16. februar 2019

Bog: Social kontrol-forskere er mest optaget af ‘migrationskonteksten, majoritetssamfundets racisme’

Yderst interessant debatinterview i Berlingske. Tre antropologer der forsker i social kontrol, går skarpt i rette med forskere der ignorerer ‘mellemøstlige æresbegreber’ og ‘kollektivistisk familiestruktur’, og i stedet ser det hele som et resultat af ‘diskrimination og racisme’ hos majoriteten. Det er vigtigere for de her forskere (Louise Liebmann Lund, Lise Paulsen Galal mfl.), at problematisere ’samfundsmæssige ulighedsstrukturer’, ikke mindst i forhold til ‘mediedebatten’. Socialkonstruktivisme, kalder vi det på højrefløjen, der i modsætning til antropologerne kæder problematikken sammen med Islam som kultur og religion.

Fra Berlingske – Antropologer i ny bog om social kontrol: Danske forskere lukker øjnene for »omfattende« problemer med æreskultur i indvandrermiljøer (kræver login).

I stedet bliver social kontrol af nogle forskere udlagt som en negativ reaktion på, at etniske minoriteter er udsat for diskrimination og racisme. … Når man undlader at inddrage mellemøstlige æresbegreber som en del af årsagen til social kontrol og udelukkende fokuserer på undertrykkende strukturer i det omgivende samfund, slører man et helt forskningsfelt, mener de tre antropologer, der gør en pointe ud at sætte sig ind i forskningslitteraturen om æreskultur og social kontrol i de etniske minoriteters oprindelseslande.

‘Æresrelateret social kontrol er jo ikke noget ukendt fænomen i oprindelseslandene. Det kan man godt få indtryk af nogle gange,’ siger Bo Wagner Sørensen om danske forskeres manglende vilje til at hæve blikket ud over landegrænserne. I stedet er de optaget af det, han omtaler som ‘mediedebatten’.

‘Man kan få indtryk af, at livet for mange af forskerne foregår i medierne. Og at der ikke er nogen virkelighed uden for medierne,’ siger han.

Når man taler med Mørck, Sørensen og Danneskiold-Samsøe kan man af og til få det indtryk, at forskningsverdenen i sig selv er underlagt social kontrol. At viljen til at udsætte kontroversielle forskningsfelter for kritisk og fordomsfri belysning i visse kredse er erstattet af politiske eller karrieremæssige hensyn.

Nogle af dem, der står for den forskning, der trods alt er foretaget på området, er mindre interesseret i vold som fænomen og dermed også i æresrelateret social kontrol og mere optaget af migrationskonteksten, majoritetssamfundets racisme, diskrimination og så videre. Der har for nogens vedkommende været et ønske om at påvise netop det, snarere end at komme til bunds i fænomenet,’ siger Bo Wagner Sørensen. …

‘Pointen hos de forskere er jo, at virkeligheden skabes ud fra mediedebatten. At den måde, man taler om problematikken på i for eksempel aviser, sætter rammen for, hvordan man overhovedet kan forstå problemet. Og at man i et eller andet omfang også skaber problemet ved at benævne det.'”

(Sofie Danneskiold-Samsøe, Yvonne Mørck & Bo Wagner Sørensen vs Louise L. Lund, Lise Paulsen Galal…)



19. maj 2011

Søren Pind vil give indvandrere fra højtudviklede lande ‘positiv særbehandling’

Inspireret af lignende tiltag i Holland og Tyskland, forsøger integrationsminister Søren Pind i disse uger, at finde en ordning, der gør det nemmere for udlændinge fra højtudviklede lande at opnå opholdstilladelse. En godt initiativ, men selvfølgelig et forslag der fik hård medfart i medierne. Politiken vinklede historien som værende et spørgsmål om ‘frasortering’ af uønskede, en pudsighed al den stund samme fremgangsmåde normalt betegnes som ‘positiv særbehandling’. Ritzaus Bureau reproducerede vinklen, og langt de fleste artikler om emnet blev skåret ud fra skabelonen ‘Pind vil sortere’ eller ‘Pind var advaret mod sortering’.

Reaktioner.

“Uanset at det selvfølgelig alt andet lige er positivt, at lovgivningen generer så få mennesker som muligt, håber jeg på, at Radikale vil tage skarpt afstand fra dette ændringsforslag pga. den ideologi og det dybt racistiske menneskesyn, som ligger bag det.” (Lars Kyhnau Hansen, Ægteskab uden grænser; Radikale.net, 14. maj 2011: Statsracisme på vej til at blive indført i Danmark)

Det er grundlæggende et racistisk signal om, at nationalitet i sig selv siger noget om, hvordan man orienterer sig socialt og kulturelt. Man må spørge sig selv , hvad det egentlig er for mennesker, man vil filtrere fra. Vi kan jo se, at det politiske engagement blandt tyrkere og pakistanere i Danmark er på cirka det samme niveau som danskere.” (Lise Paulsen Galal, lektor; Berlingske Tidende, 16. maj 2011: Ekspert: Pinds forslag er racistisk)

“Regeringen og DF mener, at man kan komme lettere hertil, hvis man har en god uddannelse og mange penge. Men det her handler jo om danske statsborgere, der forelsker sig. Nu er det så bedre at forelske sig i en amerikaner end i en brasilianer. (Henrik Dam Kristensen, socialdemokrat; Politiken, 16. maj 2011: Søren Pind vil sortere udlændinge)

“Da regeringen i sin tid indførte 24-års reglen, kom den netop til at omfatte alle nationaliteter for ikke at forskelsbehandle og diskriminere. Nu kan jeg forstå, at Søren Pind vil tage et skridt, som hans forgængere afviste med stor kraft. Hvordan man har tænkt sig at administrere forslaget på en saglig måde, er et godt spørgsmål, som vi vil se nærmere på. (Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder; Politiken, 17. maj 2011: Pind advaret mod sortering af udlændinge)



20. juli 2005

Helle Merete Brix om ‘Terrorister og moderate barbarer’ & lidt fra apologien

Ypperlig kronik i dagens Berlingske Tidende, hvor Helle Merete Brix fortæller om multikulti-fortalernes leflen for kyniske islamister. Et citat fra Terrorister og moderate barbarer:

“Angrebet på London for nylig gør det mere vigtigt end nogensinde at få fastslået, hvem der er liberale muslimer, og hvem der ikke er. Ethvert terrorangreb siden 11. september har efter min opfattelse styrket de islamiske organisationer og talsmænd i Vesten, der nu igen på vore TV-kanaler, om det så er DR, BBC eller CNN, får lov at fremstille sig som moderate. Sandheden er, at langt de fleste af dem ønsker Europa islamiseret og ikke sjældent har ubehagelige forbindelser til terroristernes netværk.”

Interessant er oplysningerne om Yussuf al-Qaradawi:

“På TV-stationen Al Jazeera, der er ejet af emiren af Qatar, har Qaradawi sit eget spørgeprogram med omtrent ti millioner seere. På »Sharia og livet« udsteder han blandt andet fatwaer, der opmuntrer til drab på amerikanske soldater i Irak. Han slår også fast, at de palæstinensiske selvmordsterrorister ikke engang skal betragte israelske spædbørn som uskyldige civile.”

Det er ikke mange uger siden jeg læste apologet-antologien At være muslim i Danmark (2003), hvor Ehab Galal i artiklen Islam via satellit kunne fortælle:

“Den mest populære satellitkanal blandt arabisktalende muslimer i København og Malmö er al-Jazeera, som er kendt for at være den mest progressive arabiske satellitkanal med ca. 38 millioner seere på verdensplan. 90% af svarpersonerne i Roalds undersøgelse oplyser, at de jævnligt ser denne kanal (Roald 2001). Det religiøse program ’sharî’a’ og livet’ med al-Qaradawi blev sendt på al-Jeezera første gang i efteråret 1998. Det er ikke kun et populært program i den arabiske verden. Ifølge Roalds undersøgelse svarer 45% af de adspurgte, at de ser ’sharî’a’ og livet’ jævnligt, mens 35% siger, at de nogle gange ser det. 20% ser det aldrig. De skandinaviske seere betegner al-Qaradawi som moderat, rationel og realistisk. Også kritikerne af hans program bruger betegnelserne moderat og rationel, men som en kritik af at han er for moderat og rationel (Roald 2001). [ss. 99]

Eksemplerne viser, at al-Qaradawi’s udgangspunkt er, at muslimer i ikke-muslimske lande må forholde sig realistisk til og indordne sig under, at de lever i et ikke-muslimsk samfund, samtidig med at de bør efterleve islamiske påbud i størst mulig grad, og at der på visse områder ikke findes kompromisløsninger… Og selv om han er meget pædagogisk og pragmatisk, stiller han på ingen måde spørgsmålstegn ved, at Koranen er kilde til og rettesnor for korrekt islamisk adfærd. Som Skovgaard-Petersen (2003) skriver, udtrykker programmet ikke forskellige meninger og fortolkninger. Al-Qaradawis meninger er de korrekte. Han er eksperten og er ikke i programmet for at underholde, men for at undervise.” [s. 100]

Opdate: En svensk oversættelse af HMBs kronik findes her (Terrorister och moderata barbarer via Danskeren i Sverige)



21. juni 2005

28 pct. af alle indvandrere dumper intelligenstest til session – men intet med kultur at gøre…

Sent mandag aften leveres der barske nyheder såsom denne her Ritzau-notits (i Jyllandsposten) – Indvandrere dumper i intelligenstest i forsvaret:

Mens 28 procent af alle indvandrere og efterkommere dumper intelligensprøven på session i forsvaret, er det tilsvarende tal for danske unge kun syv procent. Det viser en rapport baseret på 22.646 sessionsresultater, som Forsvarsakademiet har lavet.”

Ingen er vel født dumme, og som jeg for nogle få timer siden fik påtalt – så har kultur intet at sige. Fra de evige halal-analer samme pointe tilsat lidt lyrik – Üzeyir Tireli i Forestillinger om ‘muslimsk børneopdragelse’:

“Alene den geografiske variabel åbner således op for nye dimensioner og kompleksiteter ved forestillingen om en ensartet muslimsk børneopdragelse. Kobler vi andre variabler som fx social klasse eller fysisk og social lokalitet, så opstår der myriader af opdragelsesformer blandt forældre med muslimsk/religiøs baggrund. Det hænger sammen med, at selv den religiøst intenderede opdragelse afstemmes med en række forhold uden for religionen.”

Mere troværdige bortforklaringer søges.

Opdate:

  • DR Online: Indvandrere dumper i intelligensprøven på session.
  • Forsvarsakademiet: Rapport om undersøgelse af eventuelle barrierer i den skriftlige sessionsprøve for ”nydanskeres” aftjening af værnepligt.
  • Oploadet Kl. 00:11 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    

    1. juni 2005

    Galal & Liengaard: At være muslim i Danmark (2003) – nogle notater

    Mit speciale skrider fremad, ikke planmæssigt – men dog fremad, og jeg er nogenlunde klar til at tage fat på den nyere islamlitteratur, som pga. debattens karakter og savnet af nyere forskningsbaserede værker – nødvendigvis også må omfatte det man kunne kalde integrationslitteratur.

    Selvom debatten om islam har bølget frem og tilbage i mere end 10 år, er der faktisk ikke udgivet meget nyt på dansk af danskere forskere i forhold til islam som religion. De mange udgivelser fokuserer typisk på islam i forhold til demokratiet, terrorisme og integration – men det vil dog alligevel være muligt at lave en analyse af udviklingen fra den tidlige orientalistik (1880-1945) frem til nutidens integrationslitteratur.

    Min tese som på ingen måde er solidt underbygget pt, vil hævde at dansk islamforskning var relativt kritisk frem til omkring 1990-1995, blandt andet med flere skarpe udgivelser fra det der idag hedder Syddansk Universitet og dens Center for Mellemøst-Studier. Omkring dette tidsrum skete der et skift, og tyngden flyttedes til Københavns Universitet og Carsten Niebuhr-instittutet med sin kerne omkring dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen. Bæk Simonsen tog under den ophedede debat tidligt parti for herboende islamiske fundamentalister, og det meste af hans videre forskning kan med rimelighed betragtes som partsindlæg i integrationsdebatten. Hans indflydelse har været markant, og tolkninger fra hans hånd er altdominerende i den akademiske integrationsdebat som iøvrigt stadig omfatter solide fingeraftryk fra de tanker der er nedfældet i Edward Saids Orientalisme.

    At islam- og integrationsforskningen er smeltet sammen illustreres meget godt ved henvisning til det forhold at Socialforskningsinstituttets Garbi Schmidt faktisk er islamolog, og hun har i lighed med eksempelvis Jørgen S. Nielsen ikke skrevet meget om islam. Sidstnævnte har i en årerække været professor i islamstudier ved Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations (Birmingham), og tendensen mod politiserende studieretninger spores også herhjemme med Center for Multireligiøse Studier på Århus Universitet og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitets Center.

    Med andre ord. Forskning i islam som kulturstyrende religion med fokus på den historiske udvikling, er erstattet af de bløde fags post-marxistiske betragtninger om hvordan integrationsproblemerne kan løses i praksis. Det har haft sine konsekvenser. En af dem er udgivelsen af store mængder apologetisk litteratur, og i denne postering vil jeg fokusere på en af dem – antologien At være muslim i Danmark, udgivet i 2003 under redaktion af Lise Paulsen Galal og Inge Liengaard. Værket består af 15 artikler under fem overordnede temaer (Dannelse, Medborgerskab, Samtalerum, Religion og Udfordringer).

    Det ville gå for vidt her at gå i dybden med artiklerne, så herunder vil jeg blot præsentere titlerne og vedlægge nogle få citater, som jeg enkelte steder vil kommentere.

    Introduktion [Lise Paulsen Galal og Inge Liengaard]

    “… Vi har dog personligt savnet bøger, der har forsøgt at tage livtag med, hvordan muslimer i Danmark konkret fortolker, lever og praktiserer islam. Derfor synes vi, det er på tide at interessere sig for de vanskelige spørgsmål om muslimers identitetsdannelse og tro i Danmark. Selvom det er blevet almen viden, at kultur og religion ikke er statiske, men dynamiske fænomener, er det svært at vise, hvordan kultur og religion faktisk forandrer sig. Vi vil gerne med denne bog gøre et forsøg. [s. 8]

    Forestillinger om ‘muslimsk børneopdragelse’ [Üzeyir Tireli]

    Ud fra et sådant perspektiv findes der ikke en universel muslimsk børneopdragelse, som er genkendelig i alle lande med islam som den dominerende religion eller hos alle forældrene, der kommer fra muslimske kulturkredse.” [s. 16]

    “Spørgsmålene om hvordan den multietniske samfundsudvikling afspejler sig i de unges hverdagsrelationer og hvordan de forvalter nye identiteter i mødet med nyracismen, tager én på en symbolsk rejse, hvor man får indsigt i de unges holdninger til arbejde, byens tiltrækningskraft med den dyrt købte frihed i fritiden og de risici, de unge må lære at tackle i byens rum.” [s. 25]

    “Derfor kunne man – som Foucault (1977) – hævde, at skaden sker allerede i det øjeblik modellen nævnes og spørgsmålet om forskelle tematiseres. Ligesom en anklaget altid efter en mistanke om skyld, selvom han frifindes, vil italesættelsen af den kollektivistiske livsform som den dominerende livsform blandt Danmarks etniske minoriteter – især muslimer – altid efterlade et krav om tilpasning til den individualistiske livsform. En livsform som kun danskere kan gøre sig til dommere over.” [s. 26]

    Eksil, eksodus eller diaspora? [Jonathan Schwartz]

    Efter 1980 ser man stort set ikke aktionsforskningsprojekter længere, ligesom også den marxistiske teori næsten er forsvundet og blevet ét blandt mange ‘post’-fænomener inden for akademiske kredse…” [s. 33]

    Det frygtelige fænomen ‘etnisk udrensning’ fra 1990’erne – som først og fremmest var rettet imod muslimerne i Bosnien og Kosovo – havde historiske fortilfælde under indenrigsminister Rankovic, som Tito fængslede i 1966 på grund af hans årtier-lange forfølgelse af muslimer (Poulton 1995:126).” [s. 39]

    Muslimske ungdoms- foreninger i Danmark [Garbi Schmidt]

    “Foreningen har hovedkvarter i Pakistan og er grundlagt og ledet af Dr. Muhammad Tahir ul-Qadri. Dette betyder også, at medlemsskaren i Danmark i særdeleshed er pakistansk. I Pakistan udfører foreningen en lang række politiske, sociale og ikke mindst spirituelle aktiviteter, hvorimod foreningen i Danmark særligt er spirituel og til et vist mål (ikke mindst grundet de unge) politisk… Hvad der ofte overses i beskrivelser af Idara Minhaj ul-Quran og dens ungdomsafdelinger i den danske kontekst er den sufiske indflydelse, der findes i foreningen. [s. 55f]

    “Et medlem af MYL gør således opmærksom på, at Idara Minhaj ul-Quran også er inspirerede af Barelvi-bevægelsens fokus på kærlighed til Profeten Muhammad, samtidigt med at Barelvi har erklæret Idara Minhaj ul-Qurans medlemmer for vantro, fordi de ikke totalt afviser fx wahhabismen, som er meget anti-sufisk. “ [s. 57]

    Det har givet noget at sige, at Idara Minhaj ul-Quran har en vis politisk dimension og fx i Pakistan beskæftiger sig med samfundsmæssige spørgsmål (det politiske element understreges også af, at Tahir ul-Qadri i 199 etablerede partiet Pakistan Awami Tehrik). Men man kan i lige så stor grad sige, at det udadvendte politiske engagement er udtryk for en forståelse af, at vejen til indflydelse… går igennem det politiske liv.” [s. 60]

    Islam og Demokrati? – samspillet mellem religion og politik [Mona Sheikh]

    “Debatten om islam og demokrati har mange facetter. Den er både en del af den dansk indvandrerdebat, en del af debatten om civilisatoriske konflikter mellem vesten og islam, en del af en islamisk-juridisk debat, en del af en metateoretisk debat om sandheder og en del af debatten om samspillet mellem religion og politik. For ikke at fare vild i disse facetter må udgangspunktet for besvarelsen være fordomsfrit: Muslimer kan som alle andre være demokratiske, åbne og i samklang med den moderne verden. [s. 77]

    Det at forudsætte at det vestlige demokrati ikke strider mod islam, kan ligeså vel betegnes som en fordom grundet i en optimisme på demokratiets vegne der vanskeligt er belæg for.

    “… debatten [er] plaget af antagelsen om, at det teologiske fundament i islam er årsagen til, at mange islamiske stater lider af demokratisk hungersnød. Når man tager udgangspunkt i en religiøs essentialisme, der gør religion til den centrale forklaringsfaktor for alt, antager man på den ene side, at den islamiske verden virkelig er islamisk, forstået på den måde, at muslimer virkelig efterlever deres religion. At muslimer er mere muslimer, end kristne er kristne. På den anden side glemmer man, at den ‘islamiske verden’ naturligvis også bør analyseres ud fra blandt andet historiske. økonomiske, sociale og magtpolitiske sammenhænge.”

    “Et andet vigtigt historisk argument refererer til betydningen af Medina-konstitutionen (Misaq al-Medina) og de idéer, dokumentet stadfæstede i 600-tallet. Dokumentet havde en konstititionel funktion i bystaten Medina under profeten Muhammads (fmvh) lederskab og var ratificeret med samtykke fra alle statens borgere. Konstitutionen stadfæster principper, som i det moderne går under betegnelsen en retsstat, håndhæver religionsfrihed, pluralisme, mindretalsbeskyttelse, lighed for loven og understreger nødvendigheden af konsensus, enighed og samarbejde. Dokumentet bærer vidnesbyrd om demokratiske kerneværdier, som lighed, frihed, konsensus og pluralisme, og er således centralt kildemateriale i debatten om islams forenelighed med demokrati vis-á-vis troen på Guds suveræntet (Muqtedar II 2002).” [s. 85]

    For det absurde i at bruge Medina-konstitutionen som argument for demokratiske elementer i islam, se Serge Trifkovic: The Sword of the Prophet, 2002, s. 33-46. Forfatningen indebar accept af Muhammads profetier, og da jødiske stammer nægtede at underskrive dokumentet blev de i takt med at Muhammad befæstede sin magt mere og mere betragtet som fjende. I samme tidsrum foretages røvertogter mod mekkanske karavaner. Efter slaget ved Badr, blot halvandet år efter Medina-konstitutionens underskrivelse begyndte den fysiske udrensning af byens jøder. Først blev enkeltpersoner myrdet, så blev nogle stammer udvist – og sidst blev de resterende jødiske stammer udsat for det man i dag kalder etnisk udrensning.

    “Det er en myte, at religiøse forestillinger er mere absolutte end den sekulære trosbekendelse… Hvis man tager menneskerettighederne som eet eksempel, så har de fleste af verdens stater – religiøse eller ej – tilsluttet sig dem. Men der er fortsat uenighed om, hvorfra de udspringer – nogle vil referere til den Almægtige, andre til arven fra oplysningstiden, og andre blot til en særlig europæisk/vestlige historisk kontekst.” [s. 87]

    Sheikh vælger her at ignorere det faktum, at de arabiske lande har deres helt egen menneskerettighedserklæring, grundlagt som et modsvar til den vestlige hun mener er universel og iøvrigt argumenterer for med udgangspunkt i sin trosopfattelse.

    “… misbrug af religion er heller ikke noget historisk nyt eller enestående fænomen, der udelukkende er blevet udøvet af muslimer. Metareferencer, som religion, race og civilisation, er jo ofte brugt som legitimation for uhyrlige handlinger: apartheid, zionisme, nazisme og aggressiv amerikansk ‘krig’ for ‘civilisationen’ er blot eksempler herpå.” [s. 88]

    Islam via satellit [Ehab Galal]

    Muslimsk kommunikation på internettet [Brian Jacobsen]

    Fredagsprædiken – fællesskab og formidling [Lise Paulsen Galal og Ehab Galal]

    “Sheikh er ikke imamens rigtige navn, da han ønsker at være anonym. Af samme grund har vi anonymiseret den personlige baggrund. Han begrundede sit ønske om anonymitet med mediernes behandling af islam, hvor han oplever, at alt, hvad muslimer og ikke mindst imamer siger, fordrejes og mistolkes.” [s. 130f]

    “Så længe man er forvirret eller ustabil psykisk [pga. identitetskrisen pga. bopæl i Danmark]. kan man ikke være modtagelig, forstående eller interaktiv som ønsket. I en sådan sårbar situation kan islam bringe fred og sammenhæng i tilværelsen. [s. 133]

    Omkring den femte søjle – betydningen af valfarten til Mekka [Thomas Hoffmann]

    “… der er en tendens til at betone og i-tale-sætte en særlig muslimsk enighed i offentlige udmeldinger. Jeg skriver tendens, fordi også kan konstatere nye muslimske stemmer, som netop sætter retten til forskellighed og blanding til debat. Kort sagt: Muslimer er muslimer og tilkendegiver sig naturligvis som sådanne, men i praksis og i detaljen – og Gud er jo i detaljen, siges det – udøves og forstås religionen på så mange forskellige måder, at forskellighederne er mere iøjnefaldende end enigheden.” [s. 152]

    Tro og praksis – forholdet melem det ydre og det indre i islam [Safet Bektovic]

    “Denne sondring er imidlertid af teoretisk art. Rent praktisk er muslimernes synlighed religiøs-kulturel, og altså ikke kun religiøs eller kun kulturel. Kvinders brug af hovedtørklæde er et illustrativt eksempel herpå: Der er mange – om end langt fra alle – muslimske kvinder, der bærer tørklæde. De gør det af enten religiøse eller kulturelle årsager, og motiverne vil ofte variere kvindernes imellem. Tørklædet er således ikke et entydigt emblem, fordi det kan betegne forskellige valg, som den enkelte kvinde har foretaget.” [s. 162f]

    Den islamiske mystiske tradition, sufisme, har altså spillet en særlig rolle i forbindelse med de filosofiske tolkninger af islam. Sufismen har været en direkte inspiration for mange muslimske filosoffer og kan betragtes som grundlaget for islams religiøse filosofi.” [s. 169]

    Islam, etik og den sociale dynamik [Jørgen Bæk Simonsen]

    “Lærerbøger om verdens store religioner er i almindelighed meget generelle, når de skal orientere om den måde, en given religion forholder sig til etik og moral… Det er beklageligt, at de generelle introduktioner til verdens store levende religioner forbigår dette, fordi den manglende konkretisering af de moralske holdninger er med til at fastholde religionerne som historisk uforanderlige. Både det dogmatisk religiøse og det etisk/moralske fremstår på den måde som noget urokkeligt og statisk og ikke som det, det faktisk er: Noget levende og dynamisk, der er i stadig bevægelse (se dog Jensen & Rothsetin 1991 og 1998 som eksempler på en undtagelse fra dette). [s. 175]

    De fleste nyere danske opslagsværker har idag under ‘islam’ en artikel om ‘Islam i Danmark’. Eksempelvis har Gyldendals Religionsleksikon i 1998-udgaven medtaget en artikel med netop denne overskrift – som iøvrigt henviser til en udgivelse af Jørgen Bæk Simonsen. Denne udvikling kan med venlige briller ses som et forsøg på at nuancere, men kan også ses som udtryk for danske forskeres forsøg på at løsrive islam fra sin historiske udvikling og kontekst.

    “Lad os som eksempel tage debatten i forlængelse af de tilfælde vi gennem de seneste år har haft på massevoldtægt… Det principielle etiske spørgsmål et sådant overgreb rejser, er individets ret til at færdes i det fælles offentlige rum uden frygt for at blive intimideret… Det gælder alle steder i verden, og det gælder også i den islamiske verden. Derfor er et overgreb, hvor en kvinde overfaldes og voldtages af én eller flere ikke et spørgsmål om kultur, selvom det ofte fremstilles som sådan, og selvom det ofte beskrives som sådan. Den islamiske verden er præget af en stærk patriarkalsk tradition, men uanset dette er der ikke i nogen del af den islamiske verden social accept af voldtægt! Derfor er ethvert tilløb til at ville forklare og begrunde unge muslimske mænds meningsløse adfærd ved henvisning til, at den islamiske tradition er patriarkalsk, formålsløs og uden værdi og substans al den stund, at handlingen ud fra alle synspunkter er oprørende og uacceptabel.” [s. 180]

    “Politisk terrorisme er, uanset hvilken begrundelse udøverne kan finde på at formulere, et overgreb mod de værdier et åbent demokratisk samfund er baseret på. Derfor skal terrorisme af enhver art fastholdes som etisk uacceptabel… Af samme grund er henvisninger til den vestlige verdens mangfoldige angreb på den islamiske verden ingenting værd i en debat om politisk terror. Sådanne argumenter er lige så meningsløse som den begrundelse den jødiske stat Israel gav af sin horrible adfærd i de besatte palæstinensiske områder i foråret 2002 ved henvisning til, at den jødiske stat er nødt til at forsvare sig belært af fortidens holocaust. Den israelske adfærd håndhæves på besat område, og i henhold til folkeretslige principper er det legitimt for en besat befolkning at bekæmpe besættelsesmagten! [s. 181]

    Dannelse – Mig, os eller forskelsrefleksion? [Lars Qvortrup]

    “Vi ved i dag, at det universelle menneske med dets rettigheder er en europæisk konstruktion. ‘Europæeren’ er ikke længere en blind plet, men en ideologisk position, som vi selv som europæere har pligt til at stille os ved siden af og iagttage kritisk. [s. 203]

    Lighed og politisk orden et perspektiv fra grænsen [Kirsten Hvenegård-Lassen]

    “Eftersom betingelsen for, at mennesker kan nyde rettighederne går igennem staterne… er det nøgne, værdige menneske også en abstraktion, som ikke svarer til virkeligheden: det enkelte menneske er fortsat statsborger, før det er værdigt til at bære rettigheder i virkelighedens verden. Agambens fremhævelse af flygtningen som en undtagelse fra det moderne menneskerettighedsbegreb er et eksempel på denne eksklusionsmekanisme. [s. 223]

    “Indskrænkningen af flygtningenes rettigheder sker altså at hensyn til dem selv. I bemærkningerne til loven sker der imidlertid en forskydning af dette ræsonnement, idet argumenterne for den delvise bopælstvang har tager afsæt i, at integration er et offentligt hensyn. Samfundet eller det offentlige har altså en kollektiv interesse i, at udlændinge integreres i landet… mulighederne for, inden for [menneskerettigheds-] konventionernes logik, at argumentere for indskrænkninger af individers rettigheder af hensyn til dem selv er forholdsvis begrænsede: Stater har som udgangspunkt ikke ret til at definere, hvad der er den enkelte borgers interesse. [s. 226; om Integrationslovens boplaceringsbestemmelser]

    “Den svenske integrationspolitik inkluderer i modsætning til den danske en samfundsmålsætning under overskriften mangfoldighed. Denne målsætning er ganske vist noget luftig og kan betegne temmeligt forskelligt indhold. Min påstand er alligevel, at det blotte faktum, at der opereres med en samfundsmålsætning (uanset indhold), har en indflydelse på den politiske debat.” [s. 227; i note]

    Folkelighed versus multikulturalisme – med friskoleloven som case [Ove Korsgaard]

    “Mens pluralisme er knyttet til den gensidige anerkendelse og sikrings af individets rettigheder, er multikulturalisme i højere grad forbundet med grupperettigheder, for eksempel retten til at have egne skoler med egne læseplaner etc.” [s. 231]

    “Demokrati er ingen religion, men en styreform, der bygger på en række etiske værdier. Og menneskerettighederne er en sikring mod, at demokrati bliver gjort til religion, f.eks. ved at knæsætte trosfrihed som en af de centrale rettigheder. Det er selvfølgelig ikke alle kristne, og ej heller alle muslimer, der sådan på det. Ifølge Søren Krarup… [s. 244f]

    “Det multikulturelle samfund kan kun fungere, hvis alle de grupper, som det multikulturelle samfund består af, ser sig selv som del af et demos, altså et folk.” [s. 249]

    Tolerance – ideal eller pragmatik? [Ditte Goldschmidt]

    “Jeg voksede op med den opfattelse at Danmark var et tolerant land.” [s. 251]

    “Der er den betydelige forskel på de franske sager og den schweiziske [om ret til at bære tørklæder] at det i sidstnævnte tilfælde drejer sig om en lærer, og ikke om elever der vil vise deres særlige religiøse tilhørsforhold frem. Læreren er i fokus hele tiden. Læreren er repræsentant for den neutrale, verdslige stat, som begrundelsen for forbudet blandt andet lyder, med børn i sin varetægt, og så kan hun ikke manifestere sin religion så tydeligt. Dette kunne domstolen have henvist til i sin konklusion, men den har i stedet fremlagt nogle subjektive overvejelser over den mulige påvirkning tørklædet kan have på elevernes overbevisning, og at tørklædet er et signal om manglende ligestilling mellem mænd og kvinder. Man kan også undre sig over at domstolen ikke i sin afgørelse har tillagt det betydning at forældrene ikke klagede over lærerens tørklæde. [s. 262]

    “I Danmark gøres forskellighed blandt andet til et spørgsmål om danskhed modsat andre kulturer hvoraf nogle opfattes som så uforenelige med den danske at der ikke er plads til dem hvis den danske kultur skal overleve. For personer der har den opfattelse, er spørgsmålet om tolerance irrelevant for så vidt som medlemmerne af disse kulturer ønskes helt ud af landet. Da de imidlertid alligevel bliver, er konsekvensen slet og ret intolerance.” [s. 264]

    Religionens plads i det moderne samfund [Anne Ehlers]

    “Som jeg fornemmer religionens fremmarch, ligger der en risiko i, at det vil ske på bekostning af moderne landvindinger som kritisk tænkning, meningspluralisme, personlig stillingtagen og frihed. Vi kan komme i en situation, hvor stadfæstelsen af absolutte religiøse fundamenter anses for uomgængelige, når vi skal begribe vor omverden og medmennesker. Sådanne reaktioner på moderne samfunds fragmentering og meningspluralisme går på tværs af religionerne, når man søger et sikkert udgangspunkt og indiskutabelt fundament i en overskuelig og ofte meningsløs verden. I Danmark kendes reaktionære kræfter for eksempel i form af en trist alliance mellem kristendom og nationalisme, mellem visse dele af kirken og ‘danskhed’. [s. 269]

    “Men religion kan også misbruges til at diktere politiske standpunkter og sanktionere undertrykkende og umenneskelige handlinger, som aldrig bør forsvares i nogen guds navn.” [s. 271]

    “I Danmark er det tydeligt, at mange muslimer på forskellig vis aktivt og konstruktivt har taget denne udfordring op [tolke Koranen moderne]… Bemærkelsesværdigt er det så, at der fra folkekirkelige og politiske kredse er en nedslående, massiv afvisning af muslimske medborgeres ihærdige arbejde med at finde sig til rette i vores samfund. [s. 274]

    “Men lige så relevant er hans rekonstruktive analyser af ‘islam’ og ‘koran’, fordi de peger på nye veje for muslimer i en omverden, som ikke er præget af islam. Religion bevares som det opbyggelige og meningsgivende rum, uden at den skal misbruges i ideologisk og politisk øjemed. Arkouns rekonstruktive anliggende er et muligt bud på, hvordan religion med sit symbolske, mytiske univers og sprog kan give mennesker en horisont, et perspektiv at leve ud fra, uden at det indebærer et totalt politik og juridisk program.” [s. 274f]

    Ehlers overtager fuldstændig ukritisk Mohammad Arkouns tolkning af islam og gør den til den sande, selvom antologiens overordnede pointe jo netop er anti-essentialistisk – at islam er mangfoldig og ikke kan defineres. Bemærk iøvrigt hvorledes islam efterArkoun og Ehlers mening skal rekonstrueres, ikke dekonstrueres som kristendommen er blevet.

    Med sin traditionskritik og korantolkning befinder Arkoun sig i periferien af nutidig muslimsk selvforståelse. Det er dog intet argument imod at anse hans tænkning og værk for lige så ‘repræsentativt’ for vor tids islam som for eksempel den ideologiske islamisme. Kvantitativt set har han endnu ikke så megen gennemslagskraft som for eksempel islamismen. Men kvalitativt set kommer man ikke uden om at synliggøre og inddrage intellektuel, akademisk muslimsk tænkning, når man vil argumentere for, at muslimske bidrag også kan åbne for overvejelser af samspillet mellem moderne selvforståelse og religion.” [s. 279]

    En islamopfattelse der befinder sig i periferien kan naturligvis ikke være repræsentativt for islam som sådan, blot fordi tolkningen passer til Ehlers sindelag.

    Flere citater fra Lise Paulsen Galal Inge Liengaard (red.): At være muslim i Danmark (2003).

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper