19. april 2015

Rasmus Jarlov: “Mindre indvandring”

(Rasmus Jarlov på Facebook, 18. april 2015)

Oploadet Kl. 02:58 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


3. februar 2015

Fagpolitisk heksejagt, 1995 & 2015: PMF: “… viser, hvordan faglig aktivitet kan presse nazisterne ud.”

Den yderste venstrefløj har i årtier jagtet politiske modstandere, særligt indenfor fag hvor fagforeningsaktive kommunister har sat tungt sig på magten. Det være sig eksempelvis Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) og Pædagogmedhjælpernes Fagforening (PMF), hvor heksejagten typisk indledes med anonym kritik af et ‘utryghedsskabende menneskesyn’.

Tilbage i 1995 lykkedes det eksempelvis at få fyret nationalsocialisten Henrik Asferg, der var pædagogmedhjælper i en børnehave i Karlslunde, da hans politiske tilhørsforhold blev problematiseret af Job og Børn, tidsskrift for Pædagogmedhjælpernes Fagforening. Officielt var forklaringen ’samarbejdsproblemer’, men ingen havde klaget over ham før fagbevægelsen indledte kampagnen, og hovedpersonen havde tidligere haft lignende stilling. Centralt i heksejagten var ifølge kilde Johan Elkjær fra Internationale Socialister (IS), der den dag i dag fungerer som skolelærer. Allestedsnærværende Jan Hoby er i øvrigt også aktiv i trotskistiske Internationale Socialister.

Mandag aften havde Deadline inviteret LFS’ Jan Hoby og konservative Rasmus Jarlov til en debat om Nicolai Sennels’ ansættelse, og det blev et 12-13 minutters studie i venstreradikal logik. Hoby, der forleden kaldte Uriasposten for ‘Breiviks venner’, kom til kort, da det kom frem at hans argumentation for 95 procents vedkommende bestod af politisk antipati krydret med barnlige forsøg på hævdelse af definitionsmagten.

Som man kunne læse i søndagens BT, så trådte Sennels sine barnesko i et venstreorienteret hippiekollektiv, og selvom han stemte på Enhedslisten da han blev myndig, så blev han hurtigt klogere. Ikke mindst i forhold til Islam, og blev hermed en direkte modstander af fagforeningskommunisten, der næsten tigger om en injuriesag.

“… skillelinjen går mellem dem der er racister, nazister, antisemitter, islamofober, og så alle os andre. Rasmus og jeg. Alle os der hylder demokratiet, hylder mangfoldigheden, hylder inklusion, og der vil jeg bare sige, at dem der står på den forkerte side, hvis værdier er i diamentral modsætning… til det den offentlige sektor står for. … racistiske kvababbelser med afsæt i hans professionelle virke… Det der er problemet, vi vil ha’ psykologer, pædagoger, skolelærere, sosu-assistenter som ikke er racister, nazister, fascister, islamofober eller antisemitter i den offentlige sektor. … Du må gerne invitere mig ind hvis du vil diskutere revolutionær praksis… Jeg er socialist, jeg er demokrat – det er derfor jeg er socialist.” (Jan Hoby i Deadline, 2. februar 2015)

(Nationalsocialisten Henrik Asferg i PMF-tidsskriftet Job & Børn, 1995/17)

“Vi skal ikke have ‘Berufsverbot’ i Danmark. Der skal ikke hverken fin- eller grovsorteres politisk til stillinger – heller ikke på det pædagogiske arbejdsmarked. Men… (PMF-organet, Job & Børn, Forretningsudvalget, 1995/17, s. 2)

“Fyringen af Henrik Asferg er en klar sejr over nazisterne og viser, hvordan faglig aktivitet kan presse nazisterne ud.” (IS-organet Socialistisk Arbejderavis, september 1995, Nr. 119, s. 8)

“Jeg er ikke kun modstander af Social dumping, men også humanistisk, pædagogisk, psykologisk og etisk dumping. Derfor ingen racistiske, fascistiske eller nazistiske psykologer, pædagoger, lærere eller socialrådgivere i den offentlige sektor.” (Jan Hoby på Facebook, 31. januar 2015)



26. januar 2015

Forsker: Indvandring skaber muligheder, ‘kulturelt’ set – Muslimer har samme ‘værdier’ som danskere

Det var meningen at jeg ville sakse et par citater fra Uzma Ahmeds tanketomme Islam-apologi, men hun lød jo næsten fornuftig i forhold til religionshistoriker Brian Arly Jacobsen. Herunder lidt fra en Deadline-debat i kølvandet på Charlie Hebdo, sendt den 10. januar – Frankrig – hvordan håndterer vi truslen?

Adam Holm, DR2: Brian Arly, når du sidder og kigger på det, du forsker jo i Islam, og har et blik på hvordan den religion har spredt sig i Europa siden måske 70’erne. Altså når du kigger ud på det Europa du kender til, er du så bekymret? Ser du at det er Islam, religionen, som dybest set er hovedårsagen til de problemer vi nu står med, og som gør at vi nu er samlet her, og at der nu er sorg i Frankrig.

Brian Arly Jacobsen, religionshistoriker: Nej, jeg tror ikke Islam er hovedårsagen til de problemer som de europæiske samfund de har, der er mange årsager til de problemestillinger som man politisk tager fat i, i de forskellige lande, og lige nu der har vi selvfølgelig et stort fokus på terrorisme, og hvad attentatet i Frankrig. Det er fuldstændig rigtigt, at indvandring har skabt nogle problemer i løbet de her år, vi har haft indvandring til Europa både fra Mellemøsten og andre steder i verden, men det skaber også nogle muligheder, det gør det både erhvervsmæssigt og kulturelt, politisk og på alle mulige andre måder. Og derfor så synes jeg, det er ensidigt kun at fokusere på de negative følger der kan være af indvandrere og muslimers tilstedeværelse i de europæiske samfund.

Adam Holm: Uzma Andreasen, du er her ikke fordi du har en baggrund i Islam – altså, dine forældre er muslimer, men du kender problemstillingen, og har talt om integration i mange år, og gør det også i det parti du repræsenterer, Alternativet. Hele den her ophedede debat, hvor ser du Islams, i anførelsestegn, skyldighed.

Uzma Ahmed, Alternativet: Jeg ser det ikke som noget der har med Islam at gøre. Jeg ser det som et angreb på demokratiet, og det er en del af det jeg tror på.

(Uzma Ahmed Andreasen på Facebook, 2015)

Adam Holm: Men det er udført af nogle mennesker, som siger de går ind for.

Uzma Ahmed: Det gør de jo fordi de kan finde berettigelse deri, men jeg ser dem jo som terrorister. Og som nogle der er ekstreme, og dem ser jeg jo forskellige steder. Det er de holdninger repræsenteret i de her samfund, ik’. Det er dem jeg er bange for – jeg ser dem både på den ene og den anden side, som nogle der går ind og gør noget ved demokratiet, og gør os bange. Det skal vi også være. Men vi skal ikke, jeg ser det ikke som noget der har med Islam at gøre.

Adam Holm: Hvordan kan det ikke have noget med Islam at gøre, når de mennesker påkalder sig profeten og har gjort det i ‘Allah’ den barmhjertiges navn?

Uzma Ahmed: Ja, det kan man jo tolke mange ting (ind i).

Adam Holm: – De gør det jo ikke for nazistpartiet eller kommunistpartiet, de siger ret specifikt – ‘Allah’.

Uzma Ahmed: Jeg er ligeglad med hvad de gør. Jeg forstår godt at vi er bange, og vi er i panik, men jeg er også i panik når der sker noget tæt på mig. Det gør det jo også når der sker noget i Malmø, hvor det var nummer tretten moské som blev terroriseret, og det var jo ikke muslimer, så for mig – jeg sidestiller det. Vi har et demokrati som vi beskytter, og som vi skal værne omkring, og så er der nogle som er terrorister, som går ind og angriber det.

[…]

Mikael Jalving, historiker: Jeg er ikke bange, jeg er vred!

[…]

Brian Arly Jacobsen: Hvad er det præcist du vil gøre ved Islam?

Jaleh Tavakoli, Frit Iran: Jeg synes Islam skal reformeres, og kan den ikke det, så skal den smides i en skraldespand.

[…]

Brian Arly Jacobsen: … der blev lavet en værdiundersøgelse af Integrationsministeriet for nogle år tilbage, under VK-regeringen, hvor det var man prøvede at sammenligne danskeres værdier med muslimers værdier, og de viste rent faktisk at de havde de, at der var den samme opbakning bag de demokratiske frihedsrettigheder blandt muslimer, som der var blandt danskere.

Mikael Jalving: Tror du på det, så kan du sove roligt om natten. Vi andre som læser andre undersøgelser, og som følger med i vores lokalområde. Vi er godt klar over at det går den forkerte vej.



16. august 2014

Vellykket kalot-manifestation på Nørrebro – Gade Jensen om en ‘afværgemekanisme i vores baghoved’

Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro samlede omkring 500 tilhørere, og det blev således (lig Tingbjerg-Gudstjenesten, efteråret 2009), ikke en fest for voldsparate arabere, men en positiv tilkendelse til fordel for en minoritet der trues af islamiseringens naturlige følgevirkninger.

(Rasmus Jarlov i front)

I skrivende stund flokkedes politikere og meningsdannere om at være på den rigtige side af stregen, men det er værd at huske navnene på dem der svigtede. Også denne gang. Det være sig ikke bare en forbenet jødehader som Fathi El-Abed og en selvmordsjøde som Bent Melchior, men også tidligere LAU-formand Rasmus Brygger og Liberal Alliance-MF’er Mette Bock. “Er da der ingen grænse for populismen? Lad jøder være jøder, kristne være kristne, muslimer være muslimer…”, lød det fra sidstnævnte i en opdatering på Facebook. Problemet er dog ikke desto mindre, at når muslimer er muslimer, kan kristne ikke være kristne, og jøder ikke være jøder.

Selvom demonstrationen fandt sted på Nørrebro, så var der efter billederne at dømme kun enkelte muslimer tilstede, alle kendte fra den politiske offentlighed. En af dem var socialdemokraten Yildiz Akdogan, der efterfølgende reklamerede for en lille folkefest foran Nørrebrohallen under parolen ‘Nej til trusler og vold – Ja til sammenhold’. Det kunne teoretisk set være ølsalget der holdt tilhængere af ‘fredens religion’ væk, men mon ikke det i virkeligheden var tilstedeværelsen af danskere.

Medierne var patetiske som altid. “Behøver vi en demonstration for jøder?”, spurgte Deadline i går, og på samme måde varmede TV2 News op til live-dækningen under overskriften “Er jødedemo på Nørrebro en provokation?”. De trykte medier blev også denne gang anført af Politiken, der rutinemæssigt gjorde en ubekvem generel problematik om jødehad blandt tilvandrede muslimer, til en konkret spørgsmål om ‘kontroversielle’ danskere. (se evt. EB.dk)

Fremhæves må også Berlingske, der holdt mikrofonen for 90-årige Svend Allan Horwitz fra Virum, der afviste demonstrationens nødvendighed: “Vi er alle landsmænd… så snak da med muslimerne”. Følgende citat fra den tidligere fondsbørsvekselerer står fint alene.

“Jeg har aldrig i mit liv oplevet antisemitisme. Heller ikke dengang i 1943, da mine danske landsmænd hjalp mig til Sverige. (Svend Allan Horwitz, Virum)

Henrik Gade Jensen renser luften, og det er der i sandhed også brug for – Jødehadets deja-vu.

“Gazakonfliktens bagside er en opblussen af et had mod jøder i Europa, som man troede efter krystalnatten, nazismen og holocaust var endegyldigt aflegitimeret og umuliggjort i Europas byer i dag. Men jøder forfølges og synagoger angribes.

Men det mest uhyggelige er ikke, at herboende Hamas-sympatisører åbenlyst ønsker død over jøderne, men at medierne og myndighederne underspiller det. Som om det ikke må finde sted, og derfor taler vi ikke om det. Det går nok over sig af sig selv, og så er vi tilbage til normaliteten. Det er bare ganske få brushoveder, og det skal vi ikke regne for noget.

Nu forstår jeg, hvordan antisemitisme kunne vokse frem i Tyskland, om end det heldigvis stadigvæk er af langt mindre dimensioner i dag. Mange menige tyskere så overgrebene på jøderne som enkelttilfælde, slemt selvfølgelig, man kendte dem jo, handlede hos dem, men det skulle nok gå over. Og så beskyttede tyskere sig selv ved ikke at gøre jødehadet til et problem, reducere det til enkelte, enestående aktioner, og det var det. Vi ville ikke generalisere fra enkelttilfælde, sagde den tyske præsident Joachim Gaucks forældre til ham efter krigen, da sønnen konfronterede forældrene med deres tavshed og dermed samtykke til jødeforfølgelserne.

Ikke generalisere! Det hører vi igen og igen som et mantra. Og vi gør det også til en moralsk acceptabel, ja nærmest etisk fortræffelig afværgemekanisme i vores baghoved: det er kun enkelte tilfælde. Få gale Hamas-sympatisører! Galninge er der altid nogle af! På Facebook siges så meget!

Mere.

(Generation Identitaire-trøje ved Nørrebros Runddel; Yildiz Akdogan)

(kalot-demonstrationen passerer venstreradikale Modkraft/Monsun)

(Menorah ved Stengade)

(Politiet var kampklare, men diskrete)

(Arabiske mænd med drengebørn)

(Islamist der gennemfotograferede demonstrationstoget)

“Down down Israel. Down down Israel.” (araber via Local Eyes)

(Enlig moddemonstrant ved Den Røde Plads)



15. august 2014

Forkvinde for Nørrebro Lokaludvalg frygter det går galt, hvis visionen om ‘rummelighed’ konkretiseres

Næsten dagligt demonstreres der på Nørrebro for kommunistiske mærkesager og islamistiske ditto, men det at gå med synlige jødiske symboler er yderst kontroversielt, hvis man spørger konvertitten, der står i spidsen for Nørrebro Lokaludvalg. Et udvalg der paradoksalt nok, ligefrem praler med deres vision om rummelighed, mangfoldighed og frisind. Fra Berlingske – Nørrebro Lokaludvalg vil stoppe protestmarch.

“Aflys lørdagens protestmarch på Nørrebro. Budskabet fra Uzma Andresen er klart. Hun er forkvinde for Nørrebro Lokaludvalg og repræsenterer de næsten 80.000 borgere i den bydel, der ifølge hende føler sig som gidsler i den ophedede diskussion om retten til frit at bære den jødiske kalot eller andre religiøse symboler i Danmark.

‘Jeg er ikke tilhænger af protestmarchen og opfordrer til, at den afblæses,’ siger Uzma Andresen…

[…]

Men Uzma Andresen frygter, at det vil gå galt:

‘Folk her på Nørrebro sidder med blødende hjerte og ser deres familiemedlemmer blive slagtet i Gaza. Jeg siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert dernede. Jeg siger bare, at sådan er det. Rasmus Jarlov er folkevalgt, og han har også et ansvar på Nørrebro, men han er godt i gang med at rive et plaster op,’ siger hun.”

(Københavns Kommune, Nørrebro Lokaludvalg, Vision)

“Fremtidens Nørrebro er baseret på en RUMMELIGHED… Nørrebro er en mangfoldig bydel, og her er plads til alle. … Nørrebro er en stolt og FRISINDET bydel, som er tryg at bo i og besøge.” (Nørrebro Lokaludvalg, 2014)



6. november 2013

Venstrefløjsmyte hængt til tørre: Enhedslisten har ‘tre gange’ flere midler til kommunal valgkamp end K

Jyllands-Posten kan i dag afsløre, at LO til gengæld for en skriftlig politisk aftale, støtter socialistiske partier under den igangværende valgkamp. Meget apropos, så bragte TV2 Lorry i går et indslag om venstreekstreme Erik Storruds seneste hjerneblødning. Der blev også plads til borgerlige ord fra Konservative Rasmus Jarlov, hvis valgkamp mere end andre er blevet offer for den yderste venstrefløjs anti-parlamentarisme.

Fra Hærværk mod valgplakater er ok.

Speak: Bloggeren Erik Storrud mener at liberale og højreorienterede partier modtager flere penge end de venstreorienterede partier fra private selskaber til at føre valgkamp for. Derfor er det faktisk en demokratisk handling at hive deres plakater ned. De kan nemlig reklamere for sig selv. …

Erik Storrud, Modkraft-blogger: Så længe det sker nedefra, så mener jeg de fleste frustrationer er okay. Det gælder selvfølgelig også at rive valgplakater ned.

[…]

Speak: I København har Enhedslisten næsten tre gange så mange midler til at føre valgkamp for som De Konservative.



3. februar 2013

Skoleleder til jødisk far: Vi har mange “… muslimer. Det kan gøre det meget svært for et jødisk barn”

Der er visse problemstillinger der ikke kan behandles journalistisk, uden det ender med modhistorier, og en mudret polemik om den oprindelige historie. Det tog ikke Politiken lang tid at imødegå Lise Egholms ‘jødemobning’-historie, og der er tydeligvis dobbelte standarder. Enhver nyhedshistorie der indirekte understøtter en nationalborgerlig dagsorden, problematiseres tungt i alle medier. En modsatrettet nyhedshistorie understøttes af centrum-venstres forskerskare, og her når kritikken sjældent videre end et par læserbrev, eller allerhøjst en kritisk artikel i et JP-tillæg.

(Modhistorier på Politiken.dk, 29. januar til 1. februar 2013)

Hvis medierne havde forsøgt at bekræfte ‘jødemobningen’, så havde det næppe været en uoverkommelig journalistisk opgave, selvom det selvfølgelig kræves, at man går hårdt til ‘debatten er problemet’-segmentet, herunder den jødiske tekstforfatter Lone Spliid der tidligere i dag på TV2 News fortalte, at hun aldrig har oplevet problemer med muslimer, men dog ‘fordomme’ fra ‘ikke-muslimer’. Hendes ‘Tro i Harmoni’-arrangement, inkluderede (efter indslaget at dømme) ingen beskæggede mellemøstlige mænd, ingen kvinder med tørklæde – og symptomatisk for det hele, så havde interviewede muslimske Nadia langt udslået hår.

Hvor TV2 News velvilligt holdt mikrofonen for ovenstående, så var der andre boller på suppen da konservative Rasmus Jarlov tidligere på ugen debatterede ‘jødemobning’ med Anna Mee Allerslev på DR2. Her gik Deadline-værten Mikkel Frey Damgaard til angreb med spørgsmål som: “Var det ikke lige voldsomt nok at reagere på den måde, når nu det bare var tale om mobning”. Allerslev fortsatte i samme stil: ” Det nytter ikke noget at fare ud med bål og brand, fordi medierne laver en ny tvivlsom historie”, hvorefter studieværten gav hende et retorisk spørgsmål: “Synes du Rasmus Jarlov talte historien op igår?”

Således kan ‘debatten er problemet’-segmentet bekræfte hinanden i at løsningen er mere af det samme, og det største problem for et harmonisk forhold mellem kulturene, er højrefløjens populistiske debat. Her lidt fra en artikel der forsvandt i mængden – Jarlov: Jødemobning er et reelt problem.

“… det er en postgang for tidligt at aflive debatten om jødemobning, mener de Konservatives leder i Borgerrepræsentationen i København, Rasmus Jarlov, der har fået tilsendt en mailkorrespondance fra en jødisk far i København. …

Da faren i oktober sidste år spurgte Klostervængets Skole, der også ligger på Nørrebro, om den ville fraråde jødiske børn at starte, lød svaret fra daværende skoleleder Karen Margrethe Grønlund nemlig:

– Det må jeg desværre sige ja til. Vi er en skole i hastig forandring, dermed mener jeg positiv udvikling. Vi har 90 procent tosprogede elever, hvoraf 75-80 procent er muslimer. Det kan gøre det meget svært for et jødisk barn, hvilket ikke er rimeligt for barnet. Jeres søn er meget velkommen hos os. Vi er rummelige og fagligt ambitiøse. Hvis du ønsker, så kom og snak med mig, jeg kan også hjælpe dig til en anden skole.”

Mere af det samme i Den Korte Avis – Jøder forfølges – det danske samfunds værdier smuldrer.

“For fire år siden sagde Lise Egholm noget lignende. Det samme gjorde skoleleder Olav Nielsen fra Vollsmose. Men problemet er hverken fjernet eller formindsket i mellemtiden. Tværtimod. …

Hvis man ikke hører så meget til problemet, hænger det sammen med, at jødiske forældre længe har holdt deres børn helt væk fra skoler med mange muslimske elever. ”Det vil være fuldstændig umuligt for jødiske forældre at forestille sig, at de på nuværende tidspunkt vil melde børnene ind i en folkeskole på Nørrebro”, siger overrabbiner Bent Lexner. (BT)

I Mjølnerparken, der er en af de store indvandrerbebyggelse på Nørrebro, er holdningen: ”Jøder har ikke noget at gøre her”. Det siger Mohammed til Ekstra Bladet, der besøgte området i går aftes.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper