22. februar 2007

Martin Luthers ‘Om krigen mod Tyrken’ (Vom Kriege wider die Türken, 1528)

I begyndelsen af 1500-tallet væltede islamiske hære ind over det kristne Europa, og Kristenheden var i høj grad truet på sin hjemmebane. I denne faretruende kontekst skrev Martin Luther i 1528 sit kampskrift Vom Kriege wider die Türken (Om krigen mod Tyrken, da), og året efter da horderne for første gang stod ved Wiens byport sin Eine Heerpredigt wider den Türken (Feltprædiken imod Tyrken).

Her en lille bid fra førstnævnte, i en dansk oversættelse set på Lutherdansk [via Ulla Nørtoft Thomsen].

“Hvad skal vi så gøre nu? Skal vi også føre krig mod pavedømmet ligesom mod muslimerne, fordi den ene er lige så from som den anden? – Svar: Den ene som den anden, så sker ingen uret, for samme synd skal have samme straf. Jeg mener altså, at hvor paven og hans tilhængere også vil angribe kejserdømmet, som muslimerne gør, skal han behandles ligesom muslimerne, som det da også skete for nylig ved Pavia, takket være kejser Karls hær. For her gælder Guds dom: ”Den, som griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet.” Jeg råder nemlig ikke til krig mod muslimerne og paven for deres falske tros og livsførelses skyld, men for deres myrden og hærgen. (Fra Ikke Korstog, men forsvarskrig)



2. februar 2007

Heine Andersen: Politiske holdninger… blandt samfundsforskere i Danmark (1998)

Det er ikke meget der er skrevet om den danske forskerstands politiske holdninger, og det bedste er uden tvivl Heine Andersens Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark, trykt i tidsskriftet Dansk Sociologi (1998, nr. 3).

Jeg har gransket artiklen, der med udgangspunkt i en undersøgelse af 788 danske forskere fremlægger statistisk materiale til belysning af det han kalder “forholdet mellem videnskab, ideologi, politik og moral”.

De nærmere detaljer vedrørende undersøgelsen er interesssante nok, men for mit vedkommende er det først og fremmest det statistiske materiale vedrørende samfundsforskernes politiske observans der har interesse, og Tabel 1 er formentligt det nærmeste man kommer en akademisk pendant til Hovdabrekka-undersøgelsen.

Ud af de 618 samfundsforskere der er tilbage når datalogi og naturvidenskab/medicin er fratrukket, stemte hele 64 pct. på et parti der ved valget i 1994 var med til at give en SR-regering. Blot 18 pct. stemte på et parti til der støttede VK-alternativet.

Jeg regner Det Radikale Venstre og Centrumdemokraterne med til SR-alternativet. Førstnævnte gik til valg på fornyet mandat til Nyrup-regeringen, og sidstnævnte tilhørte allerede dengang den yderste venstefløj rent værdipolitisk. Den senere udvikling i dansk politik har blot forstærket polariseringen rent værdipolitisk.

Hvis man fratrækker de forskere der ikke svarede på spørgsmålet (5 pct.), dem der ikke stemte ved 1994-valget (10 pct.), samt dem der stemte på ikke-navngivne partier, så er billedet endnu mere markant. Hele 78 pct. stemte så for en SR-regering, og blot 22 pct. for VK-alternativet.

Tager vi de enkelte fag, som Heine Andersen opridser i Tabel 2, så udstilles venstredrejningen, ikke mindst værdipolitisk i fag som Politologi, Sociologi, Antropologi og Udviklingsforskning (‘Andet fag’), samt i den gruppe af forskere der definerer sig selv som tværfaglige.

Politologi – 77 pct. for en SR-regering. Blot 7 pct. for VK [Korrigeret: 91,7 mod 8,3].
Sociologi – 86 pct. for en SR-regering, blot 3 pct. for VK [Korrigeret: 96,6 mod 3,4].
Andet fag – 64 pct. for en SR-regering, blot 10 pct. for VK [Korrigeret: 86,5 mod 13,5].
Tværfag – 70 pct. for en SR-regering, blot 9 pct. for VK [Korrigeret: 88,6 mod 11,4].

Omvendt er forskere indenfor Erhvervsøkonomi, Jura og Nationaløkonomi højredrejet hvis man anskuer det strengt økonomisk (og medtager De Radikale og Centrumdemokraterne). Det er dog kun markant indenfor erhvervsøkonomien.

Erhvervsøkonomi – 63 pct. for VK-regering, blot 20 pct. for SR [Korrigeret: 75,9 mod 24,1].
Jura – 50 pct. for VK-regering, dog 38 pct. for SR [Korrigeret: 56,8 mod 43,2].
Nationaløkonomi – 50 pct. for VK-regering, dog 36 pct. for SR [Korrigeret: 58,1 mod 41,9].

Anskuer man højre-venstre-skalaen i værdipolitiske termer, så er der selv i de tre liberale fag flertal for SR-regeringen, centrumvenstre-alternativet.

Erhvervsøkonomi – 43 pct. for en SR-regering, dog 40 pct. for VK [Korrigeret: 51,8 mod 48,2].
Jura – 57 pct. for en SR-regering, dog 31 pct. for VK [Korrigeret: 64,8 mod 35,2].
Nationaløkonomi – 61 pct. for en SR-regering, blot 25 pct. for VK [Korrigeret: 70,9 mod 29,1].

Ovennævnte talmateriale indgår som tidligere nævnt, blot som et delaspekt i Heine Andersens undersøgelse, der blandt andet konkluderer at…

– Forskernes politiske holdninger fint svarer til deres øvrige holdninger ift. individ og samfund
– Venstrefløjen ikke tror på ’sikker viden’, og lægger vægt på forståelse og samfundskritik
– Højrefløjen er mere til naturvidenskab, mere tror på ’sikker viden’ og det mulige i at forudsige

Heine Andersen understreger afslutningsvis, at forskernes politiske sympatier ikke i sig selv er et problem, hvis blot de er opmærksom på deres dobbelte rolle, så analyserne ikke kommer til at fungere som det han kalder “politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning”. Resultaterne understreger således behovet for “selvkritisk refleksionsberedskab”, og nødvendigheden af “alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner”, og derfor opfordrer han mere overordnet til at ‘forskerrekruttering’ og ‘fordeling af forskningsressourcer’ sker med hensyntagen til nødvendigheden af ‘paradigme-pluralisme’.

Den danske islamforskning må være skrækeksemplet. ‘Alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner’ betragtes slet og ret som essentialisme (/racisme), ‘paradigme-pluralisme’ er derfor en umulighed, og ’selvkritisk refleksionsberedskab’ så godt som ikke-eksisterende. De bedst kendte forskere herhjemme – Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen, er begge leveringsdygtige i analyser der reelt er ‘normativ morallære i forklædning’. Meget sigende har det desuden været nødvendigt at oprette en nyt forskningscenter for at få ‘paradigme-pluralisme’. Ansvaret for ‘fordeling af forskerressourcer’ måtte simpelthen væk fra det etablerede system.

Selvom artiklen i sit udgangspunkt er politisk ukorrekt, så kan man ikke sige Heine Andersen er konfrontatorisk, men trods den fuldfede akademiske indpakning, så står de væsentligste pointer dog lysende klar mellem linierne.

Det vil blive for omfattende at præsentere samtlige aspekter af de 20 tætpakkede sider, men for god ordens skyld har jeg valgt at transkribere enkelte afsnit, så det skulle være muligt at danne sig et et lille indtryk af undersøgelsen udover det rent partipolitiske.

“Samfundsvidenskaberne institutionalisering var et projekt om videnskabeliggørelse, og hermed fulgte værdifrihedskravet og scientismen, der indebar en forestilling om, at samfundsvidenskaber ligesom andre videnskaber skulle være værdifri og neutrale i forhold til politiske og moralske standpunkter. Spor i faglige resultater og teorier fra politiske og moralske standpunkter blev betragtet som tegn på fejl, der skulle elimineres gennem overholdelse af metodologiske regler for testning og intersubjekiv kontrol af resultater og teorier.” (s. 2, 56)

“Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålet, om der er sammenhænge mellem forskeres politiske holdninger og deres faglige synspunkter. Undersøgelsens hovedemne har været kvalitetsspørgsmål i samfundsforskningen, og et aspekt heraf – omend kun et biaspekt i hele undersøgelsen – er faglige begrebers og vurderingers eventuelle sammenhæng med politiske holdninger. (s. 2, 56)

“Som nævnt stammer datamaterialet fra en interviewundersøgelse blandt 788 danske forskere, der blev gennemført i perioden november 1995 – april 1996. Interviewingen foregik ud fra et struktureret spørgeskema, og blev foretaget af Socialforskningsinstituttet. Svarpopulationen var et stratificeret udvalg blandt forskere fra samfundsvidenskab, datalogi og naturvidenskab/medicin (under et). Svarprocenten var 90%, således at der er besvarelser fra 618 forskere fra i princippet alle institutioner og institutter i Danmark med samfundsvidenskabelig forskning som en hovedopgave (ca. en tredjedel af alle samfundsforskere fra i alt 60 institutter) samt 83 fra datalogi og 87 fra naturvidenskab/medicin. I alt indgik forskere fra 84 institutter.

De spørgsmål, der anvenes i den foreliggende analyse, er af tre typer:

1. Forskernes partivalg ved folketingsvalget i 1994. Dette anvendes som indikator på politisk holdning…

2. Forskningsfag, idet forskerne blev spurgt om, under hvilket fag, de ville rubricere deres forskning.

3) Fagligt-kognitive overbevisninger. Forskerne blev spurgt om deres tilslutning eller ikke-tilslutning til en række elementære og ret basale påstande med relation til forskellige paradigmekomponenter. Jeg inddrog spørgsmål vedrørende tre aspekter heraf: 1) fundamentale antagelser om forskningsemnets natur og 2) grundlæggende erkendelsesmål og 3) syn på muligheden for erkendelsesfremskridt…” (s. 4f, 58f)

(s. 5, 59; Tabel 1)

Resultaterne tyder altså på sammenhænge mellem den politiske venstre-højre-dimension og en række antagelser om individer og samfund, der har spillet en rolle i samfundsvidenskabernes historie, og de harmonerer ganske godt med, hvad man skulle forvente ud fra billeder af samfundsvidenskabelige paradigmers idehistoriske rødder.” (s. 7, 61; om 11 påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – eks. ‘rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Klassemodsætninger’)

Den relativt høje tilslutning til venstrefløjspartierne svarer nogenlunde til den, vælgerundersøgelser har vist for højtuddannede i befolkningen i det hele taget (Borre og Goul Andersen 1997:176)… Også den store tilslutning til Det Radikale Venstre svarer til et kendt billede af dette parti som et parti for (bla.) intellektuelle og højtuddannede.

Socialistisk Folkeparti og – navnlig – Enhedslisten har større tilslutning i samfundsvidenskaber og datalogi end i naturvidenskab/medicin… Tendenserne svarer sikkert i hovedtræk til, hvad de fleste med bare noget kendskab til fagene ville forvente. (s. 5f, 59f)

“Fraværet af undersøgelser gør det svært at sige, i hvor høj grad det observerede mønster afspejler generelle… og stabile træk ved fagene… I grove træk er det dog sandsynligt, at fagenes relative placering på højre-venstre-skalaen med sociologer mest til venstre og erhvervsøkonomer mest til højre svarer til en ret lang historisk tradition… At billedet ikke virker overraskende betyder på den anden side ikke, at der på forhånd findes en god og udtømmende forklaring. Det gør der ikke, og det ligger også uden for denne artikels formål og rammer at udvikle sådanne.” (s. 6, 60)

(s. 6, 60; Tabel 2)

“Tallene viser dog også, at det især er venstrefløjen, der skiller sig ud ved at have en lavere grad af tiltro til de antagelser, der er udvalgt her.” (s. 8, 62; om tilslutning til påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – model baseret på ‘Rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Politikerne styrer udviklingen’)

“Der findes mig bekendt ikke grundige idehistoriske analyser af disse relationer, men emnet er i stærkt polemisk form behandlet i bogen Higher superstition af Paul R. Gross og Norman Levitt (1994). I deres “Crusade against muddleheadness” anvender de etiketten “det akademiske venstre” om en temmelig heterogen gruppe af videnskabskritiske strømninger, der har det til fælles, at de fremfører kritik mod det etablerede objektivistiske, universalistiske og rationalistiske syn på moderne (natur-) videnskab og de institutioner, der understøtter den. De mener selv, at det politiske venstre faktisk i stedet burde være naturlige venner af moderne videnskab og dens institutioner. (s. 10, 64; se foregående citat)

“Et aspekt af videnskabsidealer blev i undersøgelsen belyst ved, at forskerne blev bedt om at vurdere, hvor vigtige for deres egen forskning nogle angivne erkendelsesmål var. Der blev angivet i alt 11, hvoraf jeg her kun vil inddrage følgende 3…” (s. 12, 66)

(s. 12, 66; Tabel 5)

“Disse tre påstande er udvalgt, fordi de kan forbindes med forskellige videnskabsidealer i betydende samfundsvidenskabelige traditioner: c med et naturvidenskabeligt præget, emperisk-analytisk videnskabssyn, e ned et humanistisk-hermeneutisk og j med et kritisk-teoretisk videnskabssyn.” (s. 12, 66)

“Disse resultater tyder således på, at det traditionelle naturvidenskabelige ideal faktisk – i hvert fald blandt samfundsvidenskabelige forskere – har ringere tilslutning på den politiske venstrefløj end på højrefløjen, mens det omvendte gælder for de humanistisk og kritisk orienterede idealer…” (s. 13, 67)

“Et andet karakteristisk træk ved moderne videnskab har været et universalistisk, kumulativt og rationalistisk syn på videnskabelig erkendelse. I post-kuhnsk videnskabsteori er dette blevet trængt i defensiven fra flere sider, både af fallibilistiske, relativistiske, konstruktivistiske og af postmodernistiske positioner og strømninger, herunder dem som Gross og Levitt giver etiketten “det akademiske venstre”…” (s. 13, 67)

“Med hensyn til disse besvarelser, hvor der altså også indgik forskere fra naturvidenskabelige fag, viste der sig visse interessante interaktionseffekter, når man inddrager både fag og partivalg. Det viser sig nemlig, at samvariationen mellem partivalg og videnskabssyn gør sig gældende med væsentlig større styrke i sociologi, politologi, tværfag og til dels også i jura, end i de økonomiske fag, datalogi og naturvidenskab/medicin. (Der er også andre indikatorer, der tyder på, at forskere i økonomiske fag hælder mere til naturvidenskabelige videnskabsidealer end forskere i andre samfundsvidenskabelige fag gør).” (s. 15, 69)

“Sammenligningen af totaltallene for de tre faggrupper viser deres indenbyrdes rangorden med hensyn til tilslutning til et kumulativt, rationelt videnskabssyn; den svarer nok nogenlunde til, hvad folkloren vil vide… Figuren og tallene giver et ret klart indtryk af, at skepsis over for det traditionelle, kumulative og rationalistiske videnskabssyn faktisk er forbundet med en politisk venstrefløjsposition. Men de viser desuden, at denne forbindelse især findes blandt forskere inden for faggruppen “andet samfundsvidenskabeligt fag (altså jura, politologi, sociologi, tværfag, antropologi mv.). Når det gælder graden af tilslutning til den første påstand, om tiltro til fremskridt i sikker viden på eget forskningsområde skiller også venstrefløjen blandt økonomiske forskere sig signifikant ud fra de øvrige partigrupper.

Dette tyder altså på, at der faktisk er en sammenhæng mellem standpunkter af den type, som Gross og Levitt tillægger “det akademiske venstre” og venstreorientering i samfundspolitisk forstand. (s.17f, 71f)

Resultaterne viser, at der faktisk er ret tydelige sammenhænge til stede mellem politiske holdninger hos samfundsvidenskabelige forskere og deres faglige overbevisninger. Konklusionen får støtte allerede fra de markante forskelle, der er mellem fagene med hensyn til forskernes partivalg. Den støttes yderligere gennem de påviste tydelige sammenhænge mellem partivalg og faglige overbevisninger vedrørende basale antagelser om individ og samfund og videnskabssyn. Stærkest er disse, når det handler om elementer i grundlæggende menneske- og samfundsbillede.

Også når det angår udvalgte aspekter af forskernes videnskabssyn, fremtræder der imidlertid tydelige forskelle mellem partigrupper. Det gælder med hensyn til vurderingen af vigtigheden af forskellige erkendelsesmål… ” (s. 18, 72; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

“For at forebygge misforståelser vil jeg afslutningsvis påpege to ting.

For det første, at resultaterne i sig selv ikke implicerer noget som helst i retning af erkendelsesteoretisk relativisme, fx af den type, der optræder i den socialkonstruktivistiske strømning i nutidig videnskabssociologi. Forbindelser mellem kognitive overbevisninger og politiske holdninger viser i sig selv ikke noget om sandhedsværdien af førstnævnte.

For det andet skal tilstedeværelsen af sådanne forbindelser heller ikke i sig selv tages som tegn på fejl eller mangler i samfundsvidenskaberne, der skal søges elimineret. Eftersom samfundsvidenskaber altid må optræde i en dobbeltrolle som iagttagere af og deltagere i deres studiefelt, vil deres begreber og resultater være indlejret i sprog og livsverden i de samfund, de studerer, og her indgå i kollektive refleksionsprocesser. Fejlagtigt bliver det først. hvis det medfører, at samfundsvidenskabelige teorier og analyser kommer til at fungere som politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning, og den risiko er iøvrigt antageligt større, jo højere grad af enighed, der er blandt forskere (jf. Andersen 1993 og Andersen 1995).

En vigtig metodologisk pointe kan uddrages, og den skal nok også udstrækkes til nogle basale forskningspolitiske retningslinier. Når det er sådan, at faglige overbevisninger i vid udstrækning ser ud til at hænge sammen med politiske holdninger, må dette begrunde et metodologisk princip om størst mulig intellektuel åbenhed og selvkritisk refleksionsberedskab. I praksis vil dette kræve indsigt i de forskellige metodologiske og teoretiske grundpositioner, herunder i deres idehistoriske baggrund og koblinger til politiske og moralfilosofiske ideer.

Det vil endvidere stille krav om oprigtig beredvillighed til at lade konkrete resultater undergå kritisk vurdering ud fra sådanne alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner. Dette kan bedst ske, hvis sådanne konkurrerende positioner kan udfolde sig ligeværdigt, hvilket kan begrunde forskningspolitiske og uddannelsespolitiske principper om at tage hensyn til paradigme-pluralisme i uddannelsesplanlægning, forskerrekruttering og ved fordel af forskningsressourcer.

Endelig må det medføre et krav om størst mulig åbenhed i forhold til offentlighed og brugere af forskningens resultater med hensyn til at give indsigt i aspekter af faglige uenigheder.” (s. 18f, 72f; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

Andersen, Heine: Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark. I: Dansk Sociologi, 1998, Vol. 9, nr. 3, s. 55-74.

Formalia.
I parentes efter hvert citat henvises til to sidetal. Det sidste refererer til tidsskiftartiklen, det første til fuld tekst-udgaven jeg håber at kunne få online på et senere tidspunkt med forfatterens og tidsskriftets tilladelse.

Links.

  • AAU (1995/05) – Jørgen Goul Andersen: Valgkampen og valget 1994 (pdf, VKZ-effekten, s. 13).
  • 

    21. januar 2007

    Edvard Brandes om Muhammed anno 1895 (stykket der ikke ‘fortjente’ at blive opført)

    Edvard Brandes, Georg Brandes’ yngre bror, var i 1885 med til at grundlægge Politiken, og i 1905 medstifter af Det Radikal Venstre. Af uddannelse var han mag.art. i østerlandsk filologi, og i 1895 skrev han et meget overset skuespil ved navn Muhammed. Følgende tekst er tilsendt af ‘Basilios’.

    Om Edvard Brandes skuespil ”Muhammed”.
    Da Muhammedkrisen stod på sit højeste i det forgangne år, og en vis chefredaktør havde travlt med at spinde silketråde, læste jeg i skæret af flammende dannebrog og andet brændbart materiale et skuespil af Edvard Brandes med titlen ”Muhammed”.

    Set i lyset af Muhammedkrisen var der visse ting ved stykket, der sprang mig i øjnene, og disse vil jeg forsøge at anskueliggøre i det følgende. Jeg vil ikke komme med noget længere handlingsreferat, men naturligvis opfordre til at man selv læser stykket. Det kan bl.a lånes på biblioteket, hvor jeg i sin tid lånte stykket!

    Politikeren, forfatteren, journalisten og kritikeren m.m. Edvard Brandes (1847-1931) var med til at grundlægge Politiken i 1884, hvor han senere fungerede som chefredaktør fra 1901-04. Året efter var han med til at danne det Radikale Venstre.

    Fra 1881 og i årene frem skrev Brandes en snes skuespil, hvoraf nogle blev opført bl.a på Det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Hans første stykke hed ”Lægemidler”, og der fulgte flere efter, heriblandt stykket ” Muhammed” i tre akter fra 1895.

    Handlingen foregår umiddelbart før indtagelsen af Mekka omkring 628 e.kr. Brandes bygger hovedintrigen op over en fortælling, hvori Aisha (en af profetens hustruer) beskyldes for at have haft et sidespring med en ung mand ved navn Safwan. Brandes bruger sin digteriske frihed til at lægge en lidt anden vinkel på historien end den gængse udlægning gør. Se evt. Link til Islamstudie.dk i afsnittet ”Løgnen”.

    Profeten er plaget af tanken om, at Aisha skulle have været ham utro, mens hun var alene med den unge mand. I løbet af stykket erfarer vi, at det er tilfældet. I stykket optræder ligeledes en gammel jøde ved navn Kab. Han advokerer for, at både muslimer, jøder og kristne har mulighed for at leve sammen i fred. Jøden Kab fungerer som stykkets ræsonnør, og siger bl.a: ” Nu – strid om troen opstår hver dag her, siden Muhammed og hans venner kom hid fra Mekka. Før den tid, hvor fredeligt var her ikke!” Og videre i samme replik ” Men siden Muhammed kom, er alt anderledes. De siger, at han har bragt ufreden med – fra alle sider påstår de det” (1).

    Muhammed, der ifølge stykkets kontekst dog respekterer Kab, lover at skåne ham og hans datter i en forestående massakre på de vantro. Mod stykkets slutning erfarer vi, at Safwan er død (slået ihjel). Muhammed er derimod blevet bønhørt, og har via en åbenbaring fået vished om Aishas uskyld, så at han og Aisha nu kan forliges. Muhammed har ligeledes fået åbenbaret, at ingen troende kvinde herefter skal vise sig uden slør. Da jøden Kab og hans datter derimod til sidst ser, at alle deres fæller er omkommet, udtaler Kab til Muhammed: ”Jeg vil døden tusindfold heller end en sejr som din.” (2). De to jøder føres bort, og stykket ender med at de troende kan drage i krig mod fjenderne. En del af Muhammeds sidste replik i stykket lyder således henvendt til de troende: ” Allah vil død for enhver, der ikke bekender Islam – hans eje er eders – hans sjæl går til helvede!” (3).

    Efter min mening, er det ikke ligefrem noget flatterende billede Brandes maler af Muhammed. Profeten fremstilles bl.a som en fanatisk, kvindeglad, grådig, fej og nølende hanrej. Der er dog intet bespottende eller satirisk som sådan i karakterskildringen af profeten, men der tegnes snarere et psykologisk portræt af et fanatisk magtmenneske.

    Edvard Brandes så ikke sig selv som nogen stor dramatiker. I et brev til Strindberg i 1885 skriver han bl.a: ” Om jeg dramatiserer min avisartikel og kalder den for et skuespil, hvad er ulykken? Hvad det kommer an på, er at finde de bedst mulige midler til agitation, propaganda, udspredning af fornuft – jeg er ligeglad hvordan det sker, når det blot nogenlunde kan lykkes” (4). For Brandes var fornuft, viden og oplysning af stor vigtighed. Hans forbillede var Voltaire og 1700-tallets rationalisme. For øvrigt har samme Voltaire også skrevet et skuespil om Muhammed nemlig stykket ”Mahomet ou le Fanatisme” – ”Muhammed eller fanatismen.”

    Ved at vise Muhammed som en brutal person, der med fanatisk iver udrydder sine modstandere, har publikum nemt kunnet forstå hentydningen til datidens katolske kirkes magtmisbrug. Dette stykke skulle have været opført igen i Genève i 1994 i anledning af Voltaires 300 årsdag, men nogle muslimske grupper fik held til at forhindre stykket i at blive opført. I spidsen for dem stod prædikanten Tariq Ramadan. Se evt. Link til Helle Merete Brix: ”Bomben under Muhammed”.

    Den dansk/norske Ludvig Holberg har skrevet et historisk portræt af Muhammed i en af sine epistler, hvor Muhammed ligeledes bruges i en rationalistisk sags tjeneste. (5) 1700-tallets rationalister kunne således ved at angribe Islam, ad omveje angribe kirken og samfundet. Brandes er ude i samme oplysningsærinde med sit skuespil om Muhammed. Han forfærdes over sin samtids jødehad. Han har sikkert haft de russiske jødepogromer i tankerne, der fra ca. 1880 og fremefter gjorde, at tusinder af jøder flygtede til Vesteuropa heriblandt Danmark.

    Udover kritikken af antisemitismen og Islams brug af sværdet, indeholder stykket også et kvindefrigørelsestema, hvor brugen af sløret er et undertema. Det er klart, at stykket indeholder flere fortolkningsmuligheder og temaer, men set i lyset af Muhammedkrisen giver dette mere end 100 år gamle skuespil stof til eftertanke!
    I sin biografi ” Edvard Brandes Portræt af en radikal blæksprutte” skriver forfatteren Kristian Hvidt bl.a om stykket, at ”Muhammed” blev til under læsning af koranen og sprogstudier. Brandes var ”Dels fascineret af Muhammedskikkelsens storhed, dels rystet ved fortællingen om Muhammeds forhold til jøderne i Arabien…” (6).

    Antisemitismen var desværre også en realitet i verden dengang, og Brandes skrev til sin udgiver Philipsen: ” Jeg brænder af lyst til at skrive om jøder, men i denne tid er det ikke nemt. Antisemitismen er hård over os, og man må behandle publikum med forsigtighed.” (7). Stykket om Muhammed ”Blev aldrig opført på nogen scene, og fortjente det heller ikke” skriver Kristian Hvidt videre uden at uddybe, hvorfor stykket ikke fortjente at blive opført (8). Var det af æstetiske eller dramaturgiske årsager, eller var det af andre årsager? Det er jo interessant, om stykket nogensinde vil blive opført! Stykket er i hvert fald skrevet med henblik på scenisk opførelse, og Muhammed-karakteren er tænkt gestaltet af en skuespiller. Gad vide om der findes en teaterinstruktør, der sammen med et hold skuespillere ville turde at forløse et sådant stykke? Dansk teater er efter min mening generelt ikke kendt for at producere forestillinger, der tør forholde sig kritisk til Islam. Ingen nævnt, ingen glemt!

    Skuespillet er en del af det kulturradikale arvesølv. Det nemmeste ville være at forbigå det i tavshed, og så eventuelt forsyne bibliotekernes udgaver af stykket med en lille advarsel om, at det kan virke anstødeligt på sarte sjæle!

    Endelig kunne vi lade kunstnerparret Pio Diaz og Thyra Hilden brænde det af, for det er jo en del af vestlig kultur!

    1) Brandes, Edvard: Muhammed. Skuespil i tre akter. P.G. Philipsens Forlag, København, 1895. Første akt, tredje scene.
    2) Ibid. Tredje akt, sjette scene.
    3) Ibid.
    4) Dansk Litteratur Historie. Bd. 3, Politikens Forlag. København, 1966. S. 191.
    5) Holberg, Ludvig: Epistula Muhammed, nr.434. I: Historiske portrætter i Ludvig Holbergs Epistler. Udvalgt af F.J. Billeskov Jansen. H. Hagerups Forlag. København, 1948.
    6) Hvidt, Kristian: Edvard Brandes en radikal blæksprutte. Gyldendal, 1987. S. 296.
    7) Ibid.
    8) Ibid.

    

    30. juli 2006

    Tilman Nagel: Islam Light er vanskeligt, fordi mange ikke vil anse det for den rette lære

    Fra fredagens Berlingske Tidende. Det meste fra et interview med islamforskeren Tilman Nagel – Problemet med profeten.

    “Professoren har et uromantisk billede af sit objekt. »Muhammed,« siger han, »var en mand, som var sig sin mission bevidst, og som med politisk snilde og brutalitet gennemførte sit forehavende.« Missionen var at udbrede den islamiske religion, men, siger han, der er gået to ting skævt siden da. For det første er den Muhammed, som de fleste muslimer henholder sig til i dag, ikke den rigtige Muhammed, men »et kunstprodukt, opstået efter hans død«. Og det er, mener han, »et kerneproblem, at de fleste muslimer betragter en kunstfigur, der er det stik modsatte af originalen, som den historiske sandhed

    For det andet er udviklingen de seneste årtier gået anderledes, end man havde ventet. »Da jeg kom på universitetet i 1962, troede man, at de islamiske stater ville blive europæiserede, med rigtige parlamenter og partier, og at islam ville forsvinde, sådan som middelalderkulturen gjorde det i Tyskland eller Norden.«

    »Det var,« siger Nagel, »en overraskelse, at det ikke skete. Tilbageslaget, om man vil, begyndte omkring 1960, da forventningerne til Nasser og hans vestliggørelse af Egypten ikke blev til noget.« I juni 1967 kom Seksdageskrigen mod Israel, som førte til et ydmygende, militært nederlag for egypterne. Siden er det gået ned ad bakke med det vestlige projekt i Arabien, og islam er gået frem, påpeger han. »I radioen høres koranvers døgnet rundt, og islam tilbyder et fællesskab, som unge uden fremtidsperspektiver bliver tiltrukket af. Det er ikke uforståeligt.«

    Muhammed, forklarer Nagel, »er for muslimer et konstant midtpunkt, som det gælder om at følge, hvis man vil i himlen. Det er umuligt for andre at forestille sig den dermed forbundne kraft. Bolsjevikkerne ville have været henrykte, om de havde kunnet udløse den energi.«

    Men indoktrinering forudsætter, at der er mennesker, som vil indoktrineres?

    »Vi har jo også nogle erfaringer i Europa. Vi har set, at selv naturvidenskab ikke er et bolværk mod hjernevask. Mange videnskabsfolk tumler med store spørgsmål, og så kan de falde for en totalitær ideologi, fordi den har sådan et dejligt nemt menneskesyn og svar på alt.«

    […]

    Islam i dag bygger i vid udstrækning på »et storhedsvanvid«, siger professor Nagel. »I de islamiske lande tror folk, at Europa vil åbne sig for islam, og at de sidste bastioner snart falder. Hele historiebilledet i skolen er, at islam vil triumfere. Det vestlige undervisningssystem er ikke rustet til opgaven. Min søn blev student for fem år siden, jeg ved, hvad eleverne lærer i historie og religion. De fleste europæere aner ikke, at verdsliggørelse og menneskerettigheder, som langsomt har vundet indpas på dette kontinent, har rødder, der går tilbage til antikken og kristendommen. Det bør såvel indvandrere som indfødte europæere vide. I stedet tror muslimer, at verdsliggørelse er, at homoseksualitet og promiskuitet er tilladt.« 

    Har krisen omkring de danske Muhammed-karikaturer gjort det hele værre?

    »Næh, det har den ikke. Den slags protester er jo ikke nye, karikaturer omkring islam er et gammelt tema. Men det blev tilsyneladende brugt i en kampagne, og den egyptiske ambassade i København gik ind i sagen for at tage spidsen af sine egne islamiske bevægelser derhjemme.«

    […]

    Der er islamiske gejstlige, som tager afstand fra den rabiate udlægning af Koranen. En af dem, Adnan Ibrahim i Wien, har for nylig fastslået i Berlingske Tidende, at der intet er de islamiske skrifter, som tilsiger tvangsægteskaber, omskæring af kvinder eller modstand mod et verdsligt retssamfund. Han hævdede sågar, at der er fuldstændig frihed i islam til at skifte tro?

    »Jamen, det er én mand, der siger det. Det kræver stor ihærdighed at komme igennem med sådan et synspunkt. Det må diskuteres bredt og åbent i islamiske kredse, og det sker ikke. Hvis man vil vide, hvordan toneangivende cirkler tænker, kan man tænde for TV-stationen Al Jazeera. Her er der en gammel, gejstlig professor, Qadari, som hver uge tolker islam i sin egen udsendelse. Han siger, at konvertitter skal dræbes. Det er der millioner, som lytter til.

    […]

    Er islam forenelig med demokrati i vestlig forstand? Er der plads til et Islam Light?

    »Umiddelbart er det ikke muligt. En muslim diskuterer ikke med andre i øjenhøjde. Han har jo altid ret. Og et Islam Light vil altid have den vanskelighed, at mange ikke vil anse det for den rette islamiske lære. Forestillingen om, at Koranen skulle indeholde evigtgyldige sandheder, er et enormt problem. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer til at se Koranen som en tekst fra Arabien i det 7. århundrede, der ikke kan betyde det samme for os i dag. Det er mit indtryk, at muslimske foreninger ikke er parate til at gå dette skridt, for så tillader man jo integration, og det vil man ikke.«

    »Man skal begynde med børnene i 1. klasse. De skal have at vide, at vi alle er lige, uanset om vi hedder Ahmed eller George. Kun på den måde kan vi afmontere storhedsvanviddet. At overlade religionsundervisning til islam duer heller ikke. Det er et skråplan. Man behøver bare at læse, hvad ledende muslimer mener. Ayatollah Khomeini – den iranske revolutionsfører – skrev i sin lille grønne bog, at mullaherne skal overtage samfundet. Det er ligesom med Hitlers »Mein Kampf«. Det hele står der, sort på hvidt. Vi hælder til at sige, at det ikke kommer til at ske på den måde. Men der er desværre erfaringer, som tilsiger, at det kan man ikke være sikker på.

     

    

    30. maj 2006

    Henning Duus om apologetiske jihadtolkninger, og lidt om Bæk Simonsen

    Trykkefrihedsselskabets tidsskrift SAPPHO er virkeligt et besøg værd. Her lidt fra en artikel af Henning Duus omhandlende jihadtolkninger af Jørgen Bæk Simonsen, Mikael Rothstein og Tim Jensen – Jihad? Hvad er det?

    “Både Bæk Simonsen og Jensen & Rothstein lægger uden at det siges direkte den modernistiske tolkning af jihad til grund. Dertil kommer, at alle tre forfattere tydeligvis er apologeter, der ser det som deres opgave at undskylde, forsvare og bortforklare usympatiske sider af islam.

    […]

    Jeg har vist, at behandlingen af jihad i de omtalte bøger, artikler og opslag er yderst kritisabel. Selv om forfatternes universitetsansættelse og deres kvalifikationer som forskere i islam skulle borge for balance og neutralitet i fremstillingen, så er det modsatte tilfældet. Det er specielt et problem ud fra en demokratisynsvinkel. Vælgerne har et berettiget krav på, at forskere, der udtaler sig inden for deres speciale og som forskere, gør det på en så dækkende, balanceret og neutral måde, at vælgerne ikke vildledes. Det er desværre ikke tilfældet med bidragene af Jørgen Bæk Simonsen, Tim Jensen og Mikael Rothstein.”

    Jeg har været igennem de nævnte værker, og har medtaget Jørgen Bæk Simonsens jihadtolkninger i mit speciale, ikke bare den han giver i Politikens Islamleksikon, men i forfatterskabet som sådan.

    Mit fokus er tidsperspektivet, og udviklingen i hans forfatterskab må siges at være markant, hvad disse to ordforklaringer indikerer.

    Djihâd – Krig for sin religions udbredelse. (Simonsen, 1983)

    Djihad  – Betyder sprogligt anstrengelse. (Simonsen, 1990)

    Jørgen Bæk Simonsens forfatterskab skiftede karakter efter doktordisputatsen i 1988. Hvor han tidligere med streng filologisk metode tolkede de islamiske kilder, så blev han i 1990erne noget nær integrationsforsker. Her overtog han den antropologiske metode, og i de senere år er han begyndt at polemisere med udgangspunkt i et abstrakt antropologisk kultursyn.

    Forskere har som alle andre lov til at revurdere og omgøre egne analyser. Men Bæk Simonsens skift sker tydeligvis efter politiske overvejelser, og endnu mere problematisk – han kritiserer ikke andres tolkninger med udgangspunkt i analyser, men foragter forfatterne med udgangspunkt i menneskesyn. Bæk Simonsen anno 2006 ville ikke kunne være i stue med Bæk Simonsen anno 1983. 

    Oploadet Kl. 22:39 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    8. maj 2006

    Det store spørgsmål: “Hvor er den akademisk forankrede religionskritik henne?”

    Hvis man kan se igennem den lidt for søgte anarkoliberale positioneren, kan jeg anbefale læsning en postering af Bielefeldt på Walla min fætter!. Her lidt fra Vi er alle amatørorientalister!.

    “… Og mens vi er ved det teologiske: fremtidige koranlæsninger må tage højde for, at Københavnerskolen har påvist, at Abraham og Moses og GT i det store hele er en fiktion. John Wansbrough og Patricia Crone har også vist, at de tidlige Muhammed-biografier er fromme fantasier… Alt det med Mekka og Koran kom først til mange år efter hans død. Ganske som GT blev til i asylet. Den slags finder vi ikke meget om i Hvad er islam. Ligesom de to kvinder på forsiden af Information. Rigtig videnskabelig eksegese ville da tage tøjet af og finde den eneste sandhed. Vi mænd ved, hvor den sidder. Sandheden. Men Hvad er islam er ikke pornografisk. Der findes ingen nøgenscener i den. End ikke billeder. Den er nypuritansk. Sociologiprofessor Henning Bech ville hade Hvad er islam. Skrev Beinov lærd?! Jeg ville snarere betegne den som et udtryk for spam-islamologi. Hvor er den akademisk forankrede religionskritik henne?

    Vi bør vide mere om islam og om Mellemøstens historie for at forstå muslimers følelser. Viden om Mellemøsten – the Middle East er en amerikansk betegnelse fra 1905 – hedder med et andet og for tiden meget populært ord: orientalisme. Utallige studerende har i de sidste 15-20 år på universiteterne læst og taget ved lære af Saids Orientalisme. Den er endog kommet på dansk. Viden om den hører til almendannelse, hvis man vil være akademisk korrekt. Uvidenheden om Orienten er altså ikke helt så encyclopædisk, som nogen mener, men når jeg hører Birthe Rønn Hornbech formane i tv, bliver jeg alligevel lidt nervøs, for ved jeg nu nok?

    Jeg synes jo egentlig, at jeg har læst meget om emnet. En af mine yndlingsforfattere er T.E. Lawrence, og jeg har da også gået rundt i gaderne i Gaza og på Vestbredden og set rigtige muslimers gøren og laden. Gaza ligner på en måde Nørrebro. Dernede er der bare mere af det hele. Flere burkaer og flere mobiltelefoner. Jeg har også læst Munifs romaner, men hvornår ved man nok? Jeg synes eksempelvis, at arabisk er et svært sprog. Og hvad med islam? Jeg er jo selv troende, så jeg tror, at jeg ved, hvad tro er, men mon dem, der ved, hvad islam er, og som ikke tror, forstår islam? Havde Grundtvig ret i, at man elsker det, man vil forstå?

    Er det fordi Jørgen Bæk Simonsen elsker islam, at han forstår denne religion så godt? Eller er han blot et spejl af markedet, der gerne vil sælge bøger om islam, ligesom der for nogle år siden solgtes litteratur om Østens mystik, meditation og yoga? Jeg tror ikke, at en bog med titlen Hvad er kristendom ville blive en kioskbasker af den simple grund: det ved danskerne da, hvad er. Eller rettere: det tror danskere, at de ved, hvad er. I gamle dage havde danske missionærer boghandlere i Aden og Bahrain. Jeg gad nok vide, om de ikke er lukket. Vi missionerer da vel ikke dernede længere? Nej, desværre. Mission er konverteret til dialog.

    Jeg vil ikke love, at jeg ved noget og slet ikke nok om Mellemøsten, og jeg vil ikke svare på spørgsmålet: hvad er islam? Jeg er jo ikke til eksamen. Alligevel vil jeg skrive lidt om det. Jeg har også hørt Uffe Ellemann Jensen udtale, at viden er nødvendig om islam, og at vi danskere ved for lidt. Vi tror jo på Oplysningen. Vi skal vide, hvad islam er. Og hvad er det nu islam er? Gåden? Eksamensspørgsmålet? Uffe Ellemann Jensen sagde det i en tv-udsendelse for nogle måneder siden, hvor han debatterede med Jørgen Bæk Simonsen, der i mange år har siddet og skrevet ukritiske og uakademiske ting om islam nede i politistaten Syrien.

    Uffe Ellemann Jensen talte om de uvidende danskere, og han tilføjede, at han havde været hos tre boghandlere for at få fat i Hvad er islam. Og den har ikke et spørgsmålstegn i titlen. Jeg sad i mit stille sind og tænkte: mon den førstegenerationsprogressive Uffe Ellemann Jensen ville genopfriske sin egen viden om islam; han havde måske glemt, hvad det nu lige er, at islam er, men
    hvis han vidste noget eller meget om islam, hvad skulle han så med denne elementære indføring i islam? Sådan kan man jo spørge og tænke, uden at man behøver at sige det højt. Ville mere viden om islam udrydde modviljen, fjendtligheden, hadet, intolerancen?

    […]

    Man er altid forelsket i et billede, som man har lavet af den anden. Når man så ser den anden og billedet forsvinder, skynder man sig at lave et andet billede af ham eller hende. Mon der findes viden om det arabiske på Carsten Niebuhr Instituttet, hvor Jørgen Bæk Simonsen kommer fra, der er hinsides orientalismen og fri for billeder? Næppe. Jeg tror, at de tre travle vise mænd – halvlibaneseren Irving Jensen, halvegypteren Skovgaard Jensen og halvsyreren Bæk Simonsen – konstruerer billeder på livet løs det sted på skatteydernes regning. Vismændene bryder sig bare ikke om de billeder af Orienten, som vi andre skaber.

    

    10. april 2006

    David Favrholdt: Kulturrelativisme og menneskerettigheder er svært kompatible

    Ulla Nørtoft Thomsen henviser i en postering til en gennemgang af kulturrelativismens historie i Weekendavisen. Den havde jeg overset, så her er lidt fra David Favrholdts En streg i sandet.

    “Omkring år 1700 dukkede oplysningsfilosofien frem i England, Frankrig og de tyske stater. Den var et oprør mod religiøse og politiske autoriteter, båret af et håb om, at man gennem forskning og oplysning én gang for alle kunne afskaffe religionskrige, tortur, undertrykkelse, udbytning og plyndring af sagesløse befolkningsgrupper m.m., – kort sagt komme al verdens ondskab til livs. Det måtte kunne lykkes at bringe menneskeheden til fornuft, at nedkæmpe al indoktrinering, at få alle til at forstå, at alle mennesker er født lige, og at magtstrukturerne hverken er naturgivne eller indstiftede af Gud. […]

    Alle religioner var lige dårlige, alle var de, som David Hume senere skrev, menneskelige opfindelser. Men så længe de ikke blev brugt til politiske formål, skulle de alle i tolerancens navn stilles lige. Man måtte gerne antage, at Gud havde skabt verden, det gik selv Voltaire med til, men derudover var alle trosartikler noget vås. Religioner måtte tolereres, men ikke respekteres.

    Dette syn på religionerne blev af den tyske filosof Johann Gottfried Herder i 1780erne udvidet til at omfatte ikke blot religionerne, men også politik, retsvæsen, kunst, normer for daglig adfærd og endog videnskab. Han sammenfattede alle disse områder under begrebet kultur. Hver kultur har sin folkesjæl, mente han, sin »Volksgeist«, som gennemtrænger alle disse områder, og da der ikke kan findes nogen overordnet instans, der kan dømme om nogen kultur er bedre end nogen anden, så er de alle ligeberettigede i enhver henseende. Hermed fødtes begrebet kulturrelativisme.

    Siden den græske oldtid var begrebet relativisme kendt som et modstykke til sikker, rationel erkendelse. Protagoras og andre sofister hævdede 400 år f.Kr., at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, men kun meninger. Denne lære passede fint ind i etnografernes og antropologernes studier i tiden efter Herder. Man indså, at man ikke uden videre kunne karakterisere flerkoneri, omskæring af pigebørn og halshugning af homoseksuelle som barbari – blot fordi de var fremmede for den vesterlandske kultur. De kunne kun fortolkes korrekt, når man lagde sine egne fordomme til side. Og inspireret af den efter 1910 fremspirende gestaltpsykologi anlagde man i alle undersøgelser en holistisk betragtningsmåde. Enhver del i en kultur måtte forstås ud fra den kulturelle helhed, som den indgik i. Ethvert ritual, ethvert påbud, havde en funktion i helheden og måtte alene vurderes ud fra denne. […]

    MEN på ét punkt var der et problem: kunne man virkelig mene, at alt er tilladt i moralsk henseende? Vi har ikke svært ved at tolerere, at man nogle steder dyrker Buddha, andre steder Allah og profeten og atter andre steder Jesus og Jomfru Maria. Men skal vi tolerere kvindeundertrykkelse, »æresdrab«, hængning af kvinder, der ikke er jomfruer ved ægteskabets indgåelse? Skal vi tolerere, at over fem millioner jøder blev gasset og brændt i Nazi-Tyskland med en kompendiøs bemærkning om, at sådan er tysk kultur jo? Vi kan lige nu være nødt til for verdensfredens skyld at tolerere, at man i henhold til den religionsbaserede sharia stener kvinder til døde. Men kan vi respektere det? Her må man ifølge oplysningsfilosofien svare nej. Og det var netop med holocaust i erindring, at man udformede FNs charter om menneskerettighederne i 1948. Men det var ikke nok til at skrue ned for kulturrelativismen. Tolerance var for mange stadigvæk noget, der måtte have højere prioritet end frihedsrettighederne. Det er først nu med internationaliseringen og globaliseringen, med overbefolkningen og forureningen, med den ulige fordeling af verdens goder, at man indser, at vi alle har at gøre med den samme virkelighed, og at vi må finde frem til fælles spilleregler inden for etik og retsvæsen, hvilket igen betyder, at vi må igennem en ny sekularisering, hvor der må trækkes en streg i sandet mellem religion og ideologi og imellem tro og rationalitet.

    Alt dette betyder et farvel til kulturrelativismen på såvel det teoretiske som det praktiske plan. Men der er lang vej igen. Sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger viser med al tydelighed, at problemerne fremover ikke kan løses med gensidig tolerance, endsige respekt. Den viser også, at vi ikke er kommet ret langt i forståelsen af, hvad fri forskning og oplysning betyder for menneskehedens fremtid. Kan folk såres af nogle tegninger, så er dette intet imod, hvad de vil føle, når de bliver bekendt med den nyeste genetik, religionshistorie og religionspsykologi. Rationaliteten godkender hverken engle eller åbenbaringer.

    Den frie forskning trues fra mange sider. F.eks. af intelligent design-bevægelsen og af generel politisering. For få bevillinger, for meget formynderi og pap-filosofi à la »Fra Forskning til Faktura«. Men også af krav om politisk korrekthed, som vi så det herhjemme med UVVU’s behandling af Bjørn Lomborg. Det er alt sammen forstemmende. Vi står midt i de største problemer i menneskehedens historie. Tænk blot på forholdene i de mange samfund syd for Sahara. De kan slet ikke reddes med affabel kulturrelativisme eller med den nuværende u-lands bistand. De kan heller ikke reddes ved, at man beder til Allah fem gange om dagen eller synger »Vor Gud han er så fast en borg« i Frue Kirke. De kan kun reddes gennem forskningsbaseret teknologi, sociologi og sundhedsvidenskab – gennem fri forskning uden leflende selvcensur.

    Oploadet Kl. 09:51 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    4. marts 2006

    David Gress (& Victor Davis Hanson) om filologiens skæbne

    Fra fredagens Jyllandsposten. Et citat fra David Gress’ bogessay om Grækernes store krig.

    “I 1998 udgav Hanson endnu et bidende angreb på kulturelt forfald i Hvem dræbte Homer? I den forklarer han, hvordan hans fagfæller, de klassiske filologer, er skyld i, at faget har mistet status og er næsten forsvundet fra den centrale plads i almendannelsen, det indtog indtil for en generation siden. I Danmark var der således i 1970 endnu 21 gymnasier, der tilbød den klassisk-sproglige gren. Nu er den helt væk.

    Fagets fald skyldes ifølge Hanson, at filologerne begyndte at opføre sig som andre humanister såsom litteraturforskere og historikere, der lod sig lede af ideologier såsom marxisme, feminisme, multikulturalisme og postmodernisme. De troede, de derved viste sig dristige og originale. I stedet førte det til ulæselige artikler og tomme foredragssale.

    Filologerne havde glemt, at de sad på den største ikke-religiøse kilde til inspiration og berigelse, vor kultur kender, nemlig den antikke verden. De havde blot at øse af den kilde, fortælle historierne og vise, hvor meget de har at give mennesker i dag, for at gøre sig relevante. Det ville de ikke, for det ville i deres øjne være at forherlige en kultur, der var mandschauvinistisk, fascistisk og alt andet end politisk korrekt. Den antikke såvel som den moderne europæiske kultur bestod af døde, hvide mænd, og dem gjaldt det om at nedvurdere og fortrænge.

    Den politisk korrekte antikforskning havde overtaget på universiteterne, men prisen var høj. Den havde nemlig gjort faget betydningsløst i den bredere kultur og berøvet det moderne publikum en kilde til glæde og styrke. Det har ikke været det mindste af Hansons anliggender at bruge den kilde, således også i bogen om den store græske krig.”

    Oploadet Kl. 21:25 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    

    22. februar 2006

    Ingeborg Brügger om offerrolle-tænkningens konsekvens

    Fra mandagens Information, lidt fra Ingeborg Brüggers kommentar om Den evige krænkethed. Den falder på en tørt sted.

    “Mehmet Necef blev ansat på Odense universitet i 1991, især på grund af en artikel, hvori han kritiserede vestlige intellektuelles manglende stillingtagen i debatten om Salman Rushdies De sataniske vers. De var for tilbageholdende med at støtte Rushdie og ytringsfriheden, fordi de var fascinerede af muslimers iver efter at forsvare deres religion, mente Necef.

    “Det havde sammenhæng med en opfattelse af forholdet mellem Vesten og Østen, som dominerede den danske akademiske verden og vestlige intellektuelle i det hele taget op gennem 80’erne og helt hen til slutningen af 90’erne. Fortællingen om dikotomi og hierarki.”

    “Den gik ud på, at der er et hierarkisk forhold mellem Vesten og specielt den islamiske verden. Og at Vesten udnytter, udbytter og marginaliserer den islamiske verden.”

    “I den danske kontekst mente danske intellektuelle, at danskerne undertrykte og marginaliserede muslimske indvandrere. Og hvis vi kommer til dikotomien, så betyder det i dette tilfælde, at Vesten har præsenteret Østen ikke som den er, men som vores egen modsætning. Vi er demokratiske. De er despotiske. Vi er rationelle. De er sensuelle og irrationelle. Vi respekterer kvinder, de undertrykker dem. Det samme gjaldt danskernes opfattelse af især muslimske indvandrere, mente man.”

    “En følge af denne dikotomisk-hierarkiske tænkning var den såkaldte anti-racisme. Mange danske akademikere og intellektuelle mente, at Danmark i bund og grund var et racistisk samfund. Og på det sidste begyndte man at bruge et nyt udtryk – islamofobisk.”

    “Følgelig var muslimske indvandreres største problem med at blive integreret i Danmark og få social mobilitet, danskernes racisme og islamofobi. Og denne fortælling, denne måde at præsentere dramaet mellem Øst og Vest og dramaet mellem indvandrere og danskere, har været meget dominerende,” siger Necef.

    “Altså muslimerne er kæmpende ofre for danskernes arrogance, racisme og diskrimination.” […]

    “Hvad går disse imamers propaganda ud på? Hvad rejser de Mellemøsten rundt og siger? At Danmark er racistisk. At Danmark hader muslimer. At Jyllands-Postens tegninger kun er et enkelt eksempel på danskernes islamofobi.”

    “De har overtaget hele retorikken, og de bruger den mod os.”
    “Hvorfor de har gjort det? Offerrollen er jo bekvem. Hvis jeg i en debat kan præsentere mig selv som offer, har jeg vundet. Så har jeg en moralsk overhånd. Og du vil meget hurtigt fremstå som en stupid person, der træder på dem, der ligger ned.” […]

    “Hvis man ser på Danmark, så er det jo et faktum, at meget store grupper af indvandrere og flygtninge lever af danskernes skattepenge. Men mange af dem benægter det. Der trives myter om, at pengene kommer fra FN eller fra de rige sheiker i Golfen. De vil ikke indse, at de får noget som gave.”

    “En stolt muslim, der ikke gengælder en gave, er krænket. Han mister sin mandighed. Og derfor er mange af disse folk evigt fornærmede og råber op, fordi de helt overordnet er klar over, at de i Danmark repræsenterer en gruppe, som for en kæmpestor dels vedkommende modtager, men ikke yder noget.

    Oploadet Kl. 08:43 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    17. februar 2006

    Tina Magaard: Jørgen Bæk Simonsen er eksponent for den post-koloniale historieskrivning

    Tina Magaard har til dagens Jyllandsposten skrevet en anmeldelse af Jørgen Bæk Simonsens aktuelle udgivelse Hvad er islam?. Af indlysende årsager har jeg ikke kunne medtage værket i mit speciale, men Magaards udlægning kan jeg følge fra punktum til punktum.

     Her undtagelsesvist i fuld længde.

    Forældet islam-tolkning

    Jørgen Bæk Simonsen tolker islam inden for rammerne af europæisk kolonisering og fortier nutidige problemstillinger.

    Titlen på Jørgen Bæk Simonsens nye bog er Hvad er islam? Den burde snarere hedde Hvad er post-kolonialistisk ideologi? For den er et skole-eksempel på, hvordan denne ideologi stadig præger islamforskningen i Vesten.

    I disse dage vil mange sikkert gerne vide mere om jihad-begrebet. I Bæk Simonsens bog skal man lede i kapitlet om den europæiske kolonialisme, hvor begrebet præsenteres som et selvforsvar over for europæiske aggressioner. Når Bæk Simonsen præsenterer jihad-begrebet inden for den snævre ramme af den europæiske kolonisering, udvisker han dets centrale betydning i den islamiske kultur i de 13 århundreder, muslimske lande ikke har været koloniserede.

    Man kunne for eksempel spørge sig selv, hvad Koranen foreskriver om hellig krig, og slå op i kapitlet Koranens etiske anvisninger. Her beskriver Bæk Simonsen bud som at behandle forældre kærligt, vise omsorg for forældreløse børn og give almisse. Disse anvisninger findes ganske rigtigt i Koranen, henholdsvis 2, 9 og 37 gange. Men vi får ikke at vide, at buddene om at kæmpe, dræbe og selv blive dræbt i Allahs navn findes 63 gange, altså langt hyppigere.

    Samme princip med at fortie voldshandlinger udført af muslimer bruger Bæk Simonsen også i forhold til nutidige problemstillinger. Et eksempel derpå er Algeriet, hvor Bæk Simonsen henviser til, at islam og det arabiske sprog har været drivende kræfter i modstanden mod kolonimagten. Han glemmer at nævne, at den islamiske jihad også blev og i dag bliver brugt internt i en konflikt, som ikke har noget med Europa at gøre. Den rettes mod berbere, som lider under, hvad de oplever som en arabisk-islamisk undertrykkelse.

    Her ser man en af de ubehagelige effekter af den post-kolonialistiske historieskrivning, som Bæk Simonsen er eksponent for: man forveksler respekt for andre kulturer med accept af diktatoriske regimers ideologi. Og svigter altså de mennesker i den muslimske verden, som er ofre for samme ideologi.

    Tredje forsøg
    Post-kolonialismens forklaringsmodel, som har tendens til at anklage Vesten og frikende islam i konfliktsituationer, flyder over i Bæk Simonsens stillingtagen til integrationsspørgsmål. For eksempel når det drejer sig om den offensive del af islam i Europa.

    Han fastslår: »At forklare den muslimske tilstedeværelse i Europa i begyndelsen af det 21. århundrede som et tredje forsøg på at kolonisere Vesten er tom snak uden skyggen af historisk belæg.« [bærende tanke i Hedegaard mfl.: I krigens hus, 2003] Hvordan skal vi så forholde os til følgende fatwa fra Yusuf al-Qaradawi, som er formand for det Europæiske Fatwa-Råd: »Islam vender tilbage til Europa som erobrer og som vinder, efter at have været fortrængt to gange.«

    Hvis Bæk Simonsen mener, at al-Qaradawi taler tom snak, så har han et større arbejde foran sig med at overbevise al-Qaradawis sympatisører om det – såsom Tariq Ramadan. Her opstår den helt store logiske brist. Bæk Simonsen promoverer nemlig i stedet Tariq Ramadan som ham, der vil kunne skabe en euro-islam, der forener islam og europæisk værdigrundlag.

    I den forbindelse kan det undre, at Nasr Abu Zayd slet ikke nævnes. Han er ellers en af de få moderne koran-fortolkere, der skriver sig ind i klassiske arabiske filosoffers åbenhed over for græsk filosofi.

    Blinde vinkler
    Sidstnævnte filosoffer præsenterer Bæk Simonsen for øvrigt i et lettilgængeligt og pædagogisk sprog, men uden at gøre opmærksom på, hvor marginaliserede de er blevet i den muslimske tradition. Derved kan den uindviede læser forledes til at tro, at Ramadans euro-islam ligger i forlængelse af den mere åbensindede del af den arabiske filosofi. Men det er jo netop ikke tilfældet, da Ramadan aktivt bekæmper denne.

    Igen sidder man med fornemmelsen af, at Bæk Simonsen ikke vil tage stilling til reelle etiske konflikter, som har været under optræk i mange år, og som i høj grad er konflikter internt i muslimske miljøer. Det er han ikke ene om i islamforskningen, som ofte hænger fast i forklaringsmodeller fra afkoloniseringen og Den Kolde Krigs tid. Den tilgang skaber blinde vinkler, i stedet for at give læseren indblik i nutidige konflikter, hvor islam i forskellige afskygninger er en betydelig faktor.

    Hvis vi skal kunne følge med i disse konflikters logik i fremtiden, kan man kun håbe på en markant fornyelse af selve islamforskningens præmisser.

     

    Bæk Simonsen, Jørgen: Hvad er islam?. Akademiske forlag, 2006. 216 s. (Indholdsfortegnelse, pdf)

    Bogen er også anmeldt i Fyens Stiftstidende(Peter Hagmund) – Derfor brænder de flag i Gaza.

    “Bogen gennemgår nøgternt og akademisk veloplagt bl.a. islams historie, jura og teologi, men den kølige videnskabsmand, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsens forkærlighed for debat fornægter sig ikke. Han langer ud mod f.eks. “opfindsomme forfattere og populistiske politikere” (læs f.eks. Helle Merete Brix og visse politikere fra Dansk Folkeparti), der ikke har “skyggen af historisk belæg” for deres “tomme snak” om, at muslimer forsøger at kolonisere Vesten via indvandring. Ikke specielt køligt og videnskabsmandsagtigt, men i tråd med Simonsens øvrige optræden.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper