30. marts 2013

Venstreorienteret advokat antastede Søren Krarup på Christiansborg: “… råbte ‘racist, nazist, fascist'”

Politiken.dk forsøgte at skabe en historie på baggrund af læserbrevet, men havde ikke heldet med sig. Fra BT – Vidne til tumult på Christiansborg: Advokat kaldte Krarup for Hitler.

“I lørdagens udgave af Politiken kan man under overskriften ‘Søren Krarup svingede tasken, da argumenterne hørte op’ læse, hvordan en høring om Irak-krigen på Christiansborg forrige fredag endte med tumult mellem DF’s Søren Krarup og den Irakkrig-kritiske Christian Harlang. …

Men nu viser det sig, at Harlang ikke fik et dask med tasken, men han fik – vist nok – kaldt Krarup for ‘lille Hitler’. Og at ophavsmanden til debat-indlægget, cand.scient.pol. Hans Branner, ikke fik set hele optrinnet, men han fik til gengæld genfortalt det halve af ham, der så det hele. Nemlig Jørn Boye Nielsen, medlem af FN Forbundets-bestyrelse og deltager i den omtalte Høring.

– Åh, det er vist fjeren, der er blevet til en hel høne. Det er rigtig nok mig, der har fortalt historien til Branner, men jeg var meget oprevet af Marie Krarups barske argumentation, og den har nok fået lidt mere, end den ville have fået, hvis jeg havde fortalt den til dig og viste, at den endte i spalterne. Der blev ikke svunget nogen taske, men Krarup holdt sin mappe ud, sådan for at standse Harlang, siger Jørn Boye Nielsen. …

Søren Krarup har allerede tidligere i dag kaldt det ’sludder’, at han skulle have dasket sin taske efter Harlang. I stedet kunne han fortælle, at Harlang råbte ‘racist, nazist, fascist’ ind i hovedet på ham. Men det benægter Christian Harlang – til gengæld vil han gerne vedkende sig, at han har sammenlignet datteren med Hitler.

(Politiken, 30. marts 2013: Søren Krarup svingede tasken, da argumenterne hørte op)

Oploadet Kl. 21:05 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer


17. september 2012

Slagelse: Kirke i Nordbyen forsøgt afbrændt – Graffiti med “stærkt USA-kritiske holdninger i området”

Efter Hizb ut-Tahrirs demonstration foran den amerikanske ambassade, valgte 30-40 muslimer at angribe politiet med stenkast og fyrværkeri skriver Ekstra Bladet. Nogle havde taget turen fra Vollsmose, andre kom formentligt fra Slagelse. Der var i hvert fald gang i Nordbyen, søndag aften.

Fra Sjællandske Nyheder, der fortæller at gerningsmændene efterlod graffiti i området, hvor de giver udtryk for ’stærkt USA-kritiske holdninger’ – Kirke forsøgt brændt af.

Kirkeklokkerne bimlede om kap med brandsirenerne, da der søndag aften klokken 20.52 blev sat ild til noget brandbart, som var placeret tæt op ad døren ind til Nørrevangskirken i Slagelse. Kirkeklokkerne var udløst af røgalarmen. Brandfolkene fik hurtigt bekæmpet den påsatte brand. Ild og røg nåede kun at sværte nogle af vinduerne til med sod, og de flammer, som var nået op til tagudhænget, nåede kun at få en smule fat i taget, inden ilden var slukket igen.”

I umiddelbar forlængelse blev to biler afbrændt tæt på kirken, og det var sjovt nok fikspunktet for Radioavisen sent søndag aften, selvom bilbrande i multikulturelle bydele efterhånden er blevet hverdag, og normalt ikke når DR’s nyhedsudsendelser.

(Nørrevangskirken, Slagelse)

“Forleden forlod jeg Slagelse i en vis nedtrykthed. Jeg havde været i en lang snak med en borger i Slagelse, som fortalte mig om byens virkelighed. Vedkommende var et begavet, lødigt og reelt menneske, som i samtalens løb fortalte mig om Slagelse Nordby.

Dér havde vedkommende tidligere boet, men var af indlysende årsager flyttet fra nordbyen så hurtigt som muligt, for Slagelse Nordby er ikke en dansk by mere, sagde han. Den er erobret af indvandrere. Det er dem, der fylder bydelen, og det er især dem og deres vaner – kultur ville han ikke kalde det – der hersker på gaderne.

De optræder også som herrefolk. Den dansker, der kommer i vejen for indvandrernes interesser, får en kort og kontant behandling. Unge danskere har vanskeligt ved at færdes på gaderne på grund af indvandrernes bander – eller rettere sagt: unge danske drenge, for danske piger kan slet ikke tillade sig det. Det vil være alt for farligt. Også danske unge af hankøn bliver jaget bort. …

Politiet kan kun vanskeligt komme i nordbyen, sagde Slagelse-borgeren, og i så fald kun i samarbejde med brandvæsenet. Vi andre har lært at holde os væk. I nordbyen er vi fremmede i vores eget land. (Søren Krarup i Jyllands-Posten, 17. september 2012)

Oploadet Kl. 06:46 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


23. marts 2012

Filosof Jakob Rachmanski: ‘Tonen’ skabte ikke en Breivik – det var ‘konkrete udtalelser’ (Camre, Krarup)

Onsdag i næste uge afholder Nordisk Journalistcenter et større seminar om højreradikalisme. Talerne er den sædvanlige flok, og så den relativt ukendte filosof Jakob Rachmanski. Her lidt fra en post-Breivik analyse fra hans hånd på Videnskab.dk – Højreradikalisme, islamisme og vulgærsociologi.

“Tiden i kølvandet på Utøya/Oslo-tragedien blev brugt til at diskutere om ikke tonen i udlændingedebatten var medansvarlig. Påstanden var, at det var tonen, der var den egentlige bagvedliggende årsag til, at det kunne gå så galt i Norge. Tonen bar skylden. Det er noget vrøvl. Selvfølgelig.

Så længe der er et synspunkt at forholde sig til, er der ikke nogle gode grunde til at pege fingre af noget så diffust som tonen. Vi er jo ikke til koncert… Det er nemlig ikke tonen, der er problemet. Det er konkrete udtalelser. Konkrete udtalelser fra helt konkrete mennesker. Og der er faktisk rigeligt at tage af.

Når Mogens Camre (DF) eksempelvis udtaler… Eller hvad med Søren Krarups (DF) påstand om… Men det gør netop ikke tonen i udlændigedebatten medansvarlig for Breiviks udåd. Det er en fejlslutning.

[…]

Der var nærmest lettelse at spore (forstå mig ret), da man fandt ud af, at massakren i Norge var udført af en hvid galning med højreradikale konspiratoriske idéer. Med idéer om at forsvare en europæisk kristen civilisation. Altså, en gal mand vi kan hade uden nævneværdige forbehold.

Terrorbombningerne i London og Madrid og 11. september-angrebene, begået af radikaliserede muslimer, var derimod en blanding af moralsk afstandstagen og intellektualiseren over handlingerne. Det var noget helt andet. Handlingerne kunne nemlig forklares…

[…]

Det er nemlig tankevækkende, at islamister og folk på den radikale højrefløj på afgørende punkter minder en del om hinanden. Kradser man lakken af det pseudo-politiske og patosfyldte retoriske vrøvl, er der karakteristiske ligheder mellem det der fyres af fra radikale islamister og det man finder i højreradikalt ’tankegods’. Det handler om fremmedgørelse og en afsky for det moderne.

Breiviks erklærede mål var angiveligt at forsvare ”den kristne identitet” fra at blive overløbet af udefrakommende muslimske immigranter. Hadet til multikulturalismen bygger på hans forestilling om, at den ikke respekterer hans kulturelle identitet. … Begge tager afsæt i at mene, at deres identitet er truet på livet. Begge har en virkelighedsopfattelse fjernt fra vores, der tager afstand fra moderniteten. … Højreradikal terror og radikaliseret muslimsk ditto kan ses som problemets ekstreme udtryk.

Det betyder selvsagt ikke, at der ikke kan være relevante etiske problemstillinger at diskutere i forbindelse med multikulturalisme. Lever man i parallelsamfund, uden kontakt med hinanden, kan det være vanskeligt at sikre, at der er en fælles konsensus om, hvilke grundlæggende etiske principper, som vi behandler hinanden efter. … Men det er bare ikke det problem Breivik, islamister og lignende er med til at adressere. For dem handler det om at forsvare en bestemt kulturel eller religiøs identitet. Noget personligt. De kæmper ikke for at indføre en overordnet socialt og demokratisk orienteret samfundsindretning.”



12. september 2011

Anita Bay Bundegaard på slap line – igen

Anita Bay Bundegaard er tidligere journalist for DR og minister for Det Radikale Venstre, og som sådan den perfekte kulturredaktør for Politiken. En avis hvor personlige følelser og politiske holdninger er vigtigere end det faktuelle. Herunder et par kommentarer til hendes blogpost om ORG.

“I dag har vi mere eller mindre glemt, hvor hæslig udlændingedebatten var i anden halvdel af 1980’erne, da flygtninge fra konflikterne på Balkan begyndte at komme til Danmark. En af udløberne af debatten var stiftelsen af Den Danske Forening i 1987.”

Krigene på Balkan og de følgende flygtningestrømme startede først i 1990-91, og en forening stiftet i 1987 kan af naturlige årsager ikke ses som en udløber af noget der skete fire år senere.

Blandt stifterne var nuværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup…

I kølvandet på Søren Krarups berømte annonce mod Flygtning ’86-indsamlingen, stiftede han Komitéen mod Udlændingeloven – det skete i september 1986. November året efter ændrede foreningen navn til Komitéen mod indvandrerpolitikken.

I mellemtiden havde en gruppe læserbrevsskribenter stiftet Den Danske Forening ved et møde i Virumhallen, marts 1987. Søren Krarup var ikke med, og kom først ind da foreningerne blev lagt sammen i foråret 1990 – tre år senere.

Grafikken til højre er et udsnit af Politikens forside, lørdag den 24. februar 2001.

Oploadet Kl. 11:17 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


25. maj 2011

Krarup: “Grænsen er identitetsskabende. Grænsen fortæller danskerne, at de er danske.”

Kronik af Søren Krarup i gårsdagens Jyllandsposten – Grænseløshedens forbandelse.

“Men grænsen har også en anden side, og den anden side er den væsentligste. Sagen er jo nemlig, at uden grænse ingen individualitet, ingen personlighed. Den grænseløse er den opløste, den ikke-eksisterende. At eksistere er i sidste instans et etisk anliggende, og etikkens forudsætning er den ansvarlighed, der igen forudsætter grænsen – grænsen mellem jeg og ikke-jeg, grænsen, der tvinger mig til at træde i karakter og være mig, dette bestemte menneske i denne bestemte sammenhæng.

Dette gælder for det enkelte menneske, men det gælder også for det enkelte folk, for uden en grænse intet folk. Det er dette, der er grund til at se i øjnene i disse multinationale tider, hvor den politiske korrekthed i FN og EU vil nedlægge alle grænser for at skabe den store, udflydende, altoversvømmende harmoni, men hvor man i stedet skaber et overnationalt inferno.

Hvis Danmark ikke har en grænse, er Danmark i færd med at blive udslettet. Hvis danskerne ikke ved, hvor deres grænse i forhold til Tyskland går, ved de i sidste instans ikke, hvem de selv er.

Grænsen er identitetsskabende. Grænsen fortæller danskerne, at de er danske. Og grænseløsheden er da den forbandelse, der hensætter det danske folk i den store tomhed eller intethed, i hvilken alt til sidst går til grunde, frihed, selvstændighed, selvet. …

Dér, hvor grænsen respekteres, dér hersker friheden. Hvor grænsen sætter virkeligheden, kan man virkelig være sig selv i forhold til et andet selv.

Dette er det rette forhold mellem dansk og tysk, mellem Danmark og Tyskland – og derfor er grænsekontrollen en foranstaltning til gavn for den sande, uanstrengte danskhed og tyskhed, som ikke skal være andet og anderledes, end de og vi er.

Grænsekontrollen skænker danskerne tryghed i forhold til østeuropæiske bander, som strejfer ind over grænsen for at begå kriminalitet, men grænsekontrollen er først og fremmest et nationalt instrument til gavn for det danske folk, der ikke behøver at være i tvivl om, hvor dets grænse går, og hvem det selv er.

Dette skal siges i en situation, hvor der siges så uendeligt meget vrøvl om den overnationalitet eller ikke-eksistens, som udspringer af EU-ideologien og menneskerettighedsdyrkelsen – som om man kan være menneske uden i en historisk, national sammenhæng.”

Oploadet Kl. 04:43 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


15. februar 2011

Retorikprofessor vil have bedre debat, så luk røven I hysteriske inhumane indvandrerfjender

En professor der i forhold til sit forskningsfelt, begår helt de samme fejl, som han kritiserer højrefløjens politikere for, vil ikke fremme debatten, men bruge sin akademiske pondus til at lukke munden på sin politiske modpol. I forhold til udlændingekriminalitet forlanger han konkrete betegnelser. Man må ikke sige, at ‘indvandrere er mere kriminelle end danskere’, men skal i stedet fortælle, at der ‘i nogle indvandrergrupper er mere kriminalitet end i befolkningen som helhed’. Det lyder stadig en kende ukonkret for undertegnede, så hvad med ‘muslimer er mere kriminelle end danskerne’.

Interview med bogaktuelle Christian Kock i Politiken – Professor: Politikere er verbale svindlere.

“Professor ved Institut for Retorik ved Københavns Universitet siden 1997 og har udviklet sit fag til i højere grad at beskæftige sig med argumentation, politisk debat og skrivepædagogik. Han er medforfatter til bøgerne ’Retorik der flytter stemmer’ (1994) og ’Skrivehåndbogen’ (1997 og senere) og har foretaget flere kritiske analyser af sproglig manipulation og spin…

»Jeg vil have en bedre debatkultur. En måde at få det på er at påpege de uskikke, som forringer især den politiske debat. Ved at være mere på vagt kan journalister bedre slå ned på politikerne, så de ikke slipper så godt fra uskikkene, og vi borgere kan lade være at stemme på de mennesker…«

I bogen kritiserer du i særdeleshed indvandrerdebatten. Hvorfor?

»Anders Fogh Rasmussen sagde på et tidspunkt om indvandrerdebatten, at den er pæn og ordentlig, rolig og redelig. Det synes jeg også, den skulle være, men den udtalelse er Sadam Husseins informationsminister værdig! Det er fuldstændig latterligt at komme med den påstand. Indvandrerdebatten er alt det modsatte«.

Hvad har gjort indvandrerdebatten så exceptionelt dårlig?

»Jeg er ofte blevet spurgt, om det ikke er blevet værre med årene. Men nej, det har været elendigt siden midten af firserne, hvor den startede. Processen udviklede sig nok sådan, at Søren Krarup og konsorter begyndte med at udtrykke sig fuldstændig hysterisk omkring indvandrere. Det bevirkede, at de humanistiske politikere og debattører overhovedet ikke ville høre på dem…«.

Kan du beskrive de uskikke?

»For eksempel gør man, som Piet Hein siger: Man dutter folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå. Det kaldes at lave en stråmand, og så skyder man dem ned…« …

»… Den indvandrerfjendske fløj dyrker, at den humanistiske fløj hader danskerne, hader leverpostej og alt, som er typisk dansk. Det er et andet eksempel på, at man skyder modparterne nogle motiver i skoene, som de slet ikke har ytret«. …

»… Derudover kan man indføje, at indvandrerdebatten har været præget af flere andre uskikke, som i særlig grad findes i den debat, og som ikke har været så udpræget i andre. For eksempel generaliseringer. Især har den indvandrerkritiske fløj været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere om befolkningsgrupper«. …

Kan man helt undgå generaliseringer?

»Det kan vi stræbe imod, ved at de, der bruger dem, får på ørerne for det. Vi andre skal tage afstand fra det og sige: Vi vil ikke have generaliseringer. Vi vil høre om konkrete problemer. For eksempel er der i nogle indvandrergrupper mere kriminalitet end i befolkningen som helhed. Det er et faktum. Så lad os tale om det. Absolut. Men siger man, at indvandrere er mere kriminelle end danskere, så er vi på vej over i generaliseringer igen«.

Kan vi få en debat, der er helt fri for generaliseringer?

»Nej, vi kan aldrig få det ideelle på noget område overhovedet. Men vi skal stræbe mod det. Jeg ved godt, at Søren Krarup ringeagter stort set alle andre end dem, der præcis mener som han…«.”



21. oktober 2010

Søren Krarup: “… at være konservativ er at være sin sammenhæng tro.”

Dansk Folkepartis partiprogram fra 1997 er kraftigt inspireret af De Konservatives 1960’er-ditto. Herunder en overset kronik fra Berlingske Tidende, hvor en af arkitekterne til førstnævnte definerer konservatisme med udgangspunkt i De Konservatives partiprogram anno 1970. Søren Krarup – Hvem er konservativ? (7/10-10).

“Det Konservative Folkepartis problemer med selvforståelsen er ikke af ny dato. Det er en gammel historie, at De Konservative ikke ved, hvad det er at være konservativ. Man oplever det igen og igen…

Jeg offentliggjorde nemlig min kritik i en dobbeltkronik i Berlingske Tidende, hvor jeg gennemgik programmets meningsløse, politisk korrekte snak og konkluderede:

»Jeg kan ikke lide det konservative fremtidsprogram. Det byder mig imod ved den skitse til en total politik, det tegner. Det forekommer mig at indeholde et modbydeligt anslag imod menneskets frihed til at være sig selv derved, at det bedre end det enkelte menneske ved, hvorledes dette selv er.

Et af afsnittene i programmet har den typiske overskrift: “Trivsel i det menneskelige miljø”. Afsnittet er forsynet med en tegning, og tegningen siger for så vidt alt om, hvordan Det Konservative Folkeparti opfatter sit forhold til befolkningen. Man ser et bysamfund med højhuse, strandvej, badestrand og lystbåde. Overalt vrimler det med små mennesker. Men ude i vandet, med tegneblok under armen og oversigtskort i hånden og ansigtet lagt i tænksomme folder, står en kæmpestor planlægger og pædagog og skal skabe trivsel for de små mennesker nede i samfundet.

Sådan forstår politikerne sig selv. I overensstemmelse med denne tegning driver de politik og skriver de programmer. De udnævner sig, hjælpsomme og velmenende, til folkets formyndere, der skal tage hånd om folks ulykkelige sjæleliv og manglende trivsel og spirende neuroser, og de drømmer om at indrette det lyksalighedssamfund, hvor alle er harmoniske, lykkelige og gode mennesker – som det hedder i den af kulturministeren skrevne Blå Betænkning for folkeskolen. I en sky af fede floskler arbejder de nidkært på at forvandle borgerne til konfliktfrie tremmekalve, der får fred og glæde og veltilpashed serveret i plasticpakning, og de skyr ingen anstrengelse for at fratage os ansvaret for os selv.

Men de skulle passe deres eget!«

Det havde Per Stig Møller imidlertid ingen lyst til. Han svarede i en kronik med den talende og afslørende overskrift “Politik er messianisme”, i hvilken han hævdede det synspunkt, der kom til udtryk i overskriften: at politikeren skal være Messias, dvs. Gud, for befolkningen – og tydeligere kunne han ikke afsløre sin afstand til dansk tradition og kultur, der jo er bygget på kristendommens adskillelse af det guddommelige og det menneskelige, af Guds og kejserens rige. En konservatisme, der vil gøre sig til Gud for borgeren! Bevar mig vel – hvilken modsætning til enhver sand konservatisme, der af Gud er sat til at være menneske i en historisk, sekulær sammenhæng. Dette var i 1970 Det Konservative Folkepartis selvforståelse…

Men den var i overensstemmelse med hele 68-ideologien, der jo guddommeliggjorde og ideologiserede det politiske, og Per Stig Møller var en rigtig 68-ideolog, der i den samtidige bog “Synspunkter i Konservatismen” skrev: »Den, der erklærer sig totalt ideologiløs, er enten en overfladisk filosof, eller han tænker på, at han er fri for de gamle ideologier. I stedet udtrykker han en ny ideologi. Ethvert politisk parti gør det, hvis der overhovedet er fornuft og ikke ren og skær mode i det. Det kan være alle de konservative, der tror sig ideologiløse, ikke er sig nogen ideologi bevidst, men hvornår er bevidstløshed blevet en politisk eller filosofisk dyd?«

Jeg vil ikke være for hård ved Per Stig Møller, der sikkert fortryder disse flotheder på samme måde som så mange andre, men jeg vil gøre opmærksom på, hvordan denne opfattelse af politik er en ukritisk overtagelse af samtidens marxisme eller 68-ideologi, hvor alt er ideologi, og jeg vil især gøre opmærksom på, hvordan den er en ophævelse af enhver konservatisme. For den konservative er ikke ideolog. Den konservative er i modsætning til enhver ideologi. For konservatisme er at være bundet af historien og dermed af den konkrete virkelighed. Eller anderledes sagt: Konservatisme er det modsatte af messianisme, fordi den konservative af Messias eller kristendommen er vist hen til at være tro imod sin næste, sin nærmeste virkelighed, sin givne historie. Det er dette, der er kernen i sagen. Nej, den konservative bilder sig netop ikke ind at være Gud i forhold til sin næste eller til befolkningen, for den konservative har af Gud fået det begrænsede og bestemte embede at være sin næste og sin virkelighed tro. Her ligger konservatismens modsætning til enhver ideologi – til marxisme, kommunisme, nazisme. Den konservative politiker ved, at hans embede er begrænset. Han skal ikke frelse befolkningen. Men han skal være solidarisk med befolkningen på den givne virkeligheds betingelser.Derfor er historien den grundlæggende instans for enhver konservatisme. Og derfor er enhver konservatisme national, for det nationale er det historisk givne – svarende til ordets grundbetydning af medfødt. Ja, at være menneske er at være født ind i en bestemt historisk sammenhæng, og at være konservativ er at være sin sammenhæng tro. Dette er grundbestemmelsen. Og respekterer man ikke den, er man ikke konservativ.

Oploadet Kl. 01:01 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


15. juli 2010

Søren Krarup: Efterlønnen giver ingen mening

Parti-politik er en speget affære, og det er skønt der stadig findes politikere med selvstændige holdninger. Et citat fra dagens Politiken, der vinkler udtalelsen efter bedste evne – Søren Krarup: Efterlønnere gør sig selv til grin.

Når man sidder i Folketinget som 72-årig, kan man ikke lade være med at synes, det er fuldstændig meningsløst, at folk skal trække sig tilbage, når de er 60. Det er efter min mening at gøre grin med sig selv«, siger han.

I de seneste ni år har Søren Krarup repræsenteret regeringens støtteparti i Folketinget, og han erkender, at der i den periode kunne være set med mere kritiske øjne på samfundsøkonomien.

»Vi har været lidt for sorgløse, fordi vi mente, at det gik godt, og på efterlønsområdet mener jeg, der er grund til at være kritisk.”

Oploadet Kl. 12:40 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


17. maj 2010

Svend Ove Gade: PET-kommissionens kildefravalg gav juridisk hvidvaskning af Dragsdahl

I naturlig forlængelse af forrige indlæg om Dragsdahl-sagen. Kommentar af Svend Ove Gade i søndagens Jyllandsposten – Den uskyldige skal være skyldig

“Krarup har selvfølgelig ret. Ingen jordiske skabninger, end ikke de ophøjede skikkelser på en dommerbænk, kan frigøre sig fra deres sympatier og fordomme. I dette tilfælde havde dommeren allerede besluttet sig to dage før, retssagen var slut. Altså en slags kafkask verden, hvor den uskyldige skal være skyldig. Når dommeren ydermere følte sig kaldet til at belære en af Danmarks dygtigste historikere om kildekritikkens væsen og til at lade omfanget af hans forskningsmæssige ytringsfrihed bero på valget af medie, dvs. udelukkelse af noget så profant som en avis, kunne ingen være i tvivl om, at her havde man at gøre med en virkelig forbryder.

Intet kunne bekymre socialdemokratiske og SF-politikere mindre… Disse efterkommere af fodnotepolitikerne fra 1980’erne kan nu fryde sig over, at det tiårige arbejde i PET-kommissionen ikke har været forgæves. Gennem fravalg af afgørende oplysninger banede kommissionen vejen for en juridisk hvidvaskning af Dragsdahl, så dommeren i Svendborg frimodigt kunne fastslå, at det er utilstedeligt at rubricere dette, ifølge indkaldte venner, i enhver henseende sanddruelige og idealistiske menneske under kategorien fhv. KGB-agent.

På den baggrund må det vel nærmest anses for anstødeligt, at Jensen har besluttet at anke dommen. Uanset hvad landsretten måtte finde frem til, bør fodnotepolitikkens medløbere og intellektuelle fantaster a la Dragsdahl gøre sig klart, at domstolene modsat frie historiske forskere – i den udstrækning dommerne ikke stiller sig i vejen -er ude af stand til at finde frem til den historiske sandhed.”

Oploadet Kl. 03:36 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


12. maj 2010

Injuriedomme- og frifindelser

Når en medarbejder hos PET i 1986, noterede at Jørgen Dragsdahl set med KGB’s øjne havde “været ualmindelig nyttig”, og fortæller, at det “ikke (er) uden grund, at han på et tidspunkt i centret blev benævnt som nr. 1 i Danmark”, så vil han for mig altid være KGB-agent, og så gør det hverken fra eller til, at Bent Jensen i sidste uge fik dom for lignende vurdering.

Junikredsen har set på en række injuriedomme, og der tegner sig et klart mønster – Ret og vrang.

“Vi ved ikke, hvad der har bevæget dommer Mette Langborg til at dømme Bent Jensen for at citere, hvad PET skrev om Jørgen Dragsdahl. Vi kan blot konstatere, at hendes kendelse er i tråd med en række injuriedomme de seneste år. Blandt eksemplerne kan nævnes:

2000: Københavns Byret frikender René Karpantschof, en berygtet tidligere voldsautonom, for at kalde Dansk Form for nazister (sagen forliges i Østre Landsret 2001).

2001: Københavns Byret frikender den venstreekstreme skribent Jan Sonnergaard for at have kaldt Pia Kjærsgaard og Mogens Camre fra Dansk Folkeparti for landsforrædere.

2003: Højesteret frikender kommunisten Karen Sunds fra DKP/ml for at have kaldt Pia Kjærsgaard racist.

2006: Fredericia Byret dømmer Jørgen Røjel, tidligere leder af modstandsgruppen Holger Danske, for at have kaldt den tidligere DKPer Frank Aaen for landsforræder (efter Røjels død i 2007 indrømmer Frank Aaen i et interview, at han stadig er kommunist.)

I dagens Danmark tillader domstolene altså f.eks., at medlemmer af Dansk Folkeparti, men ikke medlemmer af Enhedslisten, kaldes landsforrædere. Set i det lys er kendelsen fra Svendborg for så vidt ikke overraskende.”

Mere.

  • 7/5-10 Berlingske Tidende – Dragsdahl vandt slaget om den kolde krig.
  • 9/5-10 Jyllandsposten – Søren Krarup blæser på dommerkritik (klassisk Ritzau-ordvalg).
  • Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper