11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



4. juli 2009

Rapport fra Camp Wilders, Roskilde Festivalen 2009

Jeg er hjemme i Århus igen, lidt før tiden, men varmen kombineret med den udprægede venstreorienterethed var en tand for meget – lidt for store doser af begge. Herunder en række kommenterede indtryk fra den forgangne uge.

Che Guevara var som ventet overalt. På t-shirts, på tasker, som flag, som henna-tattovering, og værst af alt – en del af udsmykningen i den lokale bar (side om side med fredsduer). Derudover sås t-shirts med Formand Mao og latinamerikanske terrororganisationer af marxistisk observans.

I løbet af ugen blev der opsat klistermærker og plakater for diverse grupperinger fra overdrevet, alt fra Kirkeasyl til Socialistisk UngdomsFront (4. Int., Enhedslisten).

(blokere, sabotere, stoppe)

Grotesk var især et opklistret manifest for dialogprojektet ‘Kong Gress’, der bekæmpede racisme og “nedsættende ytringer mod specifikke religioner” – dog undtaget “sarkasme og humor”. Ytringsfrihed + sharia = dialog.

De fleste festivalgæster kom i store grupper, og indrettede sig i små lejre med hver sit navn og/eller tema. En del anvendte flag fra en række nuværende og tidligere kommunistiske diktaturer, herunder Sovjetunionen og Cuba. Hvor ideologisk det så er, er uvist, men et symbol på trivialiseringen af kommunismens forbrydelser var det ikke desto mindre.

Man skulle generelt lede længe efter ‘højreorienterede modsvar’ (Camp Wilders undtaget), men der var dog enkelte eksempler. En ung fyr var iført en Sarah Palin t-shirt, en telt-pavillion var påmalet “Hippiefri lejr”, og flere steder på hegn hang anti-Ahmedinejad plakater. En fyr gik med en Pinochet-lignende t-shirt, men der stod noget grimt om USA nedenunder, så det tæller vel ikke rigtigt.

(“Not red – not racists”, hmm)

I en hippie-bod kunne man få lavet t-shirts, og vi bestilte et par påskrevet “I love Uriasposten”. Er det ikke “noget fascistisk”, spurgte damen undrende – ‘Dem der kalder os venstrefascister’, fortsatte hun indigneret (og indforstået) til min slesvigske ven, der smågrinende overbeviste hende om, at de skam skulle bruges til en anti-fascistisk kampagne.

Jeg talte iøvrigt kort med tyskeren, der ophængte Iran-plakaterne, og han fortalte, at han for tre år siden lavede en lignende med Bush. Han så ingen selvmodsigelser, og t-shirtsælgeren var af samme kaliber. Fascister er højreorienterede der fører demokratisk debat. Anti-fascister er folk der fysisk konfronterer højreorienterede. Et par dage efter oplevede jeg ved selvsyn maskerede ‘anti-fascister’ (se evt. her).

Socialistisk UngdomsFront (SUF, den socialistiske knytnæve) syntes det var sjovt, at få folk til at urinere på statsministeren. Medierne åd det råt, se eks. video på eb.dk. Ingen problematiserende eller forholdt sig til det venstreradikale ophav og det underliggende politiske budskab. For perspektivering, så sammenlign med mediedækningen af Århus-nazisters plakater mod socialdemokratiske Nikolaj Wammen.

Trods faldende købekraft, var der (for en århusianer) mange svenskere, og der herskede i det hele taget en behagelig multikulturel stemning. En Camp Wilders-gæst bemærkede, at landets islamiske minoritet ikke var repræsenteret, men jeg så nu et par drenge hoppe over hegnet, og DR havde da også iscenesat indslag med et par arabere: Pirat-tv: I, II og III. “Det er meget dansk”, siger den ene – og tysk, og svensk, og norsk, og hollandsk, og finsk…

Går man i byen i Århus midtby, så kan jeg ikke undgå at løbe ind i ubehagelige situationer. På festivalpladsen var stemningen yderst afslappet og det overraskede mig positivt. Mange var fulde hele tiden, og det var ikke småting der blev drukket.

(Skilt: “Mata inte djuren”)

Skaterne havde deres egen område, og her hang vi ofte ud.

Jeg kom ikke for musikken, og hørte alt inkluderet – ti minutters rock med ukendt band, det meste af Nick Cave, og højdepunktet – Oasis sent fredag aften.

Skønne aften- og nattetimer med masser af gode motiver.

Afslutningsvis kan det nævnes, at Slesvigeren var tæt på at blive stemt hjem efter mistanke om radikale sympatier. Allerede på førstedagen blev han set spise humus, senere tog han gladeligt imod en skovbærcider fra et par piger. Midt på ugen underholdt han lejren med anekdoter fra fester med Uffe Elbæk, altid iført cafe latte’rlige metroseksuelle briller. Det er sådan det starter.



5. oktober 2007

Niels Westy Munch-Holbek: Hvad valg af helte siger om en selv

Skøn klumme af Niels Westy Munch-Holbek på 180 Grader – Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv.

“Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde sidste år, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i ’73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift “The Economist”, der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos.

Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt.

Få år efter kuppet indledtes en række gennemgribende markedsliberale økonomiske reformer i Chile. De blev afgørende for, at Chile i dag er et lysende eksempel på, at det frie marked og begrænset offentlig indblanding er den bedste måde at skabe vækst og velstand på. Men kan det bruges til at acceptere tortur, drab og undertrykkelse?

Tilsyneladende er svaret ja, hvis man ser på retorikken blandt de, der fortsat er fascineret af det åbne markedsliberale Chiles modsætning i Latinamerika, nemlig Cuba og dets diktator gennem snart 50 år, Fidel Castro.

Når hans nekrologer skal skrives (formentlig) inden for en overskuelig fremtid, vil der næppe være mangel på de, der vil stå i kø for at (bort)forklare Castros katastrofale betydning for Cuba de seneste snart 50 år. En periode, der har været præget af brutal undertrykkelse af det cubanske folk og manglende økonomisk, politisk og personlig frihed. Et Cuba, der før revolutionen var et af Latinamerikas rigeste lande – også rigere end flere vesteuropæiske lande, men i dag er endt som et af regionens fattigste lande.

Man vil formentlig atter en gang fremføre regimets myter om fremskridt indenfor bl.a. sundheds- og uddannelsessektoren. Myter, der bygger på en bevidst forvrænget fremstilling af forholdene før revolutionen, hvor Cuba bl.a. fremstilles som et land med ringe sundhed beboet af analfabeter. Realiteten er, at Cuba i 1950erne havde en efter tiden meget lav børnedødelighed og høj middellevetid, ligesom analfabetismen var lav efter latinamerikanske forhold.”

Læs det hele.

  • 22/9-07 DR Online – Fidel Castro i nyt tv-interview (“Cubas sygdomsramte leder”).
  • 4/10-07 DR Online – Hele familien Pinochet skal anholdes (“den afdøde diktator”).
  • Oploadet Kl. 13:46 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    14. august 2007

    Pinochets rædselsregime og Castro, statsmanden der afsatte en diktator

    Ofte undres man over hvor forskellige Pinochets Chile og Catros Cuba beskrives i medierne.

    Søndag aften sendte DR2 en chilensk-italiensk dokumentar (Opus Dei – det stille korstog ), omhandlende den katolske bevægelses magt i Chile. Det var en klassisk shaming-dokumentar, som blandt andet fortalte at grundlæggeren Balaguer var personlig ven med Franco, og i 1974 gæstede Pinochet. Balaguer var efter sigende en rigtig skurk. Han gjorde Opus Dei til en magtfuld gruppering på den “yderste højrefløj”, støttede Pinochets “blod, vold og død”-regime, og var medansvarlig for en “brutal indførelse af den neo-liberale model”. Det forlød samtidig at fagforeningerne ikke fik magt, og at et ledende medlem af Opus Dei havde udtrykt sig “pro-kapitalistisk”. Den officielle programomtale.

    Opus Dei – det stille korstog Italiensk-chilensk dokumentarfilm fra 2005.
    Opus Dei, Guds værk, er en af de mest hemmelighedsfulde og indflydelsesrige organisationer inden for den katolske kirke. Bevægelsen blev grundlagt i 1928 af den spanske præst Josemaría Escrivá de Balaguer, der var en nær ven af den mangeårige spanske diktator Franco. Opus Dei nægter at have politiske mål, men betragtes af de fleste iagttagere som en konservativ lobby, der infiltrerer magtens højeste sfærer. Således også i Chile, hvor Opus Deis grundlægger, Balaguer, aflagde et 11 dage langt besøg i 1974 som en støtte til Augusto Pinochets rædselsregime. “Det er nødvendigt at starte et korstog af mandsmod og renhed, og dette korstog er jeres opgave”, sagde Balaguer. Medlemmerne af Opus Dei beskriver sig selv som Kristi soldater, den militære gren af den katolske kirke, med det formål at beskytte og styrke kirken. Opus Dei har på omkring 90.000 medlemmer fordelt på 80 lande, hvoraf de 21 er medlem af EU.

    Igår offentliggjorde TV2 Online i anledningen af Castros 80-års fødselsdag en længere baggrundsartikel om ham og Cuba. Et stort billede af en smilende Castro i sygesengen, og en længere artikel som deler sol og vand lige, og i sidste ende fremstiller Castro som en statsmand (leder/magthaver) der væltede en diktator. Fra Fidel Castro – den evige leder

    “I 1959 førte han det cubanske folk til kommunistisk revolution. Sammen med oprøreren Ernesto “Che” Guevara og broderen Raúl fik han afsat diktatoren Fulgencio Batista og blev selv udnævnt til enevældig magthaver i Cuba.

    Castro er gennem årene blevet fordømt af verden og dens ledere for at have udviklet et totalitært styre, der har medført fængsling og eksil for tusinder af revolutionære, der har været imod Castro.

    Han er blevet udskældt for sin intolerance; at han har nægtet cubanerne at forlade landet, og at han har bibeholdt sit folk i fattigdom ved at nægte dem fordelene ved markedsøkonomi…

    Andre har hyldet Castro for at have støttet undertrykte latin-amerikanere, for at have gjort Cuba til et mere lige samfund ved at udbygge landets sundhedssystem og for at have ført en kulturpolitik af høj standard.

    USA har gennem tiden forsøgt at inddæmme og isolere det utilpassede Cuba. Castro har svaret igen ved at læne sig tæt op ad Sovjetunionen.”

    Oploadet Kl. 11:41 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    14. januar 2007

    DR-værten Peter Kær: Må Castro leve evigt – for diversitetens skyld…

    Frank Esmann sammenligner i seneste udgave af Esmanns Verden Castro og Pinochet, og pointerer i introduktionen at de hver især har været “diktatorer med stor indflydelse på verdenhistorien”. Nuvel, selv en blind høne kan finde korn.

    Fra DRs nye satsning Aftenshowet onsdag i forrige uge, hvor femte spørgsmål i nytårsquiz’en præsenteres [via Mediekritik.eu].

    Intro: Fidel Castro har styret Cuba i snart 38 år [jublende cubanere i baggrunden], men hans helbred har skrantet på det seneste. Får Cuba en ny præsident i 2007?

    Fra den efterfølgende dialog mellem de to værter.

    Peter Kær: Jaah, jeg ved såmænd ikke. Jeg håber på at han holder i al evighed – fordi jeg syntes det er godt for verdens diversitet at han er der.

    Louise Wolff: Ja, han er en sej en, det tror jeg…

    Jeg har bedt Peter Kær uddybe ovenstående på sin blog.

    Oploadet Kl. 00:28 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
    

    28. december 2006

    TV-avisen om demokratiske Cuba – gensvar

    Den 2. december siden stillede jeg TV-avisens Mette Walsted Vestergaard følgende spørgsmål på hendes blog.

    Hvad er det der gør Fidel Castro til ‘leder’/’statsleder’/’førstemand’, hvorimod Batista og Pinochet konsekvent omtales som diktatorer. Mener DR ikke at Cuba er et diktatur?

    Et par dage efter svarede hun…

    “… Kim, dit relevante spørgsmål har jeg bedt min redaktør og eventuelt udlandsredaktør om at forholde sig til, det er dem, der lægger policy for så vidt angår despoter, diktatorer, statsledere, premierministre osv.”

    Hun har siden fjernet ovenstående ordlyd, og onsdag i sidste uge kom så det endelige svar.

    “Som jeg skrev for længe siden, har jeg konsulteret mine kolleger på udland for at få et begavet svar på, hvorfor vi kalder Fidel Castro for statsleder og Batista og Pinochet for diktatorer. Jeg vil gerne i den sammenhæng gøre opmærksom på, at vi som værter selvfølgelig har frihed til at benævne statsledere – og alle mulige andre – med de betegnelser, vi finder mest korrekt. Og at vi til enhver tid søger at vælge den mest saglige, præcise og forståelige betegnelse som muligt. Når det er sagt, så har mine kolleger på udland selvsagt et enormt overblik og en lang erfaring med netop udlandsstoffet. Større og længere end min er og formentlig nogensinde bliver. Derfor konsulterer jeg dem – ligesom jeg konsulterer vores Christiansborg-redaktion for at få input fra de stofområdeansvarlige på politik, Penge for at blive klogere på erhvervsliv osv. Og det er egentlig det, jeg mener, når jeg skriver, at jeg vil kontakte nogen for at høre, hvad “policy” er: Nemlig at der findes kompetente mennesker, der har gjort sig nogle tanker om dette her, og at jeg naturligvis søger input fra dem, inden jeg vælger min betegnelse.

    Det er ikke svært at se etiketter afspejler redaktionelle beslutninger, men den nye vært har tydeligvis fortrudt at hun brugte ordet ‘policy’. Alt andet i hendes kommentar er kulørt indpakning, og det interessante er selvfølgelig svaret fra Udlandsredaktionen der i sin helhed lyder…

    “Det tilkommer ikke TV Avisen at give forskellige styrer karakterer for hvor demokratiske de er. Cuba er rigtig nok ikke et demokrati i vestlig forstand, men Castro er blevet valgt flere gange som præsident ved valg, der er mere demokratiske i vestlig forstand, end valgene i Sovjetunionen eller Jugoslavien var. Og vi omtalte ikke for eksempel Krustjov, Gorbatjov eller Tito som diktatorer. Desuden er den cubanske regering anerkendt internationalt med sæde i FN og en lang række andre internationale forsamlinger. Landet har diplomatiske forbindelser med det meste af resten af Verden, bortset fra Israel og USA. Så derfor mener vi godt, at vi kan sige, at Castro kan kaldes statsleder/førstemand eller præsident.

    Dermed følger vi også retningslinjerne på andre nationale radio og tv-stationer i Europa.
    Batista var i første omgang folkevalgt præsident, men undlod at udskrive valg, da han tog magten ved et kup.
    Da Pinochet udskrev valg, tabte han som bekendt.
    Under både Batista og Pinochet fandt der systematiske forfølgelser af anderledes tænkende sted, der blev fængslet uden rettergang, mange blev henrettet ved arbitrære standretter og dødspatruljer var aktive.
    Dette er ikke tilfældet i Cuba, hvor den systematiske forfølgelse af anderledes tænkende er overladt til politi og domstole, der inden for rammerne af den cubanske forfatning dømmes for handlinger, der i et vestligt demokrati er almindelige borgerlige rettigheder. Men arbitrære forfølgelser, henrettelser uden rettergang og dødspatruljer findes ikke i Cuba.”

    Når man konfronterer DR plejer de normalt at svare kort og upræcist, så det er sådan set fint Udlandsredaktionen forsøger at argumentere for at Cuba ikke er et diktatur og Fidel Castro ikke er diktator. Det er ikke en nem opgave de har givet sig selv, men de skal selvfølgelig tages på ordet. Herunder kommenteret sætning for sætning.

  • “Det tilkommer ikke TV Avisen at give forskellige styrer karakterer for hvor demokratiske de er.”
  • Ord og etiketter er bedømmelser i sig selv, så det skal selvfølgelig være konsekvens og sammenhæng i brugen, ikke mindst for DR og TVavisen, der jo jvf. loven om public service skal tilstræbe objektivitet. Jeg argumenterer for at Pinochets Chile og Castros Cuba begge hører til i diktator/diktatur-kategorien, men når nu I er uenig, så må I argumentere for jeres holdning. Neutrale etiketter findes ikke.

  • “Cuba er rigtig nok ikke et demokrati i vestlig forstand, men Castro er blevet valgt flere gange som præsident ved valg, der er mere demokratiske i vestlig forstand, end valgene i Sovjetunionen eller Jugoslavien var.”
  • Vås, intet mindre. Sovjetunionen og Jugoslavien var, og Cuba er stadig etparti-regimer – diktaturer. I den cubanske nationalforsamling er der 609 sæder, og sidst der var valg, den 19. januar 2003 var der alt inklusiv 609 kandidater på valg. Kristendemokratiske, liberale såvel som konkurrerende socialistiske partier var og er forbudt ved lov.

  • “… Og vi omtalte ikke for eksempel Krustjov, Gorbatjov eller Tito som diktatorer.”
  • At tidligere tiders venstredrejning i DR udmøntedes i upræcise betegnelser for tre kommunistiske diktatorer, er ikke en brugbar forklaring. Muren er faldet. Festen er slut.

  • “Desuden er den cubanske regering anerkendt internationalt med sæde i FN og en lang række andre internationale forsamlinger…”
  • Det har diktaturer altid haft, og det siger intet om etiketten, men en hel del om problemet med FN. Chile, Cuba og Danmark har alle haft sæde i FN siden oprettelsen d. 24. oktober 1945. Selv Nordkorea er medlem af FN.

  • “Landet har diplomatiske forbindelser med det meste af resten af Verden, bortset fra Israel og USA. Så derfor mener vi godt, at vi kan sige, at Castro kan kaldes statsleder/førstemand eller præsident.”
  • Det har de fleste diktaturer alle dage haft, men spørgsmålet om hvorvidt et land er et diktatur eller et demokrati handler nu engang om regeringsformen (se evt. en ordbog). Et demokrati er kendetegnet ved flerparti-styre, adskillelse af parti og stat, og frie valg. Et diktatur er kendetegnet ved det modsatte.

    Cuba har kun et lovligt parti – Partido Comunista de Cuba. Partiet er i praksis staten, og Fidel Castro er præsident på livstid.

  • “Dermed følger vi også retningslinjerne på andre nationale radio og tv-stationer i Europa.”
  • Så hvis venstredrejede BBC mener Cuba ikke er et diktatur, så har demokrati intet med frie valg at gøre. Besynderligt argument.

  • “Batista var i første omgang folkevalgt præsident, men undlod at udskrive valg, da han tog magten ved et kup.”
  • Der blev afholdt valg i november 1954, hvor oppositionen til at starte med deltog, men i sidste ende valgte at boykotte, idet de frygtede valgsvindel. 52-53 pct. af de stemmeberettigede stemte på dagen, hovedsageligt på Batista der valgtes af 47,5% af af alle stemmeberettigede. Der var tillige valg til senatet, repræsentanternes hus og byråd. I Senatet fik oppositionens på trods af sit lave stemmetal 18 ud af 54 pladser, præcis som den cubanske grundlov foreskrev.

    I Juni 1956 tilbød Batista oppositionen frie valg til lokale, regionale og visse nationale poster, hvad blev afvist. Mexico-pagten (Castro mfl.) proklamerede istedet, at deltagelse i frie valg ville være at betragte som forræderi mod opstanden. Dette var før Castro overhovedet var gået i land på Cuba, og altså før der var nogen opstand. Stillet over for en afvisning af tilbuddet om valg og en begyndende opstand i starten af 1957 blev valgene – planlagt til november 1957 – aflyst i marts 1957.

    Der blev afholdt præsidentvalg igen i november 1958, få måneder før Batista blev væltet. Kommunisterne havde en kandidat opstillet, Castro valgte ikke at deltage, men udstedte istedet sin ‘Lov nr. 2’, der truede folk der deltog i valget med dødsstraf, eller ved formildende omstændigheder, 30 års fængsel.

    Det første han gjorde da han fik magten, var at udrense Batista-fjendtlige demokrater, og samle magten omkring sig selv. Forfatningen af 1940 blev ophævet , og Castro (Lider Máximo, ‘Den øverste Leder’) kunne herefter regere per dekret. Det brugte han blandt andet til at aflyse de valg, han før revolutionen havde stillet cubanerne i udsigt.

    Cuba var ikke et demokrati under Batista og er det ikke under Castro, og absolut intet i historien indikerer at sidstnævnte var mere demokratisk end førstnævnte.

  • “Da Pinochet udskrev valg, tabte han som bekendt.”
  • Pinochet udskrev frie valg, tabte og gik af. Loven der indførte demokratiske valg blev vedtaget i 1980, syv år efter kuppet. Castro har nu i snart 50 år undladt at undskrive frie valg. Det kræver vist særlige briller at bruge Pinochets demokratiske endeligt, som argument for at han i modsætning til Castro skal kaldes diktator.

  • “Under både Batista og Pinochet fandt der systematiske forfølgelser af anderledes tænkende sted, der blev fængslet uden rettergang, mange blev henrettet ved arbitrære standretter og dødspatruljer var aktive. Dette er ikke tilfældet i Cuba…”
  • Dette har betydning for menneskeretssituationen, som isoleret set intet siger om hvorvidt et lands leder er diktator eller ikke. Mexico var eksempelvis demokratisk ledet i 1990erne, selvom politisk vold og forfølgelse var noget nær institutionaliseret.

    Fidels folkedomstole fungerer i praksis som ‘arbitrære standretter’. Enhver politisk opposition straffes skønsmæssigt af domstole der var og er en integreret del af parti- og statsapparatet. Fidels folkedomstole er ikke en uafhængig retsinstans, men Partiets forlængede arm. Uafhængige domstole er en grundpille i ethvert demokrati.

    Fælles for regimerne under Batista, Pinochet og Castro er at de alle tog magten og konsoliderede den med vilkårlig magtanvendelse imod politiske fjender. Pinochet indledte ifølge ’sandhedskommissionen’ sit regime i dagene efter 11. september 1973 med henrettelse af “Several hundred political prisoners”. Castros magtkonsolidering gjorde politiske fjender til jaget vildt fra midten af 1960. Alene i La Loma de los Coches blev der henrettet mere end 1000 ‘kontrarevolutionære’. Castro dannede tilmed en sikkerhedstjeneste til formålet (DDS), som med stor brutalitet forfulgte kampfæller fra revolutionen der ikke så lyset i hans stalinistisk-inspirerede kommunisme. Oprørsbevægelsen holdt ud i fem år, og Castro fik blandt andet henrettet demokraten Jesús Carreras Zayas, der selv var med til at vælte Batista.

  • “[Dette er ikke tilfældet i Cuba]… hvor den systematiske forfølgelse af anderledes tænkende er overladt til politi og domstole, der inden for rammerne af den cubanske forfatning dømmes for handlinger, der i et vestligt demokrati er almindelige borgerlige rettigheder.”
  • Når Castros folkedomstole på grund af domstolenes afhængighed i praksis fungerer som arbitrære standretter, så kan det i sagens natur ikke bruges som argument for at Castros Cuba ikke et et diktatur. Hvis regeringschefen for et demokrati lader politiske fjender forfølge, så kan man med udgangspunkt i menneskerettighedsovertrædelser stille spørgsmålet om hvorvidt landet reelt er demokratisk. Hvis et lands ledelse har institutionaliseret sig selv til det fuldfede totalitære, så er alt andet end diktatur en upræcis betegnelse.

  • “Men arbitrære forfølgelser, henrettelser uden rettergang og dødspatruljer findes ikke i Cuba.”
  • Historien om Castros Cuba ligner til forveksling historien om Pinochets Chile. De tog magten, og gjorde i kuppets indledende fase hvad der krævedes for at stabilisere det nye regime. Pinochet valgte efter pres at udskrive valg. Castro har gjort hvad der passer ham i snart 50 år, og nyder idag den store fordel at politiske fjender har forladt landet. 78.000 er foreløbigt døde under flugten til demokratiet. Under Batista var der 11 fængsler i Cuba. Idag er der mere end 300, og politiske dissidenter der ikke er fængslet må holde mund for ikke at blive genstand for det der kaldes actos de repudio – eller ‘arbitrære forfølgelser’. Se evt. TheRealCuba for mere info.

    Ovenstående er selvfølgelig overkill, alt den stund DR selvfølgelig kun skal forholde sig til regeringsformen. Demokrati og diktatur er veldefinerede modsætninger, og uanset hvordan man drejer begreberne så er det en sørgelig kendsgerning at Fidel Castro er diktator og Cuba et diktatur.

    Opdate 31/12-06.

  • 31/12-06 DR Online – Optimistisk nytårstale fra Castro.
  • Oploadet Kl. 00:42 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    

    12. december 2006

    Pinochet er død, Castro leve! – nogle borgerlige ord til “dem, der lægger policy”

    I søndags døde Augusto Pinochet, der tog magten i Chile ved et militærkup i 1973, og sad som diktator helt frem til 1990. Man anslår han var ansvarlig for 3.000 mord, og op imod 100.000 flygtede fra regimet, herunder en del til Danmark, eksempelvis TVavisens Paula Larrain. En død diktator gør ikke verden demokratisk, men det er et skridt i den rigtige retning, og denne postering skriver jeg ikke for at beklage det faktum at Pinochet konsekvent bliver betegnet som eks-diktator i medierne, men for at rette fokus på det åbenlyse misforhold der hersker i mediedækningen. Eksemplet ligger lige for.

    Længe inden Pinochet tog magten, havde Fidel Castro etableret et kommunistisk diktatur i Cuba, og han kunne forleden fejre 50-årsdagen for den revolution der lovede frihed og demokrati, men gav alt andet. Det anslås at han er ansvarlig for 10-15.000 mord, og mellem 1-2 millioner er fordrevet, herunder 77.000 der ikke overlevede flugtforsøget. Castro beskrives konsekvent som leder, statsmand, og aldrig som den diktator han vitterlig er. Det har længe undret mig, og derfor spurgte jeg i forrige uge TVavisens nye værtinde Mette Walsted Vestergaard hvorfor det kunne være at Batista og Pinochet får denne etikette på sig, men ikke Castro. Det direkte spørgsmål lød “Mener DR ikke at Cuba er et diktatur?”, og sidste mandag fik jeg så følgende kommentar

    “… Kim, dit relevante spørgsmål har jeg bedt min redaktør og eventuelt udlandsredaktør om at forholde sig til, det er dem, der lægger policy for så vidt angår despoter, diktatorer, statsledere, premierministre osv.”

    Jeg venter stadig på svaret, men det holder mig ikke vågen om natten. Fidel Castro er diktator, uanset hvad de end må finde på af undskyldning for ikke bruge ordet.

    Tilbage til Pinochet. Han styrtede et socialistisk styre med hjælp fra USA, og nyder derved den samlede venstrefløjs foragt, og tag ikke fejl, de sidder stadig tungt på definitionerne. Det har en række naturlige følgevirkninger i forhold til nuancerne. Vi hører selvfølgelig han var diktator, vi hører om ofrene, men Chiles nyere historien kan selvfølgelig ikke reduceres til en ond general i hvid kappe og hans grædende ofre.

    Observant-Henrik kan i en email fortælle at en tidligere udenrigskorrespondent igår på TV2 Norge kaldte Pinochet for “Latinamerikas værste” , og det illustrerer i mine øjne fint hvor galt det står til.

  • 29/11-06 DR Online – Castro lever: “… tusinder af fødselsdagsgæster [var] forsamlet… for at fejre…”
  • 11/12-06 DR Online – Pinochet døde: “Mange dansede i gaderne…”
  • En af de sjældne artikler.
    11/12-06 Expressen – Pinochet räddade Chiles ekonomi.

    “Till att börja med var diktaturen hård och skoningslös. Under de följande åren dödades ungefär 3 000 personer… Att det – både i och utanför Chile – finns ett stort antal människor som hatar och förbannar Pinochet är inte svårt att förstå. Svårare att förklara är det faktum att Pinochet för många chilenare framstått – och framstår – som mannen som räddade Chile i dess ödesstund. För att i någon mån förklara detta faktum måste man dels se med kritisk blick på Allendes år vid makten, dels göra en bedömning av utvecklingen under Pinochets era.

    Allende förde under sina två år vid makten en ohämmat expansiv ekonomisk politik. Till att börja med tycktes allt gå bra med stigande jordbruksproduktion och stigande priser på koppar, landets i särklass mest betydelsefulla exportprodukt. Ganska snart började dock krissymptom att inställa sig, med inflation, köer och ransonering. Redan sommaren 1973 var Chiles ekonomi i djup kris, med köer och varubrist som tydliga tecken på att allt inte gick så bra. När militärkuppen kom i september 1973 var den därför knappast helt oväntad…

    Den ekonomiska politiken lades helt om: Märkligt nog kom den ekonomiska politik som fördes under Pinochets tid vid makten att karaktäriseras av en utpräglad liberalism… Utvecklingen hade flera positiva sidor; det ensidiga beroendet av kopparn som dominerande exportvara minskade och skog, trävaror och fiskprodukter ökade sina exportandelar.

    Suppler evt. med…

  • 29/11-98 Sunday Telegraph – Mark Steyn: If Pinochet is guilty then so is HM the Queen.
  • 21/07-03 Chicagoboyz – Vladimor Dorta: The Allende Myth.
  • 11/12-06 Die Welt – Pinochet und die Dialektik des Bösen.
  • 11/12-06 NationalReview – A. Daniels: Of All the Dictators. Why the Left singles out Pinochet.
  • 12/12-06 Washinton Post (leder) – A Dictator’s Double Standard. Augusto Pinochet tortured….
  • 

    17. august 2006

    Pinochet, manden der frelste sit land iklædt solbriller og hvide uniformsjakker”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Peter Kurrild-Klitgaard om DRs leflen for Fidel Castro.

    Castro I

    Vi bemærkede her på stedet for nylig, at en række danske medier altid refererer til Fidel Castro som Cubas »leder« eller »præsident«, mens de normalt ville referere til en række andre diktatorer som, ja, diktatorer. Om Danmarks Radio læser Groft sagt skal vi ikke kunne sige, men da DR2 Tema forleden fejrede mandens runde fødselsdag på samme måde, som kanalen så tit gør, når totalitære kommunistiske diktatorer ligger for døden, var der balance i tingene. Her hed det i markedsføringen af programmet igen og igen, at »For nogen er han en folkehelt, for andre en brutal diktator«. Og det er jo sådan set sandt nok. Begge dele. Og på den måde er der ligesom fair behandling af alle synspunkter. Og det er jo godt. Vi ser nu frem til fængende programpræsentationer som disse: Adolf Hitler: Nogle kaldte ham en sindssyg massemorder, andre kaldte ham en lovende maler, som blev en folkehelt. Augusto Pinochet: For nogle er han en brutal militærdiktator for andre manden, der frelste sit land iklædt solbriller og hvide uniformsjakker. Benito Mussolini: Manden hvis navn og udseende fik mennesker til at gyse eller grine. Så er der da ikke nogen, der kan brokke sig, vel?

    Jeg fik desværre ikke båndet DR2s tema-aften om Castro, men så er det jo godt at The Hairpin Bend har lavet en kritisk gennemgang af de værste postulater. 

    Apropos.

    Oploadet Kl. 12:21 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    

    24. januar 2006

    Lidt om diktatoren Pinochet, helten Edelstam og den cubanske leder Fidel Castro

    Der findes næppe en latinamerikansk diktator der har fået mere spalteplads i de danske medier end Augusto Pinochet, der styrede Chiles militærjunta fra 1973 til 1990, men stadig den dag i dag kan trække overskrifter på grund af menneskerettighedsovertrædelser og efterfølgende retsopgør.

  • 20/1-06 DR Online – Chile: Pinochet frataget sin immunitet.  
  • Idag kunne man i Orientering på P1 høre et 24 minutter langt Niels Lindvig-indslag om hvorledes den svenske Chile-ambassadør Harald Edelstam i 1973 reddede tusindvis af mennesker fra Pinochets tropper, i anledning af indspilningen til Sorte nelliker – en dansk-svensk filmatisering af Edelstams heltemodige indsats.

    Filmen har et budget på 24 mio. kroner, og er blandt andet støttet af den danske afdeling af Amnesty International. Edelstam var ganske givet en helt, men det er altså absurd at høre Lindvig fortælle om hvorledes Edelstam reddede den cubanske ambassadør i Santiago – og senere blev modtaget som helt i Cuba.

    Fidel Castro tog ved et kup magten i Cuba i januar 1959, og sidder i januar 2006 stadig som enevældig diktator – mon Amnesty International, Niels Lindvig og DR Online nogensinde fortæller den historie…

    

    24. november 2005

    DR kører rutine – Diktator Augusto Pinochet & leder Fidel Castro

    Kommentarer overflødige…

  • 24/11-05 (05.30) DR Nyheder – Chile: Pinochet sat i husarrest.
  • “Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet er blevet sigtet for skattesvindel…”

  • 24/11-05 (16.45) P1 Eftermiddag – Cuba efter Castro (11,24 min).
  • “Cubas leder er efterhånden blevet 79 år…”

    Oploadet Kl. 22:39 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper