28. oktober 2012

Konservative top-MF’ere ville have slettet en pasus om at “nationalstaters suverænitet skal respekteres”

Artiklen har fire uger på bagen, men opridser fint problemet med De Konservative anno 2012. Fra Politiken – Landsrådsdrama gør de konservative mere EU-skeptiske.

“Det Konservative Folkeparti bliver er nu et mere EU-skeptisk parti. Det står klart, efter at det konservative landsråd i Herning har vedtaget en ny kurs, der bl.a. indebærer, at partiet ikke længere har stående i principprogrammet, at EU-forbeholdene skal afskaffes. …

Oprindelig havde partiets hovedbestyrelse vedtaget den linje, som nu blev vedtaget. Men i løbet af natten vedtog en gruppe med EU-ordfører Lene Espersen i spidsen et ændringsforslag, hvori en afskaffelse af forbeholdene alligevel indgik. …

Det EU-positive forslag er blevet til i løbet af en enkelt nat. Det skete, mens landsrådets deltagere spiste middag og holdt fest. Forslaget indeholdt, udover et opgør med forbeholdene, også at en passus om, at ‘de enkelte nationalstaters suverænitet skal respekteres’ skal slettes fra partiprogrammet.



11. august 2012

Per S. Møller om Frankfurterskolens afsløringer, den nye fælles-race og monogame pardannelser (1973)

Per Stig Møller slap ikke ideologisk uskadt gennem ungdomsoprøret. Herunder lidt fra Utopi og virkelighed (1973), hvor han godt advarer mod kulturmarxistisk overmod, men omvendt faciliterer udviklingen. Skræmmende eksempler på den ‘undskyldende konservativisme’, der desværre kendetegner hans parti.

“Lykken er måske elitokraten, den velmenende lærerdiktator, som Marcuse foreslår, at vi giver magten nogle år? Lærerdiktatoren ved alting bedst. Han er human og kender de menneskelige behov, drømme og ønsker, han ved, han ved hvem der misbruger mennesket og vil sikre os mod disse os ukendte magter. Frankfurterskolen har afsløret dem, og lærerdiktatoren beskytter os mod ham, vaccinerer os og sender os derefter ud i solen igen. I modsætning til den teknokratiske utopist har lærerdiktatoren selv levet i solen – engang. Nu går han ind i skyggen og tycker synd om människorna derude. Hans mål er at skabe ‘et diktatur, en kontraadministration, som fjerner de rædsler, som den bestående administration udspreder’, forklarer Marcuse i ‘Politiske essays’ (p. 97, 1972) og trøster os: ‘Det, som er biologisk umuligt, er formentligt at undgå enhver repression’ (s. 105). Den varme, man får ved at tisse i bukserne, svier til een bagefter. Frankfurterskolens eminente og sammenfattende afsløringer af de skjulte magthavere har lært os at få øje på meget, som før var skjult i skyggen, men dens egne forsøg på at skabe en verden i overensstemmelse med dens indsigt er en ynkelig affære. Frankfurterskolens egne løsninger adskiller sig ikke fra totalitarismens. Da praxis er politik, er det overordentligt farligt at følge en falsk praxis, forblændet at søge at omskabe virkeligheden…

Som J. Fourastié har sagt: Imorgen vil ikke blive som i igår. Den vil være ny og afhængig af os. Det drejer sig ikke så meget om at opdage den, men at finde den på den’. Det er sagen for vore dages demokratiske utopist. han opstiller sine utopier, fremstiller sine drømme, og lader os tage stilling til dem. Han vælger ikke, men lægger frem til valg. Han dikterer ikke sin utopi, men bearbejder den løbende i samråd med os alle.” (s. 45)

[…]

“Der var historisk set kun een udvej: et spring. Den hvide race måtte lære at leve som negeren i rytme med naturen, som asiaten i pagt med det evige. Den havde ikke længere imperialismens chance: at underlægge sig den andre racer og overleve på deres regning, for de lod sig ikke længere overvinde. … Kun ved at den hvide race selv gav afkald på sine værdier, kunne en enhed opnås, fordi de farvede ikke alene ville afstå fra de hvides goder, for så var man jo tilbage i imperialismen, de farvedes helvede. Omkring alle store omvæltninger drømmer de humanistiske og opvakte om det store, kærlighedsfulde fællesskab… men det skulle heller ikke denne gang realiseres med en drøms modstandsløshed. Der måtte en katastrofepræget og totalitær lovgivning til.

Det blev raceblandingens tid. Blandede ægteskaber blev således påbudt ved lov omkring 2050. Ud af dem opstod en ny race, nye værdier, en ny verden, en ny civilisation, som var den karakteristiske danske titel på et udvalg af afrikaneren Senghors tekster, 1972. Resultatet blev vor verden, som vi til forskel på industrialismen, liberalismen, klassicismen, antikken, atomalderen benævner: ‘den humanistiske tidsalder’, menneskets tid.

Skabelsen af den nye fælles-race var den gamle verdens sidste, tragisk-heroiske indsats for at overleve. Det lykkedes. Den er mere hårdfør end nogen af de tidligere kendte racer, mere bred i sin forståelse. Det er, som om de tidligere racer blot har været forstudier til denne. Hver især har haft veludviklede evner for, men først samlet forenedes hele mennesket.” (s. 96)

[…]

“Livet er ikke indsnævret i dogmer og tabuer, som det var tilfældet endnu i det 21. århundrede. Vi lever som vi har lyst til… Føler vi os hæmmet af de andre, kan vi rykke ud og leve for os selv, således som de gør, der ikke kan acceptere, at andre er delagtige i deres liv og beslutninger. De går til gengæld glip af de fællesmenneskelige glæder, som de får erstattet af ensomhedens momentane. Den monogame pardannelse er stadig det normale. Ægteskabet blev ligefrem en pligt under teknokratiet med det formål at fremme raceblandingen, for to af samme race måtte ikke gifter sig med hinanden. … Ægteskabet er mere frit end i det 20. årh., hvor det ikke var jævnbyrdigt, fordi kvinden var den svagest stillede, både erhvervsmæssigt og mentalt. Det sidste ændrede p-pillerne ganske vist, men det kom først i balance i det 21. årh. Med borgerlønnen som livssikring, med den sociale sikkerhed i kollektiverne kan enhver frigøre sig fra ægteskabet, hvad dag han eller hun vil. Blir begge parter i samme kollektiv, er der intet problem i forbindelse med børnene. Flytter den ene til et andet kollektiv, forbliver barnet/børnene hos den, som ikke flytter, fordi man ikke vil rykke det ud af dets omgivelser. … Jo ældre det blir, jo lettere tager det skiftene i fællesskab, fordi det selv lærer at skifte fællesskaber, både fordi de færreste par blir i det samme fællesskab hele deres ungdom, hvor børnene er små, og fordi det selv indstiller sig på at ville opleve andre leveformer. Parrene rykker ofte hen, hvor de synes at kunne lære mere, og hvert syvende år skal de simpelthen rykke, både for at give plads til andre, som gerne vil prøve deres fællesskab, og for selv at konfronteres med andre leveformer og derved holde sig vågne, initierede og menneskeligt modtagelige. Det er af stor betydning for den menneskelige indsigt, tolerance og harmoni, at alle prøver noget andet. Hvis man lod kollektiverne stivne ville det hurtigt blive til bigotte småsamfund… Det er normalt, at den første pardannelser holder ca. 7 år, men sædvanligvis holder den anden, tredje eller fjerde pardannelse livet ud.” (s. 106f)



25. oktober 2011

Libyens kulturelle infrastruktur og den såkaldte ‘Køreplan for et demokratisk Libyen’

Selv forskere og politikere begynder efterhånden at forstå, at det såkaldte arabiske forår, ikke nødvendigvis gør Verden til et bedre sted. Elefanten i rummet hedder Muhammed, men da ingen tør sige det højt, væves der til hudløshed om at demokratisere Islam – ja, sågar om demokratisk Islam. Det er langt fra virkeligheden, men om ikke andet, så svært underholdende.

I sidste uge blev venstrefløjens tidligere yndling Muammar Gaddafi taget til fange og likvideret, af de nye libyske magthavere. Vejen skulle således være banet, for det udenrigsminister Søvndal ifølge Politiken har betegnet som en ‘Køreplan for et demokratisk Libyen’.

Problemet er dog stadig elefanten – den kulturelle infrastruktur er ikke på plads.

Det er ikke mere end fire måneder siden daværende udenrigsminister Lene Espersen fløj til Benghazi, hvor hun flankeret af den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og en række udenrigspolitiske ordførere, mødte manden der i dag er Libyens førstemand. “Vi er Jer meget taknemmelige”, sagde oprørslederen, hvis hærchef for få år siden kæmpede for Taliban.

Således faldt ordene søndag i Tripoli…

“We, as an Islamic state, have taken on the Islamic Sharia as the basic source of law. Therefore, any law that contradicts Islamic principles, Islamic Sharia will be an invalid law.” (Overgangsleder Mustafa Abdel-Jalil i Tripoli, 23. oktober 2011)

Reaktioner…

“I Tunesien og Egypten er hele familieretten baseret på sharia. Det er meget almindeligt, og det har ikke givet anledning til problemer.” (Lektor Helle Lykke Nielsen til Jyllands-Posten, 24. oktober 2011)

“Det viser sig, at religion og politik for rigtig mange i Mellemøsten hænger sammen på en eller anden måde. Hvis vi ser mod nabolandet Tunesien, synes der at være udsigt til, at islamisterne er villige til at spille med i et demokratisk spil…” (Adjunkt Morten Valbjørn til Jyllands-Posten, 24. oktober 2011)

“Jeg er altid bekymret, når nogen bruger ordet sharia i forbindelse med lovgivning. Men lad os slå koldt vand i blodet. Vi skal ikke dømme dem på, hvad forskellige personer siger, men hvad der rent faktisk bliver gennemført.” (Socialdemokraten Jeppe Kofod til Ritzaus Bureau, 24. oktober 2011)

“Hvis man indfører en shariastat er der ikke meget råderum for demokratiet, så det er selvfølgelig ikke godt… Hvis det bliver et demokrati, som bare er baseret på koranen, ligesom det danske er baseret på kristendommen, så kan det sagtens fungere. (Konservative Per Stig Møller til Berlingske Tidende, 24. oktober 2011)

“Det første demokratiske valg i kølvandet på det arabiske forår ser ud til at give stor medvind til partiet Ennahda, der overvejende består af moderate islamister.” (Politiken om det tunesiske valg, 24. oktober 2011)

“Jeg tror mere, at det kan sammenlignes med, at katolske partier i Europa kalder sig kristelige. Det betyder ikke hardcore-kristendom, men at sådan er deres grundorientering i livet.” (Udenrigsminister Villy Søvndal om ‘blød sharia’ i Jyllands-Posten, 25. oktober 2011)



21. oktober 2010

Søren Krarup: “… at være konservativ er at være sin sammenhæng tro.”

Dansk Folkepartis partiprogram fra 1997 er kraftigt inspireret af De Konservatives 1960’er-ditto. Herunder en overset kronik fra Berlingske Tidende, hvor en af arkitekterne til førstnævnte definerer konservatisme med udgangspunkt i De Konservatives partiprogram anno 1970. Søren Krarup – Hvem er konservativ? (7/10-10).

“Det Konservative Folkepartis problemer med selvforståelsen er ikke af ny dato. Det er en gammel historie, at De Konservative ikke ved, hvad det er at være konservativ. Man oplever det igen og igen…

Jeg offentliggjorde nemlig min kritik i en dobbeltkronik i Berlingske Tidende, hvor jeg gennemgik programmets meningsløse, politisk korrekte snak og konkluderede:

»Jeg kan ikke lide det konservative fremtidsprogram. Det byder mig imod ved den skitse til en total politik, det tegner. Det forekommer mig at indeholde et modbydeligt anslag imod menneskets frihed til at være sig selv derved, at det bedre end det enkelte menneske ved, hvorledes dette selv er.

Et af afsnittene i programmet har den typiske overskrift: “Trivsel i det menneskelige miljø”. Afsnittet er forsynet med en tegning, og tegningen siger for så vidt alt om, hvordan Det Konservative Folkeparti opfatter sit forhold til befolkningen. Man ser et bysamfund med højhuse, strandvej, badestrand og lystbåde. Overalt vrimler det med små mennesker. Men ude i vandet, med tegneblok under armen og oversigtskort i hånden og ansigtet lagt i tænksomme folder, står en kæmpestor planlægger og pædagog og skal skabe trivsel for de små mennesker nede i samfundet.

Sådan forstår politikerne sig selv. I overensstemmelse med denne tegning driver de politik og skriver de programmer. De udnævner sig, hjælpsomme og velmenende, til folkets formyndere, der skal tage hånd om folks ulykkelige sjæleliv og manglende trivsel og spirende neuroser, og de drømmer om at indrette det lyksalighedssamfund, hvor alle er harmoniske, lykkelige og gode mennesker – som det hedder i den af kulturministeren skrevne Blå Betænkning for folkeskolen. I en sky af fede floskler arbejder de nidkært på at forvandle borgerne til konfliktfrie tremmekalve, der får fred og glæde og veltilpashed serveret i plasticpakning, og de skyr ingen anstrengelse for at fratage os ansvaret for os selv.

Men de skulle passe deres eget!«

Det havde Per Stig Møller imidlertid ingen lyst til. Han svarede i en kronik med den talende og afslørende overskrift “Politik er messianisme”, i hvilken han hævdede det synspunkt, der kom til udtryk i overskriften: at politikeren skal være Messias, dvs. Gud, for befolkningen – og tydeligere kunne han ikke afsløre sin afstand til dansk tradition og kultur, der jo er bygget på kristendommens adskillelse af det guddommelige og det menneskelige, af Guds og kejserens rige. En konservatisme, der vil gøre sig til Gud for borgeren! Bevar mig vel – hvilken modsætning til enhver sand konservatisme, der af Gud er sat til at være menneske i en historisk, sekulær sammenhæng. Dette var i 1970 Det Konservative Folkepartis selvforståelse…

Men den var i overensstemmelse med hele 68-ideologien, der jo guddommeliggjorde og ideologiserede det politiske, og Per Stig Møller var en rigtig 68-ideolog, der i den samtidige bog “Synspunkter i Konservatismen” skrev: »Den, der erklærer sig totalt ideologiløs, er enten en overfladisk filosof, eller han tænker på, at han er fri for de gamle ideologier. I stedet udtrykker han en ny ideologi. Ethvert politisk parti gør det, hvis der overhovedet er fornuft og ikke ren og skær mode i det. Det kan være alle de konservative, der tror sig ideologiløse, ikke er sig nogen ideologi bevidst, men hvornår er bevidstløshed blevet en politisk eller filosofisk dyd?«

Jeg vil ikke være for hård ved Per Stig Møller, der sikkert fortryder disse flotheder på samme måde som så mange andre, men jeg vil gøre opmærksom på, hvordan denne opfattelse af politik er en ukritisk overtagelse af samtidens marxisme eller 68-ideologi, hvor alt er ideologi, og jeg vil især gøre opmærksom på, hvordan den er en ophævelse af enhver konservatisme. For den konservative er ikke ideolog. Den konservative er i modsætning til enhver ideologi. For konservatisme er at være bundet af historien og dermed af den konkrete virkelighed. Eller anderledes sagt: Konservatisme er det modsatte af messianisme, fordi den konservative af Messias eller kristendommen er vist hen til at være tro imod sin næste, sin nærmeste virkelighed, sin givne historie. Det er dette, der er kernen i sagen. Nej, den konservative bilder sig netop ikke ind at være Gud i forhold til sin næste eller til befolkningen, for den konservative har af Gud fået det begrænsede og bestemte embede at være sin næste og sin virkelighed tro. Her ligger konservatismens modsætning til enhver ideologi – til marxisme, kommunisme, nazisme. Den konservative politiker ved, at hans embede er begrænset. Han skal ikke frelse befolkningen. Men han skal være solidarisk med befolkningen på den givne virkeligheds betingelser.Derfor er historien den grundlæggende instans for enhver konservatisme. Og derfor er enhver konservatisme national, for det nationale er det historisk givne – svarende til ordets grundbetydning af medfødt. Ja, at være menneske er at være født ind i en bestemt historisk sammenhæng, og at være konservativ er at være sin sammenhæng tro. Dette er grundbestemmelsen. Og respekterer man ikke den, er man ikke konservativ.

Oploadet Kl. 01:01 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


2. august 2010

Lene Espersen i mediemøllen

Helle Thorning-Schmidt havde en hård weekend, men nu er det mandag, og alt handler atter om Lene Espersens påståede dovenskab. Medierne er sjældent set værre, og bunden skrabes for mig at se af Ekstra Bladet. En avis der gentagne gange smider Lene Espersen på forsiden med grove insinuationer, og herefter lader chefredaktør Poul Madsen gå på TV2 News og forklare, at fakta er mindre væsentligt nu hvor sagen er gået i selvsving.

Fra Berlingske Tidende – Espersen rejser hyppigere end Per Stig.

“Lene Espersen er flittigere end sin forgænger, Per Stig Møller… Det viser en optælling af de to ministres rejser i månederne maj, juni og juli i henholdsvis 2009 og 2010. Per Stig Møller, der nu er kulturminister, gennemførte i perioden otte rejser, hvoraf hovedparten fandt sted i maj 2009…

Lene Espersen rejste i samme periode 13 gange… Yderligere tre rejser blev forsøgt, men måtte af forskellige grunde opgives.

Den 11. maj skulle ministeren have deltaget i Europarådets møde i Strasbourg, men blev forhindret på grund af askeskyen, der lammede lufttrafikken. I slutningen af maj skulle hun have deltaget i et uformelt udenrigsministermøde i Sopot i Polen, men måtte i sidste øjeblik aflyse, fordi hun skulle deltage i forhandlingerne om regeringens genopretningspakke.

Og endelig måtte deltagelsen i donorkonferencen i Kabul i juli opgives, da lufthavnen i Kabul lukkede som følge af et raketangreb. Hvis det var lykkedes at gennemføre de tre rejser, ville Lene Espersens rejseaktivitet med 16 mod otte være blevet præcis dobbelt så stor som forgængerens.

Lene Espersen sendte i tremånedersperioden afbud til en række andre møder, som hun kunne have deltaget i. Det gjaldt blandt andet EU-rådsmødet den 26. juli, som ingen dansk udenrigsminister har deltaget i i de seneste 10 år.



9. juni 2010

Hykleren Mogens Lykketoft

Oppositionen vejrer morgenluft, og der angribes fra alle vinkler. Fra BT – Lykketoft elskede selv privatfly.

“For to døgn siden pudsede Mogens Lykketoft, der var udenrigsminister indtil 2001, Rigsrevisionen på sin efterfølger i embedet, den konservative Per Stig Møller, fordi han i stort omfang har brugt privatfly til sine mange udlandsrejser…

En opgørelse fra Udenrigsministeriet afslører, at Mogens Lykketoft i sine sidste otte måneder som udenrigsminister – fra marts til oktober 2001 – brugte de privat chartrede fly ikke færre end 14 gange. Til sammenligning brugte Per Stig Møller også privatfly 14 gange, men på 10 måneder.

Samtidig viser B.Ts gennemgang, at mens Per Stig Møller i flere tilfælde brugte privatfly på rejser med mange stop, eller på rejser til for eksempel Georgien og Tadjikistan, hvortil det er vanskeligt at komme med rutefly, fløj Mogens Lykketoft i alle 14 tilfælde til lande i Europa.

Oploadet Kl. 17:31 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


9. april 2010

Lene Espersen eller Per Stig Møller – konservative værdier

Jeg er ikke vild med Lene Espersen, men seneste sag relateret til hendes Mallorca-ferie med familien virker for mig at se tynd. Politikere er også mennesker, et ministerliv er stressende, og den bedste politiker er ikke nødvendigvis den der trykker hånd med flest.

“Jeg lytter til forventningerne om, at man som udenrigsminister deltager mest muligt. Men jeg tror også, det et vigtigt at få sagt, at man ikke kan tillade sig at være dårlig mor eller far. Det passer ikke til de konservative værdier. (Lene Espersen, Newspaq, 9/4-10)

Et flertal blandt Konservative lokalformænd foretrækker ifølge Berlingske Tidende Per Stig Møller som udenrigsminister. Her lidt fra et interview med Per Stig Møllers søn, Asger Stig Møller, trykt i Ekstra Bladet, 13. september 2002 – Per Stigs udstødte søn (ikke online).

“- Jeg elsker jo min far. Asger Stig Møller har det indtrængende blik i øjnene. Bliver hans budskab forstået? Foran os på bordet i lejligheden på det ydre Nørrebro ligger bogen ‘Patienten O ’s tilståelser ‘, der udkommer på forlaget Attika 1. oktober. Erindringsbogen, selvbiografien, fra den 37-årige ministersøn, der hiver skeletterne i den politiske Møller-familie frem fra skabene.

… I brudstykker en offentlig storvask, men som helhed et nødråb til den far, barnet Asger Stig Møller savnede så stærkt…

Det er historien om en lille dreng, der blev lukket ude fra lejligheden i Paris og strejfede om i gaderne alene, da han bare var ni. Om en stedmor, der ifølge Asger Stig Møller led af depressioner og var alkoholiker… Om teenageår, hvor konflikten mellem Asger og Sally udviklede sig til regulær krig og om den totale udstødelse af familien, Asger Stig Møller har levet med i over seks år. Og først og sidst en bog om en far, der bare aldrig var der, og en søn, der ikke kunne få kontakt til den far, han hele tiden eftersøgte. – Jeg skriver jo intet om, at min far var et svin, men jeg anklager ham for at have haft hovedet et andet sted. Jeg elsker ham virkelig, og det har jeg gjort, siden jeg var en lille dreng.

[…]

I bogen beskriver han det således: – ‘Desværre forsonedes vi ikke, idet familien ikke gav tilladelse til mit besøg på hospitalet. Ceremonien ved jordfæstelsen blev også lukket for mit vedkommende’. At bogen kan være et hårdt slag for Per Stig Møller, kan Asger Stig Møller ikke rigtigt forstå: – Der står jo så meget smukt om ham i bogen. Han gjorde nogle år af min barndom til et eventyr, og han var mit idol, da jeg var dreng. Når han sad og læste og stregede ud, stregede jeg ud i mine drengebøger for at efterligne ham. Det er mærkeligt, at han er så bange for, at noget om Møller-familien skal slippe ud. Møller-familien skal bare fremstå som fuldstændig clean, og den drikker tynd te, men han kan da ikke få større kærlighedserklæring end min. Når jeg angriber ham for at være fjern, er det jo en følge af hans egen barndom, siger Asger Stig Møller. Idolet Per Stig Møller ender i bogen med at blive mere og mere fraværende. I dag er der ingen kontakt mellem far og søn. – Det er fire-fem år siden, jeg sidst mødte ham hemmeligt i en skov, efter at jeg var blevet udstødt af familien. Siden har jeg ikke talt med ham. Bogen er en reaktion på det, siger Asger Stig Møller…

– Når man har været så fraværende, som min far var, kan han da ikke forvente sig mere. Jeg starter med at beskrive ham som en afgud og slutter med en kærlighedserklæring til ham.

[…]

‘Han (Poul Møller, red.; Per Stig Møllers far) tøffede, eller rettere slæbte sig ind i stuen som en invalid, åbnede en skuffe og kastede to sammenkrøllede hundredekronesedler hen for mine fødder. Og med dette i ydmygelsens tegn skulle skyldneren nu straffes. Poul Møller beklagede, at hele byen talte om mig. Om hvad? Jo, at jeg var en lænkekugle for min fars karriere i politik. Den fattigdom, jeg tilbragte mine dage i, ville obstruere min fars vej til taburetten som statsminister. – Din far skammer sig over dig. Jeg vil ikke læse de bøger, du har sendt mig. Kryb ned, ta’ mine penge og forsvind.‘”

Mere.

  • 12/1-10 BT – Per Stig Møllers søn fundet død.
  • Oploadet Kl. 22:57 af Kim Møller — Direkte link58 kommentarer
    

    27. marts 2010

    Partisoldater støttede Rosenkrantz-Theil: “Ved din reaktion, føler vi, at du repræsenterer os.”

    Tirsdag d. 18. marts 2003, lykkedes det Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen fra Globale Rødder, at komme ind i Folketinget, da de påstod de havde en aftale med Pernille Rosenkrantz-Theil, dengang MF for Enhedslisten. Venstreekstremisterne angreb efter en kort samtale med Rosenkrantz-Theil, statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller med maling, hvorefter de blev overmandet. En tredie aktivist blev anholdt på folketingets tilhørerpladser.

    Pernille Rosenkrantz-Theill, der dengang selv var medlem af Globale Rødder, udtrykte samme dag forståelse for angrebet.

    “Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel.” (Jyllandsposten, 19/3-03: Folketingsmedlem støtter aktivister)

    “Når man vil smide bomber i hovederne på folk i Irak, så er det mindste, man kan forvente, en reaktion, som den vi har set i dag… jeg synes, at aktionen er sjov… jeg ville da have været stolt, hvis de var mine gæster… jeg skal være den sidste til at kritisere den slags” (Berlingske Tidende, 19/3-03: Rød front: MFer støtter maling mod Fogh)

    “Jeg kunne have gjort det selv.” (BT, 19/3-03: Jeg kunne have gjort det selv)

    Hovedbestyrelsen tog efterfølgende afstand fra overfaldene (tre blanke stemmer), men meget sigende for partiets forhold til den slags, var Nikolaj Heltoft, talsmanden for Globale Rødder (der samme dag betegnede overfaldet som en ‘en rimelig aktion’), fire år senere ansat som politisk rådgiver for partiet.

    Sagen medførte debat internt i Enhedslisten, mellem realpolitiske pragmatikere og det hårde kommunistiske aktivistmiljø. I partibladet Rød-Grønne Linjer, fik 46 partimedlemmer måneden efter trykt følgende støttebrev til Rosenkrantz-Theil.

    “Kære Pernille!

    Hvor var din reaktion på maling-aktionen dog befriende. Du sagde at du forstod aktionen. Det gør vi selvfølgelig også… Folketingsmedlemmer skal nok ikke kaste med maling, men derfor behøver de ikke blive bange når nogle andre gør det… I medierne hedder det, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder. Tværtimod. Ved din reaktion, føler vi, at du repræsenterer os.

    … kammeratlige hilsner.”

    (Rød-Grønne Linjer, 2003/7, s. 9)

    Anders Dalsager, Christina Bech, Emelie Leiding, Faik Hasan, Hanne Schmidt, Sune Håkansson, Ole Bach, Pelle Dragsted, Torben Kjær, Susanne Arends, Gunna Starck, Claus Pedersen, Jacob Neerbek, Janne Gleerup, Jesper Lund, Jutta Kuchenbecker, Jørgen Gregersen, Karsten Melander, Kristian Sørensen, Lars Lyndorff Krelskov, Lars Poulsen, Lis Melander, Mads Hagen, Majbrit Berlau, Mikkel Skov Petersen, Poul Møller, Rasmus Bjerre, Stinne Føns, Thomas Bugge, Anja Limkilde, Lars Hjardemaal, Trine Bendixen, Christine Lundgaard, Grith Kyrsted, Knud Holt Nielsen, Margereta Magnusson, Mette Bloch Hansen, Rebekka Ema, Rikke Lauritzen, Svend Gårn Hansen, Thomas Egholm, Ulrik Wagner, Jakob Mortensen, Lise-Lone Lanzky, Asger H. Pedersen og Kirsten Nobel.

    Det er ikke bare tilfældige medlemmer i Enhedslisten, men adskillige lokalpolitikere, og tilmed en folketingssuppleant. Flere er fra Globale Rødder, herunder Pelle Dragsted og Thomas Bugge, der ligesom Nikolaj Heltoft efterfølgende fik ansættelse i Enhedslisten. Dragsted som pressemedarbejder, Bugge som EU-sekretær. På listen optræder også Mikkel Skov Petersen, der i 2005 blev pressesekretær for folketingsgruppen – en stilling han varetog frem til sidste år.

    Afstandtagen udadtil – integration indadtil. Hykleriet er totalt.

    

    30. januar 2010

    Per Stig Møller om det kommende helvede, Koranen beder de rettroende forberede os på

    Længere kommentar af Per Stig Møller, trykt i Berlingske Tidende d. 12. marts 1995. Fra Fremtiden med Islam, der indledes med det forventede scenarie. Artiklen er ikke online.

    “Ved valgene i 1999 vandt det fundamentalistiske parti valget i Tyrkiet. Samme år faldt Mubaraks regering i Ægypten og kong Hassans i Marokko som ofre for fundamentalistiske kup. Da den fundamentalistiske oprørsbevægelse, FIS , allerede havde taget magten i Algeriet i 1997, var Middelhavets øst og sydkyst nu på den islamiske fundamentalismes hænder. De muhammedanske lande indgik herefter et forsvarsforbund, hvis første mål var at fjerne Israel. Samtidig oprettede de et frihandelsområde, der skulle tage kampen op med EU. Udover Middelhavslandene omfattede dette hele den arabiske halvø, Iran, Pakistan, Bangla Desh og Afghanistan, mens Malaysia og Indonesien blev associerede medlemmer. Verdens 1,5 milliarder muhammedanere var hermed samlet i verdens største, forsvarsmæssige og økonomiske alliance.

    Ikke siden freden i Karlowitz 1699, hvor osmannerne måtte afgive Ungarn til Østrig, havde den islamiske verden været så omfattende og stærk. Og ekspansionen så ud til at fortsætte. I de tidligere sovjetiske, islamisk dominerede republikker begyndte Rusland at forbløde i sit forsøg på med militære midler at holde fundamentalismen nede. I de vesteuropæiske byer lod de muhammedanske mindretal sig ikke længere integrere. I tillid til Koranens ord om, at »Østen og Vesten tilhører Allah. Hvor I da end vender jer hen – der er Allahs ansigt« (Koranen, 1,46. 1967), ventede de kun på Vestens fald. Prøvestenen for den vestlige verden blev truslen mod Israel. Enten kunne Vesten sætte massivt ind for at sikre Israels eksistens og vise fundamentalisterne, hvor grænsen gik. Eller det kunne forhandle en løsning på plads, som nok ophævede staten Israel, men samtidig sikrede jøderne religionsfrihed og mindretalsbeskyttelse i den nye palæstinensiske stat. Skete det sidste, ville man fordømme de vestlige ledere for på ny at ofre jøderne og atter indgå et forsmædeligt München-forlig. Skete det første, ville en storkrig blive udløst, hvis yderste konsekvens kunne blive Vestens fald og et Islam, der bredte sig længere ind over Europa, end tilfældet havde været under dets storhedstid, hvor det i 732 nåede højt op i Frankrig og endnu i 1683 bankede på Wiens porte.

    […]

    En krig mellem Øst- og Vesteuropa på den ene side og den muhammedanske verden på den anden ville betyde et sammenbrud i den højteknologiske, europæiske infrastruktur og medføre relativt større afsavn for europæerne end muhammedanerne, der kæmpede for nu endelig at få deres »plads i solen« og komme ud af den elendighed, de mente, vesterlændingene havde påført dem. For dem ville krigen være »en hellig krig«, baseret på Koranens ord: »Oh, du som tror, bekæmp de vantro, som omgiver dig« (Hourani: »De arabiske folks historie«, s.173. 1994).

    […]

    Den vestllige civilisation kan ikke bøje sig for en fundamentalisme, der fornægter alle de idealer, vi bekender os til, og som står for et kvindesyn, vi finder direkte umenneskeligt. Af en af FISÁs ledere, Ali Benhadj, er det sammenfattet således: »Kvinden er en menneskeproducent, hun frembringer ikke materielle goder, men denne væsentlige ting som muhammedaneren er« (»le nouvel Observateur«, 22.9.1994). Den vestllige civilisation kan ikke bøje sig for en fundamentalisme, der fornægter alle de idealer, vi bekender os til. Denne kvinde-opfattelse bygger på følgende opfordring fra Muhammed: »Hav samleje og gør Jer mangfoldige, på dommedag vil min ære svare til jeres antal« – og dette antal er kvinderne sat til at forøge…

    […]

    Som indlednings-scenariet viser, kan det 21. århundrede blive det helvede, Koranen beder de rettroende forberede os på: »Sig til dem, der er vantro: I vil visselig blive overvundet og samlet sammen i helvede. Og slemt er hvilestedet« (1,ll4)…

    Oploadet Kl. 11:40 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
    

    26. november 2009

    Per Stig Møller fik en genial ide: EU-udvidelse i klumper

    Læserbrev i Information af Ib Christensen, der af to omgange har haft sæde i Europaparlamentet – Per Stig Møllers klumpspil (20/11-09).

    “Udenrigsminister Per Stig Møller har fået en genial ide, som han nu vil lancere over for kollegerne i EU: Forhandlingerne om udvidelse af EU skal resultere i ‘klumper’ af ansøgerlande, ligesom under det danske EU-formandskab, hvor forhandlingerne med en række østeuropæiske ansøgerlande samledes i en klump.

    Om baggrunden herfor er han ganske oprigtig: Vi kan ikke have, at ‘tilfældige’ folkeafstemninger i enkelte lande om et nyt medlemsland (læs: Tyrkiet) blokerer for udvidelsen. Ministeren må her tænke på den franske præsidents og den østrigske regerings løfter om folkeafstemning i tilfælde af, at Tyrkiet står foran optagelse i EU.

    Nu har EU jo de allerbedste erfaringer med at kunne undgå folkeafstemninger: Kun i Irland var man tvunget til at acceptere en folkeafstemning om Lissabon-traktaten, men da irerne stemte ‘forkert’ første gang, fik de chancen for at gøre det om, og det gjorde de pænt nok.

    Den erfaring skal nu udnyttes til at hindre folkeafstemninger om nye udvidelser af EU. I flere lande, herunder Frankrig og Tyskland, er der stærk folkelig modstand imod udvidelse af EU, og i praktisk talt alle medlemslandene er der meget bastant modstand blandt vælgerne imod tyrkisk medlemskab af EU. Hvad er så smartere end at lave ‘klumper’ af ansøgerlande, således at f.eks. Tyrkiet kun bliver eet element i en samlet ‘klump’. Det vil gøre det lettere for den franske og den østrigske regering at løbe fra deres løfter til vælgerne.

    … i Danmark er der et klart flertal blandt vælgerne imod Tyrkiets medlemskab af EU. Det tryner man også nemmere og mere bekvemt ved Per Stig Møllers klumpspil. Keine hexerei, nur behändigkeit.”

    Oploadet Kl. 18:49 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper