6. februar 2007

Hans Hauge: “Det har været kongevejen til stillinger at skrive anti-kapitalistiske skrifter.”

Fra dagens Jyllandsposten. Hans Hauge i kroniklængde om politik og forskning. Det er svært for mig at klippe i den, så her er det meste fra Videnskab og politik på kongevejen.

“Hvad mon Den Kolde Krigs ideologi gik ud på i 1972? Ideologi betød dengang: falsk bevidsthed. Denne ideologi kunne da kun være, at NATOs forsvar af Vesten mod kommunismen var en falsk ideologi.

Hvem var dengang ideologisk bevidstløse? Grodal var det ikke. Det var man ikke, hvis man var imod NATO. Grodal påviste, at romanen havde bidraget til, at Danmark kom med i NATO og til at nedkule samfundskritik. Har nu et sådan stykke litteraturvidenskab på nogen måde skadet Grodals universitetskarriere? Nej, tværtimod har den været med til at bane vejen for ham. Han var nemlig ideologikritisk, og en sådan kritik var videnskabelig og ikke ideologisk. At skrive sådan var ganske enkelt en stillingsansøgning. For når de ideologisk bevidstløse professorer var væk, var pladsen åben for de videnskabelige som Grodal. Sammenblandede han videnskab og politik? Nej slet ikke. Han er jo en god socialdemokrat.

I samme nummer af Poetik finder vi en anden artikel af litteraten Peter Madsen, der nu er professor i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han kritiserede først en skolebog, fordi den var ideologisk. Det var den, fordi den var individcentreret, og det var falsk ideologi. Dermed var historiebogen en slags fiktion, fortsatte han… Så følger en lang udredning af Marx analyse af kapitalismen, og han slutter med, at det ikke er individer, der styrer historien. Har nu dette skrift forsinket Peter Madsens karriere? Nej, kort efter blev han ansat som professor på baggrund af en magisterafhandling Semiotik og dialektik (1971). Senere skrev han et videnskabeligt værk, der hed Demokratisk socialisme. Sammenblanding af videnskab og politik? Nej slet ikke.

Den nyudnævnte rektor for biblioteksskolen, professor Lars Qvortrup, indledte sin karriere ved i 1977 at skrive bogen Danmarks Radio og arbejdskampen: En analyse af DRs behandling af benzinkonflikten i november 1976. Jeg ved, at det ganske enkelt er upassende, ja, nærmest uredeligt overhovedet at nævne denne bog. Jeg vil helt afstå fra at citere fra dette videnskabelige værk, for selvom jeg har ytringsfrihed skal den bruges med omtanke. Lars Qvortrup, der er magister i Nordisk sprog og litteratur, var dengang ansat på Odense Universitet, hvor han engagerede sig stærkt i politisk arbejde. Bogen skulle hjælpe socialistiske medarbejderne på DR, så radioens venstreorienterede image kunne styrkes, for kun derved ville DR blive troværdig. Og det hjalp jo.… Bogen var et stykke videnskabeligt arbejde udført af den unge adjunkt ved Rasmus Rask Instituttet for lingvistik. Det var på grundlag af den slags, at han blev ansat, og han har som klummeskribent ved Information fortsat med at kritisere det borgerlige Danmark. Sammenblander han videnskab og politik? Nej, slet ikke.

En anden magister i Nordisk sprog og litteratur, Frands Mortensen, der er professor ved Aarhus Universitet i medievidenskab, grundlagde sin karriere ved at skrive: Kommunikationskritisk analyse af 22-radioavisen (1972).

Heri skriver han, at videnskaben ikke kan være neutral, fordi der er så store modsætninger i det danske samfund, men han erkendte også, at han, fordi han selv tilhørte borgerskabet, kun kunne skrive borgerlig videnskab. Denne form for videnskabelighed var han blevet indoktrineret med på universitetet i otte år. Men målet med bogen var politisk. Radioavisens borgerlige verdensbillede skulle ændres til et socialistisk.

Bogen skulle ikke kun informere, men påvirke. Og det har Mortensen gjort lige siden. Har denne bog skadet hans karriere? Nej, slet ikke. Blander han videnskab og politik? Nej, slet ikke. Og hans påvirkning af DR må have virket. For hvor han dengang angreb DR, fordi den var borgerlig, forsvarer han nu DR. Hvorfor mon?

Mit sidste eksempel er forfattet af den nyudnævnte prorektor ved RUC, Henning Salling Olesen.

Hans karriere blev grundlagt med udgivelsen af Litteraturvidenskabens politik. Selve titlen viser så forbilledligt, hvordan videnskab og politik er det samme, hvis og kun hvis man er borgerlig. Prorektoren skrev i 1973, at litteraturformidlingen medvirker til det borgerlige samfunds ideologiske reproduktion. Han skrev også om, hvordan universitetet skulle bidrage til at klarlægge forudsætningerne for og katalysere bevidsthedsarbejdernes deltagelse i arbejderklassens frigørelsesproces.

Har dette bizarre synspunkt hindret Olesen i at stige i graderne? Nej slet ikke.… Man kunne finde et utal eksempler på samme form for sammenblanding af ideologi og videnskabelighed, og pointen er, at disse artikler gjorde, at forfatterne kunne få stillinger på danske universiteter, og der sidder de den dag i dag på magten. Det har været kongevejen til stillinger at skrive anti-kapitalistiske skrifter. Sådan er det endnu på de fleste institutter; det har den nye universitetsreform ikke ændret det mindste ved. Nu er marxismen blot skjult som pro-islamisme og multikulturalisme.

Nu kunne man tro, at der var tale om ungdomsværker, og at alle disse professorer, der alle kæmpede mod professorerne og systemet, var kommet på bedre tanker. Men det er der intet, der tyder på. De har fortsat deres kamp mod de reaktionære.

Når der er så megen virak om Bent Jensen, skyldes det, at han er så atypisk. Der er stort set ikke andre af slagsen. Forskellen mellem de nævnte professorer og Bent Jensen er ene og alene den, at Bent Jensen er borgerlig eller højreorienteret, mens de selv og flertallet af humanister er det modsatte. Det er kun højreorienterede, der sammenblander politik eller ideologi og videnskab, mens de venstreorienterede ikke gør det, for deres forskning er objektiv eller tilstræber at være det.

Bent Jensen følger derfor ikke reglerne, for det gør kun marxisterne. I Information skrev endnu en professor (emeritus), Curt Sørensen, om disse normer og regler. Curt Sørensen er selv marxist og er derfor pr. definition upolitisk.

Her er en af hans regler, som han anklager Bent Jensen for ikke at følge: Man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande.

Curt Sørensen fortsætter så med at påstå, at han kan dokumentere, at Bent Jensen overtræder ikke kun denne norm, som jeg lige har citeret, men også fire andre, som Curt Sørensen nævner.

Det helt absurde i denne historie er, at netop de nævnte professorer kom til tops ved at erklære modstandernes videnskab for borgerlig og kapitalistisk. De troede ikke på fri forskning og slet ikke på værdifri. Objektivitet var en borgerlig ideologisk størrelse. Alt det glemte de, da de selv sad i professorstolene og begyndte at modtage forskningsmidler.”



27. december 2006

Rolf Bagger med flere – om den negative afhængighed af nazismen

Meget er sket siden Dansk Folkeparti blev parlamentarisk flertal for VK-regeringen, og læserbreve som det her herunder af Rolf Bagger er efterhånden et særsyn. Godt for den politiske debat – Regeringen arbejder under tvang

“Der var et eller andet bekendt ved de dramatiske begivenheder på Christiansborg i sidste uge, der kulminerede med med Lars Barfoeds afgang som minister. Regeringen kom under pres og blev med regeringschefen i spidsen offentligt ydmyget af sit såkaldte støtteparti. Og støttepartiet demonstrerede, at det besidder en magt, som så at sige står over selv statsministerens, og storskrydende kunne partiet endda erklære, at det er parat til at bruge sin magt igen, hvis det passer partiet. Nu er politik i sidste ende altid et spørgsmål om magt og viljen til at bruge den, men hvad var det, der forekom bekendt ved forløbet? Mig fik begivenhederne i sidste uge til at tænke på noget så fjernt fra fødevarekontrol og familiepolitik som torpedobåde. Helt præcis otte torpedobåde. Den 5. februar 1941 blev den danske regering tvunget til at udlevere otte torpedobåde til tyskerne. Formelt var Danmark et neutralt, selvstændigt land med egen regering og eget forsvar, og i det daglige forsøgte regeringen gennem forhandlinger med tyskerne at lade, som om man var en suveræn regering. Det kaldtes samarbejdspolitik. Men reelt var landet besat. I starten var magtforholdene ikke synlige, men som tiden gik, blev det stadig tydeligere, hvem der bestemte, og regeringen havde ikke noget valg, hvis den ville fortsætte med at regere. Den kunne kun gennem forhandlinger forsøge at afbøde de værste ulykker, og mange gange lykkedes det da.” (Berlingske Tidende 20/12-06)

At associere Dansk Folkeparti med alt ondt, ikke mindst Nazi-Tyskland var en kunstart der blev perfektioneret helt frem til folketingsvalget februar 2005 – herefter gav det ligesom ikke rigtigt mening. Geoffrey Cain har opsamlet en række markante grafiske eksempler i Gensyn med ondskabens ikon udgivet tidligere på året. Herunder godt 50 eksempler på retorisk vanvid der rammer alt fra liberalister i Venstre, over socialdemokrater i Dansk Folkeparti, til konservative Bush… Kort sagt, de andre, de onde – dem med den dårlige tone og de ringe hensigter.

Et forbud mod nazisme ville ramme Fremskridtspartiet i hjertet

“Flere af de kandidater der stiller op for Glistrups Fremskridtsparti er tæt forbundet i ånd og praksis med nazisterne, senest er det en ung kandidat i Århus der erklærer sig på linie med nationalsocialisterne. Et forbud mod nazister vil i praksis betyde at fremskridtspartiet ikke kunne opstille kandidater med nazistiske holdninger, og så er det et åbent spørgsmål hvor mange der vil være tilbage.”

Arbejderpartiet Kommunisterne i København (Hjemmeside 2001)

Bush er yderligtgående fundamentalist

“Bush´s retorik tegner også billedet af et religiøst korstog på præcis samme måde, som det ses blandt de yderligtgående, muslimske bevægelser.”

Lissi Rasmussen, Islamisk Kristent Studiecenter (Kristeligt Dagblad 26/3-03)

Bush er for Irak hvad Hitler var for Østrig

Adspurgt: “Folk applåderar, jublar och skriker: Tack Bush! Man kan börja påstå nu att de är befriade. Civila kastar blommor på soldaterna när de går igenom Bagdad. Är inte detta beviset för krigsmotståndarna att de hade fel, igen?”

“Det jublades på samma sätt när Hitler gick in i Österrike 1938. Långt efteråt förstod man att det där bara var propaganda.”

Jan Guillou (Aftonbladet 9/4-03)

DF og racen af zombier

“Der er altså ingen tvivl om, at DF er racistiske. For DF er muslimer en ‘race‘ af zombier, hvis handling er styret af Islams nærmest hypnotiske natur, i den værst tænkelige udgave, fremfor af rationelle motiver og egne evner til selv at videreudvikle ideologisk identitet. At DF så ikke tør indrømme dette i deres forsøg på at få racismeparagraffen fjernet, er direkte ynkeligt. For det ville jo være fair nok at diskutere hvorvidt racisme er en legitim forestilling at bruge i propaganda eller ej.”

David Holm, studerende (Dagbladet Information 22/10-02)

Den nazificerede danskhed

“Jeg kan godt blive lidt rystet over danskernes hyppige brug af ordet ‘danskhed’. I mine øren giver det mindelser om nazitidens Tyskland…”

Lektor Helen Krag (Berlingske Tidende 22/2-03)

Hudfarvens betydning

“Der skal åbenbart være særlige regler for hvide borgere i Danmark. Og dem med afvigende hudfarve, de er så ikke omfattet af regeringens påståede humanistiske menneskesyn.”

Kamal Quraishy, SF-ordfører om behandlingen af afviste asylansøgere (Dagbladet Information 3/12-02)

KKK og de danske racister

“En meget høj mand med et langt grånende skæg lænede sig op ad en af søjlerne og så meget dyster ud. Det var Jakob Holdt, der lige var kommet hjem fra USA. Dér havde han opholdt sig hos Ku Klux Klan i et par uger. ‘Danskerne er mere racistiske end dem,’ sagde han.”

Jacob Holdt (Dagen 5/12-02)

Terrorregimet Fogh

“Man er terrorist, uanset om man sidder i Kabul eller på Christiansborg… De, der støtter en ulovlig handling og en krig uden legitimitet, er også terrorister. Det afgørende for mig er legitimiteten. Alt, der ikke har legitimitet, er terrorisme. Det kan ikke gradbøjes efter, om det er parlamentarikere eller andre, der støtter det.”

Tanwir Ahmad (Dagbladet Information 5/4-03)

Ulla Dahlerup taler som nynazist – minder om 30’erne

“Det rislede mig koldt ned ad ryggen, og koldsveden sprang næsten frem på panden, da jeg hørte Ulla Dahlerups tale på Dansk Folkepartis (DF) landsmøde. Et kort øjeblik troede jeg, at TV havde begået en fejl og sendt uddrag fra en kongres for nynazister, men jeg blev skuffet: Det var fra et landsmøde i et parti i det danske folketing.”

“Dansk Folkepartis landsmøde burde mane til eftertanke og få os alle og ikke mindst regeringen til at revurdere synet på partiet. Med henvisning til 30’ernes Tyskland skal det siges, at nok gentager historien sig ikke, men det gør menneskenes fejltagelser.”

Kim Marker (Jyllands-Posten 24/9-03)

‘Herrefolket/Det nye højres’ genetik

Overskrift: “Det nye herrefolk snubler i afsættet”

“Med professor Helmuth Nyborg seneste udtalelser begynder der at tegne sig et ganske – foruroligende billede – af det nye højres værdisæt.”

Lektor Thomas Pedersen (Berlingske Tidende 6/10-03)

Propagandachef, smager lidt af Göbbels

“For at fastholde illusionen som den ny tids socialdemokrati indkaldte Dansk Folkepartis propagandachef f. eks. til pressemøde i restaurationen under Arbejdermuseet i Rømersgade i København…”

Lars Weiss (Jyllands-Posten 5/10-03)

Foghs Sturmabteilung

“Vi skal til at være et lille, selvtilfreds, provinsielt hul. Og i Dansk Folkeparti har man regeringens stormtropper, som sætter den dagsorden, der diskuteres i medierne.”

Inge Eriksen, forfatter (Dagbladet Information 26/9-03)

Ulla Dahlerups nazi-agtige retorik

“Sovjet og nazi-Tyskland bliver det næsten uundgåelige sammenligningsgrundlag. Det er ikke det samme som at kalde den fantasifulde ophavskvinde nazist. Men det rå og hævngerrige tonefald hos Dahlerup… minder ikke desto mindre om forfatterinden Olga Eggers‘ bidrag i Fædrelandet.”

Georg Metz (Dagbladet Information 6/10-03)

Bush, den amerikanske cowboyfacist

“… da han bakkede op bag en amerikansk cowboyfascist, der gik i krig på løgnehistorier om…”

Christian Braad Thomsen (Politiken 5/11-03)

Kulturkamp – den småborgerlige nazismes blomstring

“Anders Fogh Rasmussen burde måske med sin interesse for besættelsestidens historie forsyne sit bagland med en tale, som den foragtede kulturradikale Poul Henningsen holdt i sit svenske eksil i 1943. Her præciserede PH, at nazismen udspringer af det herskende småborgerlige livssyn og advarede imod »faren for en ny nazistisk blomstring efter krigen, som vel bliver kaldt alt andet end nazisme – ja som kanske kommer til at trives inden for de eksisterende parlamentariske partier« (Kulturkritik III, Rhodos).

Hvis den visionære Poul Henningsen havde kunnet følge den grasserende borgerlige kulturdebat, ville han ryste på hovedet og bedrøvet indse, at hans advarsel var forgæves.”

Christian Braad Thomsen (Politiken 5/11-03)

Bush og nazisterne

“When I hear Bush say, ‘You’re either with us or against us,’ it reminds me of the Germans.” It conjures up memories, he said, of Nazi slogans on the walls, Der Feind Hort mit…”

– og de socialdarwinistiske ekstremister

“a bunch of extremists guided by a crude form of social Darwinism.” (om nykonservatismen)

George Soros (The Washington Times 11/11-03)

Fogh-regeringen fodrer den indre svinehund

“Den eneste grund til, at regeringen fastholder starthjælpen, er for at fodre den indre svinehund.”

Elsebeth Gerner Nielsen (Politiken 15/11-03)

Hudfarve eller kultur?

“Det, vi har brug for herhjemme, er en ligestillingsombudsmand, som man har i Sverige, Norge og en række EU-lande. Det er jo trods alt et større problem, at folk ikke kan få en bolig på grund af deres hudfarve, end om en liter mælk koster 50 øre for meget, hvilket forbrugerombudsmanden gerne vil tage sig af.”

Kamal Qureshi, om boligselskab der frasorterer arabere (Politiken 16/11-03)

Ku Klux Klans danske afdeling

“Nogle foreslår, at Israels Plads omdøbes til Palæstinas Plads. Andre vil hellere af med flygtningene. Et sådant eksempel kan ses hos Dansk Folkeparti, som reelt er en dansk miniudgave af KKK, for tiden med jakkesæt og slips.”

Khaled D. Ramadan, Kunstner (Aktuelt 2001)

Hitler og Pia Kjærsgaard har den samme holdning…

“Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af samme stykket. Jeg siger ikke, at hun er nazist, men hun har den samme holdning med at dele befolkningen ind i over- og undermennesker, som Hitler havde”

Peter Duetoft (Jyllandsposten 30/01-2001)

Fogh-regeringen er inspireret af Stalin

“Hvorfor undertrykker netop en erklæret liberal regering så formynderisk de grundlæggende menneskerettigheder? Hvorfor finder den sin inspiration i Stalins tvangsassimilation af mindretal…”

Jacob Holdt (Politiken 5/4-2003)

Despoten Anders Fogh

“Despotens billede toner frem. Hvad har Fogh lovet Bush i telefonen, mens Fogh var formand for EU’s ministerråd? Sagde han ja til argumentationen eller til beslutningen?”

(Politiken 19/11-03)

Han kaldte en bog om tyrkisk sekularisering spændende

“Også på sin egen hjemmeside har Henrik Gade Jensen tidligere gjort sig bemærket med bl.a. rosende ord om den daværende leder af det ekstreme tyske parti Republikanerne, tidligere SS-officer Franz Schönhuber.”

Rasmus Lindboe, Journalist (Dagbladet Information 25/11-03)

Den racistiske substans i Dansk Folkeparti

“Der er tale om, at et i substansen racistisk parti styrer udlændingepolitikken. Jeg tør ikke tænke på, hvad næste offensiv vil indeholde.”

Tøger Seidenfaden (Vision-Lighed 21/11-03)

Dansk Folkeparti og deportation af tosprogede

“Jeg tror, at Louise Frevert er Dansk Folkeparti nok til, at deportationsreglen kun skal gælde for de tosprogede elever.”

Per Bregengaard (JP København 17/12-03)

Bush og bin Laden

“Selv præsident Bushs sprog nærmer sig det, som terroristen bin Laden bruger. Begge tager de Gud som gidsel i et forsøg på at støtte deres frygtelige mål.”

Günther Grass (Politiken 4/4-03)

Pia Kjærsgaards kærlighed til ariske hunde

“Pia Kjærsgaard, der siden valget har været Danmarks skygge-statsminister, føler sig af og til forhadt og foragtet – men ‘hunden’ elsker hende. Og den er smukt blond.”

Mads Winther (Ekstra Bladet 16/12-03)

Erfaringen fra 1930’ernes Tyskland, Spanien, Italien…

“Jeg er bange for Langballe og Krarups måde at se på anderledes tænkende mennesker. Hidtil har jeg nok mest tænkt: Det må da gå over. Men måske gør det ikke det. Erfaringerne fra 1930’ernes Tyskland, Spanien, Italien og andre lande, incl. Danmark, viser jo, at en gang imellem går det ikke over.”

Hans Gullestrup, Professor (Jyllands-Posten 16/12-03)

Mindelserne om gradbøjningen af jødiskhed

“Man begynder med en dårlig lov, som man så bøder på med stadig mere absurde påfund i stedet for at tage det fejlagtige udgangspunkt op til revision. Loven om adoptivbørn bringer mindelser om de hovedbrud, gradbøjningen af ‘jødiskhed’ må have voldt juristerne bag de nazistiske Nürnberglove.”

Tøger Seidenfaden (Politiken 27/12-03)

Fascistoid forbud mod tørklæder i skolen eller på arbejde

“Ideen om at forbyde muslimske kvinder at bære tørklæder i skolen eller på arbejde er i sin grundform fascistoid. Mere klart kan det ikke siges. Det kan lyde groft, men når den gængse tone i debatten er, at man uden at blinke skal forfølge en bestemt etnisk eller religiøs befolkningsgruppe. – eller ligefrem i debatten rask væk omtale race og religion som ét fedt – ligner det til forveksling de rå fanatismer, jeg egentlig troede, at vi havde forholdt os endegyldigt til i sidste århundrede.”

Kristian Ditlev Jensen (Kristeligt Dagblad 4/1-04)

Fogh og det racedelte Danmark

“Var statsministerens nytårstale tam og intetsigende? Fogh fik da i den grad italesat et racedelt Danmark til erstatning for klassesamfundet.”

Pia Weise Pedersen og Per Bregengaard (Dagbladet Information 5/1-04)

Lidt hudfarve- fetischisme fra overdrevet

“Nej, det her handler dybest set ikke om Mjølnerparkens beboeres ve og vel. Det handler om at skabe panik i den hvide del af befolkningen – i det, der kaldes ‘den danske del af befolkningen.'”

Helle Stenum (Jyllands-Posten 9/1-04)

Pressechef man ikke kan lide = propagandachef

“Men Dansk Folkepartis propagandachef Søren Espersens krav om historikerkontrol af en fiktionsproduktion burde give os historikere stof til eftertanke. Hvem slår stregen mellem fag og fiktion? Skal den være der?”

Axel Bolvig, historiker (Politiken 12/1-04)

Krarup og alle de hvide danskere

“Det er en sær form for reaktionær og ubehagelig 50´er danskhed hvor far tager på arbejde, mor passer hjemmet og børnene og alle er hvide i hovederne.”

Lotte Bundsgaard (Dagbladet Information 13/1-03)

Foghs arbejdstvang med kommunismen som forbillede

“Med andre ord: Bertel Haarder kan ikke forestille sig en heldig integration for en indvandrerfamilie i Danmark, hvis ikke begge ægtefæller arbejder. Reelt er der – fra en liberal regerings side – tale om arbejdstvang, og vi er meget tæt på tidligere tiders sovjetiske tilstande, hvor den kommunistiske stat krævede fuldtidsarbejde af både mænd og kvinder i den arbejdsduelige alder.”

Flemming Ibsen, Lektor (Politiken 14/1-04)

Tre procent besparelse og 1930’erne sociale standard

“Lad os lige repetere, at partierne bag det sorte budget er: Venstre, konservative, radikale og Dansk Folkeparti. Selvfølgelig, de vælgere, der ser 1930’ernes sociale standard som idealet, skal jo endelig stemme på disse partier til næste byrådsvalg!”

Hans og Per Nielsen (JP Aarhus 21/1-04)

Rifbjerg om Krarup/Langballe – og Hitlers Stürmabteilung

“I denne tid er det klogt at tage tonen lavt, derfor skal der i denne Kronik heller ikke stå et ord om en statsminister, der fører sit land i krig trods halvdelen af befolkningens udtalte modvilje, ikke et kvæk om to præstefætre, der henter deres grove gebærder, minespil og udtryk i SA’s gamle instruktionsbøger…”

Klaus Rifbjerg (Politiken 31/1-04)

Sodavands-tyveriet af dem med en anden hudfarve

“Det kan sgu da godt være at de.. nogen af dem kan finde på at hugge en kasse sodavand et eller andet sted. So what.. Helt ærligt vi er et kæmpe magtapparat i forhold til de der stakkels folk… [spørger sig selv retorisk:] Jamen de er bare flygtet fordi de ikke har nogen penge. So what – det er det liberalismen går ud på. Man skal bevæge sig der hen hvor der er nogle penge. Det er blevet sunget højt i årtier. Årh hvor er det godt at folk forfølger deres chance. Men de må ikke hvis de kommer fra et an… har en anden hudfarve.. det er så sygt synes jeg…. Derfor må Danmark i forhold til flygtninge være stor og generøs. Hold kæft..jahvhemhva.. med alt det… ØV!”

Lars von Trier (DR 20/5-03)

Venstrefløjen i 1973 og Pia Kjærsgaard – forskellen…

“Det er i en halvanden år gammel kronik af dr.phil. Hans Hauge, at Hanne Reintoft omtales som ‘datidens Pia Kjærsgaard’ og datiden er i denne sammenhæng tiden omkring 1973, hvor Hauge mener, at den kommunistiske Hanne Reintoft ‘forsvarede arbejderne og meddelte at de ikke var racister, men ønskede at beholde deres arbejde.’ For det var dengang, man talte om at fremmedarbejderne kom og tog danskernes arbejde og kvinder. Hanne Reintoft læner sig frem og snupper artikelprintet, ‘lad mig lige se,’ siger hun. Hun læser. Inde fra hendes dagligstue strømmer dæmpet klavermusik ud. ‘Nå,’ siger hun, ‘på den måde. Nej, det var jeg nu ikke. Jeg synes selvfølgelig, at alle mennesker uanset hudfarve er lige. Men eliten har smidt mange ufaglærte arbejdere i favnen på Pia Kjærsgaard, fordi det blev forbudt at snakke om de problemer, som indvandringen gav.”

Hanne Reintoft (Weekendavisen 2004/9)

Fra etnisk folkedragt til hudfarve og næsestørrelser

“Nu fremtræder det endnu mere tydeligt, hvor nationalistisk Dansk Folkepartis tankegang er. Hvis ikke man har den rigtige hudfarve og den rigtige næsestørrelse og ikke går klædt, som de synes, man skal, så hører man ikke til her. Det må jeg tage dyb, dyb, dyb afstand fra. Det vil vi alle sammen stå sammen om at gøre i Venstre, er jeg sikker på.”

Irene Simonsen (Berlingske Tidende 2/3-04)

Dansk Folkeparti og ligheden med totalitære ideologier såsom…

“Dansk Folkeparti har i den seneste tid virkeligt vist sit sande ansigt. Ifører man sig ikke-europæisk klædedragt, er man ikke integreret i Danmark. Er man jøde, kan man ikke være rigtigt dansk. Er man homoseksuel, så er man handikappet. Med andre ord, i Dansk Folkepartis vision om Danmark er der ikke plads til forskellighed, være det sig mht. klædedragt, religion eller seksuel orientering. Hermed viser man en betænkelig lighed med totalitære ideologier som f.eks. nazisme og kommunisme, der ligeledes havde det mål at rense samfundet for dem, som på en eller anden måde var ‘anderledes’.”

Karen M. Larsen, Adjunkt (Jyllands-Posten 5/3-04)



12. december 2006

“Den frie forskning er måske truet” advarede TVavisen…

Den senere tids kritik af politiserende islamforskere blev igår til et opsummerende indslag i 21-TVavisen. Angreb er som bekendt det bedste forsvar: Den frie forskning er måske truet.

Da den konkrete kritik af navngivne islamforskere jo gerne skulle serveres som noget sekterisk på højrefløjen, så var det selvfølgelig kun Dansk Folkeparti der blev nævnt. Foruden Venstres Ejvind Vesselboe, har Det Radikale Venstres Naser Khader også kritiseret forskerne. Sidstnævnte kritiserede Tim Jensen, der umiddelbart efter introduktionen blamerede sig med følgende.

Tim Jensen, SDU: Der er altså nogle politikere, åbenbart, der mener at der er nogle forskere der ikke skal sige det, de siger, på baggrund af deres forskning, og på baggrund er deres egen vurdering. Udover det så mener jeg selvfølgelig, at vi har set eksempel på at den frie forskning, men også ytringsfriheden for forskere er truet. Og det synes jeg er meget uheldigt.”

Herefter et kort klip med Jesper Langballe og en citatboks med Pia Kjærsgaard, så alle ligesom har fået på det rene, at det er Dansk Folkeparti der truer forskningsfriheden.

Det efterfølges af følgende svada fra en Morgens Trolle Larsen der kritiserer institutleder Ingolf Thuesens påbud til forskerne om skarpt at skelne “mellem hvornår de udtaler sig som privatperson og hvornår de udtaler som forskere”.

Mogens Trolle Larsen, KU: “Jeg synes det er en uheldig håndsrækning til de helt forkerte mennesker…”

I sandhed en afslørende bemærkning. Trolle Larsen er således helt uenig med Ingolf Thuesen, lederen af Institut for Tværkulturelle Studier, der i kølvandet på kritikken af islamforskerne gjorde det man som mindstemål må kunne forvente af den mand der er ansvarlig for det rent videnskabelige.

Slutteligt et to minutter langt interview med manden DR valgte at gøre til sagens hovedperson.

Paula Larrain, TVavisen: Ja, Ingolf Thuesen I laver dårlig forskning siger Dansk Folkeparti, fordi i ikke skiller forskningsresultater med personlige holdninger. Er du indstillet på for fremtiden at skille det hele lidt mere ad?

Ingolf Thuesen: Nej, for det kan man af gode grunde ikke. Forskere er mennesker ligesom alle andre, og vi er som mennesker en del af systemet, og her arbejder vi jo med meget følsomme og samfundsaktuelle emner som fremprovokerer stærke holdninger hver gang vi udtaler os. Vi sidder ikke på månen og kigger på verden og ser det udefra – vi er en del af maskinen, og analyserer den som et komponent, og derfor så kan man ikke skelne holdninger og følelser fra forskningsresultater.

Paula Larrain: Men hvorfor har du så instrueret dine kolleger i at de skal tænke sig noget mere om når de udtaler sig?

Ingolf Thuesen: Nu har jeg ikke konkret instrueret dem endnu i noget som helst, men vi har det som en løbende diskussion inde på instituttet. Men det er jo meget vigtigt at vide, eller at huske som forsker, at når man udtaler sig offentligt, også når man udtaler sig i den forskningspolitiske diskussion, eller diskuterer med andre forskere, så er forskning en del af ah ah at ah det er holdningsskabende, og man skal kunne dokumentere sine holdninger. Måden at kunne dokumentere sine forskningsresultater på er meget meget vigtigt her, og det er også noget vi oplever på andre måder… Vi skal altså dokumentere, og når vi ikke kan dokumentere, så er det meget vigtigt også at vores forskere gør rede for at de udtrykker en form for formodning eller en antagelse baseret på deres personlige holdninger.

På sin vis kunne man sige Ingolf Thuesen forsvarer politiserende forskere, men det er nu alligevel svært ikke at give ham ret. Religionsforskning er ikke matematik, og enhver konklusion er i sidste instans det professor Jepper Sinding Jensen kalder ‘generalized interpretations’, baseret på forskerens egen virkelighedsopfattelse. Det er der intet odiøst i, men det siger sig selv at når den humanistiske forskerstand stadig lever i skyggen af Karl marx og får deres konklusioner ukritisk formidlet via konsensus-røde journalister, så opstår der et misforhold mellem folk flest og ‘forskningen’. Misforholdet er selvfølgelig størst i forhold til det værdipolitiske, islam og integration.

Der findes ingen nemme løsninger. De ansvarlige på universiteterne må forsøge at undgå der går for meget politik i forskningen, hvad selvfølgelig også er en konsekvens af ansættelsespolitikken. Ansætter man kun trofaste disciple af Edward Said, så bliver offerrolle-logikken dominerende, og islamisme-forskning noget nær en forbrydelse mod den enkelte muslim i en dansk kontekst. Hvis forskere vil agitere for en bestemt politisk holdning, så må de søge en politisk karriere. Journalisterne må forholde sig kritisk til både forskere og forskningsresultater, og må være med til at adskille det videnskabelige fra det rent personlige. Hvorfor spørger Information eksempelvis en jura-professor hvad han føler om dansk udlændingepolitik? Alle vi andre må se lidt mere kritisk på både forskere og forskningsresultater, samt de medier der formidler det hele. Kildekritik udgør godt nok en integreret del af historiestudiet, men sund fornuft ligner til forveksling.

En flykonstruktør skulle engang have regnet sig frem til at humlebien på grund af de smalle vinger og dens forholdsvis høje vægt ikke var istand til at flyve. Det behøver man jo ikke nødvendigvis at tro på. Præmisserne for udregningen haltede tilsyneladende, og det er selve problemets kerne. For forskere som Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen er multikulturen et samfundsmæssigt gode, og det har de selvfølgelig lov til at mene, men det præger deres analyser i en grad, så de for store dele af befolkningen burde ses som intellektuelle pausefisk. De snakker – jeg laver kaffe.

Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen har gjort sig selv til forskeraktivister. De vil ikke blot fremlægge forskningsresultater, men opdrage befolkningen i den af dem ønskede retning. Fænomenet er velkendt. Da marxismen hærgede de danske universiteter i starten af 1970’erne agiterede Hans Gullestrup næsten for nødvendigheden af dette.

“Samfundsforskningen, som tidligere tog udgangspunkt i et objektivitets- og neutralitetskrav har i de senere år været præget af en uundgåelig udvikling bort fra den passive og tilsyneladende neutrale forskning henimod en engageret og aktiv forskning. Bag denne udvikling ligger der en voksende erkendelse hos en større og større del af samfundsforskerne gående ud på, at medens man nok kan give forskningsresultater udseende af at være neutrale og objektive, så er denne neutralitet og objektivitet i virkeligheden en umulighed. Enhver forskningsindsats er således via sin problemformulering, sit metodevalg og endelige konklusioner præget af de værdipræmisser, der kommer til udtryk via de involverede forskeres holdninger og ideologi, ligesom den heller ikke kan være upåvirket af det miljø, i hvilken den finder sted.” (Gullestrup, Hans: Udvikling – til fordel for hvem?, 1973)

Idag er han professor og forsker i emner relateret til multikultur, men det er ikke meget han er i medierne. Personligt kan jeg ikke huske andet end et læserbrev fra 2003 hvori han med tanke på Langballe og Krarup henviste til “erfaringerne fra 1930’ernes Tyskland”. Mon det var resultatet af forskerens analyse, et resultat af hans personlige holdning eller et led i forskeraktivistens kamp for en bedre verden. Spørgsmål man aldrig får svar på, men den dag han går på tv og fortæller to og to er fire, så tjekker jeg efter med lommeregneren.

Opdate 13/12-06. Deadline på DR2 valgte igår at give en identisk vinkling.

  • Intro: Er der ytringsfrihed for islam-forskere i Danmark?
  • Indslag: Debat om forskernes ytringsfrihed (Ingolf Thuesen og Tim Jensen)
  • 

    1. december 2006

    Kritik af islamforskere er “en diskursiv strategi” hvor man forsøger at mistænkeliggøre…

    I seneste udgave af Weekendavisen giver Henrik Dørge en længere gennemgang af den senere tids debat om dansk islamforskning, med udgangspunkt i kritikken fra Jesper Langballe, Erling Vesselboe og Naser Khader. Argumenterne har jeg tidligere refereret, så jeg vil nøjes med at citere de selvretfærdiges klynken.

    “I realiteten har Naser Khader dog opnået en hel del. Ikke alene har Tim Jensen fundet det nødvendigt at inddrage tillidsmand og Dansk Magisterforening. For fremtiden vil religionshistorikeren også være mere forsigtig i sit ordvalg og sine formuleringer. Men principielt er han først og fremmest bekymret for, at yngre forskere nu vil blive skræmt ved udsigten til at få toneangivende politikere på nakken, hvis de ytrer sig:

    »En sag som denne kan betyde, at de yngre forskere bliver nervøse og bange for at få snavsede fingre, og at de ikke tør komme ud af elfenbenstårnet. I forvejen har vi i de senere år oplevet, at forskere, der beskæftiger sig med indvandreres forhold, bliver marginaliseret med ord som halalhippier, politisk korrekthed og nu også naivister. Det er en diskursiv strategi, hvor man forsøger at mistænkeliggøre forskere for, at de i virkeligheden agerer politisk,« siger Tim Jensen.

    […]

    Ifølge Jørgen Bæk Simonsen har han nu fast forskningsmæssig grund under fødderne. Problemet er snarere, at de efterhånden mange anklager mod ham for at være uvidenskabeligt funderet har slidt på hans troværdighed. Og på den måde har hans modstandere faktisk opnået, hvad de ville:

    »Jeg bliver intimideret på et falsk grundlag. Det er som at blive konfronteret med udsagnet: Slår du stadig din kone? Og det er jo en urimelig situation at blive anbragt i som forsker.«”

    

    19. november 2006

    Steffen Jensen om sin “multi-kulturelle frokosttallerken”…

    Flere højtprofilerede journalister har fået egen blog de senere måneder, herunder TV2s Steffen Jensen. Man forventer det værste, og bliver ikke overrasket – Her foran min multi-kulturelle frokosttallerken. [Tip: Mr Andersson]

    Indledningsvis fortæller han at han er multikulturel fordi han drikker Heineken (hollandsk) og spiser Baguetter (fransk), lidt længere nede pointerer han at flersprogethed er en ressource, og afslutningsvis argumenterer han for indvandring fordi Danmark ville være fattigere hvis ikke vi i 1900-tallet havde fået input fra Chile, Polen, Vietnam og “en masse jødiske flygtninge fra Rusland”.

    Der er meget mere vanvid i posteringen, men lad mig nøjes med at citere og kommentere to hjerneblødninger.

    “Nu forstår jeg, at i Danmark er betegnelsen ”to-sprogede børn” en mærkat man bruger i en problematisk sammenhæng. ”Etniske danskere” (hedder de virkeligt det?) tager deres børn ud af skoler, hvor der er for mange to-sprogede elever, kan jeg læse i aviserne.

    Helt forkert. Når danskerne ansporet af medierne, bruger betegnelse ‘etniske danskere’, så er det ikke for at insinuere at stamtræs-danskere er sande ariere. Nej, tværtimod. Udtrykket ‘etniske danskere’ bruges udelukkende om indvandrere, og den logiske følgeslutning må derfor være at danskerne i modsætning til indvandrerne ikke har en etnicitet (kultur).

    Iøvrigt. Hvis steffen Jensen kan tage så fundamental fejl i forhold til brugen af begrebet ‘etniske danskere’, hvor meget kan han så vide om den danske udlændingedebat, endsige multikultur i en dansk kontekst. Ikke meget, men sjælen er ren og ordene gratis.

    “Jeg bor i et land, der er MINDRE end Danmark, men som består af mindst en tre-fire etniske grupper (alt efter hvordan man definere det). Alle tre store monoteistiske religioner står stærkt, og så har vi også ”alt det løse” fra druzere til baha’i. Her tales op imod et halvt hundred sprog. Her udkommer dagblade på fire-fem forskellige sprog, ugeblade på en snes og måneds- og kvartalsskrifter på 30-40 sprog.”

    At bruge Jerusalem som argument for multikultur, er idioti på et meget højt plan. Længe inden Muhammed engang i 600-tallet pludselig fandt ud af, at hans flyvende hest en sen nattetime landede i byen, havde byen i århundreder været centrum for krige mellem forskellige kulturer. Multikulturen er i denne by langt mere end nogen anden, historien om hvorledes kulturer netop ikke smelter sammen i skønsom harmoni, men definerer sig selv i sit religiøse og kulturelle modbillede, med permanent krig/stillingskrig som den naturlige følge. At drusere, bahai’er og andre islamiske sekter er rigt repræsenteret i byen, siger i sidste ende mere om islamiske landes intolerance overfor religiøse mindretal. Næppe et godt argument for multikultur i en dansk kontekst.

    

    22. juli 2006

    At have et dansk pas, betyder ikke nødvendigvis at man “Har for Fædrelandet Ild”

    I forbindelse med den netop overståede evakuering af statsborgere med libanesisk herkomst, er der for journalisterne gået lidt sport i at understrege de evakueredes danskhed. Det er en sandhed med modifikationer. Statsborgerskabet er et praktisk juridisk begreb, men danskhed er nu engang en følelse. Det er selvfølgeligt svært at definere, men mange forsøg er gjort. Her lidt fra Grundtvigs Af Folkeligheden fra 1848.

    Til et Folk de alle høre,
    Som sig regne selv dertil,
    Har for Modersmaalet Øre,
    Har for Fædrelandet Ild

    Ulrik Høy i seneste Weekendavisen om Danrabia. Et citat:

    “Hvad man ved og ikke ved i dansk presse, det kan ingen vide, men har man intet vidst eller ikke vidst ret meget, så har man gjort boet op på resolut facon. Disse nyopdagede danskere er ikke bare nydanskere, de er rigtige danskere, ja, kernedanske danskere fra Danmark, den befaling er udgået fra tv-skærmen morgen, middag og aften, og set fra et propagandasynspunkt har det været en vellykket aktion. Slå til over en bred front og gentag, gentag og gentag budskabet. Det er hjernevask, så det vasker sig, og sådan bevæger historien sig i ryk, pludselige ryk, og før man ved af det, er der lavet om på en hel masse. I disse bevægede dage og uger bliver der virkelig rykket.”

    Oploadet Kl. 13:25 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
    

    21. juli 2006

    En tudehistorie i Radioavisen – da Jesper Langballe blev castet til skurkerollen

    Sidste lørdag kunne man i 12-Radioavisen høre følgende.

    DR-vært: I snart en måned har fire iranske asylansøgere sulte-strejket foran Christiansborg. De har fået afslag på asyl i Danmark, men håber at de med deres aktion kan få myndighederne til at ombestemme sig. I eftermiddag har de sultestrejkendes støttekomite indkaldt til en demonstration på Christiansborg Slotsplads for at gøre opmærksom på asylansøgernes vilkår.

    Betina Dalgas, DR: De bevæger sig stort set ikke, de ligger bare på bunker af tæpper og soveposer under en parasol og en pressening, der skal skærme mod solen. Biler og cykler suser forbi, og turistbusser standser og lukker snesevise af fotograferende turister ud foran Christiansborg. Men de fire iranske asylansøgere ligger der bare, og det har de gjort siden deres landsmand Majid Samari den 21. juni hængte sig selv i sit  værelse på Hanstholm Asylcenter, efter han havde fået afslag på at blive i Danmark. Så stoppede de fire, Said, Muhammed, Cumar og Sharaff med at spise.

    Masoud Reisvand, talsmand: ‘Vi håber på at politikerne lytter til os, og laver lidt om på deres asylpolitik.’

    Betina Dalgas, DR: – Siger Masoud Reisvand der er de fires talsmand. I dag efter 26 døgns sultestrejke er gruppen blevet en fast del af slotspladsen – ingen syntes rigtigt at bemærke dem, måske lige med undtagelse af de turister der spørger om vej til Tivoli, og så ganske få politikere.

    Sultestrejkende: ‘Der er en præst inde i, jeg kan heller ikke huske hans navn, i Dansk Folkeparti, han har været her, og sidder på de trapper og så grine af os.’ [mp3, 57 kb]

    Betina Dalgas, DR: De fire har været i Danmark mellem tre og tretten år. De kræver ligesom snesevise af sultestrejkende asylansøgere før dem, at få lov til at blive i Danmark, selvom de har fået afslag på asyl, fordi de mener de vil være i livsfare, hvis de vender tilbage til deres hjemland. Den tyndeste af de fire Cumar Mansour er optimistisk.

    Cumar Mansour: ‘Man må ikke tabe modet – tværtimod.’

    Betina Dalgas, DR: Det er dog sjældent at sultestrejker i Danmark får betydning for asylansøgernes sag. Lidt anderledes ser det ud i landene omkring os. Samme dag som Majid Samari hængte sig selv i Hanstholm, afblæste 100 afviste afghanske asylansøgere i Norge for eksempel deres fire uger lange sultestrejke efter at den norske regering havde lovet at se på deres sag igen. Også i Belgien resulterede en sultestrejke i foråret i, at regeringen genåbnede de strejkendes sager.

    To timer senere – i 14-radioavisen kom så dementiet.

    DR-vært: I dag har fire afviste iranske asylansøgere siddet på Christiansborg Slotsplads i 26 dage, uden at indtage andet end vand og sukker. De kræver at de får lov til at blive i Danmark, fordi de mener at de vil være i fare hvis de bliver sendt tilbage til Iran, fortæller de sultestrejkende talsmand Masoud Reisvand.

    Masoud Reisvand, talsmand: ‘Vi håber politikerne lytter på os, og laver lidt om på deres asylpolitik.’

    DR-vært: I middagsradioavisen sagde de sultestrejkende talsmand, at en præst fra Dansk Folkeparti har siddet på trapperne og grinet af dem. Men det passer simpelthen ikke, siger Jesper Langballe på vegne af ham selv og Søren Krarup, som begge er præster og medlemmer af Dansk Folkeparti. Sådan noget kunne vi aldrig drømme om at gøre, siger Jesper Langballe.

    Nu burde historien være død, men nej. En Ulla Paarmann uddyber affæren i et læserbrev i tirsdagens Information.

    Præsterne grinte
    Det er ufatteligt dybt, medlemmer af Dansk Folkeparti kan synke i værdighed: I dag (den 15. juni) hørte jeg i middagsradioavisen, at en af præsterne fra Dansk Folkeparti havde grinet ad de fem iranere, der sultestrejker på 27. døgn på Christiansborgs Slotsplads i håb om at få asyl i Danmark. Lige før demonstrationen for de sultestrejkende begyndte samme eftermiddag, fortalte en af iranerne mig, at Jesper Langballe ikke bare havde grinet ad dem, han havde ovenikøbet sat sig til at spise foran dem, mens han hånede dem. Jeg skammer mig dybt over at være landsmand til en dansk politiker med en nedrig opførsel.

    Den sultestrejkendes hukommelse er blevet bedre. Han husker ikke bare navnet Jesper Langballe, men kan nu også erindre at han spiste foran dem.

    Skulle der stadig være et par ideologisk hæmmede der stadig tror på historien, så må de tie efter at have læst Jesper Langballes afvisning i dagens Jyllandsposten – Med munden fuld af mad. Her fortæller han at såvel Krarup som ham selv gennem nogen tid har holdt ferie på Anholt.

    Lars Hedegaard kommenterer historien i dagens Berlingske Tidende med vanlig skarphed. Fra DRs svinekampagne – Sjældent indblik i den antiracistiske produktionsproces.

    “Hvis det nu havde været en præst fra Socialdemokratiet eller de Konservative, iraneren havde nævnt, ville Radioavisen aldrig have drømt om at sende indslaget uden at have spurgt den sultestrejkende, hvordan han kunne vide, at den person, hvis navn han ikke kendte, var præst og medlem af et bestemt parti. DRs journalist ville også have spurgt nærmere til episoden: Hvornår var den indtruffet? Under hvilke omstændigheder? Og hvad var det for en stentrappe, der var tale om (der ligger nemlig ikke nogen i nærheden af iranernes tilholdssted)? Endelig ville Radioavisens ansvarshavende have forlangt, at påstanden var blevet forelagt en kompetent talsmand for det udhængte parti. Men i dette tilfælde blev end ikke de mest oplagte mistænkte, Krarup og Langballe, spurgt. De benægter begge energisk overhovedet at have været i nærheden af iranerne.”

    22/7-06 Opdate. En kommentar af ‘S’ fortæller at DR-journalisten Betina Dalgas indtil for få år siden var en del af den yderste venstrefløj. Hun har været tilknyttet Tidsskriftet Moskito, der via (det venstreradikale) ‘mediesyndikat’ Monsun leverer artikler til Modkraft. Det overrasker ikke.

    

    24. juni 2006

    Jesper Langballe om biskopper der vil kæmpe for sandheden uden at bekæmpe løgnen

    Fra tirsdagens Berlingske Tidende, lidt fra en god kronik af Jesper Langballe – Ja og nej – Fandens tale.

    “Det måtte jo komme! Alligevel gispede man efter vejret, da det kom – da et par biskopper forleden i ramme alvor foreslog folkekirkens bekendelse rettet, så den ikke stødte an mod islam.

    På forhånd syntes det ikke muligt, at visse af bisperne kunne sylte sig ind i mere fedteri for islams Kristus-fornægtelse. Længe har de forsøgt at stifte en blandingsreligion med en fælles bekendelse, som siger, at »det er den samme gud, vi tror på« – hvilket kun kan betyde, at Gud må have åbenbaret sig både i muslimernes koran og i Jesus Kristus.

    De havde bare et enkelt problem – nemlig den evangelisk-lutherske bekendelse, vi har i forvejen. Den siger nemlig det modsatte. Der var unægteligt et par knaster, der skulle høvles af, som det hedder i det politiske forligssprog.

    Men høvlen blev gjort klar, da biskopperne Niels Henrik Arendt og Steen Skovsgaard forleden fremlagde deres løsning. De foreslog simpelthen, at folkekirkens bekendelse skulle rettes til af bispekollegiet, så den blev politisk korrekt. Det drejer sig om Den Augsburgske Bekendelse, affattet af Luthers ven Philip Melanchton i 1530 på de evangelisk-lutherske menigheders vegne.

    Bekendelsens første og bærende artikel om den treenige Gud rummer fordømmelser af de kættere, der fornægter treenigheden, heriblandt muhamedanerne. Det er denne passus, der nu skal fjernes. Og det af biskopper, der skal pålægge deres præster at prædike i nøje overensstemmelse med Bibelen og »folkekirkens symbolske bøger«, dvs. bekendelsesskrifterne. Sådan hedder det i det præsteløfte, biskoppen lader en ny præst underskrive, før han ordinerer ham.

    […]

    Det hedder også i præsteløftet, at præsten skal »bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse«. Også den passus vil biskoppen i Lolland-Falsters stift have sløjfet. For præster skal selvfølgelig ikke bekæmpe noget som helst, men være rare og hyggelige og positive. De skal ganske vist stå fast på sandheden, men de må ikke bekæmpe løgnen. De skal stå fast på Kristus-bekendelsen, men de må ikke fordømme Kristus-fornægtelsen.

    […]

    Det næste bliver utvivlsomt, at biskopperne fordrer Det Ny Testamente omskrevet – undskyld, »nyfortolket« – så man fjerner alt det, der strider mod islam og mod biskoppernes bekendelse til muslimernes og de kristnes fælles gud. Der er nok at tage fat på.

    Tænk bare på Johannes-evangeliet, der igen og igen slår fast med Jesu egne ord, at ingen kender Faderen uden Sønnen og dem, som tror Sønnen. Hvilket vil sige, at Gud alene åbenbarer sig i Jesus Kristus, og at al anden tilgang til Gud er menneske­på­hit. Ja, at islams Allah er en løgnegud. Den slags kan man virkelig ikke lade blive stående i en »globaliseret verden«, hvor kirken må yde sit bidrag til, at Arlas eksporttal i Mellemøsten ikke tager skade.

    Oploadet Kl. 20:39 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    14. juni 2006

    Søren Risbjerg Thomsen om “ekstreme” Dansk Folkeparti – et parti med to mullaher…

    Rutinemæssig hetz mod Dansk Folkeparti i dagens udgave af MetroXpress, hvor professor Søren Risbjerg Thomsen kommenterer et forslag fra Socialdemokratiets Dan Jørgensen [EP] om at gøre stemmeafgivning lovpligtig. Et citat fra Stem – eller få en bøde.

    “‘I bund og grund er der lav valgdeltagelse, fordi folk ikke interesserer sig for det, de skal stemme om. Det ser vi ved valg til EU-parlamentet, hvor vælgerne føler, det er lige meget, hvad der bliver stemt om,’ siger professoren.

    ‘Omvendt ser vi relativt høj valgdeltagelse ved valg til det danske folketing. Det hænger sammen med, at partierne i Danmark er så forskellige, at vi for eksempelvis har mere ekstreme lister som Dansk Folkeparti. Så er det ikke længere lige meget, hvem der vinder valget,’ mener Søren Risbjerg Thomsen.”

    For at forstå rækkevidden af udsagnet, så skal man have i tankerne at professoren formentligt er den mand i Danmark der ved mest om valg og vælgere, og næppe kan være uvidende om det forhold at valgdeltagelsen til Folketingsvalgene siden 1953 stabilt har ligget mellem 80,6 og 89,3 pct. Lavest i året hvor revolutionære DKP kom ind med otte mandater, højest i 1968, skarpt forfulgt af 1973, 1977 og 1966 – klart over sidste valg der med 84,5 pct. har den femtelaveste valgdeltagelse ud af de tyve sidste folketingsvalg.

    Bonus-hetz. Kommunisten Albert Jensen har opdateret artiklen om Dansk Folkeparti på Leksikon.org. Et site DR flere gange har henvist til for faktuelle informationer.

    

    3. maj 2006

    MetroXpress fandt et citat – her er konteksten…

    MetroXpress har hver dag 10-15 udvalgt citater placeret øverst på siderne, sakset fra de øvrige aviser. Igår var det blandt andet følgende citat:

    “Uimodsagt kirkefims og kristelig selvgodhed breder sig mere og mere over DR’s sendeflader. Især er det ellers saglige og oplysende P1 blevet noget nær en missionskanal for kristeligt kaffeslabberas, overtro og anden pølsesnak. Almindelige journalistiske kriterier respekteres ikke, når kristeligheden er på programmet.” (Jens Morten Hansen, adj. professor i naturfilosofi; Politiken 1/5-06)

    Angreb er det bedste forsvar, men at gøre P1 til kristen-missionsk lyder absurd i mine ører, alt den stund den kristne kultur dagligt angribes, mens Islam køres i stilling som danernes nye religion. Forklaring følger…

    “… Umiddelbart efter udsendelsen om bønnens lyksaligheder på Rigshospitalet fik vi endnu en halv times missionering i programmet ‘Kristendom – i kød og blod’. Først et langt interview med præsten og SF’eren Flemming Christensen, der indtil for nylig har været borgmester i Vejle. Her får vi uimodsagt ‘at vide’, at det er godt for en politiker at have kristeligheden med i det daglige arbejde. Derpå var et antal præster inviteret i studiet, hvor de uimodsagt fik lov at rakke ned på statsministeren og hans påstand om, at religion fylder alt for meget i det offentlige rum. Desuden fik de inviterede præster lov til – også uimodsagt – at rakke ned på Venstres politiske ordfører Jens Rohde, fordi han har meldt sig ud af folkekirken i protest mod 200 præsters forhåndsaftalte juleprædiken, der fordømte regeringens udlændingepolitik. Jeg deler ikke regeringens synspunkter på dette område, men journalistisk set er det langt ude at rakke ned på fordrejede gengivelser af synspunkter, der ikke selv får lov til at komme til orde.

    Eneste lyspunkt i denne tirsdags ensidige ammestuesnak på P1 var – besynderligt nok – pastor og folketingsmedlem Søren Krarup, der gentog Luthers synspunkt om, at religion som bevægelse aldrig må sætte sig til dommer over et lands love.

    Ja, det har han så sandelig ret i. Vi skal hverken have muslimske eller kristelige sharialove her i landet. Men det synspunkt deler han næppe med de statsaflønnede præstekolleger, som P1 i sin ensidige kristelighed havde inviteret til at rakke ned på statsministeren m.fl. Som en af dem – ganske afslørende – omtrent sagde: »Statsministeren tager fuldstændig fejl. Religion er ikke en privatsag. Ganske vist er religion et personligt anliggende, men kirken skal præge samfundet med vores tro!«. Det hjælper P1 så missionspræsterne med uden smålig skelen til journalistisk anstændighed.

    I min fortolkning. Kritikken er rettet mod politiserende venstreorienterede præster, der i ly af islamiske krav om af-sekularisering benytter lejligheden til at promovere det de definerer som Kristendommen. Professoren var måske ikke så dum alligevel.

    Oploadet Kl. 08:22 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper