8. november 2012

Ikke-europæisk indvandring afgjorde valgene i Danmark, Frankrig og nu også USA

Kun 8.453 stemmer afgjorde folketingsvalget til Thornings fordel. Danmark formodes i dag at have over 100.000 stemmeberettigede muslimer, hvoraf 89,1 procent stemmer på rød blok, inklusiv det – hvad angår værdipolitik, herunder islam og indvandring – vel mest ventreekstreme parti, Radikale Venstre. I Frankrig vandt socialisten Hollande over Sarkozy med omkring 1,1 mio. stemmer. 93 procent af landets to millioner stemmeafgivende muslimer stemte på Hollande.

Og nu kom turen så til USA, hvor de 50 millioner latinoer, af hvilke langt over halvdelen er indvandret siden 1980, afgjorde valget. 75 procent af latinoerne stemte på Obama, som genvandt magten med knap tre millioner stemmer.

Det er klart, at indvandrere, som har svært ved at klare jobs på vores uddannelseskrævende og højteknologiske arbejdspladser foretrækker socialistiske kandidater, som går ind for større omfordeling til arbejdsløses fordel og bedre muligheder for familiesammenføring. Indvandring fra mindre udviklede lande er således reelt stemmeimport for venstrefløjen. Og ikke overraskende er det netop venstrefløjen, som arbejder på at åbne grænserne for denne type indvandring. Så skidt med, at både den indvandrertiltrækkende politik og udgifterne forbundet med velfærd og høj kriminalitet til og blandt indvandrerne betales af den oprindelige befolkning og sender firmaer til enten konkurs eller udlandet.

Berlingske – For få hvide til en republikansk sejr

“I 2004 udgjorde de 78 procent af alle vælgere; i 2008 var tallet faldet til 76 procent; i 2012 er den nede på 72 procent; og i 2016 ventes den at lande på 69 procent. Det betyder – rent matematisk – at republikanerne ikke længere kan »nøjes« med at vinde seks ud af ti hvide stemmer, som de plejer, for at vinde. Nej, de skal nu op på syv ud af ti for at kunne vinde fremtidige valg på deres store forspring blandt hvide, og det tror ingen på er muligt. …

I 2004 udgjorde de otte procent af alle vælgere; i 2008 var det ni procent; i 2012 er det ti procent; og i 2016 ventes det at runde 12 procent. …

Kombinationen af stadig færre hvide og stadig flere hispanics var den primære årsag til, at Mitt Romney tabte præsidentvalget – og det er uden konkurrence den alvorligste udfordring for Republikanerne ved fremtidige valg. Den tid, hvor partiet rutinemæssigt kunne vinde, hvis bare de kunne sikre sig solid opbakning fra hvide vælgere, er slut – og den kommer aldrig igen.

Oploadet Kl. 17:22 af Nicolai Sennels — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:


17. oktober 2011

Guided Democracy 2011

For nylig lavede Infomedia en undersøgelse, der burde have været på alle forsider. Mens jeg venter på yderligere info, kan jeg dog citere et par linier fra Journalisten.dk – De Radikale vandt kommentatorkampen:

De politiske kommentatorer bar vinderne frem under valgkampen. Enhedslisten og Liberal Alliance fik overvejende positiv omtale af de udskældte kommentatorer – De Radikale blev udelukkende omtalt positivt. Det viser en ny analyse fra Infomedia, der bliver bragt i Berlingske i dag.

Artiklen henviser til en kronik i Berlingske (10.okt.) Her lidt af Den kommenterede valgkamp:

Infomedia har foretaget en analyse af de politiske kommentatorers dækning af valgkampen i de største aviser, websites og TV-nyheder. Opgørelsen viser, at 57 procent af spaltepladsen og taletiden gik til at kommentere på proces- og personfokuserede emner såsom meningsmålinger (19 procent), alliancedannelser og blokpolitik (13 procent), interne uenigheder i de to blokke (11 procent om blå blok, 7 procent om rød blok), samt Thornings skattesag (5 procent). De resterende 43 procent blev fordelt bredt ud over mere indholdsmæssige emner, med hovedvægt på økonomiske emner (25 procent) og udlændingepolitik (11 procent).

Øvrige substantielle emner måtte derfor nøjes med begrænset opmærksomhed, herunder udenrigspolitik, sundhed, klima, miljø, socialpolitik, folkeskole, uddannelse, EU og kultur. Alle fik de omkring 1 pct. af omtalen eller mindre. Hans Engell kritiserede i Ekstra Bladet TV-duellerne for ikke at magte at sætte nye punkter på dagsordenen. »På intet tidspunkt er Helle og Løkke blevet udfordret på f. eks. udenrigs- og EU-politik, klima, miljø, socialpolitik, bolig, kultur, forsvar, energi eller ti andre emner« (15. sep. 2011). Som det fremgår af Infomedias analyse, blev denne udfordring heller ikke taget op af de politiske kommentatorer selv.

Nu kunne man mene, at 43 procent opmærksomhed på indholdsmæssige emner trods alt er relativt meget, og måske mere end man kunne forvente. Men bag tallene ligger, at disse emner typisk sættes ind i en strategisk kontekst. F.eks. blev emnet udlændingepolitik udelukkende behandlet som en brik i et spil – som et ’udlændingekort’, der blev kastet. Flertallet af de øvrige indholdsmæssige emner fik samme behandling. Når et politisk udspil blev lanceret, kredsede kommentarerne typisk om, hvad udspillet ville betyde for chancen for (gen)valg, snarere end hvad udspillet i praksis kunne tænkes at betyde for borgerne i Danmark.

Det er ikke irrelevant at spørge sig selv om, hvorvidt vi overhovedet har demokrati i Danmark. Ved valget i 2007 sprang man EU-debatten over, selvom vi netop havde haft den berømte Metock-dom og desuden stod overfor tiltrædelsen af en ny forfatning. Dengang enedes midter-blokken om at skyde EU-debatten til efter folketingsvalget, nemlig i forbindelse med en evt. folkeafstemning. Da folketingsvalget så var forbi kunne centraladministrationens jurister belejligt vurdere, at der ikke var suverænitetsafgivelse nok til en folkeafstemning, hvorefter et folketing sammensat uden forudgående EU-debat kunne sanktionere tiltrædelsen af den såkaldte Lissabon-traktat. En EU-politik ganske uden folkeligt mandat.

Denne gang måtte vi hverken diskutere EU eller indvandring/islam. Og for at være helt sikre på at få ram på den værdipolitiske højrefløj fik man mediekonsensus om støtte til R, Ø og LA. Valget skulle altså udelukkende handle om økonomi, hvorefter vi fik en ny regering der fører cirka samme økonomiske politik som den forrige. Til gengæld fører den en stærkt venstreorienteret værdipolitik. Altså igen en politik som folk ikke har haft rimelig mulighed for at tage stilling til.

Vi har en kirkeminister, der også er ligestillingsminister og dermed er designet til at presse bøsseægteskaber ind i folkekirken. En kulturminister, der vil nedlægge Det Kongelige Teaters gamle scene og omskabe vore museer i “nydanskerne”s billede. En udenrigsminister, der samarbejder med araberne om at nedlægge Israel. En Europaminister, der straks afskaffer DFs ekstra grænsekontrol, selvom andre former for kontrol bare vokser og vokser. En integrationsminister, der placerer ansvaret for den dårlige integration i vor tones manglende andægtighed.

Fortsæt selv listen, pointen er ganske klar: Vi har IKKE valgt de ændringer af kursen, denne regering har lagt, og derfor har folketingsvalget været et skoleeksempel på fupdemokrati anno 2011.

Oploadet Kl. 17:41 af Kim Poulsen — Direkte link17 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper