30. november 2020

TV2 hylder kommunist: “.. har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”

Jeg hører en del Spotify, og når jeg ikke lige har tid til at skifte mellem favoritalbums, så styres de efterfølgende numre af en algoritme. Når jeg hører et Søren Huss-album, ender jeg efter nogle numre med Anisette og Savage Rose. Der findes ikke dage, hvor jeg gider høre den slags. Lørdag modtog Anisette Danish Music Awards såkaldte ‘ærespris’. Hun benyttede lejligheden til at politisere, og intet indikerer at hun ikke stadig er troende stalinist.

Den slags er naturligvis ikke kontroversielt for TV2, der lader journalist Marie Holm Mathiasen hylde hende i en længere artikel i forbindelse med æresprisen. Hun er blot venstreorienteret, og en aktivist, der ‘kæmpede for en bedre verden’. Hun var mere kompromisløs end pladeselskaberne kunne acceptere, og derfor måtte hun ‘gå på bistand eller tage dagsarbejde’. Hun kunne også have spurgt Anisette om hun stadig var kommunist, men det virker så grimt på skrift, og for skolede journalister er der som bekendt ingen fjende til venstre.

Fra TV2 Online – De takkede nej til pladekontrakt, fordi de skulle spille for amerikanske soldater – nu hædres de.

“The Savage Rose sad over for to agenter på det amerikanske pladeselskab RCA Records. Bandet havde kun eksisteret i få år, men allerede nu havde de unge danskere opnået anerkendelse herhjemme og i det store udland.
De var unge, oprørske og klar til at indtage USA med deres helt særlige lyd og venstreorienterede protestsange. …

… Lørdag aften modtager The Savage Rose DMAs Ærespris – ikke som band, men som fænomen, der har bevæget sig gennem tid og sted. Selvom tiderne har skiftet, og bandmedlemmer er kommet til og fra, har The Savage Rose altid været et band, publikum kan mærke. For The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted.

De spillede for indsatte på forvaringsanstalten i Herstedvester Fængsel, i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon og til støttekoncert for den sorte, militante borgerrettighedsbevægelse Black Panther Party. De støttede DKPML, fristaden Christiania og protesterede mod Irakkrigen. …

. – Man kan vælge at stå på sidelinjen eller tage stilling til folks hverdag og liv. Vi syntes ikke, vi kunne se bort fra de problemer, vi så i verden. Vi havde et ønske om at fremme fred og kærlighed i verden, fortæller Annisette Koppel.

hun synger stadig for kærlighed og frihed.”

(Collage: Marie Holm Mathiasen & venstreradikal vold)



29. november 2020

CFDP-rapport: 100+ ikke-voldelige mænd er imod BLM & MeToo, krænker minoriteter… ‘emotionally’

Jeg har tidligere blogget om Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik (CFDP), senest da han til DR Nyheder advarede mod ‘antifeminismen’: “…vi har det retoriske tilløb. Vi mangler bare det ene angreb.” Der er gode stillinger i at forske i postulerede ‘voldelige højreradikale’, og sammen med Cand.psych Stine Helding Rand har han netop udgivet et skattefinansieret rapport for Nordisk Ministerråd. En på alle måder overflødig udgivelse, hvis vage forbeholdne konklusioner, kun giver basis for det forventelige: Behov for yderligere forskning.

Titlen er ‘The angry internet – A threat to gender equality, democracy & well-being’, og formålet er at undersøge den danske og nordiske ‘manosfære’. Der er ikke et eneste dansk eksempel på vold med udspring i antifeminisme, men Breivik er stadig et selvstændigt argument. Der gennemgås kvindehadske miljøer på Twitter, Reddit og 4chan, og begreber såsom Incels (Involuntary celibates), MRAs (Men’s Rights Activists), MGTOWs (Men Going Their Own Way) og PUAs (Pick-Up Artists). Uha, der findes mænd der åbent modarbejder venstreradikale feministers agenda.

Symptomatisk for rapporten, så bruges der to helsider på at beskrive Gab, et mindre censoreret alternativ til Twitter (s. 73-74). Det erkendes, at ‘the lack of open discussion and equal exchange of ideas’ radikaliserer subkulturer, hvad udgør et demokratisk problem, men rapporten anbefaler naturligvis ikke mindre censur på sociale medier. Bemærk tvetydigheden…

“One threat of free speech-platforms like Gab is that if only one political ideology feels a need for free speech, those views will seldom be challenged and it therefore effectively becomes a digital echo chamber. This incentivises a strong us vs. them-narrative, as noted on both Gab, incels. co, 8chan etc. where users talk of ‘normies’, blue- pills, soyboys and more, as a political and societal opponent, though without engaging in discussions with them, as they are on separate platforms.” (s. 74)

Det ville være befriende, hvis rapporten så anbefalede mindre censur på sociale medier, men det er ingenlunde tilfældet. De mange tilknyttede konsulenter er en broget forsamling af ekspert og identitetspolitiske aktivister – i det omfang det overhovedet giver mening at skelne. Det være sig eksempelvis Zetland-skribenten Frederik Kulager, der festede på skrift, da Youtube begyndte at shadowbanne Rasmus Paludan. Listen inkluderer derudover feministen Emma Holten, aktivisten Natasha Al-Hariri og mere ukendte Michael Bang Petersen, Lasse Lindekilde, Lumi Zuleta, Lene Stavngaard, Helena G. Hansen, Rasmus Munksgaard og Esther Chemnitz.

Der er ingen klare definitioner, og alt er således problematisk per definition, men alligevel konkludereres det at de anslåede 100 til 850 nordiske debattører i ‘The Manosphere’ ikke er farlige: “In the data gathered for this report, however, no indications of intentions to act upon misogynistic opinions have been noted.” (s. 30)

Det understreges i slutningen af rapporten, at der i øvrigt heller ikke er mange danskere i de her ikke-voldelige subkulturer, som de statsansatte feminister målretter sit virke imod.

“A quick look on the Nordic search key reveals that the Danish search key is more developed than the Swedish and Norwegian search keys… However, as visible in Table 3, Denmark does not come out as the dominant of the Nordic languages on any of the platforms, even though the Danish part of the search key is more elaborate. On 4chan it even appears that Danish is the second rarest language. (s. 101)

Det skrives ikke ordret, men kan man læse lidt mellem linjerne, så handler det ikke for frygten for vold. Det handler om frygten for ideologisk modstand, camoufleret bag plusord. Den yderste venstrefløj vil gøre dissens illegitim, og da selverklærede demokratiforkæmpere ikke åbent kan bifalde censur, så er der nødt til at være et farligt voldspotentiale et eller andet sted derude. De kommende år vil de formentligt tale om ‘mørketal’.

Frygten er dog også, at tilfældige debattører risikerer at blive ‘desensitized to the violent and anti-progressive rhetoric’, og det er naturligvis også hæmmende for minoriteters ytringsfrihed, at de møder modstand på sociale medier: “… poses the risk of causing harm to others, physically and/or emotionally.”

Minoriteters følelser trumfer højrefløjens ytringsfrihed. Racisme er ikke en ytring, men en handling, kan man læse i diverse AFA-skrifter. Her er den akademiske udgave. Jeg har ikke læst rapporten slavisk, og det kommer jeg heller ikke til. Livet er ganske enkelt for kort til den slags.

(Center for Digital Pædagogik, 2020; Mere: The Angry Internet / Dansk resume)

Udpluk

“In this report it is concluded that specific Nordic misogyny is present on all three platforms though the amount varies from platform to platform – from 0.4% on Twitter, over 1.6% on Reddit, to 5.0% on 4chan1. Based on these numbers, it was estimated that a total of up to 850 active Nordic users had posted misogynistic and antifeminist content on the three select forums during the last year. … While the estimated amount of up to 850 Nordic aggressively misogynistic users can seem trivial in a political perspective, it does not take into it does not take into account how many passive consumers of the 850’s rhetoric there is. These passive consumers are at risk of being desensitized to the violent and anti-progressive rhetoric used by the 850. Through qualitative interviews and field observations the analysis identified spillover effects of misogynistic content, in the form of phrases, neologisms, ideologies, and worldviews, migrating into ‘mainstream social media’. This spillover effect risks establishing a discourse of acceptance toward misogynistic rhetoric, which in turn could deter women (especially young) to refrain from participating in the public online debate.

One important point established in interviews with participants on aggressively misogynistic forums, and through observations on the same forums, was that many of the users had originally sought emotional and social support from the forums. Later these supportive structures had given way to narratives thought to be less ‘un-manly’, dealing less with vulnerability and unhappiness, and more with vengeance, assertiveness and ideas of (taking) power (back). Some of these forums were formulated in perspective of a ‘men vs. women’ idea, and as such had a (male) user base already feeling alienated from the usual intergender socializing. The users often describe themselves as ‘losers’ or (socially) unattractive, but seem to lack pro-social and pro-male communities, outside of these.

In order to deal with the issues of misogyny the following main recommendations are put forth:

– Forming partnerships with the most troubled forums to educate current moderators, or by installing volunteers, to help establish and reaffirm the support systems that these online communities are for many of their users. By mitigating the echochamber effect that these forums can often hold, and by trying to build bridges to the society that the users feel have shunned them, the brunt of the harmful ‘us-and-them’ rhetoric and mindset could be avoided.

– Building literacy and developing a more equal perspective on the possibilities and capabilities of each gender. Such engagement should target both children, youth, adults, and professionals, through a greater focus on gender, gender identity, and gender development. Furthermore, this can lead to changing and expanding gender norms and ideals to become more inclusive and to create room for diversity and standing up against traditional and stereotypical gender roles.

Requiring identity authentication in order to create accounts on social media platforms would diminish the amount of fake accounts considerably. …” (s. 2)

—–

“One often cited solution to any such problems of hate speech or gender- or minority targeted aggressive rhetoric is to close down the platforms. De-platforming the ideas, and hoping that they dissipate. Even if the notion of de-platforming carried any anti-radicalizing merit, it would largely negate the problem initiating the complex situation to begin with…

De-platforming can be viewed as a tool to close down particularly problematic networks, but should not be done without any secondary action, to ‘catch’ the users before they simply migrate from the now closed down forum, to the next – often to an encrypted or more elusive forum. Likewise, banning certain users will either motivate them to move on to other platforms or create new accounts. In the best of worlds, this will solve the democratic problem of these users preventing minorities and women from participating in the democratic processes of discussions online, but will not solve the problem of the wellbeing of the men themselves. Therefore, different strategies should be employed.

Having a place to talk about one’s problems is often a good thing, seeing as this can offer relief, and thereby limiting the probability of the individual needing a physical (or verbal) outlet. On the other hand, the culture on these platforms can also further fuel already budding thoughts, cementing them as peer-qualified political and social opinions. In essence, there is a fine line between having a place to vent, seek boundaries, and develop one’s identity, and fostering societally undesirable beliefs and attitudes. The former is a positive, while the latter poses the risk of causing harm to others, physically and/or emotionally.

… tackling this issue requires interventions on multiple fronts. Creating a change in culture requires early intervention, but such changes take a long time to take effect. Therefore, more immediate action is required as well. Early intervention could be in the form of educating child caregivers to be less gender stereotypical in their daily interactions and verbal exchanges with the children. Instead of lauding girls for their princess-like appearances and niceness, whilst at the same time complimenting the boys on being tough, fun or assertive, a more gender-neutral approach should be considered.

These small day-to-day interactions are part of a bigger picture, forming the way children see themselves and others in terms of gender, what is expected of each gender, and what each gender is and is not capable of. … The authors of this report see it as evident, when observing in maledominated online communities, that men more easily identify with aggressive emotions and strategies than ‘weak’ and emotional ones. This trait can lead to the problems being re-framed as political and gender-oppressing of men, and a call-to-arms to fight back against perceived evil oppressors, instead of daring to talk about the negative feelings that led the men there in the first place.” (s. 24)

—–

“The Men’s Rights Activists is a reactionary movement, meaning, it has emerged as a reaction to another social movement gaining support and momentum – in this case a reaction to feminism and multiculturalism (e.g. MeToo and Black Lives Matter). MRA’s can, in some instances, divert from past egalitarian movements such as the aforementioned BLM and MeToo, as it is focusing rather on removing rights from others, than gaining some for its own. Many key objectives for MRA’s are to roll back or halt the changes other movements are making.

They are trying to attain this goal by focusing on key feminist issues, such as equal pay, sexual assault, abuse against women, and the representation of women in popular and entertainment media, from a conservative ‘men suffer more than women, and women are actually just trying to blame men for their problems’ point of view. Most rape stories are perceived as false, and campaigns like #metoo are seen as ‘witch hunts’ designed to demonize men. By combating the feminist goals, under guise of them attacking women, they aim to reframe an anti women’s-rights-movement as a Men’s Rights Movement.

Most MRA movements see rights and power as a zero sum-game. Here the notion of women and minorities gaining the same liberties and societal influence as them is a threat to what they have always had. What the others gain, are feared to be lost on their own account. Therefore the feminist movement gaining traction throughout the last decade, becomes extremely threatening to the ipso facto sovereignty of the white man. Furthermore, the MeToo-movement, aiming at protecting women from men, is seen as an attack on the rightful rule over the sexual landscape, and therefore also an attack on said sovereignty.

Thus, Men’s Rights Activists are not only interested in protecting the rights of men, but also in cutting short the rights of women. Interestingly, MRAs and feminists focus on a lot of the same issues; e.g. oppressing gender-based stereotypes, violence and aggression in men, the overlooking and ignoring of assault against men, the skewed division of parental leave and child care, and the lack of openness towards men showing emotions among other issues. However, where feminists see this as being the fault of the patriarchal society and gender-based norms, MRAs see feminism as the root cause. (s. 48)



28. november 2020

Jihadist ville myrde danskere jf. DR: ‘Danske fotografer mistede næsten livet i jagten på sjældne dyr’

‘Danske fotografer mistede næsten livet i jagten på sjældne dyr’, skriver DR.dk, og umiddelbart skulle man tro, at de var blevet angrebet af vilde dyr. Lidt nede i teksten kommer det dog frem, at Helle og Uri Løvevild Golman blev udsat for et ‘mordforsøg’ for tre år siden i Libreville, Gabons hovedstad. Lidt mere ærlig er Journalisten.dk, der sidste år – efter at have associeret mordforsøget med Trump, havde det faktuelle på plads – Døden nær efter knivangreb: ‘Vores livs hårdeste og længste ekspedition’. Via BM.

“Præsident Donald Trump skriver historie den 6. december 2017. Med et tweet udråber han Jerusalem til Israels hovedstad. Men det ænser de danske fotografer Helle og Uri Løvevild Golman ikke. Både de og deres store kameraer har indstillet fokus på en opgave for Strong Production / TV 2 i det centralafrikanske land Gabon.

Men Trumps beslutning kommer imidlertid til at ændre deres liv radikalt. 11 dage senere er Helle og Uri efter tre ugers vellykket mission i landet på markedet for at finde film-location.

… De er på den næstsidste af 26 ekspeditioner, hvor de med 200 rejsedage om året har opsøgt kontinenter og svært tilgængelige og langtfra ufarlige dyr, som de tager sig i agt for og nogle gange flygter fra. Alligevel er det en tobenet homo sapiens, der sender dem til tælling.

‘Jeg står og kigger på en afrikansk maske, da en mand kommer hen og kigger mig direkte i øjnene. Så tager han en kokkekniv frem og stikker mig i maven og løfter den op, så han skærer en centimeter af leveren. Så tager han den ud og stikker mig i hjertet. Derefter vender han kniven i hånden og hugger mig i halsen. …’

… af efterforskningen fremgår det, at den 53-årige nigerianskfødte Arouna Adamou rejste 350 kilometer fra sin landsby til hovedstaden og ventede på potentielle ofre foran den amerikanske ambassade, indtil sikkerhedsvagterne smed ham væk. At han råbte ‘Allahu akbar’ (‘Gud er stor’ på arabisk, red.) under angrebet, og at han samt Gabons forsvarsminister har erklæret, at han handlede i hævn over Trumps beslutning med målet om at dræbe hvide – helst amerikanere.”

(Uri Løvevild Golman, som blev forsøgt myrdet af jihadist; Foto: YouTube)



25. november 2020

Skorini: Kampen for ‘retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold’ undergraves af Strasbourg…

Kronik af adjunkt Heini í Skorini i Berlingske – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gør sig til islamismens nyttige idiot.

“29. oktober udsendte paraplyorganisationen for de islamiske stater, Organization of Islamic Cooperation (OIC), en opsigtsvækkende offentlig udtalelse, der påpegede, at blasfemiske ytringer ikke kun er ulovlige i den muslimske verden. De er skam også ulovlige på europæisk jord. Det har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg selv konstateret i flere omgange. Og det betyder, at de europæiske staters kamp for ytringsfriheden og fordømmelse af censur og restriktive blasfemiparagraffer er hykleri og i strid med den retspraksis, som Europas øverste juridiske myndighed i forhold til menneskerettighederne har udviklet.

OICs udtalelse kom på baggrund af genoptrykninger af Muhammed-tegninger og de seneste brutale terrorangreb i Frankrig, som har efterladt landet i højeste alarmberedskab og udløst diplomatiske kriser mellem Frankrig og flere toneangivende muslimske stater. …

OICs diplomater i FN-systemet er ikke skæggede jihadister fra den afghanske ørken, men topakademikere fra de bedste universiteter i USA og Europa. De ved udmærket, hvordan man retfærdiggør autoritær undertrykkelse med blødt, sekulært menneskerettighedssprog, f.eks. ved at hævde, at autoritær censur er et nødvendigt instrument i kampen mod racisme, intolerance, diskrimination og imperialisme.

Samtidig arbejder OIC med en ny islamisk menneskerettighedserklæring, der skal afløse den gamle Cairo-deklaration fra 1990. … Udkastet er ikke offentligt endnu, men da jeg for nylig fik fat i en kopi, stod der således i paragraf 19:

‘Ytringsfriheden må ikke bruges til at krænke helligheder eller værdigheden hos profeter, religioner, religiøse symboler, eller at underminere moral og etiske værdier i samfundet.’

Denne sætning lægger sig tæt op ad den retspraksis, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udviklet. Og det er skæbnens tragiske ironi, at den globale kamp for retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold svækkes af en menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der oprindelige blev etableret som et bolværk imod totalitære idéer. De europæiske demokratier burde forlange mere af kontinentets øverste menneskerettighedsmyndighed.”

(Heini í Skorini, Free Speech, Religion and the United Nations, Routledge, 2019)



11. november 2020

Th. Hoffmann: “Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer…”

‘Ny bog viser Muhammads mange facetter’, kan man læse hos POV International, der lader Jakob Skovgaard-Petersen præsenterer sin nye bog. “Det interessante ved Muhammed, er efter min mening ikke, hvem han oprindelig var…”, men hvordan muslimer og kristne har set på ham historisk. En bekvem vinkel.

Så er der mere kød på professor Thomas Hoffmann, der i en kronik i Politiken giver salonsocialisterne akut behov for lugtesalt – Muslimer må droppe virkelighedsfornægtelsen.

“Lige nu synes en ny jihadistisk terrorkampagne at være i proces: angrebene på de forvekslede Charlie Hebdo-medarbejdere i Paris, Paty, kirkegængerne i Nice og senest en synagoge og cafégæster i Wien. I den muslimske verden myrder og lemlæster muslimske terrorister også løs – i en skala og med en intensitet helt uden for kategori i sammenligning med Europa.

Op gennem 00’erne har vi læst det ene afstandtagende kommuniké, charter, fatwa, tweet og facebookopslag efter det andet. … det sprog, som man almindeligvis møder i kølvandet på endnu et muslimsk udført terrorangreb, er alt for ofte overfladisk, floskuløst, sentimentalt, relativiserende og bortforklarende og derved ude af stand til at identificere og analysere det problem, som såvel muslimer og ikkemuslimer er ofre for i dag.

… For det andet oplever man igen og igen det, jeg kalder pseudotakfir. Takfir er et klassisk islamisk begreb og praksis, hvor man erklærer en muslim for ikkemuslim, altså en slags kætterstempling. Konsekvensen af en sådan takfirstempling er principielt fredløshed og dødsstraf.

Ekstremistiske muslimer benytter sig netop gerne af takfir over for deres trosfæller og fordømmes derfor ofte for det af mere moderate muslimer for deres puritanske dømmesyge. Det ironiske er imidlertid, at de forskellige terrorfordømmelser næsten altid forfalder til en tilsvarende takfirtaktik uden tilsyneladende at erkende overlappet.

Det giver sig til kende i vendinger som ‘de har ingen religion’, ‘det er ikke muslimer’, ‘det er ikke ægte islam’ – eller ‘der findes ikke noget, der hedder islamisk terror’.

Paradokset adresseres aldrig – for det analytiske og selvkritiske blik mangler. Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer – angrebene udføres almindeligvis under lovprisning af Guds storhed, med minikoraner tæt på kroppen og rituelt rensede kroppe. At hævde, at disse terrorister reelt ikke er troende muslimer, er udtryk for en farlig virkelighedsfornægtelse.

For det tredje synes alt for mange af fordømmelserne at mangle historisk-kritisk vilje eller evne. For eksempel når det entydigt slås fast, at den islamiske tradition fordømmer drab på civile. Begrebet civile findes simpelthen ikke i traditionen… Et klassisk eksempel, som man har set mange gange i denne ombæring, er påstanden om, at Koranen forbyder drab, fordi den rummer et vers, hvor det slås fast, at det at slå et menneske ihjel svarer til at dræbe hele menneskeheden.

Problemet er bare, at verset (sura 5, vers 32) næsten altid gengives i amputeret format. Afgørende detaljer undlades belejligt. Verset lyder nemlig i sin fulde ordlyd således: ‘På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn (Koranens betegnelse for jøderne), at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker’. Her skal man dels lægge mærke til, at verset indfører to vigtige forbehold over for forbud mod drab, dels, at hævndrab er legitimt ligesom drab på dem, der skaber ‘fordærv’ i landet – sidstnævnte er naturligvis en så vag og elastisk term, at enhver kan beskyldes for at skabe ‘fordærv’. …

Indtil videre har jeg desværre ikke observeret nogen problematisere disse forbehold. For slet ikke at tale om verset, der følger lige bagefter, og som lyder: ‘Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det’. Versets kontekst knyttes traditionelt til en historie om Muhammad, hvor han brugte amputationen (samt udprikning af øjne). Ja ja, vil nogle indvende, men det er vel ligegyldigt, hvad Koranen siger? ‘Koranen i sig selv er tavs’ er frasen, der rutinemæssigt luftes.

Det, det handler om, er, hvordan muslimer tolker det. Nuvel, her er et eksempel på en fordømmelse af 11. september-angrebet fra en lang række indflydelsesrige arabiske islamiske lærde og meningsdannere: ‘Alle muslimer bør være forenet imod alle dem, som terroriserer de uskyldige og som begår drab på ikkekombattanter uden en forsvarlig grund’. Denne sidste præciserende detalje, ‘uden en forsvarlig grund’, åbner ligesom det førnævnte koranvers for en afgrund af potentielle voldelige reaktioner.

(Mozambique, hvor IS-associerede militser netop har halshugget 50 personer, 6. november 2020)



7. november 2020

Dømt for dokumentation: ‘Officielt af hensyn til de pårørende, men i høj grad også af politiske grunde’

Da masseindvandringen kulminerede i 2015, kommentererede journalist Lasse Jensen billedet af den druknede 3-årig migrant Alan Kurdi. De ord kan man tænke lidt over, når medier nu kan fortælle at en 71-pige kvinde er idømt ‘6 måneders betinget fængsel’ for deling af den meget omtalte ‘Marokko-video’ på ‘en islamkritisk Facebook-side’. Fra Information.dk – Et brutalt foruroligende billede (2015).

“Der er billeder, som kræver publikation, selv om vores eget verdensbillede og dets etik i teorien bør forhindre det. Debatten om disse ’ikoniske’ billeder tjener måske mere som en slags selvbeskyttelse. Når de er brutale og viser, at krig faktisk dræber og lemlæster mennesker, bliver mange medier bange for reaktionen. Krigsførende stater censurerer faktisk den slags billeder af egne faldne. Officielt af hensyn til de pårørende, men i høj grad også af politiske grunde.

Billedet af den lille druknede dreng i strandkanten har samme ikoniske kraft. Det bliver måske det billede, der i årtier vil stå tilbage som et symbol på flygtningekatastrofen i 2015. Ligesom billedet af Kim Phúc vil den lille døde Aylan Kurdi blive brugt og misbrugt. Men de er begge symboler på den uomtvistelige kendsgerning, at krigens og flugtens mest uskyldige ofre er børnene. Derfor skal billedet ikke sløres. Det skal bringes.”

(Ikke-ikonisk sløret billede af unavngivet terroroffer, La Rambla, Barcelona, 17. august 2017)

“Hvis man viser et dødt barn, der blev offer for terroren i går i Barcelona, bliver man bedt om at fjerne det, eller Facebook fjerner det, fordi man anmeldes. Man må ikke vise ’symboler’ på den terror, der er blevet virkelighed overalt i EU. Da man viste et dødt barn i en vandkant blev det vist mange millioner gange og blev et symbol på flygtningekrisen.” (Karen West, 18. august 2017)

Oploadet Kl. 11:34 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


6. november 2020

Berlin: Mindehøjtidelighed for Samuel Paty saboteret – “… doch das bekommen, was er verdient hat.”

Berlingskes Troels Heeger skriver på Twitter, at muslimske elever har saboteret en mindehøjtidelighed for Samuel Paty. “‘Problemet er relativt stort i Berlin,’ siger næstformand for skoleledere. ‘Vi har alle en smule angst,’ siger lærer ved berlinsk gymnasium. ‘Det er godt, at jøderne blev dræbt,’ siger elev.”. Fra Der Tagesspiegel – Wieso muslimische Schüler die Enthauptung eines Lehrers gutheißen.

“Der Pädagoge, der sich bei Hendrik Nitsch, dem Schulleiter der Gustav-Freytag-Schule, meldete, hatte bestürzende Nachrichten. Es war der Tag der Schweigeminute für den enthaupteten französischen Lehrer Samuel Paty, auch an der Integrierten Sekundarschule in Reinickendorf gab es diese Geste. Der Lehrer berichtete nun: Ein muslimischer Schüler der achten Klasse habe die Schweigeminute gestört und erklärt, Paty habe ‘doch das bekommen, was er verdient hat. Der gehörte hingerichtet. Er hatte den Propheten beleidigt.’

Insgesamt vier Kollegen, sagt Nitsch dem Tagesspiegel, seien zu ihm gekommen. ‘Der Tenor ihrer Berichte war immer der gleiche: Muslimische Schüler sagten, diese Tat sei richtig gewesen, bloß keine Schweigeminute für so jemanden.’

Nitsch ist auch stellvertretender Vorsitzender der Interessensgemeinschaft Berliner Schulleitungen, er sagt: ‘Wir müssen das aufarbeiten, so kann es nicht weitergehen. Das ist ein relativ großes Problem in Berlin.‘ Mit dem Schüler wurde ein Gespräch geführt, aber das reiche ja nicht. ‘Wir müssen darüber nachdenken, wie wir die Mitläufer, die so etwas nur nachplappern, erreichen.’

Ein Lehrer an einer Integrierten Sekundarschule in Schöneberg erzählt, einer seiner muslimischen Schüler habe gesagt: ‘Dass jemand umgebracht wird, ist doch nicht so schlimm.’ Der Pädagoge ist überzeugt, ‘dass dieses Denken an meiner Schule weit verbreitet ist’.

Karina Jehnichen, Leiterin der Christian-Morgenstern-Grundschule in Spandau, eine Einrichtung mit hohem Migrations-Anteil, sagt über ihre muslimischen Schüler: ‘Viele sind in ihrem Denken so verfestigt, dass sie keine andere Ansichten mehr zulassen.’

Das Sicherheitsgefühl ist zumindest bei einigen Pädagogen weg. ‘Ich habe jetzt Angst’, sagt eine erfahrene Schulleiterin. ‘Das Lehrpersonal hat ein mulmiges Gefühl’, sagt Nitsch. Und Lea Hagen, Lehrerin an einem Kreuzberger Gymnasium sagt: ‘Eine gewisse Angst haben wir alle. Aber viele reden nicht darüber.’

Die Freude über beziehungsweise die Sympathie für den Tod von Paty ist ja nur ein Symptom. Das Problem, sagen Pädagogen, gehe viel tiefer. Es geht um die generelle Vorstellung, wie man Religion lebt, welche Werte zählen, wo Toleranz endet. Viele Schüler mit streng konservativen Eltern bekommen in der Moschee oder zu Hause ein Weltbild vermittelt, in denen Homophobie und patriarchalisches Denken Alltag ist. ‘Die Schüler kommen aus einer Parallelgesellschaft’, sagt der Verbandsvertreter Nitsch, ‘die gehen neben der Schule noch in die Moschee, die werden dann mit einer Demokratie konfrontiert, die sie in ihrer Parallelwelt nicht kennen.

(Der Tagesspiegel, 5. november 2020: Radikales in Berliner Klassenräumen)



3. november 2020

Nyholm fra sin Wien-adresse: “Jeg har lige set en mand, som blev skudt af en af gerningsmændene.”

Jeg har flere gange blogget om JP-skribenten Per Nyholm, der med adresse i forskellige europæiske storbyer agiterer for (Tyrkiet i) EU, og med jævne mellemrum kritiserer masseindvandringens modstandere. Islam er blot en religion som alle andre, og vi her i det provinsielle Danmark må lære at leve med det. Nyholm er et ekko fra 90’erne, hvor alle der kritiserede multikulturen var Auschwich-drømmende nazister, og Trump blot en ‘boligrotte’.

I dag bor Per Nyholm i Wien, og mandag aften oplevede han den islamiske terror fra første parket. For et par år siden var det radikale Jens Rohde, der fik en overdosis af det der ikke har ‘noget med islam at gøre’, og det er jo skønt, når multikulturens ypperpræster oplever den brutale virkelighed. Fra JP.dk – Dansker i Wiens centrum: Jeg har aldrig set noget lignende.

“Jyllands-Postens tidligere korrespondent Per Nyholm bor få hundrede meter fra gerningsstedet. …

‘Der ligger flere synagoger i gaden, hvor angrebet skete og der ligger også synagoger i min gade,’ fortæller han. …

Andre tv-billeder fra videoovervågning har vist en likvidering af en tilfældigt forbipasserende.

Jeg har lige set en mand, som blev skudt af en af gerningsmændene. Et par sekunder efter vendte gerningsmanden om og likviderede ham med et skud i hovedet. Jeg har aldrig set noget lignende,’ siger Per Nyholm.”

(Overvågningskamera, Wien, 2. November 2020; Foto: Twitter)

Per Nyholm i citat

“Er jeg dansker, bosat uden for Danmark i snart 40 år, men arbejdende for en dansk avis? Ville jeg være dansker, om jeg var pakistansk af fødsel, halalslagter på den københavnske Nørrebro, bekendte mig til islam og følte mig dansk? Måske skulle vi lade vor identitet være individuel og flertydig, ikke kollektiv og entydig.” (21. oktober 2018)

Risikoen for, at man i Europa skulle blive dræbt af en terrorist, er ringere end risikoen for druknedøden i badekarret. … Terroristerne truer den enkelte, ikke vore demokratier. Dog, både i det offentlige og politiske liv kunne mere eftertanke gøre nytte, væk fra den ofte hørte stupiditet, at de blot skal sendes hjem, alle sammen. Hvem er disse alle? … Moskéen og en voldelig udlægning af islam giver mening, når man dag efter dag får at vide, at man ikke hører til, hvilket i Danmark og andetsteds klargøres af en højtråbende højrefløj.” (23. juli 2017)

Står vi ved et vendepunkt i en optrækkende krig mellem kristendom og islam? Mig bekendt ikke. … At forbryderbander som al-Qaeda og talibanerne skjuler sig bag en religiøs maske, gør dem ikke til troende, og at opfatte dem som typiske muslimer tjener til dels at legitimere dem, dels at skabe modsætninger i Vesten mellem vore mange kulturer, nationer og nationaliteter. … Jeg er helller ikke i tvivl om, at der forestår flere terrorangreb. Jeg er heller i tvivl om, at de skal mødes med civilcourage og alle retsstatens ressourcer. … Der tales meget om danske værdier? Hvori består disse? Jeg befinder mig hellere mig i selskab med en frisindet jøde eller muslim end med et fundamentalistisk medlem af Dansk Folkeparti eller de mærkværdige skikkelser, som Jyllands-Posten for et stykke tid siden præsenterede i en serie om det nye højre.” (25. februar 2015)

På mig virker nævnte højrefløjs agitation som vrøvl, afsindigt vrøvl, men den har givet stemmer i den politiske debat, hvilket er folkestyrets første prioritet. I Ebeltoft sidder jeg blandt gode venner, og det kommer til en forrygende diskussion. Om Danmark i EU, om flygtninge og fordrevne, om den såkaldte velfærdsturisme, om flygtninge og fordrevne, alt det, som ikke mindst et udansk folkeparti harper på i den hensigt at opnå magt, som det har agt. Om partiet tror på disse sine påståede mærkesager, betvivler jeg. Snarere forsøger man at skabe angst, forvirring, vrede. Den slags er set før, og man behøver ikke at være 100 år gammel for at vide, hvad det førte til.” (24. november 2013)

“Ankomst til Sarajevo ud på aftenen. Den bosniske hovedstad henligger i lys og liv, ikke det liv, der herskede før krigsudbruddet i 1992, og som var kendt for sine meninger, sine mange farver, caféerne, teatrene, aviserne, men dog et liv, muslimsk i grundtonen, utilsløret og frimodigt, en europæisk udgave af Islam, kristne kirker side om side med pyntelige moskéer. Den europæiske højrefløjs karikatur af muslimerne ses ikke. (29. oktober 2010)

“Sig ordet stormoské – og straks dukker højrefløjen op med alle sine fordomme, sit had og sin angst.” (26. august 2010)

“Jeg gentager gerne, hvad jeg har skrevet ved flere lejligheder: Jeg er godt tilfreds med det store muslimske flertal i Danmark. Jeg anser muslimerne i almindelighed for nyttige, venlige og høflige borgere, som jeg gerne omgås og gerne handler med. Problemet er ikke islam, som påstået af dumrianerne, men at islam er blevet kapret af et præsteskab, der kræver tolerance og praktiserer intolerance…” (7. april 2006)

Jeg væmmes, fordi man ikke kan vise respekt for andre menneskers religion og kultur. Jeg væmmes ved foragten for den enkeltes rettigheder og ved den indholdsløse, selvretfærdige pukken på ytringsfriheden, som ikke tager i betragtning, at den udøves under ansvar over for andre menneskers værdier. Jeg væmmes, når jeg i et læserbrev ser islam omtalt som en ‘pest’, mens andre i fuld offentlighed mener, at muslimerne skal ‘vænnes’ fra islam. … Sharia, sharia! Det er de danske og de muslimske ekstremisters kodeord. Godt, så lad det være kodeordet. At man af religiøse grunde principielt godtager muslimsk lovgivning betyder ikke, at man ønsker stening eller håndsafhugning praktiseret i det reelt eksisterende sekulære samfund. … giften lægges ud: de er anderledes, de skal væk. Det er som et ekko af Balkan under Milosevic og Tyskland under Hitler. Pia Kjærsgaard og Søren Krarup himler op om det danske folk. Jeg siger gerne: de hetzer ikke på mine vegne! Også jeg er dansker, men jeg indgår ikke i deres folk.” (14. januar 2005)

Tyrkiet har nu en demokratisk, moderat muslimsk regering, der nok bedre end sine ofte skarpt antireligiøse forgængere kan gennemføre de reformer, der er en forudsætning for Tyrkiets medlemskab af EU inden for den næste generation, og som fortjener Vestens velvilje. … Det sidste, EU har brug for ved Bosporus, er en tyrkisk stat, der som følge af snæversyn og afstumpethed, organiseret af såkaldt kristne, forvandles til en islamisk modstander. Debatten om Tyrkiet må handle om det rationelle og det mulige, ikke om religion. Gud samler både kristne, jøder og arabere. Gud er ikke europæer.” (17. december 2002)



29. oktober 2020

Sikkerhedsvagt undlod at konfrontere bombemand: ‘Scared of being wrong and being branded a racist’

Med jævne mellemrum problematiserer medierne ‘racial profiling’, men sund fornuft bør aldrig gå af mode. Fordomme er akkumulerede erfaringer, og det nytter ikke at fokusere på ‘fru Jensen’, hvis problemet er ‘indvandrerdrenge’. Her en suverænt eksempel fra England, sakset fra venstreorienterede The Guardian – Security guard avoided Manchester Arena bomber ‘for fear of being called racist’.

“A security guard had a ‘bad feeling’ when he saw Manchester Arena suicide bomber Salman Abedi but did not approach him for fear of being branded a racist, a public inquiry has heard.

Kyle Lawler said he was stood 10 or 15ft away from Abedi, who had been reported to security by a member of the public who thought he looked ‘dodgy’.

The Showsec security guard, aged 18 at the time of the terror attack, told police in a statement read to the inquiry sitting in Manchester: ‘I felt unsure about what to do.

‘It’s very difficult to define a terrorist. For all I knew he might well be an innocent Asian male. I did not want people to think I am stereotyping him because of his race.

I was scared of being wrong and being branded a racist if I got it wrong and would have got into trouble. It made me hesitant.

‘I wanted to get it right and not mess it up by overreacting or judging someone by their race.’

… Around eight minutes before he detonated his device, Showsec steward Mohammed Ali Agha alerted Lawler to the report by a member of the public and both began observing Abedi. … Around five minutes later, Abedi got to his feet and walked across the room towards the crowd emerging from the arena at the end of the gig at 10.31pm.

He was smiling, the inquiry heard, seconds before he detonated his home-made rucksack bomb, packed with thousands of nuts and bolts, murdering 22 bystanders and injuring hundreds more.”

(Den senere selvmodsbomber Salman Abedi fanget på CCTV; Foto: Skynews, se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 10:09 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer
Arkiveret under:


21. oktober 2020

Claus Hjortdal, skoleleder: “Man accepterer ikke et billede af Muhammed, og det vidste læreren godt.”

Efter det brutale mord i Paris, sidste fredag, skrev en dansk lektor, at hun fremover ville bruge Muhammedtegninger i sin undervisning i sympati med historielærer Samuel Paty. Det medførte ikke-overraskende trusler fra herboende muslimer, og hermed kom sagen op på ministerniveau. I den forbindelse har flere aviser bragt interviews med Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen i Danmark. Her en række citater fra Berlingske, hvor han udpensler ‘Voldsmandens veto’. Muslimer bliver sure, så vi underkaster os…

“Men hvorfor har vi behov for at vise tegningerne? Hvad vil vi med lige præcis det? Hvad er den positive hensigt ved at vise tegningerne? Det kan jeg godt efterlyse, hvis det betyder, at nogle elever ikke vil følge undervisningen. Der mangler vi respekten for de elevers tro.”

“Det er ikke volden som sådan, der spiller en rolle. Det er, at man nedgør og håner folks religiøsitet og overbevisning. Jeg tror ikke, vi får et bedre samfund af, at vi støder folk fra os…”

“Da de dannede skolerne i 1800-tallet, arbejdede de med det flotte begreb ‘frisind’. Det handler om, at enhver har ret til den holdning, man har, og at jeg vil gå i døden for, at du har lov til at have din holdning. Det er ikke ligefrem sådan, vi har det i øjeblikket. Vores tolerance over for andre er ret begrænset i de her år. Det gælder fra alle sider.”

Man accepterer ikke et billede af Muhammed, og det vidste læreren godt. … Fik han sit budskab igennem?”

Den vold er ikke rimelig. Men Det er jo det, der er spørgsmålet lige nu, når lærere siger, de vil have ret til at vise billedet, så vil de også have ret til at skubbe elever fra sig og ret til at gøre nogle forældre vrede og risikere, at nogen griber til en kæp at slå dem med og i værste fald slå ihjel. Det er også den ret, de kræver…”

Hvis vi ved, nogen bliver sure på en, og man gør det alligevel, så må man forvente, at der kommer en reaktion. Det er de mekanismer, vi skal være opmærksomme på.”

(Herboende muslimer truer danske underviser, oktober 2020; Foto: Facebook)

“Der vil være skoler, hvor jeg vil sige, at det vil være fejlagtigt, fordi det ikke er vores opgave at provokere. Vi kan sagtens snakke om ytringsfrihed uden at skulle vise den tegning.” (Claus Hjortdal, Jyllands-Posten, 20. oktober 2020)

(Collage: Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper