3. september 2021

Ideologisk amnesi: Holger K. Nielsen om Foghs Afghanistan-krig: ‘Nyrup: Vi er med USA hele vejen’

Folkesocialisten Holger K. Nielsen er ikke vild med krig, og nævner George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen som værende politikere, der startede krigen i Afghanistan. Man kunne også argumentere for, at det i virkeligheden var al-Qaeda og Taliban der startede krigen. Uanset hvad, så giver det ikke rigtigt mening at tørre den af på Fogh. Det var statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der gjorde Danmark til en del af krigen i Afghanistan. Han havde opbakning i Det Udenrigspolitiske Nævn, og det endelige beslutningsforslag ‘om dansk militær deltagelse i en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan’ blev ensstemmigt vedtaget. Dvs. også med SF-mandater.

“Til alle dem der kritiserer Biden for den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan: kritiser i stedet George W. Bush, Anders Fogh og alle de øvrige, som startede denne håbløse krig #dkpol” (Holger K. Nielsen)

(Holger K. på Twitter, 1. September 2021)

Fra Berlingske, 22. september 2001 – Nyrup: Vi er med USA hele vejen.

“Danmark står bag USA hele vejen i den forventede militære aktion, der ventes iværksat i løbet af kort tid som svar på terrorangrebene 11. september. Det sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter, at han i går havde sikret sig opbakning fra et flertal i både Folketingets Europaudvalg og Udenrigspolitisk Nævn.

Poul Nyrup Rasmussen tilsluttede sig fuldt ud den amerikanske præsident, George W. Bushs, tale til kongressen, hvor han blandt andet krævede, at Afghanistan udleverer Osama bin-Laden og alle ledende personer i hans terrornetværk, al-Ouaeda, samt får adgang til alle træningslejre.

‘Det er helt klare og berettigede krav. Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,’ sagde statsministeren.

Kritisér ikke Biden…



22. august 2020

Nyrup om gadevold (1997): “Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Vi vil ikke finde os i det.”

Statsminister Mette Frederiksens kommentar om utryghed skabt af ‘indvandrerunge’ var en konkret henvisning til en række overfald i Fælledparken. Flere politikere kritiserede hendes ordvalg, herunder løsgænger Sikandar Siddique, der ligefrem mente udtalelserne var ‘racistiske’. Mette Frederiksens udtalelser var næsten et opkog af et længere afsnit om utryghed og gadevold statsminister Poul Nyrup Rasmussensnytårstale 1. januar 1997.

Tre-og-tyve-års debat, og eneste forskel, er at vi nu har indvandrere i Folketinget, der kritiserer at folkevalgte sætter ord på problemt. Det hjælper ikke ‘Trines søn’…

“Flere og flere er bange for at gå ud om aftenen. Ældre mennesker tør ikke tage tog eller bus, fordi de frygter vold og tyveri. Vi bliver rystede, når sagesløse udsættes for vold på gaden. Jeg forstår godt frygten og tænker ofte på ofrene og de efterladte. Lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Vi vil ikke finde os i det. Vi vil den vold til livs. Folk skulle kunne gå på gaden, uden at skulle se sig over skulderen. Unge skal kunne gå ud og more sig, uden at være bange for at komme til skade. … Derfor vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at stoppe gadevold blandt unge mennesker, uanset hvor de kommer fra. Vi vil samtidig sætte alt ind på at ændre holdningerne hos de unge – både hos de unge indvandrerbørn og hos alle andre danske unge. … vi har meget at gøre i 1997.” (Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, 1. januar 1997)

(Statsministerens nytårstale, 1. januar 1997; Foto: Regeringen.dk)

Interview med ‘Trine’, hvis 15-årige søn den 4. august blev forsøgt overfaldet af 14-15 AEH’ere i Fælledparken. Fra BT.dk, der skal have ros for at følge sagen til dørs – Min søn blev jagtet gennem Fælledparken.

“Sønnen og hans ven valgte den aften at tage hen til Tårnlegepladsen i Fælledparken. Der var mange unge samlet, og blandt de unge var der ifølge Trines søn en gruppe på 14-15 med indvandrerbaggrund. …

Min dreng fortæller, at han er blevet jagtet af 14-15 unge. Han har søgt tilflugt på Rigshospitalet, og at politiet har været og tale med ham,’ fortæller hun.

Sønnen, der ønsker at være anonym, fortæller at han følte sig truet af de unge og derfor løb hen på Rigshospitalet, der ligger lige ved siden af. Han kontaktede politiet, der sagde de ville tage hen i Fælledparken.

… da han gik tilbage til Tårnlegepladsen for at hente tasken, stod gruppen der stadig. Nu var de i færd med at brænde ting af på legepladsen, og da de fik øje på ham, løb de efter ham.

Igen søgte han tilflugt på Rigshospitalet og ringede til politiet for anden gang…”



22. oktober 2018

Debat: “Hvorfor i alverden skulle Løkke lykkes med det, som Thorning, Fogh og Nyrup ikke formåede..”

Læserbrev i Berlingske af Michael Thestrup.

Debat: Lykkes det, Løkke? (20. oktober 2018)

Regeringens udspil til efterårets finanslovsforhandlinger indeholder elementer fra en ghettoplan som blandt andet sigter mod ‘omdannelse’, ‘udvikling’ og ‘nedrivninger’ i ‘udsatte’ boligområder. Hurra! – endelig bliver der gjort op med de indvandrer tætte parallelsamfund og den medfølgende fattigdom, ufrihed, sociale kontrol, kriminalitet og sikkerhedsrisiko.

Men hov, i 2013 gjorde Helle Thorning (S) og SRSF-regeringen nøjagtigt det samme -uden resultat. I 2004 var det VK-regeringen og Anders Fogh Rasmussen (V), som søsatte en kostbar ’strategi mod ghettoisering’ – uden held. I 2000 var det SR-regeringen og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som iværksatte en ‘handlingsplan mod ghettoisering’ for at ‘undgå yderligere ghettoisering og forslumring’ – som også fejlede. Denne plan kom som en opfølgning på Nyrups første store ghettopakke fra 1994, som heller ikke løste problemet.

Danmarks Statistik dokumenterer år for år, at herboende muslimer i gennemsnit er underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige i såvel første som anden og nu også tredje generation. Hvorfor i alverden skulle Løkke lykkes med det, som Thorning, Fogh og Nyrup ikke formåede, når antallet af muslimske indvandrere og efterkommere er større end nogensinde og fortsat vokser?

(Regeringen.dk, Ét Danmark uden parallelsamfund, 2018)



15. oktober 2017

“Demografi virker bedst, og det er denne elementære sandhed, vi ikke tager alvorligt i Vesteuropa.”

Det er ikke populært på højrefløjen, at påpege det besynderlige i at adskillige ledende statsledere er barnløse, for selvfølgelig må folk selv bestemme hvorvidt de vil have børn. Herunder citater relateret til landets tre seneste statsministre. En historie om selvmord, udvandring og homoseksualitet.

“Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gennemlevede for 24 år siden sit livs værste mareridt. Hans datter Signe havde begået selvmord, og det kastede politikeren ud i en krise.” (Se & Hør)

“Anders Fogh Rasmussens søn, Henrik, er blevet amerikansk statsborger og har dermed sagt farvel til sit danske rødbedefarvede pas. ‘Man er nødt til at vælge, og jeg har sværget min loyalitet til USA. Det var det største øjeblik, da jeg aflagde eden. Jeg elsker det land her,’ siger Henrik Fogh Rasmussen…” (TV2)

“Ét af de emner, Helle Thorning-Schmidt har valgt at beskrive i sin nye bog ‘Hvad man ikke dør af’, er datteren Camillas seksualitet. Som 15-årig fortalte datteren sine forældre, at hun er lesbisk, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt i ‘Go’ morgen Danmark’.” (TV2)

Mikael Jalving om demografiske ændringer – Man må godt generalisere.

“Demografi virker bedst, og det er denne elementære sandhed, vi ikke tager alvorligt i Vesteuropa. Jo flere muslimer, vi lukker ind i vores sekulært-kristne samfund, jo mere terror, vold, muslimsk politik og højere skatter får vi også, uanset om vi kalder dem mainstreammuslimer eller radikaliserede muslimer. Ordene ændrer ingenting. Demografien er nøglen til at forstå vor egen kulturelle og materielle sårbarhed.

Allerede i dag har hver fjerde nyfødte dansker ikke-vestlige rødder. Det siger sig selv, at denne udvikling ikke kan fortsætte, uden at den får store demografiske konsekvenser om 30-50 år. Glem diskussionen om næste års finanslov, hvad statsministeren sagde eller Helle Thornings selfies. Det er alt sammen kortvarigt.

Indvandringen hertil fra muslimske områder er derimod irreversibel…”



9. juli 2015

Nyrup (1999) om palæstinensiske cykelsmede, tyrkiske grønthandlere: “Vi har brug for de mennesker”

Eks-DKP/ML’eren Mathias Tesfaye forsøger i disse dage at rehabilitere Poul Nyrup Rasmussens berømte ’stuerene bliver I aldrig’-bemærkning. Undskabens hotel citerer debatten fra folketingets arkiv, 7. oktober 1999. Det var ikke en bemærkning der blev udløst af ’send hele familien hjem’-ideen, men et socialdemokratisk forsøg på at vinde vælgere tilbage ved henvisning til Dansk Folkepartis menneskesyn.

1999 er i politisk henseende en fjern fortid. En tid hvor den politiske elite stadig troede de kunne tvinge multikulturen ned over danskerne med henvisning til rigets behov for palæstinensiske cykelsmede, bosniske jordbæravlere og smilende tyrkiske grønthandlere. Tidligere i dag blev en 35-årig afghansk cykelsmed sigtet for hæleri af op imod 400 cykler. Han fik dansk pas af Nyrup-regeringens socialdemokratiske justitsminister i 2001.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne: Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti.

Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure.

Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: ‘Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.’ Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene. …

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn…

[…]

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.

Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.

(W.Y., 35-årig afghansk cykelsmed, sigtet for hæleri af 400 cykler; TV2 Nyhederne, 9. juli 2015)



26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



22. maj 2014

Nyrup (’00): “Alle de centrale beslutninger for vores velfærd, skal vi selv bestemme… Der går grænsen!”

Der er 766 sæder i Europaparlamentet, og på søndag skal danskerne stemme om fordelingen af de 13 danske mandater. Følger man den meningspolitiske elite, så skal man stemme på et af de EU-positive partier, hvis man vil have indflydelse. Det er naturligvis galamatias, al den stund at Danmarks andel af Europaparlamentet (1:59), svarer til tre sæder i Folketinget – og vi derfor i realiteten har mindre indflydelse på EU’s udvikling end Færøerne/Grønland har på dansk politik (1:45). Messerschmidt får min stemme, og valget var nemt.

Vi skal også stemme om den europæiske patentdomstol. Personligt er jeg fuldstændig ligeglad, men stemmer alligevel nej, uden overhovedet at bruge et sekund på at overveje fordele og ulemper. Siden 1972 har skiftede politikere kørt ‘Unionen er stendød’-strategien, og historien har vist, at karrierepolitikere på begge fløje, trods fine ord, altid betragter EU som vigtigere end dansk suverænitet. Mere behøver jeg ikke at vide.

Et af de værste eksempler på skamløse karrierepolitikere er Poul Nyrup Rasmussen, der i en årrække var formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES), der i Europaparlamentet står for den magtfulde EU-positive socialdemokratiske gruppe S&D. For fjorten år siden, da Danmark skulle stemme om tilslutning til Euro’en, var han som statsminister en af de store fortalere for et ja. Det blev en nej, på trods af meningselitens ønske om det modsatte. Noget der ifølge økonomer siden har sparet Danmark for 338 milliarder kroner.

Som en del af valgkampen op til Euro-afstemningen deltog Poul Nyrup i en live-webchat, der blev sendt på DR2. En af dem der skrev ind, var ‘Millo’, der optog dialogen, og fornyligt lagde den på Youtube. Fjorten år er længe siden, men det væsentligste der er sket i den mellemliggende periode er sådan set, at EU har fået 13 nye medlemslande, herunder blandt andet Slovenien, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien.

Poul Nyrup anbefaler i dag partifællen Jeppe Kofod, der ligesom Margrete Auken og andre røde EU-positivister har gjort kampen mod ’social dumping’ til mærkesag. Grotesk, al den stund, at det indre marked og det grænseløse Europa jo netop fremelsker samme. Løndumping er en naturlig konsekvens af harmonisering mellem EU-lande i et åben marked, og så kan Jeppe Kofod bekoste nok så mange billboards med budskabet ‘Løndumping er amoralsk og udansk’. Det væsentlige her, er virkelig ikke tomme hensigtserklæringer.

(“Gør som Poul – Stem på Jeppe”, set på Rugårdsvej, Odense, 22. maj 2014)

Herunder Poul Nyrups famøse svar til ‘Millo’, der er helt på højde med Poul Schlüters “Unionen er stendød, når vi stemmer JA på torsdag” (1986).

Millo, bekymret dansker: Jeg har altid selv stemt Nej i EU-spørgsmål… men hvor er din egen grænse, for hvor langt EU skal gå?

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiet: Til Millo, vil jeg sige, at den er fuldstændig entydig klar, Millo. Min egen grænse er, der hvor der måtte opstå en situation, hvad jeg ikke har mødt, og heller ikke tror kommer. Men hvis den kommer, der hvor andre vil blande sig i, hvordan vi vil indrette vores velfærd – der siger vi nej. Vi siger nej til at andre skal blande sig i hvordan vi sammensætter vores beskatning, vores fordelingspolitik, vores socialpolitik, uddannelsespolitik, omsorg og så videre. Alle de centrale beslutninger for vores velfærd, skal vi selv bestemme Millo. Der går grænsen! Men vi er slet ikke der.

(Poul Nyrup sætter grænsen ved selvstændig velfærdspolitik, DR2, 2000; Youtube)



18. september 2012

Nyrup-regeringen gav våbentrænede islamister fra egyptisk terrororganisation asyl…

En helt igennem fantastisk artikel i søndagens Politiken. Fra Nyrup-regeringen gav asyl til terrorister trods advarsler fra Udenrigsministeriet (af Morten Skjoldager, ikke online).

“I oktober 1993 sendte fuldmægtig Rigmor Ludvigsen en fax fra Udenrigsministeriet til Direktoratet for Udlændinge i Indenrigsministeriet, hvor hun over fire tætskrevne sider redegjorde for en egyptisk organisation ved navn al-Jamaa al-Islamiyya.

I månederne forinden havde sagsbehandlerne i udlændingedirektoratet bemærket, at et større antal egyptiske statsborgere var begyndt at henvise til deres aktiviteter i den egyptiske organisation, når de ankom til Danmark og søgte asyl.

Derfor havde Indenrigsministeriet bedt Udenrigsministeriet om at udarbejde et notat om gruppen. Rigmor Ludvigsen, der blandt kollegaerne var kendt som omhyggelig og dygtig, fik opgaven og betegnede i notatet al-Jamaa al-Islamiyya som en »illegal ekstremistisk islamisk gruppering« opbygget omkring uafhængige celler. … hun konkluderede, at terrororganisationen havde flere hundrede liv på samvittigheden. …

Nu har Rigmor Ludvigsens notater fundet vej til bogen ‘ Allahs danske krigere’, som udkom i denne uge. Bogen er skrevet af journalist Matias Seidelin og handler om de islamister, som i 1990′ erne bosatte sig i Danmark, hvor de relativt uforstyrret fortsatte deres arbejde for terrororganisationer i udlandet. … i bogen er der nye oplysninger om, hvor meget den daværende socialdemokratiske regering kendte til problemet. Det er her, Rigmor Ludvigsens notater kommer ind i billedet. …

Det er muligt, at Nyrup ikke var blevet informeret om det, men i ‘ Allahs danske krigere’ bliver det dokumenteret, at Udenrigsministeriets notater om de asylsøgende terrorister cirkulerede blandt embedsmænd i flere ministerier, og at i hvert fald sagen om én af de islamister, som fik asyl i Danmark, landede på bordet hos mindst to ministre i Nyrups regering. …

Det var sagen om egypteren Talat Fouad Kassem, bedre kendt under aliasset Abu Talal, der formentlig er den mest magtfulde terrorist, som har boet i Danmark. … Rigmor Ludvigsen blev på vegne af Udenrigsministeriet bedt af Flygtningenævnet om at tjekke Abu Talals baggrund til brug for vurderingen af, om han skulle have opholdstilladelse i Danmark. … Abu Talal var, konkluderede notatet, en af Egyptens fem største terrorister.

Men notatet fik ikke nogen negativ ind-flydelse på Abu Talals ansøgning: Dagen efter fik han meddelt permanent opholdstilladelse.

Inden da havde Abu Talals asylsag været forbi indenrigsminister Birte Weiss’ skrivebord, fordi Abu Talals advokat havde skrevet til hende, men om hun blandede sig i afgørelsen, fremgår ikke.”

(Politiken, 16. september 2012)

I Udenrigsministeriet var afgørelsen ingen overraskelse. I begyndelsen af 1990′ erne var der mange lignende sager, hvor tilrejsende islamister fik opholdstilladelse i Danmark, fordi de ikke kunne sendes tilbage til deres muslimske hjemlande, hvor kursen over for islamister var anderledes barsk. … Men når man gav dem asyl, var det etisk angribeligt, fordi man lukkede potentielt farlige terrorister ind i landet. Blandt de personer, som fik opholdstilladelse i Danmark, var medlemmer fra flere voldelige islamistiske grupper, som de kommende år skulle komme til at smelte sammen under al-Qaeda-netværkets vinger.

[…]

Det samme var tilfældet med de tiltalte i Danmarks første terrorsag, den såkaldte Egyptersag… Hjemme hos egypterne blev der fundet lange lister med navnene på kemikalier. På flere af listerne var kemikalierne grupperet i bokse, sådan at hver boks indeholdt ingredienserne til én type sprængstof, og egypterne havde flere gange opsøgt engrosvirksomheden Bie og Berntsen, som handlede med kemikalier og laboratorieudstyr.

Desuden fandt politiet hos en af egypterne dét, som efterforskerne opfattede som et københavnskort med indtegnede terrormål og en grundskitse over den israelske ambassade i København. …

Hos den ene af egypterne fandt politiet en manual fra al-Jamaa al-Islamiyya med to A4-siders gode råd om at søge asyl. Blandt andet blev medlemmerne instrueret i straks at sige, at de var forfulgte i deres hjemlande.”



2. februar 2011

Nyrup og den danske venstrefløj var allieret med Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten

Det er kun få måneder siden Poul Nyrup Rasmussen som formand for den socialistiske gruppe i Europaparlamentet proklamerede at Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og andre fra det europæiske ‘ekstrem-højre’, skulle isoleres politisk. En besked han gentog på et møde i Socialist International nogle uger senere: “It is time to confront… far right movement”.

Hodjanerne skrev i fredags om hykleren Poul Nyrup Rasmussen

“Poul Nyrup Rasmussen udtaler sig ofte og gerne i medierne om diverse partiers stueurene samarbejdspartnere rundt om i Verden. Så kan det jo undre at medierne – herunder DanMarx Radio – ikke tager fat i Socialakrobaternes samarbejdspartnere.

Specielt i den nuværende situation, hvor ‘befolkningerne’ i de nordafrikanske lande er på gaderne for at styrte de regimer, som DanMarx Radio omtaler som “diktaturer” og “korrupte”.

Det styrtede regime i Tunesien var medlem af socialdemokraternes internationale organisation, Socialist International, men blev smidt ud efterfulgt af masser af dårlige undskyldninger, da det kom frem i udenlandske medier. DDR har ikke berettet om det.

Nu er det også sådan, at Hosni Mubaraks parti, NDP, også er medlem af Socialist International, et faktum DDR ikke nævner, når de for eksempel her til middag beretter om, hvor stort et dilemma, det er for USA, når de støtter NDP – som ifølge DDR står for et gennemkorrumperet og diktatorisk styre.”

(SI decision on RDC of Tunesia, 17/1-11 & NDP of Egypt, 31/1-11)

Mere.

2/2-11 Jarl Cordua – Oliver og Elefantordenen (om hykleren Kamal Qureshi).



18. december 2010

Billy Adamsen til Nyrup: Vi kan bruge EU til at presse medierne – gør mig til mediekommissær

Det ville være fint, hvis Billy Adamsen modvirker ‘den liberale glidning’ i partiet der lige har ansat ham, men lige netop i forhold til medierne er der brug for markedets usynlige hånd, og ikke Adamsens Kommissar-fingre. Fra BT – Pinligt brev: Adamsen ville være medie-minister.

“Brian Mikkelsens nye rådgiver, Billy Adamsen, var i slutningen af 90’erne nær rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og gav i fortrolige breve til Nyrup udtryk for nogle yderst kontroversielle synspunkter om dansk presse, som han i et hidtil uset omfang ønskede at styre og udsætte for et politisk pres.

I et brev, dateret den 22. maj 1999 – der indledes “Kære Poul” – beklager Adamsen dybt mediernes udvikling, især “den liberale glidning”,og han gør det klart, at han ønsker at blive udnævnt som assisterende presseminister eller medieminister…

– Udadtil kunne jeg måske fungere som den assisterende pressens minister, der (…) kritiserede medierne, skriver han og fortsætter, at formålet er, at “få lagt mere pres på medierne, og ikke mindst for at få skabt mere mere selvstændig opmærksom på, hvad der foregår i medierne, og hvor/hvordan vi ønsker medierne skal udvikle sig og opføre sig,” skriver Billy Adamsen.

Han foreslår i samme brev, at Nyrup udnævner ham til særlig EU-kommisær for medierne.

– For igen at kunne deltage aktivt i mediedebatten, for at lægge presse på medierne, så kunne det være godt og magtfuldt, hvis vi brugte EU, og Danmark og udnævnte en officiel dansk mediekommissær, skriver Billy Adamsen.

Oploadet Kl. 12:01 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper