsmedlem inviteret til at give sit syn på konservatisme. Begge gange kritiserede hun både socialisme og liberalisme, og da hun blev spurgt (den ene gang af mig), hvad hun foretrak – hvis hun nu alligevel skulle vælge – svarede hun, at hun så naturligvis ville vælge socialisme, fordi liberalisme leder til ulighed, og fordi lighed her er at foretrække moralsk. Det kan ikke siges at være en varm anbefaling af socialisme, men det var dog for et par dusin tilstedeværende en såre forbavsende udtalelse. Det er jo mange år siden, så det kan være, at den senere minister har glemt, hvad vi hørte dengang; det kan også være, at hun faktisk har skiftet holdning. Det skal jeg ikke kunne sige, men man skal nok være forsigtig med at beskylde andre for at lyve bevidst. Det er et tveægget sværd.

Lene Kattrup i Weekendavisen.

DR
DR’s tidl. generaldirektør Christian Nissen taler om en politisk intervention
fra borgerlige politikeres side pga. disses kritik mod DRs ensidige nyhedsdækning, som han omtaler i sin bog. Han mener, at indblandingen fra borgerlig side var større end under den socialdemokratiske regering. Han kan meget vel have ret i dette, men har tilsyneladende helt glemt at tænke på, at det nok skyldes DRs politiske vinkling på nyhedsformidlingen og på programmerne i det hele taget. Partier til venstre for midten har ikke brug for at kritisere DR. Ja, de har snarere brug for at klappe i hænderne over dækningen, der normalt klart er til deres fordel. De har næppe en bedre accept af armslængdeprincippet, som Chr. Nissen har helt ret i, at vi bør tage dybt alvorligt, men programmernes vinkling passer bare bedre til mennesker, der politisk og ideologisk befinder sig til venstre for midten i dansk politik. De forstår ofte ikke, hvorfor borgerlige mennesker er utilfredse med DR. Brian Mikkelsen skrev i en mail fra 2003 til Jørgen Kleener, som denne videresendte til Christian Nissen, at der på et ministermøde havde været rejst kritik af DRs dækning for at være ensidig.

Det fremgår ikke på nogen måde af mailen eller af andet, der hidtil er kommet frem, at man fra regeringens side kritiserede og ønskede andet end en mere neutral og saglig dækning, og det er vel kun hvad man bør kunne kræve af reportager og dokumentarprogrammer. Det er at beklage, at vi ofte ikke får det herhjemme i DR. Det kan jo ikke skyldes manglende respekt af armslængdeprincippet i forhold til regeringen, for programmerne er netop vinklet, så de er meget kritiske over for regeringen. Tværtimod er programmerne skåret til, så de er positive over for oppositionen, og desuden er de ofte humanistisk godhedssøgende og opdragende til en accept af multikulturalisme. Problemets årsag forværres af, at journalisterne træder frem og sætter sig selv i centrum i dag. Det er blevet et modefænomen. Tidligere var det en dyd, at journalisten fremstillede virkeligheden og videregav fakta, men holdt sig selv i baggrunden.

Claes Kastholm Hansen i Berlingske Tidende (24/3-07). I fuld længde, fordi han vistnok er den første som kommenterer mediernes abstrakt af BBC’s seneste Irak-meningsmåling. (Nyhedsavisen talte om op imod 700.000 døde i en 2-siders artikel, som med baggrund i undersøgelsen moraliserede til fordel for en tilbagetrækning – cherrypicking, kalder man det vist).

Den intellektuelle venstrefløjs holdning til det vestlige engagement i Irak er ubegribelig
I denne uge var det fire år siden, krigen mod Saddam Hussein begyndte, og i den anledning spurgte en avis lektor Jørgen Bæk Simonsen, hvad han mente om den aktuelle situation i Irak. Den mente han naturligvis intet godt om, og det kan næppe komme bag på andre end den pågældende journalist. Stod det til Bæk Simonsen og hans ligesindede i den politiske opposition og blandt intellektuelle på venstrefløjen, ville Saddam stadig sidde bred, mægtig og selvsikkert smilende på sin trone, hans torturkældre ville stadig genlyde af skrig, og dagligt ville et ukendt, men stort antal børn dø af underernæring og mangel på medicin, fordi han stadig udnyttede FNs olie for mad-program til at berige sig selv og sine håndlangere. Om Hans Blix og hans tapre flok af våbeninspektører stadig ville vimse rundt i landet og være til grin, er nok mere usikkert. Men én ting kunne man i hvert fald være sikker på: at de godt 200.000 amerikanske tropper, der lå i lejr uden for Iraks grænser, ville være sendt hjem. For det ville hverken være politisk eller praktisk muligt at blive ved med at holde dem stand by dér. Og hvordan ville sagen så udvikle sig, hr. Bæk Simonsen, hvis det var blevet som De og Deres ligesindede ønskede? Saddam ville kunne glæde sig over, at hans taktik var lykkedes, han havde sat Vesten på plads, han kunne spejle sig i dammene i alle sine otte paladser og sige til sig selv, at nu havde han set verdens største mand. Og mon han derefter ville have nøjedes med at give sig til at dyrke sin have?

Ud fra en almindelig menneskelig tankegang ville man forvente, at vreden rettede sig mod gangsterne, terroristerne, de på blodsudgydelser konkurrerende sekter, og at de allierede bestræbelser på at bekæmpe disse mange rædselsfulde, foragtelige mordere – der nu også bruger børn som levende bomber – blev bakket varmt op. Og at denne opbakning var helhjertet til stede, uanset om man i sin tid havde været tilhænger af krigen mod Saddam. Fordi bekæmpelsen af disse menneskeforagtende forbrydere er en påtrængende opgave, der vejer langt tungere end at pleje indbyrdes uenighed om den rette politik over for Irak. Men en sådan almindelig menneskelig tankegang er oppositionen til det vestlige engagement immun overfor. Denne oppositions tolerance over for terroristerne, morderne, gangsterne ser ud til at være grænseløs, hvorimod tolerancen over for amerikanerne, briterne, danskerne i Irak er ikke-eksisterende. Forbryderne, det er os! I nøje overensstemmelse med denne den omvendte verdens tankegang sætter Bæk Simonsen og ligesindede al deres intellektuelle energi ind på at finde beviser for rigtigheden af deres elendighedsteori vedrørende udviklingen i Irak. Meningsmålingerne, der svarer lige så dunkelt, som Oraklet i Delfi i sin tid gjorde, bliver systematisk tolket negativt, men hvad er den rette fortolkning af en meningsmåling, der eksempelvis siger, at et flertal af irakerne mener, at de allierede styrker er en del af problemet, samtidig med at et flertal mener, at de allierede skal blive i Irak? Og lige så konsekvent ser man bort fra de uomtvistelige forbedringer af situationen, der faktisk er til at måle, og som taler klarere end mystificerende meningsmålinger og de daglige katastrofebilleder på TV.

Under Saddam var den økonomiske vækst på minus 7,8 procent. I dag er den plus 3,7. Under Saddam var der 4.500 internetopkoblinger, i dag 200.000. Der var 0 mobiltelefoner, mod i dag otte millioner. Der var 0 private TV-stationer, radiostationer og aviser. I dag er der henholdsvis 54, 114 og 268. Disse kolde fakta – og flere kunne nævnes – er tegn på, at det irakiske samfund også er inde i en positiv udvikling. Og så skulle vi vel heller ikke glemme, at der faktisk er kommet en demokratisk forfatning, et folkevalgt parlament og en parlamentarisk valgt regering. Det sort-hvide billede, danske intellektuelle ynder at male, tjener ikke til oplysning om de faktiske forhold, men til cementering af den faktiske uvidenhed. Indlysende er det imidlertid, at amerikanerne har begået meget alvorlige, måske fatale fejl. Den kloge, fremtidsorienterede reaktion på dette er dog at slutte op om forsøgene på at løse problemerne i stedet for at piske sine egne med skorpioner. Men der findes en type intellektuelle, der baserer hele deres kulturelle eksistens på at frakende deres egen kultur, den vestlige, hæder, ære og gode hensigter. Hvis de bestemte, så havde vi aldrig foretaget os noget over for Saddam. Og når så konsekvenserne af denne passivitet viste sig, ville de bebrejde os, at vi intet havde foretaget os.

Mandag d. 26/3-07.
Påtaget naivitet i rå doser af TV2-værten Jesper Steinmetz i 24timer.

Journalister også kan være borgerlige.
Der hersker mange myter om journalister. Én af de mest sejlivede er den om, at alle journalister er nogle ræverøde hunde, der kæmper mod alt etableret og endnu værre: Alt der lugter borgerligt. Myten har fået endnu en tur rundt i manegen oven på krisen i DR. Der findes givetvis venstreorienterede journalister i DR. Der findes også venstreorienterede journalister på TV 2, og hold nu godt fast: Der findes helt sikkert venstreorienterede journalister på Jyllands-Posten. Jeg ved det, fordi jeg har været ansat alle tre steder. Og derfor kan jeg med ligeså stor sikkerhed afsløre, at der alle steder findes journalister af borgerlig observans. Men ved I hvad: Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man sætter sit kryds, hvis man er en ordentlig journalist. For man bør ikke have valgt et liv i pressens tjeneste, hvis man ønsker at missionere for et bestemt politisk budskab. Og skulle en journalist alligevel forsøge det, vil vedkommende forhåbentlig blive afsløret og bragt i disrespekt af sine kolleger og ikke mindst af de læsere, lyttere og seere, hvis tillid journalisten aldrig må svigte. Når myten er fremherskende, fremherskende, skyldes det givetvis, at vi går hårdt til magthaverne. Og når vi gør det på tv, gør det gerne mere ondt. Det talte ord og det koncentrerede ansigt gør, at seerne føler, de er vidner til en boksekamp. Nogle seere tror, vi journalister personligt har noget imod dem, vi interviewer. Hvad vi ikke har. Jeg vil hævde, at man godt kan adskille sin egen politiske overbevisning fra sin professionelle opgave. Jeg interviewer jævnligt politikere, som jeg sympatiserer med politisk. Men det afholder mig ikke fra at stille de skarpeste spørgsmål og fastholde kravet om et svar. Alligevel vil jeg samtidig påstå, at der altid lurer faren for at lade sig kyse. At man undlader at bringe den politisk ubekvemme historie, fordi man er bange for at gå de forkertes ærinde. Man bør altid bringe den samfundsmæssigt væsentlige historie og stille de relevante spørgsmål uden skelen til, hvilke politiske konsekvenser det måtte føre med sig.

For at forstå rækkevidden af Steinmetz’ DR-apologi, anbefaler jeg Hovdabrekka-undersøgelsen kombineret med Frands Mortensens Ikke et ord om ytringsfriheden.

Apropos: “Man tror det er løgn…”

Som daglig lytter af P1 snubler jeg ofte over groteske modstillinger mellem højre- og venstrefløj. Lidt fortegnet kan man sige at en højrefløjser der hænger politiske plakater op retorisk sidestilles med venstreorienterede terrorister. Forleden (15/3-07) leverede Esmanns Verden et godt eksempel i en ellers sober udsendelse uden for megen ETA-apologi, og dagen efter /16/3-07) kom et lignende i Ugen på spidsen. Her kunne man høre Rasmus Jønsson fortælle at mænd søger mod højre og kvinder mod midten. Idag kunne man i en EU-debat på P1 Formiddag med Poul Friis høre et klassisk eksempel begået af en anti-liberalistisk lytter…

Erik Bach, Vejby: … Der er ingen tvivl om at det liberalistiske element i EU-projektet var med til at skabe det nej i Frankrig. Det var mindst ligeså meget et venstreorienteret nej i Frankrig, som det var et fremmedfjendsk nej.

Poul Friis, P1: Ja, der fandtes jo både positive og negative nej’er…

Et lille kvarter senere var Benny Andersen gæst Gaardbo på P1, hvor poeten blandt andet læste et af sine digte højt for sagesløse licensbetalere. ‘Dengang’ hed partiet Fremskridtspartiet, lød det…

H.C. Andersens land
Før holdt de sig skjult
skrev anonyme breve
kom med anonyme tilråb
anonyme opringninger
foretog anonyme overfald
nu tør de kaste maskerne

nu har de navne og ansigter
gode danske navne
knyttede danske ansigter
nu har de opdaget hinanden
gennem læserbreve
gennem meningsmålinger
gennem radio og fjernsyn
de kan mærke de blir flere og flere
hævder allerede at være de fleste

endnu er de ikke organiseret
endnu marcherer de ikke i takt
men partiet står parat
med åbne arme
og lukkede grænser
Mangt og meget sker
med overrumplende skift
i dette sekels krampetrækninger

Flygtninge
indvandrere
alle I med anderledes hår
anderledes næse
anderledes tro og skikke:

Dette er H.C. Andersens land
lær af ham og bliv klogere
nationalsporten er kanøfling
humoren brolagt med bananskaller
i folkeviddets troldspejl ses
ofre
som trusler
medmenneskelighed
som udansk

Her er det en dyd
selv for højtuddannede
at lade som om man hverken
kan læse eller regne
så få tusinder gøres
vupti
til en folkevandring

Giv agt når nogen siger:
– Jeg er ikke racist, men –
Så er det bare om
at springe til side
før de brækker sig over jer.

Danmark
en gang besat af gale germanere
snart besat af besatte danskere
mit land beboet af rygge
mit land hvor der jævnligt
er rift om sko
der er for små
mit land med skrumpehorisont
forvekslet med verdens navle

Danmark
mit skulende land
bliv voksent og stort
slå øjnene op
slå armene ud
så vi kan rette ryggen
ved at tilhøre dig

Danmark
gør dig ikke mindre end du er
udgør
udfyld din del af verden
gør vores skam til skamme
at vi kan forny dit ry.

Tirsdag, d. 27/3-07.
Fra Nyhedsavisen. Frank Esmann tør selvfølgelig ikke godtage Lancet-tallene, men det er der råd for – Connie Hedegaards store chance.

“De nykonservatives idealisme var med til at udløse en krig, som vi i weekendens aviser endnu engang kunne læse har kostet 650.000 døde irakere.”

Mere letbenet konservatisme fra De Konservative. Pia Christmas Møller om Safia Auodes sympati for islamistiske Hizbollah – Konservativ var på studietur hos Hizbollah.

“I et 10 år gammelt interview fortæller Safia Aoude, talsmand for foreningen Islamic Student Organization, om studieture til den væbnede Hizbollah-bevægelse i Libanon og regimet i Libyen. Det bekymrer Pia Christmas Møller. »Mange af Hizbollahs aktiviteter er i lodret konflikt med De Konservatives opfattelse af, hvordan man klarer uenigheder. Det skal ske med argumenter, ikke med vold,« siger Pia Christmas Møller.”

Det konsekvensløse samfund: HF lancerer klasse for syvsovere.

Kaffeklubben på P1 havde idag blandt andet sat spot på journalistik og blogs, og her kunne man først Pernille Rosenkrantz-Theill agitere for det skønne ved et anonymiseret liberalt internet, hvor efter tonen lidt senere fik en anden lyd.

Pernille Rosenkrantz-Theill: “… jeg synes det er rigtigt fedt at vi går væk fra sådan en mainstream pølsefabrik-ting på musikscenen og på litteraturscenen, hvor det ikke er hittet men bredden, kolonialvarene, vi kan have det hele med. Det behøver ikke kun være den der kan sælge en milliard som kommer frem. Det synes jeg er rigtigt dejligt… men så vil jeg sige, jeg synes også man skal passe meget på med at tro, at en faglighed ikke er en god ting. Altså det mener jeg er en af de største misforståelser omkring journalistfaget – det er, at det er sådan noget alle kan. Altså, alle kan skrive, og så derfor kan alle være journalist. Det synes jeg er meget meget forkert… jeg synes man skal passe meget på at tro, at man får det samme ud af det – rent informationsmæssigt hvis det er amatører der sidder og leger, som hvis det er journalister som sidder og leger – jeg vil gerne bruge Politiken som eksempel. En avis som jeg mener er blevet bedre og bedre med årene, og som i den grad leverer, synes jeg, et væsentligt alternativ til meget utrolig god information på nettet. Men præcis der har der siddet erfarne journalister og planlagt hvordan denne her avis skal bygges op, diskuteret hvordan man går ind og driver research og efterfølgende har en redigeringsfase. Det betyder bare at det er creme man får på den måde…

Modgiften til overstående er lige ved hånden. Henrik Stangerup henviser til Kolakowski i en kommentar til Peter Kemp om venstrefløjen anno 1980: “… denne kræftbyld som hedder den tyske filosofi…”. (7,14 min; 1,7 mb mp3). Sakset fra Radioklassikeren på P1.

Opdagede idag at P1debat har udvidet sin redaktion med SF’eren Rasmus Jønsson. Her er i forvejen Socialdemokraten Søren Lippert, og Søren ‘DR er en borgerlig bastion’ Carlsen. Den sidste, Eva-Marie Møller er ikke helt så slem.

Fra Dato. Et citat fra Indvandrerkvinder er stadig ikke i job.

“I forrige uge deltog Michael Weibel i en jobmesse for arbejdsløse indvandrerkvinder, og det billede, der har tegnet sig siden, er meget sympatomatisk for denne del af jobmarkedet. ‘Der var 500 deltagere på messen, og vi bookede 79 samtaler med kvinderne. Ud af dem er der ni, der er dukket op,’ siger han.”

DR mobiliserer rutinemæssigt imod den ubekvemme virkelighed. Idag med programserien Mission Integration, og fra torsdag med Oraklerne.

Enhver meningsmåling har altid noget der kan bruges. Mon DUF fik hvad de betalte for?

I søndags sendte DR iøvrigt Motorcykeldagbog – på tur med Che Guevara, mere Che-forherligelse. Paul Berman har kommenteret filmen i længder – Don’t applaud the Motorcycle Diaries.

Sidst på aftenen bemærkede jeg iøvrigt, at tekst-tv på DR og SVT – i modsætning til TV2 fortalte om de nye uroligheder i Paris helt uden at nævne det etniske element med et ord. [TV2 Online]

Onsdag, d. 28/3-07.
Venstrefløjen har længe kæmpet for at afviste irakiske asylansøgere skal skal sendes hjem mod deres vilje, og Anders Fogh Rasmussen gav igår efter for kritikken, med en regel om at de afviste irakere godt må uddanne (og arbejde?) her inden de skal sendes hjem. I sidste uge kunne man høre oppositionen fortælle at målet for deres kritik ikke var en særlov der gav irakerne statsborgerskab, men næppe havde statsministeren holdt sit pressemøde før oppositionen skreg hysterisk over forslagets manglende mulighed for at give afviste asylansøgere fra Irak permanent opholdstilladelse. P1 Formiddag havde idag radikale Simon Emil Amnitzbøl som gæst, og i de 40 minutter jeg hørte – var han den mest moderate blandt de lyttere P1 lod komme igennem. En talte om tortur i Sandholmlejren.

I Nyhedsavisen kan man idag læse et interview med Halima El Abassi, der imorgen kan ses i DR2’s seneste multikult-agitpropserie Oraklerne. Hun er næstformand i Nævnet for Etnisk Ligestilling, og er – ifølge artiklen, i færd med at tage “en kandidatgrad i socialt arbejde”.

“De, der ser DR2 Kl. 22, er dem som i forvejen har en nuanceret tilgang til tingene. Jeg tror ikke, programmet når ud til den gruppe, som det i virkeligheden gælder om at få fat i, nemlig den ældre kvinde og ham, der stemmer Dansk Folkeparti.”

Niels Krause-Kjær er måske det tætteste man kommer på borgerlighed på P1, men der er ganske enkelt en verden til forskel i den behandling Tina Magaard fik i hans program for nogle uger siden, og den behandling miljø-økonomen Peder Andersen fik idag. Hint: Gæstelisten – Giv os flere afgifter.

Fra Berlingske Tidende – en interessant klumme af Sven Hakon Rossel

Revolutionens fortrop
I studenteroprørets tiår, da revolutionens fortrop rustede sig til at overtage magten i Danmark og en vis overklassedreng, Finn Einer Madsen, erobredeKøbenhavns Universitets talerstol og på en uforståelig marxistisk kaudervælsk krævede al magten til det sagesløse folk, gjorde i al stilhed en vis Christian S. Nissen sig rede til at overtage sin del af denne magt.

Første trin bestod i at blive formand i 1967 for det dengang mørkerøde Studenterråd ved Københavns Universitet – siden 1965 havde Nissen været menigt medlem og lige så stille arbejdet sig op i systemet, en taktik han kom til at mestre til fulde. Så udbrød studenteroprøret og Nissen flyttede opportunt med. Herefter fulgte den typiske cand.scient.pol.-karriere, der indledtes som undervisningsassistent i de glade 1970ere, hvor alle med det rette revolutionære sind fik stilling. Senere blev Nissen lektor ved samme universitet og så fulgte – igen i al stilhed – en flot løbebane i forskellige ministerier. Det gik slag i slag først som administrator ved Nationalmuseet, senere som direktør for Rigshospitalet. Så begyndte Nissens biografi at blive spændende og han var nu tvunget til at træde frem i rampelyset.

I 1994 skulle nemlig stillingen som generaldirektør i DR besættes og det blev Mogens Lykketoft og frue, der ville bestemme. Ved at bladre i gamle arkiver har Groft sagt kunnet opspore, at halvdelen af DRs bestyrelse ønskede Per Stig Møller til jobbet, men man glemte åbenbart at tage misteltenen i ed! Bestyrelsesformanden, Isi Foighel, havde den afgørende stemme og alle regnede med, at han ville stemme på sin partifælle. Men nej, sådan gik det ikke! Og så er det, Groft sagt spørger: Hvorfor? Det kunne da ikke være – skam få den, der tænker ondt derom – fordi Foighel så regnede med til gengæld at blive genudnævnt som formand? Det blev han nemlig ikke. Det blev i stedet for socialdemokraten, Albertslunds borgmester, Finn Åberg? Skyldte Lykketoft/Hilden måske ham noget? Og hvad var Nissens rolle i dette uigennemskuelige spil?

I forbindelse med DRs budgetskandale har Nissen endelig – omend alt for sent – brudt sin tavshed. Forbliver Nissen fortsat tavs i denne spegede sag fra 1994? Og hvad siger Isi Foighel? I stedet for en intellektuel personlighed af rang på den måske vigtigste post i dansk kulturliv fik vi i ti år en »djøffer« fra revolutionens fortrop, der ikke blot har været ansvarlig for en katastrofal forringelse af DRs programmer, men også eklatant har vist sin uduelighed som administrator.

Torsdag, d. 29/3-07.
Lotte Bundsgaard erklærede at skattestoppet var ren taktik for socialdemokraterne. Historien døde næsten før den kom på tryk. Torsdag lød det tillige, at de afviste irakiske asylansøgere formentligt ville sige nej til Foghs tilbud om uddannelse, idet det medførte at de på et tidspunkt skulle rejse hjem igen.

Et statskundskabs-speciale fra Københavns Universitet om mediernes politiske skævvridning nåede Information onsdag, og gratisavisen Dato torsdag. De 375 sider kan læses her (pdf)

  • 28/3-07 Information – TV Avisen ikke mere venstre-orienteret end TV2/Nyhederne.
  • 29/3-07 Dato – Undersøgelse: TV-avisen er ikke rød.
  • Vejlederen på specialet er Anker Brink, og opgaven ligner til forveksling lignende undersøgelse fra den kant. Præmisserne er skræddersyet til at udligne forskelle – der ledes ikke efter bias de steder hvor man kunne forvente, og det siger sig selv konklusionen måtte blive derefter.

    Det statistiske forbehold bruges så i Informations artikel til at gøre Information til mindst biased, og selvom DR og TV2 begge ligger til venstre for midten i undersøgelsen – så præsenteres historien, ikke som at tv-kanalerne er venstreorienterede – men at DR ikke er venstreorienteret.

    Med andre ord: En undersøgelse af den art vil per definition frikende DR sålænge de overholder visse elementære journalistiske dyder. Bias kan i et demokratisk land ikke være så tydelig, at det opfanges i så altdækkende undersøgelse – ikke mindst når perioden netop er kendetegnet ved pligtstof. Den her gang var det et kommunalvalg. Ved alle valg er DR ekstremt opmærksom på egen bias, og alle parter skal høres, netop for at undgå politisk kritik. Sidste gang var det Hjarvads undersøgelse om (de indledende uger i) Irak-krigen der frikendte DR (og alle andre). Her blev medierne kritiseret for skævhed i kilderne (brugte amerikanske/vestlige kilder), og derfor var medierne generelt biased mod USA. Den slags undersøgelsen kan med fordel bruges i pejsen.

    Ja. så er der lige det indlysende. Sålænge DR og alle andre medier unden blusel refererer Ritzaus Bureau (som Plummer iøvrigt er næstformand for), så betyder det jo blot at der i forhold til visse emner er opstået konsensus-tunnelsyn – ikke mindst om det udenrigspolitiske stof.

    Jeg snublede iøvrigt over et interessant citat i en artikel i Berlingske Tidende om DR2’s nye multikult-serie- Muslimske kvinder som TV-orakler. Muslimske kvinder er helt vildt forskellige – blot ikke når de konfronteres med ikke-muslimer. Så megen virkelighed fra en italesættende DR2-tilrettelægger var selvfølgelig utilsigtet.

    “»De syv orakler har forskellige meninger, både når det gælder religiøse spørgsmål, børneopdragelse og ægteskab. Det er modige kvinder, der har formået at bryde nogle barrierer uden at bryde med deres familier og kultur. Vores mål er at vise, hvor forskellige muslimske kvinder er. Hvis vi havde sat muslimske kvinder sammen med danske kvinder, ville programmet komme til at handle om dem og os, og det har vi ikke ønsket,« siger Inge Bang Termansen.”

    Fredag, d. 30/3-07.
    Først på eftermiddagen tilbragte jeg 40 minutter i bus med P1. Det blev en brutal affære. I Lasse Jensens afsluttende monolog i Mennesker og Medier, hørte jeg ham fortælle at Danmark har (Europa-)rekord i lav indvandring. En bevidst løgn, eller en sandhed med modifikationer – døm selv, jeg ved godt hvad jeg mener.

    Umiddelbart efter var Interview med en journalist fra Dagens Nyheter, som påstod den danske kulturdebat var racistisk. Intervieweren refererede tørt, og fremfører så det argument at svenskerne jo også har militante Sverigedemokraterna og nynazister. Debatten gik fra Dansk Folkeparti til nynazister på et splitsekund, helt uden journalisterne fattede det problematiske ved at sidestille demokratiske partier med ikke-demokratiske ditto.

    Efter dette interview var der Radioavis. Her kunne man høre en korrespondent fortælle at Bill Clinton var positiv overfor Kyoto-aftalen, men så blev Bush valgt… Godt lød det jo, men faktum var ikke desto mindre at Kongress-beslutningen var ensstemmig – ikke en eneste demokrat stemte for Kyoto, da Bill Clinton var præsident og Al Gore vicepræsident.

    Lørdag, d. 31/3-07.
    Fra Berlingske Tidende. Claes Kastholm Hansen om DR yndlingsminoritet.

    Den kompakte minoritet
    Når beskyldninger om DRs skævvridning tilbagevises, sker det altid på et meget bastant grundlag, dvs. ved optællinger af indslag, vinklinger, medvirkende, udtalte synspunkter osv. Al den slags, som de mere enkle medieaktører af typen »det journalistiske svar på de faktiske forhold i jernindustrien«, altså fhv. nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, kan forstå. Men forholdet er mere subtilt og derfor meget mere virkningsfuldt. Skævvridningen hænger først og fremmest sammen med den problemdefinition, DR har, og den sociale og intellektuelle horisont, DR arbejder indenfor. DRs verden svarer mere til Politikens og Informations verden end til Berlingske Tidendes eller Jyllands-Postens, og det er ganske karakteristisk, at man nu på DR2 har startet debatprogrammet »Oraklerne«, som udelukkende har deltagelse af muslimske kvinder. En typisk Politiken-idé, og en idé, der nok aldrig kunne fostres på TV2, hvis horisont rækker langt ud over Valby Bakke. I denne DR-Politikenverden dyrkes det muslimske med en intensitet, så man skulle tro, at mindst 30-40 procent af befolkningen var muslimer. Derimod eksisterer andre minoriteter overhovedet ikke i denne DR-Politiken-verden, undtagen som historier om enkeltstående sociale tilfælde. Kunne man forestille sig et lignende debatprogram med udelukkende grønlændere, et ` par hidsige færinger og bornholmere, vietnamesiske bådflygtninge (disse superdygtige, velintegrerede medborgere) og andre minoriteter som f.eks. nordjyske landmænd? Umuligt. I denne DR-Politiken-verden findes der kun en interessant minoritet, den er Solen, hvorom alt drejer sig.

    Fra Cepos blog. Henrik Gade Jensen om Noget for ingenting-samfundet.

    “”Kan et noget for ingenting-samfund også være en logisk rationel samfundskonstruktion?”, spurgte professor og tidl. overvismand Niels Kærgaard i en kronik i Politiken i mandags. Og kritiserede dermed den måde, den danske velfærdsstat er opbygget på siden den første offentlige pensionsordning i 1891. Danskerne fik velfærd uden at skulle yde. Noget for ingenting, som Kærgaard siger.

    Og det bliver problematisk: ”I den danske model er der ikke nogen klar forbindelse mellem, hvad man yder, og hvad man får”. Statsministerens valgsprog noget for noget gælder ikke velfærdsstaten. Og det kan blive dens død, spår Kærgaard:

    ”Kan en velfærdsstat af den klassiske danske type trods hele sin glorværdige historie og alle argumenterne for den fungere i en globaliseret verden, når befolkningen ikke længere føler nogen stærk indbyrdes solidaritet, men i stedet dyrker en noget for noget-filosofi?”

    Ja, hvis man så bare fik noget for noget. Ofte får man ingenting for noget. Eller som de sagde i Polen under kommunismen: De lader som om, de betaler os. Vi lader som om, vi arbejder.

    Søndag, d. 1/4-07.
    Jyllandsposten sætter spot på England anno 2007 – Farvel til multikulturen. Et citat.

    “Da Labour-regeringen kom til i 1997, gjorde den det tilmed endnu lettere at lave familiesammenføring, så det i dag er 70 pct. af alle ægtefæller til unge asiater, der kommer fra udlandet. Alt sammen fordi briternes oprindelige tanke med multikulturalismen var simpel:

    Alle kulturer er lige gode. Folk skal have ret til at dyrke deres religion, beholde deres traditioner og bevare deres kultur.

    “Live and let live” – lev og lad leve – sagde briterne i den tro, at alle indvandrere ville melde sig i koret af “jolly good fellows” og synge med på Beatles-sangen “We All Live in a Yellow Submarine”. Men i virkelighedens verden er kulturerne drevet væk fra hinanden. De er blevet små øer uden fast forbindelse. Parallelsamfund, kalder myndighederne det. Folk lever isolerede i deres egne kulturer rundt om i de britiske byer: Bangladeshere for sig, pakistanere for sig, indere for sig, indfødte briter for sig. Det ses tydeligst i nordengelske byer som Bradford, Burnley og Oldham, hvor hele bydele er 100 pct. “asiatiske”, som briterne siger med den politiske korrekthed intakt. I virkeligheden mener de muslimske…

    For selv om tendensen til parallelsamfund har eksisteret i årtier, er det især med tilsynekomsten af en stor gruppe muslimske indvandrere, at problemet med parallelsamfund er blevet tydeligt. Ganske vist har religionen også spillet en rolle for de tidligere indvandrergrupper som jøder, hinduer og sikher. Men med muslimerne er det alligevel anderledes. 9 af 10 muslimer i Storbritannien sagde i en måling for nylig, at religionen er det vigtigste i deres liv. Og da islam er en lovreligion, der angiver regler for alt fra bedetider til kvinders tildækning, familieret, strafferet og lånefinansiering, kommer lige præcis denne religion til at stå i stærkere modstrid med det britiske samfund.

    Det er to kulturer, der støder sammen, og hvor de ikke begge kan vinde.

    Fra svenske Erixon. Lidt fra en post om DN:s PRIMITIVA AMERIKAHAT.

    “Jag tycker Ali Esbati och vänsteraktivisternas Amerikahat är mer sofistikerat än Dagens Nyheters och medievänsterns, av den enkla anledningen att de är ärliga och öppet erkänner att de hatar amerikaner och allt de står för – inklusive frihet, demokrati och kapitalism. De som hatar USA har i turordning hyllat föredömen som Stalin, Mao, Pol Pot och Castro – de som står för förtryck, massmord, skenrättegångar och armod. Snart kommer de väl att hylla Ahmadinejad.

    DNs ledarsida vill däremot framställa sig som “Amerikavän”, och när de kritiserar USA försöker man få det att framstå som att man är intellektuellt analytisk och egentligen menar väl. Men de hatar USA minst lika mycket som vilka vänsterpartister som helst.”

    Oploadet Kl. 21:07 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper