9. maj 2019

‘Paludans vilde apartheid-forslag’, løj EB om satirisk flyer ‘inspireret af kristnes levevilkår under Islam’

Alt handler om Rasmus Paludan og Stram Kurs i disse dage. I dag er det eksempelvis Ekstra Bladet, der ‘afslører’ ‘Paludans vilde apartheid-forslag’. Det handler om den tidligere omtalte løbeseddel uddelt under Folkemødet på Bornholm, sidste sommer. Selvom det i løbesedlen pointeres, at muslimer kun må eje cykler med et gear, så skriver Ekstra Bladet følgende:

“Ekstra Bladet har talt med Folkemøde-deltagere, der afslog at tage imod løbesedlen… Personerne oplevede både episoden og budskaberne på løbesedlerne som ‘alvor fra Stram Kurs’ side’ og ‘uden skyggen af ironi’.(Ekstra Bladet, 9. maj 2019)

Herunder er mit vurdering af samme situation. Jeg var fysisk tilstede, og var aldrig i tvivl om at det var ironi.

“Derudover fulgte jeg Stram Kurs’ daglige demonstrationer. Eksempelvis uddelte partiformand Rasmus Paludan brochurer, hvori han foreslog indførelse af lovgivning mod Islam inspireret af kristnes levevilkår under islamiske regimer. Hvis man skal opsummere kort: ‘De må godt være her, hvis blot de ikke trækker vejret.’ En mand råbte sarkastisk: ‘Det er ikke stramt nok!’. Enkelte blev dog hidsige over den ideologiske pluralisme på Nørregade, blandt andet en ældre mand på cykel. En yngre fyr flippede helt ud, men undgik desværre at blive fotograferet.” (Uriasposten, 22. juni 2018)

(Rasmus Paludan og Stram Kurs under Folkemødet 2018)

Ekstra Bladet har talt med to eksperter, der mener at Paludans løbeseddel er udtryk for ‘ apartheid’. Professor Sten Schaumburg-Müller pointerer eksempelvis…

Det er helt åbenlys apartheid. Det er den mest rammende måde at beskrive det på. … Der er to grupper i befolkningen, hvoraf den ene skal rette sig ind efter den anden og ikke må tale til dem.”

Jeg har tilfældigvis skrevet lidt dybere om dhimmie-reglerne, som Paludan har efterlignet for at få danskerne til at tænke lidt nærmere over Islam. Her en bid fra ‘Vejen til Damaskus’ (Lysias, 2008, s. 103)

“Der lå ifølge Pedersen tillige et element af ydmygelse i den særlige beskatning: ‘Her [Koranen 9:29] betegnes Jødernes og Kristnes Afgift som en Ydmygelse.’ (Pedersen: 1928:12f; se også Pedersen:1924:170; Pedersen:1928:46, 48)

… Sådanne forordninger legitimerede senere overgreb på kristne, og Pedersen giver flere eksempler på, hvorledes kaliffer fra slutningen af 700-tallet frem til år 1000 har anvendt bestemmelserne. her en række eksempler fra 900-tallet:

‘Pagtsfolkene, en dhimmi … skal bære en særlig Dragt, eventuelt et Stykke Tøj på Skulderen, som for de Kristne er blaat, for Jøderne Gult, for Zarathustrierne sort eller rødt … de skal altid vige for en Muslim og vise ham Ære. De maa ikke vække Opsigt med deres Religion.’ (Pedersen:1928:43f; se også Pedersen:1928:49f)

Selvom Pedersen i enkelte passager godtager den traditionelle muslimske udlægning… er han overordnet helt på linie med Buhl og Østrup. Med sit tunge fokus på magtforhold går han endnu videre og tilskriver dhimmi en begrebsmæssig lighed med det, vi i dag ville betegne som apartheid. (Undertegnede, 2008)

(Vejen til Damaskus. Dansk Islamforskning 1885-2005, Lysias, 2008, s. 103)



16. februar 2019

Bog: Social kontrol-forskere er mest optaget af ‘migrationskonteksten, majoritetssamfundets racisme’

Yderst interessant debatinterview i Berlingske. Tre antropologer der forsker i social kontrol, går skarpt i rette med forskere der ignorerer ‘mellemøstlige æresbegreber’ og ‘kollektivistisk familiestruktur’, og i stedet ser det hele som et resultat af ‘diskrimination og racisme’ hos majoriteten. Det er vigtigere for de her forskere (Louise Liebmann Lund, Lise Paulsen Galal mfl.), at problematisere ’samfundsmæssige ulighedsstrukturer’, ikke mindst i forhold til ‘mediedebatten’. Socialkonstruktivisme, kalder vi det på højrefløjen, der i modsætning til antropologerne kæder problematikken sammen med Islam som kultur og religion.

Fra Berlingske – Antropologer i ny bog om social kontrol: Danske forskere lukker øjnene for »omfattende« problemer med æreskultur i indvandrermiljøer (kræver login).

I stedet bliver social kontrol af nogle forskere udlagt som en negativ reaktion på, at etniske minoriteter er udsat for diskrimination og racisme. … Når man undlader at inddrage mellemøstlige æresbegreber som en del af årsagen til social kontrol og udelukkende fokuserer på undertrykkende strukturer i det omgivende samfund, slører man et helt forskningsfelt, mener de tre antropologer, der gør en pointe ud at sætte sig ind i forskningslitteraturen om æreskultur og social kontrol i de etniske minoriteters oprindelseslande.

‘Æresrelateret social kontrol er jo ikke noget ukendt fænomen i oprindelseslandene. Det kan man godt få indtryk af nogle gange,’ siger Bo Wagner Sørensen om danske forskeres manglende vilje til at hæve blikket ud over landegrænserne. I stedet er de optaget af det, han omtaler som ‘mediedebatten’.

‘Man kan få indtryk af, at livet for mange af forskerne foregår i medierne. Og at der ikke er nogen virkelighed uden for medierne,’ siger han.

Når man taler med Mørck, Sørensen og Danneskiold-Samsøe kan man af og til få det indtryk, at forskningsverdenen i sig selv er underlagt social kontrol. At viljen til at udsætte kontroversielle forskningsfelter for kritisk og fordomsfri belysning i visse kredse er erstattet af politiske eller karrieremæssige hensyn.

Nogle af dem, der står for den forskning, der trods alt er foretaget på området, er mindre interesseret i vold som fænomen og dermed også i æresrelateret social kontrol og mere optaget af migrationskonteksten, majoritetssamfundets racisme, diskrimination og så videre. Der har for nogens vedkommende været et ønske om at påvise netop det, snarere end at komme til bunds i fænomenet,’ siger Bo Wagner Sørensen. …

‘Pointen hos de forskere er jo, at virkeligheden skabes ud fra mediedebatten. At den måde, man taler om problematikken på i for eksempel aviser, sætter rammen for, hvordan man overhovedet kan forstå problemet. Og at man i et eller andet omfang også skaber problemet ved at benævne det.'”

(Sofie Danneskiold-Samsøe, Yvonne Mørck & Bo Wagner Sørensen vs Louise L. Lund, Lise Paulsen Galal…)



3. februar 2013

Religionssociolog i VG: “Islamofobi har erstattet ‘orientalisme’ som den vestlige akademias skamplett.”

Jørgen Bæk Simonsen har i en årrække været den mest markante ‘orientalist’ herhjemme, og selvom hovedparten af de nye forskere ikke har betonmarxistisk fortid, så sidder teorierne på ryggraden. Fremragende kronik af religionssociologi-studerende Alexandra Irene Larsen i norske VG – Forskere romantiserer islam.

“Midtøstenstudiene er dominert av tidligere venstreradikalere med et verdensbilde som romantiserer den totalitære islamismen. Disse står for en tolkning av islamismen og Midtøsten der tredjeverden-romantisering og antiamerikanisme blir brukt til å normalisere politisk ekstremisme og stemple enhver kritikk som «islamofobi».

Mange av fordommene som preger Midtøsten-studier er en direkte arv fra Edvard Said og hans sinte bok Orientalisme (1978). Med sitt sterke engasjement for palestinerne, klarte ikke Said å holde sitt politiske og profesjonelle virke atskilt. Det fantes ikke sannheter, bare «narrativer», og fakta ble redusert til det enhver vil gjøre ut av dem. Man skulle ikke kritisere «de andre». Det var ens egen kultur som skulle dekonstrueres og tas et oppgjør med, mens andres kulturer og tradisjoner skulle forstås og bevares.

Resultatet har blitt en berøringsangst overfor ikke-vestlige totalitære, antidemokratiske og undertrykkende strømninger. …

Innflytelsen til Said falt sammen med to andre prosesser. Den ene var radikaliseringen av samfunns- og humanistfagene i etterkant av ungdomsopprøret. Den andre var at mange venstreradikalere på 1980-tallet forlot aktivisttilværelsen og søkte tilbake til universitetene. De tok med seg venstresidens postkoloniale skyldkompleks og antirasisme og kanaliserte dette inn i fag som Midtøsten-studier, minoritetsstudier og antropologi.

Fagene skulle nå tjene sosialismens og arbeiderklassens interesser og forskningen skulle avsløre og motarbeide Vestens imperialisme. Opprørsgrupper i den tredje verden var ikke ekstremister men per definisjon frigjøringsbevegelser, og deres bruk av vold og undertrykkelse var berettigede, eller i det minste forståelige, svar på Vestens overgrep. Slik ble det gjengs i akademia å forsvare ikke-vestlig ekstremisme, heri islamismen. …

I Skandinavia er innflytelsen fra Said kanskje mest tydelig hos den svenske religionsviteren Mattias Gardell som har bakgrunn fra den revolusjonære bevegelsen Antifascistisk aktion. Hans bok Islamofobi (2010) har blitt populær og er til og med pensum på islamstudier ved Universitetet i Tromsø. Som Said har også Gardell en tydelig politisk agenda. Han skummer overflaten på jakt etter løsrevne sitater som passer hans verdensbilde, og presenterer disse som essensen av Vestens akademiske og offentlige virke.

I Norge har den tidligere AKP (ml)-eren Bjørn Olav Utvik, nå professor ved Universitetet i Oslo, vært med på å utforme feltet med en venstreradikal politisk slagside. Utvik har blant annet pekt seg ut i å forskjønne de faktiske forhold i den arabiske våren. Han påstår at islamismen moderniserer, fremmer utdanning og politisk aktivitet, fordrer økonomisk utvikling og skaper større individuell frihet – mens den i realiteten gjør akkurat det motsatte. Han har uttalt at islamistiske verdier skiller seg fælt lite fra sekulære verdier, hvilket sier en del om det rosenrøde bildet Utvik ønsker å tegne.

(Professor Bjørn Olav Utvik, 2006; Apollon.uio.no)

Sharialoven, mener Utvik, er ikke-rasistisk og «mer vidsynt» enn hva det kristne Europa var. Det er kanskje derfor han ikke er videre bekymret for islamiseringen av Egypt under Morsi og Det muslimske brorskapet. Utvik har gjentatte ganger påstått at Brorskapet er som en kristenkonservativ vekkelsesbevegelse. I mellomtiden fordrives religiøse minoriteter i Egypt, rettssystemet spilles ut, sharialover forfektes og Morsi styrer mot et regelrett diktatur. …

Islamofobi har erstattet «orientalisme» som den vestlige akademias skamplett. På samme måte som med orientalismen har anklagerne lite empiri på islamofobiens manifestasjoner: den er latent overalt.

Dette er ikke kun et norsk eller skandinavisk fenomen. Utvik og Gardell gjør akkurat det Martin Kramer i sin bok Ivory Towers on Sand påstår at amerikanske Midtøstenforskere har gjort. Ettersom islamismen møtte større mistenksomhet i Vesten kom Midtøstenforskerne like godt på ideen med å plassere de islamistiske grupperingene i kategorien «demokratiserende».

Så lenge de ønsket noe annet enn det bestående var de «reformvennlige» og burde aksepteres og støttes. Slik blir trusselen ved fremveksten av radikal islam nedtonet og nærmest latterliggjort – den er konstruert av media, eksperter og byråkrater som er fordomsfulle mot muslimer. …

Islamforskerne har blitt skyldige i det de selv i sin tid anklaget andre vestlige intellektuelle for: Å konstruere en fortelling med selektive fakta, ubegrunnede generaliseringer og tendensiøs språkbruk for å tjene et bestemt politisk formål. Ved å så aktivt forskjønne den virkelighet som utspiller seg har feltet konstruert en type samfunnsforskning som overbeviser ikke med sin rasjonalitet, men med sin retorikk.

Dette er en dyster avsporing av vestlig akademisk ånd, med potensielt farlige konsekvenser i møte med en fremvoksende totalitær islamisme.



27. juni 2012

Nomos offentliggør kildetekster om muslimske erobringer og forholdene for kristne før Korstogene

Nomos har lagt en række kildetekster online relateret til tiden før Korstogene, og det er artige sager der, typisk er mere konkret end følgende svada fra St. Maximus Bekenderen, der omkring 634 kommentererede arabernes fremfærd.

“Vi ser en stamme af barbariske ørkenbeboere, som fejer hen over et fremmed land, som om det var deres eget – utæmmelige og grusomme dyr, mennesker kun at dømme efter deres ydre fremtræden, hærger de en civiliseret stat.” (Epist. XIV, MGP 91, 540A)

– en lidt senere beretning fra Johannes af Nikiou, omhandlende Egypten og Palæstina.

“Så ankom muslimerne til Nikiou. Der var ikke en eneste soldat til at modstå dem. De indtog byen og slagtede alle de mødte på gaden og i kirkerne – mænd, kvinder og børn, idet de ikke skånede nogen. Så drog de til andre steder, plyndrede og dræbte alle de indbyggere de fandt. I byen Sa overrumplede de Esqutaos og hans mænd, og generalen fra Theodore-stammen, der var skjult i vinmarkerne, og de dræbte dem. Men lad os nu ikke sige mere, for det er umuligt at beskrive de rædsler, som muslimerne begik, da de besatte øen Nikiou, søndag, den attende i måneden Guenbot, i det femtende år af månens cyklus, samt de forfærdelige scener, der fandt sted i Caesarea i Palæstina.” (Chronique de Jean, Evêque de Nikiou, ed. Extracts translated from Ethiopian with notes by Hermann Zotenberg, Paris 1879, s.243f)

Som et supplement til teksterne, leveres eksempler på idyllisering af det muslimske styre i Palæstina / Syrien. Det går blandt andet ud over apologen Jørgen Bæk Simonsen, der i en lærebog beskriver begivenhederne som værende udtryk for “en indholdsrig syntese med de traditioner, der eksisterede lokalt før Islam”.



30. april 2012

Geof. Cain: ‘Kaffirun’ betyder ikke blot ‘vantro’, men folk der afviser Islam og hermed krænker muslimer

Meget oplysende klumme af Geffrey Cain på Sappho.dk – De evigt krænkede: mere om den arabiske psyke.

“Mazlum (udtales med langt “u”) er et participium af verbet “sulm” der betyder “at krænke, at forurette” og synes at være et nøgleord i forståelsen af den arabiske psyke.

[…]

Uheldigvis var Tranholm-Mikkelsen selv en lidt tvetydig person, kom jeg til at synes. Han havde skrevet teologisk speciale om jihad, men var også formand for en flygtningeforening, der åbenbart ville have endnu flere folk fra Mellemøsten til Danmark. Var det virkelig tiltrængt? spurgte jeg.

Og var det ikke bedre at oplyse de naive og uvidende danskere om den menneske-tsunami, der ventede dem, og som på længere sigt ville – måtte – gøre dem til et mindretal i deres eget land?

Hans svar chokerede mig. Hvis ikke de formåede at mande sig op, sagde han så havde de kun sig selv at takke, hvis landet gik under. Det chokerende var, at udsagnet mindede alt for meget om Hitlers sidste udtalelse om, at det tyske folk ikke havde været ham værdigt og fortjente at gå under. Her holdt vore samtaler op.

Og nu står vi, hvor vi står. Omgivet af et Mellemøsten, der siger, at det er Vestens skyld, og anført af en vestlig elite, der kun kan svare: “Ja, I har ret. Vi har krænket jer. Vi har gjort jer mazlum.” …

I samme bunke papirer, hvor jeg fandt Mousa Abugosh, lå der tilfældigvis et par sider fra en bog om Muhammeds liv og især hans færden efter flugten (hijra) til Medina.

Forfatteren er Michael Cook, der skriver klart og godt, og de sider, jeg havde gemt, handler om fordrivelsen af Medinas jødiske stammer, der nægtede at slutte sig til islam, og derved fornærmede både Muhammed og Allah. Hvad man ikke gør ustraffet.

De blev fordrevet, og det er godt at have tjek på denne fordrivelse, fordi den danner præcedens for, hvordan man behandler folk, der har krænket Muhammed og Allah og således gjort dem rigtigt mazlum.

Den første jødiske stamme, der røg, var Banu Qaynuqa, og de andre fulgte trip-trap-træsko:

“I det andet år efter hijra fremkaldte en mindre uenighed fjendtligheder mod Banu Qaynuqa, der blev fordrevet fra Medina. I det fjerde år fik de følgeskab i eksilet af Banu Nadir, der havde konspireret for at myrde Muhammed. I det femte år sluttede Banu Qurayza sig til Muhammeds ydre fjender, der belejrede ham i Medina. Det førte til massehenrettelse af mændene og slaveri for kvinderne og børnene.” …

Og her er flere interessante forhold. Allerførst det faktum, at jødernes straf for ikke at acceptere den nye religion var fordrivelse. Et andet er massemordet (beordret personligt af Muhammed) på Banu Qurayza, der forudaner Adolf Hitler halvandet årtusind senere.

Og så er der et tredje forhold, som Michael Cooks korte tekst ikke nævner: Massehenrettelsen foregik, efter at stammen havde overgivet sig.

Den var blevet lokket til at nedlægge våbnene under løfte om frit lejde. Det var åbenbart en list, Allah så velvilligt på, når det gjaldt folk, der sagde nej til et tilbud-man-ikke-kunne-sige-nej-til, og det samme skete, da Muhammed beordrede mordet på en vis Ka’ab al-Ashraf.

Dette navn burde kendes af alle, der interesserer sig for ytringsfriheden, fordi Ka’ab al-Ashraf var en forløber for Salman Rushdie og alle de andre blasfemiske drillepinde, der skulle ryddes af vejen pga. deres påståede fornærmelser af islam. …

Michael Cooks beretning findes i de fleste Muhammed-biografier, inklusive Tranholm-Mikkelsens, der er køligt-elegant skrevet og har det hele med på meget kort plads. Cook fortæller på samme side om en anden interessant gruppe i islams teologi, nemlig den, der er skrevet op til den allerhedeste del af helvede, (hedere endda end den, der står klar til jøderne). Det var de såkaldte hyklere, al-munafikun.

De var med til at skabe ufred i Medina, og deres leder, Abdallah ibn Ubayy, var tilsyneladende en værre en.

“Han var en ambitiøs stammeleder, der næsten havde haft held til at gøre sig til konge i Medina, da Muhammed ankom. Hans trækken i langdrag medførte, at BanuQaynuqa blev fordrevet og ikke dræbt. Han lod Muhammed i stikken, lige før profeten led et af sin karrieres største militære nederlag [nederlaget ved Uhud, GC].”

Her er det værd at bemærke, at både jøderne og “hyklerne” var kaffirun,der normalt oversættes med “vantro”.

Men ordets etymogiske betydning er snarere, at kaffirun(altså dem, der begår synd, kufr) skjuler og ødelægger noget. De afviser den skønneste gave, man kan få, nemlig den rette tro. Og det er slemt. I stedet for en kyshånd har de forsmåede givere fået et “nej ellers tak”, der må få dem til at føle sig enormt mazlum.

Og det må vi vise forståelse for.

Oploadet Kl. 15:09 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


29. april 2012

Johs. Østrup, d. 1938: Det Slægtled i et Folk, der afskærer Forbindelsen med Fortiden… svækker sig selv

Snaphanen har været en tur i det nordsjællandske for at se på middelalderkirker, og har sendt mig nedenviste foto af Johannes Østrups grav på Nødebo Kirkegård. Orientalisten Østrup var ikke hvem som helst, men professor ved Københavns Universitet, og midt i 1930’erne rektor for Danmarks dengang eneste universitet. Her en bid fra hans erindringer, hvor han beskriver et besøg på et tysk universitet, og kommenterer nationalsocialisternes pression mod universitetsansatte.

“Der kan forekomme pludselige Afskedigelser uden nærmere Begrundelse eller forflyttelser, hvis man er saa uheldig ikke at tækkes Studenternes nazistiske Gruppefører – jeg kender personlige Eksempler paa begge Dele. Meningen med dette skrappe Regimente er at gøre Universiteternes Lærerstab til Nazist-Statens lydige Tjenere; det, man vil have, er, at de skal sige og skrive det rigtige. Og det ‘rigtige’, det klinger helt muhammedansk: Der er kun een Hitler, og vi er alle sammen hans Profeter. [Johannes Østrup, Erindringer, 1938, s. 250]

(Johannes Østrup 1867-1938, Nødebo Kirkegård)

“Over det britiske Parlament og den Maade, hvorpaa der her tales og forhandles, hviler der en Patina, som ingen anden lovgivende Forsamling i Verden har Magen til. Jeg tænker hermed ikke blot paa det udvendige, det, som man kan kalde Kulisserne, de parykklædte Formænd og Sekretærer, den forgyldte Kølle (the mace), der ligger paa Underhusets Bord som Tegn paa dets Suverænitet, samt alle de midderalderlige og snørklede Skikke, som trofast bevares. Ogsaa alt dette er meget værd; man skal have saa lidt Begreb om Traditionens Betydning som en dansk Radikal eller en russisk Bolshevik for ikke at kunne forstaa, at netop denne Fastholden af overleverede Former er det, som gør den enkelte Generation til et sammenhængende Led af et historisk Hele. Naar vi her hjemme i Danmark har saa liden Pietet for historiske Former, er det ogsaa, fordi vi er bange for at gøre os latterlige. Jeg skal gærne indrømme, at Folketingets Formand med en vældig Allongeparyk kunde give Anledning til nogen Usikkerhed, men Underhusets ‘Speaker’, han kan bære den, og gør netop med denne Paryk sit Folk større og stærkere. Det er saa let sagt: Hvad skal vi med alt det gamle Ragelse? og der er dem, der tror, at de med et saadant Udraab har udført en Bedrift; de forstaar ikke, at det Slægtled i et Folk, der afskærer Forbindelsen med Fortiden, dermed svækker sig selv.” (Johannes Østrup, Erindringer, 1938, s. 50f)

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


9. februar 2012

Koran-reciterende hijab-klædt dukke – “ikke nødvendigvis af religiøse grunde”, lød det fra professoren

Det interessante er ikke indoktrineringen, men forskernes groteske bortforklaringer. Fra BT – Dukke hylder Allah.

“Hun er to-sproget, går med tørklæde, har store brune øjne og elsker at recitere vers fra koranen… Når du trykker hende i hånden, reciterer hun to suraer fra den hellige koran…

Ifølge kønsforsker ved Roskilde Universitetscenter Karen Sjørup er dukken – ligesom andre dukker – med til at fastholde piger i et bestemt kønsrollemønster.

– Det er en lidt absurd dukke. Normalt har dukker til formål at lære piger at blive mødre. Den her siger så koranvers i stedet for ’mama’, og er sikkert beregnet til at få børn til at blive muslimer. Jeg tror dog ikke den virker efter hensigten, for børn i tre-års alderen forholder sig ikke til, hvad der kommer ud af munden på dukken, siger Karen Sjørup.

Hun mener heller ikke, at dukken vil have den store indflydelse på, om muslimske piger vælger at gå med tørklæde, når de kommer i puberteten.

[…]

Ehab Galal ser dukken som et udtryk for en islamisering…

– Dukken giver piger en identitet som muslimer. Men når forældre giver deres børn sådan en dukke, er det ikke nødvendigvis af religiøse grunde. Det kan også være fordi de vil give børnene nogle basale arabiskkundskaber eller opdrage deres børn med til et bestemt værdi­sæt, siger Ehab Galal, der er assisterende professor ved Institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet.”

(Fra Islamguide.dk)

Oploadet Kl. 06:21 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


7. januar 2012

Islam siger intet, man må “undersøge, hvorfor nogle muslimer mener, at islam siger sådan”

Islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen har netop modtaget Rosenkjærprisen af Danmarks Radio. Her lidt fra et yderst venligt portræt-interview i Kristeligt Dagblad – Det handler om forståelse.

“I snart 25 år har han arbejdet med at forstå islam og muslimske samfund, og han er med årene også blevet en fremtrædende formidler af sit forskningsfelt. Hans ansigt vil blandt andet være kendt af mange tv-seere, der har fulgt dækningen af det arabiske forår.

… Uden at have en klar idé om sin kommende løbebane begyndte han at læse religionshistorie ved Københavns Universitet. ”… Jeg var gennem studiet blevet sporet ind på en klassisk, postuleret tidløs islam…” siger han.

Siden 2008 har han været professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og indfører blandt andet studerende i islam. Mens han selv studerede en klassisk, nærmest tidløs islam, så opfordrer han i dag de studerende til at udforske moderne islam i de samfund, som den findes i, inklusive det danske. …

For fem år siden døde Jakob Skov­gaard-Petersens far… når sønnen skal forstå islams betydning et givet sted, vil han hellere undersøge de lokale medier og skolebøger end Koranen.

”… I løbet af de sidste to århundreder er der sket en dramatisk sekularisering af muslimernes verdensforståelse. Islam er blevet redefineret, reformuleret og reformeret, og det er naturligvis centralt for at forstå muslimer i dag. Sådan vil vi også forstå vores eget og andre samfund. Så der er ingen grund til, at vi lige så snart talen er om islam, kaster vrag på den humanistiske indsigt, at mennesket er historisk, og i stedet forfalder til en form for teologisk determinisme. Det er ikke for at ’hvidvaske islam’ eller benægte, at muslimer kan sige og gøre afskyvækkende ting, og at det er et problem. Det er bare ikke forklaret ved at henvise til, hvad ’islam siger’. I stedet må man undersøge, hvorfor nogle muslimer mener, at islam siger sådan.” …

Med Rosenkjærprisen følger 40.000 kroner, men Jakob Skovgaard-Petersen skal som tidligere års prismodtagere kvittere for prisen ved at holde en serie radioforedrag. Han har endnu ikke lagt sig fast på emnet, men en af hans ambitioner vil være at bryde med en nærmest skriptualistisk forståelse af islam og vække en interesse for før nutiden i de muslimske lande.

”Vi må gøre mere ud af at forstå udviklingen i de muslimske lande de sidste 120 år både politisk, urbant, kulturelt og religionshistorisk. … Når vi ser på lande i Europa, så ved vi, at der har været en vis parallel historie med vores egen, men de færreste har en anelse om, at vi også har haft en slags parallel historie med udviklingen i Mellemøsten. Når vi ser det, bliver den del af verden mere forståelig,” siger han.”

Forståelse er ikke det samme som accept, og når muslimer går amok over tegninger er det for de fleste danskere ligegyldigt om de gør det på grund af et islamisk billedforbud eller fordi Islam er blevet deres ‘identitetsmarkør’. Biedermann skulle ikke have inviteret brandstiftere ind i sit hjem uanset om ‘Pyroman-religionen’ er et historisk produkt der undergår en dynamisk udvikling…

(Judæa)

Herunder tre citater fra den humanistiske professors oldefar, domprovst Carl Axel Skovgaard-Petersen der efter en udvidet pilgrimsrejse til ‘Landet hvor kilderne sprang’, skrev to-bindsværket med samme navn, udgivet i 1923-24. Flere citater fra bogen her.

“Den By, der engang har huset de troendes Fader, er nu en af Islams faste Borge, en Overtroens og Vantroens By – Missionærer, der har haft deres Arbejde i Hebron, véd at fortælle om, at muhammedanske Mænd til Tider kunde kaste sig udenfor deres Hus og raabe højt til Allah om Hjælp mod disse Vantro; og Kvinderne kunde gaa i Optog gjennem Byen og synge Sange, hvis Omkvæd var en Bøn om, at de kristne Hunde maatte blive jaget ud af deres hellige By. Og den sidste Mufti i Hebron døde for en Snes Aar tilbage med følgende Bekjendelse paa sine Læber: ‘Jeg dør som en god Muhammedaner; jeg har brændt alle de Bibler, der kom i min Nærhed; jeg har aldrig ladet en Kristen komme over min Tærskel, og jeg har befalet, at ingen til Kristendommen omvendt Muhammedaner maa blive i Live her i Hebron.’ Dette er Muhammeds Aand; Fatalismens og Sværdets Religion. (om intolerance over kristne; Landet hvor Kilderne Sprang, 1923, Bd. I, s. 80)

“Kvindens Stilling er egentlig kort og godt udtrykt i følgende Ordsprog: ‘Træffer Du en god Kvinde, kan Du være forvisset om, at hendes Dyder er Stokkens Frugter’. – Man skal have set det for at kunne tro, at det virkelig er, som det er… ‘Men’, føjede Føreren til med urokkelig Alvor, ‘kan man vente andet af Kvinder? Kvinder er som Æsler; de er skabte til at bære Byrder. Æslet bærer Byrderne paa Ryggen, Kvinderne paa Hovedet; det er egentlig hele Forskjellen. Allah gav dem et Hoved til at bære med, ikke til at tænke med!‘ Og vel at mærke: alt det sagde han ikke som en Spøg, men som ‘en saglig Karakteristik’. Man forstod, at Manden i det Øjeblik udleverede Kvintessensen af sin Livserfaring. Stakkels muhammedanske Kvinder! (om kvindesyn; Landet hvor Kilderne Sprang, 1923, Bd. II, s. 262f)

“En ældre Jøde i Rishon le Zion sagde til mig, da Talen faldt paa Araberne: ‘Hvorfor skulde Araberne Hade os?…’ Nej, hvorfor? Men Jesus var ogsaa Israels Velgjører, og de hadede ham endda! Selv ud fra et større – politisk – Synspunkt er det sandt, at Araberne har Fordel af Jøderne… Men raisonnementer hjælper her ingen Ting. Den Dag Lidenskaberne vaagner, er Raisonnementer afmægtige; og der er Lidenskaber paa Spil i Forholdet mellem Jøde og Araber. Anti-semitismen vil blive ved at følge Jøderne i Hælene – ogsaa til Palæstina – indtil Jøderne selv forvandles fra et forkastet til et gjenfødt Folk. (om jødehad; Landet hvor Kilderne Sprang, 1923, Bd. II, s. 398f)



19. maj 2011

Søren Pind vil give indvandrere fra højtudviklede lande ‘positiv særbehandling’

Inspireret af lignende tiltag i Holland og Tyskland, forsøger integrationsminister Søren Pind i disse uger, at finde en ordning, der gør det nemmere for udlændinge fra højtudviklede lande at opnå opholdstilladelse. En godt initiativ, men selvfølgelig et forslag der fik hård medfart i medierne. Politiken vinklede historien som værende et spørgsmål om ‘frasortering’ af uønskede, en pudsighed al den stund samme fremgangsmåde normalt betegnes som ‘positiv særbehandling’. Ritzaus Bureau reproducerede vinklen, og langt de fleste artikler om emnet blev skåret ud fra skabelonen ‘Pind vil sortere’ eller ‘Pind var advaret mod sortering’.

Reaktioner.

“Uanset at det selvfølgelig alt andet lige er positivt, at lovgivningen generer så få mennesker som muligt, håber jeg på, at Radikale vil tage skarpt afstand fra dette ændringsforslag pga. den ideologi og det dybt racistiske menneskesyn, som ligger bag det.” (Lars Kyhnau Hansen, Ægteskab uden grænser; Radikale.net, 14. maj 2011: Statsracisme på vej til at blive indført i Danmark)

Det er grundlæggende et racistisk signal om, at nationalitet i sig selv siger noget om, hvordan man orienterer sig socialt og kulturelt. Man må spørge sig selv , hvad det egentlig er for mennesker, man vil filtrere fra. Vi kan jo se, at det politiske engagement blandt tyrkere og pakistanere i Danmark er på cirka det samme niveau som danskere.” (Lise Paulsen Galal, lektor; Berlingske Tidende, 16. maj 2011: Ekspert: Pinds forslag er racistisk)

“Regeringen og DF mener, at man kan komme lettere hertil, hvis man har en god uddannelse og mange penge. Men det her handler jo om danske statsborgere, der forelsker sig. Nu er det så bedre at forelske sig i en amerikaner end i en brasilianer. (Henrik Dam Kristensen, socialdemokrat; Politiken, 16. maj 2011: Søren Pind vil sortere udlændinge)

“Da regeringen i sin tid indførte 24-års reglen, kom den netop til at omfatte alle nationaliteter for ikke at forskelsbehandle og diskriminere. Nu kan jeg forstå, at Søren Pind vil tage et skridt, som hans forgængere afviste med stor kraft. Hvordan man har tænkt sig at administrere forslaget på en saglig måde, er et godt spørgsmål, som vi vil se nærmere på. (Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder; Politiken, 17. maj 2011: Pind advaret mod sortering af udlændinge)



15. september 2010

Paul Hegedahl: Danskerne mangler i høj grad “evnen til at forstå kulturel kompleksitet”

Må lærde folk der teoretiserer storladent om danskernes behov for ‘interkulturelle kompetencer’, alle tilbringe sit otium i 1-værelses lejligheder i en af landets mange ghettoer. Lyrik af forfatter Paul Hegedahl i Information – Vi har brug for mere ytringspli og interkulturel kompetence (8/9-10).

“… der er også noget, der hedder ytringspli. Vi har også friheden til at gøre brug af ytringsfriheden på en klog og anstændig måde i vores bestræbelser på sammen med vores medmennesker at skabe en menneskeværdig tilværelse…

Kulturforskelle er ikke noget, der bør udviskes. De kan være kilde til undren – og fornuftig og kreativ eftertanke, som kan resultere i stor berigelse og gensidigt udbytte, hvis de bliver erkendt og respekteret – og diskuteret på en ansvarlig måde, som medfører, at andre også vil erkende og respektere den danske kulturs udtryksformer…

Kultursociologen Elisabeth Plum kalder det ‘kulturel intelligens’. Det defineres som evnen til at handle passende i situationer, hvor kulturforskelle har betydning og som evnen til at gøre sig forståelig og etablere et konstruktivt samarbejde på tværs af kulturforskelle.

Kulturel intelligens består af tre dimensioner: emotion, forståelse og handling. Vi kan også kalde det kulturel kompetence – og en del af den kompetence er evnen til at udtrykke selv skarpe meninger med anstand og under ansvar.

I takt med at helt nye lande og kulturer melder sig som store spillere på det internationale marked, er der et stadigt stigende behov for, at kulturforståelsen og den interkulturelle kompetence øges. Det defineres som evnen til at handle passende i situationer, hvor kulturforskelle har betydning og evnen til at gøre sig forståelig og etablere et konstruktivt samarbejde på tværs af kulturforskelle…

Danskerne mangler i overraskende grad interkulturel kompetence (evnen til at forstå kulturel kompleksitet og indgå i fordomsfri dialog med andre kulturer)…

(en mand med svage ‘interkulturelle kompetencer’)

Oploadet Kl. 05:03 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper