9. maj 2019

‘Paludans vilde apartheid-forslag’, løj EB om satirisk flyer ‘inspireret af kristnes levevilkår under Islam’

Alt handler om Rasmus Paludan og Stram Kurs i disse dage. I dag er det eksempelvis Ekstra Bladet, der ‘afslører’ ‘Paludans vilde apartheid-forslag’. Det handler om den tidligere omtalte løbeseddel uddelt under Folkemødet på Bornholm, sidste sommer. Selvom det i løbesedlen pointeres, at muslimer kun må eje cykler med et gear, så skriver Ekstra Bladet følgende:

“Ekstra Bladet har talt med Folkemøde-deltagere, der afslog at tage imod løbesedlen… Personerne oplevede både episoden og budskaberne på løbesedlerne som ‘alvor fra Stram Kurs’ side’ og ‘uden skyggen af ironi’.(Ekstra Bladet, 9. maj 2019)

Herunder er mit vurdering af samme situation. Jeg var fysisk tilstede, og var aldrig i tvivl om at det var ironi.

“Derudover fulgte jeg Stram Kurs’ daglige demonstrationer. Eksempelvis uddelte partiformand Rasmus Paludan brochurer, hvori han foreslog indførelse af lovgivning mod Islam inspireret af kristnes levevilkår under islamiske regimer. Hvis man skal opsummere kort: ‘De må godt være her, hvis blot de ikke trækker vejret.’ En mand råbte sarkastisk: ‘Det er ikke stramt nok!’. Enkelte blev dog hidsige over den ideologiske pluralisme på Nørregade, blandt andet en ældre mand på cykel. En yngre fyr flippede helt ud, men undgik desværre at blive fotograferet.” (Uriasposten, 22. juni 2018)

(Rasmus Paludan og Stram Kurs under Folkemødet 2018)

Ekstra Bladet har talt med to eksperter, der mener at Paludans løbeseddel er udtryk for ‘ apartheid’. Professor Sten Schaumburg-Müller pointerer eksempelvis…

Det er helt åbenlys apartheid. Det er den mest rammende måde at beskrive det på. … Der er to grupper i befolkningen, hvoraf den ene skal rette sig ind efter den anden og ikke må tale til dem.”

Jeg har tilfældigvis skrevet lidt dybere om dhimmie-reglerne, som Paludan har efterlignet for at få danskerne til at tænke lidt nærmere over Islam. Her en bid fra ‘Vejen til Damaskus’ (Lysias, 2008, s. 103)

“Der lå ifølge Pedersen tillige et element af ydmygelse i den særlige beskatning: ‘Her [Koranen 9:29] betegnes Jødernes og Kristnes Afgift som en Ydmygelse.’ (Pedersen: 1928:12f; se også Pedersen:1924:170; Pedersen:1928:46, 48)

… Sådanne forordninger legitimerede senere overgreb på kristne, og Pedersen giver flere eksempler på, hvorledes kaliffer fra slutningen af 700-tallet frem til år 1000 har anvendt bestemmelserne. her en række eksempler fra 900-tallet:

‘Pagtsfolkene, en dhimmi … skal bære en særlig Dragt, eventuelt et Stykke Tøj på Skulderen, som for de Kristne er blaat, for Jøderne Gult, for Zarathustrierne sort eller rødt … de skal altid vige for en Muslim og vise ham Ære. De maa ikke vække Opsigt med deres Religion.’ (Pedersen:1928:43f; se også Pedersen:1928:49f)

Selvom Pedersen i enkelte passager godtager den traditionelle muslimske udlægning… er han overordnet helt på linie med Buhl og Østrup. Med sit tunge fokus på magtforhold går han endnu videre og tilskriver dhimmi en begrebsmæssig lighed med det, vi i dag ville betegne som apartheid. (Undertegnede, 2008)

(Vejen til Damaskus. Dansk Islamforskning 1885-2005, Lysias, 2008, s. 103)



28. januar 2008

Tina Magaard anmelder Jakob Skovgaard-Petersen-udgivelse

Fra Jyllandsposten, sidste torsdag. Tina Magaard anmelder et dansk trebindsværk om al-Azhar-universitetet. Fra Lærdom og diskrimination (kræver login).

“Hans Munk Hansen fra Kunstakademiets Arkitektskole har forfattet den første bog, ”al-Azhar, moskeens historiske bygningsanlæg”. Han var i 1980-1982 med til at lede restaureringen af Madrasa al-gawhariye, en lille tilbygning til al-Azhar, og byder her på en historie om det store i det små…

Den anden bog, ”al-Azhar. Et muhammedansk universitet”, er et genoptryk af et værk fra 1922, forfattet af tidligere professor ved Københavns Universitet Johannes Pedersen (1883-1977), som i 1920 gæstede al-Azhar. Pedersen giver en historisk gennemgang af institutionens historie og indflydelse i det mellemøstlige samfund… At al-Azhar i næsten et årtusinde havde været et både religiøst, administrativt og politisk centrum, forklarer Pedersen med, at »i Islam er der intet Skel imellem det politiske og det religiøse, thi Religionen omfatter alt i Livet«. Det var dengang, man kunne viderebringe, hvad muslimske lærde sagde, uden at blive mistænkeliggjort. En førende kritiker af vestlige islameksperters motiver som Edward Said ville nok også have kritiseret professorens karakteristik af al-Azhar som »et ægte Udsnit af Middelalderen, ikke en svag Afglans af den, thi Azhar-folkene danner et Milieu, der endnu lever i dens Forestillinger og Idealer«…

Der er sket meget på al-Azhar siden Johannes Pedersens tid, er en af hovedpointerne i den tredje af samlingens bøger, nemlig Jakob Skovgaard Petersens bog ”al-Azhar 1922-2006”.

Skovgaard-Petersen er ikke bare direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, han er også specialist i ulema, de islamiske lærde. Det afspejles i den kyndige gennemgang af al-Azhars reformer i det 20. århundrede. Skovgaard-Petersen er især velinformeret om al-Azhars lærdes indbyrdes stridigheder om, hvad al-Azhar først og fremmest skal være. Et internationalt missionscenter? Et moderne universitet? En censurkomité? En fatwa-fabrik? De administrative detaljer, der strukturerer denne diskussion, kan måske opfattes som en anelse tørre af lægmand, men de er værdifulde for studerende og fagfolk, som kun kan sætte pris på Skovgaard-Petersens indsigt i disse spørgsmål.

Al-Azhars ulema har tilsyneladende, deres forskelligheder til trods, foretaget mindst ét fælles fokusskift siden Johannes Pedersens tid. Kalifat-temaet, som optog al-Azhars lærde i 1920’erne, er i dag gledet i baggrunden til fordel for andre diskussioner om den politisk-sociale-religiøse forvaltning af de islamiske samfund. Skovgaard- Pedersen udreder her, hvordan al- Azhar positionerer sig strategisk i konkurrence med såvel Saudi-Arabiens Medina- Universitet og islamistiske organisationer som det Muslimske Broderskab, alle konkurrenter til al-Azhars status som moralskreligiøs ledestjerne og legitim forvalter af islam…

Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide. Skovgaard-Petersens fremstilling er nemlig symptomatisk for nutidige islamforskeres dilemma. For at kunne forstå og fortolke en given kulturel kontekst, må forskeren nødvendigvis internalisere de implicerede aktørers begrebsapparat. Men det er med risiko for at overse de mennesker, der kommer i klemme i samme begrebsapparat.

Spørgsmålet er, om Skovgaard-Petersen er blevet så integreret i ulemas tankesæt, at han ikke studser over deres forvaltning af institutionaliseret apartheid. Vi får nemlig på intet tidspunkt at vide, at det er forbudt for jøder og for koptere (de kristne egyptere) at studere på al-Azhar-universitetet. Det gælder ikke kun teologi, men også verdslige fag som medicin, økonomi og agronomi. Skovgaard-Petersen fortæller heller ikke om al-Azhars lærdes direkte medansvar for den undertrykkelse og forfølgelse, som koptere udsættes for i Egypten.

Hvorfor må læseren ikke få dét at vide? Det er før set, at vesterlændinge er blevet prompte udvist af Egypten, fordi de har brudt den implicitte aftale, der indebærer, at disse ting taler man ikke om. Da Skovgaard-Petersen officielt repræsenterer Danmark i kraft af sin stilling som direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, kan han have valgt at udelade disse oplysninger for ikke at skabe ballade. Men han overspiller sin rolle, når han går i rette med den danske presse og siger, at »det er misvisende at betegne stater, samfund eller kulturer som den egyptiske som præmoderne og statiske og afventende en reformation eller oplysningstid. For oplysningstidens ideer og institutioner har for længst vundet indpas, i takt med at Cairo blev indskrevet i en global politisk-, kommunikations- og undervisningskultur «...

Spørgsmålet er, hvem der her kommer med misvisende udsagn. Hvad med kopterne, som absolut ikke nyder godt af »oplysningstidens ideer og institutioner«? Og hvor blev oplysningstidens ytringsfrihedsidealer af i Muhammedkrisen, som meget direkte angik al-Azhar, eftersom krisen tog internationale dimensioner efter sheikh Muhammad Sayed Tantawis møde med Islamisk Trossamfunds delegation til Egypten? Det får vi heller ikke noget at vide om.

Igen kan det handle om, at Skovgaard- Petersen i den sag var så tæt på krisestyringen, at han skifter forskerkasketten ud med diplomatkasketten. Men Tantawis gøren og laden under krisen tydede absolut ikke på, at han var indstillet på at lade oplysningstidens ytringsfrihedsideal stå over det teologiske krav om respekt for muslimers religiøse følelser.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at man på al-Azhar har reformeret den del af sharia, som tillader muslimer at krænke andres religiøse følelser, mens ikke-muslimers krænkelse af muslimers religiøse følelser straffes.”



20. januar 2008

Fra Christiaan Snouck Hurgronje via Johannes Pedersen til Tariq Ramadan

Det går stærkt i disse år. Fra Dhimmi Watch – Fitzgerald: Tariq Ramadan and How He Got His Chair At Leiden.

“Meanwhile, his more famous, and far more dangerous brother, Tariq, appears in the “Islam” issue of The New York Times Book Review, where he identifies himself as at present a “professor at Oxford.” He is no such thing. He has been a temporary lecturer at St. Antony’s College, in the Middle Eastern wing (the other wing is Russian and East European Studies), which ever since its inception was the fiefdom of the late Albert Hourani, described by J. B. Kelly as “a plump abbot dispensing his favors,” who allowed the place to be a diploma mill for all kinds of doubtful people. The D. Phil. does not require courses, but only a thesis, and every Rashid, Hamid, and Yusuf could get a D. Phil. at St. Antony’s, as long as Hourani was ruling the roost. Now he’s gone, and possibly things are changing there. But not completely, for Tariq Ramadan was given his temporary post.

Now the Arabs have got together, and the most “respectable” of them — the government of Oman — has simply given a large sum of money, not only for a chair, but with a specific non-negotiable candidate, the Arab Muslim candidate, to fill it, at the otherwise respectable University of Leiden. That’s right, the same University of Leiden that has a distinguished history in Islamic studies, where Joseph Schacht, having left Germany in disgust in 1933 (Schacht was not Jewish), ended up for a while, and where C. Snouck Hurgronje has a center named after him, is giving Tariq Ramadan a grand title — “professor,” I presume, or possibly “director” of some “institute” created just for him by fellow Arab Muslims. And that will be convenient. That will allow him to lecture, and to write articles, billed as “Tariq Ramadan, professor at the University of Leiden.”

But don’t believe a word of it. His chair is entirely bought and paid for. It’s to make his propaganda, his presentation, more impressive, more effective, more convincing. Tariq Ramadan is a worthy grandson of that grandsire who founded the Muslim Brotherhood in 1928, Hassan al-Banna, the demagogue who used to whip up Cairene crowds so that, in fits of post-speech enthusiasm, they would then go out and attack Copts and Jews.”

Danske Johannes Pedersen, der senere blev professor i semitisk filologi på Københavns Universitet var elev af Christiaan Snouck Hurgronje i Leiden. Hurgronje ville i 1957 være blevet 100 år, og i den anledning indkaldte Oosters Genootschap (den hollandske Orientforening) til en mindehøjtidelighed, hvor Johannes Pedersen gav et foredrag om The Scientific Work of Snouck Hurgronje. Et citat…

“This reconstruction of the facts which has become as classical as his book on the pilgrimage, shows what a fertile ground these ideas offer for aggressive propaganda against non-Islamic powers, and that is why Snouck wrote his essay.”

Oploadet Kl. 16:49 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


30. juni 2005

Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne… (2004) – nogle notater

Nogle måneder efter jeg havde påbegyndt mit speciale om den tidlige danske orientalistik og nutidens islamforskere, udgav Jørgen Bæk Simonsen bogen Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 100o år. Over små 200 sider gennemgås den islamiske verdens kontakt med Danmark og danskere med udgangspunkt i korstogene, Luther, Holberg, Niebuhr, Grundtvig og Østrup – hvad omkranses af et indledende kapitel om arabisk-europæisk historie og et afsluttende perspektiverende kapitel skræddersyet til at revse danske islamkritikere.

Mine kritikpunkter er mange, og selvom bogen også må opfattes som en debatbog, så er den polemisk i en grad så det nødvendigvis må påvirke vurderingen af det rent historiefaglige. Tilhørende en fløj som hævder at danskheden blev skabt i 1800-tallet baseret på tvivlsom dokumentation, giver det simpelthen ingen mening at hævde islam har været en del af den danske offentlighed i mere end 1000 år. Det er simpelthen ikke korrekt, og helt sikkert udtryk for en politisk-motiveret proportionsvrængning. Projektet medfører blandt andet at den danske deltagelse i korstogenes må opjusteres, og selvom han her har gjort et godt stykke arbejde med at indsamle kildehenvisninger, så dokumenterer han jo selv at korstogene var forbeholdt det gejstelige hierarki – sågar før det danske sognesystem havde rodfæstet sig.

Det værste ved bogen er dog hans forsøg på at gøre sig til apologet for tidlige islamkritikere, med Martin Luther som en nok ikke helt tilfældig undtagelse. Der skal ikke herske tvivl om at fortidens kritikere af islam, i høj grad var styret af deres kristne udgangspunkt, men det er som om Holberg, og i endnu højere grad Grundtvig pinedød skal gøres til fortalere for tværreligiøse humanistiske idealer og multikulturen som idé uanset hvad de så end har skrevet. Begge skrev meget – også om islam, og selvom Bæk Simonsen har grebet nælden om dens rod ved at medtage meget hårde bedømmelser om islam, så får man uværgeligt det indtryk at der generaliseres på basis af enkelte humanistiske aspekter i deres værker. Holberg og Grundtvig var blot en del af sin samtid og agerede i en bestemt historisk kontekst lyder det derimod når de snakker om ‘tyrkerpest’ og koranens militante ånd. Med hensyn til Grundtvig virker det hele noget søgt, ikke mindst fordi han samtidig roses for sin store faktuelle viden og indsigt i islam. Skulle en anden forsker få lyst til at skrive om ‘Grundtvig & Islam’, så kunne konklusionerne nemt blive fundamentalt anderledes.

I en forlængelse af ovenstående vil jeg mene, det er problematisk at den mest betydningsfulde danske islamforsker i et kildebaseret værk flere steder åbent erkender sine forsøg på nytolke Grundtvig til brug mod ikke-universitære forfattere man er politisk uenige med. Man kan med rette så tvivl om Bæk Simonsen er i stand til at levere ikke-politiserende forskning i islam, når han i en note (tilsyneladende uvidende om de indbyggede problemer) noterer: “Der er således med udgangspunkt i dele af Grundtvigs værker potentiale til en aktiv indsats i det globaliserede miljø, Danmark nu er en del af.” [kap.6, note 7, s. 120].

Det bedste i bogen er uden tvivl kapitlet om Carsten Niebuhr, hvor han skal have ros for sine fyldige kildehenvisninger og gennemgang af baggrundshistorien. Omvendt er det tydeligt, at han som i Holberg/Grundtvig-kapitlerne bortforklarer grelle vurderinger af islam, og modsat fremhæver de positive vurderinger. Niebuhr-udgivelserne ligger tidsmæssigt uden for mit speciale, men det jeg har læst, kan ikke siges at være rimeligt refereret af Bæk Simonsen.

Jeg har derimod gennemgået Johannes Østrups forfatterskab slavisk, og efter min vurdering er Bæk Simonsen her ligeså langt fra sandheden som i Grundtvig-kapitlet – hvad jeg såmen heller ikke får svært ved at dokumentere. Østrup adskiller sig ikke væsentligt fra Buhl og Pedersen, og hans fokus på den historiske og politiske udvikling i islamiske lande knytter sig nært til Tyrkiet og dens udvikling i 1920’erne – hvad foranlediger Bæk Simonsen til at rose og godtage Østrups positivistiske tankegang – tilmed udstrakt til alle islamiske verden som sådan. Østrup havde ingen grund til at tro anderledes kort efter osmannerrigets sammenbrud, men tiden har så rigeligt afvist positivisternes noget kulturchauvinistiske tolkning. Faktum er at Johannes Østrup gennem sit forfatterskab gav aldeles hårde vurdering af den islamiske verdens kulturelle mangler, mest markant er nok hans brug af tidsgeografiske generaliseringer – europæerne lever i nutiden, tyrkerne i både middelalder og nutid, hvorimod araberne stadig lever som i oldtiden undtagelsesvis i middelalderen.

Bogens afsluttende kapitel er spækket med politiserende tolkninger, og målet er klart at gøre forskere og politikere han er uenige med til det ondeste onde. Det ender med mange selvmodsigelser. Brix, Hedegaard og Hansen kritiseres for at essentialisere islam med brug af tilfældige islamister fundet på nettet, og fronterne er trukket hårdt op – formentligt som en udløber af Sheikh/Minhaj-sagen. At det ikke skulle være problematisk at Sheikh tilhører en organisation der har indført sharia-lovgiving i Pakistan forstår jeg ikke, og Bæk Simonsen går klogt nok ikke ind i detaljerne. Omvendt citeres der tungt fra hjemmesider for Den Danske Forening og Mogens Glistrup (Bo Warming…), hvis holdning gøres repræsentativt for alle modstandere af indvandring fra islamiske lande. Det er naturligvis nonsens, og det ender med apologetiske klicheer såsom at globalisering er indvandring, og hvis blot højrefløjen ikke bekæmpede naturens gang så var der slet ingen problemer i den henseende. Det viser sig da også at målet ikke blot er et multikulturelt Danmark, men en nedlæggelse af nationalstaterne til fordel for en luftig konstruktion han ikke kommer nærmere ind på.

Det viser sig desværre også at ‘ignorancen’ i forhold til kulturen kun går en vej. Hvor dansk kultur er en højreradikal konstruktion som skal undertrykkes, så er herboende muslimers kultur berigende og skal understøttes fra statsligt hold. Jørgen Bæk Simonsen viser med denne bog konsekvenserne af det Søren Krarup har kaldt venstrefløjens ‘negative afhængighed af nazismen’. Bogen er også, på mange måder et smædeskrift mod danske islamkritikere, eller mindre polemisk formuleret – udtryk for en politisk og forskningsmæssig positioneren.

Måske er det på sin plads at skrive lidt om Bæk Simonsens syn på Mellemøsten, der ikke kan adskilles fra Edward Saids ditto. Han ser verden med arabisk-palæstinensiske briller, og derfor var han både imod FN-sanktionerne mod Irak, og Irak-krigen der afsluttede dem. Hvor vigtigt emnet er for ham, illustrereres godt ved det faktum at han henviser til hele to titler omhandlende FN-sanktionerne mod Irak – indflettet i et længere Osama bin Laden-citat som kritiserer USA for at have en imperialistisk dagsorden i forhold til Irak. Når USA fjerner en diktator med baggrund i FN-sanktioner – så lyver de om deres sande motivation. Når terrorister myrder civile med baggrund i sanktionerne, så tror han dem hele vejen. Følgelig er terroristernes udtalte brug af koraniske begreber ren legitimering.

Herunder en række citater fra bogen:

“Jeg har med denne bog sat mig for at godtgøre, at flere af de påstande, der gentages igen og igen i den offentlige debat om islam og muslimerne, ikke er korrekte. Islam og muslimer er ikke nye fænomener, men har været en del af den danske offentlighed, siden kong Harald Blåtand i midten af 960’erne besluttede sig for at lade sig døbe og som et minde om den beslutning lod Den store Jellingesten rejse. [9f]

“Det er ret beset et udtryk for respekt at bruge betegnelsen muslim, fordi det er den, muslimer selv benytter. “[s. 17; og hermed udtryk for disrespekt at bruge ordet ‘muhamedaner’]

“Bemærk i øvrigt, hvordan også Theophanes behændigt evner at få islam knyttet til et tidligere kristent kætteri. Muhammed var ifølge Theophanes en person, der brutalt og hensynsløst skaffede folk af vejen, der kom ham på tværs. [s. 25]

Det islam-billede, forskellige kristne har tegnet gennem historien, er præget af den kontekst, i hvilken det er formuleret. Det tidlige islamiske kalifat udviste en udstrakt ligegyldighed i forhold til de forskellige kristne kirker, der nu tilfældigvis fandtes i de områder, der blev lagt under kalifatet. Derfor er det udbredt i historiske værker forfattet af kristne lærde med rod i de kristne kirker, der efter erobringerne blev underlagt muslimsk overhøjhed, at finde en positiv skildring af kalifatet og de enkelte kaliffer. Det hænger sammen med den udstrakte autonomi, de forskellige kristne kirker fik overdraget efter kalifatets etablering.” [s. 32]

“Se Mads Lidegaard: Da danerne blev kristne. København: Nyt Nordisk Forlag 1999. Det skal bemærkes, at bogen er udgivet med støtte af Kirkeministeriet – næppe en tilfældighed i betragtning af debatten om danskheden, som den rasede i 1990’erne.[s. 37; note]

“Men selvom vi ikke konkret kan give eksempler på, hvorledes offentligheden i Danmark opfattede islam og muslimer, kan det i en historisk perspektiv konstateres, at Haralds dåb skildret i teksten på Den store Jellingesten gjorde det daværende Danmark til en del af det kristne Europa, der med igangsættelsen af det første korstog i 1096 skabte et offentligt negativt billede af den verden, der ikke var kristen. Med korstogene blev islam og muslimer derfor en del af offentligheden også i Danmark. At præsentere islam og muslimer som noget nyt i en dansk sammenhæng i dag er derfor historisk ukorrekt og påviseligt forkert. Islam og muslimer blev med Danmarks overgang til kristendommen og med indtrædelsen i den kristne kultur ledet af paven i Rom en modpol og en modstander, og derfor var der et betydeligt dansk engagement i det første korstog mod Det Hellige Land.” [s. 54]

Den kristne reconquista (generobring) af Den Iberiske Halvø resulterede i, at den muslimske tilstedeværelse i Spanien blev bragt til afslutning i 1492…” [s. 73]

“Inden jeg går over til en præsentation af Holbergs syn på Muhammed og islam, er det på sin plads først at redegøre for Holbergs syn på religion for at modvirke alle misforståelser. Holberg er kristne og tager sin kristne tro alvorligt. Den kan ikke gøres til genstand for tvivl og slet ikke for kritisk historisk analyse, som det eksempelvis er tilfældet med islam… I et epistel skriver han afslutningsvis: ‘Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom…'” [s. 75]

“Efter flugten, som Holberg kalder udvandringen fra Mekka til Medina i 622, og frem til erobringen af Mekka i 630 er det sværdet, der taler. Det samme glæder for tiden mellem Mekkas erobring i 630 og profeten Muhammeds død i 632: En række lokaliteter i området op mod Det Byzantinske Rige tvinges med sværdet til at indgå i Det Islamiske Rige, der endnu er i sin tidlige vorden, men som efter profetens død i 632 for alvor gør sig gældende i resten af Mellemøsten…” [s. 84]

Intet tyder på at Muhammed var fysisk truet da han valgte at flytte til Medina, så Hidjra’en må retteligt betegnes som en ‘udvandring’. Det er da også denne betegnelse Bæk Simonsen selv benytter i Politikens Islam Leksikon (2001, s. 88).

“Holberg fortsætter lidt længere fremme på samme måde: ‘Saa snart denne Lærdom rodfæstede sig hos hans Tilhængere, ansaae hver Borger, hver Soldat sig, som Folk der vare i Guds Livree, og som Instrumenter, der af Himmelen vare beskikkede til saadant Herredoms Oprettelse. Og, saasom Lærdommen iblandt andet førte dette med sig, at hvo der omkom i Kriig, var en Guds Martyr, der med Støvler og Sporer lige fra Val-Stedet, hvor han faldt, blev af Engle bragt ind udi Paradiis, saa voxede deraf saadan Foragt for Døden, at de ginge til Felt-Slag som til Giestebud,, og enhver Soldats Symbolum var enten at døe eller at vinde Seyer. Herpaa grunde sig de mange fortvivlede og heroiske Gierninger, som de første Saracener, da Enthusiasmus var udi sin største Heede, blev øvede.” [s. 87]

“Holbergs billede af Muhammed og islam er præget af en ejendommelig dobbelthed. På den ene side bringer han en lang række oplysninger om Muhammed og islam, der ikke var almindeligt kendte, og giver på den måde ny oplysning om den verden, danskere i 1700-tallet var en del af. På den anden side er hans behandling af Muhammed og islam også farvet af den selvglæde og selvtilstrækkelighed, der præger oplysningstiden. [s. 87]

“Det var naturligvis de færreste, der havde mulighed for at drage udenlands for at studere de nyeste værker, som Holberg gjorde det i flere omgange, men det ændrer ikke ved det forhold, at han gjorde sig store anstrengelser for at være loyal mod det, der var hele oplysningstidens bærende ide: at meddele den brede befolkning viden om verden… Det får så være, at han lige så lidt som andre var i stand til at se ud over sin egen tid. I så henseende kan vi for den generelle debat om islam og muslimer i Danmark ved begyndelsen af det 21. århundrede med sorg fastslå. at Holbergs indsats i et betydeligt omfang er blevet gjort til skamme. Debatten om islam og muslimer er nemlig ikke præget af indsigt i den muslimske tradition og heller ikke af oprigtig lyst til at lære den at kende! Det kan man næppe bebrejde islam og muslimerne. Det må have andre årsager.[s. 88f]

“‘… De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér. hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død. Og eftersom en sådan foreteelse også kunne forvolde de andre rejsende ubehageligheder, så ikke blot advares alvorligt mod dem, men Vi forbyder også slige overilede handlinger eftertrykkeligt…'” [s. 99f; Frederik den Femtes i instruks til Niebuhr-ekspeditionen]

“Derfor slår Niebuhr også i en anden sammenhæng fast, at mange af de fortrædeligheder, europæere oplever på rejser i Østen, i virkeligheden skyldes deres foragt for eller deres aversion mod muslimer.” [s. 103; Bæk Simonsens afrunding efter et længere Niebuhr-citat hvoraf det bl.a. fremgår at en franskmand ikke havde taget skoen af under en audiens, og at den lokale kultur ikke tillod europæiske mænd at hilse eller kigge på de lokale kvinder]

Niebuhr var som Holberg på det rene med, at mennesket påvirkes af sine omgivelser, og at det ofte er omgivelserne eller, om man vil, den historiske kontekst, der er med til at bestemme, hvem der er ens venner, og hvem der er ens fjender. Det er der endeløse eksempler på i Niebuhrs værker.” [s. 105]

“Den entydighed, den middelalderlige europæiske tradition havde lagt for dagen i sit syn på islam og muslimer, er aldeles fraværende i Niebuhrs værker.” [s. 108]

“Niebuhr er personligt på det rene med, at historien ændres, og han gør gang på gang opmærksom på, at tid og sted på afgørende vis sætter sig præg på mennesket. [s. 112]

“Det skal retfærdigheds siges, at andre ekspeditioner og andre enkeltpersoner gav den danske offentlighed oplysning om andre dele af verden, der ikke var domineret af islam og muslimer, og på den måde sikrede. at den danske offentlighed sad inde med viden, der kunne minde den enkelte dansker om. at Danmark ikke var verdens centrum, og at andre mennesker andre steder havde andre normer. Dengang var der ingen mulighed for, at disse skulle udfordre den danske hverdag konkret.[s. 116]

Eneste sted i bogen hvor Bæk Simonsen forholder sig kritisk til egen påstand om, at islam skulle have været en del af den danske offentlighed i 1000 år. Men mere kræves der såmen heller ikke for at vælte korthuset. Islam er et relativt nyt fænomen for danskerne, idet islam først blev en del af danskernes konkrete virkelighed med indvandringen i slutningen af 1960’erne og frem. Alt andet end er akademisk tågesnak.

“Vante ideologiske skillelinjer mellem politiske partier er under nedbrydning, fordi grupperinger i alle politiske partier med meget stor konsekvens gennem de sidste årtier har evnet at sætte dagsordenen for den politiske debat, så den er kommet til at handle om muligheden for at opretholde det danske, som de nu mener, det skal fastholdes. I den henseende er forekommer de sidste årtier at være en fortsættelse af det, der optog Grundtvig livet igennem: et forsvar for danskhed og for danske værdier – dengang mod en trussel, der først og fremmest kom fra Tyskland, i dag mod en trussel, der i den offentlige debat først og fremmest knyttes til islam og muslimer. I store dele af sit liv var Grundtvig optaget af at bekæmpe truslen udefra – og truslen fra dem, der kun på overfladen var danske, men som i virkeligheden slet ikke var, hvad de gav sig ud for at være, dem, han under ét kaldte hjemmetyskerne. På samme måde er det i den aktuelle debat ubehageligt at bemærke, at uanset hvor meget muslimer bosat i Danmark fastholder, at de er demokratiske og pluralistiske, betvivles troværdigheden af det, de siger, af mange med henvisning til, at de er muslimer! Det forhold, at de i politisk henseende er aktive og på den måde levendegør en del af den folkelighed og frivillighed, Grundtvig satte så højt, tæller ganske enkelt ikke.[s. 118]

Det siger sig selv at Mona Sheikh og andre muslimske politikere nødvendigvis må holde deres sti ren. Naturligvis må de tage afstand til sharia-lovgivning, ligesom de naturligvis heller ikke kan være medlem af Minhaj ul-Quran eller beslægtede fundamentalistiske organisationer grundlagt på forestillingen om et Koranbaseret samfund – der eksempelvis i 80’ernes Pakistan betød indførelse af et sharia-baseret straffesystem. Ansvarlig for det pakistanske eksempel var Tahir-ul-Qadri, professor i islamisk ret – og grundlægger af Minhaj ul-Quran, som flere gange har været i Danmark – i 2000 for at deltage i paneldiskussion med Mona Sheikh og… Jørgen Bæk Simonsen.

“Ole Vind 1999 skriver s. 200 om Grundtvigs forestilling om nordboernes særlige verdenshistoriske mission, at et fællesnordisk universitet, som Grundtvig i en bestemt sammenhæng var fortaler for, ikke skulle være et sted, hvor man dyrkede ‘en særnordisk form for videnskabelighed, for som universitet må det netop ‘have, nære og følge lutter universelle ideer’, men det skal føre an i Europas videnskabelige verden, idet Nordens ogpave netop er at skabe den universelle, historiske videnskabelighed, der kan oplyse menneskeslægten i den nye tidsalder’. Der er således med udgangspunkt i dele af Grundtvigs værker potentiale til en aktiv indsats i det globaliserede miljø, Danmark nu er en del af. Det danske og det nordiske kan med andre ord også befordres ved aktiv deltagelse i den moderne verden. Danskhed behøver med andre ord ikke lukke sig inde i sin egen lille verden af frygt for at blive besudlet af påvirkning udefra![s. 120; note]

Der er, og skal være forskel på forskere og en aktivister. Citatet sætter hans respekt for Edward Said i perspektiv.

“De mange bind med fokus på Danmarks historie til brug ikke mindst på de højskoler, der blev etableret med inspiration fra Grundtvig, har sat deres tydelige mærke på den danske nationalisme, der blev formuleret i midten af 1800-tallet, og som fortsat trives i bedste velgående.[s. 122]

Det er med nationalisme som med alt andet. Der findes forskellige grader af fænomenet, og Bæk Simonsen skelner ikke mellem sund fædrelandskærlighed, ideologisk nationalisme i forskellige varianter og den racetænkende nazisme/fascisme. For ham er det hele et fedt.

“‘… de [Korstogene] udsprang af en dyb Enhedsfølelse mellem Vester-Ledenes Folke-Færd, som ved den sammensmeltede til en borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten hvoraf den øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed,see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter Kors-Togene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk.'” [s. 132; citat af Grundtvig]

“Lundgreen-Nielsen 1993, s. 174 skriver: ‘Mange moderne mennesker har svært ved at godtage Grundtvigs opfattelse af danskerne som Guds udvalgte folk i nyere tid, med en særlig universalhistorisk rolle, fordi det er gået af brug at betragte verdenshistorien som udtryk for forsynets spor i tidernes løb. Og Grundtvigs syn på Danmark som kærlighedens, historiens og den sandeste kristendoms land, beboet af hjertefolket, der taler hjertesproget, er mere end mistænkelig’ – et synspunkt, jeg til fulde deler.[s. 134; note]

“‘Var de Seldschukiske Tyrker ikke blevet saa godt som tilintetgjorte ved Kors-Togene, vilde de i det Mindste naaet ligesaavidt som de Osmanniske siden, og havde Osmannerne kunnet begynde i det fjortende Aarhundrede hvor de slap i det sextende, da havde de neppe engang endt med, som Man spaaede, at vande deres Heste i Kolding-Aa!‘” [s. 135; citat af Grundtvig]

“… Derfor føler han sig berettiget til i sin præsentation af Salah al-Din at gøre op med den romantiske myte, der efter korstogene var blevet udviklet om Salah al-Din: ‘Dette kan vel synes for meget talt om saa lidt, og det er i Grunden ubilligt at maale Saladin med den Alen, vi bruge til de Store i Christenheden; men da han engang ei blot er trukket ved Haarene midt imellem dem, men med mange Ophævelser i foreholdt dem som et lysende Exempel, saa kan Historien ikke redde ham fra en Sammen-Ligning med sine Over-Mænd, hvorved han nødvendig maa tabe den Anseelse, han i en lavere Stilling og snevrere Kreds med Rette nød. Det skader ham imidlertid ikke, deels fordi han er død for 600 Aar siden, og deels fordi det aabenbar var hans egen Skyld; thi hvad vilde en Spurv i Trane-Dands, maa Man vel her sige, og hvad vilde Saladin i Jerusalem!‘” [s. 139; om Saladin]

“Det er hævet over al tvivl, at Said grundlæggende har ret…” [s. 146; om Edward Said i Orientalism]

Hvad har arven fra aktivistforskeren Edward Said betydet for den danske integrationsforskning…

“Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på den orientalistiske diskurs, Said har hudflettet i Orientalism, hos de danske orientalister [herunder Pedersen og Buhl], der vandt international anerkendelse for deres arbejder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Derfor er det næppe heller frugtbart videnskabshistorisk at opregne eksempler, hvor epokens selvforståelse tydeligt kommer frem og formuleres på en måde, der i dag ikke kan accepteres. Den humanistiske videnskab har altid været et barn af sin tid, og det vil den vedblive med at være også i fremtiden! Men det ændrer ikke ved det grundlæggende forhold, at ældre, centrale og vægtige humanistiske bidrag til fremme af en større kollektiv indsigt fortjener eftertidens anerkendelse for det bidrag, de har givet til en større og dybere forståelse af den fælles menneskelige historie. Johannes Østrup (1867-1938) er et godt og smukt eksempel på, at ikke alle orientalister i Europa havde blikket rettet ensidigt mod studiet af fortiden, ja, faktisk var der flere danske orientalister i slutningen af 1800-tallet, der var stærkt interesseret i den moderne Orient. Meget tidligt i sit studieforløb rettede Østrup blikket mod samtidens Orient.” [s. 150]

Bæk Simonsen vil helst undgå at man idag gransker ældre forskning med dens vidtrækkende generaliseringer om islam og muslimerne. Her glemmer han behændigt, at datidens islamforskning jo på trods af unødvendige generaliseringer og racetanker jo faktisk var langt mere kildebaseret end hans nutidige. Indirekte fortæller han således at danskerne skal danne sig en holdning til islam uafhængigt af hvad der står i Koranen og overleveringerne. Når en historiker mener således, så ringer min indre alarmklokke.

“Johannes Østrup gjorde sig gennem hele sit liv store anstrengelser for at formidle sin viden til den brede befolkning. I slutningen af 1900-tallet blev det igen afgørende for universitetsansatte at meddele sig til det omgivende samfund, ikke mindst til støtte for den arbejderklasse, dele af studenterbevægelsen i 1970’erne solidariserede sig med. Noget sådan lå den politisk stærkt konservative Østrup fjernt. [s. 152]

Etiketterne siger meget. Edward Said betegnes ikke som socialist, men Østrup er ’stærkt konservativ’. Kommer jo lidt an på hvorfra man anskuer tingene.

“Det er fremgået af Saids kritik, at den europæiske orientalisme blev tegnet af forskere, der hverken havde forståelse for den samtid, også Orienten var en del af, eller var i stand til at gennemskue mangfoldigheden og den individuelle, menneskelige opfindsomhed i den del af verden, de professionelt beskæftigede sig med. I deres konstruktion af Orienten var det ikke Orienten som sådan, der var interessant, men den modsætning, den var udtryk for i forhold til den del af verden, de selv var en del af. Fraværet af en umiddelbar og nærværende forholden sig til mangfoldigheden i den islamiske verden gjorde dem ganske enkelt blinde. Det er hævet over enhver tvivl, at mange orientalister i deres udsagn om Orienten var præget af en slags ahistorisk forhold til den fortid, alle dele af Orienten er så rig på. Tendensen til en sådan ahistorisk tilgang findes også hos danske orientalister, der var med til at tegne den europæiske orientalistik i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det glæder også dem, der vandt international anerkendelse som eksempelvis Frants Buhl og Johannes Pedersen. Ud fra en moderne betragtning er dele af den metode, som f.eks. Pedersen gjorde brug af i fortolkningen af fortiden, sine steder problematisk, men det ændrer ikke ved den metodiske stringens og den videnskabelige dybde, der præger alle hans værker. I så henseende var Østrup anderledes. For ham var den orientalske samtid i sig selv interessant og spændende, og som det moderne menneske, han var – med en klar forståelse for, at verden nu hang sammen på en anden måde end tidligere – var det hans forpligtelse som ansat ved universitetet at bidrage til, at offentligheden blev orienteret om, hvad der rørte sig rundt omkring i verden. I forlængelse heraf gør han mange steder i sine værker og i sine artikler et stort arbejde for at modvirke de romantiske forestillinger, samtiden havde om den moderne Orient.” [s. 157f]

Det er et gennemgående træk i Østrups mange arbejder for oplysning om forholdene og udviklingstendenserne i den moderne Orient, at han meget sjældent falder for fristelsen til at bruge islam som forklaring. For ham er islam en religion som alle andre religioner. Den er menneskeskabt og bruges efter Østrups opfattelse ofte til at manipulere med andre…” [s. 158f]

Det lyder jo næsten som når National Rifle Association argumenterer for at ‘guns dont kill people – people do!’. Naturligvis har det også betydning hvad der står i skrifterne som religionens tilhørere mere eller mindre tager for gode vare. Man kan fortolke meget væk, men tilbage står stadig en kerne. Følgelig må jeg ifølge Bæk Simonsen en ond essentialist.

“Østrup er godt klar over, at der er forskel på civilisation og kultur – og at de to ting ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Det er muligt, at dele af Orienten er teknisk mindre udviklet end dele af den vestlige verden, men det betyder ikke, at den vestlige verden af den grund er mere kulturel.[s. 162]

Polemik for polemikkens skyld. Alle kulturer er ikke per definition ligeværdige.

Det er karakteristisk for dette islam-billede, at islam igen er blevet gjort til genstand for en essentialisering, der ganske vist kan spores i den vestlige verdens orientalistik i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men som gennem sidste halvdel af det 20. århundrede alligevel var på retur. Islam skildres ved begyndelsen af det 21. århundrede af mange som en evig og uforanderlig reference, der hævdes at få muslimer til at handle i overensstemmelse med Koranens mange forskellige anvisninger. Når f.eks. Koranen sine steder anfører bestemte straffe for hor, tages det for givet, at alle muslimer på den ene side er enige og på den anden side er villige til at efterleve Koranens anvisninger. Når islams hellige skrift i bestemte sammenhænge opfordrer til jihad, tages det på samme måde for givet, at alle muslimer er potentielle mujahid-kæmpere og villige til at efterkomme opfordringer formuleret af halvstuderede, selvbestaltede muslimske lærde på internettet med egne hjemmesider. [s. 165f]

Klassisk debattrick. Man karikerer sine modstandere og deres synspunkter i en grad så alle er enige – pånær de karikerede.

Et eksempel på, hvorledes islam og muslimer gøres til genstand for en manipuleret og ret beset udokumenteret sammensværgelse, er at finde i bogen I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten. Bogens bærende idé er, at den muslimske indvandring, Europa har været vidne til gennem de seneste årtier, ikke er en tilfældighed, men i virkeligheden udgør det seneste skridt i et planlagt forløb, der tog sin begyndelse med den store ekspansion sat i værk af kalifatet efter Muhammeds død i 632.” [s. 166]

“… Helle Brix og Torben Hansen redigerede i 2002 antologien Islam i Vesten – på Koranens vej? hvor alle bidrag er præget af samme tendens til at essentialisere islam og muslimer. [s. 166; note]

“I mange sammenhænge tages det, muslimer bosat i Danmark siger, ikke til efterretning, men betvivles alene, fordi de er muslimer. Når unge mennesker født af forældre, der af forskellige årsager har valgt at bosætte sig i landet, og som siden efter moden overvejelse har bestemt sig for at blive danske statsborgere, udtaler sig positivt om demokrati og politisk pluralisme, fordi de identificerer og solidariserer sig med centrale værdier i det samfund, de er vokset op i, bliver de ofte gjort til genstand for mistænksomhed, fordi de samtidig kræver retten til at være troende og praktiserende muslimer. Det ses tydeligste i den vedvarende debat affødt af muslimske pigers krav på ret til at bære hovedbeklædning. Det tolkes af det omgivende samfund igen og igen som udtryk for en patriarkalsk undertrykkelse… Patriarkalsk undertrykkelse er udbredt i den islamiske verden, men det er ret beset sagen uvedkommende, når vi skal forsøge at forstå, hvorfor unge muslimske kvinder bosat i Europa vælger at bruge tørklædet. [s. 169f]

Her sætter Bæk Simonsen ikke bare gruppen over individet, men udviser en naivitet i forhold til islamisk religion og kultur, som kun kan være ideologisk motiveret. Kvasi-islamisme så at sige.

“… Bemærk Hedegaards nedladende tone i bemærkningen om at kende de rigtige toner! Der er tydelige tendenser til en kultur-racisme af udsøgt usmagelig karakter! [s. 169; note]

“De mange gidseltagninger af vesterlændinge i Libanon under borgerkrigen fra 1975 til 1990 samt angrebene på amerikanske og franske tropper placeret i landet efter den israelske invasion i 1982 gjorde sit til, at politiske grupperinger i Vesten kunne udlægge islam som den nye fjende.” [s. 173]

Bemærk tonefaldet: ‘Politiske grupperinger’ [højrefløjen…] forsøger at underbygge deres irrationelle had til islam med eksempler fra virkeligheden.

“Det hævdes ofte, at den olie, dele af den arabiske verden er så rig på, under de rette omstændigheder kan bruges som et våben mod Vesten. Dertil er at sige, at kun den vestlige verden har råd til og overhovedet behov for at aftage den mængde olie, de olieproducerende arabiske lande er økonomisk afhængige af at sælge! Den vestlige verden vil købe olie af de olieproducerende lande, uanset hvem der sidder på magten. I den sammenhæng er det interessant at notere, at USA aftog en meget stor del af den olie, Irak solgte på det internationale marked i henhold til det såkaldte oil for food-program før invasionen af Irak i marts 2003. [s. 175]

Hvorfor insinuere en hel masse der ikke kan dokumenteres/sandsynliggøres for andre end hardcore-ideologer på venstrefløjen.

“Betegnelsen mujahid bruges om en, der deltager i jihad. Kampene mod USSR blev betegnet som en jihad i hele den islamiske verden, og mange frivillige drog til Afghanistan for at støtte afghanerne i kampen mod den sovjetiske besættelseshær.” [s. 176; note]

Kampene mod USSR var ikke mere en islamisk jihad end alle andre jihads. Hvad mon Bæk Simonsen ville sige til at Mogens Camre eller lignende fra Folketinget fortalte at ‘den islamiske verden’ har iværksat en jihad mod Vesten…

“Globalisering er derfor ikke noget, der alene udløser forandringer i resten af verden. Den medfører forandringer og ændringer i hele verden. Derfor er bosætningen af mennesker, der tilfældigvis er muslimer i dele af verden, hvor de tidligere ikke var at finde, ikke et fænomen, der kan forklares ved henvisning til, at de er muslimer i færd med at sikre sig fodfæste i den rige verden for med tiden at kolonisere den. Migrationen er et resultat af den økonomiske dynamik, den accelererende globalisering har sat i gang. [s. 180]

At folk bosiddende i fattige islamiske lande vælger at flygte til det rige Vesten, kunne jo tænkes at have noget med kulturen at gøre – og ikke ‘globalisering’ – som vist er blevet et modeord blandt pk-forskere.

“Måske skal vi overveje endeligt at opgive forestillingen om det nationalt særegne, der historisk er et produkt af 1800-tallets og 1900-tallets afgrænsende nationalisme, for at bevæge os frem mod et nyt fællesskab der tager udgangspunkt i det, vi alle sammen er: medmennesker med forskellige værdier… de forskellige værdier, der gennem historien har skabt fundamentet for et samfunds sammenhold, har ændret sig, og derfor er det et for fremtiden håbløst projekt at ville fastholde historisk udspillede, nationale kategorier som udgangspunkt for det samfundsmæssige, forpligtende liv, vi skal leve sammen i det 21. århundrede. [s. 183]

Verdensborgerskabet. Lyder som en god idé et par tusinde år ude i fremtiden. Indtil da må der nødvendigvis være nationalstater til at varetage fællesskabets interesse.

“Vi slipper af samme grund én gang for alle opfattelsen af kultur som en klædedragt, vi ikke kan aflægge os, eller et computerprogram, der dikterer os, hvordan vi skal handle. I stedet vælger vi at indrette et multi-kulturelt og et multi-religiøst samfund i samarbejde med andre mennesker uanset etnisk og religiøst tilhørsforhold for sammen med dem at imødegå det ønske, mange har om at ville holde noget rent. Den slags bestræbelser har i Europa og i den øvrige verden givet for mange negative oplevelser, for mange dårlige erfaringer og for stor smerte for alt for mange mennesker. [s. 184f]

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Noam Chomsky har ikke ret – man kan ikke italesætte en virkelighed fjernt fra det befolkningen flest mener er virkeligheden. Bemærk associationstricket – ‘holde noget rent’.

Flere citater fra Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 100 år (2004).



2. maj 2005

Johannes Pedersen: Den arabiske bog (1946) – nogle notater

En bogs titel siger normalt ikke alt, men i tilfældet Den arabiske bog af Johannes Pedersen udgivet i 1946 er den fyldstgørende, og jeg burde nok som en konsekvens af dens snævre fokus have undladt at granske bogen nøjere. Nuvel, bogen er læst. Herunder en række citater:

“Naar de nordarabiske digte flere gange netop fremhæver Jemeniternes skriftlige virksomhed, da er det et vidnesbyrd om at de saa noget vist fremmed i den, og dette bestyrkes ved deres særlige omtale af Jøders og Kristnes bøger. Vi har set at Labîd’s tanke om skrift og bog er forbundet med tanken om Sydarabere og om munke. Ash-Shammâkh, en beduindigter fra Muhammeds tid, siger om lejrsporene at de er saadan som en jødisk lærd i Taimâ skriver Hebræisk med sin højre haand og henkaster linier. Der er ingen tvivl om at de nordfra kommende Jøder og Kristne har bidraget til at anvendelsen af bog og skrift blev kendt i Arabien.[s. 8]

I ingen religion spiller bogen en saadan rolle som i Islam… Muhammed havde intet dybere kendskab til Jødernes og de kristnes bøger, men han undredes ikke mindre over dem end digterne. Han tvivlede ikke om de var Guds aabenbaring; saa meget mere maatte det pine ham at de ikke var aabenbaret for hans folk i dets egen sprog. Jødernes bøger var jo skrevet paa Hebræisk, og de Kristnes bøger som han eventuelt har set, har antagelig været paa Aramæisk. Da han selv fik aabenbaringer og overbevistes om at de kom fra Gud, var det ham derfor en særlig fryd at fornemme at Gud nu ogsaa aabenbarede sig paa Arabisk.” [s. 10]

Billedkunsten var ikke nogen muslimisk frembringelse, tværtimod var den genstand for Islams fordømmelse. Naar der ikke desmindre findes en muslimisk billedkunst, kommer det af at der i de to mægtige kulturer af hvilke Islams kultur skabtes, nemlig den byzantinske og den persiske, herskede en rig tradition paa dette omraade, og det lykkedes ikke Islam at kvæle den menneskelige trang til at se indtrykkene af omverdenen fæstnet i billedlig form.[s. 81]

“Bortset fra disse lidet betydelige bidrag til malerkunsten, som kun delvis har med bogen at gøre, har Tyrkernes stilling til bogmaleriet været negativ, idet de i regelen har holdt sig til ortodoksien som fanatiske billedfjender, og billedfjendskabet har gennem dem taget opsving i den muhammedanske verden. Dette har undertiden givet sig udslag i en ublid behandling af ældre illuminerede haandskrifter, idet man kan se eksemplarer hvori de menneskelige hoveder er overklistret med papir eller endog skaaret ud. Den nyeste tid har ikke bragt nogen genoplivelse af den gamle kunst.” [s. 99]

“I vore dage er det gaaet med bogbinderiet som med alt andet kunsthaandværk i Islam; af den tidligere herlighed er der kun sørgelige rester tilbage.” [s. 114]

“Det prægtige bibliotek blev allerede forringet under al-Hakam’s søn og efterfølger Hishâm, idet den almægtige rigsleder al-Mansûr for at tækkes de ortodokse religionslærde lod dem udtage og brænde de bøger af biblioteket som var dem imod. Det drejede sig om filosofi, astronomi o.l., altsaa ‘de gamle videnskaber’, den arv fra Hellenismen som altid var den sunnitiske ortodoksi en torn i øjet. [s. 121; om biblioteket i Cordova]

“Han kom dertil fra Khurâsân paa pilgrimsfærd til Mekka. Han blev saa betaget af studierne her at han opgav pilgrimsfærden og endog den muhammedanske religion. Dette viser hvor vanskeligt det var for Islam at assimilere ‘de gamle videnskaber’, der spillede saa stor en rolle i de ældre biblioteker og stadig bevarede deres betydning hos Shi’iterne. [s. 122; om astronomen Abu Ma’shar og hans besøg i Bagdad hos al-Munadjdjim]

“Han undersøgte saa kataloget over ‘de gamle videnskaber’ og fandt bøger frem som kun faa mennesker kendte ved navn og som han ellers aldrig traf paa, hverken før eller siden. Den hellenistiske videnskab øvede stadig tiltrækning, i Øst som i Vest. Dette skulde imidlertid ikke vedblive. De store aandelige kampe, der trods al den samtidige politiske uro gav Islam saa blomstrende et liv i det 9. og 10. aarh., førte til en stærk frygt for det der kunde opløse og det som fjernede interessen fra kærnepunktet i Islam, læren om den sande tro og adfærd. Denne side af studierne havde altid udgjort hovedparten af den lærdom som dyrkedes i moskeerne. Man blev nu fjendtlig sindet ikke blot mod kættersk muslimisk lære, men ogsaa mod hellenistisk filosofi og naturvidenskab som kunde føre paa afveje og som i hvert fald laa uden for den snævre muslimiske interessesfære. Dette kom til at præge bibliotekerne.” [s. 125f]

Ortodoksien udtørrede den kilde hvoraf studierne sprang, og ca. 1500 kan en rejsende, Leo Africanus, berette at Kairo er fyldt med smukt udrustede studieanstalter, men der er ingen der benytter dem.” [s. 128]

“Da bogtrykkerkunsten begyndte at anvendes i Europa midt i det 15. aarh., havde den muslimiske kultur passeret Zenit, og i literaturens verden sporedes ingen bevægelse der unde vække interesse for nye metoder ved bogens fremstilling. Først 3-400 aar senere optog Muslimerne den kunst som i Europa havde muliggjort spredningen af en ny kultur og væksten af en mængde nye literaturer. Endda tilegnede Muslimerne sig kun med uvilje den europæiske opfindelse.[s. 131]

“Den tyrkiske Sultan, som ikke blot var den nærmeste men ogsaa den mægtigste muslimiske hersker, var hurtigt paa det rene med hvad der foregik i Europa, og han frygtede de følger denne nye virksomhed kunde faa blandt hans undergivne. Allerede i 1485 udstedte Sultan Bâjezîd II et forbud mod at have tryksager, og dette forbud blev gentaget og indskærpet 1515 af Selîm I, der kort efter blev erobrer af Islams centrale lande, Ægypten og Syrien, og samtidig herre over de hellige stæder i Arabien.” [s. 133]

“I modsætning til Tyrkiet og Syrien fik Ægypten saaledes sit første trykkeri ved en befaling fra oven. Det blev ikke modtaget med begejstring af befolkningen. Lane fortæller efter sit ophold i Kairo i 1820’erne og 30’erne om den modvilje som trykningen vakte. Man talte om at Guds navn, der findes paa hver side i en muslimisk bog, kunde blive tilsmudset ved denne fremgangsmaade, og man frygtede fare ved at bøgerne blev billige og faldt i forkerte hænder.” [s. 136]

“Naturligvis søgte bladudgiverne, især de Kristne, at undgaa udfordrende udtalelser. Allerede Muhammed Ali sendte unge Ægyptere til Europa for at lære. Navnlig i aarhundredets sidste fjerdedel strømmede unge Orientalere til europæiske universiteter, og har siden gjort det. Dette kom naturligvis til at sætte spor i literaturen. Europæiske bøger blev oversat til Arabisk og trykt, og Orientalerne selv skrev om hvad de havde lært og set. Man søgte veje for en ny tankegang, og søger det stadig, hvad adskillige af de trykte værker bærer vidne om. En afklaring er endnu langtfra naaet, og næppe meget af det som er skrevet i de sidste generationer har blivende værd. Basis for Islams kultur er stadig dens egen tradition, der skabtes 8.-11. aarhundrede; i denne aandelige sfære lever Islams verden endnu. [s. 136f]

Den gamle uvilje mod trykning af bøger er ikke helt forsvundet, idet den stadig gør sig gældende for Koranens vedkommende. Ganske vist er Koranen trykt som andre bøger med enkelttyper, men kun nogle faa gange. I almindelighed har man undgaaet vanskelighederne ved at benytte en anden metode, nemlig litografiet. Her er det jo selve haandskriften som overføres paa papiret, om end med stenen som mellemled.” [s. 138]

Flere citater fra Johannes Pedersen: Den arabiske bog (1946).

Oploadet Kl. 13:43 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


26. april 2005

Johannes Pedersen: Muhammedansk Mystik (1952)

De fleste af bindene i Verdensreligionernes hovedværker er udgivet tre gange, og det er interessant at følge hvorledes Muhammedansk Mystik fra 1923, genudgives i 1952 inklusiv Johannes Pedersens indledning – men i 1999-udgaven har måttet ændre navn til Islamisk mystik – og ladet den oprindelige indledning udgå til fordel for en tekst af Svend Søndergaard fra Carsten Niebuhr Instituttet.

Tiderne skifter, og der er intet odiøst i at en udgivelse fra 1923 får revideret sit forord/indledning – men ændringerne fra 1923/1952 til 1999-udgivelsen er markante, og har utvivlsomt grund i tidens appeasement. Kort fortalt kan man sige at det ældre forord betoner lov, pligt og frygt-aspektet i islam, ligesom det klart pointeres at sufiernes mystik ikke er forenelig med den oprindelige islam ~ den sande islam. Den går naturligvis ikke i en tid hvor islam markedsføres som fredens religion, og jihad nu har betydningen ‘en indre kamp’.

Herunder en række citater fra Johannes Pedersens oprindelige indledning til Muhammedansk Mystik (1923/1952):

“Igennem Islams Historie gaar to Hovedstrømme, en juridisk-dogmatisk og en mystisk, som begge søger deres Udspring i Quranen, den første utvivlsomt med større Ret end den sidste. “ [s. 11]

“Menneskenes Pligt er at vise Taknemmelighed for denne Vejledning, prise og ydmyge sig for Gud og følge den Lov han har meddelt gennem Profeterne, sidste gennem Muhammed. Snart skal Verden forgaa, og Dommedag kommer. Hvert Menneskes Handlinger er opskrevne, der vejes nøje for og imod, og Menneskene deles mellem Paradis og Helvede. Saaledes bliver hele Livet et Regnskab med en nøjagtig Bogføring; Gud er Regnskabsfører og Dommer.[s. 11]

“Men alt medens dette System og de tilsvarende metafysiske Bestemmelser udformedes, dukkede de mystiske Rørelser op i Muhammeds Menighed og skænkede den nyt Liv. I Virkelighedden udviklede de sig til en helt ny Religion under eller bag den rituelt-juridiske Islam; men Mystikerne mente at virkeliggøre Islam efter dens egentligste Mening.” [s. 11f]

“Det Svælg som Muhammed uddybede mellem Gud og Menneske, er her blevet dækket, og Frygten, som behersker den oprindelige Islam, er afløst af Kærligheden.” [s. 12f; om Hasan fra Basra]

“I Virkeligheden var Hallâdj lige saa god en Muslim som sine Forgængere. Han udførte omhyggeligt de Pligter som Religionsloven paalagde ham, og hans Bedømmelse af dem er den samme som andre Sufiers…” [s. 14]

“Der er forskellige af al-Hallâdj’s Udtryk som tydeligt røber en kristelig Paavirkning, og som derfor fordømtes af Eftertiden.” [s 15]

“Og dog kunde det ikke undgaas at Kritiken hos Jurist-Dogmatikerne fik nyt Liv under den Debat som hans Skæbne rejste.” [s. 15; om Hallâdj]

“Ghazâlî har haft den Betydning at gøre Dogmatikerne interesserede i de sufiske Krav om Oplevelse, og derved har han virket inderliggørende paa det tørre formalistiske System.” [s. 17]

“De skildrer deres Ekstase som en Vin- eller Kærlighedsrus, Nattergalesang og Rosenduft betegner deres Stemninger, de udmaler deres Længsel og Besiddelsens Fryd, Sjælens Omskabelse i Ekstasen, Jeg’ernes Leg med hinanden, de haaner den der er bundet af det ydre, og den dogmatiske religionslærde, der gaar i Blinde midt i Livet.” [s. 18; om Rumi, Hafiz mfl.]

“Til denne Form svarer undertiden en Spidsfindighed i Tanken som kan være vanskelig nok at følge for europæiske Læsere, men som er overordentlig karakteristisk, ikke blot for muhammedansk Mystik, men for muhammedansk Aandsliv overhovedet.” [s. 19]

“Til at føre denne indre Kamp, djihâd, maa man have en Lærer, shajkh.” [s. 19]

“Den øver Islams Lov mere intensivt end andre, men den haaner dem der ikke kender Lovens Plads i Tilværelsen, og tror at Lovens Gerninger blot som Gerninger er det højeste.” [s. 25; om sufi-retningen ibâhîja]

“De sufiske Andagtsøvelser spiller endnu en stor Rolle i Islams Lande, og at de mystiske Ideer stadig optager Sindene kan kendes paa den Mængde af den ældre sufiske Litteratur som efterhaanden bliver trykt i Orienten. Men et selvstændigt Udtryk eller et originalt Bidrag til den mystiske Litteratur har Sufismen ikke frembragt i de sidste Aarhundreder.[s. 27]

Oploadet Kl. 20:26 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


8. marts 2005

Johannes Pedersen: Islams Kultur (1928) – nogle notater

Johannes Pedersen fik international berømmelse med firebindsværket Israel (1920-34), men har ikke som Arthur Christensen og Johannes Østrup stået for udgivelse af islamiske kildesamlinger, ligesom han heller ikke som Frants Buhl har skrevet klassikere møntet direkte på islam. Der er dog en udgivelse som efter min mening fortjener fremhævelse. Islams Kultur fra 1928 supplerer på udemærket vis Buhls klassikere ved at fokusere på kulturen mere end religionen, ikke en nem opgave, men bogen må siges at være et godt forsøg.

Pedersen generaliserer som datidens orientalister, men går ikke langt ud i typologier, og selvom titlen antyder skarpe afgrænsninger, så bruges der mange sider på at beskrive hvorledes den islamiske kultur er blevet til, og med tiden har udviklet sig. Islamisk kunst, filosofi og sufismen får meget plads, men han forsøger ikke at opbygge et forståelseskompleks skræddersyet til bortforklaringer. Den sande islam er for ham, den islam de første muslimer dyrkede i sammenhold til deres fortolkning af de islamiske kilder. Hvilket vil sige, at når sufismen omdefinerede ‘Jihad‘ (den hellige krig) til også at være en indre kamp, så underspilles det krigeriske aspekt ikke med apologetiske formål.

Interessant er det også at læse om forfølgelserne mod kristne der fandt sted inden korstogene, ihukommende at Palæstina før islam blev grundlagt var kristendommens udspring. I det hele taget forsøger han at skelne mellem de forskellige herskere og deres behandling af ikke-muslimer, og bogen kan ikke læses som den ene eller den anden religion. Han kan på ingen måde siges at være motiveret af teologiske uoverensstemmelser, og han roser gentagne gange islam for i betemte perioder at have være tolerant over for anderledes troende. Han er dog overordnet helt enig med den i orientalistikken altdominerende tolkning, at kristne blot havde ‘dhimmie’-status, dvs. var andenrangsmennesker – underordet et arabisk herrefolk. Et herrefolk som man i den praktiske virkelighed ikke blev medlem af blot ved konvertering til islam – man skulle være arabisk muslim (~ ‘race’).

Herunder en række citater fra bogen:

Europas Historie og dens Forløbere i ‘Oldtiden’ er kun et lille Udsnit af en uendelig Mængde Folks Historie som har udfoldet sig i Væxt og i Nedgang omkring paa Jorden. Det man kaldte Oldtiden er atter kun et Led i et mægtigt Sammenspil af Kulturer der i Aartusinder har udfoldet sig i Forasien og Middelhavslandene, og hvis Opstaaen, Væxt og Forfald vi delvis kan forfølge, idet vi iagttager deres gensidige indbyrdes Paavirkning og deres Overgang i nye Former.” [s. 7]

“For at hævde sig som Høvding og befri sig selv og de fattige ‘Udvandrere’ for Beskyttelsens Underlegenhed maatte Muhammed nødvendigvis optræde som Kriger. Med nye Aabenbaringer fremtraadte han som de troendes Opildner til djihâd, Udtalelser der danner Grundlaget for den senere Lære om ‘den hellige Krig’. [s. 11]

“Da Profeten naaede saa vidt i Magt at han forbød ‘Afgudsdyrkerne’ Adgang til Ka’baen, erklærede han Jøderne og de Kristnes Folk for Samfund af anden Rang: ‘Bekæmp dem der ikke tror paa Gud og ej paa den yderste Dag og ikke forbyder det som Gud og hans Udsending forbyder, og som ikke bekender Sandhedens Religion iblandt dem som har faaet Skriften, indtil de giver Skat (djizja) hver især, idet de er ydmyge’ (Sure 9, 29). Her betegnes Jødernes og Kristnes Afgift som en Ydmygelse. I Virkeligheden var den ikke megen forskellig fra det som andre Samfund, der sluttede sig til Islam, maatte betale i Form af ‘Almisse’.” [s. 12f]

De muslimiske Vaabens Fremgang havde samme Karakter i Spanien som andre Steder. Modstanderne svækkedes af indbyrdes Stridigheder, og deres Hær led et knusende Nederlag ved Jerez de la Frontera (711). Goterne herskede som fremmede Herrer over den egentlige Befolkning og var lige saa lidt elsket som Byzantinerne i de østlige Lande.” [s. 20]

“Forklaringen paa dette mærkelige Fænomen [islams hurtige erobringer] har man fra gammel Tid udelukkende søgt i den nye Religion, som med sine Krav om at føre ‘den hellige Krig’ og ved de dertil knyttede forjættelser om Paradiset opflammede sine Tilhængere til at udbrede Religionen med Sværdet og tvinge Verden til Omvendelse. Denne Opfattelse af Islams Erobringer træffer dog ikke Kernen i Sagen. Muslimerne kæmpede ikke for at omvende Folk, men for at skaffe sig Magt. Djihâd, den saakaldte hellige Krig var, som vi har set, ikke egentlig et Middel til at omvende Folk. Den har sin Forklaring i Muhammeds Karakter, hvor Begejstringen for den nys erkendte Guds Sag ikke kan skilles fra hans eget Krav paa at herske. Kampen var nødvendigt for at hævde dette Krav. De fleste af de Folk som de mødte paa deres Krigstogter, var Kristne. Men disse skulde efter Qoranens Bud ikke ‘omvendes’, de skulde blot anerkende Islams Overhøjhed. [s. 21f]

“Alt dette havde intet med den muhammedanske Bekendelse og endnu mindre med dens Udbredelse til de besejrede at gøre. Det var en arabisk Expansion, ikke en religiøs Mission. Og dog kan man ikke tænke sig denne voldsomme Expansion uden Islam. Kraften i det af Muhammed stiftede Rige beroede paa at det, trods sin Løshed og Uensartethed, havde en fast Kerne; og denne Kerne var de troende, der sluttede sig nær om Profeten. Den nye Type han havde skabt, var omsat i dem. De havde Profetens Vilje til at hævde den; Begejstringen for Bekendelsen og Kravet om at herske havde de taget i Arv fra ham.” [s. 21f]

Islam Historie viser os et broget Virvar i hvilket en Mængde Folk og Racer hvirvledes ind. Men ind i Virvaret tegner sig tydeligt de store Linier. Historien viser os i Islams Verden en stadig Assimilation mellem Racer og Kulturer. Umajjadetiden var den store Grundlæggelsestid, i hvilken den østlige hellenistisk-kristelige Kultur arabiseredes samtidig med at den forenedes med den persiske. Herigennem skabtes den muslimiske Grundtype. Under ‘Abbâsiderne flyttedes Centret mod Øst, og Islams Kultur naaede nu sin fulde Blomstring. Den havde voxet sig saa stærk at dens Enhed bestod, skønt dens oprindelige Forudsætning, Rigets politiske Enhed, meget snart gik til Grunde. Centret rykkede imidlertid stadig Østpaa. Tyrkiske Folk trængte paa, først umærkeligt, siden i organiseret Fremmarch. De indordnede sig under den modne og fuldt udformede muhammedanske Kultur, men blev samtidig et Bindeled mellem Islam og Asiens østlige Folk. Denne Forbindelse med Østen blev endnu stærkere, da Mongolerne oprettede deres Rige. Forbindelsen mellem den østlige og vestlige Islam, som havde baaret dens Kulturs Enhed, blev afbrudt, og den østlige Islam kom til at leve sit eget Liv.” [s. 39]

“I det hele var Forholdet altsaa det at de muslimiske Arabere dannede et ret faatalligt Aristokrati af militær Art, medens Rigets store Befolkning udgjordes af de gamle Beboere, altsaa væsentlig Kristne. Angaaende Forholdet til de Kristne og Jøderne havde man Qoranens bestemte Forskrift og Profetens Exempel at holde sig til. Trods den Vilkaarlighed hvormed Profeten var optraadt over for Jøderne ved visse Lejligheder, gik Regelen ud paa, at ‘Skriftfolkene’ skulde behandles som Pagtsfolk, ahl adh-dhimmi, der stod under det muslimiske Samfunds Beskyttelse, for saa vidt de underordnede sig dette og betalte en Tribut. Anerkendelsen af Pagtsfolkenes Ret indskærpes ogsaa af forskellige Overleveringer der henføres til Profeten.” [s. 41]

Der er mange Vidnesbyrd om at Forholdet mellem Muslimerne og de ældre Befolkninger ikke var daarligt i den første Tid. De orientalske Kristne var vant til at blive beskattet og at have fremmede Herrer; nu blandede disse sig i hvert Fald ikke i deres Ritus og Dogmer. I Almindelighed var der ingen stor muhammedansk Fanatisme, mange af Erobrerne stod endog ret ligegyldigt over for den nye Kultus. En modus vivendi maatte findes, og medens Araberne havde Herskermagten, var den gamle Befolkning den overlegne paa alle andre Omraader. Den havde en gammel Kultur og administrativ Tradition og maatte i Følge Sagens Natur blive de nye Herres Lærere.” [s. 42]

“Der var heri intet paafaldende, thi i disse hellige muhammedanske Stæder opholdt der sig Kristne endnu i Umajjadetidens Slutning; de Kristne skal endog have haft en særlig Kirkegaard i Mekka. I Syriens og ‘Irâqs Byer lød Kirkeklokkerne stadig i Umajjadetiden, og Kirkerne laa lige op af Moskeerne. Denne Situation vedblev imidlertid ikke at Bestaa. Allerede ‘Umar skal have udjaget Jøder og Kristne af Arabien med Tilbud om Bosættelse i Syrien og ‘Irâq…[de strenge regler dog ikke efterkommet i fuld udstrækning]… Men i hvert Fald angiver det Retningen i den Udvikling som snart fik frit Løb, og man tillagde Profeten dette Udsagn: ‘Paa den arabiske Halvø maa to Religioner ikke bo ved hinandens Side.’ Særlig blev denne Regel gennemført for de hellige Stæders Vedkommende; kun Muslimer maa betræde Mekka og Medina, og Qoranens Ord (9, 28) om at Polytheister (d. e. de hedenske Arabere) ikke maatte nærme sig den viede Moske, anvendes paa alle Ikke-Muslimer.” [s. 42]

Selv om de Kristne levede nogenlunde fredeligt Side om Side med Muslimerne, var der dog et Misforhold mellem deres kulturelle Overlegenhed og den Plads Islam gav dem, idet den stemplede dem som Borgere af anden Rang. Enhver kunde imidlertid komme til at tilhøre Aristokratiet ved at gaa over til Islam, og det er ikke underligt at mange hurtig faldt for denne Fristelse og opgav deres Fædres Religion. Men i hvor høj Grad Muslimerne i den ældre Tid følte sig som et arabisk Aristokrati, ses af at de nyomvendte betegnedes som al-mawâlî; thi dette var Arabernes Betegnelse for fremmede der sluttede sig til en Stamme, eller for frigivne Slaver der sluttede sig til deres tidligere Herrer. [s. 43]

“Hvorledes man end theoretisk stillede sig, blev det almindeligt at kristne Kvinder der ægtedes af Muslimer gik over til deres Tro, og en muslimisk Kvinde blev aldrig givet til en Kristen der blev i sin Tro. Der fulgte andre Khalifer som gik i ‘Umar 2.s Fodspor. Hârûn ar-Rashîd (786-809), der med saa liden Ret har faaet Eventyrglansen lagt over sin Regeringstid, befalede at de Kristne ikke blot skulde fjernes fra alle Embeder, men ogsaa at de skulde bære en særlig Dragt, der gjorde dem kendelige. Denne Ordre fornyedes senere af al-Mutawakkil (847-861), der i sin orthodoxe Fanatisme rasede mod alle der afveg fra Orthodoxien, enten de tilhørte Islam eller andre Religioner. Han forbød ogsaa de Kristne at have muslimiske Slaver og at benytte samme offentlige Bade som Muslimer, han forhøjede deres Tribut etc. En ægyptisk Papyrus fra 10. Aarh. indeholder et Brev hvis Afsender erklærer at han ikke vil drive Forretning af nogen Art med Kristne. Forbudet mod at give Embeder til Kristne og Jøder fornyedes 909 af Khalifen al-Muqtadir Billâh. Saadanne Forfølgelser kom med visse Mellemrum under ‘Abbâsiderne og i Ægypten under Fâtimiderne og Mamlûkerne. Den Stemning som mere og mere blev gyldig over for de Kristne har afsat sit sluttelige Resultat i den muslimiske Lov om ‘Pagtsfolkene’. En Muslim som forlader sin Religion og gaar over til en af de andre, kaldes murtadd; han skal, efter at være opfordret til at opgive sin Vildfarelse, uværgelig dræbes hvis det ikke fører til noget. En af Pagtsfolkene, en dhimmie, kan ikke vidne, da han ikke er troværdig, og han kan ikke arve en Muslim. Han skal bære en særlig Dragt, eventuelt et Stykke Tøj paa Skulderen, som for de Kristne er blaat, for Jøderne Gult, for Zarathrustrierne sort eller rødt. De maa ikke bære Vaaben, ikke ride paa Heste, ikke bygge høje Huse, de skal altid vige for en Muslim og vise ham Ære. De maa ikke vække Opsigt med deres Religion, f. Ex. ved højt lydende Klokker. Det har været Genstand for Diskussion hvorvidt det er dem tilladt at bygge Kirker. Almindeligst hævdes det at de ikke maa bygge nye Kirker, men nok reparere de gamle; dette sidste vil visse Retninger dog ikke tillade. Regelen svarer til den senere romerske Rets Forhold til Jøderne, der ikke maatte bygge nye Synagoger, men nok reparere gamle.” [s. 43f]

Religionen betragtes i Islam ikke som en Privatsag; den stempler det Samfund man hører til, og bestemmer dets Love. Derfor danner hvert Religionssamfund et Administrationsomraade for sig…” [s. 45]

“De store Indtægter som strømmede ind til Centralstyrelsen, anvendtes til det arabiske Herresamfund, der havde Karakteren af en militær Organisation som har okkuperet fjendtligt Land.” >

I den ældste Tid var i det store og hele Muslim og Araber identisk, og det nye Herredømme føltes mere som et Raceherredømme end et Religionsherredømme. Derved vanskeliggjordes Overgangen til Islam, thi denne var generende for Systemet.” [s. 49]

“… og overhovedet var de Kristne under vilkaarlige Herskere Genstand for frygtelige Afpresninger. Umajjaden Sulajmân (715-717) gav Ægyptens Finansleder Usâma den Anvisning: ‘Malk Mælken til den er til Ende og tap Blodet til de sidste Draaber!’ Denne Anvisning blev omhyggelig fulgt, endda paa særlig grusom Maade, saa Munkene fik et indbrændt Mærke i Stedet for en Ring. Plyndringssystemet medførte at Ikke-Muslimer for at skaffe Penge maatte sælge deres Ejendele til Spotpris, hvilket frembragte et Prisfald. Naturligvis hævnede saadanne Foranstaltninger sig. Den følgende Khalif, ‘Umar 2., der som vi har set ikke var de Kristne venlig stemt, men var en from Muslim, ændrede de skarpe Methoder, der jo heller ikke kunde føre til mere naar Blodet var tappet… Ubillig Udsugning af Ikke-Muslimer fandt ofte Sted, ogsaa i de følgende Perioder.” [s. 49f]

Den staaende Kamp mod Rigsfjenderne, djihâd, førtes navnlig i Persiens Grænselande mod Tyrkere og andre centralasiatiske Folk, og imod Byzans.” [s. 59]

“Det gamle orientalske Kongeideal, som var udformet af Babylonerne og taget i Arv af Perserne, blev saaledes genoplivet af Khalifatet i ny Form og gjort gældende for hele Islams Verden… Vi ser altsaa Khalifatet udvikle sig med den historiske Udviklings indre Logik fra den arabiske Shejks Type til den selvherlige Despot. Under denne Udvikling formedes det muslimiske Khalifideal. [s. 64]

Khalifen var Hersker over Islams Rige, dâr al-Islâm, d. e. ‘Islams Bolig’. Hvad der laa uden for den var dâar al-Harb, ‘Sværdets Bolig’. Det var Khalifens Opgave at forøge den førstnævnte og formindske den sidste. Gennem den muslimiske Krig, Djihâd, skulde han løse denne Opgave og tvinge alle til at anerkende Islams Riges Overhøjhed. Indadtil skulde han være Centrum for Rigets Administration og garantere Gennemførelsen af Islams Lov.” [s. 67]

“Khalifen har aldrig haft en gejstlig Myndighed der kan sammenlignes med Pavens. Han skal hævde og forsvare Islam i dens Renhed, men han kan ikke udforme Dogmer, eller fastslaa hvad der er den rette Islam…” [s. 70]

“Bestikkelser til Embedsmænd har i hele Orientens Historie været anset for næsten lige saa selvfølgelige som nutildags ‘Drikkepenge’ til en Tjener.” [s. 77]

“Udviklingen af Islams Kunstindustri fremhæver paa det smukkeste Grundlinierne i Islams Kulturhistorie. I den ældste Tid fortsatte hver Landsdel sine gamle Traditioner, men Typer og Methoder bredte sig snart, navnlig gennem den dominerende Provins, over hele Omraadet, hvorved der skabtes en vis Ensartethed. De store Fyrster samlede Haandværkets Kunstnere om sig fra alle Lande. Saaledes hentede Tîmûr til sin Hovedstad Samarqand Arkitekter fra Persien, Sølvsmede fra Tyrkiet, Keramikere, Glasmagere og Silkevævere fra Syrien. Ad denne Vej opstod en Række beslægtede og dog forskellige Typer i den muslimiske Kunst.”

Paa S k u l p t u r e n s Omraade har Islam ikke fortsat de gamle Traditioner, fordi det hindredes af Religionens Forbud. I Qoranen siges det at ‘ansâb hører til Satans smudsige Værker (sur. 5, 92). Dermed menes sikkert kun Gudebilleder… “ [s. 111]

“Den officielle Lov har altsaa i hvert Fald ikke været opmuntrende for Billedkunsten, og dette har i høj Grad virket fremmende paa Interessen for den rene Ornamentik… trosivrige Ejere af Bøger har ofte bortraderet Ansigterne eller klistret Billederne til med Papir. [s. 113]

“Almindelige Forbud mod Spekulation nyttede naturligvis i Regelen lige saa lidt som den theoretiske Litteraturs Fordømmelse deraf under Paaberaabelse af Profeten. Men hvis der virkelig var Korn, kunde en kraftig Indgriben være af stor Virkning. Da Djawhar havde erobret Ægypten for Fâtimiderne 969, var der Hungersnød; hans Herre Mu’izz sendte Korn, men Brødpriserne faldt alligevel ikke. Djawhar lod da nogle Møllere offentlig Piske og oprettede en Kornbørs med Tvangssalg under Regeringens Inspektion. Et halvt Aarhundreder senere, da Nilens Stigning var paafaldende lav, og Priserne strax steg til store Højder, samtidig med at Brødet blev sjældent, lod Handelsinspektøren (al-much-tasib) nogle Bagere og Melhandlere piske, hvorpaa der strax atter kom Brød til rimelige Priser. Dette gentog sig flere gange.[s. 128]

“I fjerne Lande uden for Islams Omraade, som i Kina, Indien og Afrika havde Muslimerne – som senere Europæerne – Kolonier, gennem hvilke Handelen besørgedes.” [s. 131]

“Jøderne fik efterhaanden stærke Konkurrenter i Muslimerne, der selv mere og mere blev Handelsmænd, og som havde en gunstigere Stilling i Islams Rige. I sidste Halvdel af 10. Aarh. kom der stadig muslimiske Købmænd til Prag, Hovedmarkedspladsen for Mellemeuropas Handel. En Hovedpart af Salgsvaren ogsaa paa dette Marked udgjorde Slaverne, der hentedes fra de baltiske Egne. Slavonske Slaver var meget yndede i Islams Lande. [s. 133]

“De fremmed kunde drive Handel med samme Frihed som ‘Pagtsfolkene’. Det var dem forbudt at sælge Qoranen og andre af Islams religiøse Bøger, endvidere maatte de underkaste sig samme Love som den muslimiske Købmand og ikke sælge forbudne Varer som Vin og Svinekød. Ved retslige Stridigheder mellem en udenlandsk Kristen eller Jøde og en Religionsfælle der tilhørte Islams Omraade, bragtes Sagen for vedkommende Religionssamfunds Domstol. En Udlændings Strid med en Muslim eller med en anden Udlænding afgjordes af en muslimisk Domstol; her havde de fremmede den Vanskelighed at en Vantros Vidnesbyrd mod en Muslim ikke havde Gyldighed. [s. 135]

“Det var ikke alene Handelen som drog de kristne Magters Undersaatter til Islams Lande. For det kristne Europa var Palæstina det hellige Land, hvorfra dets Historie, dets Kultus og alle hellige Minder havde deres Udspring… [s. 135]

Den Frihed og Selvstændighed de kristne Kolonier nød i Jerusalem og andre Byer, led et Knæk under den fâtimidiske Hersker al-Hâkim, som forbød deres religiøse Processioner og endog ødelagde Gravkirken 1010. Ganske vist fik de atter bedre Kaar, men 1086 erobrede Seldjûqerne Landet, og de var ikke de fremmede venlig sindede. Det kristne Europa følte sig krænket ved at dets største Helligdomme var i Fjenders Haand. Dette gav Anledning til Korstogene, der var en Kamp for Europas Helligdomme og samtidig for dets hævdvundne Handel. Korstogene fik ikke megen positiv Betydning for Islams Kultur, som paa den Tid allerede var fuldt udformet. Men de bragte Islams Lande i intimere Forbindelse med det opadstræbende nye Europa, og Middelhavet fik ny Betydning som Handelsvej.” [s. 136]

“Disse ældste arabiske Mønter er rent byzantinske i Udseende. Khalifen fremstilles med et Sværd, og den muhammedanske Trosbekendelse er anbragt i Randen. [s. 140]

“Bygningens Ydre er uden Prunk, alt er paa orientalsk Vis koncentreret om dens Indre.” [s. 156]

“Organisationen var i Islams Lande saa gennemført at man indtil den nyeste Tid ogsaa har haft Organisation af Tiggere og af Tyve, der havde deres Laugsregler som andre Fag.” [s. 164]

“Al-muchtasib skulde ikke blot passe Butikernes Indretning og Baades Kapacitet og deslige, men ogsaa varetage den offentlige Anstand… forbyde Usømmeligheder som at Mænd talte med Kvinder paa Gaden og lign.[s. 165]

Det muslimiske Ægteskab har vel sjældnere skabt et inderligt Forhold mellem Kvinder og Mænd, men saa meget stærkere var Baandet mellem Kvinder og Børn, og den ugifte Kvinde var en Sjældenhed.” [s. 169]

Islam forbød at gøre en Muslim til Slave. Slaverne var derfor enten født i Slaveri eller indført udefra, idet de erhvervedes ved Køb eller som Krigsfanger. Fra Afrika, fra Europa og Centralasien førtes en Mængde Slaver til Islams Lande. Byerne havde gerne et særligt Torv hvor der købsloges om denne Form for Arbejdskraft; men Slaverne solgtes ogsaa i Husene Mand og Mand imellem. I jævne Huse adskilte Slavens Stilling sig ikke væsentlig fra Børnenes. Han var ufri, kunde altsaa ikke af egen fri Vilje forlade sin Plads, og maatte gøre det Arbejde der anvistes ham. Men det var en Skændsel at være haard imod en Slave og paalægge ham Arbejde der laa over hans Kræfter, og det er Herrens Pligt at sørge for hans Underhold. [s. 170]

“Det maa her erindres hvorledes Khalifens Stilling var i den ældre Tid. Han var det muhammedanske Samfunds Leder, men en Adskillelse mellem Politik og Religion var udelukket, fordi det var Religionen som bandt Samfundet sammen.” [s. 186]

“En dygtig, men voldsom Guvernør som al-Haddjâdj kunde fra Prædikestolen i Kûfa holde Taler der fik ‘Irâq’s Befolkning til at ryste. Han begyndte sin Tiltrædelsestale med et Citat af et Digt: ‘Jeg er den som spredte Mørket og steg op over Tinderne. – Naar jeg løfter Turbanen fra mit Ansigt, vil I kende mig. – O, Kûfa’s Folk! Jeg ser Hoveder der er modne til Afhugning, og jer er Mand for at udføre det. Jeg synes at se Blod imellem Turbanerne og Skægget.’ [s. 187]

“Retssystemet blev saaledes i de Retsskoler som udformede det, holdt i nær Tilknytning til Profeten, og der var ingen Formel Adskillelse mellem religiøs Ret og borgerlig Ret, fordi det hele udgjorde en Muslims Pligter.” [s. 190f]

For at være Vidne maatte man være ‘adîl, uberygtet, d. v. s. ikke have begaaet større Forsyndelser. Dette forudsætter at man er Muslim, hvorfor Bekendere af andre Religioner ikke har Gyldighed som Vidner for en muslimisk Domstol. I de fleste Sager kræves to mandlige Vidner, medens to Kvinders Vidnesbyrd gælder som een Mands…” [s. 192]

“Den store Fredagsmoske i Ispahân, som den persiske Intolerance hidtil ikke har tilstedet Forskerne at undersøge ordentligt… [s. 201]

Lærernes Undervisningsmethode bestod i den ældre Tid ganske simpelt i at diktere et Værk. De havde selv i sin Tid faaet det dikteret af deres Lærer, og naar denne havde overbevist sig om at de havde tilegnet sig det, skrev han en Fuldmagt (idjâza) i deres Exemplar, hvorved de bemyndigedes til at diktere videre.” [s. 209]

Fra de ældre Kulturer arvede Islam en stærk Respekt for Studierne, som den altid har bevaret… Fra den byzantinske Kristendoms Tid var hele Folket gennemtrængt af en dyb Respekt for Tænkningen og dens Argumenteren i Spørgsmaal som angik Religion og Kultus.” [s. 210]

L o v e n har saaledes fra først af staaet i Forgrunden i Islam, fordi Muhammed først og fremmest var præget af Vilje og krævede Lydighed mod denne, enten han selv formede den Krav eller han følte Kravene dikterede af Gud. Loven var derfor Muslimernes væsentlige Omsorg, da Profeten var Død og Islam bredte sig. I alle de nye Situationer stilledes de over for det Spørgsmaal: Hvad kræver den rette Islam at vi skal gøre? [s. 213]

“En ny Kultus i egentlig Forstand bragte Islam ikke, tværtimod var en Kultus som gik ud paa at skabe Livsværdier, ganske imod dens Aand.” [s. 216]

“Naturligvis rejste der sig en stærk Modstand mod Mu’taziliternes Lære, først og fremmest fra dem der stod uden for hele den filosofiske Sfære, der tør formodes at have haft sit særlige Tilhold i Byerne. Modstanderne var de samme som de der modsatte sig Lovens Modernisering. Deres vigtigste Mand var her som paa Lovomraadet Achmad Ibn Hanbal, der da ogsaa var Genstand for Forfølgelse. Det var ikke vanskeligt for disse Folk at vise at Mu’taziliternes filosofiske System var noget ganske andet end Qoranens Forkyndelse. Muhammeds Monotheisme bestod i at hans Gud var saa mægtig en Despot at han ikke taalte nogen ved sin Side og aldrig vilde blive afløst af nogen anden.r>

“Det svageste Punkt i Mu’taziliternes Position var imidlertid ikke saa meget det at dette og hint Qoranvers kunde anføres imod dem, thi her kom deres Fortolkningskunst dem til Hjælp, men enhver maatte umiddelbart fornemme at de havde ændret selve Aanden i den gamle Islam.” [s. 220]

“Fra Inderne overtog Muslimerne det praktiske Talsystem, som ogsaa er gaaet over til Europa.” [s. 223]

Denne Dogmatisme i Tænkningen forenedes godt med den gamle Islams Had til alle som ikke dyrkede den ene og samme Gud, og Islam blev en stiv og ubøjelig Uniform som alle maatte iføres. Kun ved at forbindes med Mystiken blev Islams Filosofi levende, Udtryk for Realiteter.” [s. 233f]

“Den gamle Islam bød kun lidt som kunde give Sjælen Oplevelser og Indhold. “ [s. 236; om grunden til mystikens fremkomst]

Sufismen har ofte været opfattet som en Aandsform der egentlig var Islam fjendtlig, og kun gennem Kompromiser er bleven taalt. Det er utvivlsomt rigtigt at Mystik er ganske fremmed for Qoranen og hele den oprindelige Islam. Men dens Forhold til Islam er ganske som filosofiens. Den har optaget den og omskabt den ved at lægge sit eget Indhold ind i dens Udtryk. I Virkeligheden var Sufismen maaske den strengeste Form for Islam. Hasan fra Basra deltog ivrigt i Diskussionerne om Lov og Lære, og nogle af Sufierne hørte til Islams stiveste Dogmatikere. Den mystiske Oplevelse var det centrale i al deres Virken, men den første Betingelse for at faa Del i denne var den strengeste Overholdelse af Islams Lov.” [s. 238]

Sufilærlingens Arbejde med sig selv kaldes hans djihâd, den hellige Krig, og det er den store djihâd i Modsætning til den der kæmpes af Fyrster og denne Verdens mægtige paa Slagmarken. Vi har her et karakteristisk Exempel paa hvorledes Mystiken kunde optage den gamle Islam og samtidig helt revolutionere den.” [s. 238]

“Mystiken er uden Sammenligning den mægtigste af Islams aandelige Bevægelser. Trods af Blomstring af Islams Kultur, bar den dog bestandig Mærket af den aandelige Fattigdom hvoraf den var rundet, og dens Tænkemaade i Lov og Lære viste hurtigt at det var udslidte Kulturer hvis Arv den skulde leve paa.” [s. 240f]

“Saaledes kom Mystiken til at skabe en Forædling af Islam, og saa uden for sin egen Kreds. Opfattelsen af ‘den hellige Krig’ som en Kamp for sjælelig Fuldkommengørelse er saaledes blevet anerkendt i den officielle Islam ved siden af den overleverede ligefremme Betydning af dette Bud.” [s. 242]

“Heri viste det sig hvor stærk Overleveringen var om Prædikestolen som Statens Talerstol, hvorfra Khalifen talte til Folket…[s. 248]

Flere citater fra Johannes Pedersen: Islams Kultur (1928).

Oploadet Kl. 13:04 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


2. marts 2005

Johannes Pedersen (Svend Søndergaard): Islamisk Mystik (1999) – nogle notater

Verdensreligionernes hovedværker er et af de mere ambitiøse danske forsøg på at beskrive religionerne autoritativt. Det blev første gang udsendt i 1920’erne, genudgivet i 1952-54 og enkelte bind – herunder bind 9 og 10 omhandlende islam genudsendt i 1999. Bind 10 havde i de første to udgaver titlen Muhammedansk Mystik, og bestod af en række sufi-tekster udvalgt af Johannes Pedersen. 1999-udgaven bærer titlen Islamisk Mystik, og til udvalget er tilføjet enkelte tekster samt en ny indledning ved Svend Søndergaard fra Carsten Niebuhr Instituttet.

Sufismen er en islamisk retning, som fastholder den strenge tro på islam, og omvendt ikke bekymrer sig meget om ortoksiens hårde krav til den ydre gudsdyrkelse. Fokus er rettet mod den frie tænkning, og det er formentligt derfor de tidligere orientalister fandt dem og deres kunst spændende – og formentligt derfor nutidens apologeter med abstrakte pointer forsøger at gøre sufierne til ’sand islam’. Det er den ikke, men hvis man kunne tale om en ’sand islam’, så ville den være i diamentral modsætning til sufiernes udlægning af kilderne.

Islamisk mystik er en kildesamling, og herunder blot medtaget nogle citater fra Svend Søndergaards indledning:

“Samtidig skabte han ved sin prædiken (det der senere blev til Koranen) og sin islamiske livsform en ny arabisk selvbevidsthed og en religiøs begejstring som vakte beduinerne til sammenhold og store bedrifter… Men der var mange muslimer, som ikke fandt tilstrækkelig religiøs næring i den officielle islams rigoristiske system.[s. 9]

“… Derfor lagde disse søgende mindre vægt på Koranens og hadîth’s ydre mening og dens rette filologiske forståelse end på teksternes dybe indhold og dettes betydning for sjælens dannelse. Der opstod så at sige en ny teologi, en indforstået videnskab om sjælens vej til enhed med Gud.” [s. 10; lidt ala apologeternes helhedslæsning]

Der er meget i al-Hallâdj’s tankegang, der røber kristen påvirkning, og som derfor fordømtes af eftertiden. Men de fleste sufier har betragtet ham som martyr, hvis eneste fejl var at han åbent for enhver udtalte ting, som kun kan fattes af den der selv har haft oplevelsen. Det udtryk man især fandt kontroversielt var hulûl, som mindede alt for meget om det kristne dogme om Guds inkarnation i Kristus, det centrale ankepunkt i islams afvisning af kristendommen. Efter al-Hallâdj’s død spores en vis forsigtighed i sufiske kredse.” [s. 15]

“… for islams store teolog al-Ghazâlî (1058-1111). Denne sidste gav i sit hovedværk Ihyâ’ ‘ulûm al-dîn (Genoplivelse af religionsvidenskaberne) i 40 kapitler en oversigt over alt hvad der hører til islamisk tro og liv, farvet af en sufisk holdning; dette værk har stadig en vid udbredelse. [s. 16f; se DFs valgannonce]

“Der er i sufismen en overvældende skaberkraft og en vidunderlig dristighed. I omgivelser der ville knuse sjælen og gøre den til et intet over for det der er uden for den, har mystikeren hævdet sin sjæl som det centrale og ud af den, på eget ansvar og af egen erfaring, skabt en fuldkommen ny kosmos med en gud som han skaber, og en verden som han bevæger. Han tager intet på overlevering, men danner alt som nyt.” [s. 29]

“… djihad, anstrengelse. I islamisk sprogbrug: kamp til forsvar for islam. I sufisammenhæng tales der om ‘den store djihâd’ som kamp mod synd og urenhed. [s. 170]

Flere citater fra Johannes Pedersen (Svend Søndergaard): Islamisk mystik

Oploadet Kl. 10:14 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


5. januar 2005

Johannes Pedersen: The Scientific Work of Snouck Hurgronje (mindetale fra 1957)

Johannes Pedersen (1883-1977) fokuserede ikke ensidigt på Muhammed og islams historie, men fik alligevel stor indflydelse på dansk orientalistik. Bedst kendt er firebindsværket Israel udgivet i perioden 1920-34, men hans berømmelse skyldes formentligt også hans plads i orientalistikkens udvikling i tiden hen imod 2. verdenskrig. Førende i Europa var den hollandske koranforskning ved Leidener-skolen, og Pedersen var her elev ved Snouck Hurgronje (1857-1936) der med stort held viderførte forskningsmæssige landvindinger påbegyndt af Theodor Nöldike (1836-1930) og Julius Wellhausen (1844-1918). Leidener-skolen betragtede Israel som et resultat af historisk udvikling, og afviste således åbenbarings-forklaringen, som Leibzig universitet fastholdt frem til slutningen af 1800-tallet med danske Frants Buhl som en væsentlig overgangsfigur. Buhl var religiøs, men forsøgte at integrere Wellhausens analyser i sine studier – og endte til slut med at godtage dem i sin helhed.

Johannes Pedersen var i 1957 blevet en ældre herre, og som æresmedlem af den hollandske Orient-forening Oosters Genootschap(Leiden), fik han som elev af Hurgronje det prestigeforbundne erhverv at holde en tale om Hurgronjes videnskabelige arbejde i anledningen af 100-året for dennes fødsel. Talen blev samme år udgivet under titlen The Scientific Work og Snouck Hurgronje, og herfra har jeg sakset nogle citater:

“In this paper Snouck gives a characterization of the Prophet that is important because it stresses the change his character had undergone during the 10 years since he had left Mecca for Medina. The enthusiasm and simplicity of the young Prophet had given way to the calculation of the politician who was not satisfied by faith alone but claimed obedience. This was the premise of the task that lay before him in Mecca. Through a methodical treatment of the sources Snouck shows how Mohammad acted on these lines.” [om Hurgronjes disputats: Het Mekkaansche feest, 1880; s. 8f]

“In his book Snouck has thus given an important contribution to the understanding of Mohammad and his personal history, and he has shown what a turning-point the conquest of the Prophet’s native town became in the development of Islam as a new independent religion. In an ingenious way Snouck points out how the Qoranic revelations are conditioned by the course of what actually happened. [s. 12f]

This reconstruction of the facts which has become as classical as his book on the pilgrimage, shows what a fertile ground these ideas offer for aggressive propaganda against non-Islamic powers, and that is why Snouck wrote his essay.” [om Kalifat-tanken, s. 16]

It appears clearly from his writings, as it did from his conversation, that Islam could not be his ideal. But his human sympathy included the Moslem peoples and he respected the religion which gave their lives a meaning.” [s. 29]

Flere citater fra Johannes Pedersen: The Scientific Work of Snouck Hurgronje (1957).

Oploadet Kl. 13:10 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper