15. juli 2018

Københavns Kommune køber 20 A4-ark for 10.000 kr af venstreradikal: ‘Lars Løkke Rasmussen er død’

En sædvanligvis troværdig kilde fortæller, fortæller at et værested for misbrugere, der formentligt lukker på grund af manglende finansiering, var prydet af en ‘abstrakt akrylhjort’ indkøbt af Københavns kommune for 81.429 kroner. Som den gode Uwe Max Jensen har dokumenteret i årevis, så er moderne kunst intet andet end meningsfæller der holder hof for skatteydernes regning – lidt i stil med statsmedierne.

Blandt fortalerne for indkøb af A4-nekrologerne omtalt herunder, er Gyda Heding, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og et af otte medlemmer i Billedkunstudvalget. Hun var i sin ungdom aktiv i BZ-miljøet, og har tilsyneladende stadig et afslappet forhold til ejendomsretten/andre folks penge. Blandt udvalgets øvrige medlemmer, der forsvarer indkøbet er Michael Thouber, leder af Kunsthal Charlotteborg. Han er tidligere kulturredaktør på DR, og noget nær personificeringen af statspropaganda for åben grænser.

Kunstneren selv tilhører efter hans Facebook-profil at dømme, også den yderste venstrefløj. Tidligere på ugen delte han et foredrag om anti-imperialisme af Torkil Lauesen. Maoisten, der blev en del af Blekingegadebanden, og nogle år senere blev headhuntet til Københavns Kommune, hvor en tidligere DKP’er blev hans nærmeste foresatte.

Foruden (klasseforrædderen) Ole Sohn er de ufærdige nekrologer Lars Løkke Rasmussen (statsminister, Venstre), Lars Barfoed (tidl. justitsminister, De Konservative), Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbæk (tidl. integrationsministre, Venstre), Søren Espersen (DF) og Henrik Sass Larsen (højrefløjs-socialdemokrat).

Historien fra B.dk – Københavns Kommune har købt kunstværk med 20 A4-ark for 10.000 kroner: ‘Det er usmageligt det her!’.

‘Lars Løkke Rasmussen er død’

‘Ole Sohn er død’

‘Bertel Haarder er død’

20 A4-ark med hver deres linje, der starter med en politikers navn og slutter med ‘er død’, vækker opsigt på de sociale medier.

Arkene udgør tilsammen et kunstværk, der er lavet af Jakob Jakobsen. Tidligere var det en del af en fremtidsudstilling på Kunsthal Charlottenborg, men nu har Billedkunstudvalget i Københavns Kommune købt værket.

Prisen lød på 10.000 kroner.”

(John Jakobsen deler foredrag om ‘anti-imperialism’ ved Torkil Lauesen, 10. juli 2018)

(Michael Thouber om Københavns Kommunes nyindkøbte A4-nekrologer, 8. juni 2018)



31. juli 2013

Eks-kommunist Ole Sohn kritiseres af S/SF: Han lægger hele ‘den venstreorienterede logik’ bag sig

For tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen er ansvarlig økonomisk politik mindre væsentligt end etiketter og ‘den venstreorienterede logik’ Fra Jyllands-Posten – S-redaktør: Sohn er »skræmmende«.

“Den tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har i et interview i Jyllands-Posten talt for nulvækst, offentlige effektiviseringer, lavere skatter og afgifter som noget af det vigtigste for Danmark.

Konkurrenceevnen bør være omdrejningspunkt for alt, hvad vi laver. Bedre konkurrenceevne er lig med flere job. Det er vigtigt at holde skatter og afgifter i ro. Og det er vigtigt at arbejde målrettet på at mindske skattetrykket,« sagde Sohn i interviewet, der blev bragt mandag. …

I DR2-programmet Deadline i aftes sagde Sohn så, at »når man er i opposition, tænker man med hjertet. Når man kommer i regering, tænker man med hjernen«.

Det er dette synspunkt, som Peter Hummelgaard Thomsen mener, er skræmmende.

»Det her ligner et farvel til venstrefløjen for den tidligere DKP-formand. Det er ikke bare hele den venstreorienterede logik, han her lægger bag sig, men også det venstreorienterede sprog, når han sammenligner det offentlige med en privat virksomhed. Den slags lidt for nemme retoriske trick, plejer at være forbeholdt unge, frejdige VU’ere friske fra CBS og gamle, konservative grossister,« skriver Peter Hummelgaard Thomsen.”

Oploadet Kl. 01:04 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


28. december 2011

Mikkel Plum om SF’s kommunistiske arv: Larsen, Moltke. Ømann, Petersen, Strange og Sohn

Når Enhedslisten trods sit partiprogram ikke kaldes kommunistisk, så kunne ingen drømme om at associere Socialistisk Folkeparti med kommunismen. Den ligger ellers lige til højrebenet. Her lidt fra et læserbrev af Mikkel Plum i Weekendavisen – SF og DKP (ikke online).

“… faktisk har de fleste af SFs ledere været enten DKP-formænd eller ledere så længe, at de derved har mistet enhver troværdighed. Selve partiet SF er jo et ægtefødt barn af DKP og blev til, da DKPs mangeårige stalinistiske formand Aksel Larsen med flere »meldte kommunistpartiet ud af kommunistpartiet«, som Halldor Laxness sagde.

Aksel Larsen var jo heller ikke offer for nogen ungdomsforvildelse, da han som 35-årig blev formand for DKP i 1932. Han sad som formand til 1958; da var han 61! Kai Moltke var ledende medlem af DKP, fra han var 18, til han var 56, hvor han gik med over i SF. Sigurd Ømann (SFs formand 1968-74) var ledende medlem af DKP, fra han var 30, til han var 35 (med i SF). Gert Petersen (SFs formand 1974-1991) var 18, da han meldte sig ind i DKP, og 31, da han gik ud og med i SF. Også han var ledende medlem af DKP, Ebba Strange fra hun var 21-29, og sådan kunne man blive ved.

Også de har fuldt bevidst ønsket at arbejde for og med en kommunistisk verden på trods af de enorme mængder af oplysninger om, hvilke uhyrligheder der foregik på den anden side af jerntæppet. De elskede deres parti og forlod det kun, fordi de ønskede magt og indflydelse. Det kunne de ikke få gennem DKP i 1958… som kun ganske få danskere ville røre med en ildtang.

SF er med andre ord skabt af mænd og kvinder med dybe rødder i DKP, så det er ikke så ubegribeligt, som Karsten Matzen synes, at SF har gjort Ole Sohn til en stor mand. Det er helt naturligt for partiet.”

Oploadet Kl. 06:29 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:


3. oktober 2011

Tidligere kommunister i Statsministeriet, Vækst- og Erhvervsministeriet og Kulturministeriet

Det er selvfølgelig problematisk, at kommunistiske Enhedslisten sidder i Folketinget med 12 mandater, men ministerlisten er også skræmmende på lige det her punkt.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt: Tidligere kommunist, abonnerede på Land & Folk, partiavis for Danmarks Kommunistiske Parti, har stemt på Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Enhedslisten. Mere her.

Vækst og Erhvervsminister Ole Sohn: Tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Mere her.

Kulturminister Uffe Elbæk: Tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, Venstresocialisterne, Kommunistisk Forbund. Mere her.

(fra Kum.dk)

“Afslør og bekæmp børneopdragelsens, skolernes og læreanstalternes borgerlige hjernevask!” (Kommunistisk Forbund, principgrundlag, pkt 12, 1968)

Oploadet Kl. 16:25 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


7. september 2011

Tidl. kommunist Helle Thorning-Schmidt: Helt vildt at sammenligne Ole Sohn med en nazist

Ekstra Bladet har givet sine læsere mulighed for at stille kritiske spørgsmål til Helle Thorning-Schmidt. Her lidt fra indslaget – Thorning: Fint med Sohns kommunistfortid.

Poul Madsen, Ekstra Bladet: … har du det godt med at det er en tidligere kommunist… der muligvis skal være minister i din kommende regering, du leder. En spørger her – ‘Hvis han nu havde været nazist, havde det så været det samme, at det var ligegyldigt, hvordan hans fortid var’. (Helle Thorning-Schmidt taler udenom)

Poul Madsen: – Men hvad nu hvis SF havde en nazist, en tidligere nazist (afbrydes).

Helle Thorning-Schmidt: Jeg synes, at det er helt vildt at sammenligne Ole Sohn med en nazist. Han har været medlem af et helt legitimt parti her i Danmark. Jeg samarbejder rigtig godt med en SF’er, der hedder Ole Sohn, og så er den sådan set ikke længere.

(Uriasposten, 2006: DDR 40 år, 7. oktober 1989 – Ole Sohn fejrer begivenheden…)

Diverse citater sakset fra tidligere postering om en regering i kommunismens slipstrøm.

Midt-80’erne

“Jeg var meget venstreorienteret engang. Jeg stemte SF og VS og vist også DKP en gang til et kommunevalg.” (Helle Thorning-Schmidt i Berlingske Tidende, 8/12-02: Ikke et ord om Gucci)

“I Helle Thorning-Schmidts egen familie blev der i årenes løb stemt på alt fra DKP til Fremskridtspartiet. Ved et enkelt kommunevalg stemte en ung Helle Thorning selv på DKP. (Helle for magten, 2007, s. 44)

Slut-80’erne

“Det politiske tyngdepunkt var langsomt ved at bevæge sig fra DKP og VS til SF og Socialdemokratiet. Men i 1987 var de nye tider ikke slået igennem endnu. Ånden fra 1968 hvilede stadig på universitetet, og den marxistiske analyse var ikke noget, man grinede ad. Heller ikke Helle Thorning-Schmidt, der uden at være medlem noget sted lå langt ude på venstrefløjen.” (Helle for magten, 2007, s. 27)

“Allerede på rusturen havde Helle Thorning-Schmidt mødt en ung mand… Da Hele Thorning året efter selv blev rusvært for det næste hold, inviterede hun Kresten Schultz ind for at fortælle de nye studerende om livet på studiet… Politisk var de ikke helt på linje. Kristen Schultz Jørgensen var socialdemokrat, mens Helle Thorning-Schmidt abonnerede på den kommunistiske partiavis Land & Folk. (Helle for magten, 2007, s. 27f)

Ligesom sin storesøster Hanne var Helle Thorning-Schmidt på det tidspunkt glødende kommunist og holdt avisen Land og Folk.”(relateret til 1987-1990; Fyens Stiftstidende, 17/4-05: Helle Thorning-Schmidt mod alle odds)

Ved Murens fald

“… alt tyder på hun ved Murens fald i 1989 (som 22-årig) stadig abonnerede på Land & Folk, der bar undertitlen ‘Organ for Danmarks Kommunistiske Parti’. Politisk redaktør for DKP-avisen var på daværende tidspunkt Enhedslistens Frank Aaen. SF’s senere gruppeformand, Ole Sohn, der siden 1981 havde siddet i DKP’s centralkomité, var et par år forinden blevet formand for partiet.” (opsummering af undertegnede)

Oploadet Kl. 14:54 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


28. januar 2011

Ole Sohn og boligskatten…

Som formand for Danmarks Kommunistiske Parti pointerede Ole Sohn i Land & Folk (8/9-1990), at forskellen mellem SF og DKP kun var ‘gradsforskelle’. Det forklarer en hel del. DR ignorerer historien om Sohns vægelsind i Berlingske Tidende – Kim Fournais’ referat.

“Den meget aggressive tone i debatten begyndte, da Claus Hjort gentagende gange forsøgte at få svar på, hvor rød blok ville finde penge til at dække underskuddet på statsfinanserne. Til sidst gættede Claus Hjort på, at Ole Sohn og hans parlamentariske grundlag nok ville hæve ejendomsskatterne for at dække Danmarks store underskud, hvilket fik Ole Sohn til at blive, hvad jeg vil kalde, meget ophidset.

Ole Sohn anklagede Claus Hjort for at opfinde løgne ved at antyde, at en eventuel kommende regering bestående af S og SF ville lægge ekstra skatter på boligejerne.

Ole Sohn sagde: Vis mig hvor du har set det på skrift.

Det er meget muligt, det ikke står på skrift, men jeg har sammen med ca. 150 andre bankdirektører på sidste års direktørkonference arrangeret af Finansrådet på Munkebjerg Hotel ved Vejle i september 2010 hørt Ole Sohn sige, at han mente, der skulle lægges skat på boliger.

[…]

Ole Sohn skulede herefter rundt i salen, og spurgte: “Er der journalister til stede i dag?”, hvorefter mødelederen svarede nej.

Ole Sohn fortalte herefter, at han var helt enig i, at personskatterne var for høje – men som han sagde: ”Det vinder man jo ikke valg på at sige”.

Herefter fortalte han, at man burde sænke personskatterne, og så i stedet beskatte fast ejendom og andre værdier, der var svære at flytte til udlandet.

Med andre ord foreslog han det, som Claus Hjort Frederiksen gættede på var S og SFs politik, men som Ole Sohn altså højlydt benægtede var sandt i debatten på TV2 News.”

Apropos.

  • 27/1-11 DR Online – Jens Rohde: Boligskatten skal op.
  • Oploadet Kl. 04:21 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    21. januar 2011

    Ralf Pittelkow om Danmarks Radio og Socialistisk Folkeparti

    På TV News kunne man tidligere på ugen høre en tidligere DKP-formand kritisere finansministerens menneskesyn, og man må sige venstrefløjen forstår at mobilisere sproget. Vi skal eksempelvis ‘investere’ i velfærd. Kommentar af Ralf Pittelkow i Jyllandsposten – Tv tager politisk stilling.

    “Journalistisk Venstreparti har slået til igen. Nu markerer man sig også i erhvervspolitikken. SF har lavet en såkaldt vækstplan, som ifølge partiet skal skabe 75.000 job. De skal først og fremmest skaffes ved, at det offentlige målrettet støtter udviklingen af miljø-, klima- og velfærdsindustrien.

    Planen møder hård kritik fra en række erhvervsledere og økonomer. De advarer først og fremmest mod troen på, at politikerne kan sidde og styre, hvilke erhverv der er fremtidens vindere. ”Planøkonomi”, lyder de…

    Der er dog også erhvervsledere, som støtter planen. Men de kommer stort set kun fra de brancher, som står til at modtage SF’s offentlige støtte… SF prøver at fremhæve de glade røster fra de begunstigede brancher, mens man helst ikke taler om kritikken fra erhvervslivet i øvrigt. Det er et helt naturligt…

    Til gengæld må man spørge sig, hvorfor TV-Avisen (onsdag kl. 18.30) så det som sin opgave at hjælpe partiet med disse politiske bestræbelser.

    Man lavede et indslag, hvor man kun interviewede erhvervsrepræsentanter fra de begunstigede brancher. Ingen kritiske røster. Men man lod, som om de fremførte synspunkter dækkede erhvervslivet som sådan.

    I optakten hed det, at SF’s forslag ”får masser af roser fra erhvervslivet” Om Lægemiddelindustriforeningen, der hører til de udvalgte, hed det: ”? også erhvervslivets store brancheorganisationer nikker anerkendende”.

    Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen sagde, at regeringen havde foreslået meget af det samme. Han fik straks igen: ”? men det kan erhvervslivet ikke genkende”. Det var såmænd Lægemiddelindustriforeningen nok engang…

    Til sidst blev budskabet drevet helt hjem: Hvad syntes ”erhvervslivet” så bedst om – skattelettelser eller SF’s plan? SF’s plan! Rigtigt svaret! I sin begejstring kunne journalisten ikke tage sig af den bagatel, at denne vurdering slet ikke kom fra erhvervslivet, men fra Ingeniørforeningen, der er en fagforening.

    (TV-avisen, 19. januar 2011: Erhvervslivet roser SF)

    Line Gertsen, DR-vært: Normalt er SF og dansk erhvervsliv ikke de bedste venner, men det er på vej til en ændring. SF får nemlig masser af roser fra erhvervslivet for en ny vækstplan, der skal skaffe 75.000 nye job.

    […]

    Frida Frost, Ingeniørforeningen: Jeg synes, det ser ret fornuftigt ud, og jeg hilser det meget velkommen, at det er kommet på banen nu. For vi trænger i den grad til at tage nogle beslutninger. […]

    Morten Hansted, DR: På Christiansborg er der fra borgerlige side skepsis.

    Brian Mikkelsen (K): – altså 80 procent af det foreslåede, er en fuldstændig kopi af det jeg har snakket om, som økonomi- og erhvervsminister.

    Morten Hansted: – men det kan erhvervslivet ikke genkende. […]

    Frida Frost: Der har ikke været meget initiativ til noget der taler vækst for Danmark, der taler for en samlet plan, og det er der kommet nu, og det hilser jeg meget velkommen.

    Morten Hansted: Men skal det så være skattelettelser eller SF’s plan der bliver gennemført? Ingeniørene foretrækker det sidste.

    Frida Frost: Hvis man kun taler om skattelettelser og besparelser, så har vi ikke lavet den store plan. Så har vi lavet noget på kort sigt. De store planer, det er der hvor vi investerer i en tro også.

    

    17. oktober 2010

    BT dokumenterer: Ole Sohn modtog personligt 5,2 mio. kroner fra Moskva

    “Lister viser, at Ole Sohn modtog godt 5,2 mio. kr. fra Sovjet fordelt på syv hemmelige leveringer”, skriver BT i dag, men selvom dokumentationen virker solid, så leveres afsløringen noget forbeholden, og øvrige medier nedtoner. Sohn er kun ‘mistænkt’.

    Fra dagens BT – De røde: Her er beviserne.

    “Chefarkitekten bag SFs politiske succes, gruppeformand Ole Sohn , har flere gange forsøgt at sløre sandheden og ændret forklaringer i sagen om ét af den kolde krigs store mysterier: Overførslen af millioner af sorte kroner fra Moskva til det danske kommunistparti…

    »Det har ikke noget på sig, men måske kan det sælge bøger. Vi har ikke modtaget støtte fra Moskva siden 20erne,« sagde Ole Sohn i oktober 1990. Kun et år senere erkendte Ole Sohn , at Danmarks Kommunistiske Parti havde fået indirekte støtte, blandt andet ved opkøb af partiavisen Land og Folk og ved at sende danske kommunister på rejser på op til et års varighed.

    Ole Sohn har imidlertid i alle 21 år, siden østkommunismen brød sammen, benægtet, at han selv har modtaget kontanter fra Moskva, men ifølge eksperter eksisterer der tunge beviser for, at Ole Sohn rent faktisk har modtaget pengene.

    Håndskrevne lister, som i årene efter murens fald blev smuglet ud af Kreml, viser, at Ole Sohn personligt adskillige gange har fået overrakt tusindvis af kroner. Leverancerne skete formentlig under møder på den sovjetiske ambassade i København…

    Af listerne fremgår det, hvordan Ole Sohn godt tre måneder efter at have modtaget sin første portion penge fra Moskva tog imod den næste. 22. december 1987 er han således bogført for et beløb på 347.632 kr. Næste pengeleverance til Sohn ankom 20. juni 1988, hvor han står noteret for modtagelse af 955.724 kr. Samme år tog han imod yderligere 713.113 kr, ligesom han i 1989 – det sidst bogførte år fra Kreml-listerne – modtog mere end 2,5 mio. kr…. I alt står Sohn noteret for modtagelse af over 5,2 mio. kr. fordelt på syv forskellige datoer.

    (DR Update, 17. oktober 2010: Mistanke om sorte penge; Intet på DR Online)

    Mere.

  • 22/5-01 Politiken – Moskva fyldte DKPs lommer.
  • 18/10-10 Ekstra Bladet – Se de 19 år gamle Ole Sohn-afsløringer.
  • Oploadet Kl. 17:24 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
    
    Niels Krause-Kjær: Sass Larsens Sohn-forsvar “udfordrer rækkevidden af manipulation”

    Jeg så Henrik Sass Larsen på TV2 News natten til lørdag, og undrede mig også over hans ringe argumentation. Niels Krause-Kjær uddyber kritikken på Berlingske blog – Sass og Sohn i udbrud.

    “En ting er Ole Sohns forsøg på at sammenligne sine egne møder med kammerat Honecker med Poul Schlüters statsbesøg i DDR i 1988. Det har Sohn gjort masser af gange gennem årene uden særlig held. Noget andet er, at det tilsyneladende lykkes Sohn-defensorer at relativere den tidligere DKP-formands venskab med nogle af historiens værste politistater.

    Socialdemokraten Henrik Sass Larsen får foreløbig førsteprisen. Sass Larsen forsøger i et bemærkelsesværdigt spin at sammenligne Ole Sohns tyveårige engagement som topkommunist med en rejse til Sydafrika, som Brian Mikkelsen som KU-formand foretog i 1988. Han forsøger at sammenligne det med en kronik, som en ung Per Stig Møller i 1970 skrev om, at der var noget at lære af Kinas formand Mao. Han prøver at sammenligne det med Lars Løkke Rasmussen, der som VU-formand i 1988 drog til Afghanistan og lod sig fotografere iført en AK-47 sammen med nogle afghanske mujahedin-krigere. Man må beundre Henrik Sass Larsen, at han her udfordrer rækkevidden af manipulation. Lars Løkke Rasmussen rejste gennem minefyldt område i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan for at finde et skoleprojekt og dermed hjælpe drenge og piger til en uddannelse i det ødelagte Afghanistan, alt imens den danske DKP-formand støttede det regime, som udførte forbrydelserne.

    Henrik Sass Larsen banker søm i sin argumentation i lørdagens udgave af Jyllands-Posten med følgende bemærkning: “De (altså Mikkelsen, Møller og Rasmussen, nkk) er alle ministre i dag. Kunne de begå den slags politiske manifestationer i deres ungdom, hvorfor skulle Ole Sohn så ikke kunne blive minister?”

    Alt tyder på, at vælgerne i almindelighed og SF’s vælgere i særdeleshed har et afslappet forhold til Ole Sohns fortid. Men at sammenligne den med en misforstået ungdomsrejse, en enkelt skæv kronik eller en på alle måder rigtig indsamling til et skoleprojekt er i bedste fald komisk. I værste fald uværdigt.”

    Oploadet Kl. 11:42 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    15. oktober 2010

    Ole Sohn skamroste DDR-regimet for sikringen af “basale menneskerettigheder” (okt. 1989)

    Ikke ligefrem en nyhed for Urias-læsere, men skønt at se historien på tryk. Stort opslag om Ole Sohn i dagens BT – Røde Oles sorte fortid (ikke online, se evt. Ole Sohn hyldede diktatur).

    “I årene siden murens fald er det lykkedes Ole Sohn – i strid med sandheden – at give offentligheden det indtryk, at han i den kolde krigs sidste år intet havde til overs for DDRregimet.

    Sohn, der ventes at få en betydelig ministerpost i en eventuel kommende S-SF-regering, har i interview efter murens fald blandt andet kritiseret landets manglende demokrati og forklaret, at han forudså Østtysklands kollaps.

    Men nu afslører et brev, som Ole Sohn – der i årene 1987-1991 var formand for Danmarks Kommunistiske Parti – sendte til den daværende DDR-leder, Erich Honecker, i forbindelse med regimets 40 års jubilæum i oktober 1989, at Ole Sohn var fuld af beundring for regimet…

    I brevet fremhæver den dengang 35-årige Ole Sohn , at den østtyske socialisme, der indebar alvorlige krænkelse af menneskerettigheder og indespærring af en hel befolkning bag muren til Vesttyskland, er til »stor inspiration«. Sohn roser også DDRs evne til at afskaffe arbejdsløshed, bolignød og for at give garanti »for unges uddannelse, billige basisfornødenheder, dvs. sikringen af en række basale menneskerettigheder«. Samtidig takker han DDR for i 40 år at have »udgjort en afgørende faktor for fred, sikkerhed og afspænding I Europa«, og dertil udtrykker Sohn i brevet »ønsket om fortsat fremskridt og fred«…

    Foruden brevet til Erich Honecker deltog Ole Sohn 7. oktober 1989, få uger før Østtysklands sammenbrud, i fejringen af politistatens 40 års jubilæum.

    På en tribune i Østberlin stod Sohn skulder ved skulder med en række af datidens største diktatorer… Sohns deltagelse i jubilæet og de begejstrede bemærkninger i brevet står i skærende kontrast til, hvad Ole Sohn tidligere har sagt om begivenhederne i DDR i tiden omkring murens fald.”

    (Uriaposten, 7. oktober 2006: DDR 40 år, 7. oktober 1989 – Ole Sohn fejrer…)

    Mere.

  • 15/10-10 Jyllandsposten – Ole Sohn imod tysk genforening.
  • Oploadet Kl. 06:52 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper