25. april 2018

DR: ‘Fidel Castro – elsket og hadet’ – “… smed dikatatoren Batista på porten, og… bevarede magten”

Verden slap af med Fidel Castro i 2016, omend medierne systematisk portrætterede den kommunistiske diktator som alt andet end det han var. Et godt eksempel på de ideologiske kindkys, der blandt andet hersker hos DR, kan man i skrivende stund se på DR TV. En dokumentar der fortæller, at Castro smed ‘diktatoren Batista’ ud, og selv ‘bevarede magten i de næste fyrre år’.

Titlen ‘The Fidel Castro Tapes er meget sigende oversat til ‘Fidel Castro – Elsket og hadet‘. Det samme kunne man sige om Adolf Hitler, men det kommer nok ikke til at ske.

(Fidel Castro – elsket og hadet, 2015)

“Amerikansk dokumentar fra 2015. (The Fidel Castro Tapes)
Cubas præsident, Fidel Castro, (1926-2016) er en af det 20. århundredes mest kontroversielle politiske skikkelser. Ved hjælp af nyhedsreportager og dokumentarmateriale tegnes et billede af manden, der i 1959 stod i spidsen for den revolution, der smed dikatatoren Batista på porten, og på godt og ondt bevarede magten i de næste fyrre år. På grund af helbredsproblemer overlod Fidel Castro i 2008 præsidentposten til sin bror Raul. Hvordan ser fremtiden ud for Cuba uden Castro?”
(programomtale, DR TV, 23. april 2018)



6. februar 2017

David ‘Che Guevara er en helt’ Trads, Radio24syv-vært: “… med Trump kommer fascismen snigende”

Forleden erklærede Jørgen Leth i Spørge Jørgen på Radio24syv at Donald Trump var ‘et monster’. Forinden havde han i samme program forklaret, at han ikke kendte meget til Cuba, men respekterede Fidel Castro. Jeg fik tidligt fri i går, og undgik Nattevagten med ræverøde Keith Thomas Lohse. Desværre røg jeg så ind i RomerRiget med Knud Romer, der harcellerede i vanlig stil, og blandt andet fortalte at ‘Ku Klux Klan er blevet amerikansk præsident’.

Herunder lidt fra en blogpost af vært for Kampagnesporet på Radio24syv, David ‘Che Guevara er en helt’ Trads. Han ignorerer at Trump er folkevalgt, ikke har afskaffet forfatningen, og laver så en 14-punkts liste, der ikke fortæller andet end at han definerer fascisme på samme måde som Antifascistisk Aktion: Fascisme er en ideologi der besværliggør ‘antifascisme’. Trump er fascist, fordi Trads ønsker et mere venstreorienteret USA end amerikanerne.

Fra JP.dk – Med Trump kommer fascismen.

“Da jeg fornylig var på Holocaust-museet i Washington, bemærkede jeg politologen Laurence W. Britts ‘tidlige advarselstegn på fascisme’, baseret på studier af Hitler, Mussolini, Franco og Pinochet – og jeg fik kuldegysninger, fordi de minder så uhyggeligt meget om Trumps kurs:

#1: Konstant nationalisme… #2: Foragt for menneskerettigheder… #3: Udpegning af fjender og syndebukke… #4: Militærets overlegenhed… #5: Voldsom sexisme… #6: Kontrol over massemedier… #7: Besættelse af national sikkerhed… #8: Sammenkædning af religion og regering… #9: Beskyttelse af store virksomheder… #10: Undertrykkelse af fagforeninger… #11: Hån over for intellektuelle og kunstnere… #12: Besættelse af lov og orden… #13: Korruption… #14: Snyd med valghandlinger…

Kan du se sammenhængen? Det kan jeg – for med Trump kommer fascismen snigende.”

(Fidel Castro og Nikita Khrushchev, 1962)

Apropos.

Jeg synes, at det er fint, at et par dommere i USA bruger deres embede til at imødegå præsidentielle anordninger fra Trump. Nu kan det så på et tidspunkt køre videre til en højere instans. Eller kongressen kan ændre lovgivningen. Sådan fungerer et retssamfund. Heldigvis. Men jeg kan ‘more’ mig over, hvorledes … mange … kaster sig over dette begejstret applauderende, når jeg fornemmer, at de selvsamme ville have været forargede og foruroligede, hvis USA’s forbundshøjesteret var endt med, at domstolen havde fundet Obamas sundhedsreform forfatningsstridig (sådan som den første votering faktisk resulterede i). Så havde vi uden tvivl måttet høre om ‘det lille, konservative flertal’ og ‘en ideologisk’ eller ‘politisk’ dom. Præcis som man gjorde ved højesteretsafgørelsen i 2000, der reelt afgjorde præsidentvalget det år.” (Professor Peter Kurrild-Klitgaard på Facebook, 5. februar 2017)



26. november 2016

Pernille Frahm (SF) hylder kommunistisk diktator: “Åh Castro, Du er stadig skide go’! Åh Castro…”

Folkesocialisten Pernille Frahm er gift med Villo Sigurdsson, tidligere hovedbestyrelsesmedlem i revolutionære Venstresocialisterne. For mange år siden var hun kæreste med svenske Stellan Hermansson (der giftede sig med nuværende SF-leder Pia Olsen Dyhr), der sommeren 1988 blev anholdt i Filippinerne, som værende en del af den kommunistiske terrorgruppe New People´s Army. Med sådanne bekendtskaber, giver hendes hyldest til den afdøde kommunistiske diktator god mening.

(Pernille Frahm på Facebook, 26. november 2016)

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer

Fidel Castro (1926-2016) – Personificeringen af en perverteret menneskefjendsk ideologi

Lørdag morgen blev en glædens stund. Fidel Castro er død, og verden slap hermed af med den sidste af de store kommunistiske diktatorer. Han tog magten ved revolutionen i 1959, udrensede demokrater i egne rækker, aflyste de planlagte valg og konsoliderede partistaten med ham selv i front i 50 år. Der er ingen formildende omstændigheder, omend han stadig er et stort navn på den yderste venstrefløj.

Eksempelvis hos DR-tillidsmanden Dines Boertmann, der har en fortid i Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i den Castro-tro Dansk-Cubansk Venskabsforening. Og ja, selvfølgelig har han fået til opgave at skrive diktatorens nekrolog – Manden der formede Cuba. En ørkenvandring i eufemismer, med velkendte retoriske tricks, herunder ‘hadet af mange’ og ‘det åbne spørgsmål’.

“Vil historien frikende Castro, som han skrev i 1953? Mange vil ikke mene det, mens andre vil. Sikkert er det, at der vil være stærke og modstridende meninger om hans eftermæle, men ingen kan bestride, at han skrev sig ind i den.” (Dines Boertmann om Fidel Castro, DR Online, 26. november 2016)

(Fidel Castro og Nikita Khrushchev, 1962)

For sober oplysning om Fidel Castros forbrydelser henviser jeg til arkivet, hvor man eksempelvis kan finde en kronik af Jacob McHangama fra 2012.

“‘Den, der mister sin ære, har mistet alt’. Sådan står der på en af Cubas allestedsnærværende propagandaplakater med Fidel Castro-citater. Det er derfor ikke så lidt ironisk, at Castros politiske ideologi er direkte ansvarlig for den daglige ydmygelse, som den cubanske befolkning udsættes for. En del af denne ydmygelse består i manglen på grundlæggende menneskerettigheder… Den kvælende undertrykkelse af dissens og pluralisme er ikke umiddelbar synlig på trods af manglende privatejede medier. …

‘Charmerende sambasocialisme’ kaldte Mogens Lykketoft den cubanske model i 1987. Men tal med nogle af øens dissidenter, eller opnå almindelige cubaneres fortrolighed, og billedet ændres radikalt. En af Cubas mest prominente dissidenter er bloggeren Yoani Sanchez, som har brugt sociale medier til at lufte sin kritik af regimet ofte baseret på dagligdagsbetragtninger om livet i Cuba. Jeg tog til Havana blandt andet for at overrække Yoani Sanchez den skulptur, der fulgte med frihedsprisen, som Cepos tildelte hende i 2011, men som regimet nægtede hende mulighed for selv at modtage i København, da Sanchez systematisk nægtes udrejse.

… hun bliver fulgt tæt af styret, der har folk til at holde øje med hendes lejlighed, følger hende, når hun går rundt i Havana, og overvåger hendes korrespondance og telefonopkald. Hun fortæller mig, at den cubanske stat er lykkedes med at kue langt de fleste cubanere til tavshed via statens tætte, men ofte usynlige kontrol med alle aspekter af det cubanske hverdagsliv. Flere cubanere ville sandsynligvis imødegå den officielle censur, hvis konsekvensen ‘alene’ var korte arrestationer – et fænomen, der er blevet mere almindeligt efter løsladelsen og deporteringen af en række dissidenter. Men undertrykkelsen er mere end blot juridisk og officiel. Eftersom næsten alle cubanere er afhængige af regimet for deres overlevelse og daglige fornødenheder, er langt de fleste bange for at udtrykke kritik, fordi sådan dissens kan føre til fyringer, tab af goder og social isolation. Hele familier kan blive påvirket, hvis et enkelt familiemedlem krydser de mudrede røde linjer for tilladelig kritik, og derfor er denne form for udspekuleret social kontrol ekstremt effektiv. …

Men der er også et andet dystert aspekt ved undertrykkelsen af det cubanske folk end manglen på samvittigheds-, ytrings- og forsamlingsfrihed. Fraværet af økonomisk frihed og muligheder gør det svært for almindelige cubanere at klare sig på de rationeringer og den usle løn, de får udbetalt af regimet. Derfor er mange cubanere tvunget til at hutle, svindle og krejle for at få tingene til at hænge sammen. Det er en tragedie i et land, der på trods af utallige undertrykkende og korrupte regimer engang var et af regionens mest velstående lande. Den fede, men braklagte jord, de majestætiske, men nedslidte bygninger, manglen på butikker, hvor man kan købe kvalitetsprodukter ud over rom og cigarer… og det generelle fravær af industri og erhvervsliv understreger Cubas fejlslagne revolution her i dens 54. år. …

Han fortæller også, at den cubanske socialisme ikke blot er en perverteret ideologi, men at ideologien også perverterer dens ofre ved at tvinge dem til at handle imod deres samvittighed og moralske overbevisninger. I januar 2010 kom det således frem, at 26 patienter var døde på grund af kulde og underernæring på et psykiatrisk hospital – en del af Cubas stærkt berømmede sundhedsvæsen. Ifølge nogle rapporter havde ledende dele af personalet bl.a. solgt hospitalets tæpper og mad på det sorte marked. …

Den sørgelige sandhed er, at én mands egocentriske ære har ført til ydmygelsen af et helt folk.‘”



17. maj 2016

Enhedslisten fik sin sande socialisme – Venezuela fik regering per dekret, inflation, sult og fattigdom

Det er ikke nemt at være dansk kommunist efter Murens fald. Hverken Nordkorea eller Vietnam kan siges at et ideal til efterfølgelse, og kun DKP har maven til at dyrke Castros Cuba. Jagten på den sande socialisme fortsatte ikke desto mindre, og på et tidspunkt var Hugo Chavez’ Venezuela det politiske ideal. Han ledede en revolution inspireret af Fidel Castro, og blev kult på den yderste venstrefløj.

Da han gæstede Valbyhallen i 2009 var det foran 4000 tilhørere. “Har I læst det kommunistiske manifest? Læs det igen! Det skal relanceres.”, lød det fra talerstolen. Chavez døde i 2013, og på daværende tidspunkt havde ‘Partido Socialista Unido de Venezuela’ mistet sin popularitet. Selvom landet har verdens største oliereserver, i en tid hvor oliepriserne steg, havde nationaliserende monopoler ødelagt økonomien.

Den af Chavez udpegede efterfølger blev Nicolás Maduro fik pæne ord fra Enhedslisten: “Vores solidaritet går til de progressive kræfter, der kæmper for at bevare Venezuelas demokrati.” Den nye leder har siden sin indsættelse, regeret per dekret i mere end halvdelen af tiden. Resten er historien.

(Politiet indsættes mod folket, Caracas, Venezuela, lørdag den 14. maj 2016; Foto: Zerohedge)

“Venezuela’s epic shortages are nothing new at this point. No diapers or car parts or aspirin — it’s all been well documented. But now the country is at risk of running out of money itself.

In a tale that highlights the chaos of unbridled inflation, Venezuela is scrambling to print new bills fast enough to keep up with the torrid pace of price increases. Most of the cash, like nearly everything else in the oil-exporting country, is imported. And with hard currency reserves sinking to critically low levels, the central bank is doling out payments so slowly to foreign providers that they are foregoing further business.
Venezuela, in other words, is now so broke that it may not have enough money to pay for its money.”
(Bloomberg, 27. april 2016)

[…]

“Ramón Muchacho, Mayor of Chacao in Caracas, said the streets of the capital of Venezuela are filled with people killing animals for food. Through Twitter, Muchacho reported that in Venezuela, it is a ‘painful reality’ that people ‘hunt cats, dogs and pigeons’ to ease their hunger. People are also reportedly gathering vegetables from the ground and trash to eat as well. …

The population’s desperation has begun to show, with looting and robberies for food increasing all the time. This Sunday, May 1, six Venezuelan military officials were arrested for stealing goats to ease their hunger, as there was no food at the Fort Manaure military base.

The week before, various regions of the country saw widespread looting of shopping malls, pharmacies, supermarkets and food trucks, all while people chanted ‘we are hungry.’ (Panampost.com, 4. maj 2016)

[…]

“On the morning of Wednesday, May 11, a crowd sacked the Maracay Wholesale Market in the central region of Venezuela. According to the testimonies of merchants, the endless food lines that Venezuelans have been enduring to do groceries could not be organized that day. … Then they started jumping over the gates.

‘They took milk, pasta, flour, oil, and milk powder. There were 5,000 people,’ one witness told Venezuela outlet El Estímulo.” (Panampost.com, 11. maj 2016)



1. september 2015

Formand for Lejernes LO og Enhedslistens Christian Juhl hylder Castro-tro kommunistisk revolutionær

Selvom vi skriver 2015 er Muren ikke faldet alle steder. I seneste nummer af Vi lejere, officielt organ for Lejernes LO, ses foreningens lokalformand Jan Holm Jensen og Enhedslisten-MF’er Christian Juhl sammen med Fernando Gonzales. En Castro-tro revolutionær, der tidligere på året blev løsladt efter næsten to årtier i amerikansk fængsel. Om det sambasocialistisk diktatur er idealet for Lejernes LO skal jeg ikke kunne sige, men Jan Holm Jensen har tidligere deltaget i en såkaldt ‘Solidaritetsbrigade’ i Havanna, arrangeret af Dansk-Cubansk Forening.

(Jan Holm Jensen, Christian Juhl og Fernando Gonzales i Vi lejere, Lejernes LO, aug. 2015, s. 4)

“I 1998 blev de arresteret i Miami af FBI for spionage mod USA og for at operere som agenter for en fremmed regering. Efterfølgende kom også en mordanklage mod Gerardo Hernández til. Man mente, at hans efterretninger i 1996 havde gjort det muligt for Cuba at nedskyde et civilt fly på vej væk fra cubansk luftrum. Flyet tilhørte organisationen Brothers to The Rescue, som var på en mission for at redde flygtende cubanere fra deres tømmer-flåder. Fire amerikanske statsborgere blev dræbt ved nedskydningen.

Benægt, benægt, benægt var mantraet tilsyneladende igennem størstedelen af forløbet, indtil den cubanske regering i 2001 indrømmede, at mændene var agenter for Cuba. … Tre af dem fik livstidsdomme, mens Fernando Gonzalez og René Gonzalez slap med henholdsvis 19 og 15 år. …

‘Jeg lagde en plan for, hvordan jeg ville leve mit liv i fængslet. Der er mange ting, som man ikke kan, når man sidder i fængsel, men der er også mange ting, som man godt kan, og jeg besluttede mig for at udvikle mig som menneske, læste, studerede og arbejdede på at blive en bedre revolutionær.'” (Jyllands-Posten, 25. april 2014)



12. marts 2015

Jyllands-Posten (Ritzaus Bureau) om ‘diktator Fulgencio Batista’ og ‘præsident’ Fidel Castro…

Det kan godt være at Fulgencio Batista var en skidt fyr, men har vundet flere demokratiske valg end Fidel Castro. I 1940 stillede han op for ‘The Democratic Socialist Coalition’, en bred national koalition, der blandt andet inkluderede kommunistiske Partido Socialista Popular). Fidel Castro tog magten, droppede de planlagte frie valg, og skabte et kommunistisk diktatur i samarbejde med stalinisten Che Guevara.

Fra Jyllands-Posten, der gengiver Ritzaus Bureau – Datter af Che Guevaras banemand bliver general i Bolivia.

“Bolivia har for første gang udnævnt en kvinde til general i landets hær. … Det er ikke en hvilken som helst kvinde, der nu får et ekstra sæt stjerner på skuldrene. Gina Reque Teran er datter af den pensionerede general Luis Reque Teran, der stod i spidsen for militærets endelige offensiv mod Ernesto ‘Che’ Guevaras guerillastyrker i Bolivias jungle i 1967. …

Den argentinsk-fødte læge Ernesto Guevara fik tilnavnet ‘Che’… da han i 1954 mødte Fidel Castros cubanske kampfæller i Guatemala. Sammen med Fidel Castro var han fem år senere med til at indtage Cuba i 1959 og fjerne den USA-støttede diktator Fulgencio Batista fra magten.

Fidel Castro blev som bekendt præsident i Cuba, mens ‘Che’ bestred flere ministerposter i Castros revolutionære regering…”

Oploadet Kl. 05:35 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


6. december 2013

Nelson Mandela; Militant kommunist der i anti-racismens navn hyldes som ikon for ikke-vold og demokrati

Så døde Nelson Mandela, og selvom han selvfølgelig bør have kredit for at være med til at skabe en fredelig overgang fra apartheid til demokrati, så har han lig i lasten som fortjener et par ord, ikke mindst fordi de etablerede medier berører gråzonerne med hvide løgne. Et par eksempler…

“Demokrati og frihed til alle. … Han gik ind for ikke-vold men blev tegnet som terrorist. Han var kommunist i sine unge dage… Hans ikon-status skyldes blandt andet hans ikke-voldelige kamp i 40’erne og 50’erne mod det hvide styre og Sydafrikas apartheid-politik. En kamp der kostede ham en fængselsdom på livstid for terrorisme. … Hans ikon-status blev styrket med hans politik om fred og forsoning mellem sorte og hvide efter løsladelsen i 1990. En politik han fik Nobels Fredspris for” (DR Online, 6. december 2013: Nekrolog)

“Ærkebiskop Desmond Tutu: “Han var en forener fra det øjeblik, han forlod fængslet. Han lærte os at stå sammen.” (Fyens.dk, 6. december: Fakta: Hele verden hylder Nelson Mandela)

ANC-lederen Nelson Mandela blev fængslet for terrorisme, fordi han som leder af ANC’s væbnede gren ‘Umkhonto we Sizwe’ (‘Nationens spyd’) stod bag adskillige terrorangreb. Efter at have været i våbenlejr hos algeriske islamister i 1962 blev han fængslet, senere frigivet, hvorefter han juni 1964 fik sin meget omtalte livstidsdom. På hans gård konfiskerede myndigheder blandt andet 210.000 håndgranater, 48.000 anti-personel miner og udstyr til bombeproduktion.

I fængslet fortsatte han med at være en del af ANC’s væbnede kamp.

In his book Long Walk to Freedom Nelson Mandela wrote that as a leading member of the ANC’s executive committee, he had ‘personally signed off’ in approving these acts of terrorism, the pictures and details of which follow below. This is the horror which Mandela had ’signed off’ for while he was in prison – convicted for other acts of terrorism after the Rivonia trial.” (Censorbugbear)

De mange ANC-orkestrede terrorangreb mod civile er veldokumenterede, og inkluderer i perioden 1983 til 1988 bomber mod biografer, banker, domstole og supermarkeder. Mange civile døde, endnu flere såredes – nogle sorte, andre hvide.

(Church Street i Pretoria, 23. maj 1983, efter ANC’s bombeangreb, 19 døde; Fotos)

“The late SA president P.W. Botha told Mandela in 1985 that he could be a free man as long as he did just one thing: ‘publicly renounce violence’. Mandela refused. That is why Mandela remained in prison until the appeaser Pres F W de Klerk freed him unconditionally.” (Censorbugbear)

P.W. Bothas tilbud er nok så interessant. Her en tale Botha holdt ved et offentligt møde, 15. august 1985.

“… let me remind the public of the reasons why Mr Mandela is in jail. … The saboteurs had planned the manufacture of at least seven types of bombs: 48 000 anti-personnel mines, 210 000 hand grenades, petrol bombs, pipe bombs, syringe bombs and bottle bombs.

A document was produced during the Court case in Mandela’s own handwriting in which he stated:

‘We Communist Party members are the most advanced revolutionaries in modern history … The enemy must be completely crushed and wiped out from the face of the earth before a Communist world can be realised.’

Flere terrorangreb fulgte, eksempelvis det blodige angreb på indkøbscenteret i Amanzimtoti Lillejuleaftens 1985, få måneder efter Mandela afviste Bothas tilbud. Efter internationalt pres blev Mandela sat fri i februar 1990. Senere samme år talte han ved et ANC-møde sammen med Joe Slovo, tidligere leder af ‘Nationens spyd’, der nogle år forinden var blevet leder af Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP).

(Winnie og Nelson Mandel med Joe Slovo, 1990)

(Nelson Mandel synger kampsang med ‘Nationens Spyd’, 1992: “… dræb de hvide/Boerne”)

Senere proklamerede han offentligt sin støtte til Yasser Arafat, og diverse røde diktatorer, såsom Saddam Hussein (Irak), Libyen (Gadaffi; som han fik et barnebarn opkaldt efter) og ikke mindst Fidel Castro (Cuba). Mandela var særligt inspireret af det cubanske ‘demokrati’. Her et citat fra et møde i Cuba, 26. juli 1991.

“We have long wanted to visit your country and express the many feelings that we have about the Cuban revolution, about the role of Cuba in Africa, southern Africa, and the world. … From its earliest days the Cuban revolution has itself been a source of inspiration to all freedom-loving people. We admire the sacrifices of the Cuban people in maintaining their independence and sovereignty in the face of a vicious imperialist-orchestrated campaign to destroy the impressive gains made in the Cuban revolution. …

We do not want popular participation to cease at the moment when apartheid goes. We want to have the moment of liberation open the way to ever-deepening democracy. We admire the achievements of the Cuban revolution in the sphere of social welfare. …

We know that the revolutionary spirit of today was started long ago and that its spirit was kindled by many early fighters for Cuban freedom, and indeed for freedom of all suffering under imperialist domination. … We also honour the great Che Guevara, whose revolutionary exploits, including on our own continent, were too powerful for any prison censors to hide from us. The life of Che is an inspiration to all human beings who cherish freedom. We will always honour his memory. … Long live the Cuban revolution! Long live Comrade Fidel Castro! (Nelson Mandela i Cuba, 26. juli 1991; mere)

(Nelson Mandela & Fidel Castro, under et af flere møder efter løsladelsen, udat.)

Alle kan blive klogere, men hånden på hjertet: Nok så mange fredspriser kan ikke kan gøre Mandela til et ikon for ikke-vold og demokrati. I lighed med Mikhail Gorbatjov, kom bidragene til en bedre verden først da han var aldrende, og alle andre alternativer var testet af.



11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



17. april 2013

Indvandrerbande krævede beskyttelsespenge af ‘Café Castro’: Truede med vold – ville smadre stedet

Selvom man forherliger en kommunistisk diktator, skal der stadig afregnes med indvandrerbanderne. Fra Avisen.dk – Teenager fængslet for cafe-afpresning.

“En teenager blev mandag anholdt og sigtet for afpresning rettet mod Café Castro på Nørrebrogade på det ydre Nørrebro i København. Tirsdag blev drengen, der ifølge ekstrabladet.dk menes at have relationer til bandegrupperingen Brothas i Mjølnerparken, varetægtsfængslet i 13 dage.

Mandag aften troppede den unge, der er 17 år, sammen med nogle andre op i caféen, hvor de ved at true med vold prøvede at afpresse bestyreren 12.000 kroner.

Den centrale efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen, Københavns Politi, oplyste mandag aften, at den unge truede med at smadre stedet, hvis ikke han fik en sum penge.”

Oploadet Kl. 16:52 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper