5. august 2010

Metroxpress om “lederen af den cubanske revolution, Fidel Castro…”

‘Kommunistisk diktator’ lyder tilsyneladende lidt for grimt. Fra gårsdagens Metroxpress – Kort nyt i billeder (s. 10).

“Lederen af den cubanske revolution, Fidel Castro…”

Oploadet Kl. 04:40 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


1. april 2010

Medkraft og Modkraft

Christopher Arzrouni i mandagens Jyllandsposten – Medkraft og Modkraft.

“Revolutionen er ikke noget teselskab. Sådan sagde filmskaberen Erik Clausen i en debat på DR2 Deadline for en uge siden. Han forklarede sin støtte til de colombianske guerillaer i Farc med, at det er en frihedsbevægelse…

Uden at være ekspert på Colombia kan jeg konstatere, at landet forleden afholdt et frit parlamentsvalg, og at præsident Uribes støtter vandt stort. Befolkningen havde ingen lyst til at betro magten til partier, der er bløde over for Farc. For tiden er Latinamerika ellers præget af venstreorienterede præsidenter, der elsker revolutionsromantik. Et fællestræk ved Chavez & Co. er, at de tilsidesætter alle begrænsninger på, hvor mange gange de må lade sig genvælge. Den fristelse er Colombias højreorienterede præsident Uribe også faldet for. Men da han fik klart nej fra Colombias højesteret, stak han piben ind og udviste respekt for sit lands forfatning. Colombias politiske system er således lysår foran Venezuelas – og så selvfølgelig Cuba, Castro-familiens koldkrigsreservat…

Herhjemme dyrker venstrefløjen voldsromantikerne i Antifascistisk Aktion som demokratiets bolværk mod højreekstremister. Som om Danmark var i fare for at blive et fascistisk diktatur. De mest uforfærdede demokratiske aktivister er ikke maskerede røde bøller.”

Oploadet Kl. 14:43 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


16. januar 2010

Samba-socialistisk vinter (og DRs Cubaven Dines Boertmann)

Flere tusinde kommunister demonstrerede under COP15 i Københavns gader, hvad medierne helt ignorerede. Senere talte Hugo Chavez i Valby-hallen om de gode socialistiske idealer, med direkte henvisning til kommunistiske Cuba. Ritzaus Bureau kan i dag referere en El Pais-historie om den samba-socialistiske virkelighed. Her refereret fra Jyllandsposten – 26 psykisk syge er døde på sygehus i Cuba.

“De cubanske myndigheder har lovet en undersøgelse, der skal klargøre, hvordan det kunne gå til, at 26 patienter i løbet af den seneste uge er døde på et psykiatrisk hospital i landets hovedstad, Havana…

Dødsfaldene skyldes tilsyneladende, at hospitalet ikke har sørget for tæpper, det nødvendige tøj til kulden samt tilstrækkeligt med mad. Hospitalet er desuden i dårlig stand med mange knuste ruder.

DR bringer samme historie, men pynter historien lidt. Hvor telegrammet fortæller, at der ikke var “tilstrækkeligt med mad”, så udglatter DR Online med følgende – 26 patienter i Cuba.

“Ifølge det spanske dagblad El Pais har kulden taget livet af ældre og svagelig patienter, fordi hospitalsledelsen ikke i tide har sikret patienterne varmt tøj og måltider, der har kunnet stive svagelig patienters helbred af i den usædvanlige situation..

Sundhedsministeriet har nedsat en kommission, der skal undersøge sagen til bunds.

Imens er hospitalets op mod 2000 patienter blevet udstyret med varmt tøj, og kosten er blevet ændret, så den rummer flere kalorier og mere protein, siger kilder ved hospitalet.

Sidstnævnte artikel er skrevet af journalist Dines Boertmann, der foruden at være tillidsmand for DR-journalisterne, stadig er aktiv i den Fidel-tro Dansk-Cubansk Forening. Se evt. Cubavenner.dk.

Oploadet Kl. 16:12 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


15. august 2009

Marxisme på museum: “Østblokken var altså andet end gabardinebukser og sjove biler”

Interessant historie i Weekendavisen – Museum for de historieløse: Marxismens ugerninger (E-page, s. 4).

“… nu har en håndfuld personer bekendtgjort, at de er gået i gang med at indsamle penge til en museumsinstitution i København, der skal have navnet Museet om Marxismens Ugerninger . Det skal ifølge planen åbne næste år, bl.a. med en kopi af en gummicelle fra Stasifængslet i Østberlin.

Museet skal især informere om de 100 mio. mennesker, som (ifølge Gyldendals encyklopædi) døde i 1900-tallets kommunistiske lande ved direkte vold (fx henrettelse) eller indirekte vold (fx tvangsarbejde og hungersnød)…
… ugerninger understreger, at der er tale om onde handlinger. Jeg synes, at ordet smager helt rigtigt,« siger [Finn] Möbius, der er ankommet storsmilende til interviewet med favnen fuld af nytrykte T-shirts, som skal sælges som merchandise…

Möbius håber, at T-shirten med Che Guevara kan være med til at dæmme op for forestillingen om, at den argentinske læge var en godmodig helt. »I virkeligheden var han en blodig hovedperson i den cubanske revolution. I 1959 dødsdømte han 1.897 mænd. Selv sagde han ‘Dette er en revolution. Og en revolutionær må blive en kold dræbermaskine, som er motiveret af rent had’. Det er der næppe mange af dem, der i dag bærer en Che Guevara T-shirt, der er klar over,« bemærker Möbius syrligt.

… det [vækker] ikke den store harme i København, når restauratører kalder spisesteder for Café Castro og KGB Café og ­Restaurant.

»Kunne du forestille dig ramaskriget, hvis nogen startede en Gestapo Bar?« siger Möbius. »Det er, som om man bare betragter kommunismen som et økonomisk kiks. Men Østblokken var altså andet end gabardinebukser og sjove biler.«

– Hvorfor ses der mildere på kommunisme end på nazisme?

»Medier, kulturliv, meningsdannerne og undervisningssystemet præges af folk, der ofte ser for mildt på kommunismen. Jeg så forleden et interview med en dansk sangerinde, der havde været ungkommunist. Hendes ungdom blev bare omtalt som ‘engageret’. Kunne man forestille sig, at en tidligere nazist får etiketten ‘engageret’ om sin fortid? Nej, vel…«

»Jeg mener, at forskellen mellem et kommunistisk og et nazistisk partimedlemsskab ikke er større, end forskellen mellem HA’ere og Bandidos…«

[…]

»… SF er også i gang med at skippe marxismen. Men på deres landsmøde så man dog nogle SFere, der klappede ad Castros Cuba, der er et kommunistisk diktatur. Det var imidlertid ikke Søvndal…«

– Men ville det ikke være mere præcist at kalde det et museum om kommunismens ugerninger?

»Nej, det er Karl Marx, der lægger grundstenene til den voldelige røde terror, især med Det kommunistiske Manifest fra 1848. Der går en lige linje fra Karl Marx til Gulag, Stasi og Mao-Kinas massemord.«”

  • Link: Marxismemuseum.dk.
  • Oploadet Kl. 21:21 af Kim Møller — Direkte link78 kommentarer
    

    18. april 2009

    Om præsident Fidel Castro og diktatoren Aleksandr Lukasjenko

    For et par år siden gav DR mig en længere forklaring på, hvorfor Fidel Castro blev omtalt som præsident, og ikke som dikator trods det at han på daværende tidspunkt havde ledet et kommunistisk regime et halvt århundrede (se evt. her). DR forklarede sig blandt andet med at man heller ikke omtalte Krustjov, Gorbatjov eller Tito som diktatorer da de havde magten.

    Fra DR Online – Europas sidste diktator mødes med EU-top (17/4-09).

    “Der er tale om noget af en europæisk kovending, når Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, efter planen deltager i et EU-topmøde i Prag i starten af maj… Det tjekkiske udenrigsministerium oplyser i hvert fald i dag, at udenrigsminister Karel Schwarzenberg på vegne af EU’s formandsland har sendt invitationen til Lukasjenko.

    To hviderussiske oppositionsledere sagde for nylig under et besøg i EU-Parlamentet i Strasbourg, at Lukasjenko driver EU rundt i manegen.

    Europæerne har talt og talt om diktaturet i Hviderusland i 15 år. Men intet har ændret sig: Regimet er akkurat ligeså stærkt som dengang, sagde socialdemokraten Aliaksandr Kosulin, som var præsidentkandidat ved seneste valg, hvor Lukasjenko fik over 80 procent af stemmerne.”

    Det var George Bush der oprindeligt gav Lukasjenko tilnavnet “Europe’s Last Dictator” . Han giver selvfølgelig Castro en tilsvarende etiket.

    (Lukasjenko & Castro)

    Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    31. januar 2009

    Niels Westy Munch-Holbek om Cuba før Castro

    Fra 180 Grader. Niels Westy Munch-Holbek om Cuba før Castro.

    “I en artikel i anledning af 50 året for den autoritære diktator Fulgencio Batistas flugt fra Cuba, der banede vejen for den totalitære diktator Fidel Castro, beskrev Spaniens største dagblad, El Pais, levevilkårene i Cuba i dag som ringere end før 1959. Med tanke på vestlige mediers normale omtale af Cuba gennem de sidste 50 år, var det ganske opsigtsvækkende.

    På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba Latinamerikas tredjerigeste land i 1950’erne. Det var en dynamisk økonomi i rivende udvikling. Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere.

    I dag er Cuba et af Latinamerikas absolut fattigste lande. Som det eneste land i regionen er antallet af personbiler i forholdt til befolkningens størrelse faldet siden 1950’erne, hvor antallet af personbiler kun blev overgået af Venezuela. Ernæringsmæssigt har man ifølge statistik fra FAO oplevet et fald i det daglige kalorieindtag siden 1950’erne. I samme periode er landet gået fra at producere 80% af sit forbrug af landbrugsvarer til i dag kun at producere 20%.

    Når man i et undervisningsmateriale udarbejdet af Mellemfolkeligt Samvirke og beregnet for folkeskolerne kan læse, at i “begyndelsen af 1950’erne var mange cubanere utilfredse med forholdene i deres land: Flere og flere blev fattige, mens nogle få blev meget rige. De var trætte af, at deres præsidenter hellere ville være gode venner med amerikanerne end med almindelige cubanere”, bør man spørge sig selv, hvorfor i alverden der så var så mange mennesker i resten af verden, der ønskede at immigrere til Cuba?

    Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

    En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950’erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950’erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950’erne..

    Der vil måske være en eller anden af læserne, der undrende vil stille sig det spørgsmål, at hvis det vitterligt er, som jeg påstår, hvorfor er det så ikke mere alment anerkendt? Dertil kan jeg kun svare, at en sådan undren så sandlig er på sin plads. Man kan måske undskylde musikere, skuespillere, filminstruktører og andre kunstnere, fra Nordjyllands Niels Hausgaard til Hollywoods Oliver Stone, med at deres reelle indsigt og viden lader deres kunstneriske evner en del efter.

    Men når f.eks. tidligere chefredaktør for Information og Nyhedsavisen og nuværende medarbejder på Berlingske Tidende, David Trads, for et par år siden hyldede den cubanske revolution som “en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set”, er det mere vanskeligt at undskylde. Selv Fidel Castro og følgesvendes efterfølgende brutale og blodige undertrykkelse ufortalt, vidner en sådan udtalelse om enten en grænseløs uvidenhed, ideologisk forblændelse eller måske blot dovenskab? Uanset grund kan det konstateres, at størstedelen af den information vi har fået gennem medier og i uddannelsessystemet om Cuba er fordrejet i en grad, der gør, at det mest af alt minder om fiktion.

    Det er selvfølgelig værd at overveje, at når den journalistiske fremstilling i medierne – og undervisningsmaterialet i skolesystemet – om Cubas historiske forhold er så afgørende forkert, hvordan mon det så forholder sig med fremstillingen af de historiske forhold andre steder i verden?

    Apropos.

  • 19/1-09 Uriasposten – “Valg! Med hvilket formål?”, sagde Castro, og blev venstrefløjens darling (bl.a. om Cuba-indslag i TVavisen).
  • Oploadet Kl. 01:59 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    19. januar 2009

    “Valg! Med hvilket formål?”, sagde Castro, og blev venstrefløjens darling

    Der har været flere indslag om Castros Cuba på det seneste, og DR kører den lige efter bogen. På DR Update den 2. januar kunne man se et kort forherligende indslag, uden et kritisk ord om hverken Castro, Cuba eller kommunisme. TV2 Nyhederne viste samme billeder, men leverede dem ikke ukritisk, og medtog afslutningsvis kommentarer fra en kritiker.

    (TV2 Nyhederne, 2/1-09: Cuba fejrer 50 år med kommunisme)

    I et længere indslag i i TVavisen den 4. januar, korresponderede Jørgen Laurvig fra Havana, og bortset fra lidt alibi-kritik, var der fuld skrue på propagandaen i indslaget med titlen Cuba fejrer 50-året for Fidel Castros revolution.

    Kim Bildsøe Lassen, Vært: I disse dage fejrer cubanerne at det er 50 år siden Fidel Castros guerrillahær sendte militærdiktatoren Batista på flugt.

    […]

    Jørgen Laurvig, korrrespondent: … USA sad på Cuba, både økonomisk og militært… Kommunismen undertrykker enhver form for opposition, ikke mindst fordi USA stædigt har forsøgt at genvinde den indirekte kontrol over Cuba.

    Laurvigs ekspertpanel ser tilbage på 1959.

    Peter La Cour i dagens Jyllandsposten – 50 år med Fidel Castro.

    “I disse dage er det 50 år siden, Fidel Castro og hans oprørshær rykkede i triumftog ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde… Det blev begyndelsen på 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning.

    Alligevel har store dele af den danske presse i mange år omtalt Fidel Castro med en påfaldende underdanighed – ja næsten beundring…

    I det halve århundrede, der er gået, siden Castro rykkede ind i Havana, og frem til han – i hvert fald formelt – blev afløst af broderen Raul Castro for et år siden, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

    I Kommunismens Sorte Bog (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

    Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere i revolutionen mod Batista-diktaturet.

    Det havde været et centralt programpunkt for alle de ”anti-Batista-revolutionære”, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: »Valg! Med hvilket formål?«, udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

    Myten om, at Castro først efterhånden blev marxist og kommunist og nærmest blev drevet i armene på Sovjet af USA, holder næppe til et nærmere eftersyn. Han fulgte snarere den samme drejebog, som Sovjet-støttede guerillabevægelser har fulgt andre steder i verden – f.eks. Angolas MPLA, Mozambiques Frelimo og Mugabes Zanu(PF) i Zimbabwe. De fremstod først som folkelige bevægelser med politisk bredde – men når de var kommet til magten, blev de pludselig ”transformeret” til marxistisk-leninistiske kommunistpartier med nær tilknytning til Sovjet.

    I forlængelse af omvæltningerne i sommeren 1959 brød Castro således også med anti-Batista-bevægelsens andet centrale programpunkt om en jordreform, der skulle skabe omfordeling, men fastholde privat ejendomsret. I stedet gennemførte Castro en marxistisk jordreform med hjælp fra den cubanske hær.

    Omkring 40 pct. af den konfiskerede jord var amerikansk ejede sukkerplantager. Det skabte ikke overraskende et skarpt modsætningsforhold til USA, der reagerede med at lukke for al import af cubansk sukker – det var 90 pct. af den cubanske sukkereksport. Det påstås, at USA hermed tvang Cuba i armene på Sovjet. Men Castro havde allerede i forvejen sikret sig, at Sovjet ville overtage hele den del af Cubas sukkereksport, der før var gået til USA…

    Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Som kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.

    Kunstnere og forfattere blev tvunget til at følge Castros linje slavisk. Man indførte en lov, som stadig gælder, om at enhver cubaner kan arresteres under et hvilket som helst påskud, hvis myndighederne vurderer, at man ikke tænker i overensstemmelse med regimets paroler…

    Over 100.000 mennesker har forsøgt at flygte fra Cuba over havet i små både. Blandt Castros mere udsøgte forbrydelser kan nævnes, at han lod helikoptere bombardere flygtningenes små overfyldte og skrøbelige fartøjer med sandsække, så de sank. Omkring to mio. cubanere – en femtedel af hele landets befolkning – lever nu i eksil, fortrinsvis i Miami, Spanien og Puerto Rico.

    … omverdenens syn på Cuba har i mange år været præget af uvidenhed og misinformation.

    Som et kuriøst eksempel herpå kan nævnes, at de to fremtrædende danske socialdemokrater Mogens Lykketoft og Jytte Hilden besøgte Cuba fra den 10. til den 24. januar 1987 som det cubanske kommunistpartis gæster. Bagefter skrev de i begejstrede vendinger i en kronik i dagbladet Aktuelt om Castros »charmerende samba-socialistiske variant af det sovjetkommunistiske systemgrundlag«. Ifølge de to var »den cubanske revolution i sin oprindelse cubanernes eget valg og ikke en påtvungen model. Det giver mere humør og mere håb«, hævdede de.”

    Se evt. Lykketoft og Hilden: Samba-socialismen (Aktuelt, 14/2-1987).

    
    Olav Rabølle Nielsen: Drabsforsøgene skyldes sygdom og bureukratisk aktiveringsforløb

    Langt portræt af Vollsmose-skoleinspektøren Olav Rabølle Nielsen i Fyens Stifstidende. I mine øjne var det helt forkert at gøre ham til skurk. Problemet var jo ikke, at han ikke ønskede jøder på skolen, men at jøder bliver nødt til at bo langt fra muslimer. Fra – Jeg er en Pinocchio .

    – Hvad tænker du, når du erfarer, at en af Odense Kommunes rollemodeller har skudt mod to israelere i Rosengårdcentret?

    – Det er tragisk. Jeg kender den unge mand rigtig godt. Han er kommet hos mig privat, og jeg holder meget af ham og hans familie. Selvfølgelig har jeg den dybeste medfølelse med de mennesker, det er gået ud over, men jeg er også trist til mode over, at den unge mand i desperation har begået sin handling. Jeg kan kun sige, at han har haft en opvækst og et liv, hvor han hele tiden har skullet undertrykke en vrede. Han var kommet på ret fod, men så rammer sygdom ham igen, og så bliver han udsat for et aktiveringsforløb af det danske bureaukrati, og det gør ham mere og mere rasende, og det hele bryder så ud i lys lue i Rosengårdcentret. Et eller andet sted føler jeg, at jeg måske burde have været mere for ham. Jeg har ingen undskyldning for hans handling, men jeg ser mange gange verden et andet sted fra end I andre.

    […]

    – Engang var du socialdemokrat og gik ind for Lotte Bundsgaard. Hvad er du i dag?

    – Socialdemokrat!

    – Hvem går du ind for?

    – Jeg har ikke noget leder-ikon blandt socialdemokrater. Da jeg var yngre, havde jeg klare ikoner som Fidel Castro og Che Guevara.

    – Ja, du har en fortid som kommunist. Hvad bragte dig på andre tanker?

    – Tja, Otto Gelsted siger på et tidspunkt, at er man ikke kommunist som 18-årig, er man hjerteløs, og er man det stadig som 50-årig, er man hjernedød.”

    Apropos… massemorderdyrkelse.

    (Topas Travel – København, 17. januar 2009)

    

    31. december 2008

    ‘Det Nye Menneske’ (under udarbejdelse)

    I morgen er det 50 år siden Fidel Castros tropper kom til Santiago de Cuba, og herfra blev den lange march mod hovedbyen påbegyndt. Da han d. 8. januar 1959 ankom til Havana, havde Che Guevara været der i flere dage, og Castro kunne samme dag proklamere, at “diktaturet er blevet besejret”. Senere tilkendegav han, at der ville blive afholdt frie valg. Det skete som bekendt ikke.

    Fra Berlingske Tidendes På spidsen – Lad os huske dræbermaskinen (30/12-08).

    “Jubilæet vil givetvis blive markeret af politiske sympatisører rundt om i verden, fra Nordkorea til Venezuela. Herhjemme sker det bl.a. ved en fest på Nørrebro, meget passende sponsoreret af det lille Kommunistisk Parti, der lejlighedsvis forsvarer folkemorderen Josef Stalin…

    Guevara ledede skabelsen af den nye politistats hemmelige politi og af ideologiske opdragelses- og arbejdslejre for cubanere, der havde begået »kriminalitet imod revolutionær moral«. Det var i sådanne lejre, at regimet fra 1965 internerede politiske dissidenter, katolikker, Jehovas Vidner, homoseksuelle, præster og andre uønskede…

    I 1958 indførte Guevara i en erobret cubansk by en slags marxistisk sharia-lov, der med straffe i hånd regulerede forholdet mellem mænd og kvinder, indtagelsen af alkohol, spil og lignende. Fra 1965 lancerede han decideret et næsten religiøst klingende program for skabelsen af »Det Nye Menneske«.

    Oploadet Kl. 13:01 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    11. december 2008

    Newspaq: Cubanere roste Che-film, og Granma gav flot anmeldelse

    Muren er faldet, men journalister har stadig kærlighed til kommunistiske diktaturer. En Newspaq-artikel på avisen.dk – Cubanere roser film om Che Guevara.

    “Filmen ‘Che’, der handler om den argentinske revolutionær, Che Guevara, havde i weekenden premiere i hovedstaden Havana på Cuba. Det var en helt speciel oplevelse, da Che spillede en afgørende rolle under den cubanske revolution i 50’erne…

    “Dette er cubansk historie, så der er et publikum, som kunne være de største kritikere og de mest vidende kritikere af historiens korrekthed,” sagde Del Toro ifølge CNN.

    Men skuespilleren, der fik prisen som bedste skuespiller for rollen ved årets Cannes Festival, havde ingen grund til at være bekymret, skriver CNN.

    Publikum roste filmen i høje toner, og den cubanske avis, Granma, gav Del Toros præstation flotte anmeldelser.

    Offentlig mening i et kommunistisk diktatur er en illusion, og Granma er Partiets avis.

    Apropos “historiens korrekthed”.

  • 22/5-08 Indiewire – Cannes ’08 Notebook.
  • “The two parts of “Che” treat two discrete periods in Ernesto Guevara’s life… This structure very conveniently elides the period wherein Che, as effective co-head of Castro’s Cuban government, presided over mass executions, the persecution of homosexuals, the ruination of the island’s economy, the ill-fated alliance with the Soviet Union, and so on.

    Mere apologi.

  • Europahøjskolen – Vil du med til Cuba? (forrige studierejse: Valgkamp for Obama v/ Jørgen Dragsdahl) .
  • Oploadet Kl. 12:36 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper