2. december 2006

Bent Blüdnikow om den stenkastende martyr Edward Said

Fra dagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow anmelder Edward Saids erindringer, og giver et tilbageblik på hans forfatterskab – Den stenkastende martyr.

“Edward Saids mest indflydelsesrige bog blev Orientalisme. Heri påstod han, at alt vestligt skriveri og forskning om Østen var falsk og blot skulle skjule den nøgne sandhed om vestlig kolonialisme og dominans. Vestlig udforskning af Østen var derfor tendentiøs i en grad, som selv vestlige forskere ikke kunne identificere, fordi de selv var en del af denne vestlige tradition.

Bogen blev grebet med kyshånd af vestlige intellektuelle, hvor man i 1970ernes revolutionære og antikolonialistiske ånd kunne bruge tesen til at vise Vestens onde magtinteresser og afsværge sig den tidligere akademiske tradition. Hele institutter på vestlige universiteter sværgede til Saids tekster. Saids budskab var, at Østens folk, og specielt araberne naturligvis, var de stakkels ofre for vestlig overmagt og imperialisme. De havde ikke selv nogen skyld i deres ulykke, for det stærke Vesten havde formet deres skæbne og endda konstrueret deres historie.

I de senere år er Saids bog blevet skarpt kritiseret for at være dårlig forskning, der generaliserer urimeligt og ikke har styr på fakta. Mere ideologi end videnskab er hans bog blevet kaldt af førende islam-forskere. Hans ry som forsker er i dag blegnet meget, selv om han endnu er højt anset i tidslommer på de vestlige universiteter.

Der var også en del sandhed i Saids teser, men som livsgrundlag var det ikke et godt koncept.

Offerrollen og martyriet blandt araberne og specielt palæstinenserne, som Edward Said var med til at opbygge, var en usund tilstand. Det var en tilstand, som gjorde palæstinenserne så forbitrede, at de endog afviste fredstilbud, der var rimelige.

Said blev selv offer for sin egen lidelseshistorie. Det førte til, at han afviste Oslo-fredsaftalen i 1993 og senere fredstilbuddet i 2000 i Camp David fremsat af præsident Bill Clinton. Han valgte stenen i stedet for freden.

Hans nære ven kommentatoren Christopher Hitchens endte et langt portræt af ham i magasinet Atlantic med at skrive: »Det er nødvendigt, at fanatismens modstandere i dag er kølige og objektive i deres erkendelse af en fælles fjende. Og det er katastrofalt, at én som Said, der havde denne mulighed, valgte at misse den.«

  • 21/12-04 Uriasposten – Edward Said: Orientalisme (1978/2002) – nogle notater.
  • Oploadet Kl. 21:47 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    30. november 2006

    Tina Magaard opfordrer til reformisering af islamforskningen

    Fra gårsdagens Information. Lidt fra en ypperlig kronik af Tina Magaard – Reformer islamforskningen.

    “En reform af islam efterlyses ofte, men mere beskedent vil jeg foreslå en reform af islamforskningen, for måske sidstnævnte vil kunne være med til at opmuntre førstnævnte. Det centrale spørgsmål er islamforskningens rolle i forhold til islams og muslimers anerkendelse af ‘Den Anden’. Beskrivelsen af ikke-muslimers historie i den muslimske verden er nemlig et kontroversielt felt, fordi der endnu ikke i den islamiske tradition har været en kritisk gennemgang af fortidens overgreb mod anderledes troende. I modsætning dertil har man i Europa siden Anden Verdenskrig lært også at anskue historien fra offerets synspunkt. Man har analyseret jødeforfølgelserne og arbejdet sig frem mod en rimelig ligevægtig historieforskning- og fortolkning, en fælles platform, som både jøder og ikke-jøder stort set er enige om. Helt anderledes ser det ud med fremstillingerne af ikke-muslimers historie i den muslimske verden, hvor der ikke er nogen fælles platform men tværtimod en afgrund mellem uforenelige partsindlæg. For eksempel taler det Muslimske Broderskabs Sheik al-Qardâwî om den “perfekte frihed og tolerance, som islam har været berømt for gennem tiderne”. Det er et synspunkt, som mere end én islamforsker kritikløst har overtaget. Men den ægyptiske jøde Bat Ye’Or beskriver samme historie således: “vast regions were ravaged and populous cities often razed to the ground amid the violence of battles and religious hatreds”.

    Bat Ye ‘Ors beskrivelse kunne også bruges på den europæiske imperialisme ? den vestlige og den islamiske civilisation har nemlig det til fælles, at de som ingen anden civilisation har bredt sig ud over flere kontinenter.
    Spørgsmålet er, hvordan man i dag forholder sig til den ekspansion. Edward Said argumenterer i Orientalism for at sætte sig ud over “a collective notion identifying ‘us’ Europeans as against all ‘those’ non-Europeans (?) the idea of European identity as a superior one in comparison with all the non-European peoples and cultures.”

    […]

    Mange europæere har taget den opfordring til sig og opfatter derfor deres egen imperialisme som en krænkelse af folkenes selvbestemmelsesret og som økonomisk, etnisk og social diskrimination. Men i den officielle islamiske historieskrivning accepteres det ikke at se islamisk imperialisme som en krænkelse af folkenes selvbestemmelsesret og som en økonomisk, etnisk og social diskrimination. Tværtimod forherliges den islamiske imperialisme, og islamistiske bevægelser har som erklæret mål at genskabe den. Der kunne islamforskningen give moderne muslimer redskaber til at sætte sig ud over “a collective notion identifying ‘us’ Muslims as against all ‘those’ non-Muslims (?) the idea of Muslim identity as a superior one in comparison with all the non-Muslim peoples and cultures.”

    Men mange islamforskere gør det modsatte og beskylder enhver, der måtte komme i nærheden af spørgsmålet, for islamofobi. Dertil argumenterer Bat Ye ‘Or: “… The self-appointed apologists for this oppressive system might themselves be taxed with anti-Jewish or anti-Christian racism or bias. Their scholarship can also be dubious if it serves to cover up this history.”

    […]

    Desuden fortælles kun om jøder og kristne, dvs. den gruppe ikke-muslimer, der havde det bedst (eller mindst værst, alt efter hvem man spørger). Men hvad med ateister, mazdeister, buddhister, bahai’er, hedninge, hinduer, jainer, yezidier, ahmadiyya’er, sikher og kalasher, er de ikke også mennesker? De er blevet udrenset med hård hånd i flertallet af de lande, som i dag er muslimske.

    Pointen er her ikke en konkurrence om, hvem der har forfulgt mest, men hvordan man i dag forholder sig til sin egen civilisations blakkede fortid. Der har islamforskningen et stort ansvar for at hjælpe muslimer igennem det ’saidiske’ paradigmeskift, hvor man lærer at anerkende ‘Den Andens’ historiefortælling.

    […]

    Men hvorfor er det så vigtigt for mange forskere at gå islamismens ærinde ved at dække over muslimske aggressioner på ikke-muslimer – op gennem historien og i dag? Det er en ond cirkel, fordi Said-paradigmeskiftet ikke er blevet alment accepteret i muslimske kredse, kan selv ‘moderate muslimer’ blive vrede og mistænksomme, hvis man overhovedet nævner spørgsmålet, og derfor undgår man spørgsmålet, men så får ingen muslimer jo mulighed for at forholde sig til det, hvorved tabuet bliver endnu større. Den nye generation af islamforskere må forholde sig meget bevidst til, om man vil dreje med i den onde cirkel. Hvis man mener, muslimer lige som alle andre skal have lov til at blive integreret i en moderne begrebsverden, må man bryde ud og støtte liberale muslimer i at iværksætte ovennævnte kulturkritiske paradigmeskift.

    […]

    Endelig skal jøde-hadet i den muslimske kultur behandles parallelt med jødehadet i den europæiske kultur. Dér er Elie Chourakis dokumentarfilm Antisémitisme, la parole libérée interessant. Elie Chouraki besøger en fortrinsvis muslimsk skoleklasse i Montreuil. Eleverne har arbejdet med Anden Verdenskrig, har været i Auschwitz, har forstået, at tyskerne gjorde noget forkert. De har bare overhovedet ikke etableret forbindelsen til det jødehad, som florerer nu og her i deres eget miljø, og som gør, at de sidder og fniser, når de hører om en jødisk dreng, der er blevet slået til blods af en gruppe muslimer. Derfor er man nødt til i skolerne at behandle kristent og muslimsk jødehad parallelt, så eleverne kan se sammenhængen. Parallel religionskritik af såvel islam som kristendom er lige så vigtig, da fjendtlighed overfor jøder er direkte begrundet i de religiøse helligtekster. Undlader man at etablere paralleller som de ovennævnte, straffer man ikke kun de jøder, som i Europa er ofre for muslimsk intimidering og vold, men også muslimerne selv.

    Lande som for eksempel Pakistan og Tyrkiet er først blevet 99 procent muslimske i det 20. århundrede, og det som resultat af en ekstrem vold mod ikke-muslimer. Denne vold er efterfølgende blevet skrevet ind i historien på en måde, som ikke er befordrende for udviklingen af fredelige, velfungerende civilsamfund. Det ses tydeligt i Pakistan og i det sydøstlige Tyrkiet. Gennem børn af pakistanere og tyrkere, som går i danske skoler, er vi direkte forbundet til den voldshistorie, og derfor har vi også et direkte ansvar for, hvordan man forvalter den arv og analyserer dens årsager og konsekvenser. Gør man det ikke, fratager man unge muslimer muligheden for at forstå mekanismer, som opmuntrer religiøs-politisk vold i deres oprindelseslande. Endelig har det betydning for sameksistens i Europa, at muslimer anerkender ofrets ret til at blive hørt i den islamiske historiefortælling. Det spørgsmål hænger nemlig sammen med, at islamismens ‘ny-imperialisme’ ikke anerkender ikke-muslimer som ligeværdige mennesker og derfor fremmer en konfus blanding af mereværds- og mindreværdskomplekser. Islamforskningen har et historisk ansvar for at fremme integrationen ved at give islamismen et kvalificeret modspil.

    Derfor opfordrer jeg til en reform af islamforskningen.”

    

    13. november 2006

    De kalder sig forskere, men optræder som politikere – Jørgen Bæk Simonsen & Tim Jensen

    Jeg skal ærligt indrømme jeg er ikke er meget for et ugeblad som Fokus, der ret beset blot er en slags Se & hør for mænd tilsat lidt drengerøv, men seneste nummer er altså en postering værd. Det er yderst sjældent medierne retter kritik af egne eksperter, men Naser Khader, der tidligere er blevet interviewet til ugebladet, leverer i seneste nummer (2006/45) en skarp bredside mod Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen.

    Artiklen fylder to dobbeltsider, der nemt kunne kortes ned til 1-2 tekstside.

    Fra hovedartiklen Khader har fået nok.

    “Efter flere udokumenterede påstande om Demokratiske Muslimer har Naser Khader klaget over Tim Jensen til rektor for Syddansk Universitet.

    Det var dråben. Det var langt fra den første negative udtalelse, men påstanden om, at Naser Khaders person står i vejen for tilslutningen til Demokratiske Muslimer var bare en påstand for meget. Det er baggrunden for, at Naser Khader nu har taget det usædvanlige skridt at kræve dokumentation for religionhistoriker Tim Jenses udtalelser om Demokratiske Muslimer.

    […]

    Når det gælder sammenblanding af forskerrollen og rollen som politisk aktør, kan Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet… sagtens konkurrere med Tim Jensen, fremhæver Khader. Men nu er det tilfældigvis Tim Jensen, der er kommeget med de groveste påstande mod Demokratiske Muslimer… jeg er tilhænger af kritisk forskning. Men det har ikke meget med forskning at gøre, når de to såkaldte forskere Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen udtaler sig subjektivt og perfidt om Demokratiske Muslimer og mig som person. Som privatpersoner kan de sige om os, hvad de vil. Problemet er bare, at de kalder sig forskere, men optræder som politikere…

    – Tim Jensen og Bæk Simonsen har allerede fra den første start været negative over for Demokratiske Muslimer. For dem er de rigtige muslimer dem, der bekræfter alle fordomme om islam – de muslimer. der overdriver islam. Da Abu Laban ‘truede’ med at forlade Danmark, udtalte Bæk Simonsen, at det ville være et stort tab. Jeg vil gerne have han dokumenterer den påstand.

    – Den eneste undersøgelse, der er lavet på området, viser, at Demokratiske Muslimer har opbakning fra 14 procent af de danske muslimer, mens Abu Laban kun har støtte fra 3 procent. Alligevel bliver de to – som forskere – ved med at bagatellisere opbakningen til Demokratiske Muslimer.

    – Det er derfor, jeg nu har krævet, Tim Jensen dokumenterer sine udtalelser om, at min person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer – og at det var ‘dumt af Anders Fogh at vælge mig som dialogpartner’. Jeg vil gerne se den forskning, der ligger bag de udtalelser.

    […]

    Journalister er kritiske over for politikere, men de samme journalister bliver helt benovede, når de står over for ‘objektive’ forskere som Tim Jensen og Bæk Simonsen.

    I den ledsagende artikel De kalder sig forskere – men optræder som politikere sættes tingene på spidsen. Som blikfang lyder det tillige: “Vi lytter til deres ‘objektive’ meninger – men bliver måske i stedet præsenteret for deres personlige holdninger”.

    “En objektiv ekspertudtalelse til at sætte tingene på plads. Det er en velkendt journalistisk skabelon, når politikerens udtalelser skal sættes i perspektiv. Men hvad nu hvis eksperterne i virkeligheden fungerer som forklædte politiske aktører under forskningens neutrale flag?

    […]

    Er de neutrale – eller repræsenterer de i virkeligheden den absolutte yderfløj i debatten? Og kan forskere i det hele taget været objektive?…”

    Som dokumentation for Khaders kritik, ledsages artiklen af fem citater, og der spørges hvorvidt “det er en forsker eller en politiker, der taler?” – Spørgsmålet må vist siges at være retorisk.

    “Mange vender Demokratiske Muslimer ryggen, fordi Naser Khader igen og igen har talt ned til dem,’ siger Tim Jensen, der mener, at Khaders afgang kan få positiv indflydelse på medlemstallet.” (Nyhedsavisen 7.10 2006)

    “Det er direkte primitivt, at Anders Fogh ikke kunne forestille sig konflikten ville nå så vidt.” (Tim Jensen om Muhammedkrisen, Ekstra Bladet 1.2. 2006)

    “Det er en falliterklæring for Danmark, han rejser. Og det er dybt beklageligt, at han vil lægge sin energi andre steder.” (Jørgen Bæk Simonsen om Abu Laban til tv. Politiken 11.5 2006)

    “Den typiske dansker opfatter jo muslimer som den sabelsvingende tyrk, der bedriver trusler og beder fem gange om dagen, hvor han banker hovedet i jorden. Den typiske danskers opfattelse af muslimer er i bedste fald unuanceret og i værste fald meget, meget negativt ladet.” (Tim Jensen, Information 4.2 2006)

    “Vi er som danskere ikke mentalt parate til at være globale. Vi bør gå i dialog med hinanden som mennesker og intet andet. De seneste tre valg herhjemme har været domineret af temaet os-mod-dem. Hvordan dette lille land forsvarer sig mod den islamiske verden. Det er deprimerende, at 5,1 miollioner indbyggere er fanget i det spørgsmål.” (Jørgen Bæk Simonsen, Berlingske Tidende 11.3 2006)

    Den anden dobbeltside omfatter interviews med Venstres Eyvind Vesselbo og Tim Jensen.

    Fra Eksperten, der blev politiker: De får lov at køre friløb.

    “Han har selv prøvet begge roller. Venstres Eyvind Vesselbo optrådte i mange år i rollen som ekspert, før han i 2001 kom i Folketinget for Venstre. Men selvom Vesselbo blot lavede en statistisk fremskrivning af indvandringen (den såkaldte Ishøj-rapport) fik han i den grad kam til sit hår først i 90’erne. Rapportens fremskrivning viste sig siden at være yderst præcis. Men Vesselbo undrer sig nu kraftigt over, at andre eksperter kan slippe godt fra bastante udtalelser ‘uden videnskabelig dokumentation’:

    – Det, jeg lavede dengang, var fagligt korrekt, men politisk ukorrekt. Folk som Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen forsøger at dække sig ind under, at de står som neutrale forskere, selvom de optræder ekstremt politisk. Men de bliver skånet, fordi de udtaler sig politisk korrekt, siger Vesselbo.

    […]

    Det helt uacceptabelt, de får lov til at køre et friløb, hvor de af politiske grunde tager imamernes parti – og pakker det ind som forskning. Problemet forstærkes af den autoritet, forskere mange steder får forærende, tilføjer Vesselbo.”

    – Når Tim Jensen og Bæk Simonsen fremstiller sig som uvildige forskere, får deres ord meget mere vægt end det, politikerne siger. Men den autoritet er jo falsk, når de i virkeligheden optræder som politikere.

    Fra Tim Jensen: – Jeg trækker ikke min mening i en automat.

    “Såvel Tim Jensen som Jørgen Bæk afviser kritikken – om end med noget forskellig argumentation. Lektor Tim Jensen fra SDU mener, at Khader og Vesselbo forenkler en videnskabelig og mediemæssig kompliceret sag:

    – … Det er selvfølgelig vigtigt for forskerens troværdighed, at man udtaler sig så redeligt som muligt, men det er ikke altid lige let at markere, når man går fra tolkning af fakta til fortolkninger og kvalificerede gæt på baggrund af sin viden. Dertil kommer, at udtalelserne ofte bliver strammet i medierne, tilføjer Tim Jensen.

    […]

    Kan du dokumentere, at Naser Khader som person står i vejen for større opbakning til Demokratiske Muslimer?

    – Det er svært at ‘dokumentere’ sådanne udsagn i gængs forstand. Men jeg kan sandsynliggøre, at en del muslimer – og ikke kun Abu Laban – finder Khaders måde at være muslim på problematisk, og at de mener, han ser ned på dem…”

    Historien blev adopteret af Ritzaus Bureau, og nåede således vidt omkring – selv Politiken gengav ordret. I den henseende er det bemærkelsesværdigt, at DR der normalt smider Ritzau-notitser direkte på tekst-tv og DR Online valgte at ignorere historien i sin helhed. TV2 Online valgte til sammenligning at bringe et længere referat af originalartiklen med en selvstændigt indhentet kommentar fra rektor Jens Oddersherre fra SDU: Khader klager over islam-forsker.

    Det er indlysende Naser Khader har ret i sin kritik, men han er dog ikke særlig konkret. At Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen er kritiske overfor Demokratiske Muslimer giver lidt sig selv. Alene navnet indikerer jo at muslimer af religiøse årsager kunne tænkes at have et udemokratisk sindelag, hvad i deres optik jo næsten tenderer racisme. Bæk Simonsen og Tim Jensen mener islam pr definition er demokratisk og integrerbar, og derfor ser de som meningsdannere, det som deres fornemste opgave at definere islam spiseligt for den danske befolkning. Tidligere kastede Bæk Simonsen sin apologi i retning af Mona Sheikh og Minhaj ul-Quran, i dag er det Abu Laban og Islamisk Trossamfund, men målet er nu som tidligere at italesætte en demokratiske islamisme. Begge forskere ved at islam næppe kan sekulariseres, og når nu muslimer flest ikke bifalder Naser Khaders ikke-tekstnære Koranlæsning, så må han ofres i multikulturens navn.

    Khaders motivation for at udtale sig så bombastisk som han gør, er næppe baseret på forskernes kritik af Demokratiske Muslimer, men nok mere det forhold at begge offentligt har skamrost Abu Laban. Abu Laban har flere gange betegnet Naser Khader som frafalden – en ‘forbrydelse’ der er dødsstraf for blandt islamister. Vi taler om en mand der døgnet rundt lever under politibeskyttelse, og for få måneder siden gik ned med stress.

    Det er således nemt at forstå baggrunden for Khaders kritik af det man kunne kalde islamismens nyttige idioter, og det siger sig selv at når han i samme artikel roser Jakob Skovgaard-Petersen for at være neutral, så er hans kritik ikke er strengt rettet mod det videnskabelige aspekt. Skovgaard-Petersens politiserer er godt nok ikke så udtalt som hos de to øvrige, men fordi han deler Naser Khaders ensidige syn på Israel-Palæstina konflikten gør det det ham altså ikke neutral. Iøvrigt mener jeg slet ikke islamforsker-etiketten giver mening i forhold til Bæk Simonsen og Tim Jensen. Begge udtaler sig sjældent om islam, men ofte blot om problemstillinger relateret til integration – altid med herboende muslimer i offerrollen. Måske er det på tide dansk islamforskning dropper Edward Said, og den medfølgende offerrolle-tænkning.

  • 10/11-06 BT – Leder (Erik Meier Carlsen): Khaders alliance.
  • 13/5-06 Uriasposten – Islamofobi-konference i Bella Centret – Jørgen Bæk Simonsen i godt s….
  • 21/12-04 Uriasposten – Edward Said: Orientalisme (1978/2002) – nogle notater.
  • Uriasposten-arkiv: Jørgen Bæk Simonsen & Tim Jensen.
  • 

    19. august 2006

    Martin Kramer om islamforskerne der tog fejl – Edward Said, John Esposito mfl.

    Han starter med Edward Saids naive syn på islam, gennemgår John Esposito og John Volls islamisme-apologi og ender med Olivier Roy og det evindelige forsøg på at italesætte en muslimsk reformator.

    Fra Martin Kramers bog Ivory towers on sandThe Failure of Middle Eastern Studies in America. Kapitel tre – Islam obscured.

    Her fra den afsluttende opsummering.

    “In retrospect, the new elite in Middle Eastern studies had failed to ask the right questions, at the right times, about Islamism. They underestimated its impact in the 1980s; they misrepresented its role in the early 1990s; and they glossed over its growing potential for terrorism against America in the late 1990s. Twenty years of denial had produced mostly banalities about American bias and ignorance, and fantasies about Islamists as democratizers and reformers. These contributed to the public complacency about terrorism that ultimately left the United States vulnerable to “surprise” attack by Islamists. But there was no serious debate over Islamism within the field itself. Middle Eastern studies were so heavily invested in one interpretation that few dared to challenge the collective migration from one error to another. Dissent could be found only in think tanks that encouraged it, and in the Middle East itself, among intellectuals with a nearer and more acute angle of vision on Islamism in practice.

    Even before the catastrophe of September 11, 2001, some portions of the general public had begun to write off academic “expertise” on political Islam. The loss of public confidence reflected the yawning gap between the actual conduct of Islamist movements and their representation by the academy. The camp led by Esposito assured America that “most Islamic movements are not necessarily anti-Western, anti-American, or anti-democratic.” But as an exasperated Gerges admitted, “time and again, Islamists have proven to be their own worst enemies” by “being equivocal about democratic norms, human rights, peaceful relations with the West, and the use of terror in the pursuit of domestic political goals.” Most Americans could tell that the professors were engaged in special pleading, a suspicion confirmed by the countless discrepancies between academic punditry and Islamist word and deed.

    How long would it take for this failure to register within the academy? The academics — remote from the Middle East, distant from Washington, accountable to no one — could probably muddle through another decade without a reckoning. As long as they engaged in the ritual of condemning the public, the media, and the government for ignorance of Islam, they could be reasonably assured of the solidarity of their guild. But by the middle of the 1990s, the contraction of Islamist movements had left a vacuum in Middle Eastern studies. What would fill it? Salvation seemed to reside in the discovery of “civil society.” The result would be yet another lavishly funded intellectual failure, on a scale only America could afford.”

    Apropos.

    

    12. august 2006

    Bjarne Jacobsen: Edwards Saids ‘Orientalism’ er heroin for intellektuelle arabere

    Politiken har fornyligt genanmeldt flere klassikere, herunder Edward Saids Orientalism, der fik en udsædvanlig hård medfart af Bjørn Bredal (29/7). Fra dagens Politiken kloge ord af en Bjarne Jacobsen om selvsamme bog – Saids makværk er både pisk og gulerod.

    “I Vest er den indgået som endnu et piskeslag i vores hæderkronede og århundredgamle tradition for skånselsløs selvkritik. Al vestlig kunst, humaniora og ordentlig journalistik er som bekendt negativ, hudflettende, konstant trækkende os ned fra den piedestal, som vores tordnende succesrige økonomiske og politiske systemer ellers placerer os på. Vi får tudet ørerne fulde med, at alle verdens problemer er vores skyld, og at vi bestemt ikke skal tro, vi er noget…

    … i Øst bruges bogen som sutteklud. Her ramler den lige ind i en helt anden grundstemning. Nemlig: ‘Vi (der ellers var udvalgt til selve hovedrollen!) er blevet snydt’, ‘vi er ofre’, ‘hvor er det synd for os’. Den dominerende opfattelse blandt intellektuelle arabere er, at ‘alle vores problemer er de andres skyld’. Her giver Said suset som ren heroin: en vestligt anerkendt forsker, der videnskabeligt beviser hele den dæmonverden, man troede på i forvejen…

    […]

    Men at Saids sutteklud endnu har tiden for sig, kunne vi se så sent som i sidste måned, da Madeline Albrights PEW-Institutes pålidelige målinger blev offentliggjort. Kun et lille mindretal af de arabiske befolkninger mener, at det var arabere, der stod bag 11. september 2001. Næh, det var da den israelske efterretningstjeneste, CIA osv., der havde fikset den sag … til gengæld havde 99 pct. af egypterne og jordanere noteret sig, at der var sket en utilgivelig krænkelse af Profeten i et fjernt, nordligt land. Dét var et virkeligt problem.

    Indtil der en skønne dag er vokset en realitetsorienteret meningsdannelse frem i Mellemøsten, må vi gøre dem den tjeneste i det mindste ikke at levere heroin som Saids. Den store kender og elsker af klassisk arabisk kultur Robert Irwin har for ganske nyligt gjort sit med den minutiøse ‘For Lust of Knowing’, hvor en lang forskerkarrieres irritation over Saids uinformerede tirader munder ud i en gendrivelse og et makværks-stempel, som det ikke er til at se, hvordan ‘Orientalisme’ vil kunne reddes fra.” 

    Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    4. juni 2006

    Hamid Dabashi om tilsværtning, ydmygelse, racisme, etnisk udrensning, fascisme etc.

    Den palæstinensiske forskeraktivist Edward Said døde i 2003, men hans ånd levere videre. Her lidt fra en oversat klumme i Weekendavisen af Columbia-professoren Hamid Dabashi – Underkastelse.

    “Sagen om de danske Muhammed-karikaturer er måske det bedste eksempel på den larmende banalitet, der er blevet den vigtigste måde at producere offentlig viden på: en førende, europæisk presse iscenesatte og koreograferede udvalgte optrin fra de spredte muslimske reaktioner på offentliggørelsen af karikaturerne. Dermed viste denne presse, at den ønsker at bevare sin historiske tradition for at fremvise muslimer fra den værst tænkelige vinkel…

    Den primære og vigtigste publikum til karikaturerne og den tilsværtning, som er underforstået i dem, er nemlig Europas indvandrere af muslimsk herkomst. Tegningerne må først og fremmest forstås som et angreb på en afghansk kvindelig skolelærer i Danmark; et pakistansk barn på vej til skole i Norge; en algerisk afrydder, der gemmer sig for politiet i Frankrig; en marokkansk gadefejer på vej til arbejde i Italien; en iransk taxachauffør, der arbejder i en ny i Holland; en tyrkisk illegal indvandrer, der ikke tør åbne munden i Tyskland; en egyptisk studerende, der er bange for sin fremtid i Spanien; en syrisk restaurantsindehaver, der spekulerer på, om han kan få kunder nok i Sverige – og millioner af andre, der på samme måde lider under ydmygelsen ved at være indvandrere i Europa og hver dag må finde sig i den allestedsnærværende europæiske racisme.

    Førende europæiske dagblade genoptrykte karikaturerne af profeten Muhammed, ikke for at tilkendegive deres støtte til nogle overfladiske og uvidende danske kollegeer, men for at skræmme millioner af europæiske muslimer til at underkaste sig, til at føle skam og frygt. Millioner af muslimske børn over hele Europa går nu i skole med frygt, skam og en dårlig samvittighed… Disse aviser gør det i realiteten umuligt for muslimer at være modstandere af vold og barbari, især hvis det begås i deres navn, på anden måde, end hvis de farver håret lyst, bleger ansigtet hvidt og således forvandler sig til en omvandrende forkastelse af sig selv. Disse børn er målet for alle de afskyelige aviser i Europa, som har genoptrykt karikaturerne; de har hermed sikret sig, at børnene bliver mobbet i skolen og på legepladsen, udsættes for diskrimination på deres fremtidige arbejdsplads, vokser op med skamfølelse over deres kultur og væsen, men til gengæld er underdanige over for den globaliserede og hvidvaskede eurocentritet, som den klassiske europæiske antisemitisme nu ønsker at identificere sig med.

    Der er en bizar, kolonihistorisk ironi i den omstændighed, at Europa, der har plyndret hele kloden mange gange... Oriana Fallaci er nu førende blandt de europæiske sandsigersker, der kræver en etnisk udrensning i Europa. Et sted mellem Fallaci og Berlusconi genopstår Mussolinis fascisme

    Midt i dette hundeslagsmål mellem militante muslimer og racistiske europæereDen nuværende antimuslimske pestilens, der breder sig som en løbeild over Europa og USA, udspringer af det hvide kristne repertoire af antisemitisme, der nu har ændret fokus og ikke længere er rettet mod jøder, men mod muslimer. At anbringe en turban af form som en bombe… på hovedet af profeten Muhammed svarer til at anbringe vartegnet fra en tysk kocentrationslejr eller et symbol på nedslagtningen af nordamerikanske indianere… over hovedeet på en korsfæstet Kristusfigur.

    Når man antyder, at profeten Muhammed er indblandet i terrorhandlinger, sådan som terror defineres af USA og dets europæiske allierede (der samtidig systematisk torterer, lemlæster og myrder mennesker over hele verden…), anklager man i realiteten halvanden milliard muslimer for at tage del i den slags nederdrægtige voldshandlinger…

    en lille gruppe neokonservative kunstnere anført af Afhmadinejads sidestykke, Salman Rushdie, der stempler et misfoster skabt af deres egen træge fantasi som ‘islamisme’, en patologisk nervøs omskrivning, der dækker over et kollektivt had til et folk og dets begreber om det hellige.

    Hvad er det for en rudimentær politisk forståelse, der har frembragt et begreb som islamisk ‘totalitarisme’? Det eneste lande i verden, der kalder sig en ‘islamisk republik’ – og som derved ligger på linje med den jødiske stat, det kristne amerikanske imperium, der støtter den, og den hinduistiske fundamentalisme, der stræber efter at efterligne dens apartheid og racisme – er Iran…

    Den overvejende flertal af muslimer verden over bider harmen i sig, forsøger at glemme den hæslige europæiske racisme og passer deres daglige arbejde… Klodens  skæbne, derunder også Europas, afgøres af andre faktorer, et aler andet sted melllem den store indvandring af arbejdskraft på den ene side og den globale omfordeling af den kapital, der systematisk forsøger at misbruge den på den anden. Den kulturkrig, som dette har udløst, er et morderisk mareridt for mange mennesker…”

    Ingen højere?

    

    8. maj 2006

    Det store spørgsmål: “Hvor er den akademisk forankrede religionskritik henne?”

    Hvis man kan se igennem den lidt for søgte anarkoliberale positioneren, kan jeg anbefale læsning en postering af Bielefeldt på Walla min fætter!. Her lidt fra Vi er alle amatørorientalister!.

    “… Og mens vi er ved det teologiske: fremtidige koranlæsninger må tage højde for, at Københavnerskolen har påvist, at Abraham og Moses og GT i det store hele er en fiktion. John Wansbrough og Patricia Crone har også vist, at de tidlige Muhammed-biografier er fromme fantasier… Alt det med Mekka og Koran kom først til mange år efter hans død. Ganske som GT blev til i asylet. Den slags finder vi ikke meget om i Hvad er islam. Ligesom de to kvinder på forsiden af Information. Rigtig videnskabelig eksegese ville da tage tøjet af og finde den eneste sandhed. Vi mænd ved, hvor den sidder. Sandheden. Men Hvad er islam er ikke pornografisk. Der findes ingen nøgenscener i den. End ikke billeder. Den er nypuritansk. Sociologiprofessor Henning Bech ville hade Hvad er islam. Skrev Beinov lærd?! Jeg ville snarere betegne den som et udtryk for spam-islamologi. Hvor er den akademisk forankrede religionskritik henne?

    Vi bør vide mere om islam og om Mellemøstens historie for at forstå muslimers følelser. Viden om Mellemøsten – the Middle East er en amerikansk betegnelse fra 1905 – hedder med et andet og for tiden meget populært ord: orientalisme. Utallige studerende har i de sidste 15-20 år på universiteterne læst og taget ved lære af Saids Orientalisme. Den er endog kommet på dansk. Viden om den hører til almendannelse, hvis man vil være akademisk korrekt. Uvidenheden om Orienten er altså ikke helt så encyclopædisk, som nogen mener, men når jeg hører Birthe Rønn Hornbech formane i tv, bliver jeg alligevel lidt nervøs, for ved jeg nu nok?

    Jeg synes jo egentlig, at jeg har læst meget om emnet. En af mine yndlingsforfattere er T.E. Lawrence, og jeg har da også gået rundt i gaderne i Gaza og på Vestbredden og set rigtige muslimers gøren og laden. Gaza ligner på en måde Nørrebro. Dernede er der bare mere af det hele. Flere burkaer og flere mobiltelefoner. Jeg har også læst Munifs romaner, men hvornår ved man nok? Jeg synes eksempelvis, at arabisk er et svært sprog. Og hvad med islam? Jeg er jo selv troende, så jeg tror, at jeg ved, hvad tro er, men mon dem, der ved, hvad islam er, og som ikke tror, forstår islam? Havde Grundtvig ret i, at man elsker det, man vil forstå?

    Er det fordi Jørgen Bæk Simonsen elsker islam, at han forstår denne religion så godt? Eller er han blot et spejl af markedet, der gerne vil sælge bøger om islam, ligesom der for nogle år siden solgtes litteratur om Østens mystik, meditation og yoga? Jeg tror ikke, at en bog med titlen Hvad er kristendom ville blive en kioskbasker af den simple grund: det ved danskerne da, hvad er. Eller rettere: det tror danskere, at de ved, hvad er. I gamle dage havde danske missionærer boghandlere i Aden og Bahrain. Jeg gad nok vide, om de ikke er lukket. Vi missionerer da vel ikke dernede længere? Nej, desværre. Mission er konverteret til dialog.

    Jeg vil ikke love, at jeg ved noget og slet ikke nok om Mellemøsten, og jeg vil ikke svare på spørgsmålet: hvad er islam? Jeg er jo ikke til eksamen. Alligevel vil jeg skrive lidt om det. Jeg har også hørt Uffe Ellemann Jensen udtale, at viden er nødvendig om islam, og at vi danskere ved for lidt. Vi tror jo på Oplysningen. Vi skal vide, hvad islam er. Og hvad er det nu islam er? Gåden? Eksamensspørgsmålet? Uffe Ellemann Jensen sagde det i en tv-udsendelse for nogle måneder siden, hvor han debatterede med Jørgen Bæk Simonsen, der i mange år har siddet og skrevet ukritiske og uakademiske ting om islam nede i politistaten Syrien.

    Uffe Ellemann Jensen talte om de uvidende danskere, og han tilføjede, at han havde været hos tre boghandlere for at få fat i Hvad er islam. Og den har ikke et spørgsmålstegn i titlen. Jeg sad i mit stille sind og tænkte: mon den førstegenerationsprogressive Uffe Ellemann Jensen ville genopfriske sin egen viden om islam; han havde måske glemt, hvad det nu lige er, at islam er, men
    hvis han vidste noget eller meget om islam, hvad skulle han så med denne elementære indføring i islam? Sådan kan man jo spørge og tænke, uden at man behøver at sige det højt. Ville mere viden om islam udrydde modviljen, fjendtligheden, hadet, intolerancen?

    […]

    Man er altid forelsket i et billede, som man har lavet af den anden. Når man så ser den anden og billedet forsvinder, skynder man sig at lave et andet billede af ham eller hende. Mon der findes viden om det arabiske på Carsten Niebuhr Instituttet, hvor Jørgen Bæk Simonsen kommer fra, der er hinsides orientalismen og fri for billeder? Næppe. Jeg tror, at de tre travle vise mænd – halvlibaneseren Irving Jensen, halvegypteren Skovgaard Jensen og halvsyreren Bæk Simonsen – konstruerer billeder på livet løs det sted på skatteydernes regning. Vismændene bryder sig bare ikke om de billeder af Orienten, som vi andre skaber.

    

    22. februar 2006

    Ingeborg Brügger om offerrolle-tænkningens konsekvens

    Fra mandagens Information, lidt fra Ingeborg Brüggers kommentar om Den evige krænkethed. Den falder på en tørt sted.

    “Mehmet Necef blev ansat på Odense universitet i 1991, især på grund af en artikel, hvori han kritiserede vestlige intellektuelles manglende stillingtagen i debatten om Salman Rushdies De sataniske vers. De var for tilbageholdende med at støtte Rushdie og ytringsfriheden, fordi de var fascinerede af muslimers iver efter at forsvare deres religion, mente Necef.

    “Det havde sammenhæng med en opfattelse af forholdet mellem Vesten og Østen, som dominerede den danske akademiske verden og vestlige intellektuelle i det hele taget op gennem 80’erne og helt hen til slutningen af 90’erne. Fortællingen om dikotomi og hierarki.”

    “Den gik ud på, at der er et hierarkisk forhold mellem Vesten og specielt den islamiske verden. Og at Vesten udnytter, udbytter og marginaliserer den islamiske verden.”

    “I den danske kontekst mente danske intellektuelle, at danskerne undertrykte og marginaliserede muslimske indvandrere. Og hvis vi kommer til dikotomien, så betyder det i dette tilfælde, at Vesten har præsenteret Østen ikke som den er, men som vores egen modsætning. Vi er demokratiske. De er despotiske. Vi er rationelle. De er sensuelle og irrationelle. Vi respekterer kvinder, de undertrykker dem. Det samme gjaldt danskernes opfattelse af især muslimske indvandrere, mente man.”

    “En følge af denne dikotomisk-hierarkiske tænkning var den såkaldte anti-racisme. Mange danske akademikere og intellektuelle mente, at Danmark i bund og grund var et racistisk samfund. Og på det sidste begyndte man at bruge et nyt udtryk – islamofobisk.”

    “Følgelig var muslimske indvandreres største problem med at blive integreret i Danmark og få social mobilitet, danskernes racisme og islamofobi. Og denne fortælling, denne måde at præsentere dramaet mellem Øst og Vest og dramaet mellem indvandrere og danskere, har været meget dominerende,” siger Necef.

    “Altså muslimerne er kæmpende ofre for danskernes arrogance, racisme og diskrimination.” […]

    “Hvad går disse imamers propaganda ud på? Hvad rejser de Mellemøsten rundt og siger? At Danmark er racistisk. At Danmark hader muslimer. At Jyllands-Postens tegninger kun er et enkelt eksempel på danskernes islamofobi.”

    “De har overtaget hele retorikken, og de bruger den mod os.”
    “Hvorfor de har gjort det? Offerrollen er jo bekvem. Hvis jeg i en debat kan præsentere mig selv som offer, har jeg vundet. Så har jeg en moralsk overhånd. Og du vil meget hurtigt fremstå som en stupid person, der træder på dem, der ligger ned.” […]

    “Hvis man ser på Danmark, så er det jo et faktum, at meget store grupper af indvandrere og flygtninge lever af danskernes skattepenge. Men mange af dem benægter det. Der trives myter om, at pengene kommer fra FN eller fra de rige sheiker i Golfen. De vil ikke indse, at de får noget som gave.”

    “En stolt muslim, der ikke gengælder en gave, er krænket. Han mister sin mandighed. Og derfor er mange af disse folk evigt fornærmede og råber op, fordi de helt overordnet er klar over, at de i Danmark repræsenterer en gruppe, som for en kæmpestor dels vedkommende modtager, men ikke yder noget.

    Oploadet Kl. 08:43 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    30. december 2005

    Ekstern lektor om appeasende islamforskning: “Vejen til uredelighed er ikke lang”

    Weekendavisens Pernille Bramming har de seneste uger udsat Koranen for en solid gang kildekritik, hvad på det intellektuelle plan blandt andet medfører en tilnærmelse til arbejde af historikerne Torben Hansen og Lars Hedegaard. Det gør man ikke ustraffet, og i sidste uge bragte avisen en længere apologetisk kommentar fra Kasper Mathiesen (Bachelor i Religionsvidenskab og psykologi), som med Edward Said i sindet roser islamiske forskeres nøgterne tilgang til Koranen. Et citat:

    Selv om Edward Said har gjort et enormt arbejde for at påpege disse tendenser i forskningen, og selv om hans pointer er universelt accepterede, er der lang vej endnu.

    At Pernille Bramming (PB) vælger udelukkende at henvise til forskning med ikke-muslimske rødder er i sig selv et klart udtryk for, at man stadig den dag i dag per refleks mistænker muslimers intellektuelle og objektive kvaliteter, når det gælder forståelsen af islam. Store dele, hvis ikke størstedelen af den koranforskning og historiske islamforskning, der foregår ved vestlige universiteter i dag, foretages af forskere med muslimske rødder. Disse har ofte indlysende fordele såsom sprogkendskab, kulturel indsigt, indgående kendskab til religiøse tekster, praksisser, ritualer og fortolkninger på forhånd, hvilket giver dem et enormt forspring i forhold til deres ikke-muslimske kolleger ved de samme universiteter.”

    For mere end 100 år siden kæmpede den stærkt troende teologprofessor Carl Henrik Scharling imod bibelforskning, der ikke understøttede hans gudstro. Ingen kunne idag finde på at forsvare hans trosbaserede tilgang til sit forskningsobjekt. At muslimer skulle have en mere objektiv tilgang til islam er en af Saids mange ideologisk-betingede fejlslutninger, som nutidens multikultur-promoverende forskere af misforstået godhed dyrker.

    Fra denne uges Weekendavisen, noget så sjældent som kritik af den politiske korrekthed, direkte stilet til Kasper Mathiesen. Her det meste fra Dan H. Andersen (ekstern lektor, KU) – Koranforskning.

    “Hvad der må forbløffe i disse betragtninger over islamisk og ikke-islamisk koranforskning er, at der på intet tidspunkt nævnes den religiøse undertrykkelse i de islamiske lande, ikke mindst i Mellemøsten og Pakistan. Jeg kan i flæng nævne dødsstraf for at fornærme profeten i Pakistan, forbud mod al offentlig udøvelse af andre religioner i Saudi-Arabien, den brutale forfølgelse af religiøse minoriteter i Iran, den rabiate og ofte fra stat og religiøst hold støttede antisemitisme og så videre. Dertil kommer det generelle forbud mod apostasi, altså at man konverterer fra islam til en anden tro eller fornægter sin islamiske tro.

    Hvordan skulle det være muligt for en universitetsansat i disse lande at forske og publicere frit – og så i Koranen af alle skrifter – når han er i fare for at blive erklæret apostat eller at have fornærmet profeten, hvorefter der venter dødsstraf eller afskedigelse og en rasende folkemængde med et reb.

    Nu ved jeg godt, at danske islamforskere synes at have indgået en stiltiende aftale om ikke at nævne denne undertrykkelse i den offentlige debat (sådan virker det i det mindste på mig), men konsekvensen af taktisk fortielse er ofte manglende troværdighed, og vejen til uredelighed er ikke lang.

    

    12. september 2005

    Bruce Thornton om Bostom-antologi – Said, Esposito, marxistisk historieskrivning og slaveri

    Andrew G. Bostom har redigeret antologien The Legacy of Jihad. Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims, som netop er udgivet – og bliver i den anledning anmeldt af Bruce Thornton på Victor Davis Hansons altid interessante website. Her fire pluk fra The Forbidden History [via lgf]:

    “Four years after 9/11 the postmortem of that disaster continues to focus on the institutional failures of our intelligence agencies and government bureaucracies. Yet the larger intellectual and cultural corruption that in part made possible many of those misjudgments and mistakes does not receive the public attention it deserves. The politicizing of the academy, for example, that accelerated in the sixties had compromised the study of Islam and the Middle East long before Islamic terrorism appeared on our cultural radar. Because of this ideological distortion, centuries of consensus about the aggressive, intolerant, and expansionist nature of Islam –– an agreement reflecting both the facts of the historical record and the words themselves of the Koran and Muslim theologians and jurists –– were discarded in the service of an anti-Western political and ideological agenda.

    In this politicized narrative, the West is the arch-villain of history, and its primal sins of colonialism and imperialism are the engines of oppression responsible for all the world’s ills. With regard to Islam and the Middle East, the West’s scholars are accused of creating “orientalism,” a collection of degrading myths and stereotypes that masqueraded as scholarship and provided the intellectual grease for the wheels and gears of colonial and imperial exploitation. With some few notable exceptions, the myth of orientalism has corrupted many of the scholars studying Islam in American and European universities. The result has been a reduction of history to a melodrama in which a noble, tolerant, cultured Islamic world had been unjustly attacked by an intolerant, greedy West addled by Christian bigotry and racist stereotypes of blood-thirsty jihadist warriors. All the problems in the Middle East today, in this Orwellian rewriting of history, thus derive not from anything dysfunctional in Islam or Arab regimes but rather in the sins of the West and its Middle Eastern minion, Israel.”

    “The Legacy of Islam is organized precisely to show that continuity. Bostom starts with some examples of the sort of propaganda that has made his book necessary in the first place. For example, Georgetown professor John Esposito has called the five centuries before the Crusades an era of “peaceful coexistence” between Islam and Christendom, one ruined by the European greed and power-hunger that drove the Crusades. So much, as Bostom quotes Bat Ye’or, for the “’pillage, enslavement, deportation, massacres, and so on’” that accompanied the Islamic rampage throughout the Mediterranean, the Near East, and southern Asia. Or listen to UCLA law professor Khaled Abou El Fadl saying “’Islamic tradition does not have a notion of holy war. Jihad simply means to strive hard or struggle in pursuit of a just cause.’” Bostom exposes such sophistries simply by quoting Islamic scholars like Ibn Khaldun (d. 1406): “’In the Muslim community, the holy war is a religious duty, because of the universalism of the [Muslim] mission and [the obligation to] convert everybody to Islam either by persuasion or by force.’” Or listen to Ibn Taymiyyah (d. 1328): “’Since lawful warfare is essentially jihad and since its aim is that the religion is God’s entirely and God’s word is uppermost, therefore according to all Muslims, those who stand in the way of this aim must be fought.””

    Given how obsessive we are over the European enslavement of Africans, it’s eye-opening to read about the extent of Islamic slave-trading: an estimated 17 million Africans, over one-and-a-half times the estimated 10 million purchased by Europeans, were acquired and then forced-march across the Sahara to their masters’ territories, thousands dying along the way, their bones littering the desert sands. This trade continued for centuries after Europe and America had ended the slave trade: slavery wasn’t formally abolished in Saudi Arabia until 1962, and continues in Sudan and Mauritania today.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper