14. september 2016

Johanne Schmidt-Nielsen køber villa i liljehvidt kvarter: Bliver nabo til Christian, Malene, Marie-Louise..

Flere medier fortæller, at Johanne Schmidt-Nielsen netop har købt fast ejendom i Valby. En nydelig murermestervilla på Bjørnsonsvej til den nette sum af 6.415.000 kroner, i det liljehvide forfatterkvarter på grænsen til Vesterbro. Det kan næsten ikke bliver mere dansk. På den ene side bor Christian & Malene, på den anden side Marie-Louise, og lige over for Birte, Keld, Pia og Torben.

Københavns Kommune skal næste år modtage 335 flygtninge, og Schmidt-Nielsens nye villa virker som skabt til formålet. Den er blot på 153 kvadratmeter, men har derudover 80 kvadratmeter kælder, en vidunderlig loftsetage, en stor udestue samt ifølge salgsopstillingen – “et praktisk udhus i forlængelse af boligen”.

(Bjørnsonsvej, Valby, Danmark)

“Fremtidens Danmark er multikulturelt…” (Johannes Schmidt-Nielsen, 2003)

Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer

Vejle-gymnasium associerer ‘Internationalisering’ og ‘kritisk dialog’ med massemorderisk stalinist

Man må gå ud fra at Rosborg Gymnasium i Vejle har et par historikere ansat, og må således formode at det er af ideologiske årsager, de associerer en række plusord med den massemorderiske stalinist Che Guevara. ‘Internationalisering’ kunne dække over international socialisme, og ‘kritisk dialog’ må således betyde det modsatte.

“Rosborgs elever skal være gode til at indgå i anerkendende og kritisk dialog og til at handle i en global verden. Derfor indrager vi internationale og globale aspekter som en del af undervisningen.

Sammen med en række andre danske skoler deltager Rosborg i netværket Globale Gymnasier, hvor vi samarbejder om at udvikle eksisterende og nye initiativer, der kan bidrage til at styrke den globale dimension i undervisningen, bl.a. ved at gennemføre fælles efteruddannelseskurser for lærerne, udvikle nye undervisningsforløb og afholde elevcamps.” (Rosborg Gymnasium

(Foto: Rosborg-gym.dk, Internationalisering)

Dansk-chilenske Rubén Palma gengav i 2012 en række pointer fra Nicolas Marquez’ El Canalla – La verdadera historia del Che (2010, ‘Den Nederdrægtige – Ches sande historia’). Kritisk dialog på Che Guevara’sk.

“I den dagbog fra 1952, som dannede grundlag for filmen ‘Motorcykeldagbog’, fantaserede Che Guevara allerede om sin fremtidige fremfærd. Han skrev: ‘… aullando como poseído, asaltaré las barricadas o trincheras, teñiré en sangre mi arma y, loco de furia, degollaré a cuanto vencido caiga entre mis manos… Ya siento mis narices dilatadas, saboreando el acre olor de pólvora y de sangre, de muerte enemiga; ya crispo mi cuerpo, listo a la pelea…’ Oversættelse: ‘… hylende som en besat, vil jeg storme barrikader og skyttegrave, vil jeg dyppe mit våben i blod og, skør af raseri, vil jeg halshugge enhver besejrede som måtte falde i mine hænder… Jeg mærker allerede mine udvidede næsebor, smagende den syrlige duft af krudt og blod, af fjendens død; jeg spænder allerede min krop, rede til kampen…’

Che Guevara var en flittig leverandør af sociopatperler. I et brev sendt i januar 1957 til Hilda Gadea, hans første kone, skrev han. ‘Aquí, en la selva cubana, vivo y sediento de sangre, escribo estas ardientes líneas inspiradas…’ Oversættelse: ‘Her i den cubanske jungle, levende og tørstig efter blod skriver jeg disse glødende inspirerede linjer…’ Dette brev og flere andre, ligeledes dele af hans dagbøger, underskrev han som ‘Stalin II’.

‘Marcharemos el sendero de la victoria incluso si cuesta millones de víctimas atómicas… debemos mantener nuestro odio vivo y aventarlo hasta el paroxismo’. November 1962, til London Daily Worker. Oversættelse: ‘Vi vil marchere på sejrens sti selvom dette skulle koste millioner af atomofrer… vi skal holde vores had levende og blæse det op til et klimaks.’

‘El odio como factor de lucha, el odio intransigente al enemigo, que impulsa más allá de las limitaciones naturales del ser humano y lo convierte en una eficaz, violenta, selectiva y fría máquina de matar.’ Sagt af Che Guevara, i april 1967, i en tale til delegerede fra Asien, Afrika og Latinamerika.’ Oversættelse: ‘Hadet som en kampkatalysator, det kompromisløse had, som bringer et menneske ud over dets naturlige begrænsninger, og forvandler det til en effektiv, voldelig, selektiv og kold dræbermaskine.'”

Oploadet Kl. 15:09 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer

Ang. karaktermordet på Karina Pedersen: Velfærdsstaten er ikke bedre til at bryde social arv end USA

Hvis man kun spiller på modstanderens banehalvdel, så er det umuligt at tabe kampen. På samme måde med danske medier, der efter mere end en måneds debat om Mikael Jalvings sommerprogram på Radio24syv, som pavlovske hunde gik til angreb på mønsterbryderen Karina Pedersen.

Sagen kort. En halvkendt liberalist udgiver en erindringsbog, hvori hun argumenterer for, at velfærdsstaten ødelægger underklassen indefra. Alt krydret med personlige observationer fra ghettoen.

Mine erfaringer fra blokkene i Lystrup ligner til forveksling. Offentlig forsørgelse gør folk passive og uselvstændige, og fremelsker en offermentalitet, der forstærker problemet. En banal pointe, som flere har ytret de senere år, uden det har vakt større opmærksomhed.

Karina Pedersen er liberalist, og her er problemets kerne. Pludselig bliver subjektive erindringer opfattet som et ikke-venstreorienteret stridsskrift. Et partsindlæg der skal skydes ned for enhver pris, om nødvendigt med andres subjektive erindringer. Selektiv kritik er intet andet end et avanceret karaktermord, og det overrasker ikke, at TV2 Nyhederne nu har talt med Einar Bang Therkildsens klassekammerater. Velfærdsstaten er ikke til diskussion. Det multikulturelle samfund er ikke til diskussion.

Der er skrevet 100-vis af artikler om Karina Pedersens erindringer, men intet medie har forsøgt at verificere pointerne. Det kunne eksempelvis gøres med rapporten The Scandinavian Fantasy: The Sources of Intergenerational Mobility in Denmark and the U.S. (Heckman & Landersø), udgivet af Rockwoolfonden denne sommer. Velfærdstaten løser ikke sin fornemmeste opgave. Mere på Rockwoolfonden.dk.

(Rockwoolfonden, Nyhedsbrev, Juni 2016)

“Den dag børn er blevet voksne, vil de i vid udstrækning ende med at tjene nogenlunde det samme som deres forældre gjorde. Dette gælder i stort set samme omfang i Danmark, som det gør i USA. Sådan lyder konklusionen i et studie udført af nobelprismodtager James Heckman, professor i økonomi ved University of Chicago, og forsker Rasmus Landersø, Rockwool Fondens Forskningsenhed. Vi er overordnet set i Danmark på niveau med USA, når det kommer til spørgsmålet om at bryde – eller ikke bryde – social arv i forhold til indtjeningsmuligheder.” (s. 1)

“De manglende forskelle mellem de to lande er bemærkelsesværdige. Derfor er resultatet – ingen forskelle – blevet udsat for en vid række test. Et er, hvilke forældrekarakteristika man vælger at måle på. Men det spiller ingen rolle, om man måler på deres uddannelsesniveau, indtægt eller formue – resultatet er det samme: Ingen væsentlige forskelle mellem USA og Danmark. (s. 2)

“En mulig forklaring er således, at incitamenterne til uddannelse er lavere i Danmark end i USA. I Danmark er der alternativer, hvad enten det skyldes, at lønforskel-lene mellem høj og lav er markant mindre i Danmark end i USA, eller det bedre sikkerhedshedsnet i form af overførsler. Herved kan de tidlige, gavnlige indsatser i Danmark potentielt blive hæmmet af manglende til-skyndelser i løbet af ungdommen.” (s. 5)

Citater.

“Var Lisbet Zornig for eksempel udsat for en lignende kampagne. Stillede man spørgsmål ved hendes vidnesbyrd? Granskede man hendes barndom? Opsøgte man hendes skoleklasse? Nej, naturligvis ikke, for hun gik ikke i kamp mod systemet.” (Lennart Kiil, Folkets.dk, 5. september 2016: Karina P. og det store pressehysteri)

“Hun er ikke et produkt, men noget så gammeldags som eksistentialist. Hun anser mennesket for at være skyldigt og ansvarligt. Dernæst er Karina Pedersen noget for forfattere så usædvanligt: Hun er ikke med i Enhedslisten. Og det er helt ude i hampen. Hun skal kanøfles.” (Hans Hauge, Berlingske, 5. september 2016: Løgneren: Kan man faktatjekke fiktion?)

“Karina Pedersen viste sig for sin del virkelig at være helt ude i hampen, i hvert fald hvis man spørger hendes mor (som sjovt nok ikke blev underlagt et faktatjek), og selv om Metroxpress havde fundet den forkerte skoleklasse og derfor ikke selv stod for et faktatjek, var det hele jo ikke så godt, når man nu havde ophøjet Karina til en slags sandhedsvidne udi emnet Underklassen. Forargede røster krævede bogen tilbagekaldt, fordi den havde skadet den socialpolitiske debat (læs: Den kunne i sin yderste konsekvens lægge en dæmper på den umådelige pengestrøm), en boomerang var det.” (Niels Lillelund, Jyllands-Posten, 11. september 2016: Eventyr fortalte for børn)

Oploadet Kl. 12:14 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


5. september 2016

“… hvad der er et socialdemokratisk valgslogan det ene år, ophøjes det næste til politisk videnskab”

Liberale Anders Samuelsen spiller højt spil for at få partiets topskattelettelser gennemført, og der tales nu seriøst om et folketingsvalg i år. Topskatten er en socialistisk forbrydelse, men skal vi have et valg før tid, så skal det hverken være på grund af gylleudledning eller skattelettelser til nogle få tusinde danskere. Lad os få et udlændingevalg af Guds nåde, der tvinger alle til at tage stilling. Det flytter næppe konsensus i Folketinget, men gør det i det mindste sværere at tale udenom. Fantastisk kommentar af Niels Lillelund i Jyllands-Posten.

“Man bør ikke være i tvivl om, at den berømte topskat er en ideologisk skat. Punktum. Det ses alene af den voldgrav af klicheer, den beskyttes bag; vore unge, vore gamle, vore syge, vore skeløjede, vore nedslidte bryggeriarbejdere og vore kalveknæede postbude, verdens frelse med tilliggende tilskud til alting, alt det skal der være penge til, og det er topskatten, det står og falder med, må man forstå.

Sandheden er naturligvis, at det koster små tre milliarder ud af et budget på omkring 1.100 milliarder kr. at sætte topskatten de fem procentpoint ned, som Liberal Alliance med stor dramatisk effekt har krævet. Det kan gøres med et pennestrøg, men hvis LA havde troet, at man derfor ville få sat problemer under debat, har man gjort regning uden den massive mytologi, der garnerer velfærdsstatens træge dødskamp.

‘I mange år har der i den danske befolkning været et klart flertal for velfærd frem for skattelettelser,’ fastslår Rune Stubager, professor i statskundskab, for hvad der er et socialdemokratisk valgslogan det ene år, ophøjes det næste til politisk videnskab. Sagen er, at topskatten ikke så meget er en skat som en slags uformel grænse for, hvor meget det er tilladt at tjene i Danmark uden at havne i kategorien de rige svin, og i den henseende er det tabu at ville røre ved den. …

Alt det ved Lars Løkke godt på forhånd, og det er derfor eddersmart at foreslå en grænse på en million kr. i årlig indkomst. … imens opføres de rituelle skuespil efter den gængse tekstbog: Hvem bliver ramt af topskattelettelser, spørger DR, og så står den ellers på lagkagediagrammer uden ende; så og så mange penge til kassedamen, så og så mange tusind til direktørfamilien – som pressen skriver. …

Ligesom der i alle ordentlige eventyr hører trolde, hekse og prinsesser til, så er direktøren (ligesom kassedamen) en umistelig del af velfærdsstatens mytologi, for selv om direktør ikke er nogen beskyttet titel, og man kan være direktør for det hele eller bare sig selv og sin egen kaffemaskine, så ved vi nok, hvad en direktør er for en fætter. Og mens fjernsynet lader kameraet panorere op ad Strandvejen med de hvide villaer, ser vi for vort indre blik Herluf Bidstrups tegninger; han, den stolte modtager af Lenin-prisen i 1964 for sine elskelige streger, tegnede den fede direktør med jakkesæt og stor cigar, og denne karikerede kapitalist lever i vore hjerter, især i mediernes hjerter…”



25. august 2016

Underklasse-Karina: “Alle de sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner.”

Leny Malacinski har interviewet 40-årige Karina Pedersen, der er bogaktuel med Helt ude i hampen. Hun skærer det hårdt, men hun har en pointe. Set hos Zetland – Opråb fra bunden: Tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral.

“40-årige Karina Pedersen er et mysterium. Hun hævder at modbevise alle teorier om social arv, og hun hverken drikker, ryger hash eller tager stoffer og piller som sin mor og nogle af sine søskende. Hun har ikke lyst til at gå i detaljer om sit eget liv i dag. Hun holder sig til at sige, at hun har gået på gymnasiet og universitetet, hvor hun læste Østeuropa-studier og sociologi. Hun bor i København og har ikke noget fast arbejde, men modtager ikke ydelser. …

Hun mener, at det er det sociale system, der skaber de sociale problemer. Dermed skriver hun sig ind i debatten om, hvad man skal stille op med den underklasse, der for alvor er kommet på landkortet de seneste år: pisk eller gulerod? Mens nogle taler for at uddanne en hær af socialrådgivere, der kan arbejde med de problematiske familier, taler andre for at skære i de sociale ydelser og øge incitamentet til at arbejde.

Karina Pedersen vil slet ikke have et socialt system.

Alle de sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner. Det har ingen effekt overhovedet. Hvis vi fjernede alle socialrådgivere i dag, ville det ikke gøre nogen som helst forskel. Og det burde vi gøre.’ …

Elendighederne har Karina Pedersen efterladt sig i fortiden. Hendes mission i dag er at åbne Danmarks øjne for, hvem bunden af samfundet egentlig er. Ifølge hende har middelklassen en romantisk forestilling om den ædle fattige, den værdigt trængende, gode mennesker, der har mødt forhindringer. Sådan er det ikke i hendes verden.

Karina Pedersen mener, at underklassen konsekvent træffer dårlige beslutninger: I bogen skriver hun, at underklassen er vild med banko og andre aktiviteter, hvor tilfældigheder afgør, om man vinder eller taber. Derfor er det ikke deres skyld, hvis deres nummer ikke bliver råbt op i banko eller i livet. Hun skriver også, at hun nærmest bruger længere tid på at købe en cykel, end nogle kvinder gør på at finde den, de får børn med.

Karina Pedersen peger på julehjælpen som det ypperste udtryk for problemet. I bogen skriver hun således:

‘Når middelklassen giver et bidrag til julehjælp, så ser de for sig en fattig mor og far, som i lasede pjalter og med tårer i øjnene tager hinanden i hænderne af glæde over, at børnene nu alligevel får mad juleaften. Det mere realistiske billede er dog en fed og kronisk arbejdsløs kvinde, som – imens hun gennemgår julekurvens indhold – brokker sig over alt det, hun mener, der mangler, og hvis børn (som hun sikkert har med forskellige mænd) går for lud og koldt vand … De tror, at mennesker som min mor har siddet ved en petroleumslampe og stoppet strømper, alt imens hun har krydset fingre for, at høsten ikke ville slå fejl, så hendes elskede børn måtte gå sultne i seng.'”

Oploadet Kl. 01:02 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


24. august 2016

Tom Jensen blotlægger Enhedslistens kommunistiske basis: Uligheden skal væk, alle skal være fattige…

“… nævn altid, at de er nynazister.”, skrev David Trads forleden om Danskernes Parti, og brugte således partiformandens fortid til at angribe hans nuværende parti, der vel retteligt er et moderne nationalistisk parti. Der er ingen drømme om Auschwitz-Birkenau i partiprogrammet, men en masse om danskernes hævdvundne fortrinsret til Danmark. 17-årige Daniel Carlsen meldte sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, og ud igen tre år senere. Det ville være rimeligt, at medierne konfronterede partilederen med fortiden, men det foregår desværre altid på Trads’ etiket-niveau. Han er nynazist, fordi han har været medlem af et nationalsocialistisk parti.

Det giver faktisk mere mening, at kalde Enhedslisten for kommunistisk end Danskernes Parti for ‘nynazistisk’. Den etikette skal man dog være læser af nærværende blog, for at støde på. Enhedslisten er en fællesliste for tre kommunistiske partier, og intet i programskriftet indikerer, at de er blevet klogere af historien. Det drejer sig stadig om maksimalstaten.

Tom Jensen har skrevet en lang tekst om Pelle Dragsted og Pernille Skippers reaktion på en nylig CEPOS-udgivelse. Fra Berlingske – Da Pernille Skipper og Pelle Dragsted afslørede sig selv.

“I søndags bragte Berlingske en artikel som optakt til de kommende ugers skattereformforhandlinger. Den viste via en beregning fra Cepos noget opsigtsvækkende: De 10 procent rigeste danskere betaler i alt 214 milliarder kroner i skat, og det er 30 procent af de samlede skatteindbetalinger.

Nøjes man med at se på de berømte 1 procent rigeste, så bidrager de til de fælles kasser med 60 milliarder kroner svarende til 8,6 procent af det samlede beløb, der indkræves i skat. … Den virkelige bombe, den for denne verdens Pernille Skipper’e og Pelle Dragsted’ere så afslørende djævelske detalje, lå et anden sted. Den lå i udviklingen siden 2001. Lad mig kort citere fra artiklen:

”Top 1-procent’ har ifølge Cepos-beregningerne oplevet en reduceret skattebyrde siden 2001 som følge af flere skattereformer. Alligevel er de rigestes skatteandel vokset fra 7,4 pct. i 2001 til 8,6 pct. i dag. Det skyldes, at man sammenlagt har øget indkomsterne betragteligt. Den gennemsnitlige skatte- og afgiftsbetaling for en ‘Top 1-procent’-dansker er 1,4 millioner kr. En gennemsnitlig dansk lønmodtager betaler til sammenligning lige godt 150.000 kroner i skat om året.’

Læs gerne dette afsnit et par gange. Hvad står der her, hvis man går det minutiøst igennem?

Jo, der står:

at skattebyrden for de rigeste procentvis er blevet mindre siden 2001. Flere skattereformer har lettet eksempelvis topskatten.
at de rigeste ikke desto mindre bidrager med flere penge til de fælles velfærdskasser nu i forhold til 2001, også forholdsmæssigt i forhold til andre mindre velhavende danskere
årsagen til det er, at de er blevet temmelig meget mere velhavende. Uligheden er altså steget, og denne stigende ulighed er den direkte årsag til, at de rigeste nu bidrager med langt mere til den fælles velfærd, end de gjorde i 2001.
Der er altså sket det, at de mest velhavende både har fået mere til sig selv – og mere til samfundet. Kan det overhovedet være skønnere?

Det er nu, vi kommer til Pernille Skippers og Pelle Dragsteds selvafsløringer.

For som besyngere af en moderne velfærdsmytologi, hvor ulighed altid er af det onde, og hvor omfordeling af en given mængde velstand er svaret på alle problemer, så er ingen af de to parate til at skrive under på, at noget er skønt.

Der udvises ingen taknemmelighed over de mange milliarder mere, som er kommet ind i skatter til fælles velfærd, fordi de rigeste er blevet rigere. Tværtimod. Søndag og mandag lød det tværtimod igen fra Pernille Skipper som en optakt til Enhedslistens sommergruppemøde og samtidig en slet skjult trussel mod Mette Frederiksen: Uligheden er steget i de senere år, de rige er blevet rigere – på bekostning af de fattige og de svage. Derfor stiller partiet et slags ultimatum til Socialdemokratiet. Blandt andet skal skatterne for de rigeste danskere sættes op med 10 procent.

Hvilket sikkert for mange lyder forjættende; der er bare lige den detalje, at det ikke vil give meget mere til velfærd. Tværtimod. Den økonomiske aktivitet i samfundet ville blive mindre, hvis man satte skatterne op. Og så ville der blive skabt mindre velstand. Og dermed mindre at kræve skatter op af.

Vi har jo således netop konstateret, at man kan få de rigeste til at bidrage mere til velfærden ved at sætte skatten ned og tillade, at deres gennemsnitlige velstand stiger. Det er det, der er sket siden 2001. Enhedslisten vil nu gå den modsatte vej. Enhedslisten vil skabe mere lighed ved at strafbeskatte velstand.

Det vil de gøre, uagtet at de ikke vil få mere velfærd ud af det. For finansieringen af fremtidens velfærd kræver ikke mere lighed i verdens mest lige samfund. Tværtimod kræver finansieringen af fremtidens velfærd, som regnestykket 2001-16 viser det, en vis grad af ulighed i samfundet.

(Pelle Dragsted på Twitter, 22. august 2016)

Det er derfor man ‘giver’ skattelettelser ‘ned i foret’ til de rige, som Pelle Dragsted udtrykte det forleden på Facebook i forhold til diskussionen om topskattelettelser. Når man gør det, forudsætter man, at alle midler i samfundet tilhører de offentlige kasser, som så derefter deler ud af dem afhængig af den politiske vilje hertil. Som en slags lommepenge til de hårdtarbejdende undersåtter derude.

‘Øh ja, for de rigeste 1% har i samme periode tilegnet sig en betydelig større del af samfundets samlede velstand’, skrev Dragsted i aftes, et udsagn der blotlægger nogle karakteristika ved hans verdensbillede:

For det første, at han anser velstand for at tilhøre samfundet, hvorfor enhver øget velstand er noget, nogen ‘tilegner sig’, hvilket ifølge Den Danske Ordbog er et udtryk, der definerer det at ’skaffe sig, komme i besiddelse af eller få råderet over noget; gøre til ens eget ofte på en lyssky eller ulovlig måde’.

For det andet, at han anser ‘velstand’ for at være en konstant, der skal fordeles af. Velstand er ikke noget, man ved aktivitet og initiativ i det civile samfund kan skabe mere af i morgen, end der var i går. Når nogen er blevet rigere, er de blevet det på bekostning af andre. På bekostning af ’samfundets samlede velstand’, som de har ‘tilegnet sig en betydeligt større del af’.”



8. august 2016

Nafisa Fiidow: “Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.”

Leny Malacinski har interviewet 19-årige Nafia Fiidow, der ikke virker helt så logikresistent, som integrationsindustriens ypperstepræster. Fra Zetland – Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.

“Nafisa Fiidow (udtales Nafisha) er 19 år og tilhører den unge generation af somaliske flygtninge i Danmark. De kom til Danmark i 1990´erne på flugt fra borgerkrig, og deres møde med velfærdsstaten har været så brutalt, at Rockwool-fonden i 2007 konstaterede:

‘Statistisk set er det faktisk vanskeligt at forklare, hvorfor somalierne er så dårligt stillede.’

Nafisa Fiidow er vokset op i stueetagen i en boligblok i Skanderborg; hun beskriver den som en white trash ghetto. Hendes forældre var skilt, og moren var alene med en søskendeflok, der i dag tæller ni børn. Hun oplevede, at de dårlige odds udløste fordele, som de danske nabobørn ikke fik del i.

Nafisa Fiidow fik lektiehjælp fra Dansk Flygtningehjælp fire gange om ugen og kom i sommerland og på udflugt til kunstmuseet Aros, mens de lige så socialt udfordrede danske børn ikke blev tildelt samme opmærksomhed.

Flygtninge og indvandrere bliver favoriseret inden for underklassen. Selv om jeg gik i samme børnehave og folkeskole som danske børn, hvis familier havde svært ved at hjælpe dem, fik jeg meget mere støtte,’ siger Nafisa Fiidow.

‘Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.’

[…]

Nafisa Fiidow sidder i en lille lejlighed på Nørrebro, hun flyttede ind i for to dage siden. Hun lejer et værelse her det næste halve år, mens hun arbejder som politisk assistent hos Alternativet på Christiansborg. Hun læser statskundskab på Aarhus Universitet og er med til at hive de skæve statistikker op. Hun mener også, at den danske velfærd kan have en bagside. …

Nafisa Fiidows opvækst fortæller i øvrigt en historie, der er langt fra det racistiske Danmark, som omtales jævnligt i politiske debatter. Hun fortæller om tilbud om hjælp fra institutioner og frivillige, og især forældrene i hendes skoleklasse, som kimede Nafisas mor ned for at spørge, om hun kunne lege, og om de kunne køre hende til en aktivitet. Så populær var den ordblinde danske dreng i hendes klasse ikke.

… Hendes perspektiv på integrationsdebatten er ikke blot flygtningebarnets, men er også hentet i den sociale klasse, hun voksede op i. … Det oplevede hun, da hun befandt sig i Alternativets lokaler og kom til at sige noget, der satte samtalen i stå omkring hende.

‘Jeg sagde perker i en sætning, og så blev folk helt stille. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er ting, man ikke siger, men altså… slap lige af. Jeg har aldrig oplevet en person fra Mellemøsten blive fornærmet over det. Det er altid etniske danskere, der bliver fornærmet på mine eller Muhammeds vegne. Men vi er pisseligeglade,’ siger Nafisa Fiidow.

Hun mener i det hele taget, at der er brug for mere humor og mindre fornærmethed i debatten til at afspænde situationen. For eksempel mener hun, at anklager om racisme bliver brugt for ofte mod de mennesker, hun selv er vokset op med.

‘Der, hvor jeg kommer fra i Skanderborg, taler man meget direkte. I en københavners ører lyder det racistisk eller sexistisk, selv om det ikke er det, så jeg kan godt blive sur, når man taler ned til de mennesker i debatten, fordi de ikke taler korrekt. For det er folk, jeg er vokset op med. Det er my folks. De mener ikke noget ondt. De er måske lidt småracistiske nogle gange, men jeg kan godt forstå dem,’ siger Nafisa Fiidow.”



2. august 2016

Reagans modstandere var ‘den progressive fløj’, sagde den borgerlige: ‘It’s morning in America’ (1984)

I sidste uge gav jeg et eksempel på anti-Trump-propaganda i Kampagnesporet på Radio24syv. David Trads’ medvært er Mads Fuglede, tidligere folketingskandidat for Venstre, men selvom han er yderst fornuftig, så taler han stadig Trads-segmentets sprog. Mandag kaldte han eksempelvis Ronald Reagans venstreorienterede modstandere for ‘den progressive fløj’. Der er intet ‘progressivt’ ved at bekæmpe skattelettelser. Det kaldes socialisme.

Mads Fuglede talte længe om Ronald Reagans kampagne i 1984, og henviste blandt andet til valgreklamen It’s morning in America. Den kan ses her. Perfektion.

(Ronald Reagan, 1984, It’s morning in America)

“Jeg er med på, at hvis man er på den progressive fløj i amerikansk politik, så bliver man aldrig vild med Ronald Reagan.” (Mads Fuglede, 1. juli 2016)

Oploadet Kl. 10:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


10. juli 2016

Professor emeritus: Enhedslisten er nationale socialister, men socialismen bør være internationalistisk

Ræverøde Claus Bryld kritiserer i Dagbladet Information Enhedslisten for med sin modstand mod EU, ikke at være internationale nok. Partiets modstand mod EU deles af Dansk Folkeparti, hvad for Bryld minder om “det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse”. Se eventuel tidligere post om den tyske Eiheitsliste anno 1933.

Professoralt læserbrev i Information, der ganske godt illustrere hvordan sunde færdrelandskærlige paroler i en venstreradikal optik er udtryk for farlig nationalisme – Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister.

“Hvad bunder Enhedslistens taktiske alliance med Dansk Folkeparti i? spørger Aksel Færk (29. juni). Han anfører selv, at Enhedslisten ikke længere er et ‘europæisk venstreorienteret parti. …’

Jeg er enig i denne påstand. Men Færk giver ikke noget svar på spørgsmålet om, hvad alliancen med DF egentlig bunder i.

For at forstå det, tror jeg, man må bruge en idéhistorisk tilgang. Svaret skal findes i den danske venstrefløjs binding til det nationale, som man første gang så med Socialdemokratiets ‘Danmark for Folket’-politik i 1930’erne.

… Fra slutningen af 1930’erne og forstærket efter 1941 slog DKP ind på en folkefrontslinje, som under besættelsen ligefrem blev til en ‘national front’, der gik ud på i samarbejde med borgerskabet at smide tyskerne ud af landet. I det lys var den nationale linje forståelig. … På mange måder holdt DKP dog siden fast ved det nationale – det kunne nu bruges mod f.eks. NATO – men kæden sprang for alvor af i 1971-72 under kampen om dansk medlemskab af EF. Her fremførte DKP rene nationalistiske paroler som ‘Her går grænsen!’ og andet af samme skuffe.

Mit svar på Færks spørgsmål er altså, at den bizarre holdning, Enhedslisten indtager til EU, med krav om udmeldelse, er en idémæssig arv fra den gamle arbejderbevægelse, især fra DKP. …

Brexit går hånd i hånd med den nye nationalisme og populisme. Og når man lytter til den danske debat, er der ikke den store forskel til, hvad Søren Søndergaard og Pernille Skipper fremfører. … Enhedslistens taktiske alliance med DF minder, sat på spidsen, om det tyske kommunistpartis lejlighedsvise alliance med nazisterne før Hitlers magtovertagelse…

Oploadet Kl. 10:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


26. juni 2016

Folkesocialistisk rektor i dimissionstale: Bekæmp den ’snigende racisme’, ‘det nationalistiske spøgelse’

Rektor Mogens Hansen fra Rungsted Gymnasium er SF’er (Berlingske, 24. marts 2015) af den agitatoriske slags, og burde naturligvis ikke have det overordnede ansvar for uddannelse af den danske ungdom. Lokalavisen gengiver hans dimissionstale i sin helhed, og det er rendyrket propaganda – Rektor til studenterne: Jeg håber I vil tage kampen op mod intolerance og misforstået nationalisme.

“Kære studenter årgang 2016. Stort til lykke med jeres huer – I ser dejlige ud! … verden er trods alt større, end hvad der er sket i jeres gymnasietid, gennem jeres indsats og jeres videre uddannelse. Jeg vil derfor gerne nævne et par af de udfordringer, I som generation vil stå overfor, for det hører jo med til at blive student, at I skal forberede jer på at tage ansvar for det samfund, I skal ud i lige om lidt.

For det første tolerancen – eller manglen på samme. For det andet den farlige nationalisme og populisme.

Først om tolerancen. Det er nærmest blevet god tone at omtale hele befolkningsgrupper fordømmende og nedladende. Udsagn som: ‘Det er ikke for at generalisere, men de arbejdsløse er nu lidt dovne’ ‘jeg er jo ikke racist, men alle disse indvandrere passer ikke ind i dansk kultur’ møder man ofte – og ikke sjældent i en endnu grovere form, som ikke hører hjemme på en festdag. Det er denne fælde i form af mistænkeliggørelse over for hele befolkningsgrupper, I som generation skal passe på ikke at falde i. Det er denne lille snigende foragt og intolerance, der er rigtig farlig. Det overordnede emne for jeres AT-eksamen i år var grænser, og det bliver en af jeres generations store opgaver at fastholde grænsen mellem det tolerante, åbne samfund, der tager sig af alle, også dem, der er anderledes, og et samfund, hvor det er acceptabelt at diskriminere og håne bestemte befolkningsgrupper og hinanden. Trusselen kommer mange steder fra: Højrepopulistiske grupper, religiøse fundamentalister mm. Vi tager alle afstand fra den åbenlyse racisme og foragt for bestemte grupper, men er vi tilstrækkeligt opmærksomme på den lille, snigende racisme og foragt i dagligdagen, når pæne, såkaldt almindelige mennesker og politikere er med til at fodre den indre svinehund med en lille daglige dosis intolerance? …

Og så lidt om det nationalistiske spøgelse, der går gennem Europa. På trods af finanskrise, besparelser og karakterkrav er I en generation, der set i et historisk lys har rigtig gode muligheder for at skabe jer et godt og spændende liv. I drømmer også om at rejse, studere og arbejde i udlandet. Det er jer mere end vel undt, men så får I også en pligt til at stå op imod den farlige nationalisme, som vi møder over alt i Europa og som lever af bl.a. den intolerance, som jeg nævnte lige før. Det kan være forståeligt, hvis mennesker, der er klemt på grund af manglende uddannelse og arbejdsløshed, reagerer på det, de opfatter som trusler udefra. Men når man ser ud over det danske og europæiske landskab, næres det nationalistiske spøgelse og den indre svinehund også af veluddannede, velformulerede politikere, der påstår at tale folkets sag. Det gør de ikke. De taler intolerancens, smålighedens og nationalismens sag.”

(Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper