3. februar 2013

Religionssociolog i VG: “Islamofobi har erstattet ‘orientalisme’ som den vestlige akademias skamplett.”

Jørgen Bæk Simonsen har i en årrække været den mest markante ‘orientalist’ herhjemme, og selvom hovedparten af de nye forskere ikke har betonmarxistisk fortid, så sidder teorierne på ryggraden. Fremragende kronik af religionssociologi-studerende Alexandra Irene Larsen i norske VG – Forskere romantiserer islam.

“Midtøstenstudiene er dominert av tidligere venstreradikalere med et verdensbilde som romantiserer den totalitære islamismen. Disse står for en tolkning av islamismen og Midtøsten der tredjeverden-romantisering og antiamerikanisme blir brukt til å normalisere politisk ekstremisme og stemple enhver kritikk som «islamofobi».

Mange av fordommene som preger Midtøsten-studier er en direkte arv fra Edvard Said og hans sinte bok Orientalisme (1978). Med sitt sterke engasjement for palestinerne, klarte ikke Said å holde sitt politiske og profesjonelle virke atskilt. Det fantes ikke sannheter, bare «narrativer», og fakta ble redusert til det enhver vil gjøre ut av dem. Man skulle ikke kritisere «de andre». Det var ens egen kultur som skulle dekonstrueres og tas et oppgjør med, mens andres kulturer og tradisjoner skulle forstås og bevares.

Resultatet har blitt en berøringsangst overfor ikke-vestlige totalitære, antidemokratiske og undertrykkende strømninger. …

Innflytelsen til Said falt sammen med to andre prosesser. Den ene var radikaliseringen av samfunns- og humanistfagene i etterkant av ungdomsopprøret. Den andre var at mange venstreradikalere på 1980-tallet forlot aktivisttilværelsen og søkte tilbake til universitetene. De tok med seg venstresidens postkoloniale skyldkompleks og antirasisme og kanaliserte dette inn i fag som Midtøsten-studier, minoritetsstudier og antropologi.

Fagene skulle nå tjene sosialismens og arbeiderklassens interesser og forskningen skulle avsløre og motarbeide Vestens imperialisme. Opprørsgrupper i den tredje verden var ikke ekstremister men per definisjon frigjøringsbevegelser, og deres bruk av vold og undertrykkelse var berettigede, eller i det minste forståelige, svar på Vestens overgrep. Slik ble det gjengs i akademia å forsvare ikke-vestlig ekstremisme, heri islamismen. …

I Skandinavia er innflytelsen fra Said kanskje mest tydelig hos den svenske religionsviteren Mattias Gardell som har bakgrunn fra den revolusjonære bevegelsen Antifascistisk aktion. Hans bok Islamofobi (2010) har blitt populær og er til og med pensum på islamstudier ved Universitetet i Tromsø. Som Said har også Gardell en tydelig politisk agenda. Han skummer overflaten på jakt etter løsrevne sitater som passer hans verdensbilde, og presenterer disse som essensen av Vestens akademiske og offentlige virke.

I Norge har den tidligere AKP (ml)-eren Bjørn Olav Utvik, nå professor ved Universitetet i Oslo, vært med på å utforme feltet med en venstreradikal politisk slagside. Utvik har blant annet pekt seg ut i å forskjønne de faktiske forhold i den arabiske våren. Han påstår at islamismen moderniserer, fremmer utdanning og politisk aktivitet, fordrer økonomisk utvikling og skaper større individuell frihet – mens den i realiteten gjør akkurat det motsatte. Han har uttalt at islamistiske verdier skiller seg fælt lite fra sekulære verdier, hvilket sier en del om det rosenrøde bildet Utvik ønsker å tegne.

(Professor Bjørn Olav Utvik, 2006; Apollon.uio.no)

Sharialoven, mener Utvik, er ikke-rasistisk og «mer vidsynt» enn hva det kristne Europa var. Det er kanskje derfor han ikke er videre bekymret for islamiseringen av Egypt under Morsi og Det muslimske brorskapet. Utvik har gjentatte ganger påstått at Brorskapet er som en kristenkonservativ vekkelsesbevegelse. I mellomtiden fordrives religiøse minoriteter i Egypt, rettssystemet spilles ut, sharialover forfektes og Morsi styrer mot et regelrett diktatur. …

Islamofobi har erstattet «orientalisme» som den vestlige akademias skamplett. På samme måte som med orientalismen har anklagerne lite empiri på islamofobiens manifestasjoner: den er latent overalt.

Dette er ikke kun et norsk eller skandinavisk fenomen. Utvik og Gardell gjør akkurat det Martin Kramer i sin bok Ivory Towers on Sand påstår at amerikanske Midtøstenforskere har gjort. Ettersom islamismen møtte større mistenksomhet i Vesten kom Midtøstenforskerne like godt på ideen med å plassere de islamistiske grupperingene i kategorien «demokratiserende».

Så lenge de ønsket noe annet enn det bestående var de «reformvennlige» og burde aksepteres og støttes. Slik blir trusselen ved fremveksten av radikal islam nedtonet og nærmest latterliggjort – den er konstruert av media, eksperter og byråkrater som er fordomsfulle mot muslimer. …

Islamforskerne har blitt skyldige i det de selv i sin tid anklaget andre vestlige intellektuelle for: Å konstruere en fortelling med selektive fakta, ubegrunnede generaliseringer og tendensiøs språkbruk for å tjene et bestemt politisk formål. Ved å så aktivt forskjønne den virkelighet som utspiller seg har feltet konstruert en type samfunnsforskning som overbeviser ikke med sin rasjonalitet, men med sin retorikk.

Dette er en dyster avsporing av vestlig akademisk ånd, med potensielt farlige konsekvenser i møte med en fremvoksende totalitær islamisme.



5. september 2009

RUC Historie – vejlederprojektforslag

Eksempler på vejlederprojektforslag – RUC historie.

Fra Charlotte Appel.

Uniformitet og (in)tolerance i 1500-tallets Danmark
Disse år tales der meget om forholdet mellem religion og samfund – og om religion i det offentlige rum. I de løbende diskussioner opstilles ofte en modsætning mellem islam og kristendommen, og der henvises af mange politikere til den danske og lutherske tradition for adskillelse af stat og kirke samt til århundreders traditioner for religiøs tolerance.

Men hvordan var forholdet mellem stat og kirke egentlig, hvis vi går længere tilbage i Danmarkshistorien – til den gang, da den lutherske reformation blev indført i 1500-tallet? Og hvordan forholdt man sig i denne fase af historien til anderledes troende? Hvordan gik det for sig, da kirken skulle nyordnes efter reformationen? Hvad var den gang ”stat”, ”samfund” og ”kirke”? Det vil hurtigt blive klart, at der langt fra var nogen klar adskillelse mellem ”det åndelige” og ”det verdslige regimente”. Et projekt kunne i særlig grad fokusere på, hvordan stat og kirke arbejdede på at sikre ”uniformitet” både indadtil og udadtil, blandt andet ved at indføre censur og ved at opstille nogle særlige ”fremmedartikler” (1569), som alle indvandrere skulle høres i og aflægge ed på…

Fra Claus B. Christensen.

Waffen-SS og apologetisk historieskrivning
Apologetisk historieskrivning om den tyske nazistiske militærorganisation Waffen-SS har siden efterkrigsårene været omfattende. Apologetisk historieskrivning skal i denne sammenhæng forstås som fremstillinger, der distancerer Waffen-SS fra nazismen og folkedrab. Der er imidlertid aldrig foretaget nogen systematisk undersøgelse af temaer og udvikling inden for den apologetiske genre fra efterkrigsårene til i dag. En sådan undersøgelse kan f.eks. tage afsæt i Waffen-SS’ veteranorganisationens eget blad (der findes en komplet samling i Danmark), som udkom fra omkring 1950-2005.”

Fra Jacob Egholm Feldt.

Europa i Mellemøsten/Mellemøsten i Europa i det 20. århundrede
Siden Edward Saids Orientalism (1978) har markante tendenser i historie- og kulturforskning fokuseret på europæisk udrejse til, kolonisering af, og blik på Orienten/Mellemøsten (og mange andre steder). Som en udvikling deraf er også ’Østens’ opfattelse af ’Vesten’ blevet studeret, men man kunne med nogen rimelighed hævde, at der stadig er en tendens til at fastholde et dem/os-perspektiv. Projekter indenfor dette emne vil tage udgangspunkt i den stadig stigende og gensidige regionale integration mellem Europa og Mellemøsten fra 1. Verdenskrigs opdeling af Mellemøsten i nationalstater efter europæisk forbillede, over 2. Verdenskrig til migration og demokratiseringsindsatser i de seneste årtier…

Fra Michael Harbsmeier.

Danmark på verdensudstilling
Verdensudstillingerne har spillet en særdeles væsentlig rolle for de kulturelle aspekter af globaliseringen i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det her foreslåede projekt vil se nærmere på hvordan Danmark har præsenteret sig ved nogle af disse verdensudstillinger for derigennem at få en bedre forståelse af hvordan Danmarks historie har indgået i den europæiske imperialismes historie. For en start se: Margit Mogensen, Eventyrets Tid. Danmarks deltagelse i Verdensudstillingerne 1851-1900. Landbohistorisk Selskab 1993.

Oploadet Kl. 19:39 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


21. december 2008

Professor Jakob Skovgaard-Petersen om Ibn Warraq: Upålidelig som forskningshistorie

Man ved der er langt igen, når en af landets fremmeste islamforskere kan afvise Ibn Warraq, Robert Irwin med flere, foran andre lærde til et arrangement der tager udgangspunkt i Edward Said. Men iøvrigt en ganske udmærket artikel af Thomas Hoffmann i seneste udgave af Weekendavisen – Post-orientalisme?: Østen i Vesten (ikke online).

“Tredive år er det blevet til, siden den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Idwârd Wadî’ Sa’îd – eller blot Edward Said – udgav sin bog Orientalism. I Saids marxistisk inspirerede teoriapparat, særligt inspireret af Antonio Gramsci og Michel Foucault, kom orientalisme til at betegne en særlig ondartet ideologisk og (pseudo)videnskabelig konstruktion af det orientalske med det formål at udøve vestlig kulturimperial og kolonial magt over lande og kulturer i Mellem- og Fjernøsten fra 1700-tallet og frem.

I Saids optik er orientalisme som et af astronomiens sorte huller: intet undslipper, hvis det kommer for tæt på. Det være sig diplomati, teologi, kunst, sprogstudier, psykologi, geografi eller opdagelsesekspeditioner. De bedste intentioner til trods bliver alle emner – fra det patroniserende til det missionerende – afbøjet i deres bane og suget indad mod dette magtfulde sorte hul. Med andre ord: Said havde formuleret en hyperstærk tese.

Problemet var bare, at tesen var stærk indtil det konspiratoriske. Med det resultat at alt stof blev sammenpresset til én stor ligegyldighed: de mest ubetydelige rejsenotitser i en forfatters dagbøger kunne sidestilles med reelt indflydelsesrige orientalister uden nogen form for kvalificeret afvejning. Derudover var Saids orientalisme båret af så gennemgribende moralske kvababbelser, at han enten ikke formåede eller ikke ønskede at skelne mellem god og mindre god forskning. Hvis en orientalist havde indtaget en tvivlsom moralsk stilling, diskvalificerede dette forhold forskningen uden yderligere forbehold. Said ignorerede herved, at god forskning jo ikke nødvendigvis er synonym med god biografi. At hieroglyffernes kodeknækker, franskmanden Champollion, havde racistiske meninger om moderne egyptere, ændrer jo ikke ved, at hans forskning var sand. Det skel, der ellers gør de fleste litteratureksperter i stand til at foretage den ubehagelige skelnen mellem for eksempel den antisemitiske pamfletskriver Céline og den modernistiske romanforfatter Céline, overførte Said ikke til sit orientalske studie.

I sidste uge havde jeg den fornøjelse at deltage ved den officielle åbning af forskningsprojektet Islam i europæisk Litteratur på Københavns Universitet. Åbningen tog netop udgangspunkt i trediveårs jubilæet for Saids bog. Arrangørerne havde indkaldt til den faglige selvrefleksion og selvkritik, som orientalisme -anklagen – alle dens fejl og mangler til trods – alligevel gør fordring på. Christopher Prendergast, professor i fransk litteratur ved Oxford, klandrede Said for at gøre Madame Bovarys fader, Gustave Flaubert, til en emblematisk orientalistisk forfatter og derved forpasse en mere kontekstuel og oeuvre-orienteret læsning. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Carsten Niebuhr Afdelingen udredte trådene i de seneste års voldsomme kritik af Said. Han fandt de mere og mere heftige forsvar for klassisk orientalistisk forskning, for eksempel Ibn Warraqs Defending the West fra 2007, upålidelige som forskningshistorie. Storsælgere som Warraq skulle nærmere ses i forlængelse af de opblussende culture wars, der tog til oven på 9/11s ruiner.”

Oploadet Kl. 17:55 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


25. november 2008

Obama: “At night, in the dorms, we discussed neocolonialism, Franz Fanon, Eurocentrism…”

Via Punditokraterne. En skarp kommentar af John Derbyshire i National Review Online – Eight wasted years.

“‘To avoid being mistaken for a sellout, I chose my friends carefully. The more politically active black students. The foreign students. The Chicanos. The Marxist professors and structural feminists and punk-rock performance poets. We smoked cigarettes and wore leather jackets. At night, in the dorms, we discussed neocolonialism, Franz Fanon, Eurocentrism, and patriarchy.

Thus Barack Obama, writing in his autobiography about his time at the expensive liberal-arts college Occidental in California. I’d like to tell you that he goes on to mock his young self for naïvety and infantile leftism, to deplore the way those “Marxist professors” used their prestige and influence to fill young heads with poisonous rubbish long discredited by events in the real world. I’d like to, but I can’t, because he doesn’t. Obama doesn’t think Marxism is rubbish. He thinks it’s basically … correct…

Barack Obama… have the heart and soul of a cultural Marxist. He sees history in terms of class struggle, with pitiful, soulful Oppressed being brutalized and impoverished by arrogant, heartless Oppressors. Anyone who sees matters in these Who-Whom terms has absorbed the essence of Marxism…

This was the import of the Joe the Plumber incident… In Barack Obama’s worldview, the Who and the Whom are locked in a bitter struggle, from which the Whom is bound to emerge victorious at last. Then the victors, purified by suffering, will lead mankind on to the sunlit uplands where from each shall be taken according to his abilities, to each shall be given according to his needs.

That these doctrines are utterly false, completely mistaken, and catastrophically destructive in practice, is a thought Barack Obama cannot think. That “ability” and “needs” turn out to be shapeless and slippery concepts when politicians try to corral them, has not occurred to him… How could such thoughts have occurred to him? He was a red-diaper baby, offspring of a love-the-world, hate-America sixties gal and an African socialist in the Mugabe mould, raised by leftish grandparents addled with “Uncle Tim” racial guilt, and mentored by a hard-Left labor radical.

Pat Buchanan (Whom God Preserve!) gave his own autobiography the title Right from the Beginning. If Barack Obama had been a tad more honest when writing his, he could just as well have titled it Left from the Beginning…

Margaret Thatcher used to talk about the “ratchet effect.” When the Left gets power, she said, they drive everything Left; when the Right gets power, they slow the Leftward drive, perhaps even halt it for a spell; but nothing ever gets moved to the Right… I see that some of my NRO colleagues are scratching around for shards of optimism — of Hope! — in the general wreckage. Good luck to them. I see nothing for conservatives to hope for in an Obama administration.”

  • 30/8-08 Savage Politics – Wright, Lies, and Videotapes (mere fra Dreams From My Father).
  • Oploadet Kl. 13:26 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    17. juni 2008

    Fadermordet må vente (Æblet falder ikke langt fra stammen)

    En sjældent ringe artikel i seneste nummer af Weekendavisen. Sålænge alle, ligefra den unge ph.d.-studerende til den aldrende professor dyrker Edward Said, så er generationsskifte udelukkende et spørgsmål om alder. Artiklens forfatter var indtil for nyligt ekstern lektor på TORS, sammen med Jørgen Bæk Simonsen, Jacob Skovgaard-Petersen, Birgit Warburg mfl.

  • 13/6-08 Weekendavisen – Fadermordet må vente (af Heidi Laura).
  • Artiklen er online i sin helhed, og jeg vil nøjes med at citere Bæk Simonsen, der atter hævder, at hans virke er en naturlig fortsættelse af den tidlige danske islamforsknings filologiske tradition. (en tradition han i flere værker har undsagt).

    Selv ikke Jørgen Bæk Simonsen, som er en hovedfigur i fagets sociale drejning, vil afskrive forbindelseslinjerne tilbage i tiden. »Jeg føler mig i nogle sammenhænge som en fortsættelse af en tradition ved Københavns Universitet for ældre arabisk-muslimsk historie,« siger han og refererer til Frantz Buhl, som skrev om de politiske kampe i den tidlige kalifale historie, Frede Løkkegaard, der skrev om beskatning, og historikeren Erling Ladewig Petersen, som skrev om de forskellige historiske overleveringer i den ældre muslimske historiske tradition.

    Da han tilbage i 1979 blev færdig med sine studier, var mulighederne for at blive fastansat ved Københavns Universitet ringe, men han fik i midten af 1980erne en ansøgning igennem hos Statens Humanistiske Forskningsråd om studier af islam og muslimer i Danmark. »Og dermed blev mit professionelle, videnskabelige engagement i feltet islam og muslimer i Danmark og Europa grundlagt. I flere sammenhænge udgør det vel et brud med den mere klassiske tradition ved Københavns Universitet, men jeg tror, det er vigtigt at fastholde, at dansk orientalistik med eksempelvis Johannes Østrup har en betydelig tradition for også at beskæftige sig med den moderne muslimske verden, og derfor er mit virke på det felt ikke overraskende et resultat af nye sammenhænge, men fagligt, metodisk og teoretisk er det, når alt kommer til alt, også en fortsættelse.«

    […]

    Et egentligt fadermord må man altså kigge langt efter, selv om orientalismedebatten har præget området. Om det siger Jørgen Bæk Simonsen: »For så vidt angår orientalismen blev den som paradigme naturligvis af betydning og har tvunget både mig og mange til nøje at overveje, hvad der konstituerer den moderne arabiske og muslimske verden – og den verden ligner efter min bedste vurdering alle andre verdener.«”

    

    16. april 2008

    Robert Irwin: “Sagen er, at forskere ikke kan bygge videre på Saids tanker.”

    Fra lørdagens Jyllandsposten. Lidt fra Flemming Roses interview med Robert Irwin – Forsvar for en profession (ikke online).

    Hvad er det ved Saids bog, du ikke kan lide?

    »Jeg er middelalderhistorier, mens han hader Middelalderen. Han afskyr i det hele taget fortiden, han ejer ikke evnen til at leve sig ind i andre tider.
    Han lyver om europæiske romanforfattere og fordrejer deres værker, jeg er romanforfatter med stor sympati for nogle af dem, han hænger ud i sin bog. Endelig er jeg også orientalist, og hans bog er en lang og vedholdende polemik mod mit fag, så jeg må spørge: Er der overhovedet noget at bryde sig om i Saids bog?«

    Er der?

    »Næh. Den er skrevet alt for hurtigt og skødesløst. Det vrimler med trykfejl og forkerte stavninger af navne. Det er en ekstremt polemisk bog, og gennem tiden er der skrevet mange polemiske bøger for eller imod islam og den muslimske verden, men ingen er blevet taget alvorlig på samme måde som Said.«

    […]

    Hvorfor blev Saids bog så stor en succes? Den er oversat til mindst 36 sprog, heriblandt dansk.

    »Den blev opfattet som moderne, smart og med på noderne, da den udkom. Den bekendte sig til populære venstreintellektuelle, og så appellerede den til alle dem i Vesten, der led af skyldfølelse efter kolonitidens afslutning, især i Frankrig og Storbritannien. Vi vrider vores hænder og beklager alt det onde, vi har gjort i Mellemøsten, men der er også en mere prosaisk, psykologisk forklaring på Saids succes. Tænk på alle de studerende, der har siddet med deres dødssyge afhandlinger om litteratur og imperium, og så gennem læsning af Said er blevet grebet af en følelse af at være engageret i en vigtig sag. De er med til at afsløre en skjult imperialisme og derigennem deltager de i palæstinensernes frihedskamp. De føler sig pludselig del af noget stort, mens de i virkeligheden har siddet og fedtet med søvndyssende afhandlinger, som ingen interesserer sig for.«

    […]

    Hvor meget skade har Said gjort?

    »Ikke så meget når det gælder vores fag, selv om han har bragt gode folk i vanry. Sagen er, at forskere ikke kan bygge videre på Saids tanker. Der er nemlig ikke noget at bygge på. Det er en blindgyde.«

    Hvad med humaniora i bred forstand?

    »Her har hans indflydelse været stor især inden for litteraturstudier og kulturstudier. Han har gjort det svært for vesterlændinge at sige noget kritisk om islam og den arabiske verden. Det kan man ikke, for så risikerer man at blive hængt ud som orientalist, dvs. som racist, imperialist og andre frygtelige ting.«

    […]

    Mange taler for , at vi alle bør vise mere hensyn til folks religiøse følelser. Hvad mener du?

    »Under Rushdie-sagen blev lederen af den største buddhistiske organisation i Storbritannien spurgt, hvordan buddhister ville reagere på blasfemi, og han svarede: Vi støtter det, for det får folk til at tænke. Det var godt sagt…«”

  • 2/3-08 Uriasposten – Robert Irwin om Edward Saids syn på religion.
  • Oploadet Kl. 12:49 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    25. marts 2008

    Ibn Warraq om Said & Foucault

    Frederik Stjernfelt interviewede Ibn Warraq, da han forleden gæstede Danmark. Fra Weekendavisen – Viden for videns skyld (kræver login).

    De har netop udgivet bogen »Defending the West«, der er ét stort angreb på Edward Saids tredive år gamle bog »Orientalisme«. Hvorfor finder De det nødvendigt at angribe en gammel bog?

    »Den bog har haft en helt enorm indflydelse og har det stadigvæk. Den er stadig pensum mangfoldige steder på vestlige universiteter – den lå nummer to på bestsellerlisten i Cairo så sent som april sidste år. I næste måned har de en stor konference på det britiske kunsthistorieinstitut The Courthold Institute, Gombrichs gamle institut, en konference der udelukkende handler om Edward Said og den Anden, og hvor der ikke optræder en eneste taler, der ikke er fuldstændig enig. De har Robert Fisk som en af hovedtalerne, kan De forestille Dem det?…

    På litteraturinstituter er det for eksempel umuligt at skrive om Jane Austen uden at nævne Saids anklage mod hende for at støtte slaveriet, selv om det er en helt ubegrundet påstand. For to uger siden gav jeg et foredrag i boghandelen i kælderen under Columbia University – og det første jeg så, da jeg kom ind, var et bord med stak efter stak efter stak af Saids bog, den lå der i hundredvis – men ikke ét eksemplar af min bog. I sådan en boghandel er der jo først og fremmest bøger, der er bestilt af lærere med henblik på brug på universitetskurserne. Jeg blev dybt deprimeret.«

    – Megen af Deres diskussion af Saids bog består af en detailleret afvisning af påstand efter påstand, et stort empirisk fletværk af tilbagevisninger. Men indebærer Deres kritik af Said også en kritik af hans foucaultianske metode, den såkaldte diskursanalyse?

    »Ja, hovedproblemet i Foucaults teori er, at den benægter eksistensen af menneskelig handlen, human agency. Han tror, at mennesker nødvendigvis må være repræsentative for en eller anden gruppe – ligesom tidligere marxister og vulgærfreudianere troede, at mennesker restløst var produkter af deres klassebaggrund eller deres opdragelse. Foucault og med ham Said synes at benægte, at en person kan have andre motiver end dem, hans gruppe har, eller de motivationer, den institution har, som han arbejder i. Jeg forsøger herimod at vise, at mange af virkelighedens orientalister var fuldstændig optaget af begæret efter viden og ofte meget sensitive over for de mennesker, de beskrev. De var ikke alle sympatiske – for eksempel var Theodor Nöldeke, den store orientalist og behersker af mangfoldige orientalske sprog, en sammenbidt antisemit. Men også her må man skelne – han var samtidig en mester inden for emnet Koranens historie.«

    – Nu vi snakker om Foucault – lå hans egen teori også bag hans omstridte tiljubling af den iranske revolution omkring 1978-80?

    »Ja, en tredjedel af min pristale i går handlede netop om Foucault og Iran. Han har en teoretisk ramme, som han forsøger at passe fænomener som den iranske revolution ind i – og det fører ham til helt bizarre konsekvenser. Han havde ingen viden om Iran eller om islam – bare en lillebitte søgning i sekundærlitteraturen ville have sparet ham for de tåbelige citater, man nu kan hente fra hans artikler om Iran. Han hævdede som bekendt, at revolutionen ikke ville føre til nogen Khomeini-regering, at den ville føre til lighed blandt kønnene, at der ikke ville blive undertrykkelse af mindretal, at den ville føre til åndelighed … Det stik modsatte skete som bekendt.«

    – Han drømte om, at revolutionen ville føre til en »spirituel politik« …

    »I det hele taget havde han meget tilfælles med apologeterne for stalinismen i Vesten i 40rne og 50erne – de udviklede en omfattende foragt for deres egen kultur og civilisation og overdrev systematisk værdier og resultater i kommunismen. Foucault gjorde det samme angående den iranske revolution. Det kunne naturligvis kun ske på baggrund af kulturrelativismen – der fører til påstande som, at vi må ikke dømme dem efter vore egne rationelle standarder. Men det er en patroniserende attitude. Faktisk beskriver den nyudgivne bog om Foucault og Iran [Afary og Anderson: Foucault and the Iranian Revolution, FS] hans møde med en iraner, der flere gange interviewede ham både i og uden for Iran, og heraf fremgår det, at Foucaults tiltrækning til Khomeini skyldtes hans homoseksualitet. Han havde mange tunesiske elskere og tilskrev dette en særlig islamisk tolerance over for homoseksualitet. En sådan tolerance har ganske rigtigt eksisteret, men kun i dele af islam , og på ingen som helst måde i den iranske revolution. Men Foucault anerkendte aldrig, at han tog fejl angående Iran.«

    De hævder i Deres bog, at en særlig dyd ved Vesten er nysgerrigheden efter viden for dens egen skyld…

    »Ja, jeg hævder, at det reelt er det, der udgør Vestens spiritualitet. Det har en meget vigtig værdi, den udfylder en dyb længsel i menneskenaturens hjerte – og hvis man afviser den, afviser man en meget vigtig del af menneskets væsen… De religiøse blandt forskerne mente, at disse resultater viste Guds tilstedeværelse, men også for sekulære personer som os er videnskab noget ædelt – ikke bare midler til et eller andet mål – viden er et mål i sig selv. Men det er altid blevet benægtet af Foucault, Marx, Freud, der hævdede, at viden er et skalkeskjul for et eller andet formål…«”

    Ibn Warraqs pristale i Trykkefrihedsselskabet blev foreviget af Snaphanen (tre videoer).

    (I, II, III)

    Oploadet Kl. 13:08 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    2. marts 2008

    Robert Irwin om Edward Saids syn på religion

    Der er de sidste par år udgivet flere digre værker, der ikke bare dekonstruerer Edward Said, men også leverer tunge gennemgange af den vestlige kulturhistorie. Ibn Warraqs Defending the West – A Critique of Edward Said’s Orientalism (2007) er bestemt værd at læse, men langt bedre er efter min mening Robert Irwins For Lust of Knowing – The Orientalists and their Enemies (2006), der fornyligt blev udgivet på dansk. Et citat fra sidstnævnte.

    “Since he hated religion in all its forms, he was unable to accept that Islam has really been important in determining the shape of Arab culture, in the same way that Christianity has been important in the shaping of Europe and America. Said seemed to believe that when people were talking about religion, they were really talking about something else. (s. 294)

  • 4/2-06 The Guardian – Oliver Miles: The fossils bite back.
  • 4/12-07 Jyllandsposten – Dennis Nørmark: Robert Irwin: Af begær efter viden.
  • Oploadet Kl. 22:06 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    10. september 2007

    Norsk ‘Inkluderingsministerium’: Problematisk at tale om norske værdier

    George Orwell må rotere i sin grav. Det norske Arbeids- og inkluderingsdepartementet, udgav i sidste uge en såkaldt “Veiledning til bruk av ord og uttrykk på innvandringsområdet”. En smagsprøve.

    “Norske verdier (se også Verden: Den muslimske/ vestlige)

    Ved å karakterisere noe som ”norske verdier” kan man oppfattes dit hen at man samtidig sier at dette ikke er andres verdier. Uttrykket ”vestlige verdier” blir av enkelte brukt på omtrent samme måte. Men verdiene det er snakk om er ofte verdier som finnes også andre steder i verden. Dette kan oppleves som ekskluderende.

    Mulig bruk:

    Norske verdier endrer seg over tid.

    […]

    Verden: den muslimske/vestlige (se også Norske verdier)
    Disse talemåtene er vanlige og kan sikte til avgrensede geografiske områder, der “den muslimske verden” er land der islam dominerer og “den vestlige verden” er (vest-)europeiske land, samt USA, Australia og New Zealand. En forståelse av avstand i kultur og verdier ligger ofte implisitt.

    Ofte vil det være slik at når man referer til ”den muslimske” og ”den vestlige” som motsetninger, underslår man at ”den muslimske verden” og ”den vestlige verden” møtes hver dag på tusenvis av arbeidsplasser, offentlige kontorer, skoler og barnehager rundt om i landet og verden for øvrig.

    Alternativ:

    Verdiene til grupper av militante muslimer er på kollisjonskurs med sentrale demokratiske verdier.

  • wikipedia – Imagined geographes (om Edward Said og Benedict Anderson).
  • Oploadet Kl. 17:44 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    

    6. september 2007

    Ibn Warraq: Edward Said har bedrevet intellektuel terrorisme

    Jyllandsposten bragte sidste torsdag et interview med Ibn Warraq, hovedsageligt med tanke på Warraqs to kommende bøger – Defending the West: A Critique of Edward Said’s Orientalism og Which Koran? Variants, Manuscripts, And the Influence of Pre-islamic Poetry.

    Her lidt fra Forsvar for Vesten.

    “Den afdøde amerikansk-palæstinensiske intellektuelle Edward Saids bog “Orientalism” fra 1978 er det måske mest indflydelsesrige værk inden for de humanistiske videnskaber gennem de seneste tre årtier. Said påstod, at Vestens billede af Mellemøsten var fordrejet og fordomsfuldt takket være 200 års koloniherredømme og racisme. Saids tanker har aflejret sig overalt på universiteter i Vesten, hvor man studerer fremmede kulturer, og “Orientalism” har gennemsyret vestlige opfattelser af Den tredje Verden med skyldfølelse, selvkritik og fornægtelse i en grad, at studiet er blevet reduceret til et spørgsmål om magt og fordomme som styrende for al erkendelse.

    Det er denne fortælling, som Ibn Warraq, der er født i Indien af muslimske forældre og opvokset i Pakistan, tager et sønderlemmende opgør med i sin nye bog. Warraq piller Saids tese fra hinanden; han mener, den er spækket med fejl, tendentiøse fortolkninger og historiske misforståelser, som ville få en førsteårsstuderende til at rødme.

    […]

    Hvorfor har du skrevet denne bog om Said?

    »Jeg købte “Orientalism”, da den udkom i 1978, men den havnede på bogreolen, og det var først små 20 år senere, at jeg gav mig til at studere den grundigt. Jeg troede ikke mine egne øjne, så meget nonsens indeholdt den. Said modsiger sig selv fra den ene side til den anden. Jeg skrev et hurtigt essay, som jeg siden udvidede, og det er med i bogen.«

    Hvad er det for fejl, Said begår?

    »Jamen, der er ingen ende på dem. Et sted siger han, at orientalisterne, altså forfattere med vestlig baggrund, der skriver om Østen, tilegnede sig reel viden om regionen, men han skelner ikke mellem specialister, rejseskribenter eller dilettanter. Andre steder hævder han modsat, at alle orientalisters viden om Østen grundlæggende var falsk og fordomsfuld. Samtidig er han af den opfattelse, at der ikke findes nogen endegyldig sandhed. Men hvis han virkelig mener det, hvordan kan så klage over, at netop orientalisternes værker skulle være usande?«

    Er der andre eksempler?

    »Masser. Said gør opmærksom på, at de vestlige imperialister i Mellemøsten styrede regionen ved hjælp af den viden, som orientalisterne havde tilegnet sig, men hvordan skulle de dog på nogen måde kunne gøre det, hvis orientalisternes viden var af så ringe kvalitet? Desuden peger Said på, at orientalister og imperialister i fællesskab bærer ansvaret for de ulykker og forbrydelser, der blev begået, men hvis man tager de vigtigste og største orientalister, eksperter i Mellemøsten og islam, så var de tyskere, og tyskerne havde ingen kolonier i Mellemøsten, de var ikke imperialister.«

    […]

    Men Said har vel ikke kun haft negativ indflydelse. Hans grundlæggende indsigt, at studiet af fremmede kulturer er farvet af ens egen baggrund og kultur og dermed styrende for erkendelsen er vigtig, er den ikke?

    »Nej, jeg mener, at Saids indflydelse har været en ren katastrofe, enormt skadelig for de humanistiske videnskaber i Vesten, og dertil skal man lægge hans destruktive indflydelse på arabisk kultur og selvforståelse… Påstanden om, at man under ingen omstændigheder kan frigøre sig af sin baggrund og opnå en eller anden form for objektiv indsigt, er helt ude i skoven. Og det er ikke nyt. Foucault skrev om det, og det samme gjorde Karl Marx… Said nægter at fokusere på budskabet, men diskvalificerer i stedet budbringeren. Han forholder sig ikke til argumenter og konkrete observationer. Der findes jo måder at kontrollere, om en observation er korrekt eller ej. Hvis 20 mennesker med forskellig baggrund har iagttaget det samme fænomen i en landsby, så er der sandsynlighed for, at det indeholder et element af sandhed, og når man bagefter får de samme iagttagelser bekræftet af indfødte forskere og forfattere, så er det efter mine begreber det rene nonsens at fastholde, at alle vesterlændinge, der har skrevet om Orienten er fulde af fordomme og derfor upålidelige.«

    […]

    Hvad har konsekvensen af Saids arbejde været i den arabiske verden?

    »Han har lært en eller to generationer af arabere selvmedlidenhedens destruktive kunst. Hans orientalisme legitimerede arabernes anklager mod Israel og Vesten for at være roden til alle deres problemer. Han gav dem intellektuelle argumenter for ikke at tage ansvar for deres egen kulturelle og økonomiske katastrofe. Desuden har han gjort det ekstremt vanskeligt at være kritisk over for islam inden for forskningen. Folk er skrækslagne ved tanken om at blive kaldt orientalister, og derfor har islamforskere ikke været i stand til at se på islam med samme kritiske, videnskabelige blik, som man har gjort i forhold til Det Gamle og Ny Testamente. Det er en stor ulykke. Said har bedrevet intellektuel terrorisme. I dag bruger man ordet islamofobi på samme måde som orientalisme. Man blokerer for kritisk udforskning af islam, behandler emnet på en underdanig og alt for ærbødig måde. F.eks. er man parat til at acceptere påstanden om, at Koranen er en åbenbaring fra Gud, selv om enhver ved sine fulde fem kan se, at det er en tekst skabt af mennesker. Endvidere har Said med sin bog opmuntret islamiske fundamentalister.«

    Hvordan det?

    »Han har været med til at bestyrke fundamentalisterne i, at de har ret, eftersom orientalisterne jo kunne afvises a priori.«

  • 5/9-07 Jyllandsposten (læserbrev) – Jørn Borup: Said er ikke ret meget gud.
  • 11/9-07 Jyllandsposten (læserbrev) – Tim Pallis: Kritik af Vesten .
  • Oploadet Kl. 12:40 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper