10. december 2016

Pierre Collignon: Medier bør nøjes med at tale om’protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser’

Fredag eftermiddag forvildede jeg mig ind på P1, og overførste en række indslag i Orientering. Først et indslag om samarbejde i EU mellem socialdemokrater og konservative, for at inddæmme ‘ekstreme nationalistiske partier’ og ‘kolbøtter på yderfløjene’. Bendt Bendtsen nævnte blandt andet Marine Le Pen, Sverigedemokraterna og UKIP. Nogle minutter senere et interview med migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen, der forklarede at Kenneth Kristensen Berth var helt galt afmarcheret, da man ikke kunne reducere’suverænitet’ til blot at handle om grænser. Det var udtryk for ‘militant nationalisme’ at ønske håndhævelse af grænserne.

Hvis man kunne banke folket på plads med forvanskede begreber, golde etiketter og underlødige associationer, så var det allerede sket. Sober kommentar af Pierre Collignon i Berlingske – Journalister lader sig friste af ordet populisme.

“Det er oplagt, at populisme tilbyder nogle relevante forklaringer på både briternes farvel til EU og valget af Donald Trump som præsident i USA, men jeg vil samtidig advare mod en tendens til at generalisere om populisme, som forvirrer begreberne.

Journalister synes nogle gange at glemme, at populisme er et skældsord, som bruges til at miskreditere politiske modstandere. Etablerede politiske partier trækker gerne populist-kortet for at fremstille udfordrere som ansvarsløse demagoger.

I den politiske forskning går en mere stringent definition på, at populister postulerer at repræsentere et ægte udtryk for ‘folket’, hvilket typisk vil føre til, at de ekskluderer anderledes tænkende eller fremmede fra deres selvdefinerede folkefællesskab. Hermed har populismen kimen af noget farligt og udemokratisk i sig, og det er derfor, at det er så vigtigt at studere det.

Netop det farlige ved denne isme gør begrebet velegnet til at miskreditere politiske modstandere. Igen skal journalister være på vagt, for nationalisme er ikke nødvendigvis lig med populisme. Og man er ikke nødvendigvis populist, fordi man går ind for grænsekontrol eller vil trække sit land ud af EU.

Nogle gange ville det hjælpe på dækningens balance, hvis vi nøjedes med at tale om protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser, for protesterne kan ingen diskutere. De er bare så komplekse, at de kan være svære at holde styr på. …

Opgaven for journalister er at bruge populismen rigtigt i analyser og dækning. Vi skal naturligvis afdække ethvert tilløb til racisme. Vi skal også dække den ægte populismes udemokratiske tendenser, men vi skal ikke misbruge begrebet i en grad, så vi kommer til at tegne et forvansket billedet af virkeligheden og miste troværdighed.”



21. maj 2016

Jeppe Kofod på slap line: Hævdede Søren Espersen kaldte Barack Obama for ‘first nigger President’

Søren Espersen har fået flere rundture i medierne baseret på journalistiske opstramninger, og måske har Jeppe Kofod ikke forstået at tiderne er skiftet. At lavpandede racisme-insinuationer ikke virker mere, og Nyrups parti ikke mere har fortolkningsmonopol. Han skulle have slugt kamelen, og sagt undskyld. I stedet vejrede han stemningen i to døgn, og valgte den værst tænkelige løsning: “Medgiver at oversættelse selvfølgelig kan diskuteres.”

Det lukkede naturligvis ikke sagen, og 5-6 timer senere måtte han så tage skridtet: “Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja… jeg valgte det mest sårende af ordene, og dermed tillagde jeg også Søren at mene den hårdeste betydning af ordet. Det er jeg både ærgerlig og ked over…”

Der er for mig at se kun to muligheder. Enten er han dum eller ond. Jeg tror ikke han er ond.

(Jeppe Kofod på Twitter, 18. maj 2016)

Reaktioner.

“well, I guess statutory rapists just get into the habit of lying.” (‘Bob Glitter’, 19. maj 2016)

“Grotesk dårlig stil, @JeppeKofod. Grænsende til det vanvittige. Det her er, hvad politikerlede kommer af… (Morten Scheelsbeck, 19. maj 2016)

“Alle i min generation er vokset op med, at ordet for en sort mand var ‘neger’. Der lå intet fordømmende i det; det var en ren deskriptiv term, som man brugte samtidig med, at man sympatiserede med negerens kamp for borgerrettigheder i Sydstaterne og havde Martin Luther King som idol – der vel at mærke selv omtalte sig selv som ‘negro’. Siden har sprogpolitiet af al magt forsøgt at få ordet ‘neger’ forbundet med sydstatsracisme, selv om det er notorisk forkert. Denne sprog-revisionisme er farlig, for der står mere på spil end et enkelt ord. Lykkes det at sætte lighedstegn mellem racisme og brugen af ordet ‘neger’ har man udnævnt alle danskere før 1990 til racister. Fra H.C. Andersen til Jørgen Clevin.” (Katrine Winkel Holm, 20. maj 2016)

“For det første er det hæsligt, at han kommer til at oversætte forkert. ‘Nigger’ er det værste udtryk man kan bruge i USA om en sort. Det er sådan noget Ku Klux Klan-agtigt. Han overdriver Søren Espersens pointe.” (David Trads, 20. maj 2016)

“Jeg tror, Søren Espersen har sagt neger hele sit liv, for det gør mange fra den generation. … Jeg synes, Jeppe Kofod skulle gå sig en lang tur og så komme tilbage og sige undskyld. … Han risikerer, at internationale medier hænger Danmark ud. Det tangerer til landsskadelig virksomhed, og det har vi altså ikke brug for lige nu. Man vasker sit skidne linned derhjemme.” (Hella Joof, 20. maj 2016)



22. maj 2014

Nyrup (’00): “Alle de centrale beslutninger for vores velfærd, skal vi selv bestemme… Der går grænsen!”

Der er 766 sæder i Europaparlamentet, og på søndag skal danskerne stemme om fordelingen af de 13 danske mandater. Følger man den meningspolitiske elite, så skal man stemme på et af de EU-positive partier, hvis man vil have indflydelse. Det er naturligvis galamatias, al den stund at Danmarks andel af Europaparlamentet (1:59), svarer til tre sæder i Folketinget – og vi derfor i realiteten har mindre indflydelse på EU’s udvikling end Færøerne/Grønland har på dansk politik (1:45). Messerschmidt får min stemme, og valget var nemt.

Vi skal også stemme om den europæiske patentdomstol. Personligt er jeg fuldstændig ligeglad, men stemmer alligevel nej, uden overhovedet at bruge et sekund på at overveje fordele og ulemper. Siden 1972 har skiftede politikere kørt ‘Unionen er stendød’-strategien, og historien har vist, at karrierepolitikere på begge fløje, trods fine ord, altid betragter EU som vigtigere end dansk suverænitet. Mere behøver jeg ikke at vide.

Et af de værste eksempler på skamløse karrierepolitikere er Poul Nyrup Rasmussen, der i en årrække var formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES), der i Europaparlamentet står for den magtfulde EU-positive socialdemokratiske gruppe S&D. For fjorten år siden, da Danmark skulle stemme om tilslutning til Euro’en, var han som statsminister en af de store fortalere for et ja. Det blev en nej, på trods af meningselitens ønske om det modsatte. Noget der ifølge økonomer siden har sparet Danmark for 338 milliarder kroner.

Som en del af valgkampen op til Euro-afstemningen deltog Poul Nyrup i en live-webchat, der blev sendt på DR2. En af dem der skrev ind, var ‘Millo’, der optog dialogen, og fornyligt lagde den på Youtube. Fjorten år er længe siden, men det væsentligste der er sket i den mellemliggende periode er sådan set, at EU har fået 13 nye medlemslande, herunder blandt andet Slovenien, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien.

Poul Nyrup anbefaler i dag partifællen Jeppe Kofod, der ligesom Margrete Auken og andre røde EU-positivister har gjort kampen mod ’social dumping’ til mærkesag. Grotesk, al den stund, at det indre marked og det grænseløse Europa jo netop fremelsker samme. Løndumping er en naturlig konsekvens af harmonisering mellem EU-lande i et åben marked, og så kan Jeppe Kofod bekoste nok så mange billboards med budskabet ‘Løndumping er amoralsk og udansk’. Det væsentlige her, er virkelig ikke tomme hensigtserklæringer.

(“Gør som Poul – Stem på Jeppe”, set på Rugårdsvej, Odense, 22. maj 2014)

Herunder Poul Nyrups famøse svar til ‘Millo’, der er helt på højde med Poul Schlüters “Unionen er stendød, når vi stemmer JA på torsdag” (1986).

Millo, bekymret dansker: Jeg har altid selv stemt Nej i EU-spørgsmål… men hvor er din egen grænse, for hvor langt EU skal gå?

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiet: Til Millo, vil jeg sige, at den er fuldstændig entydig klar, Millo. Min egen grænse er, der hvor der måtte opstå en situation, hvad jeg ikke har mødt, og heller ikke tror kommer. Men hvis den kommer, der hvor andre vil blande sig i, hvordan vi vil indrette vores velfærd – der siger vi nej. Vi siger nej til at andre skal blande sig i hvordan vi sammensætter vores beskatning, vores fordelingspolitik, vores socialpolitik, uddannelsespolitik, omsorg og så videre. Alle de centrale beslutninger for vores velfærd, skal vi selv bestemme Millo. Der går grænsen! Men vi er slet ikke der.

(Poul Nyrup sætter grænsen ved selvstændig velfærdspolitik, DR2, 2000; Youtube)



24. februar 2014

Rød EU-fori: Jeppe Kofod ‘vil stemme for’, “men understreger samtidig, at han ikke har skiftet holdning”

Europaparlamentsvalget nærmer sig, og ligesom blå Jens Rohde i 2009 gik til valg på at blive ‘en dansk stemme i EU’, så forsøger røde Jeppe Kofod nu også at spille på to heste. Begge ved, at ærlighed i forhold til EU er en karrieredræber. Fra Ekstra Bladet – S-spids: Urimeligt at østarbejdere sender børnecheck hjem.

“Socialdemokraternes spidskandidat til Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod, er yderst skeptisk over konsekvenserne ved regeringens lovforslag om EU-borgeres ret til børnecheck i Danmark.

Regeringen, der består af Kofods eget parti og de radikale, har i dag fremsat et lovforslag, som giver EU-borgere ret til børnepenge fra første arbejdsdag i Danmark.

Men den slags er en dårlig idé, har Jeppe Kofod tidligere klart givet udtryk for. Så sent som i januar skrev han således i Magasinet Politik:

‘Er det rimeligt, at man som polsk arbejdstager i Danmark kan sende børnepenge hjem til sine børn i Polen betalt af de danske skatteydere? Det mener jeg ikke’, skrev Kofod og fortsatte:

‘… jeg mener ikke det er rimeligt, at man kan sende børnepenge ud af landet. I Polen er leveomkostningerne væsentligt lavere end i fx Danmark. Derfor er det ikke rimeligt, at man kan sende den danske velfærdsydelse ud af landet.’ …

Over for Ekstra Bladet forsikrer Jeppe Kofod, at han vil stemme for regeringens forslag – men understreger samtidig, at han ikke har skiftet holdning.

Oploadet Kl. 19:03 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


25. oktober 2011

Libyens kulturelle infrastruktur og den såkaldte ‘Køreplan for et demokratisk Libyen’

Selv forskere og politikere begynder efterhånden at forstå, at det såkaldte arabiske forår, ikke nødvendigvis gør Verden til et bedre sted. Elefanten i rummet hedder Muhammed, men da ingen tør sige det højt, væves der til hudløshed om at demokratisere Islam – ja, sågar om demokratisk Islam. Det er langt fra virkeligheden, men om ikke andet, så svært underholdende.

I sidste uge blev venstrefløjens tidligere yndling Muammar Gaddafi taget til fange og likvideret, af de nye libyske magthavere. Vejen skulle således være banet, for det udenrigsminister Søvndal ifølge Politiken har betegnet som en ‘Køreplan for et demokratisk Libyen’.

Problemet er dog stadig elefanten – den kulturelle infrastruktur er ikke på plads.

Det er ikke mere end fire måneder siden daværende udenrigsminister Lene Espersen fløj til Benghazi, hvor hun flankeret af den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og en række udenrigspolitiske ordførere, mødte manden der i dag er Libyens førstemand. “Vi er Jer meget taknemmelige”, sagde oprørslederen, hvis hærchef for få år siden kæmpede for Taliban.

Således faldt ordene søndag i Tripoli…

“We, as an Islamic state, have taken on the Islamic Sharia as the basic source of law. Therefore, any law that contradicts Islamic principles, Islamic Sharia will be an invalid law.” (Overgangsleder Mustafa Abdel-Jalil i Tripoli, 23. oktober 2011)

Reaktioner…

“I Tunesien og Egypten er hele familieretten baseret på sharia. Det er meget almindeligt, og det har ikke givet anledning til problemer.” (Lektor Helle Lykke Nielsen til Jyllands-Posten, 24. oktober 2011)

“Det viser sig, at religion og politik for rigtig mange i Mellemøsten hænger sammen på en eller anden måde. Hvis vi ser mod nabolandet Tunesien, synes der at være udsigt til, at islamisterne er villige til at spille med i et demokratisk spil…” (Adjunkt Morten Valbjørn til Jyllands-Posten, 24. oktober 2011)

“Jeg er altid bekymret, når nogen bruger ordet sharia i forbindelse med lovgivning. Men lad os slå koldt vand i blodet. Vi skal ikke dømme dem på, hvad forskellige personer siger, men hvad der rent faktisk bliver gennemført.” (Socialdemokraten Jeppe Kofod til Ritzaus Bureau, 24. oktober 2011)

“Hvis man indfører en shariastat er der ikke meget råderum for demokratiet, så det er selvfølgelig ikke godt… Hvis det bliver et demokrati, som bare er baseret på koranen, ligesom det danske er baseret på kristendommen, så kan det sagtens fungere. (Konservative Per Stig Møller til Berlingske Tidende, 24. oktober 2011)

“Det første demokratiske valg i kølvandet på det arabiske forår ser ud til at give stor medvind til partiet Ennahda, der overvejende består af moderate islamister.” (Politiken om det tunesiske valg, 24. oktober 2011)

“Jeg tror mere, at det kan sammenlignes med, at katolske partier i Europa kalder sig kristelige. Det betyder ikke hardcore-kristendom, men at sådan er deres grundorientering i livet.” (Udenrigsminister Villy Søvndal om ‘blød sharia’ i Jyllands-Posten, 25. oktober 2011)



29. april 2009

Egon Clausen om Osama bin Ladens danske støttere, de højrenationale

D2R – den anden radio har ingen public service-forpligtelser, og her kan pensionerede DR-journalister rigtigt folde sig ud. Set på Snaphanen.

Egon Clausen: Har Osama bin Laden støttere i Danmark. Findes der virkelig nogle danskere som går hans ærinde. Noget kunne tyde på det…. jeg tænker på mennesker som aktivt bidrager til at nedbryde nogle af samfundets bærende værdier. Det er er heller ikke terrorister i traditionel forstand jeg tænker på, dem tager Politiets Efterretningstjeneste sig forhåbentligt af. Derimod så findes der nogle der er i fuld færd med at ødelægge vitale dele af de bærende værdier i det danske samfund, og som derfor synes at trække på samme hammel som Osama bin Laden og hans kumpaner. De bærer ingen turban, de har ingen planer om at kaste med bomber, nogle af dem sidder sågar på magtfulde poster i dagens Danmark, og opfatter sig som fjender af Osama bin Laden. Men så enkelte er det bare ikke…

Vi har således de nedbrydende politikere i vores egen midte, og det er skræmmende. Perspektivet er et land der ikke kan acceptere menneskerettighederne, som vil lukke munden på kritiske borgere, og som mere og mere kommer til at ligne de ufri despotier, som landet officielt bekæmper.

Apropos. Jeppe Kofod-opdatering på Facebook (28/4-09).

“DF’s angreb på konsulent i udenrigsministeriet Fathi El-Abed (der også er medlem af SF), og gør et fremragende arbejde for at fremme Danmarks standing i verden, er så vil usmagelig, udansk og fascistisk. DF står for Berufsverbot i Danmark… nu må de stikke piben ind!”

Opdate.

  • 29/4-09 Spydpigen – Egon Clausen, hvilken kulturpersonlighed! (inkl. EC-tegninger anno 1974).
  • 

    10. januar 2009

    Margrethe Auken på P1 om “de her papraketter” som Hamas har

    Mandagens P1 Formiddag med Poul Friis havde Gaza-konflikten som emne, og med Jeppe Kofoed som gæst og venstreradikale hardlinere i telefonen, blev det til en lille times palæstinensisk propaganda. I slutningen af programmet var der interview med Margrethe Auken, og hun gav den hele armen.

  • 6/1-09 P1 Formiddag – Israels offensiv i Gaza.
  • Margrethe Auken, SF: … den våbenhvile som der er talt om, som Hamas skulle have brudt. Der var aldrig nogen våbenhvile, fordi Israel overhovedet ikke opfyldte sin part af den. Og deres part var at de skulle have løftet der der jerngreb, som de har holdt Gaza i nu i halvandet år. Og det jerngreb er i sig selv en krigshandling, som er langt langt alvorligere end de raketter – der blev (??) – de har kostet mange mange flere menneskeliv. Der kan ikke komme medicin ind, der kan ikke komme mad ind, der kan ingenting komme, og det har stået på så lang tid, og det der skete så, var at – der var næsten ingen af de her papraketter, du ved Kassam-raketterne i meget lang tid. Men Islam…

    Kassam-raketterne er papraketter, det, det, du skal have dem lige oven i bolden for at der skal ske dig noget med dem…

    I øjeblikket foregår der en reel massakre, du har været der, du ved hvor tæt de bor – det er fuldstændigt grotesk at forestille sig, at der er noget der hedder militære mål i det der overbefolkede område.

    Margrethe Aukens kommentar om ‘papraketter’ minder til forveksling om palæstinenseren der på TV2news tirsdag i forrige uge, hævdede at Hamas’ raketter var ‘mindre farlige end en nytårsraket’ (sic). Det afgørende er selvfølgelig ikke antallet af døde, men intention. Havde Hamas’ haft midlerne, så var Israel ikke mere, og alene derfor skal Israel bekæmpe Hamas. Israelerne kan ikke som en dansk kystbanesocialist, bare sige, at der ikke kan være ‘militære mål’ i tætbefolkede områder. Hvis Hamas angriber Israel fra Gaza – så er der militære mål i Gaza. Sådan er det.

    Det er som om journalisterne ignorerer at Hamas er en terrororganisation. I onsdagens Orientering på P1, kunne man høre Birgitte Vestermark gennemgå eventuelle israelske brud på gældende folkeret. Det var ikke meget at skyts for hende at hente hos DIIS-jurist Anders henriksen, som qua sine svar tvang hende til kommentere Hamas’ ugerninger. Det gør man helst ikke på P1, og det kunne man tydeligt høre: “Men Hamas anlægger også ret vide definitioner af bevægelsens legitime mål.” At Hamas definerer enhver israeler som legitimt mål kommer en passant i et af utallige indslag i føljetonen om Israels ondskab.

  • 8/1-09 Orientering, P1 – Menneskerettigheder i Gaza (af Birgitte Vestermark).
  • Hamas brugte den forrige våbenhvile til at udvide arsenalet, så 1 mio. israelere nu er truet. Krig er ikke altid, men kan være det bedste alternativ, og det vil det ofte være for et demokratisk land i den del af verdenen.

    (IICC, 2009: Summary of rocket fire and mortar shelling in 2008; 12 s., pdf)

    Mere.

  • 3/1-09 Yaacov Lozowick’s Ruminations – Waging War the Israeli Way.
  • “In the week of air-attacks, the IDF proved it had excellent intelligence, and in many cases targets hit from the air kept on exploding for a number of minutes after they were hit, as the ordinance stored there exploded. More significant, the IDF has figured out how to separate the civilians from the weapons: call the neighbors and give them ten minutes warning. The numbers prove how efficient this has been: prior to the ground invasion, more than 600 targets had been destroyed, fewer than 500 Palestinians killed, and fewer than 100 of those were civilians even by Palestinian and UN reckoning.”

  • 3/1-09 Ekstra Bladet – Flyveblade over Gaza: Kom væk!
  • “‘På grund af angreb fra terrorister i det område, du bor i, rettet mod staten Israel, er de israelske forsvarsstyrker tvunget til at svare igen omgående. For din egen sikkerheds skyld beordres du til at forlade området øjeblikkeligt,’ står der på flyvebladene.”

  • 5/1-09 DR Online – Anklage: Israel manipulerer i Youtube-video (Pallywood bliver aldrig et emne på DR, som her bruger partsindlæg fra B’Tselem som kilde).
  • 9/1-09 Spectator – Melanie Phillips: Believe it.
  • “Those who refuse to believe that Hamas are using the population of Gaza as human shields/bomb fodder should watch this video… What people in the west find almost impossible to believe is that Hamas exult in and glorify the death of Palestinians as the highest form of spiritual attainment. The more Palestinians die, the greater they believe their achievement to be. That is why this man gloats that ‘death has become an industry’.”

    

    28. maj 2006

    Jyllandsposten spinnede sag mod Fogh og regeringen…

    Jyllandsposten, der under Muhammedsagen er blevet kaldt et regeringsorgan af både islamister og forskere bragte i torsdags en historie om hvorledes SDU-forskere konkluderede at Fogh bar ansvaret for sagens eskalering. Her lidt fra Muhammed-sagen: Forskere: Fogh ansvarlig for krise (af Lars Nørgaard Pedersen og Asger Westh).

    Regeringens håndtering af Muhammed-krisen var et større problem end profetkarikaturerne i sig selv… Tre forskere fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet – Lars Erslev Andersen, Gunna Funder Hansen og Kirstine Sinclair – leverer ikke bare en analyse af, hvordan samarbejdet bør føres videre, men også en bredside mod regeringen for håndteringen af Muhammed-sagen… Udenrigsordfører Jeppe Kofod (S) hæfter sig ved, at uafhængige forskere i en rapport, som regeringen selv har bestilt, fastslår, at regeringen var hovedårsag til udviklingen af krisen. »Dette dokumenterer sort på hvidt, at Fogh og regeringen har håndteret sagen på katastrofal vis, og at regeringen har et kæmpe forklaringsproblem,« siger han. Under en forespørgselsdebat i går i Folketinget konfronterede partiformand Villy Søvndal (SF) udenrigsordfører Troels Lund Poulsen (V) med forskerkritikken.”

    En sådan chance kunne Ritzaus Bureau naturligvis ikke ignorere. Her et udpluk af de overskrifter det medførte.

    • 25/5-06 Ritzaus Bureau – Forskere: Fogh skyld i Muhammed-krise.
    • 25/5-06 DR Online – Forskere: Fogh skyld i Muhammed-krise.
    • 25/5-06 Politiken – Eksperter: Regeringen har hovedansvaret for Muhammed-krisen.
    • 26/5-06 Information – Muhammed-krisen: Forskere: Fogh skyld i Muhammed-krise
    • 26/5-06 Fyens Stiftstidende – Forskere: Fogh selv skyld i Muhammed-krise.
    • 26/5-06 Århus Stiftstidene – Forskere: Statsministeren skyld i Muhammed-krise.
    • 26/5-06 Berlingske Tidende – Forskere: Fogh skyld i Muhammed- krisen.
    • 26/5-06 Flensborg Avis – Forskere: Fogh skyld i krisen.
    • 26/5-06 Frederiksborg Amts Avis – Forskere: Fogh skyld i Muhammed-krise
    • 26/5-06 JyskeVestkysten – Forskere giver Fogh skyld for Muhammed-uro.

    Nu viser det sig at forskerne (der ikke er borgerlige eller noget der ligner) føler sig misbrugt. Her lidt fra to læserbreve.

    • 27/5-06 Jyllandsposten – Ansvaret er ikke placeret (Hansen, Andersen og Sinclair).

    I forbindelse med med diskussionen om en eventuel videreførelse af Det Arabiske Initiativ har en række medier med henvisning til det analysearbejde, som vi sammen med en række andre forskere har bidraget med, konkluderet, at vi giver statsminister Anders Fogh Rasmussen hele ansvaret for Muhammed-krisen. Dette er ikke korrekt, og det står ingen steder i materialet…

    Ingen ved med sikkerhed, hvordan sagen ville have forløbet, dersom det famøse møde faktisk havde fundet sted. Den britiske regering forhandlede med iranerne i dagene efter ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie. Det hjalp som bekendt ikke. Man kan også mene, at en sag på grund af den spændte situation mellem Vesten og de arabiske lande som følge af krigen mod terror under alle omstændigheder ville komme, og at Danmark på grund af sin lidenhed ville være et oplagt land at rette en sådan sag mod…

    At Danmark ikke ville dialogen gjorde det naturligvis vanskeligere for Danmark efterfølgende at komme i dialog med de arabiske lande, både i Muhammed-sagen og på andre områder, hvor Danmark ønsker dialog, og at dette gjorde det vanskeligere at håndtere sagen. Det indebærer imidlertid ikke, at vi kan placere hovedansvaret for sagens forløb hos statsministeren. Det gør vi heller ikke. Det var immervæk imamerne, islamisterne i Mellemøsten og de arabiske landes regeringer, der fyrede op under kedlen.

    • 27/5-06 Politiken – Mediedækning: Når mediernes vinkel bliver for spids (Gunna Funder Hansen).

    Torsdag 25. maj kunne man i både tv og trykte medier, herunder Politiken, erfare, at tre forskere fra Syddansk Universitet mener, at »Fogh var hovedansvarlig for Muhammedkrisen«. I DR’s TV-avis blev indslaget indledt med ordene »Forskere har analyseret krisens forløb«, og TV 2-nyhederne kunne meddele, at »regeringen får skylden for, at Muhammedkrisen eksploderede«, ligesom »ambassadeafbrændingerne kunne formentlig være undgået, mener forskerne«.

    Når man er en af de bemeldte forskere, bliver det hen ad dagen lidt træls – især når man, efter at have erfaret, hvordan historien hidtil er blevet præsenteret, gør sig umage med at eksplicitere over for journalisterne, at der er tale om fordrejning af kendsgerninger

    Vores kritik kan udlægges således, at det er ulogisk, at regeringen, der arbejder med dialog som et centralt element i Det Arabiske Initiativ, aktivt fravælger dialogen, og vi fremhæver, at det at anerkende, at den anden har et andet synspunkt end en selv, selvfølgelig ikke nødvendigvis betyder, at man lægger sig fladt på maven og giver modparten ret. At lytte til, hvad den anden har at sige, er derimod en forudsætning for, at en dialog overhovedet kan finde sted. Men det er vanskeligt at forstå, hvordan denne ganske logiske slutning kan føre til de ovennævnte overskrifter. Ingen af os kan jo vide, hvad der var sket, hvis Fogh havde valgt at møde ambassadørerne. Måske var det gået lige så galt – det får vi aldrig svar på. Måske får vi heller aldrig svar på, hvorfor især TV 2 vælger at præsentere en historie på en måde, som den medvirkende forsker meget direkte oplyser, er fejlagtig. Men ét er sikkert: Det gøder næppe forskernes vilje til at stille sig til rådighed for medierne, at man skal kalkulere med risikoen for at ‘blive vinklet’ så radikalt for at passe til ‘den gode historie’.”

    For et par uger siden konkluderede en medieforsker at den borgerlige mediedominans var “et demokratisk problem”, og nogle dage efter kunne man på P1 høre debat under overskriften: “Laver medierne borgerlig propaganda?”. Det er vist på tide P1 hidkalder Rasmus Jønsson til en snak om hvorvidt Foghs pression truer den frie forskning…

    PS: Muhammedsagen er historie, og Politiken kunne idag helt upåagtet trykke tegningerne. Ynkeligt på et højere niveau. Mere hos Snaphanen og Lønbæk.

    

    3. oktober 2005

    Lars Erslev Andersen om Yvonne Ridley, Muslimer i Dialog, Jeppe Kofod mfl.

    Lektor Lars Erslev Andersen hører med sin akademiske anti-amerikanisme bestemt ikke til blandt mine favoritter udi forskningen, men han må dog roses for ikke at gå til yderligheder når han lejlighedsvis benyttedes som terror-ekspert i de danske medier. Fra lørdagens Jyllandsposten [via Filtrat] et højest overraskende læserbrev af fra hans hånd om et debatmøde arrangeret af Muslimer i Dialog.

    Debat uden dialog

    “Mandag aften havde foreningen “Muslimer i Dialog” inviteret til dialog om terrorisme i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Interessen var stor, og flere hundrede fortrinsvis unge muslimer troppede op. I dagens anledning var salen, et offentligt dansk rum, blevet inddelt i rækker, der var forbeholdt kvinder og andre rækker forbeholdt mænd. Scenen var sat.

    Aftenens hovednavn var den britiske journalist Yvonne Ridley, som under en reportagerejse til Afghanistan under krigen i 2001 var blevet taget til fange af talebanere. Hun sad fængslet 10 dage, blev efter eget udsagn behandlet respektfuldt og herefter løsladt. To år efter konverterede Ridley til islam og blev en markant modstander af krigen mod terror. Så markant, at hun ikke vil tage afstand fra terrorisme.

    Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, skulle debattere med Ridley, og hele to ordstyrere skulle lede seancen, nemlig imamen Abdul Wahid Pedersen og DR2’s Clement Behrendt Kjersgaard. Som erstatning for David Gress havde jeg selv ladet mig overtale til at deltage i panelet, selv om jeg bestemt ikke befinder mig godt i rollen som debattør. Når jeg alligevel stillede op, skyldtes det, at jeg gerne støtter bestræbelserne på at styrke dialogen mellem de muslimske indvandrersamfund og det øvrige Danmark.

    Men der var ingen dialog den aften. Allerede kort inde i Ridley’s tale stod det lysende klart, at hun ikke var kommet for at indlede dialog, men alene for at fremføre en fasttømret ideologi baseret på, at alt ondt i denne verden skyldes USA og Storbritannien, og at terrorisme ene og alene er et resultat af denne vestlige ondskab, mens muslimer er uskyldige ofre. Hendes sammenligning af Tony Blair med Pol Pot taler i denne sammenhæng sit eget sprog.

    Jeppe Kofod tog afstand fra hendes synspunkter, men forsøgte ellers med sin venlige imødekommenhed at komme i dialog, men blev dog, forståeligt synes jeg, noget stram i masken, da Ridley belærte ham om, at hans positive syn på det netop overståede valg i Afghanistan og hans negative syn på Taleban-regimet var udtryk for, at han lå under for ondsindet vestlig propaganda. Selv troede jeg ikke mine egne ører, da Ridley på mit spørgsmål, om hun ikke synes, det er et problem, at islamister distribuerer videoer i rekrutteringsøjemed med de slagtninger af gidsler, terroristerne i Irak står bag, svarede, at det var nødvendigt for muslimer at have disse videoer hjemme som alternativ nyhedsformidling til de vestlige mediers propaganda. At betragte disse slagtescener som alternativ og nødvendig nyhedsformidling forekommer mig at være udtryk for en syg tankegang, og at synspunktet oven i købet fremkaldte applaus fra publikum, gjorde mig forstemt.

    Mens Jeppe Kofod prisværdigt forsøgte at komme i dialog, og jeg uden større succes forsøgte at bidrage med lidt saglighed, havde Jon Kaldan, der på vegne af det reportagehold, som står bag P1’s udsendelsesrække “Islams ansigter” modtog en pris for programmet, mod nok til at lægge klar afstand til Ridley’s synspunkter, som han med rette påpegede er ødelæggende for den tilstræbte dialog. Om eftermiddagen havde jeg i Statsministeriet ihærdigt argumenteret for nødvendigheden af dialog mellem de muslimske indvandrersamfund og det danske samfund. Jeg må indrømme, at jeg mandag aften tvivlede meget på nytten af en sådan dialog, hvis en person som Yvonne Ridley betragtes som en repræsentativ talskvinde for foreninger som “Muslimer i Dialog”. Så er dialog blot et skalkeskjul for forbenet propaganda.

    Det håber jeg sandelig ikke skal være normen for og niveauet i en dialog, som jeg dog stadig tror kan være nyttig.”

    Erslev Andersen fik det ikke nævnt her, men debatmødet var støttet af Nej til krig – hvorfor er pacifister så militante?

    Oploadet Kl. 08:04 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper