9. maj 2019

‘Paludans vilde apartheid-forslag’, løj EB om satirisk flyer ‘inspireret af kristnes levevilkår under Islam’

Alt handler om Rasmus Paludan og Stram Kurs i disse dage. I dag er det eksempelvis Ekstra Bladet, der ‘afslører’ ‘Paludans vilde apartheid-forslag’. Det handler om den tidligere omtalte løbeseddel uddelt under Folkemødet på Bornholm, sidste sommer. Selvom det i løbesedlen pointeres, at muslimer kun må eje cykler med et gear, så skriver Ekstra Bladet følgende:

“Ekstra Bladet har talt med Folkemøde-deltagere, der afslog at tage imod løbesedlen… Personerne oplevede både episoden og budskaberne på løbesedlerne som ‘alvor fra Stram Kurs’ side’ og ‘uden skyggen af ironi’.(Ekstra Bladet, 9. maj 2019)

Herunder er mit vurdering af samme situation. Jeg var fysisk tilstede, og var aldrig i tvivl om at det var ironi.

“Derudover fulgte jeg Stram Kurs’ daglige demonstrationer. Eksempelvis uddelte partiformand Rasmus Paludan brochurer, hvori han foreslog indførelse af lovgivning mod Islam inspireret af kristnes levevilkår under islamiske regimer. Hvis man skal opsummere kort: ‘De må godt være her, hvis blot de ikke trækker vejret.’ En mand råbte sarkastisk: ‘Det er ikke stramt nok!’. Enkelte blev dog hidsige over den ideologiske pluralisme på Nørregade, blandt andet en ældre mand på cykel. En yngre fyr flippede helt ud, men undgik desværre at blive fotograferet.” (Uriasposten, 22. juni 2018)

(Rasmus Paludan og Stram Kurs under Folkemødet 2018)

Ekstra Bladet har talt med to eksperter, der mener at Paludans løbeseddel er udtryk for ‘ apartheid’. Professor Sten Schaumburg-Müller pointerer eksempelvis…

Det er helt åbenlys apartheid. Det er den mest rammende måde at beskrive det på. … Der er to grupper i befolkningen, hvoraf den ene skal rette sig ind efter den anden og ikke må tale til dem.”

Jeg har tilfældigvis skrevet lidt dybere om dhimmie-reglerne, som Paludan har efterlignet for at få danskerne til at tænke lidt nærmere over Islam. Her en bid fra ‘Vejen til Damaskus’ (Lysias, 2008, s. 103)

“Der lå ifølge Pedersen tillige et element af ydmygelse i den særlige beskatning: ‘Her [Koranen 9:29] betegnes Jødernes og Kristnes Afgift som en Ydmygelse.’ (Pedersen: 1928:12f; se også Pedersen:1924:170; Pedersen:1928:46, 48)

… Sådanne forordninger legitimerede senere overgreb på kristne, og Pedersen giver flere eksempler på, hvorledes kaliffer fra slutningen af 700-tallet frem til år 1000 har anvendt bestemmelserne. her en række eksempler fra 900-tallet:

‘Pagtsfolkene, en dhimmi … skal bære en særlig Dragt, eventuelt et Stykke Tøj på Skulderen, som for de Kristne er blaat, for Jøderne Gult, for Zarathustrierne sort eller rødt … de skal altid vige for en Muslim og vise ham Ære. De maa ikke vække Opsigt med deres Religion.’ (Pedersen:1928:43f; se også Pedersen:1928:49f)

Selvom Pedersen i enkelte passager godtager den traditionelle muslimske udlægning… er han overordnet helt på linie med Buhl og Østrup. Med sit tunge fokus på magtforhold går han endnu videre og tilskriver dhimmi en begrebsmæssig lighed med det, vi i dag ville betegne som apartheid. (Undertegnede, 2008)

(Vejen til Damaskus. Dansk Islamforskning 1885-2005, Lysias, 2008, s. 103)



29. april 2012

Johs. Østrup, d. 1938: Det Slægtled i et Folk, der afskærer Forbindelsen med Fortiden… svækker sig selv

Snaphanen har været en tur i det nordsjællandske for at se på middelalderkirker, og har sendt mig nedenviste foto af Johannes Østrups grav på Nødebo Kirkegård. Orientalisten Østrup var ikke hvem som helst, men professor ved Københavns Universitet, og midt i 1930’erne rektor for Danmarks dengang eneste universitet. Her en bid fra hans erindringer, hvor han beskriver et besøg på et tysk universitet, og kommenterer nationalsocialisternes pression mod universitetsansatte.

“Der kan forekomme pludselige Afskedigelser uden nærmere Begrundelse eller forflyttelser, hvis man er saa uheldig ikke at tækkes Studenternes nazistiske Gruppefører – jeg kender personlige Eksempler paa begge Dele. Meningen med dette skrappe Regimente er at gøre Universiteternes Lærerstab til Nazist-Statens lydige Tjenere; det, man vil have, er, at de skal sige og skrive det rigtige. Og det ‘rigtige’, det klinger helt muhammedansk: Der er kun een Hitler, og vi er alle sammen hans Profeter. [Johannes Østrup, Erindringer, 1938, s. 250]

(Johannes Østrup 1867-1938, Nødebo Kirkegård)

“Over det britiske Parlament og den Maade, hvorpaa der her tales og forhandles, hviler der en Patina, som ingen anden lovgivende Forsamling i Verden har Magen til. Jeg tænker hermed ikke blot paa det udvendige, det, som man kan kalde Kulisserne, de parykklædte Formænd og Sekretærer, den forgyldte Kølle (the mace), der ligger paa Underhusets Bord som Tegn paa dets Suverænitet, samt alle de midderalderlige og snørklede Skikke, som trofast bevares. Ogsaa alt dette er meget værd; man skal have saa lidt Begreb om Traditionens Betydning som en dansk Radikal eller en russisk Bolshevik for ikke at kunne forstaa, at netop denne Fastholden af overleverede Former er det, som gør den enkelte Generation til et sammenhængende Led af et historisk Hele. Naar vi her hjemme i Danmark har saa liden Pietet for historiske Former, er det ogsaa, fordi vi er bange for at gøre os latterlige. Jeg skal gærne indrømme, at Folketingets Formand med en vældig Allongeparyk kunde give Anledning til nogen Usikkerhed, men Underhusets ‘Speaker’, han kan bære den, og gør netop med denne Paryk sit Folk større og stærkere. Det er saa let sagt: Hvad skal vi med alt det gamle Ragelse? og der er dem, der tror, at de med et saadant Udraab har udført en Bedrift; de forstaar ikke, at det Slægtled i et Folk, der afskærer Forbindelsen med Fortiden, dermed svækker sig selv.” (Johannes Østrup, Erindringer, 1938, s. 50f)

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


25. januar 2006

Filologerne forsker i islam som fænomen – antropologerne forsker i den enkelte muslim

Hardcore-apologeten Peter Fischer-Nielsen (KIVIK) har et interessant kommentar på Religionsdebatten om graden af islams voldspotentiale, og kommer i den henseende til at røre ved en problemstilling jeg mener der er alt for lidt fokus på – og vel også en af grundene til at debatten er polariseret i en grad ingen kan være tjent med.

Et citat fra Religioner i krig:

 “Jeg kender ikke nok til Tina Magaards afhandling til at kunne bedømme, om det er forskning eller blot forskerpladder, men vi kan ikke komme uden om, at hendes problemstilling i det mindste er interessant: Er islam en mere voldelig religion?

I stedet for at drage forhastede og herligt firkantede konklusioner skal vi huske på, at en religion er mere end dens tekster. Og at en tekst intet er uden en fortolkning. Så skal vi udtale os kvalificeret om islams voldspotentiale, må vi inddrage muslimernes egne tekstforståelser i vores bedømmelse.

For at finde ud af, om muslimer virkelig går ind for stening for utroskab og dødsstraf for frafald, er det ikke nok at granske de islamiske kilder. Vi må konfrontere muslimerne selv med vores spørgsmål. […]

Er islam en mere voldelig religion end kristendommen? Spørg din muslimske nabo – hvis du tør!”

I mit studie af dansk orientalistik er der flere forhold som springer i øjnene…

Hvor islamforskere i perioden 1885 til 1945 (Buhl, Østrup mfl.) havde en filologisk (sprogvidenskabelig) tilgang til islam, så har nutidens islamforskere (Bæk Simonsen mfl.) ofte en antropologisk tilgang. Hvor Frants Buhl granskede Koranen for at finde frem til den sande forståelse af det religiøse fænomen islam, så baserer Fischer-Nielsen, Bæk Simonsen mfl. sit studie af islam på samtale med muslimer, med det udgangspunkt at enhver muslim dyrker sin religion på sin egen helt unikke måde.

Begge tilgange er nødvendige for forståelsen af islam, for begge har sine begrænsninger og forcer.

Filologien kan udpege mønstre i forhold til emner som voldspotentiale (Maagaard), demokratiforståelse og lignende, velvidende at enhver konklusion er en reduktion af virkeligheden – ikke den absolutte uigendrivelige sandhed om den enkelte muslim. Filologien baserer sig på tekster om religionen. Det problematiske i den filologiske tilgang ligger i overfortolkningen – det man i fagsproget betegner som homo islamicus – Det Islamiske Menneske, troen på at muslimer som zombier følger teksterne uafhængigt af kontekst.

Antropologien (etnologien) baserer sig overvejende på feltstudier og samtale med den enkelte muslim (Bæk Simonsen, K-L Johansen mfl.), og det har afgjort sin berettigelse i forhold til integrationsforskning, eller et case study af Københavns muslimer i alderen 29-31 af hunkøn. Det problematiske i den antropologiske tilgang betegner man for indigenization – det forhold at forskeren bliver en aktiv del af det emne der forskes i. I forhold til den danske islamforskning ses det tydeligt. Jørgen Bæk Simonsen valgte eksempelvis tidligt side i integrationsdebatten, og hans seneste udgivelser har reelt ikke meget med islam at gøre i den filologiske forståelse, men handler udelukkende om at gøre herboende islamiske fundamentalister spiselige i en dansk kontekst.

Den danske virkelighed anno 2006 har brug for begge tilgange – et objektivt syn på islam som et globalt politisk-religiøst fænomen får man altså ikke svar på ved at tale med udvalgte dansk-pakistanske akademikere i Minhaj ul-Quran.



21. november 2005

“Det Slægtled der afskærer Forbindelsen med Fortiden svækker sig selv”

Det er tid til en kulturkonservativ godbid.

“Over det britiske Parlament og den Maade, hvorpaa der her tales og forhandles, hviler der en Patina, som ingen anden lovgivende Forsamling i Verden har Magen til. Jeg tænker hermed ikke blot paa det udvendige, det, som man kan kalde Kulisserne, de parykklædte Formænd og Sekretærer, den forgyldte Kølle (the mace), der ligger paa Underhusets Bord som Tegn paa dets Suverænitet, samt alle de midderalderlige og snørklede Skikke, som trofast bevares. Ogsaa alt dette er meget værd; man skal have saa lidt Begreb om Traditionens Betydning som en dansk Radikal eller en russisk Bolshevik for ikke at kunne forstaa, at netop denne Fastholden af overleverede Former er det, som gør den enkelte Generation til et sammenhængende Led af et historisk Hele. Naar vi her hjemme i Danmark har saa liden Pietet for historiske Former, er det ogsaa, fordi vi er bange for at gøre os latterlige. Jeg skal gærne indrømme, at Folketingets Formand med en vældig Allongeparyk kunde give Anledning til nogen Usikkerhed, men Underhusets ‘Speaker’, han kan bære den, og gør netop med denne Paryk sit Folk større og stærkere. Det er saa let sagt: Hvad skal vi med alt det gamle Ragelse? og der er dem, der tror, at de med et saadant Udraab har udført en Bedrift; de forstaar ikke, at det Slægtled i et Folk, der afskærer Forbindelsen med Fortiden, dermed svækker sig selv. [Johs. Østrup: Erindringer, 1938. S. 50f]

Oploadet Kl. 21:28 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


10. oktober 2005

Karen Blixen, Per Stig Møller, Mehdi Mozaffari, Johannes Østrup & Schopenhauer om islam

Det Fri-konservative Netmagasin MINUT har flere gode artikler, og artiklen Islam og det fascistiske minimum fortjener fremhævelse. Her tre citater:

Af de foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest [Det Tredje Rige], Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det Tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv og død.” (Karen Blixen)

“Nazisterne var fundamentalister, der ville udrydde folkeslag, der ikke var som dem, men de muslimske fundamentalister er vor tids nazister. Fordummende sætter de sig som dommere over alt og alle, men de skal selv dømmes.” (Per Stig Møller)

Islamisme en totalitær ideologi på linje med nazisme, fascisme og bolsjevisme, som skal studeres og bekæmpes på samme måde.” (Dr. Mehdi Mozaffari, AU)

Selvom orientalisten Johannes Østrup er blevet apologeternes favoritforsker, så var hans dom enslydende. Her et citat fra Erindringer, udgivet i 1938 – omtalende et besøg i Hitlers Heidelberg i 1936 som repræsentant for Københavns Universitet:

“Der kan forekomme pludselige Afskedigelser uden nærmere Begrundelse eller forflyttelser, hvis man er saa uheldig ikke at tækkes Studenternes nazistiske Gruppefører – jeg kender personlige Eksempler paa begge Dele. Meningen med dette skrappe Regimente er at gøre Universiteternes Lærerstab til Nazist-Statens lydige Tjenere; det, man vil have, er, at de skal sige og skrive det rigtige. Og det ‘rigtige’, det klinger helt muhammedansk: Der er kun een Hitler, og vi er alle sammen hans Profeter. (Johannes Østrup: Erindringer. 1938. s. 250.

Problemet for Johannes Østrup var islams totalitet, herunder den strenge monoteisme – som den tyske filosof Arthur Schopenhauer i sit hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung fra 1819 bed mærke i. Værket er netop udgivet på dansk under titlen Verden som vilje og forestilling. Andet bind udkom først i 1844, og her kommer blandt mange andre emner ind på religionerne og islam. Her et citat fra Kapitel 17. – Ueber das mataphysische Bedürfniß des Menschen, s. 177-178:

“Tempel und Kirchen, Pagoden und Moscheen, in allen Landen, aus allen Zeiten, in Pracht und Größe, zeugen vom metaphysischen Bedürfniß des Menschen, welches, stark und unvertilgbar, dem physischen auf dem Fuße folgt. Freilich konnte wer satirisch gelaunt ist hinzufügen, daß dasselbe ein bescheidener Bursche sei, der mit geringer Kost vorlieb nehme. An plumpen Fabeln und abgeschmackten Mährchen läßt er sich bisweilen genügen; wenn nur früh genug eingeprägt, sind sie ihm hinlängliche Auslegen seines Daseins und Stützen seiner Moralitet. Man betrachte z.B. den Koran: dieses schlechte Buch war hinreichend, eine Weltreligion zu begründen, das metaphysische Bedürfniß zahllosen Millionen Menschen seit 1200 Jahren zu befriedigen, die Grundlage ihrer Moral und einer bedeutenden Verachtung des Todes zu werden, wie auch, sie zu blutigen Kriegen und ausgedehutesten (?!) Eroberungen zu begeistern. Wir finden in ihm die traurigste und ärmlichste Gestalt des Theismus. Viel mag durch die Uebersetzungen verloren gehen; aber ich habe keinen einzigen werthvollen Gedanken darin entdecken können.”

Oploadet Kl. 20:18 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


30. september 2005

FN: 250-300 arabere på heste og kameler myrder 29 flygtninge i Darfur-lejr

Fra UNHCR, en pressemeddelse som på barbarisk vis illustrerer problemet med primitive kulturer – herunder islam.

“The UN refugee agency expressed grave concern Thursday over an unprecedented attack on a camp for thousands of internally displaced people in Sudan’s West Darfur region that reportedly left 29 dead and another ten seriously wounded.

Initial reports received by UNHCR indicate a group of 250-300 armed Arab men on horses and camels attacked Aro Sharow camp, in the northern part of West Darfur, on Wednesday afternoon, sending thousands of camp residents fleeing into the countryside. The attackers reportedly burned about 80 makeshift shelters – about one-quarter of the total number in the camp. Initial reports indicated that 29 people were killed and 10 seriously wounded.”

Umiddelbart efter at have bestået sin doktordisputats rejste den senere rektor for Københavns Universitet, orientalisten Johannes Østrup i 1891 til Arabien på en slags dannelsesrejse med videnskabeligt formål…

“… her er – hvis overhovedet noget steds i verden – det sted, hvor tusinde aar ere som en dag.” (Johannes Østrup:1894:127)

Oploadet Kl. 07:55 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
Arkiveret under:


30. juni 2005

Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne… (2004) – nogle notater

Nogle måneder efter jeg havde påbegyndt mit speciale om den tidlige danske orientalistik og nutidens islamforskere, udgav Jørgen Bæk Simonsen bogen Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 100o år. Over små 200 sider gennemgås den islamiske verdens kontakt med Danmark og danskere med udgangspunkt i korstogene, Luther, Holberg, Niebuhr, Grundtvig og Østrup – hvad omkranses af et indledende kapitel om arabisk-europæisk historie og et afsluttende perspektiverende kapitel skræddersyet til at revse danske islamkritikere.

Mine kritikpunkter er mange, og selvom bogen også må opfattes som en debatbog, så er den polemisk i en grad så det nødvendigvis må påvirke vurderingen af det rent historiefaglige. Tilhørende en fløj som hævder at danskheden blev skabt i 1800-tallet baseret på tvivlsom dokumentation, giver det simpelthen ingen mening at hævde islam har været en del af den danske offentlighed i mere end 1000 år. Det er simpelthen ikke korrekt, og helt sikkert udtryk for en politisk-motiveret proportionsvrængning. Projektet medfører blandt andet at den danske deltagelse i korstogenes må opjusteres, og selvom han her har gjort et godt stykke arbejde med at indsamle kildehenvisninger, så dokumenterer han jo selv at korstogene var forbeholdt det gejstelige hierarki – sågar før det danske sognesystem havde rodfæstet sig.

Det værste ved bogen er dog hans forsøg på at gøre sig til apologet for tidlige islamkritikere, med Martin Luther som en nok ikke helt tilfældig undtagelse. Der skal ikke herske tvivl om at fortidens kritikere af islam, i høj grad var styret af deres kristne udgangspunkt, men det er som om Holberg, og i endnu højere grad Grundtvig pinedød skal gøres til fortalere for tværreligiøse humanistiske idealer og multikulturen som idé uanset hvad de så end har skrevet. Begge skrev meget – også om islam, og selvom Bæk Simonsen har grebet nælden om dens rod ved at medtage meget hårde bedømmelser om islam, så får man uværgeligt det indtryk at der generaliseres på basis af enkelte humanistiske aspekter i deres værker. Holberg og Grundtvig var blot en del af sin samtid og agerede i en bestemt historisk kontekst lyder det derimod når de snakker om ‘tyrkerpest’ og koranens militante ånd. Med hensyn til Grundtvig virker det hele noget søgt, ikke mindst fordi han samtidig roses for sin store faktuelle viden og indsigt i islam. Skulle en anden forsker få lyst til at skrive om ‘Grundtvig & Islam’, så kunne konklusionerne nemt blive fundamentalt anderledes.

I en forlængelse af ovenstående vil jeg mene, det er problematisk at den mest betydningsfulde danske islamforsker i et kildebaseret værk flere steder åbent erkender sine forsøg på nytolke Grundtvig til brug mod ikke-universitære forfattere man er politisk uenige med. Man kan med rette så tvivl om Bæk Simonsen er i stand til at levere ikke-politiserende forskning i islam, når han i en note (tilsyneladende uvidende om de indbyggede problemer) noterer: “Der er således med udgangspunkt i dele af Grundtvigs værker potentiale til en aktiv indsats i det globaliserede miljø, Danmark nu er en del af.” [kap.6, note 7, s. 120].

Det bedste i bogen er uden tvivl kapitlet om Carsten Niebuhr, hvor han skal have ros for sine fyldige kildehenvisninger og gennemgang af baggrundshistorien. Omvendt er det tydeligt, at han som i Holberg/Grundtvig-kapitlerne bortforklarer grelle vurderinger af islam, og modsat fremhæver de positive vurderinger. Niebuhr-udgivelserne ligger tidsmæssigt uden for mit speciale, men det jeg har læst, kan ikke siges at være rimeligt refereret af Bæk Simonsen.

Jeg har derimod gennemgået Johannes Østrups forfatterskab slavisk, og efter min vurdering er Bæk Simonsen her ligeså langt fra sandheden som i Grundtvig-kapitlet – hvad jeg såmen heller ikke får svært ved at dokumentere. Østrup adskiller sig ikke væsentligt fra Buhl og Pedersen, og hans fokus på den historiske og politiske udvikling i islamiske lande knytter sig nært til Tyrkiet og dens udvikling i 1920’erne – hvad foranlediger Bæk Simonsen til at rose og godtage Østrups positivistiske tankegang – tilmed udstrakt til alle islamiske verden som sådan. Østrup havde ingen grund til at tro anderledes kort efter osmannerrigets sammenbrud, men tiden har så rigeligt afvist positivisternes noget kulturchauvinistiske tolkning. Faktum er at Johannes Østrup gennem sit forfatterskab gav aldeles hårde vurdering af den islamiske verdens kulturelle mangler, mest markant er nok hans brug af tidsgeografiske generaliseringer – europæerne lever i nutiden, tyrkerne i både middelalder og nutid, hvorimod araberne stadig lever som i oldtiden undtagelsesvis i middelalderen.

Bogens afsluttende kapitel er spækket med politiserende tolkninger, og målet er klart at gøre forskere og politikere han er uenige med til det ondeste onde. Det ender med mange selvmodsigelser. Brix, Hedegaard og Hansen kritiseres for at essentialisere islam med brug af tilfældige islamister fundet på nettet, og fronterne er trukket hårdt op – formentligt som en udløber af Sheikh/Minhaj-sagen. At det ikke skulle være problematisk at Sheikh tilhører en organisation der har indført sharia-lovgiving i Pakistan forstår jeg ikke, og Bæk Simonsen går klogt nok ikke ind i detaljerne. Omvendt citeres der tungt fra hjemmesider for Den Danske Forening og Mogens Glistrup (Bo Warming…), hvis holdning gøres repræsentativt for alle modstandere af indvandring fra islamiske lande. Det er naturligvis nonsens, og det ender med apologetiske klicheer såsom at globalisering er indvandring, og hvis blot højrefløjen ikke bekæmpede naturens gang så var der slet ingen problemer i den henseende. Det viser sig da også at målet ikke blot er et multikulturelt Danmark, men en nedlæggelse af nationalstaterne til fordel for en luftig konstruktion han ikke kommer nærmere ind på.

Det viser sig desværre også at ‘ignorancen’ i forhold til kulturen kun går en vej. Hvor dansk kultur er en højreradikal konstruktion som skal undertrykkes, så er herboende muslimers kultur berigende og skal understøttes fra statsligt hold. Jørgen Bæk Simonsen viser med denne bog konsekvenserne af det Søren Krarup har kaldt venstrefløjens ‘negative afhængighed af nazismen’. Bogen er også, på mange måder et smædeskrift mod danske islamkritikere, eller mindre polemisk formuleret – udtryk for en politisk og forskningsmæssig positioneren.

Måske er det på sin plads at skrive lidt om Bæk Simonsens syn på Mellemøsten, der ikke kan adskilles fra Edward Saids ditto. Han ser verden med arabisk-palæstinensiske briller, og derfor var han både imod FN-sanktionerne mod Irak, og Irak-krigen der afsluttede dem. Hvor vigtigt emnet er for ham, illustrereres godt ved det faktum at han henviser til hele to titler omhandlende FN-sanktionerne mod Irak – indflettet i et længere Osama bin Laden-citat som kritiserer USA for at have en imperialistisk dagsorden i forhold til Irak. Når USA fjerner en diktator med baggrund i FN-sanktioner – så lyver de om deres sande motivation. Når terrorister myrder civile med baggrund i sanktionerne, så tror han dem hele vejen. Følgelig er terroristernes udtalte brug af koraniske begreber ren legitimering.

Herunder en række citater fra bogen:

“Jeg har med denne bog sat mig for at godtgøre, at flere af de påstande, der gentages igen og igen i den offentlige debat om islam og muslimerne, ikke er korrekte. Islam og muslimer er ikke nye fænomener, men har været en del af den danske offentlighed, siden kong Harald Blåtand i midten af 960’erne besluttede sig for at lade sig døbe og som et minde om den beslutning lod Den store Jellingesten rejse. [9f]

“Det er ret beset et udtryk for respekt at bruge betegnelsen muslim, fordi det er den, muslimer selv benytter. “[s. 17; og hermed udtryk for disrespekt at bruge ordet ‘muhamedaner’]

“Bemærk i øvrigt, hvordan også Theophanes behændigt evner at få islam knyttet til et tidligere kristent kætteri. Muhammed var ifølge Theophanes en person, der brutalt og hensynsløst skaffede folk af vejen, der kom ham på tværs. [s. 25]

Det islam-billede, forskellige kristne har tegnet gennem historien, er præget af den kontekst, i hvilken det er formuleret. Det tidlige islamiske kalifat udviste en udstrakt ligegyldighed i forhold til de forskellige kristne kirker, der nu tilfældigvis fandtes i de områder, der blev lagt under kalifatet. Derfor er det udbredt i historiske værker forfattet af kristne lærde med rod i de kristne kirker, der efter erobringerne blev underlagt muslimsk overhøjhed, at finde en positiv skildring af kalifatet og de enkelte kaliffer. Det hænger sammen med den udstrakte autonomi, de forskellige kristne kirker fik overdraget efter kalifatets etablering.” [s. 32]

“Se Mads Lidegaard: Da danerne blev kristne. København: Nyt Nordisk Forlag 1999. Det skal bemærkes, at bogen er udgivet med støtte af Kirkeministeriet – næppe en tilfældighed i betragtning af debatten om danskheden, som den rasede i 1990’erne.[s. 37; note]

“Men selvom vi ikke konkret kan give eksempler på, hvorledes offentligheden i Danmark opfattede islam og muslimer, kan det i en historisk perspektiv konstateres, at Haralds dåb skildret i teksten på Den store Jellingesten gjorde det daværende Danmark til en del af det kristne Europa, der med igangsættelsen af det første korstog i 1096 skabte et offentligt negativt billede af den verden, der ikke var kristen. Med korstogene blev islam og muslimer derfor en del af offentligheden også i Danmark. At præsentere islam og muslimer som noget nyt i en dansk sammenhæng i dag er derfor historisk ukorrekt og påviseligt forkert. Islam og muslimer blev med Danmarks overgang til kristendommen og med indtrædelsen i den kristne kultur ledet af paven i Rom en modpol og en modstander, og derfor var der et betydeligt dansk engagement i det første korstog mod Det Hellige Land.” [s. 54]

Den kristne reconquista (generobring) af Den Iberiske Halvø resulterede i, at den muslimske tilstedeværelse i Spanien blev bragt til afslutning i 1492…” [s. 73]

“Inden jeg går over til en præsentation af Holbergs syn på Muhammed og islam, er det på sin plads først at redegøre for Holbergs syn på religion for at modvirke alle misforståelser. Holberg er kristne og tager sin kristne tro alvorligt. Den kan ikke gøres til genstand for tvivl og slet ikke for kritisk historisk analyse, som det eksempelvis er tilfældet med islam… I et epistel skriver han afslutningsvis: ‘Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom…'” [s. 75]

“Efter flugten, som Holberg kalder udvandringen fra Mekka til Medina i 622, og frem til erobringen af Mekka i 630 er det sværdet, der taler. Det samme glæder for tiden mellem Mekkas erobring i 630 og profeten Muhammeds død i 632: En række lokaliteter i området op mod Det Byzantinske Rige tvinges med sværdet til at indgå i Det Islamiske Rige, der endnu er i sin tidlige vorden, men som efter profetens død i 632 for alvor gør sig gældende i resten af Mellemøsten…” [s. 84]

Intet tyder på at Muhammed var fysisk truet da han valgte at flytte til Medina, så Hidjra’en må retteligt betegnes som en ‘udvandring’. Det er da også denne betegnelse Bæk Simonsen selv benytter i Politikens Islam Leksikon (2001, s. 88).

“Holberg fortsætter lidt længere fremme på samme måde: ‘Saa snart denne Lærdom rodfæstede sig hos hans Tilhængere, ansaae hver Borger, hver Soldat sig, som Folk der vare i Guds Livree, og som Instrumenter, der af Himmelen vare beskikkede til saadant Herredoms Oprettelse. Og, saasom Lærdommen iblandt andet førte dette med sig, at hvo der omkom i Kriig, var en Guds Martyr, der med Støvler og Sporer lige fra Val-Stedet, hvor han faldt, blev af Engle bragt ind udi Paradiis, saa voxede deraf saadan Foragt for Døden, at de ginge til Felt-Slag som til Giestebud,, og enhver Soldats Symbolum var enten at døe eller at vinde Seyer. Herpaa grunde sig de mange fortvivlede og heroiske Gierninger, som de første Saracener, da Enthusiasmus var udi sin største Heede, blev øvede.” [s. 87]

“Holbergs billede af Muhammed og islam er præget af en ejendommelig dobbelthed. På den ene side bringer han en lang række oplysninger om Muhammed og islam, der ikke var almindeligt kendte, og giver på den måde ny oplysning om den verden, danskere i 1700-tallet var en del af. På den anden side er hans behandling af Muhammed og islam også farvet af den selvglæde og selvtilstrækkelighed, der præger oplysningstiden. [s. 87]

“Det var naturligvis de færreste, der havde mulighed for at drage udenlands for at studere de nyeste værker, som Holberg gjorde det i flere omgange, men det ændrer ikke ved det forhold, at han gjorde sig store anstrengelser for at være loyal mod det, der var hele oplysningstidens bærende ide: at meddele den brede befolkning viden om verden… Det får så være, at han lige så lidt som andre var i stand til at se ud over sin egen tid. I så henseende kan vi for den generelle debat om islam og muslimer i Danmark ved begyndelsen af det 21. århundrede med sorg fastslå. at Holbergs indsats i et betydeligt omfang er blevet gjort til skamme. Debatten om islam og muslimer er nemlig ikke præget af indsigt i den muslimske tradition og heller ikke af oprigtig lyst til at lære den at kende! Det kan man næppe bebrejde islam og muslimerne. Det må have andre årsager.[s. 88f]

“‘… De må aldrig, ejheller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér. hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død. Og eftersom en sådan foreteelse også kunne forvolde de andre rejsende ubehageligheder, så ikke blot advares alvorligt mod dem, men Vi forbyder også slige overilede handlinger eftertrykkeligt…'” [s. 99f; Frederik den Femtes i instruks til Niebuhr-ekspeditionen]

“Derfor slår Niebuhr også i en anden sammenhæng fast, at mange af de fortrædeligheder, europæere oplever på rejser i Østen, i virkeligheden skyldes deres foragt for eller deres aversion mod muslimer.” [s. 103; Bæk Simonsens afrunding efter et længere Niebuhr-citat hvoraf det bl.a. fremgår at en franskmand ikke havde taget skoen af under en audiens, og at den lokale kultur ikke tillod europæiske mænd at hilse eller kigge på de lokale kvinder]

Niebuhr var som Holberg på det rene med, at mennesket påvirkes af sine omgivelser, og at det ofte er omgivelserne eller, om man vil, den historiske kontekst, der er med til at bestemme, hvem der er ens venner, og hvem der er ens fjender. Det er der endeløse eksempler på i Niebuhrs værker.” [s. 105]

“Den entydighed, den middelalderlige europæiske tradition havde lagt for dagen i sit syn på islam og muslimer, er aldeles fraværende i Niebuhrs værker.” [s. 108]

“Niebuhr er personligt på det rene med, at historien ændres, og han gør gang på gang opmærksom på, at tid og sted på afgørende vis sætter sig præg på mennesket. [s. 112]

“Det skal retfærdigheds siges, at andre ekspeditioner og andre enkeltpersoner gav den danske offentlighed oplysning om andre dele af verden, der ikke var domineret af islam og muslimer, og på den måde sikrede. at den danske offentlighed sad inde med viden, der kunne minde den enkelte dansker om. at Danmark ikke var verdens centrum, og at andre mennesker andre steder havde andre normer. Dengang var der ingen mulighed for, at disse skulle udfordre den danske hverdag konkret.[s. 116]

Eneste sted i bogen hvor Bæk Simonsen forholder sig kritisk til egen påstand om, at islam skulle have været en del af den danske offentlighed i 1000 år. Men mere kræves der såmen heller ikke for at vælte korthuset. Islam er et relativt nyt fænomen for danskerne, idet islam først blev en del af danskernes konkrete virkelighed med indvandringen i slutningen af 1960’erne og frem. Alt andet end er akademisk tågesnak.

“Vante ideologiske skillelinjer mellem politiske partier er under nedbrydning, fordi grupperinger i alle politiske partier med meget stor konsekvens gennem de sidste årtier har evnet at sætte dagsordenen for den politiske debat, så den er kommet til at handle om muligheden for at opretholde det danske, som de nu mener, det skal fastholdes. I den henseende er forekommer de sidste årtier at være en fortsættelse af det, der optog Grundtvig livet igennem: et forsvar for danskhed og for danske værdier – dengang mod en trussel, der først og fremmest kom fra Tyskland, i dag mod en trussel, der i den offentlige debat først og fremmest knyttes til islam og muslimer. I store dele af sit liv var Grundtvig optaget af at bekæmpe truslen udefra – og truslen fra dem, der kun på overfladen var danske, men som i virkeligheden slet ikke var, hvad de gav sig ud for at være, dem, han under ét kaldte hjemmetyskerne. På samme måde er det i den aktuelle debat ubehageligt at bemærke, at uanset hvor meget muslimer bosat i Danmark fastholder, at de er demokratiske og pluralistiske, betvivles troværdigheden af det, de siger, af mange med henvisning til, at de er muslimer! Det forhold, at de i politisk henseende er aktive og på den måde levendegør en del af den folkelighed og frivillighed, Grundtvig satte så højt, tæller ganske enkelt ikke.[s. 118]

Det siger sig selv at Mona Sheikh og andre muslimske politikere nødvendigvis må holde deres sti ren. Naturligvis må de tage afstand til sharia-lovgivning, ligesom de naturligvis heller ikke kan være medlem af Minhaj ul-Quran eller beslægtede fundamentalistiske organisationer grundlagt på forestillingen om et Koranbaseret samfund – der eksempelvis i 80’ernes Pakistan betød indførelse af et sharia-baseret straffesystem. Ansvarlig for det pakistanske eksempel var Tahir-ul-Qadri, professor i islamisk ret – og grundlægger af Minhaj ul-Quran, som flere gange har været i Danmark – i 2000 for at deltage i paneldiskussion med Mona Sheikh og… Jørgen Bæk Simonsen.

“Ole Vind 1999 skriver s. 200 om Grundtvigs forestilling om nordboernes særlige verdenshistoriske mission, at et fællesnordisk universitet, som Grundtvig i en bestemt sammenhæng var fortaler for, ikke skulle være et sted, hvor man dyrkede ‘en særnordisk form for videnskabelighed, for som universitet må det netop ‘have, nære og følge lutter universelle ideer’, men det skal føre an i Europas videnskabelige verden, idet Nordens ogpave netop er at skabe den universelle, historiske videnskabelighed, der kan oplyse menneskeslægten i den nye tidsalder’. Der er således med udgangspunkt i dele af Grundtvigs værker potentiale til en aktiv indsats i det globaliserede miljø, Danmark nu er en del af. Det danske og det nordiske kan med andre ord også befordres ved aktiv deltagelse i den moderne verden. Danskhed behøver med andre ord ikke lukke sig inde i sin egen lille verden af frygt for at blive besudlet af påvirkning udefra![s. 120; note]

Der er, og skal være forskel på forskere og en aktivister. Citatet sætter hans respekt for Edward Said i perspektiv.

“De mange bind med fokus på Danmarks historie til brug ikke mindst på de højskoler, der blev etableret med inspiration fra Grundtvig, har sat deres tydelige mærke på den danske nationalisme, der blev formuleret i midten af 1800-tallet, og som fortsat trives i bedste velgående.[s. 122]

Det er med nationalisme som med alt andet. Der findes forskellige grader af fænomenet, og Bæk Simonsen skelner ikke mellem sund fædrelandskærlighed, ideologisk nationalisme i forskellige varianter og den racetænkende nazisme/fascisme. For ham er det hele et fedt.

“‘… de [Korstogene] udsprang af en dyb Enhedsfølelse mellem Vester-Ledenes Folke-Færd, som ved den sammensmeltede til en borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten hvoraf den øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed,see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter Kors-Togene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk.'” [s. 132; citat af Grundtvig]

“Lundgreen-Nielsen 1993, s. 174 skriver: ‘Mange moderne mennesker har svært ved at godtage Grundtvigs opfattelse af danskerne som Guds udvalgte folk i nyere tid, med en særlig universalhistorisk rolle, fordi det er gået af brug at betragte verdenshistorien som udtryk for forsynets spor i tidernes løb. Og Grundtvigs syn på Danmark som kærlighedens, historiens og den sandeste kristendoms land, beboet af hjertefolket, der taler hjertesproget, er mere end mistænkelig’ – et synspunkt, jeg til fulde deler.[s. 134; note]

“‘Var de Seldschukiske Tyrker ikke blevet saa godt som tilintetgjorte ved Kors-Togene, vilde de i det Mindste naaet ligesaavidt som de Osmanniske siden, og havde Osmannerne kunnet begynde i det fjortende Aarhundrede hvor de slap i det sextende, da havde de neppe engang endt med, som Man spaaede, at vande deres Heste i Kolding-Aa!‘” [s. 135; citat af Grundtvig]

“… Derfor føler han sig berettiget til i sin præsentation af Salah al-Din at gøre op med den romantiske myte, der efter korstogene var blevet udviklet om Salah al-Din: ‘Dette kan vel synes for meget talt om saa lidt, og det er i Grunden ubilligt at maale Saladin med den Alen, vi bruge til de Store i Christenheden; men da han engang ei blot er trukket ved Haarene midt imellem dem, men med mange Ophævelser i foreholdt dem som et lysende Exempel, saa kan Historien ikke redde ham fra en Sammen-Ligning med sine Over-Mænd, hvorved han nødvendig maa tabe den Anseelse, han i en lavere Stilling og snevrere Kreds med Rette nød. Det skader ham imidlertid ikke, deels fordi han er død for 600 Aar siden, og deels fordi det aabenbar var hans egen Skyld; thi hvad vilde en Spurv i Trane-Dands, maa Man vel her sige, og hvad vilde Saladin i Jerusalem!‘” [s. 139; om Saladin]

“Det er hævet over al tvivl, at Said grundlæggende har ret…” [s. 146; om Edward Said i Orientalism]

Hvad har arven fra aktivistforskeren Edward Said betydet for den danske integrationsforskning…

“Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på den orientalistiske diskurs, Said har hudflettet i Orientalism, hos de danske orientalister [herunder Pedersen og Buhl], der vandt international anerkendelse for deres arbejder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Derfor er det næppe heller frugtbart videnskabshistorisk at opregne eksempler, hvor epokens selvforståelse tydeligt kommer frem og formuleres på en måde, der i dag ikke kan accepteres. Den humanistiske videnskab har altid været et barn af sin tid, og det vil den vedblive med at være også i fremtiden! Men det ændrer ikke ved det grundlæggende forhold, at ældre, centrale og vægtige humanistiske bidrag til fremme af en større kollektiv indsigt fortjener eftertidens anerkendelse for det bidrag, de har givet til en større og dybere forståelse af den fælles menneskelige historie. Johannes Østrup (1867-1938) er et godt og smukt eksempel på, at ikke alle orientalister i Europa havde blikket rettet ensidigt mod studiet af fortiden, ja, faktisk var der flere danske orientalister i slutningen af 1800-tallet, der var stærkt interesseret i den moderne Orient. Meget tidligt i sit studieforløb rettede Østrup blikket mod samtidens Orient.” [s. 150]

Bæk Simonsen vil helst undgå at man idag gransker ældre forskning med dens vidtrækkende generaliseringer om islam og muslimerne. Her glemmer han behændigt, at datidens islamforskning jo på trods af unødvendige generaliseringer og racetanker jo faktisk var langt mere kildebaseret end hans nutidige. Indirekte fortæller han således at danskerne skal danne sig en holdning til islam uafhængigt af hvad der står i Koranen og overleveringerne. Når en historiker mener således, så ringer min indre alarmklokke.

“Johannes Østrup gjorde sig gennem hele sit liv store anstrengelser for at formidle sin viden til den brede befolkning. I slutningen af 1900-tallet blev det igen afgørende for universitetsansatte at meddele sig til det omgivende samfund, ikke mindst til støtte for den arbejderklasse, dele af studenterbevægelsen i 1970’erne solidariserede sig med. Noget sådan lå den politisk stærkt konservative Østrup fjernt. [s. 152]

Etiketterne siger meget. Edward Said betegnes ikke som socialist, men Østrup er ’stærkt konservativ’. Kommer jo lidt an på hvorfra man anskuer tingene.

“Det er fremgået af Saids kritik, at den europæiske orientalisme blev tegnet af forskere, der hverken havde forståelse for den samtid, også Orienten var en del af, eller var i stand til at gennemskue mangfoldigheden og den individuelle, menneskelige opfindsomhed i den del af verden, de professionelt beskæftigede sig med. I deres konstruktion af Orienten var det ikke Orienten som sådan, der var interessant, men den modsætning, den var udtryk for i forhold til den del af verden, de selv var en del af. Fraværet af en umiddelbar og nærværende forholden sig til mangfoldigheden i den islamiske verden gjorde dem ganske enkelt blinde. Det er hævet over enhver tvivl, at mange orientalister i deres udsagn om Orienten var præget af en slags ahistorisk forhold til den fortid, alle dele af Orienten er så rig på. Tendensen til en sådan ahistorisk tilgang findes også hos danske orientalister, der var med til at tegne den europæiske orientalistik i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Det glæder også dem, der vandt international anerkendelse som eksempelvis Frants Buhl og Johannes Pedersen. Ud fra en moderne betragtning er dele af den metode, som f.eks. Pedersen gjorde brug af i fortolkningen af fortiden, sine steder problematisk, men det ændrer ikke ved den metodiske stringens og den videnskabelige dybde, der præger alle hans værker. I så henseende var Østrup anderledes. For ham var den orientalske samtid i sig selv interessant og spændende, og som det moderne menneske, han var – med en klar forståelse for, at verden nu hang sammen på en anden måde end tidligere – var det hans forpligtelse som ansat ved universitetet at bidrage til, at offentligheden blev orienteret om, hvad der rørte sig rundt omkring i verden. I forlængelse heraf gør han mange steder i sine værker og i sine artikler et stort arbejde for at modvirke de romantiske forestillinger, samtiden havde om den moderne Orient.” [s. 157f]

Det er et gennemgående træk i Østrups mange arbejder for oplysning om forholdene og udviklingstendenserne i den moderne Orient, at han meget sjældent falder for fristelsen til at bruge islam som forklaring. For ham er islam en religion som alle andre religioner. Den er menneskeskabt og bruges efter Østrups opfattelse ofte til at manipulere med andre…” [s. 158f]

Det lyder jo næsten som når National Rifle Association argumenterer for at ‘guns dont kill people – people do!’. Naturligvis har det også betydning hvad der står i skrifterne som religionens tilhørere mere eller mindre tager for gode vare. Man kan fortolke meget væk, men tilbage står stadig en kerne. Følgelig må jeg ifølge Bæk Simonsen en ond essentialist.

“Østrup er godt klar over, at der er forskel på civilisation og kultur – og at de to ting ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Det er muligt, at dele af Orienten er teknisk mindre udviklet end dele af den vestlige verden, men det betyder ikke, at den vestlige verden af den grund er mere kulturel.[s. 162]

Polemik for polemikkens skyld. Alle kulturer er ikke per definition ligeværdige.

Det er karakteristisk for dette islam-billede, at islam igen er blevet gjort til genstand for en essentialisering, der ganske vist kan spores i den vestlige verdens orientalistik i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men som gennem sidste halvdel af det 20. århundrede alligevel var på retur. Islam skildres ved begyndelsen af det 21. århundrede af mange som en evig og uforanderlig reference, der hævdes at få muslimer til at handle i overensstemmelse med Koranens mange forskellige anvisninger. Når f.eks. Koranen sine steder anfører bestemte straffe for hor, tages det for givet, at alle muslimer på den ene side er enige og på den anden side er villige til at efterleve Koranens anvisninger. Når islams hellige skrift i bestemte sammenhænge opfordrer til jihad, tages det på samme måde for givet, at alle muslimer er potentielle mujahid-kæmpere og villige til at efterkomme opfordringer formuleret af halvstuderede, selvbestaltede muslimske lærde på internettet med egne hjemmesider. [s. 165f]

Klassisk debattrick. Man karikerer sine modstandere og deres synspunkter i en grad så alle er enige – pånær de karikerede.

Et eksempel på, hvorledes islam og muslimer gøres til genstand for en manipuleret og ret beset udokumenteret sammensværgelse, er at finde i bogen I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten. Bogens bærende idé er, at den muslimske indvandring, Europa har været vidne til gennem de seneste årtier, ikke er en tilfældighed, men i virkeligheden udgør det seneste skridt i et planlagt forløb, der tog sin begyndelse med den store ekspansion sat i værk af kalifatet efter Muhammeds død i 632.” [s. 166]

“… Helle Brix og Torben Hansen redigerede i 2002 antologien Islam i Vesten – på Koranens vej? hvor alle bidrag er præget af samme tendens til at essentialisere islam og muslimer. [s. 166; note]

“I mange sammenhænge tages det, muslimer bosat i Danmark siger, ikke til efterretning, men betvivles alene, fordi de er muslimer. Når unge mennesker født af forældre, der af forskellige årsager har valgt at bosætte sig i landet, og som siden efter moden overvejelse har bestemt sig for at blive danske statsborgere, udtaler sig positivt om demokrati og politisk pluralisme, fordi de identificerer og solidariserer sig med centrale værdier i det samfund, de er vokset op i, bliver de ofte gjort til genstand for mistænksomhed, fordi de samtidig kræver retten til at være troende og praktiserende muslimer. Det ses tydeligste i den vedvarende debat affødt af muslimske pigers krav på ret til at bære hovedbeklædning. Det tolkes af det omgivende samfund igen og igen som udtryk for en patriarkalsk undertrykkelse… Patriarkalsk undertrykkelse er udbredt i den islamiske verden, men det er ret beset sagen uvedkommende, når vi skal forsøge at forstå, hvorfor unge muslimske kvinder bosat i Europa vælger at bruge tørklædet. [s. 169f]

Her sætter Bæk Simonsen ikke bare gruppen over individet, men udviser en naivitet i forhold til islamisk religion og kultur, som kun kan være ideologisk motiveret. Kvasi-islamisme så at sige.

“… Bemærk Hedegaards nedladende tone i bemærkningen om at kende de rigtige toner! Der er tydelige tendenser til en kultur-racisme af udsøgt usmagelig karakter! [s. 169; note]

“De mange gidseltagninger af vesterlændinge i Libanon under borgerkrigen fra 1975 til 1990 samt angrebene på amerikanske og franske tropper placeret i landet efter den israelske invasion i 1982 gjorde sit til, at politiske grupperinger i Vesten kunne udlægge islam som den nye fjende.” [s. 173]

Bemærk tonefaldet: ‘Politiske grupperinger’ [højrefløjen…] forsøger at underbygge deres irrationelle had til islam med eksempler fra virkeligheden.

“Det hævdes ofte, at den olie, dele af den arabiske verden er så rig på, under de rette omstændigheder kan bruges som et våben mod Vesten. Dertil er at sige, at kun den vestlige verden har råd til og overhovedet behov for at aftage den mængde olie, de olieproducerende arabiske lande er økonomisk afhængige af at sælge! Den vestlige verden vil købe olie af de olieproducerende lande, uanset hvem der sidder på magten. I den sammenhæng er det interessant at notere, at USA aftog en meget stor del af den olie, Irak solgte på det internationale marked i henhold til det såkaldte oil for food-program før invasionen af Irak i marts 2003. [s. 175]

Hvorfor insinuere en hel masse der ikke kan dokumenteres/sandsynliggøres for andre end hardcore-ideologer på venstrefløjen.

“Betegnelsen mujahid bruges om en, der deltager i jihad. Kampene mod USSR blev betegnet som en jihad i hele den islamiske verden, og mange frivillige drog til Afghanistan for at støtte afghanerne i kampen mod den sovjetiske besættelseshær.” [s. 176; note]

Kampene mod USSR var ikke mere en islamisk jihad end alle andre jihads. Hvad mon Bæk Simonsen ville sige til at Mogens Camre eller lignende fra Folketinget fortalte at ‘den islamiske verden’ har iværksat en jihad mod Vesten…

“Globalisering er derfor ikke noget, der alene udløser forandringer i resten af verden. Den medfører forandringer og ændringer i hele verden. Derfor er bosætningen af mennesker, der tilfældigvis er muslimer i dele af verden, hvor de tidligere ikke var at finde, ikke et fænomen, der kan forklares ved henvisning til, at de er muslimer i færd med at sikre sig fodfæste i den rige verden for med tiden at kolonisere den. Migrationen er et resultat af den økonomiske dynamik, den accelererende globalisering har sat i gang. [s. 180]

At folk bosiddende i fattige islamiske lande vælger at flygte til det rige Vesten, kunne jo tænkes at have noget med kulturen at gøre – og ikke ‘globalisering’ – som vist er blevet et modeord blandt pk-forskere.

“Måske skal vi overveje endeligt at opgive forestillingen om det nationalt særegne, der historisk er et produkt af 1800-tallets og 1900-tallets afgrænsende nationalisme, for at bevæge os frem mod et nyt fællesskab der tager udgangspunkt i det, vi alle sammen er: medmennesker med forskellige værdier… de forskellige værdier, der gennem historien har skabt fundamentet for et samfunds sammenhold, har ændret sig, og derfor er det et for fremtiden håbløst projekt at ville fastholde historisk udspillede, nationale kategorier som udgangspunkt for det samfundsmæssige, forpligtende liv, vi skal leve sammen i det 21. århundrede. [s. 183]

Verdensborgerskabet. Lyder som en god idé et par tusinde år ude i fremtiden. Indtil da må der nødvendigvis være nationalstater til at varetage fællesskabets interesse.

“Vi slipper af samme grund én gang for alle opfattelsen af kultur som en klædedragt, vi ikke kan aflægge os, eller et computerprogram, der dikterer os, hvordan vi skal handle. I stedet vælger vi at indrette et multi-kulturelt og et multi-religiøst samfund i samarbejde med andre mennesker uanset etnisk og religiøst tilhørsforhold for sammen med dem at imødegå det ønske, mange har om at ville holde noget rent. Den slags bestræbelser har i Europa og i den øvrige verden givet for mange negative oplevelser, for mange dårlige erfaringer og for stor smerte for alt for mange mennesker. [s. 184f]

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Noam Chomsky har ikke ret – man kan ikke italesætte en virkelighed fjernt fra det befolkningen flest mener er virkeligheden. Bemærk associationstricket – ‘holde noget rent’.

Flere citater fra Jørgen Bæk Simonsen: Islam med danske øjne. Danskeres syn på islam gennem 100 år (2004).



17. maj 2005

Johannes Østrup: Det nye Ægypten. Nillandets nyere historie… (1929)

Modsat min oprindelige intention, så har jeg besluttet alligevel at kigge lidt nærmere på bøger udgivet af Udvalget for Folkeoplysningens fremme i perioden omkring 1930 Det drejer sig først og fremmest om tre værker omhandlende Ægypten (1929), Persien (1930) og Tyrkiet (1931) af Arthur Christensen og Johannes Østrup.

Denne postering fokuserer på den første af dem, Johannes Østrups Det nye Ægypten med undertitlen Nillandets nyere Histore, dets politiske, økonomiske og aandelige Udvikling i vor Tid (1929).

Østrup betragter Ægypten som værende det land i Mellemøsten som er længst fremme i europæiseringen, og overgås blandt de islamiske lande kun af Tyrkiet. Som i sin kritik af den tyrkiske udvikling, så er Østrup særdeles kritisk overfor en demokratiseringsproces som savner kulturel tyngde – og mener følgelig at Ægypten på grund af sin beliggenhed ved Suez-kanalen nødvendigvis må regeres af vestlige magter.

I forhold til den engelske dominans i Ægypten, så mener Østrup dybest set at kolonimagten gør det rigtige – omend han flere steder kritiserer arrogancen. Der er dog ros til de mere barske administratorer såsom Kitschener og Cromer, sidstnævnte indbegrebet af imperialistisk herrementalitet og centrum for meget af kritikken opsamlet i Edward Saids Orientalism.

Da islam, trods ægypternes moderate fanatisme, befæster kulturen – så kan socialismen ikke få fodfæste, og uafhængighedsforsøgene må nødvendigvis blive islamistiske. Østrup mener ikke at Koranen i sig selv umuliggør demokratisering, men konstaterer at denne besværliggøres af en islamisk kultur som vægter tradition højere end fremskridt. Fri forskning hæmmes overordnet set af en dogmatisk tolkning af Koranen, som store dele af Arabien gennem historien har praktiseret – hvad i Ægypten i 1929 var manifesteret i Al-Azhar-universitetets klæben til Koran-tro videnskabelighed.

Østrup kritiserer tillige islam for at legitimere kvinderundertrykkelse, men pointerer at haremsvæsenet har islam overtaget fra den byzantinske kultur – og understreger at kvinderne ofte har mere magt i ægteskabet end det umiddelbart fremgår.

Herunder en række citater:

“Fra Naturens Haand bliver den ægyptiske Floddal saaledes de bratte Modsætningers Land; Grænsen mellem det grønne og det gule er som slaaet med en Streg. Dette har ogsaa sat sit Præg paa Folket; det er paa en Gang haardført og blødagtigt, dybsindigt og barnligt; som Naturen rummer ogsaa Folkesjælen skarpe Konstraster, der findes tæt op ad hinanden uden Overgang.” [s. 15]

“Naturligvis vinder disse motordrevne Pumper stærkt frem; Romantiken vil beklage, at dermed forsvinder et af de mest karakteristiske Træk, som iagttages, naar man færdes i det ægyptiske Landskab, den melankolske Knagen af Træværket i den sindigt arbejdende sâqije, som kan høres milevidt bort i det flade, aabne Land.” [s. 25]

“Og det er værd at lægge mærke til, at vi i disse gamle Billeders Fremstilling af den ægyptiske Bonde genfinder fuldstændigt den samme Mennesketype, som møder os lyslevende i vore Dages ægyptiske Landsbyer; det er den ret høje, oftest magre Skikkelse, hvis Lød i Almindelighed falder i det mørkebrunge; Holdningen er, ikke mindst hos Kvinderne, rank, en Følge af, at de fra Smaa vænnes til at bære alle Byrder paa Hovedet; Øjnene er mandelformede, og Næsens Krumning begynder først ude ved Spidsen. Skuldrene er ganske lige, vinkelrette, saa at kun Halsens Længde for den europæiske Betragter afværger Indtrykket af noget forvokset, og Læggene er ganske tynde; denne Mangel paa Muskulatur udelukker ikke Senernes Styrke. Saaledes saa Fellahen ud den Dag i Dag, fordi det i Virkeligheden er den samme uforandrede Menneskerace. [s. 28]

“… thi som Østerland i det Hele taget, er i særlig Grad en ægyptisk Landsby det Sted, hvor tusind Aar er som een Dag, og een Dag som tusind Aar. Ægypten er det Land, hvor den fjærneste Fortid og den mest moderne Nutid mødes uden mindste Overgang, og netop herpaa beror ikke mindst Landets Trylleri.”

“Ved den arabiske Erobring antog Ægyptens Beboere Islam; den aandelige Ubevægelighed, som navnlig under tidligere Aarhundreders Undertrykkelse var bleven fremherskende hos Fellaherne, faldt godt sammen baade med de muhammedanske Dogmers klare Simpelhed og den nye Religions Skæbnetro…” [s. 29f]

“Hans blodige Grusomhed har efter almindelig orientalsk Opfattelse ikke været nogen Hindring for, at den folkelige Overlevering gjorde ham til sin Helt: Blod skal der til, og det er ikke for ingen Ting, at Bødlen i Tusind og een Nats Eventyr er Kalifens uadskillige Følgesvend…” [s. 45; om Bejbars, 1260-79]

“Muhammed Ali havde i sit lange og arbejdsomme Liv forstaaet at tage den europæiske Teknik i sin Tjeneste, men selv vedblev han, i Adfærd og Tankegang, at være en fuldblods Orientaler. Dette kom ogsaa til at gælde hans anden Efterfølger Abbas I… Abbas var em stupid og blodtørstig østerlandsk Despot, der hørte mere hjemme i det niende end i det nittende Aarhundrede.” [s. 55]

Ægypterne har, som Orientere i Reglen, kun Respekt for den direkte Magtudfoldelse, og da de europæiske Magter stadigt tøvede, blev nationalisterne modigere.” [s. 66; om Ægypten cirka 1882]

“Den 2. September 1898, altsaa endnu et Aar efter Sikringen af Berber, stod det afgørende Slag udenfor Omdurmans Mure. Dervisherne stormede frem i tætsluttede Rækker; de følte sig paa Forhaand sikre paa et af to Vilkaar, Sejr over Fjenden eller direkte Adgang til Profetens Paradis, og løb lige lukt mod Kitcheners Maskinkanoner. Da Slaget var forbi, var det ogsaa for bestandigt forbi med Mahdibevægelsen; thi alle dens Tilhængere laa døde.” [s. 86f; Sudan]

“Under Sir Eldon Gorst forsøgte man fra engelsk Side med de milde Midlers metode. Det er et Spørgsmaal, om Tiden dertil var inde allerede nu; Ægypterne var, som alle Orientalere, tilbøjelige til at betragte enhver Imødekommenhed blot som Udtryk for Svaghed, der opfordrede til at skrue Fordringerne op; her som saa ofte bestod Hovedvanskeligheden mellem Øst og Vest deri, at de to Parter ud fra Karakteranlægenes Forskellighed opfattede den samme Ting paa helt forskellig Maade.” [s. 97; Gorst var Lord Cromers afløse i Ægypten]

“Denne Politik var klog og vidtskuende, selv om der maaske nok regnedes noget mere med Taknemmelighed hos en Orientaler, end man efter Erfaringerne er berettiget til.” [s. 110; om englændernes indførelse af Fem-Feddân-loven til fordel for bønderne]

“Og naar Hasan og Ahmed saa først var kommen ud med Feltkaravanen, fjærnt fra Hjemmet, gik det heller ikke altfor blødsødent til. For de britiske Officerer og Underofficerer var disse Fellaher jo heller ikke andet end en Slags ‘Niggers’, i Grunden kun ved Talens Brug forskellige fra deres Kameler, og da ikke forstod, hvad de sagde, vejede heller ikke denne Forskel synderlig til. [s. 112f; om engelsk arrogance]

“Og naar den mærkelige Kalif Hakim-biamrillah (996-1021), i hvis Galskab der saa ofte spores Glimt af dyb Fornuft, blandt sine mange Forbud ogsaa udstedte et mod Færdsel af Kvinder paa offentlige Steder, og naar han oven i Købet forstærkede dette ved en Befaling til Kairos Skomagere om overhovedet ikke at sælge Damefodtøj, saa synes vi altsaa her at have et noget kluntet Forsøg paa at dæmme op for Usædeligheden.” [s. 115]

“Men som sædvanligt, naar en Folkemasse skal optraade paa egen Haand – og navnlig da en ægyptisk -, var det Hele ganske planløst…” [s. 123]

“… thi vel er Islam baade rummelig og elastisk, men som en ortodoks, til Koranens Aabenbaring bunden Religion gaar den alligevel ikke saa godt i Spænd med selve den moderne eksakte Forskning; noget ganske andet er, at dennes R e s u l t a t e r kan optages, uden at den religiøse Følelse krænkes.” [s. 132f]

“Den Tankegang, der gennemtrænger Islam, udelukker i Virkeligheden disse [sociale kampe], og Islam er, i adskilligt højere Grad end andre Religioner, bestemmende for sine Bekenderes Optræden i det praktiske Liv.” [s. 138]

“Islam og islamisk Livsopfattelse er uforenelig med Socialisme.” [s. 138f]

“… hvis Bolshevismen kunde tænkes at vinde Overhaand, takket være en nationalistisk Agitation, vilde den umiddelbart derefter ogsaa gøre sig gældende i social Henseende efter det i Rusland angivne, smukke Mønster.”

“Disse Simili-Europæere, elegant fransk talende, men lurvet ægyptisk-arabisk tænkende, har i mange Tilfælde været alt andet end til Pryd for den europæiske Stat…” [s. 141; om levantinerne]

“Noget af det mest ejendommelige, mest tiltrækkende ved den muhammedanske Orient er dens Forening af forskellige kulturhistoriske Tidsaldre paa samme Plet…” [s. 143]

“… den lykkelige Araber …” [s. 145; bruges nedsættende som i lykkelig uvidenhed]

“Det fortælles, at ved et eller andet Udgravningsarbejde ønskede den europæiske Leder at lette og fremskynde Arbejdet og lod derfor anskaffe nogle Trillebøre; de orientalske Arbejdere læssede Jorden paa Børen, hvorefter de anstrængte sig for at faa denne anbragt paa deres Hoved, inderligt forbandende de frankiske Nyheder, som kun gjorde Arbejdet endnu besværligere.” [s. 151]

“I Tilfælde af Skilsmisse, som den muhammedanske Religion giver Manden meget let Adgang til, gives den Brudeskat, som Brudgommen har givet sine Svigerfader, som oftest delvis tilbage; det er som ved ethvert andet Køb, hvor man kan forlange Pengene igen, naar Varen ikke findes tilfredsstillende.” [s. 152f]

“Af alle de Velsignelser, hvormed en stadigt uroligere Menneskeaand har lyksageliggjort det moderne Vesterland, ligefra Parlamentarisme til Biograf og Radio, er Socialismen i Grunden det eneste, som den islamiske Verden i Følge sin religiøse Grundanskuelse ikke har kunnet få Smag for.” [s. 160f]

“Netop hvad angaar Sansen for det komiske, staar Ægypterne paa et mere primitivt, ja, man tør sige, barnligt Standpunkt end de andre muhammedanske Folk… de har hverken Tyrkernes Humor eller Persernes overlegne ironiske Sans.” [s. 167]

“Digtningens lyriske Karakter hænger sammen med Araberens stærke Selvoptagethed…” [s. 168; digterens tanker og følelser blev aldrig udtrykt i tredje-person]

Koranen er eller var almindelig Læsebog, men da Koranens Sprogform jo ligger ret fjærnt fra vor Tids arabiske Talesprog, skabes herved for Drengene – thi kun for dem, ikke ogsaa for Pigerne, er der Tale om offenlig Undervisning – lignende Vanskeligheder, som hvis i en dansk Landsbyskole Børnene skulde begynde Undervisningen i Modersmaalet med Kong Valdemars jydske Lov som Grundlag.” [s. 178f]

“… ikke mindst under Paavirkning fra det moderne Tyrki, der her som paa mange andre Punkter er Foregangslandet i vor Tids Orient – er man ved at komme bort fra den, men ogsaa i Ægypten har alt, hvad der staar i Forbindelse med de religiøse Vaner, en særlig sejglivet Karakter.” [s. 179]

“Om Tyrken hedder det, at han gærne vil smøre sit Gevær, men ikke sit Lokomotiv; om Ægypteren kunde man maaske sige, at han i Grunden helst vil være fri for at smøre begge Dele.” [s. 190]

“… ligesom en Levantiner ikke bliver til en Pariser, fordi han ifører sig en høj Hat eller en sort Jaquet, bliver Ægypten ikke et europæisk Land, fordi man indfører Parlamentarisme og almindelig Valgret.” [s. 193]

“Den stærke Folkeblanding i det rige Land vil utvivlsomt virke hindrende for Udfoldelsen af en ny, virkelig national Kraft; de mange Racekrydsninger giver ofte gode Resultater i intellektuel Henseende, men sjældent moralsk; og det er nu en Gang i et Folks Liv de moralske Kræfter, det fortrinsvis kommer an paa – en Sandhed, er lige saa ubestridelig, som den ofte er overset, og oftere lagt for Haan. Det nye Tyrki har haft den Fordel, at de mange Beskæringer af Landomraadet, som de stadigt uheldige Krige og sidst Verdenskrigen har medført, nu har gjort Befolkningen til et nationalt ensartet Hele; det nye Tyrki er nu ikke blot en Stat, men et Folk og kun eet.” [s. 194]

Flere citater fra Johannes Østrup: Det nye Ægypten med undertitlen Nillandets nyere Histore, dets politiske, økonomiske og aandelige Udvikling i vor Tid (1929).

Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


11. maj 2005

Johannes Østrup: Islam. Den Muhammedanske Religion… (1914) – nogle notater

Jeg er ved at være til vejs ende i min gennemgang af Johannes Østrups forfatterskab, og afslutter foreløbigt med en gennemgang af hans oversigtsværk om islam fra 1914 med titlen Islam. Den Muhammedanske Religion og dens historiske Udvikling.

Østrup giver i denne bog et billede af islam som ikke på væsentlige punkter adskiller sig fra hans øvrige værker. Islam står historisk i et modsætningsforhold til kristendommen, hvad er en naturlig konsekvens af Koranens ord. Han betoner at islam som alle andre fænomener har ændret sig over tid, men pointerer at det i Arabien går trægt med fremskridtet grundet i arabernes race/natur-mæssige egenskaber. Stereotyperne er klare, og han opremser uden blusel karakteregenskaber for henholdvis araberne, perserne og tyrkerne.

Jeg har tidligere påtalt at Østrups lidt overdrevne sprogbrug, lejlighedsvis tvinger ham ud i grelle selvmodsigelser. I dette værk betoner han eksempelvis islams ‘tvangsløshed’, samtidig med at han konkluderer at Koranen er et barsk skrift med vidtgående følger for samfundslivet. Ligeledes hævder han også at Koranen er intolerant, samtidig med at han flere steder hævder det modsatte.

Til slut bliver han en anelse filosofisk, og pointerer eksempelvis at muslimerne generelt opfører sig bedre end man kunne forvente af Koranen. Denne essentialisme afviser han dog et andet sted klart, i et for orientalisterne sjælden afsnit, hvor han konkluderer at det i sidste ende afhænger af fortolkningen, og at islam har vide muligheder i den henseende.

Herunder en række citater fra bogen:

“De islamitiske Folkeslags Forhold til de kristne har i ældre Tid bestandig været fjendtligt…” [s. 1]

“Det er en hyppig gentaget Misforstaaelse, at Islam i de tolv Aarhundreder, den er blevet forkyndt, bestandig er forblevet den samme. Som alt andet Menneskeværk har ogsaa Islam været underkastet Udviklingens Lov; meget er i Tidernes Løb føjet til, mere er blevet forandret.” [s. 2]

“Den Mand, der skabte Islam, var en Araber. Araberne tilhører den semitiske Folkeæt… De semitiske Folk har ikke Sans for virkelighedsfjærn Grublen over Tilværelsens dybeste Spørgsmaal, men de har altid været i Besiddelse af stor sjælelig Inderlighed.” [s. 2f]

“Slaverne var saa godt som fuldstændig retsløse; naar de i Reglen fik en ret taalelig Behandling, var det mere, fordi deres Ejermand fandt sin Fordel derved, end fordi han følte nogen moralsk Forpligtelse til at handle saaledes.” [s. 4f]

“… naar Islams Mission i vor Dage gør saa stærke Fremskridt blandt Negerfolkene i Centralafrika, skyldes det ikke mindst den Tiltrækning, som Løfterne om Paradisets sanselige Glæder udøver paa disse Naturbørns umiddelbare Sind. [s. 12]

“… i Medina møder vi Lovgiveren og den beregnende Politiker, hvis Ord ofte maa vække vore moralske Betænkeligheder, navnlig i de Par Tilfælde, hvor der uomtvistelig foreligger en bevidst, hykkelsk Misbrug af Aabenbaringens Form. [s. 15]

“… Jøderne forblev lige haardnakket og haanfuldt afvisende mod den forløbne Gadeprædikant, og saa meget stærkere vendte da Muhammeds Harme sig imod dem, da han først fik Magten og Sejren. Bederetningen (Kibla) blev nu fastsat til at skulle være mod Mekka, og mod adskillige af de mægtigste jødiske Stammer i Arabien blev der ført en formelig Udryddelseskrig. [s. 17]

“… men iøvrigt henvendte den nye Læres Bud og Forjættelser sig til alle Racer og alle Folkeslag. Og det Middel, der skulde føre den nye Lære frem til almindelig Anerkendelse, var Sværdet. [s. 19]

“Selv om ogsaa muhammedanske Fyrster og Folk i følgende Tider dels af naturlige Anlæg, dels af Beregning eller Nødvendighed har vist mere Overbærenhed mod anderledes Troende, end ofte Bekendere af Næstekærlighedens Religion har kunnet rose sig af, anligger det dog dybest i Islams Væsen at være angribende, det vil religiøst sige utaalsom overfor anderledes Tænkende, og derfor har denne Religion, hvor den havde Magt, ofte maattet optræde kulturfjendsk; thi Kulturens Væsen er netop Fordragelighed og Beredvillighed til at forstaa og anerkende fremmed Tankegang.” [s. 19f]

“Det uklare og springende i Koranens egne Sætninger kom herved fortræffeligt til Hjælp; de forskelligste Livsanskuelser har kunnet finde sig til rette indenfor den af de vage Koransprog skabte Ramme; ogsaa i den nyeste Tids politiske Skænderier i Orienten har det vist sig, at man med lidt god Vilje kan finde Hjemmel i Koranen, for hvad det skal være. [s. 29]

“… naturligvis har dette ogsaa haft sin store og skæbnesvangre Indflydelse for hele Andslivet i Almindelighed. Naar man i Koranen havde Guds eget Ord med Svar paa alle Livets de største Spørgsmaal, var den frie, menneskelige Forskning overflødig eller ligefrem skadelig. [s. 29f]

“… den Skæbnetro, som paa saa mange Maader passede fortræffelig til forskellige østerlandske Folks Naturanlæg, blev der gennem Islams Forkyndelse skabte mere Plads for, og i senere Tider og hos andre Folk, navnlig Tyrkerne, blev den særlig udviklet. I Praksis giver denne Tro sig i Reglen Udslag i en vis magelig Ligegyldighed: naar alt dog paa Forhaand er afgjort, behøver man jo ikke at gøre sig særlige Anstrængelser.” [s. 33]

Først da Herredømmet over Arabien blev vundet, fremkaldtes efterhaanden hos Profeten selv Tanken om, at hans Forkyndelse havde Bud til alle Jordens Folkeslag. Og Midlet til at udbrede den i Koranen aabenbarede Sandhed var Sværdet; Islam blev en krigerisk Religion. Med stor Styrke fremhæver Profeten selv dette atter og atter; for Hensynet til Krigen for Guds Sag maatte alt andet vige, selv hvad der tidligere havde været anset for hellige Pligter. Overfor de Vantro gjaldt intet Forbehold og ingen Skaansel.” [s. 36f]

“… for alle andre [dem som ikke tilhørte bogens folk] var der oprindelig kun to Vilkaar: Omvendelse eller Død. Og for den, der een Gang var traadt indenfor Islams Kreds, var der ingen Vej tilbage; Frafald medførte uafvendeligt Døden. Som en Følge af denne Grundtanke er Islam i sit Væsen som alt antyder utaalsom. Kun dens Bekendere har Krav paa Herredømmet her paa Jorden saa vel som paa Saligheden i det hinsides.” [s. 37]

“En særlig Helligdagslovgivning med Opfattelse af en bestemt Ugedag som Hviledag, saaledes som Jødedommen udformede det efter gamle babyloniske Forbilleder, kender Islam ikke det mindste til, og det vilde ogsaa stride bestemt mod den Tvangsløshed, der er saa karakteristisk for denne Religion.” [s. 44]

“Det er klart, at en Religions sædelige Indhold i sig selv ingenlunde bliver ene bestemmende for dens praktiske Værd for Menneskene: dens Forkyndelses Betydning afhænger mindre af, hvad denne Forkyndelse i sig selv gaar ud paa, end af, hvorledes den virker blandt dem, der har modtaget denne. Dette maa man fastholde navnlig overfor Islam for at fælde en retfærdig Dom over, hvad den har udrettet og udretter for en betydelig Del af Menneskeheden.” [s. 59]

“Afsondringen mellem de to Køn har i mange Tilfælde gjort Indgaaelse af Ægteskab til en Sag, der bestemmes af Forælder eller Familje. Før Islam havde den unge Pige, som anført, mere Selvbestemmelsesret med Hensyn til, hvem hun vilde gifte sig med, og ganske naturligt er der blevet mest tilbage af dette gamle Forhold der, hvor Livsformerne er friest, ude i Ørkenen, medens i Byerne det rene Fornuftgiftermaal er det hyppigste. Ægtemanden betaler en Brudeskat, hvis Sum helst skal anføres udtrykkelig ved Ægteskabets Indstiftelse; i Reglen udbetales kun en Del af Summen med det samme; Resten forfalder først, saafremt han lader sig skille fra hende uden gyldig Aarsag fra hendes Side. Forefindes derimod en saadan, faar Ægtemanden den erlagte Del af Pengene tilbage, og dette viser bedst, at der her ligefrem er Tale om et Brudekøb; hvis Varen ikke duer, skal Køberen have Pengene tilbage. [s. 64f]

“Det ses af de anførte Bestemmelser om Skilsmisse, at Koranen giver Ægtemanden en særlig Forret; han kan alene erklære Skilsmise som enkelt Part. Dette hænger sammen med den lave Vurdering af Kvinden i Almindelighed, som Profeten bekendte sig til, og som blev et af de mørkeste Punkter i hele Islams Udvikling. [s. 66f]

Men overfor Kvinderne har Islam et frygteligt Medansvar ved den Forbandelse, som denne Samfundsordning har lagt paa dem. Først i vore Dage begynder er Tilløb til en Frigørelse; i alle de tidligere Aarhundreder har Kvinden som ugift levet som en Slags Fange i sine Forældres Hjem og som gift i samme Stilling i sin Mands. Afspærret fra Omverdenen og udelukket fra al aandelig Paavirkning er hun ofte sunket ned til et Væsen, der berettigede Koranens haarde dom.” [s. 69]

“Det laa i Koranens Natur, at ogsaa Lovgivningsarbejdet fik et særligt religiøst Præg… Paa ethvert Punkt af den historiske Udvikling vedblev den muhammedanske Stat at være et religiøst Samfund. Dermed var ogsaa Forholdet til hele Yderverdenen givet. Det var i Koranen foreskrevet som en Pligt at bekæmpe de Vantro med Sværdet, at kæmpe, som det hedder, ‘paa Guds Vej’ (Kor. II, 186; IX, 41). Og dermed kom hele den beboede Verden til at falde i to bestemte Dele: ‘Islams Omraade’ og ‘Krigens Omraade’. Overalt, hvor Islam endnu ikke var den herskende Magt, var der Krigstilstand, og det var Pligt for den islamiske Menigheds Overhoved at føre denne Krig. For den enkelte Kriger var Døden i denne Krig den sikreste Vej til Paradiset; der er for de Troende visse Prøver at bestaa i det hinsides, inden de kan betræde Salighedens Land; men den, der møder blodig fra Kampen mod de Vantro, er fritaget for alle Prøver; han er Islams Blodvidne og som saadan selvskreven til Paradiset. I hele Islams politiske Historie har denne Forestilling bevaret sin Livskraft og derved haft vidtrækkende Betydning. Ogsaa i vore Dage, hvor de større muhammedanske Stater (Tyrkiet, Marokko, Afghanistan) har ført saa godt som alle Krige mod Ikke-muhammedanere, har Tanken om den Løn, der venter Islams Blodvidner, bevaret sin begejstrende Kraft.” [s. 71f]

“… den betingelsesløse frie Forskning var uforenelig med Islams Grundsætninger.” [s. 75]

“… indenfor Islams Omraade forblev Religionens aandelige Eneherredømme i det store og hele at være ubestridt fra første Færd og til alle Tider. Kun hvad der indgik en vis Forbindelse med Religionen, kunde her bestaa og trives, og Religionens egen gradvise Udvikling blev væsenlig bestemmende for hele Kulturudviklingen. [s. 80]

“… i Spanien skabtes den skarpeste og uhyggeligste Form for Rettroenhedens Kamp mod anderledes tænkende, den spanske Inkvisition. Der er heller intet Omraade indenfor Islam, hvor Rettroenheden har spillet den Rolle i Politik og i det almindelige Samfundsliv som netop i det arabiske Spanien. Thi Racernes Naturanlæg forbliver de samme, hvilken Religion de end bekender sig til. [s. 94]

“Som Slaver anvendtes særlig Vantro, der var taget som Krigsfanger; dog var det ikke tilladt at holde Jøder og Kristne som Slaver, naar de betalte deres personlige Afgift. De fleste Slaver forskaffedes ved Røvertogter i det indre Afrika, og det var først i det nittende Aarhundrede, at de muhammedanske Stater under Trykket fra Europa gik ind paa officielt at afskaffe Slaveriet… Men selv endnu opretholdes Slaveriet hist og her i det skjulte.” [s. 104]

“Det kan i hele denne Forbindelse fremhæves, at Islam i det hele ikke har været gunstig for en Udvikling af Opfattelsen om, at den enkelte har Krav til det Samfund, han lever i… Med denne Samfundsbetragtning, der blev en Lykkekilde for mange og som maaske er Islams bedste Gave til den enkelte, blev paa adskillige Punkter tillige en Hindring for Samfundsudvikling; naar Menneskene selv ikke vil have det anderledes end de har det, foregaar der ingen Forandring og dermed heller intet Fremskridt. Islam forskaanedes for de mange Forandringer, der ingenlunde er Fremskridt, men den blev ogsaa afskaaret fra Fremskridtet selv.” [s. 105f]

“Men oftest blev rigtignok Enden paa denne farlige Leg, at Islams oprindelige Indhold blev fuldstændig bort enten i hemmelighedsfuldt Tankespind eller i bevidst Hykleri, der kaldte det at drikke den virkelige Vin og at kysse Pigerne af Kød og Blod for Tilnærmelse til Gud.” [s. 119f; om sufismen]

“Mekkabanen er et interessant Bevis paa, med hvilken Lethed og Beredvillighed den muhammedanske Religion tager de europæiske Opfindelser i sin Tjeneste; denne Religion maa i sit Væsen være fjendsk mod adskillige Bestanddele i den europæiske Kultur, men den er ikke uvillig overfor Civilisationens praktiske Resultater. [s. 136]

Den arabiske Kulturs Berøring med Negrene fandt først og fremmest Sted gennem Slavehandlere. Hvert Aar hentede velbevæbnede Skarer af arabiske Slavejægere den sorte Vare, som der var saa stærk Efterspørgsel efter i den muhammedanske Overklasses Haremer.” [s. 156]

“… Islam er i Følge sin Forkyndelses Indhold langt lettere tilgængelig for Negrene end Kristendommen; Koranens kraftige Udmaling baade af Paradisets Glæder og af Helvedes Pinsler paavirker Negerens Indbildningskraft meget stærkere end Kristendommens ophøjede Moralbud; hertil kommer den letfattelige Simpelhed i Islams Troslære.” [s. 157]

“Islam selv er i Virkeligheden i Besiddelse af ikke ringe Bøjelighed…” [s. 161]

Flere citater fra Johannes Østrup: Islam. Den Muhammedanske Religion og dens historiske Udvikling (1914).

Oploadet Kl. 19:13 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


4. maj 2005

Johannes Østrup: Hvad Europas Kultur skylder Orienten (1932) – nogle notater

Blandt Johannes Østrups mange småskrifter er der udgivet et enkelt med en hans tid ret usædvanlig titel. Året er 1932, islam er som kultur hårdt presset – og som en del af serien Ledetraad ved Folkelig Universitetsundervisning [Nr. 8, Folkeuniversitesudvalget] udgivedes en fire siders pamflet med titlen Hvad Europas Kultur skylder Orienten.

Det er ikke meget man kan gå i dybden på fire sider, og det bliver således blot til en kort introduktion, og tre små afsnit om den islamiske verdens påvirkning af Europa i oldtiden, middelalderen og nutiden. Oldtiden er for så vidt irrelevant, idet den omhandler før-islamisk kultur med udgangspunkt i Babylon. En artikel så koncentreret må nødvendigvis blive en opremsning af historisk viden der på det tidspunkt var nogenlunde konsensus om, men for fuldstændighedens skyld medtager jeg alligevel skriftet i min gennemgang.

Her en række citater:

“II. Den Paavirkning, som Orienten i Middelalderen udøver paa Europa, foregaar hovedsagelig ad to Veje, over Spanien og Sicilien-Syditalien, eller ved Korstogenes direkte Berøring med Vestasien. Arabernes Erobring af Spanien begyndte 711, og den sidste arabiske Besiddelse af dette Land, Granada, faldt 1492; her er altsaa en Periode af henved otte hundrede Aar, i hvilken stadige Berøringer fandt Sted, medens Korstogskampenes usammenhængende Række kun spænder over en Fjerdedel af dette Tidsrum (1099-1294); altsaa maatte Kulturlaanenes Vej over Spanien blive langt den vigtigste. Det blev Araberne, der i en Række af Videnskaber bevarede og videreførte de i Oldtiden vundne Resultater; navnlig gælder det for Lægevidenskab, Astronomi, Filosofi… og Mathematik; i dette sidste Fag støttede Araberne sig til Indierne, og af størst Betydning blev det, at de førte den i Indien opfundne, paa Titalssystemet baserede Talbetegning med Nullet til Europa; vi kalder jo endnu de nu anvendte Tal for arabiske… [s. 2f]

“Gennem Spanien kom ogsaa orientalske Paavirkninger i Poesi (Rim, Versformer), Bygningskunst og i religiøs Mystik; det er med overbevisende Sikkerhed paavist, at den Forestillingskreds, der ligger til Grund for Skildringen af Helvede i Dantes ‘Divina Commedia’ er af arabiske Oprindelse. [s. 3]

“Ikke blot i Videnskab og Kunst, men ogsaa i Livets praktiske Gerning, i Industri og Handel blev i Middelalderen Orientens Læremester.” [s. 3]

Ogsaa Skakspillet bringes til Europa af Korsfarerne; det er af indisk Oprindelse og gengiver i sin Opstilling nøjagtig den indiske Hærordning; hvad vi kalder Løber, var oprindeligt en Elefant; hvad denne Briks Navn ogsaa endnu er paa Arabisk; hvad vi kalder Taarn, var paa Indisk en Stridsvogn; det er jo ogsaa ret fornuftsstridigt at have et Taarn som en bevægelig Figur.” [s. 4]

“III. Kulturpaavirkningen fra Orienten i Nutiden skriver sig først og fremmest fra de store sproglige Opdagelser i Slutningen af det attende Aarhundrede; Kendskabet til Sanskrit vakte Interessen for indisk Litteratur (Sakuntala), og dette kom ogsaa den persiske og arabiske til Gode; Goethe, Rückert og Platen blev her Foregangsmænd. Begejstringen for det fremmedartede, det eksotiske, affødte her en Kritikløshed, som senere gav Anledning til en stærk Reaktion.” [s. 4]

“Ogsaa den moderne Theosofi er et Resultat af orientalsk Indflydelse; kritikløs Begejstring har her skabt adskillig Overfladiskhed. Den ejendommelige, religiøse Bevægelse fra Persien Bahaismen, har opnaaet nogen Tilslutning i Europa. Det er i disse ofte noget famlende Tilnærmelser Erkendelsen af den materialistiske Livsanskuelses Utilstrækkelighed, som fra europæisk Side er den bevægende Kraft.” [s. 4]

NB: Forfatterens kursiveringer er fremhævet med lyseblå skrift.

Oploadet Kl. 12:06 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper