1. maj 2016

Syrisk poet undsiger revolutionen, og lyses i band: Der findes ikke en moderat Islam. Der er kun Islam

Selvom Adam Holm vikarierer på Arabiske Stemmer, så fik jeg bange anelser, da jeg hørte at emnet var Adonis, ‘den arabiske verdens største digter’. Skulle jeg nu igen udsættes for et længere foredrag om den dynamiske arabiske kultur fra en eller anden RUC-skolet post-kolonialist.

I studiiet var lektor June Dahy fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier fra Københavns Universitet, og hun var overraskende negativ. Adonis var alewit ligesom Assad, og det faldt ikke i god jord hos den muslimskgifte forsker, at Adonis ikke havde tiltro til revolutionens positive potentiale. På universiteterne mener man tilsyneladende stadig, at sekulære venstreintellektuelle tegner det folkelige oprør mod Assad.

Jeg har ikke tidligere skrevet om June Dahy, der stort set kun kendes fra en portrætartikel i kommunistiske Dagbladet Arbejderen. Hun var meget ukonkret i forhold til digterens forbrydelse, men som altid var der en naturlig forklaring. Adonis mener at Islam er problemets kerne.

Herunder en anmeldelse af udgivelsen Vold og islam – samtaler med Houria Abdelouahed, der er anmeldt på norske Rose-Maries litteratur- og filmblogg – Et oppgjør med politisert islam.

“‘Vold og islam’ består av ni samtaler med marokkanske Houria Abdelouahed (f. 1975), psykoanalytiker, oversetter og forfatter. Hun har blant annet oversatt en rekke av Adonis’ bøker til fransk. …

Det første kapittelet i boka har tittelen ‘En vår uten svaler’, og det er den mislykkede arabiske våren det siktes til. Hva var det som egentlig gikk galt, lurer Houria Abdelouahed på.

Adonis er helt på det rene med at det arabiske samfunnet trenger en radikal forandring. Problemet i forhold til den arabiske våren var imidlertid at denne forandringen støtte imot det evinnelige spørsmålet om religionen og makten … Konsekvensen av den arabiske våren har stort sett vært katastrofal. I stedet for å destabilisere de diktatoriske regimene, har opprørene endt i ødeleggelser. Særlig er dette tilfelle i Syria, forfatterens hjemland.

‘Men en revolusjon som vil være en forandring, kan ikke ødelegge sitt eget land. Det er sant at regimet var voldelig, men rebellene burde ha unngått å kaste landet ut i kaos. På toppen av det hele kom fundamentalismen tilbake, bedre organisert og grusommere enn før. Fra håpet og ønsket om å oppleve lysere dager, vippet man over i obskurantismen. Og istedenfor en forandring som bærer håp i seg, opplever vi en sann katastrofe. Dessuten sies det ikke et ord om kvinnenes frihet. Går det an å snakke om en arabisk revolusjon, hvis kvinnen fortsatt skal være fange av sharia? Vendingen mot religionen gjorde denne våren til et helvete. Hele bevegelsen er blitt forklart ideologisk og utnyttet til ideologiske formål.’ (side 13)

Noe av det som opptar Adonis mest, kanskje fordi han selv er poet og er opptatt av arabisk kulturarv, er det nedslående faktum at den islam fundamentalistene forfekter, er en religion uten kultur. Arabere flest er dessuten svært uvitende om sin egen kulturarv og kulturens utspring. For eksempel finnes det ikke noen skapende arabisk kultur som bidrar til å forandre verden, slik det finnes mange eksempler på i resten av verden. Islam er gammelt og lukket, og islam trenger verken verden eller kulturen, ettersom den selv er den absolutte kultur, hevder Adonis. Alt som er annerledes, forbannes. ‘Den tenker som måtte ønske å ta avstand fra religionens klassiske oppfatninger, tillates ikke lenger å tilhøre fellesskapet.’ (side 37-38)

(Adonis modtager Erich-Maria Remarque fredspris, 2016: “Islam is a totalitarian Religion.”; Foto: DW)

Med tanke på det som eksisterte forut for islam, representerte islam et tilbakeskritt for den arabiske kulturen. Det handlet ikke bare om kvinners rettigheter, kunst og kultur, men også om mangfoldet som den arabiske kulturen var så rik av.

‘Islam trenger gjennomtenkning. Det som skiller den fra jødedom og kristendom, er fraværet av drapet på grunnleggeren.’ (side 41)

Vold er rikelig beskrevet i alle de tre store monoteistiske religionene. ‘Likevel er volden i Bibelen forbundet med et folk som har opplevd trelldom og eksil. I kristendommen henger volden sammen med grunnleggelsen av Kirken. Volden i islam er derimot spesielt erobrerens vold.‘ (side 48)

Mens Koranen er full av voldelige tekster, finnes i følge Adonis ikke et eneste vers som innbyr til tenkning, eller noe som forteller om fordelene ved å bruke fornuften eller åndsevnene sine i betydningen skapende åndsevner.

‘For kvinneligheten er, i likhet med poesien, i sit vesen imot religionen. Poesien er det motsatte av religiøsiteten. Hvorfor? Fordi religionen er et svar. Poesien er derimot et spørsmål, og dermed det diametralt motsatte av makten. I så måte finnes det en sterk affinitet mellom poesien og kvinneligheten. Islam har bekjempet begge deler. Islam har omgjort seksualiteten og islamisert kvinneligheten. Den har forvrengt kvinneligheten ved å gjøre den til en eiendom eller en ting som kan eies. Kvinnen tilhører ikke seg selv lenger. Hun er blitt mannens gjenstand. Islam har på radikalt vis skilt det mannlige fra det kvinnelige.’ (side 83)

I følge Adonis er det å si sannheten å utsette seg for trusler, fordømmelse og forfølgelse. I ‘våre land’, påpeker han, risikerer man livet så snart man begynner å tenke over denne kulturen. (side 89) Den arabiske våren har igjen satt utviklingen tilbake, idet den spede begynnelsen til en modernitet i islam er i ferd med å bli tilintetgjort.

‘Et menneske som lever i det arabiske samfunnet, lider under manglende frihet: hverken ytringsfrihet eller trosfrihet eller trykkefrihet eller likestilling mellom mann og kvinne. Helt til nå har ikke det sivile, sekulære samfunn kunnet oppstå. Begrepet sekularitet er fortsatt bannlyst. Den politiske makten er hevet over friheten … Og så lenge kampen står om makten, ikke om fremskrittet, gjør disse revolusjonene ikke annet enn å hente folk ut av et fengsel og føre dem til et annet.‘ (side 117)

Adonis mener at det ikke finnes en moderat islam og en ekstremistisk islam, en sann islam og en falsk islam. Det er én islam! Det handler om å ha muligheten til å foreta andre lesninger (av Koranen). … Adonis går imidlertid enda lenger:

‘Det trengs en ny lesemåte: fri og gjennomtenkt. Og vi er nødt til å komme ut av denne sammenblandingen av islam og identitet. Og jeg minner om to kjennsgjerninger: Da de islamske erobringene fant sted, var verden nesten tom. Den nye religionen sto ikke overfor en stor sivilisasjon … Dermed har islam kunnet holde stand. Men i dag står den overfor en sivilisasjon som har foretatt et radikalt brudd med fortiden. Den har ikke klart å holde dialogen oppe med de moderne sivilisasjonenes landevinninger. Sånn sett tilhører islam fortiden. Historisk sett er den ferdig.‘ (side 122)

Adonis’ avstandtagen fra religionen skyldes at de utgir seg for å ha retten til den absolutte sannhet. Dessuten viser han til at språket før islams tid var vakkert og fritt. Islam innsnevret språkets felt.

Etter de ni dialogene mellom Adonis og Abdelouahed, er det et kapittel som Adonis har valgt å kalle ‘Et siste ord’. Islams tre søyler forhindrer utvikling, slik Adonis ser det.

‘I islam er bevegelsen nødvendigvis vendt mot fortiden. Fremtiden har ingen mening og eksisterer bare i lys av fortiden: Fortiden er nåtidens fremtid. Det er slik man må forstå ‘fremskrittet’ ifølge islam: en imitasjon i praksis av det idealet som fortiden er. Fortiden er sannhetens sted. Med andre ord: Å engasjere seg i fremskrittet vil si å islamisere fremtiden med utgangspunkt i fortiden. Fremskrittsprosjektet i den islamske visjonen er å islamisere verden.

Oploadet Kl. 08:15 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


30. april 2016

Informations somaliske rollemodel efterlyst af politiet: Påkørte eks-kæreste, frihedsberøvede mand…

Sidste sommer kørte Dagbladet Information somaliske Liban Mohammed i stilling, som multikulturens hjemvendte søn. Selvom han har dom for at tæske en kørestolsafhængig sklerosepatient med baseballbat og torturere en 65-årig mand med 6-7 knivstik under et hjemmerøveri, så var avisens kommmentarspor begejstret. Pædagogiske indsatser havde gjort den gode Liban til et bedre menneske. Netop derfor medvirkede han i en ny P1-dokumentar kaldet ‘Bandejihadisterne‘, hvor Liban og vennen Ali forklarer, hvorfor islamisk radikalisering ikke er et større problem, og hvordan ’stigende interesse for islam’ blot har gjort dem til bedre mennesker. ‘Moskéen gør mig til mindre bandit’, som man kunne læse på DR.dk.

Selvom jeg et par gange tidligere har blogget om ham, så skal seneste udvikling med. Her citeret fra a politiets pressemeddelelse.

Østjyllands Politi efterlyser en 29-årig mand, Liban Mohammed, der i formiddag først påkørte en kvindelig eks-kæreste i Aarhus Midtby. Bagefter kørte han til en adresse i Aarhus, hvorfra han frihedsberøvede en 29-årig mand.

Den kvindelige eks-kæreste er ligeledes tidligere på dagen behandlet på skadestuen. …

Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og efterlyser nu gerningsmanden, hvis foto fremgår af vedlagte. Oplysninger omkring gerningsmandens opholdssted bedes givet til Østjyllands Politi på 114.”

(Liban Mohammed på Facebook, 22. april 2016)

“… han synes da at være en resurse for det danske samfund, sådan som han kan skrive.” (Ole Meyer på Information.dk, 21. maj 2015)

“… i øvrigt kan jeg sige til tvivlerne, at det er Liban, der selv skriver – og som mange bemærker gør han det virkelig godt! det er en fornøjelse at have ham som låner.” (Inga Thyra Nielsen, bibliotekar i Statsfængslet Østjylland, 21. maj 2015)

Oploadet Kl. 14:31 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


26. april 2016

Regeringsbærende svensk parti infiltreret af islamister: Mehmet Kaplan, Salahaden Raoof, Yasri Khan…

For femten år siden forsøgte pakistanske medlemmer af Minhaj ul-Quran (‘På Koranens Vej’), at infiltrere Det Radikale Venstre. Der kom dog fokus på problematikken, og forsøget strandede. Sverige har aldrig haft et opgør med andet end med Sverigedemokraterna, der i seneste Yougov-måling står til at få hele 28,8 procent.

Det skandaleramte Miljöpartiet skaber bunden med 4,2 procent. De fleste af sagerne nævnt herunder kendes fra svenske blogs og Snaphanen, men det er nu alligevel et fint lille oprids Ekstra Bladet giver af islamisters infiltration af det regeringsbærende venstrefløjsparti – Skandale efter skandale: Er svensk regeringsparti infiltreret af rabiate islamister?.

En minister gik af efter at være blevet set i selskab med islamister, partiets repræsentanter hilser med islamistisk håndtegn, formanden kalder terrorangrebet 9/11 for ‘en ulykke’, andre nægter at give kvinder hånd. Miljøpartiet er i krise.

En række spektakulære begivenheder den seneste uger har rejst en mistanke i Sverige om, at Miljøpartiet kan være infiltreret af islamister. Miljøpartiet har i halvandet år været en del af statsminister Stefan Löfvens rødgrønne regering i Sverige og har seks ministerposter.

For en uge siden måtte den svenske boligminister, Mehmet Kaplan, gå af efter at have sammenlignet Israel med Nazityskland og efter offentliggørelsen af et billede, hvor han ses til en middag med flere yderligtgående islamister.

… En anden repræsentant for Miljøpartiet, Yasri Khan, som er generalsekretær i organisationen Svenske Muslimer for Fred og Retfærdighed, nægtede senere på ugen at give hånd til at en kvindelig reporter på TV4 og røg ud i et stormvejr, som fik ham til at trække sig fra alle poster i partiet.

(Salahaden Raoof gør ‘rabia’-hilsen under SVT2-dækning af Almedalen, 2015; Foto: Youtube)

“Det Muslimske Broderskab har forsøgt at holde håndtegnet i live blandt andet ved at afholde en international ‘Rabaa-dag’. Hærens bestræbelser på at afskaffe håndtegnet har dog vist sig at bære frugt, for håndtegnet benyttes ikke længere af andre end broderskabet selv.” (Kommunikationsforum, 2015)

(Mehmet Kaplan med Grå Ulve-ledere, 2015; Foto: Aftenbladet; se evt. også Milli Göris-møde, 2014)

(Yasri Khan nægter at give kvindelig TV4-reporter hånden, 2016; Foto: Aftonbladet)

“Det er tydeligt, at de forsøger at komme ind og få tillidsposter. … Jeg ser en lighed med, hvordan sovjetkommunismen agerede under Den Kolde Krig, når man forsøgte at infiltrere forskellige demokratiske partier. Den samme metodik kan man se virkningen af i dag, når folk, som står Det Muslimske Broderskab nær – et islamistisk parti, åbenbart får et stort fodfæste i Miljøpartiet.” (Lars Nicander, Center for Asymmetric Threat Studies)

Oploadet Kl. 01:45 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


23. april 2016

Stampe om kulturkamp: “Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning.”

Zenia Stampe er netop udnævnt til Det Radikale Venstres nye ‘værdi- og kulturordfører’. I et længere interview i Politiko harcellerer hun imod nationalister, der skaber ubegrundet angst for islamisk terror, hvad eksempelvis ‘legitimerer’ en krigslignende bevogtning af Nørreport Station.

Bemærk hvordan hun i det citerede herunder affærdiger modstand mod multikultur: “Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning.” I 1970’erne forsøgte kommunisterne at skabe det marxistiske menneske, men virkeligheden endte med at stå i vejen. Hvis det lykkedes at gøre Danmark til en pluralistisk enklave, så er det blot en kort fase før næste monokulturalisme. Næppe en vestlig af slagsen.

Interview i Politiko – ‘Det er et kæmpe kulturelt problem, at der piskes en stemning op om, at Danmark er truet’.

“Flygtningestrømmen har sat de danske værdier på prøve. Det mener Zenia Stampe – ny værdi- og kulturordfører for de Radikale. Men ikke på samme måde som de store partier – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – mener. Det er demokratiet og retssikkerheden, der først og fremmest er truet af den stemning, som politikerne er med til ‘at piske op,’ mener Zenia Stampe. …

Er det ikke at gøre reaktionen til problemet i stedet for selve problemet?

‘Det er et kæmpe kulturelt problem, at der er nogen, som i fuld alvor mener, at Danmark er ved at blive invaderet af muslimer og omdannet til et kalifat. Det er meget langt fra virkeligheden. Men hvis man har den opfattelse, kan man jo legitimere hvad som helst, for så er vi jo i krig. Det er der løbende folk, der siger, at vi er. Og så bliver det naturligt at sætte forsvaret ind til bevogtning på Nørreport Station. Men det er en realitet, at vi lever i en af de fredeligste perioder i danmarkshistorien, hvor der er mindst risiko for at blive udsat for personfarlig kriminalitet herunder terror. Hvorfor er der ikke en modstandskraft mod disse vrangbilleder?’

PET vil nok sige, at terrortruslen mod Danmark er kraftigt forhøjet?

‘Ja, men måske ikke større end i 1980erne, hvor der var mere terror. Det har vi måske glemt, og mange andre farer er der ikke længere. Vi burde være meget trygge. Men når medierne rapporterer om enhver trussel og enhver forbrydelse i landet, og man kun sidder og kigger på sin computer, så vil man føle sig truet. Det er fantastisk, at vi lever i denne fredelige tid, men hvor er det ærgerligt, at vi er så mange – for jeg kan også blive grebet af angst – der ikke kan nyde det.’ …

Er det ikke i orden at diskutere, om der eksisterer en trussel mod dansk kultur?

‘Det er helt legitimt at have en diskussion om, hvor pluralistisk vores samfund skal være, og hvor meget vi vil indrette os efter de mennesker, der kommer hertil. Det er også fair at diskutere, hvor mange vi kan håndtere i Danmark – det handler om at finde et balancepunkt. Men jeg står helt af, når man tegner vrangbilleder af, at vi er i krig mod muslimerne, at de kommer og invaderer os.’ …

Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …

Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.'”

Oploadet Kl. 16:13 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer

Anti-terror 2.0: “Hans Jørgen Bonnichsen er enig i, at vi gør klogest i at lade moskeerne være i fred…”

Ingen kan hælde vand ud af ørene som terrorforskere. Nu kan man høre, at Danmark ikke bør gå efter moskeerne, da radikale holdninger så blot vil flytte andre steder hen. Det handler i sagens natur også om mobilisering. Det er sværere at gøde jorden for terror, hvis der ikke er en fasttømret base med autoritet. Når vi taler højreradikalisme, så ville ingen forskere nogensinde være imod Facebook-censur, selvom højrefløjsterror på sin vis mest eksisterer i skønlitterære værker af tidligere PET-chefer. Fra Ekstra Bladet – Danskernes våben mod terror: Luk grænserne.

“Terrorforsker Magnus Ranstorp fra Forsvarshögskolan i Stockholm mener også, at danskerne er helt galt afmarcheret. …

– Redskabet har en alt for høj placering på listen. Det vil ikke virke mod terror. Går du til de radikale moskeer, vil de bare gå under jorden og radikalisere i det skjulte. Det vil gøre det vanskeligt at holde øje med dem, siger Magnus Ranstorp. …

Hans Jørgen Bonnichsen er enig i, at vi gør klogest i at lade moskeerne være i fred, uanset hvilke budskaber, de prøver at sprede.

– Hvis vi som nu forfalder til at debattere og lovgive på basis af følelser, frygt og aggressioner mod dem, der ikke lige siger det, vi ønsker, de skal sige, så giver vi næring til de tre faktorer, som altid er nøgleord i udviklingen af voldelig fanatisme: had, hævn og hæder, påpeger han.”

Oploadet Kl. 07:38 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


20. april 2016

Dansk asylcenter: Familiefar fulgte terrorangrebet mod Paris på TV, og “bifaldt terroraktionen højlydt”

Der skal nok have været andre kulturer i menneskehedens historie, der har givet sine fjender kost og logi, men jeg har ikke hørt om det. Måske fordi sådanne kulturer forbliver historiske parenteser. Stærk historie fra Berlingske, sakset fra BT.dk – Personale om beboer på asylcenter: Manden fulgte nøje med på tv om situationen i Paris, og han bifaldt terroraktionen højlydt.

“I kølvandet på terrorangrebene i Paris i november sidste år, hvor 130 personer blev dræbt, udsendte styrelsen 17. november en mail til de danske asylcentre for at få et overblik over radikaliseringen på centrene. …

Dengang blev asylcentrene bedt om at observere og rapportere om beboere, som udviser ’sympati med terrorgrupper og terrorhændelser’, ‘ekstreme ytringer eller trusler’ eller ‘andre mistænkelige eller bekymrende reaktioner’. Det fremgår af en mailkorrespondance mellem Udlændingestyrelsen og centrene, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Fem sager skilte sig dengang ud. I et tilfælde skrev personalet på et center om en beboer: ‘Manden i familien fulgte nøje med på TV om situationen i Paris, og han bifaldt terroraktionen højlydt’. Da en medarbejder kommenterede hans udbrud, fortsatte manden angiveligt og sagde, ‘at det var det helt rigtige, der var sket, og at han håbede, det ville fortsætte, selvom det ville koste hans egne børn livet’.

Et andet center rapporterede om en beboer, som højlydt havde tilsluttet sig terrororganisationen Islamisk Stat. Og i et tredje tilfælde fortæller et center, at man holder særligt øje med om en person, som tidligere har lavet ballade ‘gror langt skæg eller på andre møder bliver mere ekstrem i sine holdninger’.”

(Bataclan, Boulevard Voltaire, Paris, 13. november 2015)

Oploadet Kl. 13:37 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


16. april 2016

Omar Husseins hjælper kaldte dommer for ‘nazistluder’: “Hun kan fucking sutte min omskårede pik.”

Man kan tage araberen ud af Mellemøsten, men det er straks sværere at tage Mellemøsten ud af araberen. Udadreagerende, impulsstyret, ikke konsekvens-orienteret, også selvom han risikerer en længere fængselsstraf. Fra BT – ‘Du kan fucking sutte min omskårede p..!’ Derfor gik terror-tiltalt amok i retten.

“Det var, som om der sprang en sikring i hovedet på den terror-tiltalte Mahmoud Rabea under fredagens retsmøde i terrorsagen.

Forinden havde dommer Marianne Madsen indskærpet for Gud ved hvilken gang, at den 31-årige Mahmoud Rabea skulle respektere reglerne i retten og tie stille, til han fik ordet. Men da hun i bestemte vendinger slog fast, at han som tiltalt ikke måtte kommunikere med sin kæreste på tilhørerrækkerne, gik han verbalt amok.

End ikke hans forsvarer Jesper Storm Thygesen, som forsøgte at glatte ud med, at hans klient blot smilede til kæresten, kunne redde ham. I stedet skød Mahmoud Rabea op af stolen og sendte en byge af ukvemsord efter både det danske retssystem og dommeren. Hun var en ‘nazistluder’ og en ’so’, sagde han, inden han afsluttede sin svada med:

‘Hun kan fucking sutte min omskårede pik.’

Oploadet Kl. 08:11 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer
Arkiveret under:


15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



11. april 2016

Islamisk Stat-terrorist er opvokset i Zlatans Rosengård i Malmø, var rollemodel i et kommunalt projekt

“Svensker anholdt: Hjalp terroristerne i Bruxelles”, skrev TV2 Online, og flere store medier var helt på linje. Der er nu ikke meget svensk over navnet Osama. Fra Ekstra Bladet – Terroranklaget arbejdede som socialarbejder i Malmø.

“Den nu terrorsigtede svensker Osama Krayem har i store dele af sit liv boet lige på den anden side sundet. Ifølge flere svenske medier heriblandt Expessen er Osama Krayem opvokset i Malmø i bydelen Rosengård.

Her arbejdede han efter sigende på et prestigefyldt kommunalt projekt for unge muslimer i Malmø, der skulle motivere dem til at ‘få en vej tilbage til arbejdet’. Men noget gik galt, og Osama Krayem rejste fra Sverige for at deltage i krigen i Syrien.

Angiveligt rejste Osama Krayem til Syrien i løbet af vinteren 2015, efter en periode, hvor han havde ændret karakter. Flere bekendte fortæller, at han begyndte at blive mere religiøs og anlagde et stort skæg.

… Ifølge de belgiske myndigheder tog svenskeren rejsen op gennem Europa blandt flygtninge.”

(Osama Krayem, Islamisk Stat-jihadist fra Zlatans Rosengård, Malmø, Sverige)

Oploadet Kl. 03:03 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


9. april 2016

Pakistaner idømt 1,5 års fængsel for besiddelse af 1,1 kg plastisk sprængstof: Søgte at skaffe detonator

Sagen blev ikke efterforsket som terror, og pakistanske Rashid Ali Shah burde være tilfreds med halvandet års fængsel for at være i besiddelse af sprængstof. Fra BT – 34-årig mand gemte sprængstof i lejlighed i København: Søgte efter bilbombe på nettet.

“Alarmerende søgeord som ‘bombe’, ‘rørbombe’ og ‘explosives as carbomb’ blev fundet af politiet på en 34-årig, dansk-pakistaners bærebare computer, da han i oktober 2014 blev anholdt med 1,1 kg plastisk sprængstof i en lejlighed i Rovsinggade på det ydre Nørrebro i København.

Det formbare PETN-sprængstof blev fundet gemt i en plastikpose i en kommodeskuffe på mandens værelse i forældrenes lejlighed. I posen lå også tændsnor og tændsats, men dansk-pakistaneren manglede detonator og kondensator for kunne bringe eksplosivstoffet til sprængning. Det havde han forsøgt at finde frem til, men uden held.

Trods de alarmerende oplysninger nægtede den 34-årige Rashid Ali Shah i Københavns Byret, at sprængstoffet skulle være brugt til at skade andre.

‘Planen var bare at brage det af nytårsaften. …,’ forsikrede den spinkle tiltalte, da han blev udspurgt i Københavns Byret. …

‘Jeg havde fundet sprængstoffet på Christiania…,’ tilføjede den 34-årige.”

(Umar Farouk Abdulmutallab, der forsøgte at detonere 80 g PETN/TATP i en Airbus, 25. december 2009)

Oploadet Kl. 19:49 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper