17. april 2014

Alle hævder DF er økonomisk uansvarlige: Vil have 0,8 pct. off. vækst – under det halve af Fogh-æraens

Socialisten Ole Hækkerup, konservative Mads Holger, og flere liberale politikere angriber i disse dage Dansk Folkeparti, for at være økonomisk uansvarlige. Guderne skal vide, at jeg personligt ikke gider bidrage mere til den multikulturelle velfærdsstat, men lad os lige få proportionerne på plads.

Der bliver flere ældre, og flere og flere på offentlige overførsel, og den nemmeste måde at minimere det offentlige udgiftsniveau, vil i praksis være at stoppe kædeindvandringen fra kulturfjerne lande. Import af bistandsklienter, betyder højere skat for den arbejdende dansker. Sværere er det ikke.

BT har interviewet Kristian Thulesen-Dahl, der sætter skabet på plads – DF: Løkke er nødt til at lytte.

“Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti nægter at juble over deres fremgang i meningsmålingerne, før de har set et valgresultat. Men de har klare holdninger til, hvad de kan gå med til på den anden side af et folketingsvalg.

Og de vil have plads til vækst i den offentlige sektor – stik imod de tre andre borgerlige partiets ønske om nulvækst.

- Lars Løkke kører sin politik, og vi kører vores politik. Det er ikke sådan, at vi stiller ultimative krav, men vi satser på, at han bliver nødt til at lytte til os, og vi har det sådan, at der skal være plads til en begrænset vækst i den offentlige sektor, så vi kan hjælpe det stigende antal syge og ældre. Vi havde en vækst i 00′erne på to procent i gennemsnit, og nu taler vi om 0,8 procent vækst, som om det er ren overflod. Det mener vi ikke, det er, siger han.”

Mere.

“De sidste seks år under Nyrup voksede det offentlige forbrug med 2,3 procent om året. I de seneste seks år under Fogh har væksten i gennemsnit ligget på 1,3 procent om året, hvis man regner finansloven for 2007 med.” (Information, 8. januar 2007)

“For mens den gennemsnitlige vækst i privatforbruget i 00′erne var 1,2 procent årligt, lå den tilsvarende vækst i det offentlige på 1,8 procent.” (Politiken, 4. januar 2010)

“Årsagen til stigningen er, at regeringen har planlagt at lade det offentlige forbrug stige gradvist fra 0,4 procent til næste år til 0,75 procent i slutningen af perioden, hvilket svarer til en gennemsnitlig stigning hen over årene på 0,6 procent.

Ifølge den liberale tænketank Cepos giver besparelser i den størrelsesorden luft til markante lettelser af skatten. … Før valget mente Venstre, at det offentlige forbrug skulle vokse med 0,8 procent frem mod 2020.”

Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer


6. april 2014

Arbejdssky Enheds-socialist kræver økonomisk lighed – Lars Tvede om det borgernære liberale Schweiz

For fire år siden hørte jeg Peter Andreas Ebbesen i P1 Formiddag. Her forklarede han med hård retorik, at han ikke var tilhænger af den ‘kristne arbejdsmoral’, og ligefrem betragtede arbejde som værende en forbandelse. Selvom han personligt ikke gider arbejde, er den tidligere Enhedslisten-politiker dog kompromisløs tilhænger af økonomisk lighed. Faktisk så meget, at han finder det nødvendige at true folk der ikke mener det samme.

(Peter Andreas Ebbesen på Facebook, 5. april 2014)

Herunder lidt fra en fremragende klumme af finansmanden Lars Tvede, der laver en direkte sammenligning mellem velfærdssocialistiske Danmark med det borgernære liberale Schweiz. Fra Berlingske – Sådan er Danmark – set fra Schweiz (23. marts 2014).

“Siden jeg var 16, har jeg boet 20 år i Danmark og 20 år i Schweiz, og landenes forskelle fascinerer mig. Befolkningerne i de to lande deler faktisk de samme centrale målsætninger:

1. Alle borgere skal have tryghed og frihed.
2. Alle skal have en fair chance, og de syge og svage skal hjælpes.
3. Man skal beskytte miljøet.
4. Man skal sikre økonomien for fremtidige generationer.

Så ja, ens mål, men når vi kommer til løsningerne, går de vidt forskellige veje.

Lad os starte med frihed. Her er de to lande ret ens bortset fra begrebet ‘økonomisk frihed’, hvor Schweiz ligger i spidsen… En anden forskel er personlig tryghed. Schweiz har ca. den halve berigelseskriminalitet af Danmark og tillige den halve voldskriminalitet, så man går mere trygt på gaden og sover mere trygt om natten.

Jobsikkerhed og arbejdsmarkedsregler er ret ens og ret effektive i begge lande, men arbejdsløsheden er altid lavest i Schweiz. …

Schweizerne har det halve sygefravær på arbejdspladserne og lever gennemsnitligt tre år længere end danskerne. Samlet koster sygehusvæsenet nogenlunde samme andel af BNP i de to lande, men schweizisk sygesikring er markant bedre end Dansk. Ventelister er nærmest ikke-eksisterende, akut syge afhentes ofte med helikopter, læger udleverer typisk medicin direkte i stedet for at udskrive recepter, og hospitaler føles under tiden som gode hoteller.

Schweizernes bedre helbred skyldes måske også, at de har en sjettedel af den danske tilbøjelighed til alkoholisme. Sammen med den lavere kriminalitet tyder det på bedre social sammenhængskraft og harmoni.

De schweiziske skoleelever scorer gennemsnitligt bedre i såvel læsning som matematik og videnskab i PISA-undersøgelsen end de danske. … på typiske velfærdsmålsætninger som personlig sikkerhed, job, lavindkomster, helbred og uddannelse ligger Schweiz bedst, og de afspejles også i, at schweizerne i 2013 lå på niendepladsen i det såkaldte Human Development Index, mens danskerne holdt plads 15.

[...]

Mange danskere undrer sig over Schweiz. Hvordan kan man have social harmoni, tryghed, sundhed, gode uddannelser og et rent miljø, hvis skatterne er minimale og staten halvt så stor som i Danmark? … I 2013 lå Schweiz på førstepladsen i Global Competitiveness Report, hvor Danmark var nummer ni. Schweiz var ligeledes nummer et på Global Innovation Index, der beregnes af bl.a. Cornell University og INSEAD. Her var Danmark igen nummer ni.

… den schweiziske stat er meget lille og kun har syv ministre, som mange schweizere ikke kan huske navnet på. … Langt det meste afgøres i kantonerne (gennemsnitsstørrelse 300.000 indbyggere) eller i nærsamfund inden for kantonerne (gennemsnitligt 2.800 indbyggere). Kantonerne har har eget politi, skolevæsen, sundhedsvæsen osv. De har også hvert deres skattesystem, som kan være endog meget forskellige. Nogle har arveskat, men andre ikke; nogle opkræver ejendomsskatter og andre ikke, en enkelt har helt flad skat, og selv bilafgifter afviger fra kanton til kanton, hvorfor de udsteder egne nummerplader.

Schweizerne hader topstyring og ekspertvælde og satser på nærdemokrati og folkevid. De har direkte demokrati, og mange offentligt garanterede ydelser leveres af private virksomheder i konkurrence – ikke mindst i sygesikring. Der er intens konkurrence mellem kantoner, nærsamfund og private leverandører af offentlige services. Det forklarer efter min mening ikke blot det forbløffende høje offentlige serviceniveau, men tillige de lige så forbløffende lave skatter.

Konkurrence gør nemlig underværker. Ligesom biler, øl og computere bliver bedre og billigere af konkurrence, sker det samme med offentlige ydelser.

[...]

Momsen er i Schweiz under en tredjedel af i Danmark, og i Schweiz betaler folk med mellemindkomster (ca. 700.000 kr. tilsammen typisk ca. 20-25 procent i indkomstskat, sygesikringsbidrag og socialbidrag. De højeste marginalskatter er i de fleste kantoner på ca. 30-35 procent og starter ved indkomster på ca. 7 mio. kr., men nogle steder er topskatten nede omkring 20 procent.

Selskabsskatter og udbytteskatter er også markant lavere i Schweiz, og der betales ingen skat på kapitalgevinster. I alpelandet koster strøm grundet lavere moms og afgifter ca. en tredjedel mindre end i Danmark, ligesom biler koster under det halve. I Schweiz skal man typisk kun tjene ca. en fjerdedel til en ottendedel af, hvad man skal tjene i Danmark, for at kunne købe den samme bil.

Set fra mit schweiziske perspektiv er Danmark et land med gode intentioner, men med betonagtige og irrationelle løsninger. Ja, tryghed, lige muligheder, værn om de svageste og bæredygtighed er fire rigtigt gode målsætninger. Men nej, monopolstat, centralisering, gældsætning og brandbeskatning er fire rigtigt dårlige løsninger. Den meget bedre løsningsmodel ser vi i Schweiz: 1. Decentralisering, 2. Private firmaer til at løse offentlige opgaver samt 3. Markant lavere skatter.”

Mere om talmaterialet på DKCH.info.



29. marts 2014

Ole Witt-Hansen: Efter Murens fald erstattede RUC dialektisk materialisme med socialkonstruktivisme

Vise ord fra lektor emeritus Ole Witt-Hansen i Jyllands-Posten – En massiv faglig elendighed.

“Indtil for 25 år siden var de akademiske lærere på gymnasier og universiteter omfattet af akademisk integritet og pædagogisk autonomi. De fik deres faste løn for at passe deres arbejde, og deres arbejde var at formidle akademiske kundskaber til elever og studenter. Punktum. …

De akademiske traditioner blev som bekendt løbet over ende af de sociale ideologier i 1970’erne, da objektiv viden på RUC måtte vige for marxistisk dogmatik og sindelagskontrol. Efter Murens fald i 1989 udførtes der på RUC et imponerende stykke ideologisk akrobatik, idet man erstattede den dialektiske materialisme med socialkonstruktivismen, men fastholdt det centralistiske jerngreb ved nu at bekende sig til det neoliberalistiske new public management.

Ideologisk set minder udviklingen fra omkring årtusindskiftet på mange måder om den kinesiske kulturrevolution. Man forkastede fuldstændig de tidligere akademiske traditioner. Man indførte en ny omfattende nomenklatura, som ikke fandtes i nogen nudansk ordbog, og som ingen forstod, men som på sælsom vis fremstod som progressiv i dets nedvurdering af objektiv viden. …

Som ved den kinesiske kulturrevolution blev traditionelle akademiske kundskaber afskaffet og erstattet med det rent ideologiske begreb: tværfaglighed. Tværfaglighed har intet akademisk, videnskabeligt, fagligt eller pædagogisk grundlag. Kun en lommefilosofisk adkomst, ‘at det er bedre at se en sag fra to sider’.

Som det altid har gjaldet fra RUC, er formålet med undervisning ikke at tilegne sig viden, men at lære at opsøge viden og vurdere dets ‘egnethed’ set gennem de ideologiske briller. Dette bliver nu praktiseret i gymnasiet under det stærkt misvisende navn ‘almen studieforberedelse’. I det hele taget har det, som tidligere var undervisningssystemets egentlige opgave – at formidle objektiv viden – stort set ingen prioritet længere.

Oploadet Kl. 13:47 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


15. marts 2014

Bitter blog: “Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?”

Jeg lever fint uden X Factor, men Bitre Bob har en god kommentar. Fra Bitter blog – Che Guevara: Et portræt.

“Che Guevara var en kommunistisk massemorder, der internerede mennesker, han ikke kunne lide – deriblandt homoseksuelle – i lejre, og han foretog personligt over 200 henrettelser. Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?

… I årets X Factor show – ja, lad bare som om, at du ikke ser det, hvis du er lige så flov over det som mig – deltager sangerinden Lucy Mardou. Hun er atypisk for det populistiske, popkapitalistiske X Factor koncept. Hun bor nemlig i Thy-lejren sammen med sin mand og sit barn, og hendes varemærke i showet er at udtrykke ro, salighed og fuldstændig hvilen-i-sig-selv. Hendes sange er som regel dramatiske… og de er fyldt med dejlige, naturlige og positive ‘vi ønsker fred og kærlighed’-vibrationer, mens hun foretager sine ekspressionistiske dansetrin som en eller anden debil, pothøj, asetroisk troldkvinde. …

Hvad sker der så, mens hygge-tykke Lucy udfylder scenen og er åh-så-forstående og omfavnende over for alt og alle omkring hende? Blachman siger undskyld for sin i øvrigt ganske berettigede kritik, og mens hun overskudsagtigt proklamerer, at han ikke skal undskylde for noget, der bare er hans mening, panorerer følelsespornokameraet over på hendes mand, der …

(Hector Breki Geirsson, X Factor, 7. marts 2014; Se & Hør)

… bærer en Che Guevara T-shirt. Jamen, jeg forstår det ikke? Så vores alle sammens lille, kærlighedssprudlende zen-Buddhafigur danner par med en mand, der har en massemorder som idol? Endda en, som har forfulgt vores tids ellers mest allerhelligste minoritet, de homoseksuelle?

[...]

‘Hvorfor går du så meget op i det, Bob? Det er bare en T-shirt,’ siger du og trækker på skuldrene. Og lige præcis dét udsagn viser, at du intet har fattet. Intet. Det er jo netop den trækken på skuldrene, den ligegyldighed og den selvfølgelighed, som følger i kølvandet på fremvisningen af sådant et modbydeligt symbol, der beviser, at socialismens vold og tvang er fuldstændigt accepteret i vores samfund. Lige fra folkeskolen og langt ind i regeringen, omend man med rette kan sige, at der for tiden godt nok ikke er særlig lang vej mellem netop de to ståsteder i livet.

Socialismen har i sandhed for længst sejret. Åh ja.”

Oploadet Kl. 07:31 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


9. marts 2014

Dansk Nordkorea-fan afviser kritik af regimet: “… der er ikke nogen som lever i i ekstrem rigdom”

Anders Kristensen fra Nordkorea-venskabsforeningen definerer socialisme i et interview med Ekstra Bladet.

Anders Kristensen, Formand for ‘Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea’: Der er jo mange der siger at Nordkorea er et af de mest lige samfund i verdenen, så kan man sige, at alle er lige fattige, men der er ikke nogen som lever i ekstrem rigdom. Det kan godt være partiledelsen har nogle materielle goder og så videre, det skal de jo have for at det kan fungere, i det samfund de skal fungere i, men de lever ikke et vildt luksusliv.

Oploadet Kl. 01:04 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


1. marts 2014

Bent Jensen, Ulve, får og vogtere: Om Sperling, Villaume, Lykketoft og ‘journalisten fra Jyllands-Posten’

Som Klaus kjøller pointerer i Berlingske, så er medieomtalen af Bent Jensens nye to-bindsværk om Den Kolde Krig, et skoleeksempel på hvorledes MSM formidler ukomfortable nyheder. Vi får ‘proceshistorien’ om en ‘kontroversiel’ forsker, der skamroses af borgerlige og kritiseres af røde, men meget lidt om de konkrete resultater af historieforskningen, der ellers leveres i citatform direkte fra hidtil ukendte kilder.

(Mere om udgivelsen: Snaphanen, Deadline, P1, Politiken)

Her lidt fra Bo Bjørnvigs faktamættede anmeldelse af ‘Ulve, får og vogtere’ i seneste Weekendavisen – De kolde kapitalister og de varme røde (ikke online).

“… det gik vildt for sig. VS var langt ude. Sten Folke, der sad i Folketinget for VS fra 1975-84, mente at sabotageaktioner mod amerikansk ejendom ville være bevidstgørende for arbejderklassen og blev støttet af flere medlemmer af VS’ hovedbestyrelse, hvorefter det indgående blev drøftet, ‘hvordan man forud for udførelsen af sabotagen skulle informere befolkningen gennem propaganda, så den lettere ville kunne forstå sabotagehandlingen.’ Her lå Sten Folke på linie med Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland, der igen støttede sig til Lenin, der mente at terror havde en opdragende effekt på masserne. I vores NATO-allierede Vesttyskland virkeliggjorde Rote Armee Fraktion ideerne og myrdede fremtrædende kapitalister, men fik dog ikke som planlagt ram på forbundskansler Helmut Schmidt og hans udenrigsminister.

Danske Studerendes Fællesråd forsvarede i pjecen ‘Baader Meinhof-gruppen – derfor vold’ RAFs terrorangreb som ‘moralsk rigtige’, fordi RAF-medlemmerne var ‘soldater’, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialismen.

I efteråret 1977 kulminerede RAF-aktionerne, samtidig med at fire medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP i et forsøg på at få frigivet RAF-fangerne kaprede et Lufthansa fly og tvang det til Mogadishu. Hvilket fik VS-folketingsmedlemmet Litten Hansen til at erklære, at det var magthaverne, der definerede, hvem der var terrorister: ‘Jeg tror man holder op med at betragte volden som terror i det øjeblik, man fatter, hvorfor volden er god.’ VS’eren Vibeke Sperling mente, at den danske venstrefløj kunne lære af den tyske venstrefløjs erfaringer: ‘De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Nu må det være vores opgave (…) at give startskuddet til åbning af fronten.’

Interessant er historieprofessoren Poul Villaume, der som medlem af det stalinistiske KAml forsvarede Stalin og dermed også hans udrensninger, ja han beklagede tilmed, at der var en planlagt udrensning, som Stalin ikke fik gennemført. Ikke overraskende advarede han mod ‘NATO’s storstilede planer om en atomoprustning af Vesteuropa’. Det er ikke mindst interessant, fordi Poul Villaume i dag er administrator af store forskningsmidler til studier af Den Kolde Krig, hvilket mærkeligt nok ikke synes at forarge nogen af dem, der har så travlt med, at Bent Jensen er forudindtaget.

Der er nok af absurde eksempler at tage af, hvilket Bent Jensen gør med fryd, og han kan da heller ikke lade være med at sammenligne disse ‘frihedskæmpere’, som de anså sig selv for at være, med de russiske dissidenter. De sidste satte virkelig noget på spil og endte i fangelejre eller på psykiatriske afdelinger: ‘Deres [de danske venstreorienterede] forsøg på at fremstille sig som martyrer, udsat for alle hånde repressalier og undertrykkelse, må betegnes som patetiske.’ I virkeligheden tilhørte de danske venstreorienterede den mest privilegerede generation i Danmarks historie.

Den yderste venstrefløj, altså til venstre for SF, udgjorde højst 6,4 procent af vælgerkorpset, mens de på de højere læreanstalter repræsenterede mere end 50 procent. … Mobiliseringen af masserne lykkedes ikke.

[...]

Vi får også at vide, at Lykketoft i sine unge dage skrev, at Sovjetunionens udenrigspolitik efter 1945 – altså indlemmelsen af Østeuropa – var en forståelig reaktion på amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens ‘vældige’ og fredelige genopbygningsprojekt.

Det kunne være ungdomsnykker, men Lykketoft blev senere en af dem, der støttede fodnote-politikken og Norden som atomfri zone. Det er en linie, som genfindes hos alle dem, der så på USA som fjenden, der gjorde Danmark til oplagt krigsmål for Østblokken. … Ligesom det i sin tid undrede mig, da jeg som lærer på Krogerup Højskole oplevede en kollega i fuld alvor foreslå, at vi skulle erklære Krogerup for atomfri zone.

[...]

Beretningen om journalisten fra Jyllands-Posten, som angav østtyske borgere til Stasi er ikke rar, og der er andre ubehagelige afsløringer.
Spioner og især påvirkningsagenter havde det let her i landet, fordi der var så mange åndsbeslægtede, som så venligt mod øst og vredt mod vest.
Jørgen Dragsdahl ikke mindst, der arbejdede på Information, som Bent Jensen ser som en af de vigtigste desinformations-kilder her i landet, fordi bladet så ivrigt kolporterede Sovjetunionens holdninger.

Spion-sagerne gennemgås så detaljeret som PET og Statsministeriet nu tillader det, men det er ikke meget, de tillader. Forfatteren fortæller om, hvornår de to institutioner har nedlagt forbud mod at citere eller nægtet at fremskaffe dokumenter og sætter et hammerog-segl emblem som symbolsk hån.

Faktisk forekommer PETs og Statsministeriets obstruktion at være på kanten af loven, al den stund der foreligger en folketingsbeslutning om, at Center for Koldkrigsforskning bør have adgang til de samme papirer, som forskerne bag DIISrapporten og PET-kommissionen havde. Det er ikke sket.”



24. februar 2014

SF’s Annika Smith: Mindre muslimforskrækkelse og vulgærkapitalisme, mere drømme, håb og æstetik

Der er noget patetisk over politikere, der ikke ønsker at magten, fordi det fjerner fokus fra det væsentlige i politik – social indignation, drømme, håb og æstetik. Folketingskandidat for SF Annika Smith i Politiken – En vulgærkapitalistisk højrefløj venter efter næste valg.

“Det ringer stadig for mine ører. Braget fra dagen hvor SF nåede sit blå bristepunkt og forlod regeringen. Splittelsen på venstrefløjen er i dag total. Men SF må rejse sig igen og mane til forsoning. … man rammer bunden og overlever, bliver man klogere på sig selv, glad for at være i live og taknemmelig ved tanken om alle de nye veje, man kan gå for at komme op på toppen igen. Det er følelsen, jeg lige nu har som medlem af SF. …

Det ligger i SF’s dna at kæmpe for økonomisk lighed på alle tænkelige måder. Det skal vi stå mere ved fremover. … Det er afgørende, at SF og Socialdemokraterne nu genfinder den sociale indignation og vender vælgernes modvilje til respekt. Ellers vil alt vores arbejde om kort tid blive rullet tilbage.

Dansk Folkeparti vil give liv til deres drømme om at udstøde alle muslimer og lukke Danmark af med grænsebomme. Venstre vil have nulvækst i det offentlige og begrænse den universelle ret til velfærd, skolegang og sygepleje. Liberal Alliance vil have minusvækst for at give himmelhøje skattelettelser til dem, der har rigeligt med penge i forvejen, og de unge, der står til at overtage Liberal Alliance, vil give danskerne lov til at bære skydevåben og sælge organer. Konservativt Folkeparti vil lægge sig i slipstrømmen af Venstre.

Alle vil de blokere for øget regulering af bankerne, kreditinstitutterne og de vanvittige bonusordninger, der skaber risikabel investeringsadfærd i finansverdenen. Og alle vil de lukke diskussionen om et bæredygtigt vækstparadigme, hvor menneskelig trivsel, rent miljø, ressourcegenbrug og dyrevelfærd kommer i højsædet.

En vulgærkapitalistisk højrefløj og et muslimforskrækket Dansk Folkeparti er kort sagt, hvad der venter Danmark, hvis højrefløjen vinder næste valg. Det går ikke. Som en af mine venner sagde forleden: ‘Jeg er dødtræt af, at vi mennesker konstant markedsgøres og værdisættes som produktionsenheder. Vi gøres efterhånden alle op i vores effekt på bruttonationalproduktet – ikke som individer med drømme, håb eller æstetik’.

(Socialistisk Folkepartis Annika Smith med Politikens Thomas Korsgaard; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 20:59 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:


29. januar 2014

Lidt om Corydons røde kritikere: Tidligere og nuværende kommunister, Enhedslistens yderste vnstrefløj

Det var ikke meningen jeg ville blogge om salget af Dong, men samrådet desangående kørte live på TV2 News i går, og her kunne man se umiddelbart efter hinanden høre kritik af beslutningen fra Frank Aaen (Enhedslisten & Danmarks Kommunistiske Parti), Uffe Elbæk (tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Venstresocialisterne, Kommunistisk Forbund) og slutteligt Karsten Hønge, der nu har skabt en større krise, fordi han på sin anden dag som suppleant for SF’s Anne Baastrup, åbnede op for Socialistisk Folkepartis udtræden af regeringen.

På TV fortalte Hønge blandt andet, at han altid har stemt SF, men hvis han gjorde det som aktiv i Socialistisk Uddannelsesfront i 70′erne, så gjorde han det næppe som byrådskandidat for Venstresocialisterne i Skive tilbage i 1978-79. Senere blev han aktiv i anti-kapitalistiske Attac.

Der var dog også kritik fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen-Dahl, der med vanlig tæft for folkedybet, kobler sig på mediernes kampagner. Nu kan man så høre, at dagens demonstration på Christiansborg Slotsplads mod salget, ikke vil tillade talere fra Dansk Folkeparti, Danmarks i skrivende stund 3. største parti. Taler bliver derimod folk som Aaen (kommunist), Elbæk (tidl. kommunist) og FOA-formand Dennis Kristensen (tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Danmarks Kommunistiske Parti).

(Demonstration: Stop salget af Dong ved Jacob Lausch Krogh og Mille Stockner; Facebook)

Arrangørerne mener Dansk Folkeparti er ‘for antimuslimsk’, men selv uden denne kommentar havde de fleste nok gættet at demonstrationen er funderet i det venstreradikale miljø. Demostrationen er arrangeret af dem Politiken kalder ‘Jacob og Mille’, Jacob Lausch Krogh og Mille Stockner. Begge er aktive i Enhedslisten (Amager Vest og Høje Taastrup), først tillige i trotskistiske Internationale Socialister, og selvom nogle vil huske sidstnævnte som tv-ekspert i en venstreradikal mærkesag, så har hun en autonom fortid og stillede op for det revolutionære parti ved kommunevalget sidste år. De ses ofte til ‘antiracistiske’ demonstrationer.

Begge er benhårde marxister og tilhører Enhedslistens yderste venstre flanke. Da tidligere AFA-leder Pelle Dragsted forrige år argumenterede for nødvendigheden af et mere medievenligt principprogram, var Jacob Lausch Krogh blandt kritikerne. Ordene herunder illustrerer at kritikken er rettet mod kapitalismen som sådan, ikke Dong, eller bekymringer relateret til danskernes forsyningssikkerhed.

“Vi kan ikke eliminer kritikken ved at omformulere vores principprogram da det kritikerne mener er udemokratisk er vores grundlægende principper. Hvilket jeg vil argumenter for i dette indlæg i et håb om at årsmødet vedtager at programdiskutionen skal tage udgangspunkt i vores nuværede principprogram og kun lave mindre sprooglige ændringer, så det endnu tydeliger at vi er et revoluitionært socialistisk parti (Jacob Lausch Krogh på Facebook, 17. april 2012; stavefejl bevaret)

Da socialdemokraterne og Det Radikale Venstre trak sig fra en ‘antiracisme’-demonstration i Århus tilbage i 2008 var Jacob Lausch Krogh (ironisk nok) blandt dem der kritiserede beslutningen. “Det var en fejl at melde afbud”, skrev han i Information i et indlæg, der sætter demonstrationens udgangspunkt i relief. Det er helt okay med militante venstreradikale til en demonstration, men ikke et parti der repræsenterer hver sjette dansker.

Selvom Karsten Hønge ikke mere er revolutionær kommunist, så er han formentligt velkommen til demonstrationen. Tidligere på måneden kunne man se ham på TV2 Fyn argumentere for et muslimsk bederum i et kommende supersygehus på Fyn. Alt andet er udtryk for ‘smålighed’.

Der skal nok være gode argumenter mod Goldman Sachs og enhver anden international aktør der vil investere i Dong, men hånden på hjertet – for de fleste kritikere er problemet den frie markedsøkonomi, og ikke nationens behov for forsyningssikkerhed. Begge argumenter preller af på undertegnede.



23. januar 2014

Messerschmidt om filosofi-studerende der blev direktør for EU-støttet ‘frelst, politisk hjernespind’

Morten Messerschmidt i topform – EU-penge til knaldrød propaganda.

“EU-kommissionen har også indset, at det kan betale sig at fedte for Europas magtfulde socialistiske nasse-klasse og dens forkælede unger, som trods endeløse studier både mangler jobs, penge og underholdning.

Derfor hælder EU-kommissionen for eksempel 902.000 kroner i en obskur, selvbestaltet organisation, som hedder ‘Europæiske Alternativer Ltd.’, forkortet EURALTER, så den kan lave et ‘Manifest for Europæisk Demokrati, Solidaritet og Lighed’. Det har taget ‘tre års folkelige konsultationer og transnationale debatter med tusinder af borgere’ (Hvilke ‘borgere’?) at bruge pengene. Resultatet er en farvestrålende pamflet, hvor alle 140 sider emmer af frelst, politisk hjernespind: automatisk legal status og flere rettigheder til alle indvandrere – lovlige som ulovlige; ingen flygtningecentre; stop for udvisning af romaer; forbud mod at lede efter nye kul- og gasforekomster; borgerløn på 60 mindst procent af løngennemsnittet til alle; skat på luksusvarer – og naturligvis: mere magt til Europaparlamentet.

Når jeg nævner 902.000 kroner fra EU til fremstilling af ‘Manifestet’, er det langt fra det hele, for der skal også holdes liv i de 20 ansatte – hvoraf de fleste har læst kommunikation og sociologi – på EURALTER’s kontor i Storbritannien. Så her lægger EU-kommissionen 2.250.000 kroner hvert år – udover 1,5 mio. skattekroner andetsteds fra. Den Jesus-lignende Niccolo Milanese blev aldrig færdig med sine filosofistudier, men han er nu direktør for EURALTER…

Hvem forærer dem pengene? Det gør EU-kommissionen. Eller rettere: Den har så travlt, at den har overladt det til Agenturet for Audiovisuelle Medier, og Kultur, EACEA, som gennem de sidste seks år har haft travlt med at uddele 1,5 milliarder kroner til at fremme EU’s anseelse.

Europas socialister klynger sig til EU, og det kan jeg godt forstå, for deres utopi vinder fremme. Men jeg kan ikke forstå, at erklærede liberale og konservative aldrig protesterer med et kvæk.

(Niccolo Milanese, direktør for EURALTER)



13. januar 2014

P1: “Hvorfor ikke bare gøre det hele mere retfærdigt, og give arven tilbage til samfundet når vi dør?”

Jeg holder en lille pause med P1, men nogle gange kaldes intern venstrefløjsdebat for nyheder, og så ender det på DR Online – Drop striden – giv arven tilbage til samfundet.

Vores arvesystem er asocialt og skaber ulighed. Derfor bør vi overveje at lave det om, siger forskere.

Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at det ville være interessant at bevæge sig helt væk fra tanken om, at vi har krav på at arve fra vores forældre. … I stedet skulle det, vi efterlader os, når vi dør, tilhøre samfundet.

Men det centrale er jo, at arv handler om penge, man ikke selv har arbejdet for, siger professor og forskningsleder på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, Verner Møller.

- Det er jo ikke sådan man siger, at jeg vil have det der er mit. Nej, man siger: Jeg vil have det, der ikke er mit. Jeg vil have det, der er mine forældres. Så hvorfor har børn overhovedet krav på det, som er tilbage, når forældrene dør, spørger han. …

- Det, der skaber den største ulighed, er arveformuer, for der er jo nogen, der aldrig arver. Det er en ret asocial idé, siger Verner Møller.”

(DR Online, 12. januar 2014: ; Netværket på P1)

“”Hvorfor ikke bare gøre det hele mere retfærdigt, og give arven tilbage til samfundet når vi dør?” (Netværket på P1, 11. januar 2014)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »