3. januar 2012

“Vi må væk fra illusionen…”

Det lykkedes ikke DR og Enhedslisten at kickstarte en Afghanistan-rigsretsag med ‘Den Hemmelige Krig’, men angreb er nu engang det bedste forsvar, og med en presset rød regering, forsøges der nu igen – denne gang med Irak-krigen. Ritzau tog den på et splitsekund, og uddyber blandt andet med retsmediciner Jørgen Lange Thomsen, der her syv år efter episoden angiveligt fandt sted, kan fastslå nationaliteten på den sparkende soldat.

(satirisk spørgeskema der cirkulerer på Facebook i disse dage)

“Vi må væk fra illusionen om, at vi kan leve og forsvare de ting, vi sætter højt – og samtidigt være fuldstændigt uskyldsrene. Det er der ingen generationer før os, der har kunnet, og summen af menneskelige drifter og dårskab er stadig den samme. Vi må besinde os på, at der er mennesker derude, som ikke vil os det godt, og at vi derfor af og til må sætte hårdt mod hårdt. Det betyder også, at vi for vores egen overlevelses skyld vil blive tvunget til at generalisere, og at vi dermed vil komme til at gøre uret mod enkelte. Det er betingelserne…” (Sappho, Den umulige uskyld)



8. maj 2011

Afghansk tolk erkender, at tidl. vidneudsagn var baseret på ‘rygter’ og ‘opfangede udsagn’

Skarp leder i dagens Jyllandsposten der lukker og slukker Christoffer Guldbrandsens DR-sanktionerede ‘hemmelige krig’. Fra Klædt af.

“Filmens dramatiske opbygning med slørede billeder, interview med både anonyme kilder, militærkilder, der flyttede sig uroligt på stolene, og dramatisk musik kulminerede med en lektor i forfatningsret Jens Elo Rytter, der uden at blinke mente, at filmen burde udløse en rigsretssag mod statsministeren. De fleste medier, ikke mindst Danmarks Radio og Politiken, halsede i samme retning, men selv om de borede og borede, fandt de aldrig den rygende pistol, som Christoffer Guldbrandsens film også er klinisk renset for. Derfor blev man enig med sig selv og hinanden om, at det skyldtes Statsministeriets og Forsvarsministeriets ondsindede modspin og beklikkelse af Christoffer Guldbrandsen.

Siden blev der noget mere stille, og helt stille var der også tirsdag efter påske, da landsretten frikendte Forsvarsministeriet i den såkaldte ”fangesag”, hvor tolken MG, der har været helt central vidne i sagen, erkendte, at hans tidligere vidneudsagn var baseret på rygter, opfangede udsagn og virkelige hændelser. Det var ikke en historie, der, når bortses fra herværende dagblad, trak de store overskrifter. Nærmest tavse var DR og Politiken.

Nogen vil måske huske, at tolken MG også spiller en helt central rolle i Christoffer Guldbrandsens film. For her er det netop hans gentagne indberetninger fra Afghanistan til Forsvarsministeriet, der bruges som grundlag for at så tvivl om forsvarets og regeringens rolle i sagen. Tolken er med andre ord det nærmeste Guldbrandsen kommer en rygende pistol i filmen, og med landsrettens afgørelse må det siges, at filmen er klædt af, og hele konstruktionen bag den smuldrer.”

(TV-avisen, 18. januar 2007; se evt. tidl. posteringer)

Oploadet Kl. 16:19 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


15. december 2010

Armadillo: “Der er ikke formodning for, at nogen person har begået noget strafbart forhold…”

Armadillo havde kvaliteter, som manglede i Den hemmelige krig (2006), men begge var politiske dokumentarer lagt til rette for krypto-pacifister på den yderste venstrefløj. Officiel pressemeddelse fra Forsvarets Auditørkorps ved Peter Otken – Afslutning af auditørundersøgelse i anledning af udtalelser i filmen “Armadillo”.

“Auditørerne i København har afsluttet undersøgelsen i anledning af udtalelser i filmen ”Armadillo”. Der er ikke formodning for, at nogen person har begået noget strafbart forhold, hvorfor efterforskningen indstilles, jf. retsplejeloven § 749, stk. 2.

Undersøgelsen blev indledt på grund af den måde, som en kamphandling den 25. juni 2009 i Helmand, Afghanistan, omtales i filmen ”Armadillo”. Undersøgelsen havde til formål at afklare, om omtalen i filmen og formuleringer anvendt i filmen var udtryk for, at der i forbindelse med kamphandlingen kunne være sket en overtrædelse af gældende regler for magtanvendelse.

Undersøgelsen har ikke givet grundlag for at lægge andet til grund, end at kampen i grøften den 25. juni 2009 foregik i overensstemmelse med gældende regler for magtanvendelse under væbnet konflikt.”

Apropos.

“Den 1. maj gav Janus Metz et interview til Politiken om filmen, og det har fået Enhedslistens Frank Aaen til at indkalde ministeren i samråd i forsvarsudvalget, fordi han er bekymret for, om danske soldater har overtrådt krigens love.” (Jyllandsposten, 12. maj 2010: Minister skal forklare krigsfilm)

Oploadet Kl. 17:14 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


14. februar 2010

David Trads om DR Nyheders interview: Jacob Winther udpeger ikke læk

Jeg har ikke fulgt sagen tæt, og den kompliceres dag for dag, men herunder David Trads’ analyse af et fire måneder gammel DR-interview med forsvarsministerens pressechef Jacob Winther, offentliggjort tidligere på ugen.

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen, godtog DRs vinklede opkog og pointerede skarpt, at “Alle, der har hørt de lydoptagelser, kan ikke være i tvivl om, hvad han mener og siger – nemlig at TV2 har sagt til ham, at jægerkorpset er deres kilde… Han siger det meget bastant.”

David Trads kommenterer samme på facebook.

“Jeg har nu gennemlyttet det 22,39 minutter lange interview, som DR har lavet med spindoktor Jacob Winther fra Forsvarsministeriet – og har tre journalistiske pointer:

For det første at det er åbenlyst, at Jacob Winther må tro, at der er tale om et baggrundsinterview. Han vandrer rundt ude i trafikken – og udtaler sig helt åbenlyst, som om at han taler til baggrund. I alle de år, jeg har haft med spindoktorer at gøre har udgangspunktet altid været, at vi taler til baggrund – med mindre andet specifikt er aftalt. Det er derfor journalistisk angribeligt at bruge dette bånd. Det er også, ved vi fra DR, i strid med DR’s egne regler.

For det andet er det fuldkommen åbenlyst, at Jacob Winther blankt afviser at have informeret TV2 eller andre om beslutningen om at sende jægersoldater til Irak før Udenrigspolitisk Nævn er informeret. Winther gentager det utallige gange – selv om DR-journalisten ubegavet blir ved med at lyde, som om han ikke hører efter.

For det tredje er det helt åbenlyst, at Jacob Winther ikke anklager Jægerkorpset for at stå bag et læk til TV2 og/eller Jyllands-Posten, men at han – hvad siger igen og igen og igen – tænker, at når de to medier kender historien, ja, så må de jo have fået det at vide et sted, og det sted kunne være fra Jægerne, som nærmest har indlemmet Niels Brinch fra TV2 i deres midte i de uger. Winther siger aldrig, at han ved, at lækket kom fra Jægerne – han siger, at det er hans gæt, hans spekulation.

Hvis det skal lykkes – journalistisk – at redde trådene ud i denne indviklede sag, ja, så synes jeg ikke, at DR’s standard i dette indslag hjælper os. Tværtimod. Om Winther alligevel har lækket noget til TV2, ja, det kan man jo blive ved med at anklage ham for – men dette bånd bekræfter i hvert fald ingenting.”

Mere om sagen hos Jarl Cordua og Joachim Sperling.

  • 11/2-10 DR Online – Pressechef: Læk kom fra Jægerkorpset (DRs ‘analyse’).
  • 11/2-10 DR Online – Hør interviewet her.
  • 12/2-10 BT – Guldbrandsens bevis blev lavet efter lækage-anklagen.
  • 13/2-10 Journalisten – Paula Larrain: Pinligt “interview”.
  • Oploadet Kl. 11:30 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    12. februar 2010

    DR bag kulissen

    Læserbrev af Mikael Jalving i dagens Jyllandsposten. Fra Det hemmelige skrig.

    “I dag skal vi lege gætteleg.

    Forestil dig, at en medarbejder ved Danmarks Radio uden redaktionel adkomst i al hemmelighed foretager en lydoptagelse med personfølsomme oplysninger og videreformidler den til sin nære ven Pia Kjærsgaard for at hjælpe hende politisk. Leverancen afsløres, og herefter er der tavshed og ingen reaktioner i mediehavet, slet ikke i Danmarks Radio. Er det fup eller fakta?

    Korrekt, det er fup.

    Fakta er derimod, at en medarbejder – flaskehalsen peger på en vis Nils Giversen – uden redaktionel adkomst videreformidler en lydoptagelse indsamlet i al hemmelighed til sin nære ven Christoffer Guldbrandsen, instruktøren bag dokumentarfilmen ”Den Hemmelige Krig”…

    Velkommen til Danmarks Radios virkelighed. Den lyder rigtignok fuldkommen kuk-kuk, men affæren om DR-journalisten, hvis virkelige arbejdsgiver tilsyneladende er en filminstruktør, og den efterfølgende officielle tavshed, er blot et nyt og aktuelt eksempel på, hvordan Danmarks Radio plejer sin public service-forpligtelse, nemlig ved at sørge for, at offentligheden alene serviceres med nyheder, der får de gode til at le og de onde til at græde.”

    Mere.

  • 12/2-10 DR Online – Jægerlæk: DR-journalist stopper.
  • Oploadet Kl. 18:54 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    30. januar 2010

    Jarl Cordua: Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen

    Søren Gade og Forsvarsministeriet er under angreb for tiden. Jarl Cordua trækker tråde bagud, og det er en interessant historie. Fra Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen.

    “Det blev hverken til Cavling-pris, Woodward & Bernstein-fame eller ikonstatus i pressekredse, da Christoffer Guldbrandsen og DR-dokumentarist Nils Giversen – blandt andet i samarbejde med den nuværende Politiken-journalist Martin Kaae – i december 2006 med det DR-licensfinansierede TV-dokumentarprojekt ”Den hemmelige Krig” forgæves forsøgte at vælte forsvarsminister Søren Gade. Det påstås også af en kilde, at Politikens journalist Mathias Seidelin har deltaget i et samarbejde omkring filmen, men det afviser Seidelin overfor Jarls Blog.

    … Undervejs følte Guldbrandsen og Co, at de blev ”outspinned” eller at pressen blev manipuleret af forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther… Det blev næppe bedre af, at Winther fortalte om, hvordan han som sejrherre trak sig ud af spinkrigen – til journalistens fagblad “Journalisten”, hvilket var den ultimative ydmygelse og provokation. Måske det kan forklare, hvorfor Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen siden de led dette forsmædelige nederlag til Winther har dyrket allehånde konspirationer om forsvarsministeren og navnlig hans spindoktor…

    Det blev altså ikke til Cavling-prisen til Guldbrandsen og Giversen det år, og forvarsministeren gik heller ikke af… Siden denne store personlige skuffelse har Seidelin som skrivende journalist i Politikens spalter nidkært jagtet forsvarsministeren fra Herodes til Pilatus.

    Hans nuværende makker på Politiken, Martin Kaae, overtog for et par år siden et falleret bogprojekt, der fik titlen ”Vejen til Irak”. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Søren Gade offentligt fastslog, at Kaae var den eneste journalist i kongeriget, som han ikke vil tale med. Forsvarsministeren havde nemlig erfaret, at Kaae citerede ham i sin bog, men altså UDEN nogensinde at have talt med Gade.

    … Men nu tilbage til den aktuelle sag:

    Siden oktober 2009 har Guldbrandsen og Giversen rejst rundt til danske nyhedsmedier med historien om, at det i 2007 var Forsvarsministeriets spindoktor, der lækkede sagen om, at jægerkorpset var på en hemmelig mission i Irak… Guldbrandsen graver – uden at der er kommet nye oplysninger frem – igen historien op om, at det er Winther, der skulle stå bag lækagen.

    Blandt de medier, som har overvejet Guldbrandsens påstande, men altså ikke viderebragt dem, er Ekstra Bladet og TV-Avisen. Det har de formentlig ikke gjort, fordi der netop mangler fornøden dokumentation for påstandene, som i øvrigt ingen kan bekræfte. Til sidst endte Guldbrandsen med at medvirke i et interview til filmmagasinet ”Ekko”, hvor han siger, at Winther i 2007 skulle have fortalt TV2-journalisten Rasmus Tantholdt om Jægerkorpsets mission. Winther afviste blankt Guldbrandsens påstand, mens Tantholdt nægtede at forholde sig til spørgsmålet, da han ikke vil diskutere sine kilder, eller hvordan TV2 i sin tid havde fået historien.

    Journalisten, der skrev artiklen til “Ekko”, René Fredensborg (yes, ham der med brosten i hånden for Nyhedsavisen dækkede urolighederne efter rydningen af Jagtvej 69), ringede – en uge efter, at bladet var gået i trykken – til Jacob Winther for en kommentar.

    […]

    Nu i 2010 hopper pressen så på sagen igen, men foreløbig med udgangspunkt i én kilde, som er TV2s Kaare R. Skou. Han har overfor flere medier bekræftet, at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der lækkede de fortrolige oplysninger. Skou vil dog ikke ud med, hvem hans kilde er… Først hævdede Skou kun, at han havde regnet ud, hvem kilden var. Men så sagde Skous chef TV2 Nyhedschef Michael Dyrby, at Skou ikke kunne vide, hvem kilden er.

    (Søren Gade i Den Hemmelig Krig, sendt på DR2 d. 7. december 2006)

    Opdate.

  • 13/1-10 Videnskab.dk – Derfor fejlede dokumentaren Den Hemmelige Krig (af Thomas Hoffmann).
  • 

    17. december 2009

    Gitte Rabøl, DRs nye oplysningsdirektør

    DR Presse kan i dag oplyse, at at DRs bestyrelse har udnævnt fire nye direktører, herunder en såkaldt ‘oplysnings-direktør’, der får ansvaret for dokumentar, videnskab, debat og aktualitet på alt fra Orientering til Deadline. Hvem har det borgerlige flertal i DRs bestyrelse , så valgt til denne nøglestilling.

    – Gitte Rabøl! – Kvinden bag Christoffer Guldbrandsens pseudo-dokumentar Den hemmelige krig (2007), som hun senere indstillede til Cavlingprisen. Jeg skrev en hel del om filmen, og og citerede blandt andet fra Nyhedsavisens solide dækning og den tunge kritik fra Forsvarsministeriet. Den nye oplysningsdirektør forsvarede filmen med hud og hår. Fra den officielle redegørelse.

    “Da DHK er produceret for DR, må brugen af filmiske virkemidler og krav til dokumentation, redigering, fairness, lancering med videre også vurderes ud fra DRs etiske retningslinjer – og ikke kun ud fra de normer, der gør sig gældende i filmbranchen.
    Det understreges endvidere af, at DR som svar på kritikken af DHK flere gange henviser til, at filmen lever op til DRs etiske krav. Det sker blandt andet på hjemmesiden om DHK, hvor der står: ”Filmen er købt og godkendt af DR2-chef Gitte Rabøl, der som ansvarlig redaktør i chefredaktionen, har fulgt produktionen og sikret sig, at filmen levede op til de journalistiske og etiske krav DR stiller.””
    (Den hemmelige krig, 2007. S. 26)

    Der er borgerligt flertal i Danmark. Could have fooled me.

    (mere om Den hemmelige krig: I, II eller III)

    Oploadet Kl. 14:22 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    24. maj 2008

    Jagten på kronprinsen – eller Den Hemmelige Krig II

    Interessant oplysning hos Jarl Cardua (15/5-08) – Its the lie that gets you!

    “Sagaen om Lars Løkkes bilagscirkus fortsætter. Da Løkke i december 2002 tjekkede ind på First Hotel og ifølge bilaget under navnet Jensen, så skete det ifølge ham selv i et interview med Politiken, fordi han havde været til et aftenarrangement i folketingsgruppen. Nu har TV2 kigget i ministerkalenderen fra dengang, og minsandten om ikke, at der står, at Løkke har været til et julefrokost-arrangement hos Venstres daværende reklamebureau Publicis. Nu er spørgsmålet: Har Løkke stukket Politiken en plade?

    Er der i øvrigt ikke lidt lige meget? Beløbet på hotelregningen var på under 900 kroner, og beløbet er på Løkkes eget initiativ betalt tilbage for længst.
    Hvad er der så tilbage at komme efter? At Løkke talte usandt til et medie.

    Jeg er med på, at pressen går hårdt til den måske kommende statsminister, men der er sgu for lidt at komme efter. Seks år er længe siden. Guderne må vide, hvad man lavede en december nat for seks år siden? Og hvorfor skulle Løkke dog lyve om hvor han var henne? Jeg forstår det ikke.

    Nu ser jeg, at blandt andet at Nils Giversen fra TV2 står bag historien. Det er som bekendt ham, der sammen med Christoffer Guldbrandsen, har gjort det til deres levevej manisk at jagte spøgelser hos regeringen.”

  • 15/5-08 TV2 Online – Lars Løkke tavs om julefrokost.
  • 24/5-08 Jyllandsposten – Løkkes bilagsrod kan være lovligt.
  • Oploadet Kl. 23:17 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    

    3. april 2008

    DR: Geert Wilders svindler i den film vi ikke vil vise

    Kraftigt inspireret af en kommentar på Hodjas blog, der henviser til en endnu en propaganderende artikel af Dines Boertmann på DR Online.

    Svindel i Wilders’ film
    Geert Wilders har ikke bare lavet en video, der er kontroversiel for sin fremstilling af islam og for uden tilladelse at benytte en tegning af den danske tegner Kurt Westergaard.

    Wilders’ video svindler også med fotomaterialet.

    Rap-musiker hænges ud som morder
    Videoen viser en sekvens, hvor den mand, der myrdede den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, siger, at han ville gøre det igen, hvis han havde muligheden. Og mens den truende udtalelse lyder, toner et ansigt frem, med teksten Mohammed B – navnet på manden, der myrdede Theo van Gogh.

    Men billedet, som der effektfuldt zoomes ind på, er ikke af Mohammed B. Det er et foto af den hollandske rapper Salah Edin, og er taget fra et cd-cover, som DR 2 Udland har fået fat i.

    På coveret til cd-en “Nederlands grootste nachtmerrie” – Hollands værste mareridt – ser Salah Edin ikke ligefrem smilende ud. Wilder eller hans medhjælpere kan ikke have været i tvivl om, at billedet forestiller Salah Edin.

    Man kan udlægge det på flere måder, men Geert Wilders har næppe forsøgt at svindle i ordets egentlige betydning. For at forstå Geert Wilders ‘fejl’, må man have forhistorien med. Filminstruktøren Theo van Gogh blev myrdet af marokkaneren Mohammed Bouyeri d. 2. november 2004, der på gerningsstedet efterlod en notits der blandt andet lød “I surely know that you O Holland will be destroyed”.

    Flere år senere vælger rapperen Salah Edin (navn efter muslimsk hærfører), at lade coveret på sit debutalbum (‘Hollands værste mareridt’, 2007) pryde af et foto af ham selv i en positur, der med hans egen ord er “exactly like the mugshot of convicted killer Mohamed B”.

    Angiveligt for at portrættere den måde hollænderne ser på ham på, men ihukommende, at Salah Edin er det hollandske svar på Outlandish, og ofte betoner sin islamiske identitet med Geert Wilders som modbillede, så er sagen ikke helt så enkelt som medierne gør den til.

  • Youtube – Salah Edin – Het land van… (screencap fra musikvideo).
  • For mig at se vælger Geert Wilders bevidst at bruge et foto af Salah Edin, fordi rapperen symboliserer problemet med uintegrerbare muslimer. Unge der på grund af islam, lever i opposition til det land de er født i, eller har valgt at bosætte sig i. Symbolikken er tyk, og lige på kornet. Hovedproblemet er ikke enkeltstående højtprofilerede mord, men det islam gør ved de værdier der har gjort Holland til et land der er værd at leve i.

    Salah Edin mener selvfølgelig problemet starter med manglende tolerance for islam (/fastholden af vestlige kerneværdier), og Geert Wilders’ stigmatisering (/udpegning af problemet), og det skisma kender vi også i en dansk kontekst. Jeg ved godt hvad jeg mener, men ret beset er det fuldstændigt ligegyldigt hvem der har ret, sålænge integrationen af Salah Edin-segmentet ikke er lykkedes nogensteder globalt set.

    Mere vrøvl.

  • 29/3-08 Ekstra Bladet – Kæmpefejl i Wilders-film (af Jakob Rohde-Brøndum).
  • 29/3-08 TV2 Nyhederne – Brøler i Geert Wilders’ islamfilm.
  • Læs også resten af kommentaren fra synonymet ‘frihed’ på Hodja.

    “Tilbage til DRs absurde valg, om ikke at vise klip fra filmen. En film som ellers i den grad havde nyhedsværdi (omend indholdet bare var dokumentarisk og kendt materiale), en film Deadline (med rette) afsatte et helt program til, at diskutere. I Deadline fredag kl. 17.30 kunne man høre DRs nye programproduktionsdirektør (og smagsdommer, kunne man tilføje) Mette Bock fortælle, hun kunne komme med et eksempel på, hvor man ville vise noget fra filmen og det ville være i forbindelse med et debatprogram om manipulation og propaganda, f.eks. at sammensætte klip som er rigtige nok, men når man sætter dem sammen, så bliver de “en løgn” som hun sagde. Tak for kaffe. Hvordan har DR så kunne sende – gentagne gange – Michael Moore dokumentarfilm, som f.eks. Fahrenheit 9/11, som har 69 fejl og fordrejninger, eksempelvis opfinder Moore en ikke-eksisterende avis-artikel og han excellerer i, at sætte billeder sammen, så de bliver “en løgn”. Denne manipulation og fusk kan man forvisse sig om ved f.eks. at se dokumentarfilmen Fahrenhype 9/11 – en dokumentarfilm som DR sjovt nok IKKE har sendt. (Hvorfor har DR ikke det, om man må spørge?).

    Man kunne også nævne DRs Afghanistan-film, som også snerpede derhenad – en film som Mette Bock blev begavet af DR med en toppost (med millionlønning må man formode) for at frikende, med den umådeligt vage undskyldning, at det var en dokumentarFILM ikke et dokumentarPROGRAM, på trods af den fusk og manipulation der var i den film.

    I interviewet i Deadline 17.30 med Mette Bock insinueres derefter, med spørgsmålet “frygter I, at folk ikke kan vurdere hvad der er manipulation og hvad der ikke er manipulation i filmen”, at der er manipulation i filmen! Smart! Især smart, når DR ikke viser hvad vi taler om. Mette Bock kommer til at sige, at “det er en følsom sag” og erkender vel egentlig her, at det handler om, at man er bange for islamisters terror og trusler.

    Opdate.

  • 4/4-08 Berlingske Tidende – Rapper i opgør med Wilders.
  • 

    25. august 2007

    Katrine Winkel Holm om propaganda-dokumentarisme: Fra Riefenstahl til Guldbrandsen

    Fra tirsdagens Berlingske Tidende. Et interessant læserbrev af Katrine Winkel Holm, medlem af DR’s bestyrelse.

    Guldbrandsen-filmen er ikke ”i orden”
    Den meget omtalte undersøgelse af ”Den hemmelige krig”, der kom i sidste uge, har ikke påtaget sig at tage stilling til, om Christoffer Guldbrandsens har ret i de anklager, hans film er bygget op om. Denne store mangel gør naturligvis undersøgelsen temmelig uinteressant. Men der er én væsentlig ting, som rapporten fremhæver: Danmarks Radio mangler klare retningslinjer for film af Guldbrandsens art, der også skal vurderes ud fra ”kunstneriske kvalitetskriterier”, som det hedder.

    ”Den hemmelige krig” er altså ligeså meget kunst som journalistik og så er filmens voldsomme brug af dramatiske virkemidler pludselig i orden. For det er jo kunst og ingen blev jo forargede, da Lars von Trier med samme virkemidler fremstillede Rigshospitalet i et dybt skummelt lys i tv-filmen ”Riget”. Tværtimod var vi alle sammen begejstrede og med god grund. Ingen fandt på, at anstille undersøgelser af arbejdsklimaet på Rigshospitalet på grund af filmens diverse vanvittige læger. Det var jo fiktion.

    Men ”Den hemmelige krig” mundede ud i et ikke-fiktivt krav om rigsretssag mod statsministeren. Og hvad værre var: I den efterfølgende diskussion blev det DR’s officielle linje at bakke op om kritikken af forsvaret og regeringen og stå fuldstændig last og brast med Guldbrandsen. Al kritik af filmen blev ignoreret eller mistænkeliggjort. F.eks. lød det fra mediedirektør Lars Grarup i vinters, at det ikke var Guldbrandsens film, der skulle undersøges, men regeringen selv. Og da Mette Bock-rapporten kom i sidste uge, blev linjen fulgt op: Rapporten blev bastant udlagt som en frifindelse af Guldbrandsenfilmen og Lars Grarup fandt anledning til at gentage sit angreb på regeringen, nu for ”spin”.

    Det er klart for alle, at DR bliver nødt til at udarbejde klarere retningslinjer for dokumentarfilm. Men hvis Guldbrandsen-filmen vurderes til at være journalistisk ”i orden”, så er jeg ret bekymret for, hvad det er for retningslinjer, der udarbejdes. Det må betyde, at det er i orden at manipulere med tidsforskydninger. At lave revolverjournalistisk, der får interviewofrene til at fremstå som utroværdige, selv om de ikke er det. At fremsætte udokumenterede påstande som om de var fakta. Og så i det hele taget tage alle filmiske virkemidler i brug for at forføre seerne til at tro det, man vil have dem til at tro. Hvis det er kriterierne, må Reni Riefenstahls film ”Triumf des Willens” fra 30’erne stå som indbegrebet af god dokumentarfilm. En flot film uden tvivl, men vel ikke ligefrem en troværdig fremstilling af nazisternes partikonvent i 1935.

    DR må med andre ord sikre sig, at der er vandtætte skotter mellem fakta og fiktion, mellem dokumentar og kunst. En DR-dokumentarfilm bør altid vægte det saglige over det æstetiske. Også selv om det gør filmen mindre fængende. Og det er lige meget, om man udnævner udsendelsen til at være en dokumentarfilm eller et dokumentarprogram. De etiske retningslinjer for genren må derfor indebære en klar afstandtagen til de virkemidler og metoder, Guldbrandsen benyttede sig af af ”kunstneriske” grunde.

    ”Den hemmelige krig” er ikke i orden som forbillede for fremtidige DR-dokumentarfilm.

    Oploadet Kl. 12:38 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper