19. februar 2015

Den myrdede filminstruktør deltog i TFS-arrangementer: Har Redox billeder af Finn Nørgaard i arkivet?

“Ekstremisterne skal mærke vores ånde i nakken”, skrev Berlingske i går om mindehøjtideligheden i København, og illustrerede artiklen med et foto af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Det Radikale Venstres Morten Østergaard, begge synligt berørte. Nøgternt set er ekstremisterne den værdipolitiske venstrefløj de selv tilhører. De har en revolutionær agenda, og repræsenterer kun en brøkdel af befolkningen. Enhedslisten forfølger den kommunistiske utopi, Det Radikale Venstre den multikulturelle. Begge vil ændre radikalt på det Danmark du kender.

Begge partier er ikke bare imod videoovervågning (der hjalp med at opklare Omar Husseins terrorangreb), men har i årtier været garanten for en lempelig udlændingepolitik, og her tænker jeg ikke specifikt på Palæstinenserloven af 1992, hvor radikaliserede politikere uddelte statsborgerskaber i flæng. Det Radikale Venstre har sågar gjort det til en mærkesag, at man ikke vil sortere asylansøgere efter religion. Vi tror på de fremmede, som det så smukt lyder på radikale valgplakater. Politisk idioti på højeste niveau.

Enhedslisten (der ikke vil bekæmpe Islamisk Stat militært), har ligefrem PFLP-støttere centralt placeret i partiet. En terrororganisation der for blot tre måneder siden likviderede fire jøder i en synagoge i Jerusalem. En af Enhedslistens mærkesager de senere år har meget sigende været et ønske om boykot af G4S, da sikkerhedsfirmaet også beskytter jøder mod militante palæstinensere. Da det efter Charlie Hebdo-massakren blev diskuteret i Borgerrepræsentationen i København, hvorvidt man skulle øge sikkerheden og overvågningen ved Det Jødiske Museum, valgte Enhedslisten som eneste parti at stemme imod.

Så vidt hykleriet hos partier, der ofte har udskammet Trykkefrihedsselskabet (TFS) som værende islamofobiske højreorienterede der bærer irrationel antipati for Islam. Den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard følte sig formentligt mere hjemme ved Lars Vilks Komitéens arrangementer, men han deltog faktisk ved flere arrangementer i regi af Trykkefrihedsselskabet. Flere husker ham, og en kilde nævner specifikt deltagelse i mødet med Mark Steyn (2010) og et af arrangementerne med Geert Wilders.

(Mulig Finn Nørgaard til TFS-arrangement med Geert Wilders, København, 2010; Foto: Snaphanen)

Jeg har ikke deltaget i mange TFS-arrangementer, men er flere gange blevet foto-registreret af den yderste venstrefløj ved sådanne lejligheder. Første gang i 2008 af et kendt medlem af Researchkollektivet Redox, og sidst af en fyr tilhørende samme segment, da jeg deltog som taler i 2012. De er der altid, ikke kun når Geert Wilders er på besøg, også når herboende jøder demonstrerer for Israel eller retten til at gå med kalot på Nørrebro.

(Simon Bünger til TFS-møde med Wilders, 2014 – Indsat: Wilders/Malmø, 2012; Kalot-demo, 2014)

Fast fotograf ved alt TFS-relateret i 2009-2010 var venstreloonien Carl-Erik Zølck, der eksempelvis foto-registrerede deltagere ved et arrangement med den franske gymnasielærer Robert Redeker, der år forinden var gået under jorden på grund af islamistiske reaktioner på hans islamkritik.

Et af billederne Carl-Erik Zølck tog til et TFS-møde i foråret 2009 endte senere på Redox’ hjemmeside i en udgave han ikke selv havde lagt online. Året efter slog PET til, og blotlagde at Researchkollektivet Redox reelt var identisk med erklærede militante Antifascistisk Aktion. Da Redox genopstod var det med Simon Bünger Paulsen som ansvarshavende chefredaktør, der ofte ses på gaden når islamismens modstandere mødes offentligt. I august sidste år fotograferede han jøder og sympatisører ved Rasmus Jarlovs kalot-vandring, og blot tre måneder senere fotograferede han systematisk alle deltagere ved et arrangement på Christiansborg. Et arrangement der havde Geert Wilders som hovedtaler.

(Carl-Erik Zølck til TFS-møde med Robert Redeker, 2009; Se evt. I, II, III, IV)

Det bliver ikke mig der laver den store diskurs-analyse af Det Radikale Venstre, men som Aia Fog og Morten Uhrskov så rigtigt har skrevet, så har radikale politikere et medansvar. Alt har konsekvenser. Kæmper man for indvandring fra islamiske lande, så gør man livet farligt for herboende jøder. Det er ikke raketvidenskab.

Med hensyn til Enhedslisten og den revolutionære venstrefløj, så er der ingen tvivl – de agiterer for åbne grænser, kæmper offensivt mod jøderne, og danner hermed front med islamisterne. Eksemplerne er mange, og det påvirker også mediedækningen.

Blandt dem der i disse dage kloger sig om Omar Hussein er sociolog René Karpantchof. Han støttede tidligere Blekingegadebanden, en militant PFLP-sympatiserende gruppe, der ligefrem førte arkiv over danske jøder. Karpantchof mener selvfølgelig, at det er højrefløjens ekskluderende retorik der drev Omar Hussein til jødedrab, og sådan kan medietrænede forskere tilpasse virkeligheden egen stålsatte ideologi.

Herunder ses han i udkanten af den store pro-Israel demonstration på Rådhuspladsen tilbage i 2009. Han står lige ved siden af en aggressiv araber (der senere heiler på tv). Karpantchof ser ham ikke. Han kigger på jøder og sympatiserende danskere, nogle af dem med et Dannebrog i hånden.

(Karpantchof ser på jøder og sympatisører til demo for Israel, 2009 – t/h: araber der senere heiler)



16. december 2014

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i DR-serie, om Uriasposten: “… sådan en nazist-hjemmeside”

I slutningen af september blev jeg kontaktet af Michael Jeppesen, der til DR-serien Ti stille kvinde, gerne ville have kontakt med en ‘Michael S.’ der tilbage i 2007, skrev nedenviste kommentar her på siden.

(‘Michael S.’ om Johanne Schmidt-Nielsen på Uriasposten, 9. maj 2007)

Jeg sendt kommentatoren en kort besked via den oplyste emailadresse, så han selv kunne kontakte produktionsselskabet, men emailen ‘bouncede’. Ikke overraskende, kommentaren var trods alt skrevet for mere end syv år siden. Da Jeppesen ikke kunne få kontakt til pågældende, gav det ikke mening at involvere Uriasposten, og kommentaren nåede ikke med i første afsnit der blandt andet omhandlede sexistisk chikane af Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeppesen havde dog forinden talt med Johanne Schmidt-Nielsen, og uden at nævne Uriasposten ved navn, kommenterede hun således: Uriaposten er “… sådan en nazist-hjemmeside”. Lidt senere i udsendelsen ses Uriasposten perifært.

Johanne Schmidt-Nielsen: Jeg kan huske dengang, da man sådan kunne følge med i, hvad sker der, og jeg kan huske en af de første gange, hvor der inde på sådan en nazist-(ruller med øjnene)-hjemmeside, var et debatspor, som handlede om hvor forfærdeligt og hæsligt et menneske jeg var, og som ligesom indeholdt voldtægtsfantasier. Altså hvordan og hvorledes ville det være for de der nazister, at voldtage – hvordan, ‘hvad sker der hvis man voldtager en feminist’-spor. Det kan jeg huske ja, og det synes jeg egentligt var ret ubehageligt.

(Kommentar af ‘Fritz’ om Zenia Stampe; Uriasposten, 29. januar 2014)

Kommentaren fra ‘Michael S.’, gav i øvrigt flere negative reaktioner fra andre Urias-læsere.

“Nu har vi jo ytringsfrihed, men dine kommentarer overskrider ihvertfald min grænse for anstændighed. Du er plat ud over alle grænser.” (‘Luffe’)

“Michael S. burde skamme sig over sig selv. Det er jo mennesker han omtaler på den måde.” (‘Ole’)

“Jeg må nok tilstå at din kommentar 15 var rimeligt styg. Den hørte vel nærmest hjemme i Rapports små grå.” (‘Mackety (islamofob)’)

(Michael Jeppesens kilde til person der har chikaneret Johanne Schmidt-Nielsen; Per19gryn)

Med en enkelt undtagelse, var samtlige ofre i de tre udsendelser politikere, meningsdannere og samfundsforskere til venstre for midten. Noget misvisende, når nu modbydelige kommentarer findes på begge sider af det politiske spektrum, og på mange måder siger mere om mennneskets natur end de politiske fløje.

I sin graven efter ophavet til grove og truende Facebook-kommentarer rettet mod Johanne Schmidt-Nielsen havde Jeppesen googlet Per19gryn-bloggen for at få viden om (højreorienterede) ‘Martin’. Bloggen skrives af den tidligere Enhedslisten-kandidat fra Sønderborg, Per Jensen. Faste læsere vil huske ham for en kommentar han skrev, et par dage efter jeg blev banket ned med flasker af repræsentanter for den organisation Johanne Schmidt-Nielsens venstrehånd ledede for år tilbage.

“Når man gentagne gange spytter efter andre, som Kim Møller gør på www.uriasposten.net , så må man regne med et vandfald som gengældelse!… Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandigt… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark… hvad andre gør ved ham, er klart deres sag, Jeg formulerer kun mine tanker om en person, der ikke kan tolere mosten, som han selv gylper op… han [må] regne med en respirator engang i fremtiden, og der skal jeg, og kun jeg og ingen andre, ikke være den, som styrer strømforsyningen til respiratoren… Der vil jeg nemlig hellere opsige min stilling end at redde hans liv!” (Per Jensen, 8. februar 2010)



26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



18. maj 2014

Kampagne mod EU-kritikere: Morten Messerschmidt ‘mindst troværdig’ ifølge Gallup-måling for Politiko

Et indslag i Radioavisen lørdag morgen var fra ende til anden bashing af konservative polske EU-modstandere, og medierne fører tydeligvis valgkamp for de EU-positive partier. Tidligere på ugen var en af tophistorierne resultatet af en TNS Gallup-måling for Politiko, der konkluderede at Morten Messerschmidt var den mest karismatiske kandidat (karismatisk = enhver højreorienteret kandidat med succes), men samtidig den mindst troværdige af alle kandidater. Det sidste blev tophistorien i Berlingske – Danskerne: Messerschmidt den suverænt mindst troværdige.

“I en ny måling, som TNS Gallup har lavet for Politiko, bedømmer de danske vælgere de otte spidskandidaters troværdighed og karisma – præcis som de halvårlige målinger på Folketingets toppolitikere.

Morten Messerschmidt, der ved sidste valg i 2009 fik mere end 280.000 personlige stemmer og igen forventes at få et kanonvalg, så han trækker flere kolleger med sig til Bruxelles, topper karismalisten – endda med et markant forspring ned til nummer to… I bunden ligger Det Konservative Folkepartis spidskandidat, Bendt Bendtsen.

Til gengæld er DFeren den klare bundskraber, når det kommer til troværdighed. Her er Bendt Bendtsen topscorer. … Bendtsen har indekstal 100, mens Morten Messerschmidt ligger på ni med langt op til den næstmindst troværdige, Liberal Alliances Christina Egelund, der får en score på 66.

Omvendt er Morten Messerschmidt topscorer i karismaindekset og får indekstal 100… med Bendt Bendtsen helt i bund med en score på 7.”

Undersøgelsen er udarbejdet af retoriker Christian Kock, og de opsatte kriterier for ‘troværdighed’ (eks. behagelig, afbalanceret, kan se en sag fra begge sider), afspejler i sidste ende mediernes overordnede syn på politikerne. Medier der laver ‘Messerschmidt hylder Hitler’-historier (BT, 2007), men omvendt ikke løftede et øjenbryn, da Johanne Schmidt-Nielsen i et politisk interview bekræftede at hun var kommunist (Politiken, 2011).

(Populære Johanne Schmidt-Nielsen i Politiken, 10. marts 2011

Den nye førstepladsindehaver er populær i kraft af sin troværdighed, mener politisk kommentator på TV2, Henrik Qvortrup.

‘I en tid, hvor politikere hopper fra det ene synspunkt til det andet (…) står Johanne Schmidt-Nielsen som en klippe i det politiske landskab.'”



4. maj 2014

Ved Johanne overhovedet, hvem som boykotter hvem?

Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen mener det er hyklerisk at Israel er med i det Europæiske Melodi Grand Prix når ‘Palæstina’ ikke er med fortæller hun til Danmarks Radio:

– Egentlig er det jo lidt underligt, at Israel deltager i Melodi Grand Prix, eftersom de ikke er et europæisk land. Men altså, fred være med det. Der er ingen grund til at være nærig med sine musikkonkurrencer. Så forstår jeg bare slet ikke, hvorfor Palæstina ikke også er inviteret, lyder det fra Enhedslistens karismatiske frontfigur.

Straks fornemmer man, at der nu er blevet tændt op under den politiske kedel:

– Jeg er lige kommet hjem fra Palæstina, hvor jeg har været med Folkekirkens Nødhjælp, og jeg tror ikke, at man kan se den undertrykkelse, der foregår af det palæstinensiske folk – og som staten Israel desværre praktiserer hver eneste dag – uden at blive voldsomt berørt.

– Palæstinensernes største problem er jo ikke, at de ikke er med i Melodi Grand Prix, men jeg synes det ville et stærkt signal at sende, at hvis Israel skal være med, så skal Palæstina selvfølgelig også være med. Det handler simpelthen om at anerkende dem som land, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Selvfølgelig er der politik i, at Israel er inviteret, men at Palæstina ikke er…

Og selv om Schmidt Nielsen bedyrer at Melodi Gran Prix ikke er en debat i Folketinget, men derimod en fest,vil hun alligevel iføre sig sit “lille Palæstina badge” på den store dag. Johanne har ret i at der er politik i at Israel deltager og ikke palæstinenserne. Men der er ingenlunde tale om hykleri, ikke fra europæisk side i hvert fald. Arabernes “betændte forhold til Israel spøger stadig” og Hamas som en del af det palæstinensiske selvstyre anerkender således ikke Israels eksistens. Men der er nu også nogle mere formelle forhold der gør sig gældende for Israels deltagelse og den manglende arabiske ditto. Melodi Gran Prix er åbent for alle lande der 1) er medlem af International Telecommunication Union, 2) ligger inden for European Broadcasting Area, og 3) som har tv-stationer der er tilknyttet European Broadcasting Union som “active member”.

Det arabiske “Palæstina” fejler på to kriterier ud af de tre, nemlig 1) og 3). Rent geografisk ligger området inden for European Broadcasting Area, der inkluderer hele Nordafrika og det meste af Mellemøsten (Saudi-Arabien er det sydligste land der ligger inden for området). Af de to regioner er samtlige nordafrikanske lande samt Israel, Libanon og Jordan medlemmer af EBU, og kan derfor deltage i MGP. Fordi Israel deltager stort set hvert år vælger de arabiske lande bare aldrig at stille op – alt andet ville være anerkendelse af Israel som stat, noget som araberne ikke kan gå med til. Eneste undtagelse hidtil er 1980, da Marokko deltog, og de gjorde det kun fordi Israel ikke var med det år. Nogle gange går boykot-jøderne-manien helt amok. Under MGP i 1978 klippede jordansk fjernsyn israels deltagende kunstner ud af udsendelsen, og viste et billede af blomster i stedet. Da det i løbet af udsendelsen blev klart at Israel faktisk ville vinde afbrød man udsendelsen helt. Bagefter løj den jordanske presse, og sagde at Belgien havde vundet, selv om belgierne kun blev nummer 2.

De to kriterier, som palaraberne ikke opfylder hænger sammen: det arabiske selvstyre er ikke et land, og kan derfor ikke være medlem af International Telecommunication Union, og uden medlemskab her kan man ikke være “active member” af European Broadcasting Union (EBU). Uden aktivt medlemskab ingen deltagelse i MGP. Det arabiske selvstyre har i nogle år været “approved participant member” af EBU, men er det ifølge organisationens hjemmeside ikke mere. Det arabiske selvstyres ikke-deltagelse har med andre ord omtrent lige så meget med politik at gøre, som at Folkerepublikken Donetsk ikke deltager: ingen af dem opfylder kravene

…og så ser vi helt bort fra, at det arabiske selvstyres allerførste handling hvis det fik lov at detage, ville være at boykotte konkurrencen. Fordi Israel deltager. Slutresultatet ville altså være det samme: ingen araber deltager, med mindre de repræsenterer Israel. Det er en evig vindersang for venstrefløjen at beskylde Israel for arabernes antisemitisme.

Oploadet Kl. 21:47 af hadsprederen — Direkte link48 kommentarer


3. maj 2014

Hadsprederen

Det er underligt som venstrefløjen ofte har det med at angribe andres “had”, samtidig med at de selv sviner ikke nærmere identificerede grupper til med generaliseringer og psykiatriske diagnoser. Bent Vinn Nielsen spørger i Information om hvad der driver dem, som Carsten Jensen kaldte en skimlet sekt af kældermennesker:

Hvad får egentlig voksne mænd til, sådan hen på aftenen og i svedige nattetimer, mens resten af familien sover, at sætte sig til computeren for, som regel ganske anonymt, at svine andre mennesker til? Alt fra politikere, debattører, kunstnere, alle der ytrer sig offentligt, får et ordentligt fur, den ene efter den anden. De får at vide, at de er ubegavede, medfødt, korrupte, grimme og dumme, fordrukne, røde svin og degenererede aber. Det sker en sjælden gang, at det er en skuffet venstreorienteret, der synes det går for langsomt med revolutionen, der tager til orde på den måde, men internettets mulighed for anonymt at overbelorte folk er nu alt overvejende en idræt for de muntre folk på højre flanke.

For en måneds tid siden cirkulerede der f.eks. et billede på nettet af en nøgen Johanne Schmidt-Nielsen. Det var fake, enhver idiot kunne se, at hoved og krop ikke passede sammen, men der har alligevel siddet en nossetrillende psykopat og snedkereret det sammen ved nattetide. Til umiddelbar broadcast fra Fars Kontor hjemme i villaen på Friheds Allé i Halvhjerne City. Hvorfor mon? Man kunne måske forstå det, hvis det var en forsømt pubertetsdreng, der udfoldede sig på den måde, men sandheden er nok desværre, at det udmærket kan være en af dagligdagens pæne og normale borgere, en brugsuddeler fra Jylland eller en civilingeniør fra Sydsjælland. En af den slags om hvem man siger at »han virkede helt normal« i en tv-dokumentar om massemordere og børneskændere. Det må være mørket og nattetemperaturen, der frigør psykopaten fra den ellers så velfungerende samfundsborger.

Det er nu ikke så svært at svare på. Disse ellers så velfungerende samfundsborgere skriver deres meninger fordi de har dem, og de skriver karskt fordi de er indignerede på det samfunds  – eller tør man sige lands? Eller nations endda? – vegne, som de kerer sig for. De er altså blot velfungerende samfundsborgere med engagement. Så spørgsmålet er snarere hvorfor de lufter deres meninger i dølgsmål?

Informations fordømmelser skræmmer næppe livet af nogen brugsuddeler eller civilingeniør, hvilket, får vi klædeligt at vide, er “et røvkedeligt liv” hvor de “kun kender sand ophidselse fra de ensomme nattetimer ved computeren, hvor de skånselsløst skampuler sproget“. Den slags kedelige liv har selvfølgelig også brugt deres barndom på skånselsløst at mobbe den typiske informationslæser, der nu har et anderledes spændende liv som adfærdspsykolog (Ih, hvad mon man skal læse ud af de linier?).

En form for svar på, hvad der driver disse hadspredere ud i anonymitet kan man læse i Djøfbladet i en artikel om Enhedslistens Pernille Skipper og hendes anderledes spiselige samfundsengagement:

En anden årsag var en engageret samfundsfaglærer i gymnasiet. Faktisk var den unge Skipper en kort overgang medlem af Venstres Ungdom – et gratis tre måneders medlemskab, hvor hun aldrig blev aktiv, bagatelliserer hun selv. Men måske var der mere liberalt blod i årerne end som så – sådan husker samfundsfaglærer Bjarne Lang det i hvert fald.

“Hun lignede på mange punkter mange af de andre og kom med klassiske liberale holdninger, som mange har med sig fra deres forældre,” fortæller han og husker hende som en skarp og empatisk elev, som havde “et overskud uden lige”.

Tidligt engagerede hun sig i både elevrådet og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og efterhånden fik hun mere politisk pondus, og så bevægede hun sig langsomt mod venstre, husker Bjarne Lang.

“Hun ville gerne udfordres, og på et tidspunkt diskuterede vi, hvor vi stod politisk, og jeg fortalte, at jeg selv lå på venstrefløjen. Hun var langt fra enig. For sjov sagde jeg:

“Når jeg er færdig med dig, stemmer du på Enhedslisten.”

(…)

Pernille Skipper husker i dag sin lærer som en, der støttede hende i hendes politiske engagement.

“Mens andre gik til håndbold, gik jeg til politik, og det bakkede han mig rigtig meget op i. Han sagde direkte, at man lærer lige så meget af at gå ud og deltage i samfundslivet og være politisk aktiv, som man gør ved at sidde foran et kateder. Det betød noget, at skolen ikke bare syntes, jeg var irriterende, når jeg stillede mig op som elevrådsformand og brokkede mig på vegne af eleverne, eller når jeg havde fravær i timerne. Der var en, der opfordrede mig til at fortsætte. Det, tror jeg, har betydning, når man er i teenageårene og skal finde sine egne ben.”

Det er selvfølgelig meget at tilskrive en gymnasielærer Skippers rødmen. Den første årsag til Skippers engagement kom sig ifølge artiklen af skolens svigt af en pige med narkolepsi, der blev “straffet” med at skulle gå til eksamen i fuldt pensum, frem for at blive hjulpet. Folkeskolen var altså ikke rød nok. Skipper selv er jo ikke ligefrem blevet straffet for sin indignation over ’systemets indretning’. Samfundslærerens begejstring for den begavede og kønne pige med det store overskud kammede helt over i aktiv politisk støtte. Når det kom til stykket var systemet ikke så interesseret i hvem der kan holde sig vågne, som det er interesseret i at støtte det rette engagement.

Så måske lurede de små kedelige og psykopatiske brugsuddelere og civilingeniører allerede i barndommen, at det røde parnas havde pakket kortene i venstrefløjens små dengsers farvør. At hele systemet faktisk beredte vejen for disse ideologiske curlingbørn, ved at indrette et samfund der honorerede eftersnakkere med interessante pludrejob. Måske forstod de allerede da, at deres eneste chance for at vinde blot en enkelt gang, hvor meninger skaber succes var at give disse små bastioner af overskudsfordeling et lag tæsk.

Oploadet Kl. 19:55 af hadsprederen — Direkte link26 kommentarer


11. januar 2014

Udkast til nyt principprogram for Enhedslisten: Skal fastholde partiets revolutionære socialistiske politik

Efter Enhedslistens fremgang i meningsmålingerne sidste år, blev medierne nødt til at forholde sig seriøst til partiet, og flere af nyhedshistorierne fokuserede på det revolutionære princippprogram. Den gennemsnitlige dansker undrede sig, og jeg har sågar mødt ‘radikal-borgerlige’ der mente det var lidt underlødigt at holde Enhedslisten ansvarlig for sit teoretiske arbejdsgrundlag.

Johanne Schmidt-Nielsen stod skoleret i medierne, og forklarede igen og igen, at principprogrammet trængte til en opdatering. Som en konsekvens heraf nedsatte Hovedbestyrelsen en arbejdsgruppe, der nu har offentliggjort et ‘Udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten’. Enkelte sentenser er gjort mindre direkte, men udefra betragtet ligner det til forveksling det nuværende. 25 år efter Murens fald arbejder Enhedslisten stadig for at skabe et ‘demokratisk socialistisk’ Danmark på ruinerne af det liberale demokratis endeligt, med alt hvad deraf følger.

Den Russiske Revolution og Deutsche Demokratische Republik bag endnu flere plusord. Fra side 2…

“Programmet skal fastholde partiets revolutionære socialistiske politik…”

(Fra ‘Udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten’; Set på Modkraft.dk)

Oploadet Kl. 11:48 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


25. november 2013

Om Enhedslistens revolutionære nødvendighed: Ukritisk DR1-indslag, røde Johanne, ekstremismeforsker

“Vi har arbejdet med professionalisering af vores kommunikation”, fortalte Johanne Schmidt-Nielsen søndag aften i et længere indslag i 21 Søndag, der vist nok var tiltænkt at gå kritisk til Enhedslisten, men reelt var harmløs kauseren over det faktum, at et revolutionært kommunistisk parti har 119 byrådspladser, og i skrivende stund er landets 4. største parti. Selvom programmet præsenteres som DR’s nyhedsmæssige flagskab, så var der ingen kritiske spørgsmål om noget væsentligt. (via Hodjaneres blog)

Johanne Schmidt-Nielsen: Nu har det aldrig været sådan, at det er Enhedslistens politik, at vi skulle nedlægge politiet, men jeg kan godt forstå at man kan læse det sådan, hvis man ikke er vant til at læse sådan nogle venstreorienterede tekster. … Der er ting i det principprogram der skaber misforståelser.

Principprogram, Enhedslisten: Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre… men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede.

(Johanne Schmidt-Nielsen anno 2001, del af ‘folkemagtsorgan’; Uriasposten)

Der var ligeledes et interview med 50-årige Gorm Anker Gunnarsen, en af de nye i Enhedslistens 11 mand store gruppe i Borgerrepræsentationen. En tør gymnasielærer, og en diametral modsætning til flere af kampfællerne. Det være sig for eksempel Ninna Hedeager Olsen (Kirkeasyl, ‘Fredsvagt’ for terrorstøttende ISM), Signe Færch (Kirkeasyl, Asylbureau), Ulrik Sebastian Kohl (Rebel, dom for terrorstøtte) og så selvfølgelig borgmester Morten Kabell (Rebel mv.).

Reaktionære Refleksioner har set nærmere Avanti! og Muldvarpen, officielle tidsskrifter for Rebel – Revolutionære Unge Socialister, som nyvalgte Morten Kabell, Ulrik Sebastian Kohl og kandidaten Knud ‘Hoxha’ Nielsen var en del af.

“Vi vil gerne se flere nazister med knæ i hovedet og flere gravstene som rige svin ligger begravet under.” (Muldvarpen, 1998/9)

“Vi kan fortælle, at episoden [overfaldet på Pia Kjærsgaard] har integreret Rebel yderligere med både organiserede og uorganiserede.” (Muldvarpen, 1998/9)

“Ikke-vold er blevet prøvet som konkret kampmiddel og historien har forkastet den, eller for igen at bruge et Marx-citat ‘Historien er dommeren og proletaren bødlen.'” (Muldvarpen, 1998/11)

“Man skal ikke helt afskrive volden som politisk kampmiddel… Terror er i orden…” (Muldvarpen 1998/15)

“En frisk demonstrant går helt hen til sporvognen, slår tre-fire gange på ruden indtil den smadrer og fortsætter sin banken på nazisten gennem den smadrede rude.” (Avanti! 1998/15)

“Rebel mener på baggrund af klassekampens erfaringer, at vold bliver en nødvendig del af kampen mod reaktionen.” (Muldvarpen 1999/1)

(Berliner-baseret ‘Folkemagtsorgan’, udat.)

Blodige holdninger, men skåret ind til benet, helt i overensstemmelse med Enhedslistens principprogram. Da jeg gennem længere tid har undret mig over den samlede forskerstands påfaldende naivitet i forhold til samme, skrev jeg forleden til lektor Rikke Louise Peters, en af flere forskere der i forbindelse med den kommunale valgkamp har betegnet Danskernes Parti som værende antidemokratisk.

Uriasposten: Hvordan kan du betragte Enhedslisten som demokratisk, selvom de vil afskaffe Grundloven – men omvendt se Danskernes Parti som antidemokrater, selvom de ønsker at bevare det repræsentative demokrati. Burde du ikke som et akademisk minumum betragte begge som antidemokrater. Enhedslisten på grund af deres principprogram, Danskernes Parti på grund af de logiske konsekvenser af deres arbejdsprogram ift. rehabilitering/deportering.

Rikke Louise Peters, lektor : På baggrund af Enhedslistens principprogram, politiske handlinger og udtalelser i offentligheden i det hele taget, vil jeg definere partiet som et socialistisk og demokratisk parti. Den socialistiske model partiet arbejder for er ikke i modstrid med demokratiet, i og med den kun vil kunne tilvejebringes og udformes på baggrund af demokratisk deltagelse og tilslutning. Der er ikke noget der tyder på, at Enhedslisten vil adskille stat og samfund, sådan som tilfældet var i de kommunistiske stater, hvor den socialistiske planøkonomi dikterede statens og politikkens forsvinden – selvom partiet klart nok ønsker en økonomisk styring og en begrænsning af markedskræfternes frie spil. (Men det er jo en åben diskussion i moderne socialliberale samfund, hvorvidt kapitalismen og markedernes frie spil skal begrænses og om velfærdsstaten er/bør være demokratiets egentlige grundlag). Tværtimod fremgår det tydeligt, at Enhedslisten lægger afgørende vægt på offentlighedens betydning og den offentlige samtale som demokratiets egentlige grundlag. Ergo er politikken hos Enhedslisten ikke reduceret til klassepolitik – politik er et resultat af offentlig politisk diskussion blandt frie og lige borgere. At der findes medlemmer eller partistøtter, der overtræder disse demokratiske principper gennem voldelig eller grundlovsstridige handlinger og optræden i øvrigt skal ikke kunne udelukkes, men det anser jeg primært som et strafferetsligt problem og ikke et demokratisk problem – og det er jo i så tilfælde noget PET og domstolene må tage sig af.

Principprogram, Enhedslisten: Et socialistisk samfund kan ikke bare ‘overtage’ den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund. Det gælder den danske stat, og endnu mere altomfattende den EU-stat, der er under opbygning. Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. Lige så stærkt som Enhedslisten afviser terrorisme og elitære kup, lige så stærkt afviser vi at bøje nakken og vende den anden kind til i en situation, hvor borgerskabet griber til udemokratisk magtanvendelse.

(Stat og samfund forenet i Albanien under Enver Hoxha, d. 1985)

I lighed med 21 Søndag vælger den gode lektor, at ignorere flere centrale dele af Enhedslistens principprogram, herunder afsnittet om ‘Revolutionens nødvendighed’, der utvetydigt kræver politi og militær opløst og erstattet af ‘folkemagtsorganer’ For at Enhedslistens klasseløse ‘kommunistiske samfund’ bliver til Rikke Louise Peters ‘demokratiske socialisme’, må kravet være 100 procent tilslutning. Alternativt vil den af Enhedslisten ønskede revolution adskille stat og samfund, og væsentligt – gøre sig skyldig i det der ifølge samme forsker gør Danskernes Parti udemokratisk.

Ikke alle ekstremismeforskere har en fortid på den yderste venstrefløj, men de fleste har. Tidligt i meningsudvekslingen kritiserede Rikke Louise Peters mig for at dømme forskere som værende ‘venstremarxister’ på tyndt grundlag. Jeg kender ikke Rikke Louise Peters baggrund, men hendes apologetiske udlægning af Enhedslistens idegrundlag, indikerer jeg ramte plet, da jeg sidste år diskret pointerede at hun på Facebook var fan af Karl Marx.



14. november 2013

Breaking news: Det er stadig synd for hele verden, at ikke alle kan få lov til at bo i Danmark…

Med banal holdningsmassage baseret på en 7-årig piges mørke øjne, lykkedes det medierne på få dage at gøde jorden for lovændring. Ret beset gør det ikke den store forskel, hvorvidt Im og hendes thailandske mor Suthida får opholdstilladelse, men ligesom jeg vil stemme nej til alt EU spørger mig om, så vil jeg afvise enhver form for lempelse af udlændingepolitikken. Hvis man skal tage udgangspunkt i ‘nuttethedsfaktoren’, så bør alle børn (og deres forældre) have ret til at bo i Danmark. Alt andet er umenneskeligt. Nu følger efterspillet…

(Syv-årige Im, som det ville være synd at udvise)

Forskeren.

“Hvorfor vil man pludselig lovgive om sådan en sag, fordi den kommer i pressen. Hvad med alle de andre børn, der er havnet i en lige så ulykkelig situation som Im. … Nu er det synd for Im, fordi hendes stedfar døde, men hvad så med alle de børn, der er blevet sendt ud, fordi deres forældre er blevet skilt eller har fået inddraget deres humanitære opholdstilladelse. Det er vel også synd for dem?” (Lektor Peter Starup i Jyllands-Posten)

Lobbyisten.

“Det er dobbeltmoral, så det synger. En særlov er ikke nok. Vi skal også ændre den uanstændige udlændingelov, der betyder, at børn som Im bliver udvist. Politikerne skal tage barnets tarv alvorligt i alle udlændingesager… Politikerne bør tage ansvar og lave loven om og ikke bare vaske hænder ved at lave en særlov… Det er de politikere, der ikke kunne få det blodigt nok, ikke kunne få det menneskefjendsk og børnefjendsk nok, der nu tror, at de vinder stemmer på en ulykkelig sag. Det er så dobbeltmoralsk. … Man kunne samle en hel bunke af sager med børn, der på tragisk vis bliver udvist af landet… (Red Barnets Mimi Jakobsen i Jyllands-Posten)

Politikeren.

“… jeg håber også, at det ikke kun kommer til at handle om Im, men om alle de børn, der bliver udvist fra Danmark. Im er ikke et enestående eksempel. … Vi ser desværre igen og igen, hvordan børn, der er opvokset eller har tilbragt det meste af deres barndom her i landet bliver sendt ud af landet. Det er bare ikke alle sager, der er så heldige at finde vej til tv-skærmene… Det er den politik, som højrefløjen kalder ‘fast og fair’ og regeringen for ‘retfærdig og robust’. Men det er hverken fair eller retfærdigt at udvise børn… Men vi vil også gøre alt, hvad vi kan for at få regeringen til at forstå, at der er mange andre børn, der reelt er danske, der bliver udvist. Derfor er der brug for generelle ændringer af udlændingeloven.” (Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i Jyllands-Posten)



1. oktober 2013

Psykiater afliver DR’s seneste tudehistorie: Medicinen kan fint ‘erstattes med andre lignende præparater’

I DR-indslagene der problematiserede Remzi Baftijaris tvangsudvisning til hjemlandet Kosovo, er der klare venstreradikale aftegninger. I det 10 minutter lange indslag i 21 Søndag, og det opfølgende mandag aften i TV-avisen 21.30 ses blandt andet Johannes Schmidt-Nielsen (Enhedslisten), Michala Clante Bendixen (Komitéen Flygtninge under jorden, Refugees Welcome mfl.) samt dokumentation attesteret til Johanna Haas (SOS Racisme, Tilflugt i Kirken og Asylret).

Henrik Day Poulsen i Berlingske – Når DR udformer vores udlændingepolitik.

“Tophistorien i DR søndag var en stakkels dreng på 15 år, der var blevet nægtet opholdstilladelse i Danmark og udvist til Kosovo. Drengen led af depression og fik præparatet Abilify, som ikke er tilgængeligt i Kosovo. Historiens pointe var, at man ikke kan udvise personer med sygdomme, hvis behandling ikke forefindes i hjemlandet. …

Jeg har i fire år arbejdet i det medicinalfirma, der markedsførte Abilify og er i al beskedenhed nok den psykiater i Danmark, der kender produktet bedst. I tv-indslaget blev det fremført, at Abilify er antidepressiv medicin. Dette er ukorrekt… Abilify er et antipsykotisk middel, som fint kan erstattes med andre lignende præparater. … Årsagen til at Abilify i tv-indslaget ikke kunne skaffes i Kosovo er sikkert, at det er meget dyrt. 14 tabletter koster omkring 650 kroner, så et fattigt land som Kosovo har ikke råd til Abilify. Men der findes flere glimrende alternativer. Dette oplyste DR ikke om. I stedet havde man fundet en flygtningeadvokat, der betegnede udvisningen som ulovlig.

Det er et faktum, at patienter i Danmark kan tilbydes langt dyrere medicin end i det meste af verden. Selv inden for EU er der store forskelle. Abilify indkøbes næppe af mange patienter i Grækenland, Rumænien og Bulgarien. Men for langt de fleste psykiatriske sygdomme findes der glimrende alternativer. Abilify er måske Rolls Royce modellen, men lignende meget billigere præparater svarer til en Opel eller en Citroën, og det er vel godt nok? …

Naturligvis kan man klandre DR for sjusket journalistik. … Et langt større problem er det, at justitsministeren i prime time lover at sætte udvisningssager i bero på baggrund af helt fejlagtige oplysninger. Bødskov var til partikongres i Aalborg, men har han ikke tid til at sætte sig ind i tingene, bør han afvente og ikke hoppe med på DRs politiske limpind om at lempe asylpolitikken på et helt forkert grundlag.”

(Michala Clante Bendixen på Facebook, 27. september 2013)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper