Politikere mener ikke ghettodefinitionen bør inkludere etnicitet, og nu kommer der så en professor og fortæller det hele drejer sig om boligsocial indsats i forhold til ‘ulighed’. Den multikulturelle ideologi har mange spindoktorer, der ofte er statsansatte marxister. Fra MX – Ekspert: Ghettostemplet er en forbandelse.

“»Principielt er jeg modstander af at have en ghettoliste. Ghettostemplet er både en forbandelse og en hjælp. En hjælp, fordi områderne får penge, men en forbandelse, fordi det er med til at stigmatisere dem, der bor der,« siger Jørgen Elm Larsen. …

At regeringen vil styrke indsatsen er sådan set fint, mener Jørgen Elm Larsen, som peger på, at problemet er, at listen bliver lagt frem til offentligt skue.

»Jeg tror snarere, at ghettostemplet har den modsatte effekt. Den får de ressourcestærke familier til at flytte væk, og det er svært at få nogen til at flytte til områderne,« siger han og fortsætter.

»Tidligere kunne man godt lave boligsociale indsatser uden at skulle stemple områder som ghettoer. Man kan godt lave analyser af uligheden uden at lave en liste,« siger Jørgen Elm Larsen.”

Der er de senere uger skrevet en masse fornuftigt om den yderste venstrefløj. Henrik Ræder Clausens Antifa styrker kontrollen med Nørrebro er desværre kun tilgængelig via betalingsadgang, men Dispatch International har lagt Henrik Madsens detaljemættede Redox/AFA havde egen efterretningstjeneste og tæskehold online på dansk i fuld længde.

Herunder lidt fra historiker Niels Jespersens kommentar i Information – Enhedslistens demokratiske problem.

“Det, der foregik 1. maj i Fælledparken foran den store scene, var ikke nogen folkelig protest mod regeringens politik. Det var en nøje planlagt aktion fra de samme bølleagtige autonome, der evig og altid ødelægger venstrefløjens arrangementer. Det er dem, der smadrer bankfacader til klimademonstrationer; det er dem, der starter slagsmål med politiet til antinazistiske marcher, og det var dem, der ødelagde Frank Jensens (S) og Annette Vilhelmsens (SF) taler med larm, vold, røgbomber, megafoner, kasteskyts og den hadske stemning, vi var mange, der oplevede. …

Det er fint at pifte og buhe af en taler, men det, de autonome bøller lavede i Fælledparken, var mødeterror af den samme kaliber, som kommunisterne har praktiseret siden Weimarrepublikken.

Det er efterhånden klart, at balladen var planlagt og udført af aktivister fra Antifascistisk Aktion (AFA) og anarkister fra Libertære Socialister (LS) sammen med deltagere fra Enhedslistens ungdomsorganisation, SUF. Problemet med de organisationer er, at de ikke står til regnskab for nogen. De definerer, hvad der er ægte socialistisk politik; de definerer, hvilke metoder der må tages i brug, og hvornår. På den måde tilraner de sig retten til at afgøre, hvem der må tale i Fælledparken, hvem der er de sande arbejdere, og hvem der er klasseforrædere og fjender, fordi de lytter til taler, bøllerne ikke bryder sig om.

De kæmper for en hellig sag i en hellig kamp med en overbevisning, der retfærdiggør, at man tager midler i brug, andre demokratiske organisationer aldrig kunne drømme om. De kalder sig antifascister, men deres metoder ligner, ja, fascisternes.

Der er i vores samfund nogle mennesker og institutioner, der har ret til at udøve magt. Fælles for dem er, at de står til regnskab for deres handlinger og skal følge regler, der forvaltes af uvildige personer og instanser. … Det er omvendt med AFA, LS og deres kumpaner. De stiller ikke op til valg og har intet mandat fra de arbejdere, de hævder at handle på vegne af. …

Det kan virke urimeligt, at Enhedslisten skal stå til regnskab og afkræves afstandtagen, når partiet ikke var med til at arrangere balladen, men Enhedslisten repræsenter en politisk tradition, der altid har været en sikker havn for antidemokratiske kræfter. Problemet med Enhedslisten er, at det ikke er tydeligt, hvor demokraterne stopper, og hvor bøllerne og deres talsmænd begynder. …

Flirten med vold er farlig, og når først politiske modstandere er legitime mål for korporlige aktioner, er det ikke svært at retfærdiggøre de ubehagelige oplevelser, almindelige mennesker må udsættes for. Igen og igen skal vi høre på, hvordan regeringen med sin asociale politik og borgerlige klassekamp selv er skyld i, hvad der skete den 1. maj. Men det er bekvem ansvarsfralæggelse fra de antidemokratiske bøller, der udøvede mødeterror og kalder det en demokratisk ret. Det har intet med demokrati at gøre og alting at gøre med en gruppe, der altid har hadet det etablerede politiske system. Det gjorde de i 30’erne. De gjorde de under Den Kolde Krig… og det gør de også i dag.

Enhedslisten kan vedtage nok så mange resolutioner, der prædiker frihed og demokrati og Rosa Luxemburg-citater, men når det bliver konkret, ormer man sig uden om at sige tingene, som de er, og sætte ansigt på bøllerne. For når ugen er omme, er det de samme bøller, de ledende Enhedslistemedlemmer sidder og drikker øl med på et tilrøget Nørrebro-værtshus. Det er dem, de driver nyhedssider med. Det er dem, de arrangerer politiske fester og demonstrationer sammen med. Det er dem, der er med i deres ungdomsorganisation, og det er dem, de sidder i bus sammen med, når de skal til Jylland til demonstration.”

Der er logik for burhøns, og der er logik for indavlede. Sidstnævnte inkluderer folk, der bruger terror i Muhammeds navn for at bevise, at Muhammed ikke var terrorist. I gruppen må også regnes Hizb ut-Tahrir, selvom de lallende forsøger at efterligne vestlige intellektuelle med deres nystrøgede skjorter, trimmede skæg og socialistiske argumenteren over temaet det-er-det-kapitalistiske-samfunds-skyld. Hara Dvinge kommenterer søndagens stormøde i Den Korte Avis - Til møde med Hizb ut-Tahrir – luften var tyk af had til Vesten og had til kvinder.

“Det var en ydmyg nødudgang i Nørrebrohallens fjerneste hjørne der udgjorde ‘kvindernes indgang’ da Hizb-ut-Tahrir indbød til stormøde under titlen ”Hvordan løser islam bandekonflikten? …

Derimod blev det cementeret, at islams løsning på bandekonflikten er at ‘nedbryde den vestlige mentalitet som er opstået i de unge’. Den vestlige mentalitet beskriver Hizb-ut-tahrir som værende grådig, uærlig, amoralsk, hyklerisk, gudsløs og frem for alt styret af et djævelsk nytteprincip. …

Ifølge Hizb-ut-Tahrir handler det for muslimerne ene og alene om at være gudfrygtige og loyale overfor Allah … Hvis børnene lærer om det fra de er små, og ellers forsager alt vestligt så vil de muslimske bander forsvinde.”

Hvis kapitalismens ‘nytteprincip’ lokker unge til bandekriminalitet, hvorfor består banderne så næsten udelukkende af muslimske unge? Og hvis vestlig kultur skaber vold og islam løser den, hvorfor flygter muslimer så i stride strømme fra død og lemlæstelser til mere fredelige vestlige lande? Læs mit bud her. De 800 fremmødtes bifald til Hizb ut-Tahrirs skæggede smørtenorer siger uhyggeligt meget om tilhørernes sårbarhed overfor ekstremistisk hjernevask. Herunder lidt logik for burhøns i nedenstående tørre tal:

(Danmarks Statistik, Kriminalitet blandt indvandrere, 2008; The Religion of Peace)

Bestsellende Thilo Sarrazin gæstede Danmark i weekenden. Jeg orkede ikke at følge medierne, men kan da konstatere, at selv borgerlige betragter ham som ‘kontroversiel’, fordi han er blevet “beskyldt for at have nazistiske tilbøjeligheder”. I en Ritzau-inficeret medieverden burde Berlingske Nyhedsbureau vel som et absolut borgerligt minimum undlade at reproducere den yderste venstrefløjs groteske angreb.

Fra Sappho – Manden de ikke kunne knuse.

“Frem til 2009 levede 68-årige Thilo Sarrazin et mageligt liv på toppen af det tyske samfund. Som socialdemokratisk medlem af forbundsbankens direktion og som finansminister i delastaten Berlin blev der lyttet, når han formulerede sine knastøre økonomiske analyser.

Men så skrev han en bog. En bog, hvor han anvendte den samme grundige, analytiske metode på to områder, han ikke tidligere havde beskæftiget sig med: indvandring og demografi.

Bogen hed Deutschland schafft sich ab (Tyskland afskaffer sig selv). Og så brød helvede løs. …

I bogen konkluderer Sarrazin, at Tyskland med sit lave fødselstal og den massive indvandring fra ikke-vestlige lande er ved at afskaffe sig selv. Ikke alene er hver ny generation af tyskere 35 procent mindre end den foregående. Sarrazin dokumenterer også, at de dygtigste og mest produktive tyskere er dem, der får færrest børn.

Dermed styrtdykker det intellektuelle- og uddannelsesmæssige niveau i hele samfundet, skrev han.

Den pointe var i sig selv svær at sluge for den politisk korrekte klasse. Men Thilo Sarrazin havde mere. … I næste kapitel kunne den chokerede elite nemlig læse, at den muslimske indvandring kun forværrer problemet.

Som belæg for sin påstand henviste forfatteren til statistikker, der dokumenterer, at muslimske indvandrere præsterer markant lavere end tyskere i uddannelsessystemet og på jobmarkedet. Ikke bare i første og anden – men også i tredje generation.

Hans konklusion var med andre ord, at Tyskland bliver dummere dag for dag, og at indvandringen fra muslimske lande må bringes til ophør. …

Hans bog solgte ikke mindre end 1,3 millioner eksemplarer, og meningsmålingerne viste, at over halvdelen af alle tyskere var enige med ham. … Thilo Sarrazin, der på intet tidspunkt har undskyldt eller gjort indrømmelser overfor mediekritikken, har også forklaret, at hans medlemskab af det tyske socialdemokrati, SPD, spillede en stor rolle for hans overlevelse.

- De ville have ødelagt mig, hvis jeg i stedet havde været medlem af CDU (Kristendemokraterne). Det havde været lettere at dæmonisere mig og forbinde mig med det ekstreme højre.”

(Thilo Serrazin i Vartov, 6. april 2013; Snaphanen)

Thilo Serrazins 13 punkter om politisk korrekthed i Tyskland

“Ulighed er skidt – lighed er godt.”

“Foretagsomhed, præcision og punktlighed har ingen særlig værdi. Konkurrence med undtagelse af sport er moralsk tvivlsomt, fordi det fremmer ulighed.”

“De rige bør føle skyld. Eneste undtagelse er sportsfolk og popstars.”

“Når nogle mennesker klarer sig dårligt, har det intet med deres egne valg at gøre.”

“Alle kulturer er lige gode. Mener man noget andet, er man provinsiel og xenofobisk.”

“Islam er fredens religion. De der mener, at der er problemer forbundet med muslimsk masseindvandring, er islamofober – næsten lige så slemt som at være antisemit.”

“Vesten bærer hovedansvaret for fattigdom og manglende udvikling i andre dele af verden.”

“Der er ingen naturlig forskel på mænd og kvinder – bortset fra kroppens udformning.”

“Menneskets evner er hovedsagelig formet af træning og uddannelse. Nedarvede forskelle spiller kun en marginal rolle.”

“Den eneste forskel, der er på mennesker af forskellig race, er udseendet.”

“Nationalstaten er en forældet institution. National identitet og særkende har ingen særlig værdi og er ikke værd at bevare. Fremtiden tilhører verdenssamfundet.”

“Alle mennesker i verden har ikke bare lige rettigheder – de ER lige. Alle bør derfor som minimum have adgang til tyske velfærdsydelser.”

“Børn er udelukkende et privat anliggende. Indvandring forsyner os med arbejdskraft og løser det demografiske problem.”

Socialismen bygger på en manglende forståelse af årsag og virkning, og venstrefløjens analyser ender derfor jævnligt i det absurde. Overfaldsmænd defineres som ‘truede‘, mens deres ofre gøres ansvarlige for overfaldet på dem selv. Tag bare Lars Hedegaard der af flere skribenter blev gjort delvist ansvarlig for mordforsøget på ham selv (de gik dog ikke så langt som at forlange, at Hedegaard selv blev dømt for det).

Det tager ofte årevis, førend røveri-ofre kommer sig over traumet, og Frank Jensens opfordring til dem om at ændre adfærd er en klam hån mod dem, der i stedet burde være blevet mødt indfølende støtte og opbakning. Er kvinder i sexet tøj så også selv ude om det, hvis de bliver voldtaget? Ja, hvis vi skal følge Jensens logik til ende. Fra MetroXpress – Gaderøvere hærger København

“En stigning på knap 40 procent i antallet af gaderøverier i København på to år får nu politiet til at sætte massivt ind over for de unge gaderøvere. …

Det er uhyggeligt. Jeg håber, at vi kan knække kurven blandt andet ved at oplyse de unge om, at det er utrolig vigtigt at være opmærksom på sin adfærd, når man færdes på gaden, siger Københavns overborgmester Frank Jensen.”

Socialister minder på mange måder om religiøse, og religiøse har brug for symboler. Information har oversat en kommentar af Bernard-Henri Lévy – Opgør med den idiotiske Chávez-kult. Suppler eventuelt med den relativt kritiske Horisont-udsendelse om Chavez – og de 20.000 drab.

“Hugo Chávez’ død og efterfølgende storladne statsmandsbegravelse, har udløst en veritabel flodbølge af politisk idioti – og således af misinformationer – hvis lige ikke er set i meget lang tid.

Jeg vil ikke gå i detaljer – for meget af dette er allerede velkendt stof – med det forhold, at ’folkevennen’ Chávez blandt sine nærmeste allierede talte diktatorer med strømme af blod på deres hænder: Ahmadinejad, Bashar al-Assad, Fidel Castro og tidligere, naturligvis, også Muammar Gaddafi.

Ej heller vil jeg gøre meget ud af mandens lige så velkendte patologiske antisemitisme, som satte sit præg på hans 14 år lange regeringstid, hvor to tredjedele af Venezuelas jødiske befolkningsgruppe blev drevet i eksil. …

Var Chávez ikke en hengiven fan af Thierry Messans konspirationsteorier, denne discipel af den argentinske Holocaust-benægter Norberto Ceresole, som engang udtalte sin forbløffelse over, at »jøder elsker at kritisere Hitler, selv om de har begået samme eller måske værre ugerninger selv«? Hvordan forventer man egentlig, at jøder i Caracas skulle reagere på at blive udsat for en sådan stigmatisering af deres egen præsident, der omtalte dem, som »efterkommerne af dem, der korsfæstede Jesus Kristus«, og som ifølge Chávez »havde tyvstjålet verdens rigdomme til sig selv«?

(Chavez & Ahmadinejad)

Hvad der heller ikke har været meget fremme, eller muligvis er blevet bevidst fortiet af dem, som vil ophøje Chávez til en form for inspirationskilde for en venstrefløj, der synes at være løbet tør for ny inspiration, er, at denne vidunderlige leder, der øjensynligt var så optaget af arbejderklassen og dens rettigheder, kun tolererede fagforeninger, hvis de var officielle. Han tillod også kun strejker, hvis de var kontrolleret eller endog orkestreret af regimet. Og helt frem til det sidste retsforfulgte, kriminaliserede og fængslede han uafhængige fagforeningsaktivister…

Vil det være urimelig tilsmudsning af den afdøde leders minde at erindre om, at to bestemmelser i Venezuelas familielovgivning – den ene skulle beskytte ofre for hustruvold, den anden fraskilte kvinder – blev annulleret af regimet, fordi de åbenbart var for småborgerlige efter den fremherskende machismos standarder?”

Debat om den ‘problematiske ulighed’ og nødvendigheden af ‘maksimumslønninger’ hørt i et samtaleprogram på P1 i går, hvor tre der mener det samme folder sig ud i forhold til det danske skatteniveau. Her blot et citat fra Vi ææælsker at betale skat (Netværket, P1, 16. marts 2013)

Jan Guldmann, næstformand for 3F i Randers: Vi har jo hørt noget med en Doven-Robert eller en Carina, der ikke har behov, se det er det jeg går og betaler penge til. Så bliver sådanne enkelte eksempler, der kommer til at præge det hele. Og så kan vi gå lidt tilbage og se, at sådan startede det jo også i 30′erne nede i Tyskland, og så videre ik’. Det er rigtigt farligt…

En næsten analog kommentar af filosof Kasper Lippert-Rasmussen i dagens Politiken – Derfor er venstrefløjens hykleri et problem.

“Den danske politiske debat er meget fokuseret på at afsløre politikeres hykleri. Særligt almindeligt er det, at anken om hykleri rettes mod venstrefløjspolitikere. … Groft sagt hykler man, når man siger til folk, at de bør gøre en ting, og man så samtidigt gør noget helt andet. …

En person, der stiller store krav til sig selv og andre og derfor ikke overraskende ofte fejler, er måske en bedre person end en, der stiller små krav til sig selv, men som altid lever op til dem!

Det andet forhold er det demokratiske problem, der kan ligge i, at pressen er så fokuseret på at afsløre politikeres hykleri, som tilfældet er. For politikere tilhører generelt den bedst stillede del af befolkningen. Det betyder, at jo mere egalitaristiske principper, de tilslutter sig, jo mere sårbare er de generelt over for anker om hykleri.

Hvis man mener, at børn bør gå i folkeskolen, så er man mere sårbar over for en anke om hykleri, fordi ens egne børn går i privatskole, end hvis man mener, at det kan være lige så godt at sende sine børn i privatskole som i folkeskole. …

Hvis den demokratiske proces derfor i væsentlig grad er båret af debatter mellem forskellige velstillede borgere, så kan der være en systematisk bias, der stiller de politikere, som fremfører anti-egalitaristiske synspunkter, bedre end politikere, der fremfører egalitaristiske synspunkter. De sidstnævnte risikerer nemlig langt oftere, at de bliver taget i hykleri.

Det er et demokratisk problem…“

En kombination af flere faktorer, herunder kæde-indvandring, vil uigenkaldelig gøre storbyerne røde. Det er selvfølgelig godt at socialister tvinges til at prioritere udgifterne, men nedskæringerne vil blive målrettet majoritetsdanskere, og genvalget sikret på værdipolitiske markeringer der kan forstærke processen. Den demokratiske socialisme er på retur, men samme gælder ikke den kommunistiske utopi, endsige den socialistiske stat. Fra Politiko – Enhedslisten på størrelse med S i København.

“Selv om Socialdemokraterne og SF lider i de nationale meningsmålinger, står rød blok samlet set til at gå frem i København takket være kraftig voksende tilslutning til Enhedslisten. Ifølge en måling, som Gallup har foretaget forud for kommunalvalget, går Enhedslisten frem fra 10,9 pct. ved seneste valg til hele 27 pct. i dag. Dermed kommer partiet op på størrelse med S i målingen, som i dag står til 28 pct. af stemmerne. …

Udviklingen i København, hvor Socialdemokraterne holder skansen, mens Enhedslisten går markant frem, kan genkendes i alle landets fire største byer. De dårlige landspolitiske målinger slår ganske enkelt ikke igennem ude i kommunerne for S. Ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, skyldes det, at vælgerne ikke har et problem med S generelt, men blot den politik, som føres fra Christiansborg.“

Finansminister Bjarne Corydon fortjener ros for at sige fra, men man vinder ikke valg på økonomisk ansvarlighed. Fra BT – Så giftig var han: Corydon ydmygede Johanne for åben skærm.

“Bjarne Corydon var giftig, da han mødtes i en duel med Johanne Schmidt Nielsen på DR 2 torsdag aften. I en debat om, Socialdemokraterne svigter sine værdier, brugte han argumenter som Johanne Schmidt-Nielsens unge alder og kunne lige pludselig ikke huske, hvad Enhedslisten hedder.

- Jeg blander mig heller ikke i revolutionsdebatten – det overlader jeg fuldstændig til jer. Der er jo en grundlæggende forskel på os og jer som Enhedsliste, eller hvad I kalder jer, sagde finansministeren.

- Ja, det hedder vi. Du har ret – vi hedder Enhedslisten, nåede Johanne Schmidt-Nielsen lige at skyde ind.

Senere i programmet langede han igen voldsomt ud efter partiet.

- Før hed det kommunister, nu hedder det Enhedslisten, sagde Bjarne Corydon.“

Hugo Chavez’ eftermæle var emnet for onsdagens sene Deadline, og ud af udsendelsens seks gæster, var hele tre revolutionære socialister. I modsatte ringhjørne var en venstreorienteret socialdemokrat, en apolitisk kunstner og en politiker fra Liberal Alliance. Man kalder det publice service.

I stedet for en nekrolog.
“Danske medier var hurtige til at hente de forventelige overskrifter frem, da Venezuelas »kommandant«, Hugo Chávez, døde. Han var en »historisk skikkelse« og »elsket af folket«, som nu »sørger«. DR2 kaldte ham en »enestående kommunikator« og »stor leder«. Nu hedder denne klumme jo Groft sagt, og vi er således lykkeligt fritstillede fra at skulle deltage i hvidvask. Så lad os blot minde om, at Chávez var en politiker, der berøvede sine borgere, lukkede oppositionsmedier, selv forsøgte et statskup, gav landets økonomi en af Sydamerikas laveste vækstrater, hjalp udenlandske terrorister og i øvrigt opførte sig på en måde, der får Gadaffi, Göring og Berlusconi til at fremstå som den midtersøgende middelvejs farveløse forbilleder for den sunde dømmekraft. Her var en statsmand, der seriøst mente, at Osama bin Laden var uskyldig, at al-Qaeda slet ikke eksisterer, og at månelandingerne ikke fandt sted. Til gengæld mente han, at hans egen kræftsygdom måske var en del af et større drabsprogram fra USAs side. Når Chávez ikke var i færd med at ruinere landet og hygge sig med diktatorer som Ahmadinejad og Castro-brødrene, førte han samtaler med revolutionshelten Simón Bolívar (1783-1830), som han kaldte sin »far« og så sig som en reinkarnation af, ligesom han i en tale henvendte sig til Jesus Kristus om at måtte få dennes tornekrone. Man skal ikke tale skidt om de afdøde, så lad os holde os til fakta: Chávez var en skruppelløs galning.“

Tirsdag den 5. marts 2013 var 60-årsdagen for Stalins død, og blev også sidste dag for Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez. Tager man en journalist for TV2 News for pålydende, så var han først og fremmest kontroversiel, fordi han ‘havde nogle holdninger til socialisme’, som han ‘langtfra lykkedes’ med. Det er selvfølgelig rent vås. Johan Nordberg fortæller, at Chavez med de stigende oliepriser havde en unik chance for at skabe vækst, men valgte at cementere den statssocialistiske magtbase med røde monopolister.

Niels Westy renser luften på Americas.dk – The death of a caudilho – arven efter Chavez.

“Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident, Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen. …

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. … Hele den økonomiske politik har været lagt an på at sikre den politiske magt. …

Hugo Chavez var i sine 14 år ved magten den mest højtråbende repræsentant for den type af populistisk antiamerikansk og antikapitalistisk ventrefløj, som også venstrefløjen herhjemme historisk har haft stor veneration for. Modstanderen var ‘neoliberalismen’, hvorfor det vel er på sin plads at sammenligne udviklingen i Venezuela med de lande, som bedst repræsenterer denne strømning. Det først og fremmest Chile og Peru, og på det sidste også Colombia.

(Venezuela under Hugo Chavez: Højeste inflation – laveste vækst)

Som det fremgår af figur 1 og 2, var inflationen markant højere i Venezuela (regionens højeste), mens den økonomiske vækst var markant lavere. Sandheden om de seneste 14 års udvikling i Venezuela er da også, at der reelt er tale om en fortsættelse af den økonomiske nedtur, landet har været på siden midten af 1970erne. BNP per indbygger er således fortsat lavere end den var for 35 år siden.

Men har man ikke været i stand til at øge værditilvæksten i Venezuela vil mange fortalere for Chavez regeringstid pege på, at man har mindsket den økonomiske ulighed. Det er også korrekt, at uligheden er faldet siden 1990erne. Hvad Chavez tilhængere glemmer at fortælle er at det gælder stort set i hele Latinamerika. Hvilket fremgår af nedestående figur, som viser udviklingen i GINI index 2002 -2011.

(Økonomisk lighed: En latinamerikansk trend)

… her er det måske ikke mindst interessant at bemærke det markante fald for Peru, som samtidig har haft regionens højeste vækstrater de seneste 10 år.

Samtidig er investeringsraten langt højere i de tre neoliberalistiske lande (25-30 procent), mens man med stor succes tiltrækker udenlandske investeringer. … Det er nok værd at huske, når der i de kommende dage vil komme en strøm af lovprisninger om ‘El Comandante’…”