20. februar 2013

Guantanamo-helten Slimane Hadj Abderrahmane faldet i kampen for demokrati i Syrien. Sådan cirka.

Flere medier fortæller, at Slimane Hadj Abderrahmane fornyligt er død i kampe i Syrien, og som forventet er der ingen refleksion over det faktum at en jihadist der foragtede det menneskeskabte demokrati, døde i en kamp for det medierne under andre omstændigheder ser som et demokratisk alternativ til Assad-styret. Fra TV2.

“… på Facebook skriver Islamisk Budskab, at Slimane Hadj Abderahmane i sidste uge døde ved fronten i Syrien og således blev martyr. Her er der indsamlinger til mandens kone og to børn – og i en moske på Nørrebro i København bliver Slimane Hadj hyldet som islamisk kriger. Slimane Hadj Abderrahmane var et kendt ansigt her ved Taiba­moskéen på Nørrebro. …

– Han er en martyr, fordi han er rejst. Han forlod den her verden. Han forlod sine venner og sine kammerater. Han forlod alt, hvad han elsker og han gik ud og kæmpede mod en diktator. Det er rigtigt at føre hellig krig mod diktatoren. Han kæmpede for menneskeheden, fortsætter han.”

Slimane Hadj Abderrahmane var danmarks eneste Guantanamo-fange, og det er præcist 10 år siden Ekstra Bladet satte navn på, og problematiserede USA’s behandling af global-jihadister, der i sagens natur hverken er almindelige kriminelle eller en hær som defineret i diverse konventioner. Det var ikke nemt at gøre en så ekstrem skikkelse til darling, men guderne skal vide at det blev forsøgt. Herunder tilfældige eksempler.

“Slimane er blevet behandlet tarveligere, end den værste massemorder eller narkotikaforbryder bliver det. Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møllers kujonagtige optræden over for storebror i Washington er muliggjort af fangens anonymitet. Jo mindre offentligheden ved om et menneske, desto mindre interesse kan der rejses for det. Fra i dag er dette luskeri slut. … den unge mand er bedst tjent med at få et navn og et ansigt. … Hvad har regeringen tænkt sig at gøre for at sikre Slimane Hadj Abderrahmane en fair retlig behandling?” (Ekstra Bladet, 27. februar 2003)

“Ekstra Bladet har sat et ansigt på den dansker, som i mere end et år har siddet i amerikansk fangenskab på Cuba. … Til disse rettigheder hører, at han enten stilles for en dommer og anklages for de forbrydelser, han måtte have begået, eller også skal han løslades, når krigen er forbi. Det er ikke en forbrydelse i sig selv at have været soldat, om det så har været i verdens mest usympatiske hær. … Det er vigtigt, at vi i vores samfund ikke bekæmper terrorismen ved at bøje regler. Gør vi det, kan terroristerne med god grund gnide sig i skægget, for så er det lykkedes at lokke os ud i den sump af lovløshed, hvor de selv har hjemme.” (Jørgen Poulsen, Dansk Røde Kors i Ekstra Bladet, 1. marts 2003)

Den danske krigsfange på Guantánamo-basen på Cuba har nu fået en ny støttekomité. Den er gået i gang med at samle underskrifter for at få Danmark til at kræve den 29-årige udleveret til eventuel dansk retsforfølgelse. Bag komiteen står sygepleje-studerende Lars Johansen fra Helsingør og en kreds af venner. – Vi har intet personligt kendskab til den danske krigsfange, men føler trang til at protestere over regeringens utroligt svage holdning i forhold til USA, siger Lars Johansen til Ekstra Bladet.” (Ekstra Bladet, 1. marts 2003)

“- Vi bliver nødt til at involvere os for alvor i det her. Skuespilleren Lone Hertz, der samler underskrifter ind til støtte for den danske fange på Guantánamo-basen i Cuba, når hun er ude at optræde, er både overrasket og glad over den opbakning, hun møder. – Det er en helt ny og ukendt situation, vi står i, og som kræver, at vi involverer os seriøst. En dansk statsborger sidder som krigsfange på Cuba, men er frataget den retsbeskyttelse, han har krav på – både ifølge dansk og international lov. – Det er vi nødt til at forholde os til. Nøgternt og usentimentalt. Situationen er helt uacceptabel set ud fra dansk retsopfattelse, siger Lone Hertz til Ekstra Bladet.” (Ekstra Bladet, 8. marts 2003)

“Måske vil du eller jeg befinde os på den forkerte side af stregen i morgen. Måske vil vores synspunkter være de upopulære i næste uge. Måske vil du eller jeg komme i problemer under en rejse. Føles det så trygt at vide, at den danske regering måler vigtigheden af dine menneskerettigheder, efter hvor acceptable dine synspunkter er i det aktuelle politiske klima?” (Lars Johansen i Ekstra Bladet, 16. maj 2003)

Hamid El Mousti, formand for støtteforeningen bag den danske Cuba-fange, tror ikke en døjt på ministeriets forsikring om, at 29-årige Slimane Hadj Abderrahmane fra Århus har det godt og trygt i den amerikanske Guantanamo-fangelejr i Cuba. Den københavnske lokalpolitiker for Socialdemokraterne er overbevist om, at også den danske fange udsættes for psykisk tortur, og at det danske Rehabiliterings Center for Torturofre har ret i sin frygt for Slimanes tilstand. – På baggrund af flere beretninger, senest fra i dag, frygter vi, at fangerne udsættes for torturlignende metoder, siger Tue Magnussen fra RCT.” (Ekstra Bladet, 21. maj 2003)

“»Det er jo fuldstændig vanvittigt. Nu må statsministeren da gøre noget. Men Anders Fogh Rasmussen er vel alt for optaget af igen at komme til at sidde til bords med Gud selv, George W. Bush.« Socialdemokraten Hamid El Mousti gemmer ikke de skarpe og sarkastiske kommentarer bagest i kommodeskuffen, når han taler om USAs behandling af de 660 fanger på Guantanamo-basen på Cuba.” (BT, 5. juni 2003)

“- Endelig er han fri. Slimane har været en brik i et politisk spil og har fået en uretfærdig behandling. Det var på tide, at han blev løsladt, siger Jakob Domino. … – Jeg glæder mig meget til at høre fra hans egen mund, hvad der skete i Afghanistan.
Jakob Domino er uden betænkeligheder parat til atter at lukke Slimane Hadj Abderrahmane ind i sit liv, når han vender hjem. Han opfatter muslimen Slimane som et amerikansk trofæ -et bevis på den totale krig mod terrorisme. – Han blev offer for et terror-hysteri, der mistænkeliggjorde en hel religion. Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og der findes åbenbart ingen beviser mod Slimane, siger Jakob Domino.”
(Ekstra Bladet, 20. februar 2004)

“… fri, kan vi roligt gå ud fra, at det har været helt umuligt at stykke en anklage sammen mod ham. Derfor virker det også ejendommeligt, at den danske regering har så travlt med at forsikre, at han vil blive overvåget af efterretningsfolk. For hvorfor skygge en skyldfri mand? Det kan alene skyldes, at det var USA’s betingelse for at slippe ham fri. Den danske regerings politi adlyder altså ordrer fra Washington. … er det ikke et led i lokumsaftalen med USA… er spørgsmålet om erstatning for uberettiget fængsling. … De danske myndigheder burde hjælpe Slimane med at få dem. I stedet for kun at være optaget af at skygge ham.” (Ekstra Bladet, 20. februar 2004)

“Per Stig Møller er ikke bleg for selv at påtage sig æren for frigivelsen af den danske fange.” (BT, 20. februar 2004)

“- Slimane skal hjælpes af den danske stat. Han skal bl.a. have hjælp til at sagsøge USA, siger Mohammed Fahim, mens de sidste moské-gængere siver ud i det høje solskin efter bønnen i moskeen på Grimhøjvej i forstaden Brabrand.” (Ekstra Bladet, 21. februar 2004)

“Slimane Hadj Abderrahmane er ikke terrorist. … Men selv om Abderrahmane ikke er terrorist, så kunne han være blevet det. Han er politisk ekstremist… Den udbredte fordom om, at ekstremismen har sine rødder i gammeldags religiøsitet og ‘middelalderlige værdier’ fra det oprindelige hjemland, holder ikke. … Abderrahmanes engagement er ikke kun født i teenageårenes polariserede Algier, men i lige så høj grad foran en dansk fjernsynsskærm…” (Politiken, 6. juni 2004)

(Shia-muslimsk kasernebyggeri på Vibevej i Nordvest, februar 2013)

“Socialdemokraternes politiske ordfører Frank Jensen er gået såvidt, som at kalde Slimane Hadj Abderrahmane for et sandhedsvidne og kritiserer regeringen for ikke at have afdækket, at han havde været udsat for tortur under sit fangenskab. Over for det står, at Slimane Hadj Abderrahmane fortæller, at han underafhøringerne på Guantanamo stort set ikke omtalte den hårde behandling, han havde været udsat for under opholdet i Afghanistan. På Guantanamo-basen blev han endda behandlet godt. Og Politiets Efterretningstjeneste afviser, at de på noget tidspunkt er blevet tilført viden om torturlignende forhold. … Det mest interessante er måske, at Slimane Hadj Abderrahmane ikke har det fjerneste ønske om at blive omklamret og udnyttet i et hjemligt politisk spil. Han ønsker ikke at blive fremstillet som offer. Faktisk siger han direkte i bogen, at han udmærket forstår, hvorfor amerikanerne måtte gå hårdt til værks efter angrebet den 11. september 2001. Han har heller ikke noget at udsætte på de danske myndigheders håndtering af hans sag. For at understrege, at han ikke opfatter sig som offer, har han tilmed afvist henvendelser fra hele industrien af godgørende organisationer og institutioner: Fra center for torturofre til Amnesty International. De vil så gerne fremstille ham som et offer i USAs – og Danmarks – onde krig mod terroren. Han vil helst opfattes og behandles for det, han er: En muslimsk kriger, der om nødvendigt er parat til at gå i kamp at forsvare islam. (Horsens Folkeblad, 8. juni 2004)



31. januar 2009

Moralsk panik i Danevang

Anne Knudsen-leder i Weekendavisen – Fra Himmerige (ikke online).

“Tortur er modbydeligt og forbudt i alle civiliserede, det vil i denne sammenhæng sige europæiske eller europæiserede, stater. Desværre er det ikke gået så godt med kulturimperialismen i tidens løb, at alle verdens stater har tilegnet sig det syn på tortur, vi i Danmark og resten af civilisationen holder for det rigtige…

Er mindst halvdelen af verdens befolkning således uheldig nok til at høre hjemme i lande, hvor man ganske rutinemæssigt får slået tænderne ud, hvis man kommer i politiets klør, må man glæde sig desto mere over at leve i Danmark. Her er endog politiets eventuelle ubehagelige tiltale over for voldelige demonstranter et emne, der kræver undersøgelser og disciplinærstraffe. Og sådan skal dét jo være.

Kun den øvrige virkeligheds indretning sætter faktisk grænser for, hvor godt vi i Danmark kunne have det med vores samvittighed. Senest viser det sig, at vi vistnok er kommet til at gøre noget forkert ved at løslade de somaliske pirater, vi havde fanget. Det skandaløse viser sig ikke at være, at vi efter at have fanget nogle pirater ikke lige kunne finde et sted at retsforfølge dem. Nej, nej, nej. Det angribelige var, at vi løslod dem på deres hjemlands kyst uden at kunne være helt, helt sikre på, at de ikke ville kunne komme i fortræd. Man ved jo, at der ikke er nogen regering i Somalia og derfor ingen, der kan garantere, at man overholder internationale aftaler om europæiske normer for voldsanvendelse, frihedsberøvelse og den slags. Der er endog en vis sammenhæng mellem fraværet af lov og ret og sørøveriet, idet den slags normalt er forbudt selv i lande, der ellers ser overlegent på menneskerettighederne. Men fraværet af en regering med videre gør det altså svært at garantere sørøvernes menneskerettigheder i de stunder, hvor de ikke er i færd med at krænke andre folks.

En problemstilling af denne karakter ville de allerfleste steder i verden kunne gøre glimrende fyldest i en satire over, hvor bizart folk kan finde på at ræsonnere. Men ikke i Danmark; her er denne type problemer noget, der holder politiet og forsvaret vågne om natten og får politikere til at krympe sig under journalisternes forargede spørgsmål: Hvor kunne I?

Blandt journalister og andre offentlige meningsdannere gør der sig sædvanligvis en form for moralsk tyngdekraft gældende. Den moralske tyngdelov lyder noget i denne retning: Hvis et meningsdannende legeme bevæger sig hurtigt og støjende i en retning, der opfattes som moralsk foran gennemsnittet, vil resten af offentlighedens legemer inden for kort tid overhale det første legeme. Det er det fænomen, man også kalder »moralsk panik«; panikken skyldes, at alle er bange for at fremstå som mindre moralsk fortræffelige end de allerbedste. Og som andre former for panik befordrer den allerførst fornuften og den almindelige tænkeevne ud ad vinduet.”

Claes Kastholm i dagens Berlingske Tidende – Læst og påskrevet (ikke online).

“Hvis et menneske fra et af de større lande gennem et længere tidsrum iagttog den danske debat, måtte personen uundgåeligt komme til den konklusion, at danskerne lider af alvorlige mentale forstyrrelser… Vores udenlandske iagttager af den danske debat, der nåede til den konklusion, at danskerne måtte lide af mentale forstyrrelser, ville på det sidste have hæftet sig ved, at debatten for øjeblikket væsentligst drejer sig om, hvorvidt en politibetjent tiltalte en person, der ved en demonstration ikke ville flytte sig, med navneordet »perker« eller navneordet »perle«. Mange har været inddraget i striden, professorer, politikere, myndighedspersoner. Vores udenlandske iagttager vil være af den set med danske øjne bizarre opfattelse, at disse personer i betydningsfulde stillinger havde vigtigere ting at tage sig til end at bruge tid på et ligegyldigt klagemål fra en person, der bryder loven ved ikke at efterkomme politiets henstilling.

Man kan efter min mening slet ikke fortænke vores udenlandske iagttager i at have denne vurdering, og det er forståeligt – han er jo udlænding – at han ikke kan se, at der slet ikke er tale om mental forstyrrelse, men noget meget værre, nemlig et massivt hykleri. Ingen mennesker med virkelighedssans kan se, at der foreligger et problem. Det må være en pine for et realistisk menneske som politidirektør Hanne Bech Hansen at tvinge ansigtet i alvorlige folder, når hun på TV skal forsvare sine medarbejdere mod den latterlige anklage. Som den offentlige stemning er i Danmark kan hun ikke afvise vrøvlet. Hun må hykle.”

Oploadet Kl. 11:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


16. december 2008

Clive Thomsen: World of Warcraft kunne vise konsekvenserne af (amerikansk) tortur

Via Comon . Lidt fra en kommentar på Wired af Clive Thomsen – Why We Need More Torture in Videogames.

“To play World of Warcraft now, you’ve got to be a torturer.

In the recent expansion pack Wrath of the Lich King, there’s a quest called “The Art of Persuasion” that requires you to extract information from a tied-up sorcerer. You do this by stinging him repeatedly with a creepy instrument called the “Neural Needler,” a device that “inflicts incredible pain to target, but does no lasting damage.” After a few minutes, the sorcerer coughs up the info.

As you’d imagine, this little slice of Abu Ghraib set the gameosphere alight with blistering, ideologically freighted debate. Some gamers were straightforwardly creeped out. Others were blasé; games already contain bucketsful of senseless slaughter, they figured, so is torture really worse?

Pioneering game designer Richard Bartle argued that the quest violated in-game canon, since the quest is forced upon people playing with narratively “good” Alliance characters (as opposed to WoW’s evil Horde characters). In the end, the Art of Persuasion quest poses a big cultural, aesthetic and political question: Should games include torture?

To which the answer is simple: Sure they should.

In fact, I’ll go further. I think we need more torture in videogames.

And better torture.

[…]

From my perspective, Americans aren’t thinking very seriously about those consequences. The torture at Guantanamo Bay, in overseas CIA prisons and at Abu Ghraib has all gone by with relatively little public outcry.

Why? Partly because U.S. officials refuse to describe or admit clearly what they’re doing. But equally important, I think, is that our mass culture is filled with wildly misleading ideas about how torture works.

Consider the popular television series 24. The sheer metric tonnage of torture rose to an almost self-parodic level in the last few seasons of the show; barely an episode went by without someone being shocked, injected, waterboarded or just plain ol’ beaten senseless. Yet 24 has never seriously shown any repercussions of that torture… We’re not encouraged to think about what happens next, so we don’t. It is a massive failure of the public imagination.

… personally, I’d like to see games that had more torture — and better torture — in them. In this alarming chapter of American history, they might wind up fueling the best public debate yet.

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


2. marts 2008

P1 og professor Bent Sørensen mod Israel, USA og torturbødlen Bush

Når et P1-magasin sætter fokus på dødsstraf eller tortur, så ved man godt hvilket lande der skal grilles. I Apropos sidste torsdag var emnet Søvn og tortur, og med IRCT’s Bent Sørensens i studiet kunne man kun forvente det værste.

Birgitte Dalgaard, P1: John Ashcroft her, han mener jo ikke at mangel på søvn er videre alvorligt, men er det den herskende mening i USA – stadig?

Bent Sørensen, IRCT: Der er jo to USA’er, vil jeg dertil sige. Desværre er det den herskende opfattelse i den regerende USA… Hermed har Bush placeret sig selv – helt klar, som værende en torturbøddel…

[…]

Birgitte Dalgaard: – og de bruger jo også søvntortur på Guantanamo.

Bent Sørensen: Ja ja, det gør de, og de brugte det også i Irak…

[…]

Bent Sørensen: Det typiske eksempel er Israel… (tortur i fængsler)

Birgitte Dalgaard: Men det er jo ikke alle fanger som bliver tortureret, som er dømt og sat i fængsel – altså på Guantanamo-basen der er de jo ikke dømt endnu overhovedet, og der må man jo formode at man bruger søvntortur for at få vigtige informationer ud af folk.

Bent Sørensen: Ja, det tror man (at) man gør, men det får man altså ikke! Det folk tilstår under tortur, hvadenten det er søvntortur eller andre ting, det er alting. Du tilstår alt. Og du ville også tilstå alt, hvis du for eksempel bliver fængslet og intet vil sige noget – så tager de din søn eller datter ind, hvis du har sådan en, og torturerer hende mens du ser på det. Så ville du formentligt også skrive under på hvad som helst. Og det er det de gør.

Bent Sørensen er iøvrigt gift med IRCT’s grundlægger Inge Genefke.



13. august 2007

Anti-amerikanisme anno 2007

P1 er et fuldtidsjob for en højreorienteret blogger, for hvis P1-redaktørerne har læst public service-loven, så har de ikke helt forstået betydningen af ‘alsidighed’ og ‘mangfoldighed’ (§ 10).

Orientering og Lars Møller-Rasmussen tager prisen. Den ene dag kritiseres Bush-administrationen for ikke at have gjort nok for at stoppe 9/11-angrebet – den næste dag angriber han samme for at ville indføre for vidtgående antiterror-lovgivning. Guantanamo-lejren og brud på civiles rettigheder har nok været det enkeltstående emne som har fået størst fokus, men i sidste uge kunne man så høre ham kritiserere USA for at ville demokratisere Mellemøsten. I næste uge taler han sikkert med en islamforsker der afviser at islam og demokrati skulle være uforenelige, og revser amerikanerne for at være fyldt med fordomme på det her punkt.

Intet kan overraske mere. Heller ikke at Frank Esmann, trods plagiatsagen i 2004 stadig er lønnet af DR, og i sidste uge filosoferede over hvorvidt USA kan slæbes i retten for at ikke at sikre Bagdads kulturarv under invasionen af Irak. Konstant angribes USA og Bush-administrationen fra nye vinkler.

Modvægten er ikke licensfinansieret, men godt den findes – to eksempler.

Fra fredagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow anmelder senste nummer af KritikNår den intellektuelle dovenskab kritiseres.

“Hvis man har været mismodig over de såkaldte intellektuelles enslydende antiamerikanisme, deres pr. automatik »progressive« holdninger og deres manglende selvkritiske reflektioner, så var og er der altid »Kritik« at gå til. Tidsskriftet svigter heller ikke i dette nummer.

En ung litteraturforsker Jesper Gulddal (født 1974) tager fire europæiske forfattere i nøjere eftersyn og beskriver deres antiamerikanisme. Det er nobelpristageren Harold Pinter, krimiforfatteren John Le Carré, tyskeren Franz Schätzing og nobelpristageren Elfriede Jelinek. Han giver gode eksempler fra deres forfatterskaber, der viser, at disse europæiske forfattere besidder et irrationelt had til USA. USA er i disse forfatteres værker grundlæggende »Naziamerika« – en ondsindet og uberegnelig supermagt, som stræber efter at underlægge sig hele verden, skriver Gulddal.

Forfatterne, skriver Gulddal, har ingen interesse i at skildre virkeligheden i f.eks. Irak og Afghanistan neutralt i al dens mangfoldighed og kompleksitet – tværtimod forsimpler de den og skævrider den, så den tjener til at stille USA og amerikanerne i det dårligst tænkelige lys.

Glimrende set og glimrende formidlet. Læg mærke til denne unge litteraturforsker, hvis artikel kun mangler et dansk eksempel for at være lige i øjet. “

Fra seneste udgave af Weekendavisen. Anders Ehlers Dam interviewer Russell A. Berman – Den rød-grønne alliance (kræver login, men kan læses med en Opera browser).

“… han ser europæisk anti-amerikanisme som udtryk for identitetsproblemer i den europæiske lejr og lokaliserer, hvordan handlingslammelse og kraftesløshed afføder ressentiment i forhold til amerikanernes aktivisme. Også antiglobaliseringsbevægelsen – som i øvrigt selv er en globaliseret bevægelse, med Bermans ord »en subkultur, der løber fra Berlin til Berkeley« – ser han som slet skjult anti-amerikanisme.

[…]

»Vores politiske børnelærdom har i det frie, demokratiske Vest efter Anden Verdenskrig sagt, at kommunismen hører til på den yderste venstrefløj, mens fascisme – blandet sammen med nationalsocialisme – hører til på den yderste højrefløj. Somme tider hører man det udsagn, at de to ekstremer møder hinanden, men det er ikke det, jeg er ude efter. Det er derimod dette, at dele af venstrefløjen, som egentlig burde være arvtagere til oplysningstraditionen, ender med at indgå alliancer eller have sympati for politiske formationer, hvis værdier er helt anderledes end oplysningsidealerne. Det er ikke et fænomen, der kun findes i det yderste venstre, for det rækker langt ind i socialdemokratiske kredse.

[…]

Hvad angår min kommentar om Hitler-Stalin-pagten i det korte tidsrum mellem 1939 og 1941, så fremstilles den ofte som en pinlig undtagelse, fordi man mener, at stalinismen og nationalsocialismen hørte til på modsatte fløje – eller pagten forsvares af kommunistisk historieskrivning som et klogt strategisk træk af Stalin. Men måske havde de to strømninger en masse til fælles. Det hævdede filosoffen Hannah Arendt i sin bog Det totalitære samfundssystems oprindelse (1951), hvor hun beskrev en politisk nydannelse, nemlig totalitarismen, der var anderledes end traditionelle diktaturer og politistater, og som byggede på en logik om fundamentalt at ændre den menneskelige natur. Hendes totalitarisme-forståelse blev selvfølgelig kritiseret, især fra venstrefløjen, fordi den nedbrød højre-venstre adskillelsen.

Hitler-Stalin-pagten er et eksempel på overskridelse af højre og venstre inddelingen, hvor den forskel, som vi gerne vil holde fast i som en ledestjerne i vores politiske navigation, forsvinder. Og det er det samme, der sker i dag, når venstrefløjen – på grund af misforstået multikulturalisme, falsk tolerance eller opportunistisk anti-imperialisme – ender med at opgive alle de værdier, generationer har kæmpet for: ytringsfrihed, lighed for kvinder og lighed for loven.«

[…]

Spørgsmålet om, hvad der er venstre, og hvad der er højre, blev meget udvisket i totalitarismens regimer. Den italienske fascisme for eksempel var helt klart en afvigelse inden for venstre snarere end en egentlig højrebevægelse. Det nationalsocialistiske parti i Tyskland havde mange vælgere, der lige så vel kunne stemme på kommunisterne som på nationalsocialisterne.

[…]

Russell A. Berman ser tre årsager til svigtet i forhold til det, han opfatter som de vestlige værdier. For det første kan der være tale om en opportunistisk form for anti-amerikanisme, hvor man i foragt for USA slår pjalterne sammen med enhver anden på den verdenspolitiske scene, der også er imod amerikansk »imperialisme«. For det andet er der den konstant potentielle totalitære fristelse, Berman finder på venstrefløjen:

»Måske er dette venstrefløjens Wahrheitsgehalt. Det er ikke overraskende, at venstrefløjen altid ender i fascination af autoritære, brutale regimer og magtfulde statsformer. For når det kommer til stykket, er dette, hvad den venstreorienterede ønsker. Og derfor fascinationen af enhver luset diktator i uniform: Arafat, Castro, Ahmadinejad. Hvis der er en mand i uniform, falder venstrefløjen på maven. Dette argument handler ikke om opportunisme, men om en indbygget magnetisk tiltrækning til autoritære ledere, der har karakteriseret venstrefløjen siden 1792. Og det er noget, venstrefløjen bør reflektere over. Hvorfor har man altid haft denne svaghed for autoritære og undertrykkende løsninger?

Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

[… om Muhammedsagen …]

Nogle siger, at vi ikke var forstående nok. Give me a break! Det er endnu et eksempel på oplysningens dialektik. Det er liberal flagellantisme. En sofistikeret retorisk tilbagevenden til en religiøs måde at dyrke sin skyldfølelse: alt er vores skyld. Der er ingen ondskab i verden, som ikke er vores skyld.

Her rettes der vold mod vestlige institutioner udefra, og Danmark angribes, fordi nogle journalister har gjort deres job på kreativ vis, og i stedet for at bebrejde dem, der skaber denne vold, bebrejder man sig selv. Det er patologisk. Du lever i Danmark. Du lever ikke i hele verden. Der er bestemte konventioner, traditioner og normer. Hvis argumentet er, at den danske presse skal tilpasse sig normerne i den islamiske verden, betyder det så også, at danske kvinder skal tilpasse sig normerne i den islamiske verden?…«”

  • 7/8-07 WSJ – Ion Mihai Pacepa: Propaganda Redux.
  • 

    12. juli 2007

    Visdomsord fra Karen Hækkerup om terrorbekæmpelse

  • 10/7-07 P1 Debat – Skal terrorlovgivningen strammes?
  • Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
    

    27. juni 2007

    Islamist bekæmper nu den vestlige verden for Amnesty International.

    Virkeligheden overgår ofte fantasien. Fra Politiken – lidt fra Tilhænger af dødsstraf kæmper for Amnesty omhandlende den tidligere Guantánamofange Ruhal Ahmed, der nu bekæmper den vestlige verden for Amnesty International.

    “I øjeblikket er han på rundrejse i Danmark som frontfigur i en kampagne fra Amnesty International mod brug af tortur i kampen mod terror.

    […]

    »Det er ikke rigtigt, når folk siger, at afghanske kvinder bliver tvunget til at gå med burka. Kvinderne vælger selv burkaen«, mener Ruhal Ahmed.

    Han gjorde det også klart, at Talebanstyret i Afghanistan efter hans mening »behandlede folk godt«, og at han går ind for dødsstraf.

    I øvrigt synes han, at det internationale samfund skulle have holdt sig væk fra Eksjugoslavien og Mellemøsten og i stedet acceptere, at muslimer ikke nødvendigvis har lyst til at leve i demokratiske samfund.”

    

    19. april 2007

    P1 Eftermiddag, onsdag d. 18. april 2007

    Det er vel hvad man kunne kalde ideologisk spam. P1 Eftermiddag, onsdag d. 18. april 2007.

    14.08 – 14.46 CIA Airlines (Radiodokumentar af Anders Kjærulff Christensen)

    14.53 – 15.11 Che lever (Radiodokumentar af Cubavennen Isabel Sande Frandsen)

    Oploadet Kl. 19:32 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    

    15. marts 2007

    BBC og DR – åndsfæller

    Fra New York Times. En hudflettende kommentar til BBC’s arabiske ekspansion – The Biased Broadcasting Corporation.

    “For example, a 50-minute BBC Arabic Service discussion program about torture discussed only one specific allegation, which came from the head of an organization representing some 90 Saudis imprisoned at Guantánamo. This speaker stated that the prisoners were subject to disgusting and horrible forms of torture and suggested that three inmates reported by the United States to have committed suicide were actually killed. Another participant insisted that the two countries guilty of torturing political prisoners on the largest scale were Israel and the United States.

    At the same time, the authoritarian regimes and armed militants of the Arab world get sympathetic treatment on BBC Arabic. When Saddam Hussein was in power, he was a great favorite of the service, which reported as straight news his re-election to a seven-year term in 2002, when he got 100 percent of the vote. President Bashar al-Assad of Syria enjoys similar favor. When a State Department representative referred to Syria as a dictatorship, his BBC interviewer immediately interrupted and reprimanded him.

    The Arabic Service not only shields Arab leaders from criticism but also tends to avoid topics they might find embarrassing: human rights, the role of military and security forces, corruption, discrimination against minorities, censorship, poverty and unemployment. When, from time to time, such topics do arise, they are usually dealt with in the most general terms: there may, for instance, be guarded references to “certain Arab countries.”

    By contrast, the words and deeds of Western leaders, particularly the American president and the British prime minister, are subject to minute analysis, generally on the assumption that behind them lies a hidden and disreputable agenda. Last summer, when the British arrested two dozen people alleged to have been plotting to blow up airplanes crossing the Atlantic, a BBC presenter centered a discussion on the theory that these arrests had taken place because Tony Blair, embarrassed by opposition to Britain’s role in the conflict between Hezbollah and Israel, wanted to distract the public while at the same time associating Muslims with terrorism.

    The British are among our closest and most reliable allies, and it is strange that their government pays for these broadcasts, many of which are produced in Cairo rather than in London. If the BBC models its Arabic television service on its Arabic radio service, yet another anti-Western, antidemocratic channel will find its place on the Arab screen.

    BBC er BBC, men DR er desværre ikke stort bedre. Igår blev retsudskrifter (26 s., pdf) fra en høring på Guantanamo-basen offentliggjort, og det kom frem, at Khalid Sheik Mohammed har tilstået at stå bag en lang række terrorangreb, herunder angrebet på World Trade Center og Bali-bombningerne. Således vægter P1 Morgen historien…

    Præsentation af det faktuelle, 50 sek.
    Perspektivering ved korrespondent Thomas Falbe, 1 min.
    Studievært: “Er der spekulationer om hvorvidt han har været udsat for tortur?”
    Tortur-mistanke, 4 min.

    Lise Tanghus Knudsen fra Skibby blev 19 år. Lærke Cæcilie Bødker fra Esbjerg blev 22 år. Anette Overgaard Jensen fra Holstebro blev 22 år. Udover de tre danskere blev 195 personer fra 21 lande myrdet den 12. oktober 2002 på Khalid Sheik Mohammeds foranledning. De tre danske ofre blev blot nævnt i en bisætning. DR Online nævner dem ikke engang.

    Oploadet Kl. 21:09 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    8. marts 2007

    “… a quiet… student from Hamburg and a nice Saudi kid who dreams of learning to fly”

    Fra Wall Street Journal. En lang kommentar fra Debra Burlingame om kreative menneskerettigheds-advokater – Gitmo’s Guerrilla Lawyers.

    “He was the first American to die in what some have called “the real war.” Johnny “Mike” Spann, the 32-year-old CIA paramilitary commando, was interrogating prisoners in an open courtyard at the Qala-I-Jangi fortress in Afghanistan when the uprising of 538 hard-core Taliban and al Qaeda fighters began. Spann emptied his rifle, then his sidearm, then fought hand-to-hand as he was swarmed by raging prisoners screaming “Allahu akbar!”

    The bloody siege by Northern Alliance and U.S. forces went on for several days, only ending when 86 of the remaining jihadi fighters were smoked out of a basement where they had retreated and where they murdered a Red Cross worker who had gone in to check on their condition. Spann, a former Marine, is credited with saving the lives of countless Alliance fighters and Afghan civilians by standing and firing as they ran for cover. His beaten and booby-trapped body was recovered with two bullet wounds in his head, the angle of trajectory suggesting he had been shot execution style.

    One of the committed jihadis who came out of that basement, wounded and unrepentant, was “American Taliban” John Walker Lindh, now serving a 20-year sentence in a federal prison. Another who was shot during the uprising and pulled out of the basement along with Lindh was Nasser Nijer Naser al-Mutairi. Today, the 29-year-old is living somewhere in Kuwait, a free man.

    The true story of Mr. Mutairi’s journey, from the uprising in Qala-I-Jangi to Guantanamo Bay’s military detention camp to the privileged life of an affluent Kuwaiti citizen, is one that his team of high-priced lawyers and the government of Kuwait doesn’t want you to know. His case reveals a disturbing counterpoint to the false narrative advanced by Gitmo lawyers and human-rights groups–which holds that the Guantanamo Bay detainees are innocent victims of circumstance, swept up in the angry, anti-Muslim fervor that followed the attacks of September 11, then abused and brutally tortured at the hands of the U.S. military.

    Mr. Mutairi was among 12 Kuwaitis picked up in Afghanistan and detained at Guantanamo Bay in 2002.

    […]

    … by 2004, when the first of three detainee cases was heard by the U.S. Supreme Court, the national climate had changed. The country was politically divided, the presidential election was in full swing, and John Kerry was talking about treating terrorism like a criminal nuisance. The Guantanamo cases gave lawyers a chance to take a swipe at the president’s policies, give heroic speeches about protecting the rights of indigents, and be a part of the kind of landmark legal cases that come along once in a lifetime. The Guantanamo Bay Bar increased from a lonely band of activist lawyers operating out of a run down office in Greenwich Village to an association of 500 lawyers. Said Mr. Ratner about the blue chip firms that initially shunned these cases, “You had to beat the lawyers off with a stick.”

    Mr. Wilner and his colleagues at Shearman & Sterling were the exception, although he has been exceedingly coy about the true nature of his firm’s role. Unlike the many lawyers who later joined in the litigation on a pro bono basis, Shearman & Sterling was handsomely paid. Mr. Wilner has repeatedly stated that the detainees’ families insisted on paying Shearman & Sterling for its services and that the fees it earned have been donated to an unspecified 9/11-related charity. According to one news report, the families had spent $2 million in legal fees by mid-2004. In truth, Kuwaiti officials confirmed that the government was footing the bills.

    […]

    After the U.S. Supreme Court heard the first consolidated case, the PR campaign went into high gear, Mr. Levick wrote, to “turn the Guantanamo tide.”

    In numerous published articles and interviews, Mr. Levick has laid out the essence of the entire Kuwaiti PR campaign. The strategy sought to accomplish two things: put a sympathetic “human face” on the detainees and convince the public that it had a stake in their plight. In other words, the militant Islamists who traveled to Afghanistan to become a part of al Qaeda’s jihad on America had to be reinvented as innocent charity workers swept up in the war after 9/11. The committed Islamist who admitted firing an AK-47 in a Taliban training camp became a “teacher on vacation” who went to Afghanistan in 2001 “to help refugees.” The member of an Islamist street gang who opened three al-Wafa offices with Suliman Abu Ghaith (Osama Bin Laden’s chief spokesman) to raise al Qaeda funds became a charity worker whose eight children were left destitute in his absence. All 12 Kuwaitis became the innocent victims of “bounty hunters.”

    A Montreal-based marketing firm was hired to create the families’ full-service Web site which fed propaganda–unsourced, unrebutted and uninvestigated by the media–aimed at the media all over the world. Creating what Mr. Levick calls a “war of pictures,” the site is replete with images meant to appeal to Americans: smiling Kuwaiti families wearing T-shirts and baseball caps, cute children passing out yellow ribbons.

    After the Rasul decision, the PR momentum picked up speed and the Supreme Court became, in Mr. Levick’s words, their “main weapon,” a “cudgel” that forced more attention in what he calls the traditional “liberal” press. Dozens of op-eds by Mr. Wilner and the family group leader (described as a U.S.-trained former Kuwaiti Air Force pilot who cherishes the memory of drinking Coca Cola) were aimed at the public and Congress.

    Mr. Levick maintains that a year and a half after they began the campaign, their PR outreach produced literally thousands of news placements and that, eventually, a majority of the top 100 newspapers were editorializing on the detainees’ behalf. Convinced that judges can be influenced by aggressive PR campaigns, Mr. Levick points to rulings in the detainee cases which openly cite news stories that resulted from his team’s media outreach.

    The Kuwaiti 12 case is a primer on the anatomy of a guerilla PR offensive, packaged and sold to the public as a fight for the “rule of law” and “America’s core principles.” Begin with flimsy information, generate stories that are spun from uncorroborated double or triple hearsay uttered by interested parties that are hard to confirm from halfway around the world. Feed the phonied-up stories to friendly media who write credulous reports and emotional human interest features, post them on a Web site where they will then be read and used as sources by other lazy (or busy) media from all over the world. In short, create one giant echo chamber.

    Mr. Mutairi’s profile is the most brazen example of Mr. Levick’s confidence that the media can be easily manipulated. The Web site describes him as a member of an apolitical and peaceful sect of missionaries, and that he went to Afghanistan in October of 2000 to “minister in the small mosques and schools” in the country’s poorer regions.

    […]

    Any one of those who have been properly classified in Combat Status Review Tribunals as an unlawful enemy combatant could be the next Mohamed Atta or Hani Hanjour, who, if captured in the summer of 2001, would have been described by these lawyers as a quiet engineering student from Hamburg and a nice Saudi kid who dreams of learning to fly.

    Oploadet Kl. 20:36 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper