23. april 2018

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage…”

“Integrationsproblemerne er made in Denmark, og de kan løses i Danmark”, skriver Bertel Haarder i Jyllands-Posten, og der er i det hele taget akut mangel på borgerlige statsmænd. Asger Aamund renser luften i Berlingske – Afdansningsbal i den borgerlige.

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage, men de er uden indflydelse på landets styrelse og fremtid. Den offentlige sektor har besejret den private, som dog kan glæde sig over, at globaliseringen har forbedret flugtmulighederne for virksomheder og investeringer.

Garotteringen af det liberale Danmark tog fart i 1990erne, da det lykkedes vore politikere at skabe et vælgerkorps, hvor flertallet befandt sig uden for arbejdsmarkedet. Hermed blev velfærdssamfundet afløst af klientstaten, der siden har udviklet sig til den dybe formynderstat, vi lever under i dag. Det kommunale og statslige administrative kompleks vokser nu ved egen kraft og er reelt uden for politisk rækkevidde. …

… De partier i Folketinget, der i hvert fald i partiprogrammerne bekender sig til økonomisk vækst og velstand som forudsætning for velfærden, råder kun over sølle 61 mandater, selv hvis vi med bortvendt ansigt regner de Radikale med til vækst-gruppen.

Alle de øvrige partier bekender sig til et Danmark, der er styret af statsmagten, der dog er omdøbt til ‘fællesskabet’, og hvem kan dog havde noget imod fællesskab?”



17. april 2018

Ugilt, Radio24syv-vært: Er det muligt, “… at være politisk begavet, med mindre man også er marxist”

Jeg forstår ikke helt logikken i at beskære Radio24syv hårdere end DR, men som daglig lytter kan jeg ikke rigtigt mobilisere de store følelser desangående. På vejen til arbejde hører jeg ofte Det Røde Felt, og for et par dage siden kom jeg for skade at høre lidt fra Rifbjergs liste. En programserie, hvor filosof Rasmus Ugilt taler med mennesker, som Klaus Rifbjerg ville have betragtet som kloge. “Kan Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?”, spørges der retorisk, selvom marxisme jo netop er indbegrebet af politisk dumhed. Afsnittet kan høres her.

Rasmus Ugilt, Radio24syv: Jeg har faktisk engang imellem dristet mig til at overveje, om det overhovedet er muligt at være politisk begavet, med mindre man også er marxist. Jeg er nået frem til, at det nok godt kan lade sig gøre, men man har unægteligt en fordel hvis man har Marx med i baggrunden. Og det er udgangspunktet for i dag. Rune – du er marxist!

Rune Møller Stahl, Ph.d. studerende: Ja, det er jeg.

(Rasmus Ugilt, filosof og Radio24syv-vært; Collage: Youtube)

“Da Klaus Rifbjerg sagde, at der kun var 2000 begavede mennesker i Danmark, understregede han at der var tale om politisk og menneskelig begavelse. I dagens program tager Rasmus Ugilt fat på spørgsmålet, om hvad politisk begavelse er for noget. Han får besøg af Rune Møller Stahl, som er Ph.d. studerende på Institut for statskundskab, og som er overbevist marxist. Samtalen imellem de to drejer sig om politisk begavelse og om kapitalismen og dens kriser. I dag kan vi registrere en stadigt mere intens utilfredshed med de etablerede politiske institutioner. Igen og igen har vælgerne i de vestlige demokratier takket nej til de ideer og løsninger, som disse institutioner har anset for at være helt naturlige. Spørgsmålet er om marxismen tilbyder en måde at forstå politikken på, som kan bringe os videre. Kan Karl Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?



14. april 2018

Finansministeriet: Afskaffelse af 150 pct. afgift på biler medfører blot ‘et mindreprovenu’ på 0,1 mia.

Når man først har prøvet at blive påkørt på motorvejen siddende i en mikrobil, så drømmer man om at transportere sine børn i et mere robust køretøj. Den slags koster dog kassen i velfærdsstaten, hvor ‘progressiv beskatning’ sørger for at kun formuende har råd til det, der i andre lande betragtes som mellemklassebiler.

En historie fra Børsen, der ikke nåede DR.dk, der omvendt fandt plads til folkelig jubel ‘topskat på fiskeri’ og Miljø- og Fødevareministeriets nye ‘hundesmiley’-ordning – Vilde tal: Stort set gratis at fjerne afgift på 150 pct. på biler.

“I efterårets aftale om en omlægning af bilafgifterne blev registreringsafgiften sat til 85 pct. af bilens værdi op til 185.000 kr., mens det, der ligger derudover, bliver ramt af en topskat på 150 pct. …

Men nu viser de nye beregninger, at hvis man bare lader 85 pct-afgiften køre hele vejen op og dropper satsen på de 150 pct., så vil manøvren kun koste 100 mio. kr.

‘Det skønnes, at en nedsættelse af den høje sats for registreringsafgiften fra 150 pct. til 85 pct. medfører et mindreprovenu opgjort efter tilbageløb og adfærd på ca. 0,1 mia. kr,’ skriver Finansministeriet.

Samtidig vil det øge arbejdsudbuddet med 200 personer og få bnp til at vokse med omkring en halv milliard kroner, skriver Finansministeriet.

‘… Man skal huske på, at mange lande ikke har en registreringsafgift, for eksempel Sverige,’ siger Mads Lundby Hansen.”

(Stelvio & Giulia, afgiftplagede Alfa Romeo’er; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 14:29 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Arkiveret under:


2. april 2018

Mere socialisme, sagde socialisten: ‘Solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme’

Den tyske undersøgelse fortæller, at der er ‘große Diskrepanz’ mellem hvad folk identificerer som det største problem (indvandring), og de ting der præger deres hverdage. Hvis man har et nationalt udgangspunkt, og ikke ønsker at lade børn og børnebørn eksperimentere med konsekvenserne af akkumuleret Islam, så er man højrepopulist. De kan bruge de ord der giver mening for dem, men populist er et tom skældsord, og højreorienteret er de ikke nødvendigvis.

Venstrefløjen forsøger i disse år at forstå udviklingen blandt vælgerne, men det gøres gennem et rødt prisme, der gør naturlige bekymringer til irrationel angst skabt af populistiske politikere og ‘fake news’-medier. Arbejdere bliver ikke pludselig højreorienterede, blot fordi de undsiger multikulturen, og før socialdemokraterne forstår det, så har de ikke forstået noget som helst.

Den socialdemokratiske netavis citeret herunder, har oversat artiklen fra ‘Das Progressive Zentrum’, og du kan roligt starte nedefra. Problemet er ikke noget fundamentalt ved masseindvandring og multikultur som ideologi, men noget der kan løses politisk med investeringer i velfærdstilbud, øget solidaritet (økonomisk omfordeling) tilsat trylleordet uddannelse. Løsningen på de problemer socialismen har været med til at skabe… er mere socialisme.

Fra PioPio.dk – Derfor stemmer fattige arbejdere på højrepopulister.

“Velfærdstilbud, indkøbsmuligheder og busforbindelser forsvinder. Lave lønninger, usikre ansættelser, frygten for social deroute og udsigten til en pensionisttilværelse i fattigdom. En følelse af, at indvandrere og flygtninge bliver favoriseret, mens man selv er blevet glemt af politikerne, og udviklingen suser forbi én.

Det er de største problemer og bekymringer, som borgerne har i de områder, hvor allerflest stemmer på de højrepopulistiske partier. I hvert fald i Tyskland og Frankrig. Det viser et nyt tysk-fransk studie, der har gennemført 500 samtaler med indbyggerne i tolv fattige by- og landområder med høj arbejdsløshed, og hvor en stor del af vælgerne samtidig har stemt på Alternative für Deutschland eller Front National.

Studiet bærer navnet ‘Rückkehr zu den Verlassenen’, tilbagevenden til de efterladte, og er gennemført af den venstreorienterede tænketank Das Progressive Zentrum. …

Det er ikke islamisering, EU-modstand, generel mediekritik eller et fokus på national identitet, der er årsagen, som mange ellers har gået og gættet på. Nej, der er tale om langt mere sociale årsager. Studiet peger på tre områder:

1) Indvandrere og flygtninge favoriseres, mens vi andre bliver glemt …

2) Politikerne ignorerer vores dagligdagsproblemer, dårlige løn og usikre jobs ….

3) Centralisering af velfærdstilbud og infrastruktur gør, at vi føler os hægtet af

[…]

Studiet leverer også ansatserne til, hvordan politikerne kan genvinde tilliden fra vælgerne i højrepopulisternes højborge og give ordentlige svar på deres bekymringer. Det mest centrale bud er, at solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme.

‘…Beslutningstagerne kræver solidaritet med de fremmede, men de lader også solidariteten mellem de herboende skrumpe ind. …

Konklusionen heraf lyder derfor: Et samfund, der udadtil er åbent og solidarisk, må være stabilt og mindst ligeså solidarisk indadtil,’ lyder det i rapporten.”

Oploadet Kl. 08:48 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


21. marts 2018

“Badly behaved children are more likely to grow up to be left-wing… favour radical socialist policies”

Hvis højreorienterethed er en afledt effekt af hård pottetræning, så må radikal socialisme være et resultat af manglende grænsesætning i barndommen. Børn der skaber problemer omkring sig, har problemer med selvkontrollen og evnen til langsigtet planlægning, hælder som voksne ideologisk til venstre og bliver (anti-autoritære) venstreradikale.

Et studie præsenteret af Daily Mail – Troubled and aggressive children are more likely to grow up and favour radical socialist policies, study suggests.

Badly behaved children are more likely to grow up to be left-wing, a study has shown. A study of 16,000 British people in their 30s found those with troubled childhoods were more likely to favour radical socialist policies.

The study was a follow-up to research conducted when they were children at the ages of five and seven. Those whose parents reported they had ‘conduct problems’ at in primary school were more likely to favour radical socialist polices and to smash the status quo.

Gary Lewis of Royal Holloway, University of London said: ‘Findings from both studies indicate that children who showed higher levels of conduct problems — that is, aggression, fighting, stealing from peers — were more likely to be economically left leaning and distrustful of the political system as adults.’ …

He added that conduct problems in childhood may reflect difficulty with self-control and long-term planning or early rejection of authority – either of which could lead to economic or political discontent.”

(Lewis, Early-Childhood Conduct Problems Predict Economic and Political Discontent in Adulthood, 2017)

Oploadet Kl. 11:45 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


18. marts 2018

Eks-kommunistisk medieforsker går i brechen for DR: “… den største massakre på dansk kulturliv”

Nedskæringen af DR på fire procent årligt er ikke blevet vel modtaget på venstrefløjen, og det faktum alene, siger sådan set alt om mediemastodontens ideologiske tendens. Jeg har tidligere skrevet om medieforsker Frands Mortensen, men fredag aften var han direkte i TV-avisen om emnet. Han var chokeret. Quelle surprise.

I den forbindelse må det nævnes, at samme, som ung lektor i 1974 på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, redigerede bogen ‘Ikke et ord om ytringsfrihed’, et journalistisk-politisk kampskrift, der anviste retningslinjer for hvordan man som revolutionær socialist, kunne bruge sin journalistuddannelse på borgerlige medier. Samme år udgav han et 300 sider langt angreb på DR’s borgerlighed. I dag sidder rødgardisterne tungt på DR, og nu kæmper han omvendt for fastholdelse af høje budgetter og politisk uafhængighed.

Frands Mortensen, medieforsker: Det svarer til, at hvis man lukkede alt der havde noget med DR Nyheder at gøre, og lukkede 2. Sektion, så ville man lige nøjagtigt nå op omkring de her 770 mio. kroner. Det er så kæmpestore beløb vi snakker om. Altså, det her er den største massakre på dansk kulturliv, der har været lavet de sidste – ja, jeg kan sket ikke huske, der har været noget der ligner det her.

(‘Ikke et ord om ytringsfriheden’, Forlaget Modtryk, 1971 – Medieforsker Frands Mortensen)

“I den aktuelle politiske og økonomiske situation er det tværtimod vigtigt, at de socialistisk orienterede journalister bliver på deres poster inden for den borgerlige dagspresse. Det er vigtigt, fordi de på den måde vil kunne fungere som en slags bolværk imod højrebølgen. Man kan sige, at selv om de måske ikke har de helt store muligheder for at fare offensivt frem på deres egne præmisser, så kan de dog gøre en del for at fastholde og udbygge de bedste af de givne præmisser. … For eksempel for at holde muligheden åben for en kritisk behandling af de statslige krise-nedskæringer.” (Unavng., ‘Ikke et ord om ytringfriheden’, 1974, s. 197)

Bogens retningslinjer, mit oprids. Se tidligere post.

1) Kravet om at begge sider skal høres, er en borgerlig dyd – det kan omgås.

2) Find kilder der siger det du vil have frem – borgerlige medier accepterer ikke anonyme.

3) Glem abstrakte revolutionstanker – konkrete eksempler virker bedre pædagogisk.

4) Adskillelsen af nyheder og kommentar er en borgerlig metode – det kan omgås.

Oploadet Kl. 11:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


9. marts 2018

Pia Olsen Dyhr: Den integrationsmæssige ‘liberalisme’ har slået fejl, ‘traditionel klassekamp’ er løsenet

Som blogger har jeg altid forsøgt at være strigent. At skrive det jeg føler og mener, uden at tænke for meget over hvilke partier og organisationer det berører. Det lykkedes måske ikke altid, men jeg gør mit bedste. Det handler om Danmarks fremtid, og tilfældige navne og partier er uvæsentligt om 100 år. Det kræver iøvrigt også en god hukommelse at lyve, selvom den gennemsnitlige vælger har en dårlig hukommelse.

Det udnytter politikerne, ikke mindst de venstreorienterede. Her kan man den ene dag skose politiske modstandere for at indføre tvang, og den næste dag indføre det samme med disclaimeren: “Det handler ikke om, at man vil tvinge nogen.” På samme måde kan man i årtier kaste tvangsinddrevne skattekroner efter indvandrere, og hermed efter forklare det med, at ‘vi på venstrefløjen’ har “været liberalister alt for længe, når det gælder integrationsområdet”. Det der for år tilbage var Apartheid og Holocaust in spe er nu ‘traditionel klassekamp’.

Det er fint at SF følger folkestemningen, men det ville være rart hvis Pia Olsen Dyhr sagde undskyld, og ikke forsøgte at tørre årtiers skæbnesvanger politik af på den udlændingepolitiske avantgarde. Her lidt fra Hans Mortensens interview med Pia Olsen Dyhr i Weekendavisen – Nødvendig tvang (2. marts 2018).

“Da Holger K. Nielsen i 2001 forsøgte sig første gang, kom modstanden fra en gruppe, der var tæt på Villy Søvndal. Da et partiudvalg i 2004 foreslog en kvoteordning, der skulle sikre en bredere beboersammensætning i visse områder, kaldte samme Søvndal det for en ‘Pol Pot’sk indstilling’. Siden skulle han som bekendt begive sig ud på sin egen udlændingepolitiske rejse, der endda blev for lang efter mange partifællers opfattelse.

Og i dag siger hans efterfølger Pia Olsen Dyhr: ‘Vi skal sprede integrationsopgaven mere ved at fordele elever i skoler og børn i daginstitutionerne bedre, så de netop bliver integreret fremfor parkeret i parallelsamfund. Og her er nedrivninger nødvendige, hvis vi vil integrere boligområder rent fysisk med det omkringliggende samfund, så vi ikke fastholder disse borgere med alt for gunstige muligheder for at oprette og håndhæve egne love og regler og tyrannisere alle andre.’ Ikke alene taler SF’s formand i dag om de kvoter, der for godt ti år siden blev afvist som totalitære i hendes eget parti. Hun fastholder også, at det på ingen måde er i strid med partiets klassiske værdier.

‘Man har ikke villet puste til en diskussion, der handler om dem og os. Men det er forkert set. Det er faktisk traditionel klassekamp. Mange af dem vi taler om, er de socialt svageste, og kampen må handle om, at deres børn får lige muligheder. Der skal vi ikke holde fingrene væk. … Jeg kan ikke se, at man som venstreorienteret kan synes, det er i orden at svigte børn på den måde.’

[…]

‘Ja, vi skal have tvang. … Det handler ikke om, at man vil tvinge nogen. Det er, fordi man vil give dem nogle rettigheder. Jeg er ikke særlig glad for at bruge redskaber, som fratagelse af ydelser. Men her virker det, fordi det er manden, der vil holde sin kone hjemme, som bliver ramt på pengepungen. Det er ham, der oftest sidder på økonomien i de her familier,’ siger hun og afviser indvendinger om, at hun har overtaget borgerlig politik og retorik.

‘Det er altså ikke nyt, at vi bruger tvang i vores samfund, hvis der er noget, vi vil have ændret. Det er sådan set ikke nyt for socialister. Faktisk har vi på venstrefløjen været liberalister alt for længe, når det gælder integrationsområdet. Vi har sagt, at det måtte være op til den enkelte. De skal nok selv bryde fri, hvis vi lader dem være i fred. Og det er der bestemt smukke eksempler på. Der er kvinder, der har taget den kamp helt alene, men det er da liberalisme at mene, at den enkelte unge skal tage den selv. I stedet må vi sige, at det her er et strukturelt samfundsproblem. Der skal lovgivning og regler til og om nødvendigt tvang. Det burde ikke være så fremmed for venstrefløjen.'”

Oploadet Kl. 10:53 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


28. januar 2018

Historien om ‘det socialistiske broderkys’: “Mein Gott, hilf mir, diese tödliche Liebe zu überleben”

Det er ikke al vulgærkapitalisme der ender i forherligelse af Che Guevara. Da jeg forrige weekend var i Berlin, købte jeg en såkaldt ‘Bruderkuss’-øl i en af souvenirbutikkerne. Historien bag er fantastisk. En pressefotograf tog ved DDR’s 30-års jubilæum d. 7. oktober 1979 et billede af Honecker og Bresjnev, der forenes i ‘det socialistiske broderkys’. 11 år senere maler en russisk kunstmaler motivet på Muren, og i dag er det blevet en del af populærkulturen. Den ledsagende tekst er næsten den bedste: “Min Gud, hjælp mig med at overleve denne dødelige kærlighed”.

(Erich Honecker og Leonid Bresjnev kyssende, Régis Bossu, 7. oktober 1979; Foto: Artsy.net)

(Dmitri Vrubels maleri på Muren, 1990; Foto: Wikipedia, Sozialistischer Bruderkuss)

(Bruderkuss Bier, Privatbrauerei H. Egerer. Købt i 2018 af undertegnede)

Fra Stripes.com – Berlin: The story behind a famous and weird photograph

“In 1979, Régis was sent to East Berlin to photograph the festivities of the 30th anniversary of the Deutsche Demokratische Republik — East Germany — featuring its guest of honor, Soviet leader Leonid Brezhnev, the most powerful man in the Eastern bloc.

When Brezhnev finished his speech, East German President Erich Honnecker opened his arms to congratulate him with a big kiss, a normal ritual for socialist buddies. A dozen photographers opened a fire of flashes. Régis, standing in the back row, had his camera equipped with a 80-200 mm telephoto lens. He pressed the shutter release of his Nikon camera at the decisive moment and caught the embrace as a close-up on Kodak Tri-X black-and-white film.

Major magazines used it immediately. Paris Match played it prominently on double pages and labeled it like a painting: ‘The Kiss.’

Eleven years later, Vrubel, saw ‘The Kiss’ in an old Paris Match and used it as a model for his painting on the remains of a section of the Berlin Wall. The already well-known photograph gained celebrity status when Vrubel’s painting was repeatedly photographed and published, and the image was copied and printed on T-shirts, towels and other memorabilia. A Berlin hotel, the East-Side Hotel, even took it as its logo. …

Régis didn’t get rich or famous from the photo, although he got, and still gets, a small but steady income from his agency whenever “The Kiss,” which has been published more than 500 times, is printed.”

Oploadet Kl. 10:30 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


24. november 2017

KV 2017: Knusende sejr for det røde Danmark – Ingen vil være integrationsborgmester i København

Kommunalvalget er overstået, og det blev en knusende sejr for det røde Danmark, særligt i de multikulturelle storbyer. De højeste personlige stemmetal opnåede socialdemokratiske borgmesterkandidater i de fire største byer, og meget symptomatisk så blev femtepladsen indtaget af den Islam-venlige Joy Mogensen fra Roskilde. Indvandrere stemmer rødt, og jo større andel de udgør, jo længere kommer retskafne borgerlige fra magten.

Der er dog også ulemper ved politisk dominans. Det betyder, at man må tage ansvar, tvinges til at prioritere, og værst – tage udgangspunkt i økonomiske realiteter. Mads Kastrup kommenterer i Ekstra Bladet – ‘Ingen undskyldning kan redde jeres røde røve’.

“I København har både Socialdemokraterne, Enhedslisten og Alternativet – i nævnte rækkefølge – haft muligheden for at sætte handling bag diverse valgkanonader af ord om social forståelse og solidaritet.

Men alle tre partier har meldt pas.

Alle tre partier er fast besluttede gået forbi døren ind til beskæftigelses- og integrationsborgmester-kontoret og fortsat til posterne for henholdsvis børn og unge, teknik og miljø samt kultur.

De er alligevel ikke kontanthjælpmodtagerens eller indvandrerens første og bedste ven, der vil sikre folk med udsigt til evighedslignende ophold i beskæftigelsesforvaltningens hamsterhjul en vej ud og bort fra lange, tågede eftermiddage afsondret fra det arbejdende fællesskabs liv og vigør.

De vil hellere sikre cykelstier, terapihaver og gadeteater.

Alternativet har jubelkåret Niko Grünfeld som kulturborgmester. Grünfeld, der er uddannet kaospilot, begrunder sit valg af posten som kulturborgmester frem for beskæftigelses- og integrationsborgmester med, at det er Alternativets politik at få ’kunst og kultur ind i centrum for samfunds- og demokratiudviklingen.’”

(Grafik: Facebook)



30. oktober 2017

Venstreradikal forfatter: “… Trump ER en neoliberal vampyr”, “… i sidste ende er folk fucking dumme”

Politikens USA-korrespondent Kristian Madsen har talt med den skønlitterære forfatter Junot Díaz, der præsenteres som ‘pullitzerprisvinder’, ikke som den venstreradikale aktivist han i virkeligheden er. Blandt andet med en fortid i det kommunistiske Partido de los Trabajadores Dominicanos (PTD). I aften kan han ses og høres i debat på Det Kongelige Bibliotek, i forbindelse med et arrangement under overskriften ‘Kolonialisme, racisme, migration’.

Spørgsmålene er nogenlunde kritiske, men slutproduktet er ganske godt, tildels fordi Junot Díaz ikke slører sit ideologiske tilhørsforhold til yderste venstre flanke. Fra Politiken.dk – Pulitzerprisvinder Junot Díaz: ‘Er Danmarks største problem virkelig fucking immigration?’

“Tre bærende temaer i både Díaz’ forfatterskab og hans politiske aktivisme, der er blevet endnu mere udtalt efter valget af Donald Trump, men som også har klar reference til den antiislamiske og nypopulistiske bølge i Europa. …

For Díaz er migranterne først og fremmest det hvide flertals evige syndebukke for en neoliberal udvikling.

‘Det, vi oplever nu, er konsekvensen af halvtreds års neoliberalisme og dens forstyrrede billede af racespørgsmål. Af tilværelsen i nedslidte lokalsamfund, forandringerne i hvides identitet og i den hvide magtstruktur, nedslidningen af vores universiteter, der har medført et fald i menneskers evne til at tænke kritisk’.

… det handler også om at indgyde et ‘radikalt håb’, som han formulerede det i et essay i The New Yorker efter valget, der er blevet pligtlæsning hos USA’s anti-Trump-aktivister.

‘… De af os, der er med i kampen, vil altid skulle trækkes med dæmoniske personligheder som Donald Trump, det er en konstant’. …

Hillary Clinton stiller i sin nye bog spørgsmålet: What happened? Hvad er dit svar?

‘Hvordan i alverden kom vi i den situation, hvor den her dybt kompromitterede person kom til magten? Min forklaring er, at i sidste ende er folk fucking dumme’, siger JunotDíaz, der var en aktiv støtte af Hillary Clintons demokratiske modkandidat Bernie Sanders.

‘… Men Trump ER en neoliberal vampyr‘.

Har de hvide arbejdere, der har set deres lokale samfund forvitre, ikke en reel bekymring, når det gælder immigration, både her og i Europa. Sociale spændinger, underbetaling og den slags?

Tænk på, hvor let den forklaring er, og hvor belejlig den har været for hvide. Den har tilladt dem at praktisere deres racisme, der er meget vigtig for hvide… Det er en helt almindelig racistisk figur: Man gør offeret til forbryderen. En person, der bliver misbrugt eller underbetalt, bliver til forbryderen. …’.

(Junot Díaz, forfatter; Foto: Latinitas)

Der er dog en markant forskel på debatten i USA og i Europa. I USA handler det meget om hudfarve, og der trækkes tråde tilbage til slaveriet. I Danmark og Europa handler debatten meget om islam. Er der ikke en relevant kritik af religioner, der presser sig på i disse relativt sekulariserede samfund? Er det med andre ord ikke nødvendigt med en kritik af islams mere middelalderlige syn på kvinder, homoseksuelle osv.?

Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke særligt interesseret i debatten om islam. Jeg er overbevist om, at de lande, der vil klare sig godt, er de lande, der skaber plads til deres indvandrerbefolkning. … ståen fast på ytringsfriheden har et kraftigt overlap med visse antiislamiske elementer i jeres politiske kultur’, siger Junot Diaz, der også var blandt en række forfattere, der protesterede over, at det terrorramte franske satiremagasin Charlie Hebdo fik en stor pris af den amerikanske forfatterforening.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper