14. november 2016

Niels Lillelund om skallesmækkende mimoser, der harcellerer over Kjærsgaards ‘rotterede’-kommentar

Forleden betegnede Pia Kjærsgaard EU som en ‘rotterede’, og så brød helvedet løs. Hun er som bekendt formand for Folketinget. Forgængeren hed Mogens Lykketoft, og vi skal blot tilbage til sommeren 2014 – da han bestred samme post, og var hovedtaler til en anti-israelsk demonstration på Rådhuspladsen. Det har han været adskillige gange, og han har tilsyneladende intet imod at tale dunder til Israel for ‘Allahu-akbar’-råbende terrorstøttere med de klassiske AK47-flag. Niels Lillund kommenterer i Jyllands-Posten – En spansk ko uden hjerne og ballade i rottereden

“… der er forskel på folk. Nogen, som f.eks. Pia Kjærsgaard, må pænt liste af, hvis hun har sagt rotterede, men på politiken.dk må man godt skrive, at ‘Theresa Mays løfte om hurtigt EU-farvel smuldrer i en dåse fuld af orme’ – og det er jo egentlig ganske bramfrit, rent bortset fra at det lyder som en google-translate af det engelske udtryk a can of worms, som vi ikke har på dansk, ikke normalt i hvert fald.

Til gengæld har vi mange eksemplarer af den invasive art kaldet den skalle-smækkende mimose.

Lede kælling, hvæsede Uffe Ellemann-Jensen om Pia Kjærsgaard, nu skriver han fornemt, at ‘de øvrige partier i Folketinget må kalde deres formand til orden.’ Fordi hun siger rotterede.

Man bruger dage på at forarges over, at Mikael Jalving har kaldt Helle Thorning-Schmidt for en finke, men man klapper vildt, når den politiske korrektheds mest latrinært orienterede bannerfører Carsten Jensen taler om Pia Kjærsgaard og hendes ’skimlede sekt af klamme kældermennesker’…

Man skælder ud over rottereden og kalder gerne Pia K for fremmedfjendsk (og det, der er værre), og det er faktisk ganske ubehageligt. Fremmedfjendsk. Lad infamiteten stå et øjeblik og tænk lidt over ordet. Det er lidt alvorligere end at blive kaldt en hippie eller en finke.Skulle jeg mene.”

(Mogens Lykketoft taler dunder mod Israel for Hezbollah-tilhængere, 7. august 2006; Foto: YT)



9. september 2016

Fadime, der vil have bedre debat: Jarlov ‘marcherer gennem Nørrebrogade, nu uden skrårem og seler’

Medierne skriver meget om den hadske debat blandt højreorienterede på Facebook, men har man fulgt en islamiseret debat om Pia Kjærsgaard eller Inger Støjberg, så er folk som Niels Vestergaard Thomsen rene søndagsskoleelever. Sproget er groft, men vi taler trods alt ikke om dødstrusler.

Den manglende selvkritik er larmende. Danskere der skriver grimt, ved godt de at skriver grimt, hvorimod unge arabere (/muslimer) fint kan kalde danske politikere for racister i et indlæg ordret møntet på ‘hvide svin’. Det er noget kulturelt, som Fadime Turan fint illustrerer i et vanvittigt indlæg. Hun er cand.mag. i ‘Kultur og Sprogmødestudier’, er vært for et journalistisk morgenprogram på Radio24syv, men alligevel ikke dansk nok til at forstå, at man ikke kan kæmpe for et bedre debatklima’, i et indlæg der associerer politiske modstandere med nazisme og druknedød.

Læserbrev på Politiken.dk – De gode perkere skrider (NB: 7. september 2014)

“De seneste ugers debat har igen sat muslimer på dagsordenen.

Mens israelere og palæstinensere efter blodig kamp om henholdsvis sikkerhed og selvstændighed endelig har indgået en våbenhvile, udkæmpes der i den hjemlige politiske arena en intens kamp om midtervælgerne. Igen appellerer politikerne til borgernes frygt for den muslimske trussel, som ikke er blevet mindre efter Islamisk Stats succes på slagmarken.

Pia K. vil tvinge trusserne, eller var det tørklædet, af alle muslimske kvinder.

Støjberg vil kun have de dygtige ind – resten ud i Øresund i en fart. Og Kalot-Jarlov marcherer gennem Nørrebrogade, nu uden skrårem og seler.

I et debatklima som dette, hvor ethvert forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum ville være konstruktivt, kan det ikke undre, at en række usynlige og veluddannede minoritetsdanskere søger udenlands. Enten tilbage til et land, hvor de har rødder, eller til andre vestlige lande med et mindre betændt debatklima.

(Politiken.dk, 7. september 2014)

Ifølge Danmarks Statistik forlod 506 personer med tyrkisk baggrund Danmark i 2012. Det er en klar stigning i forhold til i 2007, hvor tallet var under det halve.

Det kan godt være, politikerne vinder stemmer, men er det godt på den lange bane? Er det godt for landets økonomiske vækst og for Danmarks situation i den globale konkurrence om kvalificeret arbejdskraft? Og hvad med personer med udenlandsk baggrunds generelle trivsel i Danmark? …

I Danmark er tallet af tilbagevendte forholdsvis beskedent, men med den negative debat og finanskrisen kunne det tænkes, at flere vil søge væk og måske aldrig vende tilbage, selv om konjunkturerne i Danmark måske måtte ændre sig.

Har vi råd til det?



16. juni 2016

Folkemødet: Mand spyttede efter Pia Kjærsgaard under interview – DR Nyheder slører spyttemanden

Jeg har aldrig helt forstået hadet mod Pia Kjærsgaard, men den vil være hendes livsledsager resten af livet – også den dag folketingsflertallet er til højre for det udgangspunkt, der gjorde hende til ondskabens ikon. Mediernes rolle er indiskutabel. Pressemeddelelse fra Bornholms Politi – Hændelse mod Folketingets formand.

“Kl. 1533 blev Folketingets formand Pia Kjærsgaard udsat for en hændelse på Folkemødet.

En mand spyttede i retning mod Pia Kjærsgaard, og politiet begyndte straks at lede efter gerningsmanden, der forsvandt fra stedet.

Kl. 1612 anholdt politiet en mand, der mistænkes som gerningsmand. Han skal nu afhøres af politiet, ligesom Pia Kjærsgaard også skal afhøres nærmere om episoden.

Politiet har ikke flere oplysninger i øjeblikket…”

(Spyttemanden II set på DR.dk, 16. juni 2016: Pia Kjærsgaard afbryder interview…)

Oploadet Kl. 18:39 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:


8. august 2015

Domprovst Poul Henning Bartholin: “At kalde Danmark et kristent land er en misforståelse…”

Han har sikkert en dybere filosofisk pointe, men den passer som fod i hose med den relativistiske tidsånd. Kronik af domprovst Poul Henning Bartholin i Jyllands-Posten – Åndsfrihed og dannelse er i forfald.

“Pia Kjærsgaard afslutter med at sige, at hun lægger vægt på at leve som et ‘ordenligt’ menneske og på, at man kan stå ved, hvad man har gjort. Mange deler Kjærsgaards holdninger og opfattelser. Kristendom og moral/etik og en ordentlig opdragelse og opførsel (borgerlig?) forbindes med hinanden. Hvad, der ligger i ordet ordentlig, udfoldes ikke. Underforstået er sandsynligvis ordene næstekærlig og uselvisk.

Den typiske opfattelse af at leve som et ordentligt menneske, som Pia Kjærsgaard i interviewet giver udtryk for, ligner – måske overraskende – en muslimsk opfattelse af menneskelivet og den dom, der følger af ikke at have levet som et ordentlig menneske.

[…]

Som jeg gerne har villet vise med disse eksempler, kan vi gå fejl af, hvad der er dansk, hvad der er tro, hvad der er videnskab.

Derfor er klarhed helt afgørende i denne debat. For vi har dels en fælles, dels en individuel historie, hvor billeder, forklaringer, myter og erfaringer bæres med. De kommer fra generationer før os, de præger os, vi føjer noget til og giver det hele videre til de næste generationer. Således kan vi bære på opfattelser, der til forveksling ligner dem, vi tager afstand fra hos andre. …

At kalde Danmark et kristent land er en misforståelse og et udtryk for, at indsigt og dannelse er i forfald. Landets historie og vores dannelse er præget af kristendommen; men kristendommen er en tro og en fortolkningshorisont.

Den må ikke gøres til en ideologi for et land eller en stat. Det ville være at forråde både den og åndsfriheden.”

Oploadet Kl. 00:08 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


9. juli 2015

Nyrup (1999) om palæstinensiske cykelsmede, tyrkiske grønthandlere: “Vi har brug for de mennesker”

Eks-DKP/ML’eren Mathias Tesfaye forsøger i disse dage at rehabilitere Poul Nyrup Rasmussens berømte ’stuerene bliver I aldrig’-bemærkning. Undskabens hotel citerer debatten fra folketingets arkiv, 7. oktober 1999. Det var ikke en bemærkning der blev udløst af ’send hele familien hjem’-ideen, men et socialdemokratisk forsøg på at vinde vælgere tilbage ved henvisning til Dansk Folkepartis menneskesyn.

1999 er i politisk henseende en fjern fortid. En tid hvor den politiske elite stadig troede de kunne tvinge multikulturen ned over danskerne med henvisning til rigets behov for palæstinensiske cykelsmede, bosniske jordbæravlere og smilende tyrkiske grønthandlere. Tidligere i dag blev en 35-årig afghansk cykelsmed sigtet for hæleri af op imod 400 cykler. Han fik dansk pas af Nyrup-regeringens socialdemokratiske justitsminister i 2001.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne: Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti.

Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure.

Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: ‘Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.’ Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene. …

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn…

[…]

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.

Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.

(W.Y., 35-årig afghansk cykelsmed, sigtet for hæleri af 400 cykler; TV2 Nyhederne, 9. juli 2015)


Feministen Nazila Kivi: DF bruger underklassens stemmer til at “forringe livet for deres egne vælgere”

Det ville være fint hvis landets blå flertal (i lighed med kulturmarxisterne) så alt i et magtperspektiv, og som konsekvens heraf, skar ned på bevillingerne til institutioner gennemsyret af had til det borgerlige samfund. Kønsforsker-aktivisten Nazila Kivi rabler løs på Politiken.dk – Jeg forstår ikke, hvorfor Kvinfo lykønsker Pia Kjærsgaard.

“Det er også vigtigt at sige, at vi ikke kan undvære en institution som Kvinfo, der samler viden og dokumentation om ligestilling og kønsforskning. Hvis disse organisationer skulle blive truet på deres eksistens, skal jeg være den første på barrikaderne og samtidig den sidste, der vil give ammunition til antifeministiske kræfter, der leder efter stemmer ‘indefra’ til at legitimere angreb på de vigtigste feministiske kerneorganisationer, vi har.

Måske netop derfor er det også vigtigt at råbe vagt i gevær, når vi er nogen fra ‘egne rækker’, der er ved at falde bagover over lykønskningerne fra blandt andre Kvinfo til en politiker som Pia Kjærsgaard, der nu bliver den første kvindelige folketingsforperson. …

Problemet er, at Pia Kjærsgaard langtfra kun er kvinde. Hun er først og fremmest medstifter af et parti, der gang på gang kommer i karambolage med racismeparagraffen, hun spreder had til minoriteter og opfordrer indirekte til vold på muslimske kvinder med tørklæde ved at fremføre den vanvittige påstand, at de selv er ude om at blive angrebet på gaden, blot fordi de udøver retten til at gå klædt, som de vil.

Dansk Folkeparti har også både under og efter Kjærsgaards ledelse været med til at skade kvinder (og mænd) fra under- og arbejderklassen ved at bruge deres stemmer til at forringe livet for deres egne vælgere. Vi taler her om besparelser på kommuneplan, fortsat hetz mod arbejdsløse og folk, der har svært ved at arbejde fuld tid, og alle andre, der skiller sig ud fra det kapitalistiske samfunds nådesløse normer.

Vi taler derfor ikke blot om Pia Kjærsgaard som kvinde, men om Pia Kjærsgaard som en stærk og farlig magtfaktor i dansk politik. Det er her, feminismespørgsmålet kommer ind: Feminisme handler i høj grad om at udfordre magtpositioner og tilbyde analyseredskaber til at se kritisk på normer.

… Denne analysetilgang kaldes intersektionel feminisme, og mange mainstreamfeminister er begyndt at kalde sig intersektionelle. Men det kræver mere end en tilkendegivelse at vise, at man har en intersektionel tilgang. Det kræver også, at man ikke er med til (ufrivilligt, er jeg sikker på) at legitimere en figur som Kjærsgaard.

(Nazila Kivi på Twitter, 7. maj 2015)



16. april 2015

En gruppe AEH’ere i retten for grov vold mod Nanna & Mads: “Der blev både grint og givet håndslag…”

1. juledag sidste år blev Nanna og Mads fra Vesterbro groft overfaldet af en gruppe andengenerationsindvandrere. Næsten spontant forsøgte journalister at så tvivl om historien, da sagens mandlige offer havde teksten ‘Proud to be danish’ som cover på sin Facebook-profil. Retssagen startede i dag. Ekstra Bladet har historien – Tiltalt for overfald på Nanna: Grinede i retten.

Der blev både grint og givet håndslag, da en gruppe unge mænd i dag sad på anklagebænken, tiltalt for et groft overfald på Nanna Skovmand og Mads Schøllhammer julenat. Enkelte gange under oplæsningen af tiltalen brød også de tilhørende ud i grin – blandt andet da forhold omkring hærværk blev læst op.

En af de tiltalte, en 18-årig somalisk mand, havde nemlig skrevet ‘fuck Pia Kjærsgaard’ på døren i den celle, hvor han har siddet varetægtsfængslet, og i forbindelse med den oplysning kunne tilhørerne ikke holde masken.

[…]

Ifølge 23-årige Nanna Skovmand startede de fire tiltalte med at gå efter hendes kæreste, da de kom gående på Vesterbro julenat. Da hun blandede sig, gik gruppen amok på hende og slog med både cykelkæder og wirelåse. Hun blev desuden væltet omkuld og sparket.”

(Nanna Skovmand fra hospitalssengen, 1. juledag 2014)

Oploadet Kl. 16:49 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


19. december 2014

Pia K: Da jeg rejste indvandringsdebatten i Folketinget udvandrede S, SF og De Radikale ‘demonstrativt’

DR2 bragte onsdag et interview med Pia Kjærsgaard. Herunder et citat fra Sådan blev jeg Pia Kjærsgaard (28 min).

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti: … jeg var jo faktisk i Folketinget, den første der rejste debatterne, der var også folk ude omkring, men i Folketinget var jeg den første. Det har selvfølgelig gjort, at det er det folk stadigvæk forbinder med mig. At jeg der i sidst-80’erne, hvor virkningerne begyndte at vise sig, at jeg så rejste folketingsdebatter. Og jeg må indrømme, at når jeg sidder og fortæller det i dag, så forstår jeg ikke at det er rigtigt, men det er virkeligt rigtigt, at politikere under de debatter fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, de udvandrede demonstrativt.



6. oktober 2014

2001: Centrale borgerlige politikere dannede front med militant venstreradikal mod Dansk Folkeparti

I seneste Greens-måling for Børsen går Dansk Folkeparti frem til 22,1 procent, foran Socialdemokraterne, lige bag Venstre. Med de seneste uger udmeldinger fra Konservative og Liberal Alliance, havde kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen med vanlig tæft, inviteret Thulesen-Dahl, Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen til en rundbordsdebat under Venstres landsmøde. Måske har han lært af Anders Fogh Rasmussen, der indså han ikke kunne få flertal udenom indvandringskritikere…

(Greens Analysebureau, 2014 – Dansk Folkeparti Ungdom, 2001)

Lad os spole tiden tilbage til februar 2001, ni måneder før jordskredsvalget. Herunder lidt fra en fælles erklæring fra otte partiers ungdomsformænd rettet mod Dansk Folkeparti Ungdom, og mere eller mindre direkte mod Dansk Folkeparti som sådan. Ønsker du de fulde konsekvenser af et multietnisk samfund?, spurgte DFU, hvis bestyrelse senere blev dømt for racisme. Herunder Morten Messerschmidt, der tidligere på året slog alle rekorder: 465.758 personlige stemmer.

Blandt de otte ungdomsformænd er der flere nulliteter, men også to centrale skikkelser i det kommende borgerlige flertal. Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Amnizbøll (dav. Radikal Ungdom), og Venstres nuværende finansordfører Peter Christensen (tidl. Venstres Ungdom). Hvem dannede de så front med mod kritikerne af det multikulturelle samfund?

På listen ses Bertil Videt, der efter alt at dømme var aktiv i Antifascistisk Aktion, sideløbende med organisatorisk karriere i Rebel – Revolutionære Unge Socialister (og Enhedslistens Ungdomsnetværk). Han sad i Rebels pressegruppe, da Pia Kjærsgaard tre år tidligere blev overfaldet på Nørrebro “For os er en stor del at socialismen netop at folket rejser sig og sparker igen når de bliver trådt på. Og var det ikke det der skete på Nørrebro dengang?”, skrev andet medlem af samme pressegruppe efterfølgende. Kasseren deltog på gadeplan.

“Vi kan være uenige om hvilken udlændingepolitik, der skal føres i Danmark. Men at fremstille skræmmebilleder, der kan medføre unødigt frygt og hetz imod et stort mindretal er uacceptabelt. Sådan lyder det samstemmende fra otte ungdomspartier. Fællesudtalelsen har baggrund i dén annonce fra Dansk Folkepartis Ungdom som i denne uge har ført til politianmeldelse af de unge pianister. I annoncen påstår Dansk Folkepartis Ungdom, at et multietnisk samfund tilbyder os: Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og bandekriminalitet.

Dansk Folkepartis Ungdom udtrykker ikke alene nogle stærkt fordomsfulde synspunkter… I hæftet til ungdomsuddannelserne skriver Dansk Folkepartis Ungdom: Vi mener, at Danmark i øjeblikket står over for sine hidtil største udfordringer i bestræbelserne på at forblive en etnisk homogen suveræn nation, som vi har været i over tusind år.

Dette citat må, set i lyset af det meget omdiskuterede kampagnemateriale, som Dansk Folkepartis Ungdom fornyligt har lanceret, siges at være overmåde interessant. For dette er om noget en udtalelse, der afslører, hvad Dansk Folkepartis Ungdom egentlig kæmper for. Her kan man altså tale om, at Dansk Folkepartis Ungdom offentligt indrømmer, at deres mål er et racerent Danmark.

Det gør det ikke mindre interessant, at den føromtalte annonce er godkendt af moderpartiet; Dansk Folkeparti. Hvis det altid er tilfældet, må man gå ud fra, at også Dansk Folkeparti støtter op om disse holdninger.”

(Februar 2001: Otte ungdomsorganisationer mod DFU/DF: “… deres mål er et racerent Danmark”)

Apropos.

Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som medlemmer af en regering, jeg står i spidsen for. Nok har vi vist evnen til at arbejde sammen, men der er også nogle punkter, hvor vi er uenige. Eksempelvis EU-politikken.” (Lars Løkke Rasmussen, 10. august 2012)

Jeg synes, det er forkert at have den tilgang til verden, hvor man på forhånd siger, at nogen ikke må være med. For os er det afgørende, at vi kommer til at lede en ny regering.” (Lars Løkke Rasmussen, 5. oktober 2014)



3. oktober 2014

Teaterinstruktør Hassan Preisler om Dansk Folkeparti: “… jeg beundrer dem for deres mod”

Suveræn kommentar af teaterinstruktør Hassan Preisler, der i øvrigt har en pakistansk far. Fra Berlingske – Jeg tør ikke sige, at jeg beundrer Dansk Folkeparti.

“Søndag den 22. juni fejrede dansk teater sig selv. Kultureliten fyldte pladserne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene for at hylde årets bedste teaterpræstationer, mens Kronprinsparret så til fra logen. Nede på første parket sad skuespilleren og forfatteren Hassan Preisler.

‘Nu har jeg skrevet en bog, så sad jeg der,« fortæller han med reference til ‘Brun mands byrde’, der sidste år blev en kritikersucces, og som har københavner-premiere i en teaterversion på næste lørdag med Hassan Preisler selv på scenen. …

Det, Hassan Preisler savner, er nemlig et teater, der ikke bare reproducerer det, vi alle sammen kan blive enige om, og som derfor også kun er for dem med de rigtige meninger. Dansk teater er for ekskluderende, og det er et problem. Dels fordi man udelukker et stort publikum, man aldrig får i tale – halvdelen af danskerne kunne ikke drømme om at sætte deres ben i et teater. Men først og fremmest for kunstens egen skyld:

Vi kommer jo til at gå rundt om os selv og tro, at det, vi laver, er fremskridt, mens vi i virkeligheden står og hopper på stedet, fordi vi ikke bliver påvirkede af vores omgivelser i en grad, der ville gøre, at vi kunne forandre os. Gøre det aktuelt, farligt og reelt debatterende.’ Der er simpelthen holdninger, der aldrig vil få plads på en dansk teaterscene, mener han. …

Han har også selv været ekstremt dygtig til at formulere sig, så han tækkedes systemet, det store censor-korps, medgiver han.

‘Man bruger sindssygt meget tid på at spekulere i forhold til støttekroner, anmeldere og stampublikum. Vi kommer til at spekulere i ting, som minder så frygteligt meget om det, vi lavede sidste år – og om det vi lavede for 50 år siden. Vi producerer til dem, der giver os det, vi gerne vil have.

Hassan Preisler har lagt bånd på sig selv ved mange lejligheder:

‘Jeg blev ringet op for nylig af en journalist. Fem danske kunstnere lever under en permanent dødstrussel, og jeg skulle udtale mig om censur i Danmark. Mærkede jeg det i mit virke? Jeg kunne rigtig godt tænke mig at sige: ‘Jeg er overhovedet ikke bange for dødstrusler, men jeg er bange for at blive fordømt af den kulturelle elite. Jeg er sindssygt bange for at gå op imod tidsånden, den gode smag, for at komme til at sige eller gøre noget, som gør, at folk kan placere mig i en outsiderposition i forhold til det meget gode selskabs snævre definition af sig selv.’ Jeg er bange for at ende på det åndelige skafot. Ikke det reelle.

At stille mig op på denne scene og sige, at den eneste reelle oprørsgruppe, vi har haft i Danmark de sidste 30 år, er forlængelsen af Fremskridtpartiet, Dansk Folkeparti. At jeg beundrer dem for deres mod. At jeg beundrer dem for deres evne til at mobilisere en bevægelse, der er så stærk, at vi nu er nødt til at lytte til dem. For deres frygtløshed i forhold til at sige ting, man ikke må sige. Jeg beundrer dem for at udholde den intense smerte, det må have været at blive kaldt ‘ikke stuerene’, altså dem, der skider i hjørnerne. Kan man sige det?

[…]

‘Det angreb, som især pressen lagde meget vægt på, at jeg havde i forhold til inklusionsindustrien, er nu bredt ud. Mit angreb i dag er meget bredere. Jeg har jo oplevet, at det ikke kun er i inklusionsindustrien, man marcherer frem i takt og drejer om i flok på rad og række. Det foregår inden for alt. Især det med den gode smag, de rigtige holdninger, at placere sig et bestemt sted, at omgås med dem, der mener det samme som en selv. Det er jo det, jeg har set, er en stor del af vores samfund og måske især på det elitære plan, hvor meningsdannere og kulturelite befinder sig. Det har jeg jo set, fordi jeg er blevet inviteret indenfor nu. Jeg har lyst til at fortælle, hvad jeg giver køb på ved pludselig at være inviteret til litteraturfestival på Louisiana eller blive seatet helt oppe foran til Reumert-uddelingen. Hvordan jeg pludselig er villig til at fortælle en halv sandhed og en hel løgn for at være en del af det.‘”

Oploadet Kl. 20:29 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper