28. maj 2012

Kristen Helveg Petersen om Ceaucescu (1980): “… begavelse, organisationsevne, viljestyrke og mod.”

Meget er sagt og skrevet om Det Radikale Venstres rolle under besættelsen, og de fleste har også hørt om partiets samarbejde med DDR under Den Kolde Krig. Modstanden mod NATO, og forsøget på at skabe fred via dialog gav bizarre sengepartnere. Herunder ses formand for Det Radikale Venstre Kristen Helveg Petersen under et besøg hos den rumænske diktator Nicolae Ceauşescu tilbage i 1978.

(Kristen Helveg Petersen i audiens hos Nicolae Ceauşescu, 12. juli 1978; IICCR.ro, Ole Brandt)

Historien kunne have sluttet her, men 17. september året efter var repræsentanter for det rumænske kommunistparti gæster ved Det Radikale Venstres landsmøde i Nyborg, herunder blandt andet vicepræsident Mihai Dalea. Da Samleren i 1980 med hjælp det rumænske udenrigsministerium ville udgive danske oversættelser af Ceauşescu’s taler, stod Kristen Helveg Petersen for det fire sider lange forord.

(Ceaucescu’s taler, Samleren, 1980)

Fuld længde.

“Da jeg modtog opfordringen til at skrive en introduktion til et uddrag af Rumæniens præsident Ceauşescus taler, var jeg betænkelig. Det forekom mig særdeles vanskeligt at få alle sammenhænge med i beskrivelsen af en statsmand, hans indsats og den sum af forudsætninger, der indgår som baggrund for hans virksomhed. Det samfund Ceauşescu virker i og i så høj grad er bestemmende for, er meget forskelligt fra det danske.

Ceauşescus stat er socialistisk og er dermed placeret i en rækker af stater, der på mange måder anlægger et andet syn på samfundsordenen, mennesker og deres udfoldelsesmuligheder, end det danske samfund gør.

Det er ikke hensigten at føre en debat omkring ideologiske målsætninger eller at fremhæve synspunkt eller udviklingstræk, hvor rumænske og dansk-nordiske opfattelser ikke falder sammen. Jeg har derimod set det som min opgave så redeligt som muligt at fremlægge kendsgerninger og betragtninger, der tjener til at belyse nogle af forudsætningerne for Ceauşescus placering, nationalt og internationalt. I denne sammenhæng har jeg fundet det naturligt at belyse træk af Rumæniens historie, geografiske og erhvervsmæssige forhold m.v. Beskrivelsen må selvsagt have en summarisk karakter og kan ikke være fyldestgørende for dem, der ønsker at lære landet nærmere at kende. Man vil i mit bidrag finde data, som i og for sig, er lettilgængelige, men som næppe er meget kendte. Selvom turismen har ført til, at mange danskere har opholdt sig i Rumænien, er viden om og indsigt i rumænske forhold yderst beskeden.

Det, der slår én, når man søger at danne sig et indtryk af Rumænien, er, at dets folk under alle omskiftelser og vanskeligheder – og de har tit været store – har formået at fastholde sin identitet. Det er noget helt iøjnefaldende ved præsident Ceauşescus virke, at han bestandig søger at styrke og udbygge denne identitet. For ham synes det nationale at være det ledende princip, der er overordnet det politisk-ideologiske. Over for det nationale hensyn må hensynet til samarbejdet inden for østblokken vige. Ceauşescu er bestandig på vagt over for ethvert forsøg fra andre lande inden fra østblokken på at gribe ind i Rumæniens anliggender. Rumæniens politik er bestemt af hensynet til Rumæniens interesser. For Ceauşescu er det vitalt, at Rumænien udbygger samarbejdet med alle dele af verden. Næppe nogen ledende statsmand aflægger så mange besøg i andre lande eller modtager så mange besøg fra ledere og delegationer fra andre lande som Ceauşescu. Og de, der taler med ham, er ikke i tvivl om hans ønske om et bredt internationalt samarbejde på tværs af grænser og ideologiske modsætninger samtidig med, at man ikke – med basis i det vestlige demokratis bærende principper – kan finde overensstemmelse mellem flexibilitet i udenrigspolitikken og den stramme indenrigspolitiske kurs.

Samarbejde på basis af de enkelte nationers suverænitet er for ham et centralt princip. Ingen udenfor må blande sig i en nations indre forhold. Opfordringen har adresse til alle. I første række drejer det sig om respekt for grænsernes ukrænkelighed og om at afstå fra enhver aggressiv handling, der truer et andet lands uafhængighed. Men det er efter Ceauşescus opfattelse også i strid med respekten for andre nationers suverænitet, når man i en anden nation fremsætter kritik af et andet lands indre styre.

Det er en dansk-nordisk opfattelse, at de nationer, der har tilsluttet sig FN-pagten, der bygger på menneskerettighedserklæringen, har et fælles ansvar for, at rettighederne bliver overholdt og dermed også – hvor meningsforskelle opstår – ret til indbyrdes kritik, til med fredelig midler i en åben debat at påvise de mangler, der måtte være i forhold til ånden i menneskerettighedserklæringen. En sådan debat på tværs af grænserne, hvor man taler ud om tingene, har FNs medlemslande pligt til. På dette område hersker der en uenighed, som synes nøje forbundet med forskelle i synspunkter med hensyn til forholdet mellem det enkelte menneske og staten. Der kan og bør efter dansk-nordisk opfattelse tales om disse forskelle i synspunkter, uden at det opfattes som uvenlige handlinger. Den fattigdom, der prægede Rumænien efter den 2. verdenskrigs ophør, og de kløfter, der fra ældre tid fandtes mellem på den ene side de besiddende klasser og på den anden side arbejdere og bønder, førte til et systemskifte. Men samtidig skete der en mobilisering af nationale kræfter, der har bragte Rumænien et godt stykke på vej bort fra fattigdommen. Levefoden er steget stærkt, men Ceauşescu mener selv, at det vil tage adskillige år, inden Rumænien er nået op på et mellemniveau, målt med den vestlige verdens levevilkår.

Det har ikke været muligt at nå disse resultater uden stærk indsats, og det rumænske folk må arbejde hårdt på vilkår, som fx. de nordiske lande ikke kender til. Det er nødvendigt at investere og undgå, at vundne fordele straks kanaliseres ud i indkomster, der vil hindre fremskridt på længere sigt. Det er indlysende, at de rumænske politiske forhold, hvor der er ét parti, som dirigerer og bestemmer, medfører andre beslutningsprocesser end i samfund, der er baseret på fri meningsudveksling og demokrati. Er der da ikke meningsudveksling i Rumænien? Jo, det er der, inden for rammerne af det overordnede politiske system. Inden for disse rammer udvikler der sig debat om en række politiske og praktiske spørgsmål. Fx. er det en regel, at alle lovforslag, der behandles i parlamentet, offentliggøres i massemedierne.

Borgerne kan på det grundlagt indsende ændringsforslag, de finder relevante. De synspunkter, der på den måde fremkommer, indgår i parlamentets udvalgsarbejde, inden lovene vedtages. På fabrikker, på statsbrug, inden for institutionerne etc. drøfter de ansatte en række af de spørgsmål, der knytter sig til de daglige arbejdsvilkår og til opfyldelsen af det fastsatte mål. Og Ceauşescu opfordrer til deltagelse deri. Således er der fastsat regler for, at arbejderne på generalforsamlinger drøfter og tager stilling til planer for virksomheden, dens administration, fordeling af overskud etc. Hvert 5. år afholdes på landsbasis kongresser, hvor de enkelte fagområder drøfter arbejdsplaner for næste femår. Som eksempel kan nævnes folkerådene (kommunalbestyrelserne), arbejderrådene (de til de enkelte virksomheders tilknyttede råd) og kongresser for uddannelser.

Et særligt kapitel er Ceauşescus og Rumæniens indsats inden for afspænding- og nedrustningspolitikken. Præsidentens taler om disse emner bliver flittigt fulgt op af dem, der på Rumæniens vegne deltager i internationale forhandlinger. Gang på gang fremlægger man fra rumænsk side, som refereret senere, forslag om standsning af våbenkapløb og forslag til påbegyndelse af nedrustning, med det langsigtede mål, at de to militære blokke, Warszawa-pagten og NATO, ophæves. Også hvor det drejer sig om en politisk formidling af modsætninger, hvorved der kan åbnes op for afspænding og fredelige løsninger, er Ceauşescu aktiv. Han medvirkede stærkt til, at USA og Kina kom på talefod. I Mellemøsten-spørgsmålet tillægger man ham æren for, at Begin og Sadat mødtes for at indlede de drøftelser, der førte til fredsslutningen mellem Israel og Ægypten.

Det er ikke muligt at give en dækkende beskrivelse af den indsats, Ceauşescu har øvet, fra dengang han som dreng for mere end 50 år siden startede sin aktive deltagelse til i dag, hvor han er Rumæniens statsleder. Hans stilling kan sammenlignes

Oploadet Kl. 16:10 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper