14. marts 2019

Hamborg, 9. marts 2019: ‘Luksus für alle’ – “Gegen Nazi-hooligans und religiösen Fundamentalismus”

Det tog mig flere dage at komme over weekendens tur til Hamborg, og selvom det sociale var i højsædet, så fik jeg naturligvis taget en del billeder. Vi boede på et hotel ved Elbbrücken, men tilbragte mest tid i St. Pauli. Det var her koncerten fandt sted fredag aften, og der var også gang i den lørdag aften. Vi talte syv mandskabsvogne på Reeperbahn, og med al den sexisme der var i området omkring Herbertstrasse, må antifa’erne have haft travlt.

(Molotow, St. Pauli, Hamborg, 8. marts 2019)

Vejret var ikke til sightseeing, men vi gik 10-15 kilometer begge dage, og fik trods alt set en del. Vi så Christianskirchen, Hauptkirche Sankt Michaelis og ruinerne af den gotiske St.-Nikolai-Kirche, der blev sønderbombet under krigen, og i dag blot fungerer som et mindesmærke.

(Der et popolo, ‘For Gud og folket’)

Derudover så vi Jüdischer Friedhof i Altona, og sluttede af med en tur til det mondæne haveområde, hvor vi blandt andet så koncerthallen Elbphilharmonie Hamburg.

Der er gået lidt inflation i taxi-anekdoter, men da vi skulle hjem efter midnat, fandt vi en taxi-kø og tog den forreste. En lettere overvægtig araber, trykkede på tælleren, mens jeg forklarede ham hotellets adresse, få sekunder før jeg spurgte om vi kunne betale med kort. Intet indikerede det modsatte, men vi havde lige fyret vores sidste Euro af på slave-øl og en peanutblanding på et skummelt værtshus. Han eksploderede spontant, brokkede sig over, at han nu skulle om bag i køen, og pointerede at vi skyldte ham 10,70 Euro. Vi forlod taxien, og da han kørte derfra råbte han noget truende ud af sideruden. Vi undrede os over, at man overhovedet kan køre taxi i en storby som Hamborg uden at tage imod kort. Han fik hvad han fortjente – ikke en cent.

Beatles platz, lige overfor Hooters, hvor maden var middelmådig, men betjeningen helt i top.

Vil man vide hvad der foregår inde i hovedet på den yderste venstrefløj, er St. Paulis gadebillede ganske velegnet. De er ikke helt upåvirket af tilvandret islamisme, men er dybt forankret i revolutionære idealer, og vold dyrkes ganske utilsløret. Politiske modstandere skal bekæmpes fysisk på gadeplan.

Anti-Islam: ‘Free Gaza from Hamas!’; “Gegen Nazi-hooligans und religiösen Fundamentalismus”

Arbejderklasse 2.0: ‘Luksus für alle’; “I did’nt go to work today… I don’t think I’ll go tomorrow”

Idolerne: Che Guevara, homohadsk massemorderisk stalinist; Bob Marley, homohadsk rastafari

Militans

Anti-tysk: “Halt die Fresse Deutschland!” (Hold din kæft, Tyskland!)

Diverse

(NB: Mobilfoto)



6. marts 2019

Om Venezuela-indslag på DR1: “… kunne have været historien om en vellykket socialistisk revolution”

Landsformand for Nye Borgerlige Ungdom, folketingskandidat Mikkel Bjørn Sørensen, giver et godt eksempel på verden ifølge DR. Sakset fra Facebook.

“‘Jeg er på vej til det, der kunne have været historien om en vellykket socialistisk revolution’.

Sådan starter DR søndagens program om Venezuelas økonomiske kollaps. Problemet er imidlertid, at fænomenet ‘vellykket socialistisk revolution’ er et ligeså stort fantasifund som alverdens fabeldyr og mytologiske væsener.

På bare 20 år er Venezuela gået fra at være et af verdens rigeste lande til et fattigdomspræget humanitært kaos, hvor befolkningen sulter og pengesedlerne er så lidt værd, at man laver tasker af dem.

Da jeg i weekenden besøgte mine forældre og derfor så programmet i deres stue, hørte jeg min mor kommentere: ‘Altså, det må jo være fordi, der er noget galt i fordelingen mellem de rige og de fattige’.

En tankegang, der desværre er medvirkende årsag til hele miseren, men som er udpræget dansk. Idéen om, at vi ved omfordeling og øget beskatning kan bane vejen til velstand. Men det økonomiske kollaps skete først ved valget af Chavez i 1998 og de deraf følgende bestræbelser på at bekæmpe kapitalismen og fordele landets ressourcer mere ligeligt.

I Danmark er det kapitalismen og markedskræfterne, der muliggør den store velstand og de deraf potentielt høje skatter. Venezuela genblomstrer først, når friheden og retssamfundet genoprettes. Socialismen er en modbydelig ideologi, hvis dunkle følgevirkninger spøger, hvor end den forsøges udbredt. (Mikkel Bjørn Sørensen, 5. marts 2019)

(Collage: Kristian Almblad i 21 Søndag om fattigdom i Venezuela, 3. marts 2019)

“Landet er plaget af massiv fattigdom og befinder i en humanitær krise. Alene i 2019 er 2,4 millioner borgere rejst ud af landet, viser tal fra FN.” (DR.dk, 4. marts 2019)

Oploadet Kl. 21:55 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer


10. februar 2019

Arbejderen opgiver trykt udgave: “Vi har over flere år oplevet, at mediestøtten er blevet beskåret… “

Ansvarshavende redaktør Birthe Sørensen for Dagbladet Arbejderen fortæller til Ritzau, at Arbejderen.dk har ‘omkring 60.000 besøgende hver måned’. Godt en tredjedel af Uriaspostens besøgstal, trods en overlegen grafisk brugerflade, mediestøtte og et kadre af aldrende aktivister. Socialisme fungerer dårligt uden andre folks penge.

Fra Politiken – Efter mere end 40 år er det slut: Danmarks kommunistiske avis dropper papirudgave.

“Avisen Arbejderen opgiver sin trykte papirudgave efter i over fyrre år at have været en trykt, kommunistisk publikation. Det skriver Arbejderen på sin hjemmeside. …

Vi har over flere år oplevet, at mediestøtten er blevet beskåret…

‘De store danske mediers skandaløse dækning af den aktuelle situation i Venezuela leverer hver dag gode argumenter for, hvorfor det er nødvendigt med medier, som ikke blot følger regeringens og EU’s taktstok. Der er brug for en avis som Arbejderen’, skriver chefredaktøren.”

(Tienditas International Bridge ved den Columbianske grænse, blokeret af Maduro; Foto: Yahoo)

Apropos Venezuela.

The Venezuelan military barricaded a bridge at a key border crossing with Colombia, issuing a challenge Wednesday to a U.S.-backed effort by the opposition to bring humanitarian aid into a nation plagued by shortages of food and medicine.

The Tienditas International Bridge was blocked the day before with a giant orange tanker, two large blue containers and makeshift fencing near the border town of Cucuta, Colombian officials said.

The bridge is at the same site where officials plan to store humanitarian aid that opposition leader Juan Guaido is vowing to deliver to Venezuela.” (Yahoo News, 7. februar 2019)

Oploadet Kl. 00:28 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


22. januar 2019

Amanda Sofia Margareta Lind, ny svensk kulturminister: 38-årig miljøaktivist med dreadlocks…

På mange måder er de mere ærlige i Sverige. Hvor vi i Danmark foregiver at have en rivaliserende højre- og venstrefløj, så melder de klart ud i Sverige. Målet er ikke realpolitiske ændringer, der tilgodeser de formuende eller de arbejdsløse på kort sigt, men erodering af den folkelige nationalstat over generationer. Når det vigtigste bliver at holde nationalsindede udenfor indflydelse, kan en socialdemokrat relativ uproblematisk føre borgerlig-liberal politik. Det handler om magten, og fastholdelse af status quo. Slow boiling før valget. Slow boiling efter valget.

Sveriges nye kulturminister hedder det gode svenske navn Amanda Sofia Margareta Lind, og er født i Uppsala, et par år før Oluf Palme blev statsminister for anden gang. Hun er formand for Miljøpartiet, og bærer dreadlocks – og er således et ganske fint symbol på Sveriges deroute. Man kan altid grine ad Sverige, men vi havde faktisk fjorten måneder med kulturminister Uffe Elbæk for få år siden. Som lemminger mod kanten, mens vi diskuterer tempoet.

“In the West, since gatherings of hippies became common in the 1970s, dreadlocks have gained particular popularity among predominantly caucasian, counterculture adherents such as hippies, crust punks, New Age travellers, goths and many members of the Rainbow Family. Many people from these cultures wear dreadlocks for similar reasons: symbolizing a rejection of government-controlled, mass-merchandising culture or to fit in with the people and crowd they want to be a part of…” (Wiki)

(Amanda Lind, ny svensk kulturminister; Foto: SR)

“Löfven har nu bidt hovedet af al skam og accepteret et regeringsgrundlag, som er lodret imod alt, hvad han gik til valg på. Nordisk mester i løftebrud. Tilmed lader den slatne socialdemokrat sig presse til i hele valgperioden at holde Vänsterpartiet (svarende til Enhedslisten i Danmark) uden for indflydelse. At holde regeringens parlamentariske grundlag helt udenfor er en del af det skriftlige regeringsgrundlag. At Vänsterpartiet alligevel undlader at stemme imod den nye regering – i stedet for at stemme rødt – er utroligt. … Man starter altså en regeringsperiode i Sverige med et flertal, hvis hovedmål er at holde partier, der repræsenterer 26 procent af de svenske vælgere, helt uden for indflydelse. …. Hvad kan vi lære af det? … At Danmark intet kan lære af fjolserne i Stockholm.” (Hans Engell, Ekstra Bladet, 20. januar 2019)

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer


27. december 2018

Poul Høi i podcast: Kun tilfældigheder gør, at vi ikke i dag taler om ‘røde Adolf istedet for brune Adolf’

Da jeg hørte, at Berlingskes Poul Høi havde lavet en podcast-serie med titlen ‘Da Adolf blev Hitler’ forventede jeg det værste. Som journalist er han dybt tendentiøs, og det kunne næsten kun ende med en solid omgang Trump-analogi. Foromtalen så dog lovende ud. At de historiske detaljer var nødvendige at få frem, da ‘Hitler er blevet trivialiseret’. Faghistorikeren var måske alligevel bedre end journalisten.

Første afsnit afdækker myter om nazismens fødsel, som Hitler satte ord på i ‘Mein Kampf’, skrevet i fængslet efter det mislykkede ølstuekup i 1923. Særligt den sidste er interessant. Myten om at Hitler blev opvakt nationalsocialist, fordi de etablerede politikere havde svigten nationen under 1. Verdenskrig. Via Spotify.

Poul Høi, historiker: Efter han blev udskrevet fra sygehuset i Pasewalk vendte han tilbage til München, og han vendte tilbage til München af en simpel grund, og det var fordi han skulle demobiliseres som soldat. Altså, en forholdsvis administrativ forteelse. Og der lå hans regiment, her havde hans regiment hovedkvarter. Han vender tilbage til et München, som er helt anderledes, end det München han tog afsted fra i 1914.

Der havde været revolution i München. Socialisterne havde taget magten, og en Kurt Eisner havde udråbt sig selv som statens premierminister. Staten hed nu Folkestaten Bayern (Volksstaat Bayern, Kim). Eisner, han var socialist, han var teateranmelder, han var journalist, og så var han også jøde. Så hvad gjorde Adolf Hitler, da han vendte tilbage? Den angiveligt vakte Hitler, nazisten Hitler, hvad gjorde han? Han gik vel ind i et højreorienteret frikorps, for at bekæmpe socialisten og jøden Eisner. Gjorde han ikke? Det ville da være helt oplagt at gøre for en mand der var så politisk vakt, som han angiveligt var. Ikke?

Nej, det gjorde han ikke. Han gik i stedet for i Eisners tjeneste. Han forlængede sin kontrakt med den bayerske hær, der nu var en del af Folkestaten Bayern, og han og hans kollegaer i regimentet, de gjorde hvad Folkestaten bad dem om. Det er også et interessant billede, for revolutionen udviklede sig som den slags altid gør – den begynder at æde sine egne. Eisner bliver dræbt, og ved hans bisættelse, der kan man se hans ligfølge, og ifølge mange historikere kan man lige præcis i følget se ingen ringere end Adolf Hitler. Den angivelige nazist Adolf Hitler, som går bag ved socialisten og jøden Kurt Eisners kiste. Der er noget der ikke stemmer her, og det bliver værre. For i 1919 tog bolsjevikkerne så magten, altså de sovjet-tro bolsjevikker, tog magten i München. De udråbte nu Sovjetstaten Bayern (Bayerische Räterepublik, Kim). Hæren, den bayerske hær, blev omdøbt til den røde hær, og soldaterne gik med rødt armbind.

Det må være det. Hertil og ikke længere. Han kan vel ikke være en del af Sovjetstaten Bayern, kan han? Jov, det kunne Adolf Hitler. Han fortsatte. Han puttede det røde armbind på sin uniform, og ikke nok med det. Hans kammerater valgte ham også i 1919 til det nye sovjetiske soldaterråd. Han var nu ‘Vertrauensmann’ i Sovjetstaten Bayern. De valgte ham formentligt ikke fordi han var en antisemitisk nazist, for vi ved, fra et valg i 1919, at 72,5 procent af soldaterne i Hitlers regiment, de var enten socialister eller socialdemokrater. Så hvis han havde været en glødende antisemit, sådan en glødende nationalist eller nazist, så havde de formentligt ikke valgt ham. Det er ikke sikkert, at han var socialist eller kommunist, det er ikke sikkert at han fulgte Sovjetstaten Bayern og troede på alt de troede på, men han var åbenbart heller ikke så meget imod, at hans kammerater ikke kunne vælge ham som ‘Vertrauensmann’. Den bayerske sovjetrepublik, den faldt i maj 1919. …

Han blev ikke nazist i 1918 i Pasewalk. Det blev han først efter en meget omskiftelig politisk tilværelse i sommeren 1919. Og det pudsige er jo, at hvis tilfældighederne havde villet det bare en lille bitte smule anderledes, så kunne vi i dag havde talt om røde Adolf istedet for brune Adolf.

(Adolf Hitler til Kurt Eisners begravelse, 26. februar 1919; Foto: Reddit)

Oploadet Kl. 23:17 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


21. december 2018

Mordhorst undsagde Jordan Peterson-arrangement, “… der ‘tematiserede’ maskulinitet på den måde”

CBS-professor Mads Mordhorst vil ikke provokere minoriteter med fædrelandskærlige sange, og med den viden, er det skræmmende at høre, at han var en del af kuratorgruppen bag Bertel Haarders ‘Danmarkskanon’. Internationale socialister har altid haft det svært med nationalstaten, uden egentligt at formulere et troværdigt alternativ. Fra ortodoks marxisme til kulturmarxistisk ‘redepisseri’ på en generation.

Fra et indlæg hos Forskerforum – CBS-affære om sang er også intern institut-konflikt.

“Nu kan FORSKERforum så afsløre, at der har været en debat internt på instituttet om, hvad CBS-ansatte kan og ikke kan i CBS’ navn. Konkret handler det om et debatarrangement i aften om en kontroversiel, højredrejet canadisk kulturkriger: ‘Hvorfor snakker alle pludselig om ham der Jordan Peterson?’. Et af dagens temaer lyder: ‘Historien om patriarkatet er fake news. Kvinder og mænd har brug for hinanden, og børn har brug for en mor og en far som mesterlære i dualismen mellem det maskuline og det feminine’ …

Mordhorst blandede sig i den interne debat og tog afstand fra et sådant arrangement i en mail til instituttets ansatte: Instituttet burde ikke stå som arrangør af et sådant arrangement, der tematiserede ‘maskulinitet’ på den måde (mail til LPF-instituttets ansatte). Mordhorst understregede, at han gik ind i debatten med et personligt synspunkt og ikke som vice-institutleder.”

(Morgensang ved CBS, Solbjerg Plads, 21. december 2018; Foto: Tilsendt)

“Jeg sad sammen med Mads Mordhorst fra CBS i Bertel Haarders kuratorgruppe vedr. Danmarkskanon.

… Efter at vi havde løst opgaven i fordragelighed… sagde han til mig, at vi stod ‘langt’ fra hinanden rent politisk.

Det blev jeg overrasket over at høre, da jeg politisk ser mig selv på midten. Men han bekendte sig som hjemmehørende på den yderste venstrefløj. Så det må være, fordi politik på venstrefløjen i dag næsten kun handler om identitetspolitik og om man er for eller imod det nationale, at han sagde dette. Så kan liberale personer, som mig selv, pludselig se sig selv opfattet som hørende hjemme et stykke ude til højre.

Det er fuldstændigt tosset, at det er kommet dertil. Set fra den vinkel må alle partier til højre for Enhedslisten altså anses for højrepartier.” (Michael Böss på Facebook, 21. december 2018)



13. december 2018

De Gule Veste: Lavere skat, højere off. ydelser, udmeldelse af EU, Nato… og ‘prevent migratory flows’

Flere nationalsindede ser positivt på udviklingen i Frankrig, og i fredags afholdt den danske bevægelse sin første demonstration. Blandt talere og tilhørere var flere gode kræfter, men det franske udgangspunkt er lidt for fransk, og bør ikke kopieres. Alt for venstreorienteret, og en alt for konspiratorisk anti-globalisme. Lidt som Pegida Dresden, der trods alt havde indvandring som mobiliserende omdrejningspunkt. Det har ‘Gilets Jaunes’ ikke.

(Rolf Krake fra ‘#TheGreatAwakening’ taler for De Gule Veste, Christiansborg, 7. december 2018)

Macron blev kun præsident, fordi han for flertallet af franskmændene var et mindre ringe alternativ end Front Nationals Marine Le Pen. Det er værd at huske på. Han var bagud på point fra starten.

De Gule Veste der de senere uger har hærget Paris og flere franske storbyer har givet medierne en umulig opgave. Først blev optøjerne uretfærdigt associeret med højreradikale, men hovedparten af demonstranterne er fredelige arbejdere, og desværre også socialister. Det fremgår klart af teksten citeret nederst i denne post.

For medierne er den svær at vinkle. Ethvert oprør der ikke entydigt kan associeres med støvletrampende nazister, må nødvendigvis være udtryk for folkelig kassekamp i marxistisk forstand. Socialister, der er frustrerede over manglende socialisme, forstås. De Gule Veste passer ikke ind i kassen, for er der en rød tråd, så må det være et opgør med elitær globalisme. Det skal medierne nok skrive om, når alt andet er gendrevet af virkeligheden.

Den løse organisering forvirrer, men i sidste uge offentliggjorde de et manifest med 25 punkter under fire overskrifter. Det er langt ude – max 25 procent i skat, forhøjelse af velfærdsydelser med 40 procent, nationaliseringer, udmeldelse af EU og Nato, og næstsidst, bevidst underspillet: “Prevent migratory flows that cannot be accommodated or integrated, given the profound civilizational crisis we are experiencing”.

Macron kan droppe afgiftforhøjelser på benzin (tjek), men kravene er revolutionære, ikke bare i forhold til markedsøkonomien, men også i forhold til globalismen (og indvandringen). Brændte biler og knuste ruder redder ikke Frankrig, men hvis det kan presse et paradigmeskifte igennem, før det er for sent, så er det okay med mig. Også selvom venstrefløjen, betragter det som deres folkelige bevægelse. Det er ikke det væsentlige her. Ingen kan vide hvor det hele ender, men pt. forbliver min gule vest i bagagerummet.

(De Gule Veste med anti-Marrakesh-parole, Paris, 8. december 2018; Foto: Youtube)

Udvalgte krav fra ‘Gilets Jaunes’, december 2018.

– A constitutional cap on taxes – at 25%
Increase of 40% in the basic pension and social welfare
– Increase hiring in public sector to re-establish public services
-Break up the ‘too-big-to-fail’ banks, re-separate regular banking from investment banking
– Cancel debts accrued through usurious rates of interest

– Frexit: Leave the EU to regain our economic, monetary and political sovereignty…
– Clampdown on tax evasion by the ultra-rich
– The immediate cessation of privatization, and the re-nationalization of public goods…
– Quadruple the budget for law and order and put time-limits on judicial procedures.

– Reindustrialize France (thereby reducing imports and thus pollution)

– End France’s participation in foreign wars of aggression, and exit from NATO
– Cease pillaging and interfering – politically and militarily – in ‘Francafrique’…
– Prevent migratory flows that cannot be accommodated or integrated, given the profound civilizational crisis we are experiencing



3. november 2018

Brasilien: Haddads vicepræsidentkandidat Manuela D’Ávila, formand for ‘Partido Comunista do Brasil’

‘Brasiliens nye justitsminister var med til at fængsle modkandidat’, skrev DR Online i går om Bolsonaros valg af Sergio Moro. Moro var som dommer tæt involveret i kampen mod korruption, og var med til at få fængslet venstrefløjsikonet Lula for korruption begået som præsident. “Han førte ellers klart i meningsmålingerne.”, noteres henkastet, og så kan læserne jo selv forbinde punkterne.

Det er ikke lykkedes mig at finde en kritisk artikel om præsidentvalgets socialistiske alternativ Fernando Haddad (PT), og absolut intet om hans vicepræsidentkandidat. Hun hedder Manuela D’Ávila, og er formand for PCdoB, Partido Comunista do Brasil, det brasilianske kommunistparti. Tilsyneladende mindre kontroversielt, end ‘tough on crime’-udtalelser fra Jair Bolsonaro.

(Vicepræsidentkandidat Manuela D’Ávila, formand for Partido Comunista do Brasil; Foto: Sul21.com.br)

“PCdoB originally established itself as an organization historically linked to the Marxist-Leninist tradition of the Communist International. Its political and ideological identity was consolidated as opposing the so-called 1960s ‘revisionism’, identified with the directions taken by the USSR after the 20th Congress of the Communist Party of the Soviet Union. PCdoB then aligned itself with Maoism. After the People’s Republic of China began making economic reforms in 1979, PCdoB decided to align itself with the Socialist People’s Republic of Albania, an example of consistency and fidelity to Marxism–Leninism in the opinion of its leaders.

In the 1980s, the Soviet crisis was assessed by PCdoB as the result of the growing integration of the USSR with capitalism and the ’social-imperialistic’ policies applied by it; the Soviet regime was characterized as a kind of state capitalism. In 1991, as the crisis had reached Albania, PCdoB decided to reassess its theoretical formulations about revisionism, and became nonaligned. At its 8th Congress in 1992, PCdoB innovated itself by criticizing the Bolshevik experience. The party reaffirmed its adherence to Marxism–Leninism and socialism, taking a different path from several other Communist organizations throughout the world.” (Wiki)

(Fernando Haddad og hans kommunistiske vicepræsidentkandidat Manuela D’Ávila; Foto: Reuters)



31. oktober 2018

Kristian Thorup: “Venstrefløjen overser de klassemæssige perspektiver i udlændingepolitikken.”

Hvis man vil vide hvad venstreorienterede tænker, kan man blot tænde for radioen. Forleden røg jeg ind en længere snak på Radio24syv mellem Lars Trier Mogensen og forfatter Kristian Thorup, i anledningen af sidstnævntes nye bog. Thorup sagde meget fornuftigt, men kunne som venstreorienteret ikke tage den fulde konsekvens. Virkeligheden skulle partout presses ind i marxistisk forståelse. Det er en hård kamp han har givet sig selv, men i det mindste er den defensiv.

Interview med Kristian Thorup på Altinget.dk – Forfatter i opråb til venstrefløjen: Lyt nu til, hvad DF’s vælgere har at sige. Læs det hele.

“… selvom SF i nogen grad og Socialdemokratiet i særdeleshed har tilnærmet sig Dansk Folkeparti, besvarer venstrefløjen stadig DF-vælgernes bekymringer om indvandringen med fordømmelse, hetz og latterliggørelse, hvilket kun har skubbet vælgerne længere væk. Samtidig overser partierne til venstre for midten den underliggende klassekonflikt, der ligger gemt i udlændingepolitikken: en konflikt, hvor ulemperne ved indvandringen hovedsageligt rammer de ressourcesvage i samfundet, mens de ressourcestærke går fri.

Det er analysen fra Kristian Thorup, der er aktuel med debatbogen Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere. Kristian Thorup, der selv er erklæret venstreorienteret, retter sin kritik mod de ‘multikulturelle’, venstreorienterede politikere og meningsdannere, hvis frygt for at blive sammenkædet med racisme og fremmedhad har forhindret venstrefløjen i at adressere den åbenlyse sociale og økonomiske slagside af de mange indvandrere, der er kommet til Danmark.

Venstrefløjen overser de klassemæssige perspektiver i udlændingepolitikken. De udlændinge, der er kommet til Danmark, har ikke været særlig veluddannede, og derfor har de presset det ufaglærte og faglærte arbejdsmarked, hvor lønningerne er blevet holdt nede. Vi har samtidig været dårlige til at integrere dem på arbejdsmarkedet, og det har betydet, at mange minoritetsgrupper desværre trækker uforholdsmæssigt meget på velfærdsstatens ydelser”, siger Kristian Thorup og tilføjer:

‘Samtidig ser vi en sociogeografisk skævvridning, hvor den fejlslagne integration ses tydeligst i de socialt belastede boligområder og den almene boligsektor, hvor arbejderklassen bor. De har problemerne helt inde på livet i modsætning til de ressourcestærke, der bor i velhavende kommuner og fine kvarterer.’ …

Venstrefløjspartierne er blevet overtaget af akademikere og middelklassen, som ikke ved specielt meget om, hvad der egentlig rører sig i arbejderklassen. Men hvis man vil føre klassekamp og arbejde for et mere lige samfund, hvilket man jo stadig ønsker på venstrefløjen, så nytter det ikke, at man ingen forbindelse har til arbejderklassen. Så er der en form for hykleri over det,’ pointerer Thorup. …

Venstrefløjen skal ikke være bange for den indignation og utilfredshed, der ligger gemt i højrepopulismen. Hvis man indser, at der faktisk er et potentiale i populismen og bruger det rigtigt, kan det blive en drivkraft bag et venstreorienteret projekt med fokus på gamle grundprincipper som ligestilling, kritik af social kontrol og religionskritik, som jo hele tiden har været venstrefløjens idealer,’ siger Thorup.”


Rød professor undsiger Trump-rapport: Bedre biler, større huse, højere privatforbrug, “… siger intet”

Donald Trumps økonomiske rådgivere har netop udgivet en rapport, der går i rette med Bernie Sanders’ socialisme, der er kraftigt inspireret af den nordiske velfærdsmodel. Danske politikere fra begge sider afviser konklusionerne, og Det Liberale Venstres kronprins går hele vejen i forsvaret for socialisme: “Det her er fake news…”.

(Whitehouse.gov, 2018, The Opportunity Costs of Socialism, s. 28)

Indvandring kan finansiere efterløn, lød det fra RUC-lektor Bent Greve i bloggens barndom, senere blev han socialdemokratisk politiker, og i dag er han så professor. Det er så ham DR Nyheder har givet opgaven at skyde rapporten ned. Det lykkedes på ingen måde, men svarene er sublime i al sin enfoldighed. Bare fordi amerikanerne har ’større huse, kører i billigere biler og har et højere gennemsnitligt privatforbrug, så siger det intet om den reelle levestandard. Konklusionerne er ‘politisk tendentiøse’ og ‘udenfor kontekst’, supplerer økonomen Jacob Kirkegaard. Det var ham som Bernie Sanders hyldede sidste år, for sit socialistiske klarsyn.

(Collage: Bent Greve, professor, velfærdsstatslig aktivist)

Statsfinansieret propaganda på DR.dk – 6 påstande om ‘nordisk socialisme’: Professor dumper Trumps rapport.

“I en ny økonomisk rapport fra det Det Hvide Hus med titlen ‘The Opportunity Costs of Socialism’ (Socialismens alternativomkostninger, red.) konkluderes det, at levestandarden i USA er mindst 15 procent højere end i de nordiske lande – herunder Danmark. …

Trumps økonomiske rådgivere underbygger deres overordnede påstand med en række tal for økonomiske og samfundsmæssige forhold, der sammenligner de nordiske lande med USA. …

DR har bedt professor i samfundsvidenskab og velfærdsforsker ved Roskilde Universitet, Bent Greve om at vurdere en række af rapportens budskaber og påstande. …

Konklusion i rapporten: Det er billigere at eje en pickup-truck i USA end i de nordiske lande. En gennemsnitlig lønmodtager skal arbejde 4,4 timer om ugen i USA for at dække udgifter til en Ford Ranger – hvorimod en gennemsnitlig lønmodtager i Danmark skal arbejde i 6 timer.

Bent Greve: – Det siger blot noget om de politiske valg, der er blevet truffet omkring afgifts- og skattesystemet. Danmark har historisk set valgt at have en høj afgift på biler for at beskytte betalingsbalancen, da vi ikke selv producerer biler, og fordi det fungerer som en beskatning til folk, der har mange penge. …

Konklusion i rapporten: Husene er større i USA. Tidligere undersøgelse har påvist, at den gennemsnitlige husstørrelse i de nordiske lande er mindre end gennemsnittet for de fattigste husstande i USA.)

Bent Greve: – Det interessante er ikke nødvendigvis størrelsen af huset. Det siger ikke i sig selv noget om levestandarden. Der er en lang række kvalitetsparametre, som man også skal kigge på for at lave en fornuftig sammenligning af landene – som for eksempel adgang til vand, varme og sanitet.

På baggrund af de nævnte delkonklusioner i rapporten, mener professor Bent Greve, at det er uholdbart at konkludere noget generelt om levestandarden.

(DR.dk, 6 påstande om ‘nordisk socialisme’: Professor dumper Trumps rapport, 29. oktober 2018)

Apropos.

“Tager man medianindkomsten (altså den ‘midterste’, ikke gennemsnittet) i OECD-landene, og justerer man for forskelle i købekraft, ligger den i USA på lidt over 30.000 dollar, mens Danmark ligger på godt 27.000 dollar. Kun Sverige, olielandet Norge og bankstaten Luxembourg ligger højere end USA.

Men hvordan hvis man sammenligner os med USAs 50 delstater og justerer for disses indbyrdes købekraftsforskelle? Hvis Danmark var en stat i USA, ville vi komme ind blandt de ti delstater med de laveste medianindkomster – på niveau med delstater som Arkansas og Tennessee og kun lidt foran f.eks. Kentucky og Mississippi. Sverige ville komme ind på 45. pladsen.” (Professor Peter Kurrild-Klitgaard, Hvis Danmark var en stat i USA, 2016)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper