14. august 2012

Sundhedspædagogik med kulturel slagside: Minoritetsbørn føler de ikke lever op til normer om danskhed

Løsningen må være skattefinansierede skolekantiner der dagligt serverer hvidt brød med halal-pålæg, bulgursalat og humus ad libitum. Fra Jyllands-Posten – Madpakken kan besvære integrationen.

“Rugbrød er sundt. Hvidt brød er usundt. Sådan har mantraet gennem lang tid lydt fra både folkeskolelærere og ernæringseksperter. Og det er et problem for minoritetsbørnene i den danske folkeskole…

“… Det betyder blandt andet, at minoritetsbørn oplever, de ikke kan leve op til normer om sundhed og danskhed, fordi de ikke har tradition for at spise rugbrød og derfor ikke har det med i madkassen,” siger Martha Sif Karrebæk fra Københavns Universitet i artiklen. …

“Minoritetsbørnene i den klasse, jeg fulgte, følte sig nogle gange tvunget til at lyve om deres madpakkers indhold. … Deres egne madvaner og præferencer var simpelt hen ikke relevante,” …

Denne form for sundhedspædagogik, hvor særligt danske fødevarer fremhæves, giver en kulturel slagside. Lærerne og skolen vil gerne hjælpe disse børn, men risikerer i stedet at udstille deres madvaner som usunde og anderledes…” siger Martha Sif Karrebæk.”

Oploadet Kl. 13:09 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


24. august 2011

Endnu et udlændingepolitisk stunt fra Politiken: Støtter sundhedsklinik til illegale indvandrere

Cavlingprisvindende Jeppe Juhl fortæller i en afvist kronik om Politikens journalistiske deroute, der gør ud på først at skabe en nyhed (‘news’), så avisen herefter kan promovere deres holdninger (‘views’). Vi så det tilbage i sommeren 2009, hvor en ledende medarbejder fra avisen forhandlede med den yderste venstrefløj i Kirkeasyl, og endte med at oprette ‘Politikens Irak Center’. En stunt der skulle rokke ved den udlændingepolitik, avisen i forvejen problematiserede.

Her lidt fra en leder trykt i Politiken forrige søndag – Politiken samler ind til sundhedsklinikken.

I dag indleder Politiken en indsamling til fordel for den sundhedsklinik, som åbner på Vesterbro om kort tid.

Bag klinikken, der er åben for udlændinge, som opholder sig illegalt i Danmark, står Lægeforeningen, Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. … De tre organisationer bag initiativet er ikke drevet af politiske motiver, men af den enkle, men også helt fundamentale medmenneskelige holdning, at syge mennesker skal behandles, uanset hvem de er, og hvilke papirer de har. …

Politiken har en aftale med organisationerne bag klinikken om, at vi vil bidrage ved at stå for en indsamling, hvor private kan donere midler til konsultationer og udstyr.

Heller ikke denne støtte skal opfattes som et indlæg i debatten. Den deltager vi som bekendt gerne i – men her drejer det sig alene om at hjælpe med at finansiere klinikken på Vesterbro. Vi kan og vil ganske enkelt ikke være andet bekendt.”



6. juli 2010

Det kinesiske mirakel – og dets omkostninger

Fra en anmeldelse i Literary Review af Jonathan Watts´ bog “When a Billion Chinese Jump: How China Will Save Mankind – Or Destroy It”.

..During years travelling around China, I saw the beginnings of what Watts describes. What staggered me in his book was this: in the West we are suffering fear and loathing of the Chinese Century and China’s impressive 10 per cent national growth, compared with our paltry advances. But I didn’t know that the World Bank, as Watts shows, has calculated the annual bill for Chinese pollution – health costs, premature deaths, damaged infrastructure and crops – at 5.8 per cent of GDP. That lowers the Chinese miracle to our level. And if you add in erosion, desertification and environmental degradation, the World Bank calculates there is an 8 to 12 per cent bite into China’s GDP, stopping the miracle in its eroded tracks. …

Ud af verdens 20 mest forurenede byer ligger de 16 i Kina. Læs evt. mere hos Impactlab.

Oploadet Kl. 12:52 af Henrik — Direkte link6 kommentarer


20. september 2007

Prof. Kjeld Møller Pedersen om Moores Sicko: Svagt dokumenteret propaganda

Via Hodjas blog. En anmeldelse af Michael Moores seneste stunt i Ugeskrift for læger. Her lidt af kritikken fra professor Kjeld Møller Pedersen – Sicko – en dokumentarfilm?

Den er kompromisløst enøjet, noget, der i sekvenser får mindelser om propaganda – endog med ironiserende klip fra Stalin-tidens rigtige propagandafilm for at gøre (velbegrundet) nar af amerikanernes frygt for socialized medicine. Moore forsvarede ved pressekonferencen i Sønderborg ensidigheden med, at den »anden side« dominerer mediebilledet, og at humor er et stærkt våben. Det sidste er ubestrideligt rigtigt, og Moore mestrer det. Det første kan diskuteres men ikke i Moores sort-hvide verden. Filmen er en politisk kampfilm – ikke så meget »venstre – højre« – men et politisk argument for et andet og bedre amerikansk sundhedsvæsen.

Ved forevisningen i Sønderborg var der applaus efter fremvisningen. Jeg klappede ikke…

[…]

Anskuet analytisk og med godt kendskab til sundhedsvæsener er det en dårlig film: dokumentationen er meget selektiv, forsøgene på at forklare de amerikanske problemer er rudimentære, amatøragtige og ikke overbevisende men båret af Moores kæpheste og et relativt beskedent kendskab til både det amerikanske sundhedsvæsen og de lande, han lovpriser som alternativer: England, Frankrig og Cuba – sidstnævnte nok med et glimt i øjet – noget, højrefløjen i USA har overset i den efterfølgende skingre kritik. Moore rider tre kæpheste uden refleksion: profit er roden til alle dårligdomme, forsikringsselskaberne er ondskaben, og et offentligt drevet og finansieret sundhedsvæsen med adgang for alle er den eneste løsning – adgangen til sundhedsydelser er en menneskerettighed. Der er ingen distraherende og nuancerende ekspertudsagn.

[…]

Moores dokumentation er mere end svag: Han bruger bl.a. WHO’s miskrediterede hitliste over sundhedsvæsener fra 2000. Hans redegørelse om fremvæksten af HMO er groft misvisende. Det er rigtig, at loven kom under Nixon men at bruge uddrag af båndoptagelserne fra Nixons tid i det Hvide Hus som udtryk for, at Nixon og Edgar Kaiser udtænkte ideen, nærmer sig historieforfalskning. Kaiser Permanente, som mange danske politikere og sundhedsprofessionelle har besøgt i de sidste par år, hænges ud som patient dumper. Da jeg spurgte Moore, om ikke Kaiser Permanente var non-profit og næsten som socialized medicine svarede Moore undvigende: De var som alle de andre profithungrende.

Se filmen og nyd den for det, den er: en totalt enøjet beskrivelse af de negative sider ved det amerikanske sundhedsvæsen men forvent ikke analyse, refleksion og »på den ene eller anden side«. De i forvejen overbeviste vil blive bekræftet, de tvivlende vil trække på skulderen – ærgerligt, fordi der er både uacceptable sider ved det ameri-kanske sundhedsvæsen set med dansk optik, og så er der lommerne af sand verdensklasse: Mayo Klinikken, Cleve-land Heart Clinic, Kaiser Permanente og Veterans Administration for at nævne nogle få.”

Oploadet Kl. 12:47 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Arkiveret under:


4. januar 2007

“Koncentrer dig om mennesket foran dig som individ”, og lad så manden svare for hende

Fra seneste nummer af Ugeskrift for Læger. En artikel om etniske konsultationer, der præsenterer bogen Kulturforståelse i praksis af Imran Rashid- Kulturforståelse på skrift.

“Opskriften lyder i nedkogt form: Lær noget mere om dine patienters kulturelle baggrund. Put den viden om i baghovedet og koncentrer dig om mennesket foran dig som individ. Det vil fremme kommunikationen. Og dermed behandlingen.

Hvis lægen ikke ved noget om patientens kultur, går der let kludder i kommunikationen, fastslår Rashid. For eksempel er det sådan i visse kulturer, at mængden af olie, man bruger i maden, er ligefrem proportional med graden af gæstfrihed. Det er et meget håndfast eksempel på viden, der nok vil være brugbar for en læge, der skal have en motiverende samtale med en patient fra den kultur.

Hæftet kan ses som et opslagsværk, der kan medvirke til at afhjælpe misforståelser på væsentlige områder som kost, motion, kønsroller, familie, blufærdighed, religion og seksualitet.

Men nogle situationer kan sætte lægen i et dilemma. Et eksempel er kønsrollemønstret, der i visse kulturer kan bevirke, at manden er med, når kvinden skal til læge. Det vil så ofte være manden, der besvarer de spørgsmål, lægen stiller til kvinden.. Her giver Rashid gerne sin personlige holdning. Han ræsonnerer:

»Jeg mener, at man altid skal vælge sine kampe med omhu. Kønsrollemønstre kan være dybt forankrede og kan derfor være utroligt svære at omgå. Nogle gange kommer man længst med at tilpasse sig patientens normer, specielt hvis de kulturelle forskelle ikke har relevans for selve behandlingssituationen.«”

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


10. december 2006

Filosof Ole Thyssen: “Dagbladet Politiken er slem til at bringe ofre i hobetal”

Fra lørdagens Jyllandsposten. Lidt fra et interview med filosoffen Ole Thyssen, der giver velfærdssamfundets offerdyrkelse en syngende lussing – Tag jer sammen, tabere.

“Der er for lidt personligt initiativ og for meget klynk, når mennesker i dagens Danmark møder modstand. Og det bliver stadigt mere fristende og nemt at lade stå til, gøre sig til taber, intet yde og modtage massivt, mens man beklager sig over, at det er de andre eller samfundets skyld, at det går én skidt. Elendigheden skyldes et behandlersystem, der promoverer sine egne løsninger – at vi kan hjælpes ud af alt – selv de mindste livskriser – og dermed udbreder tabermoralen.

[…]

»Vi er alle sammen tabere engang imellem. Men vi har et velfærdspolitisk system med en lang række knalddygtige mennesker, krigere, hvis opgave det er at behandle og lindre smerter. De må ikke reklamere direkte for deres sag, men bruger i stedet den almindelige redaktionelle tekst som reklameplads og står frem i medierne og fortæller, at der er grupper, der er svigtede. Det er ikke altid de svigtede selv, der klager. Det er læger, psykologer, behandlere og andre eksperter, der beretter om en gruppe mennesker, der ikke får den behandling, som eksperterne er leveringsdygtige i. Og det gælder alle mulige tilstande med meget diffuse symptomer, stress, angst, lavt selvværd, pludselig tissetrang.

Vi omdefinerer almindelige tilstande til noget behandlingskrævende.«

[…]

Jeg så en artikel i Politiken, hvor der står: “Kommunen gjorde mig kriminel”. Her er en ung fyr, der har lavet indbrud på skoler og fabrikker, banket et par betjente og været på springtur, men det er ikke hans skyld. Kommunen har derimod et ansvar. Kommunen svigtede, fordi den ikke ville tilbyde ham afsoning på landet.
Eller du har 17-årige Leo, der lige har banket en mand til lirekassemand, fordi han er frustreret på sin far og lærerne – næsten som om han har ret til at invalidere andre, fordi det er synd for ham. Det er jo en syg mentalitet.«…

Hvor finder du den mentalitet?

»Dagbladet Politiken er slem til at bringe ofre i hobetal. Der går ikke en dag, hvor de ikke har en ny gruppe ofre for samfundets uretfærdigheder. I søndags var der et læserbrev om hjemløse Jens på 47 år, som ikke ville skrue ned for sin tjald, og så ville kommunen ikke give ham kontanthjælp. Og så er der en forfatter, Ulla Kampmann, der skriver, at det er forfærdeligt, at vores samfund ikke vil støtte ham. Prøv lige at hør her: Han har aldrig leveret noget. Han har stadig sine rettigheder. Han er åbenbart stærk nok til at stille op til interview og brokke sig, men at spørge, hvad skal jeg gøre for at få min tilværelse til at hænge sammen, det magter han ikke.«

Hvordan skulle medierne behandle ofrene?

»Vi er vant til at gennemskue almindelige reklamer. Vi ved godt, hvis et firma vil prakke os noget på. Det ville være et fremskridt at lære at læse offerhistorierne på samme måde, se igennem dem og gennemskue reklameværdien.«

Men er en del af mediernes rolle ikke at modvirke uretfærdighed og gøre opmærksom på systemets fejl og misbrug og dermed fokusere på ofrene?

»Der er spørgsmålet, om ikke den søgen efter ofre har nået et punkt, hvor vi må sige, at det er for meget. Henrik Dahl og jeg er helt enige i, at velfærd er et gode. Mennesker, som er kommet i uføre, skal hjælpes i et rigt samfund som det danske. Men meningen med hjælp er, at den skal være forbigående. Spørgsmålet er, om ikke kampen for at finde på undskyldninger for svaghed har nået et punkt, hvor det er gået over gevind. Vi kan ikke have et samfund, hvor regeringspartierne og oppositionen er enige om, det kun handler om en ting: Mere velfærd…«

[…]

Hvad skal det ellers handle om?

»Om at man kan klare den. Du kan godt påtage dig den selvstændighed at tage vare på dit eget liv.«
Men siger I ikke, at det er tabernes egen skyld, at de har tabt, at den fede selv er ude om, at han er fed, for han kan bare holde op med at spise så meget? »Man er ikke taber, blot fordi man er tyk. Man er taber, hvis man betragter sin fedme som en sygdom, man er “ramt” af. Ikke engang fede mennesker kan unddrage sig den lov, der siger, at der er et vist forhold mellem indtag og udtag. Man bliver ikke fed af ingenting. Fede mennesker er præcis så fede, som de gerne vil være. Der er ikke nogen, der har tvunget maden ned i halsen på dem.«

Hvis jeg skulle videreføre det argument, så betyder det, at alle tabere selv er skyld i deres elendighed. Gælder det også psykisk syge og flygtninge?

»Igen: Mennesker i nød skal hjælpes. Men der er givetvis en stor del både danskere og indvandrere, som har vænnet sig til, at de får uden at yde. Jeg kan godt forstå, at en irakisk kvinde, der kommer til Danmark og opdager, at hun får 10.000 kroner om måneden i kontanthjælp uden at røre en finger, tager imod pengene, men jeg kan ikke forstå, at hun ikke spørger, hvor de penge kommer fra, og hvad hun kan yde til gengæld for de penge.«

Oploadet Kl. 21:22 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


6. maj 2006

Debat på Indvandrer-TV om ‘Multikulturel Psykologi’…

I formiddags kom jeg tilfældigvis til at se et par minutter Indvandrer-TV, og kom ind midt i en debat om Multikulturel Psykologi. Studieværten Rui Monteiro (socialdemokrat) havde inviteret psykolog Shamshiri Hansen til debat og sammen prædikede de en solid gang offerrolle. Psykologen fortalte at kravet om integration stressede, og var med til at give indvandrere traumer… Rui Monteiro var ikke meget bedre.

“Racismen er stigende i det danske samfund, sådan var det ikke for nogle år siden.”

Jeg håber inderligt der ikke ryger for mange skattekroner i den retning.

Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


26. januar 2006

Multikultur i praksis, som erfaret af sygeplejerskene

Det er altid befriende når der går hul på den politiske korrekthed. Fra Sygeplejersken (2006/2) – Undersøgelse: Indvandrere er en belastning.

“‘Etniske patienter – især lidt ældre – reagerer voldsomt på smerter. De unge forlanger straks behandling af deres pårørende, altså her og nu uanset ventetid. Kan de ikke straks blive undersøgt og behandlet, bliver vi ofte kaldt racister. Det er meget ubehageligt, når man forsøger at behandle patienterne ligeværdigt.’I de uddybende kommentarer til undersøgelsen siger mange af sygeplejerskerne desuden, at et andet stort problem er, at indvandrerpatienter opfører sig kønsdiskriminerende og nedværdigende over for dem.”

Nyd lige Politikens overskrift: Indvandrere belaster enkelte sygeplejersker.

Oploadet Kl. 19:36 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


8. december 2005

André Glucksmann om den kolde panik, der hæmmer for problemløsning

Den franske filosof André Glucksmann formår som ingen anden at spidde den politiske korrekthed. I en udgivelse fra 1994 går han i dybden med de etiske konsekvenser af aids, og dedikerer et helt kapitel til kritik af den fælles-europæiske eufemisme. Det er oplagt at tænke dette ind i andre sammenhænge, som når sociologen Henning Bech vil have danskerne til at anskue islamiske tørklæder som æstetiske objekter.

Den virker i det skjulte, underminerer sind og institutioner i det stille og spreder en panik som er kold. Hivs udmattelseskrig giver samfundene masser af tid til at undlade at tage hensyn til aids og til at tænke meget lidt på den. Derfor er deres umiddelbare reaktion at gøre så lidt som muligt. 10 års handling der består af ikke-handling, højlydte erklæringer og praktisk lammelse afslører i vore højt intellektualiserede samfund ikke så meget en tåbelig sorgløshed som en konsekvent metode til udelukkelse af det foruroligende. Denne såre intelligente måde at spille dum på over for farer kræver ekspertise i kunsten at eufemisere den aktuelle virkelighed.

Mens den varme panik fører til adfærd der er klart usammenhængende, fremmer kold panik tværtimod undvigelsesadfærd der er omhyggeligt arrangeret. Den underliggende struktur, der styrer mørklægningen af det ubehagelige, benytter eufemismens mekanik med de to aspekter som lingvisten ser i den. På den ene side består brugen af eufemismer i at afholde den sædvanlige betydning, handler eufemismen navnlig om at fremsætte ytringer der varsler godt. Som Benveniste nævner, dækker den sædvanlige, tilsyneladende negative betydning (tal ikke om ulykker) nemlig et positivt imperativ (vend det ubehagelige om, tag gode varsler af det).

Den nuancerede brug af eufemismer baner vejen for at man når det er muligt, kan eliminere det uheldssvangre til fordel for det gunstige, eller i det mindste dæmpe noget der virker brutalt, ved at udtrykke det forblommet. At dø mildes til at ‘gå bort’, at dræbe bliver til at ‘eksekvere’, bødlen bliver til ’slagter’, carnufex, eller udøver af de højeste erhverv Scharfrichter. De hjemløse får på fransk den fornemme betegnelse SDF (’sans domicile fixe’ uden fast bopæl, som om de havde en mobil bopæl, de rejsende folks beboelsesvogn). Eufemismen, understreger Bonveniste, er kun tilsyneladende paradoksal, den indebærer på samme tid at tie stille (fortie ubehagelige ting) og at råbe højt (komme med udbrud af ønsker om held og lykke), fordi påstanden om at skæbnen er gunstig, kræver at påkaldelse af ond skæbne bliver belagt med tavshed (blasfemi). Eufemismens magiske eufori morer sig med at fordrive ulykker.

Under foregivende af ikke at ville chokere organiserer det eufemistiske imperativ et sprogpoliti. Bag ved grundsætningerne om at være vel talende tegner der sig et påbud om at være vel menende: skjul den aids, så jeg ikke får øje på den. I lang tid blev ordet ‘gulag’ betragtet som obskønt i Paris’ intellektuelle kredse. Dets voldsomme unanstændighed ledte opmærksomheden hen på ligdynger som de toneangivende kredse ikke kunne leve med. Ordet ‘jøde’ var endnu strengere forbudt efter 1945. Sartre nedkaldte læsernes raseri over sig fordi han brugte det i en artikel; deraf titlen på hans essay La Question Juive (da. Om antisemitisme), som brød tabuet. Selv Alain Resnais’ film – Nat og tåge – der udelukkende handler om Endlösung, bruger kun det forbudte ord én gang, og det ganske marginalt (den jødiske studerende fra Amsterdam). At det lykkes at mindes Auschwitz uden at nævne ordet ‘jøde’ for ikke at afvige normen, er højdepunktet af eufemisme. Selv om den aldrig er blevet påpeget, fortjener denne sorg, der er så sorgbetynget af den glemmer hvem den egentlig sørger over, en lingvistisk ærespræmie. Ligesom Edgar Allan Poes stjålne brev, som ingen lægger mærke til fordi det er så synligt for alle, gennemtrænger eufemismen så effektivt samtidens mere forfinede tankesæt at dens forførelseskunst overhovedet ingen kritik vækker. Den behersker kunsten at blæse sæbebobler, som en kortåndet og utrættelig dødelig kan lukke sig ind i.

Som en slags forbillede for en metode til almindelig konfliktløsning foregriber udskillelsen af pesten både i teori og i praksis den måde epidemier, katastrofer, hungersnød, krige og revolutioner behandles på. De moderne forjættelser anerkender ganske vist eksistensens usikkerhed, fornægtelsen er ikke total, men de går omgående over til at påvise at de forskellige onder ikke vil være aktuelle i fremtiden. Som samfundsmæssig analogi til den lægelige sundhed bliver den herskende norm gjort til regulerende ideal for samfundsmæssige lappeløsninger og efterfølgende reparationer på det følelsesmæssige plan. Vaccine, Ny Verdensorden, Historiens Ende og Epidemiernes Ende. Når sygdom er reduceret til mangel på sundhed, bliver den til en intellektuelt set forsvindende lille størrelse. På samme måde udgør bestræbelserne på at reetablere ordenen et ihærdigt forsøg på i de gennemlevede ulykker at aftegne forestillingen om den fremtidige lykke, som ulykkerne netop ved deres vildskab må være et forvarsel om. Man får vendt perversionerne, aftvinger lasten dens hyldest til dyden efter det almindelige princip som Sartre hævede til skyerne: Ved ligesom Jean Genet at vælge det skandaløse og onde, ved at foregive at smadre og ødelægge alt, bekræfter man intetheden, og ‘i denne bekræftelse overskrider man intetheden og bliver atter i stand til at bekræfte den rene væren’. Så er det ikke længere sådan at ‘den der vil være engel, bliver til udyr’, men at den der gør sig til udyr, bliver engel.

Eufemismen, denne farce, denne mefistofeliske fælde, hvor det onde vender sig til det gode, har i et helt århundrede legitimeret en moderigtig hegeliansk hermeneutik, som gang på gang har fundet en overordnet fornuft i fortidens ‘kors’ og i nutidens rædsler.

Kilde: André Glucksmann: Verdens brist. Etik og aids. Borgen, 1997. 291 sider. (La Fêlure du monde. Êthique et sida. Paris, 1994). Der citeres fra VII. Afsked med de eufemistiske generationer, s. 225-260. S. 228ff.

Oploadet Kl. 13:29 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


24. november 2005

Muslimsk overtro ødelægger polio-bekæmpelse – På DR’sk: Irak-krigen forsinker…

Muslimsk overtro sejrer sig bogstaveligt talt ihjel i Nigeria, og herom har filminstruktøren Merete Borker begået en dokumentar. I DRs optik:

  • 23/11-05 DR Online – Irakkrigen forsinker udryddelsen af polio

    Det omfattende arbejde med at udrydde polio på verdensplan er blevet forsinket af krigen i Irak.

    Et vaccinationsprogram i Nigeria gik i stå, på grund af rygter om at den amerikansk producerede vaccine indeholdt hiv-virus, som et anti-muslimsk komplot i forbindelse med krigen.

    Rygterne fik lokale imamer til at opfordre folk til ikke at lade deres børn vaccinere. Konsekvensen var mange nye polio-tilfælde i Nigeria, som fik sygdommen til at sprede sig til omkringliggende lande.”

  • 23/11-05 (14.38) DR tekst-tv – Irak-krigen forsinker polio-bekæmpelse

    “… krigen i Irak har fået antallet af poliotilfælde til at vokse.”

  • Merete Borker: Det sidste barn (dok., 43 min.)
  • Bonus-idioti: Fugleinfluenza-trussel er et Rumsfeld-plot…

    Opdate 24/11-05.

    Dokumentaren nævner kun Irak-krigen i en enkelt sekvens, og WHO-repræsentanten havde problemer med at holde masken mens hun fortalte det. I et par korte sekvenser nævnes USA og den muslimernes demokrati-fobi, men problemet var fordommene – ikke USA eller Irak-krigen. Udsendelsen havde iøvrigt ligeså meget om polio-problemet i Indien – og afslutningsvis var der også lidt om problemet i krigshærgede Congo.

    Summa summarum. En sober dokumentar om et væsentligt emne, og DRs Irak-krigen forsinker poliobekæmpelse har ikke meget med filmen at gøre. Her tre caps.

    Oploadet Kl. 21:38 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper