19. juni 2019

Professor: Multikultur fungerer ikke i Mellemøsten, ‘Jeg er ikke engang sikker på, det vil virke i Europa’

På TV2 News her til formiddag forklarer Elisabeth Arnsdorf Haslund fra UNHCR, der kommenterer seneste FN-tal om flygtninge, at vi i Danmark skal ‘huske på at langt de fleste flygtninge ikke når op til vores breddegrader’. Hun leverede det som et argument for flere ‘kvoteflygtninge’, men hvis multikultur er en demografisk stillingskrig, så forsvinder ræsonnementet.

Yderst interessant interview med den israelske historiker Benny Morris i Weekendavisen. Han har netop udgivet ‘The Thirty-Year Genocide’, der konkluderer at det armenske folkedrab, var en del af en 30 år lang tyrkisk udrenselse af kristne minoriteter. Han påpeger også, at multikultur kun undtagelsesvis fungerer i praksis, og et etnisk homogenitet har nogle indlysende fordele.

Læs det hele på Weekendavisen.dk – Udrens­ningens logik (af antropolog Kathrine Tschemerinsky)

“Det armenske folkemord, som fandt sted mellem 1915 og 1916, er velbeskrevet, men de to forfattere mener, at der er grund til at indsætte begivenheden i et større perspektiv, og de forklarer, at Tyrkiet over en periode på 30 år gennemførte en systematisk udryddelseskampagne rettet mod alle landets kristne minoriteter, ikke kun armenierne. …

‘Når man begynder at se på materialet, opdager man, at det ikke bare handlede om armenierne. Tyrkerne forsøgte at slippe af med alle landets kristne ved at fordrive og dræbe dem,’ understreger Morris og forklarer, at hverken Ze’evi eller han selv på forhånd kendte til forfølgelsen af landets græske og assyriske minoriteter. …

Mens tal kan understøtte de to historikeres argument om, at folkemordets ofre talte hele tre kristne minoriteter, er det straks vanskeligere at bevise, at folkemordet strakte sig over tre årtier. Gennem de tredive år, bogen dækker, blev Tyrkiet regeret af hele tre forskellige regimer fra den ottomanske sultan Abdulhamid over Ungtyrkernes parti CUP med Talaat Pasha i spidsen til den moderne tyrkiske republik regeret af Mustafa Kemal Atatürk. Hvor ser Morris beviset for kontinuitet?

‘Det er én kampagne i forskudte akter. Det er ikke en kontinuerlig proces, men det er den samme politik, tankegang og hensigt, som præger alle tre regimer: at slippe af med de kristne,’ forklarer Morris, som også kalder det, der skete, en ‘etnisk-religiøs udrensning’, hvis metoder talte både massakrer, fordrivelse, tvangskonvertering og kulturel udslettelse. Beviserne finder man i det, som reelt skete.

‘Man kan spørge, om der var ordrer, og hvad de i så fald var. Konklusionen er, at der i 1924 stort set ikke var nogen kristne tilbage. Det er beviset på, hvad det var, tyrkerne ønskede at opnå.‘ …

Benny Morris forklarer, at bogen allerede er blevet mødt med modstand… Morris mener, at kritikken bunder i, at bogen sætter tyrkerne i et dårligt lys. ‘Og så tror jeg også, mange ikke bryder sig om, at bogen fremhæver islams rolle,’ bemærker Morris og fortsætter. ‘Vi traf ikke en beslutning om at hænge islam ud, men det er helt sikkert en væsentlig faktor.’

Morris skynder sig at understrege, at årsagerne til folkemordet er mange. Det skyldtes frygt, grådighed og seksuel tilfredsstillelse. Men islam var den forenende faktor.

[…]

‘… Paris og London kan de godt lide multikulturalisme, og de siger, at i den ideelle verden lever alle sammen i fred og harmoni og så videre. Det er måske den ideelle verden, det er i hvert fald et anti-nationalistisk perspektiv, som jeg respekterer. Men i den virkelige verden, såsom her i Mellemøsten, ser det bare ikke ud til, at multikulturalisme virker. Jeg er ikke engang sikker på, det vil virke i Europa,’ siger Morris.

At fred og stabilitet afhænger af etnisk homogenitet, er et argument, jeg indimellem hører europæiske nationalkonservative lufte. Mens det bliver fremsat som logik, er der belejligt nok sjældent nogen, der taler om, hvad prisen er for at nå derhen. Jeg spørger Morris, hvordan han har det med at lyde som et ekko af Europas renhedsfikserede højrefløj.

Jeg kan ikke lide at blive tænkt på som en højreorienteret europæisk nationalist, men måske de har en pointe,’ svarer Morris. ‘Her i Israel har vi nogle på den ekstreme venstrefløj, som tror, vi alle sammen kan leve sammen i én stat. Jeg tror ikke, det vil fungere.’



26. maj 2015

Hørt i dokumentar om Det Armenske Folkemord (P1, 2009): ‘En nation. Et folk. Et sprog. En religion.’

P1 genudsender i disse dage en fremragende radio-dokumentar i tre dele fra 2009 om Det Armenske Folkemord. Udsendelserne er tilrettelagt af røde Helle Schøler Kjær, der hellere vil tale nationalisme end Islam, men fred være med det – der er historier der ikke kan fortælles politisk korrekt, og i sidste ende gør det ingen synderlig forskel. Hvis multikultur skaber en splittelse, der kan initiere borgerkrig/folkedrab, så må man tage det til efterretning politisk.

Andet afsnit har overskriften Anatolien flyder med lig, og inkluderer flere beretninger der minder om Islamisk Stats agere i Syrien 100 år senere. Første afsnit bærer titlen Udryddelserne begynder, og giver blandt andet historien om den danske gesandt Carl Ellis Wandel (som den senere Oskar Schindler) ansatte armeniere, så de undgik deportation, også kaldet ‘dødsmarchen’. Herunder lidt om de formelle rammer, og den interessante detalje, at selv den pro-vestlige sekulære Kemal Ataturk, direkte undsagde multikultur: ‘En nation. Et folk. Et sprog. En religion.’

Helle Schøler Kjær, P1: I foråret 1915 blev beslutningen taget. Armenierne skulle ud af Tyrkiet, og de fleste skulle myrdes. I løbet af de næste knap to år, blev op mod 1,5 millioner armeniere slået ihjel.

[…]

Helle Schøler Kjær: … det var først efter nederlaget på Balkan, da størstedelen af de kristne havde løsrevet sig fra riget, at de nationalistiske kræfter blandt Ungtyrkerne for alvor fik magten. Nu gjaldt det et Tyrkiet for tyrkere, og det gjaldt intet mindre end fædrelandets overlevelse.

Taner Akçam, historiker: Based on their nationalistic thinking and their turkified ideology, they understood, that a nationstate based on muslim religion, and based on a sort of tyrkish nationalism, can only survive, if they reduced the numbers of christians in that country.

Helle Schøler Kjær: På grund af deres nationalistiske ideer, mente de kun at en tyrkisk-muslimsk nation kunne overleve, hvis antallet af kristne i landet blev mindre. Det var ikke folkemord i begyndelsen … målet var at skabe et homogent samfund baseret på religion…

[…]

Helle Schøler Kjær: Ungtyrkerne så som nævnt folkemordet som en måde at blive en nationalistisk stat, og det lykkedes dem at undgå den endelige deling af landet. I 1923 udråbte Kemal Ataturk den tyrkiske republik, der bygger på forestillingen om ‘En nation. Et folk. Et sprog. En religion.’ Og blandt de tyrkiske nationalister ses det armenske folkemord stadigvæk som en nødvendig handling, til forsvar for fædrelandet.

(Artikel fra New York Times, 29. september 1915, s. 18 via ermenisoykirimi.net)



19. april 2015

Om ‘Medz Yeghern’: “Mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej”

Den 23. maj bliver monumentet ‘The Draem’ opsat på Kultorvet i København, til minde Det Armenske Folkedrab der fandt sted for 100 år siden. Tyrkiet protesterer, da landet ikke betragter osmannernes etniske udrensning af den kristne minoritet, som andet end kulminationen på interne stridigheder. Armenierne kalder folkedrabet for ‘Medz Yeghern’, ‘Den Store Tragedie’.

I forbindelse med mit historiespeciale læste jeg en del Johannes Østrup, en dansk islamforsker, der havde flere længerevarende ophold i det dødede kalifats centrum Konstantinobel (Istanbul), og blandt andet stod på venskabelig fod med Talaat Pasha, en af de tre store pasha’er der ledede Det Osmanniske Rige. Som indenrigsminister var han manden der den 24. april 1915 forbød armenske organisationer, hvad medførte masseanholdelser, og vel kan betragtes som folkedrabets indledende øvelse. Den 1. juni blev masse-deportationer indledt på hans ordre. De brutale konsekvenser for gennemsnitlige armeniere kan læses i den engelske artikel citeret nederst.

“Det havde virkeligt været Talaats Plan at udrydde hele det armeniske Folk, og den var ikke opstaaet som et Udslag af Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt meget andet talte vi ogsaa om Armenierne. ‘Ser De’, sagde han, ‘mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at udrydde Armenierne’. Seks Aar senere opfyldte han sit Løfte…” (Johannes Østrup, Erindringer, 1938. s. 117f)

(‘Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger’; Twitter)

Fra Daily Mail – Genocide of the Christians: The blood-soaked depravity exceeded even today’s atrocities by Islamic State… .

“She was in bed when the soldiers came in the middle of the night and dragged her father out of the family home in Diyarbakir, a city in eastern Turkey. The last thing little Aghavni (her name means ‘dove’ in her native Armenian) heard as she cowered in her room was his shout of defiance: ‘I was born a Christian and I will die a Christian.’

Not until first light did Aghavni dare to creep downstairs on that morning 100 years ago. ‘I saw an object sticking through the front door,’ she later remembered. ‘I pushed it open and there lay two horseshoes nailed to two feet.

‘My eyes followed up to the blood-covered ankles, the disjointed knees, the mound of blood where the genitals had been, to a long laceration through the abdomen to the chest.

‘I came to the hands, which were nailed horizontally on a board with big spikes of iron, like a cross. The shoulders were remarkably clean and white, but there was no head.

‘This was lying on the steps, propped up by the nose. I recognised the neatly trimmed beard along the cheekbones. It was my father.’

The year was 1915. In the sprawling, beleaguered Ottoman Empire — an ally of the German Kaiser in the world war that had engulfed Europe and parts of Asia for nine months — the ruling Turks had turned their hatred on the 2 million men, women and children of Armenian extraction who lived within their borders.

The Armenians — who lived on the eastern edge of the empire ruled from Constantinople (modern-day Istanbul) — were Christians and had been since the year 301, making theirs the first nation officially to adopt Christianity, even before Rome. But here, among the Islamic Turks, they had long been second-class citizens, a persecuted minority. Now, as power in the land was seized by a junta of nationalist officers known as the Young Turks, persecution turned to unbridled savagery.

Over the next six months, there was to be a systematic uprooting and slaughter of perhaps as many as 1.5 million Armenians — on the grounds that they were infidels, racially inferior ‘dogs’ and traitors who were siding with Russia against Turkey.

Those who weren’t put to death on the spot, their faith cruelly mocked — such as Aghavni’s father, a mild-mannered, cultivated spice merchant who spoke five languages — were hounded in columns, eastwards, into the deserts of Syria and Iraq to die.

[…]

… it was an American who first made the world aware of what happened. Back in 1915, Henry Morgenthau was the U.S. Ambassador to the Ottoman Empire, and on his desk in Constantinople landed reports from American consuls in far-flung Turkish cities, documenting

He concluded: ‘I do not believe the darkest ages ever presented scenes more horrible.’

Unleashed on the Armenians, Turkish policemen and soldiers ransacked Christian churches and handed bishops and priests over to the mob. Community leaders such as doctors and teachers were hanged in batches on gallows in town squares. An American missionary reported seeing men tied together with their heads sticking through the rungs of a ladder to be lopped off with swords.

Torture was commonplace, Morgenthau maintained as he studied the evidence. ‘They would pull out eyebrows and beards almost hair by hair, extract fingernails and toenails, apply red-hot irons and tear off flesh with pincers, then pour boiled butter into the wounds.’

Crucifixion was treated as a sport. ‘As the sufferer writhes in his agony, they would cry: ‘Now let your Christ come and help you’.’

When orders were given to assemble all the Armenians and march them out into the desert, Morgenthau had no doubt that this was ‘the death warrant to a whole race’. Moreover, he said: ‘In their conversations with me, the authorities made no particular attempt to conceal the fact’.

He wrote graphically of how men were taken from their ploughs, women from their ovens and children from their beds to join ‘the panic-stricken throng’. Young men were strung up or shot — ‘the only offence being that they were Armenians’.

Convicts were let out of prison to help with the killings. Locals joined in, too. In Ankara, all Armenian men aged 15 to 70 were bound in fours and led out to a secluded valley, where Turkish peasants hacked them to death with scythes, spades and saws.

‘In this way, they exterminated the whole male population.’

For six months, as the enforced exodus went on, Morgenthau reported, roads and tracks were crowded with lines of Armenians.

‘They could be seen winding through every valley and mountain-side, moving on they scarcely knew where, except that every road led to death.

‘They left behind the unburied dead, as well as men and women dying of typhus, dysentery and cholera and children setting up their last piteous wails for food and water.’

How many died? Morgenthau reported that, on one particular death march, of the 18,000 who set out, just 150 were alive a week later. A survivor recalled that ‘death was our constant companion. We fought the threat of panic, hunger, fear and sleepless nights but, in the end, they won. It seemed there was no pity or humanity in the hearts of our captors’. As they crossed the Euphrates river, one witness reported how ‘bloated bodies lay on the bank, black from the sun, tongues hanging out. Bones showed through decaying skin’.

‘The stomachs of pregnant women had been slit open and their unborn children placed in their hands like black grapes. Children were crying next to dead parents. Women were delirious.’

So many dead bodies clogged the river that its course was diverted for several hundred yards. But at least the water gave relief to some. Mothers sank into it gratefully, their babies in their arms, to drown and end their misery. Women suffered special horrors. …

On the death march out into the desert, Aghavni remembered how women were openly tortured and abused. ‘If a woman would not readily submit to sex, she was whipped and, if she tried to run away, she was shot.’

She could only watch in horror as a girl resisted and a policeman took out his sword, ripped open her dress and then slashed off her breasts. ‘They fell to the ground and she bled to death next to them.’

(Armenien, 1915)

This week, Turkey’s president declared that Armenians pressing Turkey to recognise massacres as genocide are simply trying to score points against his country.

‘Their aim is not to search for the truth, but to attack Turkey and cause it harm,’ he contends.

But such defiance flies in the face of history. Arnold J. Toynbee, a British intelligence agent at the time (and later a distinguished historian), wrote that ‘all this horror was inflicted on the Armenians without a shadow of provocation’. …

That in 2015 Turkey is still insisting on rewriting history should concern us all — not least because in a world where Islamic forces are, once again, brutally targeting Christians in the Middle East and Africa, the lessons of the past need to be faced and finally learned.

Oploadet Kl. 12:07 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Arkiveret under:


21. marts 2005

Orientering ‘korrigerer’ sin holocaust-benægtelse – Hauberg-Tychsen stadig korrespondent

Orientering måtte idag ‘korrigere’ sin benægtelse af det armenske folkedrab. Jens Reiermann havde hidkaldt Matthias Bjørnlund (læserbrev i Weekendavisen), som overbevisende redegjorde for folkedrabets karakter. Det burde have været et dementi, men indslaget blev leveret som en slags præcisering – og således kunne man blot 10 minutter senere høre Tyrkiet-korrespondenten Knud-Eigil Hauberg-Tychsen tale om det tyrkiske bogmarked med sin journalistiske integritet i behold.

Oploadet Kl. 20:35 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


18. marts 2005

Matthias Bjørnlund om DRs benægtelse af folkedrabet på armenierne

Fra Weekendavisen – et læserbrev som retter fokus på sidste uges holocaustbenægtelse i Orientering. Herunder lidt fra Matthias Bjørnlunds DR-journalist benægter folkemord:

Fakta er, at omkring én million armeniere i perioden 1915-1917 blev dræbt af det ungtyrkiske styre i Osmannerriget som følge af en nøje gennemtænkt udryddelsesplan. Hvad Tychsen kalder »deportationer«, var regulære dødsmarcher, hvor hundredtusinder blev massakreret på vejen af tyrkiske og kurdiske tropper og specialstyrker.

Resten, udsat for systematiske voldtægter samt påført sult og tørst, nåede den syriske og irakiske ørken, hvor de generelt enten blev dræbt eller efterladt til at dø. Disse fakta er bekræftet af utallige samtidige tyrkiske, armenske, kurdiske, arabiske, tyske, amerikanske, danske og andre øjenvidner, samt af det tyrkiske militærtribunal i 1919.

At det var et folkemord ifølge FNs juridiske definition bekræftes af såvel Holocaustforskere som folkemordsforskere generelt, af uafhængige forskningsinstitutioner, af Europa-parlamentet, af adskillige nationers parlamenter og regeringer, og af FNs menneskerettighedskommission.

Som fagfolk, der beskæftiger sig med det armenske folkemord, vil vi protestere over for DR’s ledelse og spørge, om DR og Orientering i det hele taget har et troværdighedskriterium, og hvad man i så fald vil gøre for at opretholde det?

Oploadet Kl. 19:40 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


10. marts 2005

Orientering i apologi for Tyrkiet mht. det armenske folkemord – hensigten var klar i 1910

Orientering bragte igår beretningen om, hvorledes Tyrkiet nu endelig har accepteret at historikere får adgang til arkiverne, så sandheden om folkedrabet på de kristne armeniere endeligt kan dokumenteres. Jens Reiermanns dialog med Orienterings korrespondent i Tyrkiet Knud-Eigil Hauberg-Tychsen fortjener fremhævelse – idet sidstnævnte leverer et referat af forløbet som ikke bare et lidt ensidigt, men et decideret tyrkisk partsindlæg. Her lidt fra interviewet:

Hauberg-Tychsen: “Man beskylder det osmanniske rige, idag siger man Tyrkiet, men det er det osmanniske rige, om at have begået folkemord i 1915 – det drejer sig om, siger armenierne 1,15 millioner mennesker. Fordi man flyttede dem, det var en tvangsflyttelse, det må man sige, fra armenske områder i Anatolien til Syrien og til Nordirak. Man gjorde det fordi man ville gøre et forsøg på at standse konflikten, standse kampene mellem osmannerne og armenierne.”

Reiermann: … hvad er det så der sker under tvangsflytningen?

Hauberg-Tychsen: “Der sker for det første det, at armenierne bliver overfaldet af kurdere, fordi området som armenierne rejste igennem var kurdiske områder. Og der har altid været et modsætningsforhold mellem kurderne og armenierne. Det andet der skete var at der opstod sygdomme, følgelige epidemier, når man flytter så stor befolkningsgruppe på den måde, og på det tidspunkt i historien, så kan der let opstå sygdomme og epidemier og der var mange der døde der – endvidere så må man jo også sige at mange døde på grundlag af de strabadser de kom igennem – de kunne simpelthen ikke klare det rent fysisk, de kunne simpelthen ikke overleve det.

Reiermann: Hvem var det der stod for folkeflytningen?

Hauberg-Tychsen: “Ja, det er et interessant spørgsmål, fordi man øhh, man siger jo idag at det var tyrkerne der gjorde det, og det er jo ikke rigtigt. Det var den osmanniske regering der gjorde det, og den osmanniske regering var blandt andet tyrkisk, men ikke alene tyrkisk. Og et interessant aspekt er, at det var faktisk de preussiske øhh generalstab der foreslog og anbefalede at man foretog denne folkeflytning. Det er noget man hører meget lidt om. Noget man læser meget lidt om i historien. Det var ikke tyskerne der gjorde det, men det var preusserne…

Reiermann: Det man diskuterer når man taler om der har været folkemord, det om der har været en hensigt, om der har været en hensigt om at armenierne skulle udryddes. Eller, hvor meget kan man dokumentere her?

Hauberg-Tychsen: “Der er ganske god dokumentation for at dette ikke er tilfældet. Det osmannerne, den osmanniske regering ville var at flytte/fjerne den armenske befolkningsgruppe fra det område hvor de boede til et andet område, sålænge krigen varede. Der var ikke nogen tanke om at begå folkemord på befolkningsgruppen. Der er dokumentation for at man fra regeringens, altså den osmanniske regerings side, hele tiden sikrede at de mennesker der blev flyttet blev behandlet ordentligt, at de fik den hjælp der var nødvendig, og at de der begik overgreb imod armenierne blev straffet for de overgreb de nu engang begik. Så der var altså, det er den dokumentation jeg kender – der var altså en regeringsbeslutning om at de mennesker der blev forflyttet skulle behandles ordentligt. “

Reierman: Du siger der ikke har været hensigt… men hvis tager en mere bred definition af folkemord – hvad siger du så til det der skete dengang?

Hauberg-Tychsen: “Ja, hvis jeg tager det i den meget brede definition som vi kender den idag – så vil jeg sige at så er der tale om et folkemord… Men hvis man ser det i forhold til de planer der var dengang, og i forhold til den aktivitet der foregik, så kan man ikke beskylde osmannerne for at have begået et folkemord i 1915.”

Jeg har det seneste års tid læst en del om Tyrkiet, og heraf lidt om folkedrabet på armenierne i 1915. Følgende læste jeg et par timer efter at have hørt Hauberg-Tychsens referat:

“Inden jeg forlod Konstantinopel, lærte jeg en mærkelig Person at kende, som senere skulde spille en stor Rolle i sit Fædrelands Historie. Ved et Besøg i Parlamentet blev jeg forestillet for den Deputerede fra Adrianopel, og den svenske Handelsattaché, som besørgede Præsentationen, havde forinden sagt til mig: ‘Ham skal De lægge Mærke til; han bliver en Gang Tyrkiets Storvezir’. Spaadommen slog til: den Deputerede var Talaat Bey, senere Talaat Pasha, en mægtig og, trods alt det Blod, der kom til at klæbe ved hans Navn, i Virkeligheden sympatisk Personlighed. Talaat var ogsaa i det Ydre imponerende, en smuk, kæmpestærk Mand, der gjorde Indtryk af nok at vide, hvad han var værd. Han var født i Adrianopel 1874 i en fattig Familje og havde i sin tidligste Ungdom været Postkører og blev derefter Telegrafist; han kom ind i ungtyrkiske Kredse, og det fortaltes, at ved Udbrudet af Revolutionen i 1908 var det ham, der havde røbet Sultanens telegrafiske Ordrer om at arrestere de oprørske Officerer i Saloniki, saa at disse fik Tid til at flygte og begynde Opstanden i Monastir. Om dette er rigtigt, ved jeg ikke, men vist er det, at Talaat efter Revolutionens Sejr avancerede hurtigt; han blev valgt ind i Parlamentet som Repræsentant for sin Fødeby, og allerede i 1913 var han Indenrigsminister. Han blev en af dem der fik Hovedansvaret for Tyrkiets Deltagelse i Verdenskrigen paa Centralmagternes Side; i de sidste Krigsaar var han selv Storvezir. Efter Sammenbrudet maatte han flygte; han havde altid været personligt hæderlig og trods sine høje Stillinger havde han intet skrabet til sig; han forlod sit Fædreland som en fattig Mand og havde i et Par Aar en lille beskeden Restaurant i Berlin. Her blev han skudt af en armenisk Student; Drabsmanden blev frikendt, fordi han behændige Advokat gav Nævningerne en veltalende Skildring af de Rædsler, som det armeniske Folk under Verdenskrigen havde maattet udstaa, og som for en væsentlig Del skyldtes Talaats udtrykkelige Befaling; ved disse var ogsaa den Anklagedes nærmeste Slægtninge omkomne. Det havde virkeligt været Talaats Plan at udrydde hele det armeniske Folk, og den var ikke opstaaet som et Udslag af Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt meget andet talte vi ogsaa om Armenierne. ‘Ser De’, sagde han, ‘mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at udrydde Armenierne’. Seks Aar senere opfyldte han sit Løfte; de Forfølgelser, der sattes i Værk i Aarene 1915-1916, kostede – efter de laveste Tællinger – over halvanden Millioner Mennesker Livet. Og med alt det kunde man ikke andet end synes godt om Talaat; han var Barbar eller Fanatiker, hvad man nu vil kadle det, men der var ikke Svig i hans Sjæl.”

Fra Johannes Østrup: Erindringer (1938). s. 117f.

Her studsede jeg lidt. Orienterings udlægninger er godtnok ofte halve sandheder, men Østrups referat af Talaaet Beys sindelag går jo stik imod Hauberg-Tychsens tolkning. Følgende artikel i Historisk Tidsskrift bekræfter Østrups udlægning:

Denne militære katastrofe krævede både forklaring og handling. Natten mellem 23.-24 april, 1915 blev armenske gejstlige samt politiske og intellektuelle ledere i hovedstaden arresteret. De blev deporteret til Anatolien og myrdet der. Umiddelbart efter iværksatte myndighederne tvangsdeportationer af den armenske befolkning i hele riget, undtagen Konstantinopel og Smyrna, hvor mange europæiske diplomater, missionærer og købmænd var koncentreret. Disse deportationer, hvis mål var ørkenområder i Syrien og Mesopotamien, blev beordret ex post facto af indenrigsminister Talaat Bey i maj, under henvisning til påstået armensk illoyalitet. De deporterede tilbagelagde fortrinsvis den lange march til fods. Undervejs blev de myrdet og voldtaget af deres vagter fra gendarmeriet, overfaldet af løsladte kriminelle under militær kommando – de såkaldte Teshkilati Mahsusa, en organisation oprettet af regimet til dette formål – og hjemsøgt af kurdiske og Cirkassiske stammefolk, der bortførte unge kvinder og børn, dræbte, voldtog og plyndrede. Tusinder af børn blev druknet i floder og i Vansøen. De, der overlevede marchen, led overvejende sultedøden i lejrene omkring Der-el-Zor i den syriske ørken. De tjenstdygtige armenske mænd, forlængst indkaldt til militæret, blev samlet i ubevæbnede arbejdsbattaljoner, der blev sat til vejarbejder o. a. og derefter dræbt.

Folkemordet blev planlagt af triumviratet og nogle få rådgivere. Det blev styret fra Talaats indenrigsministerium, der implementerede det gennem Ittihadpartiets folk og lokaladministrationerne i provinser og regioner. De praktiske foranstaltninger – bevogtning, likvideringer osv – varetog i hovedsagen gendarmeriet, politiet, hæren og de særlige enheder.

Fra Torben Jørgensen: Tilfældet Armenien i Historisk Tidsskrift 2000/1.

Opdate: Andrew G. Bostom (ISIS): The Armenian Genocide was a Jihad.

“The Ottoman Turkish destruction of the Armenian people, beginning in the late 19th and intensifying in the early 20th century, was a genocide, and jihad ideology contributed significantly to this decades long human liquidation process. These facts are now beyond dispute.”

Armenian-genocide.org (solid dokumentation).

Oploadet Kl. 14:11 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper