28. maj 2020

Hønge & Co. hetzer Lagkagehuset: Den almindelige lønarbejder er blot en brik i socialistisk ideologi…

Hvis nogen tror at socialister kæmper for den gennemsnitlige lønarbejder, så er det bare at høre onsdagens Radio4- interview med folkesocialisten Karsten Hønge, måske Danmarks største populist. Det rager ham en høstblomst om Lagkagehuset fyrer 1000 ansatte, hvis blot det fremmer hans semi-kommunistiske agenda. Det samme kan siges om den venstreorienterede NGO Oxfam Ibis, og deres kampagne for maksimalstaten.

Liberale Niels Westy kommenterer hos Punditokraterne (som inkluderer kildelinks) – Køb din kage i Lagkagehuset, boykot Oxfam-Ibis og opsig dit abbonement på TV2.

“I de seneste uger har en række danske virksomheder med udenlandske ejere været udsat for en veritabel shitstorm, fordi nogen finder det problematisk, at de f.eks. er ejet af kapitalfonde med base i Luxembourg eller på Jersey. Det er f. eks. tilfældet for Lagkagehuset, som vi ser nærmere på i dette blogindlæg.

Årsagen er, at de pågældende virksomheder har fået del i lønkompensationsmidlerne. Midler som delvist kompenserer lønomkostningerne for medarbejdere, som er sendt hjem, men fortsat ansat i de pågældende virksomheder. Det er med andre ord primært de ansatte – alternativet var jo at de blev fyret – som har gavn af midlerne. Det har dog ikke forhindret især politikere på venstrefløjen og ikke mindst Oxfam-Ibis på den mest infame måde at mistænkeliggøre de pågældende virksomheder. …

I TV2s omtale af Lagkagehuset og andre virksomheder med forbindelse til ’skattely’ er man særligt optaget af lån fra andelsejerne til Danish Bake Group. Selve overskriften siger jo i sig selv en del – her tales om ’skattely’ – men hverken Jersey, hvor Nordic Capital er registreret, eller Luxembourg optræder på nogen officiel liste over skattely … Man har derfor valgt at følge en definition fra et forskningsprojekt! Det er jo lidt hjemmebagt, om man så må sige.

Det er påfaldende at der på intet tidspunkt efterfølgende (18. maj) har været samme fokus på, at den oprindelige historie var et falsum.

Derfor skal opfordringen herfra lyde: Køb en kage i Lagkagehuset næste gang du bliver lækkersulten, luk ørerne for hvad der kommer fra Oxfam-Ibis, og drop dit abonnement på TV2, hvis du har et sådan.”

(Oxfam Ibis på Facebook, 15. maj 2020)

“Der er intet mærkeligt ved det årsregnskab. Det, Carsten Jensen skriver, er simpelthen noget sludder. (Professor Anders Nørgaard Laursen om Carsten Jensen-opdatering, 24. maj 2020)



17. maj 2020

Berlingske-leder: “Hvis teorien ikke passer til virkeligheden, så få virkeligheden til at passe til teorien.”

I sidste måned hørte jeg ‘Sportmålstegn’ på Radio4. En ekspert påpegede, at grunden til at kvinder ikke kunne matche mænd i skak, kunne skyldes at mænd fra naturens hånd var jægere, og hermed bedre til at fokusere. En plausibel analyse, men ikke ifølge gæsten, der ikke bare undsagde forklaringen, men pointerede, at den var ubrugelig, i det ‘den ikke gav rum til at ændre noget’ (sic). Gæsten var Simon Østergaard Chievitz, podcaster for Solidaritet, aktiv i Enhedslisten, tidl. medlem af Socialistisk Ungdomsfront. En analyse der ikke inkluderer et ønsket ændringspotentiale, er per definition forkert. Ideologi trumfer virkelighed. Udsendelsen er endnu ikke online.

God leder i Berlingske, der kommenterer eks-AFA Pelle Dragsteds bekvemme coronakrise-analyse – 153 år er lang tid at tage fejl, Pelle Dragsted.

“Man burde måske trække på skuldrene af den yderste venstrefløjs chefideolog, når han holder fast i en af marxismens ældste postulater, nemlig at det kapitalistiske system er dømt til at bevæge sig fra krise til krise, indtil det bukker under. Men når de oldmarxistiske påstande bliver bakket op i en kommentar af debatredaktøren og lederskribenten på Politiken, Magnus Barsøe, er der alligevel grund til at stoppe op.

‘Jævnlige tilbageslag ligger simpelthen i kapitalismens natur,’ skriver Barsøe. Det er iøjefaldende, at Dragsteds og Barsøes analyse af coronakrisen er den samme, nemlig at økonomien alligevel stod på randen af en krise, da coronavirus ramte verden. Dermed bliver coronakrisen blot en udløsende og forstærkende faktor for den økonomiske nedtur, og kan indpasses i den klassiske marxistiske krisefortælling. Hvis teorien ikke passer til virkeligheden, så få virkeligheden til at passe til teorien.

… De seneste 153 års historie siden Karl Marx udgav ‘Das Kapital’ fortæller den modsatte historie, nemlig at de kapitalistiske samfund overvinder kriser og endog trives mellem kriserne.

Kendsgerningerne er, at regeringerne i næsten hele den frie verden som svar på coronakrisen lukkede samfundene ned. Det er sært at skulle oplyse Pelle Dragsted om, at når hele samfundet bliver lukket ned på grund af en sygdom, så falder den økonomiske aktivitet, og der udløses en økonomisk krise. Måske et historisk eksempel kan hjælpe forståelsen. Man kunne nævne Pompeis undergang i år 79 e. kr., der – må man forstå – efter marxistisk opfattelse ikke kan henføres til udbruddet af Vesuv, men også til kapitalismens iboende svaghed.

Det er Pelle Dragsted, der har et forklaringsproblem – ikke kapitalismen.

(Debatredaktør Magnus Barsøe, Politiken, 10. maj 2020)



15. maj 2020

P1-vært: Vestrefløjen er intolerant, holdninger ‘antager en moraliserende, nærmest ‘religiøs’ karakter’

P1 er forlængst blevet et reservat for venstrefløjen, og P1-lyttere trives bedst i selskab med meningsfæller. Esben Kjærs opsang er lige på kornet, og de kritiske kommentarer der opremses i programmet anden time dokumenterer til fulde pointen. Der findes folk i det her land, der mener den moralske midte i dansk politik er et sted mellem Uffe Elbæk og Pernille Skipper, og de vil bekræftes – hver dag, hele tiden.

Esben Kjær fortæller, at udsendelsen med Pernille Skipper havde 220.000 lyttere, lidt over gennemsnittet, og det dobbelte i forhold til sidste uges udsendelse med Pernille Vermund. Bagklog kan høres her. Kun hørt fordi Fra Berlingske bragte historien – DR-vært gav venstreorienterede lyttere en skideballe for intolerance (kræver login).

“‘Pernille Vermund var ikke ekstrem at høre på. Og hendes parti er ikke mere ekstremt end for eksempel Enhedslisten, hvor 220.000 af jer lyttede med, da Pernille Skipper var gæst for nylig. Pernille Skipper fra Enhedslisten – partiet der for eksempel er imod kapitalisme, altså en fri markedsøkonomi. Den vil man gerne have erstattet med et socialistisk samfund. Det står der faktisk i partiets principprogram. Og det er en hel del mere ekstremt end noget, Nye Borgerlige står for,’ siger Esben Kjær og sendte en anklage mod de lyttere, der havde droppet programmet med Vermund:

… på venstrefløjen har folk svært ved at tolerere udsagn fra højrefløjen, der til gengæld er mere tolerant over forres synspunkter. Det underbygges også af talrige videnskabelige undersøgelser af fløjenes gensidige politiske tolerance , mener han.

‘Det, jeg siger, vil sikkert provokere nogle. Men det er altså sådan, det er. Og det er ikke kun min oplevelse. Alle os, der laver debatprogrammer, kender det. For eksempel får vi jævnligt at vide fra personer på venstrefløjen, at de ikke vil medvirke i studiet, hvis den og den fra højrefløjen også medvirker. Det omvendte er sjældent tilfældet. Det samme gælder klager fra lytterne – stadig flere skriver, at visse personer ikke bør have taletid. Og det er oftest borgerlige debattører, det går ud over,’ siger Esben Kjær.

… Han kan kun gisne om årsagen til den lavere tolerancetærskel på venstrefløjen for modpartens synspunkter, men han bemærker, at venstrefløjens meninger oftere antager en moraliserende, nærmest ‘religiøs’ karakter, hvilket måske kan føre til en opfattelse af, at ens meninger er de eneste gyldige.”

(Stine Bosse om Nye Borgerliges Henrik F.E. Andersen, Twitter, 11. maj 2020)



12. maj 2020

S-ministre om velfærdsstaten efter corona: ‘Mohammed fra Ishøj’ betaler ‘med glæde’ Odas nye hofte

Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye er to af de bedre socialdemokratiske ministre, men 1. maj-kronikken i Politiken er et virkelighedsfjernt skønmaleri om det multikulturelle samfund, der fortjener en permanent plads i det store arkiv. Kronik i Politiken – S-ministre: Coronakrisen er blevet velfærdsstatens store comeback (kræver login; Via Morten Uhrskov)

“… De bærende søjler i samfundsbygningen forstærkes. Hvem havde troet, at en million danskere ville sidde i sofaen og tysse på ungerne, når en styrelsesdirektør ved navn Brostrøm udlagde dagens tekst? …

Sjældent har opbakningen til vores fælles sundhedsvæsen været større. Det fremstår som uvirkelige diskussioner i en galakse langt, langt væk, at nogle ville afskaffe regionerne eller udvikle et forsikringsbaseret sundhedsvæsen.

Men når vi taler om et opgør med individualiseringen, så handler det ikke kun om statens institutioner. De vigtigste varige ændringer er de styrkede relationer, der er opstået i befolkningen. Nye lokale hjælpegrupper, der sikrer, at Oda på 82 år kan få Billed-Bladet og fyldte chokolader fra Brugsen. Whiskydestillerier, som omstiller maskinerne, så der ligger håndsprit for enden af samlebåndet. En privat udlejer i Esbjerg, der eftergiver trængte butikkers husleje. …

Public service fremstår pludselig som mere og andet og vigtigere end den evindelige diskussion om, hvorvidt 3.000 ansatte i DR er licensmidlerne værd. Hverken YouTube eller Netflix havde evnet eller ønsket at samle befolkningen til både fællessang og pressemøder.

Individualiseringen fra 1968 og 1989 prædiker, at du står alene med æren, når det går godt, og tilsvarende alene med skylden, når det går galt. Velfærdsstaten handler omvendt om, at vi føler os særligt forpligtede over for hinanden inden for nationens grænser.

At Mohammed fra Ishøj med glæde ofrer lidt af sine skattekroner på at betale for en ny hofte til Oda fra Thisted – og omvendt. Selv om de bor i hver sin ende af landet, selv om de ikke deler religion, selv om digitaliseringen har trukket dem ind i hver deres globale landsby, så har de alligevel en oplevelse af at være i samme rød-hvide båd.

Den oplevelse er blevet stærkere de seneste uger. Det er kun godt!”

(Scene fra Bolbro, Odenses arbejderkvarter, udateret; Se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 10:33 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer


11. maj 2020

Søren Mørch håner Churchill, der ikke ville seperatfred med Hitler: ‘Chamberlain var en fornuftig mand’

Historiker Søren Mørch er 86 år, og stadig en forbenet venstrefløjssocialdemokrat. Arne Hardis har interviewet ham til Weekendavisen om seneste udgivelse, hvor han i en kamp for det overnationale håner Winston Churchill, der i modsætning til Neville Chamberlain, ikke forstod fornuften i ’seperatfred’ med Hitler-Tyskland. Fra Weekendavisen.dk – Et ganske almindeligt land.

“‘Jeg synes ikke, Churchills fortjenester var store,’ siger Søren Mørch og smiler.

– Han gjorde op med Chamberlain og dennes tro på fred i vor tid.

Chamberlain var jo en fornuftig mand. Hvorfor skulle britiske borgere bære gasmasker for lande langt væk, som de ikke vidste alverden om? Chamberlain var på linje med befolkningen. Og hvis Storbritannien havde indgået en separatfred med Tyskland, ville Hitler jo stadig være gået i krig med Sovjetunionen, og det ville være gået, som det gik, fordi landet er så helvedes stort.’ …

Hvorfor nyvurderingen af Churhill er vigtig i dag, giver Søren Mørch et ligefremt bud på i bogen:

‘Churchill var genial og ufejlbarlig. Basta! Hvis der blev pillet ved den konstatering, ville den næsten religiøse tro på Storbritanniens stormagtsstatus også falde sammen. Det forenede kongerige ville derefter så bare være et ganske almindeligt, halvstort vesteuropæisk land, mindre betydningsfuldt end Forbundsrepublikken Tyskland, på linje med Frankrig og for eksempel – oh gys! – Italien.’

Og så står vi endelig foran dagens udgave af det nedskalerede Britiske Imperium, som har været igennem så urolige tider de seneste tre år. Ifølge Søren Mørch går der en lige linje fra Churchill-myten til det bøvl, Storbritannien i dag har med at finde sig til rette i Europa. I sin sammenfatning af den britiske militærindsats under Anden Verdenskrig skriver han:

‘Set på den baggrund bliver det klart, hvor usædvanlig godt Winston Leonard Spencer-Churchills snakketøj og skrivefærdighed samt en pæn portion held har virket, siden det lykkedes at få det lille Storbritannien med den beskedne krigsindsats til ligefrem at fremstå som en af Anden Verdenskrigs sejrherrer, næsten på linje med USA og Sovjetunionen. Helt uden omkostninger kan et sådant kæmpe fupnummer/illusion (det ikke ønskede udtryk kan overstreges) selvfølgelig ikke gennemføres i det lange løb. Indvandringsproblemer, national og social splittelse og forvirring og i det 21. århundrede Brexit- og generationsopdeling må vel siges at være beskedne omkostninger for mere end et halvt århundredes spillen kong Gulerod.’ …

‘På et tidspunkt må man jo finde jordforbindelsen. De, der går ind for Brexit, troede, at Storbritannien sagtens kan klare sig uden EU, og det kan man jo ikke vide, om de kan. Men det er tydeligt, at den oppustethed, der præger den britiske debat, hænger sammen med Mellemkrigstiden og med Churchills fortælling om Anden Verdenskrig. Det, vi ser i Storbritannien, er et land, som omsider er i færd med en brutal kommen til sig selv,’ siger han, som om at det kan alle vel se.”

(Winston Churchills begravelse,. 30. januar 1965)

“Mørchs kritik af Churchill er respektløs, plat, dum og ahistorisk. Beundringen for Scavenius er baseret på en forenklet og derfor mangelfuld analyse. Churchill var nok alligevel en større statsmand end Scavenius.” (Fhv. professor Ole P. Kristensen, Berlingske, 10. maj 2020)



6. maj 2020

Ågerup: Piketty vil indføre en ‘transeuropæisk føderation’ for at kunne beskatte rige, tænker totalitært

Martin Ågerup anmelder Pikettys seneste bog for Jyllands-Posten – Svage argumenter fra en totalitær socialist (kræver login). Læs eventuelt den uddybende udgave på JP.dk.

“Piketty vil genindføre formueskat og endda med en sats, som er ekstremt høj – ca. 70 gange så høj som dét, Enhedslisten foreslår. Formuer over 1,3 mia. kr. vil Piketty beskatte med 90 pct. Et sådant skatteregime ville føre til massiv kapitalflugt ud af Danmark. Store dele af dansk erhvervsliv ville flytte til udlandet, og Danmark ville hensynke i stagnation.

For at undgå det vil Piketty indføre en ‘transeuropæisk føderation’, hvor landene skal opgive suverænitet over deres skattepolitik, så de konfiskatoriske skattesatser kan indføres i hele EU. …

Piketty kalder sin socialisme ‘demokratisk’, men hvor demokratisk vil borgerne opfatte en europæisk superstat? Han har selv følgende overvejelser: ‘Generelt er der selvfølgelig ingen naturlig grund til, at der skulle være mere solidaritet mellem folk fra Bayern og Niedersachsen end mellem disse og folk fra Piemonte eller Catalonien. Ingen af disse solidaritetsbånd opstår spontant. De er blevet konstrueret historisk og politisk’ Og her når vi ind til kernen af problemet med Piketty.

Manden er – som så mange af dagens socialister – postmodernist. Samfundet er blot en social konstruktion, en række fortællinger. En samfundsorden er blot et ulighedsregime skabt omkring en ideologi uden anden værdi end at tjene herskerne. Den kan bare laves om ved at ændre fortællingen.

Institutioner og begreber som privat ejendom, nationalstaten og det nationale demokrati tjener ingen anden funktion end at opretholde ulighed. Og ulighed – ligegyldig i hvilken form og af hvilken årsag – er uacceptabelt.

Lighed er den ultimative målsætning, der tilsidesætter alle andre hensyn. Med andre ord er Pikettys tænkning totalitær.

Oploadet Kl. 01:05 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


22. april 2020

Socialisten Marie Nielsen (Thing, 2020): “Jeg er international, dvs. jeg føler mig ikke speciel dansk…”

Christian Egander Skov anmelder Morten Things seneste bog, biografien ‘Marie Nielsen og revolutionen’. Selvom jeg har beskæftiget mig med den yderste venstrefløj i årtier, så irriterer det mig stadigt, at det er den yderste venstrefløj, som skriver historien. På Wikipedia beskrives Morten Thing om ‘kulturhistoriker’, men han var aktiv i Venstresocialisterne langt op i 1980’erne, og før det i utallige kommunistiske frontorganisationer, herunder Kampagnen mod Atomvåben og De Danske Vietnamkomiteer.

I en tid hvor en hel del borgerlige lyder som socialister, og de parlamentariske kommunister forfører med bragesnak om menneskerettigheder, international retsorden og økonomisk rimelighed, så er det værd at huske på det oprindelige udgangspunkt. Fra Kristeligt Dagblad – Anm: Et blik ind i den yderste venstrefløjs verden (kræver login).

“Det var den 12. september 1919. I Højesteret stod den 44-årige socialist Marie Nielsen. Hun var anklaget for at have opildnet til voldelig samfundsomstyrtning i forbindelse med grønttorvsspektaklerne året før, der i samtiden blev oplevet som et strejf af den revolutionsbølge, der sydpå, østpå og alle steder omstyrtede riger.

… Hun var én gang blevet dømt, men havde appelleret sagen, ville ikke give sig, men det var ikke, fordi hun her havde meget at sige til sit forsvar. Nej, tværtimod fik hendes forsvar næsten form af en tilståelse, da hun søgte at forvandle retten til en politisk platform: ‘At være socialist betyder at være samfundsomstyrter.

Enhver socialist eller socialdemokrat har det mål at omstyrte det nuværende kapitalistiske samfund og erstatte det med et socialistisk. Siger han andet, da er han ikke socialist.

Man siger, vi vil noget nyt. Nyt er det ikke, det er så gammelt som arbejderbevægelsen, men inden for det store socialdemokratiske parti har der udviklet sig stærke borgerlige tendenser, og man har der i stedet for kravet om en social revolution sat kravet om borgerlig revolution.

Jeg er international, dvs. jeg føler mig ikke speciel dansk, men føler mig knyttet til arbejderklassen i alle lande, fælles med dem i kampen om det samme socialistiske mål.

… Hun blev født i 1875 og gik allerede som ung ind i Socialdemokratiet, på hvis venstrefløj hun befandt sig. Det kom blandt andet til udtryk ved hendes modstand mod den parlamentariske, folkelige og sidenhen nationale linje, der førte partiet frem til en position, hvor man i 1935 næsten fik hver anden stemme. Men Marie Nielsen var ikke national. ‘Jeg ser ingen ulykke i, at Danmark går op i Tyskland,’ havde hun skrevet før Første Verdenskrig…”



9. april 2020

Magisterbladet holder mikrofonen for socialister et al: “Er covid-19 nyliberalismens dødskys?”

Epidemien beviser blandt andet, at Liverpool er det bedste fodboldhold i England, at Beatles er bedre end Stones, ja, kart sagt, beviser den alt det ‘jeg hele tiden har ment’, ironiserer Henrik Dahl. Den suveræne nationalstat træder i karakter i disse uger, men uvist af hvilken årsag vælger Magisterbladet at spørge en række socialister om deres holdning til det de kalder ‘nyliberalisme’. Fra Magisterbladet.dk – Staten genfødt: Er covid-19 nyliberalismens dødskys?.

“Mange økonomer drager sammenligning med krige, når de skal forklare den aktuelle situation. De peger også på en afgørende forskel. Vi er i krig mod Covid-19, og hele samfundet er sat ind. Men denne gang er værktøjet ikke mobilisering, det er en omfattende demobilisering. Vi har lukket os selv inde og økonomien ned.

Som den engelske økonomihistoriker Adam Tooze har skrevet i The Guardian: ‘Vi har med fuldt overlæg iværksat en af de mest alvorlige recessioner nogensinde’.

Hans pointe er, at vi med en ukendt omkostning har prioriteret liv og fællesskab over økonomisk logik. Dermed udfordrer vi det dogme, der siden 1990’erne har gjort markedet til det udgangspunkt, som alle institutioner, ikke mindst staten, var indrettet efter.

den politiske kommentator Lars Trier Mogensen har peget på, at Mette Frederiksen (S) har genskabt troen på en stærk og social velfærdsstat, forudser Ove Kaj Pedersen, at krisen vil føre til en større regulering af markedskræfterne og større accept af statslige indgreb fremover.

Økonomiprofessor emeritus Jesper Jespersen er knap så opmuntret. Han har svært ved at se, at det politiske system pludselig skulle være parat til at tilbagerulle ‘de seneste 30-40 års liberale fejltagelser’.

‘Min erfaring har vist mig, at der er en betydelig træghed i tænkemåder, og konkurrencestaten kom ikke overnight. Velfærdsstaten blev allerede kritiseret i 1970’erne, men vi skal helt op i 1990’erne, før det slog igennem i dansk økonomisk politik. Så man skal passe på med at lade sig forblænde af et øjebliks overraskende begivenheder. …

Jesper Jespersens pointe er, at danske regeringer i ly af finanskrisen hovedsageligt fulgte det nyliberale dogme om, at udbuddet af arbejdskraft kan forøges ved at reducere velfærd gennem skattelettelser og forringelser af dagpenge og kontanthjælp. Modsat vil en keynesiansk tilgang indebære øgede offentlige udgifter i nedgangstider for herigennem at stimulere økonomien og øge efterspørgslen efter arbejdskraft.

Og selvom et enigt folketing godt nok lige nu pumper milliarder ud i økonomien i form af hjælpepakker, advarer Jesper Jespersen mod proportionsforvrængning.

‘Jeg sidder med en fornemmelse af, at man i hvert fald ikke underdriver det, staten gør. Hvis man lægger tallene sammen, kommer man op på 287 mia., men de 221 mia. er reelt blot udskudte skatter og moms samt garantier for virksomheder, altså ikke ekstra penge, men et midlertidigt sikkerhedsnet. …’

Andre er mere forhåbningsfulde. På venstrefløjen mener Pelle Dragsted, tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, at coronakrisen kan resultere i en ny epoke med ’grøn keynesianisme’.”



6. april 2020

Hauge om velfærdsstaten, der lærte os at vi er sociale væsener: ‘Dermed var socialismen blevet natur’

Snaphanen kalder svenskerne for ‘fredsskadede’, men begervet kan også bruges om kultur-socialistiske danskere, der ikke kan tænke udenfor velfærdsstatens trygge rammer. Gode borgerlige ord af lektor emeritus Hans Hauge, omend jeg nok ikke ser helt så negativt på byboernes corona-skovture. Det er langt bedre end ‘Bamser mod corona’, som statsmedier booster i disse dage. Kommentar i Berlingske – Problemet er ikke ensomhed, men at vi mangler evnen til at leve autentisk og sandt.

“Coronakrisen har afsløret, at den sentimentale dyrkelse af fællesskabet er en illusion.

Patetiske forsøg på at lave simulerede fællesskaber ved at stå på altaner og synge Kim Larsen viser den desperation, som har grebet velfærdsmennesket. Uden for mit vindue vandrer flokke af mennesker på skovstierne.

… Gennemsnitsdanskeren kan ikke klare sig uden fællesskabets varme moderskød. Han og hun er pludselig blevet overladt til sig selv og et smut i Rema. …

Coronakrisen har afsløret, at eksistensens grundvilkår er ensomhed, som det altid har været. Problemet er ikke ensomhed, men at vi mangler evnen til at være ensomme, dvs. leve autentisk og sandt. Sådan har det ikke altid været. …

Eksistentialismen kom også til Danmark i løbet af 1950erne. Og vi lærte, at helvede er de andre… Så kom velfærdsstatens guldalder, og der gik højskole i det hele. Nu lød prædikenen – taget fra en prædiken – at intet menneske er en ø. De lærte i skolen, at mennesket er et ’socialt væsen’, og dermed var socialismen blevet natur. Vi begyndte at underholde os selv til døde.”

Oploadet Kl. 11:54 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


31. marts 2020

Formand for PSHR-gruppen under 3F Aalborg iført t-shirt for revolutionær klub: ‘St. Pauli Anti-Fascist’

Det er mange år siden jeg var medlem af 3F, og den røde fagbevægelse gør ikke meget for at lokke mig ind i folden. Herunder ses Kurt Frederiksen, formand for ‘Privat Service Hotel og Restauration’-gruppen under 3F Aalborg. Han bærer en t-shirt for den venstreekstreme Hamborg-klub St. Pauli med AFA-bannere og teksten: ‘St. Pauli Anti-Fascist’. 3F mener tilsyneladende ikke der er noget odiøst i at reklamere for militante revolutionære. Kurt Frederiksen er tidligere kandidat for ‘Social fælles liste’ i Aalborg, en liste for frafaldne demokratiske socialister.

(Kurt Frederiksen, formand for 3F-PSHR Aalborg, 22. marts 2020; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 00:02 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper