26. april 2005

Johannes Pedersen: Muhammedansk Mystik (1952)

De fleste af bindene i Verdensreligionernes hovedværker er udgivet tre gange, og det er interessant at følge hvorledes Muhammedansk Mystik fra 1923, genudgives i 1952 inklusiv Johannes Pedersens indledning – men i 1999-udgaven har måttet ændre navn til Islamisk mystik – og ladet den oprindelige indledning udgå til fordel for en tekst af Svend Søndergaard fra Carsten Niebuhr Instituttet.

Tiderne skifter, og der er intet odiøst i at en udgivelse fra 1923 får revideret sit forord/indledning – men ændringerne fra 1923/1952 til 1999-udgivelsen er markante, og har utvivlsomt grund i tidens appeasement. Kort fortalt kan man sige at det ældre forord betoner lov, pligt og frygt-aspektet i islam, ligesom det klart pointeres at sufiernes mystik ikke er forenelig med den oprindelige islam ~ den sande islam. Den går naturligvis ikke i en tid hvor islam markedsføres som fredens religion, og jihad nu har betydningen ‘en indre kamp’.

Herunder en række citater fra Johannes Pedersens oprindelige indledning til Muhammedansk Mystik (1923/1952):

“Igennem Islams Historie gaar to Hovedstrømme, en juridisk-dogmatisk og en mystisk, som begge søger deres Udspring i Quranen, den første utvivlsomt med større Ret end den sidste. “ [s. 11]

“Menneskenes Pligt er at vise Taknemmelighed for denne Vejledning, prise og ydmyge sig for Gud og følge den Lov han har meddelt gennem Profeterne, sidste gennem Muhammed. Snart skal Verden forgaa, og Dommedag kommer. Hvert Menneskes Handlinger er opskrevne, der vejes nøje for og imod, og Menneskene deles mellem Paradis og Helvede. Saaledes bliver hele Livet et Regnskab med en nøjagtig Bogføring; Gud er Regnskabsfører og Dommer.[s. 11]

“Men alt medens dette System og de tilsvarende metafysiske Bestemmelser udformedes, dukkede de mystiske Rørelser op i Muhammeds Menighed og skænkede den nyt Liv. I Virkelighedden udviklede de sig til en helt ny Religion under eller bag den rituelt-juridiske Islam; men Mystikerne mente at virkeliggøre Islam efter dens egentligste Mening.” [s. 11f]

“Det Svælg som Muhammed uddybede mellem Gud og Menneske, er her blevet dækket, og Frygten, som behersker den oprindelige Islam, er afløst af Kærligheden.” [s. 12f; om Hasan fra Basra]

“I Virkeligheden var Hallâdj lige saa god en Muslim som sine Forgængere. Han udførte omhyggeligt de Pligter som Religionsloven paalagde ham, og hans Bedømmelse af dem er den samme som andre Sufiers…” [s. 14]

“Der er forskellige af al-Hallâdj’s Udtryk som tydeligt røber en kristelig Paavirkning, og som derfor fordømtes af Eftertiden.” [s 15]

“Og dog kunde det ikke undgaas at Kritiken hos Jurist-Dogmatikerne fik nyt Liv under den Debat som hans Skæbne rejste.” [s. 15; om Hallâdj]

“Ghazâlî har haft den Betydning at gøre Dogmatikerne interesserede i de sufiske Krav om Oplevelse, og derved har han virket inderliggørende paa det tørre formalistiske System.” [s. 17]

“De skildrer deres Ekstase som en Vin- eller Kærlighedsrus, Nattergalesang og Rosenduft betegner deres Stemninger, de udmaler deres Længsel og Besiddelsens Fryd, Sjælens Omskabelse i Ekstasen, Jeg’ernes Leg med hinanden, de haaner den der er bundet af det ydre, og den dogmatiske religionslærde, der gaar i Blinde midt i Livet.” [s. 18; om Rumi, Hafiz mfl.]

“Til denne Form svarer undertiden en Spidsfindighed i Tanken som kan være vanskelig nok at følge for europæiske Læsere, men som er overordentlig karakteristisk, ikke blot for muhammedansk Mystik, men for muhammedansk Aandsliv overhovedet.” [s. 19]

“Til at føre denne indre Kamp, djihâd, maa man have en Lærer, shajkh.” [s. 19]

“Den øver Islams Lov mere intensivt end andre, men den haaner dem der ikke kender Lovens Plads i Tilværelsen, og tror at Lovens Gerninger blot som Gerninger er det højeste.” [s. 25; om sufi-retningen ibâhîja]

“De sufiske Andagtsøvelser spiller endnu en stor Rolle i Islams Lande, og at de mystiske Ideer stadig optager Sindene kan kendes paa den Mængde af den ældre sufiske Litteratur som efterhaanden bliver trykt i Orienten. Men et selvstændigt Udtryk eller et originalt Bidrag til den mystiske Litteratur har Sufismen ikke frembragt i de sidste Aarhundreder.[s. 27]

Oploadet Kl. 20:26 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


2. marts 2005

Johannes Pedersen (Svend Søndergaard): Islamisk Mystik (1999) – nogle notater

Verdensreligionernes hovedværker er et af de mere ambitiøse danske forsøg på at beskrive religionerne autoritativt. Det blev første gang udsendt i 1920’erne, genudgivet i 1952-54 og enkelte bind – herunder bind 9 og 10 omhandlende islam genudsendt i 1999. Bind 10 havde i de første to udgaver titlen Muhammedansk Mystik, og bestod af en række sufi-tekster udvalgt af Johannes Pedersen. 1999-udgaven bærer titlen Islamisk Mystik, og til udvalget er tilføjet enkelte tekster samt en ny indledning ved Svend Søndergaard fra Carsten Niebuhr Instituttet.

Sufismen er en islamisk retning, som fastholder den strenge tro på islam, og omvendt ikke bekymrer sig meget om ortoksiens hårde krav til den ydre gudsdyrkelse. Fokus er rettet mod den frie tænkning, og det er formentligt derfor de tidligere orientalister fandt dem og deres kunst spændende – og formentligt derfor nutidens apologeter med abstrakte pointer forsøger at gøre sufierne til ’sand islam’. Det er den ikke, men hvis man kunne tale om en ’sand islam’, så ville den være i diamentral modsætning til sufiernes udlægning af kilderne.

Islamisk mystik er en kildesamling, og herunder blot medtaget nogle citater fra Svend Søndergaards indledning:

“Samtidig skabte han ved sin prædiken (det der senere blev til Koranen) og sin islamiske livsform en ny arabisk selvbevidsthed og en religiøs begejstring som vakte beduinerne til sammenhold og store bedrifter… Men der var mange muslimer, som ikke fandt tilstrækkelig religiøs næring i den officielle islams rigoristiske system.[s. 9]

“… Derfor lagde disse søgende mindre vægt på Koranens og hadîth’s ydre mening og dens rette filologiske forståelse end på teksternes dybe indhold og dettes betydning for sjælens dannelse. Der opstod så at sige en ny teologi, en indforstået videnskab om sjælens vej til enhed med Gud.” [s. 10; lidt ala apologeternes helhedslæsning]

Der er meget i al-Hallâdj’s tankegang, der røber kristen påvirkning, og som derfor fordømtes af eftertiden. Men de fleste sufier har betragtet ham som martyr, hvis eneste fejl var at han åbent for enhver udtalte ting, som kun kan fattes af den der selv har haft oplevelsen. Det udtryk man især fandt kontroversielt var hulûl, som mindede alt for meget om det kristne dogme om Guds inkarnation i Kristus, det centrale ankepunkt i islams afvisning af kristendommen. Efter al-Hallâdj’s død spores en vis forsigtighed i sufiske kredse.” [s. 15]

“… for islams store teolog al-Ghazâlî (1058-1111). Denne sidste gav i sit hovedværk Ihyâ’ ‘ulûm al-dîn (Genoplivelse af religionsvidenskaberne) i 40 kapitler en oversigt over alt hvad der hører til islamisk tro og liv, farvet af en sufisk holdning; dette værk har stadig en vid udbredelse. [s. 16f; se DFs valgannonce]

“Der er i sufismen en overvældende skaberkraft og en vidunderlig dristighed. I omgivelser der ville knuse sjælen og gøre den til et intet over for det der er uden for den, har mystikeren hævdet sin sjæl som det centrale og ud af den, på eget ansvar og af egen erfaring, skabt en fuldkommen ny kosmos med en gud som han skaber, og en verden som han bevæger. Han tager intet på overlevering, men danner alt som nyt.” [s. 29]

“… djihad, anstrengelse. I islamisk sprogbrug: kamp til forsvar for islam. I sufisammenhæng tales der om ‘den store djihâd’ som kamp mod synd og urenhed. [s. 170]

Flere citater fra Johannes Pedersen (Svend Søndergaard): Islamisk mystik

Oploadet Kl. 10:14 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper