19. maj 2014

Lobbyister: Stem ikke på Morten Messerschmidt, kun partier der ønsker mere EU har indflydelse…

Det siger sig selv, at når konservative Daily Telegraph fører kampagne mod Nigel Farages (lidt for pæne) UKIP, så har danske public service-medier ingen pardon overfor Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. I P3 handlede EU-historien i går om datomærkning af fødevarer, og her lod man forstå, at Messerschmidt var uenig med danskerne – de tilfældige vælgere, Radioavisen havde spurgt.

Skal man følge politiske kommentatorer, diverse organisationer og andet godtfolk, så får Danmark kun indflydelse på EU’s udvikling, hvis danskerne stemmer på kandidater der ønsker at styrke EU på nationalstaternes bekostning. I den optik er Morten Messerschmidt selvfølgelig et stort problem, hvis man altså godtager præmisset om, at Danmarks 17 promille af det samlede mandattal gør fra eller til.

EU er udenfor demokratisk rækkevidde, og meget symptomatisk for medierne lige nu, så kan selv lobbyisterne bruges i kampagnen. I fredags kunne man høre lobbyisten Timme Døssing på Radio24syv – EU – Kontinentet vælger. Han er tidligere assistent for Torben ‘Messerschmidt heilede’ Lund…

Timme Døssing, lobbyist: … Vi har set nogen blive valgt, også laver de ikke noget. Det er klart, at hvis man står stærkt i medierne, så er der måske nogle der tænker, nåh så er det nok også fordi de har indflydelse i Europaparlamentet. Men det er sådan set ikke sådan det hænger sammen. … Selvom man er noget fint i hjemlandet, men hvis man kommer derned og ikke rigtigt gider lave noget, så sker der heller ikke noget.

Tore Keller, Radio24syv: Altså nu bliver jeg nødt til at høre Timme Døssing, selv om du har udgangspunkt i noget socialdemokratisk. Hvem er det der er doven, hvem er det der ikke laver noget som helst i parlamentet?

Timme Døssing: Arh, der tror jeg nok ikke, jeg vil ikke sidde og pege fingre, og gøre mig til dommer over hvem der laver noget og ikke noget.

Tore Keller: – du har jo allerede gjort det?

Timme Døssing: Nej, det har jeg ikke. Messerschmidt har jo valgt at være offensiv i medierne, og han får et godt valgresultat på grund af det, fordi det er det folk interesserer sig for, men hvis man kigger på…

Fra Information – Tidligere EU-korrespondent gør op med pressens EU-dækning.

“‘Jeg vil gerne undskylde på min nations vegne‘. Sådanne refererer Ritzaus tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen en af forgængerne på posten for at have ringet og sagt til EU-kommissionens formand, Jacques Delors, dagen efter folkeafstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten. Anekdoten om opringningen fra nyhedsbureauets nu afdøde EU-korrespondent Mogens Bryde er en af flere i en ny bog, Mod vinden: Danmarks plads i Europa. Her kritiserer Erik Høgh-Sørensen journalisterne i Bruxelles for ofte at være for ukritiske i deres tilgang til EU.

‘Suveræniteten fosser ud af statskassen, men medierne er for ukritiske og blotlægger det sjældent, før skaden er sket. …,’ siger journalisten…

I bogen citerer Erik Høgh-Sørensen flere af sin tidligere kolleger i Bruxelles for, at EU-journalister udvikler sig til at være ’systemets håndgangne talerør’. … Erik Høgh-Sørensen fremhæver DR’s mangeårige korrespondent Ole Ryborg, ‘der i en årrække har været en af Bruxelles-pressekorpsets selverklærede alfahanner’, som en af disse. …

Problemet er, at journalisterne opererer i en slags todimensionel verden, kun befolket af dem selv og folk, der er EU-begejstrede.

‘… Jeg oplevede selv Ole Ryborg, der er en af de mest respekterede og arbejdssomme kolleger, stå med tårer i øjnene, da det var klart, at der ikke kom en stor og nyskabende traktat for EU i 2005,’ fortæller Christian Howard-Jessen. Ole Ryborg fik i starten af året Den Berlingske Fonds Journalistpris, ‘Berlingske’, efter at Uffe Ellemann-Jensen i festtalen havde rost denne for at ‘informere om tingenes rette tilstand’. Hvilket ifølge Erik Høgh-Sørensen bør få alarmklokkerne til at ringe:

Hvis den tidligere udenrigsminister kan lide ens EU-journalistik, har man et ‘problem med at levere tilstræbt objektivitet’. … Uffe Ellemann-Jensen er nemlig ’selve personificeringen af skævheden i danske mediers dækning af EU’. I Mod vinden sammenligner Erik Høgh-Sørensen TV 2 News’ udenrigsprogram Ellemann/Lykketoft med satireprogrammet Rytteriet og makkerparret fra det nordsjællandske whiskybælte…



13. maj 2014

Socialdemokraten Camilla Schwalbe og den selektive forargelse: Hot Buns, Voteman, dansksproget taxi

Forargelse kan ikke forstås uafhængigt af politiske motiver. Forleden gik den tidligere DSU-formand Camilla Schwalbe til angreb på burgerkæden Hot Buns, der udstyrede kvindelige værter med diminutive dragter. Det var udtryk for et ‘dårligt kvindesyn’, og vi skal som samfund “have respekt for kvinderne”, lød det fra socialdemokraten. Hun har omvendt ikke sagt et ord om EP-kampagnen ‘Voteman’, som hendes partifælle Mogens Lykketoft omvendt forsvarer: “Man skal tage det en smule afslappet og humoristisk”.

(Osmannisk-inspirerede ‘Voteman’, og hans let tilgængelige multietniske harem; Youtube)

I et indlæg på hendes JP-blog harcellerer Camilla Schwalbe i dag over de såkaldte H.C. Andersen-taxaer. Hun er voldsomt forarget over, at danskere føler sig mere trygge med en dansksproget chauffør, og så er der ingen pardon. Dem kan man roligt kalde for racister. Fra Jeg kører kun med en pæredansk taxachauffør!

“‘Jeg kører kun med en pæredansk taxachauffør!’. Det sagde min kammerat, da han forleden dag ringede op og bestilte en taxa. Vi havde diskuteret om det var rigtigt, at man kan racebestemme sin taxachuffør, men åbenbart ja.

Vi fik en ‘HC. Andersen vogn’. Altså en dansk chauffør uden anden etnisk baggrund. Fra taxacentralen sagde man bare ‘det skal du få’. Er stadigvæk chokeret. Jeg troede det var en myte.

Min anden kammerat, der arbejder på en taxacentral har ellers fortalt mig om, hvilken behandling man får, hvis man bestiller en H.C. Andersen vogn. Han siger, at første gang lægger man på, anden gang siger man ja uden at sende en vogn, og tredje gang kunden ringer siger man ‘racist’ og smækker røret på.”

Oploadet Kl. 16:11 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


1. marts 2014

Bent Jensen, Ulve, får og vogtere: Om Sperling, Villaume, Lykketoft og ‘journalisten fra Jyllands-Posten’

Som Klaus kjøller pointerer i Berlingske, så er medieomtalen af Bent Jensens nye to-bindsværk om Den Kolde Krig, et skoleeksempel på hvorledes MSM formidler ukomfortable nyheder. Vi får ‘proceshistorien’ om en ‘kontroversiel’ forsker, der skamroses af borgerlige og kritiseres af røde, men meget lidt om de konkrete resultater af historieforskningen, der ellers leveres i citatform direkte fra hidtil ukendte kilder.

(Mere om udgivelsen: Snaphanen, Deadline, P1, Politiken)

Her lidt fra Bo Bjørnvigs faktamættede anmeldelse af ‘Ulve, får og vogtere’ i seneste Weekendavisen – De kolde kapitalister og de varme røde (ikke online).

“… det gik vildt for sig. VS var langt ude. Sten Folke, der sad i Folketinget for VS fra 1975-84, mente at sabotageaktioner mod amerikansk ejendom ville være bevidstgørende for arbejderklassen og blev støttet af flere medlemmer af VS’ hovedbestyrelse, hvorefter det indgående blev drøftet, ‘hvordan man forud for udførelsen af sabotagen skulle informere befolkningen gennem propaganda, så den lettere ville kunne forstå sabotagehandlingen.’ Her lå Sten Folke på linie med Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland, der igen støttede sig til Lenin, der mente at terror havde en opdragende effekt på masserne. I vores NATO-allierede Vesttyskland virkeliggjorde Rote Armee Fraktion ideerne og myrdede fremtrædende kapitalister, men fik dog ikke som planlagt ram på forbundskansler Helmut Schmidt og hans udenrigsminister.

Danske Studerendes Fællesråd forsvarede i pjecen ‘Baader Meinhof-gruppen – derfor vold’ RAFs terrorangreb som ‘moralsk rigtige’, fordi RAF-medlemmerne var ’soldater’, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialismen.

I efteråret 1977 kulminerede RAF-aktionerne, samtidig med at fire medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP i et forsøg på at få frigivet RAF-fangerne kaprede et Lufthansa fly og tvang det til Mogadishu. Hvilket fik VS-folketingsmedlemmet Litten Hansen til at erklære, at det var magthaverne, der definerede, hvem der var terrorister: ‘Jeg tror man holder op med at betragte volden som terror i det øjeblik, man fatter, hvorfor volden er god.’ VS’eren Vibeke Sperling mente, at den danske venstrefløj kunne lære af den tyske venstrefløjs erfaringer: ‘De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Nu må det være vores opgave (…) at give startskuddet til åbning af fronten.’

Interessant er historieprofessoren Poul Villaume, der som medlem af det stalinistiske KAml forsvarede Stalin og dermed også hans udrensninger, ja han beklagede tilmed, at der var en planlagt udrensning, som Stalin ikke fik gennemført. Ikke overraskende advarede han mod ‘NATO’s storstilede planer om en atomoprustning af Vesteuropa’. Det er ikke mindst interessant, fordi Poul Villaume i dag er administrator af store forskningsmidler til studier af Den Kolde Krig, hvilket mærkeligt nok ikke synes at forarge nogen af dem, der har så travlt med, at Bent Jensen er forudindtaget.

Der er nok af absurde eksempler at tage af, hvilket Bent Jensen gør med fryd, og han kan da heller ikke lade være med at sammenligne disse ‘frihedskæmpere’, som de anså sig selv for at være, med de russiske dissidenter. De sidste satte virkelig noget på spil og endte i fangelejre eller på psykiatriske afdelinger: ‘Deres [de danske venstreorienterede] forsøg på at fremstille sig som martyrer, udsat for alle hånde repressalier og undertrykkelse, må betegnes som patetiske.’ I virkeligheden tilhørte de danske venstreorienterede den mest privilegerede generation i Danmarks historie.

Den yderste venstrefløj, altså til venstre for SF, udgjorde højst 6,4 procent af vælgerkorpset, mens de på de højere læreanstalter repræsenterede mere end 50 procent. … Mobiliseringen af masserne lykkedes ikke.

[…]

Vi får også at vide, at Lykketoft i sine unge dage skrev, at Sovjetunionens udenrigspolitik efter 1945 – altså indlemmelsen af Østeuropa – var en forståelig reaktion på amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens ‘vældige’ og fredelige genopbygningsprojekt.

Det kunne være ungdomsnykker, men Lykketoft blev senere en af dem, der støttede fodnote-politikken og Norden som atomfri zone. Det er en linie, som genfindes hos alle dem, der så på USA som fjenden, der gjorde Danmark til oplagt krigsmål for Østblokken. … Ligesom det i sin tid undrede mig, da jeg som lærer på Krogerup Højskole oplevede en kollega i fuld alvor foreslå, at vi skulle erklære Krogerup for atomfri zone.

[…]

Beretningen om journalisten fra Jyllands-Posten, som angav østtyske borgere til Stasi er ikke rar, og der er andre ubehagelige afsløringer.
Spioner og især påvirkningsagenter havde det let her i landet, fordi der var så mange åndsbeslægtede, som så venligt mod øst og vredt mod vest.
Jørgen Dragsdahl ikke mindst, der arbejdede på Information, som Bent Jensen ser som en af de vigtigste desinformations-kilder her i landet, fordi bladet så ivrigt kolporterede Sovjetunionens holdninger.

Spion-sagerne gennemgås så detaljeret som PET og Statsministeriet nu tillader det, men det er ikke meget, de tillader. Forfatteren fortæller om, hvornår de to institutioner har nedlagt forbud mod at citere eller nægtet at fremskaffe dokumenter og sætter et hammerog-segl emblem som symbolsk hån.

Faktisk forekommer PETs og Statsministeriets obstruktion at være på kanten af loven, al den stund der foreligger en folketingsbeslutning om, at Center for Koldkrigsforskning bør have adgang til de samme papirer, som forskerne bag DIISrapporten og PET-kommissionen havde. Det er ikke sket.”



23. februar 2014

Jørgen Granum-Jensen om Lykketofts manglende dømmekraft i forhold til Angola, Kina, Cuba, Korea…

Forhenværende lektor Jørgen Granum-Jensen har fået meget med, men Mogens Lykketofts forkærlighed for røde regimer, går faktisk endnu længere tilbage. Det startede med indsamling Vietcong’erne helt tilbage i slutningen af 60’erne. Fra onsdagens Jyllands-Posten – Mogens Lykketofts mange dumheder (ikke online).

“Formanden for Folketinget, Mogens Lykketoft, bebrejder i JyllandsPosten professor emeritus Bent Jensen for at være enøjet i sit syn på Den Kolde Krig. Ifølge Lykketoft indebar fodnotepolitikken i 1980’erne ikke, at Danmarks sikkerhed led skade under Den Kolde Krig. Det rejser unægtelig spørgsmålet, om der overhovedet er grund til at tage Lykketofts udenrigspolitiske vurderinger alvorligt.

I alle de storpolitiske spørgsmål, som han har udtalt sig om, har han jo taget fuldstændigt fejl.

I 1976 opfordrede han således til, at vi skulle anerkende MPLA’s regering i Angola. Det ville være en solidaritetserklæring i forhold til de kræfter, ‘der skal bære Afrikas fremtid’. MPLA var som bekendt en marxistisk-leninistisk bevægelse. Hvor mange steder har marxistisk-leninistisk planøkonomi ført til økonomisk fremgang? Ingen steder. Den ideologi har kun ført til økonomisk stagnation og politisk tyranni.

Ikke ifølge Lykketoft, der i utvetydige vendinger har lovprist Mao som en af de helt store ny-skabere i historien, der har bragt sit folk uendelig meget godt (Information 28/1 1976.) Til gengæld rummer Lykketofts ukritiske lovprisning af Mao ikke et ord om, at Mao formentlig er den største massemorder i historien. …

Det stemmer alt sammen meget godt overens med Lykketofts lovprisning af Fidel Castros diktaturstat, som han omtaler som en stat præget af en ‘charmerende sambasocialisme’ (Information, januar 1989). Også Koreakrigen har været genstand for Mogens Lykketofts interesse, idet han har givet udtryk for, at det ikke er sikkert, at det var Nordkorea, der angreb Sydkorea. Det synspunkt fremførte Lykketoft, efter at Krustjov havde erkendt, at Nordkoreas angreb fandt sted efter udtrykkelig accept fra Stalin.

Også de baltiske landes skæbne har haft Lykketofts interesse. Han har således sammen med sin tidligere hustru, Jytte Hilden, givet udtryk for, at de baltiske lande burde forblive en del af Sovjetunionen. Vesteuropa skulle søge størst muligt samkvem med de kræfter, der ville selvstyre inden for Sovjetunionen (Information 18/8 1989.) …

Som ung, men voksen mand, forsøgte Mogens Lykketoft at få en resolution vedtaget på en socialdemokratisk kongres, der opfordrede til, at Danmark skulle trække sig ud af Nato. Resolutionen blev heldigvis forkastet. I 1980’erne var han blandt bannerførerne for det alternative flertal, der heldigvis forgæves var ved at presse Danmark ud af Nato ved at gøre vort Nato-medlemskab fuldstændig indholdsløst.

I nyere tid har Lykketoft kastet sig over Israel. Han taler således regelmæssigt om ‘myten om Israel som den eneste demokratiske retsstat i Mellemøsten’. Hvilke andre er der? …

Det viser alt sammen, at Lykketoft er en mand uden dømmekraft.

Oploadet Kl. 11:18 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


17. februar 2013

“Kholghis neurose er islamisme”, lød det fra tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (2011)

Natten til onsdag i sidste uge blev lederen af den sekulære opposition i Tunesien myrdet, og sådan gør virkeligheden ofte det grimme ved naive vestlige idealer. I dag kan man læse i Politiken, at oppositions-islamisternes succes i Syrien har øget afstanden mellem parterne i Irak, og det i en grad så det risikerer at føre landet ud i en regulær borgerkrig. Farshad Kholghi i Berlingske – Vil vi nogensinde lære af historien?

“For to år siden brød kaos ud i Egypten. Da jeg hørte om de første demonstrationer i Kairo, var min reaktion umiddelbart ikke jubel og glædesrus. Jeg tænkte, at nu ville Det Muslimske Broderskab få magten. …

Jeg fik kendskab til »brødrene« for mange år siden, da jeg læste bogen Mod Mørket skrevet af journalist og forfatter Helle Merete Brix. Bogen handler om Det Muslimske Broderskab. Bogens fokus er på organisationens netværk i Europa og Danmark; men den giver et godt og generelt billede af, hvordan disse »veluddannede« islamister tænker, og hvilke grundværdier de er parate til at dø og dræbe for.

Da oprøret brød ud i Egypten, var de fleste i Vesten lykkelige. Eksperter, politikere og journalister stod hånd i hånd, og med tårer i øjnene sang de »Oh Happy Day«. Selv de danske eksperter, der havde boet i Egypten – og burde vide bedre, sammenlignede det hele med Murens fald. Hvis man trods alt vovede at ytre sig en anelse kritisk, blev man straks beskyldt for at være ondskabsfuld og pessimistisk. Da jeg i en direkte TV-debat vovede at sammenligne situationen med den iranske revolution i 1979, der blev overtaget af Khomenis islamister, sukkede Mogens Lykketoft træt og sagde: »Kholghis neurose er islamisme«. Men to år er gået efter »Murens fald«, og det ser ud til, at Det Muslimske Broderskab ikke blot har taget magten – men nu er i gang med at bygge en endnu højere og tykkere mur.

… Historien har desværre gentaget sig. Nej, lad mig rette denne sætning … Det er ikke så meget det, at historien har gentaget sig. Det er os, der ikke har lært af historien, og vi har endnu en gang gentaget vores fejltagelser. Endnu en gang har håbefulde mennesker troet på islamisternes løfter om frihed og retfærdighed – men er endt i et helvede. … Vil vi nogensinde lære af historien?”



10. september 2012

Shin Dong-Hyuks Nordkorea: 6-årig pige tæsket til døde, da hun havde gemt fem majskerner i sin lomme

I en supplerende artikel fortælles det, at Nordkorea i 1972 indførte en lov der straffede ‘klassefjender’ i tre generationer. Året efter gæstede Christen Amby (SF), Gert Petersen (SF) og Mogens Lykketoft (A) den kommunistiske mønsterstat. I 1984 (da Shin Dong-Hyuk var to år), var tidligere statsminister Anker Jørgensen (A) ligeledes på officielt besøg i Nordkorea, og lovpriste her under et ugelangt ophold Kim Il-Sung for at have skabt lykke og disciplin for folket – for have vist ‘den vej, der skal følges’.

Fra DR Online – Shin blev født i helvede på jord.

“”Hans første erindring er en henrettelse.” Sådan begynder Blaine Hardens bog om Shin Dong-hyuk. I dag er han 28 år og en fri mand. … Han blev født i Camp 14 i Nordkorea. Landets mest sikre lejr for politiske fanger. Nærmere kommer man ikke på helvede på jord. Hans tidligste minde beskrives sådan her i bogen:

“Han fulgte med sin mor hen til en hvedemark tæt på Teadong-floden, hvor vagterne havde drevet adskillige tusinde fanger sammen. Det var spændende med de mange mennesker, og drengen kravlede ind mellem de voksnes ben og frem i forreste række, hvor han så nogle vagter binde en mand til en pæl.”

Han var fire år gammel og forstod ikke, hvad der skete. At grunden til at vagterne puttede sten i munden på fangen, var for at forhindre ham i at forbande den nordkoreanske stat. Så trak de en hætte nedover hans hoved.

“Ved den første henrettelse så Shin tre vagter tage sigte: Hver af dem affyrede sin riffel tre gange. Bragene skræmte drengen, og han tumlede bagover: Men han kom tids nok på benene til at se vagterne løsne rebet om den slappe, blodplettede krop, svøbe den ind i et tæppe og smide den op på en vogn.”

Sådan begyndte Shin Dong-hyuks liv. Han er den eneste, det nogensinde er lykkedes at flygte fra Camp 14 og komme til Vesten. I dag kan han fortælle sin historie. Også selvom det gør ondt.

– Men jeg har egentlig ikke noget valg om at tale eller ikke tale. Det eneste jeg kan gøre for mine medfanger er at fortælle min historie, så deres kan blive hørt. … Så Shin fortæller.

Om da han som seks-årig så en pige fra sin skoleklasse blive tæsket ihjel af vagten med en pegepind, fordi hun havde gemt fem majskerner i sin lomme. Et brud på regel nummer to om ikke at stjæle. Straffen er øjeblikkeligt at blive henrettet.
Lejren havde ti regler. De ti bud.

– Den første regel var, at man ikke måtte flygte. Den havde så flere regler under sig. F.eks, hvis du bliver fanget, mens du forsøger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt: Hvis du ikke angiver dem, der planlægger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt.

Som 13-årig gjorde Shin netop det. Han overhørte sin mor og bror tale om at flygte. … Han fortalte en vagt om moderen og broderens planer. Måske han ville få lidt ekstra mad. Måske en portion ris. …

I stedet tilbragte han syv måneder i et underjordisk fængsel, hvor vagterne torturerede ham for at få mere at vide. En dag blev han kørt til lejrens henrettelsesplads. Først troede Shin, at han skulle henrettes. Han trak vejret ekstra dybt. Prøvede at ånde de sidste øjeblikke af livet ind. Men i stedet for at henrette ham, så hængte vagterne først Shins mor og skød derefter hans bror.

Hvis Shin stopper med at fortælle sin historie, fortsætter hans krop. Hans midterste finger på højre hånd mangler: Vagter skar den af, da han på fabrikken kom til at tabe en symaskine: Hans ryg er dækker af store ar, fra da han som 13-årig blev hejst ned over levende ild indtil hans kød brændte: Hans arme er krumme af sliddet fra børnearbejdet. Og hans ben bærer stadig store mærker fra strømmen, som jog igennem ham, da han som 23-årig klatrede henover sin døde kammerat for at komme igennem det elektriske hegn.

(Nordkorea, Camp 14; Free Korea)

“For 60 år siden – under Holocaust – forestillede ingen sig, at seks millioner mennesker kunne blive slået ihjel på den måde. Det var fuldstændig utænkeligt. Men det samme sker lige nu i Nordkorea. Folk lider på samme måde.” (Shin Dong-hyuk)

“Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke… Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne.” (Anker Jørgensen cit. i Berlingske Tidende, 16. maj 1984)



2. september 2012

Det kommende præsidentvalg – Om Sort/hvide Mogens Lykketoft og TV2 Nyhedernes Twitter-journalistik

Tidligere på dagen kunne man på TV2 News høre Mogens Lykketoft køre rutinen mod det ekstreme højre, den skjulte racisme mod Barack Obama og alt det han mener kendetegner Republikanerne. Da Martin Krasnik bad ham kommentere en sekvens fra Republikanernes kongres, hvor Utah-borgmester Mia Love talte om konservative værdier, blamerede Lykketoft sig med en kommentar om at det ville have lydt anderledes usympatisk hvis det kom fra Sarah Palin.

Lykketoft er ikke journalist, men hans sort/hvide syn på amerikansk politik er på mange måder en karikeret udgave af de tillærte fordomme, der er en integreret del af den tænkning de fleste journalister agerer udfra. Nogle stemmer på Barack Obama, andre er små-racistiske og i lommen på ‘Das Kapital’.

(Utah-borgmester Mia Love taler til RNC; Se evt. Red Alert Politics)

Jyllands-Posten kunne torsdag fortælle, at selv Fox News kalder Paul Ryan for løgner. Journalisten fangede ikke, at det ikke var Fox News som hævdede dette, blot en tilfældig venstreorienteret kommentator på kanalen. Overskriften blev senere rettet, men flere fordrejninger forblev uændret.

(JP.dk, 30. august 2012: Fox News kalder kandidat for løgner)

Peter Kurrild-Klitgaard følger valget tæt og har flere eksempler på den infantile USA-dækning.

“Men det var kun dér, hvor hjulet begyndte at falde af TV2s reportagevogn. Steinmetz forklarede dernæst, at Republikanerne gerne vil have fokus på økonomien og ikke på f.eks. abort–og så gik det galt:

“Og derfor skader det også partiet, at det f.eks. i dag er kommet frem, at ham her Todd Akin … kongresmanden, der gerne vil vælges til senatet … som havde spændende udtalelser om abort i sidste uge, han har fornylig udtalt, at hvis bare babyer, spædbørn, får brystmælk, ja, så bliver de ikke homoseksuelle. Den slags spændende bemærkninger er med til at kaste grus i vindermaskinen.”

Det blev sagt med et lidt svedigt grin, men som et faktum og uden nogen form for reservation. Exit.

Men … really? En Republikaner, der mener, at brystmælk “kurerer” spædbørn for homoseksualitet? Det lyder jo godt nok næsten for godt til at være sandt, og for de fleste ting, der gør det, gælder det som regel, at de heller ikke er sande.

Akin–der har sagt mere end nok–har vist aldrig berørt netop det emne. Det cirkulerede til gengæld tirsdag voldsomt på Twitter, hvor folk omtalte det som en sand historie–med baggrund i en artikel fra The Daily Currant. Dette er imidlertid et satirisk website med bevidste pseudo-nyheder, lidt a la det fremragende danske RokokoPosten.

Om TV2 Nyhederne havde historien alene fra Twitter eller bare ikke havde forstået, at The Daily Currant er satirisk, er svært at sige. Et faktum er dog klart: At man ikke havde gjort sit journalistiske hjemmearbejde men i stedet viderebragte noget, der var helt fiktivt og uden hverken research eller reservation. Punktum. Til gengæld byggede TV2 Nyhederne et helt indslag–fra intro til afslutning–op om, at der her var problemer for Mitt Romney og Republikanerne.”



20. april 2012

Mogens Lykketofts 30 år i dansk politik…

I et interview med Jyllands-Posten fortæller tidligere skatteminister Mogens Lykketoft, om hans forhold til Mærsk M. Møller i ‘de 30 år’, han har været en del af dansk politik. Lykketofts politiske engagement går nu længere tilbage, og mange vil nok huske hans indsamling til Vietcong tilbage i 1968. Her citeret fra en tidligere post, der gengiver lidt fra en artikel af Hans Davidsen-Nielsen om Lykketofts militante fortid.

“Den ulovlige indsamling fandt sted på Strøget i København for præcis 34 år siden.

Midt i juletravlheden myldrede det pludselig frem med unge mennesker fra diverse politiske grupperinger på venstrefløjen – kommunister, trotskister, venstresocialister, revolutionære socialister og andre knap så radikale islæt fra ungdomsopgørets tid.

Nogle måneder forinden havde myndighederne lukket indsamlingskomiteens Giro 1616. Det skete, efter at den yderliggående del af Vietnam-bevægelsen gennem to år konsekvent havde ignoreret et totalforbud mod at samle penge ind til Nordvietnam og befrielsesfronten i Sydvietnam, Vietcong .

Folkene bag Giro 1616-initiativet var ifølge deres eget medlemsblad, Vietnam-solidaritet, en organiseret udenomsparlamentarisk bevægelse uden partipolitisk tilhørsforhold.

Frivillige danske bidrag for 50.000 kroner i dag svarende til godt 300.000 kroner var i Paris afleveret betingelsesløst til en repræsentant for Nordvietnam. Han oplyste, at omkring halvdelen af pengene ville blive brugt på våben til at udkæmpe krigen mod imperialisternes USA, der bombede det sydøstasiatiske land…

Ved 17-tiden ankom politiets salatfade og anholdt 15 af de politiske aktivister… De anholdte blev ført til politistationerne i Antonigade og Nyropsgade, hvor der blev afsunget revolutionære sange som Brødre lad våbene lyne…

Godt ti måneder senere, den 1. oktober 1969, faldt dommen i Københavns Byrets 21. afdeling. 11 gik fri, mens de fire mest engagerede blev idømt bøder…

Den hårdeste straf tilfaldt Vietnam-komiteens sekretær Otto Sand, der gennem en årrække fungerede som agent for den østtyske statsssikkerhedstjeneste Stasi. Som leder af indsamlingen blev han idømt en bøde på 1000 kroner…

De dømte var Christen Amby, Vietnam-komiteens kasserer Ingela Kyrre samt en ung 23-årig stud.polit. ved navn Mogens Lykketoft . Han var dengang formand for den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum, der sammen med Kommunistisk Forbund og Revolutionær Aktion havde tilsluttet sig Otto Sands Vietnam-indsamling.”

Oploadet Kl. 12:40 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


17. februar 2012

Kasper Støvring: “.. debatten er og var gennemsyret af idealisme, og .. det leder til forkerte beslutninger”

Tidligere i dag kunne man på TV2 News høre en analyse af udviklingen i Libyen ved DIIS-forsker Julie Pruzan-Jørgensen. Kasper Støvring gennemgår sidste års spådomme om det arabiske forår.

“Man kan tage fejl, selvfølgelig kan man det. Men problemet er, at debatten er og var gennemsyret af idealisme, og idealisme er en skidt ting, for det leder til forkerte beslutninger…”

(TV2 News, 17. februar 2012, Kl. 11.09)

“På højeste niveau drog man sammenligninger med revolutionerne i Østeuropa i 1989, hvor man nærmest fra den ene dag til den anden kunne gå fra diktatur til demokrati. Således professor i statskundskab Ole Wæver i Kristeligt Dagblad den 19. marts.

Islamforskeren Michael Irving Jensen er dog i en klasse for sig. I DRs P1 Debat med Lars Hedegaard den 23. februar, der mærkelig nok ikke er tilgængelig længere på DRs hjemmeside (kan dog ses her) kunne Irving som sædvanligt ikke holde begejstringen nede. Hedegaard var som egenskab af formand for Trykkefrihedsselskabet i øvrigt inviteret, fordi det forekom uforståeligt, at selskabet ikke lovpriste den arabiske opstand.

Irving var overbevist om, at revolutionen markerede en ny begyndelse for vores syn på arabere og muslimer. Den arabiske verden var nemlig ikke domineret af islam, og selve revolutionerne var dybt præget af en frihedslængsel mod demokrati. Det Muslimske Broderskab ville ikke tage magten, sagde Irving, for det sagde Broderskabet selv – dengang. Ikke mindst er den skepsis, som vesterlændinge måtte have, fuldkommen forfejlet, ifølge Irving. Der er nemlig ingen problemer med at forene islam og demokrati.

Irving lod forstå, at der var et bredt folkeligt oprør mod undertrykkerne, og derfor havde vi i Vesten nærmest en pligt til at udtrykke begejstring for Foråret. Muslimer kæmper nemlig for nogle af de samme idealer som os i Vesten.

I DRs Debatten den 24. februar var der hidkaldt både politikere og kommentatorer. Weekendavisens Martin Krasnik så ikke for godt ud. Han virkede tydeligvis helt ungdommeligt beruset af revolutionerne. NU kommer demokratiet til den arabiske verden, der er folkelig opstand, og Vesten har optrådt dybt hyklerisk, fordi vi har støttet diktatorer. Men det holder ikke og har aldrig holdt, for de har undertrykt menneskerettighederne og det folk, der nu vil blomstre som ægte demokrater.

Venstres Søren Pind, der som liberal tror på fremskridtstanken, deltog også. Araberne er nu klar til frihed, forsikrede den tidligere frihedsminister, og vi skal næppe frygte et islamisk tilbagefald. En proces er i gang, og det er til det bedre, måtte vi forstå.

Mogens Lykketoft var dog endnu værre. I Vesten lider vi af neuroser, fordi vi tror, at arabere hylder islamismen. ”Det er ikke de skæggede gutter”, der går på gaden, sagde Lykketoft, det er jo de unge med deres Facebook-profiler. Lykketoft syntes ikke at vide, at netop islamister i stor stil benytter de nye medier, og at han gjorde sig skyldig i at projicere sine egne længsler og ideer over på araberne, syntes ikke at anfægte ham. Han var fuldstændig overbevist om, at muslimerne ønskede demokrati (som i Vesten, underforstået).

Også SFs Trine Pertou Mach mente, at vi var vidner til en verdenshistorisk begivenhed, fordi de arabiske befolkninger nu kræver demokrati. Vi troede, at muslimer ikke ønskede demokrati, forkyndte Mach, der kunne forsikre, at hun vidste meget om, hvad der foregår i arabiske verden. …

I DR2s Deadline-temaserie om det arabiske forår kunne man høre toppolitikere fra Tony Blair – der troede, at de demokratiske kræfter ville vinde – til daværende udenrigsminister Lene Espersen, der var overbevist om, at frihed og demokrati ville komme til det Libyen, det land, der i dag trues af borgerkrig, og hvis overgangsråd vil indføre sharia.

Politikerne blev bakket op af forskere som Rikke Hostrup Haugbølle, der mente, at islamisterne ikke havde nogen appel, fordi de ikke er unge, at vi i Vesten til gengæld dyrker frygten for islamismen i alt for stor stil. Også Irving Jensen var med i denne sammenhæng, og lad os slutte med hans guldkorn: Det Muslimske Broderskab vil slet ikke have magten.

Det udsagn kan man jo så sammenligne med valget for nylig, hvor diverse grupperinger af islamister fik over to tredjedele af pladserne i det egyptiske parlament.”



13. september 2011

Mogens Lykketoft revser Svenning Dalgaard: “Politisk ligger han til højre for Djengis Khan.”

Svenning Dalgaard er tidligere KU’er, men det er mange år siden, længe før Murens fald, da Mogens Lykketoft stadig plejede omgang med latinamerikanske diktatorer, ja, faktisk helt tilbage i 1960’erne, da Lykketoft samlede penge ind til det kommunistiske regime i Nordvietnam og ‘befrielsesfronten’ i Sydvietnam. Fra Ekstra Bladet – Lykketoft sviner Svenning.

“Lykketoft er så utilfreds med reporterens dækning af statsministerens færden, at han nu retter et direkte angreb mod Dalgaards uafhængighed.

– Politisk ligger han noget til højre for Djengis Khan (højreorienteret mongolsk hersker, red.). Så det er måske ikke så objektivt igen, når han skal kommentere, hvem der klarer sig bedst, siger Mogens Lykketoft til Ekstra Bladet.”

(Huế-massakren, februar 1968. Senere på året samlede Lykketoft penge ind til morderne)

NB: Gad i øvrigt vide hvad der er højreorienteret ved Djengis Khan. Gik han ind for lav skat, trimmede han den offentlige sektor, indførte han brugerbetaling på dele af sundhedssektoren?

Oploadet Kl. 14:35 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper