11. februar 2006

Mehdi Mozzafari om muslimernes følsomhed over for religiøse symboler…

Weekendavisen har i denne uge et interview med politologen Mehdi Mozzafari om Muhammedtegningerne. Et citat fra Vredens geopolitik:

“Lad mig starte et andet sted, i Afghanistan, hvor den islamistiske regering, talebanerne, for fem år siden sprængte to 2000-år gamle Buddha-statuer i luften – en større disrespekt for en anden religion, og for civilisationernes arv, kan man vel ikke forestille sig. Det skete foran vores øjne, på tv. Men var der dengang nogle af verdens hundrede millioner af buddhister, der gik amok i gaderne, brændte flag fra islamiske lande eller satte ild til ambassadebygninger. Nej, ikke et eneste tilfælde. Og lød der dengang høje protester mod denne skændige handling fra islamistiske bevægelser eller regeringer? Var der kæmpemæssige muslimske demonstrationer? Heller ikke. Så meget for muslimers følsomhed over for religiøse symboler!

Fra Aase Køie: Med Haslund-Christensen i Afghanistan (1950).

Oploadet Kl. 20:14 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


9. september 2004

Aase Køie: Med Haslund-Christensen i Afghanistan (1950) – Nogle notater

Der har siden Niebuhrs rejse til Arabien i 17oo-tallet været flere ekspeditioner af samme type. En af de mere kendte opdagelsesrejsende i nyere tid er Henning Haslund-Christensen (1896-1948), som de sidste år af sit liv levede i Asien og endte sine dage i Afghanistan. Tilknyttet Haslund-Christensens ekspedition i Afghanistan i 1947-48 var botanikeren Mogens Køie, geografen Humlum, zoologen Haarløv samt assisenten Aase Køie, gift med førstnævnte – som rejste på egen hånd med det formål at gøre naturvidenskabelige observationer. Under rejsen gjorde Aase Køie nogle observationer, som i 1950 udgivedes under titlen: Med Haslund-Christensen i Afghanistan.

Beretningen er langt mindre fordømmende overfor den islamiske kultur og religion end tidligere tiders opdagelsesrejsende, selvom hun dog kun undtagelsesvis går over i decideret apologi. Hun retter sit fokus på den allerstedsnærværende fattigdom, det hårde klima, og de ekstreme levebetingelser afghanerne lever/levede under. Mest problematisk er for hende den udbredte dyremishandling, og de uhygiejniske forhold samt ikke mindst den flydende overgang mellem almindelig snuhed og simpelt tyveri.

Køie undlader at kritisere ‘purdahen’ (~ burkaen), men har alligevel et problem med religiøs fanatisme. Bogen bærer præg af dagbogsgenrens analytiske mangler. Når hun bliver inviteret ind i en nomadisk storfamilies telte er ‘purdahen’ ikke undertrykkende, men derimod ofte et selvstændigt valg de har truffet – ligesom gæstfriheden er udtalt. Omvendt betegner hun folket som krigeriske, snu og beregnende – og når hun fortæller at alle afghanske kvinder er tilslørende, så kan frivilligheden i forhold til tilsløringen næppe være ligeså valgfri som hun et enkelt sted påstår.

Afghanistan beskrives således med den opdagelsesrejsendes forundring for det anderledes, der ikke tager stilling til problematiske kulturelle forhold, men nyder indtrykkene de giver hende. Hvorvidt denne ‘kulturrelativisme’ holdning var udbredt i slutningen af 1940’erne er tvivlsomt, og hun kritiserer let mellem linierne koloni-mentaliteten hos englænderne – der omvendt roses for at have sat skik på netop grundlagt Pakistan.

Bogen giver ikke meget nyt, omend et par anekdoter og oplysninger er ret interessant. En afghaner fortæller om prisen på en teenage-kone, hvad man selv med prisforholdet i mente kan omregne til et sted mellem en og to trækasser. Underholdende er det også at læse om buddistiske statuer i Balmian, som tilsyneladende har været en torn i øjet på islamiske fanatikere gennem århundreder. Disse blev som bekendt rituelt spræng af Taliban for et par år siden. Tankevækkende er det også at høre om skolepiger, som hængte deres purdah op ved undervisningens start. Et forhold der i en vesteuropæisk kontekst over 50 år senere stadig kan give anledning til debat.

Her er nogle citater:

“At Mytteri ikke er noget, der alene hører hjemme i Knaldromaner og Drengebøger, lærte vi paa Vej fra Bombay til Karachi om Bord paa ‘Jaladurga’, et Skib paa 11.000 t, der sejlede paa Vestkysten dels med Fragt til de smaa Havnebyer, dels beskæftiget med Transport af de mange politiske Flygtninge, der var blevet et Offer for deres Religion efter Delingen af Forindien i en væsentlig muhamedansk Stat, Pakistan, og en overvejende hinduisk Stat, Indien. Daglig flygtede Tusinder Muhamedanere med de faa Ejendele, de kunde bringe med sig, mod Nord og ligesaa mange Hinduer fra Pakistan til Indien for at undgaa de blodige Myrderier, der i den hellige Krig allerede havde ramt saa mange af deres Trosfæller. Mennesker, der før havde levet fredeligt side om Side i deres lille Landsby, følte sig pludselig grebet af Hadets Vanvid og begyndte at myrde løs paa hinanden.” [s. 17]

“I Betragtning af den stærke Spænding mellem Muhamedanere og Hinduer (Besætningen paa ca. 100 Mand var ren hinduisk, mens Kaptajnen var Englænder), var det en ikke ufarlig Situation, naar man tilmed ved, hvor løst Kniven sidder hos disse Folk.” [s. 18]

“Egentlig skulde vor Kok og Tolk, en gammel upaalidelig, snu Fyr, Akram, der tidligere havde tjent i det tyske Gesandtskab, sørge for vore iIndkøb, men han følte sig højt hævet over den Slags, saa længe han havde et Menneske, han kunde hundse med, og forøvrigt havde vi ham stærkt mistænkt for at snyde os ved enhver tænkelig Lejlighed, f. Eks. solgte han vort dyrt erhvervede Sukker nede i Basarerne, og da vi ikke vilde købe det tilbage igen, maatte baade vi og han undvære Sukkeret. Han havde ogsaa den Idé ikke at kunne spise Mad, der var lavet i vore Gryder, fordi de engang imellem blev brugt til Svinekød – i Basarerne var Maden bedre… Naar han var i Humør til det, kunde han i Timevis sidde og fortælle om sine Familieforhold… Saaledes fortalte han om sine Familieforhold, at hans første Kone var død, og hans anden Kone, med hvem han havde to Smaadrenge, nu var ved at blive gammel, saa han kunde ønske sig en ny, ung Kone ved Siden af den gamle bl. a. for at faa flere Sønner. Han var ellers blevet velsignet med ialt 12 Børn af sine 2 Koner, men med Undtagelse af de to Smaadrenge var de alle døde af en mystisk Sygdom, ‘der gjorde dem blaasorte paa Brystet’; mon ikke snarere de var døde af daarlig Pasning særlig med Hensyn til Mad? Nu havde han Kig paa en 13-aarig, billig, ung Pige, og da det er tilladt at have indtil 4 Koner, skulde der jo ikke være noget i Vejen, da han tilmed var velstaaende, men hvad vilde hans Kone sige dertil? I Virkeligheden behøvede han ikke at spørge hende, men da han var glad for hende og vidste, at hun ikke vilde samtykke, var han alligevel ikke saa lidt bekymret for, at hun vilde blive bøs, saaledes at hans sidste Leveaar vile blive kaput, som han sagde.[s. 28f]

Kvinderne er som hos de fleste muhammedanske Folk tilslørede, ja saa stærkt, at man intet andet ser end nogle sko under ‘Purdahen’, der nærmest maa sammenlignes med et Lagen, som hviler paa Hovedet og med mange Folder naar helt ned til Jorden undtagen foran, hvor det kun naar til Livet, for at Kvinderne under Indkøb i Basarerne kan haye Hænderne fri, men ellers svøbes Purdahen omkring dem, saa den ogsaa foran gaar lige ned til Jorden. Man kan undertiden være heldig og se deres lange Bukser under ‘Purdahen’. Nogle naa broderede Huller danner et fint Gitter til at se igennem. Ingen Mand tillader en fremmed Mand at se sin Kone, som han skinsygt vogter, og her yder ‘Purdahen’ en virkelig Beskyttelse.[s. 31f]

“Paa den anden Side af Vejen ligger overfor Basarerne en lille Moske, men her er ikke Adgang for os Vantro.” [s. 34]

Naar jeg træder ud af Jeepen med bare Arme og bare Ben, for ikke at tale om bart Ansigt, føler jeg mig næsten uanstændig i denne Forsamling af tæt tilslørede Kvinder, der ikke generer sig det mindste for at stille sig op og glo aabenlyst; selv er de godt beskyttede under deres Purdah.” [s. 43]

“Der er intet Restaurationsliv eller hyggelige Beværtninger, og der findes i hele Afghanistan kun to Biografer, en i Kandahar aabnet i Sommeren 1948 og en i Kabul, der har været lukket og nedbrændt af Mullaherne (Præsterne), der ikke synes om den slags moderne Udsvævelser, som efter deres Mening uvægerlig vil demoralisere Befolkningen, og til Biografen i Kabul har afghanske Kvinder da heller ingen Adgang.” [s. 43]

“Drikkevand – en Livsfornødenhed for os – fandtes i en lille Kanal, delvis nedtraadt af Kvæg, men desværre var det saa forurenet af Urin, at vi umuligt kunde lave The deraf. Hvad saa? Jo, i en kraftig Bouillon vilde det ikke kunne smages; dertil nød vi Fiskeboller.” [s. 47]

“… man er grusomme ved Dyrene og haarde ved sig selv, men overfor Hundene, disse urene Væsener, har man kun et Stenkast til overs eller et Spark, og skulde det ske, at et Ben brækkes herved, er der ingen, der hjælper det ulykkelige Dyr eller befrier det for dets Lidelser. En Hund tripper af Sted paa sine Forben alene slæbende den lamme Bagkrop med de forkrøblede Bagben efter sig, mens et Æsel ustandselig skubber til det pibende Væsen. Man vænnes til alt og reagerer efterhaanden ikke mere… [s. 50]

“For det første er der de egentlige Afghanere, der er høje, smukke Mænd med ret kraftig Skægvækst. De hører til den eranske Race ligesom Europæerne, men er lidt mørkere i Huden. For det andet er der de mongolske Folk, der hovedsagelig stammer inde fra det centrale Bjergland. Disse Folk bliver betragtet som lavere staaende og maa udføre det strengeste Arbejde. [s. 51]

“Der er nu Skoletvang for alle Drenge i Kabul, men ikke for Piger… Det største Problem er at faa Lærerkræfter, da de unge Piger ikke maa vise sig utilslørede overfor Mænd. Der anvendes dog et Faatal af uddannede Lærere (10), men kun ældre Afghanere; ellers er Resten (39) Kvinder uden nogen Uddannelse, og det er udelukkende europæiske Damer, der har lidt Tid tilovers. Der er seks 1. Klasser med op til 60 Elever i hver Klasse. I 1., 2. og 3. Klasse læres Persisk, Pushto og Arabisk, da Koranen er skrevet paa dette Sprog; desuden læres Regning og Skrivning… Mens Elevantallet er meget stort i de smaa Klasser, var det i en af de øverste Klasser faldet til fire Elever, da de øvrige var blevet gift… Nederst i Klasseværelset hænger paa en lang Række Knager de unge Pigers ‘Purdah’, det slør, som de tager paa, inden de forlader Skolen. Udenfor staar de ligeledes tilslørede Mødre for at tage imod deres Døtre.” [s. 56]

“Mullah’en indtager en vigtig Position blandt Afghanistans Befolkning. Ser man en særlig velklædt og velnæret Person (eventuelt til Hest) er det meget ofte en Mullah. I et Land, hvor Befolkningen er i den Grad fanatisk religiøs som her, maa de Mennesker, der tolker Koranen, faa en næsten uindskrænket Magt, da Menigmand ikke selv kan læse. [s. 62]

Den sædvanlige Gæstfrihed nægter sig heller ikke her. Vi bliver inviteret ind i den fattige ‘Gaard’, der egentlig kun bestaar af eet Rum, ca. 3X4 Meter med Lergulv og uden Vinduer… En Del af Rummet er afspærret af en Krybbe, og bagved denne lever ti Mennesker: Mand, Kone, fire Børn, to gamle Folk og en Tjenestepige paa 13 Aar med sit lille Barn.” [s. 64]

“Det er ganske usædvanligt, at vi kan komme og gaa i et afghansk Hjem, hvor de utilslørede Kvinder opholder sig, men da jeg som Europæer altid viste mig utilsløret, opfattede Afghanerne det som den største Tillid, min Mand kunde vise dem, og vi blev begge inviteret ind i deres Gaard, hvor Kvinderne opholder sig, for som Guvernøren sagde til min Mand: ‘Naar jeg maa se din Kone, saa maa du ogsaa se min. Kom indenfor og vær vore Gæster.'”“Mens vi sad paa Tæpperne og pressede de oftest tornede Planter, havde vi rig Lejlighed til at studere Familielivet… Der var mange unge Kvinder til Stede – Guvernørens Børn, Børnebørn og Svigerbørn – alle med sort Haar, halvlangt og løst som de unge Pigers herhjemme og alle til dels klædte paa samme Maade i korte Bomuldskjoler af europæisk Snit, men med lange Bomuldsbukser nedenunder til Værn mod de talrige Stikfluer og altid med lange Ærmer af samme grund. De virkede glade og fornøjede, og var meget interesserede i alt, hvad vi fortalte dem. At Kvinderne skulle være kuede og laasede inde bag Murene, fik vi slet ikke Indtryk af. De kan færdes frit overalt – i deres ‘Purdah’, som mange af dem slet ikke selv vil undvære.[s. 73]

“Det er tydeligt, at disse Mongoler regnes for en lavere Klasse end den almindelige afghanske Befolkning, der ikke saadan lader sig koste med; men de er venlige og smilende og altid parat til at hjælpe. Det er ogsaa dem, der i Kabul udfører det grovere Arbejde. Det er ikke ualmindeligt i Hasarajat at holde Slaver; en ung Pige kan købes i 14 til 18 Aars Alderen for 700-1000 Afghani og bliver Slave eller Tjenestepige i nogle Aar, saa gifter Ejeren sig i Almindelighed med hende, og der findes her i Hasarajat Mænd, der har indtil otte Koner.” [s. 74]

En anden af Guvernørens Soldater, som forøvrigt var attacheret Haarløv som Livvagt, havde forøvet et Rovmord paa en rig Hindu i Indien – en fortjenstfuld Handling, som han ikke bliver straffet for.” [s. 75]

“Paa anden Dagen naar vi til den lille Flække Bamian – A£ghanistans største Turistattraktion, og det mest almindelige Udflugtssted for Europæere i Kabul. Byen, der engang var stor og blomstrende, beliggende som et Knudepunkt paa Karavanevejene fra Vest til Øst og fra Turkestan til Indien og tillige en meget benyttet Valfartsby med store buddhistiske Helligdomme, er i Dag kun en Skygge af det tidligere Bamian. I Aaret 1222 kom Mongolhøvdingen Djingis Khan ogsaa hertil med sine Horder, og det skulde blive meget skæbnesvangert for Byen, for da hans Sønnesøn faldt under Kampene ved Bamian, lod Djingis Khan give Ordre til, at alle levende skulde udryddes; Mænd, Kvinder og Børn blev myrdet, ja, selv Dyrene i Huse og paa Marker gik ikke fri. I lange Tider rugede derfor Dødens Stilhed over den ødelagte Egn, men nu er der atter kommet lidt Liv i Byen, der dog aldrig vil faa sin tidligere Betydning, da Karavanerne nu søger gennem andre Dale. Der er et Regeringshotel i Bamian, men vi valgte at slaa vort Telt op højt oppe paa en Knude, hvorfra vi havde en dejlig Udsigt tværs over den smilende Dal til de store Buddhafigurer. Der er flere Buddhaer udhuggede i Klippen, som her bestaar af en meget kalkholdig Konglomerat. Den største Figur, der staar i en Niche, maaler mere end 50 Meter i Højden, og hvis man har Mod, kan man ad Stiger og Trapper gennem mange labyrintagtige Rum i Klippen ved Siden af naa helt op til Hovedet og endda komme ud og staa paa Issen. Nichen helt oppe over Hovedet har ret velbevarede Kalkmalerier, men selve Buddhafiguren er blevet slemt beskadiget i Tidernes Løb, dels med Forsæt af fanatiske Muhamedanere, dels som Følge af Vejr og Vind. Underansigtet paa den store Buddha, samt Ører og Underarme mangler. Figuren, der engang har været forgyldt fra Hoved til Fod, maa sammen med den noget mindre (36 m) have været et pragtfuldt Syn. Man ved da ogsaa, at talrige Pilgrimme helt ovre fra Kina har valfartet til dem og til de mange Buddhatempler, der er indhuggede i Klipperne ved Siden af. Herinde har der ogsaa været mange Rigdomme, men alle disse er systematisk ødelagte, vel sagtens af Mullah’erne. Mange af Kalkmalerierne er dog blevet bevarede for Eftertiden, og alle de udgravede Skatte opbevares paa Museet i Kabul. Hulernes Antal i Klipperne, hvor de ligger i mange Etager, er saa stort, at der maa have boet mellem 10.000 og 20.000 Mennesker her. Nu er der intet andet at se end de røgsværtede Lofter i de mange Labyrinthuler med deres tomme Nicher rundt langs Væggene – engang fyldte med trivelige Buddhafigurer, nu tomme og gabende.” [s. 78f]

“Her, hvor vi paa Udturen havde haft nogle ubehagelige Oplevelser med den arabiske Havnebefolkning, faar man nu overhovedet ikke Lov til at gaa i Land paa Grund af Krigen i Palæstina.” [s. 95]

Flere citater fra Aase Køie: Med Haslund-Christensen til Afghanistan (1950).

Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper