22. juli 2015

Torben Mark Pedersen: “Hvorfor ansættes David Trads som blogger på en borgerlig avis…”

David Trads’ journalistiske karriere er et levende bevis for den politiske ubalance der hersker på redaktionsgangene. Torben Mark Pedersen på 180 grader – David Trads’ #2015humanisme og hyldest til en stalinistisk massemorder.

“Hvis en højreorienteret debattør havde hyldet en racistisk, homofobisk og fascistisk massemorder, var han – uanset vedkommendes politiske holdninger i øvrigt – blevet udskammet af det gode selskab. Han ville være blevet kaldt for højreekstremist og det, der er værre, og intet større medie ville have ansat vedkommende som blogger, ligesom det er helt utænkeligt, at vedkommende ville blive brugt som fast debattør på DR og TV2 eller blive hyggeinterviewet om sit syn på sin egen rolle som debattør i en landsdækkende avis.

Men er der tale om en venstreorienteret debattør, der hylder en racistisk, homofobisk og stalinistisk massemorder, så forholder det sig ganske anderledes. Det fører ikke til offentlig udskamning, og det fører ikke til, at vedkommende helt rutinemæssigt omtales som venstreekstremist af DR-journalister. Og det udelukker ikke vedkommende fra ‘det gode selskab’ med blog på Jyllandsposten og næsten fast sæde i DR’s og TV2’s debatprogrammer.

Det er David Trads, jeg taler om, som Berlingske bragte et interview med den 17. juli, der var illustreret med et billede af en hyggelæsende David Trads på sit kontor, hvor der stod et billede af Ernesto ‘Che’ Guevara, som David Trads også for nylig på Facebook kaldte for en af ‘mine store helte’.

Berlingske vil måske forsvare sit interview med, at det indgår i en serie af portrætinterviews og ikke kritiske interviews om de interviewedes holdninger. Fint nok, men pointen er, at ingen tilsvarende højreekstremist nogensinde ville være blevet tilbudt en fast blog på JP eller være fast inventar i debatprogrammer på DR og TV2, så vedkommende havde aldrig nogensinde opnået en status som en fremtrædende debattør, der bliver inviteret til et ukritisk sommerhyggeinterview i Berlingske om, hvordan vedkommende ser på sin egen rolle som meningsdanner uden at blive konfronteret med kritiske spørgsmål om misforholdet mellem vedkommendes egen selverklærede humanisme (med hashtagget #2015humanisme) og vedkommendes hyldest til en racistisk, homofobisk og stalinistisk massemorder. …

Hvorfor ansættes David Trads som blogger på en borgerlig avis i stedet for at blive stillet til regnskab for sine handlinger og holdninger, herunder hans hyldest til en stalinistisk massemorder? En sådan mand burde fordømmes med sprogets hårdeste gloser for hans moralske og politiske svigt, men så længe det borgerlige Danmark heller ikke har andet end et skuldertræk til overs for dem, der gik fjendens ærinde under den kolde krig, for det faktum, at landets fjerdestørste parti er et revolutionært kommunistisk parti, så er det borgerlige Danmark langt hen af vejen selv ude om, at vi taber værdikampen.”

(Berlingske, 17. juli 2015: ‘Man skal være hårdkogt, selvglad og ekshibitionistisk’)

“Ovenstående klumme blev sendt til Berlingske som en ‘kommentar’. Berlingske afviste at bringe den.” (Torben Mark Pedersen)



12. marts 2015

Jyllands-Posten (Ritzaus Bureau) om ‘diktator Fulgencio Batista’ og ‘præsident’ Fidel Castro…

Det kan godt være at Fulgencio Batista var en skidt fyr, men har vundet flere demokratiske valg end Fidel Castro. I 1940 stillede han op for ‘The Democratic Socialist Coalition’, en bred national koalition, der blandt andet inkluderede kommunistiske Partido Socialista Popular). Fidel Castro tog magten, droppede de planlagte frie valg, og skabte et kommunistisk diktatur i samarbejde med stalinisten Che Guevara.

Fra Jyllands-Posten, der gengiver Ritzaus Bureau – Datter af Che Guevaras banemand bliver general i Bolivia.

“Bolivia har for første gang udnævnt en kvinde til general i landets hær. … Det er ikke en hvilken som helst kvinde, der nu får et ekstra sæt stjerner på skuldrene. Gina Reque Teran er datter af den pensionerede general Luis Reque Teran, der stod i spidsen for militærets endelige offensiv mod Ernesto ‘Che’ Guevaras guerillastyrker i Bolivias jungle i 1967. …

Den argentinsk-fødte læge Ernesto Guevara fik tilnavnet ‘Che’… da han i 1954 mødte Fidel Castros cubanske kampfæller i Guatemala. Sammen med Fidel Castro var han fem år senere med til at indtage Cuba i 1959 og fjerne den USA-støttede diktator Fulgencio Batista fra magten.

Fidel Castro blev som bekendt præsident i Cuba, mens ‘Che’ bestred flere ministerposter i Castros revolutionære regering…”

Oploadet Kl. 05:35 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



16. september 2014

Celebrity! E-cigaretter: Bob Marley, Marilyn Monroe, Audrey Hepburn og… stalinisten Che Guevara

(fra Thevaporgirl.com)

Oploadet Kl. 21:10 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer

SD vil have stramninger som Socialdemokraterne praktiserer – Reismann afviser sammenligningen…

Det er vigtigt, at man i Sverige ikke gentager ‘den fejl’ som Danmark gjorde i 00’erne, forklarede David ‘Che Guevera er min helt’ Trads i Deadline i går, og fortsatte så ellers med tirader mod ‘ordentlige’ borgerlige partier der ikke frøs Dansk Folkeparti ud, da de havde chancen. David Trads var kandidat for Socialdemokratiet i 2004, men partiet er cirka et lysår til højre for den nuværende TV2-vært.

Selvom David Trads mener at Sverigedemokraterne er ekstremt og halv-nazistisk, så kommer han ikke udenom at sidstnævnte kæmper for at få indført udlændingepolitiske stramninger, som hans eget parti gik til valg på, da han stadig var kandidat for partiet. Når han skoser Sverigedemokraterna, skoser han således sig selv. Der er menneskesynet til forskel, lyder det mellem linierne.

Herunder en tør, men aldeles fremragende artikel i Berlingske, hvor et ubekvemt spørgsmål får Mette Reissmann til at introducere den argumentløse afvisning. Da Socialdemokraterne strammede var det en nødvendighed – Når Sverigedemokraterna vil stramme tilsvarende er det… noget helt andet.

Fra Berlingske – Sverigedemokraterna: Vi ser op til S i Danmark.

“Det fremadstormende, men på mange områder udskældte svenske højrefløjsparti Sverigedemokraterna, henter i høj grad inspiration til sin indvandrerkritiske linje fra den udlændingepolitik, som Socialdemokraterne i Danmark og den siddende SR-regering i dag værner om.

Sådan lyder det fra Sverigedemokraternas nummer to, partisekretær Björn Söder:

‘Når vi ser på den udlændingepolitik, som Socialdemokraterne står i spidsen for i Danmark, så er det i høj grad noget, vi gerne så indført i Sverige,’ siger Björn Söder, der blandt andet henviser til den danske 24-årsregel og tilknytningskravet.

Under den svenske valgkamp har det indvandrerkritiske parti slået hårdt på, at Sverige bør stille supplerende krav til familiesammenføring, ligesom man bør tilbyde flere indvandrere midlertidig opholdstilladelse frem for permanent. Derudover har partiet foreslået at give økonomisk bidrag til de indvandrere, der ønsker at rejse hjem. Konkrete initiativer, som alle er listet op på partiets hjemmeside, og som Socialdemokraterne i Danmark – i modsætning til sit søsterparti i Sverige – i dag står vagt om. …

‘Vi sammenligner os mest af alt med Dansk Folkeparti, men vi henter meget inspiration fra Socialdemokraternes udlændingepolitik i Danmark. De beskytter langt hen ad vejen en politik, som vi ønsker indført i Sverige, og som kan sikre, at det svenske samfund overlever. Når Socialdemokraterne i Danmark ikke vil løsne grebet om den stramme udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti opfandt i 00erne, så er det vel fordi, de er bange for, hvad befolkningen vil sige,’ lyder det fra Björn Söder.

[…]

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reismann, afviser, at man kan sammenligne den politik, Socialdemokraterne værner om, og den politik, som Sverigedemokraterna foreslår gennemført i Sverige.

‘Jeg er enig i, at der op gennem 00erne er sket en stramning i den danske udlændingepolitik, som vi i Socialdemokraterne har været med til. Det er sket, fordi vi har haft flere konflikter og krige, der har ført til en øget flygtningestrøm. Derfor har vi brug for at regulere udlændingepolitikken. Det er kun naturligt,’ siger Mette Reismann.”

Oploadet Kl. 20:10 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


31. marts 2014

Top-journalist David Trads: Che Guevara er min helt (29/3) – Dødsstraf er en skændsel for USA (30/3)

David Trads har været chefredaktør for flere danske dagblade, har fungeret som lektor på Center for Journalistik (SDU), og har efter nogle år som USA-korrespondent for Berlingske, nu fået sit eget magasin på TV2 News. Hans flotte journalistiske karriere, fortæller alt man har brug for at vide om ‘den borgerlige presse’.

(David Trads på Facebook, 29. marts 2014)

“Når en café har billeder af to af mine store helte – the Beatles og Che Guevara – ja, så blir jeg nok stamgæst — her: Ingolfs Kaffebar.” (29. marts 2014)

I USA er udviklingen i dødsstraf rædselsfuld. Klik engang på nedenstående link og oplev, hvordan antallet af henrettelser akkumulerer stadig hurtigere fra 1977, da Utah gennemførte en enkelt henrettelse og så frem til nu. Det er en skændsel for Amerika – og et brud på menneskerettighederne, som burde fordømmes skarpt internationalt.” (30. marts 2014)



15. marts 2014

Bitter blog: “Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?”

Jeg lever fint uden X Factor, men Bitre Bob har en god kommentar. Fra Bitter blog – Che Guevara: Et portræt.

“Che Guevara var en kommunistisk massemorder, der internerede mennesker, han ikke kunne lide – deriblandt homoseksuelle – i lejre, og han foretog personligt over 200 henrettelser. Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?

… I årets X Factor show – ja, lad bare som om, at du ikke ser det, hvis du er lige så flov over det som mig – deltager sangerinden Lucy Mardou. Hun er atypisk for det populistiske, popkapitalistiske X Factor koncept. Hun bor nemlig i Thy-lejren sammen med sin mand og sit barn, og hendes varemærke i showet er at udtrykke ro, salighed og fuldstændig hvilen-i-sig-selv. Hendes sange er som regel dramatiske… og de er fyldt med dejlige, naturlige og positive ‘vi ønsker fred og kærlighed’-vibrationer, mens hun foretager sine ekspressionistiske dansetrin som en eller anden debil, pothøj, asetroisk troldkvinde. …

Hvad sker der så, mens hygge-tykke Lucy udfylder scenen og er åh-så-forstående og omfavnende over for alt og alle omkring hende? Blachman siger undskyld for sin i øvrigt ganske berettigede kritik, og mens hun overskudsagtigt proklamerer, at han ikke skal undskylde for noget, der bare er hans mening, panorerer følelsespornokameraet over på hendes mand, der …

(Hector Breki Geirsson, X Factor, 7. marts 2014; Se & Hør)

… bærer en Che Guevara T-shirt. Jamen, jeg forstår det ikke? Så vores alle sammens lille, kærlighedssprudlende zen-Buddhafigur danner par med en mand, der har en massemorder som idol? Endda en, som har forfulgt vores tids ellers mest allerhelligste minoritet, de homoseksuelle?

[…]

‘Hvorfor går du så meget op i det, Bob? Det er bare en T-shirt,’ siger du og trækker på skuldrene. Og lige præcis dét udsagn viser, at du intet har fattet. Intet. Det er jo netop den trækken på skuldrene, den ligegyldighed og den selvfølgelighed, som følger i kølvandet på fremvisningen af sådant et modbydeligt symbol, der beviser, at socialismens vold og tvang er fuldstændigt accepteret i vores samfund. Lige fra folkeskolen og langt ind i regeringen, omend man med rette kan sige, at der for tiden godt nok ikke er særlig lang vej mellem netop de to ståsteder i livet.

Socialismen har i sandhed for længst sejret. Åh ja.”

Oploadet Kl. 07:31 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


6. december 2013

Nelson Mandela; Militant kommunist der i anti-racismens navn hyldes som ikon for ikke-vold og demokrati

Så døde Nelson Mandela, og selvom han selvfølgelig bør have kredit for at være med til at skabe en fredelig overgang fra apartheid til demokrati, så har han lig i lasten som fortjener et par ord, ikke mindst fordi de etablerede medier berører gråzonerne med hvide løgne. Et par eksempler…

“Demokrati og frihed til alle. … Han gik ind for ikke-vold men blev tegnet som terrorist. Han var kommunist i sine unge dage… Hans ikon-status skyldes blandt andet hans ikke-voldelige kamp i 40’erne og 50’erne mod det hvide styre og Sydafrikas apartheid-politik. En kamp der kostede ham en fængselsdom på livstid for terrorisme. … Hans ikon-status blev styrket med hans politik om fred og forsoning mellem sorte og hvide efter løsladelsen i 1990. En politik han fik Nobels Fredspris for” (DR Online, 6. december 2013: Nekrolog)

“Ærkebiskop Desmond Tutu: “Han var en forener fra det øjeblik, han forlod fængslet. Han lærte os at stå sammen.” (Fyens.dk, 6. december: Fakta: Hele verden hylder Nelson Mandela)

ANC-lederen Nelson Mandela blev fængslet for terrorisme, fordi han som leder af ANC’s væbnede gren ‘Umkhonto we Sizwe’ (‘Nationens spyd’) stod bag adskillige terrorangreb. Efter at have været i våbenlejr hos algeriske islamister i 1962 blev han fængslet, senere frigivet, hvorefter han juni 1964 fik sin meget omtalte livstidsdom. På hans gård konfiskerede myndigheder blandt andet 210.000 håndgranater, 48.000 anti-personel miner og udstyr til bombeproduktion.

I fængslet fortsatte han med at være en del af ANC’s væbnede kamp.

In his book Long Walk to Freedom Nelson Mandela wrote that as a leading member of the ANC’s executive committee, he had ‘personally signed off’ in approving these acts of terrorism, the pictures and details of which follow below. This is the horror which Mandela had ’signed off’ for while he was in prison – convicted for other acts of terrorism after the Rivonia trial.” (Censorbugbear)

De mange ANC-orkestrede terrorangreb mod civile er veldokumenterede, og inkluderer i perioden 1983 til 1988 bomber mod biografer, banker, domstole og supermarkeder. Mange civile døde, endnu flere såredes – nogle sorte, andre hvide.

(Church Street i Pretoria, 23. maj 1983, efter ANC’s bombeangreb, 19 døde; Fotos)

“The late SA president P.W. Botha told Mandela in 1985 that he could be a free man as long as he did just one thing: ‘publicly renounce violence’. Mandela refused. That is why Mandela remained in prison until the appeaser Pres F W de Klerk freed him unconditionally.” (Censorbugbear)

P.W. Bothas tilbud er nok så interessant. Her en tale Botha holdt ved et offentligt møde, 15. august 1985.

“… let me remind the public of the reasons why Mr Mandela is in jail. … The saboteurs had planned the manufacture of at least seven types of bombs: 48 000 anti-personnel mines, 210 000 hand grenades, petrol bombs, pipe bombs, syringe bombs and bottle bombs.

A document was produced during the Court case in Mandela’s own handwriting in which he stated:

‘We Communist Party members are the most advanced revolutionaries in modern history … The enemy must be completely crushed and wiped out from the face of the earth before a Communist world can be realised.’

Flere terrorangreb fulgte, eksempelvis det blodige angreb på indkøbscenteret i Amanzimtoti Lillejuleaftens 1985, få måneder efter Mandela afviste Bothas tilbud. Efter internationalt pres blev Mandela sat fri i februar 1990. Senere samme år talte han ved et ANC-møde sammen med Joe Slovo, tidligere leder af ‘Nationens spyd’, der nogle år forinden var blevet leder af Det Sydafrikanske Kommunistparti (SACP).

(Winnie og Nelson Mandel med Joe Slovo, 1990)

(Nelson Mandel synger kampsang med ‘Nationens Spyd’, 1992: “… dræb de hvide/Boerne”)

Senere proklamerede han offentligt sin støtte til Yasser Arafat, og diverse røde diktatorer, såsom Saddam Hussein (Irak), Libyen (Gadaffi; som han fik et barnebarn opkaldt efter) og ikke mindst Fidel Castro (Cuba). Mandela var særligt inspireret af det cubanske ‘demokrati’. Her et citat fra et møde i Cuba, 26. juli 1991.

“We have long wanted to visit your country and express the many feelings that we have about the Cuban revolution, about the role of Cuba in Africa, southern Africa, and the world. … From its earliest days the Cuban revolution has itself been a source of inspiration to all freedom-loving people. We admire the sacrifices of the Cuban people in maintaining their independence and sovereignty in the face of a vicious imperialist-orchestrated campaign to destroy the impressive gains made in the Cuban revolution. …

We do not want popular participation to cease at the moment when apartheid goes. We want to have the moment of liberation open the way to ever-deepening democracy. We admire the achievements of the Cuban revolution in the sphere of social welfare. …

We know that the revolutionary spirit of today was started long ago and that its spirit was kindled by many early fighters for Cuban freedom, and indeed for freedom of all suffering under imperialist domination. … We also honour the great Che Guevara, whose revolutionary exploits, including on our own continent, were too powerful for any prison censors to hide from us. The life of Che is an inspiration to all human beings who cherish freedom. We will always honour his memory. … Long live the Cuban revolution! Long live Comrade Fidel Castro! (Nelson Mandela i Cuba, 26. juli 1991; mere)

(Nelson Mandela & Fidel Castro, under et af flere møder efter løsladelsen, udat.)

Alle kan blive klogere, men hånden på hjertet: Nok så mange fredspriser kan ikke kan gøre Mandela til et ikon for ikke-vold og demokrati. I lighed med Mikhail Gorbatjov, kom bidragene til en bedre verden først da han var aldrende, og alle andre alternativer var testet af.



11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



6. marts 2013

Hugo Chavez’ statssocialisme: Tilhængerne har nu kontrol over ‘militær, domstole og den statslige sektor’

Tirsdag den 5. marts 2013 var 60-årsdagen for Stalins død, og blev også sidste dag for Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez. Tager man en journalist for TV2 News for pålydende, så var han først og fremmest kontroversiel, fordi han ‘havde nogle holdninger til socialisme’, som han ‘langtfra lykkedes’ med. Det er selvfølgelig rent vås. Johan Nordberg fortæller, at Chavez med de stigende oliepriser havde en unik chance for at skabe vækst, men valgte at cementere den statssocialistiske magtbase med røde monopolister.

Niels Westy renser luften på Americas.dk – The death of a caudilho – arven efter Chavez.

“Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident, Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen. …

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. … Hele den økonomiske politik har været lagt an på at sikre den politiske magt.

Hugo Chavez var i sine 14 år ved magten den mest højtråbende repræsentant for den type af populistisk antiamerikansk og antikapitalistisk ventrefløj, som også venstrefløjen herhjemme historisk har haft stor veneration for. Modstanderen var ‘neoliberalismen’, hvorfor det vel er på sin plads at sammenligne udviklingen i Venezuela med de lande, som bedst repræsenterer denne strømning. Det først og fremmest Chile og Peru, og på det sidste også Colombia.

(Venezuela under Hugo Chavez: Højeste inflation – laveste vækst)

Som det fremgår af figur 1 og 2, var inflationen markant højere i Venezuela (regionens højeste), mens den økonomiske vækst var markant lavere. Sandheden om de seneste 14 års udvikling i Venezuela er da også, at der reelt er tale om en fortsættelse af den økonomiske nedtur, landet har været på siden midten af 1970erne. BNP per indbygger er således fortsat lavere end den var for 35 år siden.

Men har man ikke været i stand til at øge værditilvæksten i Venezuela vil mange fortalere for Chavez regeringstid pege på, at man har mindsket den økonomiske ulighed. Det er også korrekt, at uligheden er faldet siden 1990erne. Hvad Chavez tilhængere glemmer at fortælle er at det gælder stort set i hele Latinamerika. Hvilket fremgår af nedestående figur, som viser udviklingen i GINI index 2002 -2011.

(Økonomisk lighed: En latinamerikansk trend)

… her er det måske ikke mindst interessant at bemærke det markante fald for Peru, som samtidig har haft regionens højeste vækstrater de seneste 10 år.

Samtidig er investeringsraten langt højere i de tre neoliberalistiske lande (25-30 procent), mens man med stor succes tiltrækker udenlandske investeringer. … Det er nok værd at huske, når der i de kommende dage vil komme en strøm af lovprisninger om ‘El Comandante’…”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper