4. juni 2008

Eyvind Vesselbo om Geert Wilders: “Jeg mener han er en lille mand.”

De fleste ofre for islamistisk terror er andre muslimer – et faktum man ofte overser i Vesten, der konstant søger rationelle forklaringer på irrationelle fænomener. Argumentationen rettedes altid indad med brug af sommerfugleteorien. Det hele skete fordi vi

Muslimer vil næppe slippe for Muhammeds åg, sålænge Koranen bugner af intolerance, og når dagen kommer hvor der ikke er flere skiver i salamien, vil velmenende post-kristne humanister lære på den hårde måde, at ikke engang konvertering til islam vil give dem fred. “En Lyksageliggørelseslære vil altid være intolerant”, skrev professor Arthur Christensen i 1911, med direkte tanke på datidens politisk-religiøs massepsykoser. Kampen for islam, vil så kaldes kampen for den sande islam, men stadig involvere dig og dine samt velslebne sværd.

Et af mandagens terrorangreb ramte den danske ambassade i Pakistan. Otte pakistanere døde, heraf en med danske statsborgerskab, og det kræver ideologisk træning, at gøre episoden til et større problem for Danmark som sådan. Fra forsiden af dagens Politiken – Eksperter: Danmark farer for hårdt frem.

“Forskerne påpeger, at Danmark med sin markante udenrigspolitiske linje er blevet lige så kontroversiel på den udenrigspolitiske scene som USA og Israel… Fortsætter Danmark, skal der investeres massivt i efterretningsvirksomhed og sikring af hele det udenrigsministerielle system, bl.a. Danmarks ambassader…

Hans Mouritzen mener, at Anders Fogh Rasmussen (V) og regeringen har koblet den aktivistiske udenrigspolitik sammen med en benhård indenrigspolitisk værdikamp. Det har fået internationale konsekvenser for synet på Danmark.

Det skete blandt andet under den første Muhammedkrise, hvor regeringen afviste et møde med en række ambassadører fra muslimske lande.

Samtidig har regeringen i Irak og Afghanistan for alvor sendt et signal til verden om, at det ikke bare handler om ord og retorik, påpeger forskeren.

»Med krigene viser Fogh, at dansk udenrigspolitik ikke bare handler om ord. Det handler også om, at vi er parate til at lade livet for at nå vores mål«, siger Hans Mouritzen.”

Det undrer ikke, at røde DIIS-forskere ikke mener vestlig kultur er værd at forsvare, men man burde vel kunne forvente at borgerlige politikere så ville. TV2 Nyhederne bragte søndag aften et indslag med Margrethe Vestager og Eyvind Vesselbo, der blev spurgt om hvorfor de ikke deltog i arrangementet med Geert Wilders tidligere på dagen. Vestager (der sådan set er udenfor kategori), kritiserede det hun så som Wilders ’skingre tone’, hvorefter Vesselbo efterfølgende gav denne karakteristik af manden der altid følges af livvagter.

Eyvind Vesselbo: “… nu opfatter jeg ham ikke som (en) særlig betydningsfuld person. Jeg opfatter ham ikke som en person, som jeg vil bruge tid på at diskutere med. Jeg mener han er en lille mand.

(TV2 Nyhederne, søndag d. 1. Juni 2008 Kl. 19.00)

“… Fænomener, som det sejrsbevidste Demokrati havde søgt at tie ihjel, lader sig nu ikke længere affeje med overlegne Bemærkninger… I de Lande, der endnu lever paa Parlamentarismen, hersker der i vide Kredse en uhyggelig Følelse af, at noget nyt ligger paa Lur for en skønne Dag at overraske de intet anende Politikere…” (Arthur Christensen: Folkestyrets Fremtid. Af Tidens politiske Problemer (s. 7, 1927)

  • 28/4-1940 Politiken – “Churchill er en farlig mand.”.
  • Link: Latest Offerings from the Religion of Peace.
  • 6/3/2008 (Yala, Thailand) – Muslim gunmen fire into a home, killing a 15-year-old boy…6/3/2008 (Pattani, Thailand) – A 45-year-old Buddhist is shot to death by Islam…
    6/3/2008 (Narathiwat, Thailand) – A teenager is among three civilians killed in sep…
    6/3/2008 (Kismayo, Somalia) – Islamic militia ambush a government official, killing…
    6/2/2008 (Mosul, Iraq) – A suicide bomber takes out eleven Iraqis in a brutal attack.
    6/2/2008 (Islamabad, Pakistan) – Islamists bomb the Danish embassy, presum…

    

    20. september 2007

    Sæt nu der ikke var stemmer i en ansvarlig politik…

    Det lykkedes BUPL’s uofficielle kamporganisation KFO at få Ritt Bjerregaard til at trække dele af besparelserne tilbage, for sæt nu der ikke var stemmer i en ansvarlig politik. En passende kommentar…

    “Er Agitationen lidet virkningsfuld overfor de Temperamentsbestemte, saa kræver den, som vi har set, ogsaa hos Vane-Partigængerne Overvindelse af en vis Modstand, men en Modstand, som, da den blot beror på træghed, kan overvindes, navnlig hvis man er i Stand til at overbevise disse Folk om, at de har materiel Fordel af den ene eller den anden Politik, og saaledes at rykke dem over i den Klasse, der er Propagandaens taknemligste Objekter, nemlig de Profitbestemtes. Derfor lover man Arbejderne Forsørgelse, Bønderne Jærnbaner, de Industridrivende Beskyttelsestold o. s. v. Her er det virkelige Virkefelt for Valgretoriken med dens Sandhedsfordrejelser, Perfidier, tomme Løfter, og hvad andet dertil hører. Med Samfundsvellet fanger man kun nøjagtigt de Stemmer, som man kan overbevise om, at den projekterede Samfundslyksalighed først og fremmest byder dem selv personlig Fordel. Frihedsidealet trives fortræffeligt – i Teorien. I Praksis er det gaaet samme Vej som andre Samfundsidealer fra andre Kulturperioder; man opgiver Friheden for i kompakte Sammenslutninger at Tilkæmpe sig Magten, hvad der vil sige: Raadigheden over Samfundsgoderne, Friheden til at fordele dem efter Forgodtbefindende. Den politiske Agitation maa saaledles materialisere sig i stigende Grad, jo mere den historiske Udvikling tenderer til at gøre de økonomiske Spørgsmaal til de altbestemmende Faktorer i den politiske Kamp. Og at vi gaar i den Retning, kan ikke være skjult for nogen uhildet Betragter.” (Arthur Christensen, Politik og Massemoral. Til Belysning af aktuelle Problemer, Kbhn., 1911. S. 15)

  • 20/9-07 Jyllandsposten – Gerne 50 millioner ekstra, Ritt.
  • 20/9-07 180 Grader – Trods landets dyreste institutioner trækker Ritt besparelser tilbage.
  • Kilde: Kommunale Nøgletal, Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

    Oploadet Kl. 13:31 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    25. maj 2005

    Arthur Christensen: Folkestyrets Fremtid (1927) – nogle notater

    Jeg har tidligere skrevet lidt om Arthur Christensens Politik og Massemoral udgivet 1911, hvori han luftede sin pessimisme i forhold til demokratiets væsen – der ifølge ham blot betød at demagoger forførte befolkninger der ikke evnede at tage stilling til vanskelige politiske problemstillinger. Sådanne tanker ses i nutiden ofte blandt kulturradikale (eks. Carsten Seetoft).

    Fra 1911 og frem ændredes det politiske klima i Europa med hastige skridt, og Arthur Christensen betragter selv sin Folkestyrets Fremtid udgivet i 1927 for værende en revideret udgave af 1911-værket.

    Arthur Christensen havde i 1927 bibeholdt sin stilfærdige foragt for demokratiet, idet han fortsat mente at vælgerne blot stemte på de partier som fremmede vælgernes fag-interesser. Det ville efter hans mening være langt bedre at integrere arbejdsgivere og lønmodtagere i parlamentet og på den måde tøjle særinteresserne til det fælles bedste. Det lugter lidt af korporatisme, men han har tydeligvis intet til overs for hverken den italienske fascisme, kommunisme eller kemalisme – hvilke han kritiserer i særskilte kapitler for sine totalitære praksis med næsten religiøse virkemidler. Arthur Christensen er liberalist, ikke mindst økonomisk – og han betragter både skat og lovgivning som noget der skal holdes på et absolut minimum.

    Herunder en række citater fra bogen:

    “Man kunde spørge, om den ideale Forfatnings Formaal var at sikre den bedst mulige Styrelse af Staten eller at skaffe hver Ener af Folket lige Mulighed for Indflydelse paa Styrelsen.” [s. 10f]

    Sund Fornuft er et Resultat af høj individuel Kultur. Derimod er de primitive Drifter og Føelser, Kærlighed, Had, Frygt, Grusomhed, en vis primitiv Retfærdighedsfølelse, fælles for alle Massens Elementer.” [s. 16]

    “‘… Som Ofre for den Illusion, at Ligheden og Friheden sikres bedst ved Forøgelse af Lovenes Antal, bygger Folkene for hver Dag besværligere Skranker for sig selv… Dene fremadskridende Begrænsning, der eksisterer paa Trods af en udvortes Tøjlesløshed, som bibringer dem Illusionen om at besidde disse Friheder, synes at være en Følge af Folkenes Alderdom nok saa meget som af en eller anden bestemt Styreform.'” [s. 27f; Citat fra Gustave le Bon: La Psychologie des Foules, 1898]

    “Alle demokratiske politiske Ideer og alle Ideer, der tilstræber politisk Indflydelse, optræder i vore Dage som sociale og nationale Lykkebringere. Den, der ikke vil sit eget Vel, skal tvinges. En Lyksageliggørelseslære vil altid være intolerant. [s. 28]

    “Et flygtigt Blik paa Verden, som den saa ud før den store Krig, og Verden, som den er nu, vil være tilstrækkeligt til at vise, i hvilken foruroligende Grad Parlamentarismen har tabt Terræn. I det vældige russiske Rige hersker det saakaldte ‘Proletariatets Diktatur’, og denne skrappe Kur har ikke svækket Rigssammenhængen. I Italien har Fascismens Diktaturform afløst det parlamentariske Styre… Det Omfang, som denne Bevægelse bort fra Parlamentarismen har taget i Løbet af et kort Spand af Aar, har den største symptomatiske Interesse… [s. 38f]

    “Men Sovjetstyret har med Held bestræbt sig for at skaffe den Menigmand iboende religiøse Trang nye Afløb. Den nye Religion er selve Kommunismen eller med et andet Ord ‘Leninismen’, for en Religion maa have et personligt Præg, maa knytte sig til en Profet eller en Gud. Lenin var i levende Live en Profet; efter Døden er han næsten bleven til en Gud. [s. 52]

    “Det var den bolshevikiske Fare, der fremkaldte den fascistiske Revolution i Italien.” [s. 63]

    “I hver Fald har de tidligere Fagforeningsledere, efter en Konference i Milano i Januar 1927, udsendt en Fælleserklæring, hvori det hedder: ‘Fascismen har i Praksis anvendt det Princip, for hvilket Socialisterne har kæmpet, idet den har organiseret Arbejdet i store Korporationer og gjort det til en Bestanddel af den fascistiske Stat…'” [s. 78]

    Fascismen er ikke uden Lighedspunkter med sin Antipode, Sovjetismen. Man sporer den samme Tendens til at gøre den herskende Gruppe til en politisk privilegeret Klasse og undertrykke anderledes tænkende i Statsvellets Navn, hvorved det gaar ud over, ikke blot den politiske, men ogsaa den personlige Frihed. Fascismen er ligesom Sovjetismen et Kompleks af Ideer, der udgør en sammenhængende Samfunds- og Livsanskuelse. Dette Træk har de jo forøvrigt fælles med Demokratismen, som de jo begge bedømmer nogenlunde ens og med samme Foragt. Ogsaa Fascismen antager mere og mere Karakteren af en Religion.” [s. 80]

    “Teoretisk er den tyrkiske Forfatning et Overbud paa Vestens Demokrati, men i Praksis er Forholdet et andet.” [s. 85]

    “… Hitlers fascistisk prægede ‘National-Socialisme’, der forøvrigt har et nært Aandsbeslægtskab med de metafysisk-spekulative, ‘ariske’ Raceenheds-Apostles dunkle Fantasterier og er præget af et fanatisk Jødehad. Når det nyorganiserede danske fascistiske ‘Absalonsgilde’ indeholder et Programpunkt om, at ‘Statens Poster besættes med danske, hvorved her forstaas, at de Paagældende hverken maa være af fremmed Race eller Nationalitet, synes den fascistiske Idé saaledes at have modtaget en vis arisk-germansk Tilsætning paa Vejen fra Italien til Danmark.” [s. 106]

    “Hvorlænge Parlamentarismen i sin Forfaldstilstand kan holdes oppe ved den psykologiske Inertiens Love, som er et saa vigtigt Element i al Traditionstroskab, derom vilde det være dumdristigt at udtale nogen mening. For vort eget Lands Vedkommende turde det være nok at sige, at parlamentarismen under alle Omstændigheder vilde falde, naar den en Gang var bleven opgivet i alle Lande omkring os.[s. 109]

    “Det ovenstaaende Udkast tager sigt paa en Forfatningstilstand, der ikke er Parlamentarisme i Ordets hævdvundne Betydning, men Parlamentstyre paa grundlag af en sigtet og renset Demokratisme. Det giver sig naturligvis ikke ud for at være den eneste rette Løsning paa Problemet. Men det var dog muligt, at det indeholdt Tanker, der kunde vise sig brugbare og frugtbare, naar Problemet en Gang skal løses.” [s. 121]

    Flere citater fra Arthur Christensen: Folkestyrets Fremtid (1927).

    

    24. maj 2005

    Arthur Christensen: Det gamle og det nye Persien (1930) – nogle notater

    Set i forhold til Johannes Østrup, må iranologen Arthur Christensen siges at have et bedre forhold til den arabiserede islamiske verden, hvad givetvis skyldes hans fokus på Persien – der i sin storhedstid kulturelt set var fjernt fra islams kerne. I 1930 udgav han som en del af serien Folkelæsning oversigtsværket Det gamle og det nye Persien som giver et overblik over Persien (Iran mv.) fra den spæde oldtid frem til 1930 blandt andet med fokus rettet på koloni-tiden.

    Den historiske udvikling gennemgås kronologisk, og der fortælles blandt andet om arabernes erobring af Persien – og islamiseringen af landet. I forhold til moderne tid, må man sige at Christensen er positivist. Han mener at europæiseringen ikke kan stoppes, og mente allerede (i 1930) at han kunne konstatere at de gejsteliges tag i befolkningen var vigende. Den nationale mentalitet var under en revolution, som kun kunne ende med parlamentarisme, som dog i en rum tid fremover ville være underlagt lokale forhold. I forhold til Englændernes indflydelse er han særdeles positiv, om end han dog godt kan følge den lokale kritik. Overordnet, selvom det nedtones retorisk – så må man sige at han bifalder det kerne-orientalistiske [jvf. Saids Orientalism, 1978] synspunkt at orientaleren ikke evner at regere selv, og således må regeres.

    Når man tænker på Østrups samtidige beskrivelser af muslimernes folkekarakter, så må man sige at Arthur Christensen er noget mere nuanceret. Han afviser ikke at muslimerne eller perserne har fælles træk, men tager store forbehold – og det er tydeligt at racebegrebet hos ham er under afvikling.

    Med hensyn til udviklingen efter bogens udgivelsestidspunkt, må man sige at forfatteren tog fejl. Det lykkedes ikke at europæisere landet mere, end at det små halvtreds år efter stadig var grobund for at Ayatollah Khomeini-islamismen kunne tage magten i landet. Andre vil sikkert give en anden tolkning, men for undertegnede står det som indikation på at islam og demokrati til stadighed er modsætninger. Den vestlige parlamentarisme kan måske nok overleve i perioder, men de ‘rettroende’ lurer latent i baggrunden, og de vil med fordel kunne udnytte demokratiets svagheder til egen fordel.

    Herunder en række citater fra bogen:

    “Vinstokken trives godt paa Skrænterne ved Foden af Bjærgene, særlig i Egnene om Kazvin, Isfahan og Shiraz. Perserne har aldrig taget Koranens Vinforbud højtideligt. [s. 13]

    “Hele den persiske Højslette er saa at sige skovløs, hvorfor soltørret Ler er det almindelige Byggemateriale. Lerhusene er imidlertid lidet holdbare, og da det ikke lønner sig at reparere dem, bygger man et nyt Hus, naar det gamle ikke mere er tjenligt til Ophold, og lader dette smuldre hen. Derfor møder Øjet forladte Ruiner overalt i Landet.”

    “Perserne kalder sig selv Irani, Iranere. Ordet ‘Iran’ gaar tilbage til en ældre Form Arjan; det er det gamle Arier-Navn, som Persernes og Indernes fælles forfædre tillagde sig selv. Man bruger – eller misbruger – i vore Dage ofte Betegnelsen ‘Ariere’ som Fælles-Navn for alle de saakaldte indoeuropæiske Folk, og der er navnlig i tyske, antisemitiske Kredse blevet drevet megen Svindel med det fantastiske Arier-Begreb. I Virkeligheden er ogsaa Forestillingen om en indoeuropæisk ‘Race’ et Udslag af Begrebsforvirring, idet man blander sproglige og antropologiske Forhold sammen. [s. 20f]

    “At trække en Nations Karakter op med nogle faa Streger er altid en mislig Sag; i Særdeleshed skal man være varsom med at akceptere de psykologiske Skildringer af orientalske Folk, som Turister og Forretningsmænd er rede til at fremsætte efter ofte flygtige og ensidige Iagttagelser.” [s. 22]

    “Det er nu for det første forestaaeligt, at Aarhundreders Undertrykkelse og elendige Levevilkaar hos store Dele af Befolkningen har kunnet avle lidet tiltalende Karakteregenskaber, men for det andet vil man let kunne konstatere, at Europæernes Dom over Perserne gennemgaaende falder haardest ud, jo kortvarigere deres Iagttagelser er, og jo mindre de er i Stand til at tale med Befolkningen paa deres eget Sprog. For de Vesterlændere, der er ansat i ledende Stillinger i Reformarbejdet i Persien, er det mange Gange, selv om de taler Sproget, vanskeligt at trænge indt til den egentlige Kærne i Folkekarakteren; de repræsenterer Myndighed og Orden, og i Myndighed og Orden har Perserne længe været vante til at se fjendtlige Begreber. [s. 22f]

    Sandhedskærligheden er ikke stærkt udviklet hos Gennemsnitsperseren. Han har altid en Nødløgn parat. Ofte lyver han ogsaa uden egentligt Nytteformaal, dels af en indgroet Trang til at skjule sin Meninger og Hensigter, dels af Høflighed.” [s. 24]

    “At Talen tjener til at skjule Tanken gælder ikke mindst hos Perserne. Men der er ogsaa i persernes høflige Væsen et Moment af mild Menneskelighed, som ikke bør underkendes; det er ikke blot falske Talemaader altsammen. Gæstfrihed hører ogsaa til Persernes bedste Egenskaber. Handelsmoralen – eller Handels-Umoralen – har andre Former i Østen end i Vesten. Man skal vænne sig til den orientalske Pruttehandel og være paa sin Post overfor de Forsøg paa at pudse de Naive… Men alt i alt er en den persiske Handelsstandart maaske ikke saa meget ringere end den europæiske. Og det gælder forøvrigt den borgerlige Hæderlighed i Almindelighed. Med politisk og offentlig Moral er det en anden Sag; her har Aarhundreders Synder fra oven desværre kun altfor grundigt forkvaklet Begreberne. [s. 25]

    “De er mistænksomme overfor Motiver til menneskelige Handlinger, og deres Livsopfattelse er gennemtrængt af en intellektuel Pessimisme… Vi er et usselt Legetøj i Hænderne paa den ubøjelige Skæbnemagt, og det ubønhørlige ‘Hjul’, der ruller følelsesløst ad sin Bane, knusende under sig Slægt efter Slægt…[. 27]

    “Perseren beundrer Lærdom og Kundskaber; han er lærenem, men har endnu vanskeligt ved at tilegne sig den Stringens i Tænkningen og den kritiske Evne, der er Forudsætningen for videnskabeligt Virke i moderne Forstand. Gennem Aarhundreder har den metafysiske Spekulations Hjærnespind lokket ham fremfor den tørre, nøgterne Videnskabelighed, der ikke taler saa stærkt til Fantasien.” [s. 27f]

    “… Folkeaand er et flydende Begreb. Der er dybtgaaende Tendenser, som spores gennem alle Omvekslinger, og der er Tendenser, som mere beror paa ydre Forhold, og som skifter med Tiderne, og det er vanskeligt at skelne det forbigaaende fra det varige.” [s. 28]

    “… Tilhængere af Zarathushtras (Zoroasters) gamle Tro, der var Statsreligion i Persien i Oldtidens sidste Aarhundreder. Under de vanskelige Forhold, som Islams Fremtrængen beredte Bekenderne af den gamle Tro, udvandrede mange Zarathustriere til Indien, hvor den største zarathushtriske Koloni i vore Dage lever i Bmobay og Omegn. [s. 32]

    “… de har gennem Aarhundrederne haft en meget fortrykt Stilling og har maattet taale mange Ydmygelser.” [s. 32; om zarathustrier]

    “Kawadh sluttede sig nemlig til en manikæisk Sekt, der lededes af Mazdak, og som forfægtede en religiøs betonet Kommunisme med Ejendoms- og Kvindefællesskab.” [s. 49]

    “… Araberne stod foran Rigets Porte, opflammede af religiøs Begejstring og verdslig Byttelyst.” [s. 50]

    “Tilhængere af Zarasthrushtras Religion regnedes ligesom Jøder og Kristne for ‘Besiddere af en hellig Skrift’ og havde som saadanne Ret til at beholde deres Tro mod at erlægge en bestemt Personsskat til de arabiske Herrer.” [s. 52]

    “… men materielt vegeterede Zarathrushtrismen under fattige Kaar. Fordelene ved at antage Islam var for store: Skattefrihed i Islams ældste Periode og indbringende Embeder under det arabiske Styre, som overhovedet ikke kunde administrere uden de med Land og Folk og de gamle Forvaltningstraditioner kendte Persere.” [s. 52]

    “Paa en Maade kan det siges, at Abbasidekalifatet var en Genoplivelse af Sasanideriget i islamitisk Forklædning… I denne Periode blev det opblomstrende islamitiske Aandsliv ganske overvejende baaret af Ikke-Arabere og da navnlig af Persere, skønt det Sprog, hvorpaa de skrev, var Arabisk. I Historie, Naturvidenskab, Filosofi, ja endog i islamitisk Teologi, arabisk Sproglærdom og arabisk Digtning møder vi persiske Navne. Muhammedanske Persere oversatte og bearbejdede Pehlevisskrifter fra Sasanidetiden. Og Perserne var sig deres kulturelle Overlegenhed bevidst.” [s. 53]

    “Ved siden af den konventionelle Hofpoesi havde der udviklet sig en mystisk-religiøs Digtning, som var knyttet il den religiøse Aandsretning, man kalder Sufismen.” [s. 57]

    I retslig Henseende stilledes Anderledestroende paa vigtige Punkter ringere end Shiiterne; de kunde ikke vidne imod en Shiit, og de kunde ikke tage Arv efter en Rettroende, medens denne vel kunde arve en Vantro. Disse Bestemmelser aabnede Døren for alskens Uretfærdighed. I Spørgsmaal, der angik Troen, var der egentlig ingen Retsbeskyttelse for Ikke-Rettroende. [s. 65]

    Shiismen er da i det hele en utaalsom Religion. Skønt Shiiterne er betydelig mindre strænge i Opfyldelsen af deres kultiske Pligter end Sunniterne og tager mange af Profetens Paabud og Forbud – bl. a. Forbudet mod at afbilde levende Væsener og navnlig Vin- og Spiritusforbudet – saare let, er de mere intolerante. Hos Perserne ligger religiøs Fanatisme og Fritænkeri tæt op ad hinanden.” [s. 66]

    “Han var unægtelig en betydelig Feltherre og en kraftig Hersker og tillige en Asket, der foragtede Pomp og Pragt, men iøvrigt var et umætteligt Had til enhver Modstander og en bestandig lurende Ondskab mod næsten alle, med hvem han kom i Berøring, de fremtrædende Træk hos denne Mand, hvis rynkede, sammenbidte Ansigt med de stikkende Øjne røbende hans Grusomhed. Den haardt saarede Lutf Ali Khan, der var faldet i hans Hænder, lod han blinde, gilde og underkaste daglige Pinsler i tre Maaneder, inden han gjorde en Ende paa hans Liv… Georgien, der stod i Pagtforhold til Rusland, blev erobret og 20.000 unge Mænd og Kvinder ført bort til Slaveri i Persien. [s. 75; om Agha Muhammed]

    Religionskrige fordømmes ligesom Forestillingen om Anderledestroendes rituelle Urenhed. Men egentlig tolerant er Bab ikke; naar hans Lære er bleven herskende, skal Ikke-Troende ikke taales paa de Troendes Landomraade, undtagen naar det drejer sig om Købmænd, hvis Virksomhed er de Troende til Nytte.” [s. 8; om babi-religionen]

    “I 1850 henrettedes Bab i Tabriz. Urolighederne fortsattes en Tidlang rundt omkring og undertryktes med megen Grusomhed. Et babitisk Attentat paa Nasir-ud-Din Shah, der fandt Sted i 1852, gav Anledning til en Masseslagtning af Babier i Teheran under rent ud djævelske Torturer, en af de hæsligste Episoder i Persiens nyere Historie.[s. 89]

    “Saaledes genfandt man Korruptionen overalt, i Militæret som i Civiladministrationen og i den gejstlige Verden. Resultatet var, at Landet langsomt affolkedes, offentlige Bygninger, Moskeer, Karavanserajer, Broer og andre almennyttige Indretninger forfaldt, fordi de Penge, som lejlighedsvis anvistes til Istandsættelse og Nybygning, blev hængende i Lommerne paa de Embedsmænd. der havde med Sagerne at gøre. Ikke mindre betænkelige var de moralsk Virkninger… Retsplejen var helt igennem gammelorientalsk.[s. 99f]

    “I Shiraz skulde elleve Røvere paa én Dag mures levende inde i hule Piller. Banden bestod egentlig af tyve Mand, men de ni var straks undsluppet ved Bestikkelse. Da Fangerne før Dagens Frembrud blev ført til Retterstedet under Bevogtning af et Par hundrede Soldater, slap én af dem bort, idet en af hans Venner betalte Overbødlen en god rund Sum. For nu at faa Tallet fuldt, greb man en tilfældig forbipasserende Lastdrager og stak ham ind i de Dødsdømtes Rækker. Heldigvis for ham blev han genkendt af flere Personer, og Bødlerne blev nødte til at lade ham løbe. De ti, der var tilbage, blev saa anbragt hver i sin Pille og deres Hoveder muret til med Kalk.” [s. 101]

    “At begge de kontraherende Parter i de indledende Bemærkninger til Overenskomsten forpligtede sig til at respektere Persiens Integritet og Uafhængighed, var et udslag af den ikke-tilsigtede, dystre Ironi, som saa ofte har præget Stormagters Politik overfor orientalske Stater. Man gjorde sig ikke den Ulejlighed at tage Persien med paa Raad i Sagen. Madjlis fik overhovedet ikke noget at vide om det hele, før Overenskomsten d. 4. September blev offentliggjort i den teheranske Presse, thi, som en af de persiske Deputerede sagde i Forsamlingen, ‘naar plejer man at spørge Kyllingen, der skal steges, med hvilken Sauce den ønsker at serveres?’ [s. 124f]

    “Det var Mændene fra det gamle Styre, der stadig gik igen. Den gamle Despotisme var bygget paa den almenfattelige Grundsætning, at de Personer, der blev anbragt ved Kødgryderne, skulde tage for sig af Retterne efter bedste Evne, og det nye Forfatningsstyre fulgte det samme Princip. Det syntes knap Umagen værd at gøre Revolution for at opnaa en Forandring, der betød saa lidt.” [s. 138]

    “Om man vilde kalde det ‘Protektorat’ eller ej, kunde til syvende og sidst være ret ligegyldigt, naar Realiteten var den, at England alene raadede over Persiens Finanser og Hærvæsen og forøvrigt paa Persiens Bekostning kunde anbringe sin Raadgivere i enhver Gren af den persiske Stats Forvaltning, hvor det maatte ønske det.” [s. 155]

    Vel blev det snart klart, at der ikke var nogen Jordbund for Bolshevisme i Persien [som Rusland i 1917 havde antaget]. Arbejderklassen her var ikke socialistisk organiseret og følte ingen Trang til en saadan Organisation; de dannede Klasser var vesteuropæisk orienterede og utilgængelige for kommunistisk Propaganda, og for Mullaerne var Bolshevismen et fordømmeligt Oprør mod alle guddommelige Love.” [s. 171]

    “De Resultater, som allerede er naaet i Løbet af det korte Spand af Aar, der er gaaet siden den nye Reformperiodes Begyndelse, maa aftvinge Respekt. Men med alt dette staar der saare meget tilbage, inden Persien kommer nogenlunde paa Højde med Europa i moderne udvikling.[s. 183]

    “Et socialt Spørgsmaal af gennemgribende Betydning, vel det vigtigste af alle, er Kvindens Frigørelse. Her støder Reformvennerens Iver imod de religiøse Fordomme. Det ydre Symbol paa Kvindens sociale Underlegenhed er Sløret, Tchader, det Klædningsstykke, der tilhyller Kvinden fra Isse til Fod, saasnart hun viser sig udenfor Haremets Forhæng. I de ledende Krese er der utvivlsomt Ønske om at faa Sløret afskaffet, men Modstanden fra Mullaernes og de af de religiøse Forestillinger ledede brede Lags Side er endnu saa stærk, at man maa gaa forsigtig tilværks.” [s. 184f]

    “Indførelse af de nødvendige Reformer er én Ting, Ændringen af et helt Folks Mentalitet er en anden og uendelig vanskeligere Sag, og dog er en saadan Ændring nødvendig, om Reformerne skal virke og Fremskridtsudviklingen fortsættes.” [s. 188]

    “Som Mussolinismen i Italien søger Tilknytning til det gamle Romerriges Traditioner, saaledes sværmer Perserne nu for de store Tider i deres Lands gamle Historie, særlig for Sasanidernes Tid… Man kritiserer ikke højlydt Islam, men der er frit Slag, naar man gaar løs paa Arabernes Indflydelse paa Persiens Kulturliv, hvad der i Virkeligheden saa nogenlunde kommer ud paa ét. [s. 189]

    “Men Ligegyldigheden for Religionen er mere end blot et Overklassefænomen. Den æder sig stadig dybere ned i Befolkningen.” [s. 193]

    “Men Perserne har allerede saa ofte før, naar de tilegnede sig fremmede Kulturelementer, forstaaet at indsmælte dem i deres egen Folksjæl og lade dem befrugte deres egne Kulturtraditioner og bringe dem til ny Blomstring og det kan vel ske en Gang endnu.” [s. 195]

    Flere citater fra Arthur Christensen: Det gamle og det nye Persien (1930).

    Oploadet Kl. 19:48 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    23. februar 2005

    Arthur Christensen: Hinsides det Kaspiske Hav (1918) – nogle notater

    Orientalistikken var overordnet set en meget boglig disciplin, men de fleste danske orientalister foretog alligevel i løbet af deres akademiske liv feltstudier af længere varighed. Iranisten Arthur Christensens tilbragte foråret/sommeren 1914 med at rejse gennem Persien, blandt andet med det formål at indsamle filologisk materiale til danske samlinger. Notater gjort under rejsen blev efterfølgende bearbejdet til bogen Hinsides det Kaspiske Hav, som dog først blev udgivet i 1918 .

    Arthur Christensens rejsebeskrivelse er som akademisk tekst flere længder foran C.H. Scharlings Reisestudier fra Ægypten og Palæstina fra 1892, hvad ikke kun grunder i forskningens udvikling i de mellemliggende år. Christensen havde ikke i samme grad som Scharling religiøse antipatier, og tilsigtede efter bedste evne at give en objektiv beskrivelse af det oplevede. Heraf skal man ikke udlægge, at han ikke generaliserede groft, for det gjorde han – hvad vanskeligt kunne undgås perioden og bogens målgruppe taget i betragtning.

    Selvom han ikke var i tvivl om Europas overlegenhed, og nødvendigheden af vestlig dominans, så stiller han sig meget kritisk overfor kolonimagterne, og han er i det hele taget pessimistisk overfor forestillingen at om skabe et Persien i Europas billede. Persien er for ham et fremmed eksotisk land, og når han beundrer persernes åndelige ro, har han samtidig kun hån til overs for europæiserede persere. På denne måde er Hinsides det Kaspiske Hav et typisk orientalistisk værk i Saids negative udlægning af ordet, omend han faktisk flere steder påtaler sit fags tendenser til alt for brede generaliseringer.

    Fokus er ikke rettet specielt mod islam, men hans reservation overfor ‘demokrati’ i Persien har givet sin grund i persernes kultur og religion. Som en del af rejsens formål kommer han i kontakt med tilhængere af Behaismen, som var (og stadig er) udsat for forfølgelser i Persien (Iran). Omvendt finder han det værd at bemærke at Semnan’erne ikke ligeså fanatiske som anden forsker påstår.

    Interessant er de sidste 50 sider omhandlende hjemrejsen, der blev besværliggjort af 1. Verdenskrigs udbrud. Det hele set fra en togkupe med hyppige stop og skiftende rejsepartnere. Her må man rose ham for, at han trods sin generelle illusionsløshed i forhold til Orienten, demokratiet og krigen – alligevel formår at få tankevækkende detaljer med.

    Når jeg kalder ham for illusionsløs, hentyder jeg indirekte til hans inspiration fra Oswald Spengler og den generelle pessimisme i denne tid. Hvad igen kunne siges, at være en følgevirkning af de vestlige kolonimagters stadig større problemer med at fastholde hegemoniet.

    Herunder en række citater fra bogen:

    Kaukasus byder paa den vidunderligste Folkeblanding. Folkevandring efter Folkevandring er passeret her forbi i Aartusinders Løb, og hver Gang er Rester blevne tilbage i de uvejrsomme Bjærge. Man finder her Sprog, der ikke har Tilknytning til andre levende Sprog i Europa og Asien.” [s. 15f]

    “Saaledes er den klassiske persiske Digtning mer eller mindre gennemsyret af Sufisme, og med den klassiske Poesi har den sufiske Aandsretning bevaret sin Magt over Sjælene lige til vor Tid. For den, hvem Bogstavtroen ikke tilfredsstiller, er Sufismen altid tilrede til at byde en dybere, æstetisk og intellektuelt mere lokkende Forklaring på Livet. Allerede tidlig har Sufismen indfanget det i Orienten ældgamle Dervishvæsen og gjort det til et Udtryk for sin Livsanskuelse og Livsform.” [s. 34]

    “Iøvrigt havde han mere Sympati for Englænderne end for Russerne. Englænderne var i hvert Fald et ‘civiliseret Folk’. Det har sin psykologiske Interesse at studere en Type som Salar-i-Ashraf, i hvem Orientens og Occidentens Indflydelse brydes. Ved en overfladisk Betragtning var det orientalske ikke meget fremtrædende hos ham. Han havde et europæisk Væsen og europæiske Vaner, talte Fransk og Tysk og jugerede som en Europæer om dagligdags Emner. Men paa Bunden laa stadig Orientaleren. Kom Samtalen ind paa dyberegaaende Spørgsmaal, saa ræsonnerede Salar-i-Ashraf som en Perser. Han hyldede i det Konkrete Livsglæden og beundrede Skønheden i alle Skikkelser, ikke mindst i Kvindens, men han var parat til at akceptere i det Abstrakte enhver pessimistisk Livsanskuelse, der hævdede Tilværelsens Værdiløshed.” [s. 42]

    “Der findes intet Punkt i Byen selv eller dens nærmeste Omegn, hvorfra man har Overblik over Staden; det skulde da være fra Toppen af en Minaret, og dér kommer de Vantro ikke.” [s. 58]

    Men han havde en Fejl, og den var ægte orientalsk: han havde intet Begreb om Tidens Værdi. Han kunde komme til mig en halv, eller halvanden eller tre Timer efter den aftalte Tid…” [s. 72; om en perser forfatteren havde daglig kontakt med]

    “Et lille Aftenselskab fandt Sted hos Fru Hadviger midt i April. Jeg var inviteret ligesom Hotellets øvrige faste Gæster. Det var den teheranske Europæerkolonis ejendommelige, kosmopolitiske Selskab, jeg her stiftede et flygtigt Bekendtskab med, Folke fra alle Kanter af Verden, rystede sammen i en Udlændighed, der vistnok for de flestes Vedkommende mere eller mindre var parret med Lede og Skuffelse, Folk, for hvem det individuelle Fædreland er traadt i Baggrunden for det fælles Fædreland: Europa, og for hvem Skellet ikke længere staar imellem nationale Egenheder, men mellem de to Kulturverdener, Europa og Orienten. Den eneste Repræsentant for Orientens Verden, der befandt sig i dette Selskab, var selv halvvejs Kosmopolit; det var Salar-i-Ashraf.” [s. 81]

    “Orientalsk Musik bliver, naar den serveres med europæisk Sauce, hverken Fugl eller Fisk. Monotonien og Enkelheden udgør netop Charmen ved denne Musik, som, nydt i orientalske Omgivelser, virker til at gøre det ejendommelige Totalindtryk af østerlandsk Liv, Aand og Tanke saa intensivt. [s. 84f]

    “… den Rejsende er henvist til at tilbringe Nætterne i Karavanserajerne, hvor der kun stilles en tom Celle til hans Raadighed, saa maa han selv sørge for Resten, ogsaa for Tilberedningen af sin Mad. Derfor er en Tjener ligesaa nødvendig for en Europæer paa Karavanrejse af Hensyn til hans Bekvemmelighed som af Hensyn til hans Prestige som Europæer…” [s. 87]

    “Europæiske Rejsende har talt og skrevet meget om Fanatismen hos disse Meshhed-Pilgrimme, om Karavanserajer, hvor Europæere blev afviste, fordi de fromme Valfartsrejsende ikke vilde bo under Tag med dem, o. s. v. Jeg kan kun sige, at jeg for mit Vedkommende ikke har haft noget Tilfælde af den Art og overhovedet aldrig mødte Fanatisme eller fjendtligt Sindelag hos Meshhed-Pilgrimmene. En Aften kom en saadan Pilgrim paa et Karavanseraj hen til mig og overrakte mig med en høflig Selam et Stykke Nabat (en Slags hvid Kandis), som var indviet i Helligdommen i Meshhed, og som derfor skulde bringe mig Lykke. Han fik en Kran for sin Opmærksomhed og fjærnede sig under mange Velsignelser.” [s. 105]

    “Jeg havde kun mødt Forekommenhed hos Høje og Lave og ikke set det ringeste til den religiøse Fanatisme, som Bricteux klager over i sin Beretning fra Semnan. I Viceguvernøren, Hadji Hishmet, der forøvrigt, efter havde jeg erfarede, kunde glæde sig ved almindelig Folkeyndest, havde jeg truffet en Mand, der forenede alle de bedste Egenskaber hos Perserfolket, Egenskaber, der ikke er saa helt sjældne, som man kunde tro efter mange overfladiske Rejseskildringer fra Solens og Løvens Land: Gæstfrihed uden Prætentioner, Tjenstvillighed uden Bagtanker og udøvet med fin Takt. [s. 122; om opholdet i Semnan]

    “En oplyst Muhammedaner, Mahmud Mirza, som jeg siden skal omtale nærmere, sagde til mig, at hvis en Mand stod offentlig frem og bekendte sig til Behaismen, vilde enhver, der erklærede sig for en troende Shiit, have Ret til at dræbe ham paa Stedet, og der var al Sandsynlighed for, at hans Forvovenhed faktisk vilde koste ham Livet. Behaierne tolereres i Stilhed, men officielt eksisterer deres Lære ikke.” [s. 128]

    “… Al Religionskrig fordømmes ligesom Forestillingen om rituel Urenhed ved Omgang med Anderledestroende. Babs Lære er en besynderlig Blanding af gammelt og nyt, islamitiske og zoroastriske Ideer, gammelorientalsk Talmagi og moderne europæiske Humanitetsideer, blandt hvilke dog Tolerancen har sin Begrænsning… men hvori jeg for mit Vedkommende kan kun se en ret barnlig Efterligning af Koranen. [s. 131; om Behaismen]

    “Som bekendt blev dette Mord først falskelig tillagt Babi-Behaierne, hvad der gav Anledning til Forfølgelser mange Steder. Fængselsdirektøren traadte nu ind i den Celle, hvor Mirza A.s Fader og Broder sad, og stillede dem Valget mellem at dø eller at forhaane Abd-el-Beha. Faderen afslog trods gentagne Opfordringer at forhaane sin Mester, og tilsidst skar man Hovedet af ham. Derefter kom Turen til Drengen. Han erklærede, at selv om hans Fader havde villet forhaane Abd-el-Beha, vilde han dog aldrig gøre det. Direktøren befalede at kvæle Barnet. Man snørede hans Hals til. Han var imidlertid ikke død og kom til sig selv igen. Direktøren sagde til ham: ‘Du har prøvet, hvor haardt det er at dø. Vil du nu forhaane Abd-el-Beha?’ Men Drengen forblev standhaftig. Saa skar man Hovedet af ham. – Endnu i Muzaffer-ed-Din Shahs Tid (1896-1907) fandt der i Jezd en Forfølgelse Sted, hvorunder omtrent 150 Behaier blev dræbt under svære Pinsler. Behai-Kvinder blev, fortalte Mirza A. nøgne anbragt paa Bagerovnes Riste og levende stegt.

    “Overhovedet hævdede han, at Behaismen havde frigjort sig for Fordomme, og som Eksempler paa Fordomme, som ‘alle intelligente Mennesker anerkendte som saadanne’, nævnede han National- og Racefølelse. Dertil bemærkede jeg, at der dog i Nationalfølelsen var noget mere end blot Fordom, idet al Kultur, hvor universelt den end kunde udvikle sig, nødvendigvis maatte have Rod i en bestemt Nationalitet, men det lykkedes mig næppe at overbevise ham. [s. 142]

    “Jeg svarede dertil, at efter min Mening krævede hver Tidsalder visse bestemte Egenskaber hos et Folk, for at det kunde gøre sig gældende, og at de Egenskaber, som den nærværende Tid krævede, var: Metodiskhed i Tanke og Virke, Arbejdsenergi og Sans for Økonomisering baade med Penge, Kraft og Tid; det var de Egenskaber, som havde skaffet den europæisk-amerikanske Verden Overvægt. Mahmud Mirza var optimistisk nok til at tro, at Perserne vilde være i Stand til at udvikle den Art Egenskaber, og jeg fandt ingen Grund til at mistrøste ham. [s. 152]

    “Resultaterne af Belgiernes Arbejde vilde, mente han, aftvinge alle upartiske Iagttagere Anerkendelse til Trods for den Uvilje, som Belgierne mødte hos Persiens Befolkning. Der var paa alle de administrative Omraader store Vanskeligheder at overvinde, og Perserne var et utaknemmeligt Folk at arbejde for. Hr. Molitor skar alle Persere over én Kam; de var høflige og elskværdige i privat Omgang, men frygtelige at have med at gøre i Forretninger. De bar Nag til dem, der vilde bringe Orden i deres Sager, og de var fulde af Mistænksomhed.” [s. 157]

    Jeg kan ikke underskrive denne Dom, skønt jeg indrømmer, at mangt et Træk hos Perserne virker stødende og i Længden irriterende selv paa den, der møder med den bedste Vilje til at forstaa dem. Det almindelige Indtryk af Befolkningen i en persisk By er ikke tiltalende. Der ser ud, som om ni Tiendedele af Befolkningen bestod af Lazzaroner, pjaltede, lurvede Dagdrivere, der skraaler uharmonisk op, Hundeplagere fra Barnsben. Personlige Æresbegreber synes ligesaa lidet udviklede som Renlighedssansen.” [s. 158; kommentar til Molitors påstande om persernes uhæderlighed]

    “… Alligevel overdrives Persernes Uhæderlighed i Handel maaske nok noget af de Fremmede, ganske simpelt fordi de Fremmede naturligvis i ganske særlig Grad maa holde for. De er jo for det meste et let Bytte, og desuden hersker blandt Menigmand i Persien den Opfattelse, at Gud har skabt de Vantro til de Troendes Fordel, og selv om Snyderi og Bedrag ikke er den heldigste Ballast at bringe med sig over i det Hinsidige, saa tæller Bedrageri overfor en Vantro ikke med. Alt i alt har mine Erfaringer angaaende persisk Gennemsnitsmoral ikke været altfor ugunstige. Jeg har truffet ikke saa faa brave og hæderlige Persere fra de forskelligste Samfundslag. Men den overalt raadende ‘laisser alle’, Hangen til Driveri og Mangelen paa Præcision og Sans for Tidens Værdi tillader mig ganske vist ikke at nære store Forhaabninger om Muligheden for en Regeneration af det persiske Folk.” [s. 159]

    “Skulde noget holde Maal med den indre persiske Politik i Henseende til Skrupelløshed i Valget af Maal og Midler, saa maatte det være den europæiske Politik overfor Persien.” [s. 163]

    “Det gamle System, der kaldtes Absolutisme, var bygget paa den ene simple og letfattelige Grundsætning, at den, der blev anbragt ved en Ende af Statsstyrelsens Bord, skulde tage for sig af Retterne efter bedste Evne, og det nye System, der hedder Konstitution, er bygget paa nøjagtig det samme Princip.” [s. 174; med udgangspunkt i det persiske eksempel]

    “Da Tyrkiet i Efteraaret 1914 var blevet draget med ind i Krigen, lod Sultanen dekretere den ‘hellige Krig’ mod nogle kristne Magter med Udelukkelse af andre, hvad der egentlig var uforeneligt med den ‘hellige Krig’s Begreb.” [s. 189]

    “I Samarkand som overalt i Tyrkestan ligger den russiske By [bydel] adskilt fra den orientalske.” [s. 224]

    “Da jeg fra Udsigtshøjen vilde tage et Billede af Shah-i-zinda, gik vor Tadjik-Fører til Side og stillede sig med Ansigtet mod Muren. Det var første Gang jeg traf paa denne hos mere primitive Folk saa almindelige Frygt for at blive fotograferet, idet man ved at tage en Persons Billede berøver ham noget af ham selv, af hans Sjæl.” [s. 230]

    Ved Middagstid erfarede jeg af mine tyske Medrejsende, at Tyskland havde erklæret Rusland Krig. Saa var den europæiske Krig da brudt løs og det store Vanvid begyndt. Fra dette Øjeblik blev Scenerne paa Banegaardene alvorligere. Af Krigsbegejstring mærkedes ikke Spor. Paa en af Stationerne genlød et helt Grædekor af Bønderkoner og unge Piger. I Rjazhsk fulgte en dybt nedbøjet, grædende Moder sin Søn til Toget. Regnen strømmede ned.” [s. 239]

    “Russerne havde været fem Dage undervejs fra Berlin og klagede i høje Toner over den brutale Behandling, de havde faaet i Tyskland, hvorfra de var blevne udvist med 24 Timers Varsel. Samtalen udartede til et livligt Skændsmaal mellem vore Tyskere og Russerne i det andet Tog, men da det fremmede Tog dampede af, svingede man med Lommetørklæderne og ønskede hverandre lykkelig Rejse. Vi havde vistnok i det Øjeblik alle en Fornemmelse af, at Krigen var en meningsløs Anakronisme. [s. 245]

    “I Dagens Løb mødte vi det ene fuldt pakkede Tog med hjemvendende Russere efter det andet. Svenskerne havde udfoldet en overordentlig Hjælpsomhed overfor de mange nødlidende Rejsende. Overalt havde man indsamlet Penge til at købe Levnedsmidler for, og ved alle Stationer mødte unge Piger med Madpakker og Drikkevarer til Uddeling blandt Flygtningene. Og man gjorde i saa Henseende ingen Forskel paa Russere og Tyskere. Det var et Udslag af rent menneskelig Medfølelse. Vi befandt os i et neutralt Land, hos et neutralt Folk med neutralt Sind, hvor saa end Sympatierne var. [s. 247]

    “Hvor mange af de smaa, stille Menneskeverdener, som jeg paa min Omflakken havde haft Lejlighed til at kaste et Blik ind i, har Krig og Revolution vel splittet og knust? Jeg ved intet derom, har intet hørt og intet erfaret. Lidet vejer Menneskeskæbner i disse Tider. [s. 247; bogens afsluttende kommentar]

    Flere citater fra Arthur Christensen: Hinsides det Kaspiske Hav (1918).

    Oploadet Kl. 14:02 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    16. februar 2005

    Arthur Christensen: Politik og Massemoral (1911) – nogle notater

    Arthur Christensen udgav fra omkring år 1900 til slutningen af 2. Verdenskrig adskillige oversættelser af persiske eventyr, og fik udgivet flere bøger om samme på fransk. Fokus var rettet mod Persien og persisk kultur, og det er ikke meget fra hans hånd som direkte omhandlede Muhammed og islams historie. Han var som flere lærde på denne tid, også interesseret i politik, og skrev flere bøger hvori han uddybede sine synspunkter. En af dem var Politik og Massemoral udgivet 1911, hvori han gav en meget subjektiv “Belysning af aktuelle Problemer” indenfor politiken.

    Arthur Christensens politiske overbevisning er elitær og særdeles kynisk – og han mener ikke at parlamentarismen vil kunne overvinde de indbyggede svagheder, såsom stemmeret til kvinder og den brede masse (‘hære af enere’) der udelukkende stemmer udfra erhvervspolitiske interesser. Han gør sig således til talsmand for en slags korporatisme, hvor kun arbejdsduelige har stemmeret, hvor staten har erkendt klassemodsætningerne, hvad i sidste ende vel kun kan fungere med en stærk førerskikkelse. Det virker ikke som om han iøvrigt er præget af nationalistiske stemninger, og han er klart præget af illusionsløshed både i forhold til politikens midler og mål.

    Historien har ikke givet ham ret, men flere problematikker han berører er stadig til debat. Kritikken af Rousseau minder en del om Søren Krarups kritik af Demokratisme og Kai Sørlanders kritik af konventionsfundamentalismen.

    Islam omtales ikke direkte, men han er afgjort imod kolonialisme, som han mener blot avler en nationalistisk modreaktion. Ligeledes forholder han sig til ‘religiøs suggestion’, og betoner her religionernes evne til at samle folk på tværs af øvrige skel. At der eksisterer civilisatoriske forskelle er han helt på det rene med, men selvom Vesten havde teten i materiel henseende, så mangler vi ifølge ham noget åndelighed. Den vestlige civilisation har så at sige mistet evnen til at forsvare sig selv. Man skulle næsten tro han havde læst Oswald Sprenglers dystre profeti i Untergang des Abendlandes, som dog først udkom efter 1. Verdenskrig.

    Herunder nogle citater fra bogen:

    En politisk Anskuelses Rigtighed kan jo ikke bevises med Logik; der vil altid kunne anføres nøjagtigt ligesaa mange Argumenter for som imod enhver Anskuelse.” [s. 14f]

    “Her er det virkelige Virkefelt for Valgretoriken med dens Sandhedsfordrejelser, Perfidier, tomme Løfter, og hvad andet dertil hører. Med Samfundsvellet fanger man kun nøjagtigt de Stemmer, som man kan overbevise om, at den projekterede Samfundslyksalighed først og fremmest byder dem selv personlig Fordel. Frihedsidealet trives fortræffeligt – i Teorien. I Praksis er det gaaet samme Vej som andre Samfundsidealer fra andre Kulturperioder; man opgiver Friheden for i kompakte Sammenslutninger at Tilkæmpe sig Magten, hvad der vil sige: Raadigheden over Samfundsgoderne, Friheden til at fordele dem efter Forgodtbefindende. [s. 15]

    Masserne er de for alle selvstændige Tanker blottede, blinde Redskaber til den historiske Udvikling, de er Hære af navnløse Enere, og deres grove Skyts er de kollektive Livsanskuelser, hvad enten disse kaldes Romeraand, Muhammedanisme, Kristendom, Renæssanceaand, Romantisme, eller de kaldes Lutherdom og Katolicisme Konservatisme og Liberalisme, Nationalisme, Socialisme o. s. v.” [s. 19]

    Massen er blottet for Logik, handler impulsivt, uberegneligt, svingende efter alle de Suggestioner, der frembyder sig paa dens Vej, og opflammes let af Begejstring eller Fanatisme – Forskellen mellem de to Begreber er vel nærmest den, at vi kalder Begejstring hos os selv og vore Meningsfæller det, som vi kalder Fanatisme hos vore Modstandere, ligesom vi taler om Patriotisme hos os selv og vore Landsmænd, medens det samme Fænomen hos en os usympatisk Nation kaldes Chauvinisme…” [s. 33]

    Den religiøse Suggestion er meget sammensat og berører alle de nævnte Sider af Massernes Sjæleliv. Der er for det første Selvhævdelsen… Eksempler derpaa er den ‘hellige Krig’, som Muhammed, Typen paa de store religiøse Suggestionører, hvis Styrke ligger i deres Selvsuggestions Intensitet, og hans Efterfølgere satte i Gang, og som i faa Aartier skabte et Rige, større end Romerriget paa dets Højdepuntk, og paa den anden Side Korstogene, som er udgaaede af en af de mest gigantiske Suggestionsbevægelser i Kristenhedens Historie.” [s. 34]

    “Overalt i den muhammedanske Orient møder vi al-Halladj-Typen, lige ned til vore Dage, hvor Profeter prædiker den ‘hellige krig’ i Marokko og andensteds. En saadan Helgen med politisk Anstrøg, i hvis Karakter Selvsuggestion og bevidst Bedrag flyder over i hinanden uden faste Grænser, formaar her altid at fremkalde Masse-Bevægelser, der undertiden kan udvikle sig til regulære Krige og true baade Stater og Dynastier. [s. 36]

    Parlamentarismen er vel den mægtigste af alle Milieu-Suggestioner i vor Tid. Den er vokset op af Liberalismens og Demokratismens Jordbund, vokset op som en ny Livsanskuelse, hvis Magtmiddel ikke er Religionen, ikke Frygten for det hinsidige, men Politiken, den grundlovsmæssigt legitimerede Masse-Virknings Tvang, en upersonlig og ubarmhjærtig Tvang, der skjuler sig under Frihedens Navn. [s. 43]

    “Det er aabenbart netop denne Sammenfalden i Tid mellem Parlamentarismens Herredømme og Væksten i Civilisation og dermed i Ydre Magt i den evropæisk-amerikanske Verden, der har slaaet de orientalske Folk saa stærkt, at de en efter anden har indført Parlamentarismen som det store Bodemiddel for alle Ulykker og al Nød. Imidlertid er det jo ikke pa Forhaand givet, at der er nogen Aarsagssammenhæng mellem Demokratismen og det 19. Aarhundredes civilisatoriske Fremskridt… [s. 52]

    “Man maa vel vogte sig for den almindelige Overtro, at der udenfor absolutisme og Parlamentarisme ikke skulde gives noget tredje.” [s. 54]

    “Staten er opstaaet som et Instrument til Rov og Afværgen af Rov, altsaa ikke for at standse ‘alles Krig mod alle’, men for at bringe Krigen ind i fastere Former og gøre den mere virkningsfuld.” [s. 59f]

    “Det fordømmelige ved de kolonipolitiske Metoder stiger i samme Grad, som de Folk, der undertvinges, er kultiverede og har Bevidsthed om deres nationale Egenart. Indere, Kinesere og Persere har deres egne Kulturer; hvad Evropæerne kan byde dem, bliver ikke – eller dog kun i ringe Grad – Kultur, men kun en udvortes Civilisation, og den evropæiske Maskin-Civilisation har nu en Gang kun Værdi som Middel, ikke som Maal. Derfor er det ved en Anneksion af et Kulturland altid højst tvivlsomt, om der, set fra Verdenskulturens Standpunkt, ikke slaas mere i stykker, end der vindes. Evropæisk Civilisation, indpodet paa en ikke-evropæisk Kultur, vil i de fleste Tilfælde give disharmoniske Resultater, og Disharmoni plejer i Folkenes Historie at resultere i Revolutioner og Krige.” [s. 73]

    I Forholdet til Folk af fremmed Kultur ligger en Hovedvanskelighed i Race- og Kultur-Idiosynkrasier. Evropæeren er altid tilbøjelig til i en fremmed Kultur at se en underlegen Kultur eller endog Mangel paa Kultur; for Gennemsnits-Evropæeren er det ikke-Evropæiske lig Barbari, Ikke-Evropæerne er ‘vilde’. At den Indfødte overfor den brovtende og hensynsløse Uforstand hos Civilisations-Evropæerne anlægger en tilsvarende Maalestok, er kun naturligt. Den Indfødtes ensidige snæversyn overfor Evropæeren er mere tilgivelig end Evropæerens overfor den Indfødte, fordi denne sidste i Evropæeren i Reglen kun faar Lejlighed til at stifte Bekendtskab med den mer eller mindre brutale Undertrykker. Mangen Evropæer, der udstyret med omfattende Magtfylde sendes til orientalske Kolonier, lader vel ogsaa sin Kulturfernis blive hjemme.” [s. 80]

    “Hvor fortræffelige disse Mænds Hensigter [kolonisatorernes] end kan være, saa føres de med usvigelig Sikkerhed ind i Politikens Atavisme: Undertrykkelsen.” [s. 118]

    “Parlamentarismen bliver paa Fastlandet ofte til en ufejlbar Lære, en Religion, hvis Kultus overholdes paa det strængeste i de mindste Enkeltheder. Parlamentarismen har sin Ortodoksi og sine Farisærere.” [s. 127]

    “Man tror paa parlamentarismens Læresætninger som paa en Katekismus, selv om man ikke altid har begrebet dem. Mange, som har ophørt med at tro paa Mirakler fra Himlens Side, tror paa Folkesuverænitetens Mirakler.” [s. 128]

    “I en Stat, hvor det folkevalgte Kammer ikke har nogen Modvægt i et paa anden Basis sammensat Kammer eller i Statsoverhovedets Veto, vil Majoritetens Herredømme ikke kende nogen anden Skranke end den rent moralske, der ligger i visse opinionsmæssige Imponderabilia. Men denne Faktor kan ikke hindre, at ethvert Majoritetsherredømme bliver til et Majoritetstyranni, da det ligger i enhver Masses Natur at misbruge den Magt, den har i Hænde. [s. 131]

    “Fastlandsparlamentarismen [eks. Folketinget] fører til Kammerdespotisme, den engelske Parlamentarisme til Premierministerdespotisme.” [s. 154]

    “Begrebet ‘Folkesuverænitet’ er den skæbnesvangre Gave, som Rousseau har skænket den moderne Verden.” [s. 157]

    “Den Sum af naturlige Rettigheder, som absorberes af Folkesuverænen ved den sociale Kontrakt, er paa sin Side intet andet end Kongernes gamle guddommelige Ret i nyt Klædebon.’ Saaledes forpupper Ludvig XV’s Despotisme sig i Folkesuverænen, som Rousseaus Arvtagere satte paa den ledige Trone. [s. 158]

    “Politiken bliver en ‘Kamp i Mørke, som ender med, at Flerheden knuser Mindreheden med Tallenes stupide og stemme Brutalitet’ (Ch. Benoist).” [s. 159]

    At hverken Besiddelse eller Eksaminer i og for sig giver Indehaveren større politisk Indsigt, er ofte nok blevet fremhævet. Men ligesaa sikkert som det er, at virkelige Kriterier for, hvem der besidder den til Stemmeafgivningen ønskelige politiske Indsigt, ikke kan findes, og at alle kunstige Grænser kun virker i Klassepolitikens Tjeneste, ligesaa vist er det, at alle saadanne Grænser strider mod Folkesuverænitetens Princip. Ved Erhvervsgruppesystemet vil hele Stridsspørgsmaalet derimod falde bort.” [s. 165f]

    “Helt berøvede Stemmeret vilde da kun de Individer blive, som ikke tjente Samfundet ved nogen Art positivt Arbejde, og de vilde heller ikke med nogen Ret kunne kræve at gøre deres Indflydelse gældende i politisk Henseende. [s. 167]

    “Det nyes Suggestion kan skabe baade latterlige og skadelige Moderetninger, de humanitære Ideer kan f. Eks. føre til en blødsøden Pædagogik, der virker moralslappende, og til en overdreven Forbrydervenlighed, der gør Skaar i de fredsommelige og hæderlige Borgeres Retsbeskyttelse og til en vis Grad forkludrer Retsbevidstheden; men det er dog kun den offentlige Menings Vildskud.” [s. 172]

    “… ‘at præsentere Uvidenhed i Videns Form’…” [s. 172; dagspressens metie ifølge forfatteren]

    “Det gælder for den, der lever midt i dette moderne Kaos, at holde Hovedet klart og ikke lade sig vildlede af det Kulturfjendskab, som avles af Kontrærsuggestion og næres af ‘Realpolitikerne’. At Nationer og Stater voksede op, modtog og producerede Kultur i deres bedste Alder for derefter at ældes og dø? Døden var da ingen Følge af Kulturen, men en Naturens Orden, som selv Kulturen ikke formaaede at trodse… Livskampens sidste og yderste Konsekvens er Resignationen. Men den Nation, der dør efter at have opfyldt sin Kulturpligt, har ikke levet forgæves og fortjener ikke at smædes af Historien. Yngre Kræfter vil tage Arven op efter den og føre Kulturen videre: Graecia capta ferum victorem cepit.” [s. 179f]

    Flere citater fra Arthur Christensen: Politik og Massemoral. Til Belysning af aktuelle Problemer (1911).

    

    9. februar 2005

    Arthur Christensen: Omar Khajjams Epigram-digte (1920) – nogle notater

    Omar Khajjam ( 1048-1122) regnes for en af de allerstørste islamiske digtere, og bedst kendt er hans epigramdigte. Han er derudover også kendt for sit virke indenfor astronomien.

    I 1903 oversatte orientalisten Arthur Christensen digtsamlingen Rubaiyat fra persisk til dansk udgivet under titlen Omar Khajjams Epigram-Digte. Udgivelsen indledes med en 22 siders præsentation af Omar Khajjam og den historiske kontekst, hvorefter ialt 150 fireliniede digte leveres stort set uden noteapparat. Udgivelsen er nem at kritisere, forstået således at den i lighed med lignende udenlandske udgivelser ligeså meget er tale om en gendigtning, eller nytolkning af de oprindelige digte. Oprindelige digte, der så igen kan være ændret før vestlige forskere fandt interesse i digtene midt i 1800-tallet. Uanset hvad, så må man da sige det er bemærkelsesværdigt, at der i det 12. århundrede Persien fandtes liberale tanker i forhold til islam, vin og kvinder. På den baggrund er det forståeligt at nutidens apologeter fremhæver persisk poesi og Omar Khajjam, og som jeg læser digtene berører han flere gange det man i religionsvidenskabelige kredse kalder synkretisme. Dvs. religionsblanderi, der heller ikke i Kristenhedens Europa på daværende tidspunkt var god tone.

    Først nogle citater fra indledningen:

    “… var kun lidet kendte i Europa, da en beslægtet Aand, Englænderen Edward Fitzgerald, ‘opdagede’ ham, fordybede sig i hans Poesi, gjorde sig til ét med den, og genskabte den i et moderne Klædebon.” [s. 6; først oversat af Fitzgerald i 1859]

    “Fitzgerald har behandlet Originalen meget frit. Han har taget det halve af et Digt og slaaet det sammen med det halve af et andet, han har spundet et Digt ud til flere eller sammenarbejdet flere et til et…” [s. 7]

    “… at Omars Smaadigte nyder stor Popularitet hos hans Landsmænd, hvorom talrige i Teheran, Bombay, Lucknow og Konstantinopel udkomne litograferede Udgaver bærer Vidnesbyrd. Kun Gejstligheden forkætrer ham, som naturligt er.[s. 10]

    Kun Slutningskapitlet er af nogen Interesse til Belysning af Omars Personlighed, idet han her med en forsigtighed, som den i Nishapur raadende religiøse Fanatisme gør forstaaelig, tager Stilling til de forskellige religiøse og filosofiske Retninger. Der er først Teologerne, ‘der lader sig nøje med Disputationer og Argumentationer, som beroliger Tanken’, dernæst Filosoferne, som ’søger Kundskab om det guddommelige ved Hjælp af forstandsmæssige Betragtninger i Overensstemmelse med logikens Regler og ikke nøjes med beroligend Argumenter’, men som dog ‘ikke kan fæste Lid til Logiken og derfor sluttelig kommer til kort’. Som en tredje Klasse Tænkere anfører Omar Ismailiterne [‘assasinere’]… Den fjerde og sidste Gruppe er Sufierne, Islams Mystikere, som gennem Kontemplation og Ekstase søger at trænge ind i Gudsmysteriet. Deres Vej er den bedste af alle, siger Omar, men da hele Afhandlingen ikke vidner om nogen særlig Forkærlighed for Sufismen, er det ikke værd at lægge for megen Vægt paa denne Udtalelse… [s. 12f]

    “At han var en overlegen Aand, overlegen baade ved sin Kundskab og ved sin Livsbetragtning, derom vidner de bedste Kilder til hans Biografi… Men hos de Fromme havde han jo ikke det bedste Navn, selv om det først er Efterverdenen, der paa Grundlag af hans Digtning har præget den legendariske Forestilling om Omar som den evigtsvirende og spottende, gudsforgaaende Synder. [s. 14f]

    “Men der kom onde Tider for Videnskaben… I Fortalen til sin Algebra klager Omar over, at Videnskabens Dyrkere er svundne ind til en lille Skare, der er udsat for alskens Modgang og Plagerier… Snart kom ogsaa den religiøse Fanatisme voldsomt til Udbrud, og det kom til en hel Krig imellem nogle forskellige Sekter. Maaske var det ved den Lejlighed, at Omar Khajjam fandt det betimeligt at lægge sin Rettroenhed for Dagen ved at foretage Pilgrimsrejsen til Mekka. Maaske har han virkelig i Træthed og Selvopgivelse søgt at finde Hvile i Troens Skød. Men Frygt for Spioner gjorde ham ‘uselskabelig’, og da han kom til Bagdad, stængede han barsk sin Dør for de Lærde. der kom for at besøge ham.” [s. 15f]

    Et Rubi er en firlinjet Strofe af epigrammisk Karakter. Det kan handle om Livsnydelse, Vin og Elskov, det kan give Udtryk for en – hyppigt bitter – Livserfaring, eller det kan være af filosofi eller mystisk-religiøs Karakter; det skal i hvert Fald rumme en Pointe.” [s. 17f]

    Den er ægte Persisk, og et fin formet Rubai hensætter Perseren i en Tilstand af Entuiasme, om han saa har hørt det citeret hundrede Gange før.” [s. 18; om Rubai’en]

    “Stoffet er højest forskelligartet, Tankerne ofte modstridende, men disse Digte fremtræder jo heller ikke som Udtryk for en bestemt Livsanskuelse, de gengiver kun Øjeblikkets Stemninger, ofte meed et originalt og sprudlende Temperaments hele Friskhed, til Tider ogsaa i mere konventionel Form.” [s. 19]

    “… hans Smag for det overraskende, aandrige og kunstfærdige, hans for al Ordklang lydhøre Øre. Den filosofiske Dybsindighed, jo selv den sorteste Pessimisme bliver en Kilde til æstetisk Velbehag, navnlig naar den hyldes i Metaforernes Klædebon og spækkes med Ordspil og Alliterationer. Digteren Minutchihri synger om, at han for at fuldstændiggøre Velværet vil høre foredraget nogle Vers om Himlens Tyranni og Skæbnens Ondskab og Vilkaarlighed, medens han drikker sin Vin.” [s. 20]

    “… har han ikke helt kunnet unddrage sig Konventionernes Indflydelse. Der er meget ægte følt i hans Poesi, men ogsaa en Del Kunstleri, og begge Dele er blandet sammen, amalgameret paa en Maade, som er ægte Persisk.” [s. 20]

    “At man siden har forøget den ægte Rubaiyat ved Tilsætninger laante rundt omkring fra, gør intet til Sagen, da Tilsætningerne er holdt i Omars Aand, som er selve den persiske Aand fra Middelalderen – og den persiske Aand fra vore Dage.” [s. 20f]

    Herunder nogle smagsprøver på Omar Khajjams epigramdigte :

    Dagen gryed. Fra Kroen et Raab
    der lød:

    ‘Hid alle I, som med Tugt og Ære brød!
    Til bredfuldt Maal vi fylde vil
    vort bæger,
    snart fyldes skal vort Livsmaal
    af Mester Død.’
    [s. 23; 1/150]

    Vin jeg drikker, alle Ædle gør
    det samme.
    Tro ej, Guds Vrede sligt Lapperi
    vil ramme.
    Gud vidste forud, at jeg vilde
    drikke,
    og drak jeg ej, blev Guds Alviden-
    hed til Skamme.
    [s. 25; 6/150]

    Saa mangt et Bæger Vin jeg alt
    har smagt,
    at naar en Gang min Krop i
    Muld er lagt,
    slaar Vindunst op af Graven, og
    gaar én forbi,
    han segner sanseløs ved Rusens Magt.
    [s. 29; 20/150]

    Afgudshus som Kaba er Guds-
    dyrkelsens Hal,
    Hymneklang toner fra de Kristen-
    klappers Skrald.
    Magergjord og Kirke og Rosen-
    krans og Kors:
    Kærnen er den samme bag Sym-
    bolernes Skal.
    [s. 33; 32/150]

    Imedens jeg er ædru, er Glæden
    ej fød
    ,
    og fik jeg en Rus, kom Fornuften
    udi Nød.
    En Tilstand jeg kender mellem
    Nøgternhed og Rus,
    den Tilstand jeg tjener fuldtro til
    min Død.
    [s. 35; 36/150]

    I Synagoge, i Moské og Kloster-
    gaard
    ved Tro man Helvedfrygt og
    Himmelstræb forstaar.
    Men den, som trængte ret til-
    bunds i Guddomsgaaden,
    ej slige Tankers Frøkorn i sit
    Hjærte saar.
    [s. 36; 41/150]

    At drikke og leve i Munterhed,
    saa er min Skik,
    at sky baade Vantro og Tro er
    min Dogmatik.

    En Gave jeg skyldte, da Verden
    jeg ægted- Den sagde:
    ‘Dit lystige Sind i Morgengave
    jeg fik.’
    [s. 39; 48/150]

    Idag er det Fredag, hvorfor da
    drikke saa smaat?

    lad Smaapægle være og drik drig
    rolig en Pot.
    Og dersom til Hverdag en Skaal-
    fuld du plejer at drikke,
    drik tvende idag, thi Fredag er
    ‘dagenens Drot’.
    [s. 42; 58/150]

    Jeg er en Synder, som rakker Folk
    mig ned,
    men tro dem ej, de giver gal
    Besked.
    Og bryder jeg Loven, saa er det
    da kun
    ved Kvinder, Vin og unaturlig Kærlighed.
    [s. 46; 69/150]

    Nej Mufti, min Fortjenste staar
    over din!

    Er du mon ædru fremfor mig, der
    drikker Vin?
    Jeg drikker Druens Blod, men
    Mandsblod drikker du,
    Sig, hvilken Blodtørst er da værst,
    din eller min?
    [s. 55; 96/150]

    Hej Kammerater, skænk mig den
    styrkende Vin,
    der laaner mit graablege Ansigt
    Glans af Rubin.
    En Kiste af Vintræ skal gemme
    mit Lig,
    vasket i Druesaft, svøbt i Ranker-
    nes Lind.
    [s. 65; 126/150]

    Skænkestuens Tærskel med mit
    Overskæg jeg fejed.

    Godt og Ondt i begge Verdner af
    mit Regnskab jeg streged.
    Faldt begge Verdner i mit Skød,
    de ej tilsammen vejed
    saa meget som et Bygkorn, naar
    i Rus jeg laa paa Lejet.
    [s. 67; 134/150]

    Fuld bibliografi: Omar Khajjams Epigram-Digte. Oversatte fra Persisk af Arthur Christensen. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København, 1920. 79 sider.

    Link: Fra The Internet Classiscs The Rubaiyat (Omar Khayyam).

    Oploadet Kl. 14:58 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    11. januar 2005

    Arthur Christensen: Abû-L-Maâlî: Fremstilling af Religionerne (1916) – nogle notater

    Det var ikke bare gejstelige i Vesten som i middelalderen beskrev Orienten og dens religioner, det gik også den anden vej. I 1916 oversatte Arthur Christensen en af de mere kendte af disse til dansk, udgivet under titlen Abû-L-Maâlî: Fremstilling af Religionerne. En for at sige det mildt, ikke særlig interessant udgivelse. Forfatteren som skrev værket i 1000-tallet havde ringe forudsætninger, skrev på et svært tilgængeligt sprog med mange bibetydninger en bog som formentligt ikke foreligger i sin helhed, som først århundreder senere blev oversat til fransk – og endelig fra fransk til dansk via Christensen i 1916.

    Her må jeg give Edward Said ret i sin kritik, idet det ender med uvidenskabelig reproduktion når klassiske skrifter blot reproduceres i en uendelighed på basis af første oversættelse, selvom den ligesom alt andet er en fortolkning. Herunder blot et enkelt citat:

    “Abû-L-Maâlî har desuden behandlet sine Kilder med en hos orientalske Forfattere desværre ikke helt ualmindelig Nonchalance. En nærmere Undersøgelse af hans Citater fra Al-Bîrûnî giver saaledes ikke noget helt opmuntrende Resultat.”

    Flere citater fra Arthur Christensen: Abû-L-Maâlî: Fremstilling af Religionerne (1916).

    Oploadet Kl. 14:36 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    
    Arthur Christensen: Fra Samanidernes Tid (1903) & Hofdigtning hos perserne (1905)

    Lige en præsentation af et par Arthur Christensen-udgivelser, atter om persisk litteratur – omend han i disse to bøger fortæller noget mere om den kulturelle kontekst novellerne er skrevet i, og således giver os et indblik i iranologens syn på islam som religion og kultur.

       

    Fra Samanidernes Tid. Kulturskitser fra Orientens Middelalder udgivet 1903, fortæller om digtningen i Samanide-tiden (9-10. århundrede) – det han betegner som den ‘nypersiske Kulturlivs første Stortid’. Denne periode fremhæves ofte af nutidens apologeter, på grund af dennes videnskabelige landvindinger -herunder oversættelse af de klassiske græske værker. Herunder en række citater:

    Saminiderne var tolerante i Trossager, og vi hører ikke under denne Regering noget til saadanne religiøse Forfølgelser, som deres Arvtager Mahmud satte i Gang. Man træffer baade Schiiter og Parsere ved Hoffet.” [s. 19]

    “Indenfor Islam var alle Afskygninger repræsenterede i Iran, baade de fire som ortodokse anerkendte Konfessioner, Hanefiternes, Hanbaliternes, Schafiiternes og Malikiternes, og de kætterske Sekter, hvis Tal man regnede til 72 eller 73… Den kætterske Lære, som tiltalte Perserne mest, var dog Schiismen. Den var begyndt som en politisk Bevægelse, en legitimistisk Teori, der hyldede Ali og hans Slægt som de rette Kalifer, medens Omajjader og Abbasider var Usurpatorer, og disse Forestillinger, der stemte saa godt med de gammelpersiske Ideer om Arvefølgende og om Majestætens Hellighed, vandt derfor navnlig Indgang blandt Perserne. Men efterhaanden blev den til en religiøs Tro, der mere og mere udviklede sig til en Forgudelse af Ali og hans Sønner Hasan og Husein.” [s. 20]

    “Ogsaa Sufismen hører nærmest sammen med Schiismen. Oprindelig var den en rent ortodoks Retning, hvis Særkende var Askese, Ringeagt for de verdslige Goder paa Basis af Frygten for den strænge, ubarmhjærtige Gud. Men i Iran havde den assimileret sig med gammelpersiske og indiske Elementer, var blevet panteistisk og søgte i Kontemplation og Ekstase Midlerne til den mystiske Etbliven med Guddommen… Sufismen blev i Persien til en filosofisk-religiøs Poesi.[s. 22]

    I Paladserne ved Rikestan og Djui Molian levede Emirerne deres epikuræiske Nydelsesliv omgivet af al den Pragt og Luksus, som hører til et orientalsk Hof… En Hærskare af Slaver fyldte Paladset, og hver havde sin Bestilling.” [s. 29]

    Det er som sagt paa Andslivets Omraade, at Saminiderne har deres største Betydning. De skaffede den islamitiske Videnskab et nyt Centrum og de skabte en videnskabelig Litteratur paa Persisk… Emirerne havde selv et meget righoldigt Bibliotek.” [s. 32]

    “Hvad Orientalere kalder Satirer, vilde vi snarere kalde Pamfleter, da de indeholder mere grov Udskældning end Vid.” [s. 36; note]

    Flere citater fra Arthur Christensen: Fra Samanidernes Tid. Kulturskitser fra Orientens Middelalder (1903).

    Hofdigtning og Digterhoffer hos Perserne udgivet i 1905, giver en beskrivelse af en litterær disciplin kaldet ‘hofdigtning’, der havde sin storhedstid i starten af 1100-tallet, hvor proffesionelle digter tog arbejde hos diverse øvrighedspersoner. Herunder en række citater:

    “Den persiske Poesi er saa godt som ensbetydende med den persiske Skønlitteratur overhovedet. Paa Prosa har man egentlig ikke andre skønlitterære Produkter end Fabler og Æventyr og Smaanoveller af den Art, som vi kender fra ‘Tusind og een Nat’. En Romanlitteratur efter moderne evropæiske Begreber har Perserne ikke. Men der er tillige, hvad Poesien angaar, en Grundforskel mellem den æstetiske Opfattelse i Evropa og i Orienten… Et vist almenmenneskeligt Grundlag kræves naturligvis, men vi forlanger, at Digteren skal gengive Livsbilleder i personlig Belysning, farvet af hans egen ejendommelige Opfattelse; vi maaler Lyrikens Værd ved Intensiteten af den subjektive Stemningsfylde og ved det Held, hvormed Digteren har faaet den rytmiske Form til at svare til Stemningens Karakter. Hos den islamitiske Orients Folk er Opfattelsen en anden. Der er vel tildels et Udtryk for Stemninger, men den er kun lidet individuel, i hvert Fald ikke individualistisk. [s. 1]

    “Det er, som man ser, udelukkende Hofdigtningen, der her tages i Betragtning. At denne er kommen til at spille en saa stor Rolle, er i og for sig ganske naturligt. I Orienten var der ingen Forlæggere og ingen litterær Ejendomsret. Man kunde naturligvis digte con amore, men vilde man være Digter af Profession, leve af Poesien, saa var der kun én Udvej: at træde i en gavmild Fyrstes Tjeneste og søge sin Løn – hvad enten det nu var en bestemt Pension eller lelighedsvis Gaver – ved at digte efter Tradition og Mode. Moderne er jo saa fast og uforanderlige i Orienten, at de i Virkeligeheden bliver lig med Tradition. [s. 8f]

    “Men den specielt orientalske Opfattelse af Poesien hænger det sammen, at der ikke hos Perserne findes nogen virkelig Litteraturkritik… da Digternes Fortræffelighed udelukkende maales efter den Behændighed, hvormed de behandler de overleverede Former, er det klart, at Kritiken maa blive ganske yderlig og værdiløs. [s. 9]

    “Alene det at lære 30,000 Vers udenad, som Nizami-i-Arudhi forlanger af den vordende Digter, kræver jo en efter evropæiske Begreber fænomenal Hukommelse.” [s. 21]

    “Ved Satire forstaar forøvrigt Perserne – ligesom Araberne – ikke en vittig Gennemhaanen, men en simpel Opdyngen af Skældsord, helst saa grove som mulig… Vindrikkeri og Erotik forherligedes; dog var der navnlig for det sidste Æmnes Vedkommende megen tom Form heri. De orientalske Samfundsformer lægger jo ganske anderledes Hindringer ivejen for Nydelsen af den forbudne Frugt end de evropæiske. Kærligheden kan, som den optræder i Poesien, enten være rent sanselig eller abstrakt platonisk; man møder enten den elskovsmættede Tilfredshed eller Klagerne over den Elskedes Haardhed og Adskillelsens Kval, men i begge Tilfælde er det kun den rent legemlige Attraa, der skinner frem.” [s. 22f]

    “Det er en Poesi, som lader den evropæiske Læser ganske kold fordi der i Reglen ikke er en Gnist af ærlig Følelse bag ved den. Denne overmenneskelige Kærligheds-Forrykthed er ikke bygget paa nogen Realitet. Men de Store, der i rolig Tryghed nød det orientalske Familielivs Glæder ‘bag Forhænget’, har ved Skildringen af al denne Kval følt det samme Velbehag som den, der sidder lunt inden Døre, føler ved at høre Historier om besværlige Vandringer i øde Isørkener…” [s. 24]

    “Et særligt Pikanteri ligger der deri, at man ofte ikke er klar over, om Kærlighedens Genstand er en Kvinde eller en ung Mand, idet Pronominerne ‘han’ og ‘hun’ er enslydende paa Persisk, og Betegnelser som ‘vennen (veninden)’, ‘den elskede’ o. desl. er uforanderlige i Køn… Vi ved allerede fra Herodot, at unaturlige Forhold var almindelige hos Perserne, og selv lægger de ikke Skjul derpaa.”[s. 24]

    Mand er Maane, Kvinden er en Sky

    Skyers Slør os Maanens Lys berøver

    Derfor Lykkeligst blandt Mænd paa Jord

    Den, som ikke Kvindegunst behøver

    [Digt af Anvari]

    “Mere graverende er det, naar Khakani i det følgende beskylder sin Svigerfader for Vantro og Kætteri. Den gamle er ikke blot snedig som en Jøde, han er ugudelig som en Kristen, ja han er meget værre end selve Pave Peter.” [om striden på ord mellem Khakani og Abul-Ala; s. 56f]

    Flere citater fra Arthur Christensen: Hofdigtning og Digterhoffer hos Perserne (1905).

    Oploadet Kl. 12:54 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    10. januar 2005

    Arthur Christensen: Østerlandske Æventyr & Firdusi (begge 1900) – nogle notater

    Udover orientalisterne Frants Buhl, Johannes Pedersen og Johannes Østrup som alle tidligere er omtalt her, må en gennemgang af den tidlige danske orientalistik også omfatte Arthur Christensen (1875-1945) der i 1916 blev professor i iranologi på Københavns Universitet. Hans fokus var mere Persien end Arabien, og mere persisk litteratur end Muhammed og islam som sådan, men hans forfatterskab var omfattende målt i antallet af udgivelser og han var ikke ubetydelig internationalt med flere bøger oversat til fransk.

    Arthur Christensens oversatte og udgav mere end 20 novellesamlinger, og selvom disse i sin natur ikke direkte siger meget om hans syn på islam, så er det alligevel ofte interessant at se hvorledes oversættelserne præsenteres i forordet o.l. I 1900 udgav Arthur Christensen to novellesamlinger:

       

    Et par citater fra Firdusi: Beschen og Menische. En episode af Schahname (1900), endnu flere her:

    “Paa den anden Side breder han sig temmelig meget i Samtalerne, her kommer hans Hang til Retorik særlig frem. Vidtløftige, banale Høflighedsfraser er der ingen Mangel paa, ligesom man ikke sjældent støder paa Overdrivelser og bizarre Metaforer, men det er jo karakteristisk for al orientalsk Poesi. [s. 4]

    “Endnu kun et Par Bemærkninger om Oversættelsen. For det første har jeg givet Afkald på Tanken om at levere en metrisk Gengivelse. Dertil behøvedes en Rückerts Digterbegavelse, og den tror jeg mig ikke i Besiddelse af. Og en Prosaoversættelse er dog sikkert mere værd end en tarvelig Gengivelse på Vers. Endvidere har Hensynet til Pladsen nødt mig til at foretage ikke faa Forkortelser, men jeg har gjort mig Umage for ikke at bortskære noget væsentligt eller karakteristisk; det er navnlig de lange og vidtløftige Dialoger, der har maattet holde for.” [s. 7]

    Den anden samling, udgivet under titlen Østerlandske Æventyr (1900) har intet forord, men alene forsidetegningen gør den interessant. [se evt.] Med den nøglehuls-lignende port markeres en overgang til noget eksotisk, anderledes og forbudt, ligesom den skarpe overgang fra vor kultur til deres må siges at være typisk for den tids orientalistisk.

    Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper