26. januar 2010

Ikke i medierne: “Support for Hamas was widespread… Opinions on Taliban were diverse.”

Da Lene Kühles og Lasse Lindekildes rapport om islamisk radikalisering var i medierne for et par uger siden, lagde Ritzaus Bureau linien med et referat under overskriften: Integration har nul effekt på ekstremisme. Undersøgelsen påviste at radikalisering fandt sted på tværs af socio-økonomiske variabler, og medierne kunne ligeså godt have skrevet at radikale, anti-demokratiske holdninger var mainstream i muslimske miljøer.

Det gjorde man ikke, for de interviewede mente ikke selv de var ekstreme, og som gode socialkonstruktivister, mente forskerne bag rapporten, at en etikette som radikal i sig selv medfører radikalisering. Rapportens tredie del har ‘De-radicalization Policies’ som emne, og så må problemet være vore definitioner, der ikke tager hensyn til muslimernes særlige frustration. En frustration, der selvfølgelig intet har med Koran-baseret ideologi at gøre.

På rapportens korte takkeliste, kan man læse, at forfatterne har fået hjælp af Karen-Lise ‘Det er ikke indholdet i Koranen, der er noget galt med’ Johansen. I gamle dage forsøgte forskere at forstå virkeligheden – i dag er samfundsforskningen ren formidling. Hvor vil vi hen – hvad skal vores konklusion lyde, for at nå der hen. Islam er fred. Hold masken, og håb det bedste.

Herunder nogle citater fra Radicalization among Young Muslims in Aarhus 148 s., pdf).

Om terrorisme.

“Many Aarhus Muslims have a Palestinian background, so it is not surprising that Hamas plays such a prominent role among Muslims in Aarhus. Hamas is a Palestinian organization, established in the 1930s with roots in the Muslim Brotherhood. It emerged as a distinct political movement in 1987… Support for Hamas was widespread among the interviewees… The particular support for Hamas was obviously grounded in the Palestinian presence in Aarhus. Hamas is considered a terrorist organization by EU/US authorities, and the Danish intelligence service, PET, explicitly mentions Hamas as an example of a terrorist organization. The categorization of Hamas is indeed a very complex thing.” (s. 47)

“Taliban, an Afghan movement, literately meaning the students, emerged in 1994, took over Afghan government in 1996 and ruled until they were expelled from power by US forces in 2001. After their removal from power, Taliban has been fighting a guerilla war against US and NATO forces (including Danish troops) and has recently experienced resurgence also in Pakistan. Opinions on Taliban were diverse. Some interviewees supported Taliban whole-heartedly… (s. 48f)

“Al-Shabaab, literately meaning ‘the youth’, is a recent Somali movement, erected from the breakdown of the Islamic Courts Union, which ruled parts of Somalia for six months in 2006. After the defeat of the Islamic Courts Union by the Transitional Federal Government backed by Ethiopian forces, factions from the Islamic Courts Union joined the more militant Al-Shabaab in a guerilla-style organization, attempting to regain power in Somalia. Al-Shabaab has claimed affiliation with Al Qaeda since 2007, and Al-Shabaab and Al Qaeda have apparently pulled together to declare the struggle to expel Ethiopian forces from Somalia. Experts find, however, that the link between Al-Shabaab and Al Qaeda is weak, if existing at all, and perhaps more of a move to attract wider support for the Somali cause. Nonetheless this affiliation has earned Al-Shabaab a position on the US list of terrorist organizations… Asked about the support for Al-Shabaab among Somalis in Denmark, one interview person, thus, explained how Al-Shabaab has lost much of its former popularity among Somalis…:” (s. 50f)

“Though almost all Muslim interviewees to some extent supported one or more of the or-ganizations regarded as terrorist organizations, it is important to emphasize that this support is firstly conditional on a feeling that the militancy is not excessive, but that only the necessary amount of violence is used and that civilians as far as possible are left unhurt.” (s. 54, Conditions for support)

“An overwhelming majority of the interviewees to a certain extent found terrorist actions acceptable in the conflicts of the Muslim world.” (s. 57)

Om anti-demokratiske holdninger.

“In relation to the general discussion of the presence of undemocratic or antidemocratic sympathies, the general conclusion is that some of the interviewees hold undemocratic convictions. They considered it to be haram, forbidden, to vote in elections and some of them also have problems with other aspects of Danish society, for instance taxpaying. The convictions were not always that deep-felt, and were not anti-democratic. It was not the democratic society as such that was a problem, but the fact that it was not Islamic. Some of the Muslims who most strongly felt the need to live in an Islamic state had plans to emigrate. Others looked for ways to accommodate their problems with democracy, because they wanted to stay in Denmark.” (s. 67)

“Our main result is that if we accept the defining properties of radicalization in official definitions, in particular the defining properties of ‘acceptance/support of terrorism’ and ‘undemocratic means/goals’, then there are indeed many ‘radicals’ among the interviewed members of the ASC Islamic activist milieu in Aarhus. However, we also found that if we listen to the categories, distinctions and conditions put forward by Muslims themselves there are good reasons to modify and specify these defining properties.

We found that almost all Muslim interviewees to some extent accepted or supported the actions and/or goals of different organizations such as Hamas, Taliban and Al-Shabaab, which are found on lists of terrorist organizations in the West. The differences in opinion between Muslim interviewees inside and outside of the ASC milieu were on this matter not prefound, but ideological support for Taliban was only found within the milieu.

Likewise, we found that many, but not all of the interviewees within the ASC milieu (in contrast to Muslims interviewees outside the milieu) held some sort of undemocratic attitudes. When confronted with the hypothetical choice between living in a society based on democracy or an Islamic state based on the divine rules of God implemented through Sharia, many chose the latter. This result – that there are many ‘radicals’ in the Muslim activist milieu in Aarhus – is in sharp contrast to the perceptions among the interviewed young Muslims, imams and religious authorities, and social workers, who describe radicalization as a very marginal and distant problem…

What the Danish Secret Service sees as a threat – the young man talking about jihad and bin Laden I don’t see as threat. I can show you 2600 of those in my home village in Pakistan and several dozen here in Denmark. They talk like that. But they don’t mean anything by it. It is not rooted in real ideological beliefs, but more in despair and a sense of crisis…” (s. 67f)

“Our position here is that we cannot just overhear all the conditions for accepting violence as a means put forward by interviewees. If we do that we will lump together a widespread sense of injustice in relation to the situations in, for example, Palestine, Afghanistan, Somalia and Iraq among Muslims, and non-Muslims, with the very rare support of indiscriminate killings of civilians in the West by e.g. Al Qaeda. This cannot be expedient, neither from an academic nor from a policy perspective. Too many details and distinctions are lost, and we put Muslims in a difficult situation of not being able to support or accept the fighting of e.g. Hamas without being labeled as ‘radicals’ who pose a potential danger to the democratic order in Denmark.

On the other hand, if we accept that a distinction is necessary in the defining properties of radicalization, between support or acceptance of violence in defensive warlike situations in Muslim countries, and violence imposed in an indiscriminate manner against civilians in non-Muslim countries, we realize that radicalization in the West should not be seen as a mere spillover of conflicts in the Middle East as sometimes suggested. The vast majority of Muslims make a clear distinction between the two, and support or acceptance of defensive violence in the Muslim countries do not lead to acceptance or support of violence against civilians in the West. We believe this is an important insight, which has to be reflected in the way we define radicalization.

Secondly, we found that several Muslims in the ASC milieu held undemocratic attitudes, in the sense that they did not participate actively in elections for ideological reasons, and that they would hypothetically prefer to live in an Islamic state based on Sharia rather than a society rooted in a democratic constitution. However, none were actively anti-democratic in the sense that they were actively working towards the implementation of Sharia or the creation of an Islamic state in Denmark, nor did anybody think this was a realistic or even a desirable goal. The fight for a truly Islamic state should be fought where Muslims are in the majority, and without the use of force. Thus, anti-democratic activities were only seen as legitimate when they were sanctioned by the majority of people in the involved territory, as it e.g. happened in Somalia. Paradoxically, anti-democratic activities and goals had to be democratically sanctioned to be legitimate in the eyes of most inter-viewees.” (s. 70)

Om moskeer og social kontrol.

“Although our interviewees generally did not perceive the concept of radicalization to be the most useful tool for addressing problems, some of them did find that there were problems in the Muslim community with issues of social control and religious bullying. One interviewee, working in a local youth club, described a concrete situation:

A: We had a group of young men who stopped the girls who wanted to attend one of our parties for girls here at the club. This was two-three years ago. They were hang-ing around outside and were pushing the girls not to attend parties, and trying to convince them to stay at home… they said that the girls were like their sisters, and that they did not want them to go to parties, because it would harm the girls, as people would start to talk bad about them, people would gossip…

Such attempts at social control – the application of social pressures to achieve a certain type of behavior in other people – were described in a handful of our interviews. However, that social control is a widespread problem is claimed in a recent study of equality among Muslim women in Denmark:

One issue can be identified, which all respondents have had to deal with: Social control. Some have internalized this way of thinking, and have maybe started exercising social control, others have wanted to criticize such practice, but have not dared. A few have broken away from social control and have experienced deep conflicts with family and other networks, conflicts which have cost social exclusion and in some cases violence. Social control is an important issue from the perspective of equality as boys do not seem to be subject to the same control, but are rather to large extent the ones who exercise the control (Maïa Consult 2009: 206, our translation).

It is typical for the descriptions of social control in our interviews, however, that such control and religious bullying are seen as phenomena that were more common 3-5 years ago in Aarhus than today. In fact, most of the instances described refer to the period when Shaykh Raed Hlayhel was an influential imam in Gjellerup. More often than not Shaykh Raed, or his close companions, was mentioned as the source of the social pressures… One interviewee told how Shaykh Raed and his followers had a practice of making home visits to families who they believed were not coming to mosque often enough and try to convince them to come to mosque more regularly. The interviewee did not consider this undue pressure… When asked about it, all our interviewees dismissed that any imam or other religious authority in Aarhus today had the same status or influence as Shaykh Raed had before he left Aarhus. Many said that there is no religious ‘controller’ in the community today who is able to use their position and authority to exercise social control.

The kind of social controlling and religious bullying described above is from the perspective of equality and freedom of choice a serious social problem. In a community where social group pressures are widespread, fear and coercion develop… It is important to recognize that social control and group pressure based on religion are not particular Muslim phenomena… Social control has also characterized, and to some ex-tent still does, some communities, e.g. small rural communities also in Lutheran Protes-tant Denmark.” (s. 71ff)

Mere.

  • 15/1-10 Uriasposten – Ikke islam der radikaliserer, men...
  • 21/1-10 Uriasposten – Lene Kühle om ‘ikke-radikale’ anti-demokrater der bifalder terror...
  • 

    12. marts 2008

    Kræver OIC lovændringer i Danmark… i bekræftende fald – hvad svarer statsministeren

    Det rammer lige ned i hjertet af den danske mediepolemik om den første Muhammedsag. Fra Omnials referat af et indslag i gårsdagens Orientering.

    Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister: … nu ligger der på mit bord et brev – nu ved jeg ikke, om det bliver mig eller statsministeren, der skal svare – hvor man altså beder om, at vi faktisk skal begrænse ytringsfriheden, og det er klart, at jeg vil meget gerne besvare det brev, for så skal de nok få læst og påtalt om, hvordan det er at være i Danmark, det siger sig selv.

    Astrid Fischer, P1: Hvem var det brev fra?

    Birthe Rønn Hornbech, integrationsminister: Jamen, det var fra nogle muslimske opråb, om jeg så må sige.

  • 11/3-08 Orientering – Birthe Rønn Hornbech forklarer sin tavshed.
  • Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvem beder Danmark om at begrænse ytringsfriheden?

    Hvis det var en dansk organisation, så ville hun ikke have været i tvivl om hvem der skulle svare – hun ville have gjort det selv. Det må således være en udenlandsk organisation med en vis tyngde, ellers ville det ikke være et spørgsmål statsministeren måske skulle forholde sig til.

    Mon ikke det er OIC (The Organisation of the Islamic Conference), en sammenslutning af 57 islamiske lande der af og til kritiserer lande for ikke at overholde islamiske dogmer.

    Indicie. OIC mener Muhammedtegningerne er ulovlige og beder FN gribe ind.

  • 3/3-08 OIC – Statement on Islamophobia Issued by the OIC Ambassadorial Group at the UN in New York on 29 February 2008.
  • “Among the instances of Islamophobia are the publications of blasphemous caricatures of the Prophet Muhammad (PBUH) by newspapers in Europe… They constitute incitements for negative sentiments and hatred against Muslims. Apathy and inaction on the part of the governments concerned in preventing such provocations and discrimination against Muslims and Islam cannot be justified by the plea of freedom of expression…

    The OIC Group believes that the right to freedom of expression carries with it special duties and responsibilities, and does not provide a license to insult and hurt the sentiments and beliefs of others. It is the obligation of all States parties to the International Covenant on Civil and Political Rights, in accordance with Article 20 thereof, to enact the necessary legislations to prohibit any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence. The OIC Group observes that the European Court of Human Rights has previously ruled in favour of the interference by the State to prohibit media material in cases involving other religions to guard against igniting religious sensitivities, and expects equal treatment in cases involving Islam and Muslims’ rights.

    The OIC Group in New York strongly deplores all acts of ideological and physical violence and assaults, and incitements thereto, against persons on the basis of their religion or belief, and those acts directed against the Holy symbols, sites or places of worship of all religions. The Group is particularly and deeply alarmed by the intensification of the campaign of defamation against Islam, as it impairs Muslims’ enjoyment of the right to freedom of thought, conscience and religion, and impedes their ability to observe, practice and manifest their religions freely and without fear of coercion, violence or reprisal.

    Such acts against Muslims and Islam are inconsistent with the spirit of the UN Charter which seeks to promote peaceful co-existence amongst nations. They are in violation of numerous United Nations resolutions, including General Assembly resolution 62/154 on combating defamation of religions, General Assembly resolution 55/23 on Dialogue Among Civilizations as well as the Security Council resolution 1624 (2005) which call upon all Member States, inter alia, to continue international efforts to enhance dialogue and broaden understanding among civilizations…

    In particular, the OIC Group believes that lack of action to prevent the reprinting of blasphemous caricatures, and indifference in airing the inflammatory documentary against the Holy Quran will be perceived as manifestation of insincerity towards the principles and objectives of various efforts within the United Nations system aiming at promoting understanding and respect of and among cultures and civilizations.
    The OIC Group urges the Secretary General to call upon the Governments of the States that condone the publication of these blasphemous caricatures and media material as well as the campaigns for anti-Islamic regulations to take all possible legal and administrative measures to prevent the repetition or continuation of these deliberate offensive acts, which impinge greatly on the right to freedom of thought, conscience and religion of the followers of Islam.”

    Man skal nok være troende muslim for at godtage argumentationen, men beskeden er ikke til at misforstå, når der bruges ord og vendinger som “necessary legislations”, “prohibit media material” og “legal and administrative measures” i langt brev som også taler om ‘action’ og ‘lack of action’. OIC vil have FN til at tvinge lovgivning igennem i nationalstaterne så muslimer i Europa ikke krænkes på deres tro.

    Absurd, men forventeligt, langt værre er Politikens opkog af brevet, som tolket af islamforsker Karen-Lise Johansen.

  • 5/3-08 Politiken – Ekspert: OIC kan dæmpe Muhammedkrisen.
  • “Mest af alt er der tale om et politisk statement.

    Sådan betegner ph.d.-stipendiat Karen-Lise Johansen Karman fra religionsvidenskab på Aarhus Universitet den seneste udmelding fra den muslimske konferenceorganisation OIC.

    OIC kræver, at FN’s generalsekretær irettesætter regeringer i lande, der tolererer trykningen af Muhammedtegningerne.

    Hun ser ikke erklæringen som et forsøg på at optrappe den igangværende Muhammedkonflikt…

    »Som politisk statement viser erklæringen de muslimske lande, at der er en dialog i gang, og at organisationen har reageret på genoptrykningen af tegningerne. OIC gør opmærksom på, at de opfatter Muhammedtegningerne som en hadekampagne mod muslimer. Som samlet talerør for muslimske organisationer skal de reagere på den nuværende situation. Det ville være mærkeligt, hvis ikke de gjorde det«, forklarer hun.

    Forventer OIC, at FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, ringer til for eksempel Anders Fogh Rasmussen og beder ham sikre, at Jyllands-Postens Muhammedtegninger eller noget lignede ikke bliver trykt igen?

    »Det er svært at vurdere, hvad deres hensigt med erklæringen er. De ved nok godt, at det ikke er så realistisk, at generalsekretæren gør det… siger Karen-Lise Johansen Karman.”

    Ihukommende at Politiken under den første Muhammedsag postulerede, at ambassadør-brevet til statsministeren med sætningen “Danish pres and public representatives should not be allowed”, ikke på nogen måde var et krav endsige et ønske om lovændringer, er Politikens referat af OIC-brevet særdeles interessant.

    Oploadet Kl. 15:52 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    27. april 2007

    Forsker Karen-Lise Johansen: “Det er ikke indholdet i Koranen, der er noget galt med…”

    Fra dagens udgave af Nyhedsavisen. Kvalitetshalal fra religionsforsker Karen-Lise Johansen, der berigede en PET-konference med varm luft og gode intentioner.

    “Fra salen var der torsdag stor interesse for blandt andre oplægsholder Karen-Lise Johansen Karmans løsningsforslag. Hun er ph.d. i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og forsker i muslimske ungdomsmiljøer.

    »Det er ikke indholdet i Koranen, der er noget galt med, det er måden, nogle tolker den på,« siger hun.

    Karen-Lise Johansen Karman foreslår blandt andet, at der oprettes islamiske oplysningscentre, og at der gives støtte til undervisningsmateriale.”

    Karen-Lise Johansen skrev speciale om “konstruktion af islamisk autencitet blandt unge muslimer i Danmark”, på Aarhus Universitets Institut for Religionsvidenskab under lektor Jeppe Sinding Jensen, der idag er professor. Under en forelæsning for et par år siden hørte jeg ham fortælle, at han (trods opfordringer) undlod at deltage i den danske islamdebat, fordi emnet var så politiseret. Som markant tilhænger af religionsfænomenologien (der hævder at islam som alle andre religioner har en iboende essens), ville han nemt kunne blive associeret med højrefløjen, hvad ikke ligefrem er karrierefremmende i den verden. Karen-Lise Johansen virker ikke synderligt bange for at blive associeret med venstrefløjen. Det kan man så spekulere lidt over.

    Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
    

    20. marts 2006

    Gülay Sahin om den kvindefrigørende sharia og de onde medier som skriver muslimer er terrorister

    Et par citater fra en kronik i dagens Berlingske Tidende af Gülay Sahin, der er medlem af Khaders Demokratiske Muslimer – Brændemærket som muslim [via Steen].

    Først en skønlitterær tolkning af sharia’en.

    “Begrebet sharia er ligesom idiomet islam en metafor. Sharia fortolkes meget individuelt, og betyder ikke nødvendigvis islamisk lovgivning, som vi kender fra Iran eller Saudi-Arabien. Sharia betyder for nogle et retfærdigt samfund og et system, der giver kvinder mulighed for at tage sig en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. For andre betyder sharia et civilsamfund, som kan fremme folkets interesser. For andre igen betyder sharia demokrati.(om Sharia’en)

    Dernæst lidt offerrolle-tænkning baseret på myter.

    Det er ikke en fest at vågne op til medier hver eneste dag og læse, at en muslimsk mand har udført æresdrab, at en muslim har voldtaget, at en muslim er terrorist, og at en muslim undertrykker kvinder. Som om det er islams skyld, at en psykisk forstyrret mand voldtager.”

    Karen-Lise Johansen citerede i sin Muslimske stemmer fra 2002, en yngre muslimsk kvinde ved navn Leila for disse næsten identiske ord.

    “‘Jeg bliver groft krænket, når en journalist ikke kan skelne religion fra en forbrydelse og fx siger ‘en muslimsk voldtægtsforbryder’. Man siger da ikke ‘en kristen voldtægtsforbryder’. Man putter hele tiden islam ind i en kontekst, hvor det slet ikke er relevant at nævne religionen’.” (s. 49)

    Da jeg skrev om bogen for 3/4 år siden, granskede jeg for sjov udsagnets holdbarhed:

    “En søgning på infomedia på udtrykket ‘muslimsk voldtægtsforbryder’ fra 1/1-1990 til 18/8-2005 giver to hits. Et kort læserbrev i Jyllandsposten d. 23/8-1999 og et interview med bogens forfatter i Kristeligt Dagblad d. 26/10-2002.”

    Jeg håber ikke Gülay Sahin er repræsentativ for Demokratiske muslimer.

    Oploadet Kl. 19:35 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    

    25. januar 2006

    Filologerne forsker i islam som fænomen – antropologerne forsker i den enkelte muslim

    Hardcore-apologeten Peter Fischer-Nielsen (KIVIK) har et interessant kommentar på Religionsdebatten om graden af islams voldspotentiale, og kommer i den henseende til at røre ved en problemstilling jeg mener der er alt for lidt fokus på – og vel også en af grundene til at debatten er polariseret i en grad ingen kan være tjent med.

    Et citat fra Religioner i krig:

     “Jeg kender ikke nok til Tina Magaards afhandling til at kunne bedømme, om det er forskning eller blot forskerpladder, men vi kan ikke komme uden om, at hendes problemstilling i det mindste er interessant: Er islam en mere voldelig religion?

    I stedet for at drage forhastede og herligt firkantede konklusioner skal vi huske på, at en religion er mere end dens tekster. Og at en tekst intet er uden en fortolkning. Så skal vi udtale os kvalificeret om islams voldspotentiale, må vi inddrage muslimernes egne tekstforståelser i vores bedømmelse.

    For at finde ud af, om muslimer virkelig går ind for stening for utroskab og dødsstraf for frafald, er det ikke nok at granske de islamiske kilder. Vi må konfrontere muslimerne selv med vores spørgsmål. […]

    Er islam en mere voldelig religion end kristendommen? Spørg din muslimske nabo – hvis du tør!”

    I mit studie af dansk orientalistik er der flere forhold som springer i øjnene…

    Hvor islamforskere i perioden 1885 til 1945 (Buhl, Østrup mfl.) havde en filologisk (sprogvidenskabelig) tilgang til islam, så har nutidens islamforskere (Bæk Simonsen mfl.) ofte en antropologisk tilgang. Hvor Frants Buhl granskede Koranen for at finde frem til den sande forståelse af det religiøse fænomen islam, så baserer Fischer-Nielsen, Bæk Simonsen mfl. sit studie af islam på samtale med muslimer, med det udgangspunkt at enhver muslim dyrker sin religion på sin egen helt unikke måde.

    Begge tilgange er nødvendige for forståelsen af islam, for begge har sine begrænsninger og forcer.

    Filologien kan udpege mønstre i forhold til emner som voldspotentiale (Maagaard), demokratiforståelse og lignende, velvidende at enhver konklusion er en reduktion af virkeligheden – ikke den absolutte uigendrivelige sandhed om den enkelte muslim. Filologien baserer sig på tekster om religionen. Det problematiske i den filologiske tilgang ligger i overfortolkningen – det man i fagsproget betegner som homo islamicus – Det Islamiske Menneske, troen på at muslimer som zombier følger teksterne uafhængigt af kontekst.

    Antropologien (etnologien) baserer sig overvejende på feltstudier og samtale med den enkelte muslim (Bæk Simonsen, K-L Johansen mfl.), og det har afgjort sin berettigelse i forhold til integrationsforskning, eller et case study af Københavns muslimer i alderen 29-31 af hunkøn. Det problematiske i den antropologiske tilgang betegner man for indigenization – det forhold at forskeren bliver en aktiv del af det emne der forskes i. I forhold til den danske islamforskning ses det tydeligt. Jørgen Bæk Simonsen valgte eksempelvis tidligt side i integrationsdebatten, og hans seneste udgivelser har reelt ikke meget med islam at gøre i den filologiske forståelse, men handler udelukkende om at gøre herboende islamiske fundamentalister spiselige i en dansk kontekst.

    Den danske virkelighed anno 2006 har brug for begge tilgange – et objektivt syn på islam som et globalt politisk-religiøst fænomen får man altså ikke svar på ved at tale med udvalgte dansk-pakistanske akademikere i Minhaj ul-Quran.

    

    2. september 2005

    Jørgen Bæk Simonsen: Politikens Islamleksikon 1994/2001 – nogle notater

    Som en konsekvens af indvandringen, der fra 1980’erne og frem ikke mere blot bestod af fremmedearbejdere med midlertidigt ophold , men kommende og nuværende danske statsborgere, så skulle også håndbøgerne opdateres. Johannes Pedersens bidrag til den af Jes P. Asmussen-redigerede Illustrerede Religionshistorie der senest er udgivet i 1968, var blot en gentagelse af Pedersens bidrag til Lehmanns Illustreret Religionshistorie fra 1924 og Jes P. Asmussens oversigtsværk Islam fra 1981 var begge mere tolkninger mere end egentlige håndbøger. Det samme var Islam-delen i Johs. Aagaards Håndbog i Verdensreligioner senest udgivet i 1982.

    Hvis man ser bort fra ovennævnte, korte leksikonartikler, og diverse ordforklaringer, så må man sige at Danmark i 1994 med Politikens Islamleksikon af Jørgen Bæk Simonsen fik sin første deciderede håndbog om Islam. Bogen er genudgivet i 2001, og denne postering vil omhandle disse to udgivelser.

    Hvor jeg på forhånd havde forventet, at der ville være markante forskelle på de to udgaver, så må jeg konstatere at 2. udgaven fra 2001 på ingen måde er en gennemredigeret version, og blot i tre opslag adskiller sig fra 1994-udgaven. Disse ændringer er alle tilføjelser, og udgivelsen fremstår således næsten som et genoptryk. De tre ændringer er

  • Dhabh – det arabiske ord for slagtning, hvad må betragtes som en forglemmelse i første udgave.
  • Hebron – landsbyen der kom i mediernes søgelys kort efter 1. udgaves udgivelse pga. bosætters mord på fem palæstinsere.
  • Vantro – 7 linier om islamisk teologi, og 5 liniers apologetisk præcisering.
  • – derudover blot opdatering af tabel s. 17.

    Bogen indledes med en 10 siders Introduktion til islam, som redegør for hvorledes islams historie tolkes af henholdvis religionshistorikere og muslimerne selv, hvad slutteligt perspektiveres med den sædvanlige forurettede apologetiske vinkel.

    Overordnet må man konstatere at Politikens Islamleksikon i allerhøjeste grad er udtryk for Jørgen Bæk Simonsens islamtolkning, hvad næsten har opnået konsensus i dansk integrationsforskning. Decideret islamforskning har trange kår – det er trods alt svært at lave tekstanalyser uden ved brug af plusord. Bæk Simonsen går dog kun sjældent i ekstremer, og artiklerne om islamistiske terrororganisationer er for eksempelvis forbavsende reelle. Generelt må man sige, at jo længere opslagsordet er fra emner der direkte berører integration og multikultur – jo mere virkelighedsnær skriver han. Det at han ikke forfalder til unødvendig politiseren/polemiseren vidner faktisk om et stort overblik. Propagandaen finder først og fremmest sted i forbindelse med de begreber der er afgørende for hans virkelighedstolkning, og her giver han den så til gengæld fuld skrue.

    Herunder en række citater fra indledningen – Introduktion til islam.

    “En række opslag er forsynet med udvalgte citater fra Koranen. Denne fremgangsmåde er valgt, fordi det på den måde bliver muligt at fastholde, at muslimer og kristne – også selvom de er stærkt sekulariserede – har rod i samme religiøse tradition. Og det forhold kan efter min vurdering ikke fremhæves ofte nok. Hvis vi i det nu flerkulturelle Danmark fastholder, at vi har rod i samme tradition, og vi fokuserer mindre på de forskellige måder, vi har udviklet vores fælles udgangspunkt på, tror jeg personligt, at vi får et bedre og mere positivt udgangspunkt for vores fælles hverdag – til gavn for os alle. [s. 7; fra Indledningen]

    Et leksikon om enhver religion må nødvendigvis holde sig tæt til kilderne, for ellers bliver bliver det jo blot endnu en (mindre-autoritativ) fortolkning af islam. Koranen (og haditherne) er i sidste ende islams essens – et faktum apologeterne i disse år har svært ved at acceptere, og derfor vil man i Jørgen Bæk Simonsens nyere forfatterskab se en yderst selektiv brug af kilderne. Bedste eksempel er her Det Retfærdige Samfund (2001), men det anti-essentialistiske udgangspunkt har det generelt svært med de koraniske læresætninger.

    “Åbenbaringerne fastholder dog gennemgående et positivt syn på både jødedom og kristendom. De to religioner betegnes som ‘bog-religioner’, fordi de begge hviler på en guddommelig åbenbaring, der ligesom senere Koranen blev samlet i en bog… de har som tilhængere af én af de af Koranen anerkendte monoteistiske religioner ret til at leve i overensstemmelse med egne religiøse og juridiske traditioner uden indblanding fra det omgivende islamiske samfunds side. Modydelsen for denne ret til fuld indre autonomi var i kalifatet… betaling af en særlig skat betegnet djizya.” [s. 11]

    “Men det er vigtigt at huske, at en sådan religionshistorisk tilgang er uden betydning for en troende muslim. Hans eller hendes tilgang til islam er ikke historisk, men religiøs.” [s. 11f]

    Dhimma-status gjorde ikke-muslimer til andenrangsmennesker, der blev afkrævet en særegen skat for at få lov til at leve på tålte forhold uden for fællesskabet – der kun bestod af muslimer. At betragte dhimma-status som en gave til ikke-muslimer er en tolkning som apologetiske muslimer har fastholdt gennem århundreder. Bæk Simonsen er på mange måder kvasi-muslimsk. Han godtager på væsentlige punkter muslimernes tros-baserede udredninger, og er som jeg ser det et godt stykke fra den religionshistoriske tilgang der burde være altdominerende på vestlige universiteter.

    “Det er i den sammenhæng afgørende at forstå, at disse pligter af muslimen ikke opfattes som sure pligter.” [s. 13; om islams fem søjler]

    “De områder kalifatet erobrede i 600- og 700-tallet blev ikke udsat for tvangskonvertering. De lokale befolkninger fik lov til at opretholde deres forskellige religioner. Men bosætningen af mindre grupper af arabiske muslimer i forskellige militære centre i de nyerobrede provinser førte til, at islam også blev kendt af befolkningerne i de erobrede områder. Det førte til en begyndende konvertering til islam, der gennem 700- og 800-tallet tog til i omfang. [s. 15]

    Og således valgte islam i sin tidlige erobrende fase at nedtone det kultur-imperialistiske aspekt, til fordel for den klassiske imperialismes mere håndfaste fokus på strategisk dominans og økonomisk udbytning. For at undgå den ikke-muslimske skattebyrde, valgte mange at konvertere til islam, hvilket blev et stort problem i forhold til det arabiske herrefolks indtægtsgrundlag.

    “Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at islams langsomme udbredelse over så store områder først og fremmest er et resultat af, at islam i sin konkrete måde at virke på har vist sig åben og imødekommende over for lokale traditioner.” [s. 15]

    Islams erobringer gik hastigt, ligesom den islamiske sfæres udvidelse i nutiden i et historisk perspektiv sker over en forholdsvis kort årrække. Sådan har de fleste islamforskere i tidens løb da også anskuet det.

    “Nogle mener, at islam skal sekulariseres – forstået på den måde, at det enkelte muslimske samfund ikke skal funderes på de anvisninger, der kan udledes fra Koranen og fra profetens sædvane. Men det betyder ikke, at den islamiske tradition i sin helhed skal fornægtes eller afvises. Den skal blot reduceres til at gælde for det enkelte individs generelle livsførelse og ikke for hans eller hendes relation til den moderne statsmagt.[s. 16]

    At reducere islam til at være en individuel betinget livsførelse er at fornægte islam. Bæk Simonsen er på tynd is, hvad han med sin viden om islamisk teologi må være fuldstændigt klar over.

    Ovenstående tolkning er første af tre varianter han opridser. Den anden er islam anskuet som “den moderne stats fundament”, og den tredje islam som fundament, men dog med “politiske traditioner fra Vesten”. Meget symptomatisk giver han ingen eksempler på første variant, hvorimod det ikke skorter med eksempler på de to andre varianter.

    “De brede folkelige opbakning til islamisterne i Algeriet ved de lokale valg i sommeren 1988 og vinteren 1991 er i den sammenhæng et godt eksempel på, hvor kompleks sammensat den politiske situation er i mange stater i den islamiske verden. Siden Algeriet i 1962 tilkæmpede sig sin politiske uafhængighed efter 132 års fransk kolonistyre, havde magten ligget i hænderne på den nationale befrielsesfront, FLN, der havde ledet den lange frihedskrig mod Frankrig. Fald i landets indtægter af salg af olie og naturgas fra midten af 1980’erne, en fejlslagen industriel politik, manglende investeringer i landbruget, en hastigt voksende befolkning og en enorm vandring fra land til by gav både det politiske system og den algeriske befolkning mange problemer at slås med. På den baggrund er det ikke overraskende, at de islamiske grupper fik stor tilslutning hos den almindelige befolkning. Det gamle politiske system havde forsøgt en udvikling efter europæisk forbillede, og den var slået fejl. Den islamiske udviklingsmodel var derimod ikke blevet afprøvet – og den var det alternativ de islamiske grupper samlet i FIS (Front Islamique du Salut = Fronten til Islamisk Frelse) lancerede i valgkampen. Tilslutning til FIS var altså også et udtryk for kritik og vrede mod de politikere, der ikke havde evnet at indfri befolkningens forventninger til social og materiel fremgang. [s. 16f]

    Meget typisk marxistisk bortforklaring. Islam som politisk bevægelse har intet med islam at gøre, men er blot social kritik i islamisk klædebon.

    “Den muslimske indvandring til Danmark har ført til en dobbelt diskussion… Det er et sundhedstegn. At debatten så kunne finde sted på en mere frugtbar måde end tilfældet undertiden har været, er en anden sag. [s. 18]

    Hvad der er frugtbart afhænger af ens politiske mål, og når Bæk Simonsen ser multikulturaliseringen som tidens løsen, så må enhver kritisk debat om indvandring og islam nødvendigvis være ‘ufrugtbar’.

    “Ser vi på den muslimske befolkning i Danmark under et, kan det så ud til, at flere og flere er blevet fortalere for det synspunkt, at der må findes en traditionsfornyelse sted. Det synspunkt fastholdes af flere af de imamer, der er virksomme som religiøse vejledere for muslimerne i Danmark, og meget synes at antyde, at også de muslimske forældre i stigende omfang er blevet opmærksomme på nødvendigheden af en sådan traditionsfornyelse.” [s. 18]

    Mere subjektiv kan forskning næsten ikke blive. Han ønsker en udvikling, og ser tendenser på den alle vegne – ikke mindst hos segmentet af yngre pakistanske studerende (Mona Sheikh mfl.).

    Herunder en række udpluk fra leksikondelen.

    Afrika, islam i… Desuden blev det østafrikanske kystområde gennem tiden genstand for en betydelig muslimsk bosætning først fra Den Arabiske Halvø (fra midten af det 8. århundrede) og siden fra Indien. [s. 27]

    Apostasi. Frafald – nemlig fra islam. Betegnes på arabisk irtidâd. I islamisk teologi og islamisk ret betragtes frafald fra islam som et oprør mod Allah, fordi muslimen ved sin konvertering eller ved sin accept af islam anerkender, at islam og det islamiske retssystem udtrykker Guds ramme for den menneskelige tilværelse… Koranens straf for apostasi henlægges til det hinsidige, men en række retslærde har lagt Sura 4 vers 88-89 til grund for den antagelse, at den der frafalder islam skal straffes af det islamiske samfund… Med henvisning til disse vers gøres det gældende, at det er i overensstemmelse med Koranen at dømme frafaldne, fordi de ved deres frafald truer det islamiske samfund… Det skal dog understreges, at disse klassiske straffebestemmelser normalt ikke håndhæves i den islamiske verden i dag. De fleste islamiske stater overlader det helt til den enkelte indbygger at afgøre, i hvilken omfang han eller hun vil efterleve de islamiske forskrifter. [s. 36]

    Arabisk. Et semitisk sprog og det sprog Koranen er åbenbaret på. Efter alt at dømme opfattede Muhammad ikke sig selv som en guddommelig profet med global gyldighed, men som en profet der skulle overbevise sine samtidige arabere om den ene sande Gud. [s. 37]

    Black Muslims… Bevægelsen lever stadig og ledes nu af Eliya Muhamads søn Wallace Warith Deen Muhammad, men er nu ikke længere fortaler for en uafhængig sort amerikansk stat, men derimod for en aktiv islamisk livsførelse inden for rammerne af et multireligiøst og multikulturelt USA. Bevægelsen kendes i dag under navnet American Muslim Mission. [s. 53]

    Black Muslims fik da marxismen var på sit højeste herhjemme stor fokus i forskningen. (se evt. ændringen i Johs. Aagaards Håndbog i Verdensreligioner fra 1964/1974 til 1982). Black Panther Party, den militante udgave af islam i USA på daværende tidspunkt var klart inspireret af Black Muslims. Gruppen havde den danske kommunist Jørgen Dragsdahl som talsmand.

    Dâ’î. Propagandist – en der udspreder sin da’wa. [s. 58]

    Bæk Simonsen og apologeterne hævder, delvist korrekt, at muslimer ikke er missionerende og derfor ikke af den vej udgør en trussel. Herboende muslimer har oprettet adskillige da’wa-institutioner med det formål at oplyse om islam. Forskellen mellem oplysningsarbejde og missioneren er tydeligvis ikke helt klart afgrænset.

    Dâr al-harb. I islamisk ret betegnelsen for de områder, der ikke er en del af dâr al-islâm. Islam opfatter sig selv som den endelige guddommelige åbenbaring, der har global gyldighed. Islam har på den anden side aldrig praktiseret hverken mission eller tvangskonvertering; men en række retslærde har siden middelalderen fastholdt, at én af kaliffens vigtigste opgaver er at gøre dele af dâr al-harb til en del af dâr al-islâm. Det har blandt nogle retslærde ført til dogmet om djihâd over for områder beliggende i dâr al-harb, men synspunktet har ikke generel accept. De fleste betragter djihâd som en kollektiv pligt, der påhviler hele det islamiske samfund i tilfælde af angreb på den islamiske verden, og ikke som en individuel religiøs pligt som f.eks. bøn og almisse. [s. 58]

    Det ene øjeblik er djihad en indre ‘anstrengelse’ for at komme bedre i kontakt med islam, senere en kollektiv religiøs pligt til forsvare islam. Apologeternes forklaringer er ikke bare mangelfulde, men ofte indenbyrdes modsigende.

    Demokrati. Demokrati i vestlig forstand præger ikke det politiske system i den islamiske verden. Men det skal dog understreges, at flere muslimske stater har en lang demokratisk tradition… Muslimske retslærde og intellektuelle har gennem de sidste årtier forsøgt at opstille rammerne for en slags demokrati i den islamiske verden. Det gælder bl.a. Mawdudi i Pakistan, Madini i Algeriet og adskillige andre. Fortalerne for et islamisk demokrati går ud fra et par steder i Koranen, hvor det fremhæves som ønskeligt, at magthaverne gør anliggender af fælles interesse til genstand for gensidig rådslagning (se Shûrâ). Mange grupper i den islamiske verden betragter de personlige friheder, der indgår som en central del af den vestlige politiske tradition, som et forbillede, fordi et politisk system baseret på overholdelse af disse værdier giver mulighed for, at den almindelige befolkning kan give sin mening til kende om spørgsmål til fælles interesse. Alt tyder på, at dette krav gennem det kommende årti vil blive større og større. Der er intet i den islamiske politiske tradition, der forhindrer, at en demokratisk tradition kan gøres gældende i den islamiske verden, men der er omvendt heller intet der taler for, at demokratiske traditioner i den islamiske verden nødvendigvis bliver en kopi af den demokratiske tradition. der har præget udviklingen i Vesten gennem dette århundrede. [s. 60f]

    En masse forhåbninger til fremtiden baseret på subjektiv ønsketænkning, tilsat et stort elastisk forbehold i retning af kulturrelativismen. Eksemplerne på demokratiske fornyere i islam må været fundet ved lodtrækning. Mawdudi var medansvarlig for islamiseringen af Pakistan under Zia ul-Haqq i 1980’erne. Madini var medstifter af islamistiske FIS, der i 1992 stod til at ville vinde valget i Algeriet – da hæren pga. de demokratiske problemer i den forbindelse greb ind og forbød partiet.

    Dhimma. Beskyttelse. Islamisk ret giver kristne og jøder beskyttelse, fordi de er ahl al-kitâb. Dhimma giver kristne og jøder i det muslimske samfund ret til at opretholde egne religiøse og retslige traditioner uden indblanding fra det omgivende muslimske samfunds side. I islamisk ret er modydelsen for dhimma og indre selvstyre betaling af djizya, en kopskat. [s. 61]

    Dispensation… Muslimer, der er på rejse, har også dispensation fra at efterleve islams fem søjler, og det gav i Danmark, da de muslimske arbejdsmigranter begyndte at indfinde sig i slutningen af 1960’erne, anledning til en del diskussioner muslimer imellem om omfanget af dispensationerne. Der er almindelig enighed om, at familiesammenføringerne har gjort det nødvendigt at efterleve den islamiske tradition, selvom familierne nu er bosat uden for deres oprindelige hjemegn og uanset det forhold, at de nu er bosat i et samfund, hvor majoriteten ikke er muslimer. [s. 62]

    Konsekvens-tænkning ala Bæk Simonsen. Jeg vil dog fastholde at det er islams kilder og tolkninger af disse der “har gjort det nødvendigt at efterleve” reglerne – og ikke familiesammenføringerne.

    Dommens dag/dommedag… Troen på dommens dag er en af de ting, muslimer er pligtige at tro på sammen med troen på den ene sande Gud, på åbenbaringen, på Muhammad som Guds sendebud… [s. 64]

    Eskatologi. Dvs. læren om den sidste tid, nemlig tiden umiddelbart inden dommedagen. Troen på dommedag er en del af islams teologiske fundament. Koranen rummer flere skildringer af, hvorledes de sidste dage vil forløbe… [s. 67]

    Folkeret… I en islamisk kontekst var det vanskeligt, fordi den islamiske verden opfatter sig selv som en overnational statsdannelse, et religiøst og kulturelt fællesskab baseret på accepten af islam uanset hvor man i øvrigt er født. Etableringen af moderne nationalstater, der har præget udviklingen i hele den islamiske verden gennem det 20. århundrede, og som med opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien efter 1989/90 har ført til dannelsen af helt nye muslimske nationalstater har igen problematiseret brugen af folkeretten, som den er udviklet i Vesten, fordi islamisk ret i sit udgangspunkt definerer pligter og rettigheder efter religiøst tilhørsforhold og ikke efter nationalt tilhørsforhold. Staterne i den islamiske verden har dog reelt tilsluttet sig folkerettens principper, men Saudi-Arabien har eksempelvis afvist at underskrive FN’s deklaration om menneskerettigheder netop med henvisning til, at der er for store uoverensstemmelser mellem det syn på menneskerettigheder, der er formuleret i FN-erklæringen af 1948 og islamisk ret. Flere muslimske organisationer har gennem FN taget initiativ til at indgå i en dialog om etableringen af nye regler for det internationale samarbejde, der i større omfang end hidtil tilgodeser den islamiske retstradition. [s. 72]

    En af de værste artikler i bogen, som slører problemet islam har i forhold til modernismen. Menneskerettighedsbegrebet fastslår at ethvert menneske er født med visse rettigheder helt uden forbehold, hvad naturligvis ikke kan indflettes i en religion som mener Gud har selvsamme ret. Med andre ord. Når åbenbaringerne som de er nedfældet i Koranen rangordner mænd og kvinder, så kan muslimer ikke godtage FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder af 1948 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1950 for den skyld – og derfor har et generelt apologetisk organ som Institut for Menneskerettigheder da heller ikke inkluderet det islamiske alternativ Cairo-deklarationen om menneskerettigheder i islam, i deres oversigt – idet den jo sådan set blot stadfæster problemets kerne.

    Den islamiske menneskerettighedsdeklaration er underskrevet af samarbejdsorganisationen OIC og således adopteret af 57 islamiske lande. Nøjagtigt de samme lande som topper diverse menneskerettigheds-organisationer årlige hitlister.

    Fundamentalisme. [begrebet kendes ikke på arabisk]… Der er ikke i den islamiske historie i almindelighed tradition for, at nogle muslimer påberåber sig ret til at dømme andre muslimer som ikke-muslimer… [s. 53f]

    Bortset fra ahmadiyyaer, alawier, bahaier, druser, yazidier og andre synkretistiske afarter tillagt diverse sufi-ordener samt de mere rationalistiske grene såsom qadiriyyaer og mu’tazila.

    Når man vil fastholde at islam ikke har en ufravigelig kerne (essens), må man fokusere strengt på mangfoldigheden og ellers ignorere religionens strenge monoteisme som har udmøntet sig i begreber som apostasi (frafald) og djahiliyya (modstrid med islam). Islamisk intolerance er dogmatiseret eksternt såvel som internt.

    Hadd. Flertal hudûd. Ordet betyder grænse og er i Koranen brugt for en række strafferetslige bestemmelser, det islamiske samfund bør eksekvere i forbindelse med hor, utugt, løgnagtig udbredelse af anklage for utroskab, frafald for islam, tyveri og indtagelse af vin. Straffen for disse forbrydelser er stening, pisk eller afhugning af hænder. Hudûd-bestemmelserne er gennem de sidste årtier blevet et ømt emne: Radikale grupper i den islamiske verden fastholder, at bestemmelserne er indstiftet af Gud og følgelig bør bruges i retssystemet i den islamiske verden, medens andre muslimer betragter dem som udtryk for strafferegler, der er forældede. Regeringer i den islamiske verden, der har betegnet sig selv som sande islamiske regeringer, har i flere tilfælde genindført hudûd-straffene for derved at dokumentere, at de er sande islamiske. Det gjaldt for Pakistan under Zia ul-Haqq i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne og for Sudan under Niemeri i begyndelsen af 1980’erne. [s. 77]

    Her er Bæk Simonsen igen på glatis. Han har gjort sig til talsmand for det synspunkt at Minhaj-ul-Quran ikke er radikale fundamentalister, men blot dyrker en slags let-integrerbar spiselig fundamentalisme (aka religiøse modernister). Det var grundlæggeren af samme bevægelse der under Zia ul-Haqq stod for den juridiske islamisering af Pakistan. Følgelig har bevægelsens danske medlemmer ofte været i pressen for sin positive holdning til stening o.l.

    Islam. Ordet er arabisk og betyder fred, harmoni, hengivelse. Islam tolkes teologisk som et altomfattende system og islamisk ret opstiller derfor regler for alle sider af tilværelsen. Historisk eDet oversættes i Vesten ofte med ‘underkastelse’ – et ord, der på alle europæiske sprog har en negativ betydning. Muslimer selv betragter islam entydigt positivt og forbinder ordet med fred, harmoni og hengivelse til de rammer for livet, Allah har tilkendegivet i Koranen…… Islams udbredelse er ikke resultatet af en målrettet islamisk mission, men snarere af den islamiske traditions evne til at skabe syntese mellem islams centrale trosindhold og de levende kulturer, der med tiden blev en del af den islamiske verden. Den islamiske verden er derfor nok i en række sammenhænge én verden, men den er ved nærmere eftersyn også præget af store forskelle. [s. 95]

    Martyr. Betegnes i Koranen med ordet shahîd (flertal shuhûd eller shuhadâ). De personer, der i 620’erne faldt i kamp for den af Muhammad i 622 grundlagte al-umma betegnes i overleveringen som martyrer… I teologiske og juridiske afhandlinger om djihâd tilskrives personer, der falder i kamp for islam, en plads i paradis. Men der er intet i Koranen eller i profetens sunna, der foreskriver pligt til at søge martyriet! [s. 121]

    Minhaj ul-Qur’ân. Betegnelsen på en privat finansieret islamisk organisation, der hører hjemme i Pakistan. Bevægelsen har en betydelig udbredelse blandt pakistanske indvandrere i Danmark, og bevægelsen har egen moske i København, ligesom den også flere steder driver Koranskole for pakistanske indvandrerbørn. [s. 126]

    Når man af ideologiske grunde nægter at kalde fundamentalister for det de er, så er det nemmest at forsvare akademisk hvis man tager den brede pensel i brug.

    Monogami. Koranen tillader polygami, men i den islamiske verden er monogami den mest udbredte levevis for mand og hustru. [s. 128]

    Det kræver vist særegne demografiske omstændigheder, hvis polygami skulle have være den mest udbredte leveis for mand og hustru.

    Muhammad. Religionshistorisk… Koranen rummer flere åbenbaringer, der meget direkte giver os mulighed for at fornemme de mange opgør, Muhammad havde med sine samtidige

    … Det er fortsat almindeligt i den islamiske verden at definere islam som et altomfattende tilværelsesfortolkningssystem, som derfor får logiske og nødvendige konsekvenser for det politiske og det sociale system. I Vesten er dette forhold ofte blevet brugt til en almindelig mistænkeliggørelse af Muhammad. Det er igen og igen blevet hævdet, at han efter udvandringen til Medina i stigende omfang blev orienteret mod politik og derved svigtede sine religiøse idealer. Kritikken er uden hold i den forstand, at Muhammad aldrig svigtede sit religiøse udgangspunkt...

    … Dansk forskning har bidraget med et af hovedværkerne om den historiske Muhammad, nemlig F. Buhls banebrydende arbejde ‘Muhammads liv’, der kom i 1923 og som siden er blevet oversat til bl.a. tysk. [s. 131ff]

    Hvis man religionshistorisk kan konstatere at islam er opstået i strid med Jødedom og Kristendom, hvad siger det så om mulighederne for tvær-religiøs harmoni sålænge Koranen vurderes som værende Guds ord som åbenbaret af Muhammad.

    Men ellers må man sige at det er flot halal, når Bæk Simonsen gå i rette med kritikken om Muhammads manglende religiøsitet. På den måder fjernes fokus fra det faktum at Muhammad anså politik og religion som en og samme sag. Point taken.

    Når Bæk Simonsen henviser til en bog, hvis vurderinger han i høj grad tilsidesætter – så må det være på sin plads at linke til min gennemgang af samme. (Frants Buhl: Muhammeds Liv, København 1923).

    Muhammedanisme. Forkert men udbredt betegnelse for islam i den vestlige verden. Muslimer bryder sig ikke om betegnelsen muhammedanisme eller betegnelsen muhammedaner, fordi muslimer ikke tror på Muhammad men på Allah og alene betragter Muhammad som Allahs sendebud.[s. 136]

    Et begreb bliver vel ikke ‘forkert’ bare fordi muslimer ikke bryder sig om det.

    Prædestination. Muslimske teologer og filosoffer har i talrige sammenhænge diskuteret prædestination, dvs. forudbestemmelse. [s. 144]

    Suppleret med artiklerne om dommedag og ekskatologi, så er det vel ikke urimeligt at betragte islam som værende en fatalistisk religion.

    Purdah [slør på persisk/urdu]… Ordet bruges også som teknisk betegnelse for den totale sum af leveregler, der opretholder den kønsadskilte hverdag mellem mænd og kvinder. [s. 145]

    I en tid hvor vestlige forskere er begyndt at anskue det islamiske tørklæde og slør som værende udtryk for ungdomsoprør, og på det kraftigste afviser sammes kvindeundertrykkende funktion så bruges begrebet på persisk og urdu synonymt for kønsadskillelse.

    Shirk. Flerguderi eller det at sætte noget ved siden af Gud. Islam er stærkt monoteistisk… Shirk betragtes i islamisk ret som en dødssynd.[s. 159]

    Tolerance. Koranen har et meget tolerant syn på en række navngivne religioner. Koranen slår således i Sura 2 vers 257 fast, at der ikke bør udøves tvang… Koranen betragter bl.a. jødedom og kristendom som bog-religioner, dvs. religioner, der er åbenbaret i en bog. Jøder og kristne betegnes derfor som bog-folk, ahl al-kitâb. De har i henhold til islamisk ret lov til at bevare deres religion, deres egne kulturelle traditioner og derfor også ret til at beholde egne retstraditioner. De betegnes som dhimmî – personer, der har fået beskyttelse – dhimma. [s. 168]

    Bæk Simonsen fastholder denne indgangsvinkel til dhimma-problematikken. Langt mere interessant er det dog hvilke rettigheder kristne mistede som en konsekvens af islamsk styre. Faktum er uanset hvordan man vender og drejer det at dhimmi-status gjorde ikke-muslimer til andenrangsborgere.

    Da Politikens Islamleksikon er en er en håndbog af nyere dato har jeg valgt ikke at offentlige den fulde række af citat-udpluk på nettet, jvf. loven om ophavsretten.

    

    18. august 2005

    Karen-Lise Johansen: Muslimske stemmer. Religiøs forandring… (2002) – nogle notater

    Læsere af Uriasposten har muligvis undret sig over at jeg har fokuseret så meget på Jørgen Bæk Simonsen og dennes islambeskrivelser, mere end andre apologeter som ofte bevæger sig endnu længere ud på det kulturrelativistiske overdrev. Forklaringen er simpel. Jørgen Bæk Simonsen var ikke bare en af de første islamforskere som tog fat på integration, men han blev qua sin status toneangivende for den apologetiske litteratur som fulgte i hans kølvand. Han satte så at sige den apologetiske standard.

    Denne postering vil omhandle Karen-Lise Johansen populariserede Phd.-afhandling udgivet i 2002 under titlen Muslimske stemmer. Religiøs forandring blandt unge muslimer i Danmark, idet forfatteren tydeligvis har sat sig for at udbygge Bæk Simonsens tankesæt i forhold til islam og via akademiske spidsfindigheder modne Danmark for multikulturen.

    På trods af at forfatteren er religionshistoriker (vejleder Jeppe Sinding Jensen, AU), så må man konstatere at hun via sin problemstilling låser sig selv fast på den etnografiske/antropologiske individorienterede tilgang som de fleste apologeter gennem tiden har gjort det. Hermed gøres kritik af islam til kritik af den enkelte muslim, og to rejehop senere er enhver henvisning til islams rolle i historien udtryk for ondsindet essentialisme som ikke gavner integrationen.

    Kulturbegrebet bliver følgelig en dynamisk fortolkningsramme, og såvel islam på det overordnede plan som den enkelte muslim får goodwill i en grad der strækker sig langt ud over den sunde fornuft.

    Det er fint med nuanceringer, men når hun omvendt karikerer islamkritikken til uigenkendelighed – så er det umuligt at tage hendes konklusioner seriøst. Begrebsbruget er i det hele taget absurd. Muslimer der selv betragter sig som bogstavtro fundamentalister, betegnes systematisk som værende ‘religiøse modernister’, og når de interviewede afviser at skelne mellem islam og politik – så går hun til angreb på sekularingsdefinitionen. I lighed med Bæk Simonsen (eks. Det retfærdige samfund, 2001 o.a.) så fokuserer hun strengt på overflade-integrerede yngre pakistanske muslimer i kredsen omkring Minhaj-ul-Quran – et segment som skabte flere radikale politikere med forkærlighed for stening.

    Da forfatteren godt er klar over at de interviewede bestemt ikke er repræsentative for islam i Danmark, så går meget at bogen på at italesætte en moderat tendens som blandt andet gør unge kvindelige muslimers tørklædebrug til udtryk for et ungdomsoprør (sic) – eller en ’senmodernistisk reaktion’ mod materialismen. Sådanne ræsonnementer er bogen spækket med, og flere gange måtte jeg trække på smilebåndet og beundre hendes akademiske kreativitet.

    Når forfatteren frikender fundamentalister såsom tilhængere af Minhaj-ul-Quran, så undlader hun naturligvis at fortælle om grundlæggerens klare islamistiske holdninger. Ligesom hun slet ikke går i dybden med det faktum at de interviewede udtrykker sympati for islamistiske stater i lande hvor muslimer har flertal. Karen-Lise Johansen forsøger også at hvidvaske med brug af eufemismer, og det har sin pris. Eksempelvis bliver de to eneste muslimske organisationer hun vælger at kalde for ‘aktivister’ i Tyskland betragtet som terrororganisationer (s. 129f).

    Herunder en række citater, mine kommentarer fremhævet med rød skrift.

    “Det er i dag en ubestridelig kendsgerning, at der ikke længere eksisterer en religiøs homogenitet i Danmark. Uanset om man bryder sig om tanken eller ej, har det danske samfund udviklet sig til et flerreligiøst samfund, hvor islam er blevet en permanent del af det religiøse liv. [s. 11]

    “… i mange muslimske lande er islam efterhånden reduceret til en privat, kulturel platform.” [s. 12]

    “Denne type betegnelse [‘andengenerationsindvandrere’] og selve den danske debat vedrørende integration er i høj grad domineret af en forældet opfattelse af kulturbegrebet. Fortsat betragtes kultur som uforanderlige enheder bundet til bestemte geografiske områder, der eksisterer uafhængigt af mennesket, og som man enten kan være integreret i eller ej. Ud fra denne kulturforståelse afvises kulturel interaktion og fusion, hvilket fører til den formodning, at vi i Danmark befinder os i en konfliktsituation, hvor to forskelligartede kulturer støder sammen… Med dette syn på kulturbegrebet stereotypiseres indvandrere som en homogen størrelse med en kollektiv kulturel identitet… Globaliseringen, migrationen og den øgede kommunikation imellem mennesker på tværs af nationale grænser medfører, at kulturer ikke altid kan henføres til et bestemt lokalt isoleret samfund. I den nyere antropologiske forskning tages der derfor afstand fra denne fremstilling af kultur som et lokalt overleveret system, et givet samfunds medlemmer pålægges. Der fokuseres i stedet på, at kultur snarere er et produkt af menneskelig aktivitet uafhængigt af sted. [s. 13]

    “I forbindelse med islams ekspansion er islamiske forestillinger blevet påvirket af de samfund, religionen blev etableret i, hvilket forklarer diversiteten i den islamiske tradition verden over. Islam har med andre ord været lidt af en ‘kulturkamæleon’ og har i historiens forløb traditionelt været forenelig med og er blevet påvirket af forskellige geografiske områders værdier og traditioner.[s. 15]

    I det danske mediebillede er der imidlertid en tendens til at operere med en ikke særlig virkelighedsnær todelt kategorisering af muslimer. Der refereres som regel udelukkende til de henholdsvis moderate/kulturelle muslimer og de fundamentalistiske muslimer. De muslimer, som argumenterer for en verdsliggørelse af islam og en relativisering af religionens indflydelse på den daglige adfærd, betegnes som de moderate, mens øvrige muslimer, der ikke deler denne opfattelse, karakteriseres som fundamentalister og bliver slået i hartkorn med politiske bevægelser som eksempelvis Hizb-ut-Tahrir… I den offentlige debat ignoreres til stadighed de grupper af muslimer, der ikke kan placeres inden for disse to kategorier. En stor del af disse er højtuddannede religiøst bevidste og engagerede unge muslimer, som har valgt at gøre islam til en afgørende del af deres identitet og tilværelse. Disse kan betegnes som islamiske modernister… understreger de islams fleksibilitet, hvilket eksempelvis udtrykkes ved, at de læser de religiøse skrifter i lyset af den kontekst, de befinder sig i. De forstår islam ud fra den virkelighed, de lever i, hvilket indebærer, at de blandt andet i Koranen finder inspiration og legitimation for, hvad der traditionelt betegnes som moderne vestlige idealer, såsom demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.” [s. 16]

    Hensigten er ikke at give en detaljeret fremstilling af islam, og derfor vil der ikke blive redegjort for forskellige historiske islamiske bevægelser og tankeretninger. I stedet vil jeg i højere grad opholde mig ved betydningen af den islamiske lov på baggrund af de mange misforståelser, der er opstået omkring indholdet af denne i den danske islamdebat.[s. 18]

    “Tilsvarende betragter mange muslimer det første islamiske samfund etableret af Muhammad som et ideelt samfund. I den vestlige verden tolkes dette ofte som et reaktionært element ved den islamiske tradition, et ønske om at modsætte sig en samfundsmæssig udvikling, men de første islamiske samfund bør snarere anses for en af flere inspirationskilder til udformningen og til pasningen af en korrekt islamisk levevis i det moderne samfund. [s. 20]

    … jihâd er ofte blevet opfattet som en islamisk opfordring til hellig krig og har bidraget til de mange myter om, at islam blev udbredt med voldelige midler. Historiske kilder dokumenterer imidlertid, at den kristne befolkning i flere af de erobrede områder som Syrien (636) og Egypten (640) ikke gjorde modstand mod de arabiske erobrere, men derimod bød dem velkomne. De kristne var nemlig udsat for forfølgelse af den byzantinske kejser, der ikke accepterede de aramæiske kristne og de egyptiske kopteres udlægning af kristendommen. De muslimske ledere var i højere grad tolerante over for de religiøse minoriteter, og jøder og kristne var ikke tvunget til at konvertere. De havde en særlig status som dhimmî. Dette betød, at mod betaling af en skat kunne de bevare deres religiøse autonomi, religiøse traditioner og interne love frem for at blive underlagt islamisk lovgivning…” [s. 22f]

    Sharî’a kan oversættes med ordet vej og er ikke en kodificeret lovsamling i moderne forstand, men et omfattende system, der beskriver, hvordan mennesket skal handle og bedst kan tjene Gud i alle livets aspekter…” [s. 23]

    “Ved ganske bestemte forbrydelser forlanger den islamiske retstradition dødsstraf, men som vi har være vidne til i forbindelse med debatten om stening ved utroskab, er der blandt danske muslimer stor uenighed om, hvordan den islamiske retstradition skal tolkes og udøves. De afviser alle enstemmigt den måde, steningsstraffen praktiseres på i den islamiske verden, hvor der synes at være en tendens til, at manden fritages for straf, mens kvinden dømmes til døden, og hvor der ikke tages hensyn til kravene om vidneudsagn foreskrevet i den islamiske tradition. Men hermed er det også slut med enigheden blandt de danske muslimer. [s. 26]

    Karen-Lise Johansen kan næppe have fulgt stenings-debatten særlig tæt når hun påstår at ‘muslimerne’ afviser steningen som den praktiseres i islamiske lande, ligesom hun næppe kan være inde i kildegrundlaget når hun bruger udtrykket “en tendens til”.

    “I den muslimske verden eksisterer der styreformer, som ikke indfrier retsskolernes definitioner af dar al-islâm. Modsat kan Vesten ikke entydigt betegnes som dâr al-harb, da der er religionsfrihed, og muslimer ofte har større mulighed for frit at praktisere deres religion her end i den muslimske verden. Verden er mere kompleks, end da begreberne blev konstrueret, og langt de fleste moderne islamiske teologer konkluderer, at denne binære opdeling af verden ikke længere er meningsfuld eller retningsgivende for muslimers tilværelse i Europa. [s. 29f]

    “Ideen om en fremtidig tilbagevenden har derfor fungeret som en slags overlevelsesstrategi for forældrene, da den har legitimeret deres orientering mod hjemlandet og isolationen i nationale fællesskaber og beskyttet dem eller gjort dem immune over for samfundets negative indstilling til indvandrere.” [s. 48]

    “‘Jeg bliver groft krænket, når en journalist ikke kan skelne religion fra en forbrydelse og fx siger ‘en muslimsk voldtægtsforbryder’. Man siger da ikke ‘en kristen voldtægtsforbryder’. Man putter hele tiden islam ind i en kontekst, hvor det slet ikke er relevant at nævne religionen’. (Leila)” [s. 49; citat fra interview]

    En søgning på infomedia på udtrykket ‘muslimsk voldtægtsforbryder’ fra 1/1-1990 til 18/8-2005 giver to hits. Et kort læserbrev i Jyllandsposten d. 23/8-1999 og et interview med bogens forfatter i Kristeligt Dagblad d. 26/10-2002.

    “I lyset af Farouks kommentarer skal man imidlertid være opmærksom på, at nogle af de unge med muslimsk baggrund, som kommer fra ustabile sociale forhold og begår kriminalitet, identificerer sig som muslimer på trods af, at de ikke er praktiserende og kun har en begrænset kendskab til islam. Der er snarere tale om en symbolsk troskab…” [s. 49]

    “… de forlanger en accept af kvindernes ret til at bære hidjâb (kvindernes islamiske hovedbeklædning)… Den tilbagevendende mediedebat, disse emner kan igangsætte, vidner imidlertid om, at der fortsat blandt mange ikke-muslimske danskere er en manglende anerkendelse af den permanente tilstedeværelse af islam i Danmark. [s. 52]

    Et eksempel på det jeg kalder konsekvens-tænkningen, som Jørgen Bæk Simonsen mestrer til perfektion. Visse yderst diskutable og problematiske dele af islam anskues som værende en konsekvens af indvandringen (eller globaliseringen), og helt uden argumentation iøvrigt – bliver enhver kritik af og debat om indholdet i islam udtryk for hetz.

    “Trods accepten af de politiske, sociale og religiøse forhold i Danmark vurderer de unge praktiserende muslimer ikke nødvendigvis, at en sekulær struktur er idealet for et samfund, hvor majoriteten er muslimer. Flere er åbne for ideen om etableringen af en moderne islamiske stat i de muslimske lande. [s. 71]

    “Dette synspunkt [afvisning af adskillelse af religion og politik] førte i foråret 2001 til en del polemik omkring muslimske medlemmer af det Radikale Venstre. For det første blev der sået tvivl om disse muslimske unges loyalitet over for den danske grundlov på trods af, at de unge gentagne gange redegjorde for, at de har fuld respekt for den danske lovgivning, og at dette ikke er uforeneligt med en position som praktiserende muslimer… De unge foretager imidlertid et abstrakt skel mellem en dansk og en muslimsk kontekst, og deres politiske visioner varierer alt afhængigt af, om der fokuseres på danske eller eksempelvis pakistanske forhold. Selv om de unge eventuelt personligt er imod dødsstraf i en dansk kontekst, mener de ikke, at det er legalt at afvise denne afstraffelsesform i en islamisk sammenhæng…” [s. 76f]

    De unge foretager imidlertid et abstrakt skel mellem en dansk og en muslimsk kontekst, og deres politiske visioner varierer alt afhængigt af, om der fokuseres på danske eller eksempelvis pakistanske forhold. Selv om de unge eventuelt personligt er imod dødsstraf i en dansk kontekst, mener de ikke, at det er legalt at afvise denne afstraffelsesform i en islamisk sammenhæng…” [s. 78]

    Dette ‘abstrakte skel’ siger jo en hel del om de interviewedes opfattelse af islam, og det kan forfatteren naturligvis ikke blot ignorere. Man kan ikke på den ene side argumentere for at Danmark i bund og grund er et land baseret på islamiske principper (statens sociale funktion), og samtidig fastholde at en islamistisk stat er ønskelig i Pakistan.

    “Trods teoretiske uoverensstemmelser mellem de islamiske modernister og de sekulære muslimer er der, når det kommer til stykket, ikke den store forskel på de to fløjes islamudtryk med hensyn til det politiske aspekt.” [s. 79]

    “Ved at søge tilbage til kilderne og erkende, hvad de unge definerer som den oprindelige islam, ønsker de at gøre op med den banalisering og degradering, som de oplever, at islamisk tænkning har været udsat for. De unge muslimer forsøger således at konstruere og etablere en autentisk islam i en dansk kontekst, men på nuværende tidspunkt mangler der fortsat en teoretisk ramme til at støtte dette projekt.” [s. 99f]

    “Flere af de kvinder, som jeg har diskuteret dette emne med under mit feltarbejde, beskriver, at for nogle kvinders vedkommende er tørklædet et udtryk for en religiøs afstandtagen fra forældrenes traditionelle islampraksis… Ved at tage afsæt i de kvindelige islamiske modernisters egen selvforståelse samt ved at tage højde for den kontekst, de befinder sig i, kan det konstateres, at for disse kvinder er hidjâb hverken et politisk signal eller resultat af religiøs pres, men først og fremmest en bekræftelse på den enkelte kvindes personlige religiøsitet.” [s. 116]

    “De unges stræben efter at følge islamisk morallære i alle livets aspekter, udføre Guds befalinger og efterleve Profetens eksempel kan beskrives som et personligt forsøg på udførelse af dhihâd…” [s. 119f]

    “‘HT-folkene (Hizb-ut-Tahrir-sympatisører, KJ) er muslimer ligesom alle andre. De er aktive, engagerede og veltrænede i at diskutere. Nogle har desværre en ret aggressiv fremgangsmåde og kommer med udtalelser, der skaber unødvendig frygt. Jeg håber bare, at de indser, at budskabet om islam kan spredes på en mere fornuftig og konstruktiv måde‘. (Ayman)” [s. 136f]

    Havde forfatteren ikke valgt den apologetiske vinkel, så havde hun snublet over overstående, og fremhævet det som et eksempel på at unge muslimer i høj grad selv vælger at isolerere sig fra ikke-muslimer – ligesom vi også her har en del af forklaringen på at det er svært at skelne mellem moderate muslimer, fundamentalister og islamister. Problemet med Hizb-ut-Tahrir er ikke blot måden de udtrykker sig på, men selve kernen i budskabet.

    De unge muslimer har taget de europæiske oplysningsværdier til sig, men uagtet dette faktum gentages i den danske debat postulatet om, at islam er uforenelig med modernitet, pluralisme og demokrati. Ved ikke at respektere religiøse minoriteter som forsøger at leve i fredelig sameksistens med majoriteten, og ved ikke at acceptere retten til meningsforskelle blandt europæiske borgere er der imidlertid en fare for, at der i forsøget på at beskytte de europæiske idealer tages udgangspunkt i strategier, som underkender den europæiske kulturs dynamik og de pluralistiske værdier, vi værner så højt.” [s. 140f]

    Oplysningstiden var kun muligt i kraft af Reformationen. Islam har ikke haft en Reformation, hendes ‘religiøse modernister’ afviser samme, ligesom de også afviser Oplysningstidens rationale om at der kan sættes spørgsmåltegn ved alt inkl. religiøse kildeskrifter. Det ignorerer phd’en, og bebrejder så danskerne for manglende accept af pluralismen. Man undres.

    “… de fortsatte anklager om, at unge islamiske modernister har fundamentalistiske holdninger, der strider mod danske demokratiske principper, kan medføre, at de unge muslimer til sidst vælger at beskytte sig selv ved at isolere sig og ikke deltage i den offentlige debat.” [s. 141]

    Kritik af stening fremmer ikke integrationen…

    “Den kommende institutionalisering af islam, og hvilket islamudtryk der fremover bliver det dominerende, afhænger derfor også af den fremtidige danske islamdebat. Hvis det danske islamudtryk, de unge muslimer præsenterer, ikke anerkendes af den brede danske offentlighed, men konstant afvises med henvisning til angribelige forhold i den islamiske verden, er der en risiko for, at dette kan medføre en isolation og udvikling af en mere oppositionel islamdiskurs. Anklagerne mod muslimer kan blive en slags selvopfyldende profeti, hvor mistænkeliggørelse af muslimer i Danmark er med til at skabe det, som offentligheden ellers advarer imod. [s. 142]

    Ofte brugt apologetisk disclaimer. Får jeg ikke ret i mine forudsigelser om islams harmløshed, så skyldes det kritikken af islam.

    “Samtidig er de fortalere for, at religiøse-etiske værdier bør indtage en større plads i det danske samfund og det politiske liv, ikke således, at religionen skal styre politikken, men således at politikken motiveres af religiøse værdier (såvel kristne som muslimske) såsom solidaritet og fællesskabets betydning.” [s. 146]

    Flere citater fra Karen-Lise Johansen: Muslimske stemmer. Religiøs forandring blandt unge muslimer i Danmark (2002).

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper