Natten til onsdag i sidste uge blev lederen af den sekulære opposition i Tunesien myrdet, og sådan gør virkeligheden ofte det grimme ved naive vestlige idealer. I dag kan man læse i Politiken, at oppositions-islamisternes succes i Syrien har øget afstanden mellem parterne i Irak, og det i en grad så det risikerer at føre landet ud i en regulær borgerkrig. Farshad Kholghi i Berlingske – Vil vi nogensinde lære af historien?

“For to år siden brød kaos ud i Egypten. Da jeg hørte om de første demonstrationer i Kairo, var min reaktion umiddelbart ikke jubel og glædesrus. Jeg tænkte, at nu ville Det Muslimske Broderskab få magten. …

Jeg fik kendskab til »brødrene« for mange år siden, da jeg læste bogen Mod Mørket skrevet af journalist og forfatter Helle Merete Brix. Bogen handler om Det Muslimske Broderskab. Bogens fokus er på organisationens netværk i Europa og Danmark; men den giver et godt og generelt billede af, hvordan disse »veluddannede« islamister tænker, og hvilke grundværdier de er parate til at dø og dræbe for.

Da oprøret brød ud i Egypten, var de fleste i Vesten lykkelige. Eksperter, politikere og journalister stod hånd i hånd, og med tårer i øjnene sang de »Oh Happy Day«. Selv de danske eksperter, der havde boet i Egypten – og burde vide bedre, sammenlignede det hele med Murens fald. Hvis man trods alt vovede at ytre sig en anelse kritisk, blev man straks beskyldt for at være ondskabsfuld og pessimistisk. Da jeg i en direkte TV-debat vovede at sammenligne situationen med den iranske revolution i 1979, der blev overtaget af Khomenis islamister, sukkede Mogens Lykketoft træt og sagde: »Kholghis neurose er islamisme«. Men to år er gået efter »Murens fald«, og det ser ud til, at Det Muslimske Broderskab ikke blot har taget magten – men nu er i gang med at bygge en endnu højere og tykkere mur.

… Historien har desværre gentaget sig. Nej, lad mig rette denne sætning … Det er ikke så meget det, at historien har gentaget sig. Det er os, der ikke har lært af historien, og vi har endnu en gang gentaget vores fejltagelser. Endnu en gang har håbefulde mennesker troet på islamisternes løfter om frihed og retfærdighed – men er endt i et helvede. … Vil vi nogensinde lære af historien?”

I en supplerende artikel fortælles det, at Nordkorea i 1972 indførte en lov der straffede ‘klassefjender’ i tre generationer. Året efter gæstede Christen Amby (SF), Gert Petersen (SF) og Mogens Lykketoft (A) den kommunistiske mønsterstat. I 1984 (da Shin Dong-Hyuk var to år), var tidligere statsminister Anker Jørgensen (A) ligeledes på officielt besøg i Nordkorea, og lovpriste her under et ugelangt ophold Kim Il-Sung for at have skabt lykke og disciplin for folket – for have vist ‘den vej, der skal følges’.

Fra DR Online – Shin blev født i helvede på jord.

“”Hans første erindring er en henrettelse.” Sådan begynder Blaine Hardens bog om Shin Dong-hyuk. I dag er han 28 år og en fri mand. … Han blev født i Camp 14 i Nordkorea. Landets mest sikre lejr for politiske fanger. Nærmere kommer man ikke på helvede på jord. Hans tidligste minde beskrives sådan her i bogen:

“Han fulgte med sin mor hen til en hvedemark tæt på Teadong-floden, hvor vagterne havde drevet adskillige tusinde fanger sammen. Det var spændende med de mange mennesker, og drengen kravlede ind mellem de voksnes ben og frem i forreste række, hvor han så nogle vagter binde en mand til en pæl.”

Han var fire år gammel og forstod ikke, hvad der skete. At grunden til at vagterne puttede sten i munden på fangen, var for at forhindre ham i at forbande den nordkoreanske stat. Så trak de en hætte nedover hans hoved.

“Ved den første henrettelse så Shin tre vagter tage sigte: Hver af dem affyrede sin riffel tre gange. Bragene skræmte drengen, og han tumlede bagover: Men han kom tids nok på benene til at se vagterne løsne rebet om den slappe, blodplettede krop, svøbe den ind i et tæppe og smide den op på en vogn.”

Sådan begyndte Shin Dong-hyuks liv. Han er den eneste, det nogensinde er lykkedes at flygte fra Camp 14 og komme til Vesten. I dag kan han fortælle sin historie. Også selvom det gør ondt.

- Men jeg har egentlig ikke noget valg om at tale eller ikke tale. Det eneste jeg kan gøre for mine medfanger er at fortælle min historie, så deres kan blive hørt. … Så Shin fortæller.

Om da han som seks-årig så en pige fra sin skoleklasse blive tæsket ihjel af vagten med en pegepind, fordi hun havde gemt fem majskerner i sin lomme. Et brud på regel nummer to om ikke at stjæle. Straffen er øjeblikkeligt at blive henrettet.
Lejren havde ti regler. De ti bud.

- Den første regel var, at man ikke måtte flygte. Den havde så flere regler under sig. F.eks, hvis du bliver fanget, mens du forsøger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt: Hvis du ikke angiver dem, der planlægger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt.

Som 13-årig gjorde Shin netop det. Han overhørte sin mor og bror tale om at flygte. … Han fortalte en vagt om moderen og broderens planer. Måske han ville få lidt ekstra mad. Måske en portion ris. …

I stedet tilbragte han syv måneder i et underjordisk fængsel, hvor vagterne torturerede ham for at få mere at vide. En dag blev han kørt til lejrens henrettelsesplads. Først troede Shin, at han skulle henrettes. Han trak vejret ekstra dybt. Prøvede at ånde de sidste øjeblikke af livet ind. Men i stedet for at henrette ham, så hængte vagterne først Shins mor og skød derefter hans bror. …

Hvis Shin stopper med at fortælle sin historie, fortsætter hans krop. Hans midterste finger på højre hånd mangler: Vagter skar den af, da han på fabrikken kom til at tabe en symaskine: Hans ryg er dækker af store ar, fra da han som 13-årig blev hejst ned over levende ild indtil hans kød brændte: Hans arme er krumme af sliddet fra børnearbejdet. Og hans ben bærer stadig store mærker fra strømmen, som jog igennem ham, da han som 23-årig klatrede henover sin døde kammerat for at komme igennem det elektriske hegn.“

(Nordkorea, Camp 14; Free Korea)

“For 60 år siden – under Holocaust – forestillede ingen sig, at seks millioner mennesker kunne blive slået ihjel på den måde. Det var fuldstændig utænkeligt. Men det samme sker lige nu i Nordkorea. Folk lider på samme måde.” (Shin Dong-hyuk)

“Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke… Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne.” (Anker Jørgensen cit. i Berlingske Tidende, 16. maj 1984)

Tidligere på dagen kunne man på TV2 News høre Mogens Lykketoft køre rutinen mod det ekstreme højre, den skjulte racisme mod Barack Obama og alt det han mener kendetegner Republikanerne. Da Martin Krasnik bad ham kommentere en sekvens fra Republikanernes kongres, hvor Utah-borgmester Mia Love talte om konservative værdier, blamerede Lykketoft sig med en kommentar om at det ville have lydt anderledes usympatisk hvis det kom fra Sarah Palin.

Lykketoft er ikke journalist, men hans sort/hvide syn på amerikansk politik er på mange måder en karikeret udgave af de tillærte fordomme, der er en integreret del af den tænkning de fleste journalister agerer udfra. Nogle stemmer på Barack Obama, andre er små-racistiske og i lommen på ‘Das Kapital’.

(Utah-borgmester Mia Love taler til RNC; Se evt. Red Alert Politics)

Jyllands-Posten kunne torsdag fortælle, at selv Fox News kalder Paul Ryan for løgner. Journalisten fangede ikke, at det ikke var Fox News som hævdede dette, blot en tilfældig venstreorienteret kommentator på kanalen. Overskriften blev senere rettet, men flere fordrejninger forblev uændret.

(JP.dk, 30. august 2012: Fox News kalder kandidat for løgner)

Peter Kurrild-Klitgaard følger valget tæt og har flere eksempler på den infantile USA-dækning.

“Men det var kun dér, hvor hjulet begyndte at falde af TV2s reportagevogn. Steinmetz forklarede dernæst, at Republikanerne gerne vil have fokus på økonomien og ikke på f.eks. abort–og så gik det galt:

“Og derfor skader det også partiet, at det f.eks. i dag er kommet frem, at ham her Todd Akin … kongresmanden, der gerne vil vælges til senatet … som havde spændende udtalelser om abort i sidste uge, han har fornylig udtalt, at hvis bare babyer, spædbørn, får brystmælk, ja, så bliver de ikke homoseksuelle. Den slags spændende bemærkninger er med til at kaste grus i vindermaskinen.”

Det blev sagt med et lidt svedigt grin, men som et faktum og uden nogen form for reservation. Exit.

Men … really? En Republikaner, der mener, at brystmælk “kurerer” spædbørn for homoseksualitet? Det lyder jo godt nok næsten for godt til at være sandt, og for de fleste ting, der gør det, gælder det som regel, at de heller ikke er sande.

Akin–der har sagt mere end nok–har vist aldrig berørt netop det emne. Det cirkulerede til gengæld tirsdag voldsomt på Twitter, hvor folk omtalte det som en sand historie–med baggrund i en artikel fra The Daily Currant. Dette er imidlertid et satirisk website med bevidste pseudo-nyheder, lidt a la det fremragende danske RokokoPosten.

Om TV2 Nyhederne havde historien alene fra Twitter eller bare ikke havde forstået, at The Daily Currant er satirisk, er svært at sige. Et faktum er dog klart: At man ikke havde gjort sit journalistiske hjemmearbejde men i stedet viderebragte noget, der var helt fiktivt og uden hverken research eller reservation. Punktum. Til gengæld byggede TV2 Nyhederne et helt indslag–fra intro til afslutning–op om, at der her var problemer for Mitt Romney og Republikanerne.”

I et interview med Jyllands-Posten fortæller tidligere skatteminister Mogens Lykketoft, om hans forhold til Mærsk M. Møller i ‘de 30 år’, han har været en del af dansk politik. Lykketofts politiske engagement går nu længere tilbage, og mange vil nok huske hans indsamling til Vietcong tilbage i 1968. Her citeret fra en tidligere post, der gengiver lidt fra en artikel af Hans Davidsen-Nielsen om Lykketofts militante fortid.

“Den ulovlige indsamling fandt sted på Strøget i København for præcis 34 år siden.

Midt i juletravlheden myldrede det pludselig frem med unge mennesker fra diverse politiske grupperinger på venstrefløjen – kommunister, trotskister, venstresocialister, revolutionære socialister og andre knap så radikale islæt fra ungdomsopgørets tid.

Nogle måneder forinden havde myndighederne lukket indsamlingskomiteens Giro 1616. Det skete, efter at den yderliggående del af Vietnam-bevægelsen gennem to år konsekvent havde ignoreret et totalforbud mod at samle penge ind til Nordvietnam og befrielsesfronten i Sydvietnam, Vietcong .

Folkene bag Giro 1616-initiativet var ifølge deres eget medlemsblad, Vietnam-solidaritet, en organiseret udenomsparlamentarisk bevægelse uden partipolitisk tilhørsforhold.

Frivillige danske bidrag for 50.000 kroner i dag svarende til godt 300.000 kroner var i Paris afleveret betingelsesløst til en repræsentant for Nordvietnam. Han oplyste, at omkring halvdelen af pengene ville blive brugt på våben til at udkæmpe krigen mod imperialisternes USA, der bombede det sydøstasiatiske land…

Ved 17-tiden ankom politiets salatfade og anholdt 15 af de politiske aktivister… De anholdte blev ført til politistationerne i Antonigade og Nyropsgade, hvor der blev afsunget revolutionære sange som Brødre lad våbene lyne…

Godt ti måneder senere, den 1. oktober 1969, faldt dommen i Københavns Byrets 21. afdeling. 11 gik fri, mens de fire mest engagerede blev idømt bøder…

Den hårdeste straf tilfaldt Vietnam-komiteens sekretær Otto Sand, der gennem en årrække fungerede som agent for den østtyske statsssikkerhedstjeneste Stasi. Som leder af indsamlingen blev han idømt en bøde på 1000 kroner…

De dømte var Christen Amby, Vietnam-komiteens kasserer Ingela Kyrre samt en ung 23-årig stud.polit. ved navn Mogens Lykketoft . Han var dengang formand for den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum, der sammen med Kommunistisk Forbund og Revolutionær Aktion havde tilsluttet sig Otto Sands Vietnam-indsamling.”

Tidligere i dag kunne man på TV2 News høre en analyse af udviklingen i Libyen ved DIIS-forsker Julie Pruzan-Jørgensen. Kasper Støvring gennemgår sidste års spådomme om det arabiske forår.

“Man kan tage fejl, selvfølgelig kan man det. Men problemet er, at debatten er og var gennemsyret af idealisme, og idealisme er en skidt ting, for det leder til forkerte beslutninger…”

(TV2 News, 17. februar 2012, Kl. 11.09)

“På højeste niveau drog man sammenligninger med revolutionerne i Østeuropa i 1989, hvor man nærmest fra den ene dag til den anden kunne gå fra diktatur til demokrati. Således professor i statskundskab Ole Wæver i Kristeligt Dagblad den 19. marts.

Islamforskeren Michael Irving Jensen er dog i en klasse for sig. I DRs P1 Debat med Lars Hedegaard den 23. februar, der mærkelig nok ikke er tilgængelig længere på DRs hjemmeside (kan dog ses her) kunne Irving som sædvanligt ikke holde begejstringen nede. Hedegaard var som egenskab af formand for Trykkefrihedsselskabet i øvrigt inviteret, fordi det forekom uforståeligt, at selskabet ikke lovpriste den arabiske opstand.

Irving var overbevist om, at revolutionen markerede en ny begyndelse for vores syn på arabere og muslimer. Den arabiske verden var nemlig ikke domineret af islam, og selve revolutionerne var dybt præget af en frihedslængsel mod demokrati. Det Muslimske Broderskab ville ikke tage magten, sagde Irving, for det sagde Broderskabet selv – dengang. Ikke mindst er den skepsis, som vesterlændinge måtte have, fuldkommen forfejlet, ifølge Irving. Der er nemlig ingen problemer med at forene islam og demokrati.

Irving lod forstå, at der var et bredt folkeligt oprør mod undertrykkerne, og derfor havde vi i Vesten nærmest en pligt til at udtrykke begejstring for Foråret. Muslimer kæmper nemlig for nogle af de samme idealer som os i Vesten.

I DRs Debatten den 24. februar var der hidkaldt både politikere og kommentatorer. Weekendavisens Martin Krasnik så ikke for godt ud. Han virkede tydeligvis helt ungdommeligt beruset af revolutionerne. NU kommer demokratiet til den arabiske verden, der er folkelig opstand, og Vesten har optrådt dybt hyklerisk, fordi vi har støttet diktatorer. Men det holder ikke og har aldrig holdt, for de har undertrykt menneskerettighederne og det folk, der nu vil blomstre som ægte demokrater.

Venstres Søren Pind, der som liberal tror på fremskridtstanken, deltog også. Araberne er nu klar til frihed, forsikrede den tidligere frihedsminister, og vi skal næppe frygte et islamisk tilbagefald. En proces er i gang, og det er til det bedre, måtte vi forstå.

Mogens Lykketoft var dog endnu værre. I Vesten lider vi af neuroser, fordi vi tror, at arabere hylder islamismen. ”Det er ikke de skæggede gutter”, der går på gaden, sagde Lykketoft, det er jo de unge med deres Facebook-profiler. Lykketoft syntes ikke at vide, at netop islamister i stor stil benytter de nye medier, og at han gjorde sig skyldig i at projicere sine egne længsler og ideer over på araberne, syntes ikke at anfægte ham. Han var fuldstændig overbevist om, at muslimerne ønskede demokrati (som i Vesten, underforstået).

Også SFs Trine Pertou Mach mente, at vi var vidner til en verdenshistorisk begivenhed, fordi de arabiske befolkninger nu kræver demokrati. Vi troede, at muslimer ikke ønskede demokrati, forkyndte Mach, der kunne forsikre, at hun vidste meget om, hvad der foregår i arabiske verden. …

I DR2s Deadline-temaserie om det arabiske forår kunne man høre toppolitikere fra Tony Blair – der troede, at de demokratiske kræfter ville vinde – til daværende udenrigsminister Lene Espersen, der var overbevist om, at frihed og demokrati ville komme til det Libyen, det land, der i dag trues af borgerkrig, og hvis overgangsråd vil indføre sharia.

Politikerne blev bakket op af forskere som Rikke Hostrup Haugbølle, der mente, at islamisterne ikke havde nogen appel, fordi de ikke er unge, at vi i Vesten til gengæld dyrker frygten for islamismen i alt for stor stil. Også Irving Jensen var med i denne sammenhæng, og lad os slutte med hans guldkorn: Det Muslimske Broderskab vil slet ikke have magten.

Det udsagn kan man jo så sammenligne med valget for nylig, hvor diverse grupperinger af islamister fik over to tredjedele af pladserne i det egyptiske parlament.”

Svenning Dalgaard er tidligere KU’er, men det er mange år siden, længe før Murens fald, da Mogens Lykketoft stadig plejede omgang med latinamerikanske diktatorer, ja, faktisk helt tilbage i 1960′erne, da Lykketoft samlede penge ind til det kommunistiske regime i Nordvietnam og ‘befrielsesfronten’ i Sydvietnam. Fra Ekstra Bladet – Lykketoft sviner Svenning.

“Lykketoft er så utilfreds med reporterens dækning af statsministerens færden, at han nu retter et direkte angreb mod Dalgaards uafhængighed.

- Politisk ligger han noget til højre for Djengis Khan (højreorienteret mongolsk hersker, red.). Så det er måske ikke så objektivt igen, når han skal kommentere, hvem der klarer sig bedst, siger Mogens Lykketoft til Ekstra Bladet.”

(Huế-massakren, februar 1968. Senere på året samlede Lykketoft penge ind til morderne)

NB: Gad i øvrigt vide hvad der er højreorienteret ved Djengis Khan. Gik han ind for lav skat, trimmede han den offentlige sektor, indførte han brugerbetaling på dele af sundhedssektoren?

Angreb er det bedste forsvar, men det her er ganske enkelt for langt ude. Den citerede tænketank-direktør illustrerer på fornem vis venstrefløjens manglende virkelighedsfornemmelse.

Fra Information – S til kamp mod borgerlige aviser.

“Ifølge Sass Larsen er den danske presse så borgerlig, at der ikke i andre lande findes mage til skævhed: »Findes der et eneste andet demokratisk land i Europa, hvor der er så stor bias i forhold til medie-spredningen, hvis man kigger på venstre og højre side af den politiske skala? Jeg tror faktisk ikke, det er tilfældet,« siger han. …

Kampen om den offentlige debat er afgørende, mener også Jens Jonatan Steen, der er direktør for centrum-venstre-tænketanken Cevea.

»Konsekvensen er, at de danske avislæsere bliver vænnet til at tænke i en mere borgerlig retning. Der hersker en borgerlig økonomisk dagsorden og en borgerlig værdipolitisk dagsorden. Det er helt evident…«

Formand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, ser derimod gerne, at der laves økonomiske incitamenter til en mere politisk afbalanceret dækning. … Ifølge tidligere S-formand Mogens Lykketoft er der dog også i den journalistiske dækning generelt et borgerligt udgangspunkt:

»Skævheden handler om, hvem journalisterne vælger at spørge og citere. Der er en bias til fordel for den borgerlige side,«”

(Tidl. kommunist, Nyhedschef Naja Nielsen fastholder DR’s objektivitet; Politiken)

Fra Jyllandsposten, 14. december 2002. Hans Davidsen-Nielsen om Lykketofts militante minde (ikke online).

“Den ulovlige indsamling fandt sted på Strøget i København for præcis 34 år siden.

Midt i juletravlheden myldrede det pludselig frem med unge mennesker fra diverse politiske grupperinger på venstrefløjen – kommunister, trotskister, venstresocialister, revolutionære socialister og andre knap så radikale islæt fra ungdomsopgørets tid.

Nogle måneder forinden havde myndighederne lukket indsamlingskomiteens Giro 1616. Det skete, efter at den yderliggående del af Vietnam-bevægelsen gennem to år konsekvent havde ignoreret et totalforbud mod at samle penge ind til Nordvietnam og befrielsesfronten i Sydvietnam, Vietcong .

Folkene bag Giro 1616-initiativet var ifølge deres eget medlemsblad, Vietnam-solidaritet, en organiseret udenomsparlamentarisk bevægelse uden partipolitisk tilhørsforhold.

Frivillige danske bidrag for 50.000 kroner i dag svarende til godt 300.000 kroner var i Paris afleveret betingelsesløst til en repræsentant for Nordvietnam. Han oplyste, at omkring halvdelen af pengene ville blive brugt på våben til at udkæmpe krigen mod imperialisternes USA, der bombede det sydøstasiatiske land…

Ved 17-tiden ankom politiets salatfade og anholdt 15 af de politiske aktivister… De anholdte blev ført til politistationerne i Antonigade og Nyropsgade, hvor der blev afsunget revolutionære sange som Brødre lad våbene lyne…

Godt ti måneder senere, den 1. oktober 1969, faldt dommen i Københavns Byrets 21. afdeling. 11 gik fri, mens de fire mest engagerede blev idømt bøder…

Den hårdeste straf tilfaldt Vietnam-komiteens sekretær Otto Sand, der gennem en årrække fungerede som agent for den østtyske statsssikkerhedstjeneste Stasi. Som leder af indsamlingen blev han idømt en bøde på 1000 kroner…

De dømte var Christen Amby, Vietnam-komiteens kasserer Ingela Kyrre samt en ung 23-årig stud.polit. ved navn Mogens Lykketoft . Han var dengang formand for den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum, der sammen med Kommunistisk Forbund og Revolutionær Aktion havde tilsluttet sig Otto Sands Vietnam-indsamling.“

Apropos.

“Cuba har gennemført en charmerende samba-socialistisk variant på det sovjetkommunistiske systemgrundlag, og den vigtige forskel til den virkeliggjorte socialisme i Østeuropa er, at den cubanske revolution i sin oprindelse er cubanernes eget valg og ikke en påtvungen model.” (Mogens Lykketoft og Jytte Hilden i Aktuelt, 14. februar 1987: Samba-socialismen)

Oppositionen vejrer morgenluft, og der angribes fra alle vinkler. Fra BT – Lykketoft elskede selv privatfly.

“For to døgn siden pudsede Mogens Lykketoft, der var udenrigsminister indtil 2001, Rigsrevisionen på sin efterfølger i embedet, den konservative Per Stig Møller, fordi han i stort omfang har brugt privatfly til sine mange udlandsrejser…

En opgørelse fra Udenrigsministeriet afslører, at Mogens Lykketoft i sine sidste otte måneder som udenrigsminister – fra marts til oktober 2001 – brugte de privat chartrede fly ikke færre end 14 gange. Til sammenligning brugte Per Stig Møller også privatfly 14 gange, men på 10 måneder.

Samtidig viser B.Ts gennemgang, at mens Per Stig Møller i flere tilfælde brugte privatfly på rejser med mange stop, eller på rejser til for eksempel Georgien og Tadjikistan, hvortil det er vanskeligt at komme med rutefly, fløj Mogens Lykketoft i alle 14 tilfælde til lande i Europa.“

Ingen af dem blev gudskelov statsminister, men når alt kommer til alt vil nok også hellere være kommissær i Stor-Europa. Dobbelt-interview med Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen i søndagens Berlingske Tidende – Opgør med det danske gadekær.

“Spørgsmålet som de to tidligere udenrigsministre har fået slynget i hovedet over en kop kaffe og en bid brød en tidlig torsdag morgen er følgende: hvad ser de to herrer som tidens tre største udfordringer for dansk udenrigspolitik?

Og Mogens Lykketoft skal ikke bruge mange sekunder, før han er klar med sit bud:

»Det allervigtigste er at give vores stærkest mulige bidrag til, at det europæiske samarbejde kommer til at fungere meget mere effektivt.«…

Uffe Ellemann-Jensen peger også på EU som udfordring nummer et.

»Vi skal få Europa og EU-systemet til at fungere bedre. Både politisk og økonomisk, men også med hensyn til at få skabt en større sikkerhed og tryghed.«

»Udfordring nummer to er at finde ud af, hvordan vi tilpasser os den ændring i de globale balancer, der ubønhørligt har været undervejs i en årrække, men som har taget ekstra fart i kølvandet på den globale krise og især USAs rolle i den krise. USA og især Europa mister jo indflydelse. Skal vi til at revurdere en hel masse af vores værdier?«

»Og så er der udfordring nummer tre, som vender indad: Nemlig at få danskerne til bedre at forstå og acceptere vores afhængighed af, hvad der sker ude i verden omkring os. Altså – og nu siger jeg noget, som jeg kan tillade mig at udtrykke, fordi jeg ikke søger genvalg – prøve at rykke danskerne væk fra den gadekærsmentalitet, som i årevis og ikke mindst i de senere år har præget store dele af dansk politik.«

[...]

Ellemann: »… Når vi siger ytringsfrihed, så er det jo efterhånden blevet et mantra for, at man i Danmark tror, at vi kan tillade os at behandle folk fra andre kulturer og andre religioner sådan som vi mener, at vi kan behandle hinanden herhjemme. Det er netop i min optik et billede på noget af den gadekærsmentalitet, som gør, at Danmark er blevet et hadeobjekt rundt omkring. Ikke så meget fordi vi har stået fast på ytringsfriheden, men fordi vi har ment, at vi så har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre… Der er nogen, der kalder det selvcensur. Jeg vil hellere kalde det udtryk for modenhed, civilisation og god opdragelse…«.

Lykketoft: »Ja, og almindelig høflighed i betydelig omfang, ikke?«

[...]

Hvorfor nævner ingen af jer terrortruslen og den islamistiske ekstremisme som en af de tre vigtigste udfordringer for dansk udenrigspolitik? [...]

Hvad med de terroranslag i Danmark og andre steder i Europa, som almindelige danskere kan læse om i aviserne. For eksempel angrebet på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og den svenske kunstner Lars Vilks?

Ellemann: »Det er jo ikke terror… der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.«”

Mere.