15. august 2019

Skattestyrelsen-bombe: AEH’ere fra Sverige – en 22-årig tyrkisk-bulgarer og en 23-årig libaneser (?)

Som man kunne forvente, så er de to mistænkte for bomben mod Skattestyrelsen af anden etnisk herkomst. Enkelte medier foretrak ’svenskere’ eller ’svenske statsborgere’, men udover det faktum at de residerer i Sverige, så er det en kende upræcist. Den anholdte 22-årige er en tyrkisk-bulgarer med efternavnet Syuleyman, og den 23-årige eftersøgte har efternavnet Hamzi, formentligt med libanesiske aner. Sidstnævnte er tidligere voldsdømt, der ifølge Ekstra Bladet har en fortid som ‘politisk aktiv på venstrefløjen’.

Jeg skal ikke spekulere over motivet, men der kunne tænktes at være en relation til en sag fra Silkeborg, hvor en 38-årig kvindelig skattemedarbejder brutalt blev overfaldet foran hendes privatbolig. Fra TVMidtVest (2018)

“Overfaldet, der blev begået den 14. marts sidste år, var et særdeles groft et af slagsen.

Det var den 48-åriges bror, 37-årige Mahmoudreza Mirsepasi, der bestilte overfaldet for 50.000 kroner, fordi han ville have hende til at droppe to skattesager mod ham. … Adam Mirsepasi overfaldt SKAT-medarbejderen med slag og spark ude foran hendes hus nær Silkeborg en tidlig morgen, mens Deniz Mehmed Syuleyman holdt vagt.

Overfaldet var så voldsomt, at hun brækkede både sin kæbe og flere ribben.”

(22-årige Hamzi, kandidat for Venstrepartiet i 2014)

(23-årige Syuleyman, tidligere dømt for vold)

“Samtidig straffes den 29-årige Deniz Mehmed Syuleyman med fængsel i to år og seks måneder.” (Horsens Folkeblad, 6. juli 2018)

NB: Der er nedlagt navneforbud i sagen, så derfor undlader jeg at bringe de to mistænktes fulde navne.

Oploadet Kl. 03:00 af Kim Møller — Direkte link72 kommentarer


14. juli 2017

Dansker i ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje: Interview med oberst Vladimir Rusev

Oploadet Kl. 19:13 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:


13. juli 2017

Dansker aktiv i ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje…

En dansker er rejst til Bulgarien, for at være en del af ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje. For tiden overvåger de skovområder syd for Burgas, tæt på den tyrkiske grænse. Beretninger følger inden længe her på siden. Mere om organisationen på Bnoshipka.com.

(Dansker i ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje, 12. juli 2017)

(Facebook, 11. juli 2017)

Oploadet Kl. 19:08 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


20. december 2015

Paris: Sigøjnere etablerer primitiv lejr af skrot, folkevalgte protesterer, men… de er ‘EU citizens’

Kolonisering er ordet. Fra Daily Mail – The Third World shanty town… in the heart of Paris: Roma gypsies create their own village built from rubbish and scrap in one of Europe’s great cities

“Children’s toys and pushchairs are scattered across the tarpaulin-covered roofs of a Roma gypsy village built from rubbish and scrap in Paris. Youngsters play between the shacks as their parents go about their everyday lives at the camp constructed on an disused railway line next to a ring road in one of Europe’s trendiest cities.

Politicians including France’s Socialist Prime Minister, Manuel Valls, have publicly branded them as foreigners who ‘cannot integrate’ in the French way of life. Mr Valls has continued a policy started by former president Nicolas Sarkozy of razing Roma camps, and trying to deport as many of their occupants as possible.

But this has led to protests from a number of human rights groups, including Amnesty International, which points out that most Roma in France are Romanian or Bulgarian and as such are EU citizens with the right to live and work in the country.”

Oploadet Kl. 10:57 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:


21. marts 2014

Dagens EU-historie: Højeste dagpengesats i Danmark svarer i købekraft til 49.089 kroner i Bulgarien…

Jeg har ikke kendskab til beskatningen af biler i Bulgarien, men med danske dagpenge i ryggen, er en arbejdsløs bulgarer nok nærmere en nyere Audi end de fleste danske lønslaver i arbejde. Fra Ekstra Bladet – En måneds danske dagpenge i Bulgarien: 49.000 kr..

“Der er ikke noget at sige til, at der de seneste år er sket en eksplosion af danske dagpenge til østeuropæere. Som Ekstra Bladet kortlægger i dag er dagpenge-indtægten nemlig en særdeles god forretning for tilrejsende fra en række lande i Østeuropa.

Tages der højde for købekraften, er en måneds dagpenge i Danmark faktisk mere end 40.000 kroner værd i flere østeuropæiske lande.

Allermest får man for dagpengene i Bulgarien, hvor den danske ydelses højeste sats på 17.658 kr. om måneden svarer til ikke mindre end 49.089 kroner.

Oploadet Kl. 07:03 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


26. oktober 2006

Tyrkiske grusomheder i Bulgarien, 2. august 1876 – en øjenvidneberetning

Med jævne mellemrum hører man forskere tale om en særlig form for tolerance i islam, og selvom folkedrabet på Armenierne burde stå klart i erindringen, så eksemplificeres denne særlige tolerance ofte med henvisning til det osmanniske rige. I slutningen af 1800-tallet var det nuværende Bulgarien underlagt Osmannerriget, men et massakre på op imod 30.000 kristne bulgarere motiverede den russisk-tyrkiske krig i 1877-78, hvad gav provinsen selvstændighed.

Væsentligt for udviklingen var beretningen fra Januarius Aloysius MacGahan, der som korrespondent for Daily News besøgte landsbyen Batak, og beskrev scenariet efter tyrkernes brutale nedslagtning af den bulgarske opstand nogle måneder forinden.

Beretningen findes online på engelsk: The Article that caused the Russo-Turko war. Herunder følger en let-afkortet dansk oversættelse.

Tyrkiske grusomheder i Bulgarien, 2. august 1876

Nede i bunden af en af disse dybe dale kunne vi skelne en landsby, som vor fører meddelte os, det ville tage halvanden time at nå ned til, selvom den syntes ret nær. Det var landsbyen Batak, som vi havde søgt efter. Bakkerne omkring den var dækket af små hvede- og rugmarker, som var helt gyldenmodne. Men selv om afgrøden var moden, ja endog overmoden, og selv om de tunge aks var knækket over, fordi strået ikke længere kunne bære dem, var der ikke noget tegn på, at bønderne gjorde noget for at få høsten i hus. Markerne henlå lige så øde som den lille dal, og høsten stod og rådnede på markerne. En time senere nåede vi frem til landsbyen.

Da vi nærmede os, blev vor opmærksomhed fanget af en del hunde, der stod oppe på en skråning med udsigt ned over byen. Vi drejede af fra vejen, og efter at have ført vore heste over ruinerne af to-tre mure og et par haver red vi op ad skråningen mod hundene. De gøede vredt af os og forsvandt så ud på de omkringliggende marker. Jeg bemærkede ikke noget usædvanligt, da vi red op ad skråningen, før min hest snublede. Da jeg så ned, opdagede jeg, at den havde trådt på et menneskekranium, der lå halvt dækket af græs. Det var helt tørt og hårdt og kunne godt se ud til at have ligget der to-tre år – så grundigt havde hundene gjort deres arbejde. Et par skridt længere henne lå der et til, og ved siden af det lå der dele af et skelet, der også var gnavet hvidt og rent. Da vi red ned igen, dukkede der flere og flere knogler, skeletter og kranier op, men de var ikke blevet gnavet helt rene, så der sad stadigvæk stumper af halvt indtørret, halvt forrådnet kød på dem. Til sidst kom vi til en slags lille plateau eller en afsats på bakkenskråningen. Her var jorden næsten helt jævn med undtagelse af en lille hulning inde på midten. Vi red hen mod den for at fortsætte ned mod landsbyen, men pludselig måtte vi trække hårdt i tømmerne og udstøde et råb af rædsel, for lige foran os, næsten direkte for hestenes hove, så vi et syn, der fik det til at gyse i os. Der lå en dynge kranier blandet med knogler fra alle dele af det menneskelige legeme. Næsten komplette skeletter med laset tøj, menneskehår og forrådnet kød lå i en grusom dynge, som græsset voksede frodigt rundt om. En kvalmende stank omgav den, næsten som stanken fra en død hest, og det var herfra, hundene så hastigt havde trukket sig tilbage, da vores upassende ankomst afbrød dem i deres forehavende.

Midt i dyngen kunne jeg skelne et spinkelt skelet dækket af en chemise. Om kraniet var svøbt et broget tørklæde, og ankelknoglerne var iført de broderede, fodløse sokker, som bulgarske piger går med. Vi så os om. Overalt lå der der strøet menneskeknogler, som hundene havde slæbt af med for at kunne gnave dem rene i fred og ro. Små hundrede meter under os lå byen. Set herfra mindede den mest af alt om Herculaneum eller Pompeji.

Der var ikke et tag tilbage, ikke en mur, der stadig stod. Alt var én eneste ruindynge. Og over den svævede en lavmælt klagen, der fyldte den lille dal og gav den lyd…

På den anden side af vejen lå skeletterne af to børn side om side. De var halvvejs dækket af sten, og der var spor efter et frygteligt sabelhug i deres små hjerneskaller. Et meget stort antal børn blev dræbt ved disse massakre. Ofte blev de spiddet på bajonetter, og vi har hørt adskillige beretninger fra øjenvidner, der har set spædbørn, både her og i Otluk-kui, der blev båret rundt i gaderne spiddet på en bajonet. Grunden til dette var ganske enkel. Når en muhammedaner har dræbt et bestemt antal vantro. er han sikker på en plads i paradiset, ligegyldig hvad han ellers har begået af synder. Muhammed havde sikkert underforstået, at det kun var bevæbnede mænd, der talte i statistikken, men den jævne muselmand fortolker kravet ganske bredt, så han regner kvinder og børn med. Her i Batak havde bashi-bazouk’erne skåret gravide kvinder op og dræbt deres ufødte børn for at pynte lidt på regnskabet.

Jo nærmere vi kom bymidten, desto flere knogler, skeletter og kranier lå der. Der var ikke et eneste hus, i hvis ruiner der ikke lå rester af mennesker, og gaderne var overstrøet med dem. Foran mange af døråbningerne flakkede kvinder frem og tilbage, mens de messede deres klagesang. En af dem greb mig i armen og trak mig inden for murene. I et hjørne og halvt dækket af sten og murbrokker lå resterne af en ung pige. Hendes lange hår flød vildt rundt midt i jorden og støvet. Moderen skreg af sorg og hamrede hovedet som en vanvittig ind mod muren. Jeg kunne ikke andet end vende mig om, og syg helt ind i hjertet lod jeg hende sidde tilbage med liget.

Et par skridt længere henne sad en kvinde og rokkede frem og tilbage på et dørtrin, mens hun udstødte klageskrig mere hjerteskærende end noget, jeg havde kunnet forestille mig. Hun havde begravet hovedet i hænderne, og mens hendes fingre ubevidst snoede og rev i håret, stirrede hun ned i sit skød, hvor der lå tre små kranier, hvorpå der stadig sad en smule hår. Hvordan havde moderen rettet sig, mens hendes børn var blevet slaget? Hvem ved? Måske var hun borte fra landsbyen, da massakren fandt sted. Måske var hun undsluppet med et spædbarn i sine arme, mens hun havde overladt til faderen at redde disse tre. Eller måske, allermest rædselsfuldt, allermest tragisk, var hun blevet så rædselsslagen, at hun havde efterladt de tre stakler til deres skæbne og reddet sit eget liv ved flugt. Hvis det var tilfældet, var det intet under, at hun rev sig i håret på denne grusomme, ubevidste måde, mens hun stirrede på de tre små hoveder, der lå i hendes skød…

Kirken var ikke særlig stor, og den var omgivet af en lav stenmur, der også omsluttede en lille kirkegård på omkring halvtreds gange fem og halvfjerds meter. I begyndelsen lægger vi ikke mærke til noget usædvanligt ved den, og stanken er så voldsom, at vi ikke er meget for at se os nærmere om, men vi kan dog observere, at der ligger en dynge sten og affald på et par meters højde derinde. Da vi kikker nærmere efter, opdager vi, at det, vi troede var sten og affald, i virkeligheden er en vældig dynge menneskekroppe dækket af et tyndt lag sten. Hele den lille kirkegård er dynget til med lig i en højde af lidt over en meter, og det er herfra, den afskyelige stank kommer. Nogle uger efter massakren blev der givet ordre til at begrave de døde, men på det tidspunkt var stanken så dødelig, at det var umuligt at udføre ordren, endsige at opholde sig i nærheden af landsbyen. De mænd, der blev sendt herud, havde nøjedes med at begrave nogle enkelte af ligene, og så havde de smidt lidt jord over de andre, som de nu lå, og på kirkegården havde de forsøgt at dække den umådelige dynge af forrådnende mennesker til ved at smide sten og affald ind over muren uden at turde vove sig derind. Det var kun delvis lykkedes. Hundeden havde haft travlt siden da, og nu kunne man se hoveder, arme, ben, fødder og hænder rage op hulter til bulter fra dette gyselige gravsted.

Vi fik at vide, at der alene på denne lille kirkegård lå tre tusinde mennesker, og det virkede troværdigt nok. Det var et gruopvækkende syn – der vil forfølge én resten af livet. De små, krøllede hoveder midt i denne forrådnende masse var knust af tunge sten. På de små fødder, der næppe var så lange som ens finger, var kødet helt tørret ind, tørret før det nåede at gå i forrådnelse. Spædbørn strakte armene frem som for at søge hjælp. Småbørn var døde uden at fatte, hvad de dog ville, disse mænd med de hårde øjne, blinkende sabler og blodige hænder. Børn var døde, mens de krøb sammen i skræk og rædsel. Unge piger var døde, mens de græd og hulkende bad om nåde. Mødre var døde, mens de forsøgte at skærme for deres børn med deres spinkle legemer. Alle lå de nu derinde og rådnede bort i en kvalmende masse. Nu var de tavse. Der sås ingen tårer, lød ingen gråd, hulken eller rædselsskrig. Ingen truglen om nåde. Høsten rådnede på marken, og høstfolkene rådner her på kirkegården.

Kilde: Carey, John (red.): Øjenvidner til historien. Begivenheder gennem 2.500 år fortalt af dem, der så det ske. P. Haase & Søns Forlag. 2. udgave, 4. oplag. København, 2000. 826 sider (s. 422-426).

  • 7/7-05 Uriasposten – Oscar Wilde: On The Massacre Of The Christians In Bulgaria (1881) – og lidt kontekst.
  • Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    7. juni 2005

    Oscar Wilde: On The Massacre Of The Christians In Bulgaria (1881) – og lidt kontekst

    I slutningen af 1800-tallet havde Bulgarien været underlagt osmannerriget i næsten 500 år, og selvom befolkningen følte sig som en del af Europa så var tilnærmelser til Europa i praksis umuligt under et repressivt islamisk styre. Bulgarien lå i Europas periferi og det var ikke meget det vestlige Europa bekymrede sig om bulgarernes skæbne. Dette forhold blev dog ændret efter April-opstanden i 1876, hvor osmannerne plyndrede og nedbrændte adskillige byer, og tillige myrdede helt op imod 30.000 mænd, kvinder og børn. Episoden betragtes som afgørende for landets uafhængig.

    Efter at Europa havde rettet sin opmærksomhed mod de kristne bulgarers triste skæbne, skrev flere af tidens bedst kendte forfattere om sagen. Følgende digt skrev Oscar Wilde i 1881:

    On The Massacre Of The Christians In Bulgaria

    Christ, dost thou live indeed? or are thy bones
    Still straightened in their rock-hewn sepulcher?
    And was thy Rising only dreamed by Her
    Whose love of thee for all her sin atones?
    For here the air is horrid with men’s groans,
    The priests who call upon thy name are slain,
    Dost thou not hear the bitter wail of pain
    From those whose children lie upon the stones?
    Come down, O Son of God! incestuous gloom
    Curtains the land, and through the starless night
    Over thy Cross the Crescent moon I see!
    If thou in very truth didst burst the tomb
    Come down, O Son of Man! and show thy might,
    Lest Mahomet be crowned instead of Thee!

    Kilder
    The Works of Oscar Wilde. Blitz Edition. Cambridge, 1990. s. 698.
    Radio Bulgaria – The April Uprising of 1876.
    Radio Bulgaria – The April Uprising and the awakening of world public opinion to the Bulgarian cause.

    Sofia ECHO – People in History – The heroic epic of the April Uprising.

    Oploadet Kl. 18:31 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper