22. oktober 2018

Debat: “Hvorfor i alverden skulle Løkke lykkes med det, som Thorning, Fogh og Nyrup ikke formåede..”

Læserbrev i Berlingske af Michael Thestrup.

Debat: Lykkes det, Løkke? (20. oktober 2018)

Regeringens udspil til efterårets finanslovsforhandlinger indeholder elementer fra en ghettoplan som blandt andet sigter mod ‘omdannelse’, ‘udvikling’ og ‘nedrivninger’ i ‘udsatte’ boligområder. Hurra! – endelig bliver der gjort op med de indvandrer tætte parallelsamfund og den medfølgende fattigdom, ufrihed, sociale kontrol, kriminalitet og sikkerhedsrisiko.

Men hov, i 2013 gjorde Helle Thorning (S) og SRSF-regeringen nøjagtigt det samme -uden resultat. I 2004 var det VK-regeringen og Anders Fogh Rasmussen (V), som søsatte en kostbar ’strategi mod ghettoisering’ – uden held. I 2000 var det SR-regeringen og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som iværksatte en ‘handlingsplan mod ghettoisering’ for at ‘undgå yderligere ghettoisering og forslumring’ – som også fejlede. Denne plan kom som en opfølgning på Nyrups første store ghettopakke fra 1994, som heller ikke løste problemet.

Danmarks Statistik dokumenterer år for år, at herboende muslimer i gennemsnit er underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige i såvel første som anden og nu også tredje generation. Hvorfor i alverden skulle Løkke lykkes med det, som Thorning, Fogh og Nyrup ikke formåede, når antallet af muslimske indvandrere og efterkommere er større end nogensinde og fortsat vokser?

(Regeringen.dk, Ét Danmark uden parallelsamfund, 2018)



15. oktober 2017

“Demografi virker bedst, og det er denne elementære sandhed, vi ikke tager alvorligt i Vesteuropa.”

Det er ikke populært på højrefløjen, at påpege det besynderlige i at adskillige ledende statsledere er barnløse, for selvfølgelig må folk selv bestemme hvorvidt de vil have børn. Herunder citater relateret til landets tre seneste statsministre. En historie om selvmord, udvandring og homoseksualitet.

“Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gennemlevede for 24 år siden sit livs værste mareridt. Hans datter Signe havde begået selvmord, og det kastede politikeren ud i en krise.” (Se & Hør)

“Anders Fogh Rasmussens søn, Henrik, er blevet amerikansk statsborger og har dermed sagt farvel til sit danske rødbedefarvede pas. ‘Man er nødt til at vælge, og jeg har sværget min loyalitet til USA. Det var det største øjeblik, da jeg aflagde eden. Jeg elsker det land her,’ siger Henrik Fogh Rasmussen…” (TV2)

“Ét af de emner, Helle Thorning-Schmidt har valgt at beskrive i sin nye bog ‘Hvad man ikke dør af’, er datteren Camillas seksualitet. Som 15-årig fortalte datteren sine forældre, at hun er lesbisk, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt i ‘Go’ morgen Danmark’.” (TV2)

Mikael Jalving om demografiske ændringer – Man må godt generalisere.

“Demografi virker bedst, og det er denne elementære sandhed, vi ikke tager alvorligt i Vesteuropa. Jo flere muslimer, vi lukker ind i vores sekulært-kristne samfund, jo mere terror, vold, muslimsk politik og højere skatter får vi også, uanset om vi kalder dem mainstreammuslimer eller radikaliserede muslimer. Ordene ændrer ingenting. Demografien er nøglen til at forstå vor egen kulturelle og materielle sårbarhed.

Allerede i dag har hver fjerde nyfødte dansker ikke-vestlige rødder. Det siger sig selv, at denne udvikling ikke kan fortsætte, uden at den får store demografiske konsekvenser om 30-50 år. Glem diskussionen om næste års finanslov, hvad statsministeren sagde eller Helle Thornings selfies. Det er alt sammen kortvarigt.

Indvandringen hertil fra muslimske områder er derimod irreversibel…”



9. juli 2015

Nyrup (1999) om palæstinensiske cykelsmede, tyrkiske grønthandlere: “Vi har brug for de mennesker”

Eks-DKP/ML’eren Mathias Tesfaye forsøger i disse dage at rehabilitere Poul Nyrup Rasmussens berømte ’stuerene bliver I aldrig’-bemærkning. Undskabens hotel citerer debatten fra folketingets arkiv, 7. oktober 1999. Det var ikke en bemærkning der blev udløst af ’send hele familien hjem’-ideen, men et socialdemokratisk forsøg på at vinde vælgere tilbage ved henvisning til Dansk Folkepartis menneskesyn.

1999 er i politisk henseende en fjern fortid. En tid hvor den politiske elite stadig troede de kunne tvinge multikulturen ned over danskerne med henvisning til rigets behov for palæstinensiske cykelsmede, bosniske jordbæravlere og smilende tyrkiske grønthandlere. Tidligere i dag blev en 35-årig afghansk cykelsmed sigtet for hæleri af op imod 400 cykler. Han fik dansk pas af Nyrup-regeringens socialdemokratiske justitsminister i 2001.

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokraterne: Så gjorde hr. Jørgen Estrup ligesom hr. Jacob Buksti nogle meget grundlæggende bemærkninger om, hvorfor vi er politikere og om regeringens menneskesyn, og det vil jeg gerne bruge som afsæt til bemærkninger til Dansk Folkeparti.

Hun kom til landet for godt 50 år siden, hun flygtede fra Ungarn, hvor kommunisterne hærgede, og hun fik et godt liv i Danmark. For vi havde sympati for hende, og vi forstod, hvorfor hun flygtede. Godt nok var hun katolik, og nogle mente, at når hun nu kom fra Ungarn, så var hun nok en slags sigøjner, men de 50 år gik egentlig meget godt, og på sine gamle dage kunne hun se tilbage på et liv med en dansk mand, der nu er død, en børneflok på 4 og 12 børnebørn. De fleste klarer sig godt, men der er én enkelt undtagelse. Dette ene barnebarn, apropos hr. Jann Sjursen, er narkoman. Og i sin daglige kamp for den daglige dosis sker det mere og mere, at han slår mennesker ned for at få penge. Det gør ondt at vide for den bedstemor, der kom fra Ungarn for 50 år siden, at hendes barnebarn er voldelig, kriminel og efterhånden opholder sig mere inden for end uden for fængslets mure.

Hun var heldig, den gamle, fine dame fra Ungarn. Hun kom til Danmark, før fru Pia Kjærsgaard holdt landsmøde i Odense, og sagde – jeg tillader mig at citere: ‘Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.’ Der er mange anden- og tredjegenerationsindvandrere i Danmark i dag, og man kan i hvert fald sige om den gamle bedstemor fra Ungarn: Én trøst er, at hun da i det mindste ikke skal rejse hjem helt alene. …

For der ligger jo også i Dansk Folkepartis politiske tilgang til det her et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning, hvilket er udansk, uacceptabelt og fremmedfjendsk. Sådan er udlændinge i Danmark ikke, og sådan er danskerne heller ikke. Og det går ikke alene ud over de stakkels mennesker, det går også ud over den palæstinenser, der er cykelsmed og god til det; det går ud over den bosnier, der er jordbærproducent og god til det; det går ud over den tyrkiske grønthandler, der selv ud over almindelig arbejdstid smiler til én, når man kommer og skal have friske grønsager. Vi har brug for de mennesker, og vi har brug for, at flere, der har et fremmedklingende navn som baggrund, kommer i arbejde i Danmark. Jeg synes, jeg må sige det sådan i dag. Jeg blev spurgt af fjernsynsfolkene udenfor, om jeg synes, stemningen i den her debat havde været hadsk. Det kommer an på, hvordan man ser på det. Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti:

Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne! Jeg vil så runde af og komme tilbage til mit udgangspunkt. Den tale, jeg holdt i tirsdags ved afskeden med det 20. århundrede, handlede om vores værdier og vores livskraft i vores samfund. Den tale var baseret på pligter og rettigheder. Den tale var baseret på, at pligter og rettigheder omfatter os alle sammen, ikke alene dem, der er danske, for vi er danske alle sammen, men også dem, der har et fremmedklingende navn…

[…]

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti: Ja, så slap katten ud af sækken. Det var statsministerens kat, og den var som forventet. Vi havde jo fra morgenstunden læst i Aktuelt, statsministerens partiavis, at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et gruppemøde her inden åbningsdebatten havde diskuteret, hvordan man kunne imødegå Dansk Folkepartis vælgerfremgang. Og den måde, man ville imødegå den på, var ved, at man her under åbningsdebatten skulle tale om menneskesyn og skulle prøve at tage afstand fra et forslag, som vi har diskuteret på vores årsmøde. Og man må jo i sandhed sige, at åbningsdebatten også har været kendetegnet ved, at man har diskuteret det forslag, og det er vi såmænd slet ikke så kede af endda.

Om det så stopper vælgerflugten fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti, er jo en helt anden sag, men det kommer jo an på, om statsministerens rådgivere har set rigtigt i det spørgsmål. Vi vil i hvert fald vedblive med at bruge dannebrog, også selv om statsministeren synes, at det er usmageligt, og hvad der ellers er blevet sagt. Mage til gang manipulation fra statsministerens side, som vi var vidne til heroppefra for et øjeblik siden, skal man lede længe efter.

(W.Y., 35-årig afghansk cykelsmed, sigtet for hæleri af 400 cykler; TV2 Nyhederne, 9. juli 2015)



6. juni 2014

Thulesen-Dahls grundlovstale ifølge retorikere: “Han er meget bidsk og aggressiv, en dårlig vinder…”

Jeg deltog også i år i Dansk Folkepartis grundlovsarrangement på Lykkesholm Slot, og synes egentligt Kristian Thulesen-Dahl leverede en god tale med fokus på det essentielle. Deadlines ekspertpanel var naturligvis helt uenige, men en grundlovstale skal selvfølgelig handle om historie og dansk suverænitet, ikke om økonomi og konkrete lovforslag. Herunder lidt fra analysen i gårsdagens sene Deadline.

Anja Bo, Vært: Hvad er det han siger her?

Heidi Jønck-Clausen, Retoriker: Det er en usædvanlig bidsk grundlovstaler han holder her… Meget bidsk, meget aggressiv, og jeg forstår det egentligt ikke, han burde hvile på laurbærbladene og være glad. Det er han i hvert fald ikke. Han går hardcore efter Helle Thorning-Schmidt. Beskylder hende for at ikke svare til spørgetimerne… Og Poul Nyrup der sagde i aldrig blev stuerene 1990 (Claus Bryld: 1999) – Undskyld, selvfølgelig, bringer han også på banen. Det undrer mig bare, hvorfor nu det. Han er meget bidsk og aggressiv, en dårlig vinder, fordi han burde nyde det her men han virker presset, og det syntes jeg er underligt.

[…]

Claus Bryld, Historiker: Ja, altså så længe han ikke bliver mere konkret, så er det altså svært. Det er klart han taler til Dansk Folkepartis vælgere. Men jeg tror ikke han taler til hovedparten af de danske vælgere. Så.. og jeg mener også det er en bidsk tale. … Det drejer sig kun om at vi skal bevare dansk selvbestemmelse og dansk suverænitet, og at vi ikke på noget tidspunkt må give slip på den osv. men det er meget ukonkret, så det er en agitationstale vil jeg sige.

[…]

Mathias Grütner, Retoriker: Jeg er helt enig i det der er blevet sagt. Det grænser til det upassende de steder hvor han så laver angrebene på Socialdemokratiet.

Anja Bo: Og det der med at være en dårlig vinder det har vi et klip med her, se hvad han får sagt.

Heidi Jønck-Clausen: Egentligt er jeg meget overrasket over den her tale. … Jeg tror han var i dårligt humør, da han skrev den her tale, og da han holdt den her tale. Jeg synes simpelthen det er dårlig retorik, og det er upassende i forhold til situationen.

(Kristian Thulesen-Dahl under Grundlovstalen, Lykkesholm Slot, 5. juni 2014)



26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



22. maj 2014

Nyrup (’00): “Alle de centrale beslutninger for vores velfærd, skal vi selv bestemme… Der går grænsen!”

Der er 766 sæder i Europaparlamentet, og på søndag skal danskerne stemme om fordelingen af de 13 danske mandater. Følger man den meningspolitiske elite, så skal man stemme på et af de EU-positive partier, hvis man vil have indflydelse. Det er naturligvis galamatias, al den stund at Danmarks andel af Europaparlamentet (1:59), svarer til tre sæder i Folketinget – og vi derfor i realiteten har mindre indflydelse på EU’s udvikling end Færøerne/Grønland har på dansk politik (1:45). Messerschmidt får min stemme, og valget var nemt.

Vi skal også stemme om den europæiske patentdomstol. Personligt er jeg fuldstændig ligeglad, men stemmer alligevel nej, uden overhovedet at bruge et sekund på at overveje fordele og ulemper. Siden 1972 har skiftede politikere kørt ‘Unionen er stendød’-strategien, og historien har vist, at karrierepolitikere på begge fløje, trods fine ord, altid betragter EU som vigtigere end dansk suverænitet. Mere behøver jeg ikke at vide.

Et af de værste eksempler på skamløse karrierepolitikere er Poul Nyrup Rasmussen, der i en årrække var formand for De Europæiske Socialdemokrater (PES), der i Europaparlamentet står for den magtfulde EU-positive socialdemokratiske gruppe S&D. For fjorten år siden, da Danmark skulle stemme om tilslutning til Euro’en, var han som statsminister en af de store fortalere for et ja. Det blev en nej, på trods af meningselitens ønske om det modsatte. Noget der ifølge økonomer siden har sparet Danmark for 338 milliarder kroner.

Som en del af valgkampen op til Euro-afstemningen deltog Poul Nyrup i en live-webchat, der blev sendt på DR2. En af dem der skrev ind, var ‘Millo’, der optog dialogen, og fornyligt lagde den på Youtube. Fjorten år er længe siden, men det væsentligste der er sket i den mellemliggende periode er sådan set, at EU har fået 13 nye medlemslande, herunder blandt andet Slovenien, Slovakiet, Bulgarien og Rumænien.

Poul Nyrup anbefaler i dag partifællen Jeppe Kofod, der ligesom Margrete Auken og andre røde EU-positivister har gjort kampen mod ’social dumping’ til mærkesag. Grotesk, al den stund, at det indre marked og det grænseløse Europa jo netop fremelsker samme. Løndumping er en naturlig konsekvens af harmonisering mellem EU-lande i et åben marked, og så kan Jeppe Kofod bekoste nok så mange billboards med budskabet ‘Løndumping er amoralsk og udansk’. Det væsentlige her, er virkelig ikke tomme hensigtserklæringer.

(“Gør som Poul – Stem på Jeppe”, set på Rugårdsvej, Odense, 22. maj 2014)

Herunder Poul Nyrups famøse svar til ‘Millo’, der er helt på højde med Poul Schlüters “Unionen er stendød, når vi stemmer JA på torsdag” (1986).

Millo, bekymret dansker: Jeg har altid selv stemt Nej i EU-spørgsmål… men hvor er din egen grænse, for hvor langt EU skal gå?

Poul Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiet: Til Millo, vil jeg sige, at den er fuldstændig entydig klar, Millo. Min egen grænse er, der hvor der måtte opstå en situation, hvad jeg ikke har mødt, og heller ikke tror kommer. Men hvis den kommer, der hvor andre vil blande sig i, hvordan vi vil indrette vores velfærd – der siger vi nej. Vi siger nej til at andre skal blande sig i hvordan vi sammensætter vores beskatning, vores fordelingspolitik, vores socialpolitik, uddannelsespolitik, omsorg og så videre. Alle de centrale beslutninger for vores velfærd, skal vi selv bestemme Millo. Der går grænsen! Men vi er slet ikke der.

(Poul Nyrup sætter grænsen ved selvstændig velfærdspolitik, DR2, 2000; Youtube)



18. september 2012

Nyrup-regeringen gav våbentrænede islamister fra egyptisk terrororganisation asyl…

En helt igennem fantastisk artikel i søndagens Politiken. Fra Nyrup-regeringen gav asyl til terrorister trods advarsler fra Udenrigsministeriet (af Morten Skjoldager, ikke online).

“I oktober 1993 sendte fuldmægtig Rigmor Ludvigsen en fax fra Udenrigsministeriet til Direktoratet for Udlændinge i Indenrigsministeriet, hvor hun over fire tætskrevne sider redegjorde for en egyptisk organisation ved navn al-Jamaa al-Islamiyya.

I månederne forinden havde sagsbehandlerne i udlændingedirektoratet bemærket, at et større antal egyptiske statsborgere var begyndt at henvise til deres aktiviteter i den egyptiske organisation, når de ankom til Danmark og søgte asyl.

Derfor havde Indenrigsministeriet bedt Udenrigsministeriet om at udarbejde et notat om gruppen. Rigmor Ludvigsen, der blandt kollegaerne var kendt som omhyggelig og dygtig, fik opgaven og betegnede i notatet al-Jamaa al-Islamiyya som en »illegal ekstremistisk islamisk gruppering« opbygget omkring uafhængige celler. … hun konkluderede, at terrororganisationen havde flere hundrede liv på samvittigheden. …

Nu har Rigmor Ludvigsens notater fundet vej til bogen ‘ Allahs danske krigere’, som udkom i denne uge. Bogen er skrevet af journalist Matias Seidelin og handler om de islamister, som i 1990′ erne bosatte sig i Danmark, hvor de relativt uforstyrret fortsatte deres arbejde for terrororganisationer i udlandet. … i bogen er der nye oplysninger om, hvor meget den daværende socialdemokratiske regering kendte til problemet. Det er her, Rigmor Ludvigsens notater kommer ind i billedet. …

Det er muligt, at Nyrup ikke var blevet informeret om det, men i ‘ Allahs danske krigere’ bliver det dokumenteret, at Udenrigsministeriets notater om de asylsøgende terrorister cirkulerede blandt embedsmænd i flere ministerier, og at i hvert fald sagen om én af de islamister, som fik asyl i Danmark, landede på bordet hos mindst to ministre i Nyrups regering. …

Det var sagen om egypteren Talat Fouad Kassem, bedre kendt under aliasset Abu Talal, der formentlig er den mest magtfulde terrorist, som har boet i Danmark. … Rigmor Ludvigsen blev på vegne af Udenrigsministeriet bedt af Flygtningenævnet om at tjekke Abu Talals baggrund til brug for vurderingen af, om han skulle have opholdstilladelse i Danmark. … Abu Talal var, konkluderede notatet, en af Egyptens fem største terrorister.

Men notatet fik ikke nogen negativ ind-flydelse på Abu Talals ansøgning: Dagen efter fik han meddelt permanent opholdstilladelse.

Inden da havde Abu Talals asylsag været forbi indenrigsminister Birte Weiss’ skrivebord, fordi Abu Talals advokat havde skrevet til hende, men om hun blandede sig i afgørelsen, fremgår ikke.”

(Politiken, 16. september 2012)

I Udenrigsministeriet var afgørelsen ingen overraskelse. I begyndelsen af 1990′ erne var der mange lignende sager, hvor tilrejsende islamister fik opholdstilladelse i Danmark, fordi de ikke kunne sendes tilbage til deres muslimske hjemlande, hvor kursen over for islamister var anderledes barsk. … Men når man gav dem asyl, var det etisk angribeligt, fordi man lukkede potentielt farlige terrorister ind i landet. Blandt de personer, som fik opholdstilladelse i Danmark, var medlemmer fra flere voldelige islamistiske grupper, som de kommende år skulle komme til at smelte sammen under al-Qaeda-netværkets vinger.

[…]

Det samme var tilfældet med de tiltalte i Danmarks første terrorsag, den såkaldte Egyptersag… Hjemme hos egypterne blev der fundet lange lister med navnene på kemikalier. På flere af listerne var kemikalierne grupperet i bokse, sådan at hver boks indeholdt ingredienserne til én type sprængstof, og egypterne havde flere gange opsøgt engrosvirksomheden Bie og Berntsen, som handlede med kemikalier og laboratorieudstyr.

Desuden fandt politiet hos en af egypterne dét, som efterforskerne opfattede som et københavnskort med indtegnede terrormål og en grundskitse over den israelske ambassade i København. …

Hos den ene af egypterne fandt politiet en manual fra al-Jamaa al-Islamiyya med to A4-siders gode råd om at søge asyl. Blandt andet blev medlemmerne instrueret i straks at sige, at de var forfulgte i deres hjemlande.”



27. juli 2011

Henrik Sass Larsen vil bekæmpe den frie debat om multikultur på højreorienterede blogs…

Tilbage i 2008 foreslog EU’s Kulturkomité ledet af den estiske socialdemokrat Marianne Mikko, at bloggere skulle EU-registres, da mediet var et kraftigt værktøj for de ‘less principed’: “They are in position to considerably pollute cyberspace.” Lignende kommentar om ‘debattens økologi’, lød det fra en svensk sociolog tilbage i 2003.

“Retten til at tale må afvejes mod, at de eller den, som taler, også har noget at berige samtalen med. Retten til at tale indebærer også pligten til at udøve ansvar, vi lægger beslag på andres tid. At værne om den offentlige samtales “økologi” har lige så stor værdi som at værne om ytringsfriheden. (KU-professor Margareta Bertilsson i Weekendavisen, 12. juli 2003)

(Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Mikko; mariannemikko.ee)

Tjekker man Marianne Mikkos hjemmeside så kan se hende i selskab med Poul Nyrup Rasmussen, der formentligt nød at læse mandagens Politiken, hvor en af hans tidligere ministre, Anita Bay Bundegaard, nu er kulturredaktør og i demokratiets navn vil udgrænse den fæle ‘højrepopulisme’. Når vi taler Politiken og opfordringer til vold, så er der et par sager der ligger lige til højrebenet.

Blandt de faste klummeskrivere er Rune Engelbrecht Larsen, tidligere redaktør for Faklen – et kulturnihilistisk magasin der tilbage i 2000 headlinede med “Sådan anskaffer du dig legalt et våben”. Det var selvfølgelig en provokation, i lighed med Danmarks Nationale Fronts vildsvinejagt i Rusland, men var ikke desto mindre også en opfordring til indvandrere om at bevæbne sig mod højrefløjen. Det rammer nu alle danskere, men ser man bort fra det, så er planen lykkedes over al forventning. I den kontekst er det næsten i småtingsafdelingen at oplyse, at et af Faklens redaktionsmedlemmer tidligere er dømt for at føre politisk dialog med køller.

Jeg husker også en sag fra 2007, hvor en kommentator på Rød Ungdoms hjemmeside opfordrede det autonome Danmark til at bevæbne sig med molotovcocktails i forbindelse med den store Grøndalsvænge-demonstration. Kommentaren blev sporet til ‘Politikens Hus på Rådhuspladsen 37 i København’. Det var her Anita Bay Bundegaard året forinden blev redaktør af lederkollegiet.

Populisme er folkelighed, som Morten Uhrskov, så rigtigt pointerer, og det må et demokrati nødvendigvis være. Folkets vilje, på godt og ondt. Der er ikke noget som helst anstændigt over en Anita Bay Bundegaard, der gjorde journalistisk karriere på DR, før hun blev headhuntet som minister, og her gjorde politisk selvmord med en appel om fri indvandring.

Tirsdag aften kunne man i TV2 Nyhederne se Henrik Sass Larsen læse højt fra Snaphanen.dk, og foreslå restriktioner på bloggosfæren. Det måtte jo komme. Jo længere Danmark når ind i det multikulturelle morads, jo mere ekstremt vil det blive at tale imod udviklingen. Der er en række historiske sandheder, man som konservativ, altid må integrere i sin analyse. Kommunismen er totalitær per definition, Islam er totalitær per definition – og så den mere kontroversielle – intet land har nogensinde nedlagt sig selv uden blodsudgydelser. Danmark skal ikke være et eksperimentarium for groteske ideologier – det gælder Anita B. Bundegaards teoretiske multikultur, men det gælder også Anders B. Breiviks bizarre ‘revolutionære konservatisme’.

TV2: … nu ønsker socialdemokraterne også at indføre en række færdselsregler for, hvad man må sige på danske hjemmesider, blogs og debatfora.

Henrik Sass Larsen, S: Vi må sikre, at de mennesker som udgiver de hersens sider holder øje med, og er medansvarlig for hvad det er der bliver udgivet. Det kunne være et første træk, der kunne være meget sundt. Det næste man kunne gøre, er jo at sikre, at det bliver enkelt og effektivt, at komme efter folk som kommer med den type ytringer.

(læser højt fra en kommentar af ‘Charles Nielsen’:) ‘Politikerne med deres uansvarlige politik skal have en del af ansvaret. Havde politikerne, i den røde afdeling, samt den røde afdeling af befolkningen ikke ladet sig invadere af de muslimske vandaler. havde denne her situation ikke opstået i Norge.’

TV2: Det er blandt andet ytringer som disse Henrik Sass Larsen ønsker ud af debatterne.

[…]

TV2-vært: Henrik Sass Larsen ønsker også det skal blive sværere, at optræde anonymt på blogs og hjemmesider sådan som man kan gøre det i dag.

(Snaphanen, 26. juli 2011: Anstændigheden kigger Snaphanen i kortene)

Jeg ved ikke hvad Sass Larsen konkret vil have redigeret ud af den pågældende kommentar eller mere generelt fra den politiske bloggosfære, men det gør heller ikke den store forskel, for Uriasposten vil også fremover indeholde kommentarer Sass Larsen og andre vil finde “absurde, barnlige, racistiske, tåbelige, ubehagelige” – som jeg for flere år siden understregede her.

Hvis Sass Larsens sarte følelser krænkes af tonen her på siden, så kan han godt placere det store glas med lykkepiller til venstre for fladskærmen, for det bliver ikke bedre. Jeg sletter selvfølgelig fortsat opfordringer til vold, såsom denne kommentar der tikkede ind kort efter Oslo-massakren fra en ‘loreèn’, der mente ‘Jørn’ kunne finde på at gøre ‘noget lignende’ – hvis altså, han (og ligesindede) “ikke stoppes i tide”. Det hele blev efterfulgt af adresseoplysninger…

(‘Loreén’ opfordrer til vold; Uriasposten, 23. juli 2011)

“Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”, står der i den danske Grundlov, og uanset hvad Socialdemokraterne (Dansk Folkeparti) Folketinget og EU end finder på, så findes der kompetente IT-folk i mit bagland, der hurtigt finder en løsning på juridiske benspænd. Hvis nationalstaten er blevet en anakronisme, som det hævdes, så har globaliseringen trods alt også sine fordele. Den frie debat kan man ikke stoppe.

Selvom medierne lader de større blogs tegne af tilfældige kommentarer, så er det ikke lykkedes dem at finde et eneste tekststykke der overtræder gældende dansk lovgivning. For min skyld må medierne godt betegne stenkastere og brandstiftere for ‘unge’ og undertegnede for ‘højreekstremist’, det falder i sidste ende tilbage på dem selv, men jeg kan da godt lide den udlægning antropolog Stine Krøijer gav i Weekendavisen, tidligere på måneden: nedladende etiketter er udtryk for ideologisk bævren.

“I afhandlingen beskæftiger Krøijer sig også med betegnelsen »de unge«. At man er begyndt at kalde de venstreradikale dette, ser hun som et symptom på samfundets syn på dem. Man tager dem ganske enkelt ikke alvorligt. I stedet ser man dem netop som unge, lettere forvirrede eksistenser, der nok skal vokse fra deres forvildelse med tiden.

»De fleste er jo mellem 18 og 30 år gamle. Man kan diskutere, om de er unge eller rent faktisk voksne mennesker. Man burde i det mindste se dem som politiske subjekter,« siger hun.” (Weekendavisen, 1. juli 2011: En krop af demonstranter)



6. juli 2011

Den progressive elite til kamp for det grænseløse Europa, det partierne ikke tør gå til valg på

Med live-tv fra grænsekontrollens genindførelse tirsdag formiddag, nåede mediehysteriet sit foreløbige højdepunkt. Hvor det herhjemme er lykkedes Politiken & Co. at gøre sagen til agurketidens altoverskyggende emne i medierne, så er danskerne overordnet set fuldstændig ligeglade. Hverken herhjemme eller i Tyskland er der dybe følelser investeret i det grænseløse Europa, og de fleste ser mere praktisk på tingene. Selvom Die Welt og Bild Zeitung lader sin foragt for det danske tiltag skinne igennem artiklerne, så er tyskerne helt på linje med danskerne.

(Die Welt, 13. maj 2011 – Bild Zeitung, 5. juli 2011; Ekstra Bladet)

Det samme hvis man spørger tyske turister, som flere medier gjorde, herunder Nordjyske, eller diverse sommerhusudlejere.

“Vi er da bedøvende ligeglade med, hvad én eller anden Hessen-minister har sagt. Det er ikke ham, der skal afgøre, hvor vi skal holde vores ferie.” (Ingo Herpolsheimer, turist)

“Vi står midt i en juli måned, som vi aldrig har oplevet så godt som i år. Altså, vi står og har fuldstændig udsolgt.” (Steen Hansen, sommerhusudlejer, Die Hyggelige Dänen)

(TV-avisen, 5. juli 2011: Tyskerne kommer alligevel)

På den anden side er der kødranden af eksperter, der har gjort karriere i den talende klasse. Det er eksempelvis en journalist som Marc-Christoph Wagner, en forsker som Marlene Wind, eller senest – lektor Karl Christian Lammers, hvis analyse af tyskernes holdning må være et foreløbigt lavpunkt. Her citeret fra TV2 Online – Ekspert: Tyskerne har gavn af åbne grænser.

“”Jeg tror ikke, det tyske folk som sådan støtter grænsekontrollen. Det at rejse frit betyder meget for tyskerne, fordi mange stadigvæk kan huske, hvordan det var at rejse i 1950’erne efter krigen,” siger Lammers…

En undersøgelse på nettet fra den tyske tabloidavis Bild-Zeitung viser, at 78 procent af brugerne bakker op om den danske grænsekontrol og ønsker, at Tyskland indfører noget lignende. Men den undersøgelse giver Karl Christian Lammers ikke meget for.

Der er nogen, som er kritiske over for de frie grænser mod Østeuropa, men man skal huske på, hvem der læser Bild. Det er hovedsageligt den gruppe, der ligger på den højrepopulistiske fløj,” siger han. …

Han anslår, at mellem 15 og 25 procent af tyskerne støtter en øget grænsekontrol. Efter en meget omtalt bog fra den indvandrerkritiske tyske forfatter Thilo Sarrazin, viste en undersøgelse nemlig efterfølgende, at han ville få samme tilslutning.

“Man skal huske på, at der ikke er noget højrepopulistisk parti i Tyskland. Så hvis man i stedet prøver at knytte hans støtter til grænsekontrollen, så vil de formentlig støtte sådan noget,” siger Karl Christian Lammers.”

Glemmes må heller ikke politikerne. Det være sig danske Jens Rohde (EP), den tyske Europaminister Jürg-Uwe Hahn, den tyske Europaminister Guido Westerwelle eller socialdemokraten Martin Schultz (EP), Nyrups kampfælle i alliancen af progressive socialdemokrater. Han mener grænsekontrollen er unødvendig symbolpolitik, fremprovokeret af højrepopulister med henblik på den kommende valgkamp. Han kunne også have bedt den danske venstrefløj gå til valg på et grænseløs Europa, men det gjorde han ikke, og det er der jo nok en grund til.

(TV-avisen, 5. juli 2011: Tyskerne kommer alligevel)

Generelt er medierne helt ubrugelige. TV-avisens dækning tirsdag aften var isoleret set ok, og der er da også enkelte lyspunkter i den trykte presse, men det er helt vanvittigt, at den halve sommer skal bruges på at diskutere noget så banalt. Ved Kruså-grænseovergangen var det svært for tolderne, at få plads til at arbejde, og symptomatisk for hysteriet blev narkohunden Luna interviewet af tysk tv. Ekstra Bladet har mere – Toldere: Pressen skyld i dårlig fangst.

“De tyske journalister har typisk været bekymret sig for den permanente grænsekontrol. Men stationen er jo bare et kontor med toiletfaciliteter.” (talsmand, SKAT)

(NDR, 5. juli 2011: Medienwirbel um dänische Grenzkontrollen)

Hvor flere danske medier tidligere havde en forbeholden indgang til EU, så er der intet der tyder på, at der fremover vil være et eneste større dansk medie som offentligt undsiger stadig tættere EU-integration. De kommende år vil medierne formentligt blive et væg-til-væg tæppe af holdningsmassage i EU-spørgsmål, og man skal ikke lede længe efter oplagte eksempler.

Medierne kører i dag historien om en fejl i Pia Kjærsgaards Ugebrev. Flere medier, herunder TV2 lancerer den som ‘Pia K afsløret i fejl om Schengen’. Ordret skrev Pia Kjærsgaard…

“EU har desuden indlemmet en serie østeuropæiske lande i Schengen-samarbejdet – Bulgarien og Rumænien bliver de næste – to højkriminelle lande, hvor øst-mafiaen har snart sagt lige så meget indflydelse som landenes politikere, og hvor skyderier i gaderne er hverdag og korruption er et helt almindeligt fænomen – givetvis også blandt de rumænske og bulgarske grænsebetjente, der nu er betroet at skulle vogte over EU’s ydre grænser.” (Dansk Pia Kjærsgaard, 4. juli 2011: Et ulykkesvarsel for EU)

Pia Kjærsgaard pointerer, at Bulgarien og Rumænien bliver de to næste lande i Schengen, og forklarer hvilke konsekvenser det får for EU’s ydre grænsekontrol fremover. Ordet ‘nu’ kan misforstås, men henfører tydeligvis til første led – når landene er blevet fuldgyldige medlemmer.

Det mest absurde ved kritikken, er jo nok at Bulgarien og Rumænien vitterligt er tiltrådt Schengen-samarbejdet. Det skete den dag de blev medlem af EU, men på grund af grænseoverskridende kriminalitet hænger de fast i en EU-dikteret overgangsordning. Det er ikke mere end fire uger siden, Europaparlamentet anbefalede fuldgyldig implementering, og det skal nok ske, selvom flere lande modsætter sig det. Sidst var det blandt andet Sverige og Tyskland.

Et citat fra dagens leder i den avis dele af venstrefløjen ynder at betegne som Morgenfascisten Jyllands-Pesten.

“Det må efterhånden være gået op for regeringen, at den ikke slipper af sted med at føre de europæiske regeringer bag lyset, så tilbage står statsministeren og hans hold med et accelererende indenrigspolitisk problem. DF gør intet for at medvirke til at løse den diplomatiske knude. Tværtimod… Det er nok udtryk for en vis selvovervurdering at mene, at Tyskland og såmænd nok hele Europa skal ”sættes på plads.” Statsministeren må vælge, om det er Europa eller Dansk Folkeparti, han vil sætte på plads. Må vi høfligst foreslå det sidste? (Jyllands-Posten, 6. juli 2011: Grænsefarcen)



2. februar 2011

Nyrup og den danske venstrefløj var allieret med Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten

Det er kun få måneder siden Poul Nyrup Rasmussen som formand for den socialistiske gruppe i Europaparlamentet proklamerede at Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og andre fra det europæiske ‘ekstrem-højre’, skulle isoleres politisk. En besked han gentog på et møde i Socialist International nogle uger senere: “It is time to confront… far right movement”.

Hodjanerne skrev i fredags om hykleren Poul Nyrup Rasmussen

“Poul Nyrup Rasmussen udtaler sig ofte og gerne i medierne om diverse partiers stueurene samarbejdspartnere rundt om i Verden. Så kan det jo undre at medierne – herunder DanMarx Radio – ikke tager fat i Socialakrobaternes samarbejdspartnere.

Specielt i den nuværende situation, hvor ‘befolkningerne’ i de nordafrikanske lande er på gaderne for at styrte de regimer, som DanMarx Radio omtaler som “diktaturer” og “korrupte”.

Det styrtede regime i Tunesien var medlem af socialdemokraternes internationale organisation, Socialist International, men blev smidt ud efterfulgt af masser af dårlige undskyldninger, da det kom frem i udenlandske medier. DDR har ikke berettet om det.

Nu er det også sådan, at Hosni Mubaraks parti, NDP, også er medlem af Socialist International, et faktum DDR ikke nævner, når de for eksempel her til middag beretter om, hvor stort et dilemma, det er for USA, når de støtter NDP – som ifølge DDR står for et gennemkorrumperet og diktatorisk styre.”

(SI decision on RDC of Tunesia, 17/1-11 & NDP of Egypt, 31/1-11)

Mere.

2/2-11 Jarl Cordua – Oliver og Elefantordenen (om hykleren Kamal Qureshi).

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper