17. januar 2017

JP portrætterer 40-årige Rosenkrantz-Theil: ‘Aktivist’ med ‘politisk tæft og klar politisk kommunikation’

Hyldestartikel til Pernille Rosenkrantz-Theil set i Jyllands-Posten. Det fortælles eufemisk, at hun som ung var ‘aktivist’, men intet konkret om Antifascistisk Aktion eller revolutionære idealer i den nære fortid. Fra 40 år tirsdag: Jeg har ikke en skid at undskylde (ikke online).

Aktivist, stemmesluger, dilemmaknuser og partihopper. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har nået en masse i sine første 40 år – men hun har også været hurtigt i gang.

Allerede som 22-årig blev hun vikar i Folketinget, og et par år efter fik hun fast sæde i magtens centrum. Hurtigt blev hun set som den stærke profil hos Enhedslisten – med politisk tæft og klar politisk kommunikation.

Også da der små 10 år senere blev kastet med maling i Folketinget, spillede Rosenkrantz-Theil en rolle. Hun havde lukket de overfaldsmænd ind, som angreb statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller med rød maling – som symbol på bombningen af civile i Irak-krigen – og hun var efterfølgende, selv om hun afviste at have kendt til sine gæsters planer, klar til at tage et moralsk medansvar for overfaldene. …

Aktionen fik nyt liv, da Rosenkrantz-Theil sprang ud som socialdemokrat. Ville hun mon nu tage afstand fra maling-angrebet? Svaret var nej.

‘Jeg har ikke en skid at undskylde,’ sagde hun til Politiken…



19. august 2014

Undervisningsmiljøet på Det Frie Gymnasium: ‘Hæng Helle’, “Bekæmp fascismen – Skyd en politimand”

“RUC ender som marxistisk missionsanstalt”, sagde socialdemokraten Erling Olsen om Roskilde Universitetscenter, kort efter oprettelsen i 1972. Her mere end 40 år efter indhenter medierne stadig bevidstløst udtalelser fra RUC-skolede kulturmarxister, der ikke bare ser det som sin opgave at forstå samfundet, men ligeså meget, at dreje den hen i den af dem ønskede retning. Halv-videnskabelige maksimalstats-aktivister, kunne man sige.

Før ungmarxisterne kan komme på RUC, må de have en adgangsgivende uddannelse. For mange af de mere yderligtgående er det en gymnasieuddannelse på Nørrebro’s Det Frie Gymnasieum, grundlagt et par år før RUC, som en del af samme tidsånd.

“… på DfG var alle jo marxistiske. De var maoister, trotskister, kommunister og hvad hedder det, leninister og ved du hvad, det var egentlig ikke så sjovt, fordi i stedet for at prøve på at skabe noget nyt og få noget nyt op at stå på nogle andre præmisser. I stedet for skulle man hele tiden sidde og læst i das kapital om, hvad man nu skulle mene og gøre. Men jeg sagde ikke meget om det, for mit helbred var sådan set grund nok til det…. jeg oplevede sådan set, at det var ikke det jeg havde tænkt mig at lave. Jeg havde ikke tænkt mig at lave et revolutionært, marxistisk gymnasium… (Rektor Adrian Bentzon, der forlod skolen i 1974; Rudar.RUC.dk, s. 51f)

Her gik venstreradikale navne som Bjørn Frank Jensen (Rebel – revolutionære unge socialister), Esben Plenge (Antifascistisk Aktion, Homo/Aktion mv.) og den senere studievejleder samme sted, Pernille Rosenkrantz-Theill, der var tilknyttet flere af de nævnte organisationer. Hun spillede en afgørende ved malerangrebet på statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003.

I dag kom det frem at Anklagemyndigheden opgiver ankesagen mod AFA/Redox-sagen, og så kan jeg passende nævne Ivan Elmelund Degn (Researchkollektivet Redox), som værende en af skolens tidligere elever.

Blandt de tidligere elever på skolen er også en perlerække af ‘progressive’ kendisser, det være sig sig eksempelvis Iben Hjejle, Klaus Bondam, Natasja Saad, Lotte Heise, Lil’ Kaka, Rina Ronja Kari, og Nicholas Westwood Kidd. Sidstnævnte blev for et par år siden landskendt for “Jeg håber, nogle dræber Pia K og Morten Messerschmidt”. Han fortrød udtalelsen, da han fandt ud af, at dødstrusler ikke accepteres i den brede offentlighed.

(Det Frie Gymnasium, Møllegade, 2200 København N)

Det Frie Gymnasium har gennem mere end 40 år været et samlingspunkt for den yderste venstrefløj. Elever herfra spillede en hovedrolle under besættelsen af Schiønning & Arvé i 1981, og ikke overraskende var det her en del af planlægningen i forsvaret for Jagtvej 69 fandt sted før rydningen i 2007.

Forbindelsen til Ungdomshuset er ikke bare persongalleriet, men også omgivelserne. Herunder 23 billeder af undervisningsmiljøet anno 2014 på Det Frie Gymnasium.

Indgang.

“Ungdomshuset Dortheavej 61”

Trapper.

Gange.

“Bekæmp fascismen – Skyd en politimand”

“Ny skandale på Det Frie Gymnasium” (EB-spiseseddel, se herunder)

“Ifølge Ritzau stoppede politiet i fredags elever i at øve stenkast mod en papfigur, der skulle ligne en politibetjent, da skolen holdt idrætsdag i Fælledparken i København.” (TV2 Nyhederne, 19. august 2007)

Klasseværelser.

“Hæng Helle”

“Grib dagen – Pjæk!”

“Så er du højrefløjspolitiker der sender panser’ ud, så skal du ha’ på din samvittighed, ‘Jeg flår hans lille hjerne (ud) – Autonome”

“The only good fascist is a dead fascist. The only thing better is when he tells you where to find his friends”

“A.C.A.B. Anticop Antifa”

“Kill…”

Døre, vægge mv.

“Antifascisme er frihedskamp – fascisme er systematisk vold” (Antifascistisk Aktion)

“St. Pauli? Heilige Scheisse – No Pope of Rome”

“Glem ikke fortiden – Slå til! Mod fascisme og fremmedhad. Fred mellem folkeslag – krig mellem klasser”

“Byens Radio”

“He called me a faggot, så i called him an ambulance” (Antifascistisk Aktion)

“St. Pauli/Brøndby”

Kantine.

“Black and white – unite and fight”

Toiletter.

“For socialisme – mod fascisme” (Antifascistisk Aktion)



20. januar 2014

Tidligere venstreekstremist sigtet for drab, var højt placeret i Rebel – revolutionære unge socialister

Kort før jul blev 74-årige Ernst Ellebye dræbt i sit hjem i Tønder, og sigtet er i den forbindelse en 34-årig gymnasielærer. Ekstra Bladet fortalte henkastet i en oversigtsartikel, at den anholdt gymnasielærer er tidligere autonom, og det er jo nok så interessant.

I Antifascistisk Aktions ‘At knuse fascismen’ udgivet sidste år, er et af fikspunkterne antifascistiske erfaringer fra Århus, og flere anonyme venstreradikale beretter om hvordan kampen mod White Pride påvirkede dem personligt. En enkelt fortæller blandt andet, at han bevæbnede sig med kniv, og voldsoptrapningen fik mere overordnet den konsekvens, “at man blev en person man ikke ønskede at være” (s. 139).

Advokaten for den anholdte i Tønder-sagen, forklarer til BT at den 34-årige er “en pæn og ordentlig mand”, men selvom 34-årige BFJ ikke mere ligner en autonom, så har voldsdyrkelsen måske haft sine konsekvenser på det personlige plan.

Han var aktiv på højt plan i Rebel – revolutionære unge socialister, forløber for Socialistisk Ungdomsfront, Enhedslisten-tillknyttede gadekrigere. Sidst i 90’erne gik han på den venstreradikale højborg Det Fri Gymnasium, hvor studievejlederen hed Pernille Rosenkrantz-Theil (også Rebel), og skolekammeraterne og venskabskredsen talte flere af de dømte fra Homo/Aktion-brandattentaterne, der blandt andet blev planlagt i gården til Rosenkrantz-Theils kollektiv. Også de var organiseret i Rebel.

(BFJ nævnt i Rebel-udgivelse)

“Man kan ikke helt afskrive volden som politisk kampmiddel. Metoderne afhænger helt af hvad man vil opnå…” (Rebel om mål og midler)

Akademisk valgte han den sikre vej. Skrev universitetsspeciale om baskernes nationale frihedskamp, og fik senere ansættelse på Rehabiliteringscenter for torturofre (RCT). Blandt kompetencerne nævnes blandt andet viden om sociale bevægelser, nationalisme og interkulturel kommunikation. Var han ikke blevet gymnasielærer i Tønder, så kunne vi have set ham på TV som ekspert i politisk ekstremisme – en af den slags, der kun udtaler sig om højrefløjen.

(BFJ’s arbejdsrelaterede FB-profil med foto af ‘Den Kommunistiske Ungdomsliga i Kina’, 2014)

Intet tyder på at drabet har noget politisk i sig, men havde sigtede haft en højreradikal fortid, så ville medierne have tærsket langhalm på hans politiske overbevisning. Herunder en grafisk illustration af den drabssigtedes personlige profil på Facebook.

(BFJ’s personlige FB-profil, 2014; Kommenteres af ekstremismeforsker, Ø-politiker)



18. marts 2013

“Jeg var en del af et meget råt miljø på venstrefløjen, hvor vi var ret ligeglade med vores modstandere.”

Det er ti år siden Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen angreb Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller med rød maling. Sidstnævnte, som TV2 Lorry forrige år brugte som ekspert i internetbaseret højreekstremisme, har ikke fortrudt overfaldet. Som Modkraft-redaktør er han stadig en del af miljøet.

Pernille Rosenkrantz-Theill er derimod blevet voksen, og forstår nu, at det ikke er så hensigtsmæssigt at folkevalgte overfaldes. Fra Jyllands-Posten – Nu undskylder Rosenkrantz maling-aktion på Fogh.

“Ti år efter, at to krigsmodstandere kastede maling på statsministeren og udenrigsministeren, undskylder Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sin støtte til malingaktivisterne. …

“Jeg er grundlæggende flov over, at jeg støttede den aktion,” siger hun. De to malingkastere var ellers oprindeligt to af Pernille Rosenkrantz-Theils gæster på Christiansborg. …

“Jeg var en del af et meget råt miljø på venstrefløjen, hvor vi var ret ligeglade med vores modstandere,” siger hun om hendes tidligere politiske ståsted.

“Jeg har det rigtig skidt med det. Det er underminerende for vores demokrati, hvis politikere ikke kan være i fred og sikkerhed,” siger hun.”

Oploadet Kl. 18:53 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer


29. januar 2013

Rasmus Bjerre, militant venstreradikal – Gæst på P1 til samtale om ‘humanisme’, Ekstern lektor på KU

I forbindelse med EU-topmødet i Amsterdam, juni 1997 blev flere hundrede venstreradikale fra hele Europa anholdt. Herunder 27 danskere, der havde taget turen til Holland med erklærede militante Antifascistisk Aktion. De søgte efterfølgende erstatning for politiets håndtering, og fik det. Det gælder foruden Pernille Rosenkrantz-Theill (daværende Enhedslisten, nu Socialdemokraterne), også Pelle Dragsted (AFA, senere Enhedslisten) og den mere ukendte Rasmus Bjerre (daværende Enhedslisten).

Rasmus Bjerre blev senere talsmand for danske autonome under Göteborg-urolighederne i 2001, og var blandt andet gæst i Profilen på DR1, hvor han forklarede, under hvilken omstændigheder det var “i orden at smadre McDonald’s” (ref. i BT, 27/7-01). Som aktivist i Globale Rødder, var udgangspunktet at politiet skulle konfronteres, så det gik op for flere og flere borger at det kapitalistiske samfund undertrykte fredelige dissidenter. Det lykkedes ikke helt, måske fordi de fleste godt kunne gennemskue at volden var en integreret del af den ‘civile ulydighed’. Fra et interview i Information, 12. juni 2001 – Ikke et spørgsmål om pædagogik.

Hvordan kan du dog sympatisere med vold?

»Der er flere forskellige svar. Det ene angår international politik, og dér tror jeg, at vold under specifikke omstændigheder faktisk virker. De omstændigheder var ikke tilstede i Gøteborg, hvorfor det egentlige svar er, at den vold, som jeg mener kan forsvares, er en måde at forsvare nogle civilt ulydige aktioner, som ikke i sig selv involverer vold. I Gøteborg afholdtes f.eks en uanmeldt gadefest fredag aften, som politiet valgte at rydde, og det forsvarede folk sig imod.«

»Dermed er volden hverken et politisk budskab eller et middel til et mål, som er et politisk budskab. Den er et helt konkret svar på en beslutning fra politiets side.«

Du er altså enig i, at vold som strategi er kontraproduktiv?

»I øjeblikket, i den vestlige verden, ja. Men man skal passe på med ønsketænkning her. Jeg tror ikke, at hverken palæstinenserne eller indianerne i Chiapas var kommet så langt, som de er, hvis ikke de havde brugt vold. Vi kunne ønske os en verden, hvor vold ikke var et virksomt, politisk middel, men det er ikke tilfældet.«

»Jeg kender dog ingen, der antager, at befolkningen slutter op om anti-demokratisk eller system-nedbrydende vold som sådan.«
»Det, der skete i Gøteborg, var, at folk forsøgte at forsvare deres selvbestemmelse. Når politiet vælger at skride ind over for en ganske vist ulovlig, men fuldstændig fredelig gadefest, så forsvarer folk sig, og det synes jeg er okay.«

[…]

I debatten på Informations hjemmeside har mange indlæg handlet om, at ATTAC skal tage utvetydigt afstand fra vold. Det gør du ikke?

– »Der har været en intern debat i ATTAC om, hvordan de skal forholde sig til andres brug af vold, og det er deres interne diskussion. Men det ville være en god idé med et fælles møde, hvor vi kan diskutere den måde, volden opstår og bruges på. Min egen fornemmelse er, at det behøver de ikke have det store problem med. Men det er selvfølgelig to forskellige opfattelser.«

Nogle år senere involverede han sig i Piratgruppen, og ydede rådgivning i kriminelle handlinger. Der var dog også tid til offentlige foredrag , blandt i Antifascistisk Aktions Kafa-X – om transnationale selskaber, og det problem der lå i, at kapitalismen ikke som Marx forudså blev efterfulgt af revolutionære tilstande.

Tilbage i 2009 var Rasmus Bjerre involveret bag kulisserne i Borgerinitiativet Kirkeasyl, og som det næsten er blevet kutyme for militante venstreradikale, så endte han som gæst i P1 til en samtale med ‘humanisme’ som overordnet stikord. Da han som jurastuderende blev interviewet til Politiken i 2004 (30/8), forklarede han, at han trods sine politiske aktiviteter, ikke var bange for sit ’sit renomme som kommende jurist’.

Hans vurdering viste sig at være korrekt. Året efter blev han cand.jur., fik ansættelse i Fødevarestyrelsen (2006), senere Europaparlamentet (2007) og har siden 2008 været praktiserende advokat hos Gorrissen Federspiel. I 2011 var han sågar Ekstern Lektor ved Københavns Universitet. Et uproblematisk karriereforløb.

(P1 Sproglaboratoriet, 27. januar 2011: Jordnær jura og højtflyvende humanisme; CV)



3. juli 2011

BT om ‘De gode, gamle røde’ i Enhedslisten – dem der har kæmpet for diktatur hele livet

Sidste søndag bragte BT fire sider om Enhedslisten anno 2011. Der fortælles om generationsskiftet med udgangspunkt i Johanne Schmidt-Nielsen og tre yngre kvindelige kandidater, men også om det gamle Enhedslisten med det avisen udglattende tematiserer som ‘De gode, gamle røde’. Personligt synes jeg ikke der er noget ‘godt’ hverken over det gamle eller nye Enhedslisten, men det væsentligste er nu engang ikke at de nye venstreradikale, den “ny generation af samfundskritiske unge”, ikke går med ’skovmandsskjorter’.

Da Enhedslisten er et politisk parti, må ideologi og politik i sagens natur være vigtigere end fysisk fremtoning. Ideologisk set er Enhedslisten stadig en kommunistisk tidslomme.

(BT, 26. juni 2011: Det forbudte ansigt)

De seks tidligere MF’ere for Enhedslisten omtalt i artiklen, virker ikke specielt gode for undertegnede. Alle har de kæmpet for socialistiske diktaturer eller rødgardistisk vold på gadeplan. Det kan man mene er godt, men så definerer man det meget kreativt.

Fremhævet bliver Jette Gottlieb og Keld Albrechtsen, der begge har haft livslang tilknytning til Venstresocialisterne (VS). Et parti der kæmpede for en revolutionær omstyrtelse af det liberale demokrati, til fordel for proletariatets diktatur.

Derudover fremhæves Jørgen Arbo-Bæhr og Søren Søndergaard, der begge haft lignende tilknytning til Socialistisk Arbejderparti (SAP). Et parti med identisk målsætning, i den trotkistiske variant.

Femte fremhævede MF’er Bruno Jerup har en fortid i Kommunistiske Studenter, og har været aktiv i Enhedslistens tredje søjle, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). En fremmed magts forlængede arm.

Sidst i gennemgangen er Pernille Rosenkrantz-Theill, der blev landskendt, da hun i 2003 som MF’er på Christiansborg, gav kampfæller i Globale Rødder mulighed for at overfalde to folkevalgte ministre. Det nævnes i artiklen, at hun og hendes “behørigt piercede kæreste” i 1996 kunne have væltet Nyrup-regeringen, da Frank Aaen bad Landsmødet forholde sig til årets finanslov. Kæresten må have været Claus Svendsen, hovedbestyrelsesmedlemmet, der på landsmødet to år efter, fra talerstolen nægtede at tage afstand fra Antifascistisk Aktions overfald på Pia Kjærsgaard…

“Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner. (Claus Svendsen, 1998)

For Henrik Sass Larsen (S) er BT sikkert en grusom borgerlig tabloid, men reelt er der meget få journalister der tænker udenfor boksen, og ser marxismen som værende andet end lidt naiv ideologisk godhed. Det er bare ikke godt nok.

(VS og den revolutionære kamp, 1972; Kgl. Bibliotek)

Programerklæringer, VS, SAP, DKP & Enhedslisten.

“VS er et parti med en revolutionær, demokratisk og socialistiske målsætning. Målet er i sidste instans det klasseløse kommunistiske samfund.” (Program for Venstresocialisterne, 19. Kongres, 1996; Venstresocialisterne.dk)

“SAP er en revolutionær og marxistisk organisation, der arbejder for et socialistisk og demokratisk alternativ til det rådende kapitalistiske verdenssystem.” (Hvad er SAPs projekt?, 22. Kongres, 2006; Sap-Fi.dk)

Ideologisk bygger DKP på den dialektiske og historiske materialisme som udviklet af Marx i samarbejde med Engels og senere videreudviklet af Lenin og en række andre tænkere op gennem det 19. og 20. århundrede. Partiets mål er… at samle folket for at afskaffe det kapitalistiske samfund og opbygge et socialistisk, hvor det ene menneskes udbytning af det andet afskaffes, og hvor udviklingen hen imod et klasseløst samfund indledes.” (Love for Danmarks Kommunistiske Parti, Landsmøde 2009; DKP.dk)

(Revolutionens nødvendighed, 2001; Kgl. Bibliotek)

“Enhedslisten har ikke illusioner om, at socialismen bliver virkeliggjort som summen af et antal reformer, gennemført over en længere årrække. Centrale reformkrav, som f.eks. en definitiv afskaffelse af arbejdsløsheden, kan netop kun gennemføres ved at bryde med det kapitalistiske systems rammer… Derfor er det nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag.

Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagts-organer.”



22. maj 2010

Ole Birk Olesen: Venstrefløjens ‘tosser’ går fri

Klumme af Ole Birk Olesen i onsdagens Metroxpress – Venstrefløjens ‘tosser’ går fri.

“For nylig påstod et hold medieforskere, at danske journalister hverken er røde eller lader deres holdninger farve deres journalistik. Jeg mener, at forskerne tager fejl, og pressens skånsomme behandling af venstrefløjens ‘tosser’ skal være min dokumentation! Er tosser ikke kun nogen, man har på den borgerlige side? spørger du måske. Og jo, det er sandt – hvis man skal tro journalisterne…

På venstrefløjen er der ifølge pressen dog ingen af den slags tosser. Det er derfor, at du ikke har hørt, at Socialdemokraternes kom­mende stemmesluger på Fyn, Pernille Rosenkrantz-Theil, i den forgangne uge skrev i Informa­tion, at Grækenland er i en gældskrise, fordi de græske politikere ikke har brugt penge nok. Jo, det er skam sandt, at hun skrev det, selv om enhver økonom kan skrive under på, at det er helt gak i låget. Journalisterne har ignoreret det.

Du har sikkert heller ikke fået at vide, at en vis Mattias Tesfaye, der i slutningen af april blev valgt med allerflest stemmer til SF’s ho­vedbestyrelse, kort forinden havde argumenteret for, at al løn, som overstiger 50.000 kro­ner om måneden, skal konfiskeres af sta­ten, fordi pengene ellers vil ende i ‘et perverteret forbrug… I Tesfayes skøre arbejder- og bondere­publik står den på folkekøkkener og dansk sommerregn på campingpladsen. Kun Jyl­lands-Posten fandt det interessant.

Du har nok bemærket, at Socialdemo­kra­ternes ligestil­lingsordfører, Julie Rademacher, i april fortrød en idé om at tvangslukke A.P. Møller-Mærsk, hvis man på Esplanaden ikke får 40 procent kvinder i bestyrelsen. Men hvad du til gen­gæld ikke har fået at vide er, at ingen ringere end Helle Thorning-Schmidt i marts 2008 egenhændigt fremlagde det forslag, som alle altså rystede på hovedet af i sidste måned…

Om folk er tossede afhænger naturligvis af øjnene, der ser.

Links.

  • 30/3-10 Avisen.dk – Mathias Tesfaye: Lad os få en maksimumsløn!.
  • 15/4-10 Business.dk – S overvejer at lukke Mærsk (Julie Rademacher).
  • 13/5-10 Information – Pernille Rosenkrantz-Theill: En ordentlig græsk røvtur.
  • Oploadet Kl. 17:31 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    21. maj 2010

    Truende kvinde i Pia Kjærsgaards ‘peberspray-sag’ var halv-militant medlem af Enhedslisten

    Pia Kjærsgaard måtte den 24. marts 1998 flygte ind i en bank , da hun stod af en taxi i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Belært af erfaringerne anskaffede hun sig en peberspray, og mange vil nok huske peberspray-sagen fra 2002, da en kvinde antastede og forfulgte Pia Kjærsgaard, der var på vej hjem fra frisør. Kvinden ‘daskede’ ifølge Pia Kjærsgaard ud efter hende, og opførte sig iøvrigt truende.

    Den pågældende kvinde, beskrev herefter episoden i Dagbladet Arbejderen.

    Fredag den 8. november mødte jeg Pia Kjærsgaard på gaden og ville spørge hende angående den hetz, hun er med til at piske op mod indvandrere fra ikke-vestlige lande. Den rammer jo også afrodanskere, som jeg er, idet hetzen går ind i folks hjerner og skaber politisk vildledning. Jeg truede ikke på nogen måde Pia Kjærsgaard. Men jeg fandt hurtigt ud af, at hun ikke ville i dialog om sin egen politik.”” (Møde med Pia Kjærsgaard, 11. november 2002)

    Det hele var med andre ord skabt i Pia Kjærsgaards hoved. Tanken om vold lå socialaktivisten Rebekka Ema fjernt.

    Fire måneder senere blev Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller overfaldet med maling på Christiansborg, efter Pernille Rosenkrantz-Theill havde banet vejen for venstreradikale fra Globale Rødder. Efterfølgende nægtede den daværende Enhedslisten-politiker under stor mediebevågenhed at tage afstand fra overfaldet, hvad tvang partiets hovedbestyrelse til at irettesætte hende.

    Hun fik dog efterfølgende støtte af 46 Enhedslisten-medlemmer, der sammen forfattede et åbent brev til partibladet Rød-Grønne Linjer, tidligere omtalt her på siden.

    (Rebekka Ema mfl.: Åbent brev til Pernille; Rød-Grønne Linjer, 2003/7)

    Oploadet Kl. 14:07 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    

    27. marts 2010

    Partisoldater støttede Rosenkrantz-Theil: “Ved din reaktion, føler vi, at du repræsenterer os.”

    Tirsdag d. 18. marts 2003, lykkedes det Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen fra Globale Rødder, at komme ind i Folketinget, da de påstod de havde en aftale med Pernille Rosenkrantz-Theil, dengang MF for Enhedslisten. Venstreekstremisterne angreb efter en kort samtale med Rosenkrantz-Theil, statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller med maling, hvorefter de blev overmandet. En tredie aktivist blev anholdt på folketingets tilhørerpladser.

    Pernille Rosenkrantz-Theill, der dengang selv var medlem af Globale Rødder, udtrykte samme dag forståelse for angrebet.

    “Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel.” (Jyllandsposten, 19/3-03: Folketingsmedlem støtter aktivister)

    “Når man vil smide bomber i hovederne på folk i Irak, så er det mindste, man kan forvente, en reaktion, som den vi har set i dag… jeg synes, at aktionen er sjov… jeg ville da have været stolt, hvis de var mine gæster… jeg skal være den sidste til at kritisere den slags” (Berlingske Tidende, 19/3-03: Rød front: MFer støtter maling mod Fogh)

    “Jeg kunne have gjort det selv.” (BT, 19/3-03: Jeg kunne have gjort det selv)

    Hovedbestyrelsen tog efterfølgende afstand fra overfaldene (tre blanke stemmer), men meget sigende for partiets forhold til den slags, var Nikolaj Heltoft, talsmanden for Globale Rødder (der samme dag betegnede overfaldet som en ‘en rimelig aktion’), fire år senere ansat som politisk rådgiver for partiet.

    Sagen medførte debat internt i Enhedslisten, mellem realpolitiske pragmatikere og det hårde kommunistiske aktivistmiljø. I partibladet Rød-Grønne Linjer, fik 46 partimedlemmer måneden efter trykt følgende støttebrev til Rosenkrantz-Theil.

    “Kære Pernille!

    Hvor var din reaktion på maling-aktionen dog befriende. Du sagde at du forstod aktionen. Det gør vi selvfølgelig også… Folketingsmedlemmer skal nok ikke kaste med maling, men derfor behøver de ikke blive bange når nogle andre gør det… I medierne hedder det, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder. Tværtimod. Ved din reaktion, føler vi, at du repræsenterer os.

    … kammeratlige hilsner.”

    (Rød-Grønne Linjer, 2003/7, s. 9)

    Anders Dalsager, Christina Bech, Emelie Leiding, Faik Hasan, Hanne Schmidt, Sune Håkansson, Ole Bach, Pelle Dragsted, Torben Kjær, Susanne Arends, Gunna Starck, Claus Pedersen, Jacob Neerbek, Janne Gleerup, Jesper Lund, Jutta Kuchenbecker, Jørgen Gregersen, Karsten Melander, Kristian Sørensen, Lars Lyndorff Krelskov, Lars Poulsen, Lis Melander, Mads Hagen, Majbrit Berlau, Mikkel Skov Petersen, Poul Møller, Rasmus Bjerre, Stinne Føns, Thomas Bugge, Anja Limkilde, Lars Hjardemaal, Trine Bendixen, Christine Lundgaard, Grith Kyrsted, Knud Holt Nielsen, Margereta Magnusson, Mette Bloch Hansen, Rebekka Ema, Rikke Lauritzen, Svend Gårn Hansen, Thomas Egholm, Ulrik Wagner, Jakob Mortensen, Lise-Lone Lanzky, Asger H. Pedersen og Kirsten Nobel.

    Det er ikke bare tilfældige medlemmer i Enhedslisten, men adskillige lokalpolitikere, og tilmed en folketingssuppleant. Flere er fra Globale Rødder, herunder Pelle Dragsted og Thomas Bugge, der ligesom Nikolaj Heltoft efterfølgende fik ansættelse i Enhedslisten. Dragsted som pressemedarbejder, Bugge som EU-sekretær. På listen optræder også Mikkel Skov Petersen, der i 2005 blev pressesekretær for folketingsgruppen – en stilling han varetog frem til sidste år.

    Afstandtagen udadtil – integration indadtil. Hykleriet er totalt.

    

    8. december 2008

    “Socialdemokraternes holdning er fuldstændig klar på det punkt.”, sagde oppositionslederen

    Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt sig ind i Socialdemokratiet, og hvor Helle Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen gav hende en noget lunken modtagelse, så mente politiske kommentatorer omvendt, at det var en styrkelse af partiet. Fra Politiken (4/12-08) – Fortiden indhenter Rosenkrantz-Theil

    “… hendes nye partiformand, Helle Thorning-Schmidt, regner med, at Rosenkrantz nu vil tage afstand fra en aktion på Christiansborg i 2003, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) blev overhældt med rød maling på gangen på Christiansborg.

    »Jeg kan lige så godt sige, at det regner jeg selvfølgelig med, hun vil nu. Jeg tager selv skarpt afstand fra det. Jeg mener slet ikke, det hører hjemme i et demokrati, så Socialdemokraternes holdning er fuldstændig klar på det punkt.«

    Senere samme dag var hovedpersonen gæst i Aftenshowet på DR.

  • 4/12-08 Aftenshowet, DR – Pernille skifter til S.
  • Mads Steffensen, DR: Helle Thorning har jo opfordret dig i dag, har vi kunnet læse – til at tage afstand fra den her aktion der var mod Anders Fogh Rasmussen med malingen. Tager du afstand fra den? gør du det?

    Pernille Rosenkrantz-Theil: Nej, det gør jeg ikke. Jeg vil sige, jeg er sådan set enig med Helle i, at det er en dårlig ide at chikanere og være voldelig overfor politikere… men jeg vil ikke under nogen omstændigheder begynde at tage afstand fra alt muligt… så nej, jeg har ikke noget behov for at tage afstand fra alt muligt i historien.

  • 4/12-08 Jyllandsposten – Eksperter: Rosenkrantz-Theil er et scoop for S.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper