6. januar 2017

‘Berygtet dansker anholdt i udlandet’, skrev BT, om en libanesisk psykopat ved navn Youssef Khater

BT kalder ham dansker hele tolv gange, men får dog nævnt at manden er ‘libanesisk født’. Navnet er Youssef Khater, som man kan læse i udenlandske medier. Fra BT – Medie: Berygtet dansker anholdt i udlandet – tidligere dømt for at begrave kvinde levende.

En dansk mand, der af flere medier beskrives om en ‘international svindler, er angiveligt blevet anholdt i kystbyen Puerto Viejo i Costa Rica. Det skriver det lokale medie The Tico Times News.

Danskeren, der er i slutningen af 30’erne, er allerede kendt af flere myndigheder verden over og har både været eftersøgt herhjemme og i udlandet, ligesom han har afsonet fængselsdomme i både Danmark og Chile.

… Texas Monthly har også beskrevet, hvordan flere chilenske psykologer vurderede, at danskeren havde flere psykopatiske træk. …

Ifølge en politirapport, som det lokale medie har haft adgang til, er danskeren placeret i et fængsel i byen Limón.”

(Youssef Khater, kriminel libaneser; Foto: Texas Monthly, se evt. her)

Oploadet Kl. 15:37 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


10. november 2015

Asger Juhl: Der demonstreres imod Pegida, men ikke Hizb ut-tahrir, “… hvor er de venstreorienterede”

Paradokset er ikke helt så stort. Che Guevaras holdning til homoseksualitet og Salvador Allendes holdning til jøder finder genklang hos Hizb ut-tahrir, hvis møde blandt andet omhandlede ‘kapitalismens krise’. Hvorfor skulle revolutionære socialister bekæmpe antikapitalister? God kommentar af Asger Juhl i Politiken – Hvor var de vrede socialister, da Hizb ut-Tahrir holdt stormøde?.

“Det er søndag eftermiddag. Steningstilhængerne fra Hizb ut-Tahrir holder stormøde på Nørrebro i København. … Forestil dig, at det var nazisterne, der afholdt deres årskonference samme sted. Man ville ikke kunne møve sig frem for indignerede socialister… Men hvor er de venstreorienterede, når vor tids mørke ideologi – islamismen – holder stormøde i Nørrebrohallen?

Jeg kan ikke se dem. Jeg har ellers taget plads på Café Castro. Her er væggene plastret til med billeder af ‘el Che’. Pladsen foran hedder Den Røde Plads. Her er en stor rød stjerne på en lygtepæl og endda et gavlportræt af Salvador Allende. De døde venstreorienterede er her. Men hvor er de levende?

Hvorfor tager de ikke afstand fra mørkemændene… Det skorter ellers ikke på engagement, når Pegida går i optog, eller Moses Hansen slæber rundt på et kors. Kalifatdrengene ville historisk set have repræsenteret en oplagt fjende for venstrefløjen. En autoritær og antidemokratisk samfundsideologi… Og så er der jo religionen – noget, som venstrefløjen tidligere kunne samles om at være imod. …

Jeg synes, det er mærkeligt, at venstrefløjen ikke er her i dag.

(Hizb ut-tahrir i Nørrebrohallen, 8. november 2015; Foto: Facebook)

“The Hebrews are characterised by certain types of crime: fraud, deceit, slander and above all usury. These facts permits the supposition that race plays a role in crime.” (Salvador Allende, 1933 cit. i Daily Telegraph)

“Under the Cuban revolution… the system fought for by Guevara and his associates, established ‘labour camps’, known as the UMAP labour camps to incarcerate gay people, among other groups. These were Cuba’s new concentration camps, set up so the new socialist government could rid their nation of homosexuality, which was somehow believed to be a product of capitalism. Gay artists were censored and gay people in government lost their jobs. The UMAP camps subjected homosexuals to brutal torture and some inmates committed suicide. Not only gay men were incarcerated but effeminate men were also imprisoned to make way for Guevara’s scheme of the ‘new man’ which was a hideously pathological homophobic ideology.” (Quora.com)



22. april 2014

EU’s Åbne grænser og usikrede danske villaer: Omrejsende kriminelle står for halvdelen af indbruddene

“Danmark skal betale polske børns lægeregning”, skriver Ekstra Bladet i dag. Her en anden EU-relateret nyhed fra BT – Rumænere hjælper kriminelle venner til Danmark for at stjæle. Tillidssamfundet vil gradvist forsvinde. Videoovervågning overalt, høje hegn omkring privatboliger, ingen åbne køleskabe foran tankstationer osv.

“Danmark er blevet et så attraktivt land at begå indbrud i, at rumænske kriminelle hjælper landsmænd herop med netop det formål. … Udlændinge – typisk rumænere og romaer slår sig ned i Danmark og gør det let for landsmænd at komme herop på effektive indbrudstogter, blandt andet ved at skaffe boliger, biler og udpege de områder, der skal plyndres. …

Nye tal fra Task Force Indbrud viser, at der var 38.830 anmeldelser om indbrud på Sjælland i 2013, herunder 21.009 indbrud i kategorien private boliger. Hårdest ramt er København og Nordsjælland.

Tidligere har Task Force Indbrud vurderet, at organiserede danske kriminelle stod for cirka 30 til 35 procent af alle indbrud. At de lokale indbrudstyve stod for 25 til 30 procent. Og at omrejsende indbrudstyve stod for 30 til 35 procent.

‘Men det tror jeg ikke holder længere. Jeg tror, at de omrejsende kriminelle står for op imod 50 procent af de indbrud, der bliver begået i øjeblikket. Og langt størstedelen er rumænere. Vi ser en del litauere i Danmark, men de opererer mere i den vestlige del af landet. Og så har vi i år set en del chilenere, som begår indbrud,’ fortæller Karl Erik Agerbo. …

Det blev for nylig opgjort, at Danmark i 2012 var det EU-land, som var næsthårdest ramt af indbrud – kun overgået af Grækenland. Det skyldes ifølge politiet en kombination af, at danske hjem sjældent sikres – selv langs Strandvejen er det usædvanligt, at folk har for eksempel store hegn omkring deres huse. At danskere ofte har mange dyre ting i hjemmet. Og at indbrud typisk straffes mildt med 30 dages fængsel og eventuel udvisning.

Hvis man kommer fra den fattigste del af Rumænien, er det nærmest luksus at komme i et dansk fængsel: Man får tre måltider om dagen og tjener oven i købet penge,’ konstaterer Michael Ask fra NEC.”

Oploadet Kl. 13:54 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



6. marts 2013

Hugo Chavez’ statssocialisme: Tilhængerne har nu kontrol over ‘militær, domstole og den statslige sektor’

Tirsdag den 5. marts 2013 var 60-årsdagen for Stalins død, og blev også sidste dag for Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez. Tager man en journalist for TV2 News for pålydende, så var han først og fremmest kontroversiel, fordi han ‘havde nogle holdninger til socialisme’, som han ‘langtfra lykkedes’ med. Det er selvfølgelig rent vås. Johan Nordberg fortæller, at Chavez med de stigende oliepriser havde en unik chance for at skabe vækst, men valgte at cementere den statssocialistiske magtbase med røde monopolister.

Niels Westy renser luften på Americas.dk – The death of a caudilho – arven efter Chavez.

“Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident, Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen. …

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. … Hele den økonomiske politik har været lagt an på at sikre den politiske magt.

Hugo Chavez var i sine 14 år ved magten den mest højtråbende repræsentant for den type af populistisk antiamerikansk og antikapitalistisk ventrefløj, som også venstrefløjen herhjemme historisk har haft stor veneration for. Modstanderen var ‘neoliberalismen’, hvorfor det vel er på sin plads at sammenligne udviklingen i Venezuela med de lande, som bedst repræsenterer denne strømning. Det først og fremmest Chile og Peru, og på det sidste også Colombia.

(Venezuela under Hugo Chavez: Højeste inflation – laveste vækst)

Som det fremgår af figur 1 og 2, var inflationen markant højere i Venezuela (regionens højeste), mens den økonomiske vækst var markant lavere. Sandheden om de seneste 14 års udvikling i Venezuela er da også, at der reelt er tale om en fortsættelse af den økonomiske nedtur, landet har været på siden midten af 1970erne. BNP per indbygger er således fortsat lavere end den var for 35 år siden.

Men har man ikke været i stand til at øge værditilvæksten i Venezuela vil mange fortalere for Chavez regeringstid pege på, at man har mindsket den økonomiske ulighed. Det er også korrekt, at uligheden er faldet siden 1990erne. Hvad Chavez tilhængere glemmer at fortælle er at det gælder stort set i hele Latinamerika. Hvilket fremgår af nedestående figur, som viser udviklingen i GINI index 2002 -2011.

(Økonomisk lighed: En latinamerikansk trend)

… her er det måske ikke mindst interessant at bemærke det markante fald for Peru, som samtidig har haft regionens højeste vækstrater de seneste 10 år.

Samtidig er investeringsraten langt højere i de tre neoliberalistiske lande (25-30 procent), mens man med stor succes tiltrækker udenlandske investeringer. … Det er nok værd at huske, når der i de kommende dage vil komme en strøm af lovprisninger om ‘El Comandante’…”



23. juli 2012

Enhedslistens ‘demokratiske socialisme’ minder om Allendes Chile – Totalitært regime, ringere levevilkår

Debatten om Enhedslistens revolutionære kommunisme fortsætter, og handler i disse dage om hvorvidt man efter Revolutionen skal nedlægge militær og politi. Fremragende kronik i dagens Berlingske Tidende af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen – Røde revolutioner ender i vold og KGB.

“Alle socialistiske revolutioner er endt i diktatur og et allestedsnærværende hemmeligt politi. Eksempler på en demokratisk vej til socialisme er få. Der er derfor en hel del mytedannelse om marxisten Salvador Allende, der blev Chiles præsident i 1970. Hans«demokratiske vej til socialisme« og ikke mindst det faktum, at hans styre blev væltet af et militærkup bistået af CIA, gav ham heltestatus på venstrefløjen. Det er det stof, venstrefløjsromantik er gjort af. …

Allendes socialistparti var ligesom Enhedslisten et revolutionært parti… Som Enhedslisten arbejdede de dog også parlamentarisk. Allende havde stillet op og tabt til præsidentvalgene i 1952, 1958 og 1964, men til præsidentvalget i 1970 fik han 36,3 pct. af stemmerne mod den konservative kandidats 35,8 og kristendemokratens 27,9 pct. Da ingen af kandidaterne fik absolut flertal, var det op til Kongressen at udpege præsidenten, og der var præcedens for at pege på kandidaten med flest stemmer. …

Selv om der var et massivt politisk flertal imod Allende, satte han sig for at gennemføre en ægte socialistisk revolution. Det skete med en økonomisk politik, der har ikke så få lighedspunkter med Enhedslistens. Allende nationaliserede kobberminerne, 90 pct. af bankerne, de største industrivirksomheder samt 60 pct. af landbrugsjorden.Ude af stand til at få vedtaget en lov, der tillod nationaliseringerne af industrien, greb Allende til et dekret udstedt under den »Socialistiske Republik« i 1932, der gav myndighederne mulighed for at overtage virksomheder, der var ramt af strejker, eller som producerede ved mindre end fuld kapacitet. Strejker og ’spontane’ arbejderovertagelser blev organiseret af regeringens støtter som den paramilitære MIR (Movimiento de la Izquierda Revolucionaria, Det revolutionære venstres bevægelse). Mange landbrug blev ulovligt nationaliseret, og hvor landmænd og virksomhedsejere ikke frivilligt afstod deres ejendom, blev de udsat for mafia- og bøllemetoder. Adskillige blev dræbt.

De revolutionære socialister forestillede sig, at de ved at »demokratisere økonomien« kunne hæve reallønnen og beskæftigelsen. Det gjorde de så. Mindstelønnen for arbejdere og funktionærer blev hævet, og kontrol med priserne sikrede reallønsstigninger på over 22 pct. i 1971. Beskæftigelsen i mineselskaberne blev øget med op mod en tredjedel, og det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre end, at de stigende lønomkostninger betød underskud i de nu nationaliserede selskaber. Allende øgede det offentlige forbrug til sundhed, uddannelse og sociale programmer, men negligerede fuldstændig, at de øgede udgifter skulle finansieres, og sammen med stigende reallønninger til de offentligt ansatte og udgifter til dækning af underskud i de nationaliserede selskaber førte det til et enormt underskud på statsfinanserne, som blev dækket ved at trykke flere penge. For alle andre end de revolutionære fantaster, var det åbenlyst, at pengemængdevæksten ville skabe inflation. Priskontrollen førte også til fremvæksten af et stort sort marked, hvor priserne kunne være fem-ti gange de officielle priser, og staten greb ind med en total kontrol med handlen.

Efter mindre end tre år havde Allende kørt Chiles økonomi i sænk. BNP faldt, underskuddet på de offentlige finanser nåede astronomiske 38,6 pct. i 1973, og inflationen eksploderede til 605 pct. … Værst gik det ud over de grupper, det var hensigten at tilgodese. Reallønningerne faldt samlet med 45 pct. i 1972-73, og almindelige chilenere mistede deres opsparing til inflationen, så de i 1973 var langt fattigere end før 1970. Der opstod mangel på dagligvarer…

Det var rendyrket katastrofesocialisme. Modstanden mod styret tog til. Strejker og demonstrationer blev hyppige, og regeringen svarede igen med stadig mere repressive midler. Allende satte militæret ind mod strejkende arbejdere, fagforeningsledere og demonstranter blev fængslet, og bevæbnede Allendestøtter skød på strejkende minearbejdere i juni 1973.

Kongressen forsøgte at skride ind over for Allendes nationaliseringer, men Allende nedlagde veto, og efterfølgende nedlagde han veto mod alt, hvad Kongressen foreslog. I stedet regerede han per dekret uden om Kongressen og i strid med forfatningen. Højesteret kendte regeringen skyldig i flere ulovligheder, og ved valget til Kongressen i 1973 var der omfattende valgsvindel. Allende overtog kontrollen med det nationale TV-selskab, radio- og TV-stationer blev tvunget til at lukke, flere mediefolk blev fængslet og tortureret.

I 1973 var der tydelige tegn på, at regimet sigtede efter at erobre den totale magt og erstatte politi og forsvar med »folkemagtsorganer« for nu at bruge Enhedslistens sprogbrug: Regeringen importerede ulovligt store mængder våben fra Cuba for at bevæbne sine egne paramilitære grupper, der var planer om at anstifte mytteri på to af flådens skibe, og officielle dokumenter bevidner forberedelsen af et statskup. …

… når Enhedslisten vil erstatte politiet med »folkemagtsorganer«, der skal sikre revolutionen, så er det en eufemisme for indførelsen af et nyt hemmeligt politi. Kald det STASI. Eller KGB.”

Oploadet Kl. 12:46 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


17. september 2009

DR og Dines Boertmann: En historie fra de varme lande

DR´s nyhedsdækning er ofte en prøvelse, især når det er Dines Boertmann der leverer nyheden. Han kører sin egen form for venstredrejet historieskrivning, og er som altid leveringsdygtig. Fire historier fra Sydamerika:

  • 12/9-09 DR Online – Dødsofre på årsdag for kuppet i Chile.
  • Kuppet den 11. september 1973 styrtede den folkevalgte præsident, socialisten Salvador Allende, og indførte en brutalt militærdiktatur, der først ophørte i 1990.

    Dines Boertmann glemmer at fortælle, at Allende ikke var folkevalgt – han var valgt af parlamentet, fordi han med kun 36,6% af stemmerne ikke havde nok opbakning i befolkning til at få posten. Samme parlament bad i 1973 militæret afsætte Allende igen, fordi han blandt andet forbrød sig mod den chilenske grundlov. Den chilenske højesteret var heller ikke en stor fan af Allendes forhindring af politiets arbejde.

  • 12/9-09 DR Online – Castros gamle kampfælle er død (ikke en Boertmann-produktion)
  • Almeida var en af de stærkeste personligheder i den gruppe, der under Castros ledelse iværksatte den kommunistiske revolution i Cuba i 1950’erne. Han var ved Castros side under hele felttoget, der endte med magtovertagelsen i 1959… Som en sort mand i det racemæssigt blandede Cuba, var Almeida et vigtigt, visuelt symbol på et brud med fortiden, især i 1950’erens Cuba, hvor racisme og diskrimination var udbredt.

    Almeida VAR et vigtigt symbol på et brud på fortiden, bare omvendt af hvad DR påstår: før det kommunistiske kup var Cubas leder en sort mand, den venstreorienterede diktator Fulgencio Batista (han var mulat, men i det racistiske Cuba var det lig sort). Det kunne den racistiske middel- og overklasse ikke rigtigt klare, så de finansierede Castros kup for at slippe af med ham. De fik da også hvad de ønskede: efter det kommunistiske kup har hvide kommunister haft monopol på præsidentposten, og i det kommunistiske ministerråd på 39 mand er der alt ialt to sorte, begge på ligegyldige poster. Deres andel af befolkningen ville berettige dem til mellem 4 og 24.

  • 12/9-09 DR online – USA øger pres på kupmagere i Honduras.
  • USA har frataget lederen af kupregimet i Honduras indrejsetilladelse til De Forenede Stater.

    Roberto Micheletti kom til magten ved et kup den 28. juni, og har siden afvist ethvert internationalt forsøg på at skabe en eller anden løsning i samarbejde med den afsatte præsident, Manuel Zelaya.

    At der er tale om et ikke-kup er før blevet behandlet på Uriasposten – Manuel Zelaya blev afsat pr automatik fordi han brød landets grundlov. Boertmann fortier her, at “ethvert internationalt forsøg på at skabe en eller anden løsning” bliver et brud på den honduranske grundlov, lige så snart det involverer en genindsættelse af eks-præsident Zelaya – og det har samtlige “løsninger” hidtil gjort.

    Eller – meget kort:

    1) Kommunistiske ledere er pr. definition folkevalgte. Skidt med om det passer.

    2) Kommunister kan ikke være racister. Punktum.

    3) Kommunistiske ledere må aldrig afsættes – og så er det ligegyldigt om de bryder samtlige deres lands love.

    Oploadet Kl. 17:25 af Henrik — Direkte link9 kommentarer
    

    4. juli 2009

    Rapport fra Camp Wilders, Roskilde Festivalen 2009

    Jeg er hjemme i Århus igen, lidt før tiden, men varmen kombineret med den udprægede venstreorienterethed var en tand for meget – lidt for store doser af begge. Herunder en række kommenterede indtryk fra den forgangne uge.

    Che Guevara var som ventet overalt. På t-shirts, på tasker, som flag, som henna-tattovering, og værst af alt – en del af udsmykningen i den lokale bar (side om side med fredsduer). Derudover sås t-shirts med Formand Mao og latinamerikanske terrororganisationer af marxistisk observans.

    I løbet af ugen blev der opsat klistermærker og plakater for diverse grupperinger fra overdrevet, alt fra Kirkeasyl til Socialistisk UngdomsFront (4. Int., Enhedslisten).

    (blokere, sabotere, stoppe)

    Grotesk var især et opklistret manifest for dialogprojektet ‘Kong Gress’, der bekæmpede racisme og “nedsættende ytringer mod specifikke religioner” – dog undtaget “sarkasme og humor”. Ytringsfrihed + sharia = dialog.

    De fleste festivalgæster kom i store grupper, og indrettede sig i små lejre med hver sit navn og/eller tema. En del anvendte flag fra en række nuværende og tidligere kommunistiske diktaturer, herunder Sovjetunionen og Cuba. Hvor ideologisk det så er, er uvist, men et symbol på trivialiseringen af kommunismens forbrydelser var det ikke desto mindre.

    Man skulle generelt lede længe efter ‘højreorienterede modsvar’ (Camp Wilders undtaget), men der var dog enkelte eksempler. En ung fyr var iført en Sarah Palin t-shirt, en telt-pavillion var påmalet “Hippiefri lejr”, og flere steder på hegn hang anti-Ahmedinejad plakater. En fyr gik med en Pinochet-lignende t-shirt, men der stod noget grimt om USA nedenunder, så det tæller vel ikke rigtigt.

    (“Not red – not racists”, hmm)

    I en hippie-bod kunne man få lavet t-shirts, og vi bestilte et par påskrevet “I love Uriasposten”. Er det ikke “noget fascistisk”, spurgte damen undrende – ‘Dem der kalder os venstrefascister’, fortsatte hun indigneret (og indforstået) til min slesvigske ven, der smågrinende overbeviste hende om, at de skam skulle bruges til en anti-fascistisk kampagne.

    Jeg talte iøvrigt kort med tyskeren, der ophængte Iran-plakaterne, og han fortalte, at han for tre år siden lavede en lignende med Bush. Han så ingen selvmodsigelser, og t-shirtsælgeren var af samme kaliber. Fascister er højreorienterede der fører demokratisk debat. Anti-fascister er folk der fysisk konfronterer højreorienterede. Et par dage efter oplevede jeg ved selvsyn maskerede ‘anti-fascister’ (se evt. her).

    Socialistisk UngdomsFront (SUF, den socialistiske knytnæve) syntes det var sjovt, at få folk til at urinere på statsministeren. Medierne åd det råt, se eks. video på eb.dk. Ingen problematiserende eller forholdt sig til det venstreradikale ophav og det underliggende politiske budskab. For perspektivering, så sammenlign med mediedækningen af Århus-nazisters plakater mod socialdemokratiske Nikolaj Wammen.

    Trods faldende købekraft, var der (for en århusianer) mange svenskere, og der herskede i det hele taget en behagelig multikulturel stemning. En Camp Wilders-gæst bemærkede, at landets islamiske minoritet ikke var repræsenteret, men jeg så nu et par drenge hoppe over hegnet, og DR havde da også iscenesat indslag med et par arabere: Pirat-tv: I, II og III. “Det er meget dansk”, siger den ene – og tysk, og svensk, og norsk, og hollandsk, og finsk…

    Går man i byen i Århus midtby, så kan jeg ikke undgå at løbe ind i ubehagelige situationer. På festivalpladsen var stemningen yderst afslappet og det overraskede mig positivt. Mange var fulde hele tiden, og det var ikke småting der blev drukket.

    (Skilt: “Mata inte djuren”)

    Skaterne havde deres egen område, og her hang vi ofte ud.

    Jeg kom ikke for musikken, og hørte alt inkluderet – ti minutters rock med ukendt band, det meste af Nick Cave, og højdepunktet – Oasis sent fredag aften.

    Skønne aften- og nattetimer med masser af gode motiver.

    Afslutningsvis kan det nævnes, at Slesvigeren var tæt på at blive stemt hjem efter mistanke om radikale sympatier. Allerede på førstedagen blev han set spise humus, senere tog han gladeligt imod en skovbærcider fra et par piger. Midt på ugen underholdt han lejren med anekdoter fra fester med Uffe Elbæk, altid iført cafe latte’rlige metroseksuelle briller. Det er sådan det starter.

    

    5. oktober 2007

    Niels Westy Munch-Holbek: Hvad valg af helte siger om en selv

    Skøn klumme af Niels Westy Munch-Holbek på 180 Grader – Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv.

    “Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde sidste år, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i ’73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift “The Economist”, der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos.

    Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt.

    Få år efter kuppet indledtes en række gennemgribende markedsliberale økonomiske reformer i Chile. De blev afgørende for, at Chile i dag er et lysende eksempel på, at det frie marked og begrænset offentlig indblanding er den bedste måde at skabe vækst og velstand på. Men kan det bruges til at acceptere tortur, drab og undertrykkelse?

    Tilsyneladende er svaret ja, hvis man ser på retorikken blandt de, der fortsat er fascineret af det åbne markedsliberale Chiles modsætning i Latinamerika, nemlig Cuba og dets diktator gennem snart 50 år, Fidel Castro.

    Når hans nekrologer skal skrives (formentlig) inden for en overskuelig fremtid, vil der næppe være mangel på de, der vil stå i kø for at (bort)forklare Castros katastrofale betydning for Cuba de seneste snart 50 år. En periode, der har været præget af brutal undertrykkelse af det cubanske folk og manglende økonomisk, politisk og personlig frihed. Et Cuba, der før revolutionen var et af Latinamerikas rigeste lande – også rigere end flere vesteuropæiske lande, men i dag er endt som et af regionens fattigste lande.

    Man vil formentlig atter en gang fremføre regimets myter om fremskridt indenfor bl.a. sundheds- og uddannelsessektoren. Myter, der bygger på en bevidst forvrænget fremstilling af forholdene før revolutionen, hvor Cuba bl.a. fremstilles som et land med ringe sundhed beboet af analfabeter. Realiteten er, at Cuba i 1950erne havde en efter tiden meget lav børnedødelighed og høj middellevetid, ligesom analfabetismen var lav efter latinamerikanske forhold.”

    Læs det hele.

  • 22/9-07 DR Online – Fidel Castro i nyt tv-interview (“Cubas sygdomsramte leder”).
  • 4/10-07 DR Online – Hele familien Pinochet skal anholdes (“den afdøde diktator”).
  • Oploadet Kl. 13:46 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    14. august 2007

    Pinochets rædselsregime og Castro, statsmanden der afsatte en diktator

    Ofte undres man over hvor forskellige Pinochets Chile og Catros Cuba beskrives i medierne.

    Søndag aften sendte DR2 en chilensk-italiensk dokumentar (Opus Dei – det stille korstog ), omhandlende den katolske bevægelses magt i Chile. Det var en klassisk shaming-dokumentar, som blandt andet fortalte at grundlæggeren Balaguer var personlig ven med Franco, og i 1974 gæstede Pinochet. Balaguer var efter sigende en rigtig skurk. Han gjorde Opus Dei til en magtfuld gruppering på den “yderste højrefløj”, støttede Pinochets “blod, vold og død”-regime, og var medansvarlig for en “brutal indførelse af den neo-liberale model”. Det forlød samtidig at fagforeningerne ikke fik magt, og at et ledende medlem af Opus Dei havde udtrykt sig “pro-kapitalistisk”. Den officielle programomtale.

    Opus Dei – det stille korstog Italiensk-chilensk dokumentarfilm fra 2005.
    Opus Dei, Guds værk, er en af de mest hemmelighedsfulde og indflydelsesrige organisationer inden for den katolske kirke. Bevægelsen blev grundlagt i 1928 af den spanske præst Josemaría Escrivá de Balaguer, der var en nær ven af den mangeårige spanske diktator Franco. Opus Dei nægter at have politiske mål, men betragtes af de fleste iagttagere som en konservativ lobby, der infiltrerer magtens højeste sfærer. Således også i Chile, hvor Opus Deis grundlægger, Balaguer, aflagde et 11 dage langt besøg i 1974 som en støtte til Augusto Pinochets rædselsregime. “Det er nødvendigt at starte et korstog af mandsmod og renhed, og dette korstog er jeres opgave”, sagde Balaguer. Medlemmerne af Opus Dei beskriver sig selv som Kristi soldater, den militære gren af den katolske kirke, med det formål at beskytte og styrke kirken. Opus Dei har på omkring 90.000 medlemmer fordelt på 80 lande, hvoraf de 21 er medlem af EU.

    Igår offentliggjorde TV2 Online i anledningen af Castros 80-års fødselsdag en længere baggrundsartikel om ham og Cuba. Et stort billede af en smilende Castro i sygesengen, og en længere artikel som deler sol og vand lige, og i sidste ende fremstiller Castro som en statsmand (leder/magthaver) der væltede en diktator. Fra Fidel Castro – den evige leder

    “I 1959 førte han det cubanske folk til kommunistisk revolution. Sammen med oprøreren Ernesto “Che” Guevara og broderen Raúl fik han afsat diktatoren Fulgencio Batista og blev selv udnævnt til enevældig magthaver i Cuba.

    Castro er gennem årene blevet fordømt af verden og dens ledere for at have udviklet et totalitært styre, der har medført fængsling og eksil for tusinder af revolutionære, der har været imod Castro.

    Han er blevet udskældt for sin intolerance; at han har nægtet cubanerne at forlade landet, og at han har bibeholdt sit folk i fattigdom ved at nægte dem fordelene ved markedsøkonomi…

    Andre har hyldet Castro for at have støttet undertrykte latin-amerikanere, for at have gjort Cuba til et mere lige samfund ved at udbygge landets sundhedssystem og for at have ført en kulturpolitik af høj standard.

    USA har gennem tiden forsøgt at inddæmme og isolere det utilpassede Cuba. Castro har svaret igen ved at læne sig tæt op ad Sovjetunionen.”

    Oploadet Kl. 11:41 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper